|
Om
livet i ØK Side 36
En tidlig sommermorgen 62. mønstrede jeg ØK’s MALACCA i Københavns frihavn.
Allerede ved middagstid passeredes Kronborg for udgående. De første tallerkener var blevet vasket op, jeg var blevet fuldgyldigt medlem af den store datidige skare af ØK ansatte. Mange som i dag er afmønstret "For good", medens andre som jeg selv, måske sidder i et borgerligt landkrabbejob. Måske er nogle stadig til søs, medens andre nyder deres otium, på en stille villavej i Hørsholm, i boligen på Costa del Sol eller sammen med den thailandske familie i en hytte langs Menamfloden op til Bangkok. Vi har alle været en del af en erhvervsgruppe, hvis økonomiske incitament næppe førte nogen ad millionærvejen, snarere var det et job og oplevelsen af at have været en del af et kosmopolitisk eventyr. Oplevelser som ikke knytter sig til ændringer i aktiekurser, virksomhedsslankninger eller tilbagekøbsoptioner, men oplevelser, som knytter sig til de mennesker og de oplevelser, der var den gang. I 1997 sejlede det sidste skib ud på sin
sidste sejlads under den gule skorsten med EAC-logoet. Det var enden for
et stykke dansk maritim historie, der gennem tiden har involveret og
haft berøring med en talrig skare af mennesker. Nys konfirmeret drømte jeg om eventyret
ude på den anden side af hovedvej 10 mellem Tarm og Varde, og i året
1962 mønstrede jeg ud. Lige ud for maskinrummet logerede jeg
sammen med de øvrige 15 - 16 årige drenge. Hernede var gangene ikke
belagte med lyst linoleum, men med brede, ru træplanker. De blev skuret
en gang om måneden med kaustisk soda og spulet efter med brandslangen. Vi drenge røg Pall Mall eller
Chesterfield. Der blev inhaleret dybt og i øvrigt var det kun
tøsedrenge, der ikke kunne ryge samtidig med, at der blev lagt arm over
de to tændte stearinlys. Ordet livsstil blev ikke nævnt så tit i den
lille, lumre tremandskahyt. Her handlede det mere om at være en hård
negl eller en bonderøv. Det sidste kostede blå mærker og udstødelse,
mangen en strøm af saltmættede tårer ville blive fældet dybt nede under
tæppet, når de andre var gået i land sammen! Men der var også besøg i eksotiske havne som Port Sudan, Aden, Singapore og Saigon ind imellem den rigtige havsejlads over Det Indiske Ocean med glinsende flyvefisk og glimt af blæsende hvaler. Her på toppen af oceanets kuglekalot var havets landskab evigt foranderligt og smukt hele kimingen rundt. En novemberdag gik vi atter nordover
gennem Suez-kanalens ørkenlandskab. Vi mødte adskillige skibe med
Dannebrog om agten. Man passerede hinanden, og der blev hilst med
løftede arme. Måske sås et kendt ansigt enten hjemmefra eller fra andre
sejladser. MALACCA var, som mange andre ØK
fragtbåde, en søens arbejdshest på ruten fra Danmark til Det Fjerne
Østen. En På promenadedækket midtskibs gav MALACCA
plads til 12 passagerer. Her var der både spisesalon og en opholdsstue
med læderbetrukne lænestole og et mindre bibliotek. Ikke at forglemme
var der en åben pejs med indbygget elektrisk lys, der kunne illudere en
flakkende rødlig flamme. Medens “MALACCA”s søfolk så småt begyndte
at forberede sig på europæisk vintersejlads og den snarlige hjemkomst,
gav officererne med kaptajnen i spidsen, sig tid til en sidste
inspektion. Iført det stiveste puds blev hele skibet beset fra for til
agter, fra maskinrum til broen. Kaptajnens hvide handsker strøg over
dørkarmene og fundet blev behørigt noteret ned i den sorte bog. Hverken
blik eller tonen lod nogen i tvivl om alvorligheden af påtalen. Gamle “MALACCA” blev solgt og endte sine dage som skrot i Kaohsiung 1971. 1976 søsattes et nyt skib under navnet “MALACCA” Det havde bøgeparket på alle gangene i apteringen. Med sin størrelse ville det aldrig kunne sejle op af floden til Bangkok og lugedækslerne af stål kunne næppe give et bekvemt natteleje i de stjerneklare nætter under ækvator. Nattens rorgænger var erstattet af et elektrisk selvstyreapparat. I dag har jeg mit daglige arbejde i
Århus. På vej ned ad Randersvej mod havnen, er der et godt udsyn over
bugten. Der er morgener hvor jeg synes at kunne ane konturen af et
gammelt, sortmalet fragtskib med bleggul skorsten og splitflag agter, på
vej ud af havnen. Forfattet af Morten
Jespersen bragt i.
Pernille Pedersen har indsendt nedenstående 8 billeder.
Fionia 78.
Broen på Fionia Inspiceres
Kære Willy
En dag i slutningen af min værnepligt i Marinen i 1960
henvendte jeg mig hos ØK på Orientkajen i København for at komme ud at
sejle som maskinassistent.
”FERIE”! råbte han ud i lokalet – ”Det har De da
haft de sidste 15 måneder”. (Dengang var test hos psykologer ikke
opfundet og man sagde De til hinanden).
M/S Falstria.
Falstria var et gammelt skib og det
havde ikke engang en rigtig skorsten. Men selv med disse mangler var det
den rene svir. Man havde fået sit eget kammer med en rigtig seng efter i
Marinen at have sovet sammen på banjer med mange gaster. Vi havde passagerer om bord, og dem måtte vi ikke blande os med. Ja, der var områder på skibet hvor vi ikke måtte komme. Svømmebassinet måtte besætningen benytte efter klokken 20:00 ellers var det forbeholdt passagererne. Det var en fantastisk tur til det fjerne Østen for en ung mand og der var mange oplevelser, som andre også har berettet om her på denne flotte hjemmeside. Hvem husker vel ikke de krydrede dufte og lyden af cikader første gang man gik i land Penang. Her var også mange moskitoer og 2. mester sagde, at de kunne genkende os, for ifølge ham summede de, at nu kom ”The lovers from Denmark”. M/S Pretoria
Her blev jeg påmønstret som 4. Mester og skulle rejse med
toget til Rotterdam for at komme om bord på skibet.
Jeg mindes særligt en kængurujagt. Jeg tror det var i Perth eller Fremantel. Vi blev afhentet af en jeep med jæger som kørte os ud i bushen. Her blev to mand anbragt på forskærmene med hver sit gevær, og så gjaldt det om at nedlægge nogle kænguruer. På det tidspunkt var de skadedyr, som åd græsset fra fårene, så farmerne var kun glade for vores jagt. Senere på natten gik det ud over kaninerne, som underminerede store områder.
I Cairns kan jeg huske at 2. Styrmand besøgte det lokale
sygehus og fik foretræde hos ”The Matron”. Hans mission var at invitere
nogle sygeplejersker ned på skibet til middag og bal om aftenen. The
Matron indfandt sig om eftermiddagen og efter et par gode drinks kunne
hun godkende os. Hun var dog også med om aftenen, og jeg kan forsikrer
læserne om at alt gik rigtig til hele aftenen.
I Australien kunne vi ligge længe i havn, op til fjorten dage. Høkeren kunne ikke bryde toldernes plomberede varelager, så øl m.v. måtte vi selv købe i land. Med hensyn til spiritus om bord måtte den månedlige høkerregning ikke overstige kr. 300,- for så skulle man op til skipperen og forklare sig. En flaske gin kostede ca. kr. 10,-. Endvidere kunne Danske Sømænds Kirker arrangere udflugter bl.a. til ”De Blå Bjerge”. M/T Java
Næste påmønstring blev tankskibet JAVA. Her skulle jeg møde op i Aruba i Venezuela. Omtalte hr. Faber fra ØK mente at en sypige kunne sejle M/S Pretoria, så han syntes, at nu skulle der ske noget og jeg kom ud som 3. mester. Jeg fløj med SAS fra København til New York og overnattede her. På turen over Atlanten bestilte jeg en gin og vermouth hos stewardessen. Hun kiggede lidt på mig og jeg kunne se på hende at hun ikke var klar over at det var en ”five a clock” drink i ØK. (Var det ikke i Mærsk de drak sodavand og snaps?) Jeg havde fået 25 $ med i lommepenge til rejseudgifter.
Næste dag fløj jeg videre med KLM til Aruba. I lufthavnen
ventede en taxa og chaufføren viste mig et telegram hvor der stod at jeg
skulle køres til et pensionat i nærheden. Her ventede jeg en lille uges
tid for Java havde været på vej til Gibraltar og var nu blevet
omdirigeret til Aruba. Dengang handlede man også med råolie mens skibene
var i fart. Vi havde et motorhaveri og måtte sejle på nødkørsel med 5 cylindre til værft i New York. Den ene cylinder havde derfor ikke noget topstykke på og havde du hat på hovedet blev den blæst af hvis du kiggede ned i cylinderen. Vi var chartret af Shell og skulle sejle 18 knob/h, men kunne kun klare 15 knob/h, ellers rystede det hele i stykker. Vi sejlede mellem Aruba og Montreal, hvor vi afleverede lasten. Derefter sejlede vi op ad St. Lawrence floden, åbnede bundventilerne og havde fersk vand med retur til Aruba. I land kom jeg stort set ikke. Vi lå ofte på reden og lastede olie mens slæbebådene trak i os. Det var en spændende tid og jeg lærte meget. Det var på det tidspunkt at der blev ændret på titlerne ombord.
3. mester kom til at hedde 2. mester. M/S Kina
Omsider blev jeg afløst og kunne rejse hjem fra Ravenna i Italien hvor vi var på værft for diverse vedligeholdelser. Efter en tid at have hjulpet gænget på Orientkajen fik jeg at vide at nu skulle jeg påmønstre M/S Kina som 1. mester og vi skulle til Australien.
Kina var et ældre skib men til gengæld virkede det meste af det. Motoren var en dobbeltvirkende 2 takts med glidere. Det var lidt underligt at se den arbejde, når gliderne farede op og ned. Pakdåserne skulle holdes tætte ellers svinede det med olie over det hele. Det der drillede var kølemaskinen, som ikke kunne holde temperaturen, så hovmesteren var lidt sur på mig, og det var nok fortjent.
Maskintop Kina 62.
Her er et udpluk fra datidens HORISONT, om vores fodboldbedrifter i Australien.
Det var også her vi på udrejsen blev døbt ved Ækvator til ære for vores passagerer.
Dåbshandlingen er i gang
Revisor med politi
Lægepersonale
Kongen og Dronningen Vi kom godt hjem igen og jeg stiftede familie og blev i land. Tidspunktet må være sidst i 1962.
Se også de andre sider !!!
|
|