"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 37

Lalandia

En "gave" fra overstyrmanden.

Jens O. H. Jensen har sendt den til mig.

Låget herunder er forstørret for læsebarhed.

Der udover har Jens O. H. Jensen også sendt beretninger fra Lalandia 60, Mongolia 61 og Asmara 62.

Lalandia 60.

M/S Lalandia

En ægte snesejler.

Lalandia var et ældre skib der havde set sine bedste dage, men var alligevel et velbygget skib fra den gang man nittede stålpladerne sammen.

Jeg vil fortælle om nogle af mine oplevelser med Lalandia, mit arbejde bestod hovedsagelig af rengøring – servering og hånd-opvask til den store guldmedalje efter passagerne.
De moderne bekvemligheder i form af opvaskemaskine eksisterede ikke. Efter at have besøgt de sædvanlige havne i Sverige og Norge, gik turen over Nordsøens oprørte vande, vi havde nogle af kompagniets medarbejdere med som passagerer og de skulle bespises uanset vejret, min opgave var at hente maden fra kabyssen og bringe fadene med mad til pantryet, det var ikke nemt da skibet rullede så meget i søen, at jeg måtte sætte en fod på skottet for at holde balancen og tungen lige i munden, for ikke at tabe fadene med mad inden jeg nåede pantryet, da det var første gang jeg havde været ude i en så hård sø, måtte jeg hurtigt løbe ud dækket og læne mig udover lønningen og aflevere det jeg havde spist til aften.

Kompagniet folk stod af i Hamborg
i Dover havn kom der 80 engelske passagerer om bord, de skulle med til østen.

Lalandia forsatte sin rejse uden de større problemer indtil vi var på strækningen mellem Genova havn og Port Said, undervejs måtte Lalandia søge nødhavn  i Messina på Sicilien, da en matros var blevet syg og måtte på hospitalet, når et skib anløber Messina havn, strømmer alle byens handlende til det ankomne skib for at sælge deres varer, jeg blev fristet af nogle store flotte dukker som jeg købte og gav til mine niecer, (dukkerne var lidt større end niecerne der var 1½ år gamle).

Turen igennem Suez kanalen var en oplevelse, alle blev advaret om, at holde alle døre og koøjer lukkede og låste, da araberne var eksperter til at klatre op ad skibssider og ”fiske” i åbne koøjer.

Vel ankommet til Aden havn i Yemen, for at bunkre olie, så skete uheldet,  der var nogen, der ikke havde holdt øje med hvor meget olie der kom i tankene, olien var begyndt at løb ud af svanehalsene på båddækket (passager dækket), den sorte tykke olie flød ud over teaktræsdækket ud over skibssiden og ned i havnebassinet, Lalandia’s hvide skibsside have skiftet farve.

Aden var stedet hvor man næsten kunne handle hvad som helst, ure, kikkerter, fotoapparater mm. og bruge håndsæbe og tobaksvare som betalings middel.

Selv om Lalandia var et ælder skib havde det ”aircondition”, der bestod af en metal skærm der blev monteret i koøjet, skærmen kunne fanget luften og sende luften ind i kahytten, en nat på strækningen mellem Maldiverne og Penang, blev søen urolig med høje bølger, Lalandia var begyndt og rulle i søen, jeg sov men blev hurtig vågen, vindskærmen var  nu blevet til et skovlblad, havet væltede ind af koøjet, mig ud af køjen, fjerne vindskærmen og lukke koøjet og så var det ellers i gang med at få fjernet vandet der skvulpede frem og tilbage i lukafet, alt mit tøj lå i en skuffe under den nederste køje, så det var blevet meget vådt.

Turen videre fra Penang gennem Malaccastrædet forløb uden piratoverfald, vel ankommet Singapore hvor  igen de handlende invaderede dækket, blev jeg her belært om, at her købte man de bedst sandaler, kaldet ”Singaporesandaler” i læder og svedklude til at have omkring halsen.

Spuleparade på agterdækket

Herfra sejlede vi til Manila på Filippinerne og videre til Saigon i Syd Vietnam der den gang var en Fransk koloni.
Inden vi sejlede op af Mekongfloden gav skipper ordre til at rigge brandslangerne til, da man ikke vidste hvad der ville ske under vejs til Saigon, om aftenen ville jeg se byen, den var mørk og trist, med franske politi og militær folk på alle gade hjørner, så det blev kun til et kort visit.

Hongkong var derimod en oplevelse, at se den store aktivitet i den flyende by, tempel tårnene der ragede op i landskabet, at sejle med færgerne mellem bydelene Victoria og Kowloon, og ikke komme i vejen for en af de gamle Århusianske sporvogne der kørte rundt i gaderne, Hongkong var stedet hvor man købte silke, silkebrokade og silkekimonoer til pigen der hjemme, dengang var det også in at købe barskabe og kamfertræskister med asiatiske udskæringer.

Videre fra Hongkong til Bangkok, vente på lods og højvande for at komme over baren udfor Chao Phraya flodens mundingen i Thai bugten, 14 dejlige dage ved New Harbour kajen, ikke så langt fra Mosquitobar og den engelske Mariner Club, jeg mener at huske, at den havde tilnavnet Flying Engel.

Ku…lejderen blev hængt ud over agter stavnens bagbords side mod floden som en af de første opgaver. Den Danske sømandskirke i Bangkok arrangerede byrundtur i Bangkok med besøg i det Gyldne Tempel.

Hjemturen forløb uden de store oplevelser, en ting glemmer jeg ikke, det var da sulfoen til opvasken slap op, høkeren havde ikke mere og der blev ikke købt mere, så høkeren gav os en bøtte med soda som vi så skulle bruge, jeg kan fortælle at soda er et dårligt produkt til opvask, jeg viste ikke på det tidspunkt hvad soda var og hvilke egenskaber det havde, i dag ville jeg protestere og stille krav om gummihandsker for ikke at få ødelagt huden på hænderne.


Bådsmanden som frisør.

For at illustrere nogle af de primitive vaskeforhold om bord, kan jeg fortælle at når der skulle vaskes tøj, blev det tøj der ikke skulle koges blot lagt i sæbevand i en times tid, skjorter der ikke tålte for varmt vand og var blevet lidt mere beskidte i halsen og på ærmerne, fik lidt håndsæbe og var dette ikke nok blev skurebørsten taget i brug, det tøj der skulle koges måtte jeg finde en ledig stål eller galvaniseret spand der ikke var rustskadet, da rusten kunne ødelægge tøjet, for at få kogt tøjet kunne jeg enten bruge damprøret på baderummet eller anskaffe mig en dypkoger, hvis jeg brugte damprøret kunne jeg forvente at tøjet blev rustplettet (da der altid følger rustvand med dampen) men høkeren solgte et vidundermiddel  der hed ”MAGGI”. Det fjernede rusten, men det ødelagde også tøjet på længere sigt.

Mongolia 61.

Jens som ungtjener om bord på Mongolia, og tændstikker fra rederiet.

En af min oplevelser med dette skib var da vi sejlede "listede" os ind gennem Gibraltarstrædet i tæt tåge.

Udfor Gibraltar klippen var tågen så tæt, at skibet næsten lå stille og tågehornet tudede med jævne mellemrum, jeg var næsten færdig med opvasken efter passagerne og stod ude på dækket, lyttede og spejdede ud i tågen, pludselig så jeg noget lys, det var toplanternen på et andet skib der var på vej ud fra Middelhavet på vores styrbords bov, skibet ændrede kurs til deres styrbord og kom på tværs af Mongolia, sammenstødet var uundgåeligt.

Mongolia ramte det andet fragtskib, lige midt på poopens bagbords side, begge skibe lå nu med bagbords sidder mod hinanden, skaden på det andet fragtskib kunne nu tydelig ses, det viste sig at vi havde ramt ind i deres grøntsagsrum, der skete heldigvis kun materiel skade.

Mongolia havde fået nogle små huller i stævnen der blev lappet med en ordentlig klat beton da vi nåede Marseille, jeg hørte senere, at det andet fragtskib var fransk og efterfølgende havde søgt havn i Gibraltar.

En anden oplevelse er, da vi var nået frem til Karachi, i det der den gang hed Vest Pakistan, i dag kun Pakistan. Vi lå med meget lille fremdrift og ventede på lodsen, havet var roligt, men pludseligt krængede skibet voldsomt, først til styrbord så til bagbord, krængningen var så voldsom, at løse genstande faldt på dørken, selv kopper og kander og skåle der hang på kroge under dækket i pantryet, faldt af krogene, vinflaskerne der stod på anretterskabene i spisesalonen var væltet på dørken og var knuste, oprydningsarbejdet kunne begynde, den efterfølgende forklaring var, at skibet var kommet til at ligge parallelt med nogle høje dønninger, indrømmet, jeg blev sku bange, jeg kan ikke huske hvor meget kokken havde bandet og svovlet over hændelsen, hans suppegryde der altid stod og kogte på komfuret, røg på dørken. Vi havde nogle biler stående på mellemdækket i lasten, de havde det ikke så godt, de var blevet bulede, jeg husker ikke hvor meget af den øvrige last der havde taget skade.

Når et skib sejler linjefart kan det ikke undgås at man møder det samme skib fra et andet rederi flere gange, vi fulgtes med et engelsk skib fra Port Said og gennem kanalen til Bombay, der blev derfor arrangeret en fodboldkamp på en nærliggende bane, englænderne havde deres udstyr i orden, trøjer, bukser, strømper og fodboldstøvler i rederiets farver, ØK mandskabet mødte op i det forhåndenværende udstyr i forskellige farver tøj, sikke et syn, man kunne da se hvem man var på hold med, vi havde det sjovt men tabte.
Det engelske mandskab inviterede på "Five o'clok drinks" jeg kan ikke huske hvordan den endte, jeg havde fået nok og forlod selskabet da arbejdet ventede.

Mens vi lå i Bombay skulle vi da også se på byen, en aften gik vi fem mand i byen, inden vi gik var jeg blevet informeret om, at man her i byen kunne opleve, at pigerne blev holdt i bur og det ofte var bordeller, så det var et spørgsmål om at vælge hvor "ettallet" skulle poleres, efter præsentationen af stedets piger i sari og fuld krigsmaling og pris, sagde jeg nej tak, det var min løn ikke stor nok til.

Tømmermandens badeanstalt var en dejlig forfriskende og kølig fornøjelse.

Når vi nåede en havn skulle jeg som regel sørge for kaffe til lodsen, men det skulle jeg ikke da vi nåede til flodmundingen der førte op til hovedstaden Rangoon i Burma, jeg kan ikke lige huske hvilken nationalitet denne lods havde, men han var ikke Burmeser, og han drak i hvert fald ikke kaffe, han lodsede bedst på Johnnie Walker, vi nåede Rangoon uden problemer, her lastede vi teaktræ, fra kajpladsen havde jeg udsigt til den guldbelagte Gyldne Pagode, det blev ikke til mere her. Videre gik det til Chittagong i Øst Pakistan, i dag har det navnet Bangladesh, vi sejlede langt op ad Ganges floden og ankrede op midt i floden, der skulle vi laste jute, der kom med nogle pramme fra et andet sted i floddeltaet, juten stank og dampede som fra en mødding, juten skulle losses i Genova, og dette skulle ske indenfor 30 dage, da der var risiko for, at juten ville selvantænde.

Souvenir fra Suez

Calcutta i Indien var en oplevelse, vi lå der i ca. 14 dage, lossede, lastede og kalfatring af teaktræsdækkene med efterfølgende sandskuring, det blev flot, der var mange kulier om bord, som det var svært at holde øje med, det medførte at skibets malerlager forsvandt fra dækshuset, pist væk, ingen havde set eller hørt noget, skipper fik tilkaldt skibsagenten og forklarede ham situationen, agenten mente ikke at det nyttede noget at tilkalde politiet da man ikke kunne forvente politiet ville gøre noget, hvis skipper ville have sin maling tilbage kunne han nok købe det tilbage på det sorte marked.

Tiden i Calcutta gik bl.a. med at besøge sømandskirken og tage med på udflugt til et dansk udviklingsprojekt der omhandlede andelslandbrug og mejeridrift, inderne havde taget den danske model til sig. Jeg fik solgt en transistor radio som jeg havde købt i Rotterdam, og fik syet kaki tøj efter mål, men man skulle passe på da stoffet ikke altid var vasket inden syningen, hvis det ikke var vaske forinden ville tøjet krybe ved først kommende vask, til 2 numre mindre. Sømandskirken arrangerede også en aftentur, ud og se på flyvende hunde, nogle store krabater i forhold til de små flagermus vi har i Danmark, turen sluttede med et besøg på en begravelsesplads ved  flodbredden og aftenkaffe på sømandshjemmet.

Turen gik videre til Madras hvor vi lå et par dage, oplevelsen her var, da det blev opdaget at kulierne havde fjernet nogle brædder til høkerens proviantrum på mellemdækket i lasten, og havde forlystet sig bl.a. med at drikke sodavand, de havde ikke fjernet kapslerne men prikket hul i kapslen med deres lastekroge, de må have haft et masse besvær med at få væsken ud af flasken med sådan et lille hul. Tømreren blev sat i gang med at sikre proviantrummet mod yderligere tyverier. En morgen jeg stod ude på dækket og nød udsigten fik jeg et sjældent syn, der dukkede pludselig en stor havskildpadde op til overfladen i havnebassinet, den forsvandt lige så hurtigt igen.

.

Efter Madras kom vi til Colombo på Ceylon, i Colombo lå vi en uges tid, her blev der tid til at gå i biografen vi så filmen Ben Hur, biografen startede først efter mørkets frembrud da det foregik under åben himmel, og gud hvor var det besværligt at finde biografen, taxa chaufføren talte meget dårligt engelsk, vi prøvede forskellige engelske ord og fagter og til sidst lykkedes det, og vi kom også godt hjem til skibet igen, når jeg i dag år 2008, tænker tilbage på hvor dristige vi var, og på steder vi ikke kendte til i forvejen, må jeg i dag betragt det som at have været på opdagelses rejse. Udover biografturen spillede vi igen fodbold mod et andet skib og sømandskirken arrangerede en udflugt til zoologiskhave der lå udenfor Colombo. I  Colombo fik jeg købt nogle elefanter og en lampe i rosentræ.

Fra Colombo forsatte vi til Cochin og Calicut for at laste kokosnødprodukter, vi ankom til Cochin efter mørkets frembrud og ankrede op ud for byen, der lå en tågedis over havet, så man ikke kunne se ret langt, men ud af tågen kom der en masse små både med kulier efterfulgt af pramme der skulle losses, der blev arbejdet hele natten for Mongolia var sejlet igen inden jeg stod op næste morgen.

At styre et skib er ikke nemt har jeg måtte sande, en dag da jeg var på broen med kaffe, stod jeg og sludrede med rorgængeren og fik overtalt rorgængeren til at lade mig prøve at styre skibet, det kunne jo ikke være så svært troede jeg, når man ser hvordan en rorgængeren ser på kompasset og forsigtigt drejer lidt på roret for at holde kursen, så måtte jeg også kunne klare den opgave, jeg gjorde det samme som rorgængeren, nej jeg havde slet ikke føling med roret, kompasset flyttede sig en grad til styrbord jeg drejede på roret for at komme tilbage til kursen, så flyttede kompasset sig til bagbord, igen drejede jeg på roret, pludselig var der nogen der rumsterede i bestiklukafet det var skipper der var på vej ud på broen, jeg nåede lige at  flytte mig væk fra roret inden skipper så hvem der stod ved roret men han sagde ikke noget, bagefter var jeg overbevist om at skipper har kunnet mærke på skibets bevægelse, at der var noget galt på broen, lidt efter forlod jeg broen via brovingen og kunne se på kølvandsstriben hvordan jeg havde styret skibet, det var ikke så godt, det må have været endnu sværere i sejlskibstiden uden styremaskine til roret.

På et tidspunkt blev ”Høkeren” tosset, han syntes at drengene var blev for langhåret, ”Høkeren” beordrede at alle drengene skulle klippes næste gang vi nåede havn, det skulle ”Høkeren” i hvert fald ikke bestemme, det medførte at tre af drengene lod sig kronrage til stor ærgrelse for ”Høkeren”, men drengene grinte.

Mongolia 62.

Da jeg anden gang skulle sejle med Mongolia, blev jeg i al hast sendt med toget til Nakskov.
Mongolia lå på skibsværft og skulle sejle dagen efter.

Det måtte blive en spændende tur da vi skulle ned over ækvator til Australien der jo medførte en linjedåb på traditionel vis, det havde jeg ikke prøvet før. Alt forløb som sædvanlig til Aden, herfra skulle vi til Fremantle som den første by i Australien.

Efter at have ligget 18 dage i søen uden at se land, var der tre af os drenge der havde fundet det morsomt at tage en af wirerne fra lossebommen og brug som gynge fra lugekarmen og udover skibssiden, men en af drengene var så uheldig at ramme ind i rælingen og slog sig, han måtte en tur på hospitalet i Fremantle til observation.

Mongolia forsatte rejsen til Adelaide uden den tilskadekomne der efter endt behandlingen måtte tage med toget de ca. 2700 km. gennem Australiens ørken til  Adelaide, der var heldigvis ikke sket noget alvorligt.

Rejsen gik videre til Melbourne og Sydney, i Melbourne blev der talt om at arrangere en kænguru jagt om natten med lys fra lastbiler, det var der heldigvis ikke tilslutning til, men sømandskirken arrangerede en udflugt hvor vi fik lejlighed til at afprøve vores færdigheder med at kaste en boomerang, at blive god til at kaste boomerang kræver øvelse.
Efterfølgende besøg i den lokale zoologiske have. På retur rejsen fik vi en afstikker til Port Pirie en lille havneby nord for Adelaide for at hente malm der skulle til Ålvik en lille by dybt inde i Hardangerfjorden i Norge, her blev der passet godt på de norske jenter,
(af deres fædre).

Asmara 62.

Da jeg blev forhyret på Asmara havde den lige været på sin jomfrurejse, Asmara var et skib med en moderne indretning set i forhold til Lalandia og Mongolia, jeg havde fået mit eget lukaf med skabe skuffer og skrivebord samt håndvask, varme apparat med separat blæser til de tropiske egne, et toilet og badeværelse der skulle deles med stewardessen. på 2. dæk midtskibs var der også var 2 kahytter med plads til 4 passagerer. På 1. dæk var der pantry, spise og rygesalon det var mit arbejdes område, samt ”Høkerens” kontor og lukaf. På 3. dæk boede gnisten og styrmændene og 4. dækket var broen og kaptajnen.

En anden moderne indretning var et vaskeri dog uden tørretumbler, hurra, nu skulle jeg ikke vaske tøj i en spand mere og ingen fare for rustpletter på tøjet, vaskepulveret skulle jeg stadig købe hos ”høkeren” Snevit vaskepulver med spillekortskonkurrence indlagt, jeg vil ikke fortælle hvor tåbelig man kan være, når der er en konkurrence hvor man tror at man kan vinde. Det øvrige mandskab boede alle i agter bygningen hvor også kabyssen med tilhørende messer til mandskab og officerer.

Når kaptajnen og passagererne skulle have frokost og den varme aftensmad hentede jeg maden i kabyssen nede agter, til denne transport havde jeg en stor bakke herpå blev fade, skåle og gryder stablet og et viskestykke lagt henover for at beskytte maden når jeg skulle henover dækket og det i al slags vejr, det gik ad H… til, viskestykket salatbladspynten m.v. fløj omkring på dækket, den varme mad nåede at blive kold. Der måtte gøres noget, stewardessen fik ordre på at sy en ”badehætte” med elastik af noget voksdug til bakken. Morgenmaden klarede jeg stort set selv med de madvarer jeg havde til rådighed i køleskabet, jeg skulle jo kunne give passagererne og kaptajnen det de ønskede, kaffe, te, brød, ristet brød, æg på næsten alle måder, altså det helt store morgenbord. Der er en episode jeg ikke kan glemme, jeg skulle jo sørge for at passagererne fik kaffe efter aftensmaden og de i øvrigt ikke manglede noget inden jeg holdt fri, men en aften havde jeg glemt at slukke for el komfuret,  og jeg havde efterladt kaffekanden på kogepladen med det resultat at kaffekanden kogte tør og kaffeposen der var af stof brændte, en matros havde på hundevagten lugtet noget brændt og havde snuset sig frem til pantryet, men da pantryet altid var aflåst når jeg ikke var der, måtte han vække ”høkeren” der havde lukaf lige overfor pantryet, da jeg lukkede pantryet op næste morgen kunne jeg godt lugte at der var noget galt, kaffekanden stod i vasken og var sort indvendig og kaffeposen var brændt væk, jeg fik travlt med at rengøre kaffekanden og få skaffet en ny kaffepose så jeg kunne få lavet morgen kaffen.

Shorepas Jugoslavien.

Asmara var udstyret med en moderne skrue, den tekniske betegnelse kender jeg ikke, men skruebladene kunne  drejes under fremdriften således at skruen fik en bremse og bak effekt, det syntes jeg var smart, vores skipper var en dygtig og erfaren mand der havde styr på Asmara’s moderne udstyr, det ville han vise da vi skulle sejle ind i Marseille havn, jeg ved ikke om skipper og maskinmesteren havde talt sammen om hvad der skulle ske inden vi sejlede ind i havnen, lodsen var kommet om bord og der skulle ikke bruges slæbebåde som ellers var normalt, skipper kunne jo med den nye tekniske skrue få skibet til at sejle frem og tilbage når det passede ham, alt gik fint indtil vi nåede ind i det kaj bassin hvor vi skulle fortøje, skibet gled ganske langsomt frem, skipper ville vel stoppe skibets fremdrift inden vi sejlede ind i kajen, men nej, der skete intet Asmara gled lige så stille og roligt indover kajen, stævnen blev trykket godt ind, nu blev der brug for slæbebådene for at få Asmara lagt til kaj, skaden var så stor at vi lå 10 dage i Marseille, der blev tid til at være turist. Hvad der efterfølgende er sket i søforhøret ved jeg ikke, men skipper og maskinmesteren talte ikke sammen under resten af turen til østen og retur til Genova, her blev skipper afløst.

Stævnen skæres af efter kollision med kajen i Marseille havn 1962.

Stævnen er fint tilskåret, og vi er forhalet til en ydermole i Marseille.

Da vi sejlede fra Manila skulle vi til øhavet syd for Manila til en meget lille ø for at laste ananas konserves til IRMA i Danmark, her var der kun 1 anløbsbro med plads til et skib så vi lå på red og ventede, da vi endelig kom til kaj, og besætningen havde fri skulle det nærtliggende værtshus besøges for at kontrollere om hvad der blev udskænket der, værtshuset lå et pænt stykke væk fra anløbsbroen men ikke længere end man kunne gå, Asmara blev lastet og der blev talt om at vi snart skulle afsejle, men der manglede den del af besætningen der sad på værtshuset, en stafet blev sendt af sted for at meddele at skibet skulle sejle, stafetten kom tilbage og meddelte at besætningen ikke havde lyst til at forlade stedet da de havde lige så godt, styrmændene og skipper havde et problem, skulle man agterudsejle besætningen og var der nok mandskab om bord til at fortsætte uden at bryde reglerne, problemet løste bageren, da han var en habil harmonika spiller, tog han til værtshuset med harmonikaen og spillede nogle fællessange der fik besætningen op at stå, besætningen fulgte så den harmonika spillende bageren som en anden rottefænger tilbage til Asmara der nu kunne afsejle.

Bytur i Penang

Asmara sejlede videre til Hongkong, Kobe, Yokohama, Otaru, Shanghai og retur til Hongkong og Bangkok.
Da Asmara jo skulle ind i kinesisk farvand skulle besætningen hvis de havde kort eller atlas m.v. hvorpå navnet Formosa var trykt ændre navnet til Taiwan.

Asmara ankom til Kobe uden de store problemer bortset fra sejladsen i udkanten af en tyfon, dette er en gyngende oplevelse i sig selv, skipper havde planlagt at Asmara skulle præsenteres for honoratiores ved receptioner i Japan og Thailand. ”høkeren” og bageren havde fået besked på at vise deres konditor kunst, ved at fremstille de bedste danske kager og petitfure, bageren knoklede som en sindssyg for at nå at blive færdig til den første reception, informationen om receptionen kom i sidste øjeblik, uden besked om hvor mange gæster der kom, ”høkeren” og jeg skulle arrangere receptionen i spise og ryge salonen, bageren havde lavet så mange kager der kunne mættet besætningen i flere dag, der kom ca. 10 gæster plus skibets officerer, jeg kan fortælle at kagerne var super lækre, jeg fik i hvert fald min part af kagerne, men bageren var tosset og dybt skuffet, nu havde han knoklet i flere dage i sit ansigts sved og så kommer der kun 10 gæster, de kager der ikke kunne holde sig i køleskabet fik besætningen til kaffen, i den efterfølgende tid talte bageren meget om at emigrere til Amerika.

Skipper har inviteret gæster og bedt en Thailandsk tjener om at hjælpe.

I Kobe blev Asmara invaderet af diverse ”skibshandlere” bl.a. en porcelæns handler der demonstrerede hvilket tryk tallerknerne kunne tåle ved at stille sig på en tallerken og med utallige orientalske mønstre lige fra det fine tynd rødmalet kineser porcelæn til det mere moderne design, de der var interesseret kunne komme op i butikken og udvælge det de ville have og det var svært at vælge, jeg valgte et spisestel til 12 personer med te kopper og kande, som i 1962 kostede 13.000 yen, men jeg var også blevet advaret om at kontrollere porcelænet ved leveringen på skibet, da andre havde erfaring med at porcelænet ikke altid havde den kvalitet og design som var aftalt, og det var det heller ikke, jeg fandt porcelænsdele der ikke var ordentlig glaseret så jeg var skuffet og blev vred, pakkede det hele sammen og skyndte mig op i forretningen og brokkede mig, butiksejeren undskyldte mange gange og fik sat folk i gang med at finde de porcelænsdele frem der ikke var i orden. Det var en stressende situation da Asmara skulle sejle til Yokohama senere på dagen. Receptionerne gentog sig i Yokohama og Otaru med lige så stor skuffelse for bageren (konditoren).

I Otaru, havde jeg den oplevelse at en gæst inviterede mig ud om aftenen på en Japans bar, hvorfor vidste jeg ikke men jeg tog imod tilbuddet, i løbet af aftenen fandt jeg ud af at de blot ville have kontakt med en der kunne tale og skrive engelsk da de ikke selv var gode til engelsk og mente de kunne lærer det ved at have kontakt med mig, der blev budt på rigeligt med drikkevare, men da de serverede den Japanske delikatesse, rå fisk, sad jeg og lurede om jeg skulle prøve at spise et stykke eller sig nej tak, af høfligheds grunde tog jeg et stykke, føj vor det smagte, jeg tyggede lidt på den rå fisk, og mærkede at der virkelig skulle bides igennem for at spise den, føj hvor det vendte sig i min mund, jeg kunne ikke så godt spytte det ud så jeg besluttede af høfligheds grunde at sluge fisken, det der imponerede mig mest den aften var, da jeg hver gang forlod toilettet stod der en geisha uden for døren med en varm vaskeklud og tørrede mine hænder, det har jeg aldrig glemt. ”Høkeren” købte juletræer i Otaru, Hokkaidoøen har et klima som på vore bredegrader om vinteren (når vi har en rigtig vinter) for der var islagt vej og skide koldt selvom øen ligger på højde med Venedig, juletræerne skulle bruges til den juleaften vi skulle fejre i Bangkok, Asmara forsatte rejsen til Shanghai.

På Asmaras sejlads mellem Otaru og Shanghai meddelte skipperen at alle indkøbte souvenirs, fotografiapparater, kikkerter, skrive og tegne blokke m. m. samt alle danske og udenlandske penge skulle opbevares under forsegling mens vi opholdte os i Shanghai, jeg forstod først senere hvilken betydning og konsekvenser det kunne få hvis ikke alle havde fulgt denne beslutning, Maoisterne havde magten i Kina og lå stort set i konflikt med alle på det tidspunkt, kineserne var mistroiske overfor alle fremmede der kom til landet, da Asmara var fortøjet i Shanghai blev vi mødt af det Maoistiske systems embedsmænd og skibshandlere (hemmelige agenter), besætningen skulle stille til pas og lægekontrol (pik parade) i rygesalonen inden der kunne udstedes et landgangs pas, herefter skulle vi opholde os i vor lukafer indtil det sort gæng havde undersøgt vor lukafer for effekter der var uønskede i Kina. Hver gang jeg bevægede mig ud på dækket blev jeg fulgt med øjnene fra de kinesiske vagtmænd, en af skibshandler ville hele tiden sælge farvestrålende kinesiske frimærker men kun for udenlandsk valuta og helst US $, der kunne absolut ikke handles med kinesiske penge, ham anså jeg for hemmelig agent der forsøgte at lokke en evt. skjult udenlandsk valuta frem i lyset, en anden skibshandler solgte beklædnings genstande bl.a. vatterede frakker, dem var der rift om og der kunne handles med kinesiske penge, jeg købte to vatterede frakker til mine niecer.

Shanghais barer skulle besøges, for jeg havde læst at Shanghai før Maos tid havde været en rigtig munter by med fest og farver og masser af lysreklamer, og her i Shanghai fandtes verdens længste bardisk på 16 meter, jeg havde forestillet mig en bardisk hvor skummende ølkrus kom susede hen af disken lige som i en gammel amerikansk vestenfilm, jeg fandt den aldrig, Shanghai havde forandret sig, ingen munterhed eller lysreklamer ej heller nogen bordeller, et lyspunkt har jeg, for under eftersøgningen af verdens længste bardisk på 16 meter blev min nysgerrighed vagt af kinesisk musik, i døren indtil musikken blev jeg standset og udspurgt om hvem jeg var og om jeg talte Østtysk, jeg blev lidt overrasket for, troede kineseren virkelig der var forskel i det tyske sprog, efter lidt palaver blev jeg inviteret indenfor, det viste sig at være et sted med kinesisk artist og musikunderholdning.

Asmara ankom til Bangkok omkring den 20. december 1962, juleaften havde skipperen samlet besætningen i mandskabsmessen, juletræet var blevet pyntet og lysene tændt der var hældt gløgg op i glassene, sømandspræsten holdt en lille prædiken og en julesalme blev sunget, sømandspræsten havde medbragt en sæk med missionsjulegaver til besætningen, selvom klimaet i Bangkok på denne tid af året er drønende varmt, bestod middagen på god traditionel julemad, efter spisningen sivede de enkelte besætningsmedlemmer ud af messen og op til Mosquitobar hvor festlighederne fortsatte, Mosquitobar var et dejligt sted, men kunne også være et farligt sted, man kunne "falde for pigerne" og ende i "sumpen" og komme under behandling, og så først vågne op næste morgen og håbe at opholdet i sumpen ikke havde medført en følgesygdom, der skulle behandles af overstyrmanden eller ØK’s lokale læge i Bangkok, Asmara forlod Bangkok d. 31. december 1962 om eftermiddagen.

Asmara fortøjet på floden ved Kuala Lumpur

Asmara havde nu lagt kursen mod Danmark, ruten gik normalt via Singapore, Penang, Aden men denne gang sejlede Asmara op i floden udfor Kuala Lumpur i Malaysia,

Denmark House i Kuala Lumpur

Mens vi lå udfor Kuala Lumpur fik Asmara et SOS signal om hjælp til det lokale hospital, her lå en dansk kvinde alvorlig syg og hospitalet manglede blod til den videre behandling.

Skipperen bad overstyrmanden undersøge om besætningen ville hjælpe den danske kvinde og hospitalet, alle sagde ja, men ikke alle kunne forlade skibet, jeg var blandt dem der kom af sted, på kajen blev vi mødt af kvindens mand og ØK’s lokale agent,

Carlsbergbryggeriets biler transporterede os til hospitalet, og personalet stod klar til navne registrering og tage blodprøver til type bestemmelse med efterfølgende blodtapning, da blodtapning var overstået serverede hospitalet frokost, efter frokosten kørte Carlsbergs biler en turist rundtur i Kuala Lumpur og endte senere i baren på hotel Hilton, styrmanden der var med i gruppen sagde at vi nu kunne bestille en drinks og han skulle nok betale, det lød næsten alt for godt til at være sandt, det var det også, for styrmanden havde fået penge af hospitalet for blodtapningen, alle pengene blev brugt på hotel Hilton, Asmara forsatte sin hjemrejse og vi hørte ikke mere om den danske kvindes helbred.

Hjemme i Danmark igen.

Skoleskibet Danmark og ØK-båd foran B&W

Hærværk på den lille havfrue, og B&W i baggrunden

Kongeskibet Dannebrog ved Holmen

Hilsen
Jens Ole Højborg Jensen.

Jutlandia

Matros. Bent Vifert Larsen

Den 26. apr. 1960, mønstrede jeg i m/s Jutlandia, der på daværende tidspunkt lå i Aalborg, herfra gik vi til København og så ellers den gængse tur gennem en del Europæiske havne og via Suez kanalen til Østen.

Nu kunne jeg jo godt begynde at skrive en hel del om mine oplevelser i Hamborg, Rotterdam,, Bremen, Suez , og videre Penang, Singapore.  Saigon,  m.m.,  og ikke mindst Mosquito Bar, men det synes jeg er beskrevet både flot og spændende af de mange der har skrevet her på siderne, så det behøver jeg ikke at gentage.

Så hellere fortælle lidt om nogle af besætningsmedlemmerne, som f.eks., Bruno fra Aalborg, der udover at være en virkelig habil fodboldspiller, også havde en fantastisk sangstemme, hvilket kom os til gode, en gang vi sad nogle stykker på en restaurant i Penang, her var et stort danseorkester, og pludselig stod Bruno oppe foran orkesteret og sang, jeg husker endnu hans flotte fortolkning af ”Blueberry Hill”, og der kom flere andre, det gav flere omgange ved bordet.

Bruno er højt oppe.

Vi havde også en tjener, der var det, man vist med et bramfrit ord kalder Bøsse, når han viste sig på agterparten af midtskibsbygningen, var der altid en henne på Poopen der råbte ”Uuh”, og så kvitterede tjeneren med et ”Uuh” og et vink, der var en konge værdigt, han viste sig at være en helt igennem fin fyr, faktisk reddede han os henne agter, på et tidspunkt, hvor der var blevet ”lukket for sprutten”, han hjalp os igennem den periode, så da Overstyrmanden endelig allernådigst meddelte Bådsen, at nu er der lukket op igen, kunne John med stor forbavselse sige, Nå, har der da været lukket ?!

Ib Johansen slapper af

Jeg husker ikke hvad den Overstyrmand hed, men han var en ægte ØK-officer, han var helt bestemt selv sikker på, at han kunne gå på vandet, endda uden at få våde tæer.

Vi havde også et ganske habilt fodboldhold, som bestod  mest af dæksfolk,  og  restaurationsfolk.

Som dynamo på midtbanen havde vi Skriveren, en stor kraftig gut og så Bruno, i forsvaret var bl. a. Ib og undertegnede, alt i alt et gedigent hold, dog synes jeg, at vores Bådsmand til tider var lidt for gavmild inde mellem stængerne.

Bådsen som var vores målmand

Der var også to Stewardesser, et par gæve piger, den ene blev vist lidt småforlovet med Bådsmand, den anden, en stor kraftig pige, hun holdt sig helt fri af den mandlige besætning, til gengæld, når vi gik i land for at se på damer, så gik hun i land for at se på mænd.

Hyggestund

Forrest: Ib Johansen og Bent Vifert Larsen

På rejsen tilbage mod Europa, rejste vi et telt på en af lugerne på agterdækket, hvor vi lavede underholdning i form af sang, musik og selvkomponerede sketchs, der var ”forestilling to gange om dagen, det morede ikke mindst nogle af passagererne, der naturligvis også benyttede sig af de Kulturelle muligheder, der pludselig viste sig.

Sketchs til ære for passagerer

Suez giver mulighed for en hurtig handel

Efter at vi på hjemrejsen havde passeret Suez kanalen, fik vi dog travlt med at rydde op, vi fik besked om, at vi skulle i dok i Rotterdam, her fik skibet en overhaling fra køl til mast.

Bruno Jensen har gang i malerrullen

Jutlandia som kongeskib for Thailands Kong Bhumibol og Dronning Sirikit 1960

Besætningen fik nyt tøj, dæksbesætningen fik sorte benklæder og tilsvarende sweater med navnet Jutlandia hen over brystet.

Blandt personerne er: Ib Johansen, Bruno Jensen og Bent Vifert Larsen

Hele den hurlumhej skyldtes, at vi gik lige fra Rotterdam til København, for at være Kongelig ”lystyacht”, for det Thailandske kongepar, under deres officielle besøg i de Scandinaviske lande, - det blev en rar tid rent arbejdsmæssigt, idet vi nu ikke fik snavsede fingre, vi gik rundt i vore fine uniformer, i søen gik vi søvagt, ved land, havde vi vagt ved landgangene, for der var to, en til besætningen og en med rød løber til de Kongelige.

Bent Vifert Larsen

Der var altid to mand på vagt ved hver landgang, samt ved den Kongelige landgang yderligere en Styrmand og en matros  oppe på dækket, det siger sig selv, at vi ikke havde nogen form for nærkontakt med de Kongelige, for mig var det nærmest som at opleve et skuespil fra første række,

Når de kongelige ankom til skibet i de flotte biler og stort skrud, gled de op ad den røde løber, uden at værdige os et blik, men det er selvfølgelig en del af det skuespil – dog, en enkelt må fremhæves. En dag, hvor jeg stod ved landgangen kom vores daværende Kong Frederik med familie og idet han passerer mig, drejede han hovedet lidt og ud af den ene mundvig kom der et ”Dav, sømand”, men det er jo også bekendt, at der boede lidt af en sømand i ham.

Ib Johansen

Men ellers var det jo mest restaurations personalet, der havde en form for nærkontakt med dem, især tjenerne, skulle hele tiden være på tæerne, en af tjenerne har fortalt mig, at de ofte sent om aftenen måtte tilberede og servere røde pølser til Dronning Sirikit, dem havde hun fået smag for.

Når vi var i søen, blev vi konstant escorteret af tre motortorpedobåde fra søværnet, de fulgte os tæt, og når vi passerede andre skibe, gik to af dem op på hver sin side af Jutlandia, jo, der blev passet på,

Motortorpedobåde eskorterer Jutlandia 1960

En anden pudsig ting, jeg husker, var en undren over at vi pludselig drejede 180 grader, og motortorpedobådene fulgte pænt med, så de må have været varskoet, igen fik jeg forklaringen af en tjener, kong Bhumibol havde samlet sin familie, et par ministre og Kaptajn Paulsen oppe på dækket, til fotografering og han var ikke tilfreds med solens stilling, så skibet måtte vendes, så han kunne få sine billeder med solen i rette vinkel.

En anden ting, som i vores del af verden, kan synes lidt barokt: Kong Bhumibol  havde jo et større følge med sig, blandt andet et par Thailandske ministre, den ene af dem var en hel del højere end kongen, så når han kom i nærheden af kongen eller gik forbi ham, sank han ned i knæene, han måtte helst ikke være højere end kongen, men alt fik en ende, tre uger senere lå vi igen ved Langelinie, kongeflagene var strøget, og Jutlandia var blevet ”sig selv” igen, og jeg afmønstrede, for kort efter at mønstre i et andet ØK skib, Tankskibet Java.

Men inden Kong Bhumibol forlod skibet, foregik en slags ceremoni oppe hos Kaptajn Paulsen, der af kongen fik tildelt en højere Thailandes orden, de andre officerer fik også en, og efter kongens exit, kom Overstyrmanden hen i messen  agter, åbnede sine store hænder, idet han sagde, jeg skal hilse fra Kong Bhumibol og sige tak for sejlturen, lod han en bunke medaljer falde ned på bordet.

Stor TAK !  til Bent Vifert Larsen.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN