SNESEJLER

Jan Bowie Rasmussen tog hyre hos ØK første gang i 1973 på Boribana og senere på Beira.

Efter de første 2 udmønstringer med Mærsk gik jeg på Sømændenes Forbund og ventede på en hyre som jungmand og dagen kom, nede på tavlen kom M/S Boribana op og jeg bød på den, havde vist et par af 50 stempler og jeg var heldig at jeg fik den.

En tur på forhyringskontoret i Borgergade og et smut til lægerne i Kælderen i Amaliegade 33, det gik fint hos forhyring og lægerne, og hjem til familien og fortælle at nu skulle man afsted med M/S Boribana af Øk og skulle mønstre i Københavns frihavn.

24 September 1973 kørte mine forældre mig til skibet der lå ved Orientkaj ved siden af Øk’s kontor samme sted, gik ombord og fik fundet mig et kammer, det var et 2-mands kammer, men jeg havde det alene.

Fandt min søfartsbog og læge papirer samt det gule vaccinationskort frem og fik afleveret dem til skibets telegrafist.

Jeg fik 4-8 vagten sammen med Matros John Rasmussen fra Slagelse og en mere som jeg ikke husker navnet på. Vi fik skalket luger med pontoner og presenninger lønningsjern og kiler, en løs og en fast presenning da vi skulle til Göteborg for at laste til østen og fjernøsten.

I Göteborg (26/27 september) havde jeg min første vagt under land det var fra 16 – 24 for den ubefarende og 00 – 08 for den befarende matros. Der kom den sædvanlige rumlen fra toldere og lignende, der blev afskalket luger og lastningen begyndte, havnearbejderne kørte selv spil og indstillede dem selv, men engang imellem skulle man lige stramme mellemgerden der ellers svingede til siden med lidt skader tilfølge, de sædvanlige havnearbejder kom og tiggede sprut eller ville gerne købe det til billige penge, efter lastning blev der igen skalket luger og afsted til Hamburg.

Vi skiftes at have vagt under land med de andre vagtgående matroser og jungmand og letmatros.

1 Oktober ankomst til Hamburg fik vi lods ude ved Elbe 1 lodsbåden, rorgænger, udkig og tilkald, vi var altid 3 mand på vagten i Europa, der sad i rummet hvor stevedorerne ellers brugte til alle deres laste/losse papirer og en gang imellem var der også en telefon hvor man kunne ringe hjem fra.

Om aftenen var vi nogle stykker der var oppe på den danske sømandskirke hentet i kirkens egen lille bus, nok en af de spøjse steder af en sømandskirke, de var meget opmærksom på om man kom en lille skilling i kirkebøssen, der var selvfølgelig også nogle der var taget med opsamlingsbåden der sejlede til Landungsbrücken og til de små listige steder. Afgik Hamburg 2 Oktober.

Ankom 3 Oktober fik lods og vi kom gennem slusen i Ijmuiden før vi kunne komme op af flod / kanal systemet til Amsterdam og Kattendrit distriktet med mange værtshuse og de røde lampers gader. Afgik 4 Oktober sent om aftenen. Ankom nogle timer efter til reden ud for Rotterdam et par timer til ankers og så op med ankeret igen og ind til Rotterdams havn, hvor vi ankom 5 Oktober.

Rotterdam var der lidt mere tid i havn da det var en af samarbejdernes ScanDucth hovedkvarter lå. Det daglige arbejde for det meste var laste/losse for skibet, var afskalkning og skalkning var fast arbejde for besætningen under Europa sejladsen., for det meste blev skibets master og bomme ikke brugt men i stedet kraner fra land.

I Rotterdam kom flere sælgere ombord der solgte forskellige varer så som stereoanlæg, tøj og lign. jeg købte en Phillips kassettebånd optager der. Man kunne også tage op til Botlek Stores i gratis bil frem og tilbage, Sanicki brothers var også sådanne handelsfolk. Vi var også oppe på den danske sømandskirke i Coolhaven der var både billard og bordtennis, kaffe, te og hjemmebag, nok den bedste sømandskirke i verden, man kunne også købe lidt forskelligt slik og fornødenheder.

Efter Rotterdam blev det Antwerpen, lang tur op af Schelde floden der grænser mellem Holland og Belgien, ind gennem Sluserne ved Zandvlit og hen til ScanDutch terminalen. Også der var vi oppe på sømandskirken i Antwerpen der havde de også billard, kaffe og kage var der også, Der havde de også en lille bus til at bringe frem og tilbage på de havneområder.

Efter lastning skulle der gøres klar til en længere sørejse da næste havn var i østen, denne gang skulle der 3 presenninger over pontonerne og alle skulle ned i skalkejernet og kiler i alle klamper, vi havde også en masse dækslast der skulle surres med kæder og bjørneklo, wirer, wire-klamper, et tovværk der kaldes Hercules var et ofte brugt surrings middel der havde den egenskab at have nogle tråde af metaltråd indflettet i sig og man surrede lasten med den og nogle stykker træ man stak ind mellem tovværket og tvang det rundt og tovværket trak sig sammen og lasten blev holdt på plads af det og det var dæksbesætningens job at gøre dette efter hvert havneophold.

9 Oktober afgang fra kajen og ud til slusen hvor der tit var lang ventetid for slusen skulle udnyttes til den fulde kapacitet, det vil sige flere skibe i slusen samt mange af disse hollandske og belgiske flodpramme med et meget lavt styrhus som kunne sænkes når de skulle under broer på de store flodsystemer, nå men man kom da igennem til sidst, det tog ca 5 – 6 timer at sejle ud af floden Schelde vi stod til rors en time af gangen og roterede med de andre 2 der var på vagt, tit skulle man også stå vagt ude på bakken hvis der skulle opstå nogle problemer så som tåge kollision eller grundstødning og til sidst blev lodsen sat af ude ved Vlaardingen eller Steenbank via lodslejderen som også blev sat og taget op af dæksbesætningen, lodsen kravlede op og ned af lodslejderen selv i lidt dårligt vejr ned i en lille motordreven båd som så sejlede ham ud til et lodsskib der sejlede rundt i områderne ved Vlaardingen og Steenbank.

Så startede sørejsen det ville være en lang tur men ombord var der skibsklubben så var mere eller mindre en man obligatorisk var medlem af, denne klub arrangerede indkøb af præmier til bankospil og andre fritidsbeskæftigelser. Hver Onsdag og Lørdag klokken 1310 og 2010 var der filmfremvisning med 32 mm spole filmfremviseren, det var normalt 3 spoler og man kunne nå at hente filmslik og våde varer mellem skiftningerne af spolerne, efter 2 spole blev de 2 første spoler spoler kørt tilbage så de kunne vises igen enten ombord eller hvis de var blevet byttet med andre skibe i det nordiske velfærdssamarbejdet, før den idste spole blev set så ham der stod for fremvisningen ikke skulle stå alene for alle var ”smuttet” efter filmen var slut.

Hver dag klokken 10 var der ti-kaffe og udlevering af øl og vand, vi havde ration på øl og spiritus, 4 kasser øl og 4 flasker spiritus per mand, så vi tørstede ikke ret meget. Og klokken 17 var der åben i sloppen som hovmesteren bestyrede, der kunne man købe mange forskellige ting så som chokolade, lakrids, bolcher, sæbe, shampoo, tandpasta og lign. men også cigaretter, cigarer og andet rygetobak og sågar Orlik piper til favorable priser denne herlige slop lå nede agten for maskinudgangen og isvands fontænen på mandskabsgangen, hvor matroser og letmatros, jungmænd, fyrbøderne, restaurations drengene, kokken og ungkokken boede.

Besætningen var på 37 mand, bestod af Kaptajnen, Overstyrmanden, 1 Styrmand der hed Winther og 2 styrmand, Maskinchefen, 1 Mester, 2 Mester 3 Mester, 4 juniormestre / assistenter, Telegrafisten Bodil Dons, Elektrikeren som kom sammen med stewardessen, Hovmesteren, Kokken og ungkokken de 4 drenge, der var en officersmessedreng, der havde officersmessen, mandskabsmessedreng der havde mandskabsmessen, kammerdrengen der havde mestrenes, samt pantry drengen der hentede mad til de der spiste i salonen samt de 2 yngste styrmænds kamre og vist nok også telegrafistens kammer og midtskibs pantry at rengøre, stewardessen havde Kaptajnens og Maskinchefen samt Overstyrmandens kamre og salonen at holde rengjorte.

Maskinens menige var der 3 af Donkeymanden, motormanden og lemperen. Dæksbesætningen bestod af Bådsmanden Flemming Schytte, Tømmeren, Matroserne Jeppe, Ib, Leif Musante, John Rasmussen, Kalle og Abraham, letmatrosen Ivar Nielsen, Jungmand Preben Alberts, Dæksdrengen og jeg selv som også var jungmand.

Nå men vi sejlede gennem den engelske kanal passerede Ushant og vi var nu 2 mand på vagt fra dæksbesætningen alle de andre var nu dagmænd, og nu var vi i Biscayen heldigvis uden det uvejr der tit var i det område, passerede Finisterre og videre sydpå forbi Gibraltar indsejlingen ned langs nordvest Afrika, da vi passered de kanariske øer var været blev solrigt og vi holdte en lille u-officiel fest på poopen.

Der var flere fra dæksbesætningen, men også maskinfolkene dukkede op selv assistenterne og en enkel mester havde også fundet derud, min vagtsmand makker var blevet lidt overrislet og måtte sove den ud i hængekøjen der var sat op mellem spil og andet opstående den kunne surres fast i.

Ellers gik den daglige dont med at skrabe rust, male, vaske ned, spule især med at vaske trædørken rundt skibes bygninger der vist nok var et speciel trætype som kunne tåle både sol og saltvand, med et sæbevand der hed vegosan og kaustrik soda en gang hver 14 dag. Hele wirer systemet blev også smurt på turen syd om Afrika.

Efter ca 14 dage passerede vi Kap det gode håb, fik lidt proviant så som frisk frugt og grønsager selv om det var forbudt at handle med Sydafrika. Videre over det indiske ocean og ind i Malacca stræde.

En aften på 8-12 vagtens tørn var vi lige ved at sejle nogle kanoer ned, de havde ikke lys på som andre der færdes på vandet, højst kunne tænde ild i nogle gamle aviser en 2 – 3 skibslængder før man var henne ved dem, der gik en historie at en af kanonerne var så tæt på at de afværgede at blive sejlet ned ved at de skubbede deres kano væk fra skibet med håndkraft.

5 November ankom vi til Port Kelang også kaldet Port Swettenham et næsten helt nyt kajanlæg, før i tiden blev der altid losset når man lå på reden til små junker, byen var et spændende ophold vi tog tit op til sømandsklubben hvor der var et flot svømmepøl, man kunne få en tår over tørsten i varmen lidt at spise kunne man også købe.

Det var et meget hyggeligt sted at være, men man var da også i byen om aftenen, kan huske der var 4 – 5 steder vi kom, især på 4 Aces og New Harbour Bar, de sjove var at hver gang der var bestilt en omgang drikkevarer kom der en fin lille regning på en tallerken som vi betalte, man kunne ikke få det skrevet indtil man gik fra stedet, næ nej der skulle betales hver gang.

Man kunne også danse med pigerne men det kostede en lille skilling, som også kom på en lille regning, kan huske at man havde lommen fuld af regninger hver morgen man tømte lommerne og for at se om man havde råd til at gå i byen igen i aften.

Der var også et sted der hed Junglebar, der var der mange af de såkaldte Billy boys nogle gjorde mere ud af dem selv, klædte sig ud som piger, og der har nok gået en fuld sømand i fælden en eller flere gange der.

7 November afgang fra Port Kelang og nu mod Bangkok, enhver sømands favorit sted, 10 November ventede lidt på højvande så vi kunne passere barren for at komme op af floden hvor Bangkok lå. Langs bredderne kunne man se de mange templer og byen.

Vi lå til ankers mens Immigrations folkene og toldere og læger skulle indklarere skibet samles flere sampaer, de var smalle men lange fartøjer, sig rundt om skibet, de var fyldt med søde piger der kaldte på deres kærester fra forrige tur og på os nye der ikke havde været der før, lige så snart vi havde fået det gule flag ned vrimlede der piger op af kusselejderen.

Vi fik skibet langs kaj lige efter, jeg havde vagten i Bangkok så jeg var gået ned for at få lidt søvn før vagten startede, tror at det var ved 3-kaffen at dæksdrengen og Preben (jungmanden) kom højtråbende ind i messen og proklamerede at der stod en pige nede på kajen som ville gerne tale med mig, jeg vældede ud af messen og gik hen over dækket hen til gangvejen og ganske rigtig stod der en smuk sorthåret pige nede ved gangvejen og ville gerne med op på skibet. Det var forbudt for pigerne at komme ombord hvis de ikke havde en fast ”kæreste” ombord.

Suni som hun hed var en sød pige og blev min veninde medens vi var i Bangkok i hele 4 dage, det var ikke mange penge på bogen da jeg havde brugt lidt for meget i Port Kelang til stor fortrydelse men det lykkedes at klare skærerne.

Det blev til tid til lidt landlov om formiddagen under opholdet i Bangkok, Var i Timland og oppe på Mariners Club hvor der også var et stor svømmebassin der kunne man få sig en svømmetur og holde lidt fri fra alle pigerne da de ikke måtte komme ind der, ja og selvfølgelig var jeg på det berømte sted som mange søfolk kender, Mosquito Bar kaldet ”Myggen” i folkemunde et sjovt sted der var bar og restaurent mest bar, også en enkelt aften oppe i Venus Room der lå lidt længere nede af gaden.

Havde fået fri fra kl. 20 af min vagtmakker så jeg kunne opleve byen by night en aften, og var oppe på Venus Room, der var et husorkester oppe på Venus room der spillede alle tidens musik, det meste man fik til halsen var den berygtede Monkeyshine (lokal Whiskey) med Cola, strong stuf var monkeyshine, der gik rygter om at det var ikke over 3 – 4 dage gammel og det kunne ikke drikkes efter 10 – 12 dag med eller uden Cola.

Den 14 November skulle vi sejle og man var lidt træt efter opholdet i Bangkok, så man var glad for at stikke til søs igen, men dagen efter ville man gerne have været der igen sammen med de søde piger.

Turen gik videre og nu skulle vi til Filippinerne nærmere et sted der hed Bugo, der kom vi sent om aftenen 18 November i et værre uvejr, det øsregnede og vi kunne ikke se omridset af land og da vi ikke var sikker på hvor vi var blev ankeret gået og vi måtte vente til vejret blev bedre, om morgenen var uvejret drevet over og til vores store overraskelse lå vi ikke langt fra kajen der kun var en lille trækaj mindre end skibet og vi måtte fortøjre til Duc’dalber et stykke fra kajen men dog stadig langs kajen.

Vi lastede Del Monte konserves i Bugo de tre dage vi lå der, det bestod for det meste af cocktail frugt på dåse og ananas juice, vi kom senere ud i noget dårligt vejr på vej over stillehavet og fik ødelagt noget af lasten. Lasten blev sat i hvert sit hjørne af flere af underrummene da vi skulle have mere last senere på turen og det skulle da stå hvor det store kryds var i lastrummet, men den last blev aflyst for vores tur.

Allerede første aften var vi i land, der var en bar lige ude for ”gaten” mindre end 50 meter fra skibet, der hyggede vi med højt humør og piger på skødet. Den anden jungmand Preben var forsvundet sammen med sin veninde og vi andre sivede også væk sammen med vores piger, på et tidspunkt var der en værre støj og vi kiggede over den sprække der var under loftet på vores hotelværelser og der stod der en og heppede på jungmanden der havde en hygge stund sammen med sin pige, og en efter en heppede vi alle der kunne se ind til den, og gejsten gik af Preben og vi gik hver til sit igen.

Når man skulle lette blæren pegede de på et forhæng og bag det var toilettet, der bestod af et bræt og man tissede direkte ned i vandet i havnen.

Kammer drengen var gået ned mod skibet da der skulle serveres 3 kaffe til officererne den første dag vi var iland for at se på seværdighederne, pludselig stod han der igen efter 10-15 minutter og var bleg i hovedet. Hvad er der sket blev der spurgt og han fortalte at han havde skubbet en af de lokale i vandet da han sad langs vandkanten, før man kom ind på kajområdet, og nu var flere af de lokale efter ham.

Nå nu var gode råd dyre, hvad gjorde vi, vi måtte hellere følge ham ned på skibet, men han nåede ikke mange meter ud af baren før han fik en på kajen, vi forsøgte at beskytte ham og det lokale politi kom og anholdte ham, vi forsøgte at gyde olie på vandene men op på politistationen, vi fik forhandlet en vederlag til den arme mand han havde skubbet i vandet, og vi fik Frank ned på skibet og fortalte ham at han nok ikke skulle gå i land igen i denne havn.

Efter arbejdstid var vi oppe og gå en tur i Bugo og flere af de lokale hilste pænt på os, nok fordi den kompensation som vi havde betalt for Frank var et halvt års løn for en af de lokale, men vi kom alle afsted i god behold.

Jeg og 2 andre arbejde med noget på bakken den anden eftermiddag da en lille kano kom sejlende langs skibet, i kanoen var der 2 – 3 personer, de kaldte og Jeppe svarede dem og vi faldt lidt i snak med dem, Jeppe fik en aftale med den ene af pigerne i kanoen og han var helt oppe og køre over det, stolt gik han i land efter aftensmad og havde en god aften som han sagde efter et par dage.

Vi afsejlede fra Bugo den 21 November og 3 dage efter den 24 November var vi ankommet til Manila.

Manila var også et spændende visit, vi var oppe i skrid-gaden hvor den ene bar efter den anden lå. I Manila var der udgangsforbud efter midnat og til kl 6 syntes jeg at kan huske, vi kunne i hvert fald nå ned på skibet til arbejdstid der var klokken 7 for dem der ikke havde vagt.

Husker et af stederne var der en bar med flere piger der var stumme eller døvstumme men de var stadig eksotiske og søde at kigge på, he-he. Anden aften var vi igen i byen og var et par andre steder igen på Mariners Club i Centrum af Manila, der kunne vores veninder komme ind men kun hvis vi sagde at det var vores veninder, ikke noget med at de vældede ind, de skulle have en gentleman med sig.

Der var også et svømmebassing med 1 og 3 meter vippe, jukeboks mad og drikke, pigerne ville gerne haven fried chicken der da det var lidt luksus for den at være på restaurant. Min gamle veninde fra dagen før mødte jeg senere på aftenen, men jeg havde allerede få et godt øje til en man kunne tale med, så man måtte betale et lille beløb til hende for at ikke komme i et større skænderi og ophavsrettigheder, vi forlod Manila den 26 November.

Næste land var Japan, vi ankom til Kobe 29 November og jeg havde vagten igen, men var da i land og oppe på Motomachi Street den store overdækket handelsgade i de første 3 – 4 chromes, som de hed de forskellige stykker af denne mega store handelsgade, i starten af gaden var der mange spisesteder, der havde deres menuer lavet af plastik i enten et display i vinduet eller i montre på gaden og mange butikker med mange fine varer made in Japan selvfølgelig.

Men side gaderne var mere spændende der lå alle barerne, Rose Club, Nyhavn bar som var ejet af en dansk sømand, til højre og Black cat til venstre for at nævne et par stykker, ærligt jeg kan ikke huske alle deres navne, men en ting der var gennemgående på disse barer var at man tog en pakke tændstikker med som souvenir, jeg havde mange dengang som desværre blev smidt ud efter jeg startede på navigationsskole i Marstal i 1978.

Kan huske vi var ved at bunkre engang i Japan for den flotte hvide japanske bunker båd var ikke hvid efter vi var færdige der, så hele maskinbesætningen var nede for at vaske ned efter den sorte olie drev ned af siden på det hvide styrhus på bunker båden, vi andre (dæksbesætningen) stod oppe på dækket grinede og hujede efter dem, de ville have vi skulle vakse også men da det ikke var dækket skyld blev de selv nød til det.

Vi bunkrede flere gange og det gik galt flere gange, der havde været inspektion af den ene bunker tank i 5 lasten og dækslet var åbenbart ikke sat ordenligt på plads for da vi bunkrede efter inspektionen kunne mester ikke forstå at der ikke kom højere måling/alarm fra tanken, lugen blev åbnet og ganske rigtig hele garneringen var oversvømmet af bunker olie, så vi måtte ind til Kobe for at få tømt lastrummet for olie og vasket det rent samt at få skiftet hele træ bunden (garneringen) før vi fik lov at sejle igen.

Næste land var Sydkorea og da vi kom fra Japan skulle alle mand til parade hos doktoren da de var bange for sømands relateret sygdomme. Det var den 02 December vi ankom til Pusan, her skulle man ikke lave business med dem der kom for at købe varer af os de ville ikke betale ret meget for varerne og brugte altid den frase at alting var billigt i Japan som de vidste vi skulle til bagefter.

Også her var der en lang gade med barer efter hinanden, den hed Texas Street i de gode gamle dage, men er vist omdøbt til Vladivostok Street i dag. Det blev kun til en aften i Pusan / Sydkorea da vi afgik allerede den 3 December.

Næste havn blev Otaru den 05 December på øen Hokkaido, havneby for Sapporo hvor der blev holdt OL i 1972. Det var langt nord på og der var koldt som bar pokker, vi skulle laste nogle tunge kasser og sværvægteren skulle rigges i bidende kulde ca 10° frost, lige fra starten om morgenen blev sværvægteren på 60 tons løfteevne rigget til og af ikke mindre end 4 gange på samme dag, da vi var færdige med det sidste løft fik vi besked på at komme over i pantryet midtskibs, Obergefreiteren (Overstyrmandens øgenavn) ville gerne belønne os med en lille en for et godt stykke udført arbejde, vi fik vist 2 eller 4 store glas snaps sammen med ham. Eftersom vi kom ind og ud af varmen et par gange, og et par snapse og så ud i kulen igen var vi mere eller mindre berusede inden vi kom hen agter igen.

Men vi skulle da i land alligevel, købte flere LP’er der kan jeg huske af Grand Funk Railroad det kvalitet da det var japanske udgaver og de var af nået bedre kvalitet end dem man købte lille Danmark og Europa.

Vi var nogle stykker der stod og ventede på at lyskurven skulle blive grøn, faldt Matros Kalle til jorden, han stod helt stille, og ædru, benene forsvandt bare lige under ham, de ryddede ikke sne fra vejene som i Danmark men det blev bare trampet fladt. Nå men vi kom da på bar kan ikke huske hvad den hed men en masse spejle over det hele, holdet bestod af Matros Kalle, Letmatros Ivar, Jungmand Preben, Kokken og en af junior mestrene en færing.

Det var noget af en oplevelse at komme ind på disse japanske barer, når man kom ind fra kulden fik man en varm sammenrullet klud til at rense og varme sine hænder, og når man havde været på det lille hus fik man en kold til at rense sine hænder. En koldt havne ophold men også et hyggeligt, der var en anden klasse over de lokale piger end i Thailand og på Filippinerne. Vi afsejlede fra Otaru den 8 December.

Næste havn var Osaka kan ikke datoen men nok 10 December, har heller ingen erindring om opholdet nok fordi jeg igen havde vagten, vi afgik fra Osaka den 11 December.

Ankom til Yokohama en dag eller 2 efter, der var vi også i byen, men der lå barene ikke samme gade men lidt mere spredt rundt i byen, kan huske Linda Bar, Robin Hood Bar, Linda bar lå sammen med flere andre barer, mens Robin Hood lå et andet sted, sådan mest lige over for et stort trafikkryds.

Tror det var her vi havde flere løft med sværvægteren, japanerne ville gerne have spillene til at køre lidt hurtigere og de spurgte om de ikke kunne det, jo de blev vist hvor på spillene de skulle skifte om, problemet var bare at de skiftede om mens der var en container som sad på krogen, sværvægteren begyndte at slække på overgerden og containeren ramte en bomstøtte der forsvandt fra toppen af dækshuset, men som stod nede i lockeren i dækshuset.

I Yokohama var der en dansk sømandskirke og et norsk Velfærds klub med et stort svømmebassin og en restaurant, når man gik fra kirken og Velfærds klubben skulle man passere en større parkeringsplads og næsten lige over for den lå Copenhagen Bar der var ejet af en dansker der var gift med en af de japanske piger fra byen jeg tror at han hed Kaj eller Vagn?. Kan også huske at man passerede et japansk vaskehus, hvor alle de lokale fik deres bad. Vi afsejlede en dag eller 2 efter ankomst, har desværre ikke den dato.

Nagoya var næste havn, der var vi også et lille smut i byen, ikke det helt store, men kan huske at næsten alle steder sad en lille japser mellem 80 og skindød og sang med på sit vedmodige sange og de ville lade os spille på jukeboksen, det var jo lige året efter at Karaoke maskinen var blevet opfundet, det lød ikke særligt godt så vi fortrak fra baren og tog ned ombord.

Vi sejlede fra Nagoya og skulle østover gennem Panama kanalen og havde jul i søen, havde fået gaver af en af sømandskirkerne så vi alle fik julegaver ombord. Vi løb ind i en tyfon på vej over stillehavet og det meste af konserves lasten vi tog ombord i Bugo var spredt over hele lastrummet også selv om vi havde været nede i lasten og surre efter flere gange, den last blev losset det meste af i Göteborg.

Nytårsaften blev også fejret lige før kanalen for vi gik igennem den 1 Januar 1974 vi skulle bunkre før vi kunne fortsætte alle maskinfolkene skulle arbejde mens dæksbesætningen og kabys afdelingen kunne gå i land i Cristobal, det var ganske sjovt at sidder på de forskellige værtshuse og høre når kasseapparatet klingede så kiggede lige op for at se hvem det var der forsvandt bag forhænget sammen med en af de lokale piger, derefter fortsatte vi til Rotterdam som første havn i Europa.

15 Januar sejlede vi forbi Hook of Holland og ind til kajen i Rotterdam. De sædvanlige handlende kom ombord for at sælge deres varer til besætningen, Det var der jeg købte min nye Phillips pladespiller Electronic 312, som jeg tog med hjem da vi kom til Københavns Frihavn.

Vi var som sædvanlig oppe og vende den danske sømandskirke til billard og hygge med dem der arbejdede der, dog ikke jeg da jeg havde vagten. Efter losning blev der sædvanlig skalket og gjort klar til næste havn som var Bremerhafen og Hamburg.

Vi afgik Hamburg den 20 januar og vi gik til Göteborg, var fremme den 22 Januar og det vanlige besøg af de svenske toldere og sprit køberne var der også, men først efter at tolderne var gået. Lastrummene så forfærdelige ud efter tyfonen i stillehavet og stank af tropiske frugter og ananas juice et parti sølaks som der stod på dåserne, led også lidt skade men kunne ikke overdøve lugten af de tropiske varer.

Vi var i byen i Göteborg men et par stykker af os kunne ikke komme ind på de svenske diskoteker da de anså enten at være for unge eller for fulde, hvilket vi ikke var fulde altså, så vi tog ned omborg igen og blev fulde der i stedet, afgik og næste havn var København.

Vi ankom der og fik besøg af familie og venner dog ikke på en gang. Mine forældre havde deres bil med ind til Orientkaj og jeg tog min nykøbte Phillipe pladespille med ned i bagagerummet, vi blev stoppet ved toldporten adgangen ind til frihavnen ved Århusgade kontrollen og spurgt om vi havde noget at fortolde hvilket jeg sagde nej til men min mor blev lidt nervøs og fortalte at vi havde min pladespille i bagagerummet, men det var ok med tolderen, det var mere cigaretter og spiritus de var ude efter så vi fik lov til at køre igennem uden at skulle betale told.

Der var kommet en liste op nede i matrosmessen med navnene på dem der kunne komme med på næste rejse, var man ikke på den så var der afmønstring. Der blev skiftet et par stykker af de menige og enkelte officerer skulle også hjem for at holde ferie.

Tror at vi lastede i Göteborg, Hamborg og Rotterdam før rejsen gik mod middelhavet for at laste videre. Rejsen fra Rotterdam og til Barceleona tog 10 døgn det var et værre lorte vejr vi fik på den tur over Biscayen

Ankom til Barcelona den 4 Februar hvor vi begyndte at laste til østen igen. Vi var i byen og flere af de nye drenge i kabys afdelingen købte store sværd som de skulle have med hjem, desværre blev der lavet flere skader på deres kamre når de lige skulle fægte lidt, vi afgik den 5 februar.

Næste havn var Livorno (Leghorn) 7 februar tror jeg det var og derefter Genoa, der købte flere af os startpistoler med agern og lys patroner, vi testede dem af nede fra svalegangen i styrbord side, vi begik en lille fejl ved den lejlighed vi fik ikke korrigeret af side vinden og lyspatronen gik en flot buen ind over skibet og havnede nede i 4 - 5 lasten, så vi fik travle til at komme ud for at se om der var sket noget men heldigvis ingen skade og vi kom væk i en fart for ikke at blive opdaget.

Der kom en og spurgte efter pornoblade og da han fik at vide at vi havde nogle til salg sagde han at han lige skulle op efter nogle flere penge, heldigvis havde vi dem ikke på vores kamre, da han skulle sladre til tolderne der kom vældende ombord for kammer undersøgelse, de fandt dem ikke og måtte gå i land med forurettet sag, vi afgik derfra fra Genoa den 10 februar. Sidste ophold i Europa for denne gang blev Marseilles der efter ud gennem Gibraltar stræde og syd om Afrika engang mere.

Turen syd om Afrika var næsten de samme rutine med rustbanke, malearbejde, smørring af skibets wirer system. Reparation af skibets presenninger var et større job.

Matros Kalle var en meget arbejdssky matros men man skulle ikke undervurdere ham han var stærk som en okse, vi skulle bruge en presenning der lå ude under bakken og i sjov fik han besked om at hente den, han gik derud og kom tilbage med den ene mand og det var noget af en bedrift af løfte sådan en alene og så komme fra bakken til 4 lugen med den på nakken og i forhindringsgang mellem containere og dækslast, da vi ikke skulle bruge den alligevel tog han den på nakken igen og gik ud med den hvor han havde fundet den.

Han stod også med hænderne i lommen en dag mens jeg baksede med et skalkejern, de var 3 – 5 meter lang og tunge, havde lidt problemer med skalkejernet kunne ikke få det ned bag de sidste par kæber og Kalle løftede hånden op af lommen og pegede på skalkejernet og sagde du skal bare have jernet ned bag dem der, og så stak han hånden ned i lommen igen, kors hvor blev man rasende på ham, man troede at han lige ville gik en lidt hjælp men nej det var han ikke det han ville.

En anden gang hvor han stod til rors, og lodsen gav en rorordre til 10 grader til styrbord og Kalle svarede, kan vi ikke nøjes med 5 grader, og vupti var Kalle ikke fast havnelods mere, det var under Kaptajnen der gik under navnet Tante Berg.

Kaptajn Tante Berg var en spøjs fætter når han var på broen havde han altid en alpehue/ baret på hoved, han gik frem og tilbage mellem brovingerne og mumlede med sig selv, pludselig gav han en rorordre i samme tonefald og hvis ikke rorgængeren hørte det blev han skrub tosset, selv den vagthavende styrmand hørte det ikke og han forsvarede rorgængeren men ingen kære mor fra Tante Berg, ned med rorgængeren og op med en ny, tit varede det ikke længe og så skulle han også erstattes af en ny mand.

Kaptajn Johannes Paulsen kaldet Røde-Paulsen, var en god mand, ham kunne vi alle lide. En dag da pantrydrengen kom gående med mad-pyramiden hen over agterdækket, det havde sneet den nat så der var sne på dækket, pludselig kom der et par snebolde flyvende mod ham og han skulede rundt og kunne ikke få øje på synderen, men oppe bag broen og skippers kammer var der en lille altan og der stod Røde-Paulsen med et smørret grin og gemte sig, Udkiggen havde set det men holdt sin mund, og senere var der en af udkiggene der observerede at der var et lille lager af snebolde fint stakket i en pyramide som Røde-Paulsen havde lavet.

En anden episode med Røde-Paulsen var at efter 10 kaffen kom jungmand Jan Walter tilbage efter pausen og skulle male afsætning på etagen under broen og da han ankom lå Røde-Paulsen på alle fire om malede, jungmanden gik ned efter en anden pensel og kom tilbage og startede med at male sammen med Røde-Paulsen, en matros der arbejdede på dækket nedenunder råbte op til jungmanden at nu skulle han male ordentligt og Røde-Paulsen råbte tilbage at han og jungmanden skulle nok passe deres arbejde hvis han passede sit, det kun nok være at matrosen fik røde ører da han ikke viste at skipper lå der og malede også.

Man kunne altid låne penge af Røde-Paulsen til fornødenheder øl og piger under landlov, men hvis man sagde at det var til nye skjorter eller t-shirts eller sokker var der lukket for kassen.

En dag troppede kammerdrengen Ernst op oppe hos Røde-Paulsen for at låne lidt penge, men til hans store fejltagelse fik han ikke lov, han havde lavet den fejl at han ankom med en smøg i kæften og hænder i lommen og det behagede ikke Paulsen, også selv om Paulsen var kæderyger om en hals.

En anden gang havde vi ækvator dåb under sejladsen syd om Afrika, alle der ikke kunne vise en ækvator attest skulle indfanges af politiet og stilles for Kong Neptun og hans følge og gennemgå en masse strabadser for at blive optaget i Kong Neptuns hof, der var ikke noget med at snige sig over linien denne gang, jeg blev døbt Skrubben for det var mig der altid skrubbede vinduerne foran broen.

En af matroserne Ib Sørensen tror jeg han hed, var en spøjs fætter, når han var ude at sejle havde han masser af penge og hjemme ejede han ikke dagens mønt, en dag jeg sad og kiggede i et af de kulørte ugeblade ”Ugens-Rapport”, var der en artikel om og af ham hvordan de havde fået fat i ham aner jeg ikke, nå men jeg kiggede på billederne og jeg sagde til mig selv ham kender du, og lidt rundt på det billede var der andre personer, alle med en sort streg over øjnene så man ikke skulle genkende dem, så gik der et lys op for mig at jeg kendte ham og ham og den sidste var mig selv.

Matros Frank var lidt af en problemmager, vi havde fast rutine i hvordan vi lagde bomme ned og det gik helt galt med ham ombord, nye folk ombord så nye kutymer mente han, han blev dog sat på plads af nogle af de gamle matroser der havde været der i mange år. En dag under udpurring af dagfolkene, blev han sur over at man havde kaldt på ham mere en 2 gang som var kutyme, og han kom farende ud på gangen og truede med øretæver, men atter engang blev man reddet af en af de faste matroser.

Han var også noget pirrelig over at man ikke fik lukket øl og vand ud på slaget 10 af hovmesteren, fordi som høkeren som han blev kaldt, undskyldte sig med at han ikke var blevet kaldt på, og Frank beklagede sig højlydt over os på 4 – 8 vagten, men vi havde purret ud som vi skulle og han ville have beviser. Han bad så for at blive kaldt på før jeg purrede hovmesteren ud, og han gik med over agterdækket til midtskibs bygningen for at overvære om jeg gjorde vores job rigtig. Og ganske rigtig jeg gjorde som jeg skulle bankede på høkerens dør og åbnede den på klem og bekendte at klokken var blevet 0630, der kom svar fra høkeren og det gentog sig atter klokken 0645, Frank var tilfreds, men ak og ve høkeren var ikke stået op alligevel, så Frank for derover med en pøs med isvand og buldrede ind til høkeren og vældede det ud over den sovende høker.

Høkeren var lidt af en tørstig mand og en dag da vi tog fik frisk frugt og andet proviant ombord i Singapore stod han og lænede sig op af 5 lugen for at holde øje med at vi der knoklede med provianten ikke skulle forkøle sig på de friske varer og han stor svedte og proklamerede at han kunne ikke forstå at han svedte så meget da det ikke var ham der slæbte på kasserne, og prompte kom det fra Frank at han kunne lade de sidste par flaske Gin stå og passe sin køje så han kunne passe sit arbejde.

Besætningen var ikke vant til at få de friske grønsager og frugt, det var til de indvidede der kom ombord til parties i de mange havne specielt i østen, men vi nuppede alligevel en banan eller andre lækre varer. Jeg havde købt en vandmelon oppe i land i Port Kelang, en meget stor en og jeg delte dem med andre i matros messen, høkeren så melonen og startede straks med at beskylde os for at stjæle fra provianten, og jeg råbte efter ham at han skulle bare holde fingrene væk da det var min og jeg selv havde købt den i land.

17 Marts 1974 ankom vi til første havn på turen det var Penang, og så skulle vi da en tur i land, de forskellige barer blev besøgt og dog ikke noget med at gå fra gaten og op til byen, man blev overfalde af alle rickshaw cykelfolkene, nogle med sædet foran og andre bagved, efter en våd aften i byen og på vej hjem var der en af drengene der var blevet noget overrislet, han brækkede sig stort set fra værtshuset og til gaten.

I Penang var der det berømte sted der hed Hong Kong Bar, der kunne man købe T-skjorter med barens navn og få taget billeder af enten sig selv eller med en sød pige på låret eller hele besætningen der var i land på dagen. Afgik allerede dagen efter og ankom til Port Kelang samme aften den 18 Marts. 18 Marts var vi igen oppe på Mariners Club til en svømmetur og hygge, også nåede vi at besøge 4 Aces og New Harbour Bar. Kan huske vi havde fået fri en halv dag så vi var oppe og shoppe lidt rundt i butikkerne, det var en shop der solgte cassettebånd, vist nok plader og andet elektronik, en langhårede af de lokale der ikke en pige men en mand var meget feminin anlagt var meget villig til at hjælpe, og ganske rigtig var det en af de faste der arbejde ud fra Jungle Bar, afgang fra Port Kelang den 19 Marts og ankomst til Singapore samme dag.

I Singapore var et lidt længere ophold end normalt, en dag mere det var her at episoden med høkeren fandt sted. I byen var et must barerne Paradise der lå som en trekant med hoved gaden til højre Anson Road, lige ved siden af Sam’s seaman store der blev bestyret af en meget sød pige der købte vi mange cassettebånd og Seiko-ure, længere oppe af Anson Road lå Champagne Bar og lige ved siden af New Paradise Bar, det var hyggelige sted med mange fra den letlevende garde.

Den kedeligste bar var New Anson Bar der faktisk lå i en sidegade til Anson Road, der var toiletfliser på væggene og ingen diskolys som der var på New Paradise og Champagne Bar.

Bugis Street var man selvfølgelig også oppe at se, her var der mange ”Billyboys” som var halv mand og halv dame, de var meget kønne og man kunne næsten ikke se at det var en ægte pige, mange af dem med en flot barm, nogle med paryk andre med deres eget hår, hvilken fuld sømand har ikke taget fejl af kønnet i deres brandert, meget har man oplevet i Singapore, men afgang fra Singapore skete den 21 Marts.

23 Marts ankommer vi til Manila, og igen var man oppe på de listige steder, hyrede en af disse pyntede jeep’s til at køre mig op på Mariners Club, de kørte og kørte åbenbart viste de ikke hvor det lå og jeg kunne ikke adressen, efter megen køren rundt på må og få kom jeg ned i centrum igen til lidt af en overpris 100 pesos for at slippe fra dem, men kom da op på Mariners Club og fik mig en svømmetur.

Efter afgang Manila kom vi til Saigon, vi lå og ventede ud for Mekong deltaet på lodsen.

Kaptajn Røde-Paulsen passerede en lille gruppe af besætningen ved agterkanten af 3-lugen og Matros Ib Hansen spurgte skipper om vi ikke skulle have hjelme og skudsikker vest på når vi skulle op af floden?

Svaret var at der var våbenhvile i Vietnam lige for tiden, så ingen hjælme og vest, da Røde-Paulsen gik hen langs lugen lød der et bang bang og RødePaulsen stod på den ene side af lugen med fingeren formet som en pistol og dæks folkene på den anden, alle folkene sprang i dækning og der bleve gået til den som cowboy og indianer med skyderi over lugen, han var en herlig kaptajn.

Landlov i Saigon var ikke det værste men priserne var lidt ublu, da alle hvide mennesker blev anset som Yankee og priserne steg gevaldigt, vi var et par stykker der var gået i land og et værtshus tæt på gaten var første pitstop, vi bestilte en omgang øl og da vi fik regningen protesterede vi vildt og forsøgte at argumentere med dem om at vi ikke var yankees, med mange penge der bare skulle brændes af før vi skulle i kamp, de var ligeglade og flere og flere skumle personer dukkede op og vi druk ud og betalte den overpris for øllene og smuttede derfra.

Det var noget bedre oppe i byen og priserne noget bedre, mange af pigerne var flotte og mange med deres vante lokale beklædning en slags buksedragt med en lang a la kjole ud over bukserne som man gik i dengang i 1974. Hvor mange dage vi lå i Saigon kan jeg ikke huske samt hvilke datoer jeg var der.

Næste havn var Bangkok der ankom vi den 2 April og vi lå der nok i 3 – 4 dage, da det var den normale tid man lå i Bangkok dengang. Hygge med pigerne og Mama-san havde sit lille køkken hvor hun lavede mad til pigerne og et øl & vand udsalg, da der var flere af pigerne ikke spiste den samme mad som os selv om det var gratis for dem, det var noget med øf øf og så ville de ikke have det.

Men maden som Mama-san lavede smagte vældig godt, men også var der mange ingredienser i som jeg ikke kendte, men hun lavede en dejlig ret med muslinger og en ret med oksekød med agurk og andre grønsager, himmelsk.

Matros Knud og jeg stod og kiggede på nogle af pigerne som var ved af forlade skibet via kusselejderen, Knud spurgte dem hvorfor de ikke bare hoppede ud over siden det var da nemmere, pigerne rystede på hoved og sagde det kunne han gøre, som sagt så gjort, Knud hoppede ud over siden, der var en rimelig stærk strøm og det var ikke nemt at komme hen til kusselejderen, hver gang han var tæt på slappede han af og drev væk igen, jeg fik fat i et redningsbælte som sad lige ved siden af og fik det ned til Knud så han kunne gribe det og ved fælles hjælp hjælpe ham hen til kusselejderen.

Der var også en episode med en af pigerne, Noy hed hun, hun kunne godt få lidt ejerfornemmelse af det hele, og en dag blev det for meget med hendes frækhed, jeg greb hende og holdt hende ud over siden, kors hvor hun hylede, og lovede at hun nok skulle være sød og hun blev taget indenbords igen.

Jeg stod til rors på vej op af floden, næsten ligeså snart vi var ankommet til reden ud for Bangkok og pigerne var kommet op af kusselejderen, fik jeg et maveonde som varede næsten hele opholdet, en kedelig affære, men blev rask samme dag vi skulle afgå.

Det var her at Matros Frank afmønstrede, han proklamerede stolt at han skulle gå på støtten i Bangkok verdensmand som han var, der gik ikke mange timer efter han afmønstrede før han kom op af landgangen kun iført underbukser, han var blevet rullet af nogle af de lokale som nok ikke brød sig om hans attitude, sådan som han førte sig frem var det ikke den store overraskelse, pludselig var han venlig over for en og han spurgte om han kunne låne penge så han kunne købe noget tøj til sig selv, men jeg lånte ham ikke nogle da jeg ikke brød mig om ham.

Den 8 April ankom vi til Singapore med 4 dage oplevelser i Bugis Street og på Anson Road var sjove, men sjovt nok sad vi tit hver morgen lige ude for messen med et meget træt krop og nogle med tømmermænd og sagde at vi ikke skulle i land i aften, men lige så snart klokken blev 1700 og efter et hurtigt bar og noget i skuffen for vi ned af gangvejen til nye oplevelser oppe i byerne sammen med hyggeligt selvskab med de forskellige bekendtskaber.

Pludselig ankom toldere og politiet for at tale med Kaptajnen og overstyrmanden, der var noget galt med 2 af de container vi havde stående på dækket de indeholdte ikke hvad laste papirerne sagde, skulle være skjorter og andre tøj produkter, men indeholdte spiritus i de små flasker der blev brugt i flyindustrien, sagen var at vi havde fået forbyttet containerne med M/S Beira i Singapore, sagen var alvorlig, Kaptajnen og obergefreiteren blev bragt til politistationen, værre var at deres afløsere kom meget hurtigt ombord og til skræk og advarsel var der Tante Berg, så glæden var stor da arrestanterne var blevet løsladt og de kom ombord til klapsalver før vi afgik Singapore.

De sædvanlige parties blev der også hold ovre i salonen der var besætningen ikke velkommen da det var forretning for ØK og deres samarbejder, jeg tror kun at det var Kaptajnen, Ostmd, Maskinchef, Hovmesteren der havde adgang, måske telegrafisten og 1 mester også. Singapore og Bangkok var der fast parties og et par andre pladser hvor rederiet krævede det. Afgang fra Singapore den 11 April.

13 April var det igen Port Kelang og 4 Aces og de andre steder hvor vi kom, svømmeturen undgik vi aldrig, den ene gang vi var der havde en af folkene vredet om på foden ved en fodboldkamp mod et polsk hold, han fik pleje af lægen fra det polske skib, da polske skibe have en uddannet læge ombord.

Vi havde hørt meget om østblok skibenes meget begrænset landlov, der var altid en eller anden person som var med under landgang som rapporterede til kommissæren og ingen viste hvem har var, kun at han altid var med under landlov. Efter 3 dages ophold afgik vi den 15 April.

Den 16 April smed vi anker på Phuket red, der kom man ikke til kaj for at laste som for det meste var rå gummi der var overøst med talkum for ikke at brænde sammen med det alt andet gods og andet gummi. Men der er altid et men pigerne ankom med de små sampaer / både og der blev festet atter engang ombord på poopen. Afgang næste dag 17 April.

Et lille smut til Penang hvor turen gik til Hong Kong Bar hvor vi fik en tår over tørsten før den lange sørejse rundt om Afrika mod lossehavnene, vi afgik den 20 April.

Turen var Kaptajn Paulsen’s sidste før hans pension, der var blevet købt en hvid du iland hvor vi alle skrev vores navne på og stewardessen broderede så vores navne på dem. Letmatrosen var den der fik opgaven at overlevere gaven til ham, han fik den på broen og gik ind på sit kammer for at åbne den, der gik mere end en time før han viste sig på broen for at takke for den, de der var på vagt kunne se at han havde grædt.

Turen rundt Afrika var en helt anden da vi sidste gang gik over stillehavet (dammen) som det blev kaldt. Det blev til hygge med film og fester rundt svinget indtil vi nåede første lossehavn som var Casablanca.

Vi ankom den 15 Maj var oppe på det lokale marked det var meget anderledes end ude på østen, man kunne næsten gå for sig selv der var altid en der anbefalede sig som guide og de ville vise os rundt i byen. Et af de steder vi var inde på for at få en tår til halsen, var beskeden om vi skulle have et lille liaison møde med den lokale pige, vi spurgte om vi kunne lige se dem an, men der var kun den ene, og vi takkede nej, så kunne vi ikke købe nogen øl der og vi gik fra stedet. Vi var kun en overnatning i den havn ikke den bedste oplevelse men alligevel en oplevelse til hukommelsen vi afgik derfra den 16 Maj.

18 Maj ankom vi til Le Havre fik afskalket og arbejdet gik i gang. Denne aften var vi oppe i den norske sømandskirke mest fordi jeg skulle ringe hjem da det var min mors fødselsdag. På den norske kirke kunne man få lidt nyheder fra gamle Danmark i form af lidt aviser.

Mens der ikke skete så meget på barerne efter vores smag, de lokale kunne (ville) kun tale fransk og det kunne vi ikke, så det blev lidt tid oppe i den norske, som vi kaldte den. Der var hyggeligt de serverede altid varme vafler og det var guf, kaffe, te og vist nok varm chokolade mums. Vi lå der vist nogle dage men har ikke dato’er om det men næste havn var først den 26 Maj.

Og det var Antwerpen vi ankom til Wlaardingen lods station og fik lods med den lille motorbåd, der havde en lille kaleche der kunne slås op så den beskyttede lodsen fra at blive våd, op af floden Schelde, passerede Wlaardingen og Terneusen før vi ankom den 26 Maj til Antwerpen denne gang mener jeg at vi kom gennem den lille sluse der hed Royerssluis men er ikke sikker, men mindre var den.

Havne opholdene i Europa var det næsten de samme ting vi foretog os, sømandskirken, handlede enten med dem der kom ombord eller oppe i land, I sluserne kom skibshandlerne ombord for at kapre ordre men mener ikke at det var det store ordre de fik da ØK altid udstyrede skibene der sejle på rutenettet hjemmefra København eller Århus, men hvis der blev provianteret i Antwerpen var det altid i slusen vi tog varerne ombord for udadgående, tit var det en dansker der var skibshandler, den berømte cykelrytter Palle Lykke eller Bjarne, helt op i 90’erne mødte jeg ham der flere gange i min Tholstrup / Kosan tid.

Ud gennem Zandfliet sluserne Boudewijn eller Van Cauwelaert, de var meget strikse dem der arbejdede i sluserne, vis abehånden var lidt tung blev den skåret af omgående og rygtet sagde de havde et lille museum med ulovlige abehænder, om det er rigtigt eller ej så var det en historie der gik igen.

Kom til kaj i Rotterdam samme dag som vi afgik den 27 Maj, også der var opholdet af lidt længere karakter, hele 4 dage tror at vi afgik om natten for vi ankom til næste havn den næste dag som var Hamburg et kort ophold og gennem Kieler kanalen til Århus hvor vi ankom den 1 Juni hvor jeg mønstrede af for en kort ferie mens skibet var i dok i Kiel.

21 Juni påmønstrede jeg igen i Århus også den nye Kaptajn Kurt Kaysen kom i Århus sagde ikke meget til os kun ”bring min bagage op til mit kammer” det var en meget stor aluminiumskuffert totalt uhåndterlig, vi afgik dagen efter til Göteborg, hvor vi ankom 22 Juni, Tolderne så vi ikke denne gang de viste godt at skibet havde været i dok og kun i Århus for at få besætningen og lidt last ombord. Men den sædvanlige svensker kom for at købe sprit. Vi afsejlede den 24 Juni.

Næste havn Middlesborough var den 26 Juni, havde ikke været der før, vi skulle sidde vagt i flere af lockerne i lastrummene da vi skulle laste spiritus til den thailandske marine, vi stod og kiggede langt efter flere af slængene med de dejlige varer, for sjovt fløjtede jeg efter en af arbejderne i gænget og med fagter at han skulle smide en kasse op til os, Han kiggede lige rundt lugen og var ved at finde en kasse han ville smide op til os men vi rystede på hoved og grinede men det var tæt på at han ville have gjort det.

Vi var der i 3 dage, om aftenen var vi oppe på Robin Hood, et hyggeligt sted med søde servitricer Judith og Alison, Messedreng Jakob var helt skudt i Judith og jeg i Alison, desværre kunne de ikke overtales til at komme ned på skibet, men fik kys og kram da vi forlod baren for sidste gang. Afgang fra Middlesborough den 28 Juni.

Næste havn vi ankom til var Bordeaux, der var også et stykke oppe af floden Gironde, vi lastede og var selvfølgelig også et smut i land, der var byfest med tivoli da vi var der, vi var ude og køre i radiobiler kan jeg huske, vi var også gået ind på en cabaret de rystede på hoved af os og forsøgte at forklare os noget på fransk vi ikke forstod, vi rystede på hoved og spurgte efter noget at drikke, de kom med et drinkskort og vi begyndte at forstå hvad de forsøgte at forklare os, det var et dyrt sted at drikke øl så vi forhalede derfra, og fandt et andet sted hvor det var til at betale for en øl med vores hyrer. Vi afgik den 8 Juli efter et par dages ophold.

Den 10 Juli ankom vi til Lissabon, hvor vi badede i havnen, vi sprang i vandet fra dækket og kæmpede lidt om at springe fra højeste punkt og det var fra bådedækket agter med hele 17 meter vi var et par stykker der gjorde det, et ordenligt tryk i kroppen det gav da vi ramte vandoverfladen. Vi var også oppe i skrig gaden med alle barerne og pigerne. Afsejlede fra Lissabon og gik syd om Afrika.

Jeg havde 17 års fødselsdag på turen, et større kalas blev det til og lidt svært at komme på vagt dagen efter.

Vi havde fået skiftet et par af folkene ud efter opholdet i dokken i Kiel, jungmand Preben og Matros Kalle, og flere af drengene i kabys afdelingen, ombord var kommet jungmand Jan Walther, Matros Ib Sørensen, Matros Gonzarles en spanioler og Kim, Jimmy, Keld i kabys afdelingen af dem jeg nu husker.

Matros Goncarles ville så gerne have dansk statsborgerskab da han boede i Danmark og havde en kæreste eller kone i Danmark, og han fik det mens han var ombord, men jeg ved ikke om han blev ved med det, for da han så hvor meget han skulle betale i sømandsskat første gang efter han var blevet det, var han helt oppe og køre over alle de penge han skulle betale i sømandsskat.

Der blev igen overhalet laste og lossegrej på rejsen alle blokke blev taget ned og skilt af og smurt med blyhvidt, kan huske at Matros John Rasmussen som var min vagt makker sagde at de nu ville kunne skilles af uden problemer i de næste mange år og ikke med samme mas som nu hvor vi gjorde det.

Matros Per Specht Andersen der var kommet ombord i stedet for Matros Frank i Bangkok var blevet tømmermand og stod for at pejle hver morgen og for at vedligeholde det fine teaktræ der var rundt om bygningerne på skibet, det var lidt af et job, først skulle det gamle lak skrabes af med bums og skarstenskraber og alt blev slebet med klods og sandpapir bag efter og lakeret 3 gange med slibninger ind imellem, det tog gerne en hel rejse rundt Afrika.

Vi stod og småsnakkede på dækket om alle disse skøre jokes som man narrede første gangs sejlerne ud på, som at vande kompasrosen og andre narrestreger, en af de nye drenge kom forbi og en af matroserne kom med en ide om at drille ham lidt, kølsvinet blev bragt på banen, drengen spurgte hvad kølsvinet var for en, og matrosen sagde til ham, har du ikke fodret det endnu, da det var hans job, næææ svarede drengen, gå op og find nogle af de gamle rundstykker og gå ned i bunden af maskinen med dem til kølsvinet.

Trolig gik han ud i kabyssen og fandt noget gammelt brød og gik ned i maskinen, han nåede ikke langt før han mødte 1 mester, der spurgte om hvad han skulle, da han fortalte at han skulle fodre kølsvinet, og 1 mester sagde stille og roligt der er ikke smør på, og drengen gik op i kabyssen igen og smurte smør på brødet. Atter entrerede han maskinrummet med de smurte rundstykker og halvvejs mødte han maskinchefen der stoppede ham og spurgte hvad han skulle med disse rundstykker i maskinen, da han fortalte stolt at han skulle ned og fodre kølsvinet, blev maskinchefen kobberrød i ansigtet og skreg at kunne han se komme ud af hans maskinrum.

En anden af drengene blev sendt over til stewardessen efter nøgler til svangerskabet, han kom tilbage med en aftegning af en hånd på siden af ansigtet, han spurgte godt nok dessen hvorfor hun langede ham en og så fortalte han at det var en af matroserne det havde sagt at han skulle spørge om det, dessen nærmede sig og den lille gruppe spredte sig men lynets hast i alle retninger da hun så noget stram ud i betrækket.

Det var på denne rejse at jeg brækkede mit kraveben, vi var ved at lave et lille svømmebassin og jeg og en af de andre skulle hente noget tømmer fra 2 lugen og bringe det til 5 lugen hvor bassinnet skulle stå, vi skulle lige løfte tømmeret over nogle surringer da det smuttede ud af min hånd og ramte mig på skulderen, det gjorde ondt men vi fik bragt det hen til 5 lugen og da gav det et ordenligt snap i min skulder, op til overstyrmanden der gav mig en lille forbinding og en melitta til at hvile skulderen, dessen så det og sagde at det var ikke nok så hun fandt noget forbinding og lagde en mere professionelt forbinding da hun var sygeplejeske uddannet.

Et par dage senere var jeg ovre i midtskibs pantry for at tale med dessen om hvordan det gik, overstyrmanden dukkede op og skældte mig ud og sagde surt at jeg ikke skulle opholde her, han havde en lille crush på dessen og han var jaloux at andre talte med hende, en dag blev de overrasket i pantryet, dessen sad på bordet og vippede med benene og overstyrmanden stod og vaskede op, kors hvor vi grinte da ham der havde set det kom hen agter og fortalte det.

Turen gik rundt om Afrika atter engang jeg var vant til at gøre rent på broen ca. hver anden dag og så lige tage positionen i søkortet og så sætte den ud på Funders rutekort i messen, men der var nye folk og det måtte man lige pludselig ikke for den nye Obersturmführer som han blev døbt.

Tit skulle man også vaske vinduerne på broen, så man entrede Monkey Island med en cuttendekker og vandslangen, det endte næste altid med at man fik mere vand i hovedet end der kom på vinduerne da de sad næsten en ½ meter nede under dækket på Monkey Island.

Rundt kom vi og nærmede os Malacca strædet, Penang var første havn og op i byen, med rickshaws vi gad ikke at diskutere med dem hele vejen op i byen så vi tog en med det samme, Hong Kong Bar blev selvfølgelig besøgt. Afgang dagen efter og Port Kelang var næste havn, en tur op på Mariners Club til en svømmetur og lidt afslapning. Afgang dagen efter eller 2 kan ikke huske det.

Men vi ankom til Singapore den 12 August hvor vi lossede, nogle gange forhalede vi frem og tilbage i havnene på østen fordi der kom eller afsejlede et andet skib der var længere end den plads der var til rådighed. Der kom et andet skib og det passerede os med lidt for høj fart og skibet bevægede sig så meget at landgangen blev beskadiget ved at falde ned mellem kajen og skibet, da vi bevægede os lidt meget i trosserne. Det blev kun til 1 overnatning i Singapore denne gang og vi afgik 13 August.

Vi ankom til Bangkok den 15 August, og da landgangen var blevet beskadiget i Singapore, måtte vi bruge styrbords landgang som blev sat fast på lønningen tværs ned på kajen. Nå fri under land i Bangkok for alle undtagen de der gik vagten var kutyme i ØK, det kunne ikke betale sig andet for rederiet for der blev ikke lavet noget alligevel af besætningen under opholdet, alle pigerne var kommet og Mama-san styrede alle strabadserne og øl regnskabet meget nøje.

Den ødelagte landgang havde været oppe i land og blevet repareret og blev sat på plads ekstraordinært havde et par af besætningen lidt arbejde med at få det gjort, under arbejdet kom jeg ud for et uheld, da vi skulle hugge landgangen fast til krogen skred den og jeg som stod på den fik en flyvetur, hele vejen ned og jeg og gangvejen ramte kajen med et brag, og jeg slog min ryg som bare helvede.

Bådsen Flemming Schytte og Matros Jeppe kom lynhurtig farende ned på kajen og hen til mig, og spurgte om det gjorde ondt, selv om de kunne se at jeg lå og vred mig i smerte. Der blev hurtigt fremkaldt en af disse små Tuk-tuk kabinescootere og jeg blev bragt op på politihospitalet tror jeg det hed, mistede mit ur på den tur som de rullede fra mig i mine smerter på turen derop. Dagen efter var jeg oppe hos Doktor Admundsen en dansk læge som boede i Bangkok og havde en praksis der, jeg var slubbet heldigt fra uheldet, vi afsejlede fra Bangkok19 August.

Næste havn var Saigon hvor vi efter et lille ophold ud for Mekong flodens munding og ankom 21 August, krigen var lige ved at været slut Viet-cong stod kun 10 kilometer fra Saigon, vi var selvfølgelig oppe i byen for at hilse på pigerne, og opholdet på hotellet, hvor man skulle efterlade sit par i receptionen i tilfælde at hotellet blev ramt at granater, var både hyggeligt og uhyggeligt, vi sad og snakkede om løst og fast og pigerne tyssede på os og sagde ”listen, listen” og vi kunne høre at mortererne hylede ned over udkanten af byen, vi var glade for at komme ned ombord og komme til søs igen, der var stadig ingen krigstillæg til os.

24 August ankom vi til Singapore og lods båden kom ud til os med besked om at jeg skulle forholde mig i ro og ikke måtte arbejde da lægerne i Danmark havde fået mine X-ray billeder og de havde set noget som de ikke kunne lide. Jeg kunne ikke komme op på hospitalet i Singapore da mit pas var udløbet og jeg først fik et nyt pas den dag vi skulle afgå, men jeg havde fået nogle af de andre til at handle lidt ind for mig i byen, men der var et fejlkøb af en omformer til mit stereoanlæg som var 110 volt, så jeg nåede at komme op til Sam’s seaman store for at bytte den, men de havde ikke en anden men jeg købte i stedet for et nyt Seiko ur samt cassette bånd og andre sager, den søde pige der stod i forretningen kom jeg i snak med og hun inviterede mig i byen, men jeg måtte desværre undskylde hende at det kunne jeg ikke da vi afgik samme aften den 25 August.

27 August ankom vi til Port Kelang, jeg kom op på hospitalet i Kuala Lumpur til flere x-rays og var der i 2 nætter på enestue med badekar, men der blev ikke fundet noget der var brækket, jeg fik meget opmærksomhed fra sygeplejerskerne, da det ikke var så tit der kom en ung mand med langt lyst hår.

Nåede at blive afmønstret den 27 August og mine papirer kom nogle af kabys drengene med, men da jeg blev udskrevet samme dag tog jeg hjem ombord sammen med dem og påmønstrede den 28 August ifølge min søfartsbog.

Vi var oppe på Mariners Club og 4 Aces til lidt hygge før vi afsejlede den 30 August.

Næste havn Penang ankom vi til den 31 August og det blev et længere ophold helt til 4 September, med diverse til og afrigning af både den store 60 tons og den lille 30 tons sværvægter som stod ved 4-lugen og 2-lugen, efter lastning skalkning af alle luger med 3 presenninger, skalkejern og kiler over det hele, det var faktisk noget af et arbejde med at få presenningerne lagt og foldet rigtig så der var plads til skalkejern og kilerne.

Turen syd om Afrika atter engang og lidt afslapning efter østen opholdet. De sædvanlige jobs som rustbankning og maling af hoveddækket, der for engang skyld ikke var fyldt med containere og dækslast, skibsledelsen havde fundet på en ide med at blande maling og noget spilolie sammen så vi havde nok til at male hele agterdækket. Først blev alt rust og maling fjernet og dækket påsmurt med noget der blev kaldt ovatrol, derefter fik det grunder 2 gange og topmaling 2 gange og så dette sorte mix af maling og olie, fejlen var bare når det var varmt sad overfladen fast i ens sikkerhedssko når man gik hen over dækket.

Den 29 September ankom vi til Bilbao da det var i Europa var vi ikke så meget i byen, men jeg kan da huske at vi var på bar den ene aften. Vi afgik den 2 Oktober.

Vi ankom til Le Havre den 6 Oktober, ind gennem slusen og til kaj, vi havde været der nogle før og vi kendte efterhånden vejen op til den Norske Sømandskirke, til varme nybagte vafler, ringe hjem var også ganske populært, nyheder fra danske aviser og bordtennis. Vi var ikke rigtig på bar i Le Havre da vi ikke kunne fransk. Vi afgik den 9 Oktober.

Ankom allerede den 10 Oktober til Rotterdam til kun et kort ophold, men vi fik besøg af enten sømandspræsten eller en af de andre der hentede os i Bussen og kom op på sømandskirken til hygge. Afgik den 11 Oktober.

Ankomst til Hamburg12 Oktober, fik lods ved Elbe/Weser/Jade og på vej ind af Elben blev der spillet kong Christian når vi passerede et fast punkt der hed Schulauer Fährhaus.

Hamburg var der ikke mange der tog i land da det var dyrt i bar området Reeberbahn, der kunne man godt komme til at hænge på en lidt pebret regning hvis man i sin let overrislende brandert gav en omgang til de lokale piger, rygtet var at de drak kun Champagne og det kostede 100 D-mark flasken.

Men vi var nok oppe i kirken til kaffe og aviser. Vi afgik Hamburg den 14 Oktober.

Göteborg var næste havn hvor vi ankom den 16 Oktober og det sorte gæng (tolderne) kom på besøg som sædvanligt og de rodede alt igennem, de fandt en flaske Monkey Shine i mit arbejdstøjskab som jeg havde glemt alt om, men da etiketten var på thai lagde han den tilbage i skabet.

Lige så snart de havde forladt skibet var jeg henne og fiske den frem og vi fik et glas monkeyshine og mindede Bangkok og pigerne. Afgang 18 Oktober.

Ankomst til Århus den 19 Oktober og suitcasen var pakket og jeg afmønstrede efter lidt over et år ombord, men hvilket en dejlig periode af ens liv på det gode skib Boribana.

Havde igen fået en hyre gennem Sømændenes Forbund forhyringsanvisning denne gang M/S Beira af ØK, turen til Borgergade hvor forhyringskontoret lå og Amaliegade 33 i kælderen hvor søfartslægerne lå. Lægeundersøgelse og vaccination blev foretaget 12 Juni. Skibet lå i dok i Frederikshavn hvor jeg skulle påmønstre. Jeg tog toget fra Københavns hovedbanegård, med sovekabine, der var 6 sovepladser og jeg havde fået den nederste køje. Kom til Frederikshavn banegård de 17 Juni om morgenen, fik fat i en Taxa og blev kørt til Frederikshavn Værfts hovedindgang, og skulle spadsere med suitcase i hånden til skibet der stadig lå i dokken.

Der var mange nye folk da alle var blevet afmønstret før dokken, men også nogle stykker som havde været på skibet før dokopholdet, flere af matroserne havde været på Tidens Højskole et stykke tid før påmønstring. En af matroserne der hed Bredo ankom til skibet med fuldt hornorkestre, da der var stabelafløbning af et nyt skib, var han kommet ind foran orkesteret med suitcasen i hånden på vej ned til skibet.

Vi lå et par dage i dokken i Frederikshavn før vi afsejlede derfra og vi skulle i timecharter for Barberline til en tur på USA’s østkyst og sydkyst. Under opholdet var vi oppe i byen for at få en tår over tørsten, nogen mere fulde end andre. En af messedrengene der hed Søren Breum blev noget sløret den aften oppe på Fregatten, der havde båse der var som fængselsceller med gitter rundt om, som vi måtte hjælpe med ned på skibet igen. Vi kom ud af dokken og de sidste nye folk var kommet ombord og vi afsejlede Frederikshavn Dok.

Under rejsen fra Frederikshavn til USA gjorde vi rent i lastrummene, en noget støvet affære, da skibet havde været på Vestafrika og der var støv efter kakaobønner og andre varer. Så det var op i laste ribberne og feje støv og tage surringere of wirer ned da dette ikke var blevet nået under losning i Europa.

Vi ankom til østkysten af USA til havnene Baltimore, Philadelphia, Newport News og New York, der var flere steder hvor vi havde været i land og letmatrosen Kim Larsen sad i en taxi på vej hjem til skibet og i et kryds blev døren åbnet og en oppustelig dukke blev smidt ind til ham, han kom ind i messen med dukken under armen og grinte over hele hoved, senere sneg han sig ned til Matros Bredo og lagde lige så forsigtig dukken op i køjen til ham, Bredo vågnede ikke og opdagede ikke noget, så dukke blev taget med ud på gangen igen, pludselig lød der et stort brag oppe fra messen og vi der var vågne for derop for at se hvad der var sket. Det var bare letmatrosen der havde hoppet på dukke for at se hvor meget den kunne holde til.

I New York var vi på sightseeing til Frihedsgudinden hvor vi var oppe i hoved på statuen og kigge ud, kors hvor var der mange trin derop, jeg ved ikke lige hvor mange men mange var der. Under sejladsen blev der taget mange billeder med vores instamatic kamera, på et tidspunkt gik en tysk kvinde ind foran os og vi bad hende flytte sig på tysk, vi stod jo og talte dansk indbyrdes så hun blev noget overrasket at vi kunne både tale dansk, engelsk og tysk. Jeg købte en platte med frihedsgudinde på kan jeg huske, men bare ikke hvor den er blevet af, en fin konvolut med frimærke af statuen på blev også købt.

Den 30 Juni ankom vi til SW passage og fik lods og vi sejlede op af Mississippi floden, hvor vi ankom til New Orleans og kom til kaj ikke langt fra Bourbon Street, der var der tid til landlov da de ikke arbejdede om aftenen og natten. En tur op i Bourbon Street og Canal Street blev det til, kan huske denne bar hvor der var et vindue uden glas, men med nogle gardiner der var slidset op så den pige der sad på en gynge kunne lige få benene ud gennem gardinerne det var deres trækplaster.

De fleste barer var jazz præget og der var en dyr ende og den billige ende, vi fandt en bar der hed kort og godt Rock’N’roll bar, der spillede et hus orkester noget musik vi lide, og deres korpiger så godt ud. Vi havde været der et par gange for vi fik kontakt med nogle af band medlemmerne og blev vist lidt rundt i området.

Den ene aften kom servitricen hen til os og sagde at en af vores gruppe sad og sov ude på toilettet, nå jeg gik der ud for at se til ham og ganske rigtig der sad messedrengen Søren i pisrenden og sov, nå men vi fik ham ind på en stol og hevet med hjem på skibet da vi tog ombord. Han sagde senere at hver gang han havde været i byen sammen med mig blev han altid overordentlig fuld og ville ikke det igen, men hva det skete alligevel. Opholdet i New Orleans var nok 3 dage før vi forlod byen, og vi afsejlede til næste havn.

Den 4 Juli ankom vi til Houston hvor vi lastede i nogle dage, vi var oppe på et velfærdscenter der havde pool borde og idrætsbane så vi fik lidt motion der. Ankomst til Cristobal men vi gik lige igennem Panama kanalen så ingen landlov er hvad jeg husker det som. Jeg afholte min fødselsdag lige efter pamanakanalen 18 År.

Sejladsen over dammen foregik med de sædvanlige arbejdsopgaver, smørring af wirer, rustbankning og maling, teaktræs skrabning og lakering. En dag skulle vi også overhale det ene landgangsspil det var en værre omgang, det var meget svært at skille ad da det ikke havde se fedt i mange måneder.

16 August Første havn på østen var Balik Papan i Indonesien havde aldrig været der men kan huske vi var oppe på kyllingefarmen hvor vi fik øl, mad og hygge med pigerne. En af pigerne lokkede letmatros Kim Larsen til at smage på en chili der lå på en tallerken hvor man dyppede kyllingen ned i, da han tog en bid og straks spyttede han den ud og tømte indtil flere lunkne øl ned da der ikke var noget køleskab til at køle øllerne i men de havde is som de kom i og det fortyndede jo øllen så det sprang vi over.

Da mørket sænkede sig ændrede den lokale befolkning sig og var fjendtlige over for os, så vi måtte hellere fortrække og komme ned ombord, lige efter vi havde sat os ind i de 2 taxaer fik en af maskin assistenterne en ordentlig kajerasler under vi havde gjort personen noget. Ingen vidste hvorfor men ikke mere landlov det det turde vi ikke.

Afgang fra Balik Papan efter et par dage. Næste havn var også på Borneo Bontang Bay der var ikke meget at se på så vi var ikke iland, tror at vi kun var der i 2 dage. Den 23 August kom vi til Singapore og så skulle vi iland og hygge os, husker at vi var oppe på enten Champagne Bar eller Seamans Paradise Dæksdrengen Bendt og jungmand Karsten og jeg, har et par billeder derfra som hjælper på hukommelsen.

Vi havde fundet os nogle søde piger og ville gerne have dem med ned ombord, men vi skulle først hen på et kontor for PSA som styrede havne, for at få tilladelse, de kiggede lidt mærkeligt på os da vi troppede op, de mente at dæksdrengen pige var alt for gammel og jungmandes var for ung men vi fik da pigerne med ned ombord, Der var også andre ting vi fik af pigerne men en tur op til overstyrmanden og den sag var ordnet. Værre var det hvis man fik reddet en gang fladbuk, topedohøns som man kaldte dem var noget værre noget, så skulle man smøre sig med DDT og det sved som bare pokkers og der skulle spærres et af toiletterne af som den ramte person kun måtte bruge indtil udbruddet var ovre.

En aften lige før afgang kom Kammerdreng Ole noget usikker på benene op af landgangen med en dildo i hånden svingende over hoved og råbte se hvad jeg har købt til min mor, stewardessen som stod sammen med en anden på dækket en etage over hoveddækket blev noget skuffet over at han kunne finde sådan noget, da hun mente at han var sådan en sød lille dreng.

Efter Singapore tilbage til Indonesien denne gang Labuan der ankom vi den 27 August, der var det lidt bedre at gå i land, husker at vi spillede en fodboldkamp mod nogle lokale vist nok, men husker ikke hvem der vandt. Vi var også på restaurantbesøg en eftermiddag jeg fik en bøf af en eller anden slags med pebersovs, sovsen blev hældt over kødet lige da vi fik maden serveret, det syede og boblede men smagte super godt. Is dessert fik vi også den var der flere der fik 2 gange.

Vi badede i havnen hvor vi sprang fra dækket og havde det sjovt. Efter 3 kaffen kom overstyrmanden med et opslag hvor der stod at der ikke måtte bades da der var både hajer og slanger i vandet, vi så dem ikke men vi badede heller ikke mere. Vi afgik fra Labuan den 30 August.

Næste havn var Bangkok hvor vi ankom den 2 September, nu skulle der festes, men ak og ve da vi var i charter for Barber line var der ikke fri landlov, men jeg mødte da min gamle veninde fra Boribana og hun var stadig en sød pige.

Kammerdrengen Ole havde været en god dreng og maskinofficererne ville gerne belønne ham for det gode arbejde. Han blev kaldt hen til landgangen hvor sampaerne lå med alle de søde piger, en af maskinfolkene sagde til ham, Ole værsgod vælg selv hvilken en du vil have det er en gave fra os, der var rift om ham da han gik ned af landgangen, nok mere var det at en af pigerne valgte ham i stedet for at han valgte en af pigerne.

Mariners club fik vi et lille hvil når pigerne blev for meget for der måtte de ikke komme ind, men både på Mosquito Bar og Venus Room var der gang i den. Vi var henne i Sampa Street hvor et par af pigerne boede i et nedlagt både skur, de skulle lige skifte tøj, tror de ville skramme os for vi så at der samlede en del af de lokale kulier ovre på den anden side af bådhuset, men de forsvandt igen, vi var lidt bange for at blive rullet for alt vores værdier.

Mens vi ventede så oplevede vi et mærkeligt fænomen, en masse store kakerlakker kun pludselig vrimlende og satte sig alle steder i det rum hvor vi opholdte os. Vi var oppe i en af de lokale haver med vilde dyr, der kunne man blive fotograferet med en lille elefant og store kvælerslanger, jeg fik et billede taget og aspiranten Palle Juelsgaard blev også spurgt men han turde ikke, en af slangehandlerne kom snigende bag ham med en stor kvælerslange, Palle fik øje på den i øjenkrogen og så var ham lige pludselig mange meter væk, vi grinte af episoden alle sammen.

Vi var også oppe og se en krokodillefarm hvor man kunne fodre krokodillerne med kylling mod et mindre gebyr. De havde også en kæmpe stor orangutang i en af deres indhegningen den havde efter forholdene rimelig meget plads, der var en anden abe der røg smøger. Slange tæmmeren lavede også et show og et show med de forskellige nationale danse, meget smuk at se. Der var nogle terrarier med forskellige slanger og andre krybdyr, jeg stod og kikkede på dem og skulle lige til at sætte fingeren på glasset med en grøn slange i, den huggede hurtigere end lynet, min finger hev jeg væk så hurtig jeg kunne noget chokeret. Men når alt kommer til alt skulle vi desværre sejle igen selv om vi hyggede os i den dejlige by, vi afgik den 9 September.

17 September kom vi til Yokohama og i land skulle vi da, troede at jeg kunne huske hvordan man kom rundt i området ved den Danske Sømandskirke, den Norske Velfærd station, men der var lavet lidt om hist og her men vi fandt det da til sidst. Copenhagen bar med Vagn bag disken var lidt forandret man kunne lige pludselig komme ind selv om man var sømand, det var blevet et hip sted for unge japanere, så man skulle bestille bord vi fik dog lov til en enkel øl før vi drog videre i de japanske nattejungle.

24 September ankom vi til Nagoya har ikke så mange minder fra denne by vi var der kun en overnatning. 26 September kom vi til Kobe og der var vi kendt, Motomachi Street, med alle de forskellige barer, Club Rose, Nyhavn Bar, Hartvig inn, Black Cat og hvad de ellers hed.

Vi kom på en bar der lå på hjørnet lige overfor Nyhavn Bar og skråt over for Club Rose, pigerne der var på de forskellige barer fik en brik hver gang de fik en drink af gæsterne, de sagde at det var Suntory whiskey men vi måtte ikke smage det, en eftermiddag hvor jeg var der sammen med et par andre så vi at Mama-san var ved at fylde nogle flasker op med te og vi blinkede til hende og sagde at det ville vi ikke betale for mere.

Der var ingen af pigerne der ville kunne drikke alle disse genstande og stadig kunne passe deres job som var at få gæsterne til at byde på drinks til dem, tit nåede du ikke at komme ind og sidde ned før der kom en af pigerne og præsenterede sig med sit navn og lige efter ”do you give me a drink” Der var blevet nye tider efter Vietnam krigen var afsluttet og pigerne var meget mere aggressive.

Vi var på Black Cat en sen aften, de havde disse store gafler og skeer hængende ned fra loftet som vi engang imellem løb hænderne ned gennem til stor frustration for ejeren. Vi mødte nogle andre danskere deroppe og de fortalte nogen af en historie, den ene af dem spurgte om vi nogensinde havde været ude og skide på disse japanske toiletter der havde bare et hul i gulvet med to skridsikre sten ved siden af, nej svarede vi men vi kendte dem godt, nå men han havde været det for nogle dage siden og efter han havde forurettet sit forehavende havde han trukket den kedeldragt op over skulderne og en klam fornemmelse gled ned af ryggen på ham, han havde ikke set at få kedeldragten ordentligt til side så hans afføring havnede i kedeldragten.

Jeg overværede et begravelse eller bryllups optog hvor der gik en japansk mand forrest og messede en masse på japansk, jeg ville til at tage et billede af det men der var en der tog mig på armen og rystede på hoved det var åbenbart ikke noget man tog billeder af.

Den 10 Oktober kom vi til Hong Kong og før vi var færdige med at ankre var der allerede mange af de handelsfolk ombord, der havde mærket op med forskellige farver af deres bast eller plastikbånd. Det var her de skulle have der lille men velassorteret butik, købte et stereo anlæg inden jeg nåede ned på kammeret og til et bad efter ankomsten. Da jeg kom op i sidegangen igen kunne den person der havde solgt mig anlægget ikke huske hvem det var og hun rendte rundt og spurgte efter den der havde købt hos hende, ingen ville erkende hvem det var og efter lidt drilleri erkendte jeg at det var mig. Hun kunne ikke genkende mig da jeg købte anlægget havde en klud med et pandebånd, hvor der stod Vietnam på, hen over hoved og det havde jeg ikke nu.

Sokke-Marie, Henderson og selvfølgelig skrædder Thomsen var ombord for at lave nogle handler med diverse forskellige tøj produkter. Sokke-Marie rendte rundt og råbte sokker og underbukser hele tiden på dansk selv tallene/ord 6 par eller 12 par kunne hun sige, nogle år senere da La Coste tshirt og Polo shirt var in, havde hun dem, men efter en aften i byen faldt den lille grønne krokodille af og man henvendte sig til Sokke-Marie og beklagede sig over det, hun rystede bare på hovedet og sagde ”bad glue” og så modtog hun den og syede den lille krokodille fast på igen. Skrædder Thomsen som jeg havde stiftet bekendtskab med allerede da jeg var dæksdreng på mit første skib kunne tale dansk og da jeg kom gående med skidtpøsen i hånden og mødte ham lige uden for messen, sagde han goddag dæks skal du have t-skjorter, undertøj, sokker og andre produkter på dansk, man var lidt paf at han talte dansk selv om hans var Hong Kong kineser

Når man var oppe og besøge ham og hans medarbejdere i hans systue blev man altid modtaget med åbne arme, øl og spiritus blev man altid bud på, faktisk kunne man nå at få en lille skid på før man gik ud og forskede byens natteliv.

Vi var selvfølgelig i byen under opholdet i Hong Kong, de forskellige barer blev besøgt, Den Røde Løve der lå tæt på skrædder Thomsen, og alle de andre der lå i området. En dag var vi på en lille hjørne restaurant hvor der var en sød pige der serverede og ryddede af efter gæsterne, hun gik også og tørrede bordene af, kammerdreng Ole var helt væk i hende, så han tørrede bordet af for hende og hun slog blikket ned og rødmede, Ole var helt væk i hende.

En aften hvor vi kom forbi på James Bond Bar, sagde vi til tjeneren at vi gerne ville hilse på chefen, han kom da også hen til der hvor vi sad, vi rystede på hovedet og sagde at det var mr. Bond himself vi ville hilse på, de rystede på hovedet af os. Det var jo året lige efter at ”Manden med den gyldne pistol” havde haft premiere og hvad mere var at vi skulle da ind på ”Bottoms Up” som var med i filmen, og det var ligesom i filmen der var forskellige runde bardiske med en topløs pige i midten der serverede. Nå ende er god er alting godt, vi afsejlede fra Hong Kong den 12 Oktober. En tur syd om Afrika med hygge og arbejde.

På Beira var der bygget en bar i dagrummet/rygesalonen der blev skyllet en øl ned eller 2, vi raflede også, løgn var det foretrukne spil, men der var lige en specialitet forbundet til spillet, med 4 terninger og 1-2-3-4 galte for 5 og 1-2- 3 galte for 4 og 1 – 2 for 3 og en enkelt ener galt for 2, når vi så stod 8 - 12 stykker og spillede kunne der være mange ens, eks 8 mand gange 4 terninger som var 32 terninger men kunne hvis der blev slået nogle gode slag helt op til 40 ens i alt, man måtte godt sige 10 af en slags indtil der var blevet sagt en nævner på. Baren var selvfølgelig off limit i arbejdstiden, men meget besøgt i fritiden. Da vi var under charter var vi ikke så mange folk på vagt af gangen men mest som dagmænd.

Den 4 November ankom vi til Abidjan og en tur i land skulle vi da også, vi fandt en bar og gik derind. Der var flere søde piger som næsten alle havde disse små antenner som hår stil, en af de andre fortalte stolt at hans veninde ikke havde antenner men afrohår, det viste sig dog at hun havde en paryk på, så hun havde også de små antenner.

Det blev kun til en overnatning i Abidjan og vi sejlede dagen efter. Vi havde fået at vide at næsten alle skulle afmønstres da skibet skulle overgå til NFEL et sammenarbejde mellem ØK og Nigerianske interesser.

Vi ankom til Lagos red den 6 November om aftenen, der lå nok 500 - 800 skibe på reden, hvor flere af dem havde været der i mere end et år. Vi skulle ind den følgende Mandag, men det kom vi ikke da der skete noget forfærdeligt i weekenden med vores Donkeymand. Vi havde fået besøg af en af de andre ØK-skibe, de var kommet over i deres redningsbåd, en jeg havde været på sømandshøjskole sammen med, var med den anden båd, Niels hed han, mødte ham igen da vi startede på Københavns Navigationsskole i samme klasse, efter vi havde fået hils på dem alle og fået middagsmad og nogle øller, var der film i messen.

Vi sad og så filmen, donkeymanden kiggede ind i messen og gik igen, der gik ikke mange minutter kom kokken farende ind i messen og råbte at donkeymanden var død, vi kiggede på hinanden og sagde næsten i kor det passer ikke han har lige været her i messen, men kokken insisterede. Så kan det nok være at vi kom op af stolene og ud på dækket, den var god nok donkeymanden lå på 5 lugen død.

Hvad vi kunne få stykket sammen var at donkeymanden ville med over på det andet ØK-skib men de ville ikke have ham med, så han havde selv begyndt at kravle ned af lejderen til redningsbåden for at vente på de andre kom og nægte at kravle op, men på vej ned af lejderen mistede han grebet og fladt ned mellem skibet og båden som bevægede sig så meget at han blev klemt imellem dem og druknede.

Han blev lagt ned i fryseren indtil videre, og selvfølgelig skulle der holdes et øje med ham i det tilfælde han kom til bevidsthed, juniormesteren som kiggede til ham efter et par timer, fik en mindre chok da donkeymanden havde løftet armen , men det vidste sig at det var i den position han var afgået ved døden og på en eller anden måde gik kroppen ind i den stilling.

Rederiet og de lokale myndigheder blev adviseret om hændelsen, og myndighederne ville ikke have os til kaj før han ikke var ombord mere, der blev bestilt en blykiste og den tog en uge af fremskaffe, Da de kom med blykisten, og vi skulle have ham ud af fryseren, det var lige som om at hans krop var svulmet op og sad fast i døren i fryseren, vi asede og masede med at få ham gennem den lille dør mellem fryseriet og fryselasten. Han brasede igennem og hans arm landede lige mellem benene af overstyrmanden der sprang i vejret og for ud i lastrummet.

Næste problem vi kunne ikke få ham ned i blykisten da målene ikke passede da hans arm var der ikke taget højde for, så vi måtte brække hans arm for at få ham deri. Hans ejendele skulle også sendes hjem, kan ikke huske hvem der fik den tjans, men af en eller anden årsag blev det i min suitcase.

Jeg måtte så sy en køjesæk hurtigt, der var flere af maskinfolkene der så det og de spurgte om jeg ikke kunne sy en køjesæk til dem, aftalen blev at det kostede en kasse øl, tror det blev til 4 - 5 stykker som blev delt mellem dæksfolkene, Derefter skulle han også have en almindelig kiste der tog en uge mere, rådgivning mellem rederiet og skibet kørte på i højeste gear, aftalen blev at han skulle overføres til et andet af rederiets skibe og sejles til Europa, tror det blev Atrevida, og så transporteret til Europa og hjem til begravelse, han havde været i rederiet i næsten 17 år.

Efter at kisten blev overført om fredagen før december startede og havnemyndighederne fik konfirmeret at vi ikke havde et lig i lasten mere kom vi til kaj den 1 December. Næsten med det samme kom de nigerianske folk ned i vores kvarter og ville have deres kamre, men vi ville ikke aflevere dem da vi ikke var klar til at forlade skibet endnu, vi skulle først op til immigrationsmyndighederne og de var ikke de hurtigste til deres arbejde, kan huske vi sad der i 6 timer før vi alle 17 havde fået vores rejsepapirer så vi kunne rejse ud af landet.

Ned ombord igen og hente vores bagage og ud til lufthavnen, flere fik deres bagage spredt ud over skranken og gulvet fordi tolderne ville lige se hvad de kunne rage til sig, der var flere der mistede deres toldfrie varer som de skulle have med hjem, og det hjalp ikke at protestere så kunne det gå helt galt at man ikke kom med flyveren. Vi skulle mellemlande i Bruxelles og var lidt forsinket, der blev annonceret at de 17 passagerer der skulle videre til Københavns lufthavn skulle først ud af flyet, men hvem stod forrest alle de nigerianere der var med flyet stod næsten forrest før flyet var ankommet til gaten, men de blev afvist af kabinepersonalet og døren blev ikke åbnet før vi stod forrest, og så gik det ellers over stok og sten med vores bagage udenom alle check points både os og vores bagage, endelig ankom vi til Kastrup og fik sagt farvel til alle og tog hjem.

Matros John Sørensen, bådsmand Bjarne Hansen og matros Bredo om bord på Beira

Poul Friis Schmidt (nr. 2 - 2. række fra venstre) har sendt dette billede fra sønderborg søfartsskole, sidste hold fra den gamle skole.

Forplejning ................................................................. March til Dybbøl Mølle

En hilsen fra Grønland.

Hej Willy.

Ak ja, det var med vemod jeg kom ind på hjemmesiden, jeg er nu blevet 70 år men mindes stadig min tid om bord på Panama, som jeg har sejlet med i 1953 til 1954 som messedreng. Skipperen husker jeg stadig (Kaptajn T.K. Nielsen) det var et agtværdig rederi, selv om man fik øretæver af hovmesteren, hvis der lå skidt i hjørnerne i messen. Jeg har desværre ikke fotos fra den tid, så jeg må leve med oplevelserne, ak ja.
Jeg husker endnu en oplevelse.
Vi lå i Port Said i et par dage og jeg kan huske Moses og Abraham, som havde mere eller mindre eneret til at handle på Øks skibe. Jeg ville gerne købe et par rågummisko, som var "in" i Danmark den gang (1953), du ved med "anderumpe" osv.
Vi fik besked af telegrafisten om, at vi skulle være to mand på kammeret, når vi handlede med Araberne. Vi blev så enig om, at den ene skulle holde øje med hans hænder og jeg skulle holde øje med vores skuffer, det gik også fint, men vi glemte at holde øje med hans fødder, så om aftenen da vi skulle i land en tur, ville jeg tage mine nye sko på som jeg havde fået hjemmefra, men der var ingen sko, i stedet stod der et par gamle kamelsandaler, så det var en køn handel.

Nu har jeg slået mig til ro i det smukke land Grønland, hvor jeg har drevet fiskeri fra 1970 op til 1989, hvor jeg sagde stop af hensyn til familien, og nyder nu mit otium, med noget småsejleri om sommeren, og maler billeder om vinteren.

MVH. Bent Christensen også kaldet "Røde Bent".

Nu har jeg i lang tid fulgt dit store arbejde med at samle historier/billeder fra ØK.
Jeg vil derfor også komme med min historie, selvom den kun blev til en enkelt tur med Pretoria i 1961.
Jeg var lige fyldt 15 år en måned forinden, men havde været fri af skolen i 1½ år, da det boglige ikke lige var mig.
Jeg havde fået oplyst på Ålborg Værft, at med lidt sejltid så kunne det opveje de manglende skolepapirer, og jeg fik da også en læreplads som rørsmed efterfølgende.

Jeg blev påmønstret i Københavns frihavn sommeren 1961 til en hyre på 81,00 kr. om måneden plus overarbejde som jeg ikke vidste hvad var.
Først skulle jeg jo til læge i Lille Kongensgade, hvor jeg blev grundigt set efter, vaccineret og afgav en urinprøve. Jeg skulle have en enkelt overnatning i København, og hvad var mere naturligt end at indkvartere sig på sømandshjemmet i Nyhavn. Det var lige noget jeg kunne bruge, for her var mere liv end jeg var vant til, selvom jeg havde boet inde i Ålborg. Det var jo før Jomfru Ane Gade.
Jeg var på det tidspunkt en stor kleppert der let kunne gå for at være 18 år, så jeg kunne jo komme ind og se på de værtshuse som jeg kun havde hørt om, og der var liv skulle jeg hilse og sige. Kap Horn, Nyhavn 17 og hvad de ellers hed kørte jo på de høje navler næsten hele døgnet dengang.
Nå, påmønstringen gik efter planen, og mit job som styrmandskammerdreng startede med at jeg faktisk fik 2. styrmanden som lærer. Det hvide lagen og det farvede uldtæppe skulle ligge snorlige, og ØK mærket skulle centrere. Udover at skulle passe rummene for de 3 styrmænd og den kvindelige telegrafist, så skulle jeg også hjælpe messepeter i maskinmessen. Der var 4 maskinassistenter som havde deres egen bys, mens mestre og styrmænd havde deres.

Vi sejlede fra København til Århus hvor vi lastede jeg ved ikke hvad, Derefter til Middlesbrough , Newport, Liverpool og Dublin.
Allerede i Midlesbrough løb messepeter og mig ind i problemer, for vi var jo verdensmestre, og vi ville sælge lidt cigaretter for at tjene lidt lommepenge. Det gik ikke så godt, for vi fik stjålet det hele af 2 piger der fik os med hjem, for der havde de pengene. De boede ikke langt fra hvor vi lå, så da vi fortalte ungtjeneren at vi var blevet bestjålet, så ville han og bageren gerne hjælpe med at få pengene eller cigaretterne igen. Vi gik derfor op til huset hvor vi havde været, men det var en neger med en hammer i hånden der åbnede, så det kan nok være at vi fik benene på nakken, og en oplevelse, men ingen penge eller cigaretter.

I Liverpool var der noget de kaldte "Den Tyske Klub", og der skulle vi jo op og se hvad det var for noget. Jeg husker ikke så meget udover at jeg fandt en sød pige som jeg skrev med i lang tid. Vi fik en masse Rolls Royce og Jaguar type E sportsbiler om bord, som skulle til San Francisco og de biler var jo ikke noget man så til hverdag.
Dublin var en oplevelse med al den musik der var på selv de mindste beværtninger, og det var en by jeg besluttede at ville besøge senere i mit liv, men det er aldrig blevet til noget.
Nu gik turen over til Sct. Thomas og her var noget at se på for en knægt på 15 år. Jeg husker tydeligt at en flaske rom kostede 1 dollar, og jeg husker også, at efter at have tømt en sådan flaske, så var jeg ved at br…. mig i mange år efter, bare jeg så en rombolle i en bagerforretning.
Messepeter fik også en kæp i øret, og han ville absolut ned agter til jungmanden som han havde lært at kende. Det ville den matros der havde vagt absolut ikke ha' at han skulle, så det endte med at messepeter fik et par flade da han var fuld og ikke forstod budskabet. Det blev messepeter så fortørnet over, at han ville afmønstre og han pakkede alle sine ting og gik ned på kajen. Hvordan han ville komme hjem til Danmark havde han ikke tænkt over, men vi fik ham da overtalt til at blive ombord, da det jo var vagthavende matros der bestemte.
Jeg tror vi lå i 4 dage på Sct. Thomas, og stedet har jeg aldrig glemt. Der var jo stadig nogle af de gamle "farvede" der snakkede dansk, og de ville gerne snakke, så vi fik nogle gode historier fra gammel tid.
Fra Sct. Thomas gik vi til Curacao, og de lidt ældre havde jo fortalt os om en ” forlystelsespark” der, og den ville vi gerne se. Det havde 2. styrmanden nok oplevet før, så vi drenge måtte ikke forlade skibet. Jeg havde udtænkte en plan sammen med Bageren. Jeg ville sige til styrmanden at jeg havde lovet mine forældre en gave fra den svenske sømandskirke på øen, så der ville jeg gerne hen. Det gik han med til, men han så også den taxa jeg hoppede ind i sammen med bageren og 2 assistenter, så han var klar over hvor jeg skulle hen. Da jeg kom tilbage kaldte han mig op i sin kahyt, og så fik jeg sådan et par lussinger, at jeg ikke løj for ham mere. Men oplevelsen kunne han ikke tage fra mig.
Fra Curacao skulle vi nu gennem Panama kanalen, og det var en kæmpeoplevelse. Det var om natten, og man havde virkelig på fornemmelsen at man sejlede i en urskov med alle de skrig og lyde der var omkring en.
Vi fortsatte op langs vestkysten til San Diego. Det var helt utroligt med alle de krigsskibe vi passerede på vejen, men det var jo også mens den kolde krig var på sit højeste.
Fra San Diego gik vi til Long Beach L.A. hold da fast, der var verdens største rutschebane, (Cyclone Racer) og den forlystelsespark (The Pike) der lå der, overgik alt hvad vi havde oplevet.
Herfra til San Francisco hvor vi blev opvartet af sømandskirken der både kørte os rundt i byen, og arrangerede bingo og hyggeaftener. Vi kom også i en kæmpebiograf hvor vi så Navarones Kanoner som havde verdenspremiere. Vi oplevede Golden Gate Bridge og sejltur rundt om Alcatraz. Det var jo i den tid hvor vi lå mange dage i hver havn, så der var god tid om aftenen når vi havde fri. Derefter til Eureka og videre til Vancouver. I Vancouver skulle vi have en masse korn ombord, og vi skulle ligge der i en uge. så skete der det at kornskottet faldt sammen, så vi kom til at ligge der i 14 dage.
Det var nok de 14 dage der står tydeligst for mig, for en aften messepeter og jeg skulle ind til byen, og tog den på stop blev vi samlet op af et ældre ægtepar. Da de hørte at vi snakkede jydsk blev de helt vilde, for de var også jyder. De kørte os rundt om aftenen når vi havde fri, og vi så både indianer, totempæle og meget andet. De havde ingen børn, så det var lige før vi var blevet adopteret af dem. Vi blev i hvert fald behandlet som om vi var deres egne børn, og vi fik gaver blandt andet grammofonplader af dem.
De var meget bedrøvede da vi forlod dem, og vi lovede da også at skrive men vi var jo unge, så det blev ikke rigtigt til noget

Hjemturen var jo næsten en gentagelse af turen derover, bare at vi anløb Le Havre, Antwerpen, og Rotterdam, og det var jo kun kvarterene omkring havnene vi fik set, og det var ikke noget at skrive om.

Efter knap 4 måneder var vi tilbage i København, og som det fremgår af min afregningsbog, så var der 141,80 kr. tilbage, og det rakte lige til en aften i København og en tur med Jens Bang til Ålborg.

Selvom det efterhånden er 46 år siden, så står meget af det jeg oplevede helt tydeligt for mig. Det eneste der ærgrer mig er, at jeg ikke havde investeret i et kamera så der var nogen billeder af mine kammerater og de ting jeg oplevede.

Vi startede i København og gik så til Århus, Liverpool og Glasgow, videre over det store vand til det forjættede land, gennem Panamakanalen med et lille besøg i Cristobal, det sted glemmer jeg nok aldrig.

Der fik vi en masse papir i lasten og det var ikke det bedste, da vi blev påsejlet på vejen hjem.

Det var temmelig dårligt vejr og meget tåget og vi blev så påsejlet af ”Frances Hammer” mener jeg den hed.

Jeg har engang læst, at vi nærmest blev sejlet midt over, dette er dog noget overdrevet, vi fik et mægtigt hul under vandlinjen, og blev hurtigt beordret i bådene.

Det var noget af en tur op, da den næsten ingen last havde, så lejderen var noget af en udfordring.

De fik sat Simba på grund ved hjælp af en slæbebåd, og vi blev sejlet ind til bredden og senere fløjet hjem.

Ellers var det en rigtig fin tur igennem Panamakanalen den ene vej om dagen, og den anden vej om natten.

Livet om bord var ret godt, når man først var blevet accepteret af besætningen.

Det spændende ophold i Cristobal, med "hvad der til hørte" var virkeligt sjovt når man er 16 - 17 år, det husker jeg temmelig godt, ”masser af oplevelser”.

Jeg gik ud af skolen i 1970 efter 7´skoleår, derefter fiskede jeg på Nordsøen i et års tid , men jeg ville jo være sømand , det havde altid kriblet i kroppen når jeg kiggede i min fars´ fotoalbum fra hans sømands liv. Jeg søgte i flere rederier, først Mærsk og så DFDS men nej, jeg havde ikke været på søfarts skole. Næste rederi på listen var ØK, jeg kom til at tale med en meget flink mand som lovede, at jeg kunne komme med et af deres skibe en tur, hvis jeg lovede at tage på søfarts skole. Det gik således at da vi kom til midt i februar 72, kom der besked om at jeg skulle påmønstre M/S Simba som lå i Århus.

Jeg skulle møde på et mønstingskontor hvor jeg ville få videre besked om rejsen. De fortalte så at Simba skulle til Vestafrika og at det ville vare ca. 2 måneder inden jeg var hjemme igen, jeg havde fået besked om at medbringe pas og søfartsbog, men der var noget med nogle vaccinationer der ikke var i orden, så jeg skulle til en læge for at have dem, jeg var ikke kendt i Århus, det var ikke noget problem , den mand henne i hjørnet skal også til lægen, du kan sikkert følges med ham, de talte kort sammen og et kvarter efter sad jeg i en bus, i en helt fremmed by, med en helt fremmed mand. Han var ca. 50 år og noget medtaget af årerne, da han endelig talte til mig, var det: hvor gammel er du knægt? 16 år? hvad fanden vil du til søs øh ? Synes du ikke hellere du skulle stikke hjem til mor og så komme i skole igen, så du kan blive til noget. Vaccineret blev jeg og klokken var næsten 20.⁰⁰ da jeg gik op af landgangen på Simba.

Der var ikke nogen at se ombord og flere døre var låst, det var lige før jeg havde opgivet håbet og taget hjem til Hirtshals igen da der gik en dør op midtskibs. det var en mand i et flot jakkesæt som spurgte til mit ærinde ombord. Jo jeg skal påmønstre her om bord som messedreng? Så er du kommet til den rette, for det er mig der er hovmester og hvorfor kommer du først nu, du skulle jo ha’ været ved 12 tiden. Han gjorde stort set ikke andet end at skælde ud samtidig med at han viste mig mit lukaf og informerede mig om mine gøremål. Jeg fik dog spurgt ham om ikke der var andre på skibet, hvortil han svarede at de var nok ude på halløj for kaptajnen kom først i morgen.

Første destination efter Århus var Oslo, der skete ikke noget ud over at jeg måtte indse at jeg var endt i et miljø hvor der var en hakkeorden der kunne overgå militæret, jeg lærte de andre messedrenge at kende og en enkelt af matroserne og forsøgte bedst muligt at indordne mig efter forholdene.

Siden gik turen videre til Hamburg, Rotterdam og Antwerpen, jeg havde hørt mange gode historier fra disse havne fra sømænd derhjemme, specielt om pigerne, men det eneste jeg fik stiftet bekendtskab med var rundture med diverse sømands præster, for der var ingen af matroserne der gad at have os drenge på slæb. Sidste havn før det gik mod Afrika var Rouen i Frankrig. Her kom overstyrmanden og en anden officer i skænderi med hovmesteren pga. mig. De mente at hovmesteren var på nakken af mig hele tiden, hvilket jeg ikke selv havde lagt rigtig mærke til, dog var han noget højrøvet, men det syntes alle vi drenge. Enden på det blev at jeg skulle være pantrydreng i stedet og så ellers gøre mit bedste for at undgå hovmesteren. Siden fandt jeg ud af at styrmanden og hovmesteren ikke kunne døje hinanden, jeg blev bare en del af noget de kunne skændes over. Men pyt! Jeg kom til at gå sammen med stewardessen i pantryet, og servere i officersmessen.
Hele den ballade var lige noget for matroserne, det var som om de nød at hovmesteren havde fået en skideballe, og siden måtte jeg godt komme hen agter på poopen om aftenen og hygge mig, vi drenge fik ellers næsten altid besked om at holde os henne midtskibs.
Første havn i Afrika var Dakar, der var vi kun i 2 dage, uden at der skete noget spændende men der var masser i sigte, bare vent til vi kommer til Abidjan havde matroserne sagt. Siden kom vi til Conacry, et spændende sted på sin vis, alt hvad der skulle losses og lastes foregik via pramme. Næste havn Freetown husker jeg specielt pga. alt var så nyt, kajanlæg og lagerhuse og alligevel så ufærdigt, man kan vel sige ”en havn i udvikling ”.
Nu skulle vi til Abidjan, byen med de bedste stålbørster på hele Vestafrika. Det sagde matroserne som havde været der før. Jeg anede ikke hvad de mente med det, hvilket jeg dog har erfaret siden, men det glemmer vi lige lidt, for vi havde ikke sejlet mere end et døgn fra Freetown, da alarmen lød, alle skulle på dæk, vi kunne se noget der lignede en sort sky forude, men det var græshopper. Alt skulle skalkes og lukkes, alle skulle hjælpe med net og presenninger, sikket et inferno. Dagen derpå kom vi på dæk til et stort roderi og stod i græshopper til anklerne. Selv om der blev spulet og gjort rent i 3 dage syntes der at være flere græshopper. Der var da også en del flagermus langs kysten af Vestafrika, vores stewardesse skulle lige have et eftersyn, efter at hun havde fundet ud af at de ikke var farlige.

Få dage efter insektplagen ankom vi til Abidjan, også her skulle losningen ske med pramme og bomme, så matroserne havde store diskussioner om vagtfordelingen, da de alle gerne ville i land om aftenen, men alt gik i sin orden. Før prammene kom til skibet, lå der allerede masser af kanoer, fyldt med souvenirs, alt var til salg. Før vi vidste det løb der også en dame rundt og ville sælge frugt, hun forsøgte dog at sælge alt andet der foruden, men vi fik strengt besked om at holde os fra hende, da det kunne have visse følger at stifte nærmere bekendtskab med, hun var heller ikke lige sagen.

Efter fyraften skulle vi besøge en bar, den hed klub 21, der var også en der hed klub 22, sikkert de eneste i hele byen, men nr. 21 skulle være den bedste. Den lå i det mest rodede slumkvarter, alt var bygget af træ, blikplader og plastik, men selve baren indvendig var nu meget flot, specielt stålbørsterne, men atter måtte vi drenge skuffes, for de gad ikke os drenge. Besætningen fra Simba havde nok været der en times tid, da der ankom en del Mærsk-folk , de var så let genkendelige, da de fleste var i jakkesæt og nybarberede. Der var næsten lagt op til ballade, mest på grund af at ØK's folk havde førsteret på de piger der var i baren, fordi de var kommet først, så de mente at Mærsk kunne pakke sammen og finde deres eget sted. Der blev dog ingen uro, for de sagde pænt godnat igen og gik deres vej. Senere gik vi om bord med en hel flok damer og et vældigt humør. Næste morgen flød hele poopen i ølflasker og der løb halvnøgne kvinder rundt over alt, og sådan så det ud resten af vor tid i Abidjan.

Da vi endelig kom fra Abidjan, gik det mod Lagos. Før vi ankom blev hele besætningen kaldt til møde i messen angående sikkerhed, da der så småt var begyndt at være uro i landet og landlov kunne der ikke blive tale om. Da vi ankom væltede det om bord med bevæbnede vagter, os hvide var de vældig flinke over for hvilket man ikke kan sige modsat, de elskede at statuere et eksempel.
Lagos var det sted vi skulle losse og laste mest, vi lå der vist 5 eller 6 dage. Det var kedelige dage, da vi endelig kom derfra var glæden stor.

Så gik det mod Lome’ i Togo, og det så vi frem til, for vi skulle møde et andet af ØK's skibe, vist nok Busuanga (husker ikke nøjagtig) og de skulle helst lide et stort nederlag i fodbold. Det var skægt at tænke sig at det kunne skabe en så glædelig stemning ombord. Kampen skulle spilles på en lokal klub som ØK’ havde lejet, den skulle spilles om eftermiddagen, så vi drenge kunne ikke komme med i første omgang, der var lige messen der skulle ryddes.

Turen går mod klubben, som vi kunne se fra havnen. Fodboldkampen endte skidt, så besætningen mente at det var bedre at få noget at trøste sig med i baren. Alt endte selvfølgelig godt og humøret var højt, så da det gik om bord var vejen knap så lige. Efter Lome’ skulle vi hjem igen via Rotterdam og Hamburg. Så går det hjemad, sikken glæde, opvask og rengøring var ved at være en plage. Da vi ankom til Århus igen, kunne min sejltid blive tilskrevet 2 mdr. 8 dage.

Jeg søger efter radiobreve og telegrammer fra og til søfolk. Jeg har skrevet til en masse telegrafister om hjælp og oplysninger om radiobreve og telegrammer fra hjemmet til skibe og omvendt. DFDS havde jo lavet en speciel ordning hvor man kunne sende et telegram billigt hjem.

Ordningen var at skibenes telegrafister sendte et telegram hjem, ved at andre skibe modtog det og så til sidst blev de modtaget af DFDS indenrigsbåde på vej fra Aarhus og Aalborg mod København.
Telegrafisterne skrev brevet ud på en blanket og postede det ved ank. til København. De påklæbede brevet med landsportofrimærke så de gik hjem til adressaten som et almindeligt brev.
Hvis man skulle have sendt et telegram, skulle man over en kyststation i Danmark, så via den lokale telegrafstation hvor adressaten boede og derfra skulle telegrafbudet også have sin del, feks. 4. kroner, hvor radiobrevet kostede 10 øre pr. ord plus porto.

ER DER NOGLE SOM LIGGER INDE MED RADIOBREVE VIL JEG GERNE KØBE DEM.
Jeg er ved at skrive en bog om dette, og mangler noget at illustrere med.
Send mig en mail om hvad I har. ankerbloch@webspeed.dk