"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 59

Fortsat fra side 58.

Morelia Indien fra April. 1959 til April. 1960. Kaptajn. O. Nislev. og Kaptajn. H. Philipsen.

Vi forlod som sædvanlig Orientkajen og det var 1959 lige før jul, turen gik via Østersøens havne til Århus og resten af de Europæiske havne, Suezkanalen, Rødehavet og bunker i Aden, videre til Bombay som var en stor by men ikke højhuse, der var et par Engelske klubber i byen dem besøgte vi flittig for det var de eneste steder man kunde få serveret øl og spiritus, så var der lige det store badeland hvor swimming poolen lignede en stor sø, det var et kæmpe område, der var servering over alt, men der var kun adgang for hvide.

En af de første gange vi tog der op var vi syv mand, den ene var en ung grønlandsk matros han blev nægtet adgang, vi prøvede at fortælle dem at han var en almindelig dansker som os andre men nej, han måtte gå om bord igen han kunne heller ikke komme i de engelske klubber, vi andre hyggede os med solbadning og svømmeture, der var også mange pæne dejlige damer at se på, og det var skønt at ligge der under palmerne, i fyre graders varme med kolde øl mellem tæerne.

 


Morelia.

 

Man kunne godt se at vi var mellem snobbede overklassemennesker, den måde de behandlede de indiske tjener på, som slaver i kolonitiden men den var vel også knapt slut på dette tidspunkt, nok om det vi havde det skønt, og efter mange af de store kolde øller og mørket stod på, blev vi enige om at nu skulle vi se at komme om bord,

Vi kunne ikke få en taxa så vi traskede der ud af, pludselig stank der af kød der var brændt sort på stegepanden samt en sødelig lugt, da vi kom længere frem kunne vi se et stort bål og da vi kom helt derhen kunne vi se at det var et menneske de brændte midt i grøftekanten altså ligbrænding, den lugt og smag i munden glemmer jeg aldrig, vi løb der fra men nåede ikke langt før tre af os vende vrangen ud, og op kom al den dejlige øl vi havde hældt i os, tænk lugten hang i næsen i flere dage, så vi kunne næsten ikke få noget mad ned, men det gik da over igen, siden den dag gik vi langt uden om alle bål, det var ikke sjældent at der var ligbrænding rundt omkring.

Om dagen oplevede vi til tider nogle store optog der minded om karneval, med et stort vogntog i midten der var pyntet med et hav af blomster, og midt i blomsterhavet lå en død som var på vej til ligbrænding, det så meget mærkeligt ud, den døde var malet i alle smukke farver, men det virkede uhyggeligt på os, og så i den varme, hjemme var vi jo ikke vandt til at se de døde på gaden.

 

Næste aften var en tur i sømandskirken vi talte med præsten om vores oplevelser, han fortalte at det var almindeligt i Indien, at kremere de døde i vejkanten eller ved flodbredden, nå men vi vænnede os til det, præsten bad for de døde, og holdt en lille gudstjeneste for os, præstens kone havde bagt kager og lavet en god kop kaffe, bag efter spillede vi bordtennis og så lidt film og læste i nogle gamle danske aviser, så var den hyggelige aften gået, det var jo regntid så nogle dage var det solskin, så tog vi til badeland når det regnede var vi i sømandskirken eller i den engelske klub, havnearbejderne arbejdede ikke når det regnede så blev lugerne lukket, så vi lå der en hel måned.

Nu hvor det var regntid så vi kunne ikke spille fodbold, Bombay havde ellers nogle gode sportsaktiviteter blandt andet fodboldbaner på grund af englænderne, dem spillede vi imod i 1957 da jeg var der på min første rejse med Panama, på gaderne kunne man også opleve slangetæmmer, kampe mellem desmerdyr og slanger det var altid desmerdyret der vandt.

 

I østen var det kamfatræs kister, rosentræs figurer, silke kakidress, Siamsølv, tigerbalsam man købte, I Indien var det håndknyttet gulvtæpper, rosentræsmøbler, skræddersyet tøj, Ibenholtselefanter, kamfertræsfigurer og filigransmykker, som jeg selvfølgelig købte til min mor, der var også nogen der købte en dårlig, så var det op til førstestyrmand han øvede sig altid på dart spillet, da vi var færdige med at losse og laste skalkede vi lugerne og vende stævnen mod Ceylon.

Efter nogle dages dages sejlads stævnede vi ind til Colombo på Ceylon, sømands præsten sørgede for en bus så vi kunne komme en tur rundt på øen, vi så elefanter i arbejde og var en tur ude i de store teplantager og så hvordan man plukkede og forarbejdede te, vi besøgte et tempel hvor der var en sø med store tamme fisk vi kunne håndfodre der var opvisning af indisk dans til ære for os, vi sluttede af på øens højeste punkt hvor de serverede ægte Ceylon te vi kunne nyde til den smukke udsigt.

 


Dagen efter var vi i byen på egen hånd, den skulle lige males rød så man kunde se at vi har været der, tredje dagen tog vi ud til noget der hed Candy Beach og trak i badetøjet, vandet var indhegnet så hajerne ikke kunde hente deres frokost lige der, det var vi selvfølgelig glade for, vi hyggede os resten af dagen og tog så tilbage til skibet men vi var lige ved at komme forsendt til aftensmaden, på grund af de hellige køer der stod på tværs af vejen, taxa chaufføren holdt stille da de ikke ville flytte sig og man må ikke jage på dem.  Turen gik videre til Madras og Calcutta i Indien to festlige steder med mage oplevelser, i Calcutta fik en af vores fyrbøder tatoveret en fyrbøder på den ene endeballe som skovlede kul i fyret, det så sjovt ud, når han gik og musklen strammede og slappede af, svingede skovlen frem og tilbage, ja der blev fyret med kul, nu var det ikke sådan at vi aldrig arbejdede og kun festede, nej vi havde da også et fuldtids job, men det var sådan at når vi var i søen og havde vores vagter sparede vi en masse fridage op, og  det var jo dem vi brugte de rigtige steder.

 

 

Vi lå på reden i Calcutta ca. fem hundrede meter fra os lå et lille dansk fragtskib navn og rederi kan jeg ikke huske, men de manglede proviant og havde via radioen kontaktet vores høker og aftalt at komme over til os med kontanter og få dem byttet til proviant, de havde sat deres lille motorbåd i vandet og sejlede over til os, strømmen var kolossal stærk på det tidspunkt så de havde en stor afdrift og kom uheldigvis ind foran vores stævn og tippede rundt så mændene i båden faldt ud, båden og mændene drev afsted med en fandens fart, det hele gik ufattelig stærkt få sekunder efter at de ramte stævnen havde vi vores motor båd i vandet og af sted efter dem, vi fik bjerget både søfolkene og deres båd, der var en ting vi kunne grine af bagefter, det var at deres hovmester klamrede sig mere til tasken med sine penge end til sit liv, men alt gik heldigvis godt vi fik dem om bord og lånte dem noget tørt tøj, pengene blev lagt til tørrer og de fik deres proviant, senere bugserede vi dem og deres båd over til deres skib med vores egen motorbåd, ser i det er det vi kalder godt sømandskab.

 

Dagen efter gjorde vi søklar og stævnede mod Chittagong i Øst Pakistan som i dag heder Bangladesh her lå vi til kaj i en ret kedelig by, vi var der heldigvis ikke så længe, tide vandet var meget voldsom der var fire-fem meters forskel, vi fik melding om at der ville komme en voldsom flodbølge, så vi afmonterede ankerkæderne og brugte dem som ekstra fortøjning, men selvom den var stor var det heldigvis ikke så slemt.

Videre derfra til Rangoon i Burma når man stod på øverste dæk og kikkede ud over Rangoon skinnede alle tempel tagene som det rene guld, senere på sømandshjemmet fik vi at vide at det var rent guld, og at inde i templerne var der massive guld budaer med øjne af store rubiner og ellers beklædt med diverse ædelstene og at al det guld og ædelstene var stjålet i Siam (Thailand).

 

Under krigene for flere hundrede år siden, tog de på tyvetogt på elefant ryg, det er også derfor at den fire tons store guldbuda i Bangkok blev fundet som cementbuda, den stod i ØKs pakhus, da de skulle flytte den, blev den tabt på gulvet og cementen gik i stykker, overraskelsen var stor da man opdagede det var guld, munkene havde åbenbar prøvet at gemme noget af deres rigdomme med held. Sømandspræsten lavede en tur for os til Pagoder og Templerne, jeg må sige at det var et syn for guderne med alle de budaer og andre ting i guld og ædelstene, efter endt tur var vi inde et sted og spise lokalt mad.

 


Morelia Andwerpen 60. - René Hansen, på skødet maskinass, matros Basse, bageren, matros, kokken.

 

Vi var da også en tur på egen hånd men nøjes med at male byen lyserød, vi holdte da også den obligatoriske vendefest som vi gjorde i ØK, når skuden skal vende hjemover og vi havde en fodboldkamp med et andet skib som vi vandt. Vi skalkede lugerne og gjorde søklar til hjemturen, og besøgte de samme havne, plus Karachi i Vest Pakistan, det var som sædvanlig en dejlig tur med ØK som jeg aldrig glemmer og alle de dejlige minder jeg delte med resten af besætningen. Vi anløb Orient kajen den. 25. april 1960 den. 26. april sejlede vi skuden til Nakskov og afmønstrede den.27. april. 1960.

 

Panama Australien fra Maj. 1960 til November 1960 Kaptajn. V. Glesner.

 

Efter lidt ferie og familiekomsammen fik jeg rystet Morelia af mig, min lille bror havde talt en del gange om at han ville ud at sejle i den store verden, han havde kun prøvet at fiske med en Færøersk fiske båd, jeg fortalte ham at så skulle han vælge ØK.


Besked fra "Kompagniet"

17 maj kom han og fortalte mig at han havde fået hyre på Panama som messedreng, jeg var ved at få kaffen galt i halsen, frem med min søfartsbog og medlemsbogen til sømændenes forbund, ned og hoppe på sporvognen ind i forbundet og håbe på, at jeg havde stempler nok til Panama, det havde jeg, hen til ØK. Holbergsgade 2, Aflevere søfartsbogen fik udleveret mønstringskortet til Panama som matros, grundhyre kr. 403,00 Ja med diverse tillæg ca. kr. 1200,00. ja det var den gang.

Jeg tog hjem og fortalte ham det han blev meget glad, min lille bror hed Remi Hansen han blev desværre dræbt ved en trafik ulykke på Køgevejen da han var 22 år, var blevet gift og havde tre små børn. Vi fik pakket vores køjesække jeg hjalp Remi med at pakke han viste jo ikke hvad man skulle have med på sådan en tur, den 21. maj tidlig om morgenen tog vi en taxa til Orientkajen og gik om bord på Panama, med kurs mod Australien men først til alle de Europæiske havne, så til Port Said og igennem Suez kanalen til Aden og bunker. Der efter på den lange tur til Perth i Australien.

 

Vi var heldige at få høj sø og en kraftig vind i et par dage, så vi fik samlet en hel del flyvefisk som fløj om bord og kokken fik det til stegte sild dejligt, vi havde sat et bordtennis bord op i styrbord side det var ret vind stille resten af vejen, så vi kunne spille, det var om øl.

Vi trak nogle ledninger ud fra mit kammer som var sat til min spole båndoptager en B&O Unitape, en anden matros satte sin radio på fem lugen og sluttede ledningerne til, så var der halvtressermusik til alle, der blev spillet bordtennis og nogen sad på lugen og spillede kort, andre spillede dart, der blev kø hos hovmesteren efter øl boner som blev omsat til dejlige kolde øl hos bageren, så blev der festet vi havde altid det så sjovt hos os agter, så der kom mange henne midtskibs fra og ville være med.

Alle bragte noget med, når drikkevarerne var ved at slippe op, gik pøsen rundt og vi smed øl og vand boner i, min lillebror Remi fik den ære at hente kolde drikkevarer hos bageren efterhånden som de slap op, og skulle også sørge for at skifte bånd når musikken stoppede, vi havde næsten lige krydset Ækvator det var helt vindstille og temperaturen lå omkring fem-seks og tredive grader så der blev drukket utrolig meget, det havde vi snesejlere jo ry for.

 

 

Vi havde en vaskeridesse så der var også nogen der fik danset lidt med hende, jo det endte med at blive lidt af en abefest, dagene gik med maler arbejde og hygge om aften, vi fandt altid ud af noget sjovt, vi havde blandt andet lånt nogle planker fra lasten som blev brugt til surringer, dem lagde vi fra lønningen og hen til femlugen, lagde en presenning ned i mellem dem, og med spuleslangen fyldte vi den op med havvand, så kunne vi side og blive afkølet, den var så populær, så midtskibs var lige ved at overtage den.

Efter mange dages sejlads var vi nu ved at være fremme på vestkysten af Australien, vi anløb Perth en maskinass. og jeg fulgtes en tur i land, vi fandt et hyggeligt sted hvor vi fik kængurubøf, det smagte godt, lidt hen efter oksekød med en svag smag af lever, drikken til var et stort glas kold øl med et glas brandy i, som blev anbefalet af to Australske piger der sad ved bordet ved siden af.

Tiden nærmede sig kl. toogtyve så lukkede udskænkningsstederne i Australien, pigerne foreslog at vi skulle fortsætte hjemme hos dem, for de havde både musik og et par flasker, det gjorde vi så, de lavede det lidt festligt for os, efter et par timer hos dem kunne vi ikke finde om bord de syntes at vi skulle overnatte der, som sagt så gjort.

Om morgenen fik vi æg og bacon efter dejlig morgen mad kørte de os om bord i deres bil, og hentede os igen samme aften for at vise os byen, ja gæstfriheden var stor i Australien. Vi var der to et halvt døgn, sejlede så videre til Adelaide og til Melbourne.


Mandskabsliste fra Panama.

 

Vi havde en oplevelse med en første styrmand det var med Simba i 1959 som var min forrige tur til Australien, det forgik i Melbourne jeg havde en aften vagt ved gangvejen eller landganen som den også heder, kl. syv om aftenen kom anden styrmanden om bord sammen med en pige de var lidt beruset, og man måtte ikke give adgang til hvem som helst, men det var jo anden styrmand så de kom om bord, han havde jo et overordnet ord om bord, kl. elve kom pigen vaklende hen ad dækket til landgangen og var ved at falde ned, jeg skyndte mig ned og fik fat i pigen hjalp hende ned på kajen, hun kunde dårlig stå på benene, så jeg måtte hjælpe hende de cirka tres-halvfjers meter der var hen til havneportvagten, så han kunne tage sig af pigen.

Jeg ved godt at man ikke må forlade skibet når man havde vagt, men hennes liv kunne være i stor fare, det er før sket at der er nogen der er faldet ned mellem skib og kajen og mistet livet, første styrmanden havde stået på øverste dæk og set at jeg havde forladt skibet med den berusede pige, da jeg var på vej tilbage til skibet, kom første styrmanden løbene hen ad kajen tog fat i mig og begyndte at tæve løs på mig, smed mig hen ad kajen og råbte hvad jeg bildte mig ind, at forlade skibet, for så skulle han nok tage Lalandia handskerne på, så blev jeg tosset og råbte at det var fanerne hans skide fulde anden styrmand han skulde tæve og ikke mig, inden vi nåede landgangen var han faldet lidt ned på jorden igen, han havde også drukket lidt kunne jeg se, da vi kom hen i lyset, resten af vagten forgik roligt, et par uger senere havde der været nogle problemer på grund af hans håndtering af os dæksfolk, han behandlede os dårligt vi begyndte at arbejde efter reglerne og boykottede ham lidt, han blev tosset kom farende hen i matrosmessen mens vi sad og skaffede og råbte at hvis vi ikke indordnede os under ham, skulde han nok tage Lalandia handskerne på.

 

Det viste sig at rygterne sagde at han havde tævet hele dæks besætningen på Lalandia, da han var styrmand på den, vi forlod sidste havn i Australien på hjemgående, og efter et par dage i søen hørte vi en banken et eller andet sted fra, vi rente rundt og lyttede og fandt ud af at det kom fra tre lugen. Vi åbnede den og råbte der ned og hørte lyde, vi fandt en ung dansker som var blind passagerer, vi fik ham hevet ham op han var total afkræftet, første styrmanden ville have ham op på broen to matroser hjalp ham op, vi andre gik hen agter og skulde have kaffepause, da vi havde siddet der et kvarters tid, kom vores blinde passagerer vaklende ind i messen fyldt med blod i hele hovedet og på tøjet, styrmanden var gået helt amok og gennemtævet ham så hans hoved var røget ind i radiatoren et par gange, vi fik ham i bad og fandt noget rent tøj til ham, han havde tre flænger i hovedet, en på højre øjenbryn en i baghovedet den sidste bag venstre øre, vi var meget chokeret over den behandling han havde fået, vi blev enige om at det var nok med de Lalandia handsker.

 


René banker rust på en sol, Simba.

 

På hjemturen kom der en politimand om bord og holdt vagt uden for døren hvor han opholdt sig, fordi han var blind passagerer, resten af turen arbejdede vi så langsom med maler arbejdet at skibet lignede en rustbunke, i Rotterdam hyrede første styrmanden et sjak fra land til at male bagbord side, for det er den side vi lægger til med ved Orientkajen, så den var pæn når de fine herrer kommer om bord, men så ville skæbnen at vi for en gangs skyld skulle lægge styrbords side til, så vi var mange der jublede, vi havde fået vores hævn.

 

Tilbage til Panama og Melbourne, sømandspræsten kom om bord og inviterede os til hygge aften, vi blev hentet om aften i en folkevogns rugbrød, hen under aftenen blev vi spurgt om vi ville ud og opleve noget, vi blev enige om at en tur i Zoo ville være rart, vi var nogle stykker der tog en fridag, næste dag blev vi hentet i en bus og kørte hen til en Norsk Wilhelmsen line båd og samlede norske søfolk op, derefter til et svensk skib hvor der også blev samlet søfolk op, så gik turen til Zoo, det var en stor oplevelse at se kænguruer og koalabjørne og andre Australske dyr på tæt afstand, bag efter var inde et hyggeligt sted og få lidt frokost og et krus øl, så gik turen tilbage vi var de første der blev smidt af og bussen kørte videre med resten af søfolkene til de andre skibe.

Dagen efter gjorde vi søklar og sejlede videre til Sydney det var en stor by, her fik også hurtig besøg af sømandspræsten og aftalte at blive hentet om aftenen, over en kop kaffe aftalte vi nogle forskellige ture som vi gerne ville med på, den første dag var vi på besøg i en meget støre og mere spændene Zoo end den sidste og bag efter var vi ude i en gammel bydel, hvor man blandt andet samlede emigranterne, som kom med skibe fra Europa omkring år nitten hundrede, det var meget interessant.

Vi sluttede med at besøge et gammelt spisested som lå i et af husene, og smagte på nogle Australske delikatesser som kænguru og emukød vi tog så turen tilbage til skibet, men stoppede på vejen og købte en stor is, tænk sig alle de oplevelser man var gået glib af, hvis der ikke var noget der hed sømandskirker og deres præster, som gjorde en kæmpe indsats for os søfolk.


Slangetæmmer i Bombay Letmatros René Hansen (nu Matthé) ------ Fodboldhold Simba 59. Australien.

To dage senere var vi på en bus tur til noget der hed Blue Mountains det var en smuk tur, vi stoppede et sted hvor der var meget åben, for at se en mand bruge bommerang, vi fik alle lov at prøve og blev undervist i det, vi brugte næsten et par timer, på vejen tilbage stoppede vi et sted hvor koalabjørne sad i eucalypsotræerne og spiste bladene som de blev hønefulde af, de spiste og sov skiftevis, sikke en tilværelse og så var det gratis, vi oplevede meget forskelligt dyreliv på turen, som man ikke kunne opleve, hvis man ikke tog med på de ture.

Vi kom sent om bord for det havde været en lang tur, dagen efter var vi på arbejde igen, jeg skulle være vagtmand i lasten og passe på at havnearbejderne ikke stjal fra lasten, for vi havde skotsk whisky og chianti rødvin i to lugen, inden dagen var gået, var whiskyen losset, og vi var godt i gang med rødvinen.

 

Klokken seks havde havnearbejderne fyraften, så var det med at få et bad og komme i land, det var længe siden vi havde fået skyllet halsen godt og grundig, vi fandt en hyggelig stor restauration med dansegulv og det hele, der var god musik det var lige os, lige da vi havde det allerbedst og sjovt var klokken blevet ti og det var lukketid, ved udgangen kunne man købe flasker med hjem, da vi kom om bord satte vi os i rygesalonen fandt nogle glas frem, det var noget være sødt sprøjt Australsk sherry, men det blev drukket.

Så blev vi allesammen enige om at jeg var dømt til at kravle ned i lasten og smugle en kasse chianti op, imens de holdt vagt på dækket, for jeg var den eneste der vidste hvor vinen lå, det var mørkt så der var ingen der kunne se os, så efter pres sagde jeg OK og kravlede ned, jeg kunne overhovedet ikke se en hånd for mig, jeg måtte kravle og føle mig frem, pludselig røg jeg ned i et hul, efter jeg havde haft vagt havde de åbenbart losset et andet sted fra i lugen så der var et hul lige før rødvinen, jeg slog mig voldsomt især min venstre fod, men jeg fik en kasse under armen og kravlede op, de andre tog imod kassen.

 

Da jeg humpede hen agter kunne jeg næsten ikke støtte på min fod, nå men der var stort jubel, jeg var dagens helt, der var seks flasker i sådan kasse, vi kunne nu klare os et par timer, chianti smager nu godt, men for hver glas jeg drak hævede min fod mere og mere og smerterne tog til, rødvinen slap op og vi gik til køjs, jeg fik ikke lukket et øje den nat, da vi blev purret ud om morgenen var det så slemt at jeg ikke kunne støtte på foden, to mand måtte støtte mig op til første styrmand, han sagde jamen hvad er der dog sket med dig, inden jeg kunne nå at svare, sagde mine medhjælper det var vist noget med at jeg skred i badet i går aftes, med stor medlidenhed sagde han det er vel nok synd for dig, jeg fik straks røde kinder og lidt dårlig samvittighed, men det kan man jo ikke bruge til noget, første styrmand sendte bud efter en sygetransport jeg kom til røntgen på sygehuset, foden var brækket jeg fik gips på og et par krykker.

Turen fortsatte til Brisbane jeg kunne ikke lave så meget andet en at stå til rors og udkik, et par dages sejlads og vi anløb Brisbane, jeg havde øvet mig lidt med krykkerne, så jeg gik en tur i land og gik om bord igen til aftensmaden, efter at vi igen havde fået fyldt maverne op, var der nogen der skulle en tur op i land, sømands præsten havde fortalt at i biografen gik filmen Benhur og den ville de se, jeg ville gerne med, hvis de ikke gik for stærkt, det blev lovet så vi vandrede der op.


Panama.

 

Vi forlod Brisbane og sejlede til Rockhamton, det var oppe af en flod, kajen lå på styrbord side her lagde vi til, det er her vi plejer at fange de store krabber, så det blev gentaget, man kan sagtens spise krabber med gips ben, bare de blev skyllet ned med øl og brændevin, så var det sidste havn inden hjemturen.

Townsville et smukt område, vi lå ikke så længe her, vi fik skibet lastede med titusinde ton råsukker sådan bare løst i lasten, det lignede puddersukker bageren fik en spand fuld, så han kunde bage brunsviger til os, vi sejlede derfra og skulle nord om Australien, jeg havde stadig gips på, det skulle førstestyrmand fjerne efter seks uger, min lillebror var flink til at hente ting til mig, han kom tit hen hos mig og hyggede sig, han var også tit med i land, jeg havde lovet min mor at passe på ham og sørge for at han kun drak sodavand, jeg meddelte min mor at han opførte sig eksemplarisk.

Nu var der mange der jublede, for nu var det hjemad, men vi røg ind i en voldsom orkan, oppe i nærheden af Torsdagsøen, det var sent om aften jeg var gået til køjs uden en trevl på, det var jo varmt, jeg havde et lagen om maven, det var svært at falde i søvn for man blev jo kastet rundt i køjen, men jeg faldt dog til sidst i søvn, pludselig lød der et brag og jeg blev kastet ud afkøjen, røg ned på dørken ramte bordet på vejen og fik en masse knubs.

Jeg var sikker på, at vi var sejlet ind i et klippeskær eller ligene og humpede ud på dækket, der løb folk rundt imellem hinanden mere eller mindre påklædt og var bange, og nogen ville til bådene, der gik nogen tid før det blev oplyst, at det var maskinen der var stået af.

Vi var nu begyndt at drive med søerne ind fra siden, det var ikke sjovt så vidt jeg forstod drev vi nordøst på, og hvis vi fortsatte den kurs, ville vi banke ind i koral og klipperev, så der blev straks sendt mayday og telegrafisten fik kontakt med nogle skibe.

Det nærmeste var et Australsk passagerskib det hed Fearless, som kom til undsætning i løbet af et døgn, efter mange forsøg fik vi en kasteline over til hinanden, så de kunne få trosser over, det lykkedes heldigvis, de lå og slæbte os syd på mod den Australske Nord kyst, i starten kom vi ikke rigtig nogen vegne, men vi drev dog ikke mod farlige klippeskær, efter hånden lovede vinden mere og mere af, gudske lov for det, og til sidst nåede vi nordkysten hvor der var så lavt vand at vi kunne smide anker.

 

Vejret blev rigtig godt, vi lå nu og ventede på Australiens to største slæbebåde, en fra Sydney og den anden fra Melbourne, det varede en uges tid før de var fremme, så kom vi på slæb tilbage til Townsville, roret på broen virkede ikke, så vi måtte bruge det store ror på pubben henne agter, vi skulle jo støtte med vores eget ror under bugseringen, det var hårdt for det var direkte kæde træk, vi endte langt om længe i Townsville og hvem lå der, det gjorde Fearless vores helte der havde redet os i stormen, efter den slemme tur fik besætningen fri så vi kunne slappe lidt af, besætningen fra Fearless inviterede alle der havde lyst en tur i byen, de havde fået bjergnings løn så det blev der lidt af en fest ud af.

Panama på slæb.

Man havde nu fået skilt maskinen ad, og fandt ud af at det var en krumtap der var smadret, hvis nok den tredje agter fra, de havde fået hevet stemplet op, det lå på kajen sammen med stumperne fra krumtappen, hold kæft hvor var det stort og langt, det kunne man rigtig se når man står der ved siden af, vi ventede i flere dage for at få besked på hvad der skulde ske, man talte om at vi nok skulle sendes hjem, senere var der tale om at få reservedele fra Japan den var jo bygget der, til sidst fandt man ud af, at man kunne sætte en stor klemme på de to aksler der stak ud i hver side og sejle med et stempel mindre, den klemme skulle vistnok komme fra Japan, det tog lang tid, men så lærte vi Townsville rigtig at kende, vi kom meget ude ved en stor udendørs swimmingpool ved noget der hed Alma Bay for man kunne ikke bade i havet for hajer, Remi var altid med os der ude, længere ude lå Kissing Point, ved poolen mødte jeg en enlig mor, som jeg kom i snak med, hun fortalte om en ø der hed Magnetic Island, som man kunne sejle ud til, vi tog der ned, købte billetter til turen, mest overraskende var at der var glasbund i båden og vi sejlede over nogle af verdens smukkeste og mest sjælende koral rev, det var en stor oplevelse, øen var også smuk hun fik virkelig vist mig meget af Townsville og områderne omkring byen, vi lærte en masse civile mennesker at kende, på en pub lærte jeg en brandmand at kende, og blev inviteret hjem og besøge hans familie og en anden gang til middag, en dag inviterede han mig med på jagt det var en oplevelse, på top tyve listerne i radioen hørte vi al den nye musik fra slutningen af halvtresserne, Banjo Boy med Jan og Kjeld blev spillet meget, min veninde inviterede mig i biografen nogle gange, vi var også ude at spise, det sluttede som regel af med at hun lokkede mig med ud til Kissing Point i måneskindet.

 

Hun ville så gerne, at jeg blev i Australien, men man kan jo ikke bare forlade skibet, Remi sagde Rene du gør det ikke, omsider havde vi fået reservedelene og maskinen blev lappet sammen og blev prøvekørt, det havde nu også taget langt over en måned, så var vi klar til at sejle hjem, råsukkeret skulle losses i England, prøv at sejle med et skib der mangler en krumtap, vi fik ikke suppe eller andre måltider som var en smule flydende, når vi skulle have kaffe eller te var det svært at ramme koppen og kunne kun fylde dem halvt, ellers blev det smidt ud igen.

Vi var heldige at vi nåede hjem inden vores nyrer var blevet rystet helt løse, og vi sejlede kun godt og vel på halv kraft, så det var en lang tur hjem, da vi kom til Rødehavet måtte vi ankre op og vente på tilladelse til at sejle igennem Suez, vente tiden blev brugt til at bade lidt i Rødehavet, vi fik lov til at fire landgangen ned, det var herligt, England fik sit sukker og ØK sit skib. Min bror og jeg afmønstrede den. 25. november 1960.

 

En stor snesejler hilsen
René Kjeld Hansen
(René Kjeld Matthé)

 



Busuanga var et pragtfuldt skib med en okay besætning, åhhh de minder der vælter frem i en gammel dreng.

Hej med dig!

Jeg hedder Knud Jensen men lyder navnet Basse.

Jeg har siddet og læst om de gamle drenge fra ØK, og vil da også gerne komme med lidt om min egen tid på et ØK skib.

Jeg sejlede 3 ture med Busuanga.

Fra 23. april 1971 til 5. marts 1974, hele min tid som Letmatros.

Jeg har i alt sejlet godt 20 år, mest på Fjernøsten, men blev så gift og fik børn.

"Bussen" i søen. 

Det eneste navn jeg rigtigt kan komme i tanker om er Christian Ulka, det er Donkeymanden man ser på billedet.

Knud Jensen
God vind fremover og mange tak for siderne...

 

For et stykke tid siden lå der i min mailboks en besked som var meget glædelig.

Hi there, Willy. Mit danske er ikke videre godt saa af og til er jeg noedt til at bruge det engelske sprog. Jeg er 76 aar gammel men stadigvaek ligesaa ung i sindet (og fjollet) som jeg var da jeg sejlede med Oek, hvor jeg begyndte da jeg var 19.

Det var mig som skrev bogen "Een pige og 39 soemaend" og saga studio filmede den.

Nu til dags bor jeg i guldminebyen Kalgoorlie i west australien. Det er i oerken men vaeldigt interessant. En anden gammel dulle fra oek bor ogsaa i west australien, i Perth. Vi er veninder og sender emails og uartige jokes til hinanden hele tiden.

Jeg vidste ikke at snesejler.dk eksisterede indtil igaar, saa syntes lige jeg ville skrive til dig og spoerge om du er interesseret i at hoere fra os hernede i Australien.

jeg elskede oek men giftede mig med en australsk styrmand, saa vi var noedt til at sejle med Transatlantic efter brylluppet.

hvis du gider at hoere fra os send mig en email.

bye bye for now fra Else.

Jeg blev meget glad for denne mail, da jeg selv har læst bogen flere gange og ligeledes set filmen.

Det er således, at filmen ligger så tæt på bogens indhold, at det faktisk er 2 identiske oplevelser og vel at mærke af de sjove og positive.

Jeg skrev straks tilbage til Else og gav udtryk for stor interesse i at få et indslag fra hende i snesejler. Kort tid efter kom denne mail.

Hej, Willy.

Tusinde tak for dine express emails.

Jeg er vaeldigt begejstret over din homepage og fotoerne fra de gode gamle dage. En fantastisk ide og jeg er 100 pr. cent sikker paa masser af gamle og ikke saa gamle soefolk paaskoenner hvad du har gjort.

Med hensyn til filmen, saa er alt jeg har kun programmet, for jeg boede allerede i Australien da de lavede den.

Maaske kan Saga hjaelpe dig. Jeg vil eventuelt proeve at skrive noget til dit newsletter, men vil foerste proeve paa at behandle det danske lidt bedre end i oejeblikket. alt det bedste fra else.

jeg svarede, at det med sproget ikke betød noget, da jeg alligevel retter alle indslag inden de kommer online.

Hej, Willy. Tak for mailen om mine danske sprogsbekymringer. Jeg lover at lade dig vaere i fred og ro med alle mine spoergsmaal fra nu af ..... saa snart du har fortalt mig hvad du kunne taenke dig jeg skulle skrive om.

Maaske hvad jeg husker fra mit liv til soes eller maaske ogsaa om min tilvaerelse her i Australien eller maaske begge to? Hvad foreslaar du?

Og een ting mere: Kan jeg sende mit stof via email eller er jeg noedt til at sende dig et rigtigt brev med frimaerke and all that jazz?

Vil begynde at taenke tilbage til mit liv til soes og saa haabe halvdoede minder kommer tilbage. Else.

P.S. You must be a busy man.

Besked tilbage med tak og venter spændt.

Hej Willy. Jeg er lige blevet faerdig med at skrive en lille historie paa 861 ord og paa Microsoft Word. Jeg haaber du synes den er humoristisk selvom du ikke er en pige.

Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg kan skrive den paa email da jeg jo ikke skriver hele artiklen den samme dag. Forsvinder den ikke fra DRAFTS naar andre mennesker eller jeg selv bruger computeren ind imellem? Saa jeg vil derfor sende den med posten meget snart, hvis du vil sende mig din post adresse. Eventuelt vil jeg finde ud af hvordan man goer det. Indtil da hold oeje med brevkassen. Go' Vind. Else.

P.S. Det er vinter her, plus18 grader i oejeblikket. Om sommeren er temperaturen mellem 35-42 grader!


Fra filmen 1 pige og 39 sømænd

Her vil jeg lige skrive lidt om Else Boyes.

Else kom som nysproglig student fra Gentofte Statsskole i uddannelse som radiotelegrafist.
Fik 19 år gammel hyre i ØK. Gift med styrmand Ross A. Boyes. Sejlede sammen med ham på Wangaratta fra Transatlantic i Gøteborg. Blev sidenhen bosat i Australien.



Else Boyes.

Bogens forord.

Da jeg var 4 år gammel, ringede det en dag på vores køkkendør. En ophidset dame stod udenfor med en vrælende unge i sine arme. "Deres vanartede søn har slået min lille Anton oven i hovedet med sin trehjulede cykel" råbte damen og fremviste en stor bule på Antons hoved.
Min mor så med medlidende blik på Anton og Antons mor, og så sagde hun stille: "Jeg har ingen sønner, kun en datter, men det er sikkert hende, der har gjort det"
Antons mor så et øjeblik forbavset på min søde, lille mor, så smilte hun undskyldende og sagde: "Det er mærkeligt, jeg har altid troet, hun var en dreng, når jeg oppe fra mit vindue så hende tæve de andre børn"
Jeg sad inde i soveværelset og forsøgte at give min missekat gummibukser og sko på. Døren stod åben, og jeg hørte derfor hele samtalen.
Jeg tror jeg fik et kompleks den dag.
Det var uden tvivl derfor, jeg stak til søs 15 år senere.

Bogen "Én pige og 39 sømænd" blev udgivet 1963 og filmatiseret af filmselskabet ASA 1965.

Jeg har senere modtaget denne triste mail.

Hi, Willy. Siden jeg sidst skrev til dig har vi haft en del familjeproblemer, specielt sygdom. Det tager sikkert temmeligt laenge foer jeg kan skrive til dig, saa glem at jeg eksisterer og lad os haabe alting evenuelt gaar godt igen herude.

Good luck. Alt det bedste fra Else.

Herfra skal lyde de aller bedste ønsker for fremtiden for Else Boyes og hendes familie.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN