"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 25

Kære Willy!

Hvor er jeg glad for at have "fundet" din hjemmeside om ØK.

Det er godt nok længe siden, jeg blev forhyret som kahytsdreng på Falstria i 1957, og det var jo heller ikke længe, jeg sejlede. Men den korte periode til trods, har det betydet utroligt meget i mit liv. For det første kom jeg ikke i gang med det studium, jeg havde planlagt efter skoletiden. Den korte sejltur betød en klar ændring i min livsopfattelse, så jeg kom på helt andre veje!

Sejlturen med ØK betød en "brat opvågning" for en forkælet knægt. Orden og disciplin var ikke noget, jeg kendte så meget til, men det kom jeg til. En bunke oplevelser og bekendtskabet med mine "drengekammerater" er noget jeg aldrig vil glemme!
Nu er det mange år siden, og de minder, jeg har, er kommet til at betyde utroligt meget.

På din hjemmeside finder jeg ikke noget fra Falstria - hvorfor mon ikke? (Det var da et af de "fine" skibe - ikk´?)

Dette bilag tjener som dokumentation - og et bevis på, at man var nøjsom den gang! - Nåh, ja man måtte jo ikke drikke som 17 årig, sagde hovmesteren!!!

Gad vide, om hukommelsen er, som man tror?

Den første del af en beretning fra MS Falstria i 1957.

Inspireret af Willys hjemmeside ”Snesejler”, er min hukommelse nu sat på prøve.
At jeg ”fandt” Willys side er jeg utrolig glad for, for tiden som kahytsdreng på MS Falstria står som en af de mest markante oplevelser i min erindring.

I 1957 – efter realeksamen, ville jeg på seminarium for at uddanne mig til lærer, for der måtte være noget at gøre, var jeg overbevist om. Imidlertid kunne jeg vente et år på at komme på seminarium, et år jeg så ville bruge på at opleve noget (i dag ”sabbatår”, den gang for at tjene nogle penge!)

Den eneste måde at opleve noget på, jeg kunne komme i tanke om, var at komme ud at sejle, så jeg søgte ind til de rederier, jeg kunne finde frem til – den gang var der jo ikke internet, så informationerne var noget vanskeligere at finde frem!
Men…ØK svarede, og i løbet af kort tid modtog jeg en meddelelse om at stille i Lille Strandstræde på forhyringskontoret  (den adresse kan jeg huske endnu uden at slå efter). Det gjorde jeg så, for første gang næsten alene uden mine forældre! Tænderne skulle være i orden, så jeg fik en trukket ud, og så fik jeg besked om at stille i Frihavnen, forhyret som ”REST DRENG” – gad vide, hvad det var? Jeg mødte til tiden på et kæmpe stort, hvidt skib og blev modtaget  meget kontant! Så vidt, jeg husker, blev jeg sat i gang med at vaske op umiddelbart efter!
I dag, hvis man følger de normale personalemæssige regler (HR-regler), skulle man have været præsenteret for nye kolleger og orienteret grundigt om kommende arbejdsopgaver…det erindrer jeg ikke skete, jeg husker at jeg blev sat i arbejde med at vaske op!
Jeg fik dog at vide, at vi skulle til Østen i et antal måneder, det var vel egentligt også nok!
Jeg husker at vi stod ud af Københavns havn – jeg iført en ny islændertrøje, købt i Nyhavn – vinkende stolt til mine forældre, som måske var lettede over, at jeg var væk nogen tid?

Skibet hed M/S FALSTRIA, et af ØK´s  hvide 4-mastede skibe – bare et FLOT SKIB – og det BEDSTE!

Første stop var Göteborg. Så langt væk havde jeg aldrig været før. Jeg husker en klippe (føltes som Mont Blanc!), som jeg klatrede op i, den var nok 15 meter, men hundrede meter ned!
Så Norge, England, Holland, Belgien, gennem Gibraltar, om til Genua. Herefter skulle vi ud på en stor sørejse – over Middelhavet. Som en – absolut ”landkrabbe” , havde jeg allerede nu været udsat for "verdens største bølger".
Vi kom til Suez, herefter en spændende tur gennem kanalen, hvor man på hver side kunne se en utrolig fremmedartet natur, sand og mennesker, med kameler og æsler.
Vi nåede Aden, her steg mange handelsmænd om bord, gad vide hvordan? De stillede boder op, med lædervarer og mange fremmedartede varer op. En dæksdreng fik stjålet noget, og han blev sur, så han stal et par sko. Men da kom ”politiet”, og dæksdrengen ”sov” i sit lukaf !

En lang rejse over Det Indiske Ocean, så vidt jeg husker 10 dage - en dejlig oplevelse. Vi kunne slappe af helt oven på skibet, når vi havde fri, og når passagererne ikke badede, brugte vi poolen!  Vi kom til Port Swettenham og til Penang, det var en stor oplevelse at sejle dertil, fordi man kom forbi kyster, som så helt anderledes ud, end det, man før havde set.. Til Saigon, hvor der stadig var ”rester” af krigen, hvor franskmændene var i landet, vi havde besvær med at komme i land. Jeg erindrer stadig det specielle landskab med floder, rismarker, okser og store vidder.
Vi sejlede derefter til Singapore, og og oplevede en by, hvor vi var fremmedartede, derefter til Bangkok.

I Bangkok skulle Falstria i dok, så vi fik lang tid i den kæmpestore by, så stor, som jeg aldrig havde set en før.
Bangkok var en stor oplevelse. De tre uger i byen glemmer jeg ikke, de er en kæmpestor del af mit liv.
Sejlturen tilbage er den samme i omvendt rækkefølge, men naturligvis med andre oplevelser.
Der er mange, mange flere fortællinger fra en væsentlig tid i min ungdom, men min hukommelse er kun ”sat i gang”.
De måneder, jeg var kahytsdreng på MS Falstria  er printet ind i min hukommelse. De har påvirket mit liv, og de har været bestemmende FOR mit liv.
Det er perioden, som overskygger mange efterfølgende år, hvor min uddannelse som boghandler, som officer i hæren, og en karriere i medicinalbranchen, helt sikkert har givet mig rygstød fra tiden som kahytsdreng!

GO´ MORGEN…så står vi op!!!

Hvor har jeg IKKE savnet bagerens stemme, når han nærmest om natten gik sin rute og bankede på alle de døre, han kom forbi. Der var ”ingen tid til kærtegn”, det var bare med at komme op, få lagt tæpperne pænt sammen, vasket sig og så af sted til kabyssen til morgenmaden, som bestod af æg og bacon. Morgenmaden var fin, faciliteterne for pantrydrengen, opvaskerne og kahytsdrengen (den sidste var mig), var ikke specielt luksuriøse, vi spiste ved en hylde, skruet ind i væggen. Det generede os nu ikke synderligt, vi skulle jo hurtigt af sted til arbejdet. Vi var otte drenge med forskellige funktioner.
Mit eget job som kahytsdreng bestod i – under ledelse af de to stewardesser samt oldfruen, som hed ”Morten”, hvad hun rigtigt hed, ved jeg slet ikke, men hun var efter min opfattelse den person på skibet, som var øverste myndighed, inkl. kaptajnen og hovmesteren, men dem havde vi ikke så meget med at gøre.
Der skulle pudses sko, som passagererne på sædvanlig hotelmanér satte uden for døren, og så skulle der gøres rent. I den forbindelse havde jeg det ærefulde job at rense toiletterne og gøre badefaciliteterne rent.

En hændelse, som ændrede min realitetssans rinder mig i hu. Et dobbelt toilet var blevet totalt stoppet, og hovmesteren besluttede sig for, at jeg skulle stikke armen ned i dem og fjerne skidtet. Det ville jeg IKKE! Han tog uniformsjakken af, smøgede de hvide skjorteærmer op og stak armen ned i det ene toilet. Der gik ikke to sekunder, så havde jeg armen nede i det andet. Det glemmer jeg aldrig og var flov. Det lærte mig, at man aldrig er for fin til et arbejde!
Samme hovmester havde styr på vores opførsel, at vi stillede rene og pæne (så godt, vi kunne), og at vi ikke skejede ud, vi var jo mindreårige, og ”hammeren faldt”, hvis vi ikke gjorde, som befalet! 

På Falstria var besætningen på mere end tres – sådan husker jeg det. Det er meget få navne jeg erindrer, for vi drenge arbejdede under dæk og var forment adgang til dækspersonalet og officerernes domæner. Til gengæld føler jeg, at jeg kan genkalde mig mange ansigter.
Kaptajnen gik med mellemrum en runde og kontrollerede kamrenes beskaffenhed, nej hvor havde vi respekt for ham. Vi kunne høre ham på lang afstand! Senere havde jeg slet ikke vanskeligheder med at være soldat jeg havde jo ”prøvet det før”!

Der var et fint kammeratskab mellem os drenge, og jeg tror andre personalegrupper ”passede lidt på os”, f.eks. når vi var i havn!
Efter rengøringen var der nogle timers frihed før der skulle vaskes op i pantryet, for mig var det efter passagererne og mest sølvtøj. Her kunne man følge livet på skibets ”bonede gulve”, hvor middage og andre måltider blev indtaget i salonen med betjening af adskillige tjenere. Det muliggjorde også, at vi ”samlede rester”, som senere blev fortæret på et drengekammer.

På turen ud havde vi 25 – 30 passagerer, som var mit ”løngrundlag”, for den gang levede man til dels af drikkepenge, fint nok! Jeg har fundet en liste, som fortæller, hvem der var nøglepersonel ombord:

Kaptajn: F. H. Larsen
Maskinchef A. H. A. Jørgensen
Overstyrmand J. Mortensen
2. styrmand S. H. Barett
3. styrmand P. N. Kjærgaard
Telegrafist S. B. Christensen
Læge N. Christiansen
Hovmester K. Dinsen
Purser H. D. P. Larsen

Nogle hændelser har bidt sig fast i hukommelsen . For eksempel dengang en koksmath faldt overbord under en bådøvelse. Han landede på lejderen, som var slået ud i Det Kinesiske Hav, nej, hvor var vi bange, da vi kiggede ud over rælingen efter ham!
Ligeledes engang jeg blev firet ud over skibssiden for at kravle ind gennem et koøje og låse en dør op indefra, det var dengang, man var slank og modig!
Eller da ”Morten” havde sendt mig op til kaptajnens kahyt for at banke en madras, og kaptajnen opdagede mig gennem et vindue. Det påkaldte hans vrede, at nogen vovede sig så tæt på hans enemærker, lige indtil ”Morten” med løftet pegefinger fortalte ham, hvem der bestemte over rengøringen på skibet, jo der var respekt!

Hvad turen havde betydet for mig, opdagede jeg da jeg kom hjem. Oplevelserne og det at skulle indordne sig i et fællesskab, havde skabt afstand mellem mine gamle kammerater og jeg selv, det var som om, jeg ikke helt forstod dem og omvendt!

Mange hilsner.
Carl Johan Christiansen. 

På rejse med M/S Falstria fra oktober 1957 til februar 1958.

Allerførst en STOR hilsen til Carl Johan som har skrevet om vores første rejse i ØK.
Dette er mere en tur-beskrivelse, da jeg har haft flere rejser med ”Latinerne” København – Bangkok.

Jeg havde også taget realeksamen i sommeren 1957 og var 3 mdr. på søfartskole i Esbjerg, men bestod ikke synsprøven i september.
Vi skulle have afslutning først i oktober, så der var kun én mulighed: til søs som resturationsdreng og selvfølgelig i ØK. Skolen hjalp og den 18 oktober mønstrede jeg, efter et besøg i Lille Strandstræde, M/S Falstria som lå ved Orientkajen i København. Jeg fik beskeden: Du skal være pantrydreng, gå ned og skift tøj, nu skal der gøres rent i kabys og forrum.

Vi sejlede den 23 oktober til Gøteborg, Middlesbrough, Hamburg, Rotterdam og Antwerpen, det var spændende at se de store havne, men overraskelsen kom  da vi skulle til Dover og hente passagerer.

Dover var en lille havn med to store læmoler.
Vi blev fortøjet til bøjer midt i havnebassinet, og så kom den flotteste lille steamer, nymalet alt i blankt messing sejlende ud til os med alle passagererne stående på dækket, den gik hen til gangwayen og alle gik op om bord. Det hele tog to timer, og så gik turen sydpå mod Genua.
Fra Italien gik det over Middelhavet mod Port Said, vi løb ind i dårligt vejr ved Kreta (der blæser det altid) sikke en gang søsyge, og iihh hvor man længtes hjem.

Port Said og Suez-Kanalen var en oplevelse, der lå stadig sænkede skibe fra krigen i 1956.
Der blev bunkret i Aden inden turen (12 døgn) gik over Det Indiske Ocean til Penang i Malaya, det første syn af Østen. Man lå på strømmen og ØK havde egen båd der sejlede folk til og fra skibet, det samme gjaldt Port Swettenham (nu Port Klang) og Singapore, men vi var jo passagerførende så vi lå som regel til kaj sammen med de rigtig store Engelske Linere.

Vi rundede Singapore besøgte Saigon og ankom få dage før jul til rejsens vendepunkt Bangkok.

Så skete der noget : Det væltede om bord med indfødte, hele skibet fik en omgang. Der blev banket rust, skuret trædæk og hele skuden blev malet, hvor var vi et flot skib. Four Bamboo and no Fut Fut blev vi kaldt, men vi gik jo også kun 12 mil hvis vi havde vejret med os. De eneste skibe der var langsommere end os var Liberty skibene fra 2. Verdenskrig.

Vi holdt jul og nytår i ” Spangkuk ” og det var lidt svært for os knægte, det var jo første gang vi var langt fra hjemmets arne i julen.

Juleaften samledes hele besætningen i salonen, skipper læste telegram op fra rederiet, vi fik punch og gaver fra Sømandsmissionen, der er varmt i Bangkok og der var mangt et grin over det hjemmestrik der var i pakkerne, men da vi kom Nordpå i januar sås dog en helt ny strikhue på en matros`hoved.

Vi lå længe i Bangkok og nogle af os følte at dette var ”stedet” hvor vi gerne kom igen, det gjorde flere af os også så man kunne godt bruge udtrykket: ”Vort andet hjem”, Bangkok var for ØK folk noget ganske særligt.

Nå turen gik hjemad igen, de samme havne ud og hjem, dog med én undtagelse. Vi afleverede vores passagerer i Tilbury ved London der hvor også de store linere lå, og så tidevandet, vi gik i land fra bådedækket. Det kendte vi godt for vi havde bådmanøvre hver lørdag kl. 10. Falstria var jo ikke ny så bådene blev kørt ud og sænket med håndkraft, det var hårdt arbejde men sjovt at tænke tilbage på.

Fra Hamburg gik vi gennem Kielerkanalen til København hvor vi mønstrede af i februar 1958.

Vi var 8 drenge om bord, 10 timers arbejde om dagen 7 dage om ugen med et par fridage i Bangkok, hyren var ifølge min afregningsbog 164,50 kr. om måneden, men det var heldigvis med kost, logi og transport. Vi rest.drenge i ØK var på det tidspunkt det laveste man kunne være, vi var der bare, men den voksne besætning tog sig af os på mange måder så vi ikke kvajede os ude i den store verden. Mange af de ting vi lærte som drenge til søs kom os senere i livet til gavn.
ØK Stejlen var ens for alle og ikke så ringe endda.

Jeg kom ud som koksmath i maj 1958 og sejlede gennem 10 år med 9 forskellige ØK både, men herom en anden gang. Jeg vil med denne lille beretning bare supplere Carl Johan.
Ligesom Carl Johan synes jeg også, at den første rejse var noget ganske særligt.

Mange hilsener til alle fra "De Hvide Både"
Sven Erik Jensen.

 

A short story from the past.

 

Udpluk fra min private logbog – København/Bangkok.

Sejlede ud fra Frihavnen den 9/2-1954 ombord på M/S Fionia – bygget på B&W i 1913. Denne den 86tyvende rejse blev den sidste til Siam og retur. Herefter blev Fionia solgt til Kina.

Gik i tåge ud i Nordsøen med 2 mand på udkig på bakken. På ca. 58 grader Nord og 19 grader Øst observeredes der 30 grader om styrbord en drivende hornmine. Blev liggende et stykke tid for at opgive position til den danske marine.

Derefter op ad Themsen til London for at tage 12 passagerer med til Malaya og Siam. Det var fortrinsvis pensionerede plantagefolk, der skulle ud for at besøge venner og de steder, de havde arbejdet.
Gik ud gennem den Engelske Kanal på kun styrbords motor, medens maskinfolkene knoklede for at få den bagbords til at fungere.
Møgvejr i Biscayen, ”bankede pæle” i flere timer.
Port Said: Tankede ferskt vand. Abraham kom ombord med hele sin ”forretning”. Købte kamelskammel og nye sandaler af ”ægte” kamelskind.
Begyndte indsejlingen til kanalen. Styrbords maskine satte ud, så alle motormænd og assistenter måtte tørne ud – der skulle trækkes stempel. Også hårdt arbejde ved roret, som gav en besværlig styring med kun bagbords skrue kørende. Maskinfolkene kom af og til op for at få lidt luft samt en kop kaffe. De var sorte fra top til tå af både olie, eder og forbandelser.
Turen ned gennem Rødehavet og over det Indiske Oceans dønninger gik uden flere problemer, så den gamle tøs havde nok længtes efter at komme under varmere himmelstrøg.
Ved indsejlingen til Malaccastrædet blev vi alle enige om, at nu skulle der holdes en Poopfest. ”Vaskerijomfruen” forfattede en sang og der blev pyntet op under solsejlet. Det blev en hyggelig aften, hvor alle deltog – undtagen dem, der havde deres vagttørn. Gamle Fionia dansede også, som hun bedst kunne. Hun havde den egenskab, at hun sprang 1,2 m for og agter, når begge maskiner kom i takt. Det så pudsigt ud, når man stod midtskibs. Utroligt, at det gamle skrog kunne holde til det.

Singapore: Tog i Chinatown for at handle efter besøg i den smukke danske sømandskirke, iført Abahams ægte kamelskindssandaler. Pludselig kom der et tropeskyl uden lige, bundene på sandalerne svulmede op til tredobbelt størrelse og overdelene faldt af. Det viste sig, at sålerne var fabrikeret af sammenpresset pap af bedste kvalitet. Jeg kunne ligefrem høre Abraham sige: ”No problem, Sir!” Nå men, må Allah være med ham. Tog en rickshaw siddende med bare fødder, iklædt våde, næsten gennemsigtige hvide bukser og skjorte, lyttende til rickshawtrækkerens klaskende ”tjip, tjip” fra lige så bare fodsåler. Huj, hvor det gik, ned gennem drivvåde Stamford Road mod Clifford Pier.
Næste stop: Smed anker ved Kohsichang i Siam-Bugten, ventende på højvande til at gå over barren og op ad Menamfloden. Enkelte hajer gled som mørke skygger langs skibssiden. Prøvede at få en på krogen. Det lykkedes ikke.
Efter den altid smukke sejlads op ad floden til Bangkok samt glæden og forventningen om de ca. 3 ugers ophold, ja så føltes det som at komme hjem.
Endelig kunne vi gøre trosserne fast. Derefter som det første for os, der havde fortøjningen agter, blev lejderen smidt ud over skibssiden mod floden, så vi kunne få ”hustruerne”, der ankom i sampaner ombord. Derefter blev faldrebet sat. I løbet af en times tid eller to blev besætningen så godt som fordoblet. Gensynet med gamle som nye bekendtskaber blev fejret om aftenen med den lokale riswhisky og øl på den gode gamle Mosquitobar , som bar sit navn med rette.

Bent Christensen

Hej Willy !

Er jeg eneste overlevende fra Mombasa ?

Jeg har uden held ledt efter fotos og beretninger fra mit første skib, på siderne. Men her er så en gennemsejling af Port Said, som alle ØK. sejlere kender.

Mvh.
Conny.

Bemærk: Billedet er typisk fra den gang hvor man manuelt lagde farve på et sort/hvidt billede.

Henrik Kroman har indsendt følgende billeder.

.

Onkel Gunnar i hvile og på arbejde på Poona 59.

.

Hong Kong Bar 74 (far nr.2 fra v. forrest)

.

Fars kammer på "Bussen" 74 .................................. Ækvatordåb på "Bussen" 74.

.

Ækvatordåb 74 på Busuanga.

.

.TAK til Henrik Kroman !

.

Hej derude!

Og tak for dit kæmpe materiale.

Det glæder en gammel nostalgier, at se disse fotos, og falde i staver.

Billedet til højre viser en del af besætningen på vej op til toppen af en aktiv vulkan i Japan, for frivillig at udsætte sig selv for en mulig kvælningsdød.
Jeg blev ØK-sejler i 1965, og mønstrede på Mombasa i november 1965, på Nakskov skibsværft. Som jeg husker det, travede jeg rundt i en halv meter sne for at nå frem til skibet. Så snesejler er OK for mig.
Billedet til venstre er fra 1966, hvor jeg sejlede med Ayuthia. 'Køkkenkanoer' i Bangkok, mellem skib og kaj, og i dag undrer det mig at de turde. Men maden var vidunderlig at smage for en fattig dreng fra Horsens.
En dag vi var på vej til Singapore, passerede Kaptajn Carlsen os med den nye Flying Interprise-2, som han fik kommandoen på efter den dramatiske tur i Atlanten, som alle sikkert kender historien om. Han skulle også anløbe Singapore. Vores Kaptajn inviterede ham til at spise om bord. Vi drenge kunne få lov til at give ham hånden, når han kom ombord ved landgangen, vi skulle dog have rene hvide skjorter på, for at få lov til det. (fint skulle det jo  være).

Mvh.   
Conny Erik Møller

Sidste nyt fra Klong Toy 2007.

Rapport fra "Snesejlerens" Østen-korrespondent i Bangkok, Søren Tuxen

Gensyn med Klong Toei efter 34 år.

Jeg ved ikke hvorfor, men mange har frarådet mig at tage til Khlong Toei på grund af høj kriminalitet. (Toei udtales som Droi).  Men en søndag i januar måned 2007 fortalte jeg min kone, at nu ville jeg drage af sted og se stedet, hvor søfolk fra en svunden tid slog deres folder. Min kone ville ikke med. En skulle jo helst savne mig, hvis noget gik galt. Hun havde været med mig  for 34 år siden. Vel udstyret med mobiltelefon (Thai simkort), fotografiapparat og et rimeligt bykort begav jeg mig af sted lige efter middag.
Jeg benyttede Bangkoks moderne transportmidler. Det vil sige Sky-train fra Saphan Taksin til Sala Daeng og derfra metroen til  Khlong Toei station. Klong Toei metrostation kunne lige så godt have været metrostationen på Kongens Nytorv i København. Den eneste store forskel var, at de havde et smart billetsystem, toget var renere, og der var sikkerhedscheck for at komme ind på metrostationerne.


Ruten til Klong Toei.

Eftersom vejret var usædvanligt køligt i forhold til årstiden (25 grader), havde jeg besluttet at gå de 2½ km til havnen. Det vil sige ud af Lumphini Road og solen på min højre side (gammel sømand) og til højre af Kasem Rat Road. En hyggelig tur - noget pænt og andet mindre pænt, men absolut intet skummelt.
Ret hurtigt var der skilte som viste ”Port”. Kasem Rat Road drejede lidt til venstre, og hvad så jeg foran mig? ”Gaten”.
Da jeg var lidt tørstig, så jeg efter et sted, hvor jeg kunne købe noget drikkeligt. Det var nye tider ved ”Gaten”. Det eneste udskænkningssted var en 7-eleven, så det blev til en cola. Ingen mennesker og ingen trafik. ”Gaten” kunne jeg ikke komme forbi, men jeg kunne tydeligt se kajen, som nu blev brugt til slæbebåde.


Nr. 1. ........... Gaten i Klong Toei.

Jeg tog de første billeder af ”Gaten” og hvor ”Mosquito Bar” havde ligget. 


Nr. 2. ............. Her lå Mosquito Bar.

På vejen ned mod ”Gaten” bemærkede jeg, at der på min højre side var  noget, der kunne ligne ”Sumpen”. Dette område måtte undersøges nærmere.


Nr. 5. ................. Station for "Chao Phraya Express Boat"

Jeg fandt vejen til Sampan stationen og derefter selve sampanstationen.


Nr. 3. ......... Sampanstation.

Det lignede sig selv, men nu meget roligt. Men hov - hvad kom der? En sampan med tre piger som blev sat i land 100 meter fra mig. Disse små longtailbåde har jeg kun set i dette område.


Nr. 4. ............... Bemærk bøjerne midt i floden.

På den ene side af gaden til sampanstationen var der bygget et stort tempel. ”Wat Khlong Toei Nai”.


Nr. 6. ...................... Gaden ved siden af "Wat Khlong Toei Nai"

Her så jeg en ældre konstruktion af en krematorium ovn. Den var ved at blive klargjort til dagens ligbrænding.


Nr. 7. .......... Krematoriet i "Wat Khlong Toei Nai"

I modsætning til dem jeg har set andre steder, hvor de brugte flydende brændsel, brugte de her træ fra gamle møbler til kremeringen. Ved et diskret kig ind i ovnen var der ikke ryddet op efter sidste kremering. Over for ovnen var der en mødesal. Her sad tre personer og så bedrøvet ud. Opsatsen til kisten var tom. Men hov der ligger jo en mand og sover. Thailændere kan da også sove de mærkeligste steder, tænkte jeg. Og dog han ligger for pænt, og så på et bord! Vedkommende havde et rødt klæde over sig, men arme og ansigt fri. Omkring de 30 år. Jo det var næste person til ovnen. Han havde ikke været død mange timer. Jeg var alene og kunne godt have taget et fotografi ubemærket, men her stoppede jeg alligevel.

Indsat kommentar:

Hej Willy!

Jeg bliver nød til at komme med en rettelse til Søren Tuxens indlæg vedr Krematorium Wat Khlong Toey.

Historien er meget sjov men med al respekt til Søren, har den intet med virkligheden at gøre.

Ingen Thaier kunne drømme om at kremerer deres afdøde et sådant sted.

Sandheden er nok den, at ovnen bruges til affald, måske en død hund eller kat, men til menesker, NEJ.

Om man er rig eller fattig foregår en kremering på en ordentlig måde. Døden er som jeg opfatter det, det vigtigste punkt i en Thaiers liv.

Så Sørens opfattelse af det seete på turen igennem området er fejlfortolket og for en Thaier simpelthen nedværdigende.

Her ses en simpel forberedelse til en kremering.

 

Kremeringen er fra dette tempel hvor jeg en dag selv skal "fyres af".

Mange hilsner herfra.

Jørgen Soelberg.

Svar til Jørgen Soelberg.

Tak for opdateringen vedrørende mit foto af krematoriet i Klong Toy.

Jeg skal indrømme, at det også for mig var lidt for tarveligt et krematorium.

Men Klong Toy, stemningen og de mange blomster udenfor, har nok sat fantasien i gang.

Men som du skriver, historien var da god, og det kan undre mig at ikke andre har korrigeret.

Tuxen fortsat:

Så hen til det sted som jeg mente kunne være ”Sumpen”. Det var Sumpen, men nyrenoveret. Pæne små betongader og små huse i såvel træ som beton.

En kvinde stoppede mig. ”Can I help you?”

”No just looking”

“You want a nice girl”

“No thanks. I have my wife with me”

“What are you then looking for”

Hun talte fornuftigt engelsk, så jeg var ærlig og fortalte om mit foretagende. Dette var et fornuftigt træk, for nu var hun en hel anden og fortalte følgende, uden at jeg skulle stille spørgsmål:


Nr. 8. ............ Her lå skinnerne som løb igennem "Sumpen".

Jeg stod lige der, hvor jernbaneskinnerne havde ligget. Over på den anden side af den store gade havde Mosquito Bar ligget samt de andre barer. Mariners Club var der ikke mere.

Ældre motiv fra samme sted.

Hun var 45 år, og havde været i Århus tre gange. Ham hun kendte var sailor vist nok for K-line, eller var det en anden. Intet var det samme mere, alt var bedre i gamle dage. Om jeg havde besøgt de to templer? Det skulle jeg, og hun  viste vej til det andet tempel. Hun ville vente på, at jeg kom tilbage, for min sikkerheds skyld.


Nr. 10. ............. Udkanten af "Sumpen" ved de store olietanke.

Jeg gik gennem ”Sumpen”. Den virkede hyggelig og ren. Der var frisører, små butikker der solgte Buddha amuletter og gadekøkkener.


Nr. 11. ........... Diagonalvej gennem "Sumpen".

Alle sendte et smil, men jeg blev ikke tiltalt af nogen. Det andet tempel var ikke besøget værd. Der kom flere taxameter biler til og satte personer af. Det var tydeligt psykisk lettere syge, der kom tilbage til templet efter at have være hjemme i weekenden.
Jeg fandt tilbage til kvinden, som ventede på mig. Om jeg havde set, hvad jeg ville? ”No more same same, but different” var hendes kommentar. Der var åbnet til hendes hytte, den var fyldt med hunde og katte. Hun bemærkede min opdagelse. ”Ohhh my dogs and cats very very hungry. Have you some money for my dogs and cats.” Jeg forklarede hende, at jeg ikke turde tage penge med, og kun lige havde til busbilletten tilbage. Den godtog hun. Jeg takkede hende for hjælpen, men med en smule dårlig samvittighed over ikke at have givet hende så meget som 10 bath.


Nr. 9. ......... Baghave i "Sumpen".

Hvem boede så i sumpen? Jeg vil mene, at det var folk fra havnen, det store olieanlæg, slæbebådene og lignende.

Hjemturen til hotellet blev så med en taxa. De var ikke så pæne og nye som inde i selve byen. Mange lappet sammen med containertape, men jeg fandt en, der så rimelig ud.
Jeg sagde til chaufføren: ”Bai nai Menam Riverside Hotel” Den forstod han ikke. Jeg havde taget adressen med på thailandsk. Ohhh sagde han så ”Bai nai Menam Riverside Hotel”. Han pegede på taxameteret og sagde: ”No good 200 bath”. ”No” svarede jeg. 150 bath var hans næste bud. ”Now taxameter” og jeg pegede igen på det. 100 bath blev hans næste bud så. Jeg pegede igen på taxameteret. Han slog til, og det virkede. Han sagde: “May be only 80 bath  may be 100 bath on taxameter”.
Efter at have kørt et stykke tid hev han en flot brochure op af lommen. Det var en med smukke thaipiger, som kunne give mig velgørende massage m. m. Mit svar var: ”I don’t think same girls as the picture show, but now we go to hotel. My wife is waiting  me”. Jeg ringede til min kone, hvor jeg fyrede et par stednavne af, og han forstod, at jeg var overvåget.
Vi kom til hotellet uden svinkeærinder, hvor jeg dog måtte vise ham den sidste vej. Taxameteret stod på 93 bath. Han grinede stolt. ”You give me 100 bath. Me very poor and you very rich”. Jeg svarede: “May be rich in Thailand but not in Europe.” “I know” svarde han. Han fik 110 bath, hvortil han sagde: ”You very good man. Sory with the first 200 bath:” Han forsvandt i trafikken, og jeg kom tilbage til min kone, som var lettet over, at jeg var tilbage.

Jeg havde tænkt på at besøge ”Penang Market”, men orkede ikke at gå vejen tilbage og lede efter det.

Fra Internettet:
Penang Market, in the Khlong Toey port district, sells clothes, food etc...but is most notable for the TVs, stereos and other electrical goods on sale here. Prices are very cheap, much cheaper than in department stores and shopping centers. This is due to the fact that most of the products have "fallen" off ships coming into the port, and so haven't been taxed. Check anything you plan to buy very carefully and buy 'as is' - any receipts or guarantees you may be offered are just about worthless. Khlong Toey market is north of Penang Market, at the intersection of Rama IV road and Narong road. The market is very large, but only a small bit of it can be seen by driving past it - it's size becomes apparent once you get out and look around. It's mainly a food market, though a few other things can be bought there as well. It's probably the cheapest place to shop for food in all of Bangkok, but the raw nature of the market means it's not for the squeamish. Ask a taxi to go to “klong toey dta-laht” or take ordinary buses 45, 46, 72, 102 or 107 which all go to this area.


Forklaring til de nummererede billeder ovenfor.

På billedet fra sampanstationen (billede nr. 5.) ses et skilt med en båd og 7 tal. Det var "Chao Phraya Express Boat" som sejlede dertil. Jeg spurgte dagen efter en officiel person fra "Chao Phraya Express Boat", om de stadig sejlede dertil. Nej, var svaret kun til ”S4”. Det blev stoppet efter Metroens åbning. Han fortalte endvidere lidt om hvilke klonger, der kunne besejles med en longtailbåd på den anden side af Klong Toei. Dog advarede han mig mod at tage til Klong Toei.

For dem som er interesseret i det gamle Bangkok, som det så ud, da Ø.K. startede op, findes der et museum, som ikke er nævnt i de gængse turistbrochurer. Museet hedder "Bang Rak Local Museum" eller "Bangkok Folk Museum". Museet består af 4 bygninger. To af bygningerne er møbleret fra ca. 1929, selv tøjet i klædeskabet er fra den tid. En tredje bygning er mere et museum. Her findes billeder af det gamle Bangkok og ØK’s kontorbygning.

Sidste bygning er administration. Haven er et museum for sig selv, med masser af myg. Tidsmæssigt er det lidt rodet, idet der både er ting som er 100 år gamle, samt andre ting, der kun er 50 år gamle. Det er ikke teak huse, men typiske familie huse, som middelklassen boede i. Et charmerende sted.

Museet er ikke svært at finde, men det ser ud som om, det er lukket, så find ringeklokken og brug denne. Da jeg var der, viste en pige os rundt, men hun kunne næsten ikke et ord engelsk. I administrationen var der en ældre kvinde, som talte godt engelsk. Hun havde studeret arkæologi i Oslo. Hun havde stort kendskab til ØK. Jeg fik en mindre opsang om de mange teaktræer, som ØK havde fældet, uden at plante nye. Jeg og min kone var de eneste besøgende.

Adgangen er gratis, og der er åbent fra 1000 – 1600. Men på hvilke dage er vildledende. Så ring evt. på tlf. +66(0)22337027.
Adressen er: 273 Soi Charoenkrung 43, Charoenkrung Road, Bangrak.
Fra Skytrain stationen Saphan Taksin er det 1,5 km. nord for denne station.
Gaden ligger over for "Central Post Office" som lige er et besøg værd. Man kan tage Chao Phraya Express Boat til N3 Si Phraya (15 bath). Fra selve Charoenkrung Road er der 270 meter til museet.
Så er man træt af de Silom Road, Patpong og templer er dette museum et godt alternativ.

Mvh Tuxen.

 

Fra Gamle dage til Nu. (2012).

Billeder fra Jørgen Soelberg.


De gamle oprindelige lagerhaller i Wat Phraya Krai, Bangkok, som lå 15 km. længere oppe ad floden end Klong Toy.


Vandbøfler klar til lastning ved ØK-pakhusene i Wharf Wat Phraya Krai ca. 1935.


Her et foto som viser hvorfor man havde lang tid i hver havn den gang. Før verden gik af lave hvor losning og lastning foregik med håndkraft


Visitkort til berømte Charlie Bar, Bangkok, som lå tæt ved.


Den røde firkant viser hvor hallerne ligger, kun 2½ km. fra hovedkontoret ved det røde kryds.


Den nye facade.

 

Tjae det summer stadigvæk af liv i de gamle lagerhaller. 

Jørgen Soelberg.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN