"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 55

Knud Jørgen Wismanns erindringer med fokus på tiden til søs og senere ansættelse i ØK.

På opfordring, skal jeg i det følgende kort skitsere mit levnedsforløb for så vidt angår mine anstrengelser for at få en maritim uddannelse og senere karriere.

Allerede som før-teenager, var jeg klar over, at et liv med søen skulle være min fremtidige beskæftigelse. Det kom dog ikke til at gå sådan.

Vi boede ved Vejle Fjord i en – dengang – lille bebyggelse ved navn Bredballe. Jeg var ivrig tilskuer til kapsejladser ved Tirsbæk, hvor Børge Børresens jolle, BB-jollen, var meget populær. Jeg var meget optaget af at komme til at sejle med sejl, men økonomien tillod ikke, at jeg fik min egen lille båd eller kom i sejlklub. Jeg kiggede desuden misundeligt på alle optimist-jolle sejlerne

Til søs: 

Min far var bekendt med vores lokale skibsredder, S.P. Christensen i Vejle. Det var et mindre coasterredderi, og min far udvirkede, at jeg kunne komme ud som dæksdreng i min sommerferie mellem 2. og 3. realklasse i 1966 med coasteren ”Jan Margrethe” af Vejle. Påmønstring i Åbenrå. Det var en meget stor oplevelse for en skoledreng at komme til England, Sverige, Finland og Sovjetunionen (Ventspils). Sidstnævnte var en noget speciel oplevelse, som jeg kunne skrive en længere beretning om. Når man tænker på nutidens ungdom, som knap nok kan komme ud af sengen om morgenen, er det mærkeligt at tænke tilbage på, at jeg, der netop var fyldt 16 år, skulle styre en lille coaster lastet med porcelænsler fra Teignmouth i Sydengland op gennem Den engelske Kanal til Kielerkanalen (Brunsbuttel) i vindstyrke 8 til 9 og det var vel at mærke på hundevagten fra midnat til 04.00 om morgenen.

Vi havde også andre laster rundt omkring i Nordeuropa, men tiden var knap, og jeg afmønstrede i Holtenau i Kielerkanalen, noget senere end beregnet, hvilket bevirkede at jeg kom nogle dage for sent til skolestarten. Efter 3. realklasse i 1967, var jeg stadig opsat på en karriere til søs. Desværre gik det sådan, at mit syn ikke var optimalt. Jeg fik briller, og jeg måtte derfor annullere enhver henvendelse til diverse søfartsskoler (bl.a. Kogtved). Alligevel skulle jeg endnu engang ud for at smage saltvand, og det resulterede i, at jeg kunne udmønstre med ØK’s m.s. Morelia i august 1967.

Otto og jeg med maleriet af Morelia

Ved en kombination af min fars 65 års og min 30 års fødselsdag i 1980, fik jeg speciel tilladelse af ledelsen hos ØK New York til at rejse til Danmark til min fars fødselsdag. Det var en rigtig god beslutning for han døde året efter i marts 1981.

Otto Stoltenberg deltog i festen og havde 3 billeder med, hvoraf det ene ses her.

Udsnit af min søfartsbog

Otto Stoltenberg var en herlig type, som havde været statist i 2 amerikanske film om søkrig. Den ene film hed ”Billy Budd” og den anden hed ”Under brændende sejl”.

Han var en fantastisk marinemaler, specielt var han god til at male et oprørt hav.

Det var lige omkring den tid hvor ØK begyndte med de blå EAC bogstaver på skorstenen. Jeg var ikke længere på dækket (pga. synet), så jeg blev styrmandskammerdreng. Jeg husker mange af besætningen. Min chef var naturligvis hovmesteren. Han hed Helge Andersen. Ham mødte jeg langt senere da jeg var flyttet til København i begyndelsen af 80’erne. Da var han blevet værtshusholder i en lille knejpe på Strandboulevarden. Jeg husker ikke navnet på værtshuset.


Arbejdsplan for en styrmandskammerdreng.

Bemærk at der er tale om 10 timers arbejde pr. dag. Og det er vel at mærke HVER dag under hele rejsen, dvs. 70 timer om ugen! Hvis jeg tænker efter, havde vi vist lidt fri om søndagen, men der er stadig tale om ca. 60 timers arbejdsuge.
Jeg har åbenbart selv skret ind, at jeg har fri fra 1900 til 0600. Jeg synes denne arbejdsseddel var lidt morsom at se igen.
Rejsen med den gamle Morelia var fra august 1967 til februar 1968.

Skibsføreren under værftsopholdet i Ålborg, og muligvis rejsen rundt i Nordeuropa, hed Berg (”tante Berg”) og han blev senere – under rejsen syd og østpå afløst af Sv. E. Christensen som var fører under hele rejsen. Gnisten hed Knud Erik Larsen. Overstyrmand var Viggo Leth Sørensen, 2. styrmand Jørgen Lund. Kokken hed Johannes Hammer, han var fra Færøerne. Min nærmeste ”kollega” var Preben Lindy Andersen, messedreng i officersmessen.

Jeg påmønstrede Morelia i tørdok på Ålborg værft i august 1967. Det var en noget speciel oplevelse for en ung mand der netop var gået ud af folkeskolen. Kabyssen var ikke i funktion, hvilket bevirkede, at vi fik udbetalt spisepenge. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har haft så mange penge til rådighed, som i de dage. Messedrengen, Lindy, og jeg spiste på en af Ålborgs fineste restauranter, jeg mener den hed Ambassadeur. Desuden var vi i biografen 2 gange samme aften. Vi havde rigtig mange penge til rådighed. Morelia var, som sagt, i tørdok, og gennemgik en omfattende rengøring. Mit kammer, som lå lige ved siden af kabyssen, var netop blevet omdannet fra et 2-mands kammer til et 1-mandskammer. Det var sket på den måde, at man bare havde savet den øverste køje væk! Da kammeret lå lige ved siden af kabyssen, var det utroligt befængt med kakerlakker.

Værftet havde sprøjtet mod utøj, men der lå stadig mange døde og levende kakerlakker på dørken og alle andre steder. Jeg startede med at gøre kammeret rigtigt godt rent (kakerlakker lever som bekendt af skidt og madrester), og det lykkedes da også at få bugt med et par hundrede af dem! Da jeg skulle til køjs om aftenen (stadig i tørdokken) var der endnu mange levende kakerlakker i kammeret. Jeg rullede mig godt ind i et lagen, i håb om, at de ikke ville kravle ind over mig i løbet af natten. Men da morgenen kom, var det fuldstændig omsonst.
Kakerlakkerne kravlede over hele kroppen og jeg måtte starte ”myrderiet” forfra. Den dag i dag har jeg den største afsky for  kakerlakker.
 Derefter kom Morelia i søen. Skibet var fra 1948, så vidt jeg husker, så det var en ”bedaget” dame i 1967. Det resulterede bl.a. i, at vi havde mange ”skylleluftsbrande” som jeg fik forklaret med, at det var spildolien i bunden af cylindrene der gik ild i. 

Kiste med stedregister og nål til knappenålen

Efter den sædvanlige rundtur i Skandinavien og Europa for at hente last, fortsatte Morelia ned gennem Sydatlanten og rundt om Sydafrika. Suez-kanalen var jo lukket dengang på grund af 6-dageskrigen mellem Israel og Egypten. Ved passagen af Sydafrika skete der noget mærkeligt. Vi mødte nemlig et af ØK’s 2 tankskibe som var på modsat kurs, men jeg husker ikke om det var Nordic Heron eller Nordic Hawk. Fra broen på Morelia prøvede vi at få kontakt med tankskibet, både på VHF kanal 16 og med signallampe, men der var overhovedet ingen reaktion fra tankskibet. Så vidt jeg husker, blev det ikke opklaret hvorfor vi ikke kunne få kontakt, men skibsledelsen må vel have noteret passagen i dagbogen og indberettet det til ØK i København. 
Hver gang vi ankom til en havn skrev jeg byens navn på indersiden af min ”skibskiste”.

Så vidt jeg husker, var vi 31 eller 32 døgn i søen fra Lissabon til Bombay. Undervejs konstaterede tømmermanden, som pejlede ferskvandstankene dagligt, at vi brugte næsten 10 tons ferskvand i døgnet, og vi måtte kun bruge 6 tons. Det skyldtes selvfølgelig den megen badning på grund af det varme vejr. Til formålet byggede tømmermanden derfor et bassin foret med presenninger på dækket ved forkanten af midtskibsbygningen, ved lugen som umiddelbart kunne ses fra broen. Det var herligt at kunne bade sig i det varme vand fra sydatlanten selv om det var saltvand.

Der var mange oplevelser på rejsen. Den mest interessante var nok da vi lastede teaktræ i store stammer på floden i Rangoon. Det var dækslast, og en aften ville flere af os ind til ”the red light district” i Rangoon. Vi var vant til at tage en sampan ind til byen. Det gjorde vi flere gange i løbet af opholdet som nok har varet en 14-dages tid. Én speciel aften ville flere af os ind til byen – det lokale værtshus/bar hed vistnok Mayfair – og jeg blev også spurgt. Desværre havde jeg ikke ret mange penge på ”bogen” så jeg takkede nej. De andre – jeg tror det var maskinassistenter og dæksfolk, måske 5-7 stykker – tog en sampan eller 2 ind til flodbredden. På turen ind medbragte de ”desværre” 2 kartoner øl – de velkendte ”stubbies” som de fleste søfolk kender – og ved ankomsten til flodbredden blev de straks arresteret af de Burmesiske myndigheder. De blev bragt direkte til et lokalt fængsel, hvor de var indtil den lokale agent fik dem frigivet. Skibsledelsen var vistnok i vildrede om hvorvidt man skulle vente på de ”manglende” folk, men beslutningen blev at Morelia sejlede videre til næste havn som vist var Chittagong i det nuværende Bangladesh.  

I Chittagong, eller måske var det Chalna – ventede vi så på de manglende søfolk, som i mellemtiden var blevet fløjet til denne havn. Jeg husker tydeligt, at de blev udsat for en meget grundig ”aflusning” og spulning af brandslangerne på Morelia nede på landgangsbroen før de fik lov til at komme om bord. De havde vel tilbragt 3-4 døgn i et fængsel i Rangoon sammen med cykeltyve, mordere og andre forbrydere under meget umenneskelige forhold.

Landgangspas til Rangoon

I Bombay omkring juletid 1967 havde vi maskinproblemer. Der kom folk fra B&W i København for at se på maskinen. Resultatet var, at vi lå der i omkring 14 dage i december 1967. Min gode kammerat, messedrengen Lindy og jeg gik i byen i Bombay, og da jeg var den bedste til engelsk, var det mig der førte an. På hjemturen fejrede vi jul og nytår i det Indiske Ocean på vej tilbage mod Cap det Gode Håb. Jeg husker tydeligt, at vi fik julegaver fra velmenende danske damer. Det var mærkeligt at få strikkede beklædningsgenstande i 30 graders varme. Hjemturen var forholdsvis uden store hændelser. Vi anløb bl.a. Casablanca på hjemvejen og det var ikke nogen positiv oplevelse. Havnemyndighederne udleverede advarsler om at søfolk kun måtte færdes i grupper af 3-4 stykker.

Vores ankomst til København var en kold februardag i 1968. Der var ikke noget med ”Kronborg om styrbord” i strålende solskin. Det skete om natten mellem den 4. og 5. februar. Først om morgenen den 5. februar lagde vi til kaj i Orientbassinet. Min far og mor var mødt op på kajen i vores gode Opel Rekord, og derefter var alt jo godt.

I Land: 

Hvad skulle jeg så? Jeg havde jo tænkt mig at blive sømand, dvs. navigatør, styrmand osv. Men nu var det endeligt gået op for mig, at det kunne der ikke blive noget af. Jeg ønskede ikke at blive maskinmester, kok eller lignende. I 1968 var det ikke særligt vanskeligt for unge mennesker at få lærepladser, og det var derfor nærliggende for mig at tage kontakt til ØK igen, med henblik på en kontoruddannelse. Det var med nogen bæven at jeg begav mig hen til Holbergsgade 2, gennem den fine hoveddør med dørmand og derefter med elevatoren op til 4. sal. Alle vægge var beklædt med fine træpaneler; man følte næsten at man gik rundt i en cigaræske! Jeg havde hørt, at hvis man var heldig, kunne man blive sendt alle mulige steder rundt omkring i verden. Det var en tanke der tiltalte mig meget. Desuden mente jeg, at min enlige rejse med Morelia måske kunne give mig en fordel. Det ved jeg nu ikke om det gjorde, men resultatet blev, at jeg kunne starte som elev i august samme år. 

Ved de indledende samtaler havde jeg udtrykt ønsket om at få noget med skibsfart at gøre, men ved den endelige fordeling af elever, blev jeg placeret i Eksportafdelingen, Maskin afd. 2 hvor min første chef var Christian Bro Eriksen. Han var oprindeligt fra Thisted, hvilket også skinnede igennem i hans bramfri sprogbrug. Men det var kun kort. Derefter kom John Skjoldborg, netop hjemvendt fra Østafrika. Læretiden varede fra august 1968 til min udstationering i juni 1973, dog afbrudt af 12 måneders tjeneste i søværnet.

Selve læretiden er en hel beretning i sig selv, og den springer jeg derfor over i denne sammenhæng. I 1973 blev jeg udsendt til New York (110, Wall St), hvor de første år var præget af situationen i Vietnam, som vi handlede med gennem det lokale ØK-kontor i Saigon. Senere kom jeg ind i handlen med amerikanske landbrugsvarer. I 1981 døde min far, og det var derfor ikke ubelejligt for mig, at ØK New York, netop på det tidspunkt var ved at forlade den meget risikobetonede råvarehandel (kaffe, ris, træ mm), som jeg var en del af. Jeg returnerede derfor til Danmark i sommeren 1981, næsten præcis 8 år efter min udstationering. Under opholdet i New York, havde jeg den glæde at være ØK’s ”vært” ved 4 af Skoleskibet Danmarks anløb af byen. Tilbage i København blev jeg nu endelig – efter en kort periode i hovedadministrationen – tilknyttet Skibsafdelingens Non-liner Division. Det vil i praksis sige, at jeg fik ansvaret for operationen af 8-10 tørlastskibe, for det meste indchartrede, i trampfart. Det var en interessant periode, men også hårdt arbejde. Skibene sejlede jo også om natten og i weekenden. Denne periode sluttede desværre også, men jeg blev heldigvis ”headhuntet” internt til ØK’s nyoprettede handelsafdeling, EAC Trading, som havde en del forretninger i Afrika. Mod slutningen af 1990’erne besluttedes det også at nedlægge denne funktion af koncern-strategiske årsager, og min sidste arbejdsdag i det gamle ”Kompagni” var den 31. marts 2000.

Bemærk diverse stempler på bagsiden af platten.

Denne smukke platte med hovedkontoret i Bangkok har jeg fundet under en oprydning af gamle ting som var opmagasineret i træbygningerne bag det gamle hovedkontor på midtermolen.

Herunder ses et par billeder som jeg har fundet i mine "gemmer".
De stammer fra en onkel som sejlede med ØK i sine unge dage, dvs. 1920'erne.

Knud Jørgen Wismann.

S/S Tranquebar anduver Aalborg i isfyldt farvand 1923.

S/S Latvia sejlede for ØK 1921 - 1923.

Hej Willy.

Jeg startede som kahytsdreng på Falstria i 1954.
Det var den traditionelle tur, Hamburg, Antwerpen, Rotterdam, gennem Biscayen til Genoa og sydover til Port Said, videre gennem Suezkanalen, Rødehavet til Aden, derfra over Det Indiske Ocean til Penang, Singapore og Bangkok.


Meonia og Magdala på Nakskov skibsværft 1960


Meonia og Magdala på Nakskov skibsværft 1960


Meonia og Magdala på Nakskov skibsværft 1960


Meonia og Magdala på Nakskov skibsværft 1960


Meonia klar til afgang fra Nakskov.

Falstria var jo delvis passagerskib, så vi tog passagerer om bord i Genoa, og de stod af i Singapore og Bangkok.

Som kahytsdreng havde jeg rengøring og lignende i passagerkahytterne og om aftenen skulle jeg hjælpe med afrigning i kabyssen.

I Bangkok lastede vi teaktræ som i stammer kom flydende ned af floden. I Penang lastede vi rågummiballer og så gik det hjemover.

Da jeg kom hjem kom jeg om bord på Poona som ungtjener, jeg havde aldrig prøvet sådan noget før, og tjeneren var ikke særlig hjælpsom, så jeg stod i pantryet og øvede mig i at fange en skive rugbrød med ske og gaffel, som man gør når man skal servere kød og lignende for passagererne.

Turen var næsten som med Falstria til Aden, derfra gik vi til Madras i Indien, videre til Colombo på Cylon, derfra Adelaide, Melbourne og en smut til Hobart på Tasmanien og tilbage til Sydney.

Da vi var udlosset gik den nordpå til Townsville og videre til Bowey, her lastede vi sukker til Europa. Så gik turen via Panamakanalen til en lille havn syd for Stockholm hvor jeg afmønstrede, jeg blev hentet af mine forældre for jeg var blevet indkaldt til militærtjeneste.

Efter militæret læste jeg til telegrafist i frihavnen og blev færdig på 1 år.

Herefter søgte jeg ind til ØK igen og blev forhyret på Meonia som telegrafist. Turen med Meonia var den samme som med Falstria.


Marseilles 1960


Genoa 1960


Stromboli 1960


Messinastrædet 1960


Suez kanalen 1960


Meonia møder Jutlandia i Port Swettenham 1960

Punch på lugen.


Meonia Bangkok 1960


Floden Bangkok 1960


Lastning fra lægtere i Bangkok 1960


Floden Bangkok med ØK-kajen til højre 1960


ØK-kajen Klong Toey Bangkok 1960


Meonia med lidt skammer i malingen 1960


"Der Vogelfänger"

Da jeg kom hjem tog jeg hyre i Olav Line, men det er en anden historie.

Med Venlig Hilsen
"Gnist"
Jens J Vendel.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN