"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 65

Her er min beretning fra Andorra og Mongolia 67. - 68.

Andorra.

Jeg henvendte mig til ØK i begyndelsen af sommeren 1967 og kort tid efter, fik jeg hyrer som koksmat om bord på Andorra. Jeg skulle mønstre skibet i Århus, og det glædede jeg mig rigtig meget til. Jeg søgte hyre som koksmat, fordi man dengang ikke kunne få hyre på dækket, hvis man ikke kunne bestå synsprøven.

Andorra sejlede på det tidspunkt til fjernøsten. Sejlruten var nogenlunde således: Århus, København, Århus, Oslo, Gøteborg, Hamburg, Antwerpen, Rotterdam, rundt Kap det Gode Håb, - Suez kanalen var lukket pga. 6-dages krigen i juni 1967 mellem på den ene side Israel og på den anden Egypten, Jordan, Syrien og Irak. – derefter, Port Swettenham, Singapore, Bangkok, Hong Kong, Kobe, Yokohama, Otaru, Yokohama, Kobe, Hong Kong, rundt Kap det Gode Håb, til Hamburg, Rotterdam, Oslo, Gøteborg og Århus, hvor jeg afmønstrede. Rundturen varede 4 måneder og 12 dage.

Der var 40 besætningsmedlemmer. Kaptajn, 3 styrmænd, telegrafist, bådsmand, 6 matroser, letmatros, 2 jungmænd, dæksdreng, maskinchef, 2 maskinmestre, elektriker, 4 maskinassistenter, donkeymand, 3 motormænd, hovmester, kok, koksmat, stewardesse, 2 ungtjenere, 3 drenge, og 3 elever.

Livet om bord på Andorra.

Jeg delte kammer med kælderdreng Ole. Kabyssen lå midtskibs og proviantrummene lå helt ude agter, så der var en ”hel dagsrejse” derud, når jeg skulle hente forskellige ting til madlavning. - Surt, hvis jeg lige havde glemt 5 persillerødder, så af sted igen…

Vi havde ikke bager om bord, i stedet havde vi brød, rundstykker, wienerbrød og kager på frost. Kælderdreng Ole og jeg stod for anretning af det kolde til salon, officers og matrosmesse. Kaptajn, overstyrmand, maskinchef og evt. passagerer spiste i salonen.  De andre officerer, matroser, og restaurations personel, havde deres egen messe. Motormændene delte messe sammen med dæksbesætningen. Der var cafeteriasystem i officers og matrosmesse. Det betød at koksmaten bakkede op i matrosmessen, ungtjener i officers messen og en ungtjener serverede i salonen.

Min første dag i kabyssen.

Kokken var en ”sjov” original. Den første morgen fik jeg forskellige instrukser af ham, bl.a. måtte der ikke falde noget på dørken, når jeg stod og skar grøntsager eller skar kød ud. Jeg fik også besked på, at jeg skulle sige ”De” til ham. Jeg mente, det så også var på sin plads, at han tiltalte mig ”De”. Men han sagde kort og bestemt. - Nej, jeg siger bare smat til dig.  - Så siger jeg bare kok til dig, svarede jeg. – Og så blev han fornærmet. - Utroligt! Hvilket årstal mon han befandt sig i, tænkte jeg. Det blev fortalt, at han havde sejlet 15 år i tankskibe. Mit første indtryk af søfolk, som havde sejlet i mange år var, at de måske havde haft vanskeligt ved at følge med udviklingen i land.

Udflugt til Madurodam.

Måske var det derfor, han lavede det nummer med mig i Rotterdam? Jeg havde fået fri i Rotterdam til at tage med på en udflugt til Madurodam. Kokken lovede, at han nok skulle tage bakstørn i kabyssen. Men da jeg kom hjem fra udflugten sen aften og kom forbi kabyssendøren, kunne jeg se, at der stod snavsede gryder, pander og andet kabysgrej i stabler på dørken i kabyssen. Det var ret skuffende. Jeg var tvunget til at gå i gang med at vaske kabysgrej, rydde op, skurer og spule dørken i kabyssen, så det var klat til brug næste morgen. Det var jo mig som skulle sørge for, at morgenmaden var klar til besætningen. Hver morgenen skulle der koges og spejles æg, til salon og messer, varmes brød og laves kaffe osv. Hver onsdag og søndag kunne besætningen også få bacon til deres æg. Kokken dukke altid først op i kabyssen ved kl. 08.00 tiden. - Han svarede aldrig på, hvorfor han ikke havde taget den lovede bakstørn i kabyssen.  

Skylleren ville ikke sige ”De” til kokken. Det resulterede formentlig i, at kokken en dag ”tabte” en brødkniv ned i foden på ham. Men hele bataljen blev dysset ned, som værende et uhæld. Selv om skylleren fortalte, at han først fik en knytnæve i maven af kokken, hvorefter kokken lod kniven falde. Heldigvis skete der ikke skyllerens fod noget alvorligt.

Matrosmessen.

Det var koksmaten der skulle sørge for, at der var mad / pålæg i køleskabet til vagterne i matrosmessen. En morgen blev jeg overfuset af en matros, der klagede over, at jeg ikke havde lagt nok pålæg ud. Det kunne jeg ikke forstå. Jeg var sikker på, at jeg havde lagt en hel del pålæg ud i deres køleskab. Men en dag, en sen aften tog en af matroserne kokken på fersk gerning, med hovedet inde i deres køleskab. Han var i færd med at fjerne noget af det pålæg, som jeg havde lagt ud til nattevagten. Der blev en del ballade ud af det. Efter den episode var min tillid til kokken efterhånden smuldret.

Handel med "fine sager"

Kokken i sparer humør.

Der gik rygter om, at kokken kunne få et guldur af rederiet og avancere til hovmester, hvis han kunne holde kostpengene under et vist niveau. Jeg måtte endelig heller ikke lægge for meget pålæg på bakkerne til frokost i matrosmessen. En dag havde jeg en diskussion med kokken om, hvor meget leverpostej, der skulle på pålægsbakken til matrosmessen, og hvornår der skulle tages leverpostej ud til optøning. Han gjorde meget ud af at viste mig, hvor meget leverpostej jeg måtte lægge på pålægsbakken. Jeg mente det var for lidt. Men kokken sagde til mig.
- Så siger du bare til dem, at der ikke er mere.

Bordanretning i dørkhøjde.

Nu var det sådan, at en hel leverpostej kom fra dybfryseren. Så hvis der blev spist op, og der ikke var blevet taget noget ud til optøning dagen forinden, så var jeg på spanden. Den dag det gik galt, havde kokken først taget leverpostej ud til optøning om formiddagen. Så da den næste matros, en temmelig kraftig og brysk person, kom forbi den tomme leverpostejbakke, sagde han.
– Mere leverpostej. – Der er desværre ikke mere – tøet op, svarede jeg. - Matrosens ansigt blev mørkt, nærmest gasblå, og hans rødsprængte øjne stirrede indædt på mig. - Det så et øjeblik ud som om, at han ville eksplodere. Men så gik han i stedet fuldstændig amok. Han råbte og skabte sig… Kokken kom farende ud og råbte. – Hvad sker der, smat! – De vil ha’ mere leverpostej, svarede jeg. – Så hent noget, sagde kokken. – Jamen, leverpostejen er jo ikke tøet op.  – Så skær nogle tynde skiver, så tør det hurtig op, sagde kokken lavmælt. – Javel, svarede jeg. Og skyndte mig den lange vej ud i provianten.

Jeg fik med besvær skåret nogle skiver af den halvfrosne leverpostej. Og da jeg kom tilbage med pålægsbakken med leverpostej, stod den arrige matros stadig midt på gulvet i matrosmessen og gryntede, og var parat med gaflen. Han havde ikke i sinde, at vente på leverpostejen tøede op. Hans ansigtsfarve var nu faretruende ændret sig til dybrød, og hans øjne brændte som en ildstorm. - Leverpostejskiverne som jeg havde skåret var virkelig hårde, og lod sig ikke sådan lige tage på med pålægsgaflen. Matrosen forsøgte et par gange at få leverpostej på gaflen uden held, og så kom eksplosionen. Med et brøl hamrede han rasende gaflen flere gange ned i bakken med leverpostej, så gaflen bøjede fuldstændig sammen til ukendelighed, og leverpostejstumper fløj ud over matrosmessen. Så hylede han op igen, og skabte sig som en gal… Kokken kom farende ud igen. - Han lovede matroserne, at det ikke skulle gentage sig, og hvis der var noget andet, de ville have i stedet for leverpostej, så skulle smaten nok hente det med det samme. 

Red Lion.

Koøjerne i kabyssen.

En dag opdagede kokken, at koøjerne i kabyssen var af messing, men de var blevet malet over. Han satte mig i gang med at skrabe maling af, og så skulle jeg bagefter polere dem så messinget skinnede. Det fik jeg rimeligt lang tid til at gå med - for lang tid, mente kokken. Jeg nåede kun at skrabe maling af og pudse én af hasperne, før jeg blev taget fra den bestilling. Der var nok en eller anden styrmand, som havde gjort kokken opmærksom på, at malerarbejde ikke lige sorterede under koksmaten.

Carsten, Torben, Ole, Hardy og Niels.

Så en dag skulle jeg lige piske 2 liter piskefløde, men jeg kunne ikke finde piskeren nogen steder i kabyssen. Da jeg spurgte kokken om, hvor piskeren til at piske flødeskum med blev opbevaret, svarede han.
- Vi bruger altid to gafler, når vi skal piske flødeskum. Jeg troede først det var hans spøg, men ikke desto mindre mente han det virkeligt. Der fandtes overhovedet ikke nogen flødeskumspisker om bord, ikke engang en hånddreven hjulpisker til 30 kroner. Godt nok var det i 1967, vi befandt os, men lige så langt tilbage som jeg kan huske, har der altid været en hjulpisker i vores køkkenudstyr derhjemme. Det tog evigheder at piske 2 liter piskefløde til flødeskum med to gafler, men så var der jo heller ingen fare for, at det blev pisket til smør.

Ole nyder indsejlingen til Bangkok.

Det var en fantastisk oplevelse at sejle op ad Chao Phraya River til Bangkok. Ude på dækket føltes den fugtige tropiske varme tæt, som om man var blevet indhyllet i en varm dyne, og de eksotiske dufte fra vegetationen langs floden, fik én til at føle sig helt høj. Man kunne se Thaiernes pælehytter ligge imellem palmerne langs floden. Forventningen og stemningen om bord på skibet var nærmest elektrisk. På turen ud til Fjernøsten var der blevet snakket meget om oplevelserne i Bangkok, især, MosQuitoBar, Khlong Toei, Sumpen og mama-san.

MosQuitoBar.

Skibet var dårligt nok lagt til kaj, før mama-san kom om bord med de første piger. Og da det blev fyrreaften for mit vedkommende kl. 20.00, skulle vi feste og i land. Endelig en fridag.

Senere skulle vi opleve MosQuitoBar, Venus Bar og måske også en tur i Sumpen. Jeg havde fået en fridag næste dag.

Hardy og Carsten i Mosquito Bar downstairs.

Carsten, Hardy, Tonny og Torben i Venus Room.

MosQuitoBar og Venus Bar var en fantastisk oplevelse og et behageligt pusterum væk fra den daglige trummerum på skibet, og den begrænsede frihed om bord på skibet. På MosQuitoBar smagte jeg på Singha Beer og Monkey Shine (Thai Whisky). Stemningen var høj, musikken var høj, folk dansede og der var en underlig eksotisk duft af krydret mad og tjærer i lokalet. Det føltes næsten som om, vi havde fået udvidet vores bevidsthed. Jeg sad i hvert fald og kommunikerede ved hjælp af tankeoverføring med nogle Thai piger, som sad i den modsatte ende af lokalet.

San og Hardy.

San og Søster.

Lille smugkig over floden.

Rustbankning.

Turen tilbage til skibet efter midnat foregik i Sampan, men vi skulle først lige en tur i Sumpen med en nordmand og hans dame. Da vi kom til Sumpen, lå sampanen til ved en lille bro, hvor der lå nogle pæle hytte. Thaipigen sprang hurtigt op på broen, men da nordmanden, som var temmelig beruset trådte over på broen, havde han stadig et ben i sampanen, som gled ud fra broen med det resultat, at nordmanden stod i spagat og endte i floden med et hyl og halvkvalt råb. Der blev klappet, hujet og grinet hjerteligt, men han kom heldigvis ret hurtigt op af vandet igen hjulpet af Thaipigen, som lo så meget, at det så ud som om, hun var ved at slippe taget i nordmanden igen. - Jeg gøs lidt ved tanken om, hvad der ellers befandt sig af slanger og andet farligt kryb i floden. Da vi nåede vores skib, skulle vi kravle op ad lodslejderen, som hang agter på skibet. Det var ret mørkt og lang vej op til dækket, så det var med at holde tungen lige i munden og finde balancen frem efter aftenens festligheder.

Dæks, Ole og Niels.

Hardy og Ole.

Ole og Hardy.

Ole, Hardy og Carsten.

Julebord.

Koksmaten skænker op.

På vej til Hongkong.

Torben.

Hongkong.

Der blev afholdt Ækvatordåb den 11. november. Det var en lidt barsk, men sjov og festlig oplevelse. Billederne herunder taler for sig selv.

Det forkyndes, at der skal være dåb.

Liste over de "formastelige".

Ceremonien kan starte.

Første havn i Europa var Hamburg derefter Rotterdam og Oslo. Det var nærmest et kulturchok at ankomme til Oslo, efter at havde oplevet det fugtige og varme fjernøsten med dets venlige befolkning. Vi var en tur i land i Oslo, men det var iskoldt, mørkt det regnede og blæste. Alt derinde syntes livløst, mekanisk og kedeligt. Også menneskene i denne by syntes, kolde, sammenbidte og mekaniske. Og de syntes tårnhøje i modsætning til de små, venlige og smilende østasiater, især de venlige og smilende Thaier.

Dåbshandlingen er begyndt.

Jeg havde været oppe hos gnisten for at skrive under på side 3 i afregningsbogen en uges tid før ankomst til Århus. Det var ikke med min gode vilje, jeg havde taget den beslutning, men jeg havde ikke lyst til at fortsætte på ”Andorra”, under sådanne arbejdsforhold. Da Kokken blev bekendt med det, var der ingen grænser for, hvad han lovede mig af fridage i Bangkok osv., hvis jeg ville blive. – Ærgerlig, interessen for at lave mad var ellers stor, og jeg syntes egentligt kokken var dygtig til sit håndværk og lavede nogle velsmagende og varierede retter. - At jeg så siden hen, efter jeg var stået af, havde hørt, at en matros havde kylet en tallerken mad i hovet på kokken, fordi matrosen syntes, det var noget hundeæde, kokken havde lavet. Men jeg havde ikke mistet lysten til at sejle til søs.

Mongolia. Ungtjener.

Efter at jeg havde afmønstret M.S. Andorra, fik jeg 18 dage senere hyrer som ungtjener på M.S. Mongolia. Jeg skulle mønstre skibet, som lå ved Orientkajen i Frihavnen i København. Da jeg havde været på forhyringskontoret og hos søfartslægen, gik jeg en strøgtur. Men pludselig begyndte jeg at få det dårligt. Den ene kulderystelse afløste den anden, og jeg kunne mærke, at jeg havde fået høj feber. Jeg havde ondt i kroppen forskellige steder, det føltes som om, det var en pludselig opstået Influenza. Jeg skulle først om bord på skibet næste dag, så jeg tumlede tilbage til mit hotelværelse og gik til køjs. Jeg troede, at jeg ville være ude af stand til at gå om bord på skibet næste dag. Men næste morgen var jeg frisk og feberen forsvundet. Feberen skyldtes sikkert en reaktionen af den cocktail vaccination, jeg havde fået hos søfartslægen.

Håret får en tur.

Der smøres godt ind.

Og så en tur i bassinet.

Jeg mønstrede Mongolia den 20. december 1967 og 2. styrmand anviste mig mit kammer. Det var et passagerkammer, som lå tæt ved Pantry’et. Gode gamle ”Mongolia” som blev bygget i 1945, sejlede ikke længere med passagerer, så derfor kunne jeg få et kammer på passagergangen. Der var en del familiemedlemmer om bord, som skulle sejlede med nedover Europa. De fleste skulle sejle med til sidste havn, Lissabon, før turen fortsatte til fjernøsten, så jeg havde en hel del at servicerer og serverer for. Der var også travlhed med mange ting op til jul. Jeg gik træt til køjs kort tid efter fyraften ved 21.30 tiden.

Midt på natten vågnede jeg op til lyden af vand, der sejlede rundt på dørken i mit kammer. Jeg havde godt nok hørt nogle mærkelige lyde fra radiatoren, men da jeg var dødtræt efter en lang arbejdsdag, undersøgte jeg ikke disse lyde nærmere. Jeg gik ud fra, at det var steam i radiator og rørene, som var årsag til lyden. Da jeg fik lyset tændt, kunne jeg se at røret til radiatoren var tæret igennem og sprunget læk tæt ved dørken, og der sivede vand ud. - Det blev dog repareret senere på dagen og kammeret tømt for vand.

Bassinet er ved at være fyldt godt op.

"Gamle garvede søfolk" kigger på løjerne.

Ingen overtid til ungtjenere.

Der var vel omkring 13 -15 familiemedlemmer inkl. officerer, som jeg skulle servicere med bl.a. servering til måltiderne. Under normale omstændigheder, når der ikke var familiemedlemmer om bord, skulle jeg servere frokost for kaptajn, overstyrmand og maskinchef i salonen kl. 12.00. Morgen- og aftensmad skulle serveres på deres respektive kamre, så der var et ran frem og tilbage op og ned ad trapper, da de 3 officerers kamre lå på dækket over passagergangen, hvor også Pantryet lå. Derudover skulle der serveres til lods og myndigheder, når de var om bord, samt når kaptajnen holdt party om bord for personale fra ØK kontoret i Bangkok. Min arbejdstid var fra kl. 06:00 til kl. 20:00 hverdage søn - og helligdage med frihed nogle timer om eftermiddagen. Normalarbejdstiden var 10 timer pr. dag, før jeg var berettiget til overtidsbetaling.

Dagens dont.

Hovmesteren om bord var en ældre herre med et langt arbejdsliv til søs. Han var kun afløser på turen ned over Europa. Han yndede at samle drengene om aftenen, og fortælle ”sømandshistorier”. Om historierne er sande, ved jeg ikke, men de egner sig vist nok ikke til en gengivelse her på web sitet. Hovmesteren var for øvrigt tit ”svimmel”. Så jeg skulle ofte hjælpe ham i Sloppen efter kl. 20.00. Det blev på den måde til en del overtid. Men det fik en brat ende, da rederiet sendte et brev til kaptajn og hovmester, og bad om en forklaring på, hvad der i alverden foregik om bord. - Ungtjenere har ikke overtid om bord i skibene, hed det. 

Kaptajnens sko.

Da skibet sejlede fra Lissabon med kurs mod fjernøsten, og de sidste familiemedlemmer var gået fra borde, blev der mere ro og almindelige tilstande om bord – troede jeg.

Det første jeg skulle lave om morgenen, når jeg tørnede til var rengøring af gangene ved passagerer kamrene og på gangene ovenover rundt styrmænd, maskinchef og kaptajn. Jeg havde lagt mærke til, at kaptajnens sko var begyndt at stå uden for hans dør. Det var ret trælst, at skulle gå og flytte på dem, når jeg havde fart på med gulvmoppen om morgenen. Jeg skulle jo nå at blive færdig med rengøring af gangene, inden jeg skulle servere morgenmad. Jeg spurgte venligt kaptajnen om ikke, han kunne stille sine sko et andet sted om morgenen end lige netop på gangen, hvor jeg skulle gøre rent. - Han kiggede vantro på mig i flere sekunder. Så brummede han, så det rungede i hele gangen. - Skoene står der sandelig kun for din skyld! Og meningen er vel indlysende, fortsatte han. - De står der fordi, at du skal pudse dem.

Så er det tid til at bassinet tømmes.

Jeg var komplet overrasket og målløs. Det havde jeg alligevel ikke forventet af ham.  Var slavernes tid ikke forbi for længst, tænkte jeg. Jeg kom også til at tænke på Ulf Larsen, af Jack London. Fandtes den slags mennesker den dag i dag i det tyvende århundrede? Men så hørte jeg kaptajnens dybe røst buldre som tordenvejr. - Om ikke jeg havde pudset hans sko, brølede han?

Jeg svarede, at der stod vist ikke noget om i min overenskomst, at jeg skulle pudse kaptajnens sko. Så sagde han, at han var vant til at få pudset sine sko af sine ungtjenere. Det lød ikke godt. Jeg sagde ikke noget, men tænkte mit. Han befandt sig vist i et helt andet årstal end jeg gjorde. Jeg lod kaptajnens sko stå foran hans dør upudset. Det blev han ret irriteret over. Indtil den dag, hvor jeg fik svar fra Dansk Sø-Restaurations Forening. Jeg havde skrevet et brev til min fagforening om problemet. I svaret stod der. - Hvis kaptajnen vil havde pudset sine sko, må han selv sørge for det. Det er i hvert fald ikke ungtjenerens job. Jeg rullede tilfreds brevet sammen, og stak det ned i kaptajnens sko.

Næste morgen da jeg havde bakstørn, var kaptajnens sko der ikke mere. Han talte heller aldrig mere om sine sko. Men nu havde jeg for alvor fået ham på nakken. Det var nu blevet sådan, at han hver aften 5 minutter i kl. 20.00, ringede ned i Pantryet, og lige skulle have 2 kolde øl op på sit kammer, det var nyt. – Sådan lige for at kontrollere, om jeg nu også lige var gået ”hjem” 5 minutter før tid.

Party på skibet i Bangkok.

Da Skibet lå i Bangkok blev der arrangeret party for personale fra ØK’s kontor i Bangkok. Der var vel omkring i alt 35 – 40 personer med til festen inkl. officerer fra skibet. Før middagen, fik gæster og officerer ankomstdrinks. De fik rejecocktail til forret, suppe og lobster som hovedret og sluttede af med islagkage. Det gik forrygende med serveringen. Det var ellers meningen, at der skulle komme en Thai tjener fra land og hjælpe mig, men han dukkede først op, da selskabet havde fået desserten, så han kunne lige så godt være blevet hjemme. Jeg fik dog den hjælp af hovmesteren, at han stod ved døren til salonen og åbnede og lukkede den, når jeg skulle ud og ind med fade, tallerkner og drikkelse.

Kaptajnen smed Thai pige ud af mit kammer.

Thaipigerne var som sædvanlig overalt på skibet i Bangkok også i Pantryet, hvor jeg stod og snakkede med en af dem. Men idet kaptajnen kom forbi, snurrede han rundt på hælene og kom tilbage til Pantryet. Han spurgte mig, om det var min pige.

- Nej, det er det ikke, svarede jeg. Så fik jeg besked på, at der ikke måtte være Thaipiger her på passagergangen, og at jeg skulle smide hende ud. Ellers kunne jeg komme nedenunder til messedrengene og bo, truede han. Da kaptajnen var gået hen ad gangen og rundt hjørnet, sagde jeg til Thaipigen, at hun hellere måtte smutte in på mit kammer. Men kaptajnen stod henne om hjørnet af gangen og lurede, så han opdagede, at hun gik ind på mit kammer. Han kom farerne, som et lokomotiv tilbage, rev døren til mit kammer op og råbte til Thaipigen, at hun skulle forlade skibet omgående. Derefter måtte jeg stå skoleret og modtage alle tiders kæmpe skideballe. Der måtte aldeles ikke befinde sig Thaipiger på passagergangen. Men vi havde jo overhovedet ingen passagerer om bord, og det ville der heller ikke komme. Skibet sejlede ikke med passagerer mere, forsøgte jeg uden held at argumentere. - Jeg burde egentligt have spurgt kaptajnen om, han så ikke også skulle op og smide den Thaipige ud som befandt sig på 1. styrmands kammer.

Bevis på at dåben er gennemført.

Kaptajn! Ikke skipper.

En aften da vi fik lods om bord lige før kl. 20.00 ringede kaptajnen ned til mig i pantryet og bestilte aftensmad til lodsen. Jeg ringede bestillingen videre til kabyssen, men fik besked på af koksmaten, at kokken var gået ”hjem”, og at der var rigget af. Men han kunne godt sende noget aftensmad op på en tallerken med elevatoren. Nå, så måtte jeg gå op på broen med det til lodsen. Men da kaptajnen så, at jeg kom med maden på en tallerken til lodsen, fik jeg en skideballe. Lodsen var ligeglad, han var allerede begyndt at spise. Maden til lodsen skulle serveres i respektive fade og skåle osv. - Kokken var gået hjem, og der var rigget af. Så skal kokken jo tørnes til igen skipper, sagde jeg. Der lød et brøl fra kaptajnen.

Skipper? Tror du for helvede, det er en COASTER du sejler med, råbte han. Det måtte jeg så tage til efterretning.

Salonen.

Kaptajn, overstyrmand og maskinchef skulle have serveret frokost i salonen kl. 12.00.

Det var et overdådigt måltid. Ungtjeneren skulle gå rundt og skænke snaps op til de’ herre til silden. Et normalt frokostbord i salonen kunne se sådan ud. Sildeanretning bestod af marineret sild, dild sild, kryddersild og karrysild. Makrel i tomat, sardiner, kippers, dåsekrabber samt rejer og fiske filet. Så var der opstegninger. Det kunne f.eks. være ribben, frikadeller, stegt lever, stegt flæsk, medister osv. Den varme ret, kunne bestå af f.eks. brændende kærlighed, skipperlabskovs, svensk pølseret, blodpølse med æblemos, biksemad med spejlæg, osv. Det kolde bord. Der var altid mindst 7 forskellige slags pålæg så som spege- og rullepølse, roastbeef, hamburgerryg, skinke, kødpølse, saltkød, leverpostej, røget filet samt diverse salater og tilbehør. Desserten kunne være, citronfromage, cocktailfrugt med flødeskum, islagkage og mange andre forskellige deserter hver dag.

Afslutning på frokosten bestod af frugt, kaffe, småkager og cognac. Velbekomme! Så var klokken også ved at være 13.30, og de tre officerer kunne så lige nå at få 1½ times tid på øjet, før der blev serveret eftermiddagskaffe med wienerbrød eller kage kl. 15.00. For at man ikke skulle gå sultne i seng, var der aftensmad igen kl. 17.30. Den bestod altid af 3 retter, suppe, hovedret og dessert. Jo, vi levede overdådigt i ØK.

Jeg sluttede min rejse på Mongolia, da skibet ankom til Århus den 27. maj 1968.   

Stak atter til søs.   

Efter 10 måneder i land savnede jeg igen sølivet. jeg fik hyre som ubefaren motormand på M.S. Labrador, fra rederiet D.F.D.S. Skibet sejlede på Brasilien og ordet ”snesejler” hørte jeg første gang i ”skrigegaden” i Santos. Det var søfolk fra rederiet Skov, som råbte ”snesejler” til os, fra ”Labrador”. - Skibet kom jo til Danmark hver 7. uge.  ”Labrador” sejlede jeg på i 13 måneder, indtil jeg havde min sejltid til at blive befaren motormand. Efter jeg havde sejlet nogle år som bef. motormand, kom jeg på Svendborg Navigationsskole og blev uddannet som radiotelegrafist. Jeg sejlede som gnist frem til 1994 i følgende rederier: Norden, Kosan Tankers, Mærsk og Mercandia Rederierne. Jeg stoppede som gnist, da GMDSS blev indført.

Gnist hos Nicolai Mærsk 86.

I 1996 fik jeg hyre som ubefaren skibsassistent med Ro/Ro Dana Cimbria, fra rederiet D.F.D.S. - Jeg sluttede min tid til søs som befaren matros i 1999, da jeg blev gift og stiftede familie.

Alt i alt har det været et særdeles spændende og begivenhedsrigt sømandsliv, både med fantastisk gode, men også med ekstreme oplevelser. Jeg har bl.a. oplevet en spjældtur i Kobe, hvilket ikke var særligt hyggeligt, når jeg mere eller mindre blev holdt vågen i 10 døgn, før jeg blev fremstillet for en dommer. I England blev jeg udsat for et røverisk overfald i Carrington, hvor jeg i bevidstløs tilstand blev kørt til Manchester Hospital med 3 flænger i hovedet, en brækket arm ved albueledet, et stykke glasskår trådt op i foden og 17 mærker på ryggen efter slag med et baseball bat. Nogle af slagene blodige. Det eneste røverne fik ud af røveriet var 3 – 4 engelske pund, et par sko og et ur til 127 kr. En mand som havde set overfaldet tog nummeret på bilen de kørte i, og politiet kunne anholde røverne samme nat. Ham der slog med baseball battet, fik 6 år bag tremmer. – Han havde sikkert kun fået 6 måneder herhjemme.

Den 7. april 1990 ca. 350 sømil vest-sydvest af Gibraltar, var jeg om bord på ”EAL Diamond” (ex. Mercandian Atlantic II), da skibet pludselig kæntrede. Vi kom alle hurtigt i flåderne, og blev senere samlet op af det norske bilskib ”Hual Margarita”. Der blev ikke skrevet ret meget om skibsforliset dengang.

Go’ Vind!
Hardy Nygaard Pedersen.

Se også de andre sider !!!