"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 11

"Gnist" Peder Hauge, Kambodia 62-64.

Den her har du nok hørt før: LÆS TIL TELEGRAFIST - OG SE VERDEN SOM TURIST.
Det gjorde jeg så bare - og det blev til ca. 10 år - de tre af årene som snesejler - bl.a. i KAMBODIA fra april 62 til august 64 - temmelig lang tid i samme skib - alligevel var jeg længe den nye mand i messen.
Gad vide om denne historie er sanfærdig? Skibet lå i København. Maskinass. Hakke havde været syg i  længere tid, og var blevet kaldt ind på kontoret til maskininspektør Faber. Nu ville Faber så være morsom:
NÅ HAR DE HAFT HIKKE HAKKE? NEJ JEG HAR HAFT FEBER FABER!

Venlig hilsen fra
Peder Hauge Hansen.

Kambodia 66.

April 1966 fik jeg tilbudt hyre på Kambodia og fik lov at gå om bord og "bo" der til vi lagde fra ca. 14 dage efter. Derefter gik det bare derud´af. Det jeg husker Kambodia mest for er det kammeratskab vi havde drengene imellem, hvor vi passede på hinanden, når vi gik i land, og så fik den ikke for lidt hvis vi (uden for reglementet) havde fået smuglet lidt sprut ind på kamrene, så var der bare fest og glade dage.

Vi brugte noget af tiden til at lave "Wulla-Bulla-Tshirts", med slagord, ØK-flag mm. som vi havde på når vi valsede i land.
Jeg var kammerdreng for 10 maskinassistenter, 3 maskinmestre og "chiefen". Sidstnævnte skulle både ha´ pudset sko og messing. Men det var en loppetjans, og jeg havde det godt om bord.

Så går det ud mod fjerne horisonter.

Aden 66.

Trækævler som dækslast

Suez-kanalen

Der holdes udkig

Det kendte monument ved Suez-kanalen

I Saigon var der jo som bekendt krig, og vi fik lidt ekstra hyre. På vej op ad floden måtte vi ikke gå på dækket, og vi kunne høre krigen i det fjerne.

Vi lå der 11 dage for anker ude på floden og var nede på prammene og hygge os med folkene der, som det måske kan skimtes på billederne.

Vi havde et kedeligt uheld under indsejlingen på floden til Saigon, der gik noget galt med kommunikationen mellem broen og maskinen. De nærmere omstændigheder kender jeg ikke, men jeg stod ude ved lønningen og kunne se at der var noget galt. Det endte med at vi kolliderede med at andet fragtskib og fik smadret gangbroen, og der var flodpramme over det hele.

Siden har jeg tit tænkt på om der skete noget med dem.

Inden vi gik op til Bangkok havde vi bådmanøvre. 8 mand til at ro og to mand til at øse vand ud ellers var vi gået ned. Det var noget af en festforestlling.

Kokken var en flink fyr, som tog os i "kraven" og før vi nåede Bangkok fortalte han os lidt om hvordan det var klogt at bære sig ad, hvis vi ikke kunne holde os fra damerne, og så var det vores egen skyld hvis vi rodede os ud i noget snavs.
Den første aften på "myggen" mødte jeg en smuk ung dame på min alder.
Jeg var med nede og besøge hende hvor hun boede i de små hytter i "Sumpen". Jeg svor troskab til hende og vi aftalte at mødes på tilbagevejen. Det er lidt naivt, og virkeligheden kender vi........

30. september 1966 afmønstrede jeg i København.
Turen med Kambodia har været en af de største oplevelser i mit liv.

Siden har jeg levet som landkrabbe.
Med ønske om fortsat Go´ vind.
Hilsen Kurt Larsen.

Hej Willy

Jeg startede i Kompagniet i 1954 som Letmatros ombord i "Mombasa" på en Australiens rejse, i hele tresserne sejlede jeg som fugerne tømmermand-matros og afløserbådsmand i forskellige af Kompagniets både, indtil jeg gik i land fra "Aranya" i 1972 og blev færgematros( skibsassistent) i 28 år, på overfarten Spodsbjerg -Tårs.
Jeg har haft et par kedelige oplevelser i tresserne ombord i "Patagonia" og "Sibonga" begge med udgangs punkt i Saigon , begge rejserne var de trationelle Kina Japan rejser.

Først i tresserne lå vi i Saigon med "Patagonia" og efter ugers ophold og ture i land, blev koksmaten ,bageren og ungtjeneren meget syge, efter to dage blev de indlagt på hospital i Saigon, efter et par dage døde koksmaten og bageren, ungtjeneren kom sig. Det viste sig at de alle havde stærk konsekration af kolera i kroppen, hvordan de havde fået det vides ikke, de blev brændt på åben bål, der hvor de lokale også blev brændt, førstestyrmand, hovmesteren og en fra kontoret overværede brændingen, deres aske blev sendt hjem. Stemningen om bord var meget trykket.
Da kolera er en meget smitsom sygdom skulle deres kammere ryddes og vaskes ned deres ejendele brændes, der blev forespurgt om nogen ville gøre det, jeg meldte mig, det var ikke et behageligt arbejde, jeg fik et par fridage for det, efter 28 dage i Saigon fortsatte vi rejsen nordover, på hjemrejsen efter Bangkok blev ungtjeneren igen syg efter at have kontaktet Medical, fik vi besked om at søge havn hurtigst muligt, så maskinen fik lov at yde alt hvad den kunne det blev til godt 16 knop fuldlastet, vi nåede tidsnok til Singapore, hvor ungtjeneren kom på hospitalet nok engang og redde livet.

I midten af tresserne var jeg påmønstret "Sibonga" også for en østen rejse, vi lå også denne gang i Saigon, da der kom Taifunvarsel, Taifunen kom oppe fra Hong Kong området med kurs ned mod os, Kaptajnen Zhargo Pedersen valgte at forlade Saigon hurtigst muligt, ned med bommene skalke lugerne, ned af floden og kurs mod Philipinerne, men da Taifunen var på højde med øen Hainan, drejede den over mod Philipinerne, og da vi var for langt ovre måtte vi vende om og gå ret i mod den, så brød et helvede løs vi rullede og bankede pæle i så det var en gru, regnen væltede ned, pludselig sprang 3 af vores vejrdæksluger af på 2. og 3. lugen, dækslerne røg ud til skanseklædningen den anden ende blev stående på lugekarmene, skipperen vendte skibet op i mod søen så vi havde nogenlunde læ på fordækket, vi matroser havde livliner på mens vi prøvede at få lugerne på plads igen, det lykkes os ved hjælp af spillene at hale lugerne op igen, men de var skæve, vi hentede hvad vi havde af patenttaljere, og fik trukket dækslerne ned i karmen igen så vi kunne få presenningerne på og skalket igen.

Kompagniet havde fået besked på at vi var i alvorlige vanskeligheder, efter sigende havde de næsten opgivet os.

Efter fordækket kom agterdækket, der havde vi 50 tønder med kemikalier som alle havde revet sig løs og trillede rundt mere eller mindre fyldte, alle som var i stykker varpede vi ud over siden det var et farligt arbejde da vi stadig rullede, men det lykkes uden at nogen kom til skade. Det som var i tønderne blandet med vand havde dannet noget svampeligende stof som havde sat sig under lugekarmene og skanseklædningen, inden vi nåede Hong Kong, havde vi en gang skylleluftbrand, gnisterne derfra antændte svampen så vi måtte slukke det uden den store dramatik.

Da vi nåede til Hong Kong efter 8 dage fik alle fri i 3 dage, passagerne havde fået nok, og ville ikke fortsætte rejsen.

Da lugerne blev åbnet var næsten alt ødelagt, vi havde nogle Ferrari biler i underlasten, der var ikke meget bil tilbage, da de havde fået marmor blokke ned over sig, som havde stået på mellemdækket, alt var et virvar i lasterne, vi redde livet og skibet, så skidt være med resten.

Jeg har desværre mistet min søfartsborg fra den tid, så derfor ikke de nøjagtige tidspunkter, Hvis nogen som læser dette, og var med på de 2 ture og har årstallene, så send dem til Willy.

Dette var beretningen om de mest dramatiske perioder i min tid i Kompagniet.

En hilsen til alle snesejlerne.
Henri Holm.

Hej, jeg hedder Erland Christensen
Jeg er stadig aktiv skibsfører.

Jeg gjorde i 1964-65 tjeneste om bord i m/s. MALACCA, som letmatros. Jeg vil gerne bidrage med et lille tilbageblik fra den tid. I.h.t. min søfartsbog mønstrede jeg den 16. november 1964 i København (skibet lå i dok hos B+W) Vi sejlede til Gavle, Luleå, Karlsborg og jeg tror vi var i Kotka også. Derefter returnerede vi til København og her blev en del af besætningen skiftet. Den del af besætningen jeg husker er: Kaptajn: Lassen (jeg mener vi kaldte ham "Træskolassen", han gik altid i hvide træsko) O-styrmand: Sonnichsen (stavningen er som husket), Men han var kun med rundt i Europa. 2. styrmand: Grumsen (eller Grummesen) bådsen: Børge Larsen (Esbjerg) matros: Hans Burchardt 2. letmatros: Jeg husker ikke hvad han hed, men det var "bagerens søn" (fra Tagensvej tror jeg.) Donkeymand: Vig Vagn Greve (han levede vel op til sit navn) Det jeg husker bedst var at tømreren havde bygget et skelet til et sommerhus til bådsen af dunnage fra papirlasten (4x 4 tømmer), som han havde fået lov at tage af skipperen. Det passede lige på 5 lugen, og der blev holdt rejsegilde midt i Biscayen. Inden ankomst København, blev det stuvet sammen så det lignede dunnage, og så blev det lastet på en lastvogn og kørt til Ringkøbing Fjord. Rejsen var præget af mange lange havneophold. Vi gik på grund i Skienfjorden (lastede salpeter på Herøen og cement i Brevik.) Grundstødningen betød dokning i Kiel, og det betød så at vi ikke kom ud fra Europa inden jul, men til gængæld holdt et mægtigt julegilde bl.a. i Green Island Bar i Rotterdam. Gilder holdt vi i øvrigt rigeligt af, som jeg husker det. Efter København var vi som nævnt på Herøen og så til Kiel. Derefter var det: Bremen, Antwerpen, Rotterdam, Dunkirk, Port Said, Aden, Bombay (16 dage), Cochin (8dage) Madras, Calcutta (21 dage), Rangoon (14 dage) derefter hjemtur via stort set de samme havne bortset fra at vi holdt påske i Genova.
At der kunne tjenes penge på denne sejlads er mig stadig en gåde. At vi havde mange havneophold, fremgår af min afregningsbog, jeg havde 430,- kr til gode ved afmønstring efter næsten 6 måneder, men vi havde det sjovt.

Med venlig hilsen
Erland Christensen

3 maskinass. i godt selskab på styemandselever kammer på Sumbawa i 1965 på vej til Australien.
Der blev ikke bare drukket øl. Bemærk helt til venstre i billedet, en dypkoger og en dåse Nescafe bliver båret ind.

Hilsen Uffe Andersen.

Hej du gamle snesejler!

Som före detta samseglare i Scanservice, på ASOK båtar, så är jag mycket intressserad av att få ta del av dina filmer om de bästa båtarna, den bästa tiden och de bästa traderna som funnits för en sömand! Jag minns givetvis alla ÖKs smucket skiber från alla hamnar på Östern och även i våra nordiska vatten. När jag var lättmatros på "Japan" så låg vi ofta samman med "Poona" både på östern och här hemma och när hon så olyckligt brann i Göteborg hade vi just lämnat för en kustresa runt skandiavien. När vi återkom på utresan låg det sorgliga vraket där i Lundbyhamnen.

Jag skulle bli mycket glad om du hör av dig och låter mig få beställa filmerna av dig. Tänk att få återse alla dessa platser som man bara drömt om de seanste trettio åren! (Og alle piger!?)

Bästa hälsningar!
Lasse A

Hej igen!

Jag har haft stor fornöjelse av dine sider och jag är meget glad för muligheten att bestille filmerna. Du tar väl inte in något från en som "bara" seglade i "Svenska ÖK" men vi seglade ju under samma röda propeller i kompaniflaggen (Scanservice!) så jag gör ett försök.

.

"Japan" laster tømmer Otaru 71.

- Hösten 1971, ett halvår före Kina-Karsten, låg vi med gamle "Japan" i Otaru och lastade virke i närmare fyre uger och det vet ju alle hvordan det går till under så långa hamntörnar! Förmodligen samme kaj som på Kina-Karstens paene billeder och bara ett par block från Enishi Bar där vi tillbringade en stor del av vår fria tid. Jag tycker mig känna igen baren på Karstens bilder (och i så fall är det nog jag och mina skeppskamrater som hängt ASOK-flaggen och Göteborgsgösen på skottet!) men Mama-San på Enishi Bar var Youmi Hanabata då vi var där? Jag extraknäckte där på kvällarna som inkastare (och utkastare vid behov!) Jag fick lön i form av fri Kirin och "umgicks" med en blyg servitris som hette Leiko. Jag hade ett block med rabattkuponger (ses på bild!)

som jag delade ut till förbipasserande japaneser och dom ju är för väluppfostrade för att tacka nej så det blev en del äkta män som kom sent hem till familjens kvällsvard. Min kompis Pelle hjälpte till bakom bardisken när det var mycket att göra och honom tog Youmi själv hand om.  Leiko och jag fick låna Youmis lilla Toyota och for på picknick uppe i bergen och vi var alla som en liten familj. Pelle och jag försökte få mönstra av men vi hade "svensk hamn" så försten bad oss ta tillbaka böckerna vilket vi gjorde när vi nyktrat till.  Dessvärre har jag varit dålig på att ta foton under min sjökarriär men jag har några andra minnen därifrån och så har jag fått ett par "Instamatic" billeder från dåvarande andrestyrman, en australiensare vid navn Grant MacKenzie som vi plockade upp i Cristobal når den ordinarie fick sjukavmönstra där på utresan.

- En "halv fridag" gick jag och en matros vid navn Tommy Dahlin upp i byen för att proviantera. Vi hittade en lille spritbutik och till vår förvåning stod där ett parti med Pommac-kassar på golvet!? "Först en Pommac!" stod det på klingande svenska på kassarna. Hade det varit Carlsberg så hade vi inte reagerat, men svensk "vand" i mörkaste Japan!!?? Jag köpte en sexpack bara för att visa grabbarna. Vi köpte förstås en kasse Smirnov också och när vi gick ombord så såg skepparn vår last men han tyckte bara att vi var små på groggvirket! Mycket hände på den båten och jag har fortfarande kontakt med överstyrman, andrestyrman, båsen och Pelle och vi har våra reunions sedan ett par år tillbaka. Nostalgin sätter in på gamla dar!

- Nämnde matros Dahlin "glömde" att säkra ankarkättingen på babords ankare när han höll på att måla ankarspelet i Indiska oceanen på den hemresan. På natten vi fick en storm och vid tretiden på natten orkade bromsen inte hålla ankaret så det löpte ut i full fart fram. De båda ankarkättingarna var sammanschacklade i bottnen på boxarna och det, plus att jungman på vakt hann fram och tajta bromsen, gjorde att allt inte bara löpte ut utan blev hängande med alla schacklar ute, mitt i sjön, i dåligt väder. Ankarspelet orkade inte självt hiva upp det hela utan vi fick ta hjälp av hissvajervinscharna på fördäck för att så sakta få hem det hela. Hela däcksgänget var där framme utom jag för jag fick ta rodret och stod torr från överspolningarna men våt av svett, för det var inte lätt att hålla upp mot vinden med knappt styrfart. Efter fyra-fem timmar så var ankaret uppe, till pris av en massa sprängda hissvajrar och ett sjöblött däcksgäng, men alla var nog i alla fall rätt nöjda med sin insats.

- Ja, många är minnena från alla goda hamnar på östern och alla dom riktiga barerna med heta kvinnfolk och kalla öl. "Hong Kong Bar" i Penang, "Jungelbaren" i Port Swettenham, alla barerna på Anson Road i Singapore; "Paradise", "Seaman's Paradise", "Champagne Bar", mfl och en "flied lice" mitt i natten bland billiebojsarna på Bugis Street. Kobe var lite av en hemmahamn på östern med "kustledigt" hemma hos Chico.

- Sedan har vi sydamerika och Karibien också, men det är en helt annan historia!
Ha det! Som norskarna siger.

Kære Willy snesejler

Tak for det store arbejde, du har lagt i denne hjemmeside.
Jeg fik helt vand i øjnene, (glædestårer) da jeg læste den, og da jeg så de mange fine billeder. Det er jo klart, at det kalder rigtig mange, både dårlige men flest gode minder frem.

Jeg har sejlet som maskinassistent i SAMOA. Vi startede fra B&W lige først i Dec. 1953.
Turen gik op til Gaevle og Søderham i Sverige efter træ og papir, som skulle med til Australien, og uha, som jeg var søsyg, ja, - jeg brækkede mig, selv efter vi var tyret fast til kajen oppe i Gaevle.
Næste havn var Gøteborg og da vi gik op gennem Øresund og vi vinkede farvel til København, tænkte jeg ved mig selv, det bliver vist en grim tur jeg her har vovet mig ud på, nu skal vi helt omkring Australien inden vi kommer hjem igen. Vi havde, på dette tidspunkt, ikke meget last, så skibet skabte sig noget, eftersom det lå højt i vandet.

Ledsagerbåd om bord

Handlende sælger marokkopuder og lædermapper

Der er jo rigtig meget at fortælle om fra sådan en tur, men den vil jo nok ligne en af dem der allerede er skrevet om ØKs skibe. Det jeg godt kunne tænke mig er, at høre fra de tre andre assistenter, som var med på turen.

Suez

Det var Lassen, samt Poulsen, og Pedersen. Jeg husker ikke deres fornavne.
Maskinchefen hed Ernst Simonsen, Anden- samt tredie- og fjerde-mester husker jeg heller ikke hvad hed. Måske tredies navn var noget med Deleuran, han var vist nok fra Esbjerg.

Port Sudan lastes harpiks ved håndkraft.

Jeg kan ikke finde pæne og gode ord , der er nok dækkende, for det kolossale arbejde, du har lagt i denne snesejler-side. Det er helt fantastisk.

Et kig ned i lastrummet

Kokken, Phillip og Vagtmanden

Det ærgrer mig, at jeg ikke har taget billeder nede i maskinrummet, men jeg husker det, som om det var i går. Indretningen med de tre hjælpemotorer, - køler-kompressorrummet med ammoniak kompressorene. - Skrueakslen og Bærelejerne ude i gennem tunnellen.

Sandal sælger Aden

Jo, - Willy, - Det kalder virkelig mange minder frem.

Jeg gik hundevagten sammen med 3. mester, en herlig mand, som lærte mig mange ting.

Jeg skulle fx. omregne Fahrenheit grader til Celsius. Nogle af termometrene nede i fryselasten var Fahrenheit, og der skulle skrives Celsius i journalen. Det var også ham, der lærte mig, at udregne HK. Jeg var jo kun udlært vogn- og beslagsmed dengang. Da vi var kommet til Søderham, skulle vi lynhurtig afmontere dækslerne ind til krumtaphuset, og mærke på lejerne om der var nogen, der var unormalt varme. Jeg stak hovedet ind og kiggede.
"Tak ska du ha, - hvor meget af det her kører rundt," sagde jeg til mig selv. Jeg havde jo aldrig set så stor en motor før.

Samoas fodboldhold

Ernst Drastrup - og "messepeter"

Samoa ved kaj.

Samoa går under den berømte Sydney Harbor Bridge

del af den berømte Sydney Harbor Bridge

Styrmandsaspirant Gunner på vej op af landgangen

I Rødehavet møder vi den gamle India.

En dag lige før middag, inden jeg skulle ned på vagt, gik jeg en tur ud til rælingen og kiggede ud over havet, Assistent Petersen kom ud til mig, tog hånden op til panden og spejdede ud over Det Indiske Ocean, og sagde:" Hva f......, er vi allerede kommet så langt," (vi havde kun set vand de sidste 14 dage).

Rigtig mange venlige hilsner
Ernst Drastrup
.

Hej Willy

Lidt om mine egne oplevelser med ØK :
M/S "Simba" var det første langfartsskib, jeg som 16 årig var påmønstret, idet jeg inden da kun havde sejlet som skibsdreng på skonnerten "Hebe", bemandet med skipperen, hans kone og jeg.
"Hebe" lastede jernskrot forskellige steder i Danmark, som skulle til smelteovnene i Frederiksværk.

Herefter var det ud og se den store verden, og gerne noget med østens mystik, men det blev i første omgang en rundtur med M/S "Simba" til vestkysten af USA og Canada, fra 19. nov. 1970 til 19. feb. 1971, med J. Nielsen som skibsfører, jfr. søfartsbogen. Farten var vistnok et samarbejde mellem engelske Blue Star Line og ØK.
Da turen efter lastning i Århus, Glasgow og et par andre nordeuropæiske havne, både gik til Sct. Thomas og Christobal ved Panamakanalen, fik jeg hurtigt øjnene op for, at der også var andre spændende steder end fjernøsten. Dog var det lidt af et kulturchok som 16 årig, at komme fra Scotland, med relativt uskyldig flirten med de skotske piger til lørdagsballet i sømandskirken ( skarpt overvåget af deres forældre) til den langt mere direkte facon, som pigerne i Christobal benyttede.
Livet ombord blandt os 5-6 drenge var en blanding af godt og mindre godt kammeratskab, ædel kappestrid om alt muligt, herunder i " hvem kan få flest whiskyflasker med op fra underlasten?", hårdt arbejde i mange timer om dagen, lidt slåskamp ind imellem, og en fælles enighed om at det var sjovt at drille kokken "Bjarne Hungernød", hvis svar på spørgsmålet: " hvad er det varme i dag, kok", altid og uden undtalelse, var: "det er koldt", efterfulgt af et svedent grin. En af de faste "jokes" var at fløjte i talerøret mellem pantry og kabys, og når  "Hungesnødden" så satte øret til tragten for at høre beskeden, var det ikke altid en besked, men en kande isvand der kom ud af ud at røret. Det synes vi var rigtig sjovt dengang.
Turen gik videre til San Pedro med vandflyvere og tatoveringer til de "modige", og ikke mindst til San Francisco med hippier, Chinatown og Alkatraz. Bare det at køre i bil ned af den samme snoede vej som Steve McQueen havde gjort i  filmen "Bullit" i en Ford Mustang, var hele turen værd, selv om vores tur var i den norske sømandskirkes Chevrolet Van.
Inden turen gik hjemover igen, var vi i Vancouver, hvor vi bl.a. så spækhuggerne optræde i Aquarium og i Port Angeles, hvor vi var i en biograf, hvor man kunne købe varme "buttered" popcorn, og sågar også kunne ryge cigaretter under forestillingen.
Tilbage i Europa var min kammerat, Lars Høite, og jeg så uheldige at blive agterudsejlede i Rotterdam. Efter en fugtig tur gennem Kattendrecht endte vi på Norge Bar, hvor vi glemte tiden, så da vi endelig kom ned til kajen, nåede vi lige at se agterenden af "Simba" på vej ud mod Hook van Holland.
Agenten kunne kun  tilbyde en seng i den lokale politistations fængsel. Dagen efter blev vi på konsulatet udstyret med en enkeltbillet til Le Havre, samt et nødpas, så vi kunne komme tilbage og passe vores arbejde på skibet. Ombord i Le Havre blev der nedsat en søret, der  idømte os 99 års karantæne fra ØK efter hjemkomsten. Vi spurgte ikke, om vi efter karantænens udløb skulle møde op om formiddagen eller om eftermiddagen, da vi godt kunne se, at det var en alvorlig ting at blive agterudsejlet. Til Kompagniets fordel skal det også tilføjes, at vi aldrig blev trukket i hyre for 1-2 dages manglende arbejde, eller for de øvrige omkostninger vi havde påført ØK til togrejse, madpenge m.v.

Senere blev jeg uddannet maskinmester , og har også søgt hyre hos ØK uden at få stukket "karantænen" i næsen, men af forskellige årsagen blev det alligevel ikke hos ØK,  jeg fik min sejltid som maskinmester. I stedet blev det i Dannebrog og Mercandia, men det er en helt anden historie.

Med venlig hilsen
Steffen Agger.

Hej Willy !

Jeg har med tårer i øjnene studeret din side, og kom pludselig i tanker om en del gamle billeder jeg havde liggende på loftet.
Her er der et par stykker af dem.

Hilsen Birger Helle.

Fest på poopen

Hej !

jeg startede som ungmand i Kina 65. og var med den i 2 rejser med "Karl mangepenge" som skipper  jeg var med dengang vi var ved at blive minesprængt på vej op til Saigon, vi var så heldige at vi lige var drejet af for nogle fiskerbåde der kom ud fra en sidekanal, ellers havde vi fået eksplosionen lige op i 1. lasten sikken en panik der blev med amerikanerne, der kom både jagere og bombefly og bombede inde i junglen, da de mente at den blev aktiveret inde fra land, men en af deres helikopterhangarskibe var ikke så heldig, den stod på bunden af floden efter sprængningen da vi sejlede ud igen og det var slået stort op i aviserne i Danmark, at der var fare for vores liv derude i krigssonen.
Man kan også se på nogle af billederne, at der også var tid til fest i messen, to af matroserne der skal forestille at spille guitar oppe på bordet er Rudi fra Nakskov og Flemming der var fra København. Fyren med det smalle fuldskæg hedder vist nok Peter

Ellers har jeg haft 2 rejser med Busuanga med Gunner Jensen som skipper, og en rejse med Asmara med Schøtt Skov som skipper og Tipsmark som 1. styrm. Både Busuanga og Asmara var jeg letmatros på.

Mange hilsner: Steen Nielsen.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN