"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 61

Kære Snesejler.

 

Tak for mange interessante sider om ØK skibe.

Jeg har haft stor fornøjelse af at læse om bl. a. gamle India, som jeg var med på på dens 57. rejse til Østen i 1960. Så nu vil jeg prøve at give mit bidrag, hvis det kan bruges.

På denne rejse var Svend Lehmann Nielsen 1. mester. (Side 30). Iøvrigt et meget sympatisk menneske og en dygtig tekniker, der formåede at få de gamle slidte maskiner til at fungere.

Vi var 5 marinesoldater fra minestryger divisionen, som efter værnepligt, syntes at vi også kunne tænke os at prøve handelsflåden.

Af os 5 var vi 2 med maskinmesteruddannelse som mønstrede som juniormestre, og de andre 3 var udlærte som maskinarbejdere.

Vi gik sammen ud til hr. Faber i Frihavnen og forhørte os, om der var mulighed for hyre til os alle på samme skib. Jo, sagde Faber. Jeg har en specialopgave til jer, og det var India.

Vi mønstrede på Sojakagefabrikken i Sydhavnen og så gik turen til Bremerhafen for lastning af kunstgødning til Pusan i Sydkorea.

På vejen gik vi ind til Genua og tog dækslast af marmorblokke til Singapore.

På turen igennem Rødehavet blev der også lejlighed til stempeltræk, og det var varmt.

I Pusan lå vi i flere dage og lossede, og det gav muligheder for udflugter bl. a. til den internationale kirkegård for ofre fra Koreskrigen, som sluttede i 1953.

Efter endt losning gik vi i til Kobe for at påbegynde lastning. Jeg husker turen fra Pusan til Kobe som meget smuk. Vi gik imellem små øer, hvor kirsebærtræerne blomstrede.

Fra Kobe gik turen til Shanghai. Jeg husker den som en mørk by, hvor alle var klædt ens, og hvor det eneste sted, vi kunne handle, var sømandshjemmet. Der var iøvrigt meget streng toldkontrol.

Fra Shanghai gik hjemturen til Philippinerne for at laste copra skaller. Det blev til 4 havneanløb nemlig Manilla, Cebu, Davao og Tacloban.

Fra Philippinerne til Bangkok for yderligere last. Her blev det til 14 uforglemmelige dage med alt, hvad der dertil hører. Der var flere af de nyere ØK både, der nåede at komme ind og ud, medens vi lå der. Der var ingen af os, der ønskede at bytte skib.

Derefter gik turen hjemover via Penang og Columbo på Ceylon. Her fik vi lejlighed til at komme på udflugt til Candy. "Edens have" som den blev kaldt. En livsfarlig tur i bus og med tog tilbage.

Vi losssede først i Rotterdam, derefter Aarhus og til slut Sojakagefabrikken i Sydhavnen.

 


Meonia på vej hjem, mens vi er på vej ud 1960.


Solnedgang i Det Indiske Ocean.


Aftenpilsner på mit kammer,
undertegnede sidder bagerst til venstre med storternet skjorte og tropehjelm skubbet godt tilbage.


India på floden ved Bangkok.


Modsatte flodbred ved Bangkok.


Tempeltur i Bangkok.


Mariners Club Bangkok.


India med lodsbåd ved bagbord.


Losning i Pusan.


Dejlige Korea-unger i Pusan.


Havnefronten Pusan.


Udsigt over havnen Pusan.


Udkig over Pusan.


Hovedgaden Pusan.


Slumkvarter Pusan.


Indgangen til Den internationale kirkegård Pusan.


Den internationale kirkegård efter Koreakrigen, i khakidress Poul Nørholt.


Tacloban.


Landgang i Tacloban.

 

Turen varede et halvt år. Jeg fik på turen hjem tilbudt jobbet som 3. mester på British Hawk, som ØK opererede i samarbejde med BP. Jeg takkede pænt nej tak, da der gik rygter om en rigtig drukbåd.

Kaptajnen som jeg tror hed Kastrup Olesen mente, at nu var min fremtid problematisk, men det bad jeg ham at blande sig udenom. Han smed mig iøvrigt ned fra broen fordi jeg som talsmand for vi 5 marinere forlangte at få vores overtidspenge udbetalt. Det havde han nægtet os, men vi fik pengene.

Det var et fantastisk halvt år, som jeg tit tænker tilbage på. Der var et meget fint sammenhold i maskinbesætningen ikke mindst på grund af maskinchefen, som jeg ikke husker hvad hed og 1. mester Lehmann Nielsen.

Det blev kun denne tur til søs, da jeg gik i land og fandt mig et job i det privare erhvervsliv.

Mange venlige hilsner
Poul Nørholt.

 

Min tid i ØK startede den 3. maj 1965, da jeg mønstrede om bord i Ayuthia som matros, skibet  lå i København og skulle på værft i Frederikshavn. Det var noget af en grænseoverskridende sag i det jeg altid havde betragtet mig selv som Mærsk sejler.

 

Men jeg havde lige forladt søværnet og manglede alvorligt penge, så der var ikke så meget at rafle om, det første og bedste bud blev ØK.

Nå, vi kom til Frederikshavn uden problemer, men undervejs havde jeg ”underholdt” Kaptajn Th. Dahl med mine svære pengeproblemer efter aftjent værnepligt, så han var så flink at tilbyde mig et job som brandvagt om bord mens skibet lå på værft, han var sku en flink fyr. Sammen med mig skulle også matros Willy gå brandvagt og vi skulle selv sørge for mad m. m.

 

Det blev til i alt 20 uforglemmelige dage i det altid vind-omsuste Frederikshavn. Et lille kuriosum var, at ved nabokajen på værftet lå DFDS´s Kronprins Frederik hvorpå der mønstrede en ung kahytsjomfru for første gang, jeg mødte hende ikke da, men året efter mødte jeg hende om bord på Maren Skou i Peru, og vi har nu været sammen og gift lige siden.

 

Men tilbage til tiden i ØK. Jeg fortsatte som matros om bord på Ayuthia da vi forlod Frederikshavn, igen med Th. Dahl som skipper, for en noget speciel tur via Göteborg til Three Rivers på St. Lawrence floden i Canada, og derfra ud på New Foundland for at laste Asbest i løs form til Hamburg og så tom hjem til København igen. En tur på ca. halvanden måned.


Ayuthia.

 

Men jeg må erkende, at det var et godt skib med en god besætning, så jeg følte mig godt tilpas, og da jeg blev spurgt om jeg ville med på næste tur som skulle gå til Asien med vending i Japan sagde jeg straks ja.

 

Efter 14 dage hjemme (mest på de små listige steder i den indre by) genmønstrede jeg Ayuthia, nu med E. Qvist som skipper.

 

Der er ikke meget at fortælle om turen ud over hvad der er beskrevet utallige gange tidligere på denne hjemmeside, måske bortset fra mine egne tanker og følelser efterhånden som turen skred frem. Der var selvfølgelig gensynet med Genua hvorfra jeg udmønstrede for første gang i 1959, og hvor jeg mistede min uskyld i form af min første brandert og fik min seksuelle debut. Byen havde dog forandret sig meget siden dengang.

 

Så passerede vi Suezkanalen som lignede sig selv, dog var der denne gang Egyptiske lodser, mod første gang jeg var igennem da var der sovjetiske lodser. Jeg ved ikke rigtigt hvem der var værst, men jeg havde ikke større tiltro til nogen af dem, men det er selvfølgelig også mine egne fordomme.

 

Mine tanker begyndte nu at kredse om hvordan det ville blive i Bangkok, hvor jeg tidligere havde været med Mærsk bådene, og hvor vi var gået om bord i ØK bådene udstyret med sneskovle for at hjælpe dem af med ”sneen”. Desuden havde der været diverse ”episoder” på Venus Room m.fl. Nu skulle jeg måske møde mine gamle ”kammerater” som snesejler.

 


Mariners Club.

Da vi endelig ankom var der ingen Mærskbåde i havn, så alle mine spekulationer havde været forgæves, men denne gang brugte jeg nu også tiden mere fornuftigt med turist ture rundt i Bangkok og besøg i Sømandsklubben.

 


Mellemfolkelig udflugt.

 

I Japan fik jeg mulighed for at besøge min morbror og hans kone. De boede i Kobe, han havde været maskinchef i Mærsk gennem mange år, men sejlede nu for nogle Asiatiske rederier.

 

I øvrigt var samme morbror berygtet i det danske søværn, i det han havde stået bag bortførelsen af en af søværnets minelæggere til Sverige under krigen. Der er i øvrigt lavet en film om hændelsen ”Sorte Sara” hed filmen vistnok.

 

Efter diverse havne i Japan, vendte vi oppe nordpå på øen Hokkaido, hvor der blev afholdt en såkaldt vendefest, her blev serveret alt godt fra havet, og jeg må sige kokken (jeg tror han var tysker) overgik selv de bedste restauranter på land, det er noget af det bedste mad jeg nogensinde har fået serveret, herunder nogle udsøgte restaurant besøg i Paris siden.

 

Turen hjem forløb igen uden noget nyt, dog var der lidt panik da vi skulle gennem den engelske kanal på vej til Hamburg. Det var tæt tåge og vi havde en dead line i Hamburg så skipperen følte sig tvungen til at sejle med fuld kraft i tågen. Da han var meget lille havde han sat en skammel i hver brovinge så han kunne se over vindfanget, her for han frem og tilbage fra brovinge til brovinge under hele passagen af kanalen.

 

 

Vel tilbage i København afmønstrede jeg Ayuthia for sidste gang den 8. december 1965.

 

Nogle dage efter fik jeg Patagonia på RUN dvs. fra København til Karlshamn og retur med Th. Dahl som skipper. Dette blev så min sidste optræden i ØK, men ikke min sidste kontakt med ØK skibe.

 

I begyndelse af halvfjerdserne arbejdede jeg på B&W som rigger og var her med til at bygge de nye containerskibe Selandia og Jutlandia.

Hvis nogen har genkendt mig, modtager jeg gerne kontakt via snesejlersiden: efterlysninger.

 

Med venlig hilsen

Preben H. Dammann.

Hej Willy.

Jeg hedder Torben, og var matros og 23 år på den tid jeg kom i ØK (1975), og boede en årgang ude i Bangkok, hvor jeg kom til for at holde ferie i 1975.

Jeg kom meget op på Copenhagen bar, som bestyredes af Jørgen, det var også ham, der på det tidspunkt stod for forhyring. Som vi sad der en eftermiddag og spillede lidt terning, kom Jørgen ind og spurgte rundt, om der var nogen der var interesseret i en hyre på Ayuthia, kun for en enkelt rejse, da skibet skulle sælges eller lægges op.

Vi var et par stykker som bed på, bl.a min gamle kammerat Lasse som jeg havde sejlet sammen med flere gange på Johnson line.

Så, et par dage efter mønstrede vi glade på Ayuthia, det var jo kun et par måneder og så var vi tilbage igen!!, Vi tog turen over Singapore op gennem Suez og til Piræus i Grækenland, og der skulle vi så have vendt og sejlet tilbage. Men, rederiet havde andre planer, og besluttede sig for, at sejle til Naskov og der fik vi så slippen og en lang næse, da de ingen forpligtelser havde nu hvor skibet var i hjemhavn.

Intet er dog så galt uden det er godt for noget, jeg nåede at besøge mine forældre, som boede et par km. fra Naskov, men efter 2 dage var det nok, og turen gik til København og en billet tilbage til Bankok.

En sjov lille oplevelse og starten på min tid i ØK som varede til 1979 hvor jeg rev teltpælene op og flyttede til Philippinerne, her havde jeg mødt en pige, (min nuværende hustru) og jeg begyndte at sejle i Mærsk og Concordline.

Torben Christiansen.

Snesejler.

Min første udmønstring i ØK, var som dæksdreng med ”Asia” på en jordomsejling, fra 19. april 1947 til 13.januar 1948, hvor F. Ravnsnæs var kaptajn ved afgang fra Købehavn, men hvor kaptajn Jusjong afløste senere i Europæiske havn. Man fortalte om bord, at Jusjong var lidt for sig selv, til jul hvor ænderne var stegt, ringede han ned til hovmesteren: ”Hovmester”, bring mig røvhullerne, men på en sølvbakke”. Sandt eller ej?

Efter lastning i Europa skulle vi til Charlotte Amalie, St. Thomas, hvilket viste sig at være ret så spændende for mig.

Jeg er født i Ikast, hvor byens apoteker Christensen, før 2. verdenskrig, var blevet gift med en sort dame på St. Thomas, hvor apotekeren havde arbejdet. Hun var meget afholdt i byen, men flyttede tilbage til sit fødested, da hendes mand døde. Fra nogle ældre i Ikast, der havde kendt hende, havde jeg fået hendes adresse, og skulle så overbringe en hilsen. Hun viste sig at være en meget sød dame, der rundviste mig på øen, hvor hun nu havde en Drug Store.

Gennem Panama-kanalen til Los Angeles, San Francisco, Eureka, Portland, Seattle, Tacoma,

Vancouver med både losning og lastning, for at slutte af med lastning af træ i Tahsis, som dengang blot var en lille tømmerplads i Canada, hvor ØK havde et skovområde.

I Eureka kom jeg på hospitalet. Senere til middag hos konsulen, som havde en datter som var jævnaldrende med mig, hun hed Sylvia, og hun besøgte mig på hospitalet. Hende var jeg rigtig meget forelsket i.

I Vancouver måtte jeg igen på hospitalet. Her var knap så meget kærlighed, men til gengæld nok en bedre kur, for siden har jeg ikke mærket noget til blindtarmen. Jeg blev sendt tilbage til skibet, som var gået til Tacoma i mellemtiden.

I USA havde vi lastet nogle meget store trækasser på dæk, som vi fik at vide, var maskineri til Shanghai. På turen over Stillehavet løb vi ind i et kraftigt stormvejr, som slog hul på en af kasserne. Indholdet var da ganske rigtigt maskineri, nemlig flyvemaskiner til Shang Kai Shek, og vi ankom til Shanghai i september, blot nogle få dage før Mao overtog byen. Så måske maskinerne blev brugt til flugten til Taiwan! Hvem ved?

Fra Shanghai via Hongkong til Manilla, Cebu og Zamboanga, Bangkok, Ceylon, Aden og de for ØK sædvanlige europæiske havne. En ret så spændende rejse for en 17 års knægt. Besøgene i de forskellige havne i østen, går næsten på samme melodi, som andre har beskrevet så udførligt og godt i Snesejler, - og som man kan nikke genkendende til det meste af.

En matros var kommet syg i land, så vi fik en ny matros i Bangkok, Jack Albæk, en bror til den fra USA hjemvendte sanger, Freddy Albæk. Jack havde, sagde han, været styrmand på flodbåde på de kinesiske floder, og havde en meget fin styrmandskasket. Jeg tror dog ikke han havde nogen eksamen. Han fortalte nogle vidtløftige eventyr, men blev dog aldrig populær blandt matroserne, så en matros slog den fine kasket af ham, en dag han var på vej ned ad en lejder. Den så han ikke igen.

Skønt nu for mere end 60 år siden, husker jeg især tydeligt en af matroserne. Kaj Termølen. Han havde nogle forfærdelige natlige mareridt. Det var jo ikke så længe efter 2. verdenskrig, hvor han havde haft frygtelige krigsoplevelser, fra Dakar gennem Afrika til Algier, vistnok en stor del af vejen til fods. Om dette mener jeg også senere, at have læst i en af bøgerne om Danske Sømænd under 2. verdenskrig.

Efter ”Asia”, - jungmand, letmatros og matros i andre rederier og skoleskibet ”Danmark”.

Sommeren 1955, havde jeg en enkelt rejse som matros med ”Falstria” til Australien, derefter Københavns Navigationsskole, styrmands og skibsførereksamen.

Jeg har forøvrigt et andet sted på snesejler, set et billede af Jens Bloch, jeg tror at det må være ham, der vistnok blev inspektør i Beva-line. Vi havde på Københavns Navigationsskole en af det navn, bortset fra at han dengang ændrede navnet fra Jensen til Bloch.

Han havde en fotografisk evne. Han skulle blot kikke ned ad en side i en af lærebøgerne, så sad det fast, hvor vi andre skulle have det ind med skeer adskillige gange.


Stewardesse Lilly og min kone. - Kina 1957.

Så om bord på ”Kina”, som 4. styrmand, hvor Karl ” mangepenge” Jensen var kaptajn. Hans lidt ulækre snadde, med den røde gummidippedut fra en sodavandsflaske, hvor savlet af og til løb ned på søkortene, når vi stod bøjet over disse, husker jeg også.

Især husker jeg 3. mester Bent Axelsen fra "Kina" 57. vi blev meget nære venner med ham og hans kone, et venskab som nu har bestået i 53 år.

Jeg ville gerne kunne huske navnet på (min) første 1. styrmand på ”Kina”, -juni, 1957-, han var ualmindelig flink til at lære fra sig, overfor en grøn 4. styrmand, og var en meget behagelig mand at gå vagt sammen med. Som ny fra skolen, var jeg tilknyttet hans 4-8 vagt..

Indsat oplysning:
Den omtalte 1. styrmand hed Pittelkow.
Kilde: Peter Bach som også var med Kina 1957. og som skriver på snesejler side 34.

Venlig kommentar til Peter Bach.
Tak til Peter for tilføjet oplysning om Pittelkow.
Men, Pittelkow, som jeg senere sejlede sammen med, og som jeg husker tydeligt, må være afmønstret "Kina" sammen med Peter Bach i maj 1957 da jeg mønstrede "Kina" i juni 1957.
Så Pittelkov var altså ikke den 1. styrmand, som jeg søgte navnet på.

Karl var en ivrig snedker. Lodskammeret på agterkanten af styrehuset var altid optaget af Karls træ og snedkerværktøj. Når Karl så et godt stykke træ blandt dunnagen, røg det op på lodskammeret. Hvis en lods havde brug for overnatning, blev det i alt fald ikke på lodskammeret. Karl havde en sød kone, en del yngre end Karl selv, og en søn på ca. 7-8 år, med på en af rejserne.

Karl kunne godt være lidt små-gnaven om morgenen, han fortalte mange historier, men var alt i alt en rar kaptajn.


3. styrmand Knud Foldager tjekker redningsbåd, - Kina 1958.

Med "Kina" havde vi på en rejse til Kina meget fine passagerer med.

Det var selveste Greve Kai Ahlefeldt-Laurvig og hustru fra Tranekær Slot. Grevinden var født i Kina, og havde fået tilladelse af den kinesiske regering til at besøge hendes fødested. Jeg tror, at hendes far var ambassadør eller lignende derude før krigen.

De kom om bord i Genua. Det var et meget tiltalende par. Ikke nogen "storhed" at mærke hos dem.

Om det blot var for almindelig tidsfordriv ved jeg ikke, men greven kom ofte på broen på min eftermiddagsvagt, hvor han var meget interesseret i navigationen. Jeg lærte ham at tage solhøjder, og sætte stedlinier ind på søkortet.

Jeg havde nogle rejser med ”Kina” som 4. og 3. styrmand og 2. styrmand, en rejse med ”Panama” i sommeren 58, som 3. styrmand, hvor A. Christensen var kaptajn. Ham var jeg ikke så gode venner med. Han blev ondskabsfuld, når han havde fået en tår over tørsten, hvilket gik ret tit på. Vi kom senere til at sejle sammen igen, hvor de våde varer var lagt på hylden, og han var nu totalt ændret og en meget behagelig kaptajn.

Vinteren 58-59 var jeg tilbage på navigationsskolen i København for at få skibsførereksamen, og så med ”Pretoria” som 3. og 2. styrmand i 59-60. Jeg tror, det var på ”Pretoria”, i Stillehavet, at vi måtte begrave bageren.

Han blev fundet i køjen en morgen, ved udpurring, af en af drengene, kvalt i sit eget opkast! Forsøg på genoplivning på 3-lugen mislykkedes, skønt kontakt med Radio-Medical, kunstig åndedræt, og - så vidt jeg husker, forsøgte 1. styrmand, (Gunnar Jacobsen??), sammen med stewardessen, som var sygeplejerske, at give indsprøjtning direkte ind i hjertet, men det var ikke muligt at genoplive ham.

Stewardessen gjorde ham pænt i stand. Han blev syet ind i presenning med nogle store sjækler, blev lagt på en stretcher, og stod natten over under bakken. Jeg havde 12-4 vagten, og det var da med lidt blandede følelser den nat på vagten, at se ind under bakken.  Næste dag holdt kapt. Dahl en andagt, før bageren blev sænket i havet.

Zacko Pedersen, Kurt Jacobsen, Pedersen, Ivar Tipsmark, China, Ole Skov, færingen Pauli Hansen, Pittelkow og flere husker jeg også. Mon Ralf Pittelkow, der skriver for Jyllandsposten, er af familien?

”Panama”, ”Malacca”, og ”Sibonga”, havde jeg også som 2. styrmand: Det var før vi fik finere titler, overstyrmand, 1. styrmand, osv., mon vi fik mere i hyre af den grund. Jeg har dog en enkelt ”overstyrmand” fra ØK i min søfartsbog.


Knud Foldager, Pretoria - 1960.

Jeg var 2. styrmand på ”Sibonga”, da skibet gik på grund ved Marseilles.

Vi kom fra Genua. Klokken 4 om morgenen, hvor jeg blev afløst af 1. styrmand, var vi lidt syd for øen If. Jeg havde netop fået pejling af fyret på Iles de`Èndome, så ved afløsning var positionen ganske sikker..

Ifølge natordrebogen, skulle 1. styrmand varsko kaptajnen, når vi var tværs af fyret, men efter et par drinks for meget aftenen før, og for lidt nattesøvn, havde han stillet sig ud i vingen, hvor han var faldet i søvn.

Omkring 6- tiden, hvor jeg lå lunt og godt bag ryggen af min kone, som var kommet om bord i Genua, løb skibet op i klippene. Jeg kom op på broen, hvor 1. styrmand og kaptajnen naturligvis var totalt forvirrede. 1. styrmand havde, da han vågnede, havnefyret tværs om styrbord, men troede det var det fyr, hvor han skulle varsko kaptajnen. Ingen vidste, hvor vi stod på grund. Efter at have kontrolleret karakteren på de forskellige fyr, kunne jeg fastslå vores uheldige position med stævnen oppe på klipperne. Hele underrum i 1-lugen stod under vand.


Lastrum hvor dykker arbejder med at losse. - 1960.


Losning godt i gang med dykker som arbejder.


Klar til at hejse våd last op.

Efter at være slæbt i havn, blev al last fra underrummet losset af frømænd.

I løbet af no time, var inspektøren, hjemme fra kontoret, i Marseilles.

Både 1. styrmand og kaptajn røg hjem. 1. styrmand ud af rederiet, og kaptajnen, som alligevel var på sin sidste rejse, blev pensioneret, han skulle have været afløst som kaptajn af 1. styrmand på næste rejse.


Knud Foldager og en aspirant måler middagshøjden.


Telegrafist Bodil Kayerød Rasmussen, i forgrunden, 3. styrm. Per Steinbeck samt 2. maskinm. - Pretoria 1960.


Kong Neptun med følge ankommer, Pretoria 1960.

Jeg mener vi havde en måneds tid i dokken, og sammen med maskinchef Thygesen og vore koner, havde vi nu god tid til at se os omkring i omegnen.

Efter nogle måneder i ”Annam” sluttede min tid i ØK, hvorefter jeg var i land en tid, og sejlede derefter resten af min tid til søs, som skibsfører i forskellige skibe i andre rederier.

Og pludselig er man så blevet 81 år. Hvor tiden dog løber!!

Til slut en hilsen til alle, som jeg har kendt i min tid til søs, det var alt i alt en god tid.

Knud Foldager.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN