"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 47.

Hej Willy

Jeg er 75 år og inden jeg dør vil jeg bare sige en personlig tak for det store arbejde du har lagt i snesejler.dk

Jeg mønstrede Erria i juni 1960 Indien Cylon Burma som 15 årig, har haft 4 ØK-både, 2 DFDS både en JL tanker og 3 Mærsk tankere, en Mærsk linie båd, og en Grønlands båd.

Jeg havde drømmen om at læse til styrmand, men i m/t Sofie Mærsk i 1968, brast min verden sammen.

Jeg havde været med båden i 3 måneder fast rute Dubay og Rio og skulle jo sejle med den i 12 måneder før man havde krav på fri hjemrejse.

10. maj 1968 fik jeg telegram om at min tvillingebror 23 år, søster 27 år og en ven af familien 32 år var omkommet i en bilulykke.

Jeg blev knust, 8 dage senere anløb vi Rio, jeg spurgte kaptajnen om jeg måtte afmønstre? jeg ville selv betale rejsen.

Senere meddelte han mig, at rederiet sagde nej.

Så kom dagen hvor vi skulle sejle og kl. ca. 14:00 gik jeg ud på dækket agter i bb side, ved gelænderet hænger en brandwire, hvorved jeg fierede mig ned til vandlinien, og svømmede ca. 100 m. ind til øen med oilebeholdere, jeg gik om på den anden side af øen, så ingen kunne se mig.

Derfra svømmede jeg ca.1,5 km ind til en strand langt væk fra Rio centrum.

Herefter sejlede Mærsk-båden og efter 10 dage kom jeg med m/s Manitoba af DFDS som konsulatpassager.

Jeg fik det, der på dansk hedder en depression, og jeg fik karantæne fra Mærsk plus de beholdte mine 3 måneders matroshyre, så her sluttede evertyret, og det har såret mig siden, helt til nu.

Vi anløb altså Rio d. 26. maj, 8 dage efter vi havde rundet Cape Town og kl. 20:00 modtog jeg telegrammet hos skipperen.

En time før vi skulle sejle tilbage til Golfen firede jeg mig ned af brandwiren i bb side iført lange cowboybukser og bar overkrop.

Vi lå inde i bugden ved en ø med oilebeholdere fortøjet til nogle bøjer, jeg svømmede ubemærket til øen ca 100 m. og så godt nok nogle lokale arbejdere, men jeg skjulte mig lidt, og listede om på den anden side af øen, jeg valgte den retning hvor der ingen trafik var, for ikke at blive fisket op.

Ved vandkanten var der ca. 5 m. bredt bælte af noget meget mørk og beskidt vand, så jeg tog mig sammen og begynte at svømme mod en kyst ca. 1,5 km. væk.

Jeg vidste jeg skulle undgå at få krampe i benene, så jeg skiftede fra brystsvømning til crawl og så rygsvømning med jævne mellemrum.

Ca. halvvejs så jeg 2 rygfinner og var bange for om det var hajer, men da jeg kom tættere på, kunne jeg tydelig se, at det var delfiner, så nu var jeg ikke bange mere.

Omsider nåede jeg sandstranden og hvilede nogle minutter, så kom en dreng med et stort fransbrød, han brækkede et stykke af til mig.

Jeg begyndte at gå mod Rio, og ser så en folkevogns taxa, han giver mig et lift, og sætter mig af i et kvarter som jeg kender, der spurgte jeg en mand om han havde et par sandaler til mine fødder, det havde han og jeg fik dem.

Jeg havde jo hverken pas eller penge, så et andet sted jeg kendte, fik jeg en skjorte, nu lignede jeg en af de lokale, til sidst mødte jeg en lidt ældre kvinde, som jeg kunne bo hos, for at undgå at politiet skulle pågribe mig.

Efter nogle dage mødte jeg nogle norske søfolk, som lå med en glycerintanker, de inviterede mig om bord og spise, sammen gik vi i land og fik et par øl som de betalte.

En af gutterne sagde til mig, skynd dig at henvende dig til det Danske Konsulat, inden politiet finder dig og arrestere dig.

Næste dag fandt jeg konsulatet ved Copacabana strandpromenade, jeg kom ind på kontoret, og konsulen spurgte mig, er du fra Sofie Mærsk?

Ja han vidste godt det om bilulykken, skipperen havde informeret ham, han var venlig og rar, bød på kaffe og kage, og han sagde at jeg skulle bo på hotel og der blev købt tøj til mig, og så ventede jeg en uge på m/s Manitoba af DFDS.

Jeg skulle med som konsulat-passager hvilket jeg selv skulle betale, tiden var lang om bord, for jeg måtte ikke arbejde, og læse kunne jeg ikke, selv om der var bøger nok.

Jeg prøvede, men hele tiden kom tankerne om bilulykken op i hovedet og de kredsede rundt hele tiden.

Efter vi kom til københavn mødte jeg en fyr i byen, som kunne kende mig, vi var sammen i Sofie Mærsk, han fortalte at de havde firet en båd i vandet for at lede efter mig.

Desværre nåede jeg ikke begravelsen.

Da jeg skulle hente mine ting fra båden på Kongens Nytorv, havde jeg sparet 3 måneders hyre op, men jeg fik ikke en krone, så jeg har sejlet 3 måneder gratis.

Mit liv blev ødelagt for altid den dag da jeg fik det telegram om ulykken.

Jeg stoppe med at sejle, fik nogle lavt betalte og kedelige job i land i juli 1968.

Det var ikke det jeg havde lyst til, men sådan blev det.


Her kan du se siden med Sofie Mærsk, nederst til venstre i søfartsbogen

Møllers store lystyagt lagde til kaj i Bandholm, så jeg cyklede straks hjem og skrev et brev. Det afleverede jeg til en matros om bord, da jeg kom tilbage.

Hr. Møller og Fru. Emma var i land og de var ikke om bord ved afsejlingen.

 

Her er brevet fra M.M. Møller som forklarer fremgangsmåden i forbindelse med min afmønstring

Med de bedste hilsener fra

Leif Johansen.

Se også de andre sider !!!