"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 62

Fortsat fra side 52. af Carl Erichsen.

I ØK’s tjeneste.

Som ”snesejler” må man være forberedt til lidt af hvert, som da jeg blev udstukket til at assistere Træafdelingen i 1972.

I slutningen af 1972 var containeriseringen godt i gang og det gav luft til andre projekter. ØK's Træafdeling havde på daværende tidspunkt betydelige afskibninger at logs, primært fra Filippinerne til Europa, med indchartret tonnage. Da lastningen foregik på åben red direkte fra søen, var der store forsinkelser på grund af vejret og manglende last, skibene lå i ugevis og ventede. Det måtte der gøres noget ved, så konceptet gik ud på at konsolidere lasten inden skibets ankomst, således at lastning kunne foregå uden de afbrydelser der skyldtes manglede last.

 

Den 18. december 1972 blev jeg sendt af sted til Manila og efter at have sundet mig et par dage i Manila og hilst på træfolkene på kontoret, gik turen d. 21 videre med et lille 2-personers fly til en lille log udskibningshavn i Diatan Bay på Østkysten af Luzon. Der skulle lastes logs i en indchartret bulkcarrier "Cunard Caravel". Skibet kom direkte fra nybygningsværftet i Japan, flot nymalet og med alle officererne i hvide uniformer og med rent vand i svømmebassinet. Skibet skulle inspiceres inden lastningen så jeg havde en Bureau Veritas surveyor med der kiggede skibet efter i sømmene, - hvilket jo var en forholdsvis let opgave da det var helt nyt.

 

Det hele fik imidlertid en hurtig ende da kaptajnen ønskede 300 tons ferskvand. Mit svar kom øjeblikkelig: "You are off-hire!" Der var intet ferskvand at få i Diatan Bay og skibet var nødsaget til at sejle til Manila for at få vand og så komme tilbage igen, en ekspedition på 3 - 4 dage uden charterhyre. Det ødelagde helt klart kaptajnens juleaften.

 

Jeg havde jo også fået et problem - skibet var sejlet og jeg kunne ikke komme til Manila, da man ikke kunne få fat i et fly der kunne hente mig med kort varsel.

 

Jeg fejrede således juleaften sammen med filippiner fra log-campen og en gammel spanioler der på en eller anden måde var havnet i Diatan. Spanioleren havde haft et slagtilfælde og var lammet i den ene side, men han kom i helt godt humør efterhånden som aftenen skred frem. Vi sad i et lille messerum i campen, dekorationen bestod af en enlig elektrisk pære i loftet og nogle kulørte lamper der var sat op på væggen og blinkede "Merry Christmas".

 

Vi fik os nogle "San Miguel" øl og sad og småsang nogle af vores respektive hjemlandes vemodige sange da der blev lidt skyderi ude mellem hytterne. Det fik mig til at søge tilflugt mellem træstammerne nede ved stranden - det er jo ikke så let at skyde gennem en 12 tons log - til der faldt ro over gemytterne. Jeg brugte ventetiden på at besøge afskiberne og se på konsolideringsmulighederne i Delisag, Casiguran, Ditomongo og Pateco. D. 28 kom flyet heldigvis og hentede mig tilbage til Manila, så jeg kunne fejre nytår på Intercontinental Hotel i Makati, men d. 3. januar gik turen tilbage til Dingalan og andre outports.

 

Alle flyvningerne blev foretaget med små taxafly der højest kunne tage to - tre passagerer med lidt hånd bagage. Det var jo i Præsident Marcos' velmagtsdage, med udgangsforbud mellem 23:00 og 05:00, så vi startede tidligt om morgenen og var klar til take - off ved sekstiden. Der var i dusinvis af små fly der skulle af sted på samme tid ud til de små bopladser og øer og de lettede i alle retninger, -  det gjaldt om at holde øjnene åbne. Det var bedst at flyve før middag inden cumulus skyerne tog magten og lavede en forfærdelig turbulens.

 

Landingspladserne var meget primitive - en stump græsmark afmærket med et par pinde eller flag. På grund af den til tider meget kraftige monsun var det bedst at lande op mod vinden, men der var nogle pladser hvor monsunvinden altid blæste på tværs af landingsbanen. Det gjorde det hele mere spændende når flyet hoppede og dansede på skiftevis det ene og det andet hjul under landingen. Landingsbanerne blev ofte brugt til græsning for vandbøfler, der stod tøjret med en pæl i jorden. Landingsproceduren indebar derfor at piloten dykkede ned over landingsbanen for at skræmme høns, børn og gamle koner væk, - samt få et overblik over eventuelle tøjrepæle.

 

Fra den 3. til 6. januar var jeg en kort tur til østkysten af Luzon til Dingalan og Diapitan for at mødes med afskibere og studere de lokale forhold. Den 9. fløj jeg til Aparri på nordkysten af Luzon sammen med Peder Andreasen fra Manila kontoret. Vi skulle vestpå med jeep. Færgen vi skulle med over Cagayan floden havde fået maskinskade, så det endte med at vi måtte hanke op i håndbagagen og tage til takke med en kano med påhængsmotor.

 

Da vi landede mellem nogle hytter på den anden bred var det blevet mørkt - og øs regnvejr. Vi skulle jo videre og da der ikke fandtes transport muligheder var der intet andet at gøre at fortsætte til fods til noget dukkede op. Efter en halv times gang i mørket kom vi til en lille benzintank eller biks, hvor de lokale sad og spillede kort. De havde ikke så meget at lave da der heller ikke var noget benzin at sælge (færgen kunne jo ikke sejle det over floden). Nå, men efter nogle timers venten og et par San Miguel dukkede der en lille minibus op, som kunne køre os et stykke videre vestpå til den næste flod.

 

Der var broen skyllet væk og vi måtte igen med kano over. Vi ankom til log-campen i Plampona sent på aftenen og bankede godt på porten for at blive lukket ind i tørvejr. Næste dag fortsatte vi til Claveria og Casuarina Point. Casuarina Point er en lille halvø der stikker ud i Babuyan Strædet nord for Luzon. Som overalt langs kysten var det meget barskt, Stillehavet rullede ind mod den åbne kyst og de kraftige tidevandsstrømme satte mere skub i det hele.

 

Udskibningsstedet var en lille pier hvor der stod en gammel mobilkran, der firede stammerne ned i havet hvor de blev surret sammen med wire til rafts, som så skulle trækkes ud til bulkcarrieren der skulle ankre og laste på den åbne kyst. Det var indlysende at laste operationen kun kunne foregå under helt ideelle vejr forhold. Tilsvarende konklusion var vi kommet til i Pamplona, Abulug og Balesteres - og øst for Cagayan floden i Tugugarau.

 

Turen fra Aparri til Tugugarau foregik med jeep. Kystvejen var nærmest et hjulspor, og i monsun regnen var det mest mudder og vandhuller vi kørte i. Vandbøflerne stod tøjret langs vejen, og der var en der havde fået lidt for langt tøjr. Bøflen stod på den ene side af vejen og pælen på den anden. Det bemærkede vi ikke i regnen så bøflen blev noget forbavset da vi sprængte tøjret med jeepen.


Broen stadig farbar.

Vi kom til en lille flod hvor den ene ”side” af broen var skyllet væk, så vi måtte balancere over resterne af broen til den anden side og fortsætte med motorcykel "taxi". Pludselig som vi tøffer af sted var der et to meter langt firben der krydsede for næsen af os.

 

Aparri blev betjent af nogle små Fokker Friendship maskiner der vel kunne tage 20 passagerer. Problemet var imidlertid at de kun kunne lande når der var klar sigt, - og det var der ikke for meget af i monsuntiden. Det skete da også flere gange at vi sad forgæves i lufthavnen og ventede på at flyet skulle lande. Vi kunne høre det kredse rundt i måske en times tid, så fløj det tilbage til Manila uden at have landet - og vi kunne sjokke tilbage til hotellet.

 

"Cunard Caravel" skulle laste færdig på en lille plads Isidro i nærheden af Samar. Af sted i en lille fire personers maskine til Batag. I Batag’s log camp skulle vi skifte til en to personers maskine da den "store" maskine ikke kunne lande på Isidro. Indflyvningen til Batag var ganske spændende - vi skulle ned i trætop højde og sno ind mellem de højeste træer for at lande på "landingsbanen", der var en grusvej inde i campen. For enden af grusvejen stod en barak og bag denne var der et højt bjerg. På højre side var der en lille flod, og på venstre savværksbygningerne.

 

Når der var lagt an til landing skulle der landes - der var ikke plads til at fortryde. Piloten var derfor temmelig omhyggelig med at foretage "bombe" manøvrer til at rydde banen for høns og gamle koner mv. før vi landede. Det lille hop fra Batag til Isidro forløb uden problemer.


Isidro Airport.

Vi boede på "Samar Hilton". Det var en palmehytte der delvis var blæst i vandet under den sidste orkan - så hytten stod lidt skævt. "Cunard Caravel" så nu noget afrakket ud. Gelænderne langs hoveddækket var bøjet og flået i stykker. Den ene kran var ødelagt. De hvide uniformer var væk og der svømmede skildpadder rundt i svømmebassinet sammen med diverse salatblade. Jo, det tager hårdt på systemet at laste logs på Filippinerne.

“Casuarina

Under opholdet på Filippinerne fik jeg besked på at rejse til Kudamatsu i Japan hvor ØK's første bulkcarrier, nybygningen M/S "Casuarina" var ved at være klar til overtagelse. Dir. Sparsø ønskede at jeg skulle se skibet og aflægge rapport til ham i Tokyo. Jeg fløj via Taipei til Osaka hvor fra jeg tog toget til Hiroshima. Der skulle jeg skifte til toget til Kudamatsu. Da det hele stod på japansk på stationen lykkedes det mig at komme med et forkert tog. Jeg havde store problemer med at forklare konduktøren hvor jeg ville hen, men han var meget flink og skrev en længere køreplan op som jeg kunne bruge på min videre færd.

 

Jeg forstod naturligvis ikke et ord af hvad han sagde eller havde skrevet op, så jeg besluttede at blive i toget indtil jeg kom så nær Kudamatsu som jeg kunne. Der steg jeg så af og tog en taxa de sidste hundrede kilometer. Stor var forbavselsen hos ØK inspektørerne da jeg pludselig stod om bord.

 

Skibet var i orden, men især beboelsen var ikke til den sædvanlige ØK standard, så det måtte jeg rapportere til Dir. Sparsø - så det kunne rettes op på inden skibet blev overtaget. Fra Tokyo fløj jeg til Bangkok hvor jeg havde møde med Dir. Holten Andersen fra Træafdelingen og derfra til København.

.
Casuarina klar til første lastning, med Søndags-Gøsen vejende stolt.


Casuarina venter på logs ved Casuarina point.

Min lille flåde.
Det var blevet besluttet at indchartre pramme og slæbebåde fra Luzon Stevedoring Company. Denne flåde skulle så bruges til at konsolidere lasten - logs - på prammene, der så skulle ligge klar når bulkcarrieren ankom. Derved skulle lastetiden kunne reduceres. I min rapport havde jeg frarådet denne operation på den udsatte nordkyst, hvorimod det kunne lade sig gøre i beskyttede ankerpladser på østkysten af Luzon..

Efter en månedstid der bl.a. gik med "Lalandia" prøvetur og containerindkøb fløj jeg tilbage til Manila i begyndelsen af april. Efter et par dage i Manila hvor jeg inspicerede "min flåde" fløj jeg til Panganiban hvor det norske skib "Utvik" skulle tages on-hire. Det gik nu ikke så let, for som med "Cunard Caravel" var ferskvand det første kaptajnen rekvirerede, så jeg måtte kvittere med et "off hire!" - og kaptajnen måtte sejle til Cebu for at få vand.

I mellemtiden var den første del af min flåde sejlet nordpå for at konsolidere lasten til "Casuarina", der skulle laste ved Casuarina Point som første lasteplads.


Casuarina point.

Det var uroligt vejr, og ”min” slæbebåd stak stævnen dybt i søen - jeg må indrømme at jeg blev søsyg da vi måtte hente wireslings fra "Casuarina" til brug længere henne langs kysten på næste lasteplads.


Fuld lastet pram ankommer.


Lastning fra pramme.


Lastning af floaters.

Det tog næsten tre uger før vi var færdige med at laste "Casuarina". Efter et par dage i Manila fløj jeg til Nagoya og Tokyo på container forretninger, derfra tilbage til Manila, videre til Aparri, Ballesteros og Tugogarau hvor jeg lastede det norske skib "Valhall".

 

Kalimantan.

Efter nogle dage i Manila hvor jeg fulgte op på arbejdet med ”min flåde" af slæbebåde og pramme fløj jeg til Singapore for at mødes med H. P. Holst hvor vi drøftede projektet. Vi fløj sammen til Jakarta hvor vi havde et stort møde med afskibere og regeringsrepræsentanter i Presidential Suite på Jakarta Hotel.

 

Vi var lige en dagstur til Teluk Betong på Sumatra for at se på sagerne der, men det var ellers Borneo eller Kalimantan der havde mest interesse. Lastepladserne skulle inspiceres, så jeg fortsatte med fly til Pontianak, så med båd gennem sumpene til Telok Ayer, fly til Balik Papan og Samarinda hvor vi racede rundt i floddeltaet en hel dag i en stor åben "speedbåd" med påhængsmotorer og tre 200 liter tønder benzin.

 

Derfra gik turen til Tarakan og Tawau (i Sabah). Efter at have set Ledah Datu og Sandakan landede vi endelig i en nogenlunde civiliseret by, Kota Kinabalu. Et pragtfuldt sted hvor man godt kunne holde lidt ferie ved lejlighed. Vi var inde i junglen og se hvorledes tømmerhugsten fandt sted. Fra Kota Kinabalu fløj jeg tilbage til Singapore og aflagde rapport til H. P. Holst, hvorefter jeg fortsatte hjem til København via Tasjkent d. 2. februar 1973.

 

Projektet med konsolidering af logs på pramme blev opgivet. Det kunne ikke gennemføres pga. manglende samarbejde fra afskiberne og de vanskelige vejrforhold specielt på nordkysten af Luzon, men Luzon Stevedoring Company sendte så vidt jeg erindrer, ”flåden” til Palawan, hvor betingelserne var bedre.

 

Andre opgaver for Træafdelingen ventede forude, men i juli måned blev jeg for alvor involveret i Vestafrika Projektet (WASCAP).

Carl Erichsen.


Anker Nissen.

Med Mombasa til Mindanao 57.

Det Østasiatiske Kompagnis motorskib ”Mombasa” havde i nogle uger besøgt en række mindre filippinske pladser og lastet kopra, dvs. ituskåret og tørret frøhvide fra kokosnødder. Den monotone lyd af skibets store dieselmotor lød nu ud for kysten af Mindanao, der lignede kysterne på de fleste andre filippinske øer, grøn med kokospalmer hævet over mangrove skov. Andenstyrmand Jacobsen og jeg, dengang styrmandsaspirant Anker Nissen, havde kl. 12 overtaget vagten på broen, og ved 14-tiden varskoedes kaptajnen, Carl Marius Madsen, en flink og kompetent mand sidst i fyrrerne, om at skibet var ved at være fremme ved Kolambugan, sidste stop før den videre sejlads til Singapore, Penang og hjemover mod Europa. 

Kaptajnen, der som følge af en helt særlig måde at gå og samtidigt bevæge hovedet på, var kendt i Ø.K. under navnet ”Høne-Madsen”, boede bag ved kommandobroen. Nu kom han ud og beordrede farten reduceret fra de 16 knob - den normale fart ved fuld kraft - til halv kraft frem. Jeg nød at betjene messinghåndtaget på den fint pudsede maskintelegraf og svingede det et par gange frem og tilbage, så der lød en overbevisende ringen, før håndtaget stod på ”halv” og snart efter – i overensstemmelse med kaptajnens ordrer - på ”langsom” og kort efter på ”stop” for endelig at blive stillet på ”bak”, først ”halv kraft” og kort efter ”fuld kraft”.

Overstyrmanden og tømmermanden var i mellemtiden mødt på bakken og havde gjort styrbords anker klart til at falde. Da skibet bevægede sig agter over beordrede kaptajnen maskinen stoppet og ”lad falde”, hvorefter den karakteristiske lyd af ankerkæden, der rovsede ud gennem klysset, lød så ingen om bord kunne være i tvivl om, at skibet nu lå sikkert for anker ud for Kolambugan, en meget lille plads på Filippinernes største og sydligste ø. Det skete i september 1957. Nu skulle der igen lastes kopra.

Lastningen var ukompliceret og foregik med skibets bomme og spil fra pramme, der havde set bedre dage som landgangsfartøjer for general Mc Arthurs styrker ved tilbageerobringen af Filippinerne fra japanerne i 1944, da 2. Verdenskrig udviklede sig til gunst for de allierede styrker, både i Europa og Asien. Kopraen, kom om bord i sække, der blev stuvet i flere lastrum af en større skare lokale filippinske havnearbejdere.

Skibets to styrmandsaspiranter, Finn Kramme og jeg, var henholdsvis 19 og 20 år og havde egentlig set nok af Filippinerne den sidste tid, men besluttede os alligevel hen under aften for at tage i land og bruge de sidste pesos på en biograftur og måske en drink som afslutning på besøget på Filippinerne i denne omgang. Der afgik regelmæssigt båd til land, og ved 18-tiden blev vi sat i land på en lang udskibningsmole tilhørende Kolambugans største virksomhed, en krydsfinerfabrik.

Klædt i pænt let landgangstøj fulgtes vi ad ind mod land mellem stabler af træ og krydsfiner. Vi mødte ingen mennesker, men ved at følge vejen til venstre bag fabrikken fandt vi uden vanskeligheder en lille søvnig by, der mest mindede om kulissen til en amerikansk western film. Vejen vi fulgte var hverken belagt med brosten eller asfalt men dog tilsyneladende byens hovedgade.  Det var blevet mørkt, og sporadiske gadelygter gjorde det muligt at orientere sig. Umalede træhuse på en eller to etager lå tæt sammen på begge sider af vejen, hver især sammenbygget med delvist overdækkede træfortove, som var gennemgående og hævet ca. 20 centimeter over vejens niveau. Der var ikke meget liv, men de få indbyggere, vi mødte, smilede og virkede venlige.  Da vi spurgte en mand, om der var biograf i byen, oplyste han, at der netop skulle være en biografforestilling for enden af hovedgaden. Og ganske rigtigt fandt vi her et lille indhegnet græsareal, hvor klapstole var sat frem og et biograflærred hængt op. Det var en stille tropisk aften med ca. 30 graders fugtigvarme. Publikum var ved at indfinde sig, og for en billig penge erhvervedes billetter til aftenens forestilling. Det viste sig at være en amerikansk cowboy film, som passede såvel os som de omkring halvtreds lokale tilskuere.

 

Efter filmen så vi os om efter en bar. Umiddelbart var der ingen at se, men omtrent midt i hovedgaden var der fra fortovet åbent direkte til et af husene. Det var som om en hel væg var fjernet, og borde og stole var sat frem så det lignede et af de udskænkningssteder, vi så ofte havde besøgt andre steder på Filippinerne. De fleste pladser var optaget, fortrinsvis af mænd der konverserede som om de kendte hinanden godt. Og på os virkede sceneriet som et sted med udskænkning. At mændene kendte hinanden godt forekom jo helt naturligt i betragtning af byens lidenhed.

Kramme og jeg var enige om at dette måtte være stedet, så vi satte os ved det eneste ledige bord. Da en venlig filippinsk dame kom og spurgte om vores ærinde, afgav vi med sædvanlig rutine vores bestilling på rom og cola. Nu forklarede ”ekspeditricen” imidlertid, at vi havde sat os i et privat hus tilhørende byens læge. Han drev ganske vist i forretningernes åbningstid et mindre apotek eller drugstore, men ikke restaurationsvirksomhed. Det var venner og familie, der nu var på besøg hos ”Doc”. Og i det varme klima var der jo ikke noget mærkeligt ved at der var åbent ud til den på dette tidspunkt stort set utrafikerede hovedgade. Vi, de uheldige ”indtrængende”, rejste os straks og undskyldte den pinlige misforståelse, og at vi sådan bare havde sat os uden at spørge først. Nu blev mændene imidlertid interesserede i hvad det var for et par fremmede, der var kommet til byen, og uden større falbelader blev vi budt velkommen og bænket i selskabet som husets gæster. Og dertil forsynet med hver sin rom og cola. Vi præsenterede os for selskabet, hvoraf de fleste var indfødte filippinere. Den ene af de tilstedeværende, en lyshåret skandinavisk udseende mand omkring 30 år, var imidlertid amerikaner født af finske forældre. Han blev kaldt Finney og var gift med en datter af krydsfinerfabrikkens ejer. Da det dagen efter ville være deres etårs bryllupsdag var et selskab under planlægning i den anledning. Uden på nogen måde at trænge os på blev Kramme og jeg inviteret med som gæster. Vi syntes det lød spændende og takkede ja. Det blev aftalt at vi næste dag skulle komme i land før solnedgang, dvs. ved 18-tiden, og at Doc, en kultiveret, lidt stille og tilsyneladende ugift filippiner omkring 40 år, ville hente os ved molen og bringe os med til festen, der åbenbart var henlagt til et sted uden for byen.


Mombasa i hårdt vejr.


Ret som hun går.


Mombasa i svære dønninger.

Efter næste dags arbejde om bord orienterede vi overstyrmand Andreassen om vores forehavende, og efter passende advarende formaninger klædte vi os på til fest. Da vi tog med en båd ind til molen medbragte vi en fra hovmesteren tiltusket stor dansk spegepølse, en sjældenhed på de breddegrader.

Doc kom som aftalt. Han kørte i en Jeep med spil monteret både for og bag, således at man kunne trække vognen tilbage på sporet, hvis den kørte af vejen, som han forklarede. Vi kørte ind i tæt mørkegrøn jungle og holdt en forbløffende høj fart på en primitiv vej, der nærmere virkede som et ryddet spor.  Efter få kilometers kørsel nåede vi  frem til en paladslignende hvid villa, som lå helt isoleret i en rydning i junglen omgærdet af mure og bevogtet af vagter med svære skydevåben. Senere på aftenen blev vi danskere belært om at der kunne være fare for overfald af filippinske røvere eller oprørere. Men også af japanske soldater, der ikke ville anerkende nederlaget i 1945, og derfor levede videre i junglen.


Anker Nissen.

Doc og vi blev hjerteligt modtaget og befandt os straks godt blandt hvad man nok måtte betegne som Kolambugans spidser. Krydsfinerfabrikken var en del af en større plantage, og ejeren, der selv var halvt kineser, og hans kone, der var fra Sydamerika, havde syv sønner og tre døtre. En af sønnerne, George, var udset til en dag at skulle overtage og videreføre faderens forretning, men netop nu var han optaget af at blive valgt til parlamentet i Manila. Valget skulle afholdes den 12. november, og til finansiering af sin valgkamp havde han af sin far lånt 30.000 pesos svarende til godt en million kroner i vor tids mønt.  Kramme og jeg havde nemt ved at konversere med såvel værtsfolkene som de øvrige ca. 20 – 30 gæster, bortset fra brudgommen alle filippinere. Jeg talte blandt andet en del med et familiemedlem, der var luftkaptajn, samt en mand omkring 30 år, som hed Ferdinand og ligesom George havde planer om at blive valgt til parlamentet i Manila.


H. Madsen.

Der blev budt på rom, whisky og øl. Og der blev skålet og ønsket tillykke og alt det bedste i fremtiden til det jubilerende brudepar, en smuk ung filippinsk kone, datter af huset, og Finney, som vi jo kendte fra planlægningsmødet hos Doc aftenen før. Han var allerede stærkt beruset, men satte sig ikke desto mindre til flygelet og ville akkompagnere sig selv i et forsøg på at synge ”Your eyes are the eyes of a woman in love”. Det lykkedes aldrig, og konen brast i gråd, da Finney væltede sideværts ned fra klaverbænken. Selskabet var langmodigt og hjælpsomt, og snart blev der budt på dejlig mad. En stor buffet i amerikansk stil.

Efter buffeten blev dørene slået op ud til en stor blomsteromkranset terrasse, hvor festen fortsatte i timevis med dans, snak og drinks. Finney så vi ikke mere til, men jeg havde stor fornøjelse af at danse med hans hustru medens Kramme advarende prøvede at overdøve musikken med ordene ”husk det er en anden mands kone, du danser med”. Det havde jeg imidlertid stedse i erindring, så der var ikke på noget tidspunkt optræk til skandaler eller nogen form for drama. Da klokken nærmede sig tre om morgenen takkede vi to aspiranter for en spændende aften og den store gæstfrihed, vi havde mødt, hvorefter Doc kørte os tilbage til molen. På en eller anden måde kom vi tilbage om bord på ”Mombasa”, der lå smukt for sit anker på Kolambugans red.

Dagen efter, før vi skulle lette anker og sejle videre mod Singapore, kom en del af vore nye venner om bord, så vi kunne gøre lidt gengælde med en drink og en omvisning i skibet. Herefter tog vi afsked med vore nye venner, og hverken jeg eller Kramme har senere haft forbindelse med familien på Mindanao endsige fulgt med i, hvordan det senere er gået den. Således fik vi aldrig rede på, om George blev valgt til det filippinske House of Representatives, eller om det blev til flere fejringer af Finneys og frues bryllupsdag. Og heller ikke hvorvidt den Ferdinand, vi hin muntre aften skålede med, var Ferdinand Marcos. Men vi er den dag i dag taknemmelige for at denne velhavende og indflydelsesrige familie dengang åbnede deres hjem for et par lidt tilfældige danske ungersvende.


Olesen og Bådsen.


P. Johansen.


Ole Petersen.

På næste side ses billedserie af Anker Nissen på tur med Sargodha.

Anker Nissen.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN