"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 1

"SNESEJLER" er et metafor.

Navnet snesejler er et slangudtryk som er opstået mellem søfolk der opholdt sig permanent på ruter i udlandet, og søfolk fra eksempelvis ØK.

ØK kom altid hjem til det kolde Danmark efter hver tur.

Når en Mærsk-båd mødte en ØK-båd råbte de "Snesejlere" efter os, fordi de mente, at sneen på ØK-bådenes dæk ikke kunne nå at smelte før vi var hjemme igen.

Så råbte ØK-folkene "Banansejlere" efter Mærsk-folkene fordi de aldrig kom hjem.

Der er også andre forklaringer til navnet, for eksempel påstår folk fra DFDS, at de har patent på navnet, andre rederier eks. Lauritzen mener, at det er dem som ejer navnet, men det vigtigste er, at alle forklaringer kan være lige gode, for som man siger:
"Der er noget om snakken".

For eksempel er der også noget om snakken, når John Andersen beretter, at der efter Mærskfolk blev råbt: "2 Bajere"
Det var en hentydning til, at man uanset social rang om bord, kun kunne købe 2 bajere pr. dag.

 

Livet om bord i ØKs skibe.

I mine ungdomsår tog jeg på langfart med ØK EAC.

Min første tur med Det Østasiatiske Kompagni gik til Indien. Jeg var ganske ung og derfor var det simpelthen det helt store eventyr som jeg begav mig ud i. Jeg sejlede med et skib som hed "M/S Malacca". Det gode skib blev bygget i 1945 og det skulle være mit hjem et stykke ud i fremtiden.

Malacca.

Dengang var containertransport endnu ikke opfundet, så al losning og lastning foregik pr. håndkraft. Dette betød at man lå lang tid i hver havn og det gav derfor sømændene god tid til at opleve de eksotiske landes egenskaber og særpræg.

Den Danske Sømandskirke gjorde et helt utroligt stort arbejde for os sømænd når vi ankom til en ny havn, f.eks. blev der arrangeret udflugter og safariture osv, så vi kom til at se meget andet end de lokale værtshuse. Senere fik jeg hyre på "Det gode skib M/S Korea" som blev bygget i 1939 (lev. 1945). Denne gamle skude sejlede os til fjernøsten hvor alting var endnu mere anderledes. Jeg var med på goe' gamle Koreas allersidste tur/retur.

Efter ankomst til København blev den sejlet til Hongkong hvor den blev hugget til gammelt jern i 1967.

Korea.

Malacca fik slået hul i agterstavnen af en isflage ved Hamina.

Vinteren var ekstrem kold, kuldegraderne var tæt på -40 celsius. Alligevel kunne vi gå ude i skjorteærmer nytårsaften, da der næsten ingen fugtighed var i luften. Det eneste nytårsfyrværkeri som vi så, var et par nødraketter som blev affyret fra nogle naboskibe, nogle fulde søfolk gjorde hvad der ellers er strengt forbudt.

Korea i København.

I Polen og DDR var der maskinpistol bevæbnede vagter ved landgangen.

Vestlige blade og aviser m. m. var forbudt. Inden vi anløb havnen i Szczecin fik vi besked på, at alt hvad man kunne kalde vestlig propaganda skulle gemmes væk, transistorradioer, pladespillere, fotoapperater, båndoptagere og lignende blev låst inde og forseglet. Det polske folk skulle ikke fristes over evne. Da jeg gik på værtshusbesøg havde jeg taget 2 par cowboybukser på og da jeg kom tilbage havde jeg kun 1 par på. Cowboybukser og hvide nylonskjorter var i høj kurs, så på den måde fik jeg både mad og drikkevarer i massevis og det samme kunne lade sig gøre for et par stykker Lux håndsæbe, fordi man havde ikke parfumeret sæbe i polen. Det samme var tilfældet i Rostock og de bevæbnede vagter ved landgangen var modtagelige for bestikkelse.

Vi drev rundt med en rorskade i den Engelske kanal.

Det var storm og derfor risiko for forlis, teknikken i vores ror sagde stop midt i kanalen. Imens stormen langsomt drev os tættere ind mod klipperne kæmpede vores elektriker med at få roret til at fungere igen, det lykkedes og elektrikeren blev dagens helt, men nu skulle han heller ikke arbejde mere før han skulle montere frontprojektør ved gennemsejling af Suez-kanalen.

Korea på red.

Brand i maskinrummet gav os 4 ugers ophold i Bombay.

Ventetiden blev brugt på indkøb af ægte tæpper og tropedress. det lange ophold gav os tid til at opleve både de fine og mindre fine sider af Bombay, både dag og nat. Det blev en uforglemmelig oplevelse som ikke kan beskrives, det skal simpelthen opleves. Jeg har vandret rundt i Bombays gader om natten. Man siger at ca. hver 10. person som man skræver over er død. I storbyernes slumkvarter i Indien er det således, at folk simpelthen sover direkte på gaderne, fordi de ikke har råd til en selvstændig bolig. Når det så bliver morgen kommer lastbiler og henter de mennesker som ikke overlevede natten. 

På Ceylon fik vi en god ven som boede udenfor Colombo.

Han var kok og lavede pragtfuld mad til os uanset hvornår vi kom. Vi tog tit en taxi og kørte ca. en halv time ud af byen, her havde han sit tilholdssted og i hans baghave der mindede lidt om en losseplads med spredt tilfældig beplantning af palmer, stod der et gammelt jernkomfur ude midt i haven. Når han skulle bruge nogle æg, var der kun få skridt til hønsegården. Selv om der ingen købmand var at se, så kunne vi altid få noget at drikke til maden og det var nødvendigt, for der var tit mange krydderier i "dagens menu".

Jeg har været stamgæst på Mosquitobar i Bangkok.

Når der var tid til det, tog vi en af de lange smalle hurtiggående flodtaxier (sampan) og sejlede ud i Klong Toy udenfor Bangkok, her har vi boet i træhytterne i sumpen hvor hele verden stod på pæle. Hvis man ankom når det var lavvandet så skulle man op af en lejder for at komme op på det som man kan kalde sumpens gader. Det var simpelthen bare nogle løst liggende brædder som gik fra træ til træ og på den måde fra hus til hus. Hvis man så havde ligget og lyttet til cikadernes sang tilstrækkeligt længe,  var man fri for at skulle gå ned til bådene når man skulle tilbage, for så var det blevet højvandet og så kunne bådene sejle helt ind til døren.

Klong (kanal) Bangkok

Klong (kanal) Bangkok

Klong (kanal) Bangkok

Jeg har været med i Vietnamkrigen.

Dog ikke som aktiv deltager, men jeg har siddet på værtshuse i Bangkok og hørt de unge amerikanske soldater sidde og synge deres hjemlands vemodige sange, velvidende at de dagen efter kunne være på vej til fronten. Stemningen i disse dunkle røgfyldte sveddryppende lokaler var så tyk og intens at man kunne skære i den. Nogle soldater lo, andre græd, nogle var ligeglade, nogle var hvide, nogle var sorte, de var alle forskellige individer, men de havde en ting til fælles: uvished.

Da vi sejlede videre fra Bangkok kom vi senere til Vietnam og vi kunne se bombemaskinerne flyve ind over land og høre bombedrøn i det fjerne. Jeg stod på dækket og tænkte på, om soldaten som jeg havde siddet og sunget sammen med på værtshuset, stadig kunne synge.

Maos Kina gav anledning til folkeligt tumult.

Vi var nogle stykker som ville besøge den danske sømandskirke i Shanghai, så vidt jeg husker var vi 3 mand om bord på hver sin rickshaw. Det var Ungtjener, Willy Brorson, min bedste ven Tjener, Jørgen Schrøder og vores Elektriker.

På et tidspunkt kørte vores rickshaw udenfor den "lovlige" rute og det var aldeles ulovligt. Da vores chauffør går ind til noget der lignede en forretning for at spørge om vej, blev vi hurtigt omringet af tusinder af kinesere, der var så mange at trafikken simpelthen gik i stå.

Den gang så man ikke vesterlændinge i Kina, og slet ikke udenfor de af systemet udpegede ruter, samtidig var befolkningen opdraget til at hade alt fremmed, så vi var kommet i en temmelig ugunstig situation.

Da folk rykkede tættere og tættere sammen, så der næsten ikke var plads til vores rickshaw, og samtidig så meget truende ud, og lavede meget larm, blev vi reddet af vores elektrikker. Han sagde at vi skulle rejse os op i vores rickshaw og klappe vores hænder sammen over vores hoveder, det gjorde vi så.

Virkningen var ufattelig, pludselig klappede alle tusinde kinesere deres hænder sammen og smilede og lod os fortsætte gemmen et menneskehav af folk som alle var klædt ens i tøj.

I Kina var det dengang således, at alle havde ens tøj på, det  lignede datidens arbejdstøj i Danmark. Det var som at køre rundt i et fængsel, men vi slap fri.

Jørgen Schrøder i Rickshaw 

I Japan kørte vi i verdens hurtigste tog.

Vores sejltur fortsatte til Kobe, Osaka, og Nagoya. Fra Yokohama kørte vi med det hurtige tog "Bullettrain" (Shinkansen) til Tokyo. Det var en flot tur, især efter at have været i Kina. Mens vi kørte havde vi det hellige bjerg Fuji Yama på den ene side, og et hele tiden afvekslende landskab med små hektiske byer ved vandet på den anden side.

Det var som om Yin og Yan var tilstede. På den ene side ro og stilhed og på den anden side aktivitet og tumult. Allerede dengang var Tokyo en gigantisk by, med mange millioner indbyggere, så det virkede lidt underligt, da vi stod af toget at vi gik direkte ind på en restaurant som hed TIVOLI. Her var vi pludselig omgivet af alle H.C.Andersens figurer som var malet på væggene, det var næsten som at være hjemme igen.

Bullettrain (Shinkansen)

I Filipinerne fik jeg smæk.

Min evne til svømning reddede mig fra et par blå øjne og en tom pengepung. Vi havde været inde på et lille værtshus og der var nogle piger som vi kiggede på, men der var også nogle mænd som kiggede på os, og især vores pengepung. Da de blev lidt for nærgående inviterede vi dem udenfor.

Det var dog ikke nogen god ide, for de begyndte straks at slå ud efter os. De var dog ikke stærkere end at jeg kunne løbe fra dem, jeg løb ned til havnen, hvor jeg sprang i vandet og svømmede alt hvad jeg havde lært. Det reddede mig, fordi forfølgerne ville ikke være våde.

Kambodia agterfortøjet ved simpel træbro Filippinerne.

Jeg var med i redningsaktionen, da færgen Skagerak sank.

ØKs Korea reddede 6 mand. Det var d. 7 september 1966, vi var på vej ud af Kattegat da kaptajn Gunnar Jacobsen meddelte, at Skagerak havde udsendt S.O.S.

Straks satte vi kursen mod den synkende færge. Redningsaktionen er nok den mest vellykkede i nyere tid, idet alle 144 ombordværende blev reddet. Af de 6 personer som vi reddede, var der 5 besætningsmedlemmer fra færgen og en præst fra Italien.

Jeg husker stadig tydeligt, hvorledes han hang i reblejderen på siden af skibet længe efter at de andre var kommet om bord. Præsten havde simpelthen ikke kræfter til at kravle op ad lejderen, så hver gang skibet svajede over til styrbord, forsvandt han ned under skibets side og vi stod og var spændt på om han stadigvæk hang fast i lejderen, når skibet efter et stykke tid rullede over til bagbord.

Det gjorde han og det gentog sig mange gange, hver gang var det som en evighed. Hurtigt fik matroserne rigget en bom klar og så trak de ham og hele nettet op på dækket hvor han faldt omkuld, totalt udmattet. Alle fik den fineste behandling som er skik og brug ved skibsforlis.

Præsten "lånte" et par af mine cowboybukser og en af min mors hjemmestrikket sweater. Jeg fik dem aldrig tilbage, han har sikkert taget dem med til Italien og gemt dem, som et kært minde om en dag der sluttede lykkeligt. Og lad det være ham til glæde.

Skageraks sidste timer.

Rask-Mølle skole, klar til at gå i bådene.

I Suez var jeg i slagsmål med en araber, som jeg smed overbord.

Kaptajnen havde sagt, at han ville ikke have de handlende "sørøvere" om bord, så alle blev bevæbnet med ca. en halv meter lange stokke som vi om nødvendigt skulle bruge hvis de forsøgte at komme om bord. De Arabiske handlende har en båd med en meget høj mast, når de så sejler op på siden af et skib, kravler de op i masten og når båden vipper ind imod skibet er de om bord i eet spring.

Der opstod en del tumult og jeg var meget heldig i en nævekamp, at ramme en Araber med 3 - 4 rene træffere. Araberen klamrede sig til rælingen for at holde balancen, men da jeg løftede den fod som han stod på, forsvandt han med et hyl ned i vandet. Der var langt ned til havoverfladen, men han kom ikke til skade.

Det endte med at de handlende alligevel fik lov til at komme om bord og jeg blev låst inde i min kahyt i 3 timer, for min egen skyld. Araberne ville nemlig slå mig ihjel hvis de fandt mig.... De fandt mig ikke.

Lods kommer om bord Suez.

Vi har været ude i en orkan hvor bølgerne blev målt til ca. 25 meters højde.

Det var i Det Indiske Ocean. Da vi stod ud fra Aden var vejret pragtfuldt, vi havde havblik, og flyvefisk og delfiner var det eneste som kunne bryde havoverfladen. Da vi havde sejlet ca. et døgn slog vejret totalt om, nu skulle vi komme til at opleve det som kun garvede søfolk kan berette om.

I starten var det bare almindelig storm, så alt blev surret, der blev sat høje kanter både på komfuret i kabyssen og på bordene i messen, men snart viste det sig at kabyssen blev lukket og der blev spændt trosser på langs af dækket fra salonbygningen til mandskabsbygningen som lå over maskinrummet. Det gav mulighed for, stadigvæk ved hjælp af sikkerhedslinjer, at bevæge sig fra den ene bygning til den anden.

Men da Orkanen tog rigtigt fat så var der ingen der bevægede sig, så klamrede man sig bare til de faste ting som var i nærheden. Jeg husker stadig hvorledes jeg gennem et koøje så stævnen forsvinde ind i en ca. 25 meter høj bølge, og kiggede på hvorledes vandet rullede hen over dækket i flere meters højde. Når man så havde redet igennem sådan en bølge, var det svært at forstå at stævnen stadigvæk var der og at den var klar til endnu en bølge.

Skibet var ikke et svejst skib, næ det var fra den tid da man nittede alle pladerne sammen, og det var måske vores held, for et svejset skib er mere stift og risikoen for at det knækker er derfor større. På et nittet skib kan hver nitte give sig en lille smule og det betyder at skibet faktisk kan vride og dreje temmelig meget og det gjorde vi meget på den tur.

Nittede skibe knager meget, men så længe det knager, så holder det.

Sumbawa i søgang 65.

I Livorno, tog vi på udflugt til Pisa. for at støtte det skæve tårn.

Endnu en gang hvor søfolk foretog sig andet end det som de har ry for. Turen fra Livorno til Pisa er kun ca. 25 km. Men turen fra det første trin i bunden af det skæve tårn og til toppen føltes som mere end de 25 km. med taxi og var bestemt ikke for gangbesværede. Trappetrinene var skæve og udhulede af mange års slid, faktisk skulle man ikke tro at sten kan blive så slidte bare ved at gå på dem, men det kan de altså og der er mange.

Kaj - Jørgen - Jan - Willy på udflugt fra Livorno til Pisa.

Tandlægebesøg.

Ved anløb af Karachi i Pakistan gav jeg kaptajnen besked om at jeg havde ondt i en kindtand og derfor gerne ville til en tandlæge, men da vi ikke skulle være så længe i denne havn, fik jeg den besked, at det måtte vente til senere.

Bombay blev byen hvor jeg mødte et sundhedsvæsen som var temmelig langt fra vestlig standard. Jeg blev på scootertaxi transporteret til en klinik hvor der kun var 1 stol og det var den som jeg skulle sidde i. Lokalet var et temmelig beskidt rum på ca. 3 x 4 meter, indgangen var en almindelig garageport og der fik jeg den billigst tænkelige tandbehandling man kan forestille sig. Manden kunne sit kram, han trak tanden ud med et snuptag (uden bedøvelse) og vupti var tandpinen væk.

Letmatros som tårnspringer.

Omkring halvvejs igennem Suez-kanalen bliver kanalen så bred, at man kan kalde den en sø. Denne sø; "Great Bitter Lake" blev brugt til at skibene sydfra kunne komme forbi skibene nordfra. Her lå vi i høj solskin og god varme og ventede på en nordgående kolonne. Ventetiden blev brugt på at gå i vandet og man firede landgangen ned så man kunne springe fra den, det varede ikke længe før end der var nogle vovehalse som ville vise at de turde springe fra rælingen. Det hele endte med at en letmatros ville springe fra broen og han fik også lov til det.

Vi fulgte spændt hans tur op af lejderen til han stod på toppen af broen, derfra var der nok 15 meter ned. Nå, men så udstødte han et hyl og sprang på hovedet i vandet. Det så flot ud, men han fik så meget overslag at han landede direkte på ryggen og det blev hurtigt klart, at der skulle en redningsaktion i gang for at redde ham.

Resultat: Kaptajn Lassen forbød badning med øjeblikkelig virkning. Letmatrosen fik et par sygedage og fremover kaldte vi ham: Tårnspringer.

Bogota 64 "Badedag"

Juleaften i Rødehavet.

I "Kompagniet" var juleaften en særlig begivenhed, for i modsætning til resten af året, så skulle vi ikke servere mad for Kaptajnen, Overstyrmanden og Maskinmesteren. Denne ene gang om året var rollerne byttet om, således at vi "kulier" blev sat til bords og så var det os der blev kræset for. Vi havde det som "Jeppe i baronens seng" og vi nød det i fulde drag.

Jeg husker at vi som dessert fik Risalamande og det smagte så godt, at jeg med min ske ville skrabe tallerkenen meget grundigt for at få det hele med. Da jeg havde taget den sidste mundfuld kiggede jeg op og først nu så jeg, at hele selskabet betragtede min spiseteknik og da hovmesteren, Svend Johansen derefter grinende sagde til mig, at jeg da godt kunne få en portion mere, var jeg klar til at krybe i et musehul.

Da fik jeg røde kinder, og de holdt sig vist røde indtil der var omdeling af julegaver.

Malacca julen 66. Kapt. J. Mouritzsen og Frue, 2.Styrm. Jens August Holm, Hovm. Hardy Jensen.

3. mst.- Hovm. Hardy Jensen - Ostyrm. Iversen - Trikkeren - Maskinmst. "Skralde"

I baggrunden Børge Ebensgaard-Jørgensen og "Gnist" Karen Blåberg.

Ukendt - J. A. Holm - B. Ebensgaard-Jørgensen - Telegrafist K. Blåbjerg

Tv. K. Blåberg og kapt.frue Jelle taler med 2 m. Jens Bloch, th. J. A. Holm.
Bagerst tv. "Skralde,""trikker,"chief Bille, hovm. Hardy m. fotoapp.

J. A. Holm.

På udflugt i Yemen.

Da vi kom til Aden i Yemen fik vi at vide at vi var kommet til en anden kultur hvor et ur af mærket Rolex kun kostede en brøkdel af hvad de kostede hjemme, men at det nok heller ikke var et Rolexur. Det samme gjaldt for Ronson lighter og andre mærkevarer, her kunne man købe alt hvad hjertet begærer, for vi var jo i et toldfrit område.

Der blev arrangeret en udflugt ud i ørkenen hvor der absolut intet var at se og på vej tilbage skulle vi passere forbi en kaserne for Fremmedlegionen. Vi fik ordre på at her måtte man overhovedet ikke fotografere. Det var strengt forbudt og ville føre til fængselsophold hvis det blev opdaget at man alligevel gjorde det.

Her var jeg meget heldig, for jeg ejede ikke et fotografiapparat, men alle de søfolk som havde et apparat, fik nogle fine billeder.

Malacca Willy 65.

Et sted uden havn.

Nogle hundrede sømil syd for Bombay kastede vi anker ud for en lille by hvor der ingen havn var, så kom der små både ud til skibet og ved hjælp af vores bomme blev der så firet varer ned i bådene. Det var en primitiv form for vareudlevering og det tog en del tid, men de skulle ikke have så meget, så vi kunne fortsætte vores tur i løbet af få timer.

Så simpelt kunne det gøres og simpelt var det også da vores bådsmand senere på dagen påstod at han kunne fange hajer på et stykke oksekød. Kokken fandt et stykke flæsk som kabyssen godt kunne undvære og så blev der rigget en lang kraftig linje til med oksekød på en kødkrog.

Fangstlinjen blev smidt ud fra poopen så den flød agterud sammen med lokken og efter lang tids venten blev den bjærget igen. Resultat: Ingen haj men et stykke meget rent kød. Rygterne siger at matrosmessen fik det at spise til aftensmad, men det er vist kun rygter.

Livet om bord kunne være hårdt.

For os som var ansat til at betjene de øverstbefalende samt passagerer, var der altid noget at lave. Fra morgen til aften blev de serviceret med alt hvad skibets kabys kunne formå og det var samme status som et 3 stjernet hotel. Når det blev aften og den sidste servering var foretaget, så kunne vores hovmester nemt finde på spændende ekstrajob, for eksempel kunne man få lov til at bone vinylgulvet i salonen. Det skulle være så blankt så hovmesteren kunne spejle sine mønster i fodsålerne ved at løfte foden fra gulvet.

Når gulvet (dørken) var poleret blankt, så hed det: Hr. Hovmester, vil De venligst foretage en inspektion af dørken ? Vores hovmester var temmelig flink og han kunne godt finde på at godkende det første gang.

Malacca 65. Willy - John. 

Forskellige passagerer.

Af alle de passagerer som vi har haft husker jeg især 2. Den ene var en rig Tysker som gerne ville opleve livet om bord på en fragtbåd. Så vidt jeg husker kom han om bord i Hamborg eller Rotterdam og hans store Mercedes blev også hejst om bord, for hvem kan vel undvære sin bil ?! Han stod af i Livorno og så ville han køre hjem derfra.

Den anden var en lille ældre mand som kom fra Baltimore, han var bestemt en meget flink fyr og lige som tyskeren, var han velhavende. Da han forlod skuden gav han, som tyskeren havde gjort, temmelig meget i drikke penge. Måske er det derfor jeg kan huske dem.

Frihed om bord kunne forekomme.

De få timer som jeg havde fri, brugte jeg tit på at gå ud på bakken (stævnen), der stod eller hang jeg så ud over forkanten så jeg kunne kigge direkte ned på de mange delfiner som legede foran skibet ved at krydse ganske tæt på stævnen.

Andre tider gik jeg op i udkigstønden, herfra var der en god udsigt og i stille vejr kunne man til tider tro at man så en stor flad ø i det fjerne, når man så kom nærmere viste det sig, at det var flyvefisk i stimer på tusindvis.

Udkigstønden er et levn fra fortiden men den blev stadigvæk brugt i 60erne. Når det var meget tåget, så blev en matros beordret op i tønden for at holde udkig, så man derved måske kunne forhindre kollisioner.

Malacca "Hospitalet"

Mange dage i Bombay.

Da tolderen kom om bord, foregik det via en lejder op til toppen af rælingen, derfra var der et stort stykke ned til dækket, men det blev afhjulpet ved at man satte en stor trækasse som trappetrin. Når tolderen så havde gennemset skibet og forvisset sig om at der ikke var gemt smuglervarer nogen steder, så gik han tilbage til sit kontor som lå i havneområdet.

Hvad han ikke vidste var, at den store kasse som var trappetrin også var fyldt med Whisky, sammen med de cigaretter som vi også havde gemt, gav det et pænt overskud, men da vi lå meget længe i Bombay på grund af brand i maskinrummet, havde vi også brug for pengene.

Jeg købte et kostbart gulvtæppe som jeg bragte hjem til min mor, og jeg fik også syet et uniform lignende sæt tøj af kaki. Der blev også råd til et par elefanter af Sandeltræ og derudover blev der råd til en tatovering på min venstre arm, (man var vel sømand).

Tatoveringen kostede kun nogle få rupees (ca. 5 kr.) 40 år efter ligner tatoveringen en ubestemmelig blækklat.

Kim og venner et sted i Indien.

Shorts skifter ejer.

I Madras i Indien kom der (som mange andre steder derude) kulier om bord. De skulle banke rust og det gjorde de ca. 100 mand med hver sin hammer i 3 dage, så var man mør. Måske var det grunden til at en matros mistede sine shorts. Han havde lagt sig til at sove ude på dækket om natten fordi det var for varmt inde i kahytten. Da han havde ligget et stykke tid blev det for varmt med shorts, så han tog også dem af så han lå kun iført underbukser. Næste morgen da han vågnede var hans shorts pist væk. Senere på dagen så han, at en af de rusthamrende kulier gik med hans bukser på, han fik dem ikke tilbage for den som har bukserne på, ejer dem. Således er reglerne derude, og ingen skam ved det.

Kulier om bord.

Fodbold på 2 måder.

Når vi var i havn, var Den Danske Sømandskirke altid klar til at hjælpe og nogle gange var det fodbold som de arrangerede. Vi spillede kampe imod andre skibe som lå i samme havn og det var næsten altid udenlandske skibe.

Vi har spillet fodbold imod mange lande, så jeg kan derfor sagtens kalde mig Landsholdsspiller uden at prale. Jeg kan også kalde mig Rotteboldspiller, fordi da vi gik hjem fra værtshusbesøg i Calcutta skulle vi over en bro for at komme ned i havneområdet, mens vi så gik på denne bro (som var uden trafik om natten) ja, så løb rotterne i flokkevis på kryds og tværs af denne bro.

En ond sjæl fandt så på at vi skulle prøve om vi kunne nå at indhente en rotte og så sparke til den. Det kunne vi og jeg husker hvordan rotterne skreg når vi ramte dem. Jeg tror ikke at de skreg af smerte, rotter skriger altid hvis man provokerer dem, og det gjorde vi. Jeg lavede mange rottemål den nat.

Can't bye me love.

På vej imod Port Said sejlede vi tæt ved kysten ud for Algeriet og her fik vi et signal om at vestens musik også var kommet til Afrika. Tilfældigt stod min transistorradio ude på dækket ved siden af den stol som jeg havde smidt mit kridthvide legeme i for om muligt at ændre min teint til en lidt mørkere farve. Da pludselig hørte jeg The Beatles strømme ud af min højtaler.

Da jeg havde hørt sangen færdig begyndte den forfra og da dette gentog sig igen bestemte jeg mig til at tælle antallet. Da Can't bye me love endelig sluttede havde radiostation i Algeriet ladet pladespillerens pickup skære 37 gange i pladen. Det viste sig, at de brugte dette nummer som pausesignal, så det var næsten befriende til en afveksling. atter at høre den arabiske musik med de skæve toner.

koksmat Kim - kok Arne

Messina og Etna.

På en tur fra Livorno til Afrika sejlede vi gennem Messinastrædet og det var en meget smuk oplevelse. Vi løb ind i Messinastrædet ved mørkets frembrud og da både Italiens sydspids og Sicilien har meget høje bjergskrænter er det som at sejle lige ind i et eventyr, med lyset fra de store og små byer som ligger spredt langs hele strædet.

Det smukke Sceneri bliver maksimalt hvis vulkanen Stromboli er i udbrud og der var et lille udbrud da vi kom forbi. Et flot orange skær fyldte rummet over vulkanen.

Det er skik og brug, at sømænd smider flaskepost ud ved gennemsejlingen og den skik er også kendt blandt de folk som bor der, det er også meget kendt, at folk som finder flaskerne sender svar til sømanden. Jeg fik dog aldrig svar på den flaske som jeg bidrog med og i dag er det vist forbudt at smide flasker ud på grund af forureningen.

Midt imellem "nyt" og "gammelt".

En dag fik alle om bord besked om, at hvis man gik ud på dækket og spejdede til bagbord, så ville vi få et specielt skib i sigte.

Det viste sig at være verdens første atomdrevne fragtbåd N/S Savannah. Skibet var søsat i USA i 1962, så det var næsten helt nyt. Savannah var utroligt flot bygget, det var meget strømlinet.


Savannah ved Langelinie.


Foto: Jan Lindahl.


N/S Savannah 67.

Tak til Verner Schmidt.

Vi sejlede så tæt forbi, at vi nemt kunne se alle detaljerne om bord på skibet, vi kunne også se det store atomlogo som sad på siden ca. midtskibs.

Savannah var en mellemting mellem fragt og passagerskib, der var plads til 60 passagerer og videnskabsmænd.

Skibet kunne med sine 22.300 Hk. Sejle 24 knob.
Til sammenligning havde Malacca 5.500 Hk. Og sejlede 15 knob.

Vi talte muntert om hvorvidt det kunne være farligt at sejle så tæt forbi et flydende kraftværk, men så mente nogle af de garvede sømænd, at det nok var mere farligt, at sejle forbi de mange Liberty-både som stadig var i drift.

Liberty Nautilus-Line

Liberty-bådene var forfærdeligt grimme og mange af dem var synkefærdige dødssejlere som blev masseproduceret under 2. verdenskrig. Der blev fra 1941 til 1945 fremstillet 2710 stk. af typen og de var alle ens.

Deres standard var uden nogen form for luksus, man sagde at hvis de kunne klare bare 1 tur over havet var det godt. Mere end 20 år efter sejlede mange af dem stadigvæk, mest på østen.

Jeg ved godt, at de skibe som jeg sejlede med, var lige så gamle (Korea endda ældre) men vi havde dog fået forbedret apteringen til et niveau man dengang kunne kalde tåleligt. I dag ubrugeligt.

Hvem bestemmer?

På et af de ØK-skibe som jeg sejlede med, havde vi en maskinmester som til tider havde sin egen opfattelse af begrebet suverænitet.

En dag da vi lå i havn foregik følgende kommunikation mellem Broen og Maskinen.

Skipper: Vi sejler om 3 timer.
Chief: Vi er ikke klar til afgang så hurtigt.
Skipper: Jeg er kaptajn, og når jeg siger at vi sejler om 3 timer, så sejler vi om 3 timer.
Chief: Jeg er maskinmester, og vi sejler ikke før jeg starter maskinen.

Samme maskinmester var heller ikke meget for at skulle bære uniform, selv om der den gang var streng disciplin omkring netop dette, at være regelmæssigt påklædt, hvor alle bar wienerbrød på skulderen, striberne på ærmerne og sildesalat på kasketten. (Der var stil over ØK)

Når der var diner i salonen med Kaptajnen, Chiefen, Overstyrmanden og passagererne, så undskyldte han sig tit med, at der var vigtigt job i maskinen som krævede hans tilstedeværelse. Så fik han serveret sin mad i sin kahyt, og så slap han for at stille op i "Galla". Hans ynglings påklædning var knælange shorts og storblomstret Hawaii skjorte.

Kambodia 65. overstyrmand på toppen af landgangen
Niels Christian Fabricius.

God vind venner.

Til alle dem som har sejlet på alverdens have vil jeg gerne sende de bedste ønsker for fremtiden. Mit ønske er at indsamle materiale, tekst og billeder fra sømandslivet om bord hos ØK.

Jeg stod en gang ved rælingen og spejdede over på et søsterskib som vi mødte i rum sø i Malaccastrædet ved Sumatra. Vi var på vej til Singapore og de var på vej hjem. Om det var Mombasa eller Morelia husker jeg ikke, men jeg husker at når 2 stykker Danmark mødtes så langt hjemmefra var det en begivenhed som tit blev fejret ved at de 2 skibe nedsatte farten til ca. 5 knob for at kunne sejle så tæt forbi hinanden som muligt, så stod man ved rælingen og råbte ønsker til hinanden om god tur.

I Gøteborg mødte vi en dansker.

Han synes, at det var sjovt, at møde en dansker så laaaaaangt hjemmefra.

Willy 1966.

Kongelige gæster.

I 1967 var jeg og min bedste ven Jørgen Schrøder afmønstret et skib i København og i tiden inden næste påmønstring havde Jørgen og jeg job som tjener på restaurant Frascati på Rådhuspladsen som lå på hjørnet af Vesterbrogade og H. C. Andersens Boulevard.

En dag fik vi besked om at vi den efterfølgende dag skulle iklæde os husets fine smoking fordi etablissementet ville få kongeligt besøg.

Næste dag ankom så kongehusets store biler og ud steg Grev Henrik de Monpezat med følge.

Grev Henrik de Monpezat skulle holde polterabend og selskabet ville indtage et måltid på Frascati.

De kongelige gæster ankommer.

Om det skyldes min ven Jørgen Schrøders særligt fine egenskaber i tjenerfaget, at netop han skulle servere for Hans Majestæt Kong Frederik IX kan du læse længere nede i teksten, men han var meget nervøs for at udføre arbejdet korrekt, og da han ville tage af bordet, var der noget bestik fra forretten, som skvattede af tallerkenen, og landede mellem ryglænet på Kongens stol og hans fine jakke.

Meget forsigtigt trak jeg kniv og gaffel tilbage, som nu var helt rent, men desværre efterlod et spor, af lidt gravad laks med sennepssauce og dild, på den Majestætlige jakke.

Direktøren for restauranten, som havde skjult sig, blev kridhvid og begyndte af en eller anden grund, at gøre honnør, og så fortalte han mig hvorledes han ikke kunne fordrage mig eller min familie....


Da jeg kom tilbage til bordet, var kongen i gang, med at tænde sin pibe, og da han så mig, smilte han og blinkede med øjnene.

Den dag i dag bruger vi i familien stadigvæk den samme teknik, hvis nogen kommer til at spilde på dugen, så smiler vi og blinker med øjnene.

Når jeg husker det så tydeligt, skyldes det nok det faktum; at det er sandt, men ikke mindst, at kongen tog det så positivt.

Her er en lille personlig beretning fra Jørgen Schrøder:

Så vidt jeg husker, var det meningen, at der var forud bestemt pladser, således at de bedste borde, med bedste betjening i form af Overtjenere med Inspektørassistance var sat til at betjene Regentparrene.

De indbudte gæster og venner skulle så sidde i vores afdeling, men da det glade selskab arriverede, besluttede de sig til, at sidde hvor de nu havde lyst.

Jeg husker, Prinsesse Benedikte, Prinsesse Anne-Marie med Gemaler og venner var først inde i reatauranten og satte sig straks ved nogle af bordene, som var forbeholdt Kongerne.

Derefter satte alle sig, hvor de havde lyst til, og på denne måde endte jeg op med Kong Frederik, Kong Gustav og Kong Olav, med følge samt et par mere, i alt var der 8.

Det viste sig at blive til min fordel, for da hovedretten (dyreryg tror jeg) skulle serveres, var det anrettet på store ovale fade, som var meget tunge.

Der stod ca. 20 tjenere i én lang kø og ventede på deres tur til at få leveret middagen, jeg var bagerst i rækken, og da det tog sin tid, fordi der skulle meget pynt på, skreg jeg:
 "Jeg har en masse Konger ved mit bord". Så sparkede Direktøren mig forrest i rækken, mens han råbte:
 "Schrøder har Kongen!".

Efter middagen sneg alle de unge inkl. Prinsesser og Gemaler sig ud af en sidedør, sprintede ned af H. C. Andersens Boulevard for at undgå alle fotograferne, og gik i Tivoli.

Dette år havde København 800 års jubilæum, så der var tusindvis af mennesker udenfor.

Resignation.

Da jeg gik på land, begyndte jeg straks at fortælle alle mine venner hvad jeg havde oplevet og i starten lyttede de spændt på hvad jeg havde at sige, lidt efter lidt fandt jeg dog ud af at de ikke lyttede så meget mere, tvært imod så virkede det som om de ikke troede på de ting som jeg fortalte dem om.

Jeg kan godt forstå deres tvivl for de havde jo ikke selv oplevet det og pludselig forstod jeg, at det var bedst at holde sin mund hvis man stadigvæk ville være en del af flokken.

Mange år er gået siden og jeg har faktisk ikke talt om det i alle de år, men minderne, dem har jeg og det er sandt.

Venner.

Jeg har været så heldig, at jeg via SNESEJLER har fået kontakt til en del af de søfolk som jeg har sejlet med og der iblandt en go' gammel ven fra tiden i Korea.

Igennem mange kanaler og til sidst via Internettet, lykkedes det efter mange år at finde frem til ham. Han bor nu i Qualicum Beach på Vancouver Island i Canada, hvor han har en restaurant med stor succes.

Vi skiltes i 1967 og mødtes igen efter 32 år. Den gang var vi meget gode venner og altid godt humør og da vi mødtes igen, var det som om der kun var gået et par dage.

Det er bare skønt, for med ham kan jeg jo tale om alt, da han jo selv har oplevet det samme.

En sømands kendetegn.

Generelt set er søfolk kendt for at være meget tolerante og det skyldes nok, at man som sejler kommer ud og ser hvordan andre folkeslag lever og når man så kommer hjem og ser hvad folk i Danmark kan finde på at brokke sig over, ja så bliver visse perspektiver sat i kraftigt relief.


Tak til Caroline.

 

Tak til Nicolaj.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN