"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 17

Mange tak, for at også vi lidt yngre sne-sejlere må give vores bidrag til den imponerende web-side du og andre ØK-sejlere har opbygget.
Billederne er fra Asmara, Arosia og Falstria.

NAKSKOV
I 1975 og kun 16 år gammel, netop færdig med folkeskolens 3.real, startede jeg på kompagniets maskinmesteraspirantuddannelse i Nakskov Tekniske Skole, hvor ØK- inspektør Svend Jagd og forstander Leo Petersen måneder forinden havde sagt OK for optagelse. Den første dag på skolen husker jeg især for Svend Jagds ord: "Hvis I klarer det første 1½ år, så klarer I også hele vejen frem til maskinmestereksamen !" Det første år var vi i dagtimerne på skolen i Nørregade og dels i svejse- og dreje-værkstedet som lå et par gader derfra. Her huskes især 2 lærere; Isaksen som havde med drejebænkene og Hugo som stod for svejseafdelingen. Hugo var hård, men retfærdig og havde efterhånden set sig godt og grundigt sur på mig.  I en periode kom jeg ofte til at sove for længe om morgenen, og det var det eneste man ikke skulle gøre, når man havde ham som lærer!. Fra halvfem-tiden og 2½ time frem var vi igen på skolen, hvor vi læste til maskinisteksamen. Det var en temmelig hård tid, for derefter cyklede vi hjem til H. N. Andersen-kollegiet, hvor der først skulle bikses lidt aftensmad sammen og derefter stod den så på lektier til næste dag. Efter et år på dagskolen, blev vi så sendt over på værftet i de forskellige afdelinger; el-afdelingen, maskinværkstedet, grovsmedjen og driftcentralen med hjælpekedlerne. Her fik vi unge knægte så for første gang lov til at komme ombord på værftets nybygninger og det var vældigt imponerende. For nok havde man jo studeret maskinistbøgerne og set billeder af skibe og maskinrummene, men selv at stå der ! 1½ år gik og vi blev færdige med maskinisteksamen og kom vanen tro i Nakskovs avis.

ASMARA
I marts 1977 oprandt så dagen hvor jeg sammen med min aspirant-makker John A R Sørensen mønstrede på Asmara, som lå i Gøteborg. Det var noget af et kulturchock for os unge knægte. Her havde vi gået i et ½ år på værftets flotte nybygninger, hvor alt skinnede og glimtede. Vi blev vist hen til assistentgangen af maskinchef Sigwaldus(on) og måtte selv finde et kammer. Et kik ind på kamrene afslørede et godt brugt skib, hvor mange hundrede assistenter og maskinaspiranter i årene siden Asmara blev bygget i 1961 vidnede om strabadserne med sved, hørm og olie fra arbejdet i maskinrummet. Et kik ud i fællesbadet, hvor badevandet fra dem der netop lige var afmønstret, stod 10 cm over hele dørken, gjorde ikke helhedsindtrykket bedre. Nå, men man fandt sig jo alligevel tilrette.
Første tur gik mod Karlshamn på Sveriges østkyst, hvor vi lastede Volvo lastbiler uden monteret lad. Så gik vi gennem Kielerkanalen og efter Hamborg, Antwerpen og et par havne mere, mod Suez. I Middelhavet mærkede vi også, hvordan skibet, trods god last, kunne rulle, selv i fornuftigt vejr.

Den nok så berømte ØK-ånd, mærkede vi hurtigt. Sammenholdet indfandt sig hurtigt og vi blev snart en del af familien. 5-drinks blev inkorporeret i vores hverdag. 5-drinks var udtrykket for, at de af besætningen der ikke var på vagt, mødtes på agterdækket kl.17.00 og fik slukket tørsten med de billige våde varer. 5-drinks'en blev ofte til både 6- 7-8- og det der var værre, ja somme tider var det midnat, inden tørsten var slukket.

I 1977 var containertrafikken for alvor ved at overtage og her kom vi så med vores aldrene stykgodsskibe, men vi fik dog altid placeret en 20-25 stykker på dækket.

Bangkok var jo en af de faste anløbshavne og vi aspiranter havde jo allerede hørt en del om livet i Klong Toy. John og jeg var dog fast besluttet på at vi skulle ikke havde en af disse hersens piger fra havneområdet, men vi blev klogere. For andre havde nemlig sørget for at når "ku...-lejderen" var sat, var der allerede "udpeget" en veninde til hver af os. Det bankede på kammerdøren og der stod kokken med "min" veninde. Noi; tænkte jeg ...og det hed hun faktisk også. En lille vimmer sag, som jeg trods forsøg på ikke at ha een nede fra havnen, kom til at "hænge på" de næste par anløb af Bangkok. En af de helt store oplevelser i Bangkok var turen ud til den store krododillefarm. Her var det live for alle pengene; elefantridning, chimpamser, tigerunger, slanger, alt fik man lov til at røre ved, holde på armen eller rundt om halsen, pythonslangen var ikke lige mig, men pigerne kom snigende ind på mig bagfra og fik den næsten lagt om halsen. Jeg måtte nærmest løbe et stykke derfra, førend de opgav at hive de par Bath ud af mig.  På 2. rejse med Asmara var min kollega en bornholmer (Michael) og han var ikke så pivet som jeg, så han tog efter lidt overtalelse slangen om halsen.

Jeg holdt dog mere af tigerungen og chimpansen.

Efter arbejdstids ophør startede vi som regel med en tur på Mariners Club, hvor vi fik os en dukkert.

Som en af de yngste og i hvert fald letteste om bord, blev jeg sendt til tops under pyramidedannelsen i klubbens pool. Det er styrmandsaspirant Søren Kornerup i de hvide shorts.

Derefter en tur på ”myggen” eller ”Copenhagen”

Når mørket sænkede sig over Bangkok tog vi flere gange over til PatPong-kvarteret, hvor det gik rigtigt løs med disco, damer og drinks... og minsandten om jeg ikke stadig har 2 kære minder i det foto-album, der normalt IKKE ligger fremme i stuen i dag.
Resten er sejladsen med Asmara på Østen kunne jeg fortælle meget mere om, men sammenfattende var at det for os unge mennesker var store oplevelser, som jeg husker som havde de fundet sted i sidste uge......sådan da, for det er jo altid sådan, er det for det meste kun er de goder stunder man husker. De mindre gode stunder og oplevelser glider langsomt, men sikkert i "glemmeren". Dog er der en helt speciel "oplevelse", som jeg nok aldrig glemmer. Vi lå ude på strømmen i HongKong og lossede til et par junker; en af matroserne spurgte om jeg ville med i land et par timer. Klokken var vist omkring 21-tiden, men OK, jeg smutter lige med, så vi ka få et par øl, og så ellers tilbage igen med Shore-båden omkring midnat. På et værtshus oppe i "skrige-gaden" faldt vi hurtigt i snak med 3 søfolk; de kom fra et australsk skib... sagde de!, de gav en omgang og snart gav vi en omgang. Lige før vi skulle til at sige farvel, spurgte den ene australier, om vi ikke have noget "fjolletobak". Stor var min overraskelse, da matrosen fortalte, at han havde da et joint i brystlommen. Vi gik udenfor og han tændte den, rakte den over til mig, men jeg holdt den bare, da jeg ikke røg. I løbet af 10-15 sek. var vi begge lagt i håndjern og en politibil holdt klar til at køre os til politistationen. Her sad vi til næste morgen, og så rullede lavinen ellers; kontakt til agenten, det sorte gæng om bord og stadig med håndjern på, blev vi taget med ombord. Kl. var da 7 om morgenen, og de øvrige ombord troede knapt deres egne øjne, da vi med stort opbud af politi blev ført op til skipper Jacobsen. Der blev heldigvis ikke fundet mere af det stads om bord og vi blev sejlet tilbage til arresten og kom for en dommer allerede samme formiddag ved 11-tiden. Jeg bedyrede stadig min uskyld.......altså, hvad angik tobak, og slap da også med et års karantæne mod landlov i HongKong. Matrosen fik 1000 HK-dollar i bøde og også et års karantæne.

Ellers husker jeg HongKong som stedet hvor jeg fik syet min første jakke. Ved ankomst vrimlede det straks med skræddere fra flere firmaer. De fleste vil nok huske Cherm og Thomsen, som nogle af de mest trofaste skræddere ...udover Mama-Sok, men det er jo en anden historie. Deres visit-kort har jeg også gemt.

Helt specielt vil jeg her huske, at jeg fik skræddersyet mine kort-ærmede kedeldragter, og var i øvrigt indbroderet med navn på brystlommen, joeee der var stil over det, selv som maskinmester-aspirant.

Japan  fik også i min korte karriere en helt speciel plads i mit hjerte. Vi anløb Yokohama, Nagoya og Kobe. En weekend tog det halve af besætningen med tog ud til en by ved navn Toba. Her gik vi over til en lille kunstigt anlagt ø, hvor de berømte Mikimoto perler blev dyrket. Dykker-pigerne, der hentede perlerne op fra dybet, dykkede uden apparat og kunne holde sig imponerende 3 minutter under vandet. I værkstedet så vi også sorteringen og produktionen af ringe og kæder og lign. smykker. Når jeg i dag ser perlekæder i butikkerne, som er mærket Mikimoto, tænker jeg altid tilbage på denne herlige heldagsudflugt hin dag i 1977. Lige overfor lå et smukt Aquarium, med bl.a. delfin-show og da solen den dag strålede fra en skyfri himmel, vil denne dag for altid stå smukt i mine erindringer om Japan.

Og som de fleste andre skulle jeg jo også have et stort stereo-anlæg med hjem. Pioneer og Akai blev omhyggeligt udvalgt ,...joee, det var kram og svært gods,  tunge kabinetter på over 5 kg. og ordentlige maskuline drejeknapper, og et par krabater af et par højttalere med en egenvægt på 37 kg... alt sammen spillede i mit hjem til langt op i 90-erne, hvor det måtte vige pladsen for et nutidigt mini-anlæg.

AROSIA
Min 5. og 6. rejse var med Arosia, som lå i København i januar 1978,...jooe,  jeg var blevet en rigtig sne-sejler. Vi havde næsten de samme anløb som de foregående rejser med Asmara, men to havne skilte sig særligt ud, nemlig Naha på øen Okinawa og så Bugo på Phillipinerne!. Dem der har været der, vil nikke genkendende til det lille udskud af det allerprimitiveste man kan forestille sig, når man nu taler om international transport og logistik. En primitiv træ-kaj, som kun rakte til skibet halve længde. Husene i området lignede noget der skulle ha' været revet ned for mange år siden og det eneste værtshus ved havnen, som egentlig bare var en strand, hed Rainbow Garden. Indenfor gik det dog løs med juke-boxen og søde piger, og mus, rotter og kakerlakker hen over gulvet var ikke noget særsyn. Der var stemning og vi hyggede og festede lige til 1 time før afgang.

Den lokale taxi var også meget primitiv; en vaskeægte gris, som man kunne transporteres på op til hovedvejen for nogle få "træ-penge". Her lå også en danse-restaurant, smukt bygget op af bambus og bast. Jeg husker også at vi var på besøg hos nogle piger der boede nede ved strandkanten. De hentede os ved Rainbow Garden og fulgte os over til deres hus; det var en lille knaldhytte, som var bygget oppe i et stort træ. det var en helt speciel oplevelse, nærmest lidt Bounty .

Den dag i dag tænker jeg altid på den lille flække ved navn Bugo, når jeg handler ind og får øje på dåse-ananas fra fa. DEL MONTE. Det var nemlig det vi lastede i Bugo. Og der var masser af "breakage", altså konservesdåser der blev ødelagt ved lastningen og som vi så tog os af. Vi fik ananas 5 gange om ugen på hele hjemturen, så inden vi nåede Europa igen, hang det os langt ud af halsen.

Hvis andre snesejlere har foto fra Bugo eller Rainbow Garden, ville det være meget meget interessant at se ......!!!

På både ud og hjemturen var vi i Port Kelang og Penang og her husker jeg især det lille hyggelige værtshus på billederne her. Jeg mener det hed "HongKong Bar" men er ikke helt sikker.

begge foto stammer fra rejsen før jeg var ombord. Ved bordet sidder maskinaspirant Michael Rebien (t.v.) og en af messedrengene. Der er også et postkort fra havnekvarteret med den lille kiosk hvor vi handlede lidt småting. (Port Kelang-havnen)

Der var en god stemning på Arosia og specielt husker jeg 1.mester Poul Jacobsen. Han var en meget dygtig maskinmester og samtidig en der spredte god stemning ombord. En spule-kamp med brandslangerne på dækket blev det også til hvis søndagen blev lidt for kedelig.

.

Hver fredag samledes vi i værkstedet til "Lyn". Sidste uge's taber skulle tegne et lyn med et stykke kridt på værkstedsbordet og alle skulle herefter så vurdere hvor mange cm. dette "lyn" var i samlede længde. Det var ikke så let og den der skød helt forbi, tabte og skulle gi' fyraftensbajer.

.

Også på Arosia blev 5-drinks traditionen holdt i live og som det ses på det ene foto blev det af og til meget sent ...og meget mørkt inden tørsten var slukket.

Singapore, ak ja, her har jeg snart 30 år efter stadig 2 udeståender. Jeg må desværre erkende, at jeg ikke fik set og oplevet Bugisstreet, vore allesammens skrige-gade. Det er for længst revet ned og forbliver altså et minus i mine memorierer.

En aften hvor vi var på Garuda Bar, fik jeg set en ung smuk pige meget dybt i øjnene. Så dybt, at vi aftaltes at vi skulle mødes igen, når Arosia var for hjemadgående. På høflig vis spurgte jeg til hendes navn og fik det svar, at jeg bare skulle spørge efter "number five" . Det var jeg ikke tilfreds med og langt om længe fik jeg dog hendes rigtige navn at vide; Mary. Mit andet rendevouz glippede desværre og jeg fik aldrig genset "number five", men hendes visitkort har jeg stadig, hvor hun selv skrev "Mary (5)".

Den 18.april 1978 lagde Arosia til kaj i Hamburg og jeg sagde pænt farvel til kaptajn B.S.Grønbech og startede efter sommerferien på Svendborg maskinmesterskole. Det blev til 2½ års studie og endt op med udvidet maskinmestereksamen; ikke noget over-prangende resultat , da det i disse studieår gjaldt motorcykler og pigerne ude på Husholdningsskolen, men dog nok til at kompagniet gerne ville se mig efter aftjent værnepligt. Værnepligten kom i øvrigt til at være 1½ år, da søværnet gerne så, at maskinstudierne blev afprøvet i praksis på etatens SDC'er af DAPHNE-klassen som sekondløjtnant.

FALSTRIA
I juli 1982 mønstrede jeg igen på et af kompagniet skibe, de fleste hvis ikke alle af de gl. stykgodsskibe, var i de mellemliggende år blevet solgt og til dels erstattet med de nye LR-skibe. Det blev containerskibet Falstria, der lå i Gøteborg med kaptajn Nislev og Chr. Hansen som maskinchef, sidstnævnte måske bedre kendt som Basse. Falstria sejlede på linjen Nordeuropa - US westcoast.
Herunder ses 1. styrmand Henrik på arbejde.

Vi gik straks til HDW værftet i Hamburg hvor vi lå i 2 uger til alm. værft eftersyn. Tiden blev bl.a. udnyttet til en fodboldkamp mod et norsk skib; desværre 2:1 til nordmændene.

Stående f.v. : Kammerdreng Pehrson, maskinreparatør Lauritz, kammerdreng ?, jeg selv som 3.mester, elektrikerens søn. - siddende f.v. reparationsmester Lars Rasmussen, matros, maskinreparatør.

Resten af tiden foregik vist nok oppe i et kvarter, hvor butikkerne havde åbent til langt ud på natten !
I dokken blev vi malet op i en ny flot grøn bundfarve, i stedet for den sædvanlige røde bundfarve.

Falstria

Ud af dokken og opsamling i Rotterdam, Antwerpen, Felixstowe og Le Havre. Efter en time sejlads ud af Le Havre og kurs mod Mona-passagen, skete så det der ikke må ske til søs. Kollision; jeg gik alene nede i hullet og var ved at starte ferskvandsgeneratoren op, da jeg hørte , at hovedmotoren blev stoppet og straks reverseret. Noget var helt galt og i det samme kom 1.mester styrtende hen over maskintoppen med armene vildt svingende. "Vi kolliderer, vi kolliderer" og samtidigt kom så braget. En russisk missil-destroyer "NEUKROTIMI" hamrede vinkelret ind i stævnen på os og gled ned langs bagbord side og prikkede hul i et par side tanke. Mange tanker fløj i gennem hovedet; var det nu at "ham deroppe" gerne ville se mig. Skaderne viste sig dog hurtigt, at være forholdsmæssigt begrænset. Et pænt stort hul i stævnen og lidt småhuller i et par side-tanke. Ingen tilskadekomne på Falstria, men det gik mere alvorligt til ovre på destroyeren, hvor de jo havde en forbanje.

Nå, men forsejling tilbage til HDW-værftet  i Hamburg og en ekstra uge på den føromtalte gade ...jo, det var en dyr sommer, ikke kun for kompagniet.

Falstria havde en fantastisk sammentømret besætning. Endnu gjaldt "reglen om retten til sammenkomst kl. 17.00" og det benyttede vi os voldsomt af. Helt specielt skal her nævnes vores hovmester fra Århus, Jens.

Han var i den grad stemningkanonen ombord og som altid var go’ for en joke eller sketch. Snart gik han rundt som fransk vinbonde, snart som kineser, ”plaprende” også lidt kinesisk.

Altid i godt humør; dog lige undtaget når inspektøren fra kompagniet med flittig hånd halverede hans ordreliste. Så eksploderede han og bandede alt og alle langt væk.

Jens (med tilnavnet Fuselfax) var samtidig med i skibsorkestret, som bestod af ham selv på rumsterstang, 1.mm Svend Erik Rasmussen på triangel og 1.styrmand Henrik på trompet, alle instrumenter var naturligvis hjemmekomponeret…..

.

og sådan lød det også, men kors, hvor vi hyggede os.

Skibsorkestret blev tørnet til, når vi holdt grillfest og når en havde fødselsdag. På en af rejserne havde vi 3 piger ombord. Pia Damsgård Hansen som var 2.styrmand, Kate var telegrafist og Karin var messepige.

Ved grillfesten dannede de 3 piger et lille ju-hu-kor.

Under en 5-drinks hvor vi som sædvanligt sad ude i sidegangen, kom maskinchefen hen til døråbningen og spurgte Pia om et eller andet. Straks da han var forsvundet ind på gangen igen, kom Pia i tanke om noget, hun skulle sige til maskinchefen. Da vi altid kun omtalte maskinchefen som Basse, havde Pia fået det indtryk, at han vitterlig hed Basse og kaldte derfor med høj stemmeføring;” Heei, Basse, jeg ska’ lige høre dig…..”. Vi andre lå flade af grin, det var der ligegodt ingen der tidligere havde sagt direkte til maskinchefen. Nå, han tog det med oprejst pande.

Med på rejsen var 3 montører fra elfirmaet SEMCO i Odense. Kompagniet ønskede flere el tilslutninger for kølecontainere og derfor sejlede de med rundt det meste af den ene rejse og monterede disse el-stik. De faldt efterhånden mere og mere end i dagsrytmen og var næsten blevet en del af besætningen.

Turen gennem Panama-kanalen var en stor oplevelse, dels sluserne og dels de steder hvor det bugtede sig, alt sammen smukt belyst fra tusindvis af lamper og lysrør og en flot og frodig vegetation….men føj, hvor skibet dog lugtede af ulovlig omgang med stærk tobak.

Før ankomst til Los Angeles bad jeg gnisten om at sende et telegram til vores agent, om at der skulle stå en udlejnings Chevrolet Corvette klar på kajen. Alle rystede på hovedet af mit ønske, især telegrafisten som sendte telegrammet. Jeg måtte slippe 116,- kr for telegrammet og hvad fik jeg; en ganske alm. standard udlejningsbil. En tur over til M/S Queen Mary i Long Beach, videre op til Beverly Hills, Sunset Bouleward, Hollywood Bouleward, lidt slentren rundt og så hurtigt hjem igen. Joee, man mærkede at vi ikke længere sejlede med stykgods, men derimod container. Liggetiden var nu reduceret fra 4-5 dage til kun 5-8 timer.

Ellers var turen den samme som den havde været i 10 år; LA, San Francisco, Portland og endestation Vancouver. På hjemrejsen var vi også inde i Mexico, hvor vi lastede vistnok hindbær og andre frugter. 2.mester skændtes ret heftigt med udskiberne, idet frugterne havde stået på kajen i mange timer uden køl. Ombord kom de, selvom det dryppede kraftigt fra containerne.

Sømandspræsten i SF arrangere bl.a. en tur over til skovområdet Redwoods, hvor vi slentrede gennem disse kæmpefyr ….ja, slentrede igennem. For nogle af dem var så store at man havde udhulet træfoden og stien gik altså ret igennem selve træet. Bagefter kørte vi over til San Quintin fængslet og videre ind til selve SF, hvor vi bl.a. shoppede rundt i ChinaTown og endte nede på Fishermans Warf.

Vancouver var også et dejlig sted; smuk natur med store bjergformationer i baggrunden. Her husker jeg et meget specielt standur, som stod på hovedgaden i den gl. bydel Gastown. Det var dampdrevet. Desværre har jeg ingen foto, men dog et postkort af dette herlige klenodie.

Den 24.juni 1983 afmønstrede jeg i Rotterdam og dermed var min tid i kompagniet også forbi. Dog fik jeg i flere år stadig tilsendt ØK-bladet m/ bemandinglisten og kunne derfor stadig følge lidt med, også i mit nye job som maskinmester på storebæltsoverfarten.

Dette rederi (det nuværende Scandlines) har siden været mit arbejdsmæssige holdepunkt og bliver det forhåbentlig til jeg en dag ikke kan eller må sejle mere. Et er sikkert; ØK var mit første omdrejningspunkt og står så mange år efter, stadig som noget jeg mindes med stor glæde. Her fik jeg min erhvervsmæssige ”opdragelse” og nogle af de største oplevelser i mit liv. Jeg fik dengang mange gode bekendskaber og venskaber, desværre fortoner disse sig lidt med årene. Det kunne derfor være interessant om nogle af mine tidl. kolleger fra især Falstria, ville kommentere lidt af det beskrevne.

Med højagtelse
og venligste hilsner
Bo V Thomsen.

Se også de andre sider !!!