"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 107

Dagbog fra jordomsejling af Jørgen Møller.

M/S Pasadena 55/56.

Her er beretningen om min tid som overtallig maskinassistent ombord på Østasiatisk Kompagnis motorskib M/S Pasadena i 2. halvår af 1955.

Jeg var 20 år og lige blevet færdig med 1. del af civilingeniørstudiet og skulle nu i det efterfølgende år gennem en række virksomhedspraktik'er. Et af disse kunne være nogle måneders hyre ombord på et skib. Min far fulgte mig ud i Frihavnen, hvor skibet torsdag den 14. juli 1955 var ved at gøre klar til afsejling ud til Østen. Af gammel vane havde jeg pænt tøj på, som man jo normalt har, når man skal begynde et nyt sted, men overalt ombord på et skib er der snavset, så her kender man kun til arbejdstøj, og det var så min første nye erfaring!

Det skal lige nævnes, at maskinbesætningen bestod af en Maskinchef Aage Hvam, tre maskinmestre, 5 maskinassistenter inkl. mig, samt 4-5 smørere, som før i tiden ville have været fyrbødere; deres fagforening hed stadig Søfyrbødernes Forbund. Smørerne er maskinrummets arbejdsmænd, ligesom matroserne er dækkets. Endelig havde skibet også en elektriker.

Om Chief Aage Hvam kan jeg berette, at han var meget bramfri og jeg så ham engang udtale følgende i et søfartsblad:

”Vi er to maskinchefer i Ø.K., der hedder Hvam; den ene er idiot og den anden er fordrukken. Og det er mig!"

Jeg blev aflønnet med 100 kr. pr. måned plus kost, logi og transport; dertil adgang til overtid på lige fod med de øvrige assistenter. Min interesse for jazzmusik gjorde mig nok til en lidt særpræget skikkelse ombord, men jeg faldt hurtig til i det for en studerende noget rustikke miljø ombord.

Åh den vej til Mandalay.

14/7. Det mærkeligste ved den første dag ombord var nu alligevel, at vi først afsejlede henved 4-tiden om eftermiddagen; jeg havde så bestemt regnet med, at vi var lettet lidt op ad formiddagen. Men jeg tænkte nok lidt for meget på det som et passagerskib, og et fragtskib sejler, når det er færdigt, og ikke før. Man kan ikke påstå, jeg overanstrengte mig om formiddagen, for min eneste opgave bestod i at sidde på min dertil indrettede og vente på en ingeniør fra Lloyds' Shipping,  der skulle syne en ændring i en forvarmer oppe i skorstenen.  Da vi var afsejlet, fik jeg pludselig at vide, at en hel del af de mennesker, der havde vist mig til rette på skibet i dagens løb, ikke skulle med. F eks får vi en ny Maskinchef  med i Antwerpen - en rigtig kværulant, siges det.  Middagen kl. 12 var udmærket, vi fik Kærnemælkskoldskål og stegt Lever. Kl. 13.30 blev jeg smidt ned i maskinen, der var væmmelig varmt, beskidt og støjende. 18.30 fik jeg endelig fri og vaklede op til aftensmaden. Stod lidt og beundrede Kullens bjerge, som vi passerede tæt forbi. Nød solnedgangen, mens brisen blæste kølig luft over mig.

15/7. Døgnet begyndte med nattevagt kl. 0. Man bliver purret ud 20 og 10 minutter, før man skal tørne til, så jeg får ikke brug for det gamle vækkeur. Da jeg blev sat til at hælde vand på Donkeykedlen, var jeg så uheldig, at pumpen gik totalt i stykker. Jeg har senere fået at vide, at den har været tosset hele tiden, men ingen fra det gamle mandskab havde interesseret sig for den, fordi de skulle afmønstre, så snart de kom til København. Så måtte en af de andre til at lave den; den måtte skilles helt ad.  En gliderstang var knækket, så der måtte laves en ny. Jeg var jo ikke til megen nytte, så jeg havde stor medlidenhed med den anden, der stod og svedte (det var på et af de varmeste steder i maskinen) og brændte sig på de varme damprør. Bagefter, da jeg udtalte min beundring for hans arbejde, fortalte han, at han var grovsmed og at det var en smal sag for ham at lave den slags! Nu virker pumpen godt. Jeg har lært at smøre hjælpemotorerne. Vi ankom til Göteborg kl. 3:30 om morgenen, hvorefter jeg fik fri og vaklede op.

Om morgenen fik jeg en kæmpeballe af 2. Mester for at komme for sent op, men jeg brokkede mig tilbage, fordi han ikke havde sørget for at få mig purret i god tid. Så gik han og lod mig få min morgenkaffe i fred. Dagen gik jævnt godt og jeg fik noteret mig alle de steder nede på maskindørken, hvor ventilatorerne blæser kølig luft ned. Jeg lavede ingen ulykker i dag. De øvrige assistenter er vældig flinke; en af dem sidder tit og fortæller om dengang, han var maskinkorporal i Flåden, ombord på korvetten Thetis. Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne ham med mors Onkel Hans, når han gav sine historier fra tiden ombord på Fregatten Jylland. Enten har søulke et særligt fortæller-gen, eller også kommer man som søfarende ud for langt mere end almindelige mennesker. Og det lover jo godt.

Jeg var lidt i land for at se på byen; gik først et langt stykke op ad noget, de kalder Hissingsgatan og kom til en sporvognsendestation. Gik ind i en cafe og ville have vekslet, så jeg havde til sporvognen. Jeg måtte stå længe og parlamentere med ham, før han gik ind på at låne mig 45 øre til en billet. Så tog jeg ind og fik vekslet på rejsebureauet på Centralstationen. Byen er virkelig køn, og sikke butikker, de har!  Købte to plader i en pragtfuld forretning og blev næsten smidt ud, da de ville stänga. Var nær kommet for sent til aftensmaden; jeg fik lov til at spise i Officersmessen, da der allerede var taget ud hos assistenterne. Så jeg sad mutters alene og fråsede; der var sardiner, der var over dobbelt så store som de største hjemme - sikken smag! Mine fødder er ret ømme af at spadsere rundt på de varme metalplader i maskinen, så jeg bader dem et par gange om dagen; det kan de godt lide (siger de). Gik til køjs halv ti, ret udkørt.

16/7. Tørnede ud 6:00 og var i maskinen til 15:30, derefter tog vi om aftenen til byen - Jørgen Pedersen (grovsmeden), Helmo og jeg. Vi tog den lille færge fra Lindholmskajen over til byen; den er bygget på meget kuperet terræn og visse gader har stigninger, man ikke engang kan opleve på Bornholm. Vi vandrede rundt længe, kørte med sporvogn og så på butikker. Jeg var helt syg, da jeg fik øje på en pibe til 18 kr. med merskumsindlæg. Gid vi kom til Gøteborg igen på tilbagevejen. Vi endte med at gå i biografen. I mellemtiden fik vi en Coca Cola på en nydelig lille båd, hvor der var restaurant i 2 etager. Vi så "Sig det med Sang" med Gene Kelly, Frank Sinatra og Kathryn Grayson.

17/7. På grund af søndagen sov jeg længe Om eftermiddagen tog Carl Herman, Aage, Jørgen Pedersen og jeg ud til det lokale Tivoli, Liseberg. Det var ikke så godt som det danske, men der var gjort meget ud af beplantningerne og helhedsindtrykket var ganske godt. Liseberg var meget omtalt, og vi fik at vide, at Göteborg var berømt for det. Da forstår jeg godt, hvilket overvældende indtryk vores Tivoli må gøre på fremmede - ikke mindst folk fra Göteborg. Vi drak kaffe på en restaurant derinde, og Aage sad og diskede op med flere historier fra sin tid i marinen.

Overfor Liseberg var der "Svensk Messe", men der så ikke ud til at være spændende. Jeg så også på plakater, at skøjteprinsessen Sonja Henie optrådte i byen.

Efter aftensmaden siger en af de andre pludselig "Har I set, at Pretoria er kommet ind?" - og mig afsted som en raket over på skibet, og jeg traf ganske rigtig min gamle ven og studiekammerat Gert Steen, der var ”polyt” her. Vi måtte jo fejre, at han var bestået, så vi fik øller og store sjusser med Gin sammen med hans assistentkammerater. Da messedrengen kom ind med vores glas, så kigger han lige på mig (jeg har garanteret aldrig hilst på ham før) og siger så: "Det er jo dig inde fra jazzklubben, ikke?". Jeg holdt masken - det kneb meget - trak på skulderen og sagde til de andre: "Man er jo kendt!". Jeg tror selv Gert var imponeret. Lidt efter var vi på vej ind til byen, men ombestemte os og gik tilbage. Fik mere Gin og kaffe. Vi fandt en stor portion frugtgrød, der var tilbage fra middagen og jeg spiste noget af den, med masser af iskold fløde til. Ah!

18/7. Der hændte intet usædvanlig den dag udover, at jeg fik genbesøg af Gert. Vi sad og snakkede en times tid frem til middagstid og måtte da skilles med ønsket om at kunne mødes i en anden havn. Efter spisningen fik jeg besøg af messedrengen Knud, som jeg havde hjulpet til nogle ekstra øl, idet de ganske unge fyre var på mindre ration end os andre. Måtte til sidst smide ham ud for at kunne få et par timers søvn, inden det går løs igen. Afgang Göteborg 22.30.

19/7. Hundevagt 0 - 4. Aldrig så snart var vi kommet ud gennem fjorden og i rum sø, før pumperne strejkede igen. Da Helmo kom til at trykke på en forkert knap, fossede en masse væmmelig, tyk, sort, varm olie ud over dørken fra en af centrifugerne, og jeg blev sat til at holde vand på kedlen - hvilket er umuligt uden pumperne. Kedlen løb da også meget snart tom, så jeg måtte hente Helmo til at få skik på det igen. Blev så selv sat til at tørre olien op med twist og petroleum. Alle tiders svinearbejde! Med tiden lærte jeg, at man aldrig kan blive så beskidt, at man ikke kan blive ren igen, så der er ingen grund til at have fine fornemmelser overfor at få snavsede hænder. Bare ved at gnide hænderne ind i ren smøreolie, bliver de i øvrigt forbavsende rene. Da jeg efter vagten kom op på dækket, var solen netop stået op. Det var et vidunderlig smukt syn; skibet synes fuldstændig uddødt – selv om det flyttede sig - og jeg havde en besynderlig fornemmelse af at være helt alene med solen.

Ved morgenkaffen var vi netop kommet ind i Oslofjorden og jeg nåede at få et par billeder af det skønne sceneri. Ank, Oslo 11.30. Efter vagten var jeg lidt i land; det virkede så underligt, at gaderne næsten var mennesketomme. De nylig afblomstrede syrener hang med bladene på grund af tørken, og græsset var også gult flere steder. Ville købe nogle småting, men de fleste forretninger lukkede tidligt.

"Nassede" en sporvognstur ind til Rådhuset og spadserede på må og få gennem byen hjem til skibet.

Porten til kajen var lukket, så jeg måtte gå næsten hele vejen tilbage til rådhuset for at komme gennem hovedindgangen. Det bandede jeg stygt og inderligt over. Om aftenen var Knud og jeg tilbage for at se på byen. Vi var først oppe på en restaurant, der lå på en terrasse, hævet over den kombinerede rådhus- og havneplads (Akershus).

Et 7 mands hornorkester musicerede i en lille pavillon og noget a la FDF-orkestrene hjemme. Vi fik et glas norsk fadøl; det var ikke værst men smagte en smule bittert. Derefter gik vi op i det lokale Tivoliet, men det var endnu ringere end det i Göteborg. Det eneste oplivende moment var et udmærket, moderne jazzorkester, der spillede på en åben estrade.

Senere var der optræden af nogle artister, et amerikansk par, der lavede kunster oppe i to høje master; virkelig et nummer af klasse. Til sidst drev vi op ad Karl Johan og fandt en yndig friluftsrestaurant - den smukkeste, jeg nogensinde har set -  og jeg bestilte en øl og en Coca Cola.

Servitricen stillede colaen til Knud og øllet til mig, uvidende om, at jeg allerede havde forsynet mig lidt, inden vi gik i land og derfor ikke var rigtig kapabel til mere. Knud gik ud for at hente en pige, og da jeg havde siddet en halv time og ventet, gik jeg hjem. Jeg havde underholdt mig med tre nordmænd ved bordet ved siden af, og de blev lutter smil og elskværdighed, da de hørte, jeg var dansker. De bød på en øl, som servitricen dog ikke ville servere, da hun mente, de var berusede nok i forvejen. Den ene af fyrene kværulerede og ville til sidst kalde på Politiet, for selv om han ikke havde noget imod, at man ikke ville servere for ham, ville han fa'n ta' meg vide, hvem i selskabet, der var beruset. Jeg nåede desværre ikke at høre slutningen, for jeg måtte bryde op og bad dem passe på Knuds øl.

Man kunne ikke få CocaCola i Danmark ved den tid, angivelig af hensyn til valutabalancen. Bryggerierne havde imidlertid i fællesskab introduceret et lignende produkt, O' Cola, så det var nok snarere beskyttelsespolitik. Den omtalte friluftsrestaurant har sikkert ligget på den brede, grønne midterrabat mellem Stortinget og Nasjonalteatret; den hed i juli 2002 ”Saras Telt” og her spillede jeg med Peruna Jazzmen en hel eftermiddag under den lokale Jazzfestival.

20/7 Det viser sig, at vi ikke kommer afsted før i aften, altså allerede et døgns forsinkelse. Jeg var så heldig at få 1½ times frokostpause, så jeg styrtede ind til byen efter nogle småting. Da jeg kom tilbage og ville tage hul på en flaske snaps, som jeg havde købt dagen i forvejen, viste den sig at være 3/4 tømt. Jeg formodede, det var messedrengene, der havde været på spil (de må ikke købe spiritus), så jeg holdt en tordentale til dem og lovede, at næste gang ville sagen blive meldt direkte til Styrmanden, og jeg beordrede dem til at få sagen opklaret og endte med et "FORSTÅET?". De svarede i kor Javel, som det er skik og brug til søs. Selv mistænkte de de to styrmandselever. Vi assistenter delte så resten; jeg gad ikke lave det store ståhej for et tab på 3 kr. [En fl. Rød Aalborg kostede ca. 4½ kr. og en karton cigaretter 8 kr.. taxfree ombord]

Eftermiddagsvagten var en af de hidtil bedste; 3. Mester sad og sov i havestolen ved hovedtavlen det meste af tiden, og Helmo lærte mig indretningen af drejebænken.

21/7. Afg. Oslo kl. 0.45 på min vagt. Helmo passede pumperne og jeg kølemaskinerne og hjælpemotorerne, og alt gik glat. Jeg er så småt ved at komme ind i den daglige rutine. Sov ellers i det meste af min fritid. Da jeg blev purret til frokost, lå skibet stille og vuggede ude i Nordsøen. En cylinderforing var sprængt, så man måtte sætte den pågældende cylinder midlertidigt ud af funktion og koble stemplet fri af krumtapakselen. Så kunne man humpe videre på de 6 andre, som så fik lidt mere gas. Farten gik så omkring en knob ned. Maskinens dimensioner er imponerende; cylinderdiameteren er over 90 cm og stempelpinden er omkring 35 cm tyk, så det er ganske svære maskindele at tumle med.

Hen på eftermiddagen blæste det op, så jeg og flere andre gik til køjs øjeblikkelig. Carl Herman var ikke glad for situationen. Hen under aften løjede det dog af igen.

Hørte Radioens Jazzklub inde hos Knud; koksmathen, som også var derinde, begyndte at fortælle om Odd Fellow Palæ-koncerten [Jazz-Amatørkonkurrencen] sidste år og mente endda at kunne fortælle, at Skjolds Jazzband blev nr. 2. Den stakkel! Tænk, at jeg måtte fortælle ham, at jeg selv deltog i koncerten, førend han gav op.

22/7 Carl Herman var temmelig beruset, da han kom og purrede mig ved midnat; 2. Mester og han havde drukket bravt nede i maskinen på deres vagt, og de havde brændt en af pumperne sammen. Til alt held virkede den anden udmærket. Vi har fået tre duer ombord; hvorvidt de er emigreret fra Norge eller er kommet fra England vides ej. De sover inde i officersmessen eller på gangen om natten og trasker om på dækket om dagen og samler frø, der er spildt ved indladningen i København. Sov også det meste af min fritid i dag. Vi skal vaccineres i Antwerpen, hedder det sig.

Det er egentlig ejendommeligt, at maskinmestrene ikke instruerer os i, hvad arbejdet går ud på; det synes helt at være overladt til assistenterne selv at finde ud af. Bortset fra Aage lader vi alle til at være nybegyndere, og det burde de da være opmærksomme på. Og specielt på, at jeg er lærling!

23/7 Ankomst Antwerpen kl. 02.30. Vi lagde ind ved tidevandskajen, hvor der er ca.4 m niveauforskel. Vi gik straks i gang med at reparere den ødelagte cylinder, og var halvdøde af varmen oppe på toppen, da vi skruede topstykket fra. Arbejdede til jeg var styrtefærdig, ikke mindst p g a manglende søvn i de foregående døgn. Ved frokosttid kom flere mere eller mindre skandinavisktalende sælgere ombord, som reklamerede for deres forretninger. Også den danske sømandspræst aflagde os et besøg. Gik en lang tur op i byen om eftermiddagen; butikkerne var åbne alle sammen lige til om aftenen, selv om det var lørdag. Gik tidlig til køjs, da jeg skulle tørne til kl. 22.

24/7, søndag. Når hovedmotoren er i stykker, har det 1. prioritet at få den køreklar, så trods søndagen blev der arbejdet med cylinderforingen, hvilket i det store og hele vil sige at presse underdelen 3-4 gange op og ned, et usædvanlig forbandet arbejde, samt at se på Helmo og Jørgen, mens de sleb på overparten (??). 3. mester og de andre gav øller, da jeg ikke selv lå inde med nogen [det var nok meningen, at fordi jeg havde haft en loppetjans, skulle jeg så til gengæld give øl - rimelig nok!]. Gik halvfuld til køjs 6.30. Var i land med Knud om aftenen; vi turede en del værtshuse igennem og smagte på de lokale produkter, hvoraf Knud blev plakatfuld. Opnåede at få spillet lidt klaver igen på en nydelig lille restaurant. På hjemturen løb Knud ind i hver eneste Café, vi kom forbi, og huggede nogle af de papbrikker, man stiller øl på. Jeg måtte virkelig skamme mig over ham.

25/7. Afg. Antwerpen kl. 08.20. Gik ind til mit udvidede soveprogram, hvilket vil sige at jeg sover når jeg ikke spiser, bader eller arbejder. Skibet ligger betydelig roligere i søen nu, hvor vi har fået "S-togene" (4 postkasserøde spisevogne til de siamesiske jernbaner, som står solidt fastgjorte på fordækket) og alt det øvrige gods fra Belgien ombord. Der skete intet af betydning udover, at jeg led meget under at have fået nogle metalkorn i øjet, mens der blev slebet søndag morgen. Fik øjet dryppet om søndagen samtidig med, at vi blev vaccineret mod kolera. Det gjorde allerh... ondt.

26/7. Ank. Bremen kl. 15.00.  Var i land med Helmo om aftenen; det var sørgeligt at se, hvor mange tomme områder, der endnu var tilbage efter krigens bombardementer. Vi tullede lidt rundt i byen og fik et par glas øl; vi fandt også et jazzværtshus, hvor der blev spillet plader; de spillede en Muggsy Spanier LP, da vi kom ind. Det syntes jeg var så uhyre sympatisk, at vi blev der ½ time. Denne lille oase hed Domkeller; der skulle findes yderligere et lignende etablissement, dog bedre, ved navn Flamingo, men det må vente til hjemturen. Der var udsalg i byen; priserne var overalt uhyre rimelige og varerne gode.

27/7. Alm. arbejdstid i maskinen (eller kælderen, som Åge kalder den). I en pause fra 10.30 til 12.30 var jeg i land for at få fat i en film og benyttede naturligvis lejligheden til at kigge yderligere på staden. Mødte en agterudsejlet norsk sømand, på en lille café; han havde fået en billet hjem på konsulatets regning og var nu i gang med at sælge den! Afg. Bremen 18.50, med forsinkelse.

28/7 Ank. Hamburg. Gik straks om eftermiddagen op for at titta på, men der var så ustyrlig langt ind til sporvognen, at jeg nær havde givet op, men ind kom jeg da til sidst og tullede lidt rundt nede ved Alsteren. Det var til alt held godt vejr den dag, og byen tog sig prægtig ud. Måtte gå i seng af træthed, da jeg kom hjem.

Min næsten kroniske træthed kan skyldes den noget hektiske livsførelse, de mange skiftende arbejdstider og ikke mindst de forskellige heftige vaccinationer, vi fik hen ad vejen.

29/7. Var med Jørgen i land om aftenen og fik billejlighed helt til St. Pauli. Det viste sig dog at være en taxa; da vi havde forklaret ham, at vi ingen penge havde, fik vi turen for 2 Mark. Der var intet liv i St. Pauli, da vi kom, så vi turede lidt rundt i byen og vendte tilbage lidt senere. Faldt ind på en danserestaurant, hvor vi sad, til vi skulle hjem. Jeg havde vagt, og maskinen var fuld af tyskere fra Deutches Werft, som skulle montere kontravægte på hovedmotoren; jeg måtte fungere som tolk adskillige gange [skibet blev bygget på D.W. to år tidligere]. Regnvejr det meste af dagen.

30/7 Afg. Hamburg. Man bliver forbløffende hurtig træt af at ligge samme sted; mere end to døgn holder man det ikke ud, så begynder man at glæde sig til det næste. Dertil kommer så også for denne havns vedkommende, at vi ligger så fjernt fra byen. Er blevet overflyttet til 8 - 12 vagten; 2. mester var træt og derfor særdeles omgængelig. Han viste mig Morilden (i havet); da det samtidig var fuldmåne, så det umådelig smukt ud. På turen havde vi hele tiden 10 - 12 skibe indenfor synsvidde, så det er åbenbart en af havets hovedveje, vi befarer.

31/7 Ank. Rotterdam. Var i land om formiddagen for at rekognoscere veje, afstande og sporvognssystemet. En tretimers spadseretur. Om eftermiddagen tog Helmo og jeg ind til byen med de rigtige busser og sporvogne og nåede næsten helt ud på den anden side. Vi så på butikker og frekventerede en restaurant. Gik tidlig til køjs om aftenen, dødtræt.

1/8 Alm. arbejdsdag. Vi gik i gang med at rense nogle indsugnings- og skylleluftventiler på hovedmotoren, et værre svinearbejde findes ikke på denne jord. Da vi skejede ud, så vi ud, som om vi havde badet i sort maling, og jeg var tre kvarter om at blive nogenlunde ren. Tog ind til byen med Helmo for at gøre indkøb; fik en ny rem til mit armbåndsur, men kom for sent til grammofonpladeforretningen i den anden ende af byen. Om aftenen var vi ude at titte på værtshuse, Jørgen, Helmo og jeg. Vi holdt os denne gang til det nære nabolag og prøvede 8 forskellige steder, græske, kinesiske og almindelige menneskebar'er. Holdt ud til midnat og gik næsten ædru hjem; hollandsk øl smager godt og slår næsten ikke.

2/8 Fortsatte arbejdet med ventilerne og blev lige så møgbeskidt som i går. Havnearbejderne strejker og vejret er dårligt. Blev vaccineret ved 3-tiden mod kolera og et par andre tropesygdomme; operationen foregik med en mægtig sprøjte og uden blødsødenhed, og det var venstre arm, der måtte holde for denne gang. Styrtede derefter op i byen (og snød skibet for ½ time) for at købe et par jazzplader. Havde allerede på en aftentur fundet den helt rigtige biks og beslaglagde en ekspeditrice i over en time medens min Højhed hørte plader i den helt store målestok. Regnede med at kunne få 3 plader for mine 10 Gylden, men måtte nøjes med to, da jeg manglede 1 Gylden. Tog om aftenen til den kombinerede dansk-svenske Sømandskirke, hvor der var kaffebord og bagefter forevisning af "Far til 4 i sneen". Der var ganske vist stegende hedt i det lille lokale, mens de boltrede sig i sne og snestorm oppe på lærredet, men jeg morede mig kostelig alligevel. Besynderlig nok var der ikke antydning af bønnemøde bagefter. Da jeg kom ud på gaden, fik jeg et voldsomt anfald af kuldegysninger og følte mig rigtig sløj, men det varede kun 5 minutter; jeg var dog dårlig resten af aftenen. Den venstre arm havde allerede været hævet og øm siden aftensmaden. Faldt ind på hjemvejen på en tyrolerrestaurant Der weisse Rössel (Den hvide Hest) og fik en øl. Tjenerne påstod, vi havde snydt dem med betalingen for 4 glas øl, men vi holdt på vores. og Værten kom selv hen til sidst og undskyldte og gav en omgang på husets regning - hvad vi naturligvis ikke afslog. Kunne næsten ikke komme af tøjet p g a den dumme arm.

3/8. Der blev næsten ikke bestilt et slag i dag, da alle assistenterne var sløje. Efter fyraften i Sømandskirken for at spille mine 6 plader på deres store radiogrammofon. Den danske præst sad i stuen ved siden af læseværelset med grammofonen, og da jeg kom til Cake Walking Babies med en meget støjende norsk gruppe, måtte han fortrække! Tidlig til køjs p g a armen. Strejken er slut.

4/8 Almindelig irritation ombord på grund af forsinkelsen; vi kom først af sted 20.45

5/8 I den engelske Kanal. Selvfølgelig sov jeg, da vi passerede Dover, men der var meget andet at se på, da jeg endelig tørnede ud ved halvelleve-tiden. Solskin, næsten ingen vind og rolig sø. Alt vel ombord! Styrmandsaspiranterne, der er nogle gavtyve, havde udspredt det rygte, at vi lige ville gøre et kort holdt ved en Postbøje i Kanalen, og flere af nybegynderne var straks faret i blækhuset for at skrive til dem derhjemme, uden at gennemskue, at det var en joke.

6/8 Passerede Oussant (den vestlige spids af Bretagne) ved 4-tiden om morgenen og stod ud i en rolig Biscaya. Det berygtede farvand viser sig fra sin bedste side. Er snart igen udsovet og armen er i stærk bedring. Vi kan ikke tage den danske radio længere, men England og Spanien går fint ind.

7/8 søndag. Fik sagosuppe, oksesteg og melon til middag, Vind og vejr stadig OK, det er blevet lidt varmere. Passerede Cap Finisterre på Spaniens nordvestpynt tidligere på morgenen. Har fået følge af brune havsvaler, der flyver 30 - 40 m bag skibet. Strålende solskin.

8/8. Helt ovenud strålende vejr; nåede lige præcis op på dækket efter eftermiddagsvagten og fik Gibraltar at se og Atlasbjergene på den anden side. Det så tilforladelig superbt ud. Lige så snart vi var kommet ind på det klare, mørkeblå Middelhav, fik vi Delfiner i massevis at se. De svømmede i små flokke lige foran boven og sprang af op til op af vandet. Om aftenen var det havblik, og næsten ingen vind; smukkere syn kunne ikke tænkes.

9/8. Fabelagtig varmt i maskinen, 36 grader. Næsten pinefuldt at arbejde i sådan en temperatur. men ved hjælp af iskolde citronvand med isterninger i, kan livet opretholdes så nogenlunde. Kolde øl hjælper ikke ret meget, og slet ikke på tørsten. Efter aftensmad opdagede vi nogle af passagerernes (ellers) i dyre domme lejede liggestole og slangede os oppe på passagerdækket til længe efter, at solen var gået ned. Fantastisk! Det skal nu blive rart at komme i land igen efter den lange tur. Har fået foræret et par arbejdsbukser af 2. Mester og et par maskinsko af Smører Mikkelsen.

10/8. Ud på natten blev det pludselig koldt igen, ja jeg måtte endda sove med tæppe over mig [Mistralvind!]. Der er atter nogenlunde behagelig varmt i maskinen, ca. 32 grader. Ankrede op på Marseilles Red ved 2 tiden og kom til kaj kl. 9. Fik brev fra Evy, hvilket kvikkede gevaldig op. Var i vandet nede i havnen med Knud; franskmændene gik rundt og frøs, kunne man se. Var senere oppe i byen med Helmo og Knud. Byen gjorde et ret nusset indtryk, men der var vidunderlige smukke partier inde i strøggaderne, f eks Canebiere'n. Sad en stund nede ved havnen på Quay Belge, hvor vi hver tømte en hel liter øl, før vi tiltrådte tilbageturen. Fik spillet lidt klaver på en lille restaurant, hvor vi faldt ind. Var først tilbage ved halvto-tiden, i stærkt forkommen tilstand.

11/8. Arbejdede til 10.30 og gik så glad og fro i land for at købe postkort og se lidt mere til byen, men da jeg kom tilbage, var 2. Mester frådende af raseri over at jeg var gået, fordi han ville have haft mig på arbejde igen allerede 11.30. Fik alvorlig advarsel. Om eftermiddagen plaskede det ned det meste af tiden. Afg. Marseilles kl. 16.50. Lige uden for havnen ligger øen If, hvor Greven af Monte Christo sad fanget!

12/8 Ank. Genova. Vågnede ved 10-tiden og fór igen glad og fro i land, kisteglad over atter at være på italiensk grund, men så var den gal igen, da jeg kom tilbage. Fik endnu en alvorlig advarsel og en kæmpe skideballe af 2. Mester. Om natten havde 3 af assistenterne, et par af mestrene, kokken, bageren, en af tjenerne, Tømreren og Bådsen været plakatfulde. Herman havde drukket hele den flaske snaps, vi havde købt i fællesskab. De rendte rundt på gangene og råbte op. Aage ville ikke op (kl. 4) om morgenen, da jeg purrede ham. Han kom først til bevidsthed - sådan da, med den kæfert, han bar på - 20 minutter over tiden. 4. Mester måtte selv op og hive ham ud. Det var et Guds Under, vi kom godt til Genova (jeg nøjedes i det mindste med at svigte, til vi lå i havn.). Var i land om eftermiddagen med Jørgen Pedersen, der i Marseille troede, han havde gjort en god handel med en 5000 Lire-seddel til en fordelagtig kurs, men som viste sig at stamme fra tiden før en nylig pengeombytning! Vi frekventerede bl. a. Zanzibar, hvor der var en masse flotte (løse) piger. Om aften styrtregnede det atter, og humøret var på nulpunktet. Afg. Genoa 2.35 om natten.

13/8 Ank. Livorno. Frisk og veloplagt gik jeg i land, da jeg vågnede og fik endnu en mægtig omgang af 2. Mester for at være gået uden at varsko. Besøget i land var dog ballen værd; det var skønt at trisse rundt, drikke Coca Cola, Birra Peroni og Espresso igen og se på loppetorve og alskens andet gøgl. Havde lysvagt om natten og spillede på min trompet i tre timer nede på vagten. Det skal dog siges, at jeg ikke gik i land for at pjække fra arbejdet, men afhængig af, hvornår man går af havn eller kommer ind, synes der hele tiden at være en ny, ukendt overgangsregel (mellem sø - og landturnus), som jeg klovner rundt i. Disse regler er tilmed også anderledes på søndage, lader det til. Smører Mikkelsen, en lille jovial mand, der næsten altid var i godt humør, havde i Genova forlystet sig med en ”trekant”, hvori der åbenbart indgik 2 kvinder. Om det nu var en Genovanensisk eller Mikkelsensk specialitet, meldte historien intet om, men den gode Mikkelsen steg i min agtelse.

14/8 Efter at have sovet een time drog jeg til Pisa med bus fra Piazza Grande ved 9-tiden. I vildeste galop og under fanfarer fra det totonede horn fór vi gennem det skønne toskanske landskab. Kom forkert af bussen og måtte trave et stykke, før jeg kom til byens centrale torv. Pisa er en forholdsvis lille by og derfor ret nem at overskue. Tårnet er skønt at skue - det er bare synd, det er så skævt!! Gad vide, om Michelangelo også har haft en finger med i spillet her? Der var læssevis af turister og Det Skæve Tårn er jo en kæmpeattraktion. Var oppe i tårnet og se på landskabet; ikke langt derfra hævede nogle mægtige bjerge sig spontant op af jorden ligesom ved Tivoli og Frascati i Roms omegn.

[Sagnet fortæller, at Gud skabte Italien, efter tegninger af Michelangelo].

Var nær kommet for sent til bussen, men med mit sprogkundskab og min stedsans fandt jeg ind til centrum og CITAs (busselskabets) hovedkontor og nåede den dér. Nåede tilbage kl. 11.50; afgangen var sat til kl. 12, da jeg tog af sted, men var nu flyttet til kl. 16. Vi kom dog først af sted halvti om aftenen. Fik en KÆMPE-generalskideballe af 2. Mester, da jeg havde forladt skibet uvidende om, at jeg fortsat var standby for den smører, der overtog lysvagten i maskinen om morgenen. Jeg havde heller ikke afløst denne ved morgenmaden. Får nu en måneds karantæne m h t overarbejde.

Well, sket er sket, og det er selvfølgelig uholdbart, at jeg hele tiden skal optræde som idiot. Eftersom afgangen var sat til kl. 12, havde jeg en klar forventning om, at der ville blive sat søvagt fra kl. 8 (4. Mester og Aage), men når denne forudsætning så ændrer sig, mens jeg er væk, skal det jo gå galt. Jeg må lære at spørge mig bedre for, hvis jeg er i tvivl. Hellere forspørge sig end forgøre sig, som man siger. I øvrigt har vi en meget lang sejltur ud til Malaya forude, hvor der alligevel ikke er mulighed for overarbejde, så det går nok.

Var ude og bade og fange sommerfugle om eftermiddagen; det første gik bedre end det sidste. Dagens bemærkning kom fra Jørgen P.: Helmo er kun tilfreds, når han har noget at være utilfreds over! En bevæget dag, der markerede min første måned til søs - og et farvel til Europa.

15/8. Dejlig at være i søen igen; ikke overvældende varmt, men lidt trykkende. Der skete intet usædvanligt; solnedgangen var prægtig: røde skyer og rød sol på en svovlgul baggrund. Muligvis p g a vulkansk aske i luften. På søen falder man ind i en fast rytme og får hurtig sit søvnunderskud dækket.

16/8. Passerede Stromboli ved 1-tiden og fik lov af 3. Mester til at gå op i 20 minutter. Vulkanen har udbrud hvert 10. minut, og så flammer et mægtigt romersk lys op fra krateret. Vi passerede øen i et par km afstand. Gik kun 12½ knob [for at komme gennem strædet ved dagslys]. Så om morgenen Messinastrædet i gråvejr; meget barsk landskab og meget forvirrende; det var slet ikke til at se, hvad der var fastlandet, og hvad der var Sicilien. Om eftermiddagen strålende sol.

[Messinastrædet anses for at være det, der hos Homer kaldtes Scylla og Charybdis].

17/8. Fortsat fint vejr, svag morild i vandet om natten. Vi overhaler mange tankskibe. Passerede ved 16-tiden nogle af småøerne syd for Kreta.

18/8. Fortsat fint vejr. Vi kan efterhånden se mange skibe rundt omkring, der alle har kurs mod Suez-kanalen. Varmen begynder at blive trykkende; 38 grader i maskinen.

19/8. Ank. Port Said omkring midnat. 3. Mester og jeg blev sat til at skifte brændstofventiler på nattevagten. Det skulle gøres på 2 ¼ time, og det blev det også, selv om jeg var lige ved at gå i dørken på grund af skibets duven, varmen og den dårlige luft oppe på maskintoppen. Da vi skulle manøvrere ind i havnen, fik jeg en reprimande af den gamle for at ”stå og hænge”. Om morgenen kom der en mængde egyptiske handelsfolk ud; de hed Abraham, Isak, Jacob, Moses og andre bibelske navne. Den unge Abraham talte udmærket dansk. Før Helmo fik set sig om, havde han købt for 150 kr.; han skulle egentlig bare have haft nogle luftpostkuverter. En af de lokale var frisør, og jeg benyttede lejligheden til at blive karseklippet, så det kunne holde i lang tid. Aage stod og parlamenterede med en araber, der forlangte en ublu pris for et vægtæppe. Aage sagde til ham: Gå med dig, din arabiske tyveknægt. Hvortil den anden gensvarede på gebrokkent dansk: Jeg er ikke araber; jeg er dansker, fra Aalborg. Men Aage skulle jo have det sidste ord: ”Du kan ikke være fra Aalborg, når du tager 20 kr. for det tæppe!” - Tableau.

Vi kom med middagskonvojen gennem kanalen. Lige før vi lettede, så jeg en Monarch-sommerfugl, eller i hvert fald en fætter til den. Desværre fløj den nede ved vandet, så jeg havde ikke en chance for at fange den. 2. Mester mødte fuld på aftenvagten og blev sendt op af Maskinchefen, der selv var i maskinen, mens vi var i kanalen. Det blev noteret i journalen: 2. Mester stærkt beruset; blev sendt op 21.10.   Han måtte erstattes i 2 timer af den lille 4. Mester og i en time af en ligeledes beruset 3. Mester! Maskinchefen gik op ved 23-tiden, og 3. Mester benyttede lejligheden til at forsvinde nogle minutter efter, og overlade maskinrummet til (en vistnok påvirket) Herman, Helmo og mig. Her går det godt, fru Kammerherreinde.

Suezkanalen er todelt, den ene del går fra Middelhavet (Port Said) til Ismailia, hvor The Great Bitter Lake begynder, og hvor to konvojer kan passere hinanden. Den anden går fra søens sydende til byen Suez ved Det Røde Hav. Bitter Lake var før i tiden ligesom Det Døde Hav, der har tilløb, men ingen afløb, og hvor der derfor var høj saltkoncentration. Det tager ca. 11 timer at gå igennem, og skibene sejler med nedsat fart og med ca. 150 m mellem sig. Kanalen varierer en del i bredden.

Om natten har man begge kulbueprojektører tændt, så man kan orientere sig i forhold til bredderne og det foransejlende skib. Alle skibe har kanallods ombord.

20/8. I Suez-bugten. Det meste af dagen havde vi gevaldige bjerglandskaber på begge sider – Sinaihalvøen til bagbord. Vi overhaler igen adskillige tankskibe (til trods for, at disse vel sejler tomme og vi er fuldlastet).

21/8. Varmen begynder at blive trykkende; kviksølvsøjlen tager en grad eller to op i døgnet, og luften er meget beklumret. Smørerne har set hajer og fortæller, at en stor krabat på 5 m følger efter skibet i lang afstand, da den er bange for skruen.

22/8. Varmen er nu ulidelig; 43 grader i maskinen. Det eneste sted, man kan sove, er ude på dækket, hvilket for mit vedkommende er ude på Poopen agter. Skruen støder dog forbandet. Efter en time begynder jeg at fryse, og så er det med at liste ind i det rødglødende dækshus, finde køjen og håbe, man kan nå at falde i søvn igen, inden man bryder ud i sved. Jeg har set flyvefisk; vejret fortsat fint, men luften stillestående, da vi har vinden ind agter. Havvandet er 36 grader.

23/8. Endelig i dag slap vi ud af det fordømte hav og kom ud i det Indiske Ocean, og vi fik nu vinden ind skråt forfra. Der kom igen havsvaler og nogle store, brune måger. Vi passerede 12 småøer, kaldet De 12 Apostle, og Helvedesporten, som er indsejlingen til Rødehavet, ved middagstid. Navnet er ganske passende.

24/8. Ank. Aden lidt over midnat. Hele natten løb der folk rundt nede i maskinen, fordi vi skulle have fyldt brændstoftankene op med i alt 1500 tons. Så det var ikke til at få hvilet sig på vagten. Jeg måtte putte mig lidt af vejen for ikke at blive sat i gang med et eller andet inferiørt. Om morgenen var der nogle enkelte handlende ved skibet; vi blev advaret kraftigt mod disse lokale folk, de er om mulig endnu mere tyvagtige end gennemsnittet på disse kanter. Man siger, de kan stjæle fløden op af ens kaffe. De stjæler fra kamrene med lange metalkroge ind gennem koøjerne. Afg. Aden ved 9-tiden. Byen så ret uinteressant ud, grå og kedelig. Vejret overskyet, på nippet til regn.

25/8. I dag fejrede smørerne Smører Mikkelsens fødselsdag i deres messe. Jeg kiggede indenfor og havde, før jeg fik set mig om, en anseelig blæser på og måtte gå til køjs. Skibet ruller temmelig kraftigt; det er blæst op til storm i området. Mødte temmelig beruset på vagten, 3. Mester var også fuld og kom først ned ved 1-tiden! Årsagen var, at 2. styrmand også havde fødselsdag. 3. Mester gik dog snart op igen for at fortsætte festen, og vendte først tilbage 20 min. før vagtens slutning (da jeg skulle op for at purre ud), fuldstændig skæv i kalechen. Jeg var dog efterhånden klaret så meget op, at jeg kunne udfylde maskinjournalen og forelægge ham den til underskrift. Sådan skulle DEN klares, og hvad der i øvrigt foregik på vores vagter, kom ikke andre ved. At holde maskinerne kørende, havde jeg efterhånden fået fod på, og samme resultat var 3. mester åbenbart også nået frem til.

26/8 Stormen holder ved; det er ganske besværligt at færdes op og ned på trapper og lejdere, der enten ligger ned eller står stejlt op. Ind imellem må man klamre sig til gelænderet for ikke at falde af. Jeg er nogenlunde søstærk, men afholder mig dog fra at spise under disse omstændigheder. Man kunne have sine betænkeligheder m h t ”S-togene” ude på forskibet, men de lader til at være surret godt fast. Når skruen kommer fri af vandet, rovser motoren op i fart, men ligegyldig hvor ekstremt, skibet opfører sig, tager de professionelle det med stoisk ro; at opleve det for første gang, kan dog undertiden være FOR MEGET.

27/8 Stadig storm. Vi sejler tilsyneladende op mod bølgerne, siden bevægelserne er så voldsomme. Det er svært at finde hvile, når man ligger og skvulper frem og tilbage i køjen. Der findes en polstret bænk i kammeret, der er vinkelret på køjen, så alt efter om skibet vipper eller ruller, har man mulighed for at sove det mest bekvemme sted. Skibets tyngdepunkt ligger lige foran hovedmotoren, så nede på dørken er bevægelserne beherskede. Men man skal ikke se for meget på krængningsviseren!

På trods af ”slingeragen” er appetitten ved at vende tilbage. Spisebordets dug er gjort våd, så tallerkner og kopper står bedre fast, og de korte slingrebrædder langs bordets kant er slået op, så bordet er omdannet til en stor bakke. At spise suppe er ikke noget problem – det er derimod at få suppen til at holde sig i tallerknen (og terrinen). Somme tider så bordet herrens ud, når vi var færdige.

28/8. Stormen er løjet af. Vi må være i nærheden af, eller forbi, Ceylon. Maden ombord er ganske udmærket, for ikke at sige overdådig. Ved de overenskomster, hvor der ikke er plads til mange ekstra ører, går man i stedet efter velfærd ombord. Det siges, at mandskabet en gang er gået i strejke, fordi der kun var 6 slags pålæg, hvor overenskomsten sagde 7. Der er 2 retter varm mad til middag og pålægsmad og the om aftenen. Eftermiddagskaffe kl. 14.30 og kage hertil tirsdag og torsdag. Sikkert også overenskomststof. Da jeg har eftermiddagsvagt, går jeg op i kabyssen med en kasse med snor i, som jeg kan tage om halsen, efter kaffe til 3. mester og mig.

Når vi er i søen, består arbejdet på en vagt primært i at holde hovedmotorens temperatur på det optimale og sikre, at dens smøringssystem fungerer. Motoren gennemstrømmes af ferskvand, der leder varmen hen til varmevekslere, der igen er kølet af saltvand fra havet. Ved at regulere på sø-ventilerne, kan man justere kølingen.

Der er en vis tidskonstant fra man har ændret lidt, til man kan se virkningen, men det lærer man. For det andet skal de små dieselmotorer, der driver el-generatorerne, smøres regelmæssig. For det tredje skal der hele tiden produceres damp til at forvarme den tungtflydende brændselsolie, og endelig skal man kontrollere, at skrueakslens mange lejer ikke løber varme.

Akslen løber i en snæver, ca. 25 m lang tunnel i bunden af skibet, og det er temmelig ubehageligt at skulle krabbe sig vej helt ud til agterstævnen for at føle over. Man går med mellemrum en runde for at se, at alle termometre og andre instrumenter viser det, de skal, og ellers regulerer man lidt hist og her. Især skal man holde øje med havvandets temperatur, for det er en uberegnelig faktor. Der er varme og kolde strømme i havet, som man skal være opmærksom på, så der bliver korrigeret i tide. Her på disse kanter er der næsten hver dag mange flyvefisk at se.

Ank. Penang (Georgetown) i Britisk Malaya. Byen ligger på en ø og på den side, der vender ind mod fastlandet. Vi ligger dog for anker ude i strømmen og losser over i pramme langs siden. Ø.K. har en motorbåd, der regelmæssig sørger for transport mellem skib og kajen. Sidste tur ud er kl. 24 og derefter må man leje en sampan og så er det dyrt. Her i troperne går solen hurtig ned, og der er ikke så overdådig gadebelysning. Så i starten vover man sig ikke så langt omkring. Selv i skæret fra mange Petromax-lamper er det svært at få indtryk af stedet, men så meget mere mærker man de mange dufte, ikke mindst af trækulsovne og røgelse fra templer og moskeer. Og lyden af tusindvis af insekter. Det er virkelig eksotisk og fremmedartet. Lokalbefolkningen virker meget fredsommelig. Der var ingen breve hjemmefra, men de var på vej, forlød det. Der er en engelsk sømandskirke, hvor vi er velkomne.

Der kom en lokal spåmand ombord, som var fantastisk (selv om jeg er svær at dupere). Om mig spåede han følgende: Jeg ville ikke blive længe ombord, jeg havde et godt hjerte, men ikke mange penge, at jeg spekulerede meget over tingene, at jeg ville blive 81 år og dø i mit hjemland og hos min familie, men ikke af nogen sygdom. Jeg ville kun blive syg 3 gange i mit liv. Om den ene af styrmandseleverne spåede han hjerteløst, at han ikke ville komme levende hjem fra denne rejse. Jeg gav ham de 3 shilling, jeg havde på mig, så allerede her havde han jo set helt rigtig. For 10 sh. kunne man få en del af sin fremtid spået, for 20 sh en hel del mere, og for sølle 30 sh ville hele din fremtid blive afsløret. Sidst på eftermiddagen var der dog ophørsudsalg, hvor den helt store pakke var faldet til 10 sh. Direkte tabsgivende!

De tre messedrenge havde om søndagen taget imod et godt tilbud om at blive fragtet ind i junglen til et spændende gammelt tempel dér. Om templet virkelig fandtes, erindrer jeg ikke, men da det var tid til at vende hjem, var prisen pludselig steget alarmerende. De måtte gå ind på at skaffe pengene, når de nåede hjem, og en af dem, Hans Jørgen, måtte blive i bilen som sikkerhed for, at de andre kom tilbage med betalingen. På hele resten af turen hed han derfor Gidslet fra Penang. Vi andre lærte også ikke at stole ubetinget på vildtfremmedes ærlighed og ind imellem at spørge os selv: Where is the Snag?

Vi var en del andre, der kom på udflugt med den engelske sømandspræst over på den anden side af øen, ud til Oceanet, hvor vi kunne bade på en prægtig hvid sandstrand. Vi gik også en tur ind i junglen og så en masse flotte sommerfugle. Om aftenen hentede jeg mine plader på skibet og havde lejlighed til at spille dem i ”Seamen’s Club” i et værelse med elektrisk vifte og Gekkoer i loftet og opvartet af en indfødt Boy i ulastelig hvidt. Østen er måske ikke så ringe endda.

Port Swettenham er havneby til Malayas hovedstad Kuala Lumpur og ligger ca. 20 km oppe ad en flod, omgivet af jungle. Det lidt, jeg så af den, virkede som et uinteressant provinshul. Der er tilløb til borgerkrig i landet, så der er dødsstraf for at bære våben og selv ammunition uden tilladelse. Der var opslået en lang og alvorlig advarsel på skibet mod ikke at tage disse ting alvorlig. Bare at gå med noget der mindede om skydevåben kunne have de frygteligste følger.

De engelske havnefunktionærer og overordnede, der naturligvis har våbentilladelse, bar pistol og havde skæftet stikkende diskret op af lommen, til skræk og advarsel. Men om dagen er man sikker nok. Vi var til film, ”Flaming Feather”, i den engelske sømandsklub, Connel House. Det var OK at ryge under filmen, men lige efter denne kom der et billede af den nye dronning Elisabeth op på lærredet, hvorefter alle rejste sig og sang med på God Save the Queen. Vi lossede en masse kasser med Carlsberg øl, og traditionelt går der en del i stykker i denne proces, så de må sættes til side. De tilhører åbenbart skibet, så der var gratis øl til alle, oven i købet HOF i 3/4 liters flasker, hvad man jo ellers ikke ser. Det blev igen en munter aften. Om eftermiddagen havde vi muntret os i Connel House’s herlige svømmebassin, i bedste Hollywood-stil. Styrmand har fået tvillinger, så han hedder kun farmand og der er mange navneforslag til ungerne: Knold & Tot, Hø og Halm, Ø og K etc.

Siden vi kom ind i Malakkastrædet og fik Sumatra i sigte, har man hver aften, så snart solen gik ned, kunnet se voldsomme tordenvejr inde over land. Ude på oceanerne er vejret næsten altid roligt, men det er i mødet mellem hav og land, at der tit opstår turbulens.

5/9. Vi har fået den nye rute; om ca. 3 uger vender vi næsen mod USA, hvor vi tager last til Europa. Jeg kan ventes hjem ca. 20. januar, det ligger temmelig fast nu. Julen må vi fejre i Dublin eller, hvis vi bliver forsinket, på Atlanten. Foruden Dublin anløber vi Liverpool og Le Havre og et par til. Varmen her, 150 km fra Ækvator, er ikke besværlig; her er nærmest dejlig varmt. Men varmen har fremkaldt et andet fænomen: der er mange kakerlakker på kamrene. Man ser dem kun i et hastigt glimt, når man kommer ind og tænder lyset. De gemmer sig også bag på ophængte billeder. De generer ikke nogen og holder sig vist væk fra køjen; jeg har aldrig mærket noget til dem om natten.

Singapore. Denne smukke og interessante by nede på en lille ø for sig selv ved  spidsen af Malakkahalvøen, optog mig åbenbart så meget, at der ikke rigtig blev tid til at fortælle om den. Jeg husker kun, at der også her var en dejlig Sømandsklub, vi besøgte et par gange. Der var også mange spændende ting, man kunne få, bl a kamfertræskister i alle størrelser, og udskårne buster i jerntræ af ”Bali-pigen” og ”Bali-manden”, lavet af en kunstner ved navn Fatimah. Kamfertræskister er nyttige i troperne  til at opbevare bøger og klæder i, så de ikke bliver ødelagt  af termitter.

Mens man er forhyret ombord, er ens pas deponeret hos hovmesteren. Når man kommer til land, får man udleveret et midlertidigt Shore Pass, udstedt af den lokale skibsmægler, til at legitimere sig med.  I øvrigt er retstilstanden ombord således, at Skipperen har hånd- og halsret over én, hvis skibet er i fare, og sådan må det nødvendigvis også være

Skipperen er øverste myndighed og dommer ombord, og har man noget at klage over, kan man sagtens gøre det, men først når man ligger i Københavns Frihavn igen.

12/9 om aftenen. Efter et par dage i søen, hvor vi sejlede op i Siambugten, har vi kastet anker ved Cho-Si-Chang. Floden op til Bangkok aflejrer ved sit udløb en stor banke af sand og mudder, som kun kan passeres ved højvande. Ud på natten var vi så på vej igen. Nær hovedstaden lå den siamesiske flåde på en lang række inde ved den ene bred, og fra alle orlogsskibene saluterede man vores danske flag. Det er en smuk, gammel tradition. Vi sejlede langsomt ind ad Menam River og ankom til sidst til New Harbour, som jeg antager må ligge et stykke syd for centrum; her skal vi ligge ca. 8 dage, og de 4 spisevogne er så omsider ”kommet hjem”. Af planlagte arbejder skal der skiftes en cylinderforing og i øvrigt ”trækkes stempler”. Varmen har jeg, som nævnt, vænnet mig til, men her inde i landet og med jungle lige overfor, er luften meget fugtig. Jørgen Pedersen er kommet til skade med sin ene hånd og kan ikke være på arbejdsholdet; han skal være permanent lysvagt, så der ikke bliver nogen til mig. Ærgerligt, for her var der både tid til at tjene penge og lege turist.

Vi står ude ved rælingen lidt før 6 om morgenen, med dagens første kop kaffe i hånden, og ser solen stå op over junglen på den anden bred. Ø.K. har en mindre coaster, Bintang, der kun sejler herude; den ligger lige i nærheden. Ø.K. har mange og store interesser her, så et mindre skib, også til flodsejlads, er sikkert nyttigt. Kl. 8 er der regulær morgenmad og kl. 10 er der en lille, hurtig formiddagskaffepause på 10-12 minutter henne ved døren til kabyssen eller ude på storlugen. Den blev officielt afskaffet for mange år siden, men holdes alligevel i hævd, så snart man er kommet lidt væk fra Danmark og ingen ser det!

Straks efter ankomsten dukkede der et antal unge og yngre kvinder op, som tilbød at flytte ind, mens vi lå her. Det var ikke af lutter velgørenhed, kunne man forstå, så det var måske meget praktisk, at mine finanser ikke tillod den slags eskapader. Men næsten alle mine kolleger ”fik dame på” i den uge - ligeledes maskinmestrene. Der var alligevel noget sødt og uskyldigt over dem; de sørgede selv for deres mad, som de tilberedte ombord, og vi var næsten én stor familie! En af pigerne var halvt siameser og halvt europæer, kunne man se; hun havde endda et dansk navn, men det behøver ikke nødvendigvis at have været ægte. Hun var højere end de andre og bemærkelsesværdig køn, hvilket også afspejlede sig i markedsprisen. Bådsmanden advarede mig: ”Hold dig væk fra hende; jo flottere, de er, jo mere syge er de!”. Der var en god og glad stemning ombord i de dage, men vores kvindelige radiotelegrafist, Lone, der ellers til daglig nød en vis opvartning fra de andre officerer, måtte se sig totalt udkonkurreret.

New Harbour (Klong Toey) ligger omtrent som Klampenborg i forhold til centrum; man kører med en bus i rasende fart i ca. 20 min. ind til byen, det meste af tiden ad en lang, lige vej. Billetten koster ½ Tical, ca. 17 øre. Siameserne er små, venlige mennesker; bussæderne er kun ¾ af europæisk bredde, og står man op i midtergangen, ser man hen over hovederne på alle de lokale passagerer. Undervejs passerer man en slangefarm med cobraer og kongecobraer, hvor der fremstilles serum mod slangebid. Når man kommer frem, må man aldrig glemme at sikre sig, hvorfra bussen den anden vej afgår. Inde i byen er der flere flotte, hvide Buddah-templer, flere ligger lige ned til floden. De største hedder vist Wat Po og Wat Sutat. Jeg var inde og nærstudere et af dem. Tuborg og Carlsberg kan man få næsten overalt. Faldt over en plade med underlægningstemaet fra ”Ung mand med trompet”: Melancholy Serenade med Harry James.

Der er bemærkelsesværdig mange guldsmede- og guldsmykkeforretninger her. Herman har taget imod et tilbud om at få lavet en guldkrone på sin ene hjørnetand, selv om denne ikke fejlede noget. Men han syntes, det så kækt ud med guld i mund. Det ville en dansk tandlæge sikkert ikke være gået med til. Man sælger også her et patentmiddel ved navn Tiger Balsam. Det kurerer alt, siges det, men det er helt fint til insektbid og hovedpine, så for en sikkerheds skyld har jeg købt et lille glas af det. Det synes da også at virke. Det er kendt over hele Østen.

Lige uden for toldgaten ligger Charlie’s Bar, Mosquito Bar og Venus Room; den sidste er et skrækkeligt sted, hvor pæne mennesker egentlig ikke burde komme. At der er frække damer er én ting, men mellem dem er der også nogle såkaldte transvestitter, som man altid kan kende på deres relativt store hænder og fødder. Men Venus Room har Solskin Ombord, Hele Ugen Alene og en masse andre danske popplader på jukebox’en, og den aften, vi faldt indenfor, var der også en del andre søfolk fra ”Emilie Mærsk”. Det lykkedes trods alt at få en lysvagt (ca. 60 kr.), så nu er jeg nogenlunde kørende igen.

18/9 (søndag). Der er bestilt lods til i morgen kl. 17; ligesom ved ankomsten skal det time’s med højvandet ved barren. Der er 3 – 4 dages sejlads til Hong Kong. Sikkert af den airkonditionerede biograftur har jeg fået en gang forkølelse; intet er så godt, at det ikke er galt for noget. I morgen vil jeg nu alligevel ind og se slangefarmen. Ovre i junglen på den anden side er der også slanger, krokodiller og en milliard Mosquitoer. Det bliver nu rart at komme ud og få lidt frisk havluft igen.

19/9 Afgang Bangkok. Slangefarmen var interessant nok, men jeg kan altså ikke fordrage slanger – og slet ikke giftslanger.

23/9 ank. Hong Kong. Vi ligger ude i havnen, ved en bøje, og havnen er fyldt op med skibe, der har søgt ly for dårligt vejr. Skibet er ganske tomt nu; de går i øjeblikket og fejer nede på kølsvinet. Vi har losset Lambretta-scootere fra Italien, kemikalier fra Tyskland, stålvarer fra Belgien, vin fra Marseilles og maskindele til Chichibu i Yokohama fra F. L. Smidth. Vi skal vistnok have en lille smule last med herfra. Næste stop bliver Manila, men derefter ved ingen, hvad der skal ske. Der er 140 % krigstillæg ud til og med Manila, på grund af minefaren. I varmt klima går miner hurtigt til grunde, så hvor reel risikoen egentlig er, er nok til at overse. Alligevel føler man sig bedst tilpas ude på det helt dybe vand, hvor man aldrig ville smide miner.

Jeg har haft lysvagt her igen, så nu står jeg stærkt i lakken, næste måned har jeg ca. 270 kr. at tage op af. Det er meget uroligt vejer herude; i Bangkok hørte skybrud som det på Samsø i 1953 til nattens orden. Ude på havet, på vej hertil, sås af og til skypumper, og de sidste 2 dage har vi ligget her i udkanten af en tyfon.

Bygerne pisker hen over dækket og regnskyerne flyver lige hen over toppene på de bjerge, der beskytter havnen på næsten alle sider. I går var færgetrafikken mellem øen Hong Kong og halvøen Kowloon, der også er britisk, aflyst, hvilket medførte, at assistent Aage Pedersen måtte overnatte i en ventesal i Hong Kong. Til gengæld er det blevet køligt, så jeg har for første gang siden Middelhavet sovet med tæppe over mig og med ventilatoren slukket.

Søndag nat. Det er tordenvejr og regnen fosser ned. Det dårlige vejr forekommer mig så hjemligt, at jeg har fået et slemt anfald af hjemve. Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde kunnet gå en tur rundt om Damhussøen og se på de gule blade og måske endda fodre de store svaneunger derude. Jo, og så en kop god stærk kaffe bagefter. Theen ombord er meget pauver, men dog drikkelig, men kaffen er særdeles styg.

Når jeg har lysvagt, sidder jeg ikke i maskinen 8 timer; jeg tilbringer en del af tiden med at sidde oppe i matrosmessen og snakke med vagtmanden på dækket, eller slentre rundt og trække frisk luft. Teoretisk kræver de to dieselmotorer, der kører, 10 minutters pasning hver 2. time, men jeg går en runde herned hver halve time, og jeg må hele tiden være i nærheden, hvis maskinchefen, Tante Hvam, skulle finde på at ringe ned for at høre, om vagten er vågen. Så spørger han om et eller andet fuldstændig rasende ligegyldigt, men det er altså ren og skær spionage. Jeg benytter dog også, som tidligere nævnt, lejligheden til at træne lidt på trompeten. Nede i skrueakseltunnellen kan man ikke høre mig.

Nede på kineserdjunkerne langs siden begyndte hanerne at gale kl. 3 i nat. Det øsregnede og var bælgmørkt, men lysene fra dækket har vel vækket dem. Solen står op her ved halv 7-tiden; vejret ventes at klare op i dagens løb. Når jeg har haft lysvagt natten op til en hverdag, har jeg fri, resten af døgnet fra kl. 6. Så tørner dagholdet til, og de skal trække stempel i dag – engang imellem er man heldig. Når jeg lige har sovet nogle timer, skal jeg i land.

Der er kommet to skingrende vittige breve fra brødrene Louw – det var så hyggeligt at høre lidt af vores gamle jargon igen; ligervis glæder jeg mig over, at det lykkedes Bjarne at komme ind på Blaagaard Seminarium.

Det er fantastisk fristende at være herude, for de har så mange spændende ting, man kan købe, og selv om de er billige, kan man købe sig fattig på et kvarter. Jeg tog $ 45 op her, men så kom 3. styrmand og lagde sin klamme hånd på de 29, fordi jeg havde måttet låne af ham i Singapore for at kunne købe et såkaldt Balihovede (1 Hong Kong $ er ca. kr. 1,23). Det er en ca. 30 cm høj buste, der forestiller en Balineserinde; den er udskåret af en rødbrun og meget tung træsort, der kaldes Jerntræ. I kan lige tro, den er smuk. Flere af besætningen, bl. a. 3. mester, elektrikeren og de to styrmandselever, har et smukt sæt khakitøj, de går i land i, og som det viser sig, man kan få syet efter mål her, fra den ene dag til den anden. Herman har sans for livets glæder, så han har flottet sig med at få lavet et; det kunne jeg også godt have tænkt mig. Her tror man, Østen er primitiv, og så er der så mange ting, man kan herude, som ikke kan lade sig gøre hjemme!

Mandag 26/9. Det er min halvårs fødselsdag.  Afgang fra Hong Kong ud på natten.

Manila, Romblon, Cebu. I de følgende dage sejlede Pasadena rundt på Filippinerne efter i realiteten ganske små laster, som kunne retfærdiggøre turen over Stillehavet. Ingen af stederne lå vi meget mere end et døgn, og bortset fra Manila og Cebu var det små landsbyer, der producerede Kopra – d. v. s. det tørrede, hvide frugtkød fra kokosnødder. Det indeholder vegetabilsk fedtstof, hvoraf man udvinder planteolie; restproduktet kaldes Sojakager og bruges som dyrefoder.

Nu, hvor vi var nået hen i oktober, var jeg træt af troperne. Mit indre ur sagde, at det burde være køligt, med bleg himmel, men vi gik rundt i det vildeste sommerklima, med 40 grader i maskinen, og når vi var i land om aftenen, sang cikaderne og ildfluer svirrede rundt.

I Romblon var der ingen kaj, så skibet lagde sig bare i 6-7 meters afstand fra stranden og hev lasten ombord med spillet. Skibet var jo tomt, så det stak ikke mere end nogle få meter dybt. Der blev rigget et par store sole til (også af hensyn til lastningen) og så kunne vi ellers svømme rundt i et udmærket lille svømmebassin, hvor hajerne ikke ville vove sig ind. Vandet var 30 grader, så man blev næsten ikke forfrisket af det.

Cebu har et skidt rygte, og det blev yderligere bevist af følgende: Da vi lå i Cebu og havde en frieftermiddag, tog Herman og jeg først hen og fik en øl i et lille sted tæt ved skibet, og hvor de havde en god jukebox (et verdenshit det år var Cherry Pink and Apple Blossom White med trompetisten Eddie Calvert).  Da vi fortsatte ad grusvejen ind mod byen, passerede vi indkørslen til en mindre landejendom, hvor to unge piger stod og vinkede ivrigt ad os. Vi antog, de nok ville vise os et eller andet og gik derind. Pigerne sværmede hurtig meget tæt om os, så jeg sagde til Herman, at det var helt sikkert deres kulkælder, de ville vise os! Pigerne drev vist egentlig mest denne hobby for at få tilskud til tøj- og morskabskontoen, så her kunne selv jeg med mit discountbudget være med. Vi fik så ordnet sagerne, og jeg bevarer til dato erindringen om, at jeg vist havde gjort en udmærket handel. Vi skiltes fra de to piger, og på grusvejen udenfor skiltes også vore veje, idet jeg nu var blanket af for mine sidste få $, mens Herman stadig var likvid. Jeg ville ikke ligge ham til byrde, så jeg gik tilbage til skibet og tog et bad, mens Herman fortsatte ind til byen.  Et par dage efter troppede et dusin af besætningen – deriblandt Herman – op hos 2. Styrmand, der er skibets læge, for at få et skud penicillin mod ”en dårlig”. Herman undrede sig med rette over, at jeg ikke også var blevet smittet, men jeg forklarede ham, at jeg, ud over at bade, også havde truffet visse profylaktiske forholdsregler, da jeg kom tilbage til skibet. Da vi nærmede os Fjernøsten, havde jeg nemlig af 2. Styrmand fået et lynkursus i, hvordan man beskytter sig selv mod den slags.

Historien sivede videre til de andre assistenter, der nok har konkluderet, at selv om ham polytten ikke var meget bevendt med hænderne, var han vist i andre henseender trods alt ganske fiffig. 

Jeg var blevet overflyttet til 8/12-vagten – 2. mesters vagt. Mens 3. mester var meget nem, ja nærmet sløv, var 2. mester mere lunefuld og svingende i humør. Der var dog også gode dage, hvor han var jovial og snakkesalig. Han hed Seehuusen og i modsætning til de øvrige mestre, der var i Maskinmesterforeningen, foretrak han at være organiseret i Smede & Maskinarbejderforbundet. Som han selv sagde, var han stolt af at ”stå på Gl. Kongevej” (hvor forbundet havde hovedkvarter, tæt ved hvor Planetariet i dag ligger). Men sandheden kunne også være, at han ikke var eksamineret Maskinmester og derfor sejlede på dispensation. Nyordningen betød en mere regelret daglig rutine, men også, når vi kom i havn, at jeg så var den sidste af assistenterne, der kom op på de 8 timer. Nu var det så mig, der skulle op og purre 3. mester ud, og min plads var overtage af Helmo. Sidstnævnte var svær at få liv i, men aftalen var, at jeg skulle tænde en cigaret fra en pakke, der lå parat, og stikke den ind i munden på ham. Når jeg kunne se, at der kom liv i gløden, kunne jeg forlade hans kammer.

Masinloc var yderligere en lille junglelandsby med Kopra, og som sidste station på Filippinerne kom vi til Tacloban, der ligger lige ud til Stillehavet. Det var en mineby, hvor der udvandtes Krommalm, og her lå vi for enden af en lang bro, hvor malmen kørte lige op i lasten på et langt gummitransportbånd.  Der var en smule bebyggelse, for det meste palmehytter, og igen var det begrænset, hvad man kunne se om natten. Filippinerne var en amerikansk koloni til efter krigen, og sine steder så man stadig lidt skævt til ”de hvide”, men i det store og hele var der ingen episoder. (Efter hvad jeg siden har læst, er Tacloban en større by, men vi har åbenbart kun ligget ved dette afsides udskibningssted)

Jeg var kommet til skade med min ene fod; et tungt dæksel ind til hovedmotorens krumtaphus var smuttet og ramte det yderste af tæerne på højre fod, så jeg humpede rundt i adskillige dage.

8/10. Det var så enden på rejsen til Østen, og forude ventede nu en næsten 3 uger lang sørejse til Californien. De første dage var vejret halvdårligt, men det stabiliserede sig efterhånden, så turen blev udramatisk.

Det Store Stille Ocean.

Sø 9/10. Vi drog af sted fra den lille malmudskibningshavn i Masinloc med næste stop Californien. Jeg var nu en hærdet sømand, som selv udsigten til næsten 3 uger til søs i eet stræk ikke kunne forskrække. Farvandet ud for Filippinerne har et meget uroligt vejr, med lejlighedsvise tyfoner, og til at begynde med stod vi ud i en strid storm og hård sø lige ret ind. Af og til, når skibet ramte en ”forkert sø”, kunne man høre hundreder af løse genstand rovse af sted eller falde på dørken med et brag, og det var svært at få sovet, selv om man spændte sig op mellem køjens fod - og hovedende. Snart stod man på køjens fodbrædt, og snart efter var man ved at slå en baglæns kolbøtte op i hovedenden. Man ender på en eller anden måde med at ligge og skvulpe frem og tilbage i køjen, men hvile bliver der ikke meget af

Det var stadig subtropisk varmt, men det var man efterhånden vant til. Men når man dertil også arbejder i et endnu varmere maskinrum 8 timer hver dag, kræver organismen store mængder væske. Det kan være svært at beregne, hvor meget, der skal til, men det er adskillige liter pr dag. Får man ikke væske nok, vil organismen prioritere at bruge, hvad der er, til transpiration, så kroppen holder sig på 36 grader. Resultatet af et væskeunderskud kan blive forstoppelse, og det døjede jeg en del med på varmen. Jeg klagede min nød til 2. styrmand, men han gav mig blot Amerikansk Olie uden at have tanke for, hvad problemets årsag kunne være, og det kan man jo godt undre sig over – især da det må være et ret almindeligt fænomen.

Efterhånden som vi fjernede os fra Filippinerne, blev vejret bedre og søen roligere, og vi gled ind i den almindelige daglige rutine til søs. Onsdag den 19.10 passerede vi datolinien, midt ude i Stillehavet, hvor for- og bagkanten af den samme dato støder sammen. Det kan være noget indviklet at forstå, og det udnyttede Jules Verne jo også i sin historie ”Jorden rundt på 80 dage”. Men når man kommer østfra, sejler man fra den bortdragende dato tilbage i starten på den samme, således at man har to ens kalenderdage i træk. I maskinjournalen blev de prosaisk benævnt onsdag A og onsdag B, og der blev skumlet lidt over, at det netop skete på en onsdag, for tirsdag og torsdag var der kager til eftermiddagskaffen. Jeg kan dog bevidne, at det gik ærligt til, for motoren kørte i det samme hak på hele sørejsen.

Man kan også anskue det på en anden måde, idet uret som tidligere omtalt blev stillet 15 – 20 minutter frem ved midnat, når vi sejlede stik østpå, og det var alle disse små døgnforkortelser tilsammen, der vendte tilbage som en samlet, ekstra dag ved datolinien.

Den økonomiske hastighed lå omkring 105-110 omdrejninger i minuttet. Rytmen var så fast indarbejdet i øret, at man vågnede, hvis der blev slået ned i fart, f. eks. når der skulle tages Lods ombord. Maskinchefen skulle efter sigende reagere på bare 2 omdrejningers ændring.

Vi havde som bekendt en hel del kopra i lasten, og den skulle med mellemrum luftes ud. Så blev lugerne åbnet, og skyer af små koprabiller sværmede ud og fordelte sig over hele skibet. Det er noget værre utøj, der bider ved nærkontakt, så det var noget af en prøvelse. Efter et par dages forløb var de heldigvis blæst overbord.

Stillehavet er virkelig stort; i alle de 18 dage, vi sejlede, så vi ikke noget andet skib. Det er muligt, at de oppe på broen, der står med kikkert for øjnene hele tiden, har set nogle, men ikke vi andre. Derimod fik vi følgeskab af et par store Albatrosser, der holdt fart med skibet næsten uden at bevæge vingerne. De fløj ude på bagbords side, omtrent midtskibs og nogle meter fra rælingen, så man tydelig kunne studere dem.

Hovmesteren havde 20 års jubilæum undervejs, og jeg var blevet hyret til at "give noget pompøst". Vi samledes hos 3. Styrmand kl. 5 om morgenen og fik en cognac og en vermouth og så igen en tør cognac, på tom mave, så vi var i stødet. Så blæste jeg - på min trompet - for fulde sejl og klap for øjet, som vi siger, "Sol er oppe", og 2. og 3. Styrka'l, Gnisten, Stewardessen (Kahytsjomfruen), kokken, bageren, matros Niels Thomsen og undertegnede vadede ind for at gratulere. Hovdyret måtte naturligvis op med et par bajere, og vi havde det meget gemytligt, så for en gangs skyld havde jeg "højt læs på" da jeg tørnede til kl. 8.30.

8 - 12 vagten giver én den mest naturlige arbejdsrytme, idet man kan sove fra midnat til morgenmaden kl. 8, hvor man så må møde i arbejdstøjet. Der arbejdes så 8.30 til 12.30, hvor hundevagten lige har spist middag og derefter afløser. Aftenvagten er så fra kl. 20 til midnat.

Ud for USA's vestkyst løber en kold havstrøm oppe fra nord, så da vi nærmede os Californien, blev det hundekoldt igen. Vi så også en mindre flok blåhvaler, der nok holdt sig til det kolde vand. Vi passerede nogle småøer, hvoraf en skulle hedde Wrigley Island og ejes af direktøren for tyggegummimærket af samme navn. Men jeg har nu styrmandsaspiranterne mistænkt for selv at have fabrikeret den historie.

O 26.10 kl. 13: Den første velkomst blev bragt af - 2 små gråspurve, der sad på en af lugerne her til formiddag. De store brune måger (Albatrosser), der har fulgt os siden Masinloc på Philippinerne, vendte om i forgårs og blev afløst af almindelige, hvide havmåger. Søen er blikstille og det er diset. Vi har også set flere kystbevogtningsfartøjer ude i synsranden, og i øjeblikket har vi eskorte af en lille slæbedamper. Det forjættede land er sandelig godt bevogtet. Vi får Lods kl. 15 og er i havn ca. kl. 17. Så skal vi til lægen og til "eksamination" hos Immigrantpolitiet (de har vores generalieblade allerede) og tolderne roder alt igennem efter narkotika - vi hører til de slemme skibe, der har været på Kinakysten, så vi er stærkt mistænkelige.

Kl. 15.45. Vi står ind i havnen, og 11.000 km rejse er til ende. Det er mere end fra Nordpolen til Ækvator! Der er skove af boretårne og skyskrabere inde på land; her er hundekoldt.

Kl. 19: Jeg skal i maskinen 20-24, men får fri i morgen. Alt i orden med myndighederne. Agenten havde naturligvis post med; der var 4 breve til mig. I hver ny havn får vi et Shore-Pass, et midlertidigt legitimationspapir, der lovliggør vores tilstedeværelse. Vi bruger det stort set kun, når vi skal ind og ud forbi havnevagterne.

Der er også omsider kommet nyt om resten af turen. Vi skal nordpå til San Fransisco, Oregon, Washington og sågar op til det sydlige Alaska inden vi for alvor vender snuden hjemad. Vi skal gennem Panamakanalen og være i Dublin omkring Juletid.

Her i USA glæder jeg mig til igen at få frisk mælk; det har vi ikke fået siden Rotterdam. I stedet har vi haft kondenseret mælk, der smager skrækkeligt.

Og hvordan er så det amerikanske øl mon?

Blev sammen med Herman kørt rundt i Long Beach og Los Angeles i 4 timer af en Dansk-Amerikaner, der kender Bageren; han skulle imidlertid lave kager og kransekager til et party i aften, så i stedet fik Herman og jeg en herlig eftermiddag ud af det; vores vært var naturligvis på sin side ivrig efter at høre, hvordan det gik hjemme i det gamle land.. Vejret tog ganske vejret fra mig. Det er så vidunderlig dejligt, lige som på en majdag derhjemme, endda én af de allerførste dage i maj, hvor solen rigtig begynder at varme. Der er store blomster foran de velholdte træbungalow'er, frisk grønt græs (men ingen hække) og blomstrende træer - og et enkelt, der næsten havde tabt alle sine blade. Der er sommerfugle og - oh, himmel, en stær, der fløjtede. Så var illusionen fuldkommen. Ham danskeren sagde, at der ville være lige så fint, når vi kom tilbage om en måned. Hvor burde disse mennesker her være lykkelige, men om de er det, skal jeg ikke kunne sige. Det er et ganske ovenud ufattelig imponerende land - noget helt enestående. Folk her er venlige og høflige og har let til smil. Pigerne er sunde og henrivende! Nogle af de lidt pusse-nussede miljøer, man kan se i Disneys film, eksisterer faktisk i virkeligheden; der skal endda findes et veritabelt Disneyland her i nærheden, hvor det helt kammer over. Det er også lidt overvældende med de mange private radiostationer med reklamer og masser af rytmisk populærmusik. Det er virkelig et moderne land.

Los Angeles består af en masse mindre bysamfund, der er groet sammen, men en egentlig bykerne findes, så vidt jeg kan se, ikke. Der er alene to-tre havnebyer, hvoraf Long Beach er den ene. Oppe i landet ligger Hollywood, Santa Ana og Pasadena. Opholdet i Long Beach var temmelig kort, og et døgn i søen bragte os op til San Fransisco.

Oakland. San Fransisco-bugten er et indhav, der er forbundet med Stillehavet ved et smalt stræde, The Golden Gate. Vi ligger nu i Oakland, der ligger på bugtens østside, hvorfra man kan se San Fransisco ovre på den anden side. Oakland er også en større by, men der, hvor vi ligger, er der intet spændende eller bymæssigt. Her skal vi losse krommalmen fra Masinloc. Ved en af mine første sonderinger stødte jeg på en grammofonpladeshop, hvor de havde et par vidunderlige Turk Murphy-plader.

Murphy har ellers hjemme her, men han er på tourné med sit orkester i midtvesten for tiden. Derimod spiller en af hans kolleger, Bob Scobey, med sit orkester på en lille damper, der fungerer som restaurant, ikke ret langt herfra. Men det bedste er nok, at der går en S-bane lige herfra og over til San Fransisco, idet der er en broforbindelse tværs over bugten. Den passerer midtvejs den lille ø Yerba Buena, der har givet navn til Lu Watters' berømte orkester fra 40'erne, og hvor både Murphy og Scobey var med.

Jeg måtte naturligvis over og se på Frisco; at køre med banen derover var ganske uproblematisk, og endestationen ligger tæt ved hovedgaden Market Street. Byen er meget mere malerisk og smuk end Los Angeles og mere overskuelig, fordi den er betydelig mindre. Luften er altid frisk, da byen har hav på de tre sider. Vi er så langt henne på året, at den første julepynt er ved at dukke op i forretningerne, og man må undertrykke sin uro ved tanken om ikke at skulle fejre jul hjemme. I en af sidegaderne, Powell Str., kører en kabelsporvogn fra gamle dage. Byen ligger på et meget kuperet terræn, hvor almindelige sporvogne ikke kan klare sig, og derfor har man opfundet denne. I en smal revne mellem skinnerne kører et stålkabel, som vognene hager sig fast til med en spændklo. De kører ikke hurtigere, end at man kan stige af og på i farten. I hver ende af strækningen frigør de sig fra kablet og skubbes hen på en lille drejeskive og vendes. Det foregår ved håndkraft, og alle passagerer og enkelte forbipasserende giver et nap med.

Instinktmæssigt fjerner søfolk sig nødig længere væk fra skibet, end at de stadig kan se skorstenen, og derfor danner der sig ofte et værtshusmiljø i nærheden af kajerne. At jeg, og med mig flere af de øvrige maskinassistenter, ligefrem tog på togrejse, når vi var i land, var vel temmelig grænseoverskridende, men min gode stedsans borgede for, at vi også kom sikkert hjem igen. Vi tog adskillige ture derover, også ved nattetid, og faldt gerne på tilbagevejen ind på en Snack-bar tæt ved stationen; her havde de en prægtig jukebox med de nyeste plader og tilmed et stort sortiment med Bob Scobey. Ved de enkelte båse var der en fjernbetjeningsanordning, så man derfra kunne udvælge sine melodier, i stedet for at skulle hen til selve jukeboxen.

Det kostede vist 10 cent at vælge en plade. Jeg har ladet mig fortælle, at Scobey's – aldrende - fanklub stadig holder til på dette sted. Jeg havde også held til at få hørt en af byens ældre jazzpianister, Burt Bales, der spillede i et lille sted ude ved Telegraph Hill, i byens nordøstlige hjørne. Der stritter kajer ud i vandet alle steder, og en af dem har nummer 23. Cafeen var følgelig opkaldt efter den. Han spillede et repertoire af Jelly Roll Morton- og ældre ragtimekompositioner, og jeg sad betaget og lyttede i flere timer. Bales hører også til kredsen omkring Lu Watters og Turk Murphy.

En aften besluttede jeg at tage mit fine tøj på og gå hen for at høre Bob Scobey. Jeg vidste på det tidspunkt godt, at det var ulovligt, da jeg kun var 20 år, og der ikke måtte udskænkes for unge under 21. På den anden side ville det være ubærligt at give op på forhånd. Jeg kom da også godt nok ind og overværede et helt sæt med deres pragtfulde musik. Af forsigtighedsgrunde drak jeg kun Coca Cola, men måske netop af den grund kom der midt i 2. sæt en tjener hen og ville se min legitimation. Jeg fremviste mit Shore-pass, og så havde vi jo skandalen. Jeg forsøgte at forsikre om, at jeg ikke havde til hensigt at indtage alkohol, men sagen var jo, at etablissementet ville få en kæmpebøde, hvis det blev opdaget, og så måtte jeg jo gå. Men selv 1½ sæt syntes jeg, alt i alt, var et rimelig godt resultat. Hvo intet vover, intet vinder!

Vejret var stadig lunt om dagen, men der var ofte tåge og ret køligt om morgenen. Haverne bugnede også her med blomster. Vi fik nu friske forsyninger af mælk (i Tetra-Pak papemballage) og dertil også sandwich-brød, som vi kunne tage ude i pantry'et ved siden af vores messe. I det hele taget var det en behagelighed at være i civiliserede omgivelser igen.

Efter nogle dage i Oakland forlagde vi over til San Fransisco-siden, lidt syd for byen i et trist industrikvarter ved Pier 84. Der var nogle km ind til byen, ad Third Street, og hvorpå der gik en bus, men af sparehensyn gik jeg derind og reserverede mine penge til hjemturene; dels er det sundt at få motion, hvad der ikke er meget mulighed for ombord, og dels bliver benene vel stærkere, jo mere de bliver brugt. I den ene side af vejen var der et endeløst rangerterræn med godsvogne, især fra Santa Fe-selskabet. Og så fortsatte jeg mine turistture rundt i byen. En aften ved skumringstid var jeg oppe ved Coit Tower, og fra pladsen omkring det er der en fantastisk udsigt langt op nordpå i bugten. Det syn husker jeg den dag i dag.

Men alt får en ende, og det blev tid til at komme videre. Nu skulle vi en længere tur nordpå, til Ketchikan i Alaska, et sted, jeg aldrig havde hørt om. Vi kunne normalt tilbagelægge omkring 650 km pr. døgn (ved en fart på 15 knob), og turen ville vare omkring 3½ døgn. Så kunne jeg hvile mine ben så længe,

Op og ned langs kysten.

Med sorg måtte jeg forlade San Fransisco, og 3½ døgn i søen bragte os op til Prince Rupert Sound, hvor Alaska begynder. Natten til den 7. var det et Herrens vejr. Lidt før midnat kom der pludselig 4 gevaldige dønninger, og før rorgængeren var vågnet op, drejede skibet brat 34 grader ud af kurs. På grund af centrifugalkraften og de heftige bevægelser begyndte alt løst gods at fare rundt på dørken.

Jeg sprang ind i værkstedet og fik hold på store metalrør og metalblokke, der tumlede rundt, og 2. Mester, der stod ovre i styrbordsside og pumpede olie, så sig angrebet af 4 cylinderforinger til hjælpemotorerne. Han undgik dem i første omgang, og det lykkedes ham tilmed at fange en mellem benene, og to andre under hver sin arm og sparke den sidste til hjørne; den var ellers lige på vej til at kvæste en af dynamoerne.

Samtidig regnede det ned med maling, vand og malerbøtter oppe fra toppen af maskincasingen – fra 6. sals højde! - hvor fyrbøderne var i gang med at male loftet.

Det her job er sandelig ikke for svage sjæle. Da jeg kom tilbage til mit kammer, var alt kaos. En pakke med plader, jeg havde købt i Los Angeles, var ikke blevet surret ordentlig fast, så der brækkede en King Oliver- og en Armstrongplade. Ja, sådan kan det gå. Andre steder faldt radioer, skrivemaskiner og regnemaskiner på dørken, og i kabys og pantryer plejede det også at gå livligt til.

Vejret var dårligt, men det stormede ikke. Dønninger efter en større storm er der hele tiden, og når der stod 4 tunge foringer løst nede på dørken, var det i tillid til, at søen ville være rolig, til vi kom til Ketchikan.

Hverken en ”forkert sø” eller bovbølgen efter et andet, stort skib indeholder energi nok til at skubbe et helt skib til side. Disse 4 voldsomme bølger kom altså ud af den blå luft, og den eneste forklaring, jeg kan komme på er, at det har været nogle Tsunami-bølger.

Vestkysten er et jordskælvsområde, og inde i Washington findes USAs farligste vulkan, Mount St. Helen. Det var meget heldigt, at vi trods alt kun ramte dem i en forholdsvis spids vinkel.

Vi ankom ud på mandag 7/11, men vejret var elendigt, med tåge og slud- og snebyger, så vi kom først til kaj næste dag. Havnearbejderne var iklædt store regnslag og sydveste og lignede fiskerne fra et skagensmaleri af Krøyer. Vi ligger ved en stor papirmassefabrik, Ketchikan Pulp Co. og skal laste avispapir til Liverpool og Rotterdam. Selv om Ketchikan ligger på højde med Vordingborg, er klimaet meget mere vinterligt her. Der er et par minusgrader om dagen og ned til minus 10 om natten. Nede i maskinen kniber det for første gang på denne tur med at holde varmen. Da vejret bedredes, gik jeg en lang tur i land. Ud over papirfabrikken er der intet andet, idet Ketchikan City ligger hele 6 miles fra havnen. Men der var meget skov, og jeg nød at gå i en nåleskov igen og være helt alene.

Vi lever jo tæt op ad hinanden ombord, næsten som på en kaserne, og det kan gå lidt på nerverne ikke at have særlig meget privatliv. Ved måltiderne kommer Herman og Helmo tit op at skændes om, hvem der tager for meget af maden – og det selv om der i reglen er mad til 2-3 dage. Den sindige sjællænder, Jørgen Pedersen, rejser sig sommetider og går, men jeg bliver og har mit hyr med at få madro. Apropos, så er min mave næsten kureret.

Selv om jeg elsker sol og varmt Middelhavsklima, er jeg alligevel bygget til det høje Nords kulde. At komme til et decideret vinterklima havde jeg jo slet ikke forudset hjemmefra og derfor heller ikke taget tøj med til, så det kneb med at holde varmen med det lidt, jeg havde. Det afholdt imidlertid ikke Herman og mig i at tage på ekskursion ind til Ketchikan; vi måtte blaffe derind, men det gik meget glat; folk er meget flinke i den retning. Der bor rigtige vaskeægte indianere heromkring; vi så ikke nogle af de voksne, men derimod nogle af de unge piger på gaden og kaffebar'erne. Byen er julepyntet og med lysdekorationer; det ser flot ud her i vintermørket. Men ih, hvor jeg frøs – det er fuldstændig som i januar eller februar hjemme, men af min liste ser jeg, at om en måned er vi ved Panamakanalen, med palmer, fugle, blomster og drønende varme! Vi sejler, så snart vi har tømt hele papirfabrikkens lager af papirtromler.

11/11. På turen sydover følger vi kysten til Canada og staten Washington. Da solen var ved at gå ned kunne man godt føle sig hensat til Grønland; der manglede kun isbjergene og drivisen. På kysten er der skovklædte bjerge og længere inde i landet endnu højere bjerge med sne på toppene.

Nede i maskinen registrerer et tælleværk hovedmotorens omdrejninger; det er tæt ved at passere 10.000.000 omdrejninger og gå på nul igen. Det er svært at forholde sig til et så stort tal, men hvad der er vigtigere: fra nu af bringer hver eneste omdrejning os nærmere til Danmark.

12/11. I skærgården ved Vancouver. Samme bjergformationer, med sne på de fjernest og højst liggende. Nu ved jeg, hvor jeg har set dem før: de ligner billedet fra Himalaya hjemme på chatollet. Vi er inde tidlig søndag morgen d. 13., og søvagten fortsætter så til 12.30, hvorefter jeg har fri resten af dagen og frem til mandag kl. 6.00; jeg skal mødes med en dansker, der er en ven af min mors kusine Else i Holbæk. Min mor fylder 50 om små 3 uger.

De nærmere omstændigheder omkring mødet med Aage, som danskeren hed, husker jeg ikke, men jeg mener, han hentede mig ved skibet og kørte mig rundt i Vancouver nogle timer – en glimrende tur, som det må blive, når det er en stedkendt. Vi var inde på en lille pub, der var delt i to afdelinger, en alene for mænd, og en, hvor der både kom mænd og kvinder. Oprigtig talt ved jeg ikke, om aldersgrænsen for unge i Canada er 18 eller 21 år. Vejret var fint, sol og vinterligt, ganske let frost. På grund af min lette påklædning var min lyst til at udforske noget begrænset, så at opleve byen inde fra en lun bil var et ekstra plus. Afgang Tirsdag 15/11.

Et døgn senere ankom vi – onsdag eftermiddag - til Columbia River og sejlede op til en lille lokalitet, Longview i Staten Washington. Igen en papirfabrik, der lå helt for sig selv, og hvor vi skulle laste yderligere 200 tons avispapir. Når jeg tænker på, hvor tungt lastet vi var på udturen, er det jo småting, vi sejler store omveje for at få fat i her. Jeg var kun et lille smut i land og tilbragte det meste af tiden på en hyggelig lille (lun) bar, fyldt med lokale i skovmandsjakker. Over baren kørte et fjernsyn, og herude på landet spørger man ikke om kundernes alder. Der er tre større ølmærker: Miller, Budweiser og Pabst's Blue Ribbon, og de er alle udmærkede. Ved midnat lettede vi igen.

3 timer højere oppe ad floden havde vi passeret en amerikansk Vancouver, krydset grænsen til Oregon og ankom til Portland, hvor vi skulle laste store træstammer, som dækslast. Igen en ny by at skulle overskue; vejret var igen elendigt: 15 cm sne, der var ved at smelte og dertil regnvejr. Efter en nat med lysvagt til 6 om morgenen, sov jeg 2½ time og gik i land. Portland er en stor by, men det var igen et af de tilfælde, hvor det mislykkedes at finde frem til noget af det spændende. Jeg var endda løbet tør for brevpapir, så jeg havde god brug for nogle indkøbsgader. Jeg fo´r vild i et trøstesløst fabrikskvarter (og de er endnu hæsligere her end hjemme), men med mit specielle instinkt fandt jeg sporet igen og fandt hjem til skibet til middagstid.

Resten af dagen brugte jeg på at få varmen og få indhentet søvnunderskuddet.

Kl.18. lettede vi og stod ned ad floden. Nu er det forhåbentlig slut med kulden.

Der var kun en enkelt dagsrejse ned til næste station på vejen, ligeledes i Oregon. Igen op ad en flod – ikke særlig langt denne gang – til to småbyer, Coos Bay og North Bend. Det er idylliske småbyer, der har lejret sig på begge siden af floden, Og ganske rigtig er vi rykket baglæns i årstiderne; her står træerne pynteligt med gule og røde blade på inde på gaderne langs floden, og det er mildt og dejligt efterårsvejr. Flodbredden er hist og her forvandlet til en anløbskaj, og ved en af disse ligger vi.

Der skal mere tømmer ombord, til Antwerpen, siges det, og det er sikkert småting som på alle de øvrige steder. Men noget nyt er der: Vi er ved at få passagerer ombord igen, hovedsagelig til Skt. Thomas, der jo siden 1917 har været amerikansk. Nogle få vover pelsen og skal med over Atlanten ved vintertid!

Jeg var i land for at købe nogle småting, og da jeg kom tilbage, lå skibet allerede ude på floden, med en slæbedamper foran. Den skulle bare flyttes lidt længere op af floden, og jeg vidste, der ikke var længere derhen, end at jeg kunne spadsere inde på bredden og følge med i den 3/4 time, det tog. Når man ikke sejlede for egen maskine, skyldtes det, at det var mere besværligt at afbryde de igangværende arbejder i maskinrummet for de få kilometers skyld end at hyre en slæbebåd.

De vidste ombord, at jeg var helt klar over forlægningen, så der var ingen sure miner over, at jeg manglede. Når der er fastsat et afgangstidspunkt, bliver det skrevet på en tavle, der hænger øverst på landgangen, og det mærker man sig lige, når man passerer. Normalt udsættes afgangen indtil flere gange, inden man endelig letter, men det er naturligvis ikke noget, man kan regne med.

Det er også meget sporadisk, hvad jeg ellers har om Coos Bay, da jeg som sagt manglede brevpapir til at skrive om det! Men North Bend er et rigmandsområde, hvis indbyggere holder af at fiske og gå på jagt. Ser man på et landkort, støder man i omegnen på bynavne som Charleston, London, Azalea, Steamboat og Ophir (en gammeltestamentlig sagnby). Onsdag d. 23/11 var vi ved at være færdige; afgangen var sat til næste morgen kl. 6.00 og målet: San Fransisco – jubiiii!

Mens vi nu er i søen igen, kan vi fordrive tiden med en pudsig historie. Hvor den udspillede sig, har jeg ingen erindring om, og heller ingen nedskrevne clues; den har alene overlevet i min erindring i alle disse år.

En nat ovre på USAs vestkyst var der sket det, at smøreolien til hjælpemotorerne, som man tappede fra en hane, løb meget langsomt ud i kanden, hvad grunden så end kan have været. Jeg havde lysvagt og var alene nede i maskinrummet og havde lagt an til at skulle smøre motorerne, men da det gik så langsomt, beregnede jeg, at man lige kunne nå en kop kaffe oppe i matrosmessen i den tid, det ville tage for kanden at blive fuld. Jeg faldt imidlertid i snak med nogle af folkene og blev distraheret af flere andre forhold, så der gik rigtig lang tid, før jeg kom i tanker om oliekanden. Da jeg kom ned i maskinen, mødte der mig et syn: Kanden var selvfølgelig for længst løbet over, og olien var desuden løbet ud over den messingbakke, kanderne stod i, og silede nu ned på dørken. Hele den side af maskinrummet, hvor hjælpemotorerne og centrifugerne stod, var dækket af et tykt lag smøreolie!

At klare det op, forekom som et næsten umuligt arbejde, og tiden var også begrænset, inden morgenholdet ville dukke op, men det tog mig ikke lang tid at beslutte, at forsøget måtte gøres.

Der blev ilsomt hentet en stor dynge brugt twist og en pøs dieselolie, og så gik jeg ellers i gang fra en ende af. Det foregik på strømpefødder, for makinskoene ville tage skade af at soppe rundt i al den olie. Aldrig har jeg haft så meget fart på, men da klokken var 6, stod jeg helt cool henne ved pulten og tog imod, og alt var i skønneste orden. Ingen bemærkede, at jeg havde bare fødder i skoene; selv strømperne overlevede episoden.

Nutidens unge mangler lidt af denne evne til at bide tænderne sammen og do what has to be done. Jeg lærte det the hard way, men det var en nyttig erfaring.

En af mine venner havde et Bon Mot: Det gør ikke noget, man er dum, bare man ikke er rådvild, og det kan der jo være noget om.

Fra Coos Bay sejlede vi sydpå og tilbage til San Fransisco-bugten, denne gang lagde vi ind i en lokalitet, Alameda, et godt stykke syd for Oakland. Der viste sig dog heldigvis at være en direkte busforbindelse over broen helt over til Frisco. Her lå vi nogle dage og tog svesker og frugtkonserves ombord, og efter en lysvagt lørdag/søndag sov jeg til frokost, spiste og blev derefter kørt over til Frisco af nogle unge nordmænd fra Sømandskirken, der var ude med en invitation til at komme om aftenen. Sad i kirkens læseværelse og hørte mine gode plader, som jeg derefter lod blive tilbage, mens jeg tog på bytur resten af eftermiddagen og travede bl. a. rundt i Chinatown – ganske ejendommeligt atter at gå i et lille stykke Hong Kong så tæt ved strålende amerikanske strøggader.

Gik for sidste gang op og ned ad Market Street og var i en biograf, hvor de viste ikke mindre end 20 tegnefilm. Det var oven i købet tilladt at ryge i den bageste, med en glasvæg afskærmet, afdeling af salen. Manner, hvor jeg morede mig. Ved 20-tiden var jeg igen nede i Pier 23 Café, hvor Burt Bales spillede, Ragtimepianisten, You know. Jeg spiste nogle sandwich og drak en masse kaffe, for jeg var fuldstændig udkørt. Kl. 22 gik jeg lige over gaden til Tin Angel Café, hvor Wally Rose's New Orleans Band spillede. Der var imidlertid pause, så jeg besteg Telegraph Hill og kom via Montgomery Street og Union Street, der sine steder hælder 30 – 35 grader, plus bus linie 30, tilbage til kirken. Jeg var ene dansker blandt de 12-13 fastboende nordmænd. Jeg underholdt dem med lidt pianospil. De var nu rørende, tænk, de havde købt danske kager hos en dansk bager ovre i Oakland og hentet film, og så kom der slet ingen! Jeg tænkte lidt på en parallel scene i Guldfeber, hvor Chaplin bliver brændt af af to unge piger. Ved 23-tiden spurgte en af nordmændene, om han skulle køre mig ned til Alameda-bussen, der var én mere, der skulle den vej. Jeg sagde tak, men da vi kørte ned langs havnen og passerede Tin Angel, lød der vilde klarinettoner derindefra. ”Jeg vil alligevel hellere af her” sagde jeg. Det kom jeg så, og mig indenfor. Der var jazz, så det baskede. Efter et par numre meddelte Wally Rose, at der nu var pause (igen), og da jeg af erfaring ved, at der tager mindst 20 minutter, før de letter enden og spiller igen, kravlede jeg atter op ad de 400 trin til Montgomery Street. Trappen går mellem en række smukke privathaver med buskadser af meterhøje Pelargonier, der endnu blomstrede, samt Roser, Rhodondendron og Chrysanthemer, ligeledes i blomst. Fuldmåne var det også, og jeg stod lidt og nød udsigten over Bugten og broerne. Det var en ganske enestående smuk aften, helt stille og lunt. I bussen hjem fulgtes jeg med 3. styrmand, der havde været ude hos sin onkel. Først kl. 1.30 kom jeg til køjs. Sov til kl. 10 næste dag.

Efter Alameda sejlede vi op i den nordlige ende af San Fransisco-bugten og gennem et arkipelag af småøer og smalle sunde op ad endnu en flod; denne gang ind til byen Stockton. Floden er godt 100 m bred og omgivet af diger, og bag dem er der landbrug, gårde og små skove. På floden en hel del små både med lystfiskere. Det er noget uvant at se reklameskilte for Pepsi Cola og andet ude i vandet. Stockton er en nydelig mellemstor provinsby; her var hovedgaden julepyntet med de første juletræer, vi har set. Vi skal have Vindruer, Grapefruits, Rosiner og andet godt ombord; man må håbe det kan holde sig. Jeg benyttede tiden til en klapjagt på kakerlakkerne, der var blevet for mange og for frække. De gemmer sig inde i radioen, kontakterne og alle mørke steder og var også begyndt at komme op i køjen; der siger jeg altså stop. Lægger man en flaske med en sjat Vermouth på gulvet, vil de slås om at komme ind og drukne. Som før sagt kniber det øjensynlig med at finde attraktive laster, så vi ligger stille og venter på et eller andet. Omsider blev afgangen sat til onsdag morgen d. 30/11.

Målet viste sig denne gang atter at være Oakland, hvor der ventede 700 tons korn, der skulle øverst i 5-lasten. Det bliver hældt direkte ombord gennem et langt rør, så det tager sikkert kun relativt få timer. Og hvis alt går vel, hedder næste stop Los Angeles. Trist igen at se San Fransisco forsvinde agterude, mens vi stod ud gennem Golden Gate, men nu trak den gamle verden stadig stærkere.

Hjemad.

Godt et døgn senere anløb vi igen Long Beach, en af Los Angeles' 3 havnebyer. Mine forældre havde bedt mig besøge nogle bekendte, men selv om jeg havde den bedste hensigt, lod det sig ikke gøre. Los Angeles er på størrelse med Sjælland, og da jeg skulle ind og se på byen, tog jeg fra Long Beach med et S-tog og kørte i 70 minutter gennem villakvarterer, forstæder og fabrikskvarterer for at komme til Los Angeles City. Det kostede 72 cent hver vej (ca. 5 kr.). I hjemlig målestok svarer det til at skulle fra Frihavnen og ind til Tølløse, og f. eks. Hollywood ville ligge ude ved Sejrøbugten.

En sådan by er ikke egnet til bare lige at styrte rundt i – og jeg var desuden ved at være læns for Dollars.

San Diego, 9 timers sejlads syd for L.A., var meget pæn og vrimlede med marinesoldater, da den er en vigtig flådebase. Der var også mange blomstrende buske i gadebilledet. Vi lå der kun i 16 timer og tog noget bomuld ombord. Vejret var højsommerligt.

9/12. Så er vi atter i søen igen, og Stillehavet viser sig fra sin allersmukkeste side. Der er næsten ingen vind, ingen sø og ingen skyer, kun himmel og hav. Solen bager og går ned i et pragtfuldt farveorgie ved 18-tiden, som overalt i troperne. Bagefter stråler Venus i nogle timer og trækker en lysstribe på vandet hen til horisonten. Det hele minder meget om turen i sin tid gennem Middelhavet, blot med den forskel, at det nu er vinterstjernebillederne, der er fremme. Vi har set morild i vandet for første gang i lange tider.

Jeg går på frivagten kun iført korte bukser og sandaler, og må nok have viften inde på kammeret i gang igen. Tog solbad ude på Storlugen og er allerede godt brunet igen. Nede i maskinen er den store blæser, der forsyner bagbords side med luft, brudt sammen og kommer muligvis ikke til at køre mere på denne tur. Blæseren køler ikke kun, men har fortrinsvis til opgave at forsyne motoren med luft. Det kan styrbords blæser ikke klare alene, så der er undertryk i maskinrummet, og i stedet for 34 er der nu 40 grader varmt dernede. Der er ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og tænke på, hvor godt vi har det!

Søndag 11/12 – 3. søndag i Advent! Gråvejr, rolig sø (28 gr.); i maskinen 37 gr. Pyh, den er lun i dag. Har atter set delfiner og flyvefisk, og på formiddagsvagten er der set havskildpadder og en kæmpehaj. I går aftes var der livlig torden og lynild inde over land, og efter midnat var jeg til en sammenkomst inde hos Jørgen Pedersen, hvor vi drak flyversjus og Pebermyntelikør. De andre havde drukket hele aftenen, mens jeg var på vagt, og var temmelig medtagne, så jeg kunne i nogenlunde ro og mag koncentrere mig om at nyde et 3 kvarters radioprogram fra San Fransisco med Lu Watters' Yerba Buena Jassband, et af mine yndlingsorkestre. Kom til køjs omkring halv 3, nogenlunde ædru.

I aftes tog vi en tysk station på radioen. Det kan skyldes, at der nu, i en lige linje mellem os og senderen, stort set kun er saltvand, og at den tynde ”strimmel” Mellemamerika øjensynlig ikke dæmper radiobølgerne særlig meget. Over hele Atlanterhavet var der dyb nat, hvilket også letter udbredelsen.

Turen gennem Panamakanalen vil tage ca. 10 timer, og på Curacao ligger vi kun 8 timer for at tage olie. Skt. Thomas anløber vi bare for at vise flaget og sætte passagerer af, så det skal såmænd nok passe, at det bliver lige, mens jeg er i maskinen. Nogle julebreve burde der vel nok komme et af stederne. Omvendt siger telegrafisten, at der bliver mulighed for at sende breve fra Curacao, så jeg må i gang med julekortene.

13/12. Solskin, søen rolig, 26½ gr. i maskinen 36 gr., Vi har set Havsvaler og Søpapegøjer. Man har på en eller anden måde fået bagbords blæser i gang igen, godt klaret! Når først vi har fri, er livet heller ikke værst; vi får jo god, solid og nærende kost, og her er nogle typiske eksempler på kokkens formåen: 9/12 Sagosuppe og stegt lever, 10/12 rabarbersuppe og kogt laks samt vandmelon, 11/12 hønsekødsuppe, flæskesteg og is, 12/12 kærnemælkskoldskål og kød i tomatsauce med kartoffelmos, og i dag ærtesuppe og medisterpølse. Og p. g. a. tirsdagen kager til eftermiddagskaffen. Kl. 14: 42 timer, til vi ankrer op ved Kanalen. Vi skulle gerne nå en konvoj, der afgår ved 11 tiden; gi' den gas, Kaptajn!

14/12. Vi må være syd for Costa Rica eller måske tæt ved Panama. Gråvejr, regnbyger, 36 gr. I maskinen. Vi får post i morgen aften, i Cristobal ovre på Atlanterhavssiden. I dag stod menu'en på rabarbersuppe, stegte hjerter og budding! Hørte BBC på kortbølge.

15/12. Vi ankom til kanalen op ad formiddagen og var ude i det Caribiske hav sent samme dag efter mørkefald. Der er ikke nogen særlig bebyggelse på Stillehavssiden; nærmeste større by er Balboa. Ved udsejlingen til det Caribiske Hav ligger byerne Cristobal og Colon, hvilket er Columbus på spansk.

Panamakanalen går nærmest nord/syd; den har to parallelle sæt sluser, for tovejs trafik. Mens vi var på vej op, kom en Mærsk-båd den modsatte vej ovre i den anden sluse; det var længe siden, vi sidst havde set et andet skib med dansk flag agter, så jeg blev helt bevæget ved synet. Gennem et større antal sluser bliver skibene løftet op, først i en længere kunstig kanal, og siden i en stor bjergsø, der fylder det meste af Pananamatangen. I søens anden ende lirkes skibene så ned igen til havniveau.

I sluserne bliver skibene manøvreret af små elektriske lokomotiver inde på land (både til at hive og bremse); det er formentlig mere sikkert end at forlade sig på én skibsmotor. USA ejer selve kanalzonen og i realiteten også resten af Republikken Panama. Ved at have råderet over kanalen kan USA nøjes med 1½ flåde til samtidig at kunne føre krig på verdenshavene på hver side af landet!

Alle USA's store krigsskibe er følgelig bygget til at kunne passere kanalen, og det er de allerfleste af vore dages krydstogtsskibe også. Kielerkanalen gennem Nordtyskland tjente før i tiden delvis samme formål. Jeg havde adskillige fritimer til at studere hele teknikken og omgivelserne og var lige, for den gode ordens skyld, oppe og spadsere lidt på kajkanten, der hørte til den sydlige halvkugle. Der var, som bebudet, post hjemmefra. På aftenvagten var vi oppe i fart igen, på vej til den ene af de to små hollandske besiddelser ved Venezuelas nordkyst, Curacao (den anden hedder Aruba).

18/12. Ankom kl. 3 om natten til en lille oliehavn et stykke fra byen Willemstadt på Curacao. Der blev straks hevet slanger ombord og fyldt olie i de tomme tanke; vi havde kun 70 tons tilbage. Vi fik så 500 tons oveni, og det er et temmelig støjende arbejde. Jeg havde bedt messedrengene om at purre mig kl. 5, hvor jeg så lige ville i land og tage bestik af øen. Der var varmt som på en højsommermorgen, fuglene kvidrede og der var tropisk vegetation, blomster og meget smuk natur, mens jeg travede af sted på en øde landevej. Uden shore-pass. Jeg fandt en lokal pengeseddel ude i rabatten; den er stadig blandt mine souvenirs, men dens værdi har jeg til dato ingen begreb om. Så fik jeg også oplevet at drage rigere fra en plads, end da jeg kom til den! Til sidst nåede jeg til et negerkvarter, som godt kunne være en forstad til Willemstadt, øens hovedby. Som hjemme i Holland er der pillent og rent alle vegne.

Vi er så langt sydpå, som vi vil komme, så jeg har kigget efter Sydkorset på himmelen. Vi er dog stadig nord for Ækvator, så det er måske slet ikke muligt at se det. Man burde spørge 3. styrmand. Op ad formiddagen kastede vi los igen og satte kurs nordpå mod Vestindien. Nu går det omsider den helt rigtige vej.

Ma 19/12. Jeg er smukt brun igen og forsømmer ingen lejlighed til at nyde det stærke solskin, når mulighed gives. I morgen har jeg besluttet at ville bade, når vi er på Skt. Thomas. Det er jo den rene svir, dette her. Vi skulle være fremme ca. 16.30 og kommer næppe af sted før næste dag. Farvandet her omkring er for vanskeligt at manøvrere i ved nattetid. Og så står vi ud i det barske. Vi er ikke uvidende om, hvor hårdt vejret har været i Biscayen og Nordatlanten, men alle ombord håber, at vejrguderne endnu en gang vil stå os bi, så vi med lidt held, og de 6450 små hypheste i maskinen, skulle kunne være i Dublin nytårsaften. Så er der nogen, der er trætte, men vi skal da nok finde ud af at drikke det nye års skål. A Snaps a Day keeps the Doctor away.

kl. 16. Land i sigte om styrbord, men uvist hvad. Der er ganske mange øer på disse kanter.

På nær en hel fridag i San Fransisco 26/11 og en halv 5/12 i Los Angeles, har jeg arbejdet konstant 8 timer hver dag siden søndag 20/11 i Coos Bay, og når vi kommer til Dublin (og forhåbentlig har fri om søndagen d.1/1), har jeg sikkert fået en rigtig dårlig vane med at arbejde så meget, og så må jeg se at få afviklet mit tilgodehavende fridage i Europa. Men fint nok, lige nu er det jo den rene ferierejse.

Ordningen er sådan, at vi er på vagt hver dag i søen, og arbejder om dagen i maskinen på hverdage, når vi er ved land. Søndage ved land har man fri, på nær de, der passer lysvagten i maskinen (og tjener overarbejdspenge). Aage er på 4–8 vagten med 4. Mester, og Helmo på 12-4 vagt med 3. Mester. Herman og Jørgen P er på dagholdet. Afspadsering af optjente fridage er særdeles vanskelig at opnå. Den gamle maskinchef, Tante Hvam, får ferieafløser i Dublin, og de sidste passagerer flyver hjem derfra. Det betyder, at jeg så kan få lov til at gå op i passagerernes rygesalon og spille mine plader på radiogrammofonen deroppe. Jeg savner meget at kunne høre jazzmusik i de vante mængder.

20/12 Ank. Skt. Thomas. Jeg fik badet i et lunkent Atlanterhav – usigelig lækkert. Kom også ind til Charlotte Amalie. Der er stadig nogle gamle hovedstrøg med lave bygninger, der kan minde om en gammel dansk provinsby; visse danske gadeskilte er endda bevaret, såsom Vimmelskaftsstræde. Nede på kajen har en salgsmand etableret sig med nogle kasser Riise's Bay Rhum og har rivende afsætning. En flaske koster den sympatiske pris af én $. Udover breve var der et par (jule?)pakker hjemmefra. Næste morgen dampede vi af.

Vejret var til at begynde med fint, men efterhånden som vi kom længere nordpå, blev søen mere urolig. Der var kæmpedønninger efter stærke stormvejr; de overhalede skibet langsomt skråt bagfra om bagbord. De var på ingen måde skræmmende, bortset fra størrelsen. forestil jer bølgetoppe i 4. etages højde ved Rådhuset og Utrechts bygning i den modsatte ende, og så en bølgedal midt på Rådhuspladsen. Bølgetoppene skrider i slow motion ind under kølen og løfter skibet op, og et kort øjeblik har man vid udsyn over havet. Derefter synker det så ned i den næste bølgedal, og man ser vand op ad bakke til alle sider! Man skal have set det med egne øjne for at tro det.

Juleaften var der en hel del søgang, og kl. 16.30 blev hele besætningen samlet (på nær vagterne) oppe i passagerafdelingen, hvor Kaptajnen ønskede alle en glædelig Jul. Der blev skænket et par glas Punch, og Gnisten delte telegrammer ud (julehilsner hjemmefra). Der var endda et lille juletræ, som var taget ombord i Vancouver, og vi sang tvende sange.

Julemiddagen bestod af Risengrød, Andesteg og Lagkage; det havde været planen at servere is, men den havde ikke nået at fryse tilstrækkelig. Til fælles fortæring for d'herrer assistenter i juledagene var der udleveret 5 flasker rødvin, nødder og frugter, 1 fl. portvin, 1 fl. whisky og 1 fl. likør. Jeg nåede lige kaffen og småkagerne, inden jeg kl. 20 skulle ned i ”kælderen”. Da jeg kom op ved midnat, gik jeg på jagt efter et par levninger, men alt var blæst. På et bord i passagerafdelingen stødte jeg dog på et kalkunskrog med lidt godbidder på (det var første gang, jeg smagte kalkun).

Julepakkerne indeholdt en varm, grøn Cardigan – beretningerne fra Ketchikan er blevet bemærket! - som kommer særdeles tilpas. Desuden en bog, Lille Doktor til søs (der senere blev filmatiseret), hvor uendelig meget er velbekendt, samt et broderi med motiver i relation til M/S Pasadena, som min mor havde lavet. Det er siden blevet indrammet og findes stadig hos os. Min søster havde fremskaffet et antal numre af et lille blad, Jazz Parade, som blev læst meget omhyggeligt.

De efterfølgende juledage kunne de, der ikke gik vagter, slappe af, og der bredte sig en kraftig duft af Rom; det var alle de flasker, der var blevet indkøbt på kajen i Charlotte Amalie, som nu blev tømt. Der var adskillige solide branderter, og Bådsmanden og Tømreren, der delte en lille to-mands-messe, forlod ikke denne, før den sidste flaske var tømt.

På højde med de Kanariske Øer begyndte vi at kunne høre Kalundborg Langbølgesender igen om natten, og i godt vejr kiggede jeg efter Karlsvognen, men uden resultat. Som vi kom længere nordpå, afslørede Nordstjernen sig, men stadig ingen Karlsvogn. Ud fra Cassiopeias position kunne jeg dog regne ud, at på denne årstid står Karlsvognen lige nedenunder Nordstjernen (og dermed under horisonten), så det var forklaringen. Havde jeg kigget 6 timer senere, ville Karlsvognen være synlig ude til højre for Nordstjernen.

De sidste 3 dage inden vi nåede land, var vejret ganske forfærdeligt: vindstyrke 8 (10 er orkan), med kæmpebølger, der vaskede ind over dækket; skibet rullede helt vildt. Men alle er fuldstændig søstærke og påvirkes overhovedet ikke af dette ragnarok. Og der er heller ikke den fjerneste frygt for, om skibet kan klare sig. Uanset hvad, flytter båden sig stædigt 28 km fremad i timen. Fra den sydlige indsejling til Irske Hav, St. George's Channel, faldt der ro over skibets bevægelser. Vi anløb Dublin d. 31/12 kl. 0.30 om natten, hvorefter jeg kunne hvile ud i en helt rolig køje igen. Der lå 6 breve og ventede på mig.

Maskinchefen skal som nævnt hjem, og afløseren er allerede kommet; han er også en værre original. Han var dårlig kommet ned ad lejderen, før han fór over 3. Mester, der stod og røg, og gav ham en mægtig skideballe (og forbød al rygning på det strengeste). Vi er allerede begyndt at trække stempler, og den nye Chief spurgte så 3. Mester, om han ville tage overarbejde. Svaret lød: ”Nej, nu har vi sejlet en hel tur uden at kunne få overarbejde, og så kommer De her og spørger, om vi vil tage overarbejde Nytårsaften. Det kan De fanden rende mig lige tro, jeg ikke vil!” Det er 3. Mesters sidste rejse, så han vil blæse det hele et stykke. Ved midnat var der sporadisk fyrværkeri, og skibene i havnen truttede en hilsen til det nye år.

Men så her, 1. nytårsdag, har vi festet. Der ligger en svensk båd, ”Kattegat”, i nærheden, og vi har haft besøg af nogle af besætningen derfra. Men det er nogle sløje gæster, for de laver troubles, så snart de får noget at drikke. To mand blev slået ned og måtte bæres tilbage til ”Kattegat”. Vi har lavet Punch af rødvin og rom, og det går mægtig; til middag i dag fik vi aspargessuppe, Wienerschnitzel og jordbæris.

Dublin er møgkedelig; jeg var oppe og kigge på i går aftes, men det er trods alt rart at være i Europa igen. Jeg savner noget ordentlig pibetobak (amerikansk tobak er noget hø), og det plejer englænderne at have forstand på. Vi skal ligge her til torsdag/fredag.

I Liverpool kan vi risikere at ligge længe, for enten strejker havnearbejderne dér, eller også bestiller de ikke noget! Turen derover tager en halv dags tid.

Ved vejs ende.

Vi ankom til Liverpool fredag d. 6/1 kl. 2 om morgenen. Grundet tæt tåge kunne vi ikke sejle ind i havnen, men måtte ligge for anker, indtil vi kl. 19 om aftenen endelig kunne komme gennem slusen og ind i dokken. Det er en ganske hyggelig by, og jeg farter også meget rundt i min fritid.

Søndag var jeg nede i West Coast Jazzklub og hørte et fantastisk godt orkester, The Merseysippi Jazzband; det var en virkelig fin aften. Tirsdag var jeg selv i ilden i Kinkajoo Jazzklub, idet jeg sad ind hos Ralph Watmough's Jazzband og klarede mig fint. Jeg var nu også helt i topform den aften. På søndag kommer Chris Barber hertil, men da skulle jeg helst være i Le Havre. 3. styrmand mener, vi kommer af sted fredag middag, og så er der kun 3 små pladser tilbage. Her i Liverpool har vi losset bomuld, papir, tømmer, rosiner og Borax! Vejret er jævnt gråt, 4 – 5 graders varme, tåge og byger, og sommetider sne og nattefrost.

Jeg har på udsalg købt mig en solid Harris Tweed jakke, grå, formeldest 5 £; jeg regner med at have den til skolebrug resten af min studietid.

Den nye 1. mester er meget frisk; ”Tante” havde lavet en liste over alle de ting, der skulle laves i maskinen, til han kom ombord igen i Hamburg på næste rejse, men den lagde ”Lille Ras” til side og erklærede, at nu skulle vi bare se at få gjort maskinrummet rent og pænt, til vi kommer til København. Og så tilføjede han: ”Jeg er da ikke bange for den gamle Bussemand!” (Hvam).

Til gengæld er jeg raget uklar med 2. Mester, som er ved at blive tosset i hovedet. Han er hele tiden på nakken af mig, og vi skændes, så det rasler. Men han er kun et ynkeligt skrog i mine øjne.

Le Havre. Vi ankom i weekend'en, i et trøstesløst vejr. Det første, man lægger mærke til, er en kolossal forskel på tidevandet, på det nærmeste en halv snes meter. Ved ebbe går man fra kajen og ned på dækket, og ved flod går man himmelhøjt op ad en stejl trappe til rælingen. Da flod og ebbe skifter to gange i døgnet, kan man altså opleve, at skibet svæver højt oppe, når man går i land, og ligger ganske lavt, når man kommer hjem igen.

Den del af byen, jeg nåede at se, var også deprimerende. Le Havre var en vigtig strategisk havn under invasionen i 1944 og blev stærkt beskadiget. Det var den stadigvæk.

En dag fik vi naboskab i havnen af den franske atlanterhavsliner Liberté. Den havde overlevet krigen, og den havde noget Titanic-agtigt over sig, med 2 enorme skorstene, der røbede, at den var et kulfyret dampskib. Det var et kæmpeskib og vildt imponerende at se på. Så vidt jeg husker drog den af igen, inden vi selv var færdige. Længere nede ad kajen lå en mindre, amerikansk liner, United States, der var bygget efter krigen. Det var imidlertid hurtigere end alle de andre og var derfor indehaver af trofæet Atlanterhavets Blå Bånd.

Rotterdam. Denne by blev også stærkt ødelagt under krigen, men var stort set genopbygget, dog med typisk 3 etagers huse. Vi lå et helt andet sted end på udturen, så mit indre landkort skulle revideres. Det tog dog ikke lang tid igen at blive fortrolig med tingene. Nu var det vintertid, men det var stadig en rar by, og jeg afspadserede en del fridage her. Selv om krigen var hård ved Holland, virkede det alligevel som om det var mere velstående end Danmark. Der var masser af spændende ting i butikkerne, og så var det tilmed (som i England) udsalgstid.  Jeg aflagde besøg i min kære grammfonpladebutik fra i sommers for at supplere op, og fik mig desuden et par lækre, brune sko med rågummisåler.

Det talte hollandsk er noget nær umuligt at forstå, men det skrevne – på plakater og skilte - virker på grund af slægtskabet med plattysk – ret genkendeligt. Så nu kunne vi ikke være langt hjemmefra.

Hamburg. På turen fra Rotterdam stod himmel og hav i eet i den vildeste storm på hele turen. Men da Nordsøen er ret lavvandet, bliver bølgerne ikke så himmelhøje som ude på oceanerne. Det var slemt nok, men til gengæld hurtigt overstået.

Hamburgs havn er kæmpemæssig, men vi var dog heldige at komme til kaj i rimelig afstand fra Gate'n. Også her kunne man udnytte lokalkendskabet fra udturen.

Ligeledes udsalg i forretningerne og meget at se på. Jeg endte på en af turene igen nede ved Alsteren og mindedes den herlige sommeraften på udturen.

25/1. Den korteste vej hjem var gennem Kielerkanalen – eller Nordostsee-kanalen, som den rettelig hedder. Indsejlingen findes i Elb-mundingen, og kanalen er som Suezkanalen og floden op til Stockton med diger på siderne. Visse steder er det omgivende land så lavt, at skibene i kanalen syner vidt omkring. I nærheden af Kiel er jernbanen til Danmark ført på en højbro over kanalen. Det var blevet tid til at pakke kuffert!

26/1. Om morgenen, i dansk farvand, var det frost og stille vejr. Da det blev lyst, var vi ved Møns Klint og efterhånden nærmede vi os hovedstaden. Det var med en vis spænding, vi kiggede efter Pyrolyseværket på Amager, men det var stadig ikke kommet i gang, lod det til. Pyrolyseværket var et anlæg ude ved Prøvestenen, som Mærsk havde arbejdet forgæves på i flere år, og det var ved at blive en stående vittighed. Det kom aldrig til at fungere og blev til sidst pillet ned.

Men så viste det sig, at ved Orientkajen lå der et andet skib, som havde svært ved at blive færdig, og Pasadena måtte lægge bi og vente nogle timer. Først ud på eftermiddagen kunne vi omsider stage os vej gennem isflagerne i havnebassinet og lægge til.

Det havde været en lige så enerverende og kold ventetid for mine forældre og et par venner. De kom ombord til et jublende gensyn, selv om jeg stadig var i mit møgbeskidte assistent-tøj. Der var en hel del formaliteter, før jeg fik min afregning, pas og søfartsbog og kunne gå ned ad landgangen for sidste gang.

Kahytsjomfruen havde anskaffet sig en ny radio i Rotterdam og havde foræret mig sin gamle (den havde vi fornøjelse af de næste 15 år). Jeg havde stadig en flaske Riise's Bay Rhum fra Skt.Thomas tilbage, men det lod sig ikke umiddelbart gøre at fortolde den i Frihavnens Toldvagt; man skulle dog ellers synes, det var en let opgave for en tolder. Så den måtte efterlades, sammen med en hel del andre lignende effekter fra andre besætningsmedlemmer.

Jeg satte en improviseret navneseddel på min Rom. Næste dag, da jeg tog ud for at afhente den (og radioen), var mange af flaskerne allerede borte, men tolderne havde ikke taget det så nøje, om folk nu også hentede lige deres egne ting. Så min herlige Rom var snuppet af en anden, og af de få ting, der lå tilbage, var der en dødssyg flaske Rød Aalborg. Den måtte jeg så nøjes med, men jeg skrev mig erfaringen bag øret: forlang kvittering!

Turen skulle kun have varet godt 4 måneder, men endte på over 6. Jeg kunne kun få godkendt den som 2 måneders praktik, så det kom til at knibe med at få afviklet de resterende 9 måneder, jeg i alt skulle have. Selv om næsten alle ferier måtte tages i brug, fortrød jeg aldrig den enestående oplevelse, min jordomsejling havde været.

I sommeren 1957 var jeg tilmed på en anden, men kort sørejse med et af D.F.D.S.s skibe, Oklahoma, til USA's østkyst. Turen bragte mig bl.a. til Reykjavik, New York og New Orleans. Jeg havde mod på at aftjene min værnepligt i Søværnet, nu da jeg havde søfartsbog og maritim erfaring, men det blev Hæren. Vi endte dog med at blive gode venner og jeg var frivillig i Hærhjemmeværnet (HVK 6610) i hen ved 30 år under den kolde krig.

Jørgen Møller.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN