"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 23

Sønderborg Søfartsskole 1959

Poul Friis Schmidt (nr. 2 - 2. række fra venstre) har sendt dette billede fra sønderborg søfartsskole, sidste hold fra den gamle skole.

Hovedindgangen

Gymnastiksalen

Beboelse og Lærerbolig

Øvelsesmast på skolens plæne

Undervisning

Sømandskundskab

.

Forplejning ................................................................. March til Dybbøl Mølle

TAK! Til Poul Friis Schmidt

En hilsen fra Grønland.

Hej Willy.

Ak ja, det var med vemod jeg kom ind på hjemmesiden, jeg er nu blevet 70 år men mindes stadig min tid om bord på Panama, som jeg har sejlet med i 1953 til 1954 som messedreng. Skipperen husker jeg stadig (Kaptajn T.K. Nielsen) det var et agtværdig rederi, selv om man fik øretæver af hovmesteren, hvis der lå skidt i hjørnerne i messen. Jeg har desværre ikke fotos fra den tid, så jeg må leve med oplevelserne, ak ja.
Jeg husker endnu en oplevelse.
Vi lå i Port Said i et par dage og jeg kan huske Moses og Abraham, som havde mere eller mindre eneret til at handle på Øks skibe. Jeg ville gerne købe et par rågummisko, som var "in" i Danmark den gang (1953), du ved med "anderumpe" osv.
Vi fik besked af telegrafisten om, at vi skulle være to mand på kammeret, når vi handlede  med Araberne. Vi blev så enig om, at den ene skulle holde øje med hans hænder og jeg skulle holde øje med vores skuffer, det gik også fint, men vi glemte at holde øje med hans fødder, så om aftenen da vi skulle i land en tur, ville jeg tage mine nye sko på som jeg havde fået hjemmefra, men der var ingen sko, i stedet stod der et par gamle kamelsandaler, så det var en køn handel.

Nu har jeg slået mig til ro i det smukke land Grønland, hvor jeg har drevet fiskeri fra 1970 op til 1989, hvor jeg sagde stop af hensyn til familien, og nyder nu mit otium, med noget småsejleri om sommeren, og maler billeder om vinteren.

 MVH. Bent Christensen også kaldet "Røde Bent".

Hej !

Nu har jeg i lang tid fulgt dit store arbejde med at samle historier/billeder fra ØK.
Jeg vil derfor også komme med min historie, selvom den kun blev til en enkelt tur med Pretoria i 1961.
Jeg var lige fyldt 15 år en måned forinden, men havde været fri af skolen i 1½ år, da det boglige ikke lige var mig.
Jeg havde fået oplyst på Ålborg Værft, at med lidt sejltid så kunne det opveje de manglende skolepapirer, og jeg fik da også en læreplads som rørsmed efterfølgende.

Jeg blev påmønstret i Københavns frihavn sommeren 1961 til en hyre på 81,00 kr. om måneden plus overarbejde som jeg ikke vidste hvad var.
Først skulle jeg jo til læge i Lille Kongensgade, hvor jeg blev grundigt set efter, vaccineret og afgav en urinprøve. Jeg skulle have en enkelt overnatning i København, og hvad var mere naturligt end at indkvartere sig på sømandshjemmet i Nyhavn. Det var lige noget jeg kunne bruge, for her var mere liv end jeg var vant til, selvom jeg havde boet inde i Ålborg. Det var jo før Jomfru Ane Gade.
Jeg var på det tidspunkt en stor kleppert der let kunne gå for at være 18 år, så jeg kunne jo komme ind og se på de værtshuse som jeg kun havde hørt om, og der var liv skulle jeg hilse og sige. Kap Horn, Nyhavn 17 og hvad de ellers hed kørte jo på de høje navler næsten hele døgnet dengang.
Nå, påmønstringen gik efter planen, og mit job som styrmandskammerdreng startede med at jeg faktisk fik 2. styrmanden som lærer. Det hvide lagen og det farvede uldtæppe skulle ligge snorlige, og ØK mærket skulle centrere. Udover at skulle passe rummene for de 3 styrmænd og den kvindelige telegrafist, så skulle jeg også hjælpe messepeter i maskinmessen. Der var 4 maskinassistenter som havde deres egen bys, mens mestre og styrmænd havde deres.

Vi sejlede fra København til Århus hvor vi lastede jeg ved ikke hvad, Derefter til Middlesbrough , Newport, Liverpool og Dublin.
Allerede i Midlesbrough løb messepeter og mig ind i problemer, for vi var jo verdensmestre, og vi ville sælge lidt cigaretter for at tjene lidt lommepenge. Det gik ikke så godt, for vi fik stjålet det hele af 2 piger der fik os med hjem, for der havde de pengene. De boede ikke langt fra hvor vi lå, så da vi fortalte ungtjeneren at vi var blevet bestjålet, så ville han og bageren gerne hjælpe med at få pengene eller cigaretterne igen. Vi gik derfor op til huset hvor vi havde været, men det var en neger med en hammer i hånden der åbnede, så det kan nok være at vi fik benene på nakken, og en oplevelse, men ingen penge eller cigaretter.

I Liverpool var der noget de kaldte "Den Tyske Klub", og der skulle vi jo op og se hvad det var for noget. Jeg husker ikke så meget udover at jeg fandt en sød pige som jeg skrev med i lang tid. Vi fik en masse Rolls Royce og Jaguar type E sportsbiler om bord, som skulle til San Francisco og de biler var jo ikke noget man så til hverdag.
Dublin var en oplevelse med al den musik der var på selv de mindste beværtninger, og det var en by jeg besluttede at ville besøge senere i mit liv, men det er aldrig blevet til noget.
Nu gik turen over til Sct. Thomas og her var noget at se på for en knægt på 15 år. Jeg husker tydeligt at en flaske rom kostede 1 dollar, og jeg husker også, at efter at have tømt en sådan flaske, så var jeg ved at br…. mig i mange år efter, bare jeg så en rombolle i en bagerforretning.
Messepeter fik også en kæp i øret, og han ville absolut ned agter til jungmanden som han havde lært at kende. Det ville den matros der havde vagt absolut ikke ha' at han skulle, så det endte med at messepeter fik et par flade da han var fuld og ikke forstod budskabet. Det blev messepeter så fortørnet over, at han ville afmønstre og han pakkede alle sine ting og gik ned på kajen. Hvordan han ville komme hjem til Danmark havde han ikke tænkt over, men vi fik ham da overtalt til at blive ombord, da det jo var vagthavende matros der bestemte.
Jeg tror vi lå i 4 dage på Sct. Thomas, og stedet har jeg aldrig glemt. Der var jo stadig nogle af de gamle "farvede" der snakkede dansk, og de ville gerne snakke, så vi fik nogle gode historier fra gammel tid.
Fra Sct. Thomas gik vi til Curacao, og de lidt ældre havde jo fortalt os om en ” forlystelsespark” der, og den ville vi gerne se. Det havde 2. styrmanden nok oplevet før, så vi drenge måtte ikke forlade skibet. Jeg havde udtænkte en plan sammen med Bageren. Jeg ville sige til styrmanden at jeg havde lovet mine forældre en gave fra den svenske sømandskirke på øen, så der ville jeg gerne hen. Det gik han med til, men han så også den taxa jeg hoppede ind i sammen med bageren og 2 assistenter, så han var klar over hvor jeg skulle hen. Da jeg kom tilbage kaldte han mig op i sin kahyt, og så fik jeg sådan et par lussinger, at jeg ikke løj for ham mere. Men oplevelsen kunne han ikke tage fra mig.
Fra Curacao skulle vi nu gennem Panama kanalen, og det var en kæmpeoplevelse. Det var om natten, og man havde virkelig på fornemmelsen at man sejlede i en urskov med alle de skrig og lyde der var omkring en.
Vi fortsatte op langs vestkysten til San Diego. Det var helt utroligt med alle de krigsskibe vi passerede på vejen, men det var jo også mens den kolde krig var på sit højeste.
Fra San Diego gik vi til Long Beach L.A. hold da fast, der var verdens største rutschebane, (Cyclone Racer) og den forlystelsespark (The Pike) der lå der, overgik alt hvad vi havde oplevet.
Herfra til San Francisco hvor vi blev opvartet af sømandskirken der både kørte os rundt i byen, og arrangerede bingo og hyggeaftener. Vi kom også i en kæmpebiograf hvor vi så Navarones Kanoner som havde verdenspremiere. Vi oplevede Golden Gate Bridge og sejltur rundt om Alcatraz. Det var jo i den tid hvor vi lå mange dage i hver havn, så der var god tid om aftenen når vi havde fri. Derefter til Eureka og videre til Vancouver. I Vancouver skulle vi have en masse korn ombord, og vi skulle ligge der i en uge. så skete der det at kornskottet faldt sammen, så vi kom til at ligge der i 14 dage.
Det var nok de 14 dage der står tydeligst for mig, for en aften messepeter og jeg skulle ind til byen, og tog den på stop blev vi samlet op af et ældre ægtepar. Da de hørte at vi snakkede jydsk blev de helt vilde, for de var også jyder. De kørte os rundt om aftenen når vi havde fri, og vi så både indianer, totempæle og meget andet. De havde ingen børn, så det var lige før vi var blevet adopteret af dem. Vi blev i hvert fald behandlet som om vi var deres egne børn, og vi fik gaver blandt andet grammofonplader af dem.
De var meget bedrøvede da vi forlod dem, og vi lovede da også at skrive men vi var jo unge, så det blev ikke rigtigt til noget

Hjemturen var jo næsten en gentagelse af turen derover, bare at vi anløb Le Havre, Antwerpen, og Rotterdam, og det var jo kun kvarterene omkring havnene vi fik set, og det var ikke noget at skrive om.

Efter knap 4 måneder var vi tilbage i København, og som det fremgår af min afregningsbog, så var der 141,80 kr. tilbage, og det rakte lige til en aften i København og en tur med Jens Bang til Ålborg.

Selvom det efterhånden er 46 år siden, så står meget af det jeg oplevede helt tydeligt for mig. Det eneste der ærgrer mig er, at jeg ikke havde investeret i et kamera så der var nogen billeder af mine kammerater og de ting jeg oplevede.

Endnu engang tak til dig for det arbejde du laver med siden.

MVH.
Kurt Koch Pejstrup

Jan Bowie Rasmussen  tog hyre hos ØK første gang i 1973 på Boribana og senere på Beira og har sendt følgende billeder.

Kok og ungkok 73.


Flemming Båds.


Hongkong Bar Penang.


Fra Timland.

Jacob, Abraham og Per på trossearbejde

Klokken 10-kaffe på poopen

Matroser på bakken, til højre John Rasmussen

Ungmand Jan Walter som linjedanser, maler bomme

Styrbord side, udfor matrosmessen.

Matros John Sørensen, bådsmand Bjarne Hansen og matros Bredo om bord på Beira

Tak til Jan Bowie Rasmussen ...............

En tur med Simba.

Jeg mønstrede som messedreng på Simba 1970.

Vi startede i København og gik så til Århus, Liverpool og Glasgow, videre over det store vand til det forjættede land, gennem Panamakanalen med et lille besøg i Cristobal, det sted glemmer jeg nok aldrig.


Golden Gate Bridge.

Turen gik derefter til San Francisco og Oakland og op til Canada.


Golden Gate Park, San Francisco 1970.

Der fik vi en masse papir i lasten og det var ikke det bedste, da vi blev påsejlet på vejen hjem.


Crofton, Canada, vi lastede papirruller.

Det var temmelig dårligt vejr og meget tåget og vi blev så påsejlet af ”Frances Hammer” mener jeg den hed.

Jeg har engang læst, at vi nærmest blev sejlet midt over, dette er dog noget overdrevet, vi fik et mægtigt hul under vandlinjen, og blev hurtigt beordret i bådene.

Vi roede over til skibet som var sejlet ind i os, og kravlede om bord på den.

Det var noget af en tur op, da den næsten ingen last havde, så lejderen var noget af en udfordring.

Der var dog ikke nogen der kom alvorligt til skade så vidt jeg husker.

De fik sat Simba på grund ved hjælp af en slæbebåd, og vi blev sejlet ind til bredden og senere fløjet hjem.

Ellers var det en rigtig fin tur igennem Panamakanalen den ene vej om dagen, og den anden vej om natten.

Livet om bord var ret godt, når man først var blevet accepteret af besætningen.


Messedreng tv. undertegnede i midten og koksmaten th.

Det spændende ophold i Cristobal, med "hvad der til hørte" var virkeligt sjovt når man er 16 - 17 år, det husker jeg temmelig godt, ”masser af oplevelser”.

Freddy Sørensen.

Hej Willy.

Jeg gik ud af skolen i 1970 efter 7´skoleår, derefter fiskede jeg på Nordsøen i et års tid , men jeg ville jo være sømand , det havde altid kriblet i kroppen når jeg kiggede i min fars´ fotoalbum fra hans sømands liv. Jeg søgte i flere rederier, først Mærsk og så DFDS men nej, jeg havde ikke været på søfarts skole. Næste rederi på listen var ØK, jeg kom til at tale med en meget flink mand som lovede, at jeg kunne komme med et af deres skibe en tur, hvis jeg lovede at tage på søfarts skole. Det gik således at da vi kom til midt i februar 72, kom der besked om at jeg skulle påmønstre M/S Simba som lå i Århus.

Simba ved kaj i Århus.

Jeg skulle møde på et mønstingskontor hvor jeg ville få videre besked om rejsen. De fortalte så at Simba skulle til Vestafrika og at det ville vare ca. 2 måneder inden jeg var hjemme igen, jeg havde fået besked om at medbringe pas og søfartsbog, men der var noget med nogle vaccinationer der ikke var i orden, så jeg skulle til en læge for at have dem, jeg var ikke kendt i Århus, det var ikke noget problem , den mand henne i hjørnet skal også til lægen, du kan sikkert følges med ham, de talte kort sammen og et kvarter efter sad jeg i en bus, i en helt fremmed by, med en helt fremmed mand. Han var ca. 50 år og noget medtaget af årerne, da han endelig talte til mig, var det: hvor gammel er du knægt? 16 år? hvad fanden vil du til søs  øh ? Synes du ikke hellere du skulle stikke hjem til mor og så komme i skole igen, så du kan blive til noget. Vaccineret blev jeg og klokken var næsten 20.00 da jeg gik op af landgangen på Simba.

 Der var ikke nogen at se ombord og flere døre var låst, det var lige før jeg havde opgivet håbet og taget hjem til Hirtshals igen da der gik en dør op midtskibs. det var en mand i et flot jakkesæt som spurgte til mit ærinde ombord. Jo jeg skal påmønstre her om bord som messedreng? Så er du kommet til den rette, for det er mig der er hovmester og hvorfor kommer du først nu, du skulle jo ha’ været ved 12 tiden. Han gjorde stort set ikke andet end at skælde ud samtidig med at han viste mig mit lukaf og informerede mig om mine gøremål. Jeg fik dog spurgt ham om ikke der var andre på skibet, hvortil han svarede at de var nok ude på halløj for kaptajnen kom først i morgen.
 

....................................................................
Første destination efter Århus var Oslo, der skete ikke noget ud over at jeg måtte indse at jeg var endt i et miljø hvor der var en hakkeorden der kunne overgå militæret, jeg lærte de andre messedrenge at kende og en enkelt af matroserne og forsøgte bedst muligt at indordne mig efter forholdene.

.

Siden gik turen videre til Hamburg, Rotterdam og Antwerpen, jeg havde hørt mange gode historier fra disse havne fra sømænd derhjemme, specielt om pigerne, men det eneste jeg fik stiftet bekendtskab med var rundture med diverse sømands præster, for der var ingen af matroserne der gad at have os drenge på slæb. Sidste havn før det gik mod Afrika var Rouen i Frankrig. Her kom overstyrmanden og en anden officer i skænderi med hovmesteren pga. mig. De mente at hovmesteren var på nakken af mig hele tiden, hvilket jeg ikke selv havde lagt rigtig mærke til, dog var han noget højrøvet, men det syntes alle vi drenge. Enden på det blev at jeg skulle være pantrydreng i stedet og så ellers gøre mit bedste for at undgå hovmesteren. Siden fandt jeg ud af at styrmanden og hovmesteren ikke kunne døje hinanden, jeg blev bare en del af noget de kunne skændes over. Men pyt! Jeg kom til at gå sammen med stewardessen i pantryet, og servere i officersmessen.
Hele den ballade var lige noget for matroserne, det var som om de nød at hovmesteren havde fået en skideballe, og siden måtte jeg godt komme hen agter på poopen om aftenen og hygge mig, vi drenge fik ellers næsten altid besked om at holde os henne midtskibs.
Første havn i Afrika var Dakar, der var vi kun i 2 dage, uden at der skete noget spændende men der var masser i sigte, bare vent til vi kommer til Abidjan havde matroserne sagt. Siden kom vi til Conacry, et spændende sted på sin vis, alt hvad der skulle losses og lastes foregik via pramme. Næste havn Freetown husker jeg specielt pga. alt var så nyt, kajanlæg og lagerhuse og alligevel så ufærdigt, man kan vel sige ”en havn i udvikling ”.
Nu skulle vi til Abidjan, byen med de bedste stålbørster på hele Vestafrika. Det sagde matroserne som havde været der før. Jeg anede ikke hvad de mente med det, hvilket jeg dog har erfaret siden, men det glemmer vi lige lidt, for vi havde ikke sejlet mere end et døgn fra Freetown, da alarmen lød, alle skulle på dæk, vi kunne se noget der lignede en sort sky forude, men det var græshopper. Alt skulle skalkes og lukkes, alle skulle hjælpe med net og presenninger, sikket et inferno. Dagen derpå kom vi på dæk til et stort roderi og stod i græshopper til anklerne. Selv om der blev spulet og gjort rent i 3 dage syntes der at være flere græshopper. Der var da også en del flagermus langs kysten af Vestafrika, vores stewardesse skulle lige have et eftersyn, efter at hun havde fundet ud af at de ikke var farlige.


Flagermus har taget hyre.

Få dage efter insektplagen ankom vi til Abidjan, også her skulle losningen ske med pramme og bomme, så matroserne havde store diskussioner om vagtfordelingen, da de alle gerne ville i land om aftenen, men alt gik i sin orden. Før prammene kom til skibet, lå der allerede masser af kanoer, fyldt med souvenirs, alt var til salg. Før vi vidste det løb der også en dame rundt og ville sælge frugt, hun forsøgte dog at sælge alt andet der foruden, men vi fik strengt besked om at holde os fra hende, da det kunne have visse følger at stifte nærmere bekendtskab med, hun var heller ikke lige sagen.

Undertegnede med en af de indfødte.

Efter fyraften skulle vi besøge en bar, den hed klub 21, der var også en der hed klub 22, sikkert de eneste i hele byen, men nr. 21 skulle være den bedste. Den lå i det mest rodede slumkvarter, alt var bygget af træ, blikplader og plastik, men selve baren indvendig var nu meget flot, specielt stålbørsterne, men atter måtte vi drenge skuffes, for de gad ikke os drenge. Besætningen fra Simba havde nok været der en times tid, da der ankom en del Mærsk-folk , de var så let genkendelige, da de fleste var i jakkesæt og nybarberede. Der var næsten lagt op til ballade, mest på grund af at ØK's folk havde førsteret på de piger der var i baren, fordi de var kommet først, så de mente at Mærsk kunne pakke sammen og finde deres eget sted. Der blev dog ingen uro, for de sagde pænt godnat igen og gik deres vej. Senere gik vi om bord med en hel flok damer og et vældigt humør. Næste morgen flød hele poopen i ølflasker og der løb halvnøgne kvinder rundt over alt, og sådan så det ud resten af vor tid i Abidjan.

Da vi endelig kom fra Abidjan, gik det mod Lagos. Før vi ankom blev hele besætningen kaldt til møde i messen angående sikkerhed, da der så småt var begyndt at være uro i landet og landlov kunne der ikke blive tale om. Da vi ankom væltede det om bord med bevæbnede vagter, os hvide var de vældig flinke over for  hvilket man ikke kan sige modsat, de elskede at statuere et eksempel.
Lagos var det sted vi skulle losse og laste mest, vi lå der vist 5 eller 6 dage. Det var kedelige dage, da vi endelig kom derfra var glæden stor.

   .
Havnemotiv fra Lagos.
 .
Nogen i Nigeria havde også råd til en brugt Ford Capri

Så gik det mod Lome’ i Togo, og det så vi frem til, for vi skulle møde et andet af ØK's skibe, vist nok Busuanga (husker ikke nøjagtig) og de skulle helst lide et stort nederlag i fodbold. Det var skægt at tænke sig at det kunne skabe en så glædelig stemning ombord. Kampen skulle spilles på en lokal klub som ØK’ havde lejet, den skulle spilles om eftermiddagen, så vi drenge kunne ikke komme med i første omgang, der var lige messen der skulle ryddes.

Turen går mod klubben, som vi kunne se fra havnen. Fodboldkampen endte skidt, så besætningen mente at det var bedre at få noget at trøste sig med i baren. Alt endte selvfølgelig godt og humøret var højt, så da det gik om bord var vejen knap så lige. Efter Lome’ skulle vi hjem igen via Rotterdam og Hamburg. Så går det hjemad, sikken glæde, opvask og rengøring var ved at være en plage. Da vi ankom til Århus igen, kunne min sejltid blive tilskrevet 2 mdr. 8 dage. 

 

 Tommy C. Andersen.

Hej !

Jeg søger efter radiobreve og telegrammer fra og til søfolk. Jeg har skrevet til en masse telegrafister om hjælp og oplysninger om radiobreve og telegrammer fra hjemmet til skibe og omvendt. DFDS havde jo lavet en speciel ordning hvor man kunne sende et telegram billigt hjem.

Ordningen var at skibenes telegrafister sendte et telegram hjem, ved at andre skibe modtog det og så til sidst blev de modtaget af DFDS indenrigsbåde på vej fra Aarhus og Aalborg mod København.
Telegrafisterne skrev brevet ud på en blanket og postede det ved ank. til København. De påklæbede brevet med landsportofrimærke så de gik hjem til adressaten som et almindeligt brev.
Hvis man skulle have sendt et telegram, skulle man over en kyststation i Danmark, så via den lokale telegrafstation hvor adressaten boede og derfra skulle telegrafbudet også have sin del, feks. 4. kroner, hvor radiobrevet kostede 10 øre pr. ord plus porto.

Erria 1936

Erria 1936

1936

Breve til barberen på Erria 36.

Barberens visitkort, kvitteringsbon og sejlplan.

ER DER NOGLE SOM LIGGER INDE MED RADIOBREVE VIL JEG GERNE KØBE DEM.
Jeg er ved at skrive en bog om dette, og mangler noget at illustrere med.
Send mig en mail om hvad I har.
ankerbloch@webspeed.dk

Anker Bloch.

Sejlplan.1936

Eksempel på et menukort 1949.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN