"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 13

.

Letmatros Hans Chr. Elbergs dagbog.

Fra en rejse med ”Lalandia” til Fjernøsten i sommeren 1948.

Lalandia 1950.

For at begynde med begyndelsen. Først må man jo have sig en hyre, og for at kunne mønstre i større skibe, må man være medlem af ”Sømændenes Forbund”, der har domicil i Heruf Trollesgade. Her møder man troligt op hver formiddag og får sit ”stempel”. Da jeg helt bevidst havde udset mig en ØK-båd til Østen, måtte jeg samle mig ca. 30 stempler. En ”auktion” skaffede mig så ret til letmatroshyre.

Men så let går det ikke. Vi skulle først præsentere os på ØK ´s forhyringskontor i Strandstræde. Her residerede det frygtede Kaptajn Larse´n, der skulle se os grundigt an. Jeg må jo have virket tilforladelig, for jeg fik ingen nærgående spørgsmål. Så derfra gik det til Rederiforeningens læge i Amaliegade, hvor helbredstjekket med mere blev foretaget.

Der er stor forskel på, hvad en sømand, der har sit job at se til om bord, og en turist, der kun har sig selv at tænke og passe på, oplever på en lang sørejse.

Turisten når at få det hele med, når alle oplevelser, ser alle seværdigheder, han møder på sin vej. Han kan måske gøre sin rejsebeskrivelse mere interessant.

Ikke desto mindre vil jeg her forsøge at give en beskrivelse af, hvorledes en sådan rejse former sig for sømanden, der ikke altid kan fare rundt, som det passer ham. Han er bundet til sit arbejde om bord og kan ikke følge en fastlagt plan, men må tage begivenhederne, som de kommer.


Lalandia 4 master.

Lalandia efter ombygning fra 4 master til 2 master.

I Københavns Frihavn ligger Ø.K.´s store motorskib ”Lalandia” og laster stykgods til arabiske lande, Indien og Det fjerne Østens sydlige del. Der er travlhed om bord, folk kommer og går uafladeligt, op og ned ad landgangen. Der lastes både fra kajen og fra pramme på søsiden, både kraner i land og skibets egne bomme svinger uafbrudt frem og tilbage over skibet og lader godset forsvinde ned i lastens dyb.

Hvad sendes der så til Fjernøsten her fra Danmark, vil mange sikkert spørge? Den førende eksportartikel til den del af Verden ser næsten ud til at være øl, i pæne, brune flasker. Ikke mindre end 1200 tons Carlsberg og Tuborg med dansk etikette på den ene side og en etikette med modtagerlandets sprog på den anden side. For øvrigt med en alkoholprocent, der er det dobbelte af en almindelig pilsner. En anden stor artikel er dåsemælk; desuden papir fra Norge og Sverige i transit med omladning i Frihavnen. På dækket står en stor betonblandemaskine til Bombay i Indien.

Hele dagen igennem kommer der stores og proviant om bord; flere hundrede kilo maling, kød, mel m.m. Der er øl og spiritus, tobak og cigaretter, chokolade, sæbe o.m.a. Vi har nok at gøre med at stuve det af vejen.

Så når vi frem til den sidste dag i Danmark. Mig påvirker det måske mere end mange andre af besætningen. Jeg har aldrig været uden for Nordeuropa, idet jeg fik min første hyre under krigen i de såkaldte småskibe, hvor man skulle være mønstret i over 2 år, for senere at kunne komme på navigationsskole.

Det er torsdag den 22. april. Skibet vrimler med pårørende, der vil tage rigtigt afsked og være sammen med deres kære, så længe, det er muligt.

Kl. 19 lyder ordren: ”Alle besøgende fra borde”. Efter håndtryk, kys og ømme kærtegn skilles man så. Slæbebådene begynder at hale i Lalandia og, og landgangen hives op. Langsom glider skibet fra kajen, og snart efter ligger vi ude i havnen. Helt ude på spidsen af Langeliniemolen står en del af de pårørende og vinker farvel til os, der ikke skal se Danmark før efter ca. et halvt år igen.

Natten igennem går det op langs den svenske kyst, og hen under morgen løber vi ind i Göteborgs Skærgård og får lods om bord. Øernes antal og bebyggelsen på disse bliver tættere og tættere, jo længere vi kommer ind, og snart efter er vi i Götaelvens munding, hvor byen breder sig på begge sider af elven. På sydsiden mest beboelse og forretningskvarterer, på nordsiden de kendte skibsværfter ”Eriksberg” og ”Götaverken”

Det er St. Bededag i dag, altså fridag for os, men ikke for svenskerne, og da disse ikke ville flytte en stor bunke skidt i lastrummet, måtte vi til stor ærgrelse i gang med det, trods ekstrabetalingen.

Her laster vi papir. Kl. 11 om aftenen er vi atter klar til afgang og glider snart efter ud gennem den smukt oplyste by. På vejen passerer vi den helt nye og meget smukke Amerikabåd, ”Stockholm”.

Vore rationer af cigaretter og tobak er til søs så store, at vi knap kan nå at ryge dem. Desuden er de af engelsk eller amerikansk fabrikat. Men cigaretter er en god handelsvare, hvor vi kommer frem, så de får sikkert ben at gå på.

Sømandens arbejdsdag bliver aldrig triviel, hver dag er der små oplevelser, der sætter kulør på tilværelsen. Jeg stod således til rors, da den nye tjener kom dansende op i styrehuset med to bakker, henholdsvis kaffe og appelsiner til Kaptajnen og hans frue. Det så meget elegant ud, indtil den ene bakke ”røg på dørken” (som gulvet kaldes til søs), med en klingende lyd. Staklen glemte, at han ikke var på en restauration, hvor gulve har for vane at forholde sig i ro, og svingdøre er noget, man bare puffer til. Skipperen åbnede døren med et: Hvad satan er det ? Han prøvede på at se streng ud, men forgæves.

Den følgende time hjalp jeg tømreren med at passe luger til på 2-lugen. Den skal nemlig fungere som tennisbane, så den skal være så fast som muligt. Om bagbord så vi lige det sidste stykke Danmark for denne gang, det var landet ved Hanstholm, der dog snart forsvandt i kimingen, som horisonten hedder til søs. Vi sendte en venlig tanke derind og stod lidt og faldt i tanker. Dog blev opmærksomheden snart fanget af noget helt andet. En flok springere kom hen foran stævnen på os og begyndte en veritabel gymnastikopvisning. De blev belønnet med en bøtte affald, som de straks faldt over og helt glemte opvisningen.

Middagsmaden om bord må jo være en drøm for sådanne, som ikke har adgang til alle de rariteter, som vi har her. I dag vankede der ”ris i karry” (kom vi senere til at vride næse af), sød suppe med rosiner, svesker og abrikoser og svesketærte til dessert. Man må huske, at i 1948 var der endnu streng rationering i Danmark.

Søndag eftermiddag fik vi England i sigte og stod lidt efter ind i havnen i Middlesbrough. Masser af skorstene, røg over det hele, kort sagt en rigtig beskidt by. Det ene store jernstøberi og højovne ved siden af det andet osede om kap. Det var vort første indtryk af denne by. Gennem den flere kilometer lange havn passerede vi masser af skibe af alle nationaliteter, der lå og lastede.

Når man kommer til en havn, hvor man ikke tidligere har været, må man naturligvis en tur i land, hvis lejligheden da byder sig, vel at mærke efter fyraften. Det var noget af en skuffelse, så fattigt havde jeg ikke forestillet mig England. Byen så næsten ud, som var krigen holdt op dagen før. Havnekvarteret bestod af uendeligt lange gader med fuldstændig ens rækkehuse overalt.

Arbejderboliger. Hvert hus med 3-5 skorstenspiber, for en pejs i stuerne havde man da. Men som en Englænder jo siger:” My home is my castle”. Vi prøver naturligvis at komme i kontakt med folk, og de er yderst venlige og hjælpsomme, når det kniber med at finde vej, men sproget ligner ikke noget af det engelsk vi lærte i skolen.

I aften er vi inviteret til bal i Sømandsmissionen. Kan en dansk sømandsmission gøre det efter? Desværre er interessen ikke overvældende. Der er jo kun en 3-4 piger, og så går man på pub i stedet for. Det var da det mest uhumske sted vi kunne have valgt. En aften nåede vi da også i biografen. Der var da flere af slagsen, og de lå alle i den centrale og pænere del af byen. Ved den lejlighed fik da konstateret, at Middlesbrough er større end vi havde troet. Der var da lyssignaler i alle gadekryds, og den slags luksus forbandt man med byer af en vis størrelse. Så var der også de 2-etagers busser, det mest engelske, vi kunne forestille os.

At gå i biografen her er ikke som derhjemme. Man kan komme og gå som man vil, blive siddende i 8 timer for samme pris kan man også, hvis man da har lyst. Der spilles 2-3 film i uafbrudt rækkefølge. Vi valgte de bedste pladser, 2 shilling pr. stk. Det så lidt faldefærdigt ud. Men da jeg satte mig, fik jeg dog den største overraskelse. Op af et hul i det polstrede sæde stak en mægtig fjeder, lige op i bagdelen på mig. Trods denne ubehagelighed holdt vi dog ud i to timer. Kl. 22 var det slut. Så spilles nationalsangen, på lærredet toner det engelske flag og kong Georg VI frem. Folk rejser sig, blotter hovedet og forlader så stilfærdigt etablissementet.

Når man går gennem den mere fattige del af byen, kan man til enhver tid risikere at blive overfaldet af en flok lasede unger, der tigger. Det burde de, der opdrager deres børn skamme sig over og gøre noget ved. I 9 af 10 tilfælde er der ingen grund til tiggeri.

Fra et lodsfartøj, forankret ud for det fra kampene i 1945 kendte Vliessingen, fik vi hollandsk lods om bord. Det var en mørk aften, så meget kunne vi nysgerrige letmatroser ikke se. Ved byen Oostende skiftede vi til belgisk lods. Han tog os gennem Schelde-floden til Antwerpen, hvor vi fortøjede ved Ø.K.s pakhusanlæg klokken halv to om natten. Jeg må blankt erkende, at navnet Antwerpen har en skøn klang i enhver sømands øren. Den anses som en af Verdens bedste havnebyer. For udenforstående er det næsten umuligt, at forestille sig, hvad der kan lade sig gøre i denne by. Bare det at købe ind, var en fornøjelse. Ikke kun, at alt kunne fås, men til halv pris i forhold til hjemme, og tilmed i kvaliteter, vi ikke var vant til. Amerikanske varer til priser, under hvad de koster i Amerika, (sagde man da). For 100 frc., hvad er svarer til godt ti danske kroner, kan man godt more sig, ja man kan endda blive plakatfuld, hvis det da er, hvad man forstår ved at more sig.

Vi måtte naturligvis have lidt mønt, så vi bestilte hver 2000 frc. Jeg har moret mig med at notere nogle priser ned: (omregnet til kr.)

Gulvtæppe, 130 kr., vægtæppe med dyremotiv 12 kr., løbere 10 kr. pr. meter, undertøj 6 kr. pr sæt, 4 par sokker for 5 kr., nylonsokker 2 kr., nylonstrømper 5-12 kr., frottehåndklæder 1,50 kr. stykket, lommetørklæder 40 øre, et sæt khakitøj 30 kr. o.s.v. Butikkerne bugner med sydfrugter, chokolade og andet godt. Jordbær er der allerede fra maj til almindelige priser.

Hvad man straks lægger mærke til her, er den gennemførte renlighed, der hersker overalt. Intet papir får lov til at ligge og flyde. Hver morgen stiller beboerne deres skraldespand ud på fortovet, vogne kommer og henter det, hvorefter det hældes ned i en pram. Denne slæbes så ud på Nordsøen, hvor den tømmes!

Selv de utallige værtshuse, der præger alle dele af byen, men dog mest havnekvartererne, ser så pæne og appetitlige ud, at hele Verden kunne lære noget deraf. I den indre by er gaderne kun smalle, men ikke langt derfra er der store brede boulevarder med skyggefulde træer langs siderne. Hist og her store statelige bygninger. Jo, den unge sømand var synlig imponeret! På det centrale torv ligger byens store domkirke, der nu er ved at få sin sidste afpudsning efter krigens skader.


Et af Europas første højhuse, Antwerpen.

Rundt omkring ligger de store varehuse og tæt derved en 24-etagers skyskraber, den eneste i byen og meget betegnende kaldt ”Torengebouw”, Fra dens top har man for 5 frc. den herligste udsigt over byen og de kolossale havneanlæg, der siges at være de næststørste i Verden.

Nede i en gade langs floden så jeg til min forbavselse 20 – 30 danske kølevogne i rad og række, jeg fik mig naturligvis en sludder med en af chaufførerne.

Men de dejlige dage er forbi, og nu ligger vi i den sidste nordeuropæiske havn, Rotterdam. Jeg er vagtmand om natten og har derfor ikke en chance for at komme i land, såfremt jeg da vil have ordentligt udsovet. Her lå vi kun i havn i 1½ døgn, og nu er vi på vej gennem kanalen, ”Niuwe Waterweg”, der fører fra Rotterdam ud forbi Englandstrafikkens havn, ”Hoek van Holland” og ud i det åbne hav. Vi har 7 døgn i søen foran os. Så hvad er mere ligetil end at fortælle om et helt almindeligt døgn til søs?

Mandag den 10. maj er Lalandia på vej over Biscayen. Her, hvor der ifølge skik og brug altid skal rase en storm, er vejret smukt, og der er slet ingen sø. Kl. 4 om morgenen begynder det at blive lyst, og 1. styrmands vagt, dagvagten, tørner til. På det tidspunkt er bageren allerede i fuldt sving med rundstykkerne, for naturligvis er der rundstykker hver morgen.

Kl. 5.30 purres restaurations- og kabyspersonale, drengene og de af dæksbesætningen, der går dagmænd, d.v.s. har almindelig arbejdsdag. Man får sin morgenkaffe og tørner så til (begynder) kl. 6. i dag skal dækket skures med kaustisk soda. Bådsmanden mixer den stærke væske og matroserne begynder at skure løs.

Drengene begynder den daglige rengøring, helst i ”begravelsestempo”, hvis de kan slippe af sted med det. Kokkene og pantrymanden begynder så småt at tænke på dagens menu.

Ved 8-tiden, når formiddagsvagten tørner til, kan man se de første morgenfriske passagerer stå i pyjamas ved lønningen og gabe, og kl. 8.30 får de deres frokost, mens jomfruerne gør deres kamre i stand. Hen på formiddagen drikker dæks- og menig maskinbesætning deres hævdvundne 10-kaffe. Den dertil brugte tid ”stjæles” fra arbejdstiden.

Passagererne, hvoraf der er plads til max. 36, får deres fine flugtstole (med madrasser) ud på dækket i solsiden og ligger og læser, ryger og passiarer med hinanden. Barnevognspassagererne, en 10 års dreng og en 5 års pige spiller forsigtigt bold, i stadig frygt for at bolden skal ryge ud over skibssiden. Dækket er nu skrubbet færdigt, så dagmændene kan gå i gang med almindeligt vaske- og malearbejde. Eventuelt splejser de stropper og wirer til brug ved lossearbejde. Disse er udsat for megen slitage og må derfor ofte fornyes af hensyn til havnearbejdernes sikkerhed.

Kl. 12 er der atter vagtskifte, og dagmænd har en times middagspause. I dag skal der afholdes bådøvelse. Noget sådant ved man naturligvis ikke i forvejen. Det annonceres ved en række korte stød i fløjten, alle får hurtigst muligt fat i deres redningsbælte og farer op til den båd, de er tildelt. Disse gøres klar og svinges ud over siden. Efter ”Kinas” sørgelige forlis juledag vil man forstå, hvor vigtigt det er, at dette fungerer hurtigt og sikkert. Bagefter er der brandmanøvre, hvorpå hver går til sit.

Om eftermiddagen fortsættes med arbejdet til 15.30. På det tidspunkt er der ”udskejning” for dagmændene, inkl. Bådsmand og tømrer. d.v.s. at de holder fyraften. I kabyssen gøres rent efter dagens madlavning. Tømreren havde undtagelsesvis et ekstra job i lastrummet, hvor nogle kasser, der indeholdt radiodele skulle sikres mod ”rous” (nedfald og deraf følgende ødelæggelse) Nu har dæksfolkene drukket deres eftermiddagskaffe, mens tjenere og kabyspersonale kan se misundeligt til og fortsætte med deres gøremål, ofte til langt hen på aftenen. Disse stakler kaldes under et for ”Yams-departementet”.

Mellem kl. 17 og 17.30 har hovmesterens shop, der også hedder ”slopkisten” åben. Her sælges der ud af alle de dejlige sager, og til latterligt lave priser. Der er amerikanske cigaretter til 4,50 kr. pr. karton (200 stk.). Engelske cigaretter til 2,50 for 50 stk. Lux og Palmolive sæber, alle slags spirituoser til priser fra 3 til 20 kr. pr. hel liter. Bolsjer, chokolade, konfekt. Tobak, øl og sodavand, barberartikler, spillekort og store cigarer.

Kl. 17.30 spises til aften, og derpå er der frihed for næsten alle, dog ikke vagter på bro, dæk og i maskine.

Middelhavet og Rivieraen.

Natten til torsdag rundede vi Gibraltar, der sort og mægtig bevogtede indsejlingen til Middelhavet, og dagen derpå sejlede vi i det fineste solskinsvejr op langs Spaniens kyst, hvor vinmarkerne ligger som et fint mønster på skråningerne mod syd.

Passagererne er så småt begyndt at kede sig, og en af tre unge danske piger, der har fri rejse til Østen, fordi de skal ud og giftes med Ø.K. funktionærer, har fået lov at hjælpe matroserne med at male, iført 1. styrmands kedeldragt.

Lidt afveksling havde vi også denne dag. Vi passerede nemlig et andet Ø.K. skib, Victory-båden ”Tranquebar” Begge skibe udførte et helt ceremoniel som hilsen. Lidt efter mødte vi J. Lauritzens banan-jager ”Egyptian Reefer” som medgående. Den opfordrede til kapsejlads, og her blev vi den lille.

Lørdag morgen dukkede der nogle forrevne klipper op forude, det var indsejlingen til Marseille. En time efter lå vi fortøjet i havnen i denne smukt beliggende by. Her er der allerede så varmt, at det kniber med at holde almindeligt arbejdstempo. Dog, hen imod middag, kom der en ordentlig tordenskylle, der klarede op på det hele. Store, tunge regndråber, der falder lodret ned og gør en våd på under et minut.

Som altid, når man ligger ved land, vrimler det med mennesker om bord. Vi er nu på de breddegrader, hvor der kommer ”handelsmænd” om bord, og dem skal der holdes et vågent øje med. Mange af dem sælger tyvekoster samtidig med, at de er langfingrede. En alpehue for 3 pk. Cigaretter. Kikkerter og armbåndsure koster 2 kartoner cigaretter. Man kan hurtigt regne ud, at cigaretterne må have haft en større værdi end både kikkert og armbåndsure.

Da vi skulle forlade Marseille samme aften, gik jeg en tur for at se mig lidt om. Byen er hårdt medtaget af krigen, og der synes ikke at være den vilje til genopbygning, som vi så i Antwerpen. Bebyggelsen langs gaderne var på skift høje lejekaserner og små huse med skodder for vinduerne. Disse var ofte uden glas og med tremmer i stedet. Butikkerne havde ingen rigtige døre, de var i stedet forsynet med et underligt tremmeværk af bambus eller lignende, endda ølkapsler så jeg anvendt. Varerne udstilles altid udenfor, dette kan for en viktualiehandler fx betyde, at levende høns og kaniner kan vurderes i bure på fortovet. Ved salget slagtes de på stedet med garanti for friskhed. Butikkerne lukker ved 19-20 tiden. Næsten på samme tid åbner de utallige havneknejper, som byen er kendt for. De reklamerer for sig ved at have en af deres ”faste tøse” stående uden for i nationaldragt! Hun forsøger så med øjekast at lokke kunder til at træde indenfor.

Som sagt forlod vi byen samme aften. Den følgende dag er Pinsedag, og da jeg kom på vagt Pinsemorgen så jeg et af de skønneste panoramaer, man kan tænke sig. Over et dybblåt hav ser vi ind mod kysten, hvor den franske og italienske riviera strækker sig langs Alpernes fod.

Hist og her i bjergene en lille landsby med sine røde tage, en lille flod, eller bæk, der strømmer ned i Middelhavet, en badeby, o.s.v.

På de højeste tinder, der kan skimtes i det fjerne, ses endnu lidt sne.

Så dukker en større by op, uden for denne er der en stor, hvid bygning. Vi er ud for Monaco med byen Monte Carlo og byens store casino. Lige øst for byen ses det tydeligt, at landskabet når sit højeste niveau. Her er den fransk-italienske grænse.

Kl. fire om eftermiddagen bliver bebyggelsen i land tættere. Det er Genovas forstæder. Byen ligger smukt ved den store, åbne bugt; tre bjergpartier kiler sig ind i byen og får den til at synes meget mindre, end den i virkeligheden er. Man ser ikke, hvad der gemmer sig bag disse højdedrag.

For at komme op i byen, må vi først igennem en ”gate” med toldere. Dem er der nu ikke større problemer med, de stikker hånden frem og siger ”Duo paqetto”. De får deres to pakker cigaretter og ser så gennem fingrene med, at man medbringer et par kartoner som handelsobjekt.

Havnekvarteret er ikke specielt smukt, men dog ganske interessant. Bortset fra et par brede boulevarder og byens indfaldsveje, er de gader, hvor busser og sporvogne kører, ikke stort bredere end hovedgaden i en mindre dansk provinsby. Alle de øvrige gader er kun 3 - 4 meter brede gyder med 7 - 8 etagers huse på begge sider, så skæve, at man uvilkårligt spekulerer på, om de mon kan finde på at falde ned over hovedet på en. Vasketøj hænger på snore tværs over gyderne. Om sådanne steder frister efter mørkets frembrud? Ikke mig! Langs disse gyder sidder alle mulige gadesælgere og prøver på at komme af med deres sager. Mest frugt og amerikanske cigaretter. Også vore cigaretter kunne havne her. Vi sætter os ind på en lille restaurant og nyder en flaske ”champagne” til 15 kroner.

Kommer man længere op i byen, er der store skinnende, hvide og moderne huse, der er parker med palmer, enkelte højhuse har man også her fået stablet på benene. Blandt byens seværdigheder er da også statuen af bysbarnet Christoforo Colon, eller Christoffer Columbus.

Mandag, som er 2. pinsedag, havde en af de andre letmatroser og jeg udset os som udflugtsdag. Vi ville på ”bjergvandring”


Vue over landskab på bjergtur ved Genova.

Vi bevæbnede os med et fotografiapparat, sprang på en sporvogn og kørte med til endestationen. Efter at have spist et pund kirsebær, begav vi os til fods ad en lille gade, der godt kunne se ud til at føre ud i det blå. Den snoede sig i hvert fald langs en dyb kløft med høje skrænter til begge sider. Ved sidste hus holdt vejen op, så vi måtte op ad bjerget for at komme videre. Nu faldt det så uheldigt, at skråningen vendte mod syd og var opdyrket. Vi måtte derfor gennem adskillige private haver. Vi fik forklaret en dame om vores hensigt, og hendes drenge skulle så vise os vej gennem haverne, der lå som store trappetrin op ad bjerget. Der var hvede og majs, grønsager og kirsebær.

Netop et træ af sidstnævnte type havde drengene forelsket sig i, de begyndte systematisk at plukke løs. Pludselig kom ejeren farende og slog efter de flygtende drenge med sin kæp, han brugte ukvemsord som ”bandito” og ”bastardo”. Vi sørgede for skyndsomt at forsvinde derfra.

Det var middag og gloende varmt, en iskold bjergbæk var til stor lindring. Da vi havde ”drukket os fulde” opgav vi den mislykkede bjergbestigning og gemte den til om eftermiddagen. Vi returnerede til skibet, spiste til middag og udsøgte os derefter et tilpas højt bjerg og satte kursen mod det. Efter megen spørgen og gåen forkert kom vi til sidst til en lille bydel, der viste sig at ligge lige foran det udsøgte bjerg


En af byens vaskebrønde, Genova.

Et øjeblik stod vi betragtede nogle kvinder, der vaskede tøj ved bybrønden. Åbenbart har ikke alle rindende vand i huset. Vi så flere komme bærende med deres byrder på hovedet, hvad jeg ikke troede, kunne forekomme på den breddegrad.

Klokken blev tre, inden vi kom i gang med den egentlige bjergbestigning. Klokken fire stod vi på toppen, svedige og udasede, men med en pragtfuld udsigt over hele byen, bjergene rundt omkring og Middelhavet, uden andet selskab end en fårehyrde og hans firbenede venner. Vi fik da en ”samtale” med ham og fik også taget nogle billeder. Så begyndte nedstigningen. Hos en købmand undervejs fik vi appelsinsaft og et glas gedemælk. Ja, der er mange sære ting, man kan få. På et vist tidspunkt følte vi stor lyst til at købe en cykel for at komme lidt hurtigere til skibet (700 kr.), dog, det blev ved tanken.

Kl.18 samme aften forlod vi Genova med Suezkanalen som næste mål. Natten igennem går det ned gennem det Tyrrhenske Hav, og næste dags formiddag passerer vi vulkanen Stromboli, der ligger midt i havet. Den spyr et eller andet ud med 7 minutters intervaller, hvad vi desværre ikke fik at se, idet toppen var indhyllet i skyer, men lavastrømmen ned ad dens sider var synlig. Trods dette er vulkanøen beboet. 4 timer senere gik vi igennem Messinastrædet; der var meget smukt, især på Sicilien-siden, hvor appelsinplantager ligger langs bjergskråningerne. I det fjerne sås vulkanen Etnas top. Nu har vi atter et par dage i søen foran os, og så kommer der straks gang i spil og sport. På 2-lugen er et net rigget til, men netop nu spilles der et ringspil. Tæt ved står det interimistiske svømmebassin, populært kaldet ”badekarret”, da det kun er 2 meter på hver led. Her er der en skrigen og en plasken lige så længe, det er lyst.

Om aftenen kan jeg fra min udkigspost på broen høre radiogrammofonen nede i salonen, og når jeg kigger agterud (hvad udkiggen netop ikke må) kan jeg se dem danse nede på promenadedækket. Passagererne har det nu dejligt, så længe vejret er godt, men kommer der storm og høj sø, misunder vi dem ikke, så ligger mange af dem, grønne i ansigtet, i deres køjer med natpotten parat. Kahytsjomfruerne ærgrer sig!


Alexandria.

I nat kom der telegram om, at vi skulle anløbe Alexandria for at laste 500 tons sukker til Aden. Ægypten er jo et krigsførende land, så vi forbereder os på unormale forhold, og i dag kommer der da også et telegram med flg. Indhold:

Fra Port Police Authorities, Alexandria.

Krigstilstand erklæret I alle ægyptiske havne. Det er strengt forbudt at fotografere eller aftegne havne eller militære anlæg. Overtrædelse vil blive straffet strengt.

Næste telegram:

Fra Exchange control.

Enhver person, der ankommer til eller forlader Ægypten må have en sum penge på sig, der ikke overstiger 20 Pund. Dette beløb må kun bæres, såfremt særlig tilladelse haves. Endvidere henledes opmærksomheden på, at kontante beløb ikke kan udbetales om bord som følge af de ægyptiske valutaregulativer.

Lørdag morgen ankrede vi så op på Alexandrias red og fik ægyptiske politisoldater om bord, og inden vi fik set os om, havde vi 5-6 små både på siden. De ville sælge alt mellem himmel og jord, hovedsagelig dog mest lædervarer. At det var det rene ragelse, har jeg senere med bitterhed konstateret.

Vi er nu nået så langt øst på, at der ikke mere findes faste priser på nogen ting, så vi må lære at være forsigtige, hvis vi da ønsker at handle og aldrig betale mere end halvdelen af den først forlangte pris – og så bliver vi endda snydt.

Man kunne forestille sig, at en sådan handel ville komme til at spænde af på følgende facon, alt afhængig af, hvor dreven den kære sømand er i forhandlingens kunst. Man må jo lære, så længe man lever.

Ordvekslingen kan fx forme sig således:

“How much? 2 pounds, Are you crazy I will give you 15 shillings”.

1 pound, mister, that is a special price, only for you”

Der blev afsluttet handler med læderpuder, indkøbstasker, attachetasker, dametasker, skotøj, tegnebøger og meget andet.

Kl. 9 kom vi til kaj og satte straks rotteskærm på trosser og wirer. Inden længe vrimlede skibet med arabere. De præsenterede sig som fremmedførere, lodsassistenter, agenter, politi, havnearbejdere, o.s.v. Man kan roligt gå ud fra, at mindst halvdelen af dem var tyveknægte, de fleste højst utiltalende at se på. I mit unge, påvirkelige sind, syntes jeg, at de mest lignede de kameler, de så flittigt bruger som trækdyr, typisk har de et snoet overskæg og går ualmindelig laset klædt. Deres benklæder er som taget ud af en film, store og posede, med plads til en masse tyvekoster. Buksebagen hænger helt nede mellem anklerne. Andre render simpelthen rundt i natkjoler eller i sække.

Sammen med nogle kammerater fik jeg tildelt det højst ubehagelige job, at holde vagt i lastrummet, det vil sige at passe på, at der ikke blev stjålet af lasten. Dette er så godt som umuligt. Dog lykkedes det mig at snuppe en, der havde bjerget sig en øl med tæerne, mens han gemte sig bag en italiensk avis, der var efterladt dernede. Den foregav han naturligvis at læse i, men den vendte på hovedet!

Det værste var dog, at de ”sang”. Enhver, der har lyttet til arabisk musik i radioen ved, hvordan det lyder.

Jobbet som vagtmand om natten er endnu værre. Man skal være både her og der, helst overalt på en gang, selv politisoldaterne fik vi besked på at holde øje med, også de stjal, når lejlighed bød sig. Man skal ikke gå i land, medmindre man er 5-6 personer samlet, går man alene, kan man risikere at komme om bord i underbukser, hvis man da overhovedet er så heldig at komme helskindet tilbage og med livet i behold. Yppe klammeri med de lokale, må man under ingen omstændigheder, knivene sidder løst. Dog findes der uden for araberkvartererne ægyptiske bydele, hvor livet efter vore forhold er mere normalt. En ægypter vil til enhver tid hævde, at han ikke er araber. Jeg fandt ikke ud af, hvori forskellen bestod.

De værste banditter er dog fremmedførerne, som man ikke kan være i fred for nogetsteds. De har lommen fuld af ”anbefalinger” fra andre skibe, og dem er de oftest kommet uærligt til. Hos de mere enfoldige kan man godt komme ud for en anbefaling med denne ordlyd:” Advarsel. Hold dig denne kæltring langt fra livet”.

En oplevelse vi havde i middags glemmer jeg sent. Vi fik flæskesteg, en sulten araber stak hovedet ind ad koøjet for at tigge. Han fik en skive, som han tyggede med velbehag, indtil det mest ondskabsfulde eksemplar af en matros sagde ”øf, øf” Den stakkels araber blev helt grøn i hovedet og forsvandt.

Efter 12 timers sejlads ligger vi nu fortøjet mellem to bøjer i havnen i Port Said, midt mellem to verdensdele, Asien og Afrika. Det meste af byen ligger på Afrikasiden. Set på afstand en nydelig by. Inde på molen står den store statue af den franske ingeniør, Ferdinand Lesseps, Han peger ind mod Suezkanalen, der er hans mesterværk. Der er liv og trafik i denne havn. Ustandselig sejler store skibe af alle nationaliteter forbi, mens motorbåde og robåde farer frem og tilbage mellem skibene og land. Overalt om bord render der handelsmænd rundt og praler med deres få gloser skandinavisk: ”Fine grejer, fine grejer”. De kender de vigtigste handelsudtryk på næsten alle sprog, nogle taler endda ret godt skandinavisk. For at kunderne skal kunne huske dem, antager de navne, der er kendte, som fx Mohammed, Abraham, Moses, o.s.v.

Luften står fuldstændigt stille her, Solen brænder skånselsløst, den står næsten i Zenith her på den tid af året. De af os, der ikke allerede er brune som araberne, bliver hurtigt røde som kogte krebs. Overalt vrimler de mest utroligt næsvise fluer, det er i begyndelsen irriterende, dog, efterhånden er vi lige så upåvirkede som en gammel so. Vi skal kun ligge her i 5 timer for at losse lidt øl, papir og andet godt. Så hives fortøjningerne hjem igen, og vi sætter stævnen mod Kanalen og de tropiske farvande.

Fra Port Said til Ceylon.

Vi er nu på vej gennem, den 24 timer lange Suezkanal. Hist og her ser vi inde i land en landsby med græssende dromedarer. Enkelte steder møder vi soldater, der er på vej til kampene i Palæstina. 1948 var jo året, hvor staten Israel etablerede sig. Langs kanalen ligger flere engelske militærlejre, hvad der jo må være aftalt med Ægypten, al den stund hovedparten af aktierne, foruden driften af kanalen, er på engelske hænder. På vejen gennem kanalen passerer vi to søer, først en lille, ved hvis bred der ligger nogle utroligt lækre badehoteller, dernæst den større Ismalia Sø med byen af samme navn på vestbredden. i søen ligger en del store tankskibe, der kommer fra Basra eller Abadan, og venter på, at vor konvoj når ud på søen, så de kan fortsætte nordpå. To store skibe kan ikke passere hinanden i kanalen.

Ved midnatstid passerer vi byen Suez, hvor vi landsætter kanallodsen og bådmændene. 2 både med 6 arabere har gennem hele sejladsen i kanalen stået på dækket, klar til at sætte i vandet, hvis det undervejs skulle blive nødvendigt at fortøje langs kanalbredden.

Nu går det ud i Rødehavets nordvestlige arm, der hedder Jubal-Strædet, og sydpå. Hele dagen igennem har vi høje, forrevne ørkentinder på begge sider, en kort overgang kan vi se det bibelhistoriske Sinai Bjerg. Pludselig mærker vi, at skibet drejer brat, en lille arabisk dhow, lastet med korn kom i vejen for os. Folk om bord, der er stedkendte, kan fortælle, at på disse kanter finder der stadig slavehandel sted. Et sådant fartøj, med dæk og lastrum fyldt med negre, der ikke så særligt frie ud, har for nogen tid siden anmodet et dansk skib om ferskvand.

Her findes også sørøveri. Samme kilde fortæller, at en engelsk orlogsmand for ikke længe siden har opbragt en dhow, der var på sørøveri. De historier kan vi så tygge lidt på, mens vi er beskæftiget med at rigge solsejl til, så vi og passagererne ikke skal blive alt for forbrændte i de kommende dage. Vi nærmer os nu Aden med dens myriader af fluer. Moskitodøre og vinduer er sat i, det bliver varmere dag for dag, 40 grader celsius har vi for længst passeret, laveste nattetemperatur er 32 grader. Havets temperatur er 30, vandet er salt som bare pokker. Det mærker vi tydeligt, når vi så ofte som lejlighed gives, skyller sveden af os i et brusebad (Der er ikke råd til ferskvand) eller når vi om morgenen klokken halv seks tørner ud og tager os en ”svømmetur” i ”bassinet”.

I morges passerede vi 12 små klippeøer, der går under navnet ”De tolv apostle”, og i eftermiddags sejlede vi igennem ”Helvedesporten”, som søfolk kalder strædet mellem de to Perim Islands. Navnet har stedet fået, fordi det for skibe, der kommer sydfra, føles som at komme i en bageovn.

Lørdag morgen ankom vi til Aden, en efter vor mening ret lille by, beliggende på en ca. 500 meter høj klippe, der fra det arabiske fastland skyder ud i den arabiske havbugt, hvor den danner en naturlig havn. Her findes dårligt nok noget kajanlæg, al lastning og losning foregår med pramme. Langt de fleste skibe, der anløber havnen, er på vej til eller fra Suez og kommer kun for at bunkre, evt. supplere provianten. Det er en engelsk flådebase.


På reden Aden.

Vi ligger fortøjet mellem to bøjer og losser til lægtere, der ligger på siden af os. Som i Port Said er der en enorm travlhed i denne havn. Befolkningen her er, når man undtager de få Europæere, kun arabere og sorte. Her ses det tydeligt, at man ikke stoler meget på araberne, idet alle tillidsposter er besat med sorte, hvad disse er meget stolte af. Det ser man på den måde,  hvorpå de tager deres arbejde alvorligt.

Tager vi nu som eksempel politiet. De er sorte i hvidt tropetøj og med bare fødder. På hovedet bærer de en fez. Da jeg jo ikke er vant til sådanne fremtoninger, må jeg indrømme, at de virker lidt komiske på mig. Havnearbejderne er arabere, de bærer en turban, en laset skjorte og en nederdel, der kaldes en sarong. Og så naturligvis bare fødder. De må have ualmindelig hård hud under fødderne, for jeg så en gå lige hen over en knust elektrisk pære, uden at det rørte ham.

Her er det intet problem at passe på øllet i lasten. De lokale er rettroende muslimer, de rører ikke alkohol. (Agenten sagde ”Undtagen whisky”) Hvert andet øjeblik for de hen til et afsides sted, hvor de under indviklede ceremonier afleverede en bøn til Allah med ansigtet vendt mod den hellige by, Mekka.

Her solgte handelsmændene tropetøj. Naturligvis fik vi købt, men fortrød det senere, da det viste sig, at være elendigt skrædderarbejde. Trak man en løs tråd ud, kunne man nemt risikere, at bukserne faldt ned om hælene på en. Desuden købte vi savfisketænder og cigaretter i tusindvis, for her lå prisen under hovmesterens priser. 15 kr. for 500 engelske. Jeg lod mig fortælle, at disse cigaretter skal vi bruge i Bangkok for at have ”valuta”, ikke mindst til at bestikke tolderne, der slet ikke kan leve af deres løn. Hen imod aften bredte der sig en modbydelig stank over hele skibet. Vi var begyndt at laste små tørrede blæksprutter, en lækkerbisken for Østens folkeslag.

Det var forbavsende at se disse havnearbejdere, det gik som en leg at få lasten om bord, selv om temperaturen oversteg de 40 grader

Skønt vi nu har forladt området med den mest trykkende varme og ligger i det Indiske Ocean med en frisk brise, er hedeslagene først nu begyndt at florere. Der indtraf mærkværdigvis kun et tilfælde, inden vi nåede Aden, en af vore skibsassistenter, som vi måtte efterlade i Aden med over 40grader i feber. Lægen der fortalte, at han i den seneste tid havde haft ikke mindre end 5 dødsfald blandt nordeuropæiske søfolk på grund af hedeslag. I dag faldt en af vore kvindelige passagerer sammen, og lidt senere var det koksmathens tur. Han fik samtidig konstateret den farlige tilstand, der blandt søfolk kaldes ”tropekuller”. Den gør sit offer både vanvittig og rasende.

Da jeg i aftes kom ned fra min tørn ved roret, mødte der mig et kosteligt syn. En flok skrigende originaler løb omkring på dækket og skabte sig. Uden mit vidende havde man i forbindelse med ”Captains dinner” arrangeret et karneval, nogle havde naturligvis allerede kigget for dybt i glasset. Mest forbavset blev jeg dog over en fuldstændig troværdig forklædning som ”neger” – troede jeg. Det var en neger. Han var blevet ked af at være i Aden, havde sneget sig uset om bord og havde gemt sig i en redningsbåd de sidste 24 timer. Staklen var helt udmattet af tørst og drak flere liter vand. Nå, intet er så galt, at det ikke er godt for noget, i morgen tørner han til som koksmath.

Den 1. juni er vi ude i åbent hav. Her hersker på den årstid Sydvestmonsunen, der blæser konstant i omtrent 6 måneder, så havet er begyndt at vise tænder. Vi har slet ikke set Solen i dag, men til gengæld har vi fået selskab af flyvefisk, hvoraf et enkelt lille eksemplar tog sig et spring på 10 meter og havnede på kommandobroen. En stormsvale, der havde beskadiget vingen, nød i nogle timer vores pleje, indtil den atter kunne fortsætte.

Der er godt med ”slinger i valsen”, passagererne er godt sure, de må døje søsygens kvaler i stedet for leg og solbadning. Kun hovmesteren godter sig, der bliver ikke spist ret meget. Men vejret bedrer sig, flyvefiskene leger nu i havoverfladen, der somme tider farves helt rød af store dynger af fiskeyngel. Et døgn før Ceylon passeres en del små koraløer, Maldiverne. Vi går ind mellem dem, gennem et sted, der benævnes 8 graders kanalen.

Dagen efter er der land forude, Ceylon med havnebyen Colombo.

Østens Perle.

Således kaldt, og det med rette. Vi ankrer op på reden. Heller ikke her kommer skibene til kaj. Snart efter er skibssiden flankeret af små både: Politi, karantænemyndigheder, Cooks Rejsebureau, agenter o.s.v. Havnearbejdere kommer om bord og begynder deres arbejde. Folk her er endnu mørkere i huden end araberne, de fleste har det indiske kastemærke i panden, der tilkendegiver hvilken stand, de tilhører. Mange har ekstremt fremstående tænder i overmunden, totalt ødelagte af at tygge betel, noget narkotikaholdigt stads. Det er en lidenskab mange på østen lider under, og det mest uappetitlige, man kan forestille sig, for de spytter deres røde betelklumper overalt, hvor det passer dem.

Efter middag er vi, fire mand, klar til at gå på sightseeing bevæbnet med fotografiapparater. Vi prajer en færgemand, der sætter os gratis ind mod at vi lover at benytte ham, når vi atter skal om bord (hvad han sikker tjener tykt på)


Lugeformand Colombo.

Knap er vi nået op til ”Passenger Jetty”, havnens ankomsthal, før vi bliver overfaldet af fremmedførere, der forklarer os med hvilke store tab for dem selv, de vil vise os lidt af byen. Nogle vil bringe os til basaren, andre ud i omegnen, andre igen til bordeller og lyssky restauranter. Vi maser os med møje og besvær gennem hele bundtet og kommer ud på gaden, hvor en endnu større flok af rickshaw kulier, tiggere og slangetæmmere overfalder os. Modløse opgiver vi og lejer for 6 rupees en fremmedfører med taxi. Det er ca. 9 kr. pr mand. Nu kan vi ånde befriet op og sætte os ind i vognen.

Først kører vi en tur gennem selve byen, hvor vores fører forklarer alle seværdigheder for os. Vi får lejlighed til at tage billeder af de karakteristiske oksekærrer og af det besynderlige Banyan træ, der er helligt og som følge deraf ikke må fældes, uanset, det står i vejen for trafikken. Det har et utal af ”stammer”, der i virkeligheden er rødder, som træets grene slår, når de kommer ned i nærheden af jorden. Dets religiøse betydning stammer fra, da Buddha for 2000 år siden vandrede på Jorden. Han sad under et sådant træ og kom til ”Sandhedens erkendelse”.

Vi kommer igennem den engelske bydel, hvor pragtfulde villaer skjuler sig bag smukke palmer og et væld af duftende blomster som fx den hvide tempelblomst, den røde hibiscus. Vores fører går ind i en have og stjæler et par blomster, som vi skal gemme til senere brug, hvad vi også meget snart erfarer, idet vi drejer ind i gården til et tempel for Buddha. Det ligger dog i de indfødtes bydel, hvor små snavsede gader er flankeret med butikker af enhver art og overbehængt med papirguirlander.

I templets svalegang sidder en del hvidklædte mennesker og lytter til en munk, der læser op af hellige skrifter. Foran indgangen bliver vi beordret til at tage vore sko af. (Med bange anelser for, om de stadig er der, når vi kommer tilbage). Vi lister bag en præst ind i templet. I det allerhelligste står eller ligger flere kæmpemæssige buddhafigurer, både mands- og kvindefigurer, nogle ser ”vrede”, andre milde ud. Det var til disse figurer, vi skulle ofre de medbragte blomster, men ikke nok med det, vi skulle også, gennem vor fører naturligvis, betale 4 rupees til ”kirkebøssen”. Heraf glider den ene ned i lommen på føreren, den næste havner i præstens lomme, så der bliver kun to til bøssen.

I det yderste rum, der danner en slags gang rundt om det allerhelligste, er der ophængt en serie billeder, der gengiver Buddhas vandring på Jorden. Med få undtagelser ligner de påfaldende, hvad vi i barndommen lærte om Jesu vandring på Jorden.

Da vi kommer udenfor igen, ser vi vore sko anbragt i pæne rækker, og de var så sandelig også blevet ”delvis” pudsede. Vi har ikke bedt om denne service og vil ikke betale, med det resultat, at vi bliver skældt ud for ”Germans”. Om disse nu er specielt nærige, eller om det skyldes den tabte krig, skal jeg ikke kunne sige.

Næste stoppested er en botanisk have. Den så ret medtaget ud, da den havde gjort tjeneste som exsercerplads under krigen.

Langs en bred basargade, hvor der foran hver butik hænger klaser på ca. 150 bananer, der kan købes for 5 rupees, går det nu for fuld udblæsning ud mod det mondæne badested ”Mount Lavinia”  på øens sydkyst, uden tvivl et af denne Verdens smukkeste steder. Der er skyggefulde palmer, og brændingen suser mod en kridhvid strand. Kun guitaren mangler i den perfekte Hawaii-stemning.

Føreren henleder vor opmærksomhed på en lille butik, hvor man til en overkommelig pris kan købe smykker i guld og sølv med ægte stene indsat. Der var også elefanter, skåret ud i ibenholt. Der blev købt et kors i sølv med 6 månestene indlagt for en dansk 10-krone. Vi lover højtideligt at komme igen, smutter ud af butikken og er snart efter på vej mod Colombos zoologiske have.


Havudsigt fra Mount Lavinia Cylon.

På vejen tilbage lover vi vor fører, at han den næste dag for 125 rupees skal køre os en tur til det indre af øen, selv om vi udmærket er klar over, at vi skal sejle til aften. Det er godt nok at lade ham blive i den tro, så kan han nå at vise os en del mere, og vi holder ”venskabet” ved lige.

I den zoologiske have vader vi rundt med bananer, ananas, brødfrugt og kokosnødder hængende lige over vore hoveder, havde de dog bare været modne, så ……, men det var de altså ikke.

Dårligt nok er vi kommet inden for porten, før en stor elefant med domptøren i hælene kommer farende mod os, vi springer til side. Den er ved at blive trænet op, erfarer vi, det kan kun de indfødte finde ud af, får vi at vide. Når dyret skal eksporteres, følger domptøren med.


2 Letmatroser, Knud og Hans på elefantryg i Colombo.

Under et skyggefuldt træ sidder en stakkels brun bjørn og sveder. Dens dyrepasser fægter med armene for at få lov at vise den frem og få en ekstra skilling. Vi affærdiger ham dog med, at det ingen interesse har, for der hvor vi kommer fra, løber de løse rundt i gaderne.

Overalt bliver der tigget, så vi undrer os i grunden over, at ikke også papegøjerne siger ”One rupee, please”. Havens store attraktion er slangefarmen, den ofrer vi derfor lidt ekstra tid på.

Efter at have taget to fine billeder, det ene på elefanten, det andet, hvor vi står med en lille tigerkat på armen (bæstet kradsede!), tager vi os et glas ren appelsinsaft i baren. Ved udgangen kommer fire yankeer trækkende på en abekat, som de har købt.

Inden vi går om bord, trasker vi lidt rundt i gaderne, skarpt forfulgt af rickshawkulier og en slangetæmmer, der gør os det fine tilbud, at vi må få hans slange to gange rundt om halsen for kun 2 rupees. Vi betakker os og sørger for at komme om bord igen. Her går arbejdet videre, mens en sværm af sorte alliker hænger over skibet for at tilegne sig alt, hvad de finder spiseligt. De er utroligt aktive, har ikke kun tømt alle skraldespande, men også farvet skibet hvidt med deres klatter. Vi finder på at bombardere dem, men stoppes af en indfødt, der forklarer, at de er fredede, da de holder gaderne rene.

Der er endnu tid til at få købt de ibenholtselefanter, vi ikke nåede at få med fra byen.


Salg af Ibenholt-elefanter, Colombo.

Tidligt næste morgen forlader vi Colombo med Penang i Malaya som næste mål. Lige uden for havnen, hvor søen går højt, vrimler det med fiskere i deres skrøbelige udriggerkanoer. Det må være et rent kunststykke at manøvrere disse fartøjer.

Østen.

Tre dage i søen, og vi har Sumatras jungleklædte bjerge nogle få sømil om styrbord, og dagen efter går vi til kaj ved et lille bolværk, der næppe er beregnet for mere end to skibe. Det er havnen i Penang i staten Malaya. Vores ”stow away”, som en blind passager hedder i fagsproget, bliver her overført til Ø.K.s ”Asia” på vej vestover. Han skal naturligvis med til Aden, hvor han kom fra.

Så snart vi har fortøjet, vælter en broget skare af indere, kinesere og brune malajer om bord. Kineserne her i byen udgør den pæne mellemstand, mens den hjemmehørende befolkning, malajerne, næsten er fortrængt til arbejdet som kulier, d.v.s. ufaglært arbejdskraft. Hertil hører dog også en del nyankomne kinesere, der endnu ikke har arbejdet sig op i hierarkiet. Et morsomt islæt er tre kineserkvinder, der er kommet om bord for at tilbyde os at sy og lappe tøj. De forkynder deres hensigt ved at skræppe op som en flok gadedrenge.

Penang er en by på måske 100.000 indbyggere, den ligger i den nordlige del af staten, hvis navn for øvrigt også er ”Straits Settlements” (bosteder ved Malaccastrædet). Indbyggerne er for langt den overvejende del kinesere, hvis byggestil og morsomme skrifttegn da også præger hele bybilledet. Det er en smuk og tilsyneladende renlig by, med gader, der kunne minde om en dansk provinsby. Foran fortovene, der er bygget ind i husene som en svalegang, løber den åbne kloak, hvori affald fra gaden og husene kan kastes.


Hans C. Elberg i rickshaw, Penang.

Bybilledet domineres fuldstændig af de mange cykle-rickshaws i spraglede farver. ”Rideren” træder pedalerne bag et sæde til to ganske vist slanke personer. Disse rickshawkulier er utroligt nærgående, en halv snes stykker overfalder straks den stakkels sømand, der stikker næsen uden for gaten til havneområdet. De spærrer bogstavelig talt vejen for folk, medens de på deres Pidginengelsk skråler op om alle de dejlige steder, hvor de vil bringe en hen. Taksten mellem by og havn er 50 cent, svarende til ca. 1 kr. Kan de få mere for turen, tager de det naturligvis. Almindeligvis er man som ”hvid mand” nødt til at tage enten rickshaw eller taxi, gør man det ikke, taber man ”ansigt”, en kinesisk betegnelse for en handling, der er ens stand uværdig.

Har en rickshawmand kørt en kunde et sted hen, venter han gerne udenfor i flere timer for at få turen tilbage. Det kan forekomme, at nogle er ondskabsfulde nok til at tage en anden, så bliver der en frygtelig ballade.

Store butikker findes næsten ikke her, overalt ligger den ene lille kinesershop ved siden af den anden utroligt, at de alle sammen kan eksistere. De bugner af metervarer, silkevarer, khakitøj, sko, kort sagt alt, hvad en ikke alt for kræsen sømand kan ønske sig. Går man på selve gaden, bliver man generet af trafikken, eller rettere sagt, man generer trafikken. Går man ind på fortovet, bliver man overfaldet af de handlende, der faldbyder deres varer. Er man snu nok, kan der godt fås gode ting til små priser. De fleste bliver nok trods alt taget ved næsen.

Med ”Østens sønner” kommer utøjet og insekterne om bord, overalt vrimler det med myrer og kakerlakker, mest dog i provianten, så når vi lækkersultent sætter tænderne i det friskbagte brød, så hænder det ofte, at der er en død kakerlak eller et tusindben indeni. På vore kamre holder kakerlakker i størrelser helt op til en tomme, 6-dages løb; de revner med et smæld, når vi dasker dem oveni. I begyndelsen føltes det ækelt for os, der ikke havde været her før. Man er nødt til at finde sig i disse forhold, ellers får man hverken spist eller sovet.


Vandbøfler klar til lastning ved ØK-pakhus Wharf Wat Phraya Krai ca. 1935.


Visitkort til berømte Charlie Bar, Bangkok, som lå ganske tæt ved.

En lørdag aften havnede vi på en mærkelig måde i det kinesiske tivoli. Vi havde købt biografbilletter, men var ikke klar over, at biografen lå i et tivoli, og at billetten gav adgang dertil. Mellem de mange salgsboder var også en danseestrade, hvor man for 20 cent kunne få lov til at danse med en af 8 kineserpiger, der sad bagest, på rad og række. Vi var dog ikke indstillet på den fornøjelse, måske mere til at se derpå, noget af det mest komiske, man kan forestille sig. Musikken bestod af en tromme og en violin, melodierne havde kun to toner, parrene stod og trippede en hel meter fra hinanden, herrerne med hænderne i lommen, en endda med en cigaret i flaben. Der var revyer, teatre og pantomimer, tempeldans i pragtfulde kostumer. Vi afsluttede aftenen med at spise på en restaurant. Omkring os spiste kinesere med pinde, malayerne med fingrene.

Søndag formiddag var vi på biltur i byens omegn, vi kom forbi små malayhytter på pæle og med tage af palmeblade, sumpede rismarker, hvor kineserne gik og plantede risen iført deres kegleformede hatte og overalt palmer og lignende vegetation. Og så nåede vi målet: Penangs slangetempel. Lige så uanseligt templet synes, lige så interessant er det, når man kommer indenfor.

Straks vi kom inden døre, slog den skrappe duft af røgelse os i møde. Inde i templet tronede Buddha i ensom majestæt i baggrunden. Resten af rummet var fyldt op med gamle faldefærdige møbler og væggene behængt med hellige billeder. Overalt på disse museumsgenstande hang der slanger, i snit vel 1 meter lange, der har nok været et hundrede stykker, og vi vadede rundt, midt i det hele, ikke så lidt nervøse. Slangerne syntes at sove, munkene fortalte, at de var bedøvede af røgelsen og derfor ganske ufarlige. Det troede vi på og lod os så fotografere med en slange på armen. Den fornøjelse kostede os 4 dollar, så vi skyndte os ud i bilen, inden der skete mere af den slags.


De tusinde trins tempel "Ayer Staier Tempel" Penang.

Gennem smukke omgivelser kørte vi derfra op til et kinesisk tempel, der på det lokale sprog hedder ”Ilok Ayer”. Dette navn betyder egentlig ”De tusinde trins tempel”, da der siges, at der i hele templet findes lige præcis 1000 trin. Templet ligger smukt op ad en bjergskråning. De første par hundrede trin fører gennem en svalegang op til selve templet. På hvert tiende trin sidder en tigger og hiver en i buksebenet. Nogle er uden arme eller ben, andre uden næse, blinde eller døvstumme.

Så kommer vi op i templets forhal, hvor kræmmerne holder til (jf. ”Det nye Testamente). Her kan man købe postkort og andre souvenirs, røgelsespinde og knaldperler. Sidstnævnte bruges ved ofring til guderne.

Vi smutter hurtigt forbi og kommer ind i en have, der er i 3 afdelinger. Først en dam fyldt med skildpadder, derpå en guldfiskedam og til sidst et pragtfuldt blomsterbed. Først nu begynder det egentlige tempel med pagoder og spir. I den største hal står en kæmpemæssig buddhafigur omgivet af frygteligt udseende krigere, der skal beskytte ham. Langs siderne står 18 disciple i fuld legemsstørrelse. I et fjernt hjørne, i halvmørke, står en figur, jeg nødigt ville opleve i drømme: Straffens gud. Han står og træder to ”formastelige” under fode.

Overalt er der urtepotter med kvalmende røgelsespinde, lige bag os lyder der voldsomme knald, en kineser, der ofrer til sin gud ved at affyre en masse knaldperler.

Det er i grunden et rigtig hyggeligt tempel, for oppe på en lys veranda kan vi få serveret en drink til vor medbragte mad, mens en række småguder sidder og ser på os. Efter min mening ligner hele sceneriet mere et udflugtssted end en helligdom.


Malayhytte Penang.

Fra templet går turen ad en kørevej gennem en botanisk have, der ligger ud mod den tilstødende jungle og så tilbage til det gode skib, hvor vi får lidt at spise, bevæbner os med badetøj og lejer en taxa igen.

Vi kører ad en vidunderlig smuk vej langs kysten, med den hvide strandbred, palmer og havets susen til den ene side og høje bjerge til den anden side. Vinden suser forfriskende gennem køretøjet. Ad en smal bjergvej, altid med afgrund til den ene side, kommer vi op på toppen af et bjerg hvor der er et svømmebassin.

Vi havde hørt, at det skulle være forbeholdt  hvide mennesker, men opdager snart, at vi er de eneste hvide. Det ser vi dog stort på og ”taber ansigt” med anstand.

Der er en vidunderlig udsigt over øhavet omkring Penang, den kan vi sidde her og nyde til en drink og god musik. Her er nemlig både restauration og et dansegulv. Vandet derimod, er rent ud sagt møgbeskidt, så vi trøster os med, at der er klor i, og at vi kan få et brusebad efterpå. Trods alt har vi tilbragt et par dejlige timer her og kører så forfriskede tilbage til skibet. To timer efter forlader vi Penang.

Næste havn hedder Port Swettenham, den ligger kun 16 timers sejlads fra Penang, oppe på en flod, med tæt jungle på begge bredder. Det er havnebyen til hovedstaden Kuala Lumpur. Man siger, at stedet her er et af de få steder, hvor søfolk kan ligge i deres køjer om natten og høre tigeren brøle ganske nær ved. Floden vrimler med tropiske fisk i alle farver, og i floden ligger krokodillerne og soler sig.

Under en ”ekspedition” i land prøvede vi at stikke næsen ind i junglen, men kom hurtigt ud igen, med pelsen fuld af store, røde myrer, der bed os, så det kunne mærkes. Folk, der har været her beretter om en interessant biltur gennem junglen og gennem Ø.K.s gummiplantager og tinminer op til Kuala Lumpur, der ligger midt i hjertet af Malaya.

Fredag morgen ankrer vi op på Singapores red. Her er der liv og fart over feltet, over 100 større og mindre skibe ligger på reden og i havnen. Ustandselig kommer og afgår der skibe, motorbåde piler af sted mellem skibene og land og mellem skibene indbyrdes. Om eftermiddagen kommer vi til kaj i inderhavnen, og kort efter er vi unge mennesker nyvaskede og klar til at erobre byen, hvor der er muligheder nok. Masser af biografer samt tre store tivolilignende etablissementer med de intetsigende navne: ”Happy world”, ”Great world” og ”New world”. Ikke blot er der dans og optræden, men også al slags sportskonkurrencer, hvoraf især fri brydning er penge værd at se på.

Efter at have set på alle de bugnende butikker med alverdens dejlige ting, blev vi da enige om, at Singapore-pengene var for gode til at ofre på rene fornøjelser, altså gik vi ud og handlede hver en cent op.

En købte 6 par brune rågummisko, en anden Buddhafigurer og elfenbenskunst. Nogle købte plasticvarer (plastic var endnu ukendt hjemme i Danmark). Der blev købt silke og stoffer, lagner med blomster på, Kimonoer og slips med drager på, o.s.v. Snart er vi uden penge, men overbelæsset med pakker og klar til næste trip, Bangkok.

Bangkok.

Tre dage senere ser vi fyret på den lille ø Ko Sichang ud for flodens munding. På europæisk hedder floden Menam, hvilket dog er intetsigende, da ordet betyder ”flod”. Floden fører foreløbig op til Siams Hovedstad, Bangkok. Vi ankrer op ud for flodmundingen og må, som alle andre skibe, losse en del af vor Bangkok-last i pramme for at lette skibet, der ellers ikke ville kunne flyde ind over barren.

Koh Sichang er til nu den mest interessante ankerplads, vi har ligget på. Alt hvad vi kan se fra skibet er øen med dens lille landsby på vel et halvt hundrede mere eller mindre primitive hytter samt en mindre ø i nærheden, kaldet ”Madsens Ø” den tilhørte en dansk kaptajn, der boede her med sin indfødte kone og deres datter, indtil han for et års tid siden minesprængte på floden. En tredje lille ø kaldes ”De dødes ø” Hertil bringer man de håbløse tilfælde af kolera.

Foruden havnearbejderne har vi fået en indfødt ”bådsmand” og hans 50 mands gæng om bord. De er hyrede til at vaske, male og banke rust i al den tid, vi er i Siam. De slår fuldstændig ”lejr” på vores skib, som de ikke forlader, så længe operationen står på. De medbringer alt, hvad de skal bruge: Bastmåtter til at sove på, mad til flere dage, ris, levende høns, tørret fisk, m.m. De har deres egen kok og tænder bål på dækket, hvorpå de koger deres mad, blandt søfolk benævnt ”Tjau-tjau”. Selvfølgelig gav vi kokken dette som navn. De har også en bar, med en kvindelig bartender, der sælger whisky, sodavand, småkager, tobak, frugt og hvidløg ! Dette stof går alle og gumler på, så der står en os ud af munden på dem.


Malergængets bar om bord.

Når deres dagværk er endt, er kokken færdig med maden som de så sidder og spiser med pinde eller med fingrene. Aftenen fordriver de med at spille dam med ølkapsler på et interimistisk bræt, eller de spiller poker, deres store lidenskab. Vort skib er det rene Monte Carlo i disse dage.

Min store overraskelse her var egentlig siamesernes udseende. Som flertallet vel tror, troede også jeg, at de lignede kineserne men slet ikke! De ligner i langt højere grad malayerne, ja, jeg vil næsten sige eskimoer, lige bortset fra den brune hudfarve.

I eftermiddags var den halve besætning i land på Ko Sichang, og jeg tør nok sige, at det blev en oplevelse for de fire af os, der gik vore egne veje. Da der ingen havn fandtes, måtte alle, skipper og passagererne inklusive, stige over i en sampan, og stage os ind mod stranden så langt, det kunne lade sig gøre. Derfra måtte vi tage skoene af og vade resten af vejen.


På billedet ses bag den unge dame et mærkværdigt ophæng. Det er ”friskideren”, det interimistiske toilet, som tømreren har måttet rigge til af hensyn til de 50 arbejdere.

I landsbyen, hvor civilisation og natur mødes, render europæisk klædte indfødte rundt mellem nøgne børn, høns og svin. Nede ved stranden ligger en lille restaurant, helt efter europæisk mønster, og kun ca. 100 m derfra ligger de indfødtes ”kampong”, d.v.s. landsby, hvor det eneste, der mindede om civilisation var en flaske.

Fra landsbyen går smalle junglestier i flere retninger vi følger en af dem. Forbi små hytter, ananas- og bananplanter, kaktus og agaver, indtil vi pludselig, midt i al vildnisset, ser en marmortrappe med et smukt rækværk i søjleform.

Vi går op ad den. Der er flere trapper, afstukne gange, store bassiner, en stor kunstig have, dog totalt forvitret og dækket af underskoven. Til sidst kommer vi til et gammelt, forladt tempel. Det er fuldstændig spoleret af turister, der har kradset navne ind helt op til 3 meters højde over gulvet.

Hele komplekset er et stort tempel, der er bygget til kongen af Siam, men atter forladt og derpå genfundet af turister. Mens vi forlod templet talte vi om muligheden for tilstedeværelsen af slanger.

En, der havde været på øen før, påstod, at der ingen var. To minutter efter havde vi fundet en slangeham. Lidt senere kom vi til en ”rigtig” kampong, hvor beboerne så at sige lever fra hånden og i munden, helt uberørt af civilisationen. Herfra fulgte vi en sti, der efter bedste overbevisning førte os ned til kysten, dog langt fra det sted, hvor skibet lå. Da vi ikke turde indlade os på flere ukendte veje, valgte vi at følge kysten, lidet anende, at vi nu ville komme ud på en livsfarlig tur.


Landgang ved Ko Sichang.

Kysten antog snart form af en 30 meter høj lodret mur, som vandet langsomt gravede sig ind under, hvorved klippestykker faldt ned i vandet foran. Vi måtte hoppe fra det ene koralrev til det andet, knivskarpe var de, så i løbet af kort tid blødte vore fødder. Flere gange måtte vi gå i vand til brystet, når der var for langt at springe, og hver gang med vore cigaretter og fotoapparatet højt løftet, mens en lille haj smuttede mellem benene på os. Vi var dog nødt til at søge opad, vandet blev stadig dybere, og med mindre vi foretrak svømmeturen og selskab af store hajer, var der ingen anden udvej. Nu gik det så fra den ene afsats til den anden med behagelig udsigt til at falde ned på de skarpe rev. En gang kom vi ind under en drypstensformation og blev udsat for et veritabelt ”regnvejr”. Pludselig så vi sandstranden forude og kom da også uden flere problemer derhen. Vi listede som druknede mus gennem landsbyen for ikke at ”tabe ansigt” og kom endelig velbeholdne om bord.

For de mere kærlighedshungrende sømænd kommer der som regel et par sampans med unge, vistnok meget unge, piger. Denne trafik er forudset og accepteret af skibsledelsen. Betalingsmiddel: Cigaretter. For at undgå alt for mange veneriske sygdomme, uddeler skibet i forvejen et såkaldt ”kavalerbestik”.

I aftes holdt vi sjov med hajerne. Når man kaster affald ud agter, viser der sig snart et par uhyggelige bæster. Vi forsøgte at fange dem med en stor kødkrog, en wire og det elektriske spil til at hale op, men de var klogere end som så

Søndag blev så dagen, vi havde set hen til på hele rejsen: Ankomsten til Bangkok. Om natten ankrede vi op uden for barren for at afvente højeste vandstand, da her er et ikke ubetydeligt tidevand, smuttede så over barren og ankrede op for at afvente dagslys og fortsatte derpå til Bangkok.

Efterhånden som vi kom nærmere, blev bebyggelsen tættere og tættere, alt sammen hytter på pæle. Også trafikken tog til, store klodsede kinesiske djunker med sammensyede bastmåtter som sejl, små, lette sampaner, flodbåde, der var overdækkede mod solen, fordi de tjente som bolig, små moderne motorbåde og store damp- og motorskibe.

Nu dukker store pakhuse op, og i det fjerne kan vi se tårne og spir. Vi fortøjer ved en halvrådden træmole, hvor kompagniet, som Ø.K. kaldes i daglig tale, har sine egne pakhuse. Slæbebåde tuder, mens de bugserer pramme med teaktræ ind til molen, for at de siden kan lastes af os.

Det er søndag morgen, og da jeg er inviteret til ”tiffin”, d.v.s. lunch, hos en engelsk familie, som jeg har fået introduktion til, står jeg snart på gaden, hvidklædt fra top til tå. Da vi endnu ikke har fået udleveret penge, forsøger jeg at gå til fods og spørge mig frem. Jeg har fået udleveret adressen skrevet på siamesisk, og det er forbavsende, så mange der kan læse, landets kulturelle stade taget i betragtning. Dog må noget forvirre ved den adresse, for jeg bliver gentagne gange henvist til en kinesisk familie i en lille skummel sidegade. Til sidst er der ikke anden udvej end at tage en rickshaw på den stakkels uvidende værts regning.

Med møje og besvær fandt vi det rigtige sted efter en lang tur gennem de hvides bydel, hvor den ene pragtvilla lå ved siden af den anden, forbavsende mange med et danskklingende navn på døren.

Mr. Kingsley, som min vært hed, boede sammen med kone og børn samt tjenerstaben (2 tjenere, chauffør, kok og nurse) i en dejlig nybygget villa helt ude i byens udkant. Vi satte os i den svale stue med en iskold Carlsberg (Det navn er bedre kendt herude end navnet Danmark). Bagefter fik vi ris og karry samt frugt. Derpå kørte de mig tilbage til skibet i deres nye ”dollargrin”.

I dag var vi ude for at ”se på byen”. Vi afprøvede så at sige alle befordringsmidler, først med bus gennem hovedfærdselsåren, New Road. Den er ikke særlig bred, men til gengæld overtrafikeret med alle mulige køretøjer. Busserne er blot almindelige lastbiler med to træbænke og et soltag over ladet. De er for det meste ældre modeller, de farer af sted med al den fart forholdene tillader, for om muligt at overhale bussen foran, så de kan tage passagerer fra ham ved næste stop. Turen er afgjort ikke at anbefale for folk med sarte nerver. I sporvognene, hvor der er både 2. og 1. klasse (sidstnævnte har hynder!), betaler man 10 satang for hver sektion. Skinnenettet er nemlig inddelt i sektioner. Taxa er næsten det bedste befordringsmiddel, hvis man vil nyde turen og så er der endda faste priser. Til sidst tog vi en rickshaw og kørte på må og få. Vi havnede ved Grand Palace, kongeslottet. For den halve times tur forlangte fyren 20 ticaler, hvad der svarer til ca. 10 kr. Da vi på forhånd havde undersøgt timeprisen, fik vi ham hurtigt pillet ned til 10, men så ville han ikke længere ned. Så var der kun den ”hårde vej”, vi begyndte simpelthen at gå, indtil han kom rendende efter os med et ”5 ticals OK”.


Den liggende Buddhas tempel.

I slottets nærmeste omgivelser ligger også de fleste store templer, dem kan man få en hel uge til at gå med at besøge. Et forsøg på at komme ind på slottets område mislykkedes, da vi ikke havde søgt visum hertil. Et sådant kunne kun fås på turistbureauet, og det var vi ikke klar over. Vi opsøgte ganske vist dette, dog viste det sig at være en ret indviklet historie, som der skulle ventes på i flere dage hvis man da overhovedet fik det bevilget. Og skulle dette virkelig ske, skulle man møde i dress med sort armbind medbringende en krans, fordi man på rundvisningen ville blive stedt for den myrdede barnekonges kiste i rent guld.

Mærkeligt nok koster turistbrochurer penge her. Jeg har da altid troet, at dem gav man til turisterne som en service.

Nå ! Vi forlod stedet og udsatte besøget hos kongen og alle hans koner af nødvendige grunde.

På en stor, bred avenue sås en stor bygning under opførelse af det danske firma Cristiani og Nielsen. Ingen tvivl om, at Danmark har slået sit navn fast her. Skandinaver og Amerikanere er godt lidt herude på Østen, mens Englændere, Franskmænd og Hollændere i kraft af deres kolonistatus ikke er vellidte.

Tempelbesøgene, der ikke alle foregik på en dag, vil jeg sammenfatte her. I længden kan alle disse tempelbesøg godt blive kostbare, da man må ofre til kirkebøssen overalt. Som hvid mand må man ikke sætte en skamplet på racen ved at være nærig.


Watt Arun ved Menam.

Et tempel er ikke, som man kunne fristes til at tro, én bygning. I de største er der op til hundrede bygninger inden for templets mure. Mest centralt er ”hovedbygningen”, hvor den store buddhastatue befinder sig. Rundt om er der boliger for munkene, mindre templer, dyrefigurer og store krigsguder i sten. Sidstnævnte skal beskytte Buddha. Tårne og spir er der overalt, og ikke mindst smukke blomsteranlæg.

Ved siden af Grand Palace ligger Wat Po, ”Den liggende Buddhas tempel”. Her findes den største Buddha af denne art i Verden, han ligger på ryggen og er 30 meter lang. Et tilgængeligt sted, men inden for murene af Grand Palace findes Wat Pra Neo, ”The Emerald Buddha”, han er hugget ud i en meget kostbar stenart. Går man over gaden bag paladset, er man nede ved floden. Lige overfor ligger byens vartegn, templet Wat Arun, ”Morgenrødens tempel”. Vi tog en sampan over til den anden side, men udover det smukke, monumentale tårn, hvorfra der var en pragtfuld udsigt over byen, opnåede vi såmænd ikke andet end at lade os fotografere på ryggen af et helligt dyr i sten.

Lidt længere nordpå i byen ligger det prægtige Dusit Palace, hvor Siams konger krones, og lige over for dette templet Wat Benchamabopitr, hvor der findes en buddhafigur i pure guld. Her har den danske journalist, Erling Bache, en gang levet blandt munkene i en måned. Han er den eneste hvide mand, der nogensinde har fået denne tilladelse.

Lige før vi nåede om bord var vi vidner til den ceremoni, der udføres i forbindelse med et dødsfald. Det drejede sig om en ganske almindelig kineser. Liget blev anbragt i en almindelig trækasse, dækket til med at blåt klæde. På hans bryst var anbragt bønneskrifter samt penge og madvarer, alt sammen til brug på rejsen til det næste liv.

Samme dags aften var jeg inviteret til Chinadinner af familien Kingsley. Mine værter havde endda opfordret mig til at tage en ven med. Det blev en oplevelse. I en meget eksklusiv restaurant fik vi anvist et bord i et specielt aflukke på den ”fine” etage. Det er fordi gæsterne skal kunne tale ugenert sammen, uden at der lyttes med ved nabobordene. Hver kuvert bestod af en lille rund skål med en ske og to pinde, samt en ganske lille tallerken med flydende salt. Vi var naturligvis ret nervøse for, hvad der nu skulle ske, men satte ”søndagsansigtet” op. Først kom der en svaleredesuppe den smagte af ingenting. Så kom hajfinner i gele (Godt, vi havde whisky i glasset). Derpå fulgte nogle lækre krebs, så svinemaver i sur og søs sovs, bambussuppe og stegte ris i karry. Til slut frugt. Efter måltidet fik vi fugtet ansigtet med en våd, parfumeret serviet. Måltidet var endt, vi takkede vore værter og gik hver til sit.

Da jeg næste dags eftermiddag gik i land, var jeg så heldig at overvære den afdøde kinesers ligfærd. Huset lå ganske tæt ved vort kajanlæg. Foran dette stod 3 lastbiler. På den første stod kisten, og på denne sad omkring kisten de nærmeste pårørende og begræd højlydt den afdøde. De mest velhavende af ligfølget var i hvide klæder, de øvrige i deres daglige tøj. Ligfølget sad på bil nr. 2. På den tredje bil sad et hornorkester og spillede den ene øresønderrivende march efter den anden for at jage de onde ånder på flugt. Da jeg om aftenen igen kom forbi holdtes gravøl under megen støj.

Lidt om kongeriget Siam.

Siameserne er venlige og omgængelige mennesker, men de kan være yderst koldblodige, når det gælder. De er ikke ovenud flittige, som fx kineserne, og de interesserer sig i almindelighed ikke for at tjene noget ud over, hvad der er nødvendigt til husbehov. Politik interesserer de fleste sig heller ikke for, men de er meget kongetro, hvad følgende beretning vidner om:

Det blev fornys opdaget, at en af den myrdede barnekonges ministre i samråd med daværende statsminister, skød barnekongen i dennes sovegemak efter et mislykket forsøg på at forgifte ham, for at statsministeren kunne ”gøre sig elsket” af folket og således blive præsident for en siamesisk republik. På grund af folkets kongetroskab mislykkedes det fuldstændigt, og de to ministre jages nu af politi i Kina, da de er sporet til Shanghai.

Siameserne er buddhister. I deres tro overgår de langt Europæerne. Folk i forskellige egne af landet holder selv deres templer og betaler præsterne. På templernes tilstand ser man, om egnen er rig eller fattig. Præster og munke binder sig til deres kald, enten for livet, eller for en årrække. Munkene er et almindeligt syn i byens gader. Der er munke helt ned til 12-14 års alderen. De yngste er dog kun novicer, en slags læredrenge. Deres klædning er et skrigende gult skærf, der hænger således på kroppen af dem, at man ikke kan se, hvorledes det overhovedet er sat sammen. Derudover bærer de kun deres tiggerpose, men hverken hovedtøj eller skotøj og så er de klippet skaldede.

De må intet købe, men skal tigge både mad og andre fornødenheder samt penge til templernes opretholdelse. De må ikke have nogen som helst omgang med kvinder, der end ikke må røre deres klæder eller fx sidde ved siden af dem i en bus.


Hans C. Elberg
på en hellig ko, Watt Arun, Bangkok.

Hele Bangkok ligger så at sige i niveau med flodens overflade. Byen gennemkrydses af et net af kanaler, hvor store mængder af husbåde ligger side om side. Her bor og lever en stor del af byens befolkning. Med 6 timers intervaller flyder bådene eller de ligger på bunden, på grund af tidevandet. Mængden af både danner ligefrem hele ”kvarterer”, ikke kun beboelse, men også handel. Fænomenet kaldes ”The floating market”.

I den indre by, hvor alle gader, men særlig hovedtrafikåren ”New Road”, er smalle, må trafikanterne, men især taxichauffører og rickshawkulier have åndsnærværelse. Det er ikke blot tæt trafik, det er trafikkaos. Når det gælder om at redde sit køretøj, tages der ingen hensyn til medtrafikanter. Fortove er blokerede af butikker og boder, og vil man frem, må man som regel ud på kørebanen med fare for at blive kørt ned.

Der er til stadighed en uudholdelig larm af cykelklokker, bilhorn, højttalere og sælgernes råben. De sælger alt mellem himmel og jord. Der er tryllekunstnere, spåmænd, ekspressskomagere og ditto –skræddere, o.m.a.

I Bangkok møder man alle slags mennesker, dog måske lige bortset fra sorte og indianere. Selve befolkningen er overvejende kinesere og siamesere. Lidt uden for centrum ligger, på den ene side kongeslottet, omgivet af ministerier, museer og de største templer, på den anden side ”de hvides” bydel med store, smukke villaer. Den øvrige del af byen er mest faldefærdige træhytter, overbefolket og ildelugtende. Siamesere er renlige nok, men de forstår ikke, hvad bakterier er, hvorfor alt affald får lov at ligge og rådne rundt omkring.

Der findes nok ikke mange lande på denne jord, der har et så rigt dyreliv som Siam. Med familien Kingsley besøgte vi en eksportdyrefarm uden for byen, hvor vi så elefanter, bøfler, mange slags aber, tigre, pantere, marabustorke, flere slags bjørne og alle mulige fugle og naturligvis slanger. Alle dyr indfanget for kort tid siden og derfor mere eller mindre vilde.


Kongeslottet.

Byen vrimler med hunde, men de er alle fyldt med skab og andet utøj; mange steder ser man også en abe siddende i gadedøren. I regntiden kommer slanger af alle størrelser frem efter at mørket er faldet på. De stjæler fjerkræ og mindre dyr. En af Ø.K.s kaptajner, der sejler i fast fart herude for et siamesisk rederi, fortalte mig at han fornys havde skudt en slange på 22 fod i sin hønsegård.

Får man slangebid, hvad nemt kan ske, er den hurtigste død man kan få 2 timer efter biddet. I den tid kan man let nå hen på Pasteur-instituttet, Røde Kors, hvor behandlingen er gratis. Dette institut har en stor farm med slanger, hvis gift tappes til brug som modgift.

Indenfor husets fire vægge udfolder der sig et rigt insektliv. Det vrimler med fluer, myg og myrer. Sidstnævnte kravler rundt på bordene og ”spiser med”; at hvert bordben står i en skål med petroleum er ikke engang nok. Moskitoernes hærværk kan man bedst se på sin egen krop, der kan se ud, som havde man røde hunde.

For nu at regulere lidt på de myriader af insekter, løber der små krybdyr rundt på vægge og lofter, en slags gekkoer, der ligner små firben. De indfødte kalder dem tu-kii efter den lyd, de frembringer. De fanger insekter med forbavsende færdighed.

Da min far 15 år tidligere lå i fast rutefart på Bangkok, havde han herude nogle venner, familien Walther Gøttsche. Dem opsøgte jeg også. Første gang var jeg alene hos dem. Jeg husker, at de boede på Sathorn Road nr. 16, samme sted som mine forældre havde besøgt dem mange gange. Det var en stor, men ældre villa i to etager. Hr. Gøttsche syntes, jeg skulle opleve en tur gennem Bangkok i sporvogn og rickshaw. Det blev en minderig oplevelse, for med en lokal guide ser man trods alt steder, man aldrig ville have fundet hvis man var på egen hånd. Familien inviterede på middag den følgende dag, hvor jeg kunne medbringe en kollega. John tog så med mig. Stor var vor forbavselse, da vi kom derud og så en af skibets tjenere gå rundt i deres have. Han kendte dem også!


Fra vores visit hos Gøttsches.

Snakken gik jo lystigt, og hr. Gøttsche fortalte vidt og bredt om byen. Han advarede os om, at der i byen er rene tyvebander, hvor man blandt deres medlemmer kan finde både soldater og politibetjente. For enlige turister, der er havnet i deres kløer, er der ikke andet at gøre, end at give op. De er koldblodige, og de stikker eller skyder uden betænkelighed deres ofre ned, når de ikke føjer sig. Af samme grund har alle huse i de hvides kvarter en vagtmand, der kan råbe alarm.

Så blev det sidste dag i Bangkok. Den sidste last, vi tog om bord, var et par flotte motorbåde tilhørende en siamesisk prins. De skulle til London, hvor han opholdt sig. Endelig var der to bure med et par babyelefanter; de var en gave til Kong Frederik, men de skulle naturligvis ”parkeres” i en dansk zoo, Aalborg. Elefanterne er meget kælne, og de tigger værre end hunde.

Saigon og så hjemad.

3 dage efter afsejling fra Bangkok tog vi lods ved mundingen af en flod. Floden fører op til den store by, Saigon, det sidste sted på turen, inden vi vender næsen hjemefter.

Floden slynger sig gennem tæt mangroveskov og åbne rismarker. Vi var så heldige at se to krokodiller. Held må man kalde det, når lodsen, der havde sejlet her i 14 år hermed havde set i alt 3 krokodiller. De er meget sky og holder til ved bredderne og i de små bifloder.

Ved middagstid nåede vi Saigon, en by omringet af partisaner i et land i 100% krigstilstand, og hvor der skydes på livet løs straks efter solnedgang. Der var udgangsforbud fra kl. 24 til daggry. I den tid er al færdsel på gader og på floden forbudt, der skydes uden varsel. Der er kun by på den ene side af floden. På den anden side ligger partisanernes frontlinie kun 3-400 meter fra byens centrum. Politi og toldvæsen foretog for nogen tid siden razzia efter tyvekoster på denne side af floden. De kom aldrig tilbage. Nogle fandt man drivende i floden med kroppen gennemboret af knivstik.

Franskmændene kan kun takke deres overlegenhed i våben for, at de stadig har magten i denne koloni. Befolkningen hader dem som pesten, kun få medløbere holder sig stadig til dem. Trods det, at der her er stationeret stærke flådeenheder, politi og 10.000 mand fra fremmedlegionen, finder man dog med dages mellemrum en hvid mands mishandlede lig. Men befolkningen har grund til deres raseri. Franskmændene er brutale herrer.

Havnearbejderne her er drenge i 14-års alderen. På deres uvillighed og trodsighed ser man hele befolkningens standpunkt afspejlet. Vi lossede blandt andet kunstsilke, og naturligvis så knægtene deres snit til at hugge hver et stykke; men da de blev opdaget af de franske vagter, der gik på dækket, fik de ikke blot prygl, men blev direkte mishandlet. Vi blev rasende af at se derpå, og kun vor magtesløshed hindrede besætningen i at gå løs på vagterne. Oven på den omgang blev de skyldige lagt i håndjern og ført bort.

Om aftenen, det vil sige kl. 17, var vi en tur i land. Saigon ligner ikke Østens byer i almindelighed. Naturligvis har den sine indfødte kvarterer, men er ellers fransk helt igennem med boulevarder og fortovscafeer samt alt, hvad der hører sig til. Det synes som om der er langt flere hvide her end på de andre pladser, hvor vi har været. De mange fremmedlegionærer sætter deres præg på byen. Vi sad på en fortovscafe ved siden af et bord med legionærer. Det undrede mig at høre dem tale tysk indbyrdes. Direkte adspurgt fortalte en, at de langt overvejende var tyskere! Man skal lige huske på, hvad der er foregået i Europa få år før. Nogle har nok søgt til Fremmedlegionen på grund af de håbløse tilstande i deres hjemland, andre har vel søgt tilflugt her, fordi der har været et regnskab fra krigen, der skulle gøres op.

Selvfølgelig kom vi for sent ned til det sted på havnen, hvor en motorbåd skulle færge os over til Lalandia, der lå på den modsatte flodbred. Selv for nok så stor en sum var der ingen, der ville eller turde sætte os over. Havnepolitiet kunne heller ikke hjælpe os, så vi måtte indstille os på en nat i en by med udgangsforbud. Heldigvis for os lå den danske båd ”Else Mærsk” ved kajen og lossede våben og ammunition fra Marseille. Her fik vi både aftensmad og natlogi. Man fortalte os her, at ”Else Mærsk” var blevet beskudt af partisanerne den første nat i Saigon. Disse vidste udmærket besked med lastens beskaffenhed.

Glade var vi næste dag, da vi skulle afsejle, ikke blot, fordi vi følte jorden brænde under os; men også fordi vi nu tiltrådte hjemturen.

På vej ud ad floden passerede vi et af de mange lig, der ligger og driver udefter, indtil de måske bliver ædt af krokodillerne. Det var en vietnameser, det var et ækelt syn, og så var det 5 min. før spisetid. Begribeligvis tog det appetitten.

Næste stop var Singapore. Her havde vi en højst ubehagelig oplevelse. Fire af vore drenge havde fået den højst skøre ide, at de ville lege gangstere for en aften. De var kommet i besiddelse af en legetøjspistol, der lignede en rigtig pistol. Med den havde de lavet ”hold up” overfor en rickshawmand og tvunget ham til at køre gratis


Elefant-gave fra Kong Bomibol til Frederik IX.
”Dæks” med elefanten ”Trine”
(det er Trine til venstre)

Men sidstnævnte, der havde evnen i orden, skyggede dem videre frem og alarmerede politiet i rette øjeblik. Nu sidder to af dem i fængsel i Singapore, den ene med en dom på to års fængsel hængende over hovedet, den anden kun til afhøring, men dog agterudsejlet.

I Port Swettenham blev besætningen yderligere reduceret, idet 3. mester fik konstateret en meget farlig tuberkulose og måtte flyves hjem derfra, men i Penang fik vi så en ny mand, en stor svensker, der lige var deserteret fra Fremmedlegionen. Han er nu koksmath og lykkelig over at være undsluppet og på vej hjem. I Penang havde vi desværre kun en enkelt aften, som vi i denne hyggelige by fejrede ved at gå i land alle mand. Vi var på byens største danserestaurant, ”City lights” Dog fungerer det er på en anden måde end herhjemme.

Man betaler først en adgangsbillet og køber et hefte, der er 4 dansebilletter. For enden af et stort dansegulv sidder et kineserorkester og leverer fin musik. Rundt om dansegulvet sidder de fast engagerede dansepiger på stole, der bærer de enkeltes navne. Der er kinesere, siamesere, malayer og indere. Der kan så danses med hvem, man har lyst til ved at aflevere en dansebillet til hende. Ude i periferien er der stole og borde til gæsterne, hvor alt serveres. Lysreklamer i lokalet annoncerer for varerne, særlig de danske ølmærker er godt opreklamerede. Der er dejlig køligt i lokalet, så der er ingen fare for at besvime under dansen.


Nogle søde unger, vi mødte på vor vej.

Efter 4 dage i søen anløb vi uden for programmet en lille forindisk havn, Vizagapatam, for at laste palmeolie til den europæiske margarineindustri. Der er tale om en helt ny by og havn, bygget under krigen som udfaldsport mod Japanerne i Malaya. Uden for havneindløbet, der kun var ca. dobbelt så bredt som Lalandias største bredde, blev vi modtaget af lodsen og de indiske ”gadefejere”, kragerne og deres lige så frække forbundsfæller, en slags store høge. Da vi jo kun kender rovfugle som både sjældne og sky fugle, var det helt underligt at se dem optræde i så store flokke og være så nærgående. På havnen udfoldede der sig et rigt dyreliv; uden indhegning gik geder, svin og høns samt de hvide zebuokser omkring, og på et tag i nærheden hoppede en stor abe rundt.

Til trods for at man måske bør kalde Inderne for civiliserede mennesker, vil jeg mene noget andet. Den slags fremtoninger, der rendte rundt her mindede mere om aber. Blandt den flok, der hele tiden stod uden for kabyssen for at tigge om mad, var en kvinde med et barn ved brystet. Barnet diede afvekslende med, at det pillede lus i kvindens hovedbund. Jeg følte mig ærlig talt hensat til abeburet i zoologisk have.

De fleste mennesker, især kvinder, går med ringe i ører og næse, de går alle utroligt usselt klædt. En stor kontrast til denne armod var byens politipræfekt og hans familie, d.v.s. hans tyve koner og mange af hans børn. De var om bord for at bese skibet, alle var klædt i pragtfulde kostumer, en sand lækkerbisken for en farvefotograf.

I en skrumplende løberickshaw, en høj, tohjulet kærre, hvor ”trækdyret” var en Inder, var vi oppe for at se på byen, der så akkurat sådan ud, som vi havde forestillet os, at en indisk by skulle se ud: Små snavsede gader, hvor dyr og nøgne unger rendte omkring. De fleste huse små og lerklinede, men ind imellem et større hus med en buegang foran og vinduer i spidsbuestil som i en orientalsk film. Vi var i butikker og fik forevist smukke indiske tæpper og silkevarer. Indehaveren byder på drinks og cigaretter, selv om man intet køber. Så videre langs gaderne igen, mens tiggere i alle mulige aldre render efter kærren. Af og til må vi køre uden om en hellig okse. De okser, der erklæret hellige må bevæge sig overalt og gøre, hvad de lyster. Ikke kun at de spærrer for trafikken, nej, vi så en gå ind i en stue og rode rundt i, hvad der stod på bordet.

I Vizagapatam fik vi alle en indsprøjtning mod kolera, der netop var under udvikling i Indien på den tid.

Da vi havde lastet færdig, gik rejsen videre til Madras. Jeg havde forestillet mig den som en rigtig snavset storby men blev overrasket! Stor er byen, men smuk som kun få. Store pragtfulde bygninger, brede boulevarder med mange træer og store parker, men med en befolkning, der ikke fristede til landgang efter mørkets frembrud. Nogle af vore drenge gjorde det alligevel, og de forvildede sig endda til den arabiske bydel, hvor de blev stenet og kun med nød og næppe slap helskindede om bord.

Jeg havde på den varmeste del af rejsen fået bylder, de sad på de mest ubekvemme steder. Heldigvis for mig, var der læge om bord. Da Ø.K.s firmastere er passagerskibe, der kan tage 36 passagerer, skal de ifølge lov om skibes bemanding have en læge med. En ren svir for en ung, nyuddannet læge at få en gratis tur til Østen og så på fuld løn. Nå, jeg blev taget under ”kærlig” behandling et antal gange og slap da også af med den kedelige skavank.

En eftermiddag besøgte vi den store basar, ”Moore Market”. Den udgøres af en 3-4 store bygninger, hvori de handlende så arrangerer deres boder. Der var, set med vore øjne, en masse herlige ting at få. I afdelingen købte vi for 3 rupee, ca. 5 kr. en papegøje med bur, foder og det hele. En købte 3 blomstrede silkeslips, en anden 5 par indiske sandaler. Der blev også købt souvenirs, bl.a. elfenbensfigurer samt et cocktailsæt i ciseleret messing.

Under hele opholdet i basaren rendte to drenge konstant efter os for at ”vise” os alt muligt, naturligvis i håbet om, at få en skilling bagefter. Mindst 20 gange bad vi dem om at forsvinde, men uden resultat, så stor var deres skuffelse, da vi kørte derfra uden at de fik noget. I Madras fik skibet kompletteret dets zoologiske have, der nu foruden elefanterne bestod af papegøjen, en abe og en skildpadde og en kat.

Undervejs mod Colombo mødte vi Ø.K.s ”Mongolia”, der var på vej ud mod Østen. Mødet udløste en hel ceremoni, der forsinkede begge skibe en halv time. Vi så også en flok hvaler, let kendelige på den vandstråle, de sender lodret op. Jeg var ikke klar over, at hvaler søger helt op til Ækvator!

I Colombo var koleraen rigtig brudt ud, og det var farligt at gå i land. Dog, da alt det, vi havde til hensigt at købe, kunne fås hos de handelsmænd, der kom om bord, var det jo heller ikke nødvendigt med landgang. Der blev købt Ceylon Tea, kokosmel, kokosnødder og så de kendte elefanter, udskåret i ibenholt, hvoraf jeg reddede mig et par. Jeg var forinden blevet varskoet om, at der også solgtes ”ibenholts” elefanter af en billigere træsort. Det eneste sorte var så malingen. Man skal insistere på, at måtte skrabe dem under foden, hvorved svindelen kan afsløres.

Vi forlod stedet med kurs mod Aden. Turen kom til at vare længere end beregnet, trods det, at vi krydsede oceanet længere mod syd for at undgå den værste del af sydvestmonsunen, så fik vi den dog at føle. Det udviklede sig til regulær storm og varede i tre dage. Havet kom i oprør og det stakkels skib dansede som en nøddeskal på bølgerne. Stormen hylede, så det blev et problem bare at stå fast på dækket, over hvilket det oppiskede skumsprøjt ustandseligt faldt ned som et sandt saltvands-regnvejr.

Tallerkner blev slået itu, solsejl revet itu, og hvad der ikke var gjort fast, forsvandt ud over siden. Prinsen af Siams store motorbåd stod og rokkede frem og tilbage og truede med at rive sig løs. Det gjaldt også elefantburene. De stakkels dyr hylede af skræk.

Alt dæksgods fik nogle kraftige ekstra surringer, og så holdt det. Passagererne så vi overhovedet ikke i 5 dage! Henne på fordækket væltede de grønne søer sig ind over boven med en altødelæggende kraft. Når et halvt hundrede tons vand kommer farende med 15 mils fart, er der ikke meget, der holder. Således knuste søerne vores badekar (Svømmebassin), skønt det var tømret af 3 tommers planker og blev holdt sammen af svære jernbolte. Sommetider måtte en jo ned på fordækket for at slå en kile i, men det gjaldt bare om at passe på. Får en sø chancen for at trykke en mand ind mod et skot, kommer han slemt til skade.

Men også det fik en ende. I går passerede vi Afrikas østligste pynt, Kap Guardafui, og i eftermiddag skal vi anløbe Aden.

I Aden måtte vi efterlade en matros på hospitalet, så besætningen formindskes stadig

Op gennem Rødehavet måtte vi for sidste gang på denne rejse døje med varmen, termometret viste 40 grader, så man bevæger sig ikke mere end højst nødvendigt og må sove ude på dækket om natten, hvis man i det hele taget kan sove. Vagterne om natten er derimod ikke så kedsommelige mere; der er livlig trafik, særlig af de store tankbåde, der sejler til Basra og Abadan i den Persiske havbugt for at laste olie til Europa.

I nat så vi i Jubal Strædet en brændende oliekilde, et sælsomt syn, disse røde flammer, der slikker indtil 100 meter op i luften og udsender en varme så kraftig, at levende væsener må holde sig på flere kilometers afstand, hvorfor branden ikke kan slukkes. Den kostbare olie brænder år ud og år ind.

I middags ankrede vi ved Suez, hvor næsten en snes skibe nu venter på daggry for at kunne starte turen gennem kanalen. Om natten er den spærret, fordi der i al hemmelighed foregår troppetransporter over kanalen mod Palestina.

Efter et par timer i Port Said gik det ud i Middelhavet. Dag for dag bliver luften koldere, dog kan vi endnu gå i shorts og med nøgen overkrop, da vi hver dag har fint vejr. Messinastrædet og Stromboli passeres, og denne gang så vi vulkanen helt fri for skyer. Uafbrudt stiger røgen op fra krateret, og lavaen løber også rygende ned langs siderne.

Onsdag den 25. kom vi så til Genova og kunne for første gang siden Madras komme i land. Vi nød det. Om eftermiddagen en lang spadseretur, hvor vi kom om bord med favnen fuld af svesker og rosiner. Om aftenen var vi i biografen, og derefter sad vi i en lille hyggelig restaurant og delte en flaske chianti.

Skønt kraftige advarsler mod at lade alle vore cigaretter forsegle, undlod vi det dog og løb risikoen. Fristelsen i form af tøj, flotte schweizerure og rede penge var for stor. Og det gik godt, på en enkelt undtagelse nær. Nu har vi alle en masse dejlige sager i kufferten, flere bærer et flunkende nyt ur på armen. De fineste, til en pris af 10-15 kartoner cigaretter er, foruden almindelige ure, tillige stopure og har indbygget kalender.

Fine souvenirs, som damask sengetæpper eller duge, cigaretskrin med klokkespil er billige her, de skal nok gøre lykke derhjemme. Foruden disse herligheder fik vi tre nye folk: En finsk matros, en norsk koksmath og en dansk kunstmaler i bare ben og med fuldskæg. Han mønstrede som kammerdreng for at komme hjem. Han fik straks øgenavnet ”Skæg”.

Dagen efter var vi i Marseille, men manglede to matroser, der var blevet agterudsejlet i Genova, da de, en time før afgang var gået i land for at få lidt mad, i protest imod, at en ret ris og karry indeholdt mere brusk end kød.

I løbet af dagen kom der besked om, at disse to ville være at afhente på banegården i Marseille. Her stod de, fuldstændig blåfrosne, fordi de havde måttet rejse i shorts og med nøgen overkrop op over Alperne og specielt igennem kolde tunneller midt om natten

Da vi om aftenen ved 22-tiden skulle sejle, indtraf der en sælsom begivenhed. Vi manglede følgende ved afgang: Den norske koksmath, der dog var lovlig forhindret, da han havde skoldet sig under arbejdet og var bragt på hospitalet. Desuden manglede finnen, kunstmaleren, de to agterudsejlede matroser samt tre passagerer, der ellers aldrig gik i land. Lidt efter dukkede disse dog op, og vi kunne afsejle mod London

Søndag blev en bevæget dag i rejsens dagbog; ikke sådan at forstå, at det blæste eller lignende, eller at der blev lagt os andre besværligheder i vejen. Nej! Vi opdagede såmænd, at vi havde en tyv om bord. En af motormændene havde under hele rejsen stjålet tøj og cigaretter hos sine kammerater. Den slags adfærd er noget af det værste, en sømand ved. Manden blev gennembanket af de bestjålne en formiddag, inden han skulle på vagt. Da han kom tilbage efter vagten, fik han endnu en omgang til blodet flød. Så fik han lov at vaske sig og blive forbundet og spise sin aftensmad. Så fik han den tredje og sidste omgang tæsk. På toppen får han så ”den kolde skulder” resten af rejsen.

Samme dag aften holdt passagererne ”Skippermiddag”. Stemningen blev høj, og det flød med både flasker og glasskår. Da jeg om natten kl. 2 står til rors, kommer en kvinde skrigende gennem styrehuset til skipperen kun iført bare ben og natkjole og med en fyr i pyjamas efter sig. Det viste sig, at manden havde fået delirium og havde forsøgt at bryde ind til damen. Han blev nu under hård modstand af et par mand slæbt ned på sit kammer. Der blev hurtigt mistænkeligt stille hos ham, og da en tjener tilfældigvis kommer til at se ud over skibssiden, ser han manden på vej ud gennem vinduet med det gabende, sorte hav under sig og med store chancer for at falde i. Hurtigt og resolut farer tjeneren ind til ham, får ham trukket tilbage og fjerner det håndtag, der bruges til at åbne vinduet med. Så blev der ro.

Kl. 8 mandag morgen har vi den majestætiske Gibraltarklippe om styrbord, og så går det ud i Atlanten. Da jeg om eftermiddagen står til rors opdager jeg pludselig en ubehagelig lugt af muddervand, der senere bliver til en ren slagterilugt og ender med at lugte råddent. Jeg får øje på en stor hvid plet i havoverfladen og varskoer styrmanden. Vi kommer ganske tæt forbi og ser en masse fugle omkring den. Det var et 15 meter langt kadaver af en hval. Nysgerrigheden overvandt dog ubehaget.

Jeg var ikke den eneste, der havde tænkt på det kostbare stof, ambra, der før har gjort hele skibsbesætninger rige med et slag.

I de følgende dage passerer vi i fint vejr Kap Vincent, Lisboa, Kap Finisterre, og så er vi ude i Biscayen, der også krydses i fint vejr.

Snart er vi i den Engelske Kanal.

Afslutningsvis vil jeg lade at par ord falde om de af besætningen, jeg endnu husker:

Skibets fører hed Aage Kjær Jepsen. Forståeligt nok blev han kaldt ”Jeppe Aakjær”.

1. styrmand var en marineofficer, Erik Drejer. Han spurgte de sidste dage nogle af os, om vi ville med på næste rejse. Klart var der nogle, han under ingen omstændigheder ønskede med. Han var vist lidt skuffet over, at jeg takkede nej.

Mange år senere købte vi en flot teaktræsdør second hand i Birkerød. Det viste sig, at sælgeren havde været 2. mester på den rejse.

En stor, tyk matros ved navn Hans havde fået det specielle job på hjemrejsen, at skulle passe elefanterne.

Bedst husker jeg vel de folk, jeg delte kammer med. Vort lukaf var beregnet til 4 mand og lå i styrbords låring, lige over skruen. Det virkede lige så godt som en vuggesang. Her boede vi tre letmatroser, John, der var københavner, Knud Pedersen, der var fra Lolland, ”jumbo” (jungmanden) jeg og så vores papegøje, der dog allerede i Middelhavet så sit snit til at forsvinde ud gennem et åbentstående koøje.

Resten af rejsen bød på følgende anløb:

Først London, derpå Antwerpen, så Rotterdam og Hamburg. Til slut Gøteborg og København. Da vi kom til Hamburg, havde der fundet en valutaveksling sted. Dette havde den virkning, at der pludselig dukkede en masse varer op, som tyskerne havde gemt til bedre tider. Det var faktisk indledningen til det, der senere kaldtes ”Das Witschaftswunder”. Jeg fik her lejlighed til at besøge min mors kusine. Der var tre små drenge. For dog at komme med noget, havde jeg medbragt en kokosnød. Da moderen fortalte den mindste af drengene, at Hans Christian havde kokosnødder med, sagde han: Mon jeg må få en pose kokosnødder?

Hermed slutter så beretningen om den oplevelsesrige rejse til det fjerne Østen.

Letmatros
Lalandia 1948
Hans Christian Elberg.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN