"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 19

Når "trikker og "desse" sejler sammen kan man godt blive forelsket.

Det skete for Jørgen Friis om bord på Boribana 69.
Brylluppet blev holdt om bord efter vielsen i Yokohama og det skabte røre i ØK, for på denne rejse var vi efter vielsen begge ansat og det var ikke noget der blev brugt i "Kompagniet", så jeg og min viv var altså med til at ændre på "systemet".

Her modtages vi af Overstyrmanden

Kabyssens personale modtager ros for bryllupsmiddag

"Vaskepiger" ankommer Bangkok 69.

pigerne entrer lejderen agterude

Flodtur i Bangkok

Boribana bliver malet

Typisk havnemiljø i Hongkong

.

.

.

Ækvatordåb Boribana 69.

Fest i messen, ved væggen undertegnede og hustru samt 2. mester og 2. styrmand

Den skallede mand som ses i forgrunden var fyrbøder, på den næste rejse ind til Shanghai døde han og efter at være blevet kremeret kom han tilbage i en urne.
Da den nye "desse" så urnen udbrød hun helt spontant:

"Det var lige sådan en krukke hun var ude efter!"

Billederne er indsendt af "Trikker" Jørgen Friis og modtaget med TAK !!!

Hej Willy !
Jeg har et par spørgsmål til dig.

De 8 år jeg sejlede i ØK (Tiden 1974 til 1982) fik vi om bord en lille avis hjemmefra "Kompagniet". Det var ikke ØK Bladet, men en lille avis/blad på A5 størrelse hvor alle "Kompagniets" skibe var på og en liste med hele besætningen nævnt med navne på de forskellige skibe i ØK og hvor skibet var osv. Kan du huske hvad den lille avis hed som vi fik på skibende ?

Spørgsmålet er hermed givet videre til alle snesejlerens læsere.

Motorskibet M/S Asmara.
Bygget 1961. Nakskov Skibsværft.

”Middelhavet-Fjernøsten ruten”. Påmønstre september 1975 i Nice.

Når man gik hjemme på ferie, var denne hilsen et kærkommen signal på afgang.
Efter en kort flyvetur fra Kastrup er jeg i Nice og her begynder min første dag som kokkeelev i Det østasiatiske Kompagni, dagen efter sejlede vi til Marseille, Barcelona, Palma, Almeria, malaga, Gibraltar, Oran, Alger, Tunis, Tripoli, Banghàzi og dokkes 3 uger i Piraeus.
Efter dokken sejler vi til Beirut, Alexandria og Port Said som er sidste stop inden fjern østen, nu venter 4 uger i søen.
Igennem Suez kanalen, nedover Rødehavet, Gulf of Aden og ud over det Indiske Ocean hvor første stop er Port Penang i Malaysia, derefter Port Kelang, Singapore, Bangkok, Manila og en anden mindre by på Filippines. Længere mod nord er det Hong Kong, Shanghai (Som var en oplevelse i 1975). Efter Kina bliver det Japan med anløb som Kobe, Osaka og Yokohama der var endestationen og så går vi hjemover og denne gang ikke bare med middelhavet sidste vendepunkt, næ vi skal hjem og vende i Danmark, men der er et par mil endnu at sejle. Fra Japan skal vi lige en smutter til Hong Kong, Singapore, Bangkok, Kelang og Penang, derefter er vi 3 uger i søen igen, frisk luft, ingen støj og byos Jo, for resten, en af vores messemænd blev syg og måtte sendes hjem.

En Thai som altid kom på ØK skibene i Bangkok, blev tilbudt en hyre på M/S Asmara og på den måde gik det til, at den unge mand Solopondo skulle uden for Bangkok flod, ud i den store verden.
For det første var hans løn i sig selv mega stor. Dengang tjente en politi betjent i Bangkok måske ikke over 4000 danske kroner om året. Nu skulle han tjene næsten 3000 kr. pr. måned.

Vi sejlede fra Bangkok med Solopondo iført ét par Thai-sivsko model 1975, én tynd sarong og én papirtynd T-shirt hvor der stod Mosquitobar på (Den lokale havne cafe hvor vi nogle gange fik en lille tår saft). Jo, denne uniform var såmænd god nok endnu da. De næste 3 havne virkede lidt hjemligt for Solopondo, det var Singapore, Kelang og Penang, meeeeen så blev han lidt betænkelig hvad der så skulle ske. For de næste ca. 3 uger blev altså uden at kunne se land og hvad endnu værre var for den unge mand, ville vi nogen sinde gå på landjorden igen. Allerede efter en lille uge i søen mod Europa, gik der en form for urskovs panik i Solopondo. Hans nye hjem blev ved med at rulle og udsigten til alle sider var blå, blå og atter blå og det er jo lidt svært, når han var vant til grøn urskov tilsat lidt dufte fra floden i Bangkok. Til sidst og efter 3 uger med et hjem der konstant hopper og danser var der land i sigte. Den der blev mest glad var Solopondo, han jublede, at Kaptajnen havde fundet land og var en dygtig mand. Dette nye land var Suez som Solopondo var anløbet.
Solopondo syntes det var et mærkeligt land. En kæmpe stor sandkasse med en stribe vand i midten, mon hele Europa så sådan ud ? Og så de mørke indpakkede mennesker der i myriader borede skibet som pirater. De ville blot sælge fine 2000 år gamle ting, (som var lavet dagen i forvejen).

Naturligst blev Solopondo bøffet.
Efter dette møde med de indfødte i Suez og omegn blev vores ven mistænksom over for alle med fine gamle ting. Næste problem var hans tropeuniform bestående af de før omtalte 3 krops dele, de var ikke meget bevendte i middelhavet, for her kan være koldt både om dagen og om natten. Vi gav Solopondo noget tøj, og nu var han klar til kamp oppe mod det kolde nord. Men først skulle vi lige anløbe næsten de samme havne i middelhavet som på udadgående, vi stak stævnen ud af Gibraltar strædet ud i Atlanterhavet. Solopondo fik Gibraltarbjerget at se på styrbord side. Vi anløb Antwerpen en sen aften og den unge Thai havde ventet med største tålmodighed for at se hvid mands land som også havde hvid jord (sne), jo Solopondo fik en på opleveren.

Næste havn Amsterdam. Der gik det rivende galt for den unge Solopondo. Vi skulle i byen og Solopondo ville med. I de små sjove gader blev han forført af en smuk lyshåret flyvende hollænderinde, i et underligt vindue med rødt lys i. Derinde bag glasruden sad skønheden og lokkede men sine lyse lokker og to kæmpe store redningsflåder placeret lidt over midt på kroppen og vupti var vores nye mand på skibet væk i disse attributter bag ruden og rødt lys. Vi andre kunne ikke se andet end et sort gardin blive trukket ned. Ganske kort tid efter var han tilbage i flokken, lidt forpustet, med et uskylddigt smil og en våd pande og sørme om ikke også Solopondo skulle ind til ”Tatovøren” Solopondo var faldet godt til.
To dage efter i Rotterdam skulle den unge mand atter i land, men denne gang var det lægen der ønskede en nærmere forklaring om besøget i ”Det røde vindue” Udover disse to udskejelser brugte Solopondo ikke flere penge, der skulle nu for alvor gøres forretninger som kunne give indtægter og ikke mere spas i gaderne. De næste havne var Hamburg og Bremerhaven, Oslo, København og så Århus. På mærkelig vis fik Solopondo købt ca. 40 gamle symaskiner, hvor motorerne var pedalsystem. Det blev Århus der skaffede fundamentet til en Thailandsk systue, men han måtte lige vente 3-4 måneder før vi atter kastede anker på flodens brune vand i Bangkok. Jeg tog en rejse mere til Østen og gensynets glæde er altid rart. Den kommende rejse var havneanløbene de samme med få undtagelser. På vej fra Hong Kong mod Japan var et møde med en tyfon uundgåeligt. Vi fik en del skader på skibet og blev dokket i Japan. Vi blev efter nogle tid i Japan dokket ud og satte kursen mod Hong Kong. Ved indsejlingen til Hong Kong fik vi ØK folk ”snesejlere” et syn af format. "Adrian Mærsk on the rocks".

Stævnen af Adrian Mærsk var blotlagt for vand, hvorimod apteringen agterenden var blevet en filial af Hong Kong Svømmehal. Adrian Mærsk var parkeret på en klippe i en vinkel på 45 Grader med stævnen op mod himmelen. I Hong Kong blev vores kok sendt hjem med en eller anden ”tropisk” sygdom. Jeg blev ommønstret til "fungerede kok". Vi skulle også have fine gæster ombord til Party, Ambassadører, Shipping folk og lokale fine borgere, ca. 40 gæster til fin mad. Vores hovmester var ikke altid nærværende, han havde fast arbejde med at tømme flaskerne for ”Flaske Peter på Ærø” (Museum for flaskeskibe).

Vi var nu to kokkeelever til at lave mad til 46 besætningsmedlemmer med nogle koner og børn.

Hjemover på min anden rejse i Østen, kom overstyrmanden ”Peter Cement” (Som nu er Kaptajn i Mærsk) og sagde til mig, at han havde anbefalet kontoret i Frihavnen, at jeg skulle med det nye containerskib M/S Fionia som ungkok. Fionia var et meget flot container skib og alt var luksus, også vores beboelse med omgivelser. Men tilbage til Østen.

Solopondo var afmønstret på udadgående i Bangkok og havde fået sin virksomhed op at kører, han var nu en særdeles glad mand med mange ansatte. (Og han var heller ikke søsyg mere) Nu var hans udtjente sivsko, sarong og T-shirt udskiftet til fint jakkesæt og fine blanke sko, da han under et kort besøg på sin gamle rullende arbejdsplads i Bangkok, takkede for en rejse til det kolde Nord.

Jeg afmønstrede M/S Asmara i Århus den 17-06-1977. Det var 2 dejlige år på et vidunderligt skib med et virkeligt godt kammeratskab, mange indtryk, sjov og masser af hårdt stabilt arbejde.

Ved et tragisk uheld, var jeg kommet til at have for meget der skulle fortoldes.
Den dag jeg skulle afmønstre, var kajen sort af toldelever fra Toldskolen i Ålborg og de var aggressive for at gøre resultater for deres overordnede. Med mine 9 - 10 flasker sprut, godt 1000 cigaretter, en stor Thailandsk elefant på næsten 70 kg. i rosentræ og et stereo anlæg fra Japan, var jeg buller (Centrum) på en dartskive for disse toldere og jeg havde jo ”så som så” ikke tænkt mig at være smugler på den måde. Min tante skulle hente mig på Asmara og efter mange timers venten på skibet, var der klar bane til aktionen kunne begynde. Bussen med toldelever var jo kørt for over en time siden, så nu var det med at få losset bilen med elefant og musikken først, sprut og tobak måtte vente til efter solnedgang. Vi havde lige kørt 150 meter af pier 3 i Århus havn, da en sort bil med to mørkklædte herre stak en slikkepind ud af vinduet, med 4 forhadte bogstaver ”STOP” og pokker tà det, de møjunger til toldelever, var ikke i Ålborg, næ de var nu agenter på forskellige pakhustage med kikkerter, de stod i civilt tøj oppe ved pølsevognen, de var alle steder, det var virkelig ledt gjort mod os uskyldige søfolk, der havde været væk fra fædrelandet så lang tid og virkelig have præsenteret Dannebrog med ære ude i den store verden, nu skulle vi også straffes for lidt hygge til en velfortjent ferie. Bøden for hornmusik og trædyret var ca. 1500- kr.
Sprut og tobak kom i land senere i en vadsæk uden yderligere unødvendige driftsudgifter til statskassen.
M/S Asmara blev bygget i 1961 og sejlede ud på sin Jomfrurejsen fra København til Philippinerne i oktober 1961. De næste 17 år sejler hun på ØK’s linienet. Asmara havde 37 rejser på Østen ruten. Senere indsattes skibet på ruten mellem Middelhavet og Østen, blev solgt i 1978 til Monrovia og ophugget 1984 efter at have været oplagt i flere år.

Flemming Sørensen / Pernille Pedersen.

Vi påmønstrede Sumbawa i frihavnen, juni 1967.

.

Venus Room 68. Sumbawa ........ 3 raske gutter, koksmat, dæksdr. og undertegnede på Mosquitobar

.

Danske søfolk udvikler mellemfolkelig samhørighed på Mosquitobar

Vi skulle til Finland og Sverige, og senere Østen.
Jeg var dæksdreng, blandt de nye søfolk kom der en matros om bord, han mønstrede kun i en kedeldragt og en plastikpose, og havde kun dette tøj, han havde ikke pløk i munden, så han blev kaldt for perletand, men han var nu meget flink.
Da vi kom til Singapore, gik han i land iført sin kedeldragt, men kom tilbage til skibet i flot jakkesæt.
Senere kom regningen fra agenten, han havde sagt at han var skipper på Sumbawa, det blev skipper Bogø Larsen tosset over, og det blev da også trukket fra hans hyre.

Carsten Klug  (guffie).

 

Falstria ved Bay Bridge

"Hej din snesejlende sømand

Det er mange dejlige gensyn og minder, som din hjemmeside vækker. Tusind tak for de tilsendte billeder af Falstria. Det er jo til at blive helt rørt over dette gensyn. Jeg føler at jeg kan huske hvert sekund, da jeg sejlede med Falstria under The Golden Gate broen, selvom den bro, som vi ser på billedet, vistnok kun er Bay Bridge lige i nærheden (og som stadigvæk skulle ligge i nærheden af Alcatraz Island - fangeøen) og begge ved San Francisco. Jeg har altså både sejlet under og kørt over broen. Jeg var ikke så gammel, men min nuværende ret store grammofonpladesamling blev lige præcis grundlagt takket være dette besøg, som jeg aflagde i verdens største grammofonplade forretning, hvis navn er World Records. Tænk at der var musik på plader i mange etager. Hver eneste af de omkring 30 LP'er jeg slæbte med hjem dengang, kan jeg stadigvæk finde frem og sige at dén og dén købte jeg ved den lejlighed.
Jeg viste i går filmen "Simba Turbo" til en ven, som er meget inde i teknik og uhyre motorinteresseret. Han var meget begejstret og sagde, at hvis bilmotorer var konstrueret efter de samme principper som skibsmotorerne dengang, så ville vi køre mere end 50 km pr. liter. Når det ikke er tilfældet i dag, så skyldes det, at benzinselskaberne har haft stort held med at opkøbe patenter og virksomheder over hele verden. Kun på marine-diesel området har de ikke kunnet gøre det..... Interessant hvis man kunne dokumentere dette forhold, skulle jeg mene!
Jeg husker endnu en af kompagniets sidste rigtige stewardesser, som sejlede på sin allersidste tur. Tænk at hun var oppe i 70'erne. Men det skyldtes vist noget med et ældgammelt kammeratskab med kaptajnen. Ellers var det ikke gået. Hun passede kahytterne for kaptajnen, chiefen og overstyrmanden og anrettede maden i sit eget lille pantry højt oppe. Al mad hertil ankom via madelevator fra kabyssen. At starte dagen med at få et stykke ristet franskbrød og kaffe om morgenen hos hende var altid utrolig hyggeligt. Jeg husker en mærkværdig særhed hun havde. Hun købte nemlig ALTID et bjerg af amerikansk toiletpapir med hjem, fordi det var ekstremt parfumeret ud over alle grænser. Hun var berømt for dette blandt sine venner, at når man besøgte den lille hemmelighed, så var der altid parfumeret  toiletpapir. Men det var gennem årene blevet hendes lille stykke "frie Amerika" i hendes eget hjem. Da vi kom til København hjalp jeg hende således hjem med bagagen inklusive bjerget af wc-papir. Jeg fik som tak hendes gamle Revox båndoptager med optagelser med bl.a. Jim Reeves, som jeg faktisk stadig har og nu og da kan finde på at lytte til. Så tænker jeg altid på den gamle søde dame, som står så levende for mig. Da jeg et par år efter denne tur med Falstria befandt mig mere permanent i Holbergsgade 2, dvs. i perioden 1974-1977 var det fremdeles standard at underskrive alle breve fra hovedkontoret med ordene: Med Højagtelse eller Yours faithfully 

Falstria

Venligst Peter Oldenburg.

Hej Willy !

En af mine gode venner, ønskede at få bygget en model af Basra, som han han havde sejlet med i 1969. En anden god ven Georg Devantier, påtog sig opgaven som værft og modelbygger, og i går blev modellen overbragt til den lykkelige ejer, efter to års byggearbejde.
Undervejs havde jeg stået bi med billedmateriale af skibet, så det kunne blive så korrekt som muligt.

Uden adgang og kendskab til Snesejlerens hjemmeside, var resultatet aldrig blevet så godt. Især filmen om Basra har været til uvurderlig hjælp.

Hermed fremsendes som tak, nogle fotos jeg tog af skibet, inden det kom ud på sin "jomfrurejse" til samlerens hellige haller.
Du er meget velkommen til at bruge disse fotos på din side, hvis de findes relevante. Og tusind tak til alle dem som uden at vide det, har bidraget med fotos af skibet.

Mange hilsner
Simon Bang.

Tak til Simon og TILLYKKE til ejeren ! Gid det var mig !!!

Også TAK til modelbygger Georg Devantier

Hej Willy.

Samoa Japan 76.

Her kommer lidt billeder, fra Samoas sidste tid i ØK regi. Der er ikke megen historie jeg kan fortælle. Mønstrede som rest. dreng marts 76 i Jedda, hvor det dengang havde ligget på reden i ca. 3 mdr. sammen med ca. 250 andre skibe.

Bo og Niels, rest. drenge

Sprutten var lukket og det var en lidt trist tid, og flere tog hjem igen.

Kokken Kalle.

Kalle Kok klar til hjemrejse.

Efter ca. 3 mdr. kom vi endelig ind, og endnu vigtigere,  videre :-) derefter var hele turen en lang fest, det var som om, at de måneder i Jeddah med ikke meget andet en æblejuice skulle hævnes, og alle festede igennem sammen med alle.

Fest på poopen.
letmatros Hans, matros Mogens, matros Jan og "Jumbo" med ryggen til.

På den måde blev det en tur som ikke lignede andre jeg har været af sted på. Vi sejlede  via Sudan og Djibutti direkte til Nagoya og op langs Japan, derefter retur til Singapore, Hongkong og så tilbage til Japan igen. Livet om bord var stadig præget af, at alle gerne ville feste, og vi morede os 100 % hele tiden. Turen vil jeg aldrig glemme, ej heller de mennesker jeg var sammen med, det havde en radikal ændring på mit liv.

Datidens luksuspool.

Efter anden gang i Japan, gik den tilbage til Hongkong igen, hvor jeg afmønstrede sammen med de andre drenge. det var blevet "kinesertid", og vi blev skiftet ud med dem. Så vidt jeg ved, var Samoa på den tid, ØK´s ældste stykgodsskib.

Sønderborg søfartsskole 77.

Et enkelt lidt sjovt billede fra Sønderborg Søfartsskole 1977, årgangens bedste roerhold, med undertegnede i den røde hue ved siden af pligtåren. Lige bag mig en kokkeelev :-) læg mærke til hans åre i forhold til resten. Vi var suverænt de bedste under ledelse af styrmand Dannesbo.

Bo Laursen.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN