"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 67

ØK – MINDER

Forhenv. maskinmester Verner Jensens ØK-dagbog.

Et broget, men festligt afsnit af mit liv som maskinmester i ØK i 50erne og ind i 60erne.

Mombasa, Sibonga, Siam, Lalandia, Songkhla.

Efter at have påført mig selv den voldsomme opgave, nemlig at læse til maskinist på Fredericia maskinist skole midt i læretiden som smede-og maskinarbejder, (under den gode Mr. Løgager fra Horsens), blev det jo automatisk en tur til marinen i mit 20´ende år, oven i købet i 17 mdr. som tvungen korporal.

Det lå slet ikke til mit temperament med al den ”style” der var på ”Spaggetti-bådene”, så efter alle mulige krumspring og bl.a. 10 dage i brummen, lykkedes det at komme over på fregatterne ”Holger Danske” og ”Niels Ebbesen” med VOKSNE officerer, og det sluttede af med gode oplevelser bl.a. på Færøerne.

Derfor var det oplagt at tage ud at sejle bagefter, og turen gik til Mærsk. Men igen stødte jeg ind i noget, der ikke lå til min natur, nemlig at man ville have min underskrift på, at intet, der kom til min kendskab, måtte komme videre offentligt. Fuld tryk ud af kontoret og nu over til maskininspektionen på orientkajen til den navnkundige Hr. FABER. Godt man var advaret, ellers havde jeg aldrig stået model til hans modtagelse.

”Kom herover”, var ordren fra hans skrivebord, og så gloede han op og ned af mig og fyrede så af:

”Hva´fanden er det for nogle sko at stille i?” (havde hyttesko på) ”De tager jo vand ind i regnvejr”. Jeg gloede tilbage og replicerede: ”Jeg har vandtætte strømper på!!!!”. ”Nåååh, nåååh, kan De ta´ af sted med det samme?”

Er der i øvrigt nogen, der kan bekræfte, om den historie om Faber, der ofte blev fortalt på skibene, at der engang i hans tid som udstationeret i Bangkok, skulle have været en rusaften, hvor ham + et par andre overtog styringen af en sporvogn, og væltede med skidtet, hvorefter den gode Mr. Faber skulle have udskrevet en NY sporvogn på en af ØK´s så berømte bonhæfter? (denne bon skulle stadig eksisterer i glas og ramme).

Det kunne jeg inden for få dage og det blev med farbror Jørgen som chief og så ”Mombasa” på Parkistan/Indien-turen i april 59. Hold da kæft en start, for selv om det jo ikke var drømmemålet østen, (eller som mine kammerater sagde, hvad fanden vil du der ud efter), så blev det en utrolig start på nogle super spændende år hos ØK. Der var nogle assistenter, mestre og mange festlige personer ombord, bl.a. telegrafisten Palle Hegelund, men især mestrene husker jeg navnene på, nemlig fra oven og nedefter:


4. mester Poul Johansen "Kasketkarl"

Jørgen Jørgensen, Sv.Å. Poulsen, Herbert Handorf, og så 4. mester Poul Johansen, (Kasketkarl). Sidstnævnte var et studie i vanvittige påfund og optrædener, og jeg var så heldig at komme på hans vagt. Havde prøvet meget i livet inden, men dette mit første skib slog alt, hvad tilværelsen hidtil havde budt på. bl.a. kan jeg huske hans helt fantastiske ”rullespring” i officersmessen hen over et fuldt opdækket bord, (med de mindst 7 slags pålæg + det varme), og lande ovre i sofaen uden noget var rørt. Men det sjoveste var, når 2. mester Poulsen så prøvede; (måske efter nogle kraftige drinks), og slog sig af helvede til og med det meste af pålægget over sig!!!! Poulsen var jo kommet nede fra hvad nogle kaldte straffeskibet ”Bintang”, og havde vist også været udsat for ret voldsomme oplevelser under 2. verdenskrig, så nogle af disse øvelser blev videreført i maskinrummet under råbet: ”Flyverskjul”. Så skulle alle i nærheden kaste sig ned på dørken, (vi var udnævnt røgdykker 1, 2, 3 og 4), og så mavede vi os rundt indtil ”angrebet” var overstået. Aldrig havde jeg grinet så meget, det var jo bindegalt, men trods alt fik vi jo skibet til at sejle.

Mombasa.


Mombasa d. 14/06-59 Bombay.

Første stop var Gdansk, hvor man første gang oplevede en utrolig fattigdom samt magten og mulighederne i noget så ekstremt som værdien af nogle stykker Lux sæbe (i GULD-indpakning). Min forlovelse hjemme var gået op i røg, og hernede i det polske kommunist paradis blev man hovedrig af ovennævnte vare. ”Vekslet” blev noget af ”guldet” investeret i 2 skønne damer, en oplevelse ret afvigende fra min verden i det jyske.

Turen videre ned gennem Europa gav nogle flere skægge oplevelser, bl.a. i Antwerpen, hvor vi lå ved kaj ud for et hjørneværthus. Da vi skulle sejle, var en stor del af besætningen samlet til belgisk øl derovre, og det endte med, at der dannedes en ring ud gennem en dør og ind gennem den anden om hjørnet, hvor man løb syngende rundt, samtidig med, at skipper Zycho Zacho stod oppe på brovingen og skreg noget om, at se så for fanden at komme ombord, VI SKAL AFSEJLE!

I Genova prøvede jeg at besøge en spændende dame, som en tidligere 4. mester havde anbefalet, og det var så godt, at jeg da gerne ville have hende med ombord om morgenen. Da vi stillede ved gaten, skulle der indhentes en tilladelse fra skibet. Så ombord for at få en sådan, men jeg huskede ikke hendes efternavn, så 1. styrmand sagde: så kalder vi hende sgu for Miss Ravioli, (desværre var jeg ikke kendt udi det italienske), så hold da k--- hvor de grinede i gaten, men ombord kom hun. Så måtte jeg tage de lærepenge med!


Værtshus Antwerpen tv. Palle Gnist og motormand "Paven".


Her går det godt, med Gnisten i midten.


Hilsen til alle her fra Antwerpen.

Næste stop var i Livorno, og her havde man chancen for at komme op og se ”Det skæve tårn” i Pisa. Så af sted på scooter susede gnist Palle og undertegnede, og op i tårnet ad nogle meget stejle vindeltrapper gik det. Lige foran mig trippede et meget lækker skønhed opad, og jeg sku´ hilse at sige, at det ikke var en kedelig udsigt at se op i. Så et råb ned til Palle nedenunder: ”det ser faneme ikke kedeligt ud det her foran”. Så vender lady´en sig ned mod mig og siger: ”Nå, er du tilfreds med udsigten”? Så lærte man også, at der er danskere over alt i verden, (men hun sendte mig nu godt nok et rigtig sødt smil, da vi mødtes deroppe!).

I Middelhavet opdagede jeg noget, som også blev bekræftet senere, da jeg sejlede med sejlbåd i området, nemlig at det virkelig kan storme i det forventelige solrige og smukke hav. Tak skal du have for nogle vælteture, man har været med til på vej til og fra Suezkanalen. For øvrigt lå der jo stadig en masser af vrag i kanalen efter blokaden, da jeg første gang passerede kanalen i maj 59, og det var virkelig et kulturchok at møde de aggressive arabere og deres handelsteknik, den lignede ikke min købmands i Fredericia. Men endnu værre blev det i Aden, hvor et møde med en arabisk hånd midt i ansigtet var en uventet velkomst. Årsagen var, at jeg store klovn fotograferede hans tildækkede hustru, hvilken forbrydelse.

Mødet med Pakistan i Karachi var et studie i problemerne med delingen af Indien og Øst – og Vestpakistan. Vi var ude i en kæmpe flygtningelejr, hvor man havde levet siden delingen i 47, og det var under helt ufattelige kår, de boede. Alligevel mødte vi børn, som så glade ud, og utrolig nok så ud til at trives. Værre var det inde midt i byen, med alle de spedalske, der lå og tiggede fra deres små interimistiske brædder på hjul. Erindrer at jeg ville give en forarmet dreng en cigaret, og hokus pokus, så var man omringet af en vild skare, og væk var hele pakken!

Derefter videre til Indien med anløb i Bombay, Cochin, Madras m.m. og hold da k--- til mylder af mennesker. Spændende at se englændernes efterladte fantastiske koloni arkitektur, som allerede da var i forfald, blandet sammen med alle mulige religiøse retninger, både i byggestil og levevis.


Børn i Indien.

Selvfølgelig skulle vi også ud på ”damejagt”, og som jeg fortalte vennerne ved hjemkomsten til spørgsmålet om prisen på en sådan ydelse = 14,77 kr. De gloede sgu noget, (men det var kursen på 10 rupee), så den var god nok, selvom det godt nok heller ikke var på 5 stjernede hoteller!

Inden vi skulle laste i Madras på vejen hjem, gik turen til Østpakistan På sejlturen derop i den Bengalske bugt røg vi ind i en voldsom storm, hvor der blev banket pæle, og hvor skruen kom fri af vandet af og til og rousede, så hele skivet rystede.

Dette medførte, at stævnrørspakningen blev utæt og vandet styrtede ind i akselgangen.

På et tidspunkt begyndte det at knibe for vores lastpumper at følge med, og vandet nærmede sig bærelejerne.

4. mester Kasketkarl og en af assistenter måtte helt ud i enden af gangen og forsøge at spænde pakningen tæt.

Hvilket syn, da de kom op igen i deres ”uniform”, nemlig små trusser og med det ene og andet møj smurt over hele kroppen;

Desværre tror jeg nok fyrbøderne af og til tømte en vist genstand derude.

 

 

 

Kasketkarl og Ass. efter stævnrørsreperation.

 

 Madras gav et billede af børnetiggere af en helt anden verden, idet de kom padlende ud til os på træstammer, mens vi lå for svaj og ventede på plads ved kaj. På opfordring gennem deres fagter og råb, skulle vi så kaste mønter ud, og ved gud om de ikke dykkede og fik hentet dem op igen de fleste gange. De var små kunstnere, tvunget af nød. 

Lastningen var erts som blev båret op til lastrummene på hovedet i kurve og balanceret op og ned af smalle planker fra kaj til skibet. Utroligt at de kunne fylde et 10.000 tons skib på den måde. Men det gav jo mange dage i havn med mulighed til at se byen og landet modsat i dag. Mage til fattigdom skulle der vist ledes længe efter, og det, der bl.a. var rystende, var morgenvognene, der kørte rundt og samlede nattens døde op. Jeg husker en situation, hvor vi på vej hjem om natten måtte skræve over flere lig på fortovet.


Flygtningelejr i Pakistan.

Anløbshavnen var Chittagong i det daværende Østpakistan, (nuværende Bangladesh), et vildt anderledes sted i forhold til Europa. Jeg husker der kom en masse pjaltede arbejdere ombord, og de blev sat til at banke rust på dækket, et dæk der var så varmt, at vi med sko på, næsten brændte fødderne gennem sålerne. Der arbejde de så dagen lang på bare fødder, ganske ufatteligt.


Verner på Jeeptur.

Gnisten og undertegnede var på sonderings tur ud til et ”underholdnings” område, og fik vist det ene og andet under vesten; i hvert fald blev Palle ret syg på hjemvejen, og ret uheldigt bukkede han sig ud over det uafskærmede hjul på den cykle trukne rickshaw, hvilket medførte, at opkastet blev slynget rundt og bl.a. tilbage op på ham selv. Det har vi grinet meget af senere hen.

En ting, jeg også hurtigt lærte var, at hvis man en dag meddelte, at man nok havde influenza eller anden dårligdom, og så mente at vagten ikke kunne passes, så var der ingen kære mor: ”du fejler sgu ikke noget alvorligt”; men var man fuldesyg en dag, så blev der taget hensyn. Jo, for det vidste man jo hvad var, og der måtte man hjælpes igennem, (nå, måske overdriver jeg nok en smule).

Efter hjemkomsten til Danevang, skulle vi på værft på B&W, og der mødte man for første gang nogle af de meget specielle mestre i ”Gænget”. Dem jeg husker bedst var: Skrig og Skrål, Skralde, Store- og Lille Ras, Weiz, Feilberg, og ja der var flere, men de var nok de mest farverige. Det var ikke altid, at det var den præsterede mængde arbejde, der gav pote, men derimod om man stod mål med deres ret sarkastiske form for humor, og lykkedes det, kunne det smitte af på nogle rigtig ”gode” overtidsafregninger. Jo det var sgu tider dengang. Det var aldrig gået i dag, men det gjorde det jo desværre heller ikke for Kompagniet senere, med det er en helt anden historie. Havde man dengang antydet, at rederi afdelingen engang ville blive opkøbt af Mærsk, var man givet blevet fyret, (men det var også helt utopisk på det tidspunkt).

Nå, det var et sidespring, så tilbage til B&W skibsværftet. Der var en virkelig pudsig oplevelse, idet jeg ved fyraftens tid fik besked på af Skralde, at vores værktøj skulle låses godt af vejen: for de skide B&W arbejdere stjæler som bare pokker! På vej rundt for at ”redde” vores grej høre jeg nogle af de ”frygtelige” B&W folk sige til hinanden: det er sgu med at få låst for vores værktøj, for de ØK slyngler hugger af helvedet til. Skægt, ikke.

Da ”Mombasa” mere eller mindre gik fast på Indien, bad jeg om et nyt skib, (for at have mulighed for det eftertragtede Østen), og det lykkedes at få lov at mønstre ”Sibonga”. Men ak, så skulle vi pludselig overtage en tur til Australien. Så i 19. nov. drog vi af mod noget, jeg troede var en tur, der blot skulle overstås, og så blev det alle tiders oplevelse. Det sydlige kontinent er så stor en kontrast til vores verdensdel, så de mange gange jeg efterhånden senere har været der, har altid været så berigende, at man ikke kan få nok.

Sibonga.


Sibonga på B&W-værftet.

S- bådene var nok de bedste skibe ØK fik bygget, i hvert fald på den tid; vi boede midtskibs og indretningen af maskinrummet var virkelig overskueligt og gennemtænkt. Dermed være ikke sagt, at fejl ikke kunne ske. Det lykkedes da for mig at få byttet rundt på 2 forbrugstanke til hjælpemotorene, så ”lortet” gik i stå, og dermed mørkelægning, og et øgenavn, som stadig er brugt af nogle af vennerne fra dengang, nemlig ”Black Hand”.


Kong Neptuns følge ankommer.


Så er vi klar.


Verner får sin dom ved revisor.


Der tages fat.


Næsten færdig.


Kniven slibes.

På turen over Indiske Ocean skulle alle vi stakkels hedninge, som ikke var godkendt af Kong Neptun, igennem den traditionelle klargørings kur, så vi kunne blive en af Hans Højheds sønner. For mit vedkommende endte det op i en voldsom straf efter at dommerne, grundet div. anklageskrifter, havde dømt mig til at kysse ”Dronningens” storetå. Desværre var det vores største matros, som havde skiftet køn den dag, og da jeg i forvejen ikke brød mig om ”hende”, så tog jeg den ”kære storetå” i munden og bed voldsomt til. DET skulle man nok ikke have gjort, hold da k--- hvor de hævnede sig med sennep, chilli, blæk og alt mulig ildelugtende uhyrlighed samt tærsk med tovværk. Nå, skidt, det var en festlig dag, og heldigvis havde kokken skaffet nogle bakker æg, som virkelig blev placeret nogle effektive steder i hovedet på de værste af mishandlerne. Det skal tilføjes, at skipper havde krævet, at de passagerer, vi havde ombord, deriblandt nogle smukke quinder, blev døbt først, jo, inden der var røget for mange pils indenbords.

Til afslutning kan lige nævnes, at vi var 2 med skæg, og det havde den ”kongelige barber” truet med klippe af. Jeg var ligeglad, men 4. mester tiggede og bad om han ville forbarme sig. Det gjorde han så og tog i stedet det halve af hans hår. (Han blev så ophidset, at han nåede at brække en lillefinger på ”barberen”). Jo, det var en herlig dag!

Anløbet i den måske mest afsondrede storby i verden, nemlig Freemantle-Perth, var en helt styrtende oplevelse efter den lange tid på havet. Når man påtænker afstandene til næste storbyer som Darwin i nord og Adelaide i syd er hhv. 4440 km og 2800 km, samt 2000 km til Alice Springs i midten, så bliver én jo helt forpustet.

Videre gik det til Melbourne, hvor vi virkelig opdagede det noget bornerte indvandre-engelske søndagsskole-miljø. Det var netop søndag og alt var lukket på nær kirkerne, så det var enten i botanisk have eller i sømandsklubben. Men det varede jo ikke så længe, inden vi opdagede, at bagved den hellige maske var damerne såmænd helt normal. En opringning til en af byens hospitaler eller til frøknerne på en privatskole gav fint resultat, når man pointerede, at de højtærede quinder var inviteret til lunch i OFFICERS -messen på det gode danske skib Sibonga. Utrolig til udvikling der fandt sted undervejs fra de store hvide bredskyggede hatte + lange broderede handsker til senere ganske festlige partnere. Jo, snaps er god ting. Glemmer aldrig senere på dagen, hvor jeg blev tilkaldt til en mindre erfaren kollega på hans enemærker: ”om jeg lige kunne hjælpe med at løsne hægterne på hendes korset”; selvfølgelig, man svigter da ikke en ven; (og så havde nogen sagt, Australien var kedelig).


Palle Gnist og 2. og 3. styrmand udfører øl-kunst.

Så gik det op til den fantastiske by Sydney med den nok mest utrolige opera bygning i verden. Den skulle den gode hr. Utzon have haft lov til at bygge ved indsejlingen til Københavns havn, så var vores hovedstad blevet beriget med et strålende eksempel på dansk arkitekt kunst.

Vi var også nogle stykker, der absolut måtte forcerer Sydney-broen, men ovenpå stålkonstruktionen. Et fantastisk skue ned over Australiens smukkeste by.

En tur i ”Old Sydney” gav et realistisk indblik i de første stakkels straffefangers ankomst i halsjern og lænker. Vi så bl.a. optrin med afstraffelse ved pisk, samt fanger i gabestokken, (afprøvede den selv). Fik for øvrigt her forklaringen på, hvorfor man ser ældre gubber dreje hovedet fra side til side, når de svarer JA til et spørgsmål, (i stedet for som os, der nikker). Det er vane fra tiden, hvor straffefangerne havde halsjern på: da kunne de ikke nikke. Ha, ha!

Var også i Newcastle, Brisbane, Cairns og Hobart på Tasmanien, og især den sydlige ø var super spændende at kører rundt på i en lejet Holden.

Husker senere på hjemvejen, hvor vi skulle laste malm erts i Port Pirie, og hvor lastningen tog længere end beregnet, der opstod virkelig nogle vanskelige situationer, idet veninderne fra byens hospital en dag uanmeldt kom på besøg samtidig med at nogle af vores yderst spændende skolelærerinder var inviteret. Det var godt, at skipper fik lastet det sidste erts hurtigt ombord, idet der nærmede sig borgerkrigs lignende tilstande ombord.

Nu vi er ved denne utrolige havneby, så er det nok den mest ”westernagtige”, man kan finde i Australia. Med jernbane midt i hovedgaden og pub´erne ligger på stribe der henad med adskilte mands - og kvinde afdelinger.

 
Frontskytten alias Verner er klar.

Vi var i øvrigt på alle tiders kænguru jagt inde i baglandet. Aldrig har jeg prøvet noget lignende, idet vi først kørte, jeg ved ikke hvor mange kilometre ind til en farm, og så i nattens mulm og mørke drønede rundt med en ombygget landrover med plads til en riffelskytte foran på en specielbygget stol monteret oven på motorhjælmen + omgivet af et kænguru-gitter.


Jeep og jagtudbytte.

De resterende 5 af op var oppe på ladet udstyret hver med sin haglbøsse sammen med batterierne og flashene. Så gik det ellers af sted for at spotte de LYSENE pletter, som jo angiver kænguruernes øjne.

Vi havde kørt af sted et stykke tid, og pludselig var vi heldige, og så en masse lysprikker. Alt blev fyret af mod målene, indtil vi hørte nogle vilde skrig inde fra førerhuset: ”no, no, its my ships, for god´s sake”. Nå, vi ramte vist ikke særlig mange.

Senere på natten fik farmeren så øje på en ræv, som vi jagtede med tæt ved 80 – 100 km/t, indtil han ramte en træstub, og vognen næsten væltede. Skuddene gik vildt af, og batterierne fløj gennem luften, og vore kollega ude på køleren fik en tur, han aldrig glemmer. Det gør i øvrigt vi andre heller ikke, og vi fik da ram på 2 kænguruer og fik halerne med hjem til kokken på skibet, som lavede alle tiders suppe til os helte.

Kan slutte af med at nævne, at øvrige dele af dyrene blev smidt ud til nogle i mine øjne uhyggelig udseende kæmpe hunde, farmeren havde, (australierne spiste ikke selv kødet, selvom jeg mener, det er ganske godt).

Efter en fantastik tur, nåede vi hjem til Dannevang igen, og skulle lige forbi Århus havn med en del last.

Min gamle far kom rejsende op fra Fredericia for at besøge sin berejste søn, og sikke et besøg. Han havde jo aldrig været på sådan et stort skib før, så alt virkede overvældende og imponerende på the old man. Jeg var ikke helt klar til tage med op i ”storbyen”, så tilbød ham lidt at drikke i ventetiden, Som indskudt bemærkning skal nævnes, at faderen min, aldrig havde smagt gin før, så tilbudet om en gin/tonic blev accepteret uden erfaring på området. Da jeg kom op et øjeblik senere fra maskinen, og lige skulle en tur i badet, udtrykte hans ansigt ikke just velbehag. ”Puha, det er noget stærkt noget”. Ok, så får du fyldt mere fortyndende tonic i.

Efter badet var hans humør meget bedre, ja efterhånden blev det helt overvældende, og da vi skulle i land, var han helt vild for at få nogle kartoner cigaretter med. Jeg forklarede, at vi skulle lige forbi toldbygningen med alle de lurede toldere, men som han sagde: ”en i hver af forlommerne og lige sådan i baglommerne”. Det går sgu aldrig, prøvede jeg. Ork jo, bare man går AFSLAPPET. Hold da k---, det lykkedes, og sikke en aften vi havde, aldrig havde jeg set den gamle underholde hele spisestedet sådan.

Fik ham senere med toget mod hjembyen, og så ombord for at få lidt søvn. Var lidt tørstig efter den gode aften og snuppede lige resten af tonic én. ------- Føj for den lede, det var ren Gin. Så pludselig forstod jeg årsagen til aftenens store succes lig med den helt igennem sprudlende hr. fader. I virkeligheden havde han fået et HELT ølglas fuld af ren Gin. Forklaringen er følgende: vi havde jo været i Australien, og dernede er der et værre bøvl med de kære toldere, så næsten alt havde været under segl. Så for at have lidt oppe på kammeret, havde vi kommet en del gin over på tomme tonic flasker, og sat kapslen på igen. Det var sådan en ”synder” fra dengang, der havde forputtet sig blandt de alm. fredelige tonicvand. Men sikke en festlig aften, det gav!!!!

”Sibonga”s næste rejse var så endelig til ønskemålet, men ak og ve, uden om Bangkok. Dog havde vi alligevel mange spændende anløb, først i Rangoon; som fuldstændig overvældede en´ med den guld- og diamantbelagte Shwe Dagon Pagode. Så voldsom en kontrast mellem rigdom og afmægtig fattigdom er nok vanskelig at forestille sig overgået andre steder, (og det har næsten været en statisk tilstand siden da under militærstyret).


Opdragelse af motormand.

Så fulgte ellers Penang, Port Swettenham, (Kuala Lumpur), Singapore, Phnon Peng i Cambodia, Saigon, Hongkong, Manila og Yokohama og Nagoya. Her kunne fortælles mange pudsige oplevelser fra alle disse spændende steder, men nøjes med nogle enkelte episoder.

Første gangs oplevelsen af Singapore var en voldsom omgang, idet man på turen op af Bugis Street med et kig ind i de elendige lokaler, kunne se de magre kroppe af opiums rygende kinesere ligge i faldefærdige etagesenge. Alligevel var der en rigtig østen-romantisk atmosfære over alle de åbne små spisesteder, der var i gaden, (som desværre helt er ødelagt i dagens moderne renoverede storby). Sømandskirken lå ikke langt fra det berømte Raffles hotel, så begge dele blev besøgt.


Så kan han lære det.

I Saigon var modtagelsen af os unge 1. gangs oplevere helt kongelig, idet vi ved første landgang blev modtaget af nogle små henrivende og ustyrlig smukke kvinder/piger, som stod og viftede med små dannebrogsflag foran deres uskyldig udseende bar lokaler. Med en vild charmefyldt dansk-accent: ”du majet dajlig dansk mand, kom ind, kom ind”, ja så var man solgt. Havde jo ikke endnu været i Bangkok, så alt var indbydende. (Fik senere stjålet mit armbåndsur af nogle knægte, som kunne løbe ret meget hurtigere end jeg).

I Hongkong skulle så ”Søndagsskolen” komme ombord. Dem havde de erfarne matroser talt en del om. Så vi yngres spænding var stor, da der lagde en båd til ved gangvejen, og op væltede det med yndige kineserinder; der var sgu ikke noget særlig helligt over dem, hold k---- hvor de erfarne morede sig over os!

Ved anløbet i Manila på Phillippinerne fik vi besøg af sømandspræsten, og vi blev belært om at holde os fra visse bar områder og især den lokale rom. Jeg ved ikke, om det var den ungdommelige letsind eller dum bedreviden, men i hvert fald var det så lige, hvad der skulle prøves. Kors, hvor blev jeg syg ud på natten, så da man kørte mod havnen i en af de der jeep-taxaer, hang jeg ud af den åbne side og brækkede mig hele vejen til skibet. (Nåede dog i løbet af aftenen at være sammen med en døvstum dame, en virkelig anderledes og smuk oplevelse).

I Japan mødte vi for alvor en fuldstændig anden kultur. Gruppementaliteten var så udpræget en del af befolkningens måde at leve på, at det virker overvældende for os danskere, som er vant til muligheden for individuelle beslutninger. Så det bl.a. i havnearbejdernes måde at fungerer på, men har også senere i livet observeret på i samarbejdet med japanere på platforme m.m. Men det forhindre jo ikke, at vi beundrede de enorme fremskridt landet havde taget efter anden verdenskrig. Her var også tog til tiden og hastigheder vi ikke havde set i Europa, og så muligheden for at få indkøbt div. utrolig smukke 12 personers spise- og kaffestel. Har alt endnu til beundring fra venner og bekendte.

Men også her må nævnes japanske mænds forhold til kvindekønnet, som indebærer, at det mere eller mindre er tilladt at hygge sig i byen med en geisha ved siden af ægteskabet, (som ikke må forveksles med en europæisk prostitueret).

Det gav så os sejlende nogle oplevelser af en helt anden verden. For mit vedkommende mødet med en pragtfuld kvinde, som bl.a. med sin gennemførte kulturelle indsigt og opførsel, fik samværet op i et himmelhøjt plan i forhold til resten af østen. De bade og massage seancer man oplevede afsluttende med det mere personlige islæt, var fantastisk; (og så kom hun rejsende til næste anløbshavn). Det er ikke så underligt, at mange søfolk, der sejlede fast på Japan, blev gift derude.

Men tilbage til hverdagen ombord. Der var mange skægge og anderledes situationer, bl.a. havde undertegnede noget vrøvl med at få en ”polyt”, (en studerende fra polyteknisk læreanstalt, som optjente værkstedstid udført som maskinass.), til at møde til afløsningen ved 24 – 04 vagten. Så en aften tænkte jeg, at nu skulle det være slut. Tildannede så en fidibus af et stykke ståltråd og noget tvist + dyppet i lidt petroleum, og afprøvede den, (jo den brændte fint, slukkede igen), og så op til kammeret. Bandt et stort halstørklæde for ansigtet, tændte på ny fidibusen, buldrede ind til forhænget ved køjen, rev det fra og brølede:” SÅ ER TIDEN INDE”. Hold da k----, hvor han skreg og hylede, men han kom ALDRIG for sent mere.

En anden episode var i Aden, hvor vi lå og bunkrede olie. Skulle samtidig have ordnet noget ved pakningerne omkring skylleluftindgangene, og en af de lidt kraftigere assistenter var sendt derind for at spænde div. møtrikker. Problemet var, at han desværre havde fået en del at drikke inden, og så faldt han i søvn i en vanvittig stilling inde omkring pakningen. Vi kunne ikke få ham vækket, og kunne heller ikke få ham trukket ud, pga. armene satte sig i klemme. Chiefen var rasende, fordi vi skulle sejle, men kunne ikke melde klar til broen. Efter et par timer, en masse koldt vand, slag og stik, fik vi ham endelig ud. Hold da op hvor han så ud, så der gik noget tid, inden han igen vovede at kigge i retning af en Carlsberg.

Jeg husker også en anden måske knap så morsom situation, i hvert fald for ham det gik ud over. Vi var inviteret op til høkeren, (som i øvrigt ikke var særlig populær ombord grundet en vis spareiver, blandede margarine i smøret, solgte af ølbeholdningen i land, så der blev rationering inden hjemkomst osv.). Han havde fået en ny fin båndoptager, som skulle indvies behørigt, så der var disket op med lidt ØK-drinks, (Gin/Vermouth), og efter en del indtagning af væsken, hvilket på et tidspunkt krævede et tiltrængt toilet besøg for værten, kom han lettet og storsmilende tilbage, og sagde, at nu skulle vi lige høre, hvor godt vi havde hygget os. ”Slyngelen” havde haft båndoptageren kørende hele tiden, og desværre for ham, havde vi omtalt ham mindre pænt under hans fravær. Smilet forandrede sig fra smukt til stormvejr under afspilningen, og festen sluttede brat!

Det var også i de tider, hvor det var blevet moderne at få kvindelige telegrafister ud, så min gode ven Palle Hegelund var fortrængt til andet skib. Det var en svær tid, fordi man var vant til at kunne tale om alt muligt i officersmessen, mere eller mindre højtravende, og i hvert fald uden at det kom videre op til skipperen. Det var også meget pudsigt, at selvom det var aftalt, at INGEN nu skulle begynde at gøre sig til for damen, ja så er vi mænd desværre ikke gode til at holde den slags løfter. Det kunne så medføre jalousi og nogle mindre gennemtænkte straffe foranstaltninger.

Episoden, som jeg nu omtaler, er jeg ikke stolt af i dag, men tiderne var jo anderledes dengang. Vi mødtes jo hverdag til fem-drinks med de førnævnte ØK kreationer. Det gik på skift, så dagen før vi skulle ind til Lady-gnisten, var der ”uheldigt” smuttet en fiskefillet ned bag hendes klædeskab. Der skal ikke megen fantasi til at forstille sig udviklingen af div. lugte under tropernes sol, (det skal bemærkes, at der ikke var aircondition på denne båd eller på nogle af de andre skibe, jeg sejlede med). I løbet af dagen så vi gnisten udfører alt mulig rengøring af sit lukaf, men uden held, så ved vores arrivering kl. 17.00, måtte vi meddele, at her kunne vi ikke sidde, for det var dog en skrækkelig lugt, hun udspredte. Stakkels Quinde, og det endte da også med, at vi måtte ”hjælpe” hende af med ”årsagen”, men måtte den dag indtage drinken anden steds.

Nå, det skal tilføjes, at det jo blev helt normalt hen ad vejen med dette kvindelige islæt, og i virkeligheden var det nok meget godt med en lidt mere afdæmpet samtaleform i messen.

Husker også en situation, som ikke kunne forekomme i dag med alt den GPS og lignende tiltag, idet vi lå i Hongkong, og havde under opholdet for svaj i strædet mellem Victoria øen og Kowlon fået filtret de 2 ankerkæder ind i hinanden, og der var et stort tidsforbrug med udredningen af de drilske kæder. Dette måtte hovedkontoret endelig ikke få at vide, så skipper meddelte hjemover, at vi var undervejs til næste destination. (I dag er man under observation hele tiden og rederen ved på meter hvor hans skibe er, uha).

På vejen hjem var vi inde i Colombo på Ceylon. I sig selv en ikke særlig spændende by, men da lastetiden trak ud, fik vi en utrolig tur rundt på øen med lejet taxa. Hold da op for en bindegal chauffør. Først kørte vi til bl.a. Kandy og Nuwara Elaya, og han forbavsede os ved ikke at bruge hornet uafbrudt, (som de normalt gør blandt andet i deres vanvidskørsel i bjergene). Det viste sig da også, at forbindelsen til hornet var i stykker, så på et tidspunkt stoppede han, var ude at rive i forskellige kabler, og pludselig fungerede det, dvs. nu tudede det hele tiden, men det var han fuldstændig kold over for. Vi kørte gennem landsbyer og menneskeflokke med total hornudblæsning, men ingen tog sig tilsyneladende af larmen, de er så vant til ukontrollabel støj. Hans bjergkørsel var en fuldstændig ubeskrivelig oplevelse med vilde overhalinger og fuld tryk på rundt i uoverskuelige sving, men på den anden side, ”hornet var jo for fuld udblæsning”, og så flytter de andre sig nok, og ja vi kom levende fra det!

Efter et par spændende dage med blandt andet overnatning i Gaulle i syd, gik det op til Mt Lavina området syd for Colombo. Det er her i baglandet ”Broen over floden Kwai” er optaget. Vi badede ved hotellet, hvor undertegnede fik en nær-døds oplevelse, idet man kunne leje surfbrædder til brug i den smalle bugt ud fra hotellet. Problemet var, at jeg blev rullet med ned i en kæmpe bølge, blev ramt af sand og småsten, og røg så ellers et stykke ud i bugten. Grundet strøm m.m. blev jeg så tvunget til at svømme ind over en kyststrækning med brænding og masser af koraller, kors hvor så man ud på bryst, arme og ben, efter det lykkedes at komme ind på land minus surfbrættet.

Nu vi er ved Ceylon, kommer jeg i tanke om en forglemmelse fra Mombasa tiden, idet vi var en tur i Trincomalee i nordenden af øen, (oppe ved tamilerne). Herfra var Palle og jeg også på en ”Taxatur” ind på bjergdelen med de smukke theplantager. Vi havde aftalt en pris og troede alt var under kontrol. Ved tilbagekomsten til bugten, hvor skibet lå ude og lastede fra barges, ville vores taxa-ven pludselig have det dobbelte i betaling; ikke tale om, vi ville ikke give os. Hold da op hvor det så udviklede sig. Han forsøgte at kører os ned med vognen, og vi måtte styrte ned mellem nogle palmetræer og bruge dem som skjold. Under store trusler om at vende tilbage, kørte han mod byen. Vi turde ikke gå ned til havnen, hvor bådeservicen ud til skibet lå, så efter en tids søgen, fandt vi en forkommen bette fisker, der i sin elendige båd roede os ud til frelsen ombord.

Det var med erindring om en norsk båd, der kort forinden havde haft en del af besætningen i land her, og som var blevet gennembanket med trækævler, at vi virkelig ikke havde været stolte over situationen!

Efter div. udlosninger op gennem Europa var vi så tilbage i Frihavnen. Her havde jeg så inviteret mine søde kusine med mand ombord, (de havde været meget gode ved mig i min marinetid). Havde lovet dem nogle kartoner cigaretter + nogle flasker ildvand. Desværre havde vi fået besøg af det ”Sorte gæng”, som havde snuset alle mulige steder, men ikke fundet noget, så derfor kunne jeg sende min familie hjem med løftet om, at jeg kiggede ud om aftenen med varerne. Så var fanden pludselig løs, fordi tolderne var begyndt forfra, og nu skilte de ventilations kanaler, maskindele m.m. Undertegnede havde jo gemt mit i en stor varmeveksler, med store møtrikker på og griset dem til, så det så naturligt ud, Havde brugt det sted før med held. Pokkerme om de ikke begyndte at løsne de møtrikker.

Elektrikeren havde gemt noget sammen med mig, og jeg kontaktede ham og sagde at helvede var løs. Ta´ det roligt makker, sagde han, de kan aldrig vide det er os, men der gik ikke så længe, så blev jeg kaldt op i salonen, og blev spurgt om jeg havde gemt noget i maskinen. Nej, overhovedet ikke! Derefter gik der et kvarter, så blev der sendt bud igen. ”Er de Verner Jensen”? ja, det var jeg jo. ”Har de gemt noget i maskinen”? Nej, nej det havde jeg ikke! Ud igen af salonen og på vej hen af gangen møder jeg hovmesteren, der opgivende udbryder: ”Hvorfor fanden har du skrevet navn på gin flaskerne”?

Den ”humoristiske forklaring” var så, at vi havde været i Australien, og dernede haft en del af disse varer under segl, og dette havde kammerdrengen ordnet. Så for at holde styr på hvem der ejede hvad, havde han med småt nede i det ene hjørne af gin flaskerne skrevet vores navne. ØV!

Så til bidet og op til tolderne og indrømme. Først ville de slet ikke kendes ved mig, ”Hvem er de”, gloede de ondt på mig, men hen ad vejen tøede de lidt op, ”men De kommer til at betale hvert et gram” var så domsafsigelsen. Da jeg så dristede mig til at spørge om, hvor meget noget pibetobak udgjorde, (det tilhørte elektrikeren), ville de have vedkommendes navn. Da jeg ikke kunne ”huske” det, fik jeg alligevel beløbet, for som de sagde, så må De selv opkræve tilgodehavende. Måtte slippe over 700,- kr., det var mange penge i 1960, så der gik et stykke tid inden den slags skulle prøves igen!

Alt blev også konfiskeret, så det var en klam fornemmelse at komme ud til familien om aftenen tomhændet, de følte måske lidt skyldige i det, hvilket slet ikke var tilfældet!

Nu havde man så ikke haft ferie siden jeg startede i ØK 1½ år tidligere, så nu skulle det være.

Siam.

Sad så og hyggede sig med nogle kammesjukker over et par øl, og så spurgte min ven Anders, om ikke jeg kunne skaffe ham ind i Kompagniet. ---- OK, man er vel en kammerat, ringede over til Mr. Faber og forelagde den gode herre sagen. ”Jo da”, sagde han, ”han kan tage ned til gamle Siam, som har ligget oplagt ved Nakskov 1 år, men nu skal af sted. Og så kan de tage med Jensen”.

Det havde sgu ikke været meningen, men så skidt da, jeg tog med Anders ned til Nakskov skibsværft efter kun 5 dages ferie. Og sikke 4 måneder, jeg fik der ombord. Har aldrig oplevet noget lignende i resten af mit liv. Den gamle tanker skulle bringes til at sejle igen, og der var nok at tage fat på. Var nu rykket op fra juniormester til 4. mester.

Vi skulle gå i fart mellem Rotterdam og Constanta i Rumænien. Det var en røvsyg faren frem og tilbage der, men det blev aldrig kedeligt ombord. Hele tiden brød noget sammen i maskinen, eller også løb en forbrugstank over og flød ud over hele dørken. Eller også svigtede ferskvandsgeneratoren, så vi ikke fik noget badevand m.m., og sådan kunne jeg blive ved. Men en alle tiders maskinbesætning, festlige og skøre kugler, og med nogle vilde fester.

Havde ikke røget før, men sammen med alt det andet udskejelse ombord, så fik man også startet op med den unode. Men det varede ikke længe, idet da vi lå i Constanta og lastede benzin, og vi skulle i land i en ordentlig blæser, så stødte undertegnede ind i skipper på løbebroen med en pulsende cigar i flaben. Jeg kan høre ham endnu: ”Hvad helvede tænker De på mand, skal skivet sprænges i luften” At det ikke kostede min afsked var nok mere held end forstand. Alle andre var jo erfarne rygere, og slukkede automatisk ”pinden” inden man gik på dækket. Har ALDRIG røget siden!


Brand i en tanker Bosporus.

En af de mest dramatiske hændelser i tiden på M/T ”Siam” var engang, hvor vi netop havde passeret ud gennem det smalle stræde ved Bosporus, og set et stort brændende tankskib ligge der (efter en kollision med et fragt skib), og derefter i løbet af turen gennem Middelhavet var kommet til at sejle næsten parralel med en svensk tanker. Så tager fanden ved vores styrmænd, og vi skal have overhalet den jævle blå/gule sejler. Undertegnede havde vagten, og på et tidspunkt skulle der startes en kompressor, og der var strenge ordre om, at der skulle opstartes en ekstra hjælpemotor i sådanne tilfælde. Dette glemte min kære assistent lige, og bang, så faldt hele lortet ud, smøreoliepumperne gik i stå, så vi måtte tage farten af hovedmotoren og samtidig svigtede det ude i styremaskinen, så roret gik i borde, og vi svingende over mod svenskeren. Hold da helt op, han nåede lige at smutte foran os, men jeg ville gerne have set deres ansigter på den bro!

I øvrigt havde vi et hus med at få startet div. pumper op igen, da flere relæer var brændt af, (Jo de havde været holdt inde med en træklods,--- vi skulle jo have det gamle lort til at sejle).

Må lige fortælle om nogle andre utrolige episoder ombord. På en af turene på vej til Sortehavet, var det blevet december, og julen blev holdt på vej over Biscayen i en brandstorm. På et tidspunkt havde alle gryderne været på dørken flere gange i pantryet, derefter opgav kokken flæskestegene, og gav sig til at drukne sorgen i kolde pils. De halvstegte stege blev så brugt i en festlig kaste-kamp, hvor det gjaldt om at ramme hinanden mens skivet væltede rundt.

Senere forsøgtes afholdt lidt ”højtidelighed” i salonen, men det endte med glas, der blev smidt over venstre skulder over i hjørnet, og til sidst tog høker Leo Ravn juletræet ud på dækket og dansede rundt med det indtil det røg overbord. Aldrig har jeg oplevet en juleaften mage til.

Videre gennem Middelhavet, op gennem Bosporus og ind i Sortehavet, og så var det blevet nytårsaftens eftermiddag, og efter en kraftig frokost skulle jeg ned på 4-8 vagten, og hvem sidder der hujende og svingende med lassoer? det er gud bedre det 1. og 2. mester siddende over skrævs på vippearmene til udstødsventilerne, jamen det var helt ubeskriveligt og garanteret aldrig set før.

I havn kom vi da i Constanta, men immigration ville først komme ombord næste morgen. Så der blev festet igennem, og da tiden oprandt d. 1. jan, og vi hver især skulle komme over i midterbygningen til personlig præsentation, var undertegnede så umulig at vække, at løsningen blev, at nogle venlige mindre medtagne kolleger bar mig over til fremvisning. Sikke en forestilling, gu´ ved hvad de kære rumænske og kommunist-afrettede embedsfolk har fortalt i deres respektive hjem!

Husker også engang en af de voldsomme afslapningsture i Rotterdam, idet der jo ikke var meget skæg ved det nede i Rumænien. Så tilbage i Kattenrecht var vi altid forbi Maria-bar, hvor vi var meget populære hos moder Maria og hendes datter, (det tror fanden alle de penge vi åndsvagt brugte løs af der). Der blev købt champagne til hele værtshuset og i min kådhed skulle også husets lille forkælede foxterrier have et glas spruddelwasser. Men der var grænsen, den lille djævel bed mig voldsomt i næsen til stor moro for øvrige gæster. Senere på aftenen skulle vi til finde ud til tankbådshavnen, og der passerede vi et tiltrækkende ølsted; men de ville ikke have os ind, så det endte i lidt parlementeren i form af, at jeg blev sendt baglæns ud af døren med en stol tværs over brystet. Så kom min kammerat Anders, nu skulle han lige ordne den sag, men i mellemtiden var der sendt bud efter havnepolisen, og vi røg ind bag i salatfadet. Da vi nu alligevel havde fået ”kørelejlighed”, prøvede vi at ”overtale” de bistre ordensmagter til at køre os ud til det kære skiv Siam. Det må være blevet for meget for deres manglende humoristiske sans, for pludselig stoppede de, en af dem sprang om til bagdøren, åbnede den, sprang tilbage i førerhuset, fuld gas og så røg vi bagud på gaden!!  Det blev en lang gåtur ud til vores køjer, men sikkert tiltrængt, sikke en aften. 

Sådan kunne jeg være blevet ved, men i virkeligheden var det et vildt liv uden egentlig at opleve verden, så efter ikke ret lang tid ombord søgte og søgte jeg om at komme over til stykgodsbådene igen.

Lalandia.

Så endelig i januar 61. lykkedes det at blive skiftet over på gamle ”Lalandia” ved dens ankomst til R-dam, og nu som 3. mester. Jeg vil nu nok tilstå, at ren maskinmæssigt var det fra asken over i ilden. Hold da op for to gamle 4 takt motorer med de kæmpe nyindsatte kockums brændstofventiler.

Glemmer aldrig, da vi første gang med mig ved manøvrehåndtagene startede op, og der lød vilde brag oppe på toppen, så beroligede 1. mester: ”Nå, det er sgu bare sikkerhedsventilerne, jo flere der åbner af dem, jo flere cylindre er med”, grinede han tilfreds.


Så spændes der godt til, maskinbilleder fra Lalandia.


AAAAH en øl efter slidet Lalandia.


Motormand Lalandia

Senere på turen så jeg nogle virkelig festlige optrin i samme forbindelse, idet vi havde, tror jeg en ca. 50 passagerer med, og en dag stod nogle ældre damer og kiggede interesseret ned gennem det åbne skylight til maskinen ved afsejling, og så bragede 7-8 sikkerhedsventiler løs og røg stod op fra motoren, nej hvor de løb.

Det samme med skylleluftbrande, jamen det var helt normalt, og det slukkede man da bare, ikke sandt, jo man vendte sig til det.

En ting der tog lidt længere tid, var måden man startede de store hjælpemotorer på, idet starteknasterne på kamakslen skulle stå bestemt, og det mærkedes bedst med en finger. Det var så meget vigtigt at få bemeldte langemand væk, inden makkeren åbnede for trykluften.

En dag fik jeg ikke fingeren væk inden, så den røg med igennem hjul og knast, føj for den lede, det kostede det meste af en flaske gin mod smerterne, og til læge i tre lande for til sidst endelig i Dannevang at få boret hul i negle ved ØK´s læge, kors hvor det hjalp.

Fandt aldrig ud af, om der var en lille tak for sidst hilsen mht., at min ”kære assistent” havde åbnet den starteluftventil lidt hurtigt, idet jeg nogle dage forinden i forholdsvis dårligt vejr var kommet til at ramme ham i maven for fuld tryk med en stor mukkert ved renoveringen af en af de store brændstofventiler, men så var det i hvert fald hævnet, men jeg tror det nu ikke.

Endelig nærmede vi så os det forjættede sted, nemlig Bangkok. Sejladsen op af floden gav løfter om en eventyrlig tid, idet duftene og stemningen på flodbredderne indebar ligesom østens mystik i sig.

Efter ankring ud for pier området, (der var ikke plads), strømmede det ud med små sampaner og ud over rælingen på poopen kom den berømte rebstige, kaldet kusselejderen; og så entrede de små yndigheder 6 – 8 meter lodret op, og blev hjulpet i sikkerhed af villige hænder.

Der var hjertelige gensyn, men for mit vedkommende var det jo første gang, så man måtte lige trække vejret et par gange, men så var den der også.

Hun hed Sunni, og det blev ”Min Dame” de næste 3 år ved diverse ankomster, (senere med Songkhla).  Uden at overdrive, så var hun virkelig en sød pige, pragtfuld at hygge sig med, og super at have med i byen eller ud på lange sightseeing ture i det skønne land. Hun fik alle ens hævede penge, og så styrede hun alle betalinger, og selvfølgelig også pæne kjoler til sig selv m.m.

Uden at overdrive, tror jeg nok, man var en smule forelsket i tøsen, og selvfølgelig vidste man da godt, at når vi var sejlet, faldt hendes kærlighed på en ny sømand. Men det var vedkommende vel ondt. Men sammenlignet med de lette damer i Europa, så var der en verden til forskel, og så også det forhold, at søfolk fra Skandinavien virkelig blev værdsat frem for bl.a. tyskere, franskmænd og amerikanere, sikkert fordi vi behandlede dem på en ordentlig måde!


Lejderen entres.


Sunni.


Man er vel frisk.

Af pigerne var der selvfølgelig også forskellige typer, bl.a. husker jeg whisky-dronningen, en godt brugt afblomstret lady uden en tandstump i munden. Men det kan også have sin charme; hun havde i hvert fald kunder også.


Elektrikker og Verner i kahytten. 


Ristede pølser og frugt.


Let som en fjer.


På pigebesøg.

Vi havde en meget aktiv assistent ombord på et tidspunkt, og han mente at frokost pausen sagtens kunne udnyttes. Da der ikke var tid til andet end en styrmandsvask, og der skulle tages lidt hensyn til det andet køn, så fik jeg alle tiders skue, da jeg lige ville afleverer en besked på lukafet, bankede på og trådte ind og der stod han meget aktiv med en ældre ”Berlinger” med et bette hul i holdt op mellem sig og den smukke. Sjældent har jeg moret mig sådan!

Jeg kommer lige i tanke om en nydelig motormand, vi havde ombord. Han havde forliebt sig i en af desserne. Da hun ikke ligefrem var en fotomodel, spurgte jeg ham, hvad han så i quinden? Jo, sagde han, hun har sådan nogle pragtfulde åreknuder, (ja hver sin lyst).

Herefter lidt generelle betragtninger over opholdene i denne pragtfulde del af østen fra de mange gange jeg nåede at komme der de næste 3 år.  Bangkok by var en fuldstændig anden by end i dag, hvor husene vel max var tre eller fire etagers højde, og hvor en stor del af trafikken foregik på floden med tilstødende kanaler. Jeg husker befolkningen som fascinerende, pæne og smukke mennesker, mændene klædt i hvidt trope tøj og kvinderne i deres smukke saronger.

Turen ud til og gennem the floating marked var af en fuldstændig anden verden, med en værdighed og afslappethed over sig, som er praktisk talt borte i dag. Templerne med munkene var virkelig et besøg værd, og så især, når vi var sammen vores søde veninder, hvor vi flere gange kørte den del af Thailand rundt i lejede biler. Alt ting blev jo også meget billigere, når vi lod dem styrer økonomien.

Det skønne ved at sejle i 60´erne var, at laste tiden var meget lang, og det medførte i mit tilfælde til ophold på helt til 1 måned. Men så var man også træt, og trængte til nogle dage til søs.

Det var utroligt, hvad man bød sig selv, idet maskinen med div. stempeltræk og hjælpemaskine overhalinger skulle passes ved siden af de vigtige besøg på Moquito Bar og Golden Gate Bar samt, når det skulle være lidt pænere, Mariners Club. Man fik meget hurtigt fast dame på, og flyttede ned i ”Sumpen”, og her udviklede sig et fantastisk liv sig med masser ”monkey whisky og dejlige kolde thaiøller fra kølekrukken. Der var pragtfuld køligt her i hytterne i forhold til i det fugtigvarme kammer ombord, Der opstod et helt familieagtigt stemning i hyttebyen, da mange kolleger boede i forholdsvis kort afstand, så man kunne råbe godmorn´ til hinanden gennem bræddevæggene, jo det var vildt skægt!

Vil også lige nævne nogle af de andre mærkelige tildragelser, man kom ud for i denne charmerende by i løbet af de næste år. Når blandt andet frisøren blev besøgt, så fik også næse og ørene en ordentlig udskrabning, hvilket i mit tilfælde uheldigvis medførte en del blødning fra en beskadiget trommehinde.

På et tidspunkt måtte jeg også til den tyske tandlæge og få vitamin indsprøjtninger i tandkødet grundet lidt løse tænder, (havde nok brugt bon-hæftet for meget).

Et andet misbrug kan man vist godt kalde det, som blev brugt en del for at afhjælpe den efterhånden tiltagende træthed, der kom af ”dobbelt arbejdet” med både at passe jobbet i det sorte maskinhul kl. 7 efter voldsomme udskejelser om natten, og ja så måtte der pep-piller til. Hold da op hvor de fik én op på mærkerne, men senere gik det op for os, hvor farlige de var og fik smidt lortet i havet.

Efter en afsluttende rundtur i nogle af de andre losse/lastehavne i Fjernøsten, stak vi næsen hjemefter, og efter et kort visit ved orientkajen, drog vi mod til Rotterdam, hvor jeg afmønstrede.

På den tur skete der det, at ene hovedmotors krumtapaksel havarerede, og skibet blev vist ikke længe efter solgt.

Så syntes jeg det var på tide med en tænkepause efter over 2 år af sted næsten uden ferie. Der var mange tanker i luften af ideer, bl.a. at få færdiggjort maskinmesteruddannelsen, men disse tiltag overskyggedes lidt af nogle billeder, der dannedes i hovedet på én.

Det kom sig af, at jeg havde læst en bog af Nevil Shute: ”On the beach”, og den beskrev et scenarium med en atomkrig, som foregik på nordlige halvkugle, og hvor man så i Australien gik og ventede på, at stråledøden skulle nå ned over ækvator til dem i løbet af vinterhalvåret. Bogen var skrevet for en del år siden, men foregik først i tresserne, og da det hele snerpede til netop i disse år, var jeg næsten blevet sikker på at bogens forudsigelser gik i opfyldelse. (Tænk hvor tæt på det til sidst blev med Cuba-krisen!!!).

Så det gik ret meget op i at feste og leve livet i stedet for de store planer om at læse, og efter godt et halvt år, hvor den bankbog, der havde haft råd til bil og grund, end ikke havde til en ny cykle. Og nu skreg på ny opfyldning.

Songkhla.

Så det blev til en opringning til ”min gamle ven” Faber, og af sted med M/S ”Songkhla”, hvor jeg så tilbragte de næste 2 år, i alt 4 ture, (3 til Østen og 1 til Australien).


For anker.

Det blev nogle fantastiske år, med Ågemand som chief, (Åge Hansen), Klein fra Andefjord som 1. mester de første 3 ture, undertegnede som 2. mester, og så forskellige personager som 3. mester, (bl.a. den gode hr. Skriver).

Skal lige nævne, at vi pludselig steg i grader fra den ene dag til næste, grundet den kære hjemme- siddende bestyrelse i maskinmesterforeningen havde bestemt, at det var bedre at følge efter styrmændene i kravet op at rykke op i grader, i stedet for lønforhøjelse; kors hvor var der utilfredshed med det tiltag blandt os på langfart!

Da jeg i det tidligere har fortalt en del om diverse anløbs steder, bliver det mere lidt om livet ombord i dette afsnit. Henry Klein og undertegnede kom virkelig godt ud af det sammen. Han var jo færing og af den type, at religion er godt, men en lille én er bedre. (På sidste rejse fik vi en færing, der var af den modsatte skuffe),

Vi gik af og til i land sammen, den gode Henry og undertegnede, og en af de festligste gange jeg husker, var en tur op i den roterende restaurant i tv tårnet i R-dam. Den kære mand var kommet af sted lidt hurtigt fra skibet, og ikke fået skiftet sine møgbeskidte maskin-sko ud med de pæne.

Gulvplanet i restauranten var bygget op sådan terrasseagtigt, og vi sad ved et bord ud mod kanten. Uden tænke over det, havde den gode mand siddet og vippet med fødderne, og pludselig stivnede han: hold k---, jeg tabte den ene sko. Jo, tak, det blev klart, idet der lød et skrig fra bordet nedenfor os, for der stod den flunkende SORTE sko midt i damernes flotte flødeskumslagkage.--- Vi måtte forlade stedet!!!!

Af de skøre ting, der foregik ombord, var nogle af dem sommetider af den grovkornede type, og bagefter kan man jo godt se, at det helt klart har været over stregen, men dengang syntes vi, det var OK, ellers undskyld hvis det hjælper noget nu.


rart med lidt skygge til pilsneren.


Promenadevandring på sidegangen.

Blandt andet havde vi en tømmermand, som vi elskede at drille, når han kom ned i maskinen for at lave de daglige pejlinger. Når han kom ude fra tunnelen på vej hen over dørken, så stod 2 mand højere oppe på ristværket, og først faldt der en hammer lige foran ham og efter et brøl fra ham faldt der en bag ham. Så fuldt tryk op af lejderen, for at komme væk; der havde vi så rigget en luftslange op indvendig i lejderen, så han fik et ordentlig pust ud i hovedet. Nej, hvor vi morede os, men kors hvor kan jeg se i dag, at det var forkert. (Han klagede til sidst til skipper, så vi stoppede legen).


Fest ombord.

En anden lærdom man fik ved sejler livet, og som egentlig gælder hele resten af ens tilværelse, var at man aldrig skal ”skue hunden på hårene”. I mit tilfælde blev det bevist ved følgende hændelse. Det første ½ eller hele år, var der en stor matros fra Svendborg ombord, som jeg ikke kunne udstå. Og han åbenbart heller ikke mig! Hvad der egentligt var årsagen, stod ikke klart, ud over at hans udseende var mig imod. En dag sad jeg så inde i fyrbødermessen og fik en øl, og ind kommer ”min uven”, (kan desværre ikke komme på hans navn). På den tid var det meget brugt at ”lægge arm”, og på trods af jeg var ret spinkel, havde jeg et rigtig godt tag´ den disciplin, og da man lige havde lagt donkeymanden ned, så udfordrede ”den grimmer” karl mig. Jeg fik ham ikke ned, men han blev så overrasket over min modstand, at pludselig ændredes alt mellem os. Vi blev simpelthen de bedste venner, og som han sagde, at der skulle s------ ikke være nogen, der fornærmede undertegnede, så sku´han lige ordne den affære.

Noget der også afstedkom utrolige scener, var nogle af de forskelligartede kæledyr, der bragt ombord. Vil nævne et par af dem, bl.a. en gang vi lå et sted i Australien, og 3 matroser kom anstigende med et får, de havde købt i deres brandert. Sikke et gedemarked der udspillede sig, idet vi var tæt på afsejling, og egentligt kun ventede på at de kom ombord, så gangvejen kunne blive hejst op. Hører skipperen stå og brøle oppe fra brovingen ned mod de vildt kæmpende ”dyretæmmere”. Det skide får ville jo ikke ombord, ja, jeg glemmer aldrig den underholdning, (enden blev, at fåret forblev i sit hjemland).


Verner snupper Anette på skødet.


Bagefter må man gå alene hjem.

Ellers har jeg oplevet kakaduer, kanariefugle, aber og slanger, og en skæg erindring om sidstnævnte må med her. En matros havde sådan et mærkeligt kæledyr i sit kammer, og som han stolt fortalte, så fik den kun lov at sove hos ham, når dens opførsel var OK. Men problemet var, at en af hans kolleger var rædselslagen mht. den slags dyr. Af og til drillede de andre ham voldsomt med hans frygt, og så en dag, da han var på vej hen over dækket, var det ved at gå helt galt. En af motormændene så sit snit til at kaste en tynd snoet stålwire hen om hans ben. I den sikre tro det var SLANGEN, gik han fuldstændig i selvsving og skreg og hylede. Det kunne egentligt godt have gået helt galt, hvis han havde haft dårlig hjerte, og de kunne næsten ikke få ham overbevist om han IKKE var i livsfare og få wiren af igen!


Slangetæmmer Underberg og unge Jensen.

Nu vi er ved folk, der bliver provokeret til at hidse sig op, så fik jeg en aften hidset den gode færing Klein ret pænt op. Vi skulle i land og spise med kniv og gaffel, så for en gangs skyld ville vores kære 1. mester tage slips på. Så for en djævel i mig, idet jeg kendte et lille æg-tricks. Man tager en nål og stikker et hul i hver ende af ægget, og så går man den intetanende feststemte mand i møde og råber GRIB, og så udspiller der sig et flot syn, når æggehvide og blomme driver ned af det før så pæne slips. Nej, hvor han dog kunne hidse sig op! Mærkeligt, ik´.

Af forskellige mennesker, jeg husker bedst fra de år blandt besætningerne er over mestrene blandt andet nogle af assistenterne, nemlig, Kurt Pfeiffer, Ranthe, Hans Peter Juhl, Ernst Underberg samt motormand Bent . Derudover havde vi en ungtjener Erik Ove, som jeg i en vis udstrækning har holdt kontakt med. Erik Ove har været en del i offentlighedens opmærksomhed siden, blandt andet først som TV journalist, og senere i forbindelse med Stein Bagger, hvis kommunikations medarbejder han var. Men ombord havde vi det voldsomt skægt, blandt andet i form af diverse fester med vores passagerer, hvoraf der kunne være 12, men hvor der også var hustruer og døtre til styrmænd og mestre med. Husker vi havde Ågemands datter med, en rigtig sød pige, og det er meget skægt at vise et billede af hende og undertegnede sidde hyggeligt sammen under en dæksfest, og så lade folk ved mine foredrag gætte hvem mon den kære prinsesse er, (mod en flaske vin). Kun en gang har jeg tabt, hvor en kvik tilhører gættede, at det var den Anette, der blev gift Engel, (nå, hun blev jo skilt fra Hans igen).


Afslapning efter maskinjob.

Sejler liv var som ovenfor nævnt forbundet med fester og musik, især på de lange stræk til søs, og var vi så heldige, at en af besætningen havde en harmonika eller lign. med, så var lykken gjort. Dog må jeg nok sige, at jeg altid har været godt forsynet med spille muligheder på de forskellige kamre, man har haft på div. skibe. Men især på Songkhla, var udstyret i orden med den helt store Phillips radio med eccosound m.m. samt en TK 46 Grundig båndoptager og grammofoner og masser af tidens top hits. På et tidspunkt havde trikkeren og undertegnede rigget 12 højtalere til i det forholdsvise lille mester kammer. Hold da op hvor var man populær ved nogle, men sgu ikke alle, og det kan man godt forstå i dag. Men dengang var vi unge og vilde!


Rart at blive kølet af.

Når vi er midt i en beretning om sømandsliv, så kommer vi ikke uden om en lidt anderledes beretning om de mærkelige tiltag, der var over for kønssygdomme. Det er jo en mærkelig opdeling af det klientel, som kan blive udsat for den slags smitte, og derfor vil jeg lige nævne et rigtig spøjs tilfælde, som godt nok foregik i Grønland i 60´erne. Det blev besluttet, at alle ungkarle samt alle gifte mænd UNDER 30 år, (som om de efter den alder var dydige), skulle undersøges for især gonore, og selv uden sygdoms tegn fik vi en ”piberenser” med noget sindssygt svidende skidt op i kalorius, føj da! 


Klar igen til job.

Også hos ØK skulle vi omkring det tidspunkt til p..parade hos den fungerende læge ombord, og det var selvfølgelig hos skibets 1. styrmand; i dette tilfælde en værre bulderbasse. Da jeg kom op til den grumme ekspert, bad han om at få fyren frem, så den kunne blive analyseret. Aldrig har jeg været ude for mage til ”lægeundersøgelse”: den venstre hånd blev taget i brug til dette formål, medens den anden var i gang med at spise i et stort stykke wienerbrød, VELBEKOMME!!!!

Vil også lige nævne et problem, som måske kun kunne opstå i ØK, og dog. Men i hvert fald var der altid for lidt af den gode hvide tvist ombord i skibene. Og der skulle spares, og derved blev der af og til hamstret. I et tilfælde på dette skib havde en eller anden gemt en ret stor klump af dette dyrebare ”grundstof” i nød generatoren; stoppet godt ind gennem et hul i dækslet over kommutatorerne. Uheldigvis skulle den månedlige prøvestart foretages af en, der ikke var indviet i hemmeligheden. KORS, hvor så den kære generator ud efter den kørsel, og hvor var det godt, det IKKE var i en nødsituation, det tvist havde bygget rede derinde!

Efter 1½ år og 3 rejser blev jeg så kaldt op til ”my speciel friend” Faber, som brokkede sig over, at jeg var du´s med bl.a. fyrbøderne og matroser, og endda drak en øl med dem af og til. Oveni det kom jeg også sammen med elektrikeren og ungtjeneren, jamen det vat da helt forfærdentligt.

Hold da kæft hvor blev jeg sur. Her havde man sammen med 1. mester fået et virkelig flot maskinrum ud af det, samt at ligegyldig hvad man bad fyrbøderne og assistenterne om arbejdsmæssigt, så kørte det hele bare.

Så det blev til en opsigelse, men tog dog en rejse mere, hvilket sikkert var dumt, da Klein også var stoppet og var blevet afløst af hans diametrale modsætning. Det blev en dårlig rejse, og næsten alle fra maskinbesætningen stoppede ved hjemkomsten.

Søgte derefter over til DSB, hvor jeg fløj rundt på de forskellige færgeoverfarter i 1½ år som ekstra-maskinmester. Det blev til Storebælt, Rødby-Puttgarden, Gedser overfarten, Hurtigruten Århus-Kalundborg og til sidst Samsø færgen Freja, hvor vi sejlede 3 dage vagt og 3 dage fri.

Havde så den ære, at blive ringet op af den nye maskininspektør hr. Schultz, (som endelig havde afløst Faber hos ØK), om ikke jeg havde lyst til at komme tilbage til ØK, og nu som 1. mester. Takkede dog nej, men var glad for det skulderklap, og det fjernede lidt af irritationen ved den måde, man var sluttet en ellers fantastisk tid hos ØK!

Til sidst kan nævnes, at det blev for træls at høre om alle de ligusterhække og skatteproblemer, folk evig og altid fik tiden til at gå med på færgerne.

Så søgte jeg og kom ind i ”Store Nordiske Telegraf Selskab”, og havde et par utrolig spændende år for dem hhv. i Sydgrønland på Icecan stationen, på kabelskibet Eduard Suenson og sluttelig ude i Hongkong på det pragtfulde skib ”Store Nordiske”. Disse år kunne der også skrives en hel historie om, men det må være i andet regi. (Kan i parentes bemærke, at jeg nok er en af de få maskinmestre, der nåede at blive dampmaskinmester af 1. grad, så fik man da glæde af den gode Hr. Stahls store Dampmaskinlærebog med de 225 skitser, eller hvor mange, det nu var, vi skulle kunne uden ad!)

For at redde lidt af mine nyrer og min lever, blev jeg så enig med mig selv om, at nu var det hjem og finde et job i Kongeriget. Det blev så til ansættelse i noget helt andet, nemlig på et af institutterne under Akademiet for de tekniske videnskaber, i dag kaldet Force Teknology, dengang Svejse-centralen. Her blev det til en uddannelse inden ultralyd, røntgen samt alle mulige former for ikke destruktive undersøgelser af især stålkonstruktioner samt tilsyn og kontrol af alt fra platforme, atomkraftværker, skibe og meget, meget mere. Har haft næsten 38 helt vildt spændende år derinde og rejst ustyrlig meget i hele verden, så nu bruger jeg mit otium blandt andet til at holde en masse foredrag om det spændende liv, der er blevet mig til del. Derudover har jeg taget en del ture som rejseleder for Albatros, er formand for vores store Seniorklub på min tidligere arbejdsplads samt spiller med i den lokale revy.

Plus en dejlig hverdag med min skønne Hanne, samt de 3 børn og 5 dejlige børnebørn!

Så hvad er der at klage over.

PS: Det kan være at nogle af beretningerne ikke er lige præcis fra det nævnte skib, og ligeledes personerne, der er jo gået et halvt århundrede, så bær over med mig! 

Verner Jensen.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN