"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 36

Artikel i Skrevet af Morten Jespersen.

En tidlig sommermorgen 62. mønstrede jeg ØK’s MALACCA i Københavns frihavn.

   .
 Morten Jespersen.

Spinkel, nykonfirmeret og med 15 somre på bagen, entrede jeg lejderen med den nye søfartsbog i baglommen. Hele højre skulder var fyldt med røde og ømme hævelser efter diverse vaccinationer. Min mere erfarne, men jævnaldrende kollega, Søren fra Istedgade, hilste førstegangssejleren velkommen med et kraftigt slag på netop højre skulder ledsaget af
"Hva’ faaaaen mand, ka’ du ikke tåle lidt sjov, din bondejokker ?"

Der var langt hjem til far og mor i Skjern, men få måneder senere turede vi sammen rundt ude i Singapore i en cykelrickshaw.
Solbrændte, opdagende og meget kosmopolitiske.

Allerede ved middagstid passeredes Kronborg for udgående. De første tallerkener var blevet vasket op, jeg var blevet fuldgyldigt medlem af den store datidige skare af ØK ansatte. Mange som i dag er afmønstret "For good", medens andre som jeg selv, måske sidder i et borgerligt landkrabbejob. Måske er nogle stadig til søs, medens andre nyder deres otium, på en stille villavej i Hørsholm, i boligen på Costa del Sol eller sammen med den thailandske familie i en hytte langs Menamfloden op til Bangkok. Vi har alle været en del af en erhvervsgruppe, hvis økonomiske incitament næppe førte nogen ad millionærvejen, snarere var det et job og oplevelsen af at have været en del af et kosmopolitisk eventyr. Oplevelser som ikke knytter sig til ændringer i aktiekurser, virksomhedsslankninger eller tilbagekøbsoptioner, men oplevelser, som knytter sig til de mennesker og de oplevelser, der var den gang.

I 1997 sejlede det sidste skib ud på sin sidste sejlads under den gule skorsten med EAC-logoet. Det var enden for et stykke dansk maritim historie, der gennem tiden har involveret og haft berøring med en talrig skare af mennesker.
Ikke kun på de pågældendes arbejdspladser, men også i mange danske og udenlandske hjem, er der blevet lyttet til de daværende daglige skibspositioner på radioen. Breve er blevet sendt, og mangen en spisestue kan stadig dække op med hjembragt "Kinaporcelæn" fra et familiemedlems færden ude i verden som ansat i Det Østasiatiske Kompagni.

Nys konfirmeret drømte jeg om eventyret ude på den anden side af hovedvej 10 mellem Tarm og Varde, og i året 1962 mønstrede jeg ud.
Der var ingen fortrydelsesret for en spinkel knægt, som havde valgt at stå til søs i ØK. Kursen var sat mod Østen, mod Thailand, Cambodia og Vietnam og der ville gå næsten et halvt år, inden Kronborg ville ligge om styrbord igen.
Nu skulle 15 somres erfaringer fra det Vestjyske selv klare det videre liv.

Lige ud for maskinrummet logerede jeg sammen med de øvrige 15 - 16 årige drenge. Hernede var gangene ikke belagte med lyst linoleum, men med brede, ru træplanker. De blev skuret en gang om måneden med kaustisk soda og spulet efter med brandslangen.
Mit midlertidige hjem var den øverste køje på et tremandskammer. Et enkelt koøje gav adgang for dagslyset ned over en mørkebrun plastikbetrukken briks ved det lille bord. Dørken var af mønjemalet stål, og i et hjørne havde hver af os
drenge et smalt skab til vores ejendele. Husdyr havde vi også, og det i hundredtal. Kakerlakker som pilede hid og did hver gang en skuffe eller en skabsdør blev åbnet.
Hyren var på 315 kroner pr. måned for syv ugentlige arbejdsdage med tiltørning klokken seks, og en dag der først sluttede efter den sidste bakstørn ved ottetiden om aftenen. Men i de hede tropenætter kunne jeg ligge ude på lugen over det fjerde lastrum. I månens genskin fra havet forsøgte jeg at aflure flyvefiskene deres kunst, inden søvnen meldte sig under et stjernespækket himmeltæppe, hvor Sydkorset stod som vægter. Og de nætter, hvor det var for svært at falde i søvn, var der altid selskab at finde hos udkigsvagten helt henne foran ankerspillet. Så blev der snakket om farter på Sydamerika, om den sidste John Wayne film og måske om det og dem derhjemme.

Vi drenge røg Pall Mall eller Chesterfield. Der blev inhaleret dybt og i øvrigt var det kun tøsedrenge, der ikke kunne ryge samtidig med, at der blev lagt arm over de to tændte stearinlys. Ordet livsstil blev ikke nævnt så tit i den lille, lumre tremandskahyt. Her handlede det mere om at være en hård negl eller en bonderøv. Det sidste kostede blå mærker og udstødelse, mangen en strøm af saltmættede tårer ville blive fældet dybt nede under tæppet, når de andre var gået i land sammen!
Så varmede det når hovmesteren kunne ane, at livet var lidt træls for en 15 årig knægt på langfart. Vi tog et spil skak sammen, og han kunne så fortælle om sine børn og livet i bygden derhjemme på Færøerne.

Men der var også besøg i eksotiske havne som Port Sudan, Aden, Singapore og Saigon ind imellem den rigtige havsejlads over Det Indiske Ocean med glinsende flyvefisk og glimt af blæsende hvaler. Her på toppen af oceanets kuglekalot var havets landskab evigt foranderligt og smukt hele kimingen rundt.

En novemberdag gik vi atter nordover gennem Suez-kanalens ørkenlandskab. Vi mødte adskillige skibe med Dannebrog om agten. Man passerede hinanden, og der blev hilst med løftede arme. Måske sås et kendt ansigt enten hjemmefra eller fra andre sejladser.
De lyseblå "Mærsk" skibe havde lige som de dybrøde "Lauritzen" skibe deres egne gengangere. "Ove Skou" sejlerne var ubestrideligt ombord på de smukkeste og hurtigste skibe, medens "Nordens" nok var for de mere hårdhudede.
Snesejlere blev der råbt ovre fra ESSO Ålborg, en af Dansk Esso’s store tankbåde i ballast sydover.

MALACCA var, som mange andre ØK fragtbåde, en søens arbejdshest på ruten fra Danmark til Det Fjerne Østen. En
sejlads, der gav bådsmanden og de af besætningen, der havde kone, børn og hus i Bangkok eller en anden by i østen, muligheden for at leve en slags familieliv. Arrangementer, der var til at leve med, når far var sikret ansættelse på skibe i denne fart med mulighed for at komme hjem et par gange om året.

På promenadedækket midtskibs gav MALACCA plads til 12 passagerer. Her var der både spisesalon og en opholdsstue med læderbetrukne lænestole og et mindre bibliotek. Ikke at forglemme var der en åben pejs med indbygget elektrisk lys, der kunne illudere en flakkende rødlig flamme.
Her blev dagene levet som kunne det være beskrevet i en novelle af Somerset Maughan.
Man spiste, konverserede, promenerede og var i hinandens selskab. De fleste passagerer stod af ved anløbet af Genua, den første havn i Europa. Her blev de hjulpet ned af lejderen og som kvittering blev der udleveret forskelligt farvede konvolutter med proportionalt fordelte drikkepenge.

Medens “MALACCA”s søfolk så småt begyndte at forberede sig på europæisk vintersejlads og den snarlige hjemkomst, gav officererne med kaptajnen i spidsen, sig tid til en sidste inspektion. Iført det stiveste puds blev hele skibet beset fra for til agter, fra maskinrum til broen. Kaptajnens hvide handsker strøg over dørkarmene og fundet blev behørigt noteret ned i den sorte bog. Hverken blik eller tonen lod nogen i tvivl om alvorligheden af påtalen.
Alle var vi en del af dette midlertidige fællesskab som havde kurs op gennem havnebyerne i Europa inden ankomsten til frihavnen i København. Der blev tid til et hurtigt besøg i hjemmet i Vestjylland inden der julemorgen klokken 6.00 igen var trængsel på “MALACCA”s lejder. Vi skulle atter østover.
Nogle var gengangere og andre var kollegaer fra tidligere sejladser i Kompagniet. Denne gang blev overkøjen ikke min. Efter en periode havde jeg min sidste sejlads for Kompagniet.

Gamle “MALACCA” blev solgt og endte sine dage som skrot i Kaohsiung 1971.

1976 søsattes et nyt skib under navnet “MALACCA” Det havde bøgeparket på alle gangene i apteringen. Med sin størrelse ville det aldrig kunne sejle op af floden til Bangkok og lugedækslerne af stål kunne næppe give et bekvemt natteleje i de stjerneklare nætter under ækvator. Nattens rorgænger var erstattet af et elektrisk selvstyreapparat.

I dag har jeg mit daglige arbejde i Århus. På vej ned ad Randersvej mod havnen, er der et godt udsyn over bugten. Der er morgener hvor jeg synes at kunne ane konturen af et gammelt, sortmalet fragtskib med bleggul skorsten og splitflag agter, på vej ud af havnen.
Langs lønningen står Søren fra Istedgade, matrosen Svend fra Vejle, hovmesteren fra Færøerne, kaptajn Danstrup og alle de andre gamle ØK sejlere. I det stærke modlys synes kursen at være sat mod øst.

Forfattet af Morten Jespersen bragt i. Herfra stor TAK!

Pernille Pedersen har indsendt nedenstående 8 billeder.

Fionia 78.

Broen på Fionia Inspiceres

Tak til Pernille Pedersen.

Kære Willy

En dag i slutningen af min værnepligt i Marinen i 1960 henvendte jeg mig hos ØK på Orientkajen i København for at komme ud at sejle som maskinassistent.
Her kom jeg ved disken på kontoret til samtale med en hr. Faber, som straks spurgte mig om hvornår jeg kunne begynde.
”Jeg vil da gerne have en uges ferie når jeg er færdig ved Marinen”, svarede jeg.

FERIE”! råbte han ud i lokalet – ”Det har De da haft de sidste 15 måneder”. (Dengang var test hos psykologer ikke opfundet og man sagde De til hinanden).
Vi aftalte at jeg skulle starte på Nakskov Skibsværft hvor M/S Erria var til eftersyn. Der var jeg vel om bord i otte dage og hjalp til med diverse reparationer.

.

Så kom der besked om  at jeg skulle påmønstre M/S Falstria som maskinassistent og vi skulle til Bangkok.
Det lød rigtig spændende og jeg rejste til Orientkajen.

M/S Falstria.

Falstria var et gammelt skib og det havde ikke engang en rigtig skorsten. Men selv med disse mangler var det den rene svir. Man havde fået sit eget kammer med en rigtig seng efter i Marinen at have sovet sammen på banjer med mange gaster.
På hele turen til Østen og hjem gik jeg hundevagten sammen med 3. Mester. Det var lidt træls. Rense centrifuger, tørre olie op og vaske twist i gasolie til genbrug.

Vi havde passagerer om bord, og dem måtte vi ikke blande os med. Ja, der var områder på skibet hvor vi ikke måtte komme. Svømmebassinet måtte besætningen benytte efter klokken 20:00 ellers var det forbeholdt passagererne.

Det var en fantastisk tur til det fjerne Østen for en ung mand og der var mange oplevelser, som andre også har berettet om her på denne flotte hjemmeside. Hvem husker vel ikke de krydrede dufte og lyden af cikader første gang man gik i land Penang. Her var også mange moskitoer og 2. mester sagde, at de kunne genkende os, for ifølge ham summede de, at nu kom ”The lovers from Denmark”.

M/S Pretoria

 

Her blev jeg påmønstret som 4. Mester og skulle rejse med toget til Rotterdam for at komme om bord på skibet.
Det var et dejligt og godt skib. Vi havde et fantastisk sammenhold om bord og jeg var der i to rejser, hvoraf den sidste gik til Australien. Motoren spandt som en kat og der var aldrig problemer.

Jeg mindes særligt en kængurujagt. Jeg tror det var i Perth eller Fremantel. Vi blev afhentet af en jeep med jæger som kørte os ud i bushen. Her blev to mand anbragt på forskærmene med hver sit gevær, og så gjaldt det om at nedlægge nogle kænguruer. På det tidspunkt var de skadedyr, som åd græsset fra fårene, så farmerne var kun glade for vores jagt. Senere på natten gik det ud over kaninerne, som underminerede store områder.

I Cairns kan jeg huske at 2. Styrmand besøgte det lokale sygehus og fik foretræde hos ”The Matron”. Hans mission var at invitere nogle sygeplejersker ned på skibet til middag og bal om aftenen. The Matron indfandt sig om eftermiddagen og efter et par gode drinks kunne hun godkende os. Hun var dog også med om aftenen, og jeg kan forsikrer læserne om at alt gik rigtig til hele aftenen.
Jeg har tit tænkt på, hvad der mon ville ske hvis søfolk mødte op på Rigshospitalet og prøvede at invitere sygeplejersker ned til et skib i Frihavnen for at holde bal.

I Australien kunne vi ligge længe i havn, op til fjorten dage. Høkeren kunne ikke bryde toldernes plomberede varelager, så øl m.v. måtte vi selv købe i land.

Med hensyn til spiritus om bord måtte den månedlige høkerregning ikke overstige kr. 300,- for så skulle man op til skipperen og forklare sig. En flaske gin kostede ca. kr. 10,-.

Endvidere kunne Danske Sømænds Kirker arrangere udflugter bl.a. til ”De Blå Bjerge”.

M/T Java

Næste påmønstring blev tankskibet JAVA. Her skulle jeg møde op i Aruba i Venezuela.

Omtalte hr. Faber fra ØK mente at en sypige kunne sejle M/S Pretoria, så han syntes, at nu skulle der ske noget og jeg kom ud som 3. mester.

Jeg fløj med SAS fra København til New York og overnattede her. På turen over Atlanten bestilte jeg en gin og vermouth hos stewardessen. Hun kiggede lidt på mig og jeg kunne se på hende at hun ikke var klar over at det var en ”five a clock” drink i ØK. (Var det ikke i Mærsk de drak sodavand og snaps?) Jeg havde fået 25 $ med i lommepenge til rejseudgifter.

Næste dag fløj jeg videre med KLM til Aruba. I lufthavnen ventede en taxa og chaufføren viste mig et telegram hvor der stod at jeg skulle køres til et pensionat i nærheden. Her ventede jeg en lille uges tid for Java havde været på vej til Gibraltar og var nu blevet omdirigeret til Aruba. Dengang handlede man også med råolie mens skibene var i fart.
En tidlig morgen blev jeg hentet af den stedlige agent og kørt ned til havnen og blev sejlet ud til Java som lå på reden. Om bord blev jeg vel modtaget af både kaptajn, maskinchef og besætning.
Her var mange tekniske problemer om bord specielt i maskinen. Motoren var en 840 mm. 6 cyl, B&W diesel på ca. 12.000 BHK. Den vibrerede meget og i hver ende var monteret en stor kompressor som skulle kompensere for vibrationerne. Dette var den første og eneste forsøgsmotor som eksisterede, så B&W var meget interesseret i hvordan den arbejdede.

Vi havde et motorhaveri og måtte sejle på nødkørsel med 5 cylindre til værft i New York. Den ene cylinder havde derfor ikke noget topstykke på og havde du hat på hovedet blev den blæst af hvis du kiggede ned i cylinderen.

Vi var chartret af Shell og skulle sejle 18 knob/h, men kunne kun klare 15 knob/h, ellers rystede det hele i stykker.

Vi sejlede mellem Aruba og Montreal, hvor vi afleverede lasten. Derefter sejlede vi op ad St. Lawrence floden, åbnede bundventilerne og havde fersk vand med retur til Aruba.

I land kom jeg stort set ikke. Vi lå ofte på reden og lastede olie mens slæbebådene trak i os. Det var en spændende tid og jeg lærte meget. Det var på det tidspunkt at der blev ændret på titlerne ombord.

3. mester kom til at hedde 2. mester.
2. mester kom til at hedde 1. mester osv.
Det samme gjaldt for styrmænd. Så vidt jeg husker gav det ikke mere i hyre.

M/S Kina

Omsider blev jeg afløst og kunne rejse hjem fra Ravenna i Italien hvor vi var på værft for diverse vedligeholdelser. Efter en tid at have hjulpet gænget på Orientkajen fik jeg at vide at nu skulle jeg påmønstre M/S Kina som 1. mester og vi skulle til Australien.

Kina var et ældre skib men til gengæld virkede det meste af det. Motoren var en dobbeltvirkende 2 takts med glidere. Det var lidt underligt at se den arbejde, når gliderne farede op og ned. Pakdåserne skulle holdes tætte ellers svinede det med olie over det hele. Det der drillede var kølemaskinen, som ikke kunne holde temperaturen, så hovmesteren var lidt sur på mig, og det var nok fortjent.

Maskintop Kina 62.

Her er et udpluk fra datidens HORISONT, om vores fodboldbedrifter i Australien.

 

 

Det var også her vi på udrejsen blev døbt ved Ækvator til ære for vores passagerer.

Dåbshandlingen er i gang

Revisor med politi

Lægepersonale

Kongen og Dronningen

Vi kom godt hjem igen og jeg stiftede familie og blev i land. Tidspunktet må være sidst i 1962.

Med venlig hilsen
Kurt Kofod Jørgensen

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN