"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 66

Jørgen Petersen sender hermed en beretning fra en rejse med ’Panama’ til Australien i 1966/1967.

Udlært som shippingmand i et skibsmæglerfirma i 1966 ville jeg til søs, og tog jeg ud med nogle coastere og oliefyrede dampskibe i Nord-/Østersøfart. Jeg havde et ønske om at komme til de varme lande, og fik hyre som ungtjener på Ø.K.s ’Panama’.

Jeg påmønstrede 19.11.66 på værftet i Nakskov for en rejse til Australien. Først gik vi dog til Finland for lastning i Tolkis, Spjutsund og Hamina. Jeg husker at det var mørkt og trist, kun med en smule dagslys fra 1200 til 1400, masser af grantræer, og at vi fik noget rædselsfuldt øl på værtshuset i Hamina.

’Spritflickorna’ der stod og hang i mørket udenfor gaten, så ærlig talt noget sølle ud, nogle var endog meget unge.
Så til København for lastning, hvorefter næste havn var Marseilles. Vi havde 9 passagerer fra København til Australien. Heriblandt et ældre amerikansk ægtepar på jordomrejse, en ældre amerikansk herre, et yngre dansk ægtepar som, erfarede jeg senere, immigrerede til Australien tre-fire gange i løbet af nogle år, de kunne åbenbart ikke gøre op med sig selv hvor der nu var bedst, en midaldrende australsk dame fra Sydney (Alice), og en ældre italiensk dame med sin datter.

Den gang var immigranter fra Østen, ’den gule fare’ som det kaldtes, ikke velkomne i Australien, hvorimod man var meget interesseret i europæiske immigranter. I Marseilles kom en exentrisk finsk ’lady’ om bord, yderligere en passager, som ’ommønstrede’ fra en Wilhelmsen båd på vej til Japan. I Marseilles husker jeg mest et værtshus ved Vieux Port, som var velbesøgt af tidligere fremmedlegionærer og søfolk. Et notat minder mig om, at det var ’dyrt og dårligt’, og at jeg havde ’kraftige tømmermænd’ næste dag, og at ’Henning (tjeneren) havde det endnu værre’.


Panama passerer det næsten færdige operahus i Sydney.

Derefter gik turen til Genoa og mod Port Said. Vi passerede Stromboli med hvid røg mod en blå Middelhavshimmel, og jeg smed flaskepost med brev og cigaretter ud i Messina Strædet. Begge breve kom hjem.  Vi holdt Juleaften på reden i Port Said i sol og lunt vejr, og jeg fik et håndklæde i julegave fra en venlig dame. Jeg købte nogle souvenirs, og en kikkert og en radiogrammofon, hos de arabiske handlende der kom ombord.

Derefter sydover med en opankring i Great Bitter Lake, og så ud i Rødehavet, hvor vi dels holdt Nytårsaften, og dels sejlede i sandstorm i et par døgn, så der lå et fint gulligt lag sand overalt. Jeg fik dér smag for stærk camembert ost, som var blevet godt modne siden København, og som kun få af de andre ville spise længere. Det første jeg gjorde om morgenen, var at riste to tykke stykker franskbrød med camembert og friskkværnet sort peber, og tage et stort krus kaffe, og så ud og sidde og nyde solopgangen før dagens arbejde.

Kaptajnen havde sin kone med på hele rundrejsen, og det lagde nok en dæmper på ham, når han mente at have grund til at irettesætte mig. Jeg lagde hurtigt mærke til, at når jeg i spisesalonen omdelte varme tallerkener til hovedretten, lagde han altid højre hånds fingerspidser på, for at mærke at tallerkenerne nu ikke var kolde, samtidig med at han konverserede borddamen til styrbords eller bagbords for hans plads for bordenden. Jeg syntes det var en utilbørlig mistillid til min ’professionelle’ indgang til tjenergerningen, så jeg tog derfor en gloende hed tallerken fra bunden af varmeskabet, holdt den med servietten og placerede den foran ham. Jeg skal love for at hans fingre lynhurtigt kom væk, med et hvast blik til mig som jeg ’uskyldigt’ gengældte, men de fik altså ikke kolde ’varme-tallerkener’. (Det er jo Ø.K. det her, ikke sandt?).


Høker Sarauw og undertegnede.

Jeg havde intet at udsætte på ham, men han gik op i, at jeg nu ikke snød for min udsatte militærtjeneste når vi kom hjem. Jeg husker også han viste mig, noget australsk hvidvin han havde købt i Sydney. Vi snakkede om at australsk hvidvin var nogenlunde drikkelig, medens deres rødvin var noget udrikkeligt ’plonk’. Dengang var australsk vin jo ukendt i Danmark, men det har ændret og forbedret sig siden, må man sige.

Jeg kom til at sige ’chief’ til maskinchefen, det var jeg vandt til fra mit shipping arbejde, men det skulle jeg ikke have gjort, han røg helt op i det røde felt og skulle tituleres ’maskinchef’. Han brokkede sig også over, at jeg engang inkluderede endeskiven af et friskbagt franskbrød på hans morgenbakke. ’Kompagniet havde vel råd til at give ham hele skiver’.  Jeg synes ellers at sådan en sprød franskbrøds endeskive er god, men det syntes en Ø.K. officer som han sandelig ikke.  Chiefen, undskyld maskinchefen, blev næsten helt halv-flink, da hans kone kom om bord på det sidste stykke, da vi kom til tilbage til Europa.

I det Indiske Ocean så vi flyvefisk og delfiner, og omkring Ækvator måtte vige for et par kaskelothvaler, der svømmede lige foran os. Vi passerede ’Poona’ som var for hjemgående.  Der blev naturligvis holdt linie dåb ved passagen, hvor jeg og mange andre blev døbt, med efterfølgende hyggelig fest om aftenen på 4-lugen for mandskab og passagerer. Der var også rigget et svømmebassin op ved 4-lugen. Efter en hed dag var det herligt, før man gik til køjs (vi havde ikke air-condition), at tage en dukkert og ligge og flyde på ryggen og kigge op på Mælkevejen i en sort tropehimmel, og se toplanternen i masten duve langsomt fra side til side.


Liniedåb indledes.

Efter 19 døgn fra Suez, landkending ved Cape Leeuwin. I The Great Australian Bight så vi albatrosser der fulgte skibet, og det var et fantastisk syn, at opleve deres flyve- og svæveegenskaber med ca. 3 meters vingefang. Første australske havn var Adelaide, og vi havde ikke været i land i 32 døgn. Der købte jeg en boomerang og et dekoreret træskjold (ikke sædvanligt souvenir kram), jeg fandt i en lille marskandiser butik tæt på havnen.


Der tages hårdt fat.


Matros som Dronning og Alice fra Australien er Kong Neptun.


Klar til bad.

Derefter til Melbourne og Sydney, hvor de sidste passagerer stod af. Her inviterede passageren Alice, stewardessen Eva, gnisten Erik (de havde fundet sammen om bord og flyttede vist siden hen til Australien sammen) og mig hjem til middag. Alice havde en søn (Jim) og datter på min alder, altså omkring 20 år. Vi var sammen en tur i Kings Cross, hvor vi bl.a. så et drag-show i ’Les Girls’ og var på ’Whisky a go-go’. Næste havn var Brisbane. Der havde vi bådmanøvre på floden. En anden dag sejlede jeg med passagerbåd op ad floden til et koala sanctuary ved Lone Pine, og det var jo interessant at se sådan nogle størrelser, og andre pungdyr, for første gang. Den gang var den højeste bygning i Brisbane tårnet på rådhuset. I dag er der masser af skyskrabere rundt om, så det ligner Manhattan.


Fra venstre; Italiensk passager, desse Eva, gnist Erik, bagved koksmat og messedreng.

Derefter tilbage til Sydney og Melbourne. I Sydney købte jeg nogle forskellige ’aboriginal’ træspyd og dertil hørende kastetræ. Jeg mindes også fra Sydney, bortset fra en smuk indsejling med Harbour Bridge og det næsten færdigbyggede Operahus, at være i et soloplyst varmt pantry medens vi lå ved kaj på Glebe Island, og transistor radioen spillede tidens landeplager, bl.a. ’I’m a believer’ med The Monkees, ’Green Green Grass of Home’ med Tom Jones og ’San Fransisco’ med Scott MacKenzie. De plader købte jeg i Sydney, og har dem stadig. Og vi fik australske tomater og løg så store som meloner, og agurker som hegnspæle - næsten. Vi lastede uld i baller på dækket til Aden og Europa, og hele skibet var fyldt op. Vi lugtede som en sejlende fårefarm. Jeg husker ikke om vi havde passagerer nordover, bortset fra en ung dansk sømand som var rømmet i Australien, og nu blev sendt hjem på ’konsulatets regning’.


Indsejling til Melbourne.

Fra Melbourne gik det til Aden for losning og bunkering. Jeg mener at huske, at Ø.K. fejrede kong Frederik IX’s fødselsdag med servering af drinks på broen, og vi andre fik én øl på Kompagniets regning.

Der blev landgangsforbud i Aden kort efter at vi ankrede, for nogen havde lige smidt en bombe i et værtshus oppe i Crater, - ingen døde, men 40 på hospitalet. Englænderne drønede nu rundt i pansrede køretøjer, med skydevåben strittende ud til alle sider. (Englænderne forlod Aden nogle måneder senere). Derefter gennem Rødehavet og Suez Kanalen. (Den blev lukket to-tre måneder senere ved Syvdages krigen, og var lukket i adskellige år. Lige nord for Port Said løb vi ind i en forrygende storm, med bølger i højde med båddækket, og vi lå et døgn eller to med kun manøvrefart. 

Derefter Genova (hvor vi alle trængte gevaldigt til at komme i land efter ca. 30 døgn) og så Lissabon. Den husker jeg som en smuk og hyggelig by (der næsten ikke har ændret sig her 44 år efter), om end Henning og jeg dengang havde noget besvær med at finde et ordentligt ’watering hole’, da ingen af os havde været der før. Det lykkedes dog til sidst, og vi kom sent tilbage om bord. Næste dag husker jeg dog, at der agten for os lå et stort portugisisk passagerskib, der som troppetransportskib tog hundreder af soldater om bord, for at sejle dem ned til krigene i Angola og Mozambique. Derefter gik vi til Vlissingen og Bremen for losning, før vi kom til København en lørdag middag i april.

Før jeg tog ud med ’Panama’, havde jeg fået udsættelse med værnepligten. Nu gik den ikke længere, og jeg måtte ind at springe. Jeg kom ikke ud med Ø.K. igen, men senere, efter soldatertiden, som shippingmand i Esbjerg, varetog jeg Ø.K.’s linieagentur dér i 14 år, og stod bl.a. for ekspeditionen af ’Atrevida’ og ’Alameda’, der anløb Esbjerg for at laste bl.a. køleskabe og frossen fisk til Australien.


Alameda i Esbjerg.

Det første anløb vi havde var af ‘Atrevida’. Hvis jeg ikke husker meget galt, var det Prause der var kaptajn.

I Esbjerg skal større skibe med en vis dybgang anløbe på slæk vand ved højvande. Det er der godt en times tid to gange i døgnet, til at gøre. ‘Atrevida’ kom fra Göteborg, og der var højvande midt på formiddagen. Jeg kunne se på ankomst telegrammet, som vi fik meget tidligt om morgenen, at skibets ankomsttidspunkt til lodsen ved 0-bøjen måske var lige en smule sen nok. Det var en lørdag formiddag, og der var allerede mønstret havnearbejdere fra kl. 0700, som gik og ventede og med 100% løntillæg.

Det var ‘Atrevidas’ første anløb af Esbjerg, og formentlig også kapt. Krauses. Jeg tillod mig derfor at sende skibet et telegram, hvori jeg tog mig den frihed at henlede opmærksomheden på det rette ankomsttidspunkt for at komme ind på højvandet.

Der kom prompte et svartelegram med følgende ordlyd: ‘ATREVIDA SEJLER ALTID HURTIGST MULIGT’. Underskrevet kaptajnen. Det svar kunne jeg selvfølgelig have sagt mig selv. ‘Atrevida’ nåede det.

Prause skulle i øvrigt afløses (af Container-Ras i blå striksweater og guldring i øret), og hjem på ferie, viste det sig ved ankomsten. Han havde meget travlt. Det havde jo i den forbindelse heller ikke været så godt, om skibet skulle have ligget til ankers ud for Blåvand i måske 12 timer, og at lastning så skulle foregå sent om natten efter forsinkelse.

 Der var også arrangeret lunch om bord, med borgmester og andre pinger og afskibere, til lørdag middag, som det havde været temmelig pinligt at skulle aflyse.

Jeg er nu ikke i tvivl om at Prause hele tiden havde styr på det hele, og at jeg gjorde mig unødne bekymringer. Men ‘rettidig omhu’ eksisterede også i ØK.

Ellers bookede jeg stykgods og containere til ØK’s linier, og kompagniets andre linie agenturer. Jeg var også til diverse kundeparties (nu uden selv at skulle servere) og besøg om bord i ØK skibe i København, Aarhus og Hamburg, bl.a. en nybygget ’Jutlandia’ på B&W og ’Meonia’ og ’Falstria’. Når jeg nu sidder og skriver, og mindes tilbage, kunne jeg godt have brugt et par år mere på langfart i ØK, for jeg befandt mig godt, men sådan magede omstændighederne det ikke.
Med 25 års arbejde i eksport senere, kom jeg bl.a. en halv snes gange til Australien, som jeg genså efter 18 år, og hvor meget selvfølgelig havde ændret sig. Tilbage i Sydney efter alle disse år, slog jeg tidligere passager Alice, som jeg overhovedet ikke havde holdt kontakt med, op i telefonbogen, og ringede til hende, hun var blevet langt op i firserne og kunne vist ikke rigtig huske mig, men hun gav mig nummeret på sønnen Jim, som boede i byen, og vi mødtes næste aften til lidt øl og snak på en pub i Kings Cross. Turen med ’Panama’ ville jeg ikke have været foruden.

Jørgen Petersen.

Min tid som dæksdreng om bord på MOMBASA

Efter 3 sjove og lærerige måneder på Statens Søfartsskole i Sønderborg startede min karriere til søs den 17. november 1964 som dæksdreng på MOMBASA. Mine forventninger til livet til søs var skyhøje, hvilket især skyldtes de mange beretninger jeg fik fra en af mine gode kammerater, der var startet til søs et par år før.


Tommy Hansen.

Spændingen og forventningerne var derfor høje, da jeg en grå novembermorgen steg ombord i toget på KBH hovedbanegård for at rejse til Göteborg, hvor jeg skulle påmønstre MOMBASA som dæksdreng. Jeg viste på det tidspunkt, at rejsen skulle gå til New Zealand og muligvis Australien. Hvad jeg ikke vidste, var at dæksdrengen om bord i ØK skibe ikke arbejdede på dækket men alene skulle stå for servering, bakstørn og rengøring af fællesarealer m.m. for den 13 mand store dæksbesætning. Jeg overvandt dog hurtigt skuffelsen over realiteterne og så frem til en god tid om bord. Jeg blev under alle omstændigheder taget godt imod.

Inden jeg går videre vil jeg bede om en vis overbærelse, hvis detaljerne ikke er helt på plads. Jeg har ikke verdens bedste hukommelse, hvilket sikkert flere i min aldersgruppe kan nikke genkendende til.

Efter kort tid i Göteborg gik rejsen til Oslo. Her oplevede jeg så for første en af de mange sider af sømandslivet. Vi fik en del damer med en passende lav moral ombord, og så blev der ellers festet henne agter. Jeg husker bl.a. at ungmanden og jeg midt om natten blev vækket ved, at en temmelig beruset dame tumlede ind på vores kammer, splitternøgen og med en flaske gin i hånden og sagde en masse ganske uforståeligt. Vi fik dog hurtigt lempet hende ud igen. Jeg fandt ud af, at damerne gik under navnet ”gænget” eller lignende, og at de stort set frekventerede samtlige anløbende skibe.

Fra Oslo gik rejsen et kort smut til København. Mens vi lå i Oslo stiftede jeg i øvrigt bekendtskab med begrebet ”københavnerfeber”. Det ramte gerne overstyrmanden, og det gav sig udslag i, at den side der skulle ligge til kaj i København skulle have en gang udenbordsmaling for at skibet kunne se pænt og vedligeholdt ud, når de fine herrer fra kompagnikontoret kom om bord. Matroserne syntes det var en gang monkeyshine, da det oven i købet var frostvejr i Oslo. Men males skulle der.

Efter det korte visit i København gik rejsen så ellers til Hamburg, Bremen, Rotterdam og Antwerpen, hvor jeg blev introduceret for flere af de kendte steder, og det var jo mægtig fornøjeligt. Herefter sluttede Europadelen af rejsen i Lissabon inden turen gik over Atlanten til Panamakanalen.


Lidt "familiehygge" på dækket.

Lissabon var en helt ny oplevelse med varmt klima og palmer, og en rigtig spændende by på alle måder. Herefter gik det de næste ca. 11 døgn over Atlanten til Panamakanalen, hvor første stop var Cristobal hvor vi skulle bunkre. Der var da heldigvis tid til en tur på land og det var sandelig et nyt og anderledes bekendtskab. Jeg husker bl.a. at vi var inde på en bar, hvor de efter sigende havde et meget kendt kasseapparat. Hver gang en af gæsterne skulle aftræde sammen med en de til baren tilknyttede letlevende kvinder kunne alle andre i lokalet høre kasseapparatet ringe.

Turen gennem Panamakanalen var en fantastisk oplevelse, både turen gennem dokkerne og det at sejle igennem junglen.

Herefter havde vi 19 døgns sejlads til Auckland, NZ, og de daglige rutiner blev kun brudt af den ækvatordåb der blev holdt ombord. Det var en helt fantastisk sjov oplevelse, og alle i besætningen og de 12 medrejsende passagerer havde en rigtig sjov dag.

Dagen før vi anløb Auckland skete der så noget helt specielt, især hvis man var dæksdreng. ØK havde en vis alkoholpolitik, idet hver mand kunne købe 2 øl om dagen. Det skete så gennem et bonhæftesystem. Det specielle her var, at stort set alle i dæksbesætningen havde sparet bon’er sammen, så jeg fik travlt med at hente rigtig mange bajere, så alle var godt forsynede når vi ankom. Jeg skal lige nævne, at det var ganske almindelige flaskeøl i kasser med 50 i hver. Jeg tror nok, at jeg den aften nærmest kunne stå op og snøre mine sko. Retfærdighedsvis skal det nævnes, at dæksbesætningen var så large, at jeg under de kommende måneders utallige fester i rygesalonen frit kunne tage for mig af deres øl, så længe jeg sørgede for at passe mit arbejde til alles tilfredshed. Og det gjorde jeg så.


Matroser klar til landgang.

Opholdet på New Zealand står stadig den dag i dag som noget helt særligt i min tid til søs. Det skyldes måske, at det var min første udmønstring plus mit første møde med fremmede lande og kulturer. Jeg ved det ikke, men det var under alle omstændigheder en fantastisk tid. Vi lå vel sammenlagt ca. 3 måneder på kysten, og stort set i havn det meste af tiden. Vi startede med at udlosse stykgods i mange af havnene fra nord til syd, og derefter startede vi med at laste fuldt inklusiv dækslast med store uldballer. En af grundene til at losning og lastning tog så forholdsvis lang tid var den, at havnearbejderne ikke ligefrem sprængte akkorden, og når de fik øje på en mørk sky, der måske kunne medføre regnvejr, så blev lugerne hurtig dækket over, og de gik hjem.

Det skal ikke nægtes, at en medvirkende årsag til, at opholdet på NZ blev så spændende var, at der stort hele tiden var godt gang i festerne henne agter. Det skyldtes, at der stort set under hele opholdet var en hel del unge damer, der kom ombord for netop at have en sjov tid sammen med os danske sømænd. Det skyldtes måske bl.a. det faktum, at pub’erne på NZ lukkede kl. 1800. Derefter var der selvfølgelig nogle musik og dansesteder, men de var tørlagt for spiritus.


Piger i solskin på kanten af luge 5.

En del af disse damer blev så glade for at være om bord - og vi havde sådan set heller ikke noget imod det - at de sejlede med rundt på kysten. Det var selvfølgelig ikke officielt at det foregik, men det virkede som om officererne godt viste hvad der foregik, men vendte det blinde øje til. I praksis foregik det på den måde, at vi sendte damerne ned i styremaskinerummet noget tid før en af styrmændene gik en runde på skibet inden afgang fra havn. Sjovt nok kiggede de aldrig ned i styremaskinerummet. Når vi så anløb næste havn sørgede vi for, at damerne først blev ”synlige” efter et passende stykke tid.


Her sidder jeg på 5-lugen med en god bekendt i Bluff, NZ

Alting får som bekendt en ende, så efter NZ gik rejsen så østover gennem Panamakanalen til Antwerpen m.m., hvor vi udlossede vores last med uld. Vi ankom til København den 2. maj 1965 midt under ølstrejken, og allerede den 5. maj startede vi en ny rejse til NZ. Knap halvdelen af dæksbesætningen mønstrede af, og der kom nogle nye folk om bord. Jeg selv og flere andre var blevet så begejstrede for NZ, så vi måtte have denne rejse med.

Rejsen blev på mange måder en gentagelse af første rejse, idet vi dog denne gang kun skulle udlosse på NZ og derefter til Indonesien for last til Europa. Der var for fleres vedkommende stor gensynsglæde da vi anløb Auckland, og mønsteret fra første rejse gentog sig de 6-7 uger vi lå på kysten. Da vi afgik fra Bluff som sidste havn inden Indonesien, var stemningen hos mange lidt trykket og flere måtte knibe en tåre.


Tid til afslapning i underkøjen.

Efter at vi havde været til søs igen og var kommet ind i rutinerne og var blevet godt fersket af, ankom vi så til Semarang på Java, hvor vi skulle laste på strømmen. Det var virkelig en helt ny verden, der åbnede sig her. Det var tydeligt, at der var stor fattigdom. Jeg kan især huske, at trods hårdt fysisk arbejde bestod havnearbejdernes dagskost af et sammenfoldet palmeblad hvori der lå lidt ris og måske en lille fisk. De kiggede derfor også langt efter vores middagsmad, når jeg bragte det fra kabyssen hen agter. Jeg gjorde så det, at alt det der blev tilovers fra middagen kom jeg op i en suppeterrin og det delte jeg så ud til arbejderne i deres palmeblade. Det var de faktisk meget taknemmelige for.

Herefter gik det videre til Djakarta, Padang og Belawan. Inden Belawan var vi lige et smut forbi Penang i Malaysia for at få renset højtanke. Jeg havde mange gode timer i land men vi lå i Indonesien. Vi fik utroligt meget for næsten ingenting. På grund af en kunstig høj valutakurs på indonesiske penge, blev der ikke taget penge op om bord. Vi klarede udgifterne i land ved at sælge lidt smøger, T-shirts og skjorter. En glad aften i land med det hele kunne således klares for det der vel svarede til 10 kr. Når vi skulle i land skulle vi så også lige huske smøger til vagterne i de 2 gates (politi og militær).

Det var en temmelig urolig periode i Indonesien mens vi var der, hvilket vi dog ikke mærkede så meget til, bortset fra at vagterne engang imellem skød op i luften på kajen. Bortset herfra oplevede jeg en enkelt gang i Belawan, hvor vi sad et par stykker sammen med et par damer på en udendørsrestaurant, at der kom en lastvogn fuld af soldater og lavede razzia på restauranten. De gjorde dog heldigvis ikke os noget, men andre fik en noget hård medfart.


Lystfiskeri agterude.

Efter Belawan gik det så vestover gennem Suezkanalen til Europa. Her kan jeg især huske alle de småsvindlere i Suez/Port Said, der forsøgte at prakke nogle af deres såkaldte ægte puder og tæpper m.m. på besætningen. Der var selvfølgelig nogen der blev snydt godt og grundigt.

Efter udlosning i Nordeuropa fortsatte rejsen til Nakskov, hvor MOMBASA skulle i dok. Her afmønstrede jeg den 17. november 1965 præcis et år efter min udmønstring.

Det var så min tid som snesejler, som jeg fortsat ser tilbage på med stor glæde.

Jeg fortsatte min tid til søs i RAILA DAN, ARGENTINEAN REEFER, KONG OLAV V, RAPID og IRLAND (hvor jeg sejlede 9 måneder i kystfart på Grønland, også en slags snesejler). Herefter gik turen omkring den desværre hedengangne Københavns Navigationsskole. Efter skibsførereksamen i 1971 udmønstrede jeg som styrmand i ELSE SKOU. Derefter aftjente jeg min værnepligt i søværnet som reserveofficer, og forsatte i søværnet indtil 1979 hvor jeg blev ansat i marinehjemmeværnet. Her sluttede mit arbejdsliv i 2007, hvor jeg blev pensioneret som orlogskaptajn.

Med venlig snesejlerhilsen
Tommy Hansen.

 

”En ung students eventyr”.

Jeg hører vel nok til en lidt speciel type snesejler. Om jeg overhovedet har lov til at kalde mig ”Snesejler” ved jeg faktisk ikke. Men jeg håber, at jeg må, også selv uden at have haft søfartsbog.

Jeg er født og opvokset ikke langt fra frihavnen i København. Allerede som lille dreng i 1950’erne elskede jeg at køre frihavnen tynd på cykel (senere på knallert). Dengang var Københavns Havn meget travl og der var næsten altid et skib for ind- eller udadgående. Man kunne se på mange spændende og eksotiske laster blive lastet eller losset. Det var jo før containerne blev opfundet. Alt fra store teak stammer til paller med ildelugtende huder.

Det lå nu ikke i kortene, at jeg en dag skulle komme ud og sejle på langfart. Men i 1965 blev jeg student, og da jeg på det tidspunkt ikke vidste hvad jeg skulle bruge den eksamen til, besluttede jeg mig for at gå på session. Det havde det glædelige resultat, at jeg blev kasseret. Da var det, at jeg fik den utrolig gode ide, at jeg kunne bruge den vundne tid til at tage en tur med et ØK skib til en eller anden spændende destination. Den lille drengs drøm kunne nu blive virkelighed.

Så en gang i november 1965 gik jeg ned på forhyringskontoret, som lå et eller sted bag det Kgl. Teater. Jeg blev skrevet op til et job som ungtjener, men det var ikke fordi jeg blev givet særlig store forhåbninger om at komme af sted. Månederne gik da også uden at der skete noget og i stedet havde jeg forskellige forefaldne jobs, som kunne give mig smør på brødet. Men i begyndelsen af februar ’66 blev jeg ringet op fra rederiet. Man havde en hyre og jeg kunne stille i Hamborg 2 dage senere. Jeg tror rederiet var i bekneb da min forgænger - viste det sig - var blevet smidt fra borde i Middlesbrough pga. en eller anden uregelmæssighed, og skibet var nu på vej til Hamborg uden en ungtjener. Jeg havde heldigvis en meget flink arbejdsgiver, som med timers varsel lod mig gå og herefter fik jeg travlt med det praktiske, som bl.a. bestod i at jeg skulle ned til ØK’s læge i Bredgade for at få diverse vaccinationer. Og 2 dage senere gik turen fra Hovedbanegården med tog til Hamborg. Med mig i toget var også kokken, som jeg fik et godt forhold til under hele turen de næste 4 ½ måned. Om aftenen anløb så det gode skib ”Busuanga” Hamborg. Hovmesteren tog imod mig og jeg fik anvist en rigtig god lille kahyt midtskibs. Mit job var at servere for kaptajnen, maskinchefen, overstyrmanden og hovmesteren og så for de op til 4 passagerer, der fra tid til anden var om bord. Og så naturligvis også til forskellige parties der blev afholdt når vi var i havn. Arbejdstiden var lang og der var meget få fridage undervejs. Så vidt jeg husker, arbejdede jeg hver dag fra kl. 6 om morgenen til kl. 8 om aftenen med fri 4 timer hver anden eftermiddag og 2 timer hver anden formiddag. Den var nok ikke gået i dag, men der var ingen fagforening eller overenskomst til at regulere det. Men jeg beklagede mig faktisk ikke.

Ruten vi skulle ud på var en ønsketur. Fra Hamborg gik turen til Rotterdam, herefter Marseilles og Genua og så ned på varmere himmelstrøg. Igennem Suez kanalen til Aden for bunker og så som den første havn ude ”på varmen”, Port Swettenham. Herefter til Bangkok, Saigon, Manilla og Hongkong til slutdestinationen Shanghai. Derfra tilbage til Manilla, Bangkok, Singapore og Penang til Phuket (det var langt inden det blev en turistdestination). Og herefter gik turen tilbage til Europa og oplevelserne i havnene der - Genua, Le Havre og Hamborg - kunne naturligvis ikke leve op til hvad jeg havde oplevet ude i Østen.

Og hvad husker jeg så mest i dag fra turen? Lad mig starte med den negative side.

Og det er egentlig det eneste negative ved den tur. Det var kaptajnen. Han lød navnet ”Bisse Gunnar”. Hans fulde navn var vist Gunnar Jensen. Det er muligt at søfolkene havde en vis respekt for ham, men i virkeligheden havde de vist ikke meget kontakt til ham. Men for mig, som skulle servicere ham hver dag fra morgen til aften, var han noget af en satan. Nu skal det siges, at jeg sikkert heller ikke var nogen særlig god ungtjener, men det var jo kompagniet som ansatte helt uøvede unge mennesker til en ret ussel løn, og det burde Bisse Gunnar have haft en vis forståelse for. Men det havde han ikke. Der gik næppe en dag uden at der blev råbt eller skreget efter mig og hans tiltale var altid meget grov. Hans yndede at kalde mig ”Elendige Orm”, ”Lorteflue” eller lignende. Den var ganske sikkert heller ikke gået i dag, men sådan var det altså dengang.

Men en gang fik jeg dog respekt for manden. Han havde sammen med chiefen haft lunch i salonen med 2 (modne) kvindelige passagerer og jeg havde naturligvis serveret for dem. Da kaptajnens charme tilsyneladende ikke havde haft den ønskede effekt drak de 2 herrer videre, og det blev altså for meget. Bisse Gunnar blev syg og brækkede sig ud over gulvet. Men han mente dog ikke at jeg skulle gøre rent efter ham, så han kom ud i pantryet og bad i sin sædvanlige bryske facon om en spand vand og en gulvmoppe. Og så klarede han selv jobbet. Hatten af for det!  Men ellers var han, for at sige det lige ud, en ussel fordrukken person.

Til gengæld var overstyrmanden alle tiders flinke mand. Hans navn var, så vist jeg husker, Hjalte Hjalteson. Han klagede aldrig over min service og han hjalp mig til at komme over de stunder hvor Bisse Gunnars terror bare var for meget.  I det hele taget havde jeg et fantastisk godt forhold til alle på skibet og jeg lærte at respektere alle for det job de udførte. Alle, uden undtagelse, var flinke og positive imod mig, selvom jeg var ”anderledes”. De vidste jo, at jeg var student og kun på skibet for en enkelt tur for oplevelsens skyld. På fribillet så at sige. Men det blev altså accepteret.

Men lad mig fortælle om de positive oplevelser fra min tur med Busuanga, som jeg husker stærkest efter alle disse år.

Igennem hele sejladsen i Europa talte alle jo om ”når vi kommer ned på varmen”. Der var naturligvis varmt i både Suez og Aden, men jeg husker den helt specielle fugtige varme og lugt da vi gik op ad floden til Port Swettenham, - mit første møde med ”Østen”. Men den største og rigtige ”på varmen oplevelse” var altså da vi lagde an i Bangkok. Jeg fik ”æren” at være med til at sætte kusselejden ud. Og hvilken oplevelse var det ikke? Der gik vel ikke mere end 20 minutter og der var 40-50 skønheder om bord. Vi lå jo i Bangkok i lang tid, jeg tror i cirka en uges tid, og der blev dermed tid til mange aftener i Moskito Bar. Men hvad der foregik der, og i den nok så berømte sump, er jo allerede beskrevet farverigt af andre mere erfarne snesejlere, og jeg tror ikke, at der er noget nyt jeg kan tilføje. Men der blev da også tid til nogle timers sightseeing i Bangkok med tempelbesøg, flydende marked, etc.

Men inden da havde jeg været på den længste sightseeingstur jeg fik på togtet. Fra Genua havde vi 3 unge passagerer ombord. De skulle ud til deres forældre, der arbejdede og boede i Bangkok og dengang tog man altså ikke bare lige et Thai Airways fly, så turen gik med skib derud. De havde arrangeret en tur til Cairo i de 36 timer det tog at komme igennem Suez kanalen (incl. ventetiden i Port Said) og manglede en fjerdemand til at gøren turen mere økonomisk. Så da vi om formiddagen ankom til Port Said spurgte overstyrmanden mig pludselig: ”Ungtjener, skal du til Cairo?”. Om jeg skulle! Det blev en spændende tur, med pyramider både om dagen og natten, kamelridning, besøg til de berømte moskeer og det kendte ægyptiske museum. Den næste dags aften stod vi så på Busuanga i Suez efter turen med konvojen igennem kanalen.

Det var jo 1966 og krigen i Vietnam var stærkt optrappet. Der var vist allerede omkring en halv million amerikanske soldater i landet på den tid, så vores næste havn, Saigon, var krigszone. Vi fik dermed ”krigstillæg” hvilket for mit vedkommende betød 40 kr. om dagen. Det var mere end min dagsløn! Der var travlt i havnen i Saigon og efter at have ventet godt en uge ude i floddeltaet gik vi til Manilla, men vi kom tilbage til Saigon og fik losset hvad vi skulle. Men jeg husker at jeg i ventetiden i krigszonen, omkring 2 uger, fik optjent en månedsløn i krigstillæg. Men vi var da heller ikke langt fra krigshandlingerne. Hver aften vi lå i deltaet kom et stort amerikansk krigsskib, en krydser tror jeg det var, stille glidende forbi os og stadig indenfor synsvidde begyndte den i timevis at sende bomber ind over landet.

Da vi kom til Shanghai skulle vi i karantæne. Jeg tror, at det var fordi vi kom fra fjendelandet Sydvietnam, og faktisk var der også sket det sørgelige, at 2 søfolk måneden før var døde af tyfus på det ØK skib, som gik på samme rute som os. Så vi lå så et par dage på strømmen ud for Shanghai, og nogle kinesiske læger undersøgte vores afføring for at se, om vi også var smittede med tyfus. Det var der heldigvis ingen, der var. Vi lå i Shanghai den 1. maj og den dag blev fejret med pomp og pragt med bl.a. et fantastisk festfyrværkeri om aften. Men nogle af os var også til et stort show i sømandsklubben med dans, akrobatik og magiske tryllenumre, som kineserne er specialister i. Og så drak vi naturligvis ved verdens længste bar i ”The Friendship Club”. Jeg har ikke været i Shanghai siden dengang i 1966, men når man ser billeder derfra i dag, tror man næsten ikke sine øjne. Der var kun de få høje bygninger på waterfronten, nemlig det berømte ”The Bund”, som englænderne byggede i begyndelsen af det 20. århundrede, og hele den modsatte flodbred, som i dag er overpolstret med tårnhøje skyskrabere, var et tomt sumpområde. Og alle kineserne gik rundt i blå ”Mao tøj” og lignede fuldstændig hinanden. Det var i sandhed en hel anden verden dengang.

Fra Shanghai gik turen så hjemover. Et eller andet sted i det kinesiske hav opfangede vi et SOS fra et andet skib, og jeg skal love for, at det fik Bisse Gunnar op på mærkerne. Jeg tror ikke det var så meget af medmenneskelige årsager, som det var ved udsigten til en god bjærgeløn. Men systemet virker jo begge veje, så efter at have lagt kursen omkring 180 grader om og givet maskineriet en ekstra spand kul (det var vist ved at brænde sammen), nåede vi først af alle frem til havaristen. Det var et mindre filippinsk skib, Asian Mariner, på en 3-4.000 tons, som havde haft brand i maskinrummet og nu lå og flød rundt uden maskinkraft. Efter nogle vanskeligheder - der var nogen sø - fik vi en trosse over på skibet og tog det på slæb. Efter et par dages sejlads nåede vi Manilla hvor vi ”afleverede” vores ”bytte”. Bisse Gunnar var helt oppe og køre i disse dage og som en undtagelse også venligheden selv, men hans andel af bjærgelønnen var vist også kolossal. Men jeg kunne heller ikke klage. Flere måneder efter jeg var gået i land modtog jeg et beløb, som svarede til flere af mine månedslønninger som ungtjener.

Jeg husker også, at vi på et eller andet tidspunkt løb tør for øl. I hvert fald den del, der var til rådighed for den menige besætning. Det var den uduelige hovmester, som havde regnet forkert og om det var denne situation, der var skyld i at han blev sat fra jobbet ved jeg ikke, men han forlod i hvert fald skibet lidt pludselig da vi ankom til Genua. Men jeg rådede imidlertid over en større beholdning øl, som var kaptajnens, og da Bisse Gunnar i sin ofte omtågede tilstand ikke havde check på noget som helst, kunne jeg stadig forsyne dele af den tørstende besætning med de læskende dråber. Men det var altså heller ikke sjovt at gå op igennem Rødehavet i mere end 40 graders varme uden øl. Og så fik jeg hermed lidt hævn over Bisse Gunnar.

Og så efter ca. 4 ½ måned undervejs fik vi en gang i begyndelsen af juli Kronborg om styrbord, og efter et par dage i København med diverse rengøring og andet arbejde, afmønstrede jeg. En masse oplevelser rigere og med en masse minder, som jeg nødig ville være foruden. Hvor har jeg mange gange i de forløbne 45 år tænkt tilbage på den tur! Og de mange flinke kammerater om bord, lige fra overstyrmanden, bådsen og kokken til folkene nede i maskinen. Jeg mener også, at jeg lærte meget på den tur, ikke mindst at begå mig med andre mennesker under uvante forhold. Altså når lige der ses bort fra Bisse Gunnar. Så til alle de andre snesejlere dengang på Busuanga skal der lyde en stor tak for at være med til at give mig den store oplevelse, som den tur var for ungtjener på M/S Busuanga februar - juli 1966.

Michael Davidsen.

 

Hej !  

 Først og fremmest en stor ros til dig for en fremragen hjemmeside der får nostalgien til at blomstre og når man keder sig, kan få tankerne tilbage til en svunden tid, der er agterudsejlet af kæmpe containerskibe, som jeg overhovedet ikke har noget forhold til.

Jeg har her nogle fotos fra Busuanga 1966. Jeg kom jo til at læse Micael Davidsens beretning fra Busuanga 1966 og husker ham egentlig godt. Når han så fortæller at han afløste en anden ungtjener  i Hamburg, kan jeg fortælle lidt om hvordan det gik til. Hans gode ven Bisse Gunnar gav hans forgænger (en steward fra SAS, der lige ville prøve søen også) et valg om at få en gang øretæver eller mønstre af i første havn. Han valgte det første.


Michael eller Flemming.

Forhistorien er den at han drak sig fuld og glemte at tørne til næste dag og det der satte prikken over i´et var at det var i Bisse Gunnars egen Whiskey.

Michael fik det forunderlige navn Uffe som han ikke var helt tilfreds med, det kom frem under et kortspil hvor han på pointberegnersedlen skrev U. På min forspørgsel om han hed Uffe og til hans store irritation, hang navnet ved. Jeg var selv kammerdreng ombord og blev kaldt Mikro på grund af min størrelse. Jeg fortsatte på langfart  som maskingut på norske skibe  og senere som smører og motormand og efter et par år kom jeg tilbage til Danmark hvor jeg sejlede på langfart til d. 1/4 1980 hvor jeg blev ansat på kb - ar ovf. og  sejlede til ovf. ophør. I dag driver jeg selv en hjemmeside (www.homewardbound.dk) med mine oplevelser til søs (selvfølgelig godt krydrede, det hører sig ligesom med for at få historierne til at hænge sammen).


Tom, Peter og Micahel.

I øjeblikket er jeg ved at skrive om mine meriter på Busuanga, den bliver så omskrevet med andre navne, som jeg har gjort med alle mine andre historier, for ikke at hænge nogen ud. Hvornår den bliver færdig står hen i det uvisse. Men forunderligt nok husker jeg mange af navnene af de tilstedeværende ombord: kaptajnen var som nævnt Bisse Gunnar, overstyrmand Hjalte Hjaltesen, Maskinchef Harald Nielsen, maskinassistent Grå, Kokken Ib Hørby, Koksmat Søren, Bådsmand Erik, tømmermand Frode, matroserne: Jørgen, Jørgen, bornholmer Mads, John Johansen, Heinrich m.m. en letmatros der uheldigt blev kaldt for Billy og en anden ved navn Tage. Tage fik tilnavnet bakkesangerinden, da han som tågevakt på bakken stod og sang højt med en kvindelig passager, da han skulle afløses. donkeymand Kristian Ulka som må have været om bord i en menneskealder, da jeg har set billeder af ham her på hjemmesiden helt op i halvfjerdserne på Busuanga, motormand Ib, motormand Karl isbryder og til sidst motormand Poul klædeskab. Sidstnævnte motormand sang opera i messen når han var beruset, til stor fortrydelse for matroserne.


Tom og Ib (mig selv).

Da jeg mønstrede om bord i Aarhus, var jeg som nævnt ikke stor og til min far som fulgte mig om bord sagde Poul på bredt københavnsk: bare rolig farmand, ham skal vi fandeme nok få fedet op, inden vi rammer Kronborg til styrbord. Og drengene Mikro (Ib, mig selv) Tom (skyller) Peter (messemand) Michael (Uffe, Ungtjener). Flemming (legionæren, salondreng). Flemming læste bøger som den sorte kokarde (legionærbøger og den slags) og var meget betaget af den franske fremmedlegion og ville selv melde sig til legionen. Problemet var at han var ekstrem nærsynet og ville sandsynligvis blive kasseret, selv i den danske hær. Han sad altid med åben mund og lyttede når matroserne snakkede om deres tid i trøjen, så drillede vi ham med at det slap han sansynligvis for, fordi som vi sagde, han var så nærsynet at han ikke kunne ramme en ko i røven med en kontrabas.


Ib Thomsen.

Jeg købte en kamfertræskiste i Hong Kong hos Henderson, som jeg sammen med en harmonika som jeg købte i shipmanstores Shanghai for kr.75,- har endnu.


Hongkong.

Med hensyn til Phuket kan jeg fortælle at vi var det første skib der nogensinde havde anløbet stedet. Det var et lille fiskerleje, helt uspoleret og absolut Bountyland i modsætning til i dag, hvor der er stopfyldt med turister og andre godtfolk der har problemer med at finde sig en kæreste i Danmark. 


På vej til "Paradis"


En "livlinie" til omverdenen.


Drenge på Mariners Club, Bangkok.

Vi lå på reden og skulle med shorebåd ind og det tog ca. 1 time, hvor vi kunne se bunden, ja det var ligesom et aquarium med eksotiske fisk.

Og når vi nu snakker om forandring så var der på den tid i Kina en kolosal trafik, ikke med biler, men med cykler, hvor vi snakkede om: kan I ikke se hvis de bytter alle cyklerne ud med biler, sikke et kaos.


Den Røde Plads i Shanghai.


Hr. "Grå" på den røde plads i Shanghai.


Shanghai 1966.


Udsigt fra Sømandskirken.


Udsigt fra Sømandskirken.


Vue over Yangtze river.


Afregningsbog for at kontrollere pengebeholdning.

Det var forbudt at udføre kinesisk valuta.

Jeg besøgte Kina for et par år siden, hvor jeg besøgte flere forskellige destinationer i forbindelse med WM i kvindefodbold. Forandringen var total, det spåede kaos havde indfundet sig, et uhørt antal  biler der vokser hver dag med tusind nyindregistrerede bare i Bejing. Maoskjorterne var byttet úd med moderne vestlig tøj, men med det samme totalitære system, til fordel for nogle og en katastrofe for dem uden arbejde og de invalide.


Flodliv.


Maskinassistenter.


Der bygges swimmingpool.


fra venstre: ikke genkendt? Frode, Erik Båds, Heinrich ?

Jeg var ombord på hele rundrejsen til the far east med Busuanga, men blev dog aldrig den store Ø.K.-sejler da jeg senere medens jeg gik i Rotterdam kun fik en rejse mere i Ø.K. nemlig på Selandia.


Ib (Micro) og Flemming i hyggeligt selskab på "Pissekroen" Manila.


Jørgen, Tage, Mikro, Mads og dæksdreng i mellemfolkeligt samvær på Pissekroen Manila.

Jeg mønstrede af i Rotterdam efter kun en rejse, der ikke var den store succes. På det tidspunkt var det ca. ti år siden jeg startede til søs (år 1965) på Mary North og jeg kunne godt se hvor det bar henad med de der containerskibe. Jeg sejlede derefter 5 år mere og gav op d. 1/4 1980, hvor jeg gik i færgerne. Jeg har haft mange gode timer på Østen, men foretrækker Sydamerika, Caribien og Mellemamerika, hvor jeg har slået de største huller og snakker sproget.

Med venlig og respektfuld hilsen skibsassistent Ib Thomsen.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN