"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 34

Kina

Matros og aspirant på en Kina, Japan rejse fra 10. oktober 1956 - 14. maj 1957
Skipper: Richard (Løvehjerte) Sørensen. 1. styrmand: Pittelkow

Kina, ØK postkort

Efter hjemkomsten fra Pacific-rejsen afmønstrede både Anker og Poul. Jeg fik to nye kolleger, som repræsenterede en ny rekrutterings og uddannelsespolitik hos ØK. Ingen af de to havde været med ”Danmark”, men kom direkte fra sømandsskole, så de var ganske unge. Den ene hed Bjørn Albæk, og den anden kaldte vi om bord for ”Gammelfar”, fordi hans holdning og gang ledte tanken hen på en ældre mand.

Brev (Søen 4. nov)
I går var jeg på skadestue i Oslo. To dage før havde jeg tabt en planke på min venstre storetå. Det gjorde pokkers ondt, og jeg bandede vist stygt. Tå og negl så ikke godt ud, men det var ingen ting mod, hvordan de så ud om aftenen. Jeg fik et par piller af første styr, men vågnede alligevel et par gange i løbet af natten på grund af smerter. I går kom jeg så på et hospitals skadestue, hvor de borede ned gennem neglen, så den ophobede blod og lymfe kunne løbe ud. Det lettede gevaldigt, men tåen er endnu noget øm. Heldigvis var der ikke noget brud.

Brev (Bremen 11.nov)
I Antwerpen lå vi sammen med ”Magdala”, og jeg var gået om bord for at se, om der var nogle aspiranter, jeg kendte. Men før jeg kom hen til aspirantkammeret, mødte jeg 3. styrmand – og det var Fnug, som jeg sejlede sammen med på Poona. Vi fik os naturligvis en lang snak om gamle dage og mange andre ting. Når vi kommer til Antwerpen, får vi altid besøg af en bunke handelsmænd, som alle taler gebrokkent skandinavisk. De sælger alt: Arbejdstøj, landgangstøj, sko, ure, fyldepenne, vægtæpper osv osv. De henter os i deres biler og kører os til deres respektive butikker – og tilbage igen. Der er kun én af dem, som ikke tilbyder bilkørsel, da han bor lige ved ØKs kaj. Det er ”Grisen” (han hedder Griesen), kendt af alle ØK folk. En temmelig mavesvær person, som belært af erfaringen kun henvender sig til messedrenge og lignende, som aldrig før har været i Antwerpen. Grisen er nemlig en værre røver – han snyder ikke en mand for halvtreds øre, hvis han kan ta’ ham for en krone. På grund af min dårlige tå og deraf nedsat mobilitet gik jeg nødtvungent hen til Grisen for at handle. Jeg er ikke i tvivl om, at han blokkede mig, men jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Det er bemærkelsesværdigt at se, at al vores last til Saigon er mærket med Marshallhjælpens kendetegn, hvad enten lasten er fra Danmark, Gøteborg, Oslo, eller Antwerpen. Amerikanerne må pumpe en bunke penge i Vietnam.

Brev (Middelhavet 23. nov)
Jeg går ellers og har det rigtig godt. Jeg går 4-8 vagt sammen med 1. styrmand og laver faktisk ikke ret meget. Dels er det mørkt til 7 om morgenen, men undertiden snakker vi helt hen til halv ni, hvor vi bliver afløst. Skal der syes, splejses eller sådan noget, bliver jeg sat til det. Sådan noget som ferske af, pudse messing osv., ved jeg snart ikke, hvad er for noget. Første styr regner i øvrigt med, han skal afløse havnefogeden på St. Thomas i et halvt år, mens denne holder ferie. Det er naturligvis ikke definitivt, men jeg kunne godt unde ham det. Han vil mægtig gerne selv. Det er også et ønskejob. Vores 2. styrmand skal mønstre af i østen. Han skal være 1. styrmand på Bintang. Første styr derfra skal med os hjem. Aflønnes som første, men virke som anden. Jeg kender ham godt, da han var 2. styrmand på både Patagonia og på Poona (J. Mouritzen)

Brev (Genoa 26. nov)
Vi lastede bunker af spiritus i kasser i Marseilles. Det er noget skidt at sejle med. Altid ballade. Arbejderne kan ikke holde fingrene fra det. Vi lastede også flere hundrede kasser patroner. I følge manifestet skal de lastes i et specielt aflåst rum, løftet en fod fra dørken, og ikke tættere end 2 fod til skotterne. Desuden væk fra mindst 100 forskellige stoffer. Der fulgte en lang liste med. Sådan et rum havde vi naturligvis ikke. Vi lastede det ned mellem sprutten og dækkede det fuldstændig til. Første styr har prøvet noget lignende før. Da var det bare 3 kasser patroner, som myndighederne i Singapore var fuldstændige vilde over. De var blevet lastet som almindelig bagagerumslast. Nu bliver de sikkert fuldstændig desperate – vi får se.

Syd om Afrika

På grund af krisen ved Suezkanalen( Ægyptens nationalisering af kanalen udløste en spændt situation, hvor kanalen var lukket i flere måneder) måtte vi sejle syd om Afrika.

Brev (Søen 13. dec)
Vi har lige passeret Ækvator.

Jeg er på 1. styrs vagt, det har sine fordele. Dels er han en fin-fin fyr, dels har han sin gang i salonen. Hver morgen skal jeg hente en kaffebakke til ham i salonpantryet, og så låner eller stjæler jeg et par æbler eller appelsiner. Jeg har vist efterhånden lånt et par kasser af hver. De er ganske vist låst inde, men jeg har en lille fidus, som tjenerne og høkeren endnu ikke har luret. Om bord har vi en lidt usædvanlig smører, der hedder Arne Hartmann. Han har en bibeskæftigelse. Han skriver en artikel, som han kalder ”En sømands dagbog” i avisen ”Socialdemokraten” hver fredag. Han er godt begavet, sunde interesser og meget berejst. Gjort staterne på tværs to gange – en gang til fods og en gang på cykel. Har været på ekspedition til Sumatra og på en lang tur gennem Afrika. Her er han smører, men han har købt sig et hønseri ved St. Lyngby og regner med, at dette bliver hans sidste tur. Hans dagbog er et halvt år bagefter virkeligheden, og hans beretninger fra Kina skulle komme den første fredag i det nye år. (Arne bosatte sig senere i samme by, som mig, og vi så en del til hinanden i de følgende år)

Brev (Søen 1. juledag)
Jeg nåede et par timer i land i Capetown (billedet). En meget livlig og stærkt trafikeret by og bortset fra de sorte lignede den en europæisk by. Selve byen ligger jo ved det karakteristiske Taffelbjerg, og da vi ankom ved femtiden om morgenen, var solen lige stået op over det. Flot syn. Oppe i byen skulle vi en gang på toilettet. Vi fik anvist et sted med to indgange. Over den ene stod ”Non Europeans only” og på et andet ”Europeans”. De fleste hjemme har nok hørt om, at de indfødte ikke må sidde på de samme sæder som de hvide i busserne. Men det er første gang, at nogen har forbudt mig at lade mit vand samme sted som en neger.
Vi er ved at afslutte vores bordtennisturnering, som blev startet for en god uge siden.

Der spilles bordtennis på 3.lugen

Alle kunne deltage; det kostede bare 5 sodavandsboner i indskud. Vinderen får halvdelen af puljen, nr. 2 halvdelen af resten, og så fremdeles. Jeg fører foreløbig, men har spillet alle mine kampe, og to mand kan nå højere, så jeg er sikker på en 3. plads.

Brev (Koh-Sichang 9. jan)
Vi ankom i går aftes kl. halv elleve. Næppe havde vi smidt krogen, før 6 lægtere lagde sig langs siden og 8 gæng kulier væltede om bord. De begyndte at arbejde med det samme. - Imponerende.

Koh-Sichang. Vi fik også besøg af en del piger. Her er to af dem fotograferet på poopen

Brev (Menam 18.jan)
Vi lossede omtrent halvdelen af Bangkok lasten i Koh Sichang, så vi forventede ikke lang tid i Bangkok, hvor der losses til kaj. Men heldigvis var kulierne efterhånden – let forståeligt efterhånden blevet trætte. Det er de samme kulier, der arbejder nat og dag. De arbejder fra 8 morgen til 12. Spisepause fra 12-13. Så arbejde fra 13 -16. Spise og sove fra 16- 19. Arbejde fra 19 – 24. Pause 00- 1. Arbejde til 5 morgen. Og så på den igen kl. 8. De samme kulier hele tiden.

Arbejde, spise og sove. Undertiden arbejdede de også i både spise og sovepauserne. Maden fik de om bord. På agterdækket (billedet) var der to ildsteder, hvor et par kokke lavede chowen, hovedsagelig ris. Et andet sted var der en lille bod, hvor de kunne købe forskellige siamesiske lækkerier, selv om det meste så ulækkert ud. Der kunne man også købe diverse læskedrikke og kaffe. Vi var helt vilde med deres iskaffe, og som chief-aspirant fik jeg det gratis. Det var noget stevedoren ordnede.

Der kom også piger om bord i Bangkok.

Her er Niet. En af assistenterne var helt vild efter at blive gift med hende.
Han tog fri og var på Konsulatet for at undersøge muligheden.
Han ville have hende med hjem til Danmark

Bangkok 1956

Brev (Hongkong 25. jan)
Det er svært at beskrive, hvad jeg følte, da vi sejlede ind i bugten ved Hongkong og så alle de ting, der er kendetegnende for byen. Jeg kunne faktisk have tudet. Bare man kunne sejle herude hele tiden. Jeg kan ikke beskrive det, men det er noget uendeligt dejligt.

Hongkong 1956

Det må være den smukkest beliggende by i verden. Havnen mellem bjergene, den blå himmel, de lyse huse klasket oven på hinanden, lugten, djunkerne, der fylder havnen til trængsel – ubeskriveligt i dette ords rette betydning.

Djunker i Kowloon

Brev (på vej til Japan)
3. styr og jeg var sammen i land i Manila. Vi skulle op på det mest kendte værtshus i byen. Det officielle navn er ”Scandinavia Bar”, men bliver ikke kaldt for andet end Piskrogen, da der altid stinker af denne vare. Mere eller mindre. Den svarede virkelig til sit navn, men pigerne var søde. Vi skulle begge være om bord til arbejderne kom igen, så vi måtte for tidligt rejse os fra vores Manila-rhum, for at gå om bord og skændes med formændene. På Philippinerne tager man næsten aldrig penge op. Enten køber vi Pesos i Hongkong og sparer derved op til en tredjedel. Eller også, og tiere, sælger vi cigaretter. Det vrimler af toldere på skibet, men de kommer faktisk kun for at købe cigaretter. Det er ganske i sin orden. På Philippinerne trives korruption, svindel og bedrageri ganske udmærket.

Brev (Otaru 14. feb)
I går var vi ni fra skibet på skitur. Skibshandleren har en sekretær og tolk, der havde spurgt Gnisten om nogen fra skibet interesseret i at stå på ski. Når sekretæren er en 22-årig sød kvinde var interessen betydelig. Takato hed hun, meget tiltalende væsen, vi var alle lidt betaget af hende. Bakken, vi skulle køre på, var forsynet med en skilift.

Nogle af deltagerne i udflugten. længst tv. Stewardessen nederst i midten ungtjeneren

Vi løb i et par timer, så ind og få en kop kaffe og få tørret tøjet. Vi ryddede et par borde til side og dansede, dels med de medbragte damer, dels med betjeningen. God og fornøjelig stemning. Så ud at løbe igen. Vores Gnist væltede og forvred knæet. På hospitalet, intet foruroligende, men et par dages absolut ro. Hun kom om bord om aftenen.

Gnisten hjælpes af 3. styrmand (J. Andreasen). Takato og agenten kigger på

Forholdene om bord er stadig first class. Jeg tror ikke, at man som aspirant kan få det bedre. Forholdet til styrmænd og dæksbesætning er fuldstændig gnidningsløst. Ja – jeg har det godt. Især kommer jeg fint ud af det med 3. styrmand. Vi er på vej i land og skal i byen med Takako og hendes søster. I bio og bagefter ud at spise og danse.

Brev (Hsingkiang 19. feb)
Vi var i forvejen blevet advaret om de besværligheder, vi ville løbe ind i, når vi kom til en kinesisk havn. Bl.a. ville myndighederne blive helt balstyrige, hvis der hang (ældre) kort på væggene, hvor Kina var angivet med betegnelser fra Chang Kai Checks tid, og nyere kort, hvor Formosa var angivet som en selvstændig stat. Det var også noget besværligt med immigration og told, men ikke så slemt, som andre har oplevet. Alle optiske instrumenter blev forseglet, radar og radiostation blev aflåst. Nødfyrværkeri blev også låst inde. Samtlige kamre blev undersøgt, dog temmelig lemfældigt. Almindelige smuglervarer som cigaretter og spiritus interesserede dem slet ikke. Lasten her er hørfrø, i sække. Alt skal til Åbo i Finland. Jeg har fortalt, at i Otaru skulle 3. og jeg i byen med Takako og hendes søster. Vi var først ude at spise japansk, senere kom vi på en restaurant, hvor vi to var de eneste hvide. De japanske mænd var meget højrystede, og det lod til, at geisha pigerne foretrak vores beherskede rolighed, for der sad til sidst seks af dem ved vores bord – 2 mænd og 8 kvinder! De ville ikke have noget at drikke, så det var ikke for at tjene noget. De ville bare sidde og snakke og så danse med os. Herfra er der 4 døgn sejlads til Hongkong. Vi skal østen om Formosa og ikke tættere på øen end 50 sømil. ØK’s instrukser. Safety first.

Brev (Hongkong 27. feb)
Vi kom ind i går og fortøjede i bøje 10. Jeg synes, at Hongkong er pladsernes plads. Jeg kan ikke blive træt af synet af denne travle havn

Hongkong 1956, Wanchai District

Lige så snart farten var gået af skibet, men ikke helt, sværmede arbejdere og handelsfolk om bord. Da vi var færdige med at fortøje og kom ned fra bakken, var hele skibet oversvømmet af alle mulige handelsfolk, der tilbød et utal af varer. Ure, tøj, silkevarer, elektronik, trævarer – ja, det er umuligt at remse alle tilbuddene op.

Tiggerdrenge Hongkong

Vi laster 600 tons til Europa og 300 tons til Manila.. Manila lasten er meget eftertragtet, da ØK får lige så meget for transporten Hongkong-Manila, som Hongkong-Europa. Til gengæld snyder afskiberne 35% i vægtangivelserne. Det er helt officielt og ganske i sin orden! I øjeblikket laster vi således 150 tons Singer symaskiner til Manila. Kasserne har forinden været i Singapore og nu her. Det er ikke altid lige let forståeligt, hvorledes der manipuleres. Vi får renset 2 højtanke her, som skal fyldes med kokosolie i Manila. Det sværmer med kulier, der banker, skraber og børster. Tankene har været brugt til alt muligt, siden de sidst blev renset af, bl.a. cement. Men tankene skal være pinligt rene, ellers vil Lloyd ikke godkende dem til transport af kokosolien. Derudover bliver der banket rust og malet over det meste af skibet.

Alt opretstående gods, master, samsonposter og bomme bliver malet af folk fra land. Der bliver også malet udenbords og flere steder indenbords. På billedet ses kulierne, der venter på at komme i land. Så I kan forstå, at der er en leben og renden rundt – lidt af en myretue. Men det er også en del af at være i Hongkong. Når vi ligger i bøje i Hongkong, fortøjes der i ankerkæden. Det ene anker sjækles af, og selve ankerkæden sjækles i bøjen. Der er gerne lidt vrøvl med at få sjæklet ankeret af, da bolten i sjæklen som regel er rustet fast på grund af den megen kontakt med saltvand. For at være i god tid til eventuelle overraskelser, gik bådsen og 3 matroser i gang med arbejdet, dagen før vi kom til Hongkong. Det var ikke spor for tidligt, da de efter en hel formiddags arbejde ikke havde fået bolten løs. Der var også blevet tilkaldt en assistent. Om eftermiddagen slæbte de skibets transportable esse op på bakken – ankerkæden hen over, og så blev der lagt i kakkelovnen. Der blev trådt i pedalerne og blæseren pustede løs. Efter en times opvarmning tog de sjæklen ned og bankede løs på den – uden resultat. Efter et nyt forsøg, denne gang med 2 timers opvarmning, og derefter spulet med søvand på sjæklen. Så nogle ordentlige slag med skibets største hammer. Endelig lykkedes missionen, men da var klokken også blevet syv aften.
I går var jeg i land, og da jeg skulle tilbage, måtte jeg selv leje en båd, da Kompagniets motorbåd kun sejler til bestemte tider. Jeg havde spurgt vagtmanden om bord, hvad turen kostede – 3$. Jeg havde hørt fra andre, at de blev blokket for 4 eller 5$ for turen. Da jeg skulle hyre motorbåden ved en billetluge- jeg sagde, at jeg skulle ud til bøje nr. 10 - tog fyren en afrivningsblok frem med billetter. Den havde nogle flotte fortrykte bogstaver og billeder – samt tallet 4$ på. Jeg lod som ingenting og talte omhyggeligt 3 dollars op. Fyren kiggede op på mig, og da jeg lod som om jeg ikke bemærkede det, dykkede han ned i skuffen. Han hev en ny blok frem – mage til den første – men denne gang med 3 dollars i fortryk!!! Faktisk var jeg lidt imponeret af deres foretagsomhed.
Der bliver arbejdet døgnet rundt, og en af os aspiranter er konstant på dækket. Vores
arbejde består hovedsagelig i at åbne og lukke bagagerum, også kaldet lockere. Bagagerummene er særlige aflåselige (kæmpelås) mindre lastrum, der bruges til værdifulde laster. Vi har lockere i 1-lugen, i 4- lugen og i 6-lugen. De forbaskede kinesere kommer med et par kasser af gangen til hver lossehavn. Der kommer en djunke eller sampan med f.eks. 3 kasser til København, som skal i 4-eren. Dernæst en enkelt kasse Genoa til 6-lugen, og sluttelig måske 5 kasser Rotterdam og 9 kasser Oslo – begge til 1’eren. Meget upraktisk system, men på sin vis hyggeligt. Hvis stevedoren ikke lige på stedet kan skaffe folk til at få lastet småpartierne – og bådfolkene har travlt, så stuver bådfolkene selv lasten. De sejler nemlig ikke, før de ved selvsyn har konstateret, at kasserne befinder sig bag lås og slå. Som følge heraf kan man se fatter, mutter med en baby på ryggen, samt en lille dreng eller pige bakse med kasserne de forskellige steder.

Brev (Davao 11. mar)
Dæksbesætningen og jeg havde gået og snakket om at lave en heldagstur i skibets motorbåd. Søndag morgen kl. halv syv startede vi – 8 mand (billedet) udrustet med badetøj, fiskestænger, cameraer, proviant og højt humør.

Da vi havde sejlet et par timer, var vi blevet sultne, og vi satte kursen mod den nærmeste kyst. Inden længe havde vi bål, hvor vi ristede pølser, samt kogte vand til kaffen. Vi havde også fået et par franskbrød med af bagerens. Der var masser brændsel – bambus, maghoni og gamle kokosnødder. Efter frokosten, delte vi os i to hold. Det ene sejlede videre langs kysten, mens vi andre gik til fods. Vi kom forbi et par små bebyggelser, hvor beboerne åbenbart synes, at vi var ugens sensation. På vores færden langs stranden nåede vi til en lille by, Babak. Der vakte vi den helt store opsigt. Med 30-40 unger bag os, lignede vi et optog, da vi gik rundt i byen. Vi kom igen om bord i ”Little China” og sejlede hen til en fin strandbred. Efter at have tumlet og regeret i vandet, gjorde vi igen ild. Samme traktement som til frokost.


Mad over bål

Nederst tv matros  Finn Jensen, længst th. smører Arne Hartmann). Kaffe-vandet kogte vi i de tomme pølsedåser. Nescafé uden sukker eller fløde, men hvad gjorde det. For at afkøle kaffen hældte vi den op i kokosnød skaller. De er fine til det, fandt vi ud af. Vi blev enige om at slå mave en times tid, men pludselig blev vi purret til den barske virkelighed. Vort skib stod på grund – eller næsten. På grund af lavvande. Sådan en motorbåd er en tung svend, og vi halede og maste og sled uden resultat. Gode råd var dyre, og vandet faldt stadig. Ingen af os havde lyst til at vente på højvandet, for så ville vi først være om bord ved midnatstid. Så brugte vi det gamle system med ruller – træstammer – under kølen, og efter en times anstrengelser lykkedes det. Føj, hvor var vi trætte. Vi var sultne igen og satte kursen hjemefter. Vi nåede om bord ved fem-tiden. Det var en rigtig fin tur, som vi efterfølgende talte meget om.

Brev (Søen 14. mar)
Vi er på vej til Singapore,

En kineserdreng i S’pore

og det går løs med rustbankning og skrabning, så vi kan være præsentable til København. I ØKs både drejer det sig ikke så meget om at vedligeholde skibene på en fornuftig måde – som at sørge for, at de er pæne, når de tørner kajen i København. Et temmelig dårligt system, synes jeg.

Brev (Søen 28. mar)
I går var det Kompagniets 60-års fødselsdag. Det er den bedste fødselsdag, jeg har været med til. Vi fik en måneds grundløn. Dvs. 400 kr. lige ned i afregningsbogen. Sådan en fødselsdag er der noget ved. Det er mig noget af en gåde, hvordan skibe uden (overtallige) aspiranter klarer sig. Her på denne rejse har jeg kun haft én dag, hvor jeg ikke arbejdede – det var i Gøteborg - 2 dage efter min påmønstring. Ellers har jeg arbejdet hver eneste dag. De to andre har hver haft en hel fridag. Naturligvis har der ind imellem været meget let arbejde, hvor jeg faktisk ikke lavede noget – men vagterne skulle dog passes. I husker nok, at jeg tidligere har omtalt fru Holten - ½ flaske cognac om dagen plus det løse. Hun bruger det meste af sin tid på at sejle som passager med kompagniets skibe. Hun har været med på Kinas to forrige rejser foruden denne. I lørdags kunne stewardessen ikke finde hende, da Dessen som sædvanlig var oppe på Holtens værelse med kaffebakken kl. 7 morgenen. Efterhånden blev hele skibet alarmeret og alt gennemsøgt. Intet resultat og skipper drejede skuden rundt, og vi sejlede tilbage i vores gamle kurs, i modsat retning. Fire mand på udkig – en på bakken, en i tønden og en i hver brovinge. Hun var sidst blevet set kl. 1 om natten, og vi havde sejlet 8½ time siden da. Chancen for at finde hende igen var omtrent lig med nul. Vi fandt hende heller ikke. På forrige rejse havde hun en gang været halvt ude over lønningen, men en matros så hende og fik hende bjerget indenbords. Der blev afholdt søforhør og indkaldt vidner, der havde været oppe den pågældende nat. Om de havde set noget. Det var så uheldigt, at 3. mester havde været temmelig beruset og først gået på vagt kl. kvart i 3, så han lige kunne nå at skrive i journalen. 2. mester var gået kl. 24, da hans vagt var forbi, men han var altså ikke blevet afløst. Det var første gang, at det var sket, og så falder det på sådan en dag. Ellers var det formentlig aldrig blevet opdaget. Selve tilfældet, fru Holten, er vi alle overbevist om, er selvmord under spirituspåvirkning. Men når politiet skal optage rapport, kommer 2. og 3. mesters pligtforsømmelse uden tvivl frem.

Brev (Genoa 27. april)
The big chief er kommet om bord. Det drejer sig om den barske skibsinspektør, Heindorn. Ganske uventet. Det drejer sig om fru Holten sagen. Jeg ved det kun, fordi 1. styr i al fortrolighed har fortalt mig det. Der må være kommet noget frem, som vi andre ikke ved. Dødsfaldet har været helt oppe på direktionsniveau, og både skipper og første smedens fortsatte tjeneste hænger i en tynd tråd. Meget tynd endda. Så det var forklaringen på, at de begge partout skulle afløses og hjem fra Genoa. Første mester er usympatisk, så ham har jeg ingen medlidenhed med. Men jeg synes, det er synd for skipper. Den nye skipper hedder Aage Kjær Jepsen med øgenavnet – gæt selv - Jeppe Aakjær

Kina Julepunch 1956

Kina i hård sø

Kina 3. gang

Matros og aspirant på rejse i Øster og Nordsø fra 15. maj – 25. juni 1956
Skipper: Karl ”Mangepenge” eller ”Købmand” Første styr: Pittelkow

Kina skulle på Australien, men jeg skulle på navigationsskole og manglede ca. 2 måneders sejltid, så jeg skulle kun være med i begyndelsen af turen. Aspiranterne – Bjørn og Gammelfar - var afmønstret. I stedet kom Lasse, som jeg sejlede sammen med på Pasadena og Claus Poulsen. Sidstnævnte havde jeg det meget fint med. Efter styrmandseksamen og sejltid gik han i land og læste til tandlæge og nedsatte sig i Sorø.

Brev (Åbo 24. maj)
Vi har fået ny skipper – ”Karl Købmand” eller ”Karl Mangepenge” kaldes han. Han er meget velstående, da han har arvet. Han er så hyggelig, at man skulle forsværge en ØK kaptajn kan være sådan. Med sin uundværlige snadde, i et par veltjente bukser og løsthængende vindjakke går han rundt på broen og fortæller sjove historier. Snakke, snakke. Måske bliver man træt af ham, hvis man skulle med på hele rejsen. Men som landet ligger, så kan jeg mægtig godt lide ham. Herlig type.

Brev (Kotka 1. jun)
Mit gamle skib, Poona, ligger her og laster papir til staterne. I går spillede vi fodbold mod dem. De var helt vilde derovre, da de havde spillet to kampe mod et norsk og et svensk skib og vundet dem begge. Vi kunne ikke en gang stille med 11 mand, og kun halvdelen havde støvler. De lagde hårdt ud, og i de første ti minutter så det temmelig sort ud for os, men ved halvlegen stod det 0-0. Det var vi glade for. I næste halvleg gik det os betydeligt bedre, og vi lavede 3 mål, mens de ikke fik nogen. Stor stemning hos ”kineserne”. Der var mange tilskuere fra de to skibe. Vores første styr, kone og søn var med og lovede sodavand, hvis vi vandt. Det var før kampen. Dem vandt vi altså. Nu er alle grebet af dillen, og der er planlagt en bunke kampe.

Udflugt i Kotka med bl.a. 3. styrs kone, 1. styrs dreng og Claus

Kina passerer Kronborg. Claus kigger på fotografen

Sargodha

Matros og aspirant på rejse i Nord og Østersø fra 26. juni – 12. juli 1957
Skipper: J. Carstens

Sargodha, ØK postkort

Jeg afmønstrede Kina i Rotterdam, gik hen ad kajen og påmønstrede Sargodha, der var for hjemgående. Fra Rotterdam gik det til Bremen og Hamburg, derefter gennem Kielerkanalen til Karlshamn, hvor der skulle losses kopra. Jeg afmønstrede i København

Songkhla

Matros og aspirant på rejse fra København til Nakskov fra 27. – 28. juli 1957.
Skipper: Vilhelm Jusjong

Songkhla, ØK postkort

Da jeg stadig manglede tid til navigationsskolen blev jeg formelt påmønstret Songkhla den 18. juli. Men i praksis gik jeg hjemme og afspadserede fridage. Og da ØK ville have formaliteterne i orden, blev jeg bedt om at stille i København for at sejle med til Nakskov. Det var lidt pudsigt - ingen kerede sig om mig. Jeg lavede intet, var blot om bord, og afmønstrede dagen efter i Nakskov. Jeg nåede dog at få en kæmpe skideballe af skipperen, da jeg stillede hos ham. Jeg havde fra kontoret fået opgivet en (sen) mødetid, men den information var ikke tilgået ham.

Songkhla

4. styrmand i nordeuropæisk fart fra 30. april – 25. maj 1959
Skipper: E.Christensen

Jeg var elev på Københavns Navigationsskole fra primo august 1957 – 23. april 1959, og tog styrmands- og skibsførereksamen henholdsvis oktober 1958 og april 1959 Da jeg var færdig med navigationsskolen, vidste jeg, at jeg skulle begynde min værnepligt i august. I mellemtiden sejlede jeg som styrmand i nordeuropæisk fart. Ved et tilfælde blev Songkhla, som jeg havde afsluttet min matrostid på, mit første skib som styrmand. Jeg var med til at laste Songkhla i Østersøen og sejlede derefter gennem Kielerkanalen til Bremen, hvor jeg afmønstrede.

Bogota

Først 4. og senere 3. styrmand i nordeuropæisk fart fra 26. maj – 6. juli 1959.
Skipper: Bech Petersen

Jeg påmønstrede i Tyskland, samme dag som jeg var afmønstret fra Songkhla. Fra Tyskland gik vi til Århus og København. Og derfra op i Østersøen for at laste til næste rejse

Søværnet

Værnepligt fra 9. august 1959 – 25. august 1960.

De første 3 måneder var jeg på søværnets eksercerskole i Auderød. Resten af tiden var jeg på Grønland, noget af tiden på marinestation Grønnedal, men det meste af tiden på fiskeri-inspektions kutteren ”Skarven

Falstria

3. styrmand på Bangkok-rejse fra 28. september 1960 – 25. januar 1961
Skipper. P. Larsen (Bogø-Larsen) 1. Styr Ø. Lie

Falstria, ØK postkort

Efter aftjent værnepligt vendte jeg tilbage til ØK, som sendte mig til Genoa, hvor jeg påmønstrede Falstria, der skulle til Bangkok. Min bror, Hans, havde været assistent på Falstria nogle år tidligere, også på en Bangkok-rejse. Det viste sig, at der stadig var en del mennesker med fra den gang – bl.a. skipper, 1. mester (kaldet ”Greven”) og Gnisten, Sammy. Sidstnævnte var med på sin 66. rejse med Falstria!!!

Brev (Søen 2. okt.)
Tilsyneladende har jeg været heldig med kollegerne. Første er en rigtig guttermand, som jeg vældig godt kan lide. 2. styr (S. Houmøller) er også all-right. Skipperen har indtil nu været særdeles flink og hjælpsom, selv om han har det med at brøle op en gang imellem. Især over for restaurantionspersonalet. Det er ganske anderledes rart at sejle som styrmand end som aspirant. Folk kommer pænt og spørger om det ene og det andet. Passagerne lytter andægtigt, når man svarer på deres mere eller mindre tåbelige spørgsmål. I øvrigt er der fuldt belagt med passagerer, de fleste er familier fra Malaya, der har været hjemme i England på ferie. Som styrmand må jeg gerne mænge mig med passagererne, spille bordtennis med dem og slikke solskin på promenadedækket

Brev (Søen 16. okt)
I går rundede vi sydspidsen af Ceylon. Blandt passagererne er i øvrigt en af maleren Paul Gaugins børn, en søn ved navn Jean. Han er dansker og lidt af en gammel hønisse. Paul Gaugin var vist gift med en dansker, og det er åbenbart et barn af dette ægteskab.

Brev (Port Swettenham 23. okt)
Vi ligger nu på tredje døgn på floden uden for Port Swettenham og venter på at komme ind. Båden der sejler til og fra Port Swettenham – der er en halv times sejlads – er en rigtig Kompagni båd. Det er en stor overdækket launch, der vel kan tage 20-30 passagerer. Den har en flot attrap skorsten – gul naturligvis. Den hedder ”Viking” og er hjemskrevet i København. Det ser meget sjovt ud, når den kommer drønende ned ad floden mellem sampaner, drivgods og andre flydende genstande

Brev (Søen 29. okt)
Port Swettenham og Singapore ligger bag os. I Singapore brugte jeg en masse tid på at eftersøge lange hvide bomuldsstrømper, disse hersens gavtyve, der når op til knæets underkant. Officer style, you know. Men det var ikke til at finde i størrelse 12. Et sted, hvor jeg blev betjent af en lille gesjæftig kineserdreng, sagde jeg - efter han forgæves havde endevendt kasser og hylder efter min størrelse, mens han hele tiden påstod, at han havde dem: My feet are King size. Han så lige en gang på mig og sagde så: ” No Sir, not King size, but Elephant size” I Port Swettenham fik jeg min første ”smørelse” eller kamchau, som det hedder herude. Det var ikke penge, men 6 dåser ananas, som formanden havde med til mig – diskret indpakket i avispapir. På 1. og 2. styrmands kamre står en pakke mage til den jeg fik, har jeg set.
I Kompagniets regulativ for skibsofficerer står ellers:” Det er strengt forbudt kaptajnen, officerer eller nogen anden, der er ansat på Kompagniets skibe, at modtage nogen som helst form for godtgørelse af nogen, med hvem de på Kompagniets vegne har haft at gøre. Overtrædelse vil medføre vedkommendes øjeblikkelige afskedigelse, og Kompagniet vil evt. yderligere drage den pågældende til ansvar efter loven” Nu ved jeg ikke om godtgørelse kun dækker kontanter. Ellers er ovennævnte instruks meget god, når man tænker på, at den er forfattet af skibsinspektører, der selv har sejlet og uden tvivl selv har fået et betydeligt antal diskrete konvolutter uden afsender, men med et særdeles velkomment indhold. I øvrigt er der mindre af den slags i dag, men før 2. verdenskrig var det store beløb, der var tale om.

Brev (Bangkok 6.nov)
Vi arbejder ganske meget, men da jeg fik mulighed for at komme i land, gik det første besøg til de legendariske steder, ”Venus Bar” og ”Mosquito Bar”. Jeg husker specielt den førstnævnte fra et gevaldigt slagsmål, som jeg overværede, mellem en Mærsk besætning og en yankee ditto. Det startede med, at en af Mærsk folkene fik en flaske i hovedet, hvorefter han blev lagt ned under et bord, for at sunde sig og samtidig være nogenlunde i dækning. Trappen op til Venus Bar er stejl – vel nok 3- 4 meter høj. Og ned af denne trappe blev amerikanerne smidt – den ene efter den anden. At ingen brækkede lemmerne var en gåde for mig. Mens de to hold sloges, lå diverse søfolk rundt om på gulvet og sov de ”trættes” søvn. Mens en enkelt mand, pissede ud af vinduet på første sal. Ja, hvis noget var en bule – så var det Venus Bar. Men ak, ak – nu var den blevet pæn og nydelig: Nymalet, kulørte lamper, 4- mands orkester med sangerinde. Hvor kedeligt.

Brev (Bangkok 14. nov)
Siameserne er et lattermildt folkefærd. Den anden dag så jeg en af arbejderne havde købt nogle lækkerier ved boden på agterdækket. I stedet for selv at bære tingene ned i lasten, lagde han dem på toppen af en stabel træ, der netop skulle ned i samme luge som han. Nu sad spilmændene og sov og gav ikke agt på lugemandens direktiver. Så resultatet blev, at slinget landede temmelig voldsomt mod bunden af lastrummet, hvor stablen skiltes, og arbejderens godter forsvandt ned i revnen og blev ødelagt. Selv stod jeg og blev irriteret på spilmændene, for det var udelukkende sløseri fra deres side, at uheldet skete. Men sådan så de andre ikke på det, heller ikke ejermanden. Det var vældigt sjovt, og alle i og ved lugen slog den store skraldelatter op. Ikke af ondskab, men tilsyneladende syntes de alle, at der var tale om en festlig oplevelse

Brev (Port Swettenham 24. nov)

En af de sidste dage, vi lå i Bangkok, var vi til den traditionelle middag, som stevedoren giver. Skipper tog vagten, så alle vi tre styrmænd kunne være med. Dertil kom Høkeren, 1. mester, doktoren og stevedoren selv. Det foregik på en luksus spiserestaurant, der havde specialiseret sig i kyllinger. Efter sigende skulle de bruge ca. 2.000 kyllinger om dagen. Jeg havde fået et praj i forvejen, så jeg havde ikke spist morgenmad. Der var aircondition i lokalet – og min appetit var stor. Allerførst startede vi med at få udleveret nogle eau-de-cologne vædede håndklæder, som vi kunne tørre os med i hoved, nakke og hænder. Så gik vi ellers i krig. Først hajfinne suppe med en slags hvidløg til. Vi lugtede godt dagen efter. Efter suppen blev der båret et bjerg af stegte kyllingestykker ind. Dem snuppede vi i fri dressur, med fingrene – efter at have dyppet dem i noget chilisauce. Bjerget forsvandt, og benene blev ført bort. Derefter fik vi indbagte krabbeklør – igen med fingrene og via dyb i chilisauce. Det gav en velsignet tørst, men der manglede ikke noget i slukningsmidler. Beredvillige tjenere leverede kolde øl, hver gang en flaske var tom. Det næste var nogle rejeklumper, der så mærkelige ud, men smagte godt. Så kom der forårsruller – en masse, suppe igen. Denne gang en fiskesuppe. Så kom der en gang svinekød med letspirede sojabønner og ris. Desserten var papaya. Det hele tog nogle timer, og ih – hvor det smagte godt. God stemning omkring bordet. Det var ikke helt let at komme op og ned af lejderne, da jeg kom om bord igen.

Brev (Indiske Ocean 7. dec)
Desværre er nogle af mine forventninger til sådan et passagerskib ikke blevet opfyldt. Jeg havde i ånden set skibet fyldt med skønne donnaer, der med ærefrygt ville lytte til barske oplevelser fra sømandens romantiske tilværelse. Jo – go’måren. Ægtepar med børn og gamle enker, det er alt, hvad vi havde med på udturen, og det er, hvad vi har med hjemad. Det skal dog siges, at de alle er meget flinke, og de vil også gerne snakke, så man får gjort noget ved sit engelsk.

Brev (Genoa 22. dec)
Havnearbejderne her er egentlig ret charmerende. De er bedre påklædt end i andre europæiske havne, og tilmed i meget spraglet tøj, ivrigt snakkende og diskuterende. Inden de går i gang med at stille bomme og åbne luger, er der først en masse ting, der skal diskuteres og kommenteres. Det ene øjeblik venter man, at de trækker blank og går løs på hinanden – ordene vælter ud af munden på dem, de råber og skriger, vender det hvide ud af øjnene og både arme og ben går som møllevinger. Og så fem minutter efter er det hele glemt, de ler og morer sig. Jeg tror egentlig, at de har det godt med sig selv; de er vist en slags livskunstnere.

Brev (London 5. jan)
Vi ligger her stadig, det kniber med at skaffe havnearbejdere. Da vi ankom, var agenten på kajen og råbte op til skipper, at der ikke var ledige arbejdere, så der ville ikke blive arbejdet samme dag. Skipper, der som regel er parat til at sejle fra en havn, før vi har fortøjet der, svor og skar ansigter. Men ak, han kendte ikke den fulde sandhed. Det var i torsdags, og vi fik ikke gæng før om tirsdagen. Nytårsaften var jeg ved 12-tiden om aftenen klar ved fløjten. Det er en almindelig skik, at skibene i havn tuder ved årsskiftet. Det var en ganske egen fornemmelse at høre alle de mange hundrede skibe i den store havn tude omtrent samtidig.

Brev (Weser 16. jan)
I Rotterdam tog Bogø-Larsen hjem for at blive opereret for en brok. Som afløser kom V. H. Petersen – kendt i Kompagniet som ”Jøden Süss” (jeg ved ikke hvorfor). Sikke en forskel. Den første behersker alt og alle, mens Süss har svært ved at træffe en beslutning, han vil helst skyde alt ansvar fra sig. Det at lægge Falstria til og fra kaj er pludselig blevet en videnskab. Et forehavende, der kræver blod, sved og tårer. Nå – han har det nu nok selv værst, fordi han er så nervøs. Han bliver også omtalt som Very Hot Petersen – en udnyttelse af hans forbogstaver.

Falstria 2. gang

3. styrmand på Bangkokrejse fra 26. januar – 26. juni 1961
Skipper: P. Larsen (Bogø-Larsen) styrmand: Ø. Lie

Falstria i tørdok hos B&W

Jeg fik en uge hjemme, hvor jeg afviklede fridage, og så var det af sted igen.

Brev (Middlesbrough 5. feb)
Nu er Oslo og Gøteborg heldigvis overståede, og når vi snart går herfra, er rejsens værste del overstået – rent lastemæssigt. Skandinaverne og englænderne er yderst vanskelige, man skal se efter dem hele tiden, og kvaliteten af deres arbejde er ringe. Til gengæld har Süss forandret sig gevaldigt. Han er stadig ingen Bogø, men han pylrer ikke nær så meget, som da han kom om bord. Nu spøger han undertiden, dvs. han tror han er morsom, og jeg smiler høfligt. Men hvad der er mere vigtigt – så bestiller han kaffe hver aften, og jeg får altid min part. Det bliver nu rart at komme væk fra England. Jeg er træt – mentalt – af at skændes med og række tunge af de engelske havnearbejdere. Ih – hvor er de uvillige og stædige. På toppen er det noget værre hø, de laver. Første styr siger til mig, hvordan han ønsker hint og hisset, jeg går til formand og arbejdere og gentager. Men det bryder de sig pokker om. Tilbage til formand, slæbe ham hen til lugen, vise og forklare. Han siger så igen noget til arbejderne, hvordan og hvorledes. Det hjælper imidlertid kun lidt. Undertiden gør det bare ondt værre. Det irriterer mig at være vidne til og samtidig hjælpeløs over for alt det sjuskeri, slendrian og ringe arbejdskvalitet.

Brev (Biscayen 22.feb)
Lægen på denne rejse er helt anderledes type end ”Hjælpeløs” på sidste rejse. Ham her er fungerende overlæge på Sana i Godthåb. Som embedsmand på Grønland skal han efter 2½ års tjeneste tage ½ års permission. Så syntes han og konen, at de lige så godt kunne tage en tur til østen. Og det gør de så. Han er meget tiltalende, og virker meget dygtig. Vi er overbooket ligesom på sidste rejse – altså der skal være mere last end der er plads til. I den anledning har Skipper og 1. styr fået flere breve hjemmefra. De behandler og tilsyneladende også betragter os som en flok børn eller åndelig mindrebemidlede. I sådanne breve får man at vide, at der er brugt for megen plads. Det er der måske, selv om jeg tvivler. Men at de selv gang på gang booker mere, end skibet kan rumme, fortæller de ikke. Det får vi at vide hos agenterne.

Brev (Indiske Ocean 18. mar)
Vores skriver har været lidt bitter de sidste par dage. Lige før vi nåede Dondra Head, sydspidsen af Ceylon, som vi passerer i få sømils afstand, spurgte en af tjenerne (i fuldt alvor), hvornår postbåden fra land ville være fremme. Jeg fortalte ham, at det kun var gas. Men en tanke gryede i mit hoved. Jeg fik fat i en skrivemaskine og lavede en notits om, at de, der ønskede breve afleveret ved postbøjen, C.O.X. 788 Ceylon, skulle afhente en speciel kontrolkupon hos skriveren inden et nærmere angivet tidspunkt. Skriveren lå og sov, men da der havde været lige ved 20 mennesker og spørge, var han ikke alene blevet vågen og forstyrret, han var også kraftigt irriteret. Vores stakkels bådsmand havde lige købt en sig en skrivemaskine i Aden, så han var under svær mistanke, men han hævdede sin uskyld.

Brev (Port Swettenham 24. mar)
Her på floden havde vi i dag bådene i vandet og holdt øvelse med besætningen. Det var en værre forestilling. Selv søfolkene havde besvær med det, men at se tjenere, kokke, drenge og assistenter håndtere årene viste, at hvis det en dag skulle ske en katastrofe, så gælder det bare om at få fat i en af de selvoppustelige redningsflåder – hive den ud over siden, og så selv springe efter.

Brev (Bangkok)
Vi kommer muligvis ikke til Singapore på hjemvejen, da arbejderne der, er organiserede og muligvis vil solidarisere sig med sømandsforbundet og dets strejke. Selv om jeg ikke er nogen stor beundrer af den typiske danske matros som sådan, og på trods af hans ofte store vrangvillighed, og jeg skal love for, at vi ofte har vanskeligheder med dem, så er de nu underbetalte. Jeg forstår ikke, hvordan en matros kan være gift og være familiefar. Jeg har en matros på vagten – han er gift og har et barn. Han tjener 930 kr. hver måned (der er så at sige ingen overtid på dette skib). Når skatten og hans høkerregning er trukket fra, bliver der ikke meget tilbage til konen.

Brev (Indiske Ocean 7. maj)
Vores telegrafist døde, da vi var i Bangkok. En mærkelig type. Man skal jo ikke snakke ondt om de døde, men jeg tror ikke, at der er nogen om bord, der savner ham. At beskrive ham som sær vil være en underdrivelse. Gammel og forstokket, ensidig, stor egoist, doven og jeg ved ikke, hvor mange andre utiltalende genskaber, han havde. At sidde sammen med ham i messen var ingen fornøjelse. Han kastede en skygge over samværet. Han havde sejlet 67!!!! rejser med Falstria, men gik aldrig i land – sidste gang var i 1956!!

Falstria 3. gang

3. styrmand på Bangkok rejse fra 18. juli – 9. november 1961
Skipper: P. Larsen (Bogø-Larsen) Første styrmand: Ø. Lie

Falstria i tørdok hos B&W

Mens Falstria lastede i Nordeuropa, holdt jeg en god lang ferie i det danske sommervejr. Jeg påmønstrede i Rotterdam.

Brev (Suez kanalen 3. aug)
ØK må gnide sig i hænderne over, at Falstria blev stoppet til sidste kubikfod. Men måske ærgrer de sig mere over, at vi ikke fik de sidste biler med. Vi måtte nemlig efterlade last på kajen i Genoa, og nede på 2- lugen har vi 75 kasser med en scooter i hver. Når vi har losset i Aden, skal scooterne ned i lugerne, men der bliver ikke plads til alle. Så 1. styr har været inde og tage mål af mit kammer, og han mener, at der kan være plads til seks. I hvert fald skal vi rundt og putte scooterkasser ind de mærkeligste steder. For vi kan ikke have dem udendørs, når vi går over Det indiske Ocean i monsuntiden. Skipper bliver, som jeg tidligere fortalt, ofte irriteret på 2. styr. Han er ellers kendt for at bruge 3. styrmanden, som lynafleder for hans lettere koleriske temperament. Men skipper havde sin kone og to børn med til Genoa, og 2. styr ventede spændt på, efter Genoa, om det var dem, der var skyld i, at han overhovedet ikke havde fået en skideballe. Men der er stadig ikke sket noget, og det er, som 2. styr siger: for godt til at være sandt. Over for mig er han stadig uhyggelig flink, mens jeg med undren kan se, hvordan han gør forskel på mig og secundo. En aften, hvor 2. styr skulle afløse mig, sendte skipper ham ned igen – han skulle skifte fra sin hvide T-shirt til uniformsskjorte. Imens stod jeg i min T-shirt og fik en underlig smag i munden. Og jeg havde afløst 1. styr, som også gik med T-shirt.

Brev (Rødehavet 6. aug)
Gnisten var lige inde for at fortælle, hvordan vejret er derhjemme. Gråt og trist, lyder rapporten. Så er vi anderledes heldigt stillet, for vi har haft sol og sommer de sidste 14 dage – temperaturer på ikke under 30 grader. Men det med vejret er noget underligt noget. Jeg har lige talt med min ”ven” blandt passagererne – den tidligere thailandske ambassadør i Danmark. Han skal nu hjem efter 7½ års tjeneste i Danmark. Han foretrak så afgjort det danske klima frem for dette, og også for det thailandske. Han og hans kone havde været meget glade for tiden i Danmark, og var kede af at skulle tage af sted. Der kan man bare se.

Brev (Indiske Ocean 13. aug)
Gnisten, som jeg er meget sammen med, og jeg snupper et parti skak hver dag. Vi er over 1½ time om hvert spil, så vi når sjældent mere end 1 spil. Vi er omtrent jævnbyrdige, d.v.s. han har vundet hver gang, men i morgen …. Så slå jeg ham. Håber jeg da. Skakspillet har vi ”lånt” nede i passager-afdelingen. Gnisten fortæller i øvrigt, at på hans forrige skib – Pasadena – købte han et skakspil i Indien, hvor alle brikkerne var håndudskåret i elfenben. Han havde givet flere hundrede kr. for spillet, men det var også et lille kunstværk. Og det var ikke meningen, at der skulle spilles med det. Samme gnist er næsten hver aften oppe på broen og snakke med mig. Undertiden går der flere timer på den måde. Om morgenen tager vi samtidig et bad i svømmebassinet.

Brev (Søen 26. aug)
Vi gik fra Singapore i går, og hele eftermiddagen har jeg vasket, så nu har jeg fred et stykke tid. Men der går nogle stykker tøj, når vi ligger i havn og roder i lasterne. Der går som regel 2 sæt om dagen, men ofte må man op på 3 eller evt. 4. Sved og snavs er der ingen mangel på. I Singapore fik vi de nye overenskomster, og dem har vi ventet længe på. Til gengæld bliver der regulering for 4 måneder, og for mit vedkommende, drejer det sig om mere end 500 kr., når skatten er trukket fra. Selve hyreforhøjelsen er kun på 150 kr. om måneden, så jeg synes faktisk stadigvæk, at standen som sådan er underbetalt. Hvis man var gift og havde et barn, kunne man ikke lægge penge til side, og det var kun i kraft af overtid, at konen kunne få et hæderligt beløb hver måned. En gift 3. styrmand kan ikke tillade sig at gå meget i land.

Brev (Bangkok 9. sep)
Lastearbejdet glider som sædvanligt fint takket være de gode stevedorer og kulier. Det går næsten af sig selv. Der er sandelig forskel på at laste i Europa og så her. På dækket er der som sædvanligt rigget et køkken til, for kulierne bespises om bord. Både de kulier, der arbejder med lasten og dem, der maler og shiner skibet op. De får god chow – 1., 2. og 3. styrmand spiser tit med; der er skam intet i vejen med det. Tværtimod, vi tager ofte to gange. Desuden får vi gratis alt det iskaffe, vi kan drikke – og det er en del. Vi har hver dag ca. 20 kulipiger og 30 kulier til at male og gøre rent. Pigerne får 18 ticaler og mændene 20- 22 for en hel dags arbejde (1 tical ca. 33 øre). Man forstår slet ikke, at de kan eksistere, men tilsyneladende har de det godt. De stiller med store smil hver morgen, og hele dagen arbejder de med godt humør. Kulierne i lasten er væsentlig bedre betalt – de får 120 tics for et døgns arbejde, d.v.s. 18 timers arbejde. Det er siamesergængene, mens kinesergængene får op til 150 tics for et døgn. Kinamændene har de mere anstrengende jobs som at slæbe og stuve maniok-sækken, hvorimod de aldrig bruges til at stuve teaktræ. Som tidligere nævnt er de alle fyldt med godt humør, og nu hvor jeg kender mange af dem, og efterhånden kan lidt siamesisk, er det en fornøjelse at have tilsyn på dækket.

Brev (Søen 13. sep)
Den sidste dag i Bangkok lastede vi 1000 krukker(35-50 liters) ingefær og 600 sække pomolus’er til Singapore som dækslast. De repræsenterede store værdier - og lækkerier. Men 1. styr er en snedig rad. Det er alt sammen lastet på 2. lugen – lige neden for broen, hvor tingene er under konstant opsyn.

Brev (Rødehavet 4. okt)
Vagterne her i Rødehavet går meget hurtigt, for vi møder masser af skibe i begge retninger, og der bliver talt sammen over morselampen med mange af dem. I forgårs fik jeg også et opkald, som viste sig at komme fra et dansk skib, en Mærskbåd fra Persergolfen til Rotterdam. Da han var en dansk båd, talte vi mere sammen end sædvanligt, og vi udvekslede også navne. Jeg kendte ham godt, særdeles godt endda. Vi var på dækket sammen på ”Kina”. Han var matros og absolut en usædvanlig en af slagsen. Jeg kom meget sammen med ham. Han gik også på navigationsskole samtidig med mig noget af tiden. Han var ca. et år efter mig. Så snakken gik – der var meget, der skulle spørges til, og først da vi blev tvunget til at holde op på grund af afstanden, ophørte vores duet. Det var første gang, jeg mødte én, jeg kendte. Det var et sært træf mellem tusinde af skibe

Brev (Biskajen 19. okt)
I Genoa var jeg i land med gnisten. Vi fik handlet, set på byen, drak kaffe mm. Og som vi havde bestemt flere uger i forvejen sluttede vi på frugttorvet – nu skulle der tages revanche efter alle høkerens udtørrede appelsiner og evindelige vandmeloner. Vi købte en hel kasse æbler, adskillige kilo pærer og nogle kilo druer. Derefter prajede vi en taxi, for vi kunne ikke slæbe alle vores indkøb ret langt. Det var og stadig er dejligt bare at kunne dykke ned og tage sig et æble, når man føler for det. Vi får nu alt for lidt frugt til søs, men det er vist også særlig slemt i Kompagniet.
Det kniber slemt med at komme over Biskajen, vi sejler ikke en gang 11 mil, og sådan har det været i snart halvandet døgn. Skibet tager nogle kraftige overhalinger hele tider, dykker og vrider sig igennem vandet. I journalen står vind og sø til 7-8, og der er virkelig en del havvejr. Alligevel undrer man sig over, hvor godt ”Falstria” klarer sig. Det er et sjældent godt søskib.

Falstria 4. gang

2. styrmand på rejse København – Gøteborg – Oslo – København fra den 10. – 23. november 1961
Skipper: H. Petersen

 Falstria, luftfoto

Jeg var blevet udnævnt til 2. styrmand, og det var jeg glad for. Det var ret nemt at overtage 2. styrmands opgaver, da jeg jo var bekendt med skibet og dets rutiner. Men jeg ønskede ikke at fortsætte som 2. styrmand på Falstria, jeg ville prøve et nyt skib. Og afmønstrede da vi kom til København. Den korte rejse skyldtes, at det drejede sig om losning af last fra forrige rejse, og lastning til næste rejse.

Nordic Hawk

2. styrmand på rejser fra Persergolfen til Europa, Japan og Aden fra 2. december 1961 – 6. juli 1962
Skipper: S. Kastrup Petersen 1.styrmand: ”Revolver Charles” og Johannes Jacobsen

Nordic Hawk, ØK postkort

Mit nye skib lå i dok i Falmouth i  Cornwall, og det var der, jeg påmønstrede. Det var et skib, der var helt forskellig fra de andre skibe, jeg havde været med.
Det var en tanker – første danske tankskib med dampturbine. Bygget i Glasgow og afleveret til Nordic Tankship i januar 1959 – et interessantskab, der ejedes halvt af ØK og halvt af BP. Ejerskabet afspejledes på skorstenen, som havde ØKs gule farve med BPs våbenskjold – herunder bogstaverne BP. Da den kom i drift, var det Danmarks største skib – 35.420 tons dødvægt. Flaget var ikke ØKs  normale splitflag, men et almindeligt stutflag. Porcelæn og bestik var mærket med Nordic Tankships
Skibet var bygget efter BPs standarder, og det betød bl.a. aircondition overalt indvendigt. Også på broen – kold eller varm luft efter behag - utroligt behageligt,. Der var ingen messer på skibet, men to cafeterier – et for mandskabet og et for officerer.
Da jeg afløste min forgænger og pakkede klunset ud, heriblandt et jakkesæt, sagde han, at det kunne jeg godt pakke langt væk. Han havde været på skibet 18 måneder, og den eneste gang, han havde haft brug for landgangstøj, var, da han skulle hente sin kone på stationen i Wilhelmshafen.
Men det viste sig, at jeg var mere heldig end han – jeg fik god brug for landgangstøjet, således under et flere dages ophold i Japan, et fem dages ophold i Kalundborg og næsten en måned i Newcastle.

Nordic Hawk ved oliepieren i Kalundborg

Brev (Søen 7.jan)
Høkeren (Knud Runchel) og jeg spiller skak hver dag, og det har vi begge megen glæde af.
Vi er nogenlunde lige stærke og skiftes til at vinde.

Han er en ret ung fyr, den yngste høker jeg har sejlet sammen med – han er vist omkring 25-26 år. Udmærket fyr, som passer det, han skal. Noget, der desværre ikke er særlig almindeligt.
Den første måned er nu gået, og den er gået stærkt. Jeg føler mig fuldstændig hjemme på Hawk’en. Jeg sætter pris på, at man altid kan være ren og pæn i tøjet. Sved og snavsede laster ligger nu langt tilbage i tiden. De problemer, der er ved lastning og losning, er op til en selv. Her er man ikke afhængig af og undertiden hjælpeløs over for vanskelige stevedorer og formænd, der direkte modarbejder en. Desuden er problemerne ved lastningen koncentreret til to perioder af en halv times varighed hver. Det er kun, når tankene skal toppes op, man skal være på dupperne. I første omgang når alle wingtankene skal fyldes helt op, og 5-6 timer senere gælder det centertankene.

Brev (Søen 20. jan)
Vi skal til Japan næste gang. Folk er helt kulrede – som børn lige op til jul. Der har været en mindre kø uden for Gnistens dør – træksedlen skulle stoppes. Pladsen hedder Yokka-ichi og ligger tæt ved Nagoya.

Brev (Stillehavet 9. feb)
For tiden og vist som regel er der lukket for sprutten til mandskabet. Og det er godt, synes jeg. Faktisk skulle alkohol være totalt forbudt til søs – også for officerer. Mindst 5 af Øks skippere er i virkeligheden drankere, og en masse af de andre er kraftig konsumerende. Her om bord var der nogenlunde fri udskænkning omkring jule- og nytårstide.. Og de eneste, der faldt i vandet, var navigatørerne. Jeg måtte gå vagt fra midnat til kl. 10 næste formiddag – hverken skipper, 1. eller 3. styrmand var til at få liv i, mens søfolkene passede deres vagter upåklageligt. Det var et undtagelsestilfælde, hverken 1. eller 3. styr drikker til hverdag, og vagterne bliver passet. Men jeg synes alligevel, at det er en falliterklæring, når sådan noget kan ske.

Brev (Syd for Ceylon 23. feb)
Da vi forlod Yokkaichi var der optræk til panik og ballade; skipper var edderspændt og lovede alle de værste repressalier. Lige inden vi skulle til at sejle, vi var begyndt at korte op, vælter en sort grødet masse op af centertank nr. 10. Efter en del ståhej bliver det stoppet på et tidspunkt, hvor det står ca. 1 fod højt på agterdækket. Sidepladerne går lige netop 1 fod op over dækket, og der løb vist kun et par pøse ned ad siden. Som det populært hedder i tankskibskredse – vi tog dækslast ind.
Der var sket en fejl. Når vi går i balast, tager vi ca. 15.0000 tons saltvand ind, for at gøre skibet manøvredygtigt. Under indtagelsen af balast havde 3. stm. fået åbnet en forkert ventil. Olien blander sig fuldstændig med saltvandet, og selv om tankene er pumpet tomme for olie, sidder der adskilligt tilbage på siderne og i bunden. Som sagt, skipper eksploderede og alle omkring ham fik en skideballe. Det var så ok, men mens vi stod deroppe, kom Bådsen stolt op og fortalte, at han havde klaret miseeren. Han havde lindet på de propper, der netop med henblik på den slags tilfælde, var sat i afløbene. Al olien var væk, forklarede han stolt. Skipper var først tavs, ildevarslende tavs – man kunne se, hvordan det kværnede inde i ham, så blev han rød i hovedet, som en rytter i røven, hvorpå han hylede og skreg, råbte og regerede. Sikke et organ. Bådsen var åndsvag og 10 minutters andre ukvemsord. Og han havde jo ret. Vi var lige uden for havneindløbet, men stadigvæk inde i bugten, så det var oileudtømning i indre japanske farvande. Skibet får givetvis en kæmpebøde, og det er skipper, der skal stå til ansvar. Han er dog nu blevet god igen, dog taler han og Bådsen ikke rigtig sammen endnu.
Den nat vi kom til Yokkaichi var det tåget, vi kunne kun se en mil frem, så vi luskede os lige så langsomt frem ad de minestrøgne ruter. De samme ruter var i høj grad blokeret af fiskerbåde, og selv om vi duttede på livet løs, var de ikke meget for at flytte sig. Specielt en enkelt båd blev ved med at komme nærmere, så jeg tændte projektøren, mens Skipper rev i maskintelegrafen og gav ror-kommandoer.. Pludselig vågnede de nede i båden, kappede net og grejer og skreg samtidig som i dødsangst. Sikke nogle skrig – jeg kan høre dem endnu. Det må heller ikke være sjovt at se sådan en kæmpemæssig skibsside vælte frem mod én. Nu gled fiskerbåden ned langs skibssiden, uhyre tæt på. Siden så vi den sejle bort. Fy, hvor jeg svedte – men fejlen var så afgjort deres.

Brev (Søen 28. feb):

Havvejr i Det Indiske Ocean

Fantastisk – vi har lige fået besked på, at vi skal til Kalundborg med den næste last. Tænk en gang. Det lyder næsten for godt, og vi får ofte ændret destination, så vi venter lige på, hvad der sker.

Brev (Rødehavet 8. mart)
Hvis vi kommer til Kalundborg, betyder det lønsænkning. Når en officer har været borte fra dansk havn i 4 mdr, får han et tillæg på 10% af grundlønnen. For mig betyder det lidt over 100 kr. om måneden.

Brev (Middelhavet 5. apr)

Under opholdet i Kalundborg fik vi besøg fra vores adoptionsskole, Høsterkøb skole. Jeg viser rundt på bakken.

Afsejlingen fra Kalundborg var præget af den forvirring, der altid hersker, når skibene sejler fra dansk havn. Det er den dag, besætningen kommer, og det er den dag, hvor de fleste er berusede. Normalt er der kun problemer på selve afsejlingsdagen. Denne gang stod det på i tre dage, og ud af en dæksbesætning på 19 mand, kunne vi ikke mønstre 3 ædru mænd. Det er fortvivlende, mens det står på. Men nu ligger det hele agterude, og alt er ved det gamle. Folk, der var fulde, frække og uforskammede, er nu pæne og flinke – ikke særlig arbejdsomme, men de passer da deres arbejde nogenlunde. Jeg har det ualmindelig godt med den nye 1. stm (Johannes Jacobsen). Vi har det som to venner, vi er dus, og der går en masse tid bare med at snakke. Han har allerede lært mig en masse ting vedrørende 2. stms arbejde i almindelighed, og i ØKs stykgodsbåde i særdeleshed. Han er meget dygtig, og jeg havde hørt om ham, før jeg mødte ham, og han lever fuldt op til ryet. En dejlig forandring fra den noget passive ”Revolver Charles”. Jacob, som vi kalder ham, skal i gang med at bygge hus i Århus, så vi får rigtig  snakket grund, lån og håndværkere. Han har lavet en papirmodel af huset, i de rette dimensioner, det står inde på hans kammer og troner, mens jeg prøver at komme med nedsættende bemærkninger. Men det er nu et ganske dejligt hus.

Brev (Rødehavet 25. apr)
Lastningen i Mena gik selv for denne fart særdeles hurtigt.

Vi lastede 34.000 tons på 9 timer, så det gik tjept. Skibet her er jo det bedste, jeg indtil nu har været i, hvad kost angår. Men påskeopbakningen slog alle rekorder. God mad, veltilberedt mad og nok af det. Kyllinger, engelske bøffer, wienersnitsler og hvad ved jeg. Dertil et koldt bord, som fik tænderne til at løbe i vand – og maven til at bule. Selv om udendørstemperaturen har været høj – alle dage over 35 grader i skyggen – var appetitten ikke formindsket takket været vores aircondition anlæg.

Officers cafeteriet: 3. stm og jeg sidder ned, mens pumpemanden William står ved buffeten

Hvor er det dog en herlig opfindelse. Nu har vi lige haft et par dage med helt stillestående luft og 35 grader i skyggen, og hvor man på de andre skibe ville ligge og svede uden at kunne falde i søvn – sover man godt og fast i en behagelig temperatur og med et enkelt tæppe over sig.

Brev (Middelhavet 12. maj )
Jeg nåede ikke i land, mens vi lå i Isle of Grain. Men det gjorde det meste af besætningen. For fuld musik og udblæsning. De er fuldstændige som besatte. Det er, som om de tror, de har pligt til at drikke sig fulde, når de er ved land. Selv drengene kom om bord med adskillige flasker skarpt – her skal dog indskydes, at en fornuftig matros tog dem fra dem og gav flaskerne til 1. stm. Han smed dem i øvrigt straks ud over siden. Men de voksne havde en bunke våd og hård proviant med. Men kunne de så bare nøjes med at være fulde, men her fulgte slagsmål, afbrændinger og agterudsejlinger med. Vi efterlod to mand i England, flere mand brændte den af ved afsejlingen og de to følgende dage i søen. Et par stykker går stadig rundt med opsvulmede ansigter og ømme lemmer. Klokken to om natten så jeg en af besætningen sidde og hænge på en underlig måde på en bænk henne agter. Da jeg så nærmere efter, viste det sig, at hans tøj var revet i stykker, og blodet løb fra forskellige steder i ansigtet. Heldigvis, kan man sige, var han så beruset, at han syntes, det var sjovt og grinede bare dumt. Jeg fik ham på hospitalet og fik udbedret hovedet, så godt det kunne lade sig gøre. Men dagen efter, og stadigvæk går han rundt med et flækket øjenbryn og de to blåeste øjne, jeg nogensinde har set. Sådan noget har jeg ikke oplevet før. Heldigvis er de to mand, jeg har på vagt et par friske pæne fyre, der passer det, de skal.

Party i officersbaren. Fra venstre: mig, Gnisten (Jimmy), 3. stms kone, 3. stm, Trikker

Jeg har haft min første skarpe ordveksling med skipper, siden jeg kom om bord. Det var over en bagatel. 3. mester stod oppe på broen, mens jeg havde vagt i søen. Der var ingen trafik og sigtbarheden var god. Så kom skipper ud og smed 3.die ned fra broen. Jeg blev gal og sagde, det var noget pjat (det mener jeg stadig), skipper for op, og vi talte med begge med store bogstaver i 1 minuts tid. Derefter gik han ind til sig selv. 1½ time efter kom han ud og ville nu snakke fodbold, noget vi begge er meget interesseret i. Han bærer aldrig nag, vi begravede stridsøksen og genoprettede freden. Skipper er nu god nok, jeg kan vældig godt lide ham. Han er lidt af en bøffel, men ellers fin. Han interesserer sig meget for besætningens personlige forhold. Da han selv er meget økonomisk, går han meget op i, hvad hver mand bruger og til hvad. Sidste måned var han glad for mig, for jeg havde skibets mindste høkerregning. Så kan han blive meget fortrolig – og skrækkelig indiskret. Han fortæller så om de enkelte besætningsmedlemmer, hvad ham og ham betaler og skylder. Det er et værre menageri med et meste af besætningens økonomi. Uhadada. Der skal holdes penge tilbage hos næsten dem alle sammen. Skat, regninger, børnepenge og underholdningsbidrag af forskellig art.

Sydvest monsun i Det indiske Ocean

Brev (Søen 5. juni)
Vi har sejlet en kort tur mellem Mena og Little Aden. Begge steder varmt som bare fa’n. Den dag, vi gik fra Mena, målte vi 40 i skyggen, men ude på dækket var det 63 grader. Og så er det ikke en gang rigtig varmt endnu – juli og august skal være drøje at komme igennem.

 Brev (Rødehavet 17. juni)
Skipper har fået besked om, at han vil blive afløst, når vi kommer til nordeuropæisk havn. Hans afløser hedder A. Marott – han har lige været hjemme og blevet gift for fjerde gang!!

Boven males. Det var sjældent, at der var tid til udenbords maling

Brev (Kanalen 27. jun)
Vi skulle have været til Le Havre, men er nu på vej til Thameshaven. Det har især givet min ven høkeren et problem. For han skal giftes, når vi kommer i havn, med Nuser – hans tilkommende. Han havde via Gnisten telegraferet og arrangeret alt muligt – rejse, konsul, præst, ØK, vaccination, søfartsbog etc. Og så skulle det meste ændres fra Frankrig til England

Efter udlosning i Thameshaven sejlede vi til et reparationsværft ved Newcastle, Smiths Dock i North Shields. Der havde i nogen tid været problemer med maskineriet, og det viste sig at være temmelig kompliceret – noget med saltvandstæringer på turbinebladene. Det medførte et næsten 2 måneders ophold på værft, heraf var jeg hjemme på ferie i ca. halvdelen af tiden.

Nordic Hawk 2. gang

2. styrmand på rejser mellem Persergolfen og Nordeuropa fra 1. august 1962 – 13. januar 1962
Skipper: A. Marott og Kastrup Pedersen 1. styrmand: Johannes Jacobsen

Nordic Hawk fortøjet i vigekanalen, Suez

Efter en næsten en måneds ferie i Danmark vendte jeg tilbage til North Shields og Nordic Hawk, som stadig lå på reparationsværft og ventede på, at højtryksturbinen blev ordnet hos firmaet, der i sin tid havde leveret den, Parsons.
Om aftenen, den dag jeg ankom, gik min ven Trikkeren (Benny Nielsen) og jeg i land. Han havde hørt om en restaurant med dans, Rex Hotel, i Tynemouth. Der mødte jeg en pige, som jeg bød op til dans, og efter et par danse inviterede jeg hende hen til vores bord. Hende kom jeg til at se meget til, mens vi lå i North Shields. Og senere. Den 4. januar 1964 blev vi gift i Whitley Bay ved Tyne-floden, og det er vi stadig.

Mens jeg var hjemme på ferie, var der kommet en ny 3. stm. om bord. Han hed Hans Henrik Hansen. Ham fik jeg et vældig fint forhold til. På billedet ses han til venstre. I indhugget ”gemmer” 1.stm. sig for fotografen, fordi vi tre havde lavet sjov med, at ØK bare skulle se os i vores tankskibspåklædning under lastning/losning på trods af Kompagniets uniforms tillæg. Hans Henrik blev senere ansat i firmaet Ivar Weilbach, København. 1. stm. tog hjem, dagen efter jeg var kommet tilbage, så jeg blev fungerende chief officer – dog uden lønforhøjelse.

Brev (North Shields 4. aug)
Den nye 3. stm er en ganske ung fyr, der er ude for første gang. Han virker helt allright, med store interesser i det musikalske. Han har installeret sig med båndoptager, radio og pladespiller samt bånd og plader til en samlet værdi på adskillige tusinde kr.

Brev (North Shields 14. aug)
Den anden nat blev jeg purret af en matros. Han havde fået en kniv i armen af en fyrbøder – fulderi. Jeg kunne ikke gøre så meget selv, så vi fik fat i en ambulance og kørte sammen til et hospital. Her blev såret renset, han ble syet og fik en stivkrampeindsprøjtning. Knivstikkeren var nu meget ulykkelig dagen efter, men i et søforhør, hvor jeg var med, blev det bestemt, at sagen skulle overdrages til myndighederne hjemme. Han blev følgelig afmønstret og sendt hjem.

Brev (North Shields 28. aug)
Vi skal ud at sejle i dag, dog kun en prøvetur. Den rigtige afsejling sker tidligst den 1. september. Første styr er blevet i godt humør igen, han har ellers – og det er sjældent for ham – gået og surmulet i en uges tid. Han fik jo ferie, da jeg kom tilbage hertil, men for hans vedkommende blev det ikke til ret meget – 9 dage. Og da han forinden havde betalt 800 kr. ud af egen lomme for at få kone og barn til Newcastle, var det faktisk en underskudsforretning for ham at tage hjem. Dertil kom, at han mistede sit 4-måneders tillæg. Ydermere sagde inspektionen til ham, at han skulle være her om torsdagen, da vi muligvis skulle sejle prøvesejlads om fredagen. Det var i forrige uge, og da vidste alle og enhver her, at der ville gå lang tid, før vi kom ud at sejle. Tilmed blev alle de nye folk sendt herover senere end han – de kom først søndag morgen!!! Sikke en gang personalepolitik.

Brev (Middelhavet 9. sep)
Vi har nu været i søen i en god uges tid, og det hele ser virkelig godt ud. Det skyldes især den nye besætning – det er utroligt, hvor stor en forandring, der er sket. Nu er ”Hawk’en” blevet et ”godt” skib, sikken en fredelig og god tone, der hersker her nu. Der bliver også arbejdet helt anderledes støt end tidligere. Første styr stråler som en sol, og ham min gode matros på vagten fortæller også, at det er blevet et helt andet skib. Nu har han og de andre lyst til at sidde og hygge sig i mandskabscafeteriet, mens det tidligere bare var et sted, hvor man hurtigst muligt skuffede maden ned.

Nordic Hawk. 2. stm. retter søkort på 12 - 4 vagten

Brev (Adenbugten 24. sep)
Det er helt utroligt, hvor skibet har forandret sig, siden vi gik fra North Shields. De nye folk og især den nye båds har gjort tonen ny og meget bedre. Vi har nu en besætning så god som på noget skib, jeg har været på. Der bliver arbejdet, så det er en lyst, og skibet ligner snart en lystyacht. Men det er især tonen, der er blevet forandret. Når vi fortøjer eller lader gå, behøver jeg ikke længere at forklare og ruske op i folkene. Nu kan jeg bare stå ved telefonen til broen, mens bådsen klarer alt det manuelle. Ydermere er søfolkene rene og pæne, humoristiske og høflige. Ja, det er sandelig en forandring og sikken et held, at det er sket i denne rækkefølge. Ellers havde man nok grædt sig i søvn.

Suez kanal. Malerflåden søsættes

 og der males udenbords

Brev (Arabiske Hav 30. sep)
Når vi kommer til England, kommer vores gamle skipper tilbage. Det er noget, der glæder os styrmænd. Vores nuværende skipper (A. Marott) er en pernittengryn type, der render rundt og nusser og lurer, han tør ikke rigtig stole på nogen, og så vil han ikke rigtig tage et standpunkt. Jeg er glad for at gå 12-4 vagten, da jeg næsten ikke ser noget til ham. Om natten sover han, og om dagen spiser han, eller sover til middag. Men på både 1. og 3. styrs vagter render han rundt og hænger sig i de latterligste ting. Kort sagt – ret trættende. Han er nu flink nok over for mig, men jeg har også ladet ham forstå, at enten har jeg vagten og ansvaret – eller også er det ham. Vi kan ikke begge gøre det. Men han er nu en kedelig ka’l, der bruger en hel del tid med at gå rundt på skibet og snakke venligt med matroserne, mens han pumper dem for almindeligt sladder.

Suez kanal. Gammel steam boat langs siden

Brev (Biscayen 19. okt)
Vi har lige haft en affære, der kunne bruges til Klodshans. En af drengene ville gerne afmønstres, når vi kom til Nordeuropa denne gang. Da han ikke havde været her de obligatoriske ti måneder, skulle han selv betale sin og sin afløsers rejse. Det havde han ikke penge til, og da skipper ikke kunne forstå det, begyndte han at gå drengens regnskab igennem. Det viste sig, at gutten havde haft nogle gevaldige høker-regninger. På adskillige hundrede kr. Det var mærkeligt, for han kunne ikke købe sprut. Men han havde købt vaskepulver for lige ved hundrede kr. igennem flere måneder. Forklaring – der var en konkurrence, hvor man kunne vinde et anseeligt beløb, hvis man havde den rigtige kombination af nogle kuponer, der lå inden i vaskepulverpakken. Ham og koksmathen havde så at sige købt hele skibets beholdning af vaskepulver – åbnet pakkerne, taget kuponen ud og konstateret, at det ikke var den, de søgte efter - og så smidt resten af pakken ud over siden. De havde selvfølgelig ikke fundet den rigtige kombination, deres anstrengelser til trods.

Afmønstring

På en rejse mellem persergolfen og Philadelfia, USA, blev jeg afmønstret i Gibraltar.

Nordic Hawk anduver Gibraltar

Fra foto albummet

Skorstenen males

1. km oliekaj i Mena Al Ahmadhi. 8 tankskibe kunne laste på samme tid

Fødselsdag om bord. Fra venstre Hovmesters kone (Nuser), mig, 1. mester, længst th. en tredjedel af Trikkeren, Benny

Pasadena

2. styrmand på en Pacific rejse fra den 28. februar – 28. juni 1963
Skipper: H.C.A. Hansen (Fanø- Hansen) 1. styrmand : J. Passer Jensen

Pasadena på vej op ad Columbia River på vej mod Portland

Brev (Søen 20. mar)
Jeg synes godt om at være her. Især er jeg glad for kaptajnen. Han er den mest tiltalende af alle de 15-20 ØK-kaptajner, jeg har oplevet. Han taler til mig og andre, som folk på landjorden taler til hinanden. Han er langt fra et hængehoved eller på nogen måde en svag mand. Tvært imod. Han er 100% sømand. En rigtig guttermand. Men når man møder sådan én som han, begynder man at tænke på – hvad det egentlig betyder. Det er desværre rigtigt, at de folk i ledende stillinger, som jeg hidtil har sejlet under, har med et mildt udtryk været temmelig mærkelige. Andre vil måske kalde dem lidt psykoagtige, men så langt vil jeg ikke gå. Men mange af dem har været anstrengende at sejle under. Og så er der det, at man har dem 24 timer i døgnet, og i flere måneder af gangen. Første styr har jeg endnu ikke fundet ud af, men han virker ok.

Brev (Curacao 24. mar)
Det er nu ret sjovt med de gamle danske minder på St. Thomas. De sjove gamle bygninger, gader med navne som Vimmelskaftet og Nørregade, og navne på forskellige lokaliteter med tydelig dansk oprindelse. På et søkort så jeg noget, der hed Blasbalg point, et andet Hans lollik Island. Og så selve byens navn, Charlotte Amalie. Der er åbenbart kommet gang i økonomien, siden jeg var her sidst. Dengang var havneområdet, der ejes af ØKs datterselskab, Vestindisk Kompagni, præget af fattigdom og forfald. Men nu er der masser af aktivitet, flere pakhuse er under opførelse. Dengang var der én dansk havefoged, nu er der 3. Om eftermiddagen, da vi skulle sejle, manglede vi en af matroserne, og agenten og jeg kørte rundt til alle de steder, hvor man kunne tænke sig, at en drukken sømand ville gemme sig. Vi var rundt til alle fy-stederne – meget interessant i øvrigt – men forgæves. Vi sejlede til sidst uden ham.
Da vi kom til Curacao (billedet), stod han på kajen – godt pyntet igen – han havde taget flyveren via Puerto Rico. Ordnet af agenten. Nu skal fjolset betale en regning på 7-800 $. For nogle få timers længere ophold på øen end vi andre. Man kunne til nød forstå det, hvis vi havde sejlet midt om natten, men dette her var ved middagstid. Hans kammerater kunne oven i købet fortælle, at han var læns allerede om aftenen. Nu bliver det hans og skippers hovedpine at få betalt regningen.

Brev (Pacific Ocean 2. apr)
Ih – hvor er jeg glad for Alfred, det er vores skipper. Hvor er han dog et herligt menneske. Sikke en tone, der hersker på broen. Det har jeg aldrig prøvet før. Tænk, en kaptajn, der spørger én om noget, og er virkelig ærlig interesseret i, hvad man mener om en situation eller begivenhed. En mand, der ikke er bange for at lave lidt grin med sig selv – og taler til andre som de er hans ligemand. Sikke et held, at jeg slap for skipperen på sidste rejse. Han er kendt under navnet ”Tante Pylle”. Ham husker jeg alt for godt. Dengang var han afløser 1. stm, bestemt ikke noget rart bekendtskab. Der går også nogle rystende historier om ham, her. Vores 3. stm (Henrik Peytz) sender her fra San Diego sin opsigelse til ØK. Han vil hjem og læse til lærer. Det er jeg ked af, for jeg regner med at skulle med på næste rejse, og vil meget gerne være sammen med ham. Han er en herlig fyr, vi kommer fint ud af det med hinanden. Han er gammel aspirant herfra, har hus og kone på Tåsinge, men mener sig i stand til at klare det økonomiske. Fremtidsudsigterne for unge styrmænd i ØK er ikke så opmuntrende. 1. styr hævder, at der er 32 første styrmænd foran ham i anciennitet og 16 efter ham – og han er kun tre år ældre end mig.

Brev (Portland 21. apr)
Vi kom til Vancouver Skærtorsdag morgen, men i Canada er det ikke en helligdag, så vi arbejdede. Vi holdt så fri fredag. Arbejdede igen lørdag. Både søndag og mandag kunne vi igen holde fri, så vi fik rigtig prøvet, hvad det vil sige at sejle på et land med kristne skikke. Sådan noget er jo helt utænkeligt i tankfarten og også på Østen, hvor vi så godt som aldrig havde en dag fri. Om fredagen spillede 2.mester og jeg skak, jeg tabte og var midt i revanche spillet, da vi hørte et par damesko ude i gangen. Vi skulle straks ud at se, hvad det var for noget. Det viste sig at være besøgende til anden smeden – noget familie – et par søde danske piger i tyverne. Lidt efter dukkede resten af familien op. Gamle og unge, der var vist lige ved femten stykker til sidst. Alle med en dansk tilknytning, de fleste snakkede også dansk.
Efterhånden var også alle officererne kommet til (lyden af kvindestemmer), så det blev efterhånden et rigtigt party. De blev alle til aftensmad – tilbuddet om rugbrød med spegepølse var der ingen, der kunne sige nej til. Der var lidt trængsel i messen, selv om vi spiste i 2 hold. Senere samledes vi oppe i salonen, vi dansede og havde det ellers fornøjeligt.

Brev (Søen 4. maj)
Matrosen på min vagt fortalte mig en pudsig historie fra LA. Mens vi lå der, kom en halvgammel, fastboende, dansker om bord – det sker faktisk temmelig tit herovre. De ser skibets flag, og det får følelserne til at vælde op. Nå, gutten inviterede et par af besætningen i land på en køretur – det sker også tit. De var ingen smalle steder, værten var meget gavmild. Til sidst spurgte han, om de ville se hans hjem og få en drink, der. Selvfølgelig. Da manden åbenbart havde penge nok, blev de lidt skeptiske, da han kørte dem ned i et noget udslidt havneområde. Hans hus var temmelig derangeret – udvendig. Men da de kom indenfor stank hans hjem af penge. Det viste sig, at han oprindelig var havnearbejder, men så blev der fundet olie på hans grund. Og han fik en afgift af den olie, der blev pumpet op. Noget med 5 cent hver gang nikkepumpen gik op og ned, sagde han.
Nu havde han indrettet et af husets rum med hele den ene væg som et stort udsigtsvindue af glas, fra gulv til loft og fra side til side – med udsigt til pumpen. Værelsets eneste møbel var en gyngestol. Værten forklarede, at når han var lidt mismodig, så satte han sig ind i det pågældende værelse og i gyngestolen og så betragte pumpen gå op og ned, op og ned. Og så tænkte han på og glædede sig over, at han ikke længere behøvede at spekulere på arbejde og økonomi.

Pasadena

2. styrmand på Pacificrejse fra 29. juni – 16. oktober 1963
Skipper: H.C.A. Hansen (Fanø- Hansen) Styrmand: Jørn Boyhuus

Pasadena. ØK postkort

Jeg afspadserede 10 dage hjemme, mens Pasadena var i København og på værft i Nakskov, hvor jeg kom om bord. Belært af erfaringen medtog jeg min egen regnemaskine, som jeg havde købt brugt. På rejsen forud fandt jeg det irriterende at skulle dele skibets regnemaskine med Gnisten.
Der skete ofte det, at når jeg ville i gang med lastepapirer eller dækkets overtime-regnskab, og så skulle Gnisten selv bruge regnemaskinen, og som udgangspunkt var det ham, der havde førsteretten til skibets maskine.

Brev (Atlanten 21. jul)
Den nye første styrmand er en stor gevinst – han er meget forskellig fra forgængeren. Ham her kan man da tale ganske almindeligt med – noget han i øvrigt er helt pjattet med. Han slår mig med adskillige længder.Sikke nogle historier han kan. Der er nu noget herligt over mennesker, der fortæller historier, der så tydelig er ”historier” og som så bliver halvfornærmede, hvis man stiller sig tvivlende op. Vi har ikke megen last med til St. Thomas denne gang. Dog skal vi ikke ret langt til næste plads, der er kun 38 mil til Frederiksted på St Croix. Det er første gang nogensinde, at skibet skal dertil, og kun tredje gang efter krigen, at et ØK skib skal dertil. Vi har slet ikke last til at det kan betale sig, men sådan er det næsten altid, når et nyt sted skal indarbejdes. Vi har ikke mere end 40 tons, og fragten må bestemt blive slugt af havnepenge og alt det andet, der løber på. Vi har fået en ny kok, og i modsætning til den forrige, har han lært at lave mad. Kosten er fin nu – han har lavet flere ting, der har været helt ovenud.

Brev (Stillehavet 4. aug)
Vi har fået telegram om, at vi ikke skal til San Diego denne gang, og det er vi styrmænd svært glade for. Vi har nemlig over hundrede biler til San F., og de står oven på lasten til LA og San Diego. Så der ville være opstået et pokkers skæg med at skifte biler, og hvis vi skulle have været til San D. måtte vi skifte nogle af bilerne to gange. Skiftning er alle styrmænds fæle modstander. Det vil sige, at man i én havn bliver nødt til at losse last til en senere havn, og når så lasten til den vedkommende havn er borte, må man begynde at genlaste lasten til den senere havn. Altså en ekstra gang losning og lastning. Man bruger dog også udtrykket skiftning, hvis man f. eks. I Los Angeles flytter noget fx noget Vancouver last fra et sted i skibet til et andet. Det korte af det lange – skiftning er, når man i en havn er tvunget til at arbejde med last, der ikke skal losses der.
Det koster jo altid, og går fra i fragt. Desuden sker der altid skader på godset, så det er ikke noget, vi kan lide at lægge navn til. ØK-rekorden tilhører Magdala på en Indienrejse, hvor Thorkild ”Bøvs” var 1. styrmand. De måtte skifte lige ved tusinde tons i Karachi, last der måtte ombord igen. Han havde lastet Bombay oven på Karachi – men han røg nu også ud af ØK bagefter.

Farvel til ØK

Undervejs gjorde jeg alvor af en tanke, som jeg længe havde gået og spekuleret over. Jeg havde ikke lyst til at være styrmand og evt. kaptajn resten af mit liv. Jeg vidste ikke, hvad jeg så ville gå i gang med, men det skulle være noget andet end sejle med Øks skibe. Så jeg sendte min opsigelse til Kompagniet, og min aktive tjeneste i ØK sluttede, da Pasadena forlod Orientkajen igen på vej til Pacific.

I øvrigt er den pågældende – dramatiske - rejse omtalt andetsteds i dette website. Dramatisk fordi Pasadena mistede begge sine master efter at være sejlet under en bro, hvor broklappen ikke var gået op.

Efter ØK
Senere tog jeg ud som 1. stm. i et lille fragtskib med 12 mands besætning, Irene Frijs af Roskilde, for at erhverve certifikat som skibsfører med henblik på at søge en lodsstilling. Jeg var med Irene Frijs i 6½ måned, hvor vi sejlede i mellem Østersøen, Middelhavet og Island. Da jeg afmønstrede fra Irene Frijs, var det samtidig også afslutningen på min tid som sømand.
Resten af mit arbejdsliv tilbragte jeg i job på land, og bortset fra en periode på 3 år som daglig leder på Skibsteknisk Laboratorium i Lyngby, havde ingen af jobbene nogen tilknytning til søen. Jeg savnede ikke livet til søs, men på den anden side var det en periode, som gav mig mange og gode oplevelser. Og en kone.

Peter Bach

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN