"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 14

.

Kambodia 62.


Kambodia i Hongkong.

Hermed mit bidrag til "Snesejler siderne" om hvordan det var at stikke til søs med ØK`s Kambodia i foråret 1962.

En del af mine skolekammerater stak til søs med skonnerterne på Mariagerfjorden.

Det var mest cement i sække de sejlede med. Og når det gik vildt til, kom de helt til Nakskov.

Det syntes jeg ikke var nok, derfor sendte jeg nogle ansøgninger til diverse rederier, for at høre om muligheden, for at få en hyre som messedreng. Deriblandt også ØK.

Svaret fra Ø K var, at de ikke antog nogen før man havde været inden om forhyringskontoret.

Der var så kun en ting at gøre, nemlig at tage rutebåden Jens Bang til København.

Vel ankommen til hovedstaden gik jeg op gennem Nyhavn. Ved Kgs. Nytorv mødte jeg en betjent som jeg venligt spurgte om vej til Ø K.

Jo, det var lige rundt det Kongelige Teater og ret frem. Og ganske rigtig der lå det Det Østasiatiske Kompagni`s store og imponerende kontorbygning. Jeg gik frejdigt ind, og kom et godt stykke inden for døren, inden der kom en herre farende, og spurgte hvad jeg ønskede, og ikke mindst hvad jeg lavede derinde.

Jeg gav som svar, at jeg skulle søge hyre som restaurationsdreng i et af kompagniets skibe.

Mandspersonen skiftede kulør, og havde han haft en dekoratørsaks var jeg sikkert blevet båret ud af bagdøren. Han fik dog fremstammet, at mit ærinde var på kontoret på hjørnet af Sankt Annæ Plads og Lille Strandstræde.

Det fandt jeg, og kom op på første eller anden sal (oven over et vekselererfirma).

Her blev man mødt af en herre med vest og urkæde, som spurgte hvad han kunne være til tjeneste med. Jeg fik fortalt, at jeg havde sendt en ansøgning om at komme ud og sejle som restaurationsdreng, og havde fået brev om at møde op på kontoret.

Der skete ikke mere end, at han kiggede lidt på mig ,og sagde De skal høre nærmere når der bliver noget. Derefter kunne jeg tage Jens Bang hjem igen.

Efter en uges tid kom der brev fra forhyringen, at jeg skulle kontakte dem. De kunne meddele, at jeg skulle møde ude i Frihavnen ved Orientkajen, Ø K`s inspektion, og gå om bord i M/S KAMBODIA.


Kambodia malet af Svend Klausen.

Det vidste sig, at jeg skulle arbejde om bord i ca. 3 uger inden vi skulle sejle.

Foruden mig kom der en dreng til som hed Torsten, han kom fra Hjørring. Vi kom til at dele kammer de næste 6 måneder.

Det var ikke ligefrem den store luksus. Kammeret havde en dobbeltkøje, en bænk langs skottet ud mod sidegangen, samt et lille bord og en stol. Vi havde et klædeskab hver.

Desuden var vi 10 mand om to toiletter, to håndvaske, samt 2 brusenicher.

I baderummet var der monteret en steamventil, som vi brugte når vi vaskede tøj.


Jungmand Poul Ivan Larsen og 2 motormænd, rengøring efter oliespild i sidegangen.

Arbejdet bestod i rengøring af kabys og proviantrum. Der skulle vaskes ned og males, dette under ledelse af kokken som skulle med på turen.

Vi kunne ikke bo om bord, og der var heller ingen kost mens vi lå i frihavnen. Man skulle selv have madpakke med på arbejde. Ind imellem blev en af os sendt op i Århusgade efter smørebrød til hovmesteren (kaldet sølvkaninen).

Midt i det hele blev vi også jaget ind i Bredgade til Kompagniets læge, jeg tror han hed Rydgaard. Her fik vi en sprøjte så stor, at armen var ubrugelig i flere dage, men det var ikke noget at tage sig af mente kokken, vi kunne godt arbejde alligevel.

Tiden i frihavnen fløj af sted. Og jo nærmere vi kom afsejlingsdagen jo flere folk dukkede op.


Lejder mellem de 2 hovedmaskiner.

Arbejdet i maskinrummet som jeg på det tidspunkt ikke havde en pind forstand på, gik for fulde omdrejninger. De havde stempler oppe kan jeg huske. Hvilket de også havde de næste 6 måneder i en lind strøm. Cylinderolien var åbenbart ikke særlig effektiv dengang. Jeg mener at assistenterne talte noget om 1500 /2000 timer mellem trækkene.

Det ser jo noget anderledes ud i dag med drifttimer på diverse komponenter.


Maskinass. Hans Mikkelsen, og Jensen.

Vi skulle være 5 drenge på turen. De sidste tre kom nogle dage før afgang. Foruden Torsten Petersen kom Poul Kim Frandsen som havde haft en tur med Morelia til Australien, og var derfor en erfaren mand. Kurt Matsson var ærke Københavner fra Christianshavn, og havde ikke prøvet at sejle før. Men var ekspert i alt andet vi talte om. Den sidste som dukkede op kan jeg ikke huske navnet på. Jeg tror ikke han havde forestillet sig, at han skulle arbejde/vaske tallerkner m.m. Det gik noget trægt for ham. Jeg mener, at han holdt til Hamburg, hvor hans forældre kom kørende med en afløser, og tog poden med hjem til mere beskyttede omgivelser.

Den nye hed Finn Hansen, og havde været en tur med DFDS`s Equador på Sydamerika. Han havde ifølge eget udsagn en del erfaring i jobbet, og vi andre havde en del at lære inden vi var på niveau med ham. Når han skrev en bon til høkeren på en kasse sodavand eller hvad det måtte være, blev den underskrevet med Finn, og Chief boy. Jo, der manglede ikke noget. Han blev for øvrigt ret flink, efter at han havde fået en på lampen.

De øvrige i restaurationsafdelingen/kabyssen var følgende: Hovmesteren hed Andersen og var fra Randers. Han var ret omgængelig. Jeg fik jobbet som kælderdreng, og havde derved en del med ham at gøre. Jeg hjalp med al det kolde til salonen om middagen. Det varme fik de om aftenen. Med besætningen var det omvendt.


Kok Henrik Skånstrøm, smath Jørgen og ass. Skafte i ass.messe.

Kokken hed Henrik Skånstrøm, og var en livlig herre. Hans kammer lå lige over for kabyssen i bagbord side. Her havde han en Tandberg spolebåndoptager kørende. På den måde fik jeg smag for The Shadows. Jeg tror ikke han var udlært kok på det tidspunkt. I hvert fald var han og høkeren ikke altid enige om hvordan tingene hang sammen.

Husker engang chiefen kom ned med en en stegt rødspætte, og på en høflig men bestemt måde forespurgte, om det var muligt at mere end paneringen kunne blive stegt.


Mogens Damsgaard Sørensen på 4. lugen 62.

Koksmathen hed Jørgen Hansen, og kom fra Esbjerg. Han talte gerne tit og ofte om Englandsbådene (kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid), hvor han havde haft en del oplevelser, vi andre aldrig havde hørt om.

Bageren hed Erling Andersen, og var fra Svendborg. Han bagte noget godt brød, og lavede fine desserter (dette var dog mest til salonen).


Her ses bageren få sig et kæmpehiv af stærk tobak i Suezkanalen.

Det var herlig, at sidde ude på 4. lugen om morgenen med en kop kaffe samt et rundstykke eller wienerbrød når det lige var kommet ud af ovnen. Jeg tror aldrig han kom rigtig til køjs, det forekom mig at han sov på "Fuldebriksen" konstant.

Han stod for ølsalget, og var ansvarlig over for hovmesteren med regnskabet. Folk gik ind på hans kammer, og hentede nøglen til melrummet hvor øllet var sat på køl. Når nøglen blev afleveret, spurgte han søvnigt fra briksen, om hvor mange der var taget. De opgivne tal må have været forkert, for da regnskabet blev gjort op, manglede der ca. 1000 øl.

Det var ikke noget at tage så tungt, på et tidligere skib havde underskuddet været på 1400.


Kambodia i hård sø.

Vi havde 12 passagerer med næsten konstant, derfor var der tjener om bord. Han hed Leif Petersen og stod for serveringen i salonen. Hans højre hånd var en ungtjener som hed Bjarne (Christensen tror jeg ). Han tog sig af de løbende forretninger, fra proviant/kabys til salonen med fadene, og dem var der mange af. Der blev godt nok disket op for passagererne samt kaptajn, maskinchef og overstyrmand. Øvrige officerer spiste i officersmessen. Og sidst men ikke mindst var der en stewardesse ved navn Vibeke Madsen. I daglig tale fru Madsen. Hun var også et kapitel for sig.

Der blev serveret mange steder, foruden salonen og officersmessen havde maskinassistenterne deres egen messe. Matroserne havde deres. Bådsmanden samt tømmermanden sad i en lille messe for sig selv. Fyrbøderne havde deres egen messe. Og endelig havde restaurationen egen messe, hvor også de to styrmandsaspiranter spiste da de blev jaget ud af matrosmessen.

Kaptajnen hed Niels Agge. Det var ikke ham vi havde mest med at gøre, ham så vi kun når der var et eller andet galt.


Rorgænger, Kaptajn Agge og 1. styrmand Sørensen.

Overstyrmanden hed vistnok Christiansen og var fra Marstal.

1 styrmanden hed Sørensen og var en meget behagelig person kan jeg huske. 2 styrmanden var en Abilgård. En lang ranglet mand altid iført khakkitøj. Han gik 8 - 12 vagten.

Vi drenge gik tit op på broen om aftenen, og hørte lidt om navigation m.m. samt fik lov til styre en gang imellem. Han påstod godt nok, at det var for dyrt at lade os styre, da skibet snoede sig som en ål på en stegepande.

Vi havde generelt ikke noget med de høje herre at gøre i det daglige. Ud over at kammerdrengen gjorde rent deroppe.

Telegrafisten hed Peter Hauke. Han blev på Kambodia i nogle år (ifølge side 11 på snesejler siderne).

Udover styrmændene var der to styrmandselever. Den ene hed Frederik Grøntved, og den anden var Ernst Hendrich. De to havde det ikke for godt da styrmandsordningen ikke passede matroserne. De kunne for eksempel ikke spise i matrosmessen, men var henvist til restaurationsmessen sammen med os drenge.

I maskinen var der følgende:
På toppen sad Maskinchefen H C Dwinge. Ham fik jeg senere et godt forhold til, dog først efter et raserianfald og en general skideballe, som skyldes at jeg fik vasket hans beskidte dørk med kaustiksoda (jeg vidste ikke hvad jeg havde fået fat i), men linoleumsdørken krøllede helt sammen. Resultatet blev, at Kompagniet måtte lægge noget nyt på, og så var Dwinge tilfreds igen.


Chief Dvinge og Kaptajn Agge.

Han blev helt medgørlig da han fandt ud af, at jeg havde en vis interesse i hvad der forgik nede i "hullet", og luftede noget om at jeg ville være maskinmester.

Efter jeg kom i lære som maskinarbejder, var jeg nogle gange i Århus sammen med en kammerat for at se det store maskineri. Der blev banket pænt på oppe ved Dwinge, og forespurgt om man måtte gå ned og se på maskinrummet. Svaret var altid
"ja, men De må ikke pille ved noget."

Chiefens højre hånd var 1. mester Folmer Jensen (kaldet Folmer Fedtekoger, i hvert fald af assistenterne). Han var ikke sådan at komme rundt om hjørnerne med. Jeg tror han var dygtig til jobbet, men han kunne eksplodere i 7 afdelinger, hvis messepeter stod og fløjtede eller sang i pantryet, når han spiste i messen. Han behøvede blot at stikke hovedet ud af døren, så ophørte al musikalsk underholdning.


Torsten, Poul, Kurt og Finn.

Med hensyn til køle og fryserummene vogtede han over disse som en høg. Vi skulle lige prøve at glemme at slukke for lyset i boksene når vi havde været inde. Så var den mere end gal. Det var svært at forstå ham dengang, og vi betragtede ham som en kværulant, men efter jeg selv har sejlet som maskinmester i 38 år, kan jeg godt sætte mig ind i hans evindelige problemer med det tekniske.

2. mesteren kan jeg ikke huske hvad hed, men de kaldte han for "Bandholmskipperens søn" Han var en meget buttet, og i den grad en hyggelig og glad mand. Han gik i lighed med 1. mesteren i hvid kedeldragt, og gav ordre til højre og venstre.

3. mesteren hed Jørgensen og var vistnok fra Horsens. Han gik stille og rolig med tingene.


2 motormænd.

Elektrikeren var Poul Bach Andersen. Hans familie boede i Hadsund hvor jeg kom fra. Han kendte min mor, og havde fået instrukser om, at se efter mig når vi kom ud i den store vide verden. Det opsyn ophørte efter vi havde forladt København. Men lidt "staldfiduser" kunne jeg da få i ny og næ.

Da Kambodia som bekendt var udstyret med to 10-cylindrede hovedmotorer, samt alt det andet maskinelle, var der brug for mange hænder. Derfor var der 7 maskinassistenter om bord. Og hvad den ene ikke kunne finde ud af, eller finde på, kunne de andre. Det var ikke kedeligt, at komme inden for døren til deres messe. Dem lærte jeg meget af på den tur.

Der var en som hed Jensen, derefter Knud Skafte, Mogens Hansen, Hans Mikkelsen, Alex Jørgensen, og en de kaldte Bøwle, den sidste husker jeg ikke. "Bøwle" havde altid en del vagter når skibet lå på interessante pladser, da havde de andre ikke tid til den slags pjat som vagt. Generelt knoklede de, for at holde sammen på tingene.

De menige i maskinen bestod af en Donkeymand som var sjakbajs for de tre motormænd. Donkeymanden hed Viggo. Motormændene var der 3 af, den ene hed Tommy og var fra Århus, og var noget af et kapitel for sig. Den ældste hed Phil, og var kuglerund og havde svært ved at komme op og især ned i maskinen til tiden. Den sidste var fra Norge.

Donkeymand Viggo.

På dækssiden var det bådsmanden som hed Johannes Nielsen, der styrede de øvrige med hård hånd. Det var en bomstærk mand, med et stille og rolig gemyt.

Tømrermanden hed Andersen, og var en virkelig sjov mand med mange evner. Efter han var blevet udlært tømrer var han stukket til søs. På den her tur, vil jeg tro, at han var omkring de 60 år. Han yndede at fortælle, at han havde haft 8 skibe i sin tid til søs. Det var ikke en mand der rendte fra pladsen i utide. (hvis det var sandt). De to herre gik rigtig og hyggede sig sammen kan jeg huske. Desuden havde de deres egen messe, for det ikke skulle være løgn.


Ass. Hans Mikkelsen/Brostrøm på sit kammer.

Matroserne var der vidst nok en 10 stykker af, foruden en letmatros samt to ungmænd og en dæksdreng.

Matroserne husker jeg kun nogle få af. Der var en som hed Svend og var fra Svendborg. Han talte meget med "kringlevrideren", som også kom fra det pastorat. En hed Hans Jeppesen. En anden blev kaldt "Skrighans". Ham jeg husker bedst var nok Ebbe Stoffregen. Jeg mødte ham 9 år senere i Korsør på cafe Broen. Han var da blevet tolder. og for at det ikke skulle være løgn, var bartenderen på bemeldte cafe, såmænd kokken Henrik Skånstrøm. Sjovt sammentræf. Men vi fik da vendt nogle minder.

Letmatrosen hed John. De to "Jumboer" var fra Lolland. Den ene hed Poul Andersen, og han delte kammer med dæksdrengen Jørgen Agger som var en gæv vestjyde fra omegnen af Thyborøn. Ham kom jeg en del sammen med. Jeg mener, at jungmand Andersen senere blev styrmand i Kompagniet.


Poopen på Kambodia 62, med kammer i underetagen og rygesalon øverst.
Poul, Kurt og Mogens.

Så vidt jeg husker sejlede vi ud af frihavnen en søndag formiddag. (ifølge optegnelser den 8/4-62. - Kambodia`s rejse nr. 31).

Første havn var Göteborg, og videre rundt til diverse andre havne i Europa.

Hver gang vi tørnede kajen strøg vi drenge i land efter endt arbejdstid. Der var meget at se på for en som ikke havde været ude i den store verden før. Det var ret fascinerende med pubberne i England, og billigt var det også dengang. Antwerpen kan jeg huske var en spændende by. I Hamburg var det Reeperbahn, og sømandskirken vi aflagde et besøg. I Rotterdam lå vi på Thomsons kaj i Katendrecht. Her skulle vi jo også op se på seværdighederne, og til bal på Valhalla, besøg hos Marie, samt Anni på Ocean. Da aftenen var ved at være omme, endte vi inde hos en tatovør. Torsten og jeg var de eneste som ikke fik en nål i armen. De tre andre knægte fik lavet roser og navne. Det blev til nogle stykke mere for de herrer inden vi var tilbage i København.

Jeg tror, at sidste havn før vi gik østover var Genua. I hvert fald lå vi sammen med et par andre ØK både. Jeg husker, at der kom et par drenge om bord til os, for at spørge om nogle af os ville bytte skib, da de godt ville have en tur mere på østen. Det var der ikke. Og efter selv at have været rundt derude, forstod jeg dem godt.


Smath Jørgen Hansen i forhindringsløb i bb sidegang.

Det var faktisk kun os drenge som strøg i land i tide og utide. Jeg mener vi var enige om, at det var nogle tørvetrillere hele banden i matrosmessen, da de sad og spillede ludo og kort hele vejen rundt i Europa. Men det ændrede sig radikalt da vi først havde passeret Malakkastrædet, da fik piben en helt anden lyd.

Da vi kom ned i middelhavet monterede elektrikeren vifter på kamrene. Der var ikke noget der hed aircondition. Selv med viften var det til tider umuligt, at sove på kammeret, så madrassen blev smidt ud på 4. lugen, så sov man der under åben himmel. Det var fint når der var tørvejr, knap så fint når der kom et tropisk regnskyl, så var det med at få pakket sammen og komme indendørs. Det lykkedes ikke altid, så havde man en våd skumgummimadras.


Turen gennem Suezkanalen.

Turen gennem Suez kanalen var jo en oplevelse i sig selv. Der var jo et hav af handelsfolk om bord. De hed vidst alle sammen Moses, og solgte det samme skrammel (marokkopuder, kamelskamler, album, tegnebøger, sko med papsåler, læderkameler i plastik, vandpiber m.m.) Man skulle ikke have dem inden for døren, da de stjal med arme og ben.


Fotoalbum tilhørende Mogens Damsgaard Sørensen.

Jeg husker ikke om vi lå i vigekanalen, eller der blev ankret op på Great Bitter Lake. Men igennem kom vi uden skylleluftbrand, der var vidst en på vej gennem Rødehavet, turen gennem Rødehavet var enorm varm.


Vue agterud.

Næste stop var Aden for bunkring. Her var der også et hav af handelsfolk som solgte "pistøfler" t-shirts, undertøj, og meget andet skrammel. En del entrede skibet ved at kravle op af skibssiden ved hjælp af et stykke tovværk. Her kunne man more sig med, at smide mønter i vandet som ungerne dykkede efter. Det lykkedes dem da at få en del, selv om dykningen ikke var uden fare da der var hajer i farvandet.


Kambodia i rolig sø.

Turen over det Indiske hav gik fint uden dårlig vejr. Næste stop blev Singapore. Her foregik lastning, og losning på reden til specielle pramme. Skulle man i land blev vi transporteret ind med motorbåd. Mener at Ø K havde deres egne både til dette formål.

Dæksarbejde Kambodia.

Singapore var jo en spændende by på det tidspunkt (Det var før de fik jævnet Chinatown med jorden). Højhuse var der ikke mange af, men et rigt forretningsliv. Vi susede rundt med cykeltaxi/rickshaw, hvilket ikke kostede en formue. Vi var oppe ved en engelsk sømandsklub, hvor der var levende musik og dans, man skulle dog have slips på for at få adgang. Der var ingen af os som var udstyret med slips, men det problem blev hurtigt løst, da de havde en skotøjsæske med nogle fedtede slips med færdigbundet knude. Dog ikke for de mærskfolk vi var sammen med, da de hårdnakket påstod, at man ikke kunne tillade sig at bruge slips når man var mærsksejler. De blev så udenfor, mens vi andre morede os.


Det berømte swimmingpool i Singapore.

Der var for øvrigt også et pragtfuldt svømmebassin på den klub som vi kunne benytte. Det var virkelig dejlig. Næste havn vi anløb var Bangkok. Mindst 14 dage før ankomst, begyndte hovmesteren at holde moralprædiken for os knægte om hvad man skulle og ikke mindst hvad man ikke skulle gøre. Man kunne let rende ind i alverdens ulykker. Jeg tror vi allerede ved 19,- tiden stod med "Søndagstøjet" på , og ankomsttiden var vel ikke før omkring 23,- tiden. Skibet blev lagt langs helt oppe ved pakhus 1 eller 2, så der var ikke langt over til Mosquito Bar og Venus Room. Der foregik jo en del oppe på første sal, som man ikke var vandt til i en dansk provinsby.

Den første man mødte på de skrå brædder nede i sumpen næste morgen var såmænd høkeren. Go' morn' Andersen, har man sovet godt ?? Derefter blev der aldrig talt om hvad der var farligt eller ikke farligt.


Mariners Club.

Mariners Club som lå bag de før omtalte etablissementer var et pragtfuldt fristed. Dejlig svømmepøl, billard, læsesal, restaurant, jo der var det hele. Og så kostede det ikke så meget som på Mosquito Bar og Venus Room. Alt i alt var det jo sjovt nok at have prøvet det hele. Jeg undre mig stadig over, at ikke flere kom galt af sted på brædderne nede i sumpen.


Poolen i Mariners Club Bangkok.

Efter Bangkok var det Saigon. Her var vi ikke mere end en dag eller halvanden, inden turen gik til Hongkong. I Hongkong blev der lige tid nok til et besøg hos "Skrædder Thomsen" for lidt ekvipering af khakkibukser og skjorter. Han tog lige tre mål, og så passede tøjet. Jeg mødte ham sidste gang i 1985, og det var stadig kun 3 mål han tog, og det passede.

Blandt alle de kinesiske reklameskilte på husene, var det sjovt at se Thomsen`s hvor der på dansk stod Thomsen & Co. broderier og habitter.

Henderson blev også beæret af vores ophold i Hongkong. En kamfertræskiste blev indkøbt, hvilket ikke var i den dyre ende, da hyren kun 325 kr. pr. måned.


På reden.

Næste stop var filippinerne. Først Manila som forekom som en møgbeskidt by, og ikke særlig interessant. Jeg nåede aldrig op på sømandsklubben hvor alle de fastboende matroser holdt til. Illoilo var på det tidspunkt en lille flække. Vi lå på reden og lastede/lossede. Al transport til land foregik ved hjælp af kanoer med bambusudrikker for at holde balancen. Det var forholdsvis billigt at komme ind, men den anden vej ud til skibet var en noget anden pris. Og de var ikke lette at bide skeer med. Men vi kom da frem og tilbage med livet i behold. Husker noget med, at en amerikaner blev stukket ned mens vi lå der.

Af forlystelsessteder var der to, henholdsvis S/S Birdland og The Pink Lady. Fælles for disse lidt tvivlsomme steder var, at de lå på første sal. Vinduer var der ikke, men nogle bastmåtter var monteret for hullerne i vægen. Gulvbrædderne havde mellemrum så man kunne se ned til grisene som boede nedunder, hvilket gav en speciel odeur. Lokalet var udstyret med en såkaldt musicbox, og et køleskab til cola. Sprutten var det man kaldte Manila rom, hvilket var noget strong stof, som man ikke blev særlig klog af. Lokalet var også godt repræsenteret af de såkaldte "Billi boys" transversitter.


Kambodia på reden.

Det var ret svært, at se forskel på dem, og de ægte varer i den belysning etablissementet var udstyret med. Der var et par af matroserne, som havde en måde hvorpå man kunne finde ud af hvad der var hvad, og den virkede.

Turen gik videre til Japan, Yokohama og Kobe. Udover, at det var anderledes end det vi indtil nu havde set, var der ikke så meget skrive hjem om. Derimod var opholdet i Otaru på Hokeido lidt af en oplevelse. En af passagererne, en engelskmand havde nogle forbindelser som gjorde, at vi kom på en heldagstur rundt på øen. Vi var oppe og se nogle vulkankrater som stank af svovl som bar f..... desuden var vi ude i et reservat hvor de rendte rundt med brunbjørne i en snor. Efter sigende skulle det være afstamninger fra de første mennesker som var kommet over fra fastlandet.

Der var ikke mange fra matrosmessen som deltog i turen, af den simple grund, at der var jordbær til dessert den søndag middag. Der er åbenbart mange måder at prioriterer på.


Klargøring af gangway.

I Korea var det kun Pusan vi anløb. Der var heller ikke så meget at se udover en hel del amerikansk militærgrej. Der var militærbiler overalt, samt kanonstillinger på havnemolerne. Det var jo heller ikke mere end 9 år siden våbenhvilen var trådt i kraft. Ballade har der jo været siden.


Besætningen i SB sidegang passagerdækket i forbindelse med jul.

I Shanghai var vi ude og køre i cykelrickshaw. Det var en grå og trist by hvor der var langt mellem gadebelysningen. Der var stadig skudhuller i husvæggene fra dengang Mao indtog byen i 1949, og Kambodia evakuerede folk fra byen inden maoisterne kom vrimlende ind.


Der lastes teak.

Højhuse var der ikke meget af, kun lidt i nærheden af hvor den internationale sømandsklub havde til huse. Her var også den berømte "verdens længste bar". Den var man jo noget benovet over. Har dog set den siden, og da var begejstringen ikke så stor.

Man kunne købe souvenir på klubben, men der var ikke noget med at tage tingene med sig. Nej, det købte skulle først tjekkes, og var tingene ældre en 50 år måtte det ikke udføres. Dette trods for, at malingen på den indkøbte junke ikke var tør endnu.


Mogens Hansen overvåger at ingen løber med teakstammerne.

Vi kom til Bangkok endnu en gang inden kursen blev sat mod Europa. Denne gang lå vi i ca. 16 dage. Denne gang blev der mere tid til at beskue byen med alle dens templer og pagoder, samt det flydende marked. Livet om aftenen på Mosquito Bar blev heller ikke forsømt.


Så er det hjemad med lasten.

Den norske motormand vi havde, boede eller havde boet i New York. Det skulle vise sig at blive en fordel for os. Amerikanerne havde på det tidspunkt travlt med, at sende soldater ind i Vietnam via Thailand og Laos, derfor var der masse af soldater i Bangkok. De hang på værtshusene uden for gaten, samt til tider på Mariners Club.


Bøwle og en matros på Mosquito Bar Downstairs.

En af soldaterne kendte nordmanden, og besøgte ham om bord med jævne mellemrum. Derfor stod der ret tit en militærjeep ved vores gangway. Og dermed havde vi gratis kørsel fra pakhus 16 til gaten. Det var en nem måde at komme rundt på, og behagelig.

Under opholdet blev motormand Phil gift med en af de lokale skønheder. Hvilket blev en ordentlig fest. De var først på konsulatet, hvor Phils kollega Tommy var forlover, og til dagens ære ikke særlig ædru. Konsulen var ikke helt tilfreds med tingene. Derefter skulle brudeparret efter thailandsk skik ind i et tempel for yderligere ceremoni.


Motormand Phil og hans kæreste blev gift i Bangkok.

Hovmesteren rullede sig ud, og fremtryllede en fin frokost for de indbudte gæster fra andre skibe. Festen blev holdt i restaurationsmessen, da motormandsmessen ikke var særlig stor.

Det vil være for besværligt at komme ind på alle detaljer i den fest. Men den var fugtig, og absolut ikke kedelig. Nogen glæde af bryllupsnatten fik brudgommen ikke. Om andre gjorde vides ikke. Jeg tror nok det var et bryllup som gik over i historien.


Kambodia med flag over toppen, Kong Frederik d. IX på besøg i Bangkok.


Stort arbejde, men flot skulle det være.

Turen gik efter Singapore tilbage til Europa med diverse havne inden vi ankom København, og videre til Nakskov for dokning.


Kambodia set fra Poopen bagbord, ret som hun går gennem Suezkanalen.

Vi afmønstrede i Nakskov, men der var ikke noget med at stryge før arbejdstiden var slut. Vi havde været oppe ved Agge for at spørge om vi kunne tage hjem. Men han mente ganske bestemt ikke, at Kompagniet kunne betale os fuld løn hvis vi gik før tid. Vi gik så ned og trykkede lønning et par timer, og tog derefter til København.

Der var nu gået 5 måneder og 28 dage, og vi knægte var blevet modnet, og fået et hav af oplevelser som man aldrig glemmer.


Ass. Heinrich, Hans, Knud Skafte, forrest kok og smath.

Jeg kom i lære som maskinarbejder og blev maskinmester. Under skolegangen var jeg tilknyttet gænget og havde nogle småture med diverse skibe. For endelig at slutte med en tur til Vestafrika på Sinaloa i 1971-72. Men det var turen med Kambodia som var startskuddet til efterfølgende 38 år til søs i maskinen.

Efter turen med M/S Kambodia (afmønstring Nakskov d, 19/9-1962) kom jeg i lære som maskinarbejder på Vognfabrikken Scandia i Randers. Efter endt læretid startede jeg på maskinmesterskolen i Horsens.

Der var dengang mange muligheder for at få lån både ved Rederiforeningen, og hos de respektive rederier. For mit vedkommende var det nærliggende, at søge studielån hos ØK. Det mente jeg i hvert fald. Ansøgningen blev skrevet og sendt. Der gik ikke mange dage før der var svar fra Kompagniet som kunne meddele, at de principielt ikke gav lån til personer som ikke havde sejlet og gjort tjeneste som maskinassistent. Men de havde set på de udtalelser jeg havde fået fra turen med Kambodia, og kunne derfor ekstraordinært give tilsagn om et månedlig beløb i studietiden.

Med ØK lånet, Rederiforeningens tilskud, samt Ungdommens uddannelsesfond gik det nogenlunde økonomisk op. Dog var det nødvendigt med noget arbejde i reparationsgænget i sommerferien, samt andre skæve helligdage. Der var gode penge i det arbejde, selvom det ikke altid var lige spændende job man fik tildelt.


Falstria.

Det meste af arbejdet foregik i frihavnen, men til tider blev man sendt til Nakskov eller Helsingør når skibene var i dok. Når man blev sendt af sted med tog skulle man huske, at købe en billet på 1. klasse, da det var efter overenskomsten. Husker jeg blev sendt til Nakskov, og skulle om bord i Magdala. Her stillede jeg med en 2. klasses billet, det faldt ikke i god jord, sikke en skideballe jeg fik med ord som undergravning af overenskomst osv. Alt i alt nok til, at man huskede at købe 1. klasses billet næste gang.

Når jeg senere hen i livet tænkte på jobbet i "Gænget" undrede jeg mig over det antal personer som var tørnet til. Nogen gange var der to 1. mestre, hvoraf den ene kun tog sig af regnskabet, den anden tog sig af arbejdet og fordeling af opgaverne, og hvem som skulle gøre hvad. 2. mestre var der tit både to og tre af, 3. mestre var der altid en del af, for ikke at tale om juniormestre og assistenter.

Generelt var der for mange folk i forhold til det værktøj der var lukket ud. Skibenes faste 1. mestre låste det meste ind ved ankomst frihavnen, det kunne man i hvert fald godt tro. Derfor blev der brugt meget tid på at skaffe en 8" skiftenøgle. Lån mig lige den, - nej den har jeg lånt af ham og ham, og han skal have den tilbage. Der kunne let gå en rum tid inden man fik tag i en nøgle til at løsne en omløber på en brændstofventil.

Tiden gik og hyren drejede, så der var ingen der tog ovennævnte som et problem. Ligeledes var der meget spildtid som opstod grundet kontraordrer. Jeg husker vi skulle spænde stagboltene på en hovedmaskine. Vi fandt de hydrauliske donkrafte, samt slanger og pumpe. Monterede donkrafterne som vi havde fået at vide, og i den rækkefølge som 1. mesteren havde givet besked om. Godt i gang blev arbejdet stoppet af en af de andre 1. mestre. Hvad fanden var det vi holdt på med, det skulle gøres så og så, og ikke mere diskussion om det. For øvrigt havde personen som havde sat os i gang ikke en skid forstand på det her. Jeg tror vi skiftede donkrafte tre gange inden der faldt ro over arbejdet.


Formasten med sværvægtsbommen. Matros smører wire.

Når man tænker tilbage på den slags episoder, kan man godt ryste lidt på hovedet. Vi assistenter blev i mange tilfælde sat til arbejde som egentlig var motormændenes arbejde, men da vi ikke skulle have 50%, var det billigere og sende os ind i skylleluftkanalen og rense køler, og andet beskidt arbejde, end at sende en motormand ind.

Der gik også meget tid med at banke møtrikkerne løse på topstykkerne på de gamle 74èr, det var et hårdt arbejde, derfor var der kamp om, at få jobbet med at holde rebet fast på slagnøglen. Ikke alle var lige gode til at slå med en forhammer, det kostede da også et par sikkerhedsventiler livet ind imellem. Vi hev mange brændstofventiler op. Disse samt reserveventilerne blev sendt over i den såkaldte "Ventilshop" der blev ledet af Marius (tror jeg han hed).

Inden skibene forlod frihavnen blev de nyoverhalede ventiler monteret i topstykkerne. Desuden mener jeg, der blev leveret 2 sæt ekstra i reserve til rejsen. Var der problem med en ventil, satte man en ny i. På den måde var man så fri for, at stå og overhale ventilerne (slibe 8-taller til hudløshed).

Maskin assistent Hans.

Det var nogle farverige personligheder man var omgivet af i "Gænget". De fleste glemmer man aldrig. Dem jeg arbejdede mest sammen med var af en eller anden årsag 2. mester Gunnar K. Bosold, og maskinassistent Poul Grejsdal fra Frederikshavn, det var en gæv og dygtig fyr. Af de øvrige var de mest kendte vel navne som (mange tit med øgenavn, deres rigtige navn brugte man ikke) Handskemagerens søn, Røde Ebbe fra Balle, Sorte Frederik, Per Sømand /Skrig Per, Sullivan, Rystemontøren, samt et hav af andre assistenter, mange fra Lolland.

Af maskinmestre var der også et hav, her husker jeg blandt andet, 2. mester Odin, Weiz, Kaj Riis Hansen, Orla Dreier, 1. mester Dion Lohse, Den Smukke Arne, Lorry Feilberg, Skralde, Svend Åge Hansen. Den eneste Chief jeg husker er Basse Hansen.


Asistenter. slapper af i sb sidegang, kok Henrik Skånstrøm holder vagt.

Som sagt, var det ikke kedeligt, at være sammen med de herrer. Det var til tider knokkelarbejde til langt ud på aftenen. Dog med diverse pauser. Mange gange, eller rettere sagt jævnligt, var der altid nogle timer "På Toppen" det vil sige beløb som blev skrevet på uden at der blev udført noget arbejde for de timer. Jeg ved ikke, om man var uvidende om det på inspektionen, men ingen sagde noget.

Efter endt arbejdsdag blev der drukket en del bajere på kamrene, eller ude i byen. Det var hård kost, at følge med de gamle garvede gutter. Men en ting var sikkert man skulle møde på maskintoppen næste morgen kl. 0600, uanset hvad man havde foretaget sig aftenen før. Kom man for sent, kunne man regne med at få stukket i hovedet, at man kunne pakke sine sydfrugter og fise af, og for øvrigt var det ikke en halvdagsplads (her tænkes især på Svend Åge`s sprogbrug).

Jeg husker , at jeg blev sendt om bord i Morelia for at sejle med fra Frihavnen til Orehoved, og efter endt udlosning af træ til finerværket videre til Nakskov, hvor skibet blev solgt og afleveret til de nye ejere.


Kok Henrik Skånstrøm lægger arm med ass. Alex Jørgensen.

Da jeg steg om bord i frihavnen/Orientkajen mødte jeg skibets 1. mester som hed Bent Warrer, han stod og hang ved 4. lugen/indgangen til maskincassingen. Jeg hilste på ham, og sagde noget om hvorfor man skulle ud med sådan noget gammelt lort. Ham mente dog, at jeg lige skulle stikke hovedet inden for på maskintoppen inden jeg udtalte mig om gammelt lort.

Mens vi stod og sludrede, sagde Warrer, der kommer "Ole Bakstørn". Jeg havde aldrig mødt bemeldte herre, men godt nok hørt hvorfor han havde fået det lidet flatterende øgenavn. Det vil være lidt vulgært, at forklarer hvorfor han fik det navn påhæftet, men han havde sikkert ikke kedet sig.

Efter passiaren stak jeg hovedet inden for på maskintoppen, og det må jeg sige, der var godt nok pænt og rent overalt, nymalet, og gelænderne var pudset i mønster med smergellærred.

Jeg havde aldrig set et dobbeltvirkende maskineri før, og syntes at det så lidt mærkeligt ud med de store åg på toppen. Da maskinen først kom i gang, og man havde set lidt på de hoppende udstødsåg, og konstateret at der ikke var de rystelser som på en almindelig 74èr var det jo et behageligt skib at sejle med.

Reparationsmæssigt tror jeg ikke denne motortype var særlig nem at arbejde på. Efter sigende tog et stempeltræk noget længere tid end på 74èrne. Hvis ikke jeg husker helt galt, var det vel det sidste dobbeltvirkende maskineri Kompagniet havde, og vel også i den danske handelsflåde. Dermed sluttede et kapitel i dansk søfart.

Per Sømand var assistent sammen med 2 andre, som jeg ikke husker navnene på. Per kunne i hvert fald fortælle hvordan tingene skulle være, især på hans egen måde, og den var ikke kedelig, kan jeg huske. Han var jo gammel i gårde. Jeg blev sat til at hive et stempel op på en af hjælpemotorerne, eller var det nedenud, det var jo gamle maskiner. Samarbejdet gik godt et stykke tid mellem mig og skibets 3. mester, som var udlært på Hundested propellerfabrik, og for øvrigt på dispensation. Da han fandt ud af, at jeg havde maskinmesterpapirer røg det gode forhold mellem ham og mig. Det hjalp ikke meget, at jeg fortalte ham, at han jo blot kunne gå hjem og starte på skolen.


Heinrich, Palle og Mogens Hansen, jul i assistentmessen.

Problemet var til at se en ende på, da skibet skulle sælges, og jeg skulle videre til Azuma. Her kom jeg til at gå sammen med Poul Grejsdal, Leif F. Mortensen fra Næstved.

Sidstnævnte var jeg senere sammen med i søværnet på minelæggeren Møen. Der var også en assistent som hed Sullivan. Han havde vidst gået en del over i "ventilshoppen" hos Marius, og overhalet brændstofventiler. Desuden var der 2. mester Odin fra Århus. Der var sikkert et hav af andre personer. Dog mener jeg, at skipperen var Hardy Halvkraft.

Vi gik fra København til Göteborg, og videre til Oslo. I sidstnævnte by sad jeg i en middagspause inde på Sullivan`s kammer og fik en øl. Pludselig røg døren op, og ind troner en af "nattens dronninger" fra Rosenkælderen. Giver du en spids sagde hun, jo Sullivan havde da en flaske rød Ålborg, som stod og lænede sig op af radiatoren (det var i januar måned, men flasken var absolut ikke frostsprængt). Hun satte flasken for munden, og tog en ordentlig tår. Tak for skænken, og så skred hun.

I assistentmessen kunne man oplyse, at de kvinder som kom fra Rosenkælderen havde trusser som det svenske flag, blå og gul, og det knitrede som pergamentpapir, når de gik. Det var jo vigtige oplysninger, man blev beriget med.

Det blev et helvedes vejr da vi sejlede ned gennem Nordsøen. søklart var der ikke gjort, med det resultat, at brun sæbe, sæbepulver flød hen over vippetøjet på hovedmotoren, det så herrens ud. Desuden var kasser med vores reservedele væltet rundt mellem hinanden. Jeg syntes, at det var et dårligt søskib. Vi lå til tider med stærk slagside grundet vinden.

Vi havde en del havne i Europa, hvilke husker jeg ikke, men vi nåede da Hamburg efter planen. Her skulle der trækkes stempler. Poul og undertegnede havde det indvendige. Odin gik uden for og brummede over et eller andet, hvad ved jeg ikke. Men generelt var han en festlig fyr. Jeg fik fornøjelsen af at rejse med ham hjem fra Hamburg. Hvilket foregik med tog på 1. klasse. Vi havde hverken fået vådt eller tørt, da vi dampede af mod Danmark, hvilket fik Odin til i utvetydige vendinger at meddele, at han var sulten. Der sad et ældre ægtepar i kupeen sammen med os, og vores samtale var ikke lige det der passede i deres øregang kan jeg huske.

Efter passage af grænsen blev der snevejr, hvilket bevirkede, at vi skulle vente i Fredericia på toget fra København. Det blev for meget for Odin, han meddelte højt, at nu var han så sulten, at han kunne æde gardinerne. Det blev dog ikke til gardiner, men nogle pølser han havde fået tag i på banegården. Sennep og ketchup havde han i et par paptallerkner, mens pølser og brød var i lommen. Vores medpassagerer så lidt forfærdet på optrinet. Men vi nåede trods alt Århus i god behold.

Derefter kom jeg til at gå på Pasadena som lå i Østbassinet ved Midtermolen. Her gik der meget tid med at snakke om, at det var noget lort at arbejde på en MAN motor. Det var bedre med B&W, sagde "sagkundskaben". Det kunne da være lige meget med hvad vi rodede med, syntes jeg, da vi blev lige beskidt uanset hvad motoren var døbt.

"Skralde" gik som 1. mester, og Hr. Deleuran var chief på skibet. En dag henvendte "Skralde" sig til mig og sagde, at han havde hørt, at jeg skulle ind til søværnet og aftjene min værnepligt, hvilket jeg kun kunne bekræfte. Han spurgte derefter om ikke jeg kunne tænke mig, at komme hjem til familien en uges tid inden jeg skulle møde i Auderød. Jo, det kunne jeg godt, men der var jo lige det med pengene. Han stod lidt og kiggede på mig, hvorefter han sagde, De kan komme op på maskinkontoret efter middag.

Efter vi havde spist i kantinen (Capela) stillede jeg hos "Skralde". Han kiggede op fra skrivebordet og sagde, De kan skrive her. Da var arbejdssedler/lønsedler skrevet ud med overtid (og på toppen) kostpenge m.m. Jeg kiggede lidt på det her men sagde ingenting. Det eneste Skralde sagde, nu skal De ikke lige gå forbi inspektionen, når de går hjem til fyraften. Det kunne jeg så godt finde ud af, at lade være med.


Motormænd jul 62.

Efter tiden i søværnet vente jeg tilbage til ØK. En måned før jeg blev hjemsendt, var jeg omkring inspektionen i frihavnen for at tale med Harry Schulz som stod for bemandingen i maskinen. Han kunne meddele, at jeg skulle med Sinaloa som kom fra USA`s vestkyst, og skulle sættes ind på den nyoprettede Vestafrikarute. Det blev dog lige en tur med Boribana i 10 dage, inden jeg skulle om bord i Sinaloa.

Da jeg kom om bord på Boribana mødte jeg 1. mester Svend Åge Hansen. Han gloede lidt på min bagage, og sagde hvad fanden skal De med alt det kluns for en uges tid. Jeg kunne meddele ham, at det var planen, at jeg skulle over i Sinaloa . Nå ,var svaret, og efter en kort pause, sagde han, se så for øvrigt at få noget arbejdstøj på, og find ned i maskinen. Da vi kom tilbage til Frihavnen med Boribana, afmønstrede jeg og tog derefter til Rotterdam for at mønstre Sinaloa som kom fra USA`s vestkyst.

Jeg skulle rejse ned sammen med Chief Basse Hansen, 1. mester Dion Lohse, Elektriker Poul Bak Andersen. Ham havde jeg havde sejlet sammen på Kambodia. Desuden var der en 3. mester fra Bornholm (uden der var noget galt med ham), samt Per Sømand, og et par andre som jeg ikke husker navnene på.

Vel ankommen til Rotterdam kunne agenten meddele, at skibet ikke var ankommet endnu grundet tåge. Vi blev derfor anbragt på et hotel som åbenbart var tilknyttet SAS. Her kunne vi så sidde og glo i lobbyen, og afvente besked om skibets ankomst, hvilket trak ud.

Alle var ved at være sulten, så det blev besluttet, at gå ind i restauranten for at få lidt føde. Smut sagde det, så var selskabet samlet ved et bord, alle undtagen Basse Hansen og undertegnede. Hvilket betød, at jeg måtte placerer mig ved chiefens bord. De andre trak noget eller meget på smilebåndet af fordelingen, hvilket jeg senere godt kunne forstå.

Servitricen kom over til Basse Hansen og mit bord for at få bestillingen. Basse Hansen bestilte, hvorefter jeg sagde jeg tog det samme. Det skulle jeg så ikke have sagt. Basse Hansen fortalte mig, at jeg kunne få for 7 gylden og nogle cent, og dermed færdig. Stemningen blev ikke bedre ved bordet da Hr. Hansen bestilte dessert og kaffe, og jeg ytrede, at det kunne jeg også tænke mig. Skyerne lå temmelig lavt efter den bemærkning. Eftermiddagen samt det halve af aftenen gik uden nyt om, hvornår skibet kom ind. Jeg tror klokken var hen af 2300 inden vi fik bevilget et værelse, så vi kunne få lidt søvn.
Næste morgen efter morgenmad kunne vi begive os ned i havnen (Thomsons pier tror jeg det hed i Kathendrecht).

Efter at have afleveret søfartsbøger m.m. og anvist et kammer, var det med at komme i arbejdstøjet og komme i gang. Jeg blev stukket ud til at gå vagt sammen med 2. mester Hans Eigil Pedersen fra Ommel. Det var en ualmindelig fin fyr at gå sammen med. Hvilke havne vi havde inden skibet kom til Frihavnen kan jeg ikke huske. Men København nåede vi.

Der var en del reparationsarbejde som skulle fikses under opholdet i frihavnen. Her kom jeg endnu engang til, at gå sammen med Gunnar Bosold. Han havde for øvrigt en særlig måde, at sætte folk i gang på. Man skulle altid iføre sig en stålbørste, en skiftenøgle, eller et søm, eller hvad ved jeg. Men det lange og korte, vi skulle overhale en turbolader. Og derfor iførte jeg mig al det værktøj som skulle til, for at adskille en turbocharger. Vi fik det hele hevet fra hinanden, og sat rotoren i blød. Da det var tilendebragt mente Bosold, at vi godt kunne gå en tur over i marketenderiet og få en ostemad og nogle bajere. Det tog jo trods alt tid, for at forbrændingsbelægningerne forsvandt på turbineskovlene. Turbinen var dog ikke blevet ren efter en 4-5 bajere. Da vi kom tilbage stod 1. mester Lohse ved gangvejen, og ventede på os. Den er helt gal, sagde han, jeg har fået skideballe af Basse Hansen. Han har fundet ud af, at i har siddet og drukket bajere i arbejdstiden. Hvorefter Bosold sagde, den rotor bliver sgu da ikke renere ved at vi står og glor på den. Diskussionen var hermed slut.

Et par dage før afgang mod Vestafrika, mønstrede en del af de folk som skulle med på turen. Nogle af de faste kom først i sidste havn i Europa. Jeg fik tildelt hjørnekammeret på BB forkant af bygningen. Det viste sig senere, at være et godt aktiv, især på varmen da kammeret lå oven på en fryselocker. Man blev vågen med en gang, når man hoppede ned fra køjen og ud på dørken.

En af de første dage vi lå i frihavnen, bankede det på døren til mit hjørnekammer, og inden jeg nåede at sige kom ind, røg døren op, og ind kom en ikke særlig høj men lidt firskåren person med fønbølger i håret, og præsenterede sig som "Deres Maskinchef".

Så kunne man selv gætte sig til navnet. Det var Jens Chr. Juul, også kaldet Jens Kolort. Han var efter min mening en meget arrogant herrer. Om han havde noget, at have det i fandt jeg aldrig ud af. Dion Lohse skulle være 1. mester indtil sidste havn inden afgang Vestafrika, hvor Jens Brønnum Jensen også kaldet Jens Rundjern dukkede op.


3. mester Jørgensen og 2. mester.

Hans Eigil blev afløst af Finn Hansen også kaldet Falkøje 3. mesteren var Jørgen Palle Hansen, som yndede at fortælle, at han var lillebroder til Svend Åge. Jeg kom til at gå 3. mester vagten sammen med Jørgen.

Elektrikeren Poul Bak Andersen blev afløst af en forholdsvis ung mand, navnet husker jeg ikke. Men han var ude på sin sidste tur inden han skulle iland og have et job. Det blev desværre hans sidst tur, idet han druknede under vores ophold i Cotonou. Meget sørgeligt.
Foruden mig som juniormester, var der en assistent ved navn Per, han kom vidst fra Fredericia. Han havde været med på den forrige tur til USA`s vestkyst. Desuden havde vi to maskinaspiranter. Den ene hed Ernst Sørensen, den anden hed Skriver.

Motormændene husker jeg ikke så meget om, udover at den ene af de fire havde været på motormandskursus, og dermed dygtigere end de andre (ifølge hans eget udsagn).

På dækssiden havde vi Kaptajn Th. Dahl. Overstyrmanden var Jens A. Holm. Han blev senere lods på Mariagerfjorden. Jeg har sommerhus i området, og er jævnlig kommet på Als Odde uden at have set ham. Der skulle gå nær ved 33 år inden vi mødtes på Jærgerhuset. Her blev de gamle minder støvet af, og billeder fundet frem, sammen med øl og gammel dansk.

1. styrmand var Finn Grandahl. 2. styrmand var Lars Hardy Christiansen (Hardy Halvkrafts søn).

Telegrafisten kan jeg ikke huske navnet på. Det eneste jeg husker er, at han skrev en del i bladet Søfart angående telegrafisternes overgang til jobbet som "Lige ud styrmand"

Restaurationsiden stod Hovmester Tage Rasmussen i spidsen, Kokken var en forholdsvis ung fyr. Hans hobby var at samle insekter, sommerfugle m.m. Der var 4 messedrenge som havde det med, at springe over hvor gærdet var lavest. Det lykkedes næsten hver gang. Undtagen når assistenten Per havde fat i nakken på dem.

Dæksafdelingen mines jeg svagt. Båsen hed vidst nok Gerner, og kom en del sammen med kokken. De sad næsten hver aften i sb sidegang , snakkede og hyggede sig med en sjus.

Som tidlige nævnt gik jeg vagt med 3. mester. Ernst gik sammen med 1. mester. Skriver sammen med 2. mester. Per var dagmand.

Hvor mange havne vi havde inden kursen blev stukket ud mod Vestafrika kan jeg ikke huske. Men mener dog, at vi var i Göteborg, Oslo, Liverpool, Rouen, Antwerpen, og Rotterdam. Julen blev holdt i Rotterdam. (Thomsons Pier). Efter julemaden var der tid til at besøge Marie. Det lokale ØK værtshus. Alle vægge var tapetseret med skibsbilleder, og ØK flag. Der var ingen tvivl om, hvem der hørte til der.

Første juledag var der julefrokost i Salonen, hvor alle var samlet, og i pænt tøj. Da frokosten var slut, gik alle hver til sit. Jeg mener dog, at vi var nogle stykke som var inviteret ind til overstyrmanden til en lille en til halsen. Det var også den eneste gang, man kom ind på de bonede gulve. Der var jo en vis klasseforskel, og afstand mellem grupperne.

Nytårsaften blev fejret i søen på vej sydover. Proceduren var den samme som til jul. Høkeren afmålte hvad hver mand havde krav på, med hensyn til rødvin og dessertvin, samt en cognac til kaffen, og øl til frokosten. Der blev ikke givet ved dørene, i hvert fald ikke nede hos os.

Der var ikke megen automatik i Sinaloa, så der var man vagtgående.

Som tidligere nævnt gik jeg 3. mester vagten. En tidlig morgen var vi ved at gøre klar til manøvre. Chiefen kom ned i sin hvide kedeldragt. Jeg havde været ovre og smide et par pøse smøreolie på hjælpemotorerne som stod i sb side. Da jeg rundede forkanten ved strømtavlen, og gik ned langs manøvresiden kom Jens Kolort imod mig, jeg nikkede pænt og sagde godmorgen. Enhver kan normalt aflæse på munden hvad man siger, i hvert fald i sådan en given situation som her, men det kunne den fønbølgede Chief ikke. Han stillede sig op foran mig, gloede op og ned af mig, hvorpå han rystede på hovedet og gik videre. Man kunne kun have ondt af sådan en mand.

Det meste af drejearbejdet om bord blev tildelt mig. Der var meget, da vi byggede nedslidte pumper op med Hempel 2-komponet plastmateriale. Det skulle drejes af, ligeledes skulle impellerne snores af, så tolerancen passede. Der var også en del svejsearbejde som var overladt til mig. Hvorfor de andre ikke blev sat til det ved jeg ikke. Men det var jo Lohse og Rundjern som bestemte.

Alt skulle justeres manuelt (temp. og tryk) så der var nok at se til på ens vagt. Smøreolie og fuelseparatorerne skød ned i en slamtank, som vi så skød ud over siden med jævne mellemrum. Her skulle man huske, at stille ventilerne rigtigt, ellers blev der temmelig beskidt i det hjørne hvor separatorerne stod. Hvis det skete var man faktisk ikke i kridthuset hos de herrer motormænd.

Det med at skyde slammet ud skulle man lige prøve at praktiserer i dag, så røg man da lige i spjældet, hvis det kom miljøprofeterne for øre.


Arbejdsbåd agter sb side.

Ferskvandsgeneratoren var et kapitel for sig selv. Det krævede næsten, at man stod der konstant og regulerede. Det kunne tage timer at få den i gang. Den sugede luft ind både her og der. Der blev sprøjtet meget olie rundt akselpakdåserne (det var ikke mekaniske pakdåser, men tørner). Aspiranten Skriver var helt god til at pille ved generatoren når 3. mester og undertegnede var oppe og spise aftensmad. Når vi kom ned igen kunne man begynde forfra med at få den i gang.

Drejebænken blev også brugt som vaskemaskine for arbejdstøj. Der var lavet en krumtap med en plejlstang som var forsynet med en gummilap, som ved små omdrejninger pladrede rundt i en tønde med vand og sæbe, samt arbejdstøjet. Til ens frivagtstøj havde vi en maskine (ikke særlig god kvalitet) stående oppe på officerernes baderum. Alt i alt ikke den store luxus.

Det værste ved at gå 3. mester vagten, var at skulle purre Jens Rundjern ud om morgenen. Det stank af gammel sprut, og sure sokker på det kammer. Jens Rundjern var altid god for en historie, især om gamle biler (Opel), men der var mange andre ting på programmet. Sjofle sange kunne han en del af. Han var ualmindelig glad for øl. Hvilket man benyttede sig af, når der var optræk til skideballer. Inden han kom for langt hen i udgydelserne skulle man blot sige, skal vi ikke gå op i sidegangen og tage en bajer, så var alt glemt. Han kunne skylle en øl ned hurtigere end man hældte det i et nedløbsrør, ifølge Falkøje. Når Jens havde kylet bajeren ned skulle vi ned igen, men der sagde Finn/Falkøje stop. Vi andre ville godt nyde øllet, og sådan blev det.

Med hensyn til indkøb hos høkeren af øl og sprut, kom der fra Kompagniet besked om, at man havde skærpet kursen over for dem agter, med hensyn til indkøb af de våde varer. Nu gjaldt dette også for de herrer midtskibs. Hvor meget rationen som kunne købes blev skåret ned, husker jeg ikke. Jeg syntes stadig det var rigeligt, hvad man kunne købe.

For enkelte var kvoten brugt når vi rundede midten af måneden. Derfor blev der tit banket på døren på det tidspunkt, og måneden ud. Her stod så en mand med dollar sedler i hånden, og bad en om at købe en kasse øl eller en flaske sprut.

Jeg tror vi var skib nr. 3 på den nyoprettede rute. Første havn på kysten var Dakar. Det var en dejlig by, at gå rundt i. Der var fine badestrande nord for byen, samt muligheder for en udflugt til øen Goree. Men det fandt jeg først ud af senere i livet. Når mørket faldt på, var kajen helt levende af kakerlakker, og de var enorme. Det var lige før man kunne stå op på nakken af et par stykker, og blive kørt op i byen.

Aspiranten Ernst og jeg var en aften oppe i byen. Her blev Ernst omringet af en flok unge mennesker, som åbenbart mente, at han godt kunne give dem hans trøje, den ville han ikke give slip på, så hev de hans briller af, og skred. Noget skulle de åbenbart have med sig.

De øvrige pladser var Conakry, Freetown, Monrovia, Abidjan, Tema, Lome, Cotonou, Lagos. Generelt var det stille og roligt på ovennævnte pladser på den tid, man kunne gå uden at blive forulempet og slået ned. De bad om lidt penge, men ellers var det harmløst. Tema var havnebyen for Accra i Ghana. Her havde man ved hjælp udefra bygget en meget fin havn op. Der var store siloer, transportbånd ud på kajerne, således at man kunne udskibe kaffe og kakao, og vel også en del mineraler. Alt i alt en ny og moderne havn. Jeg mønstrede af engang 14 år senere, da hang alt i laser, og intet fungerede. sørgeligt, men det er en anden historie.


Så er der oprydning.

Vi lå i havnen da Kong Frederik IX døde. Vi var ikke i stand til at flage på halv, da dette kunne blive misforstået, grundet noget militært bøwl. Det med flaget kunne opfattes forkert, og som provokation.

Cotonou husker jeg tydeligt. Der var en fin badestrand lige uden for havnen/molerne. Her lå vi og nød det, samt tog en dukkert i ny og næ. Jeg lagde godt mærke til, at negrene ikke gik længere ud end til knæene, når de badede. Det gjorde vi. Der var en enorm understrøm, så man skulle holde godt fast, ellers blev man trukket ud fra kysten.

Det var her vi mistede vores elektriker. Han blev trukket med ud, og forsvandt helt. Jeg mener også, at telegrafisten hang i en tynd tråd.

Om de nogensinde fandt elektrikeren vides ikke. Men de lokale havde åbenbart erfaring med kysten, da de sagde, at normalt dukkede de druknede lig op lidt nede af kysten ved en pæleby, ca. en uge efter de forsvandt ved Cotonou. Med andre ord, var man vidende om farligheden af at bade , og gå for langt ud.

Der skulle have været holdt party for afskibere, dette blev aflyst. Jens Rundjern bad mig om, at starte "kapellet op" det vil sige en fryselocker. Jeg synes faktisk, at ordvalget var noget malplaceret og under al kritik, i den givne situation. Vi fik i hvert fald ikke elektrikeren med os. Og om han nogensinde dukkede op vides ikke.

Da vi kom til Lagos/Apapa kom vi til, at ligger for anker i næsten 3 uger, inden vi kom til kaj. Alle var ved at gå op i limningen. Men det her var jo intet at regne i forhold til den ventetid som kom på et senere tidspunkt (op til 14 måneder på reden for visse skibe). Da vi lå der, var det ikke tegn på pirataktivitet. Vi havde da vagt, men alt var fredeligt.

På Apapa siden var der en sømandsklub hvor man kunne får en øl, og vel også et spil billard. Desuden var der et værtshus ved navn Club 21. Her var så mørkt i lokalet, at man ikke kunne se en skid. I hvert fald skulle man ikke have for mange løse penge i lommen. Det lyse sommertøj var også noget beskidt når man skred derfra (især rundt gylpen) da negerdamerne havde travlt med at gøre forretninger, eller håb om samme. Det eneste positive ved det etablissement var, at øllet blev serveret i store flasker, og var koldt.

Vi lastede et par steder til oliemøllen i Århus, inden kursen blev sat nordover. Det hele gik som smurt, indtil vi kom op langs Portugals kyst. Her fik vi lækage på stævnrøret, det må både have været den yderste og inderste som var gået, for havvandet stod i en stråle ind i akselgangen, med det resultat, at vi fik fyldt det agterste bæreleje for skrueakslen op med havvand, hvilket jo ikke havde den store smøreevne.

Vi forsøgte, at banke møtrikkerne til på den inderste pakdåse (det var ikke en simplexpakdåse, men en gammeldags med tørner), men uden resultat. Herefter fik "Arme og ben pumpen" fra Iron lov til at arbejde for føden. Helt til ankomst Århus. Det samme gjorde vi, da sugefiltret ude under stævnrøret skulle renses med jævne mellemrum. Det foregik i badebukser, da vandet pissede ned over en. For øvrigt var temperaturen ret lav kan jeg huske (7-8 grader), og vel lavere jo højere vi kom op mod de hjemlige farvande.

Vel ankommen til Århus blev skibet trimmet, og nye pakninger monteret udvendig. Bærelejet skulle demonteres, og slæbes ud af tunnellen/akselgangen. Det var et helvedes arbejde. Det skulle over på værftet og støbes om og drejes til. Der var som sædvanlig et hav af mennesker til jobbet, man kunne dårligt være i tunnellen.

Da min familie var nede for at hente mig, gik jeg op til Chiefen (Hr. Juel) for at spørge om jeg kunne tage hjem. Han så helt forkert ud i ansigtet, hvorefter han sagde noget med, at enten var man i Kompagniet, eller også var man det ikke. Det blev så det sidste.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at forlade ØK, men han havde gjort sit til det. Jeg fik et job i et andet rederi, med en højere løn, samt hurtigere avancement.

Men uanset hvilke rederier man har været i efter ØK, findes ånden fra Kompagniet stadig inde i en. Og det har altid været med en vis stolthed, man kunne sige, jeg har været i Kompagniet. Og det sidder stadig fast.

En del fotos i dette indslag, er leveret af Hans Brostrøm Mikkelsen, som også var med på Kambodia 1962.
TAK!

Jeg har arrangeret et møde med 5-6 mand fra turen med Kambodia 1962.
Det bliver Kokken Skånstrøm, Jungmand Poul Larsen. Matros Ebbe Stoffregen, Maskin assistent Mogens Hansen, og så mig. Hans Brostrøm skulle have været med.

Med undtagelse af Skånstrøm har jeg ikke set de andre i 52 år.
Mødet holdes i Svendborg den 17. - 18. juni. 2014.
Erik Brandt Jensen fra " Søfart " mente nok vi kunne sætte et billede med lidt tekst in på Lampemand-siden.

Fra Kambodia
til Svendborg

Gamle snesejlere fik frokost og Moonshine in memoriam.

GENSYN
Af Erik Brandt-Jensen.

Der er løbet meget vand gennem Suez og længere østud siden 1962. Og det er også længe siden, at ØK stoppede sine legendariske rundture på Fjernøsten. Men de huskes skam endnu – turene, skibene og ikke mindst de besætningsmedlemmer en og anden sejlede sammen med.

Se bare til "Lampemandens" igangværende beretning (SØFART) helt tilbage fra starten af 50’erne.

Men de kunne også i 60’erne.

Fem mand fra Kambodia -
altså ØK-skibet af samme navn.
Fra Venstre:
Henrik Skånstrøm,
Mogens Damsgaard Sørensen,
Ebbe Stoffregen,
Poul Ivan Larsen,
Mogens Hansen
.

Og blandt dem, der gjorde Østen med ØK i de dage var tidligere ØK-sejler Willy Brorson, der står bag den blandt gamle ØK-folk meget benyttede hjemmeside ”Snesejler”.

Samme hjemmeside og bogen af samme navn var nyligt inspiratorer for et specielt gensynsprojekt sammen med maritim forfatter Mogens Damsgaard Sørensens erindringsroman ”Havet Blegner”.

Ud af de tre kilder udsprang en ide om at samle nogle af besætningen fra ØK’s Kambodia fra dennes tur nr. 31 i 1962 til et gensyn. Og med særligt hjemmesiden som søgecenter gik bl.a. Damsgaard i krig med at finde overlevende og interesserede fra dengang.

Noget af et researchprojekt, hvis man spørger Logbogens udsendte - men man er vel ikke forfatter for ingenting. Og det lykkedes faktisk at finde adskillige fra rundturens daværende besætning.

Ikke alle var interesserede i at mødes, men seks mand ville gerne. Den ene blev så forhindret, da det gjaldt, men det er jo tanken, der tæller, som man siger.

De øvrige fem – Henrik Skånstrøm (kok), Ebbe Stoffregen (matros), Poul Ivan Larsen (jungmand), Mogens Hansen (maskinassistent) og Mogens Damsgaard Sørensen (messe og restaurationsdreng) – fik aftalt tid og sted. Nærmere bestemt hos Marineforeningen i Svendborg, hvor der serveredes ØK-frokost – med øl men uden snaps!

Til gengæld kunne ex-kokken fremtrylle en ægte thai-moonshine til kaffen, og så var bunden lagt for en mængde udvekslinger af erindringer, anekdoter, kadu-husk’er og hva’-blev-der-af- xxx’er.

Det hele med så stor succes, at ex-matrosen nu er gået i gang med at søge efter flere personer fra turen. For, som det bedyres, det var ikke sidste gang, man ville mindes tur 31 med Kambodia…

Stor tak til det maritime blad SØFART, som velvilligt har stillet denne artikel til rådighed.

Med venlig hilsen
Mogens Damsgaard Sørensen
Pens. Maskinchef.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN