"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 68

Ud at sejle.

Som alle andre drenge i 16-17 års alderen følte jeg mig rastløs derhjemme, så i stedet for at have en ulmende vulkan gående, blev det bestemt at jeg skulle UD AT SEJLE.
Forskellige muligheder blev undersøgt og det viste sig at rederiet ØK netop havde en tur der passede, afgang fra København i juli og hjemkomst samme sted i december. Turen gik til Australien.
På mønstringskontoret i Vejle fik jeg i april 1964 en søfartsbog og købt samme dag en rigtig højhalset blækfarvet sømands trøje (Capstan) i Skibsproviantering på Havnepladsen. Dagen efter gjaldt det en tuberkuloseundersøgelse på sygehuset i Vejle.

Umiddelbart efter skoleafslutningen i juni 1964 blev jeg kørt ned på jernbanestationen, og sat på toget til København. Jeg havde fået lov til at bo hos noget familie, indtil vi skulle sejle.


Simba i håndmalet sort/hvid foto.

M/S Simba, som skibet hed, skulle først afgå den 11. juli. Indtil da skulle jeg hjælpe med at gøre skibet rent efter et eftersyn på B&W, hvor det stadig lå. Men først skulle jeg selv have et eftersyn hos rederiets læge.
Konsultationen lå i en sidegade til Kgl. Nytorv, så vidt jeg husker og indrettet i en ombygget ældre herskabslejlighed. Venteværelset, der ville passe til banegårdshallen i en middelstor provinsby, var stuvende fuld. Det så ud til at også nattens dronninger fik foretaget deres eftersyn her. Jeg tror det var første gang, jeg var udsat for at man skulle trække et nummer, så det var jeg ikke lige opmærksom på i begyndelsen.
Efter timers venten blev det endelig min tur. Da jeg kom ind til klinikassistenten fik jeg en karaffel stukket i hånden med besked om at den skulle fyldes godt op. Jeg må åbenbart have set mig lidt søgende omkring, for: ”Hvis du har fine fornemmelser, findes der et toilet ved indgangen” lød det lettere irriteret. Jeg fandt let køen af personer med tomme karafler og angiveligt fine fornemmelser. Vi kunne så fordrive tiden med at hører på at de andre fylde deres karafler. På vejen tilbage igennem ventesalen stak jeg karaflen ind under vindjakken, men jeg er bange for at den liflige klukken røbede mig. Selve lægeundersøgelsen var overstået på minutter.

For at komme ud til B&W tog jeg en sporvogn eller to til Esplanaden, hvorfra der dagen lang sejlede en stor motorbåd med værftsarbejdere til og fra Refshaleøen.
Det gode skiv M/S Simba lå i tørdok, da jeg fandt det. Nede fra pladsen så det enormt ud. Efter at have entret dækket af en lang landgang blev jeg udstyret med kost, fejeblad, spand, børste og klud. Alle lukafer skulle tømmes for madpapir, aviser og papkasser, skotter og ruffet skulle vaskes ned, dørken skrubbes og inventar vaskes af. På et tidspunkt blev jeg sendt over på et andet ØK skib for at hente en kasse øl. Dengang var ølkasserne lavet af træ og indeholdte 50 flasker, så den vejede godt til. Fra provianten på det andet skib, op på dækket, ned ad landgangen, hen over pladsen og op ad landgangen på Simba. Py`ha den aften var armene lidt lange.
Efterhånden som afsejlingstidspunktet nærmede sig, blev vi bugseret ud af dokken og hen til provianteringskajen, hvor proviant og mandskab begyndte at strømme til.
M/S Simba var et stykgods skib på godt 8.500 bruttoregistertons, 145 m. lang, 19 m. bred og dybgang på 11 m. Ombord var der ca. 45 personer: kaptajn (Hans Larsen, Bogø), styrmænd, aspiranter, telegrafist, maskinchef, maskinmestre, maskinaspiranter, elektriker, motormænd, donkeymand, hovmester, kok, koksmat, bager, tjener, ungtjener, kahytsjomfru, vaskerijomfru, bådsmand, tømmer, matroser, letmatroser, ungmand, dæksdreng og så os 3 restaurationsdrenge. Desuden var der plads til 12 passagerer. De gav 125,- kr. pr. døgn pr. næse.
Restaurationsdrengene var underlagt hovmesteren og han tildelte os hver vores område. Messedrengen tog sig af kabyssen og mandskabsmessen, styrmandskammerdrengen tog sig af styrmændenes og ”gnistens” kamre og jeg blev mesterkammerdreng, ikke fordi jeg var bedre end de andre, men fordi maskinmestrenes, elektrikerens og 4 maskinassistenters kamre var mit område. Desuden skulle jeg vaske op i pantryet (anrette rum til passagersalonen) efter morgen og aftensmaden. Jeg skulle dele kammer med messedrengen, som hed Jens og var fra Lille Værløse. Vi havde mange ting tilfælles og kom vældig godt ud af det med hinanden. Styrmandskammerdrengen hed Preben og var fra København. Månedslønnen var 356,- kr. plus weekendtillæg.

Dagen før afgang kom mine forældre for at vinke farvel. Det blev der vist ikke meget af, for da lørdag den 11. juli oprandt, skulle vi sejle kl. 13, men i sidste øjeblik blev afrejsen udsat i 3 timer. Så far og mor, der havde taget opstilling på Langelinie, har nok vinket til en anden båd.

Den første del af turen gik ind i Østersøen for at laste gods til Australien. Til aften fik vi kål og medister. Det er vist en tradition fra tidligere tider, man spiste først det, der lettest blev fordærvet. Jeg blev færdig med den sidste gang opvask kl. 20.20.
Om natten lå vi stille et stykke tid. Et leje var blevet så varmt at der løb flydende metal ud, sagde de.
Vi sejlede op langs Sveriges østkyst og ankom til Norrköping næste dags middag. Skibet skulle først afgå den følgende morgen, så om aftenen skulle vi prøve hvordan det føltes når en sømand kom i havn. Vi var meget seje!
Mandag fortsatte skibet nordpå og ankom til Stockholm tirsdag morgen. Vi nåede ikke at komme i land, for allerede samme aften fortsatte rejsen nordpå. Næste morgen gik vi til kaj i Sundsvall. Skibet forlod Sundsvall næste dags aften og allerede da vi stod op fredag morgen var vi i Kramfors. Dagen efter afgik vi herfra og stak tværs over den Botniske Bugt til Finland. Søndag den 19. juli, hen under aften, ankom vi til farvandet udfor Hamina og ankrede op for natten. Den følgende dags morgen gik vi til kaj.
På nuværende tidspunkt havde jeg efterhånden fået indarbejdet noget rutine på min arbejdsdag. Jeg stod op ca. 5:30, spiste morgenmad og begyndte arbejdsdagen kl. 6. Første punkt på dagsordnen var maskinaspiranternes toilet på 1. dæk, samme dæk som jeg boede på, blot i bagbords side. Herefter op af trapperne til 3. dæk hvor jeg tog maskinmestrenes toilet, 3. mesters og elektrikerens kamre. Så var der frokost, hvorefter maskinchefens kammer stod for tur, det eneste med eget toilet, derefter 1. mesters kammer og mestergangen. Dernæst ned af trappen til 1. dæk igen til maskinaspiranternes 4 kamre.
Når jeg selv havde spist til middag var der opvask i pantryet efter morgenmaden i salonen. Til sidst kunne 2. mesters kammer rengøres, det var jo ham der havde nattevagten i maskinen. Man skulle tro at en olieplet hist og her ikke kunne undgås, men det erindre jeg ikke skete. I hvert kammer, var rengøring af håndvask, tømme askebæger og papirkurv, aftørre borde og rede køje det daglige ritual. Alle køjer var udstyret med tæpper samt lagener og hovedpude. Der var et par forskellige skoler indenfor videnskaben:” Foldning af lagen omkring tæppe”.

Med mellemrum blev dørken vasket eller støvsuget og hver anden fredag blev køjetøjet skiftet, pudebetræk, håndklæder og viskestykke dog hver fredag. I nogle kamre skulle der vaskes glas af, i andre bankes tæpper og stilles sko og andet på plads. Når hovmesteren havde åben i ”butikken” skulle jeg handle for mestrene. Elektrikeren, der var en ældre herre, havde noget engelsk gentleman over sig. Som den eneste kunne han godt finde på at efterlade en seddel, med besked om hvad han ønskede gjort den dag. Der kunne stå: ”Vask skrivebordsstolen godt af, særlig sædet og hent 12 vand, tag selv to”. Jobbet havde også sine ”udfordringer”, f.eks. skulle maskinmestrene have en bedre kvalitet toiletpapir end aspiranterne.
Herefter, omkring kl. 15, havde jeg så fri til om aftenen, hvor der igen var opvask. Normalt var jeg så færdig mellem 20 og 21, men hvis der var gæster eller party, kunne det godt blive meget senere. Det vil sige at jeg, under normale omstændigheder, havde en 2 - 3 timer fri om eftermiddagen, som kunne bruges til f.eks. at gå i land og se sig om, hvis vi var i havn.
Det var netop hvad der skete den eftermiddag. Jeg skulle have fundet et posthus og sendt et brev hjem. Ungtjeneren gik med, han havde været her før og mente vi kunne tage en tur ind til byen Kotka, men de må have flyttet den siden sidst, for der var langt. Næste dags aften var der asfaltbal i Hamina, men vi måtte tidligt om bord med ungtjeneren, han havde vrøvl med balancen. Den sidste aften var der party ombord, så da var jeg sent færdig.
Fredag den 24. juli skulle vi sejle kl. 17, men den blev hen ad midnat inden vi kom af sted. Det var også skiftedag, så der skulle rent køjetøj på over alt.
Søndag den 26. juli ankom vi til Københavns frihavn. Allerede mandag aften kl. 18 afgik vi med kurs mod Bremen, nord om Skagen. På vej ned gennem Vesterhavet fik vi lidt sø og jeg troede jeg var søsyg, men blev senere klogere.
Onsdag morgen ankom vi til Wesers munding og måtte vente til kl. 10, før vi gik op ad floden. Om aftenen, da vi var oppe i byen, hørte vi pludselig en masse danske pigestemmer på en fortovsrestaurant. Det viste sig at Århus pigegarde var i byen for at optræde, så det blev en fornøjelig aften. Vi fik nu ikke deres tattoo at se, for sidst på torsdagen afgik skibet mod Hamborg. Her var vi den følgende morgen, men måtte ligge på strømmen et døgns tid og kom først til kaj om lørdagen den 1. august. Nu begyndte passagerne at indfinde sig og om aftenen var der party.
Da vi var færdige synes Jens, (ham jeg delte kammer med), at vi trængte til en forfriskning, så vi gik ind ad kajen, forbi skib efter skib, efter skib, til vi så et neonskilt i det fjerne. Det viste sig at være et slags vandtårn, i hvis underetage der var indrettet en bar. Hafen-turm-bar kaldtes stedet. Der var ikke mange gæster så indehaveren Jo Neff, en tidligere mesterbokser, at dømme efter fotografierne på væggene, havde rigelig tid til at underholde sådan et par nyslåede sømænd. Det blev sent og da han skulle lukke, tilbød han at køre os tilbage til skibet. Det var vist godt, for der var unægtelig kommet lidt slinger i valsen!
Hvad vi egentlig sejlede med havde jeg ikke meget styr på. En undtagelse var da der her blev hejst tre store trækasser ombord. Det forlød de hver indeholdte en luksus Mercedes.
Mandag morgen afgik vi fra Hamborg og nåede Antwerpen den følgende morgen. Onsdag middag forlod vi Antwerpen og lagde til kaj i Rotterdam ved midnat samme dag. Her tog vi proviant om bord, grønsager, sækkevis af kartofler, isblokke og meget andet. Også de sidste passagerer stødte til.
Fredag den 7. august om eftermiddagen afgik vi fra Rotterdam. Næste landgang: Fremantle, Australien! Den aften stod jeg og så på Dovers hvide klinter passere forbi.


Simba med dækslast.

Næste morgen var de fleste adgange til dækket blokeret og tove trukket ud mellem for og agter. Vi var på vej over Biscayen i stærk søgang. Det varede da heller ikke længe før jeg så morgenmaden igen. Meget af dagen blev tilbragte ude på WC´et, og der` var trængsel. Alle havde ”gode råd”: stil dig ud i den friske luft og fokuser på horisonten, bageren kom med tørt rugbrød osv. men intet hjalp, jeg var – SØSYG – Trods det skulle de daglige pligter passes, det er jo ingen sygdom!
Næste dag var det allerede bedre, skønt vi stadig sejlede i Biscayen. Om det var vejret eller det var fordi jeg var ved at vende mig til forholdene, skal jeg ikke kunne sige. Det trøstede lidt at de fortalte, at selv garvede sømænd kunne blive søsyge første gang det stormede, efter de havde påmønstret en ny båd. Hen på eftermiddagen dukkede Nordspaniens og senere Portugals kyst op. Næste dag, mens vi fortsatte ned langs Portugal, så jeg en fuldstændig fantastisk solnedgang.
Tirsdag den 11. august gik vi gennem Gibraltar strædet, men desværre var det noget diset og den høje klippe kunne kun lige anes. Derefter gik det øst på med Afrikas nordkyst om styrbord. Hver gang vi ikke kunne skimte land mere, blev der sagt, at nu var vi ved Tunisbugten. Tømreren lavede et svømmebassin på 4 x 4 x 1,5 meter, af lægter og en presenning, der blev stillet op på dækket.
En aften her holdt koksmaten party for os drenge. Af gode grunde blev der ikke danset, til gengæld gik snakken lystig, vi var jo i ”samme båd”. Koksmaten, der ellers til daglig godt kunne være lidt kort for hovedet, var den aften venligheden selv og så snart man havde tømt sit glas, var han klar til at fylde det op igen. Der var også tale om at vi skulle indvie det nye svømmebassin, men det fik dæksvagten da heldigvis forpurret. Hvordan jeg kom i køjen står lidt uklart, men pludseligt var der noget der ville op igen. Jeg fløj ud af køjen, ud på gangen og hen på toilettet. Da jeg bagefter fik sundet mig lidt, kom jeg til at se på det svineri jeg havde lavet. Jeg var jo ikke den eneste der brugte toilettet, så jeg måtte hellere få det gjort rent. Da jeg var i gang med at fylde spanden for anden gang, fik jeg øje på det meste af kabyspersonalet i døråbningen og de så ud til at more sig kosteligt. Jeg fik også lyst til at deltage i løjerne. Midt i døråbningen stod kokken, der ellers havde sådan et flot Pat Bone fald i håret, men efter jeg havde smidt en spand vand efter dem, var den pludselig forvandlet til en perfekt midterskilning. Jeg tror ikke de påskønnede mit bidrag til lystelighederne, jeg erindrer at blive ført til kammeret af en lidt fast hånd.
Næste dag kendte hele skibet til episoden, selv i kokkens ansigt synes et lille smil at spille, da jeg gav ham en undskyldning. Det gik langsomt op for os, at det hele var aftalt spil. Koksmaten skulle drikke os fulde, så de andre kunne få sig et billigt grin.

Skibet ankom til farvandet udfor Port Said den 15. august lige over middag og ankrede op sammen med en del andre skibe. Der skulle vi vente på at det blev vores tur og så sejle i konvoj gennem Suezkanalen. Det varede ikke længe før nogle mindre motorbåde kom op langs skibssiden og en del ægyptiske handelsmænd opslog deres boder på dækket. Vi havde fået tudet ørene fulde af hvad deres souvenirs var lavet af, så jeg skulle ikke købe noget og de dyrere ting som kameraer og radioer havde jeg slet ikke penge til.
Næste dag gik konvojen gennem Suezkanalen, over Store og Lille Bitter Sø og tæt forbi byen Suez, hvor de sidste handlende forlod skibet, vel for at tage den næste konvoj tilbage.


Simba i Suezkanalen.

De følgende dage gik vi gennem Rødehavet. Der var stegende hedt og næsten vindstille, kun midt på formiddagen kunne det pludselig blæse op, for så en halv time senere igen at være næsten havblik. I løbet af dagen blev dækket gloende, så man skulle nok huske at tage noget fodtøj på og stod man stille for længe, kunne man mærke at plastik klip-klapperne gav efter. Koksmaten ville vise at han kunne spejle æg på dækket, men det virkede nu ikke særlig overbevisende. På radioen ledte vi forgæves efter noget vestlig musik, men fra den ene ende af skalaen til den anden, var der kun skønsang fra minaretens top og det var ikke lige vores stil.
Torsdag den 20. august ankrede båden op udfor Aden, hvor der skulle tankes op til turen over det Indiske Ocean. Igen kom der små både med handlende til. Sortimentet her var knap så souvenir præget, mere rettet mod forbrugsgoder.
Ved middagstid dagen efter stak vi igen til søs. I løbet af lørdagen nåede vi ud i det Indiske Ocean og fik straks hårdt vejr. De næste par dage gik igen med søsyge, dog ikke så slemt. Allerede mandag kl. 17.53 passerede vi ækvator og nej; jeg kunne ikke se stregen. På grund af det hårde vejr blev der ikke nogen dåb for os, kun for passagerne. Hovmesteren lovede at vi ville få en dåbsattest alligevel, men det glemte vi vist alle sammen.
Efterhånden lagde vinden sig og blev afløst af store bløde dønninger. Til tider kunne de være store som huse, sådan føltes det i hvert fald, når skibet befandt sig i en bølgedal og man kiggere op på den bølgetop, der kom susende imod det. Men som en korkprop blev skibet hævet og gled fint ned ad den modsatte side. Det kunne man vænne sig til.
Jeg var kommet til at kende dæksdrengen Mogens, der var fra Århus. Han havde sejlet før og havde gået på søfartsskole i Svendborg, så der` kunne vi nok lære en ting eller to. f.eks. var der ikke noget på et skib der hed ræling, det var kun landkrabber, der brugte det. Nej, om bord hed det man lænede sig op ad lønningen, og det man sparkede på hed skansebeklædningen. Ja, jeg så det selv i hans lærebog. Det var en lektie man lagde sig på sinde, for man skulle jo nødigt lyde som en landkrabbe.
Når man så stod ved ræ.. øh lønningen, kunne man ind imellem se en hel stime flyvefisk komme ud af en bølgeside, svæve et stykke og forsvinde under overfladen igen. Det skete ikke så sjældent at en enkelt nødlandede på dækket.
Ca. halvvejs over det Indiske Ocean begyndte vi at kunne tage Australien på ”transistoren”. Det var først og fremmest Beatles, der blev spillet, som i 1964 lå nummer 1 på den australske Top 10, i 38 uger. Men også numre som: "Have I The Right?" med The Honeycombs, "Pretty Woman" med Roy Orbison, "The House of the Rising Sun" med The Animals, "Glad All Over" med Dave Clark Five, kan bringe stemningen fra dengang tilbage. Det ”hotteste” nummer på det tidspunkt var nu "Poison Ivy", ikke med The Roling Stones som i Europa, men med en lokal gruppe: Billy Thorpe & the Aztecs. Dengang var reklamer i medierne et ukendt fænomen i Danmark, det var det så sandelig ikke i Australien.
Siden mågerne forlod os efter Aden havde vi ikke set fugle, men flere dage inden vi nåede Australien blev vi mødt af de store albatrosser, der svævede tæt over bølgerne på udkig efter føde. Det fortaltes, at de kunne holde sig i luften i ugevis, men at de var prisgivet, hvis de landede på havoverfladen, da de ikke kunne lette igen på grund af det store vingefang på omkring 3 meter.
En aften da passagernes middag kom op i pantryet manglede kartoflerne. Det viste sig at de nede i kabyssen, havde glemt at sætte dem over, så middagen blev forsinket. Tjeneren gjorde et stort nummer ud af det, men han var nu ikke for god selv. En anden aften mødte han ikke til servering af middagen, og da han ikke var at finde, måtte jeg varsko hovmesteren. Tjeneren blev dog fundet, låst inde på sit kammer og i seng med biskoppens whisky. Biskoppen var en af passagerne og han havde medbragt sin egen mærkewhisky, som han skulle have et glas af hver aften til at sove på. Hovmesteren måtte selv servere for passagerne den aften, men erstatte biskoppens mærke i whisky kunne han dog ikke.
Et par dage før vi nåede Australien indtraf ”katastrofen”; vi løb tør for øl. Det betød selvfølgelig ikke noget for os drenge, vi kunne jo ikke købe alkoholiske drikke, men flere af de garvede gutter blev ”syge” og måtte holde sengen de følgende dage. Bl.a. en, der ellers havde udviklet øldrikning til en kunstart. Først blev vommen vippet ud over bukseremmen, dernæst blev flasken knappet op og mundstykket aftørret i en bevægelse. Flasken blev nu placeret på den fremskudte underlæbe, hvorefter væsken løb direkte ned i det åbne svælg, mens han betragtede verdens gang omkring sig. Hele operationen var overstået på ca. 15 sekunder, uden der havde været antydning af synkebevægelse.
Aftenen før vi ankom til Australien holdt kaptajnen et stort afskedsparty for passagerne, og efter at vi hele den følgende dag havde haft dønninger ind på styrbordsside, lagde vi til kaj i Fremantle onsdag den 2. september ved 10-tiden om aftenen. Den første til at modtage os var en varebil fra det lokale bryggeri ”Swan Beer”, så vi kunne få en nødration ombord. Vi skulle da også lige prøve hvordan det var at have landjord under fødderne igen, men efter 28 dage om bord havde kroppen svært ved at vende sig til at underlaget stod stille.
Dagen efter fik vi friske grønsager om bord og øl lagret fyldt op. Om aftenen var vi et par stykker der så filmen ”Zulu”. I Australien var det åbenbart almindeligt at man røg i salen under fremvisningen.
Fredag over middag afgik vi fra Fremantle og hele den følgende dag sejlede vi sydpå langs Australiens vestkyst, som kunne ses hele tiden. Derefter østpå over den Australske Bugt. Vi ankom til Port Adelaide tirsdag morgen. Jeg var inde i selve Adelaide et par gange, der var 9 mails (16 km) derind. Her viste de Beatles filmen ”A Hard Days Night”, der lige var kommet frem. Selv inde i biografen gik pigerne amok. Hovmesteren og 2. styrmand havde været i diskussion med nogen fra et andet ØK skib, så hovmesteren måtte have hånden i bind.
Fredag den 11. september ved 2-tiden om eftermiddagen afgik vi fra Adelaide og allerede dagen efter ankom vi i silende regnvejr til bugten udfor Melbourne. Her kastede vi anker og måtte blive de næste 5 dage. Jeg husker ikke mere hvad grunden var, men strejke blandt havnearbejderne vil være et godt bud. Det var hverken første eller sidste gang vi stødte på det fænomen i de australske havne. Til sidst var vores ferskvandstanke ved at løbe tør. Der var ikke mere vand i hanerne, så det sidste skulle pumpes op med en håndpumpe.


Undertegnede og styrmandskammerdrengen Preben der giver gode råd til udfyldningen af dagbogen.

Endelig torsdag den 17. september kl. 9 om formiddagen fik vi lov at gå til kaj. Om aftenen så jeg igen Beatles filmen og den følgende aften var det ” How the West Was Won”. Den svenske sømandskirke havde arrangeret en fodboldkamp mod en svensk båd om lørdagen, hvor vi drenge selvfølgelig var selvskrevne. Bagefter var der hyggeligt samkvem i kirkens lokaler. Her så jeg at de dagen efter havde en udflugt for søfolk og selvom det kneb med at jeg kunne nå mit arbejde, meldte jeg mig til. Turen gik først til Zoo og efter en kop kaffe og et par opbyggelige ord i kirken, gav australiensmesteren i bommerangkast opvisning. Det så så let ud, så jeg købte selv en, men - øh, den virker vist ikke. Til sidst blev vi kørt en tur ud til de nærmeste bjerge, hvor der desværre var lidt diset den dag. Dagen efter brokkede 1. mester sig over, at jeg ikke havde været inde på hans kammer. Men når jeg nu ikke kunne når det hele, regnede jeg med at det var ham der ville blive mindst sur.
Barerne i havnekvarteret var der ikke meget hygge ved, de mindede mest om en slagterbutik, fliser fra gulv til loft. Skulle man ind i byen og tog en taxa, havde den kun lov til at køre i en vis zone, så hvis man skulle videre, måtte der skiftes til en anden. En dansker jeg mødte fortalte at han var kommet til Australien med en ingeniøreksamen, men da Århus Teknikum ikke stod på deres liste over anerkendte universiteter, kunne han kun få job som maskinarbejder. Han var nu i gang med at spare op til flybilletten hjem.
Onsdag den 23. september forlod vi Melbourne og stævnede stik syd mod Tasmanien. Vi havde en del søgang hele dagen indtil kl. godt 10 om aftenen, da vi kom i læ af øen og kunne se lysene i byen Burnie. Vi gik dog først til kaj den følgende morgen. Byen er ikke ret stor og opbygget på et fladt areal mod havet. Bag byen hæver landet sig noget og jeg forventede deroppe fra, at have et nogenlunde udsyn over øen. Men her havde jeg forregnet mig, der var bare udsigt til flere bakker og noget skov i det fjerne. Selvom Tasmanien ikke fylder meget på mit skoleatlas, er dets areal næsten dobbelt så stort som Danmarks.
Sidst på fredag eftermiddag forlod vi Burnie og stævnede nordpå, op langs Australiens østkyst og søndag eftermiddag sejlede vi ind i Sydney havn, forbi ”Utzons” Operahus (der dengang var under opførsel) og under den berømte Sydney Harbour Bridge. Sydney havn var dengang utrolig travl, hele tiden fragtbåde og passagerliner der kom og gik, så der var nok at se på. En hel del af vores gods skulle losses her, så et flere dages ophold var planlagt. Men det blev forlænget adskillige gange på grund af australiens plage dengang; havnearbejderstrejke. Skibet kunne vrimle med lossearbejdere, for kort efter at være mennesketomt; alle var gået til møde. Nogle kom måske tilbage, men ham der skulle betjene kranen var der ikke, så de andre kunne ikke lave noget alligevel. Kasser blev tabt og indhold forsvandt osv. osv. Set udefra, så det ud til at være fuldstændig ude af kontrol. Vi kunne jo være ligeglade, så fik vi set det mere af byen, bl.a. bydelen Kings Cross, hvor vi flere gange var i biffen, oppe på broen og i Zoologisk Have. I de australske biografer vistes normalt en 6-7 forfilm inden den egentlige forestilling begyndte. En aften handlede det om eventyrlandet DENMARK! Senere vistes et billede af Sydneys berømte Harbour Bridge og hele salen klappede og brød ud i hurra råb, det synes vi nu alligevel var i overkanten.
En aften her inviterede koksmaten igen til party, men nu var vi jo advaret. Der var også ”damer” tilstede og de var meget, øh, venlige overfor os drenge. Jeg tror det var gjort i den bedste mening, efter devisen: ”Man har ikke rigtig været ude at sejle, før man har prøvet de lokale madrasser”. Det hele blev nu alligevel for meget og i et ubevogtet øjeblik listede vi i køjen - alene. De pågældende ”damer” fandt så natlogi andetsteds, bl.a. hos ungtjeneren, som i næste havn måtte i land og have ”renset geværet”.
Efter at skibet havde ligget 10 dage i Sydney, afgik vi tirsdag den 6. oktober ved aftenstide. Vi sejlede videre nordpå langs Australiens østkyst og kunne se land hele tiden. Efter planen skulle vi have været til Port Kembla og Newcastle, men på grund af de mange forsinkelser blev de strøget. Godset var vel blevet losset i Sydney og kørt dertil på lastbil.


Undertegnede i mit kammer sammen med dæks .

Vaskerijomfruen og en motormand, der havde gået og kærestet lidt, forsvandt i Sydney og vi hørte ikke mere til dem siden.
Da vi stod op torsdag morgen, lå vi på strømmen udfor Brisbane, men først fredag morgen fik vi lov til at gå til kaj. Den dag avancerede dæksdrengen til ungmand, så han gav øl på en hyggelig lille klub inde i byen. Lørdag aften ved 11-tiden forlod vi igen Brisbane og stak stævnen videre nordpå. På vejen havde tømreren travlt med at bygge skillerum i de agterste lastrum. I næste havn skulle vi laste 6000 tons af noget de kaldte Ertz. Det lignede jord, men var vistnok knust Bauxit og som bruges ved aluminium fremstilling. Mandag den 12. oktober har jeg skrevet i min dagbog: ”Om formiddagen sejlede vi forbi en masse øer (fandt senere ud af at det kaldtes Great Barrier Reef) og ankom til Townsville kl. 17. Alle tiders lille tropeby”.
Det var et skønt klima her. Når vi var færdige med arbejdet, tilbragte vi resten af eftermiddagen i den lokale swimmingpool og om aftenen slentrede vi rundt i byen, eller sad ude på dækket og talte sammen. Fra havnen gik der en lille turbåd over til øen Magnetic Island lidt uden for. Den skulle min kammesjuk Jens og mig prøve en eftermiddag. Vi blev sat af for enden af en lang anløbsbro ved et sted der hed Picnic Bay og gik ind mod en klar, hvid badestrand, med nogle bungalows spredt mellem palmerne i baggrunden. Godt nok var badestranden indhegnet, så der kunne bades i fred for hajerne, men det forstyrrede ikke indtrykket af et lille paradis. Desværre skulle vi med båden tilbage ret hurtigt efter, så det var ikke meget vi fik at se.
Da vi kom tilbage om bord, fortalte vi vidt og bredt om vores oplevelse. Dæks, ja sådan blev han ved med at hedde, blev meget interesseret og lørdag eftermiddag sad jeg igen i båden over til øen. Båden anløb øen 2 steder, så vi besluttede os for at stå af i Picnic Bay og gå det korte stykke over til det næste anløbssted Nelly Bay. Men vores beregninger må have haft en lille brist, for da vi på vej derover kom op på et lille højdedrag, så vi turbåden på vej tilbage. Vi tog benene på nakken og skyndte os tilbage til anløbsbroen, blot for at se båden tøffe forbi et stykke ude på vej tilbage til Townsville. Der var ikke flere turer den dag og da vi ikke havde mange cent på lommen, var der ikke andet at gøre end at få tiden til at gå til næste dag. Men eventyret var ligesom gået lidt af det.
Da aftenen stundede til satte vi os ind i en åben pavillon på forstranden. I skumringen kom en lille loden fyr vraltende og kiggede ind til os, en koalabjørn. Den var nu ikke særlig snaksalig, for ved den mindste lyd vendte den om og fortsatte sin aftenpromenade. Senere på aftenen blev det alligevel lidt køligt i vores sommer bluser, så vi lagde os ind under anløbsbroen i det stadig varme sand. Ikke så snart vi havde lagt os, fik jeg en våd hundesnude stukket op i hovedet og derefter lyskeglen fra en stavlygte. Det var den lokale sherif, der fortalte os, at vi skam ikke kunne sove her, både på grund af tidevandet og alskens kryb. Da vi havde sat ham ind i situationen, tilbød han at vi kunne overnatte i ”the Lock In”. Desuden lovede han at sende besked til skibet, om at vi stadig var i live og ville dukke op næste dag. Der havde været snak om at vi snart skulle sejle, så vi var også lidt bekymret for at blive agterudsejlet. Den lokale arrest viste sig at være en forstærket hønsegård i sheriffens baghave, men der var da en madras samt et tæppe til hver og da han gik, blev døren ikke låst.
Tidligt næste morgen blev vi vækket af en undulat koncert. Da det var søndag, var der ellers ikke meget liv i byen, så efter en nødtørftig vask fra en vandhane i gården, begav vi os på vej ned til anløbsbroen. Der gik først båd tilbage ved 9-tiden, men vi skulle ikke nyde noget. Det var en lettelse at se det gode skiv M/S Simba stadig ligge solidt fortøjet, da vi stævnede ind i havnen. Vel om bord igen blev jeg kaldt op til kaptajnen. Han var meget venlig og ville blot vide hvad det var for noget med det der ”Lock In”.
Dagen efter, den 19. oktober, sejlede vi fra Townsville, som samtidig var turens vendepunkt. Vi var nu på vej hjemover, men på grund af alle forsinkelserne begyndte spørgsmålet om vi kunne nå hjem til jul at spøge.
Der var jo olympiade i Tokyo det år, fra den 10. – 24. oktober, men de nævnte ikke meget om de danske deltagere i de australske medier. Så nyheder hjemmefra fik vi i ”Sømandsavisen”, som Gnisten modtog via Lyngby Radio og hængte op.


Dæks i sit kammer.

Turen gik nu sydover, tilbage langs Australiens østkyst i dejligt vejr, det var jo ved at være sommer på den sydlige halvkugle. Efter godt 4 døgn i søen, ankom Simba, fredag den 23. oktober ved 8-tiden om aftenen, til bugten udfor Melbourne, hvor der blev kastet anker. Denne gang fik vi lov til at gå til kaj allerede den følgende morgen.
Nu var vi tilbage på kendt territorium og kunne besøge alle de kendte steder, dvs. værtshuse, sømandskirken og biograferne. De viste bl.a. ”Viva Las Vegas” med Elvis Presley og Ann-Margret.
Den 28. oktober afgik vi fra Melbourne ved 6-tiden om aftenen med kurs vestover. Hele den følgende dag var der hård søgang. Ude i kabyssen væltede røremaskinen. Tidligt på morgenen fredag den 30. oktober ankom skibet til Port Adelaide.
Dæks havde sat sig i hovedet, at læderjakker var billige i Australien og vi havde søgt i flere havne. En af de mere lovende forretninger fandtes her i Port Adelaide, så den skulle vi besøge igen. Dæks fandt nu ingen, men jeg faldt for en kort jakke med kængurupels på kraven. Mandag eftermiddag havde Jens og mig købt 2 liter is med tilbage til os drenge. Samme aften ved 11-tiden forlod skibet Adelaide og satte kursen vestover.
Først torsdag middag fik vi igen landkending og om aftenen rundede vi Australiens sydvest spids. Den dag sejlede vi om kap med 2 hvaler. Allerede ved 9-tiden næste formiddag ankom vi til Fremantle. Nu var det Dæks sidste chance for at få en læderjakke, samme eftermiddag købet han en og jeg købte 3 koalabjørne til familien. Lørdag aften var koksmaten, dæks og mig inde i Perth for at se os om. Det var der åbenbart også andre der havde været, for søndag morgen sov officersdækket længe, så hele formiddagen sad vi drenge ude på luge 4 og ”snakkede”.
Mandag morgen kom en anden ØK båd, Siena, ind. Der blev sagt, at hun var et søsterskib til Simba, og det skal nok passe, for bortset fra navnet kunne jeg ikke se nogen forskel. Selvom jeg var tidlig færdig den dag, kom jeg ikke i land, der var party i spisesalonen hele eftermiddagen. Der blev nu gjort klar til afgang, proviant strømmede til, og kl. 15:30 tirsdag den 10. november kastede vi los og begav os på vej over det indiske ocean.
Det varede ikke længe før vi igen nåede ud i de stærke dønninger, nu ind på bagbords side. Preben, styrmandskammerdrengen, slog sin fod og måtte holde køjen et par dage. Det gav lidt ekstra arbejde til os andre. En søndag, mens vi tog solbad, kunne vi følge et engelsk skib fra det om morgnen kunne skimtes forude, til det ved aftenstide lå agter ude. Ja, der sker ikke meget på sådan en tur over oceanet, det mest ophidsende jeg har noteret i min dagbog, var en dag jeg havde malet dørken i vores kammer. En anden dag vaskede vi skotterne ned.
Den 18. november kl. 22:35 krydsede vi atter ækvator på vej tilbage. Den 21. var det galt med øllene igen, dog kun de danske, der var stadig nok af de australske. Så det var ikke bare mig der var begyndt at spejde efter land, som vi dog først fik øje på dagen efter. Så, efter 12½ dag i søen, ankrede vi igen op udfor Aden, mandag den 23. november ved 3-tiden om natten.
Jeg havde besluttet mig for at købe et kamera af rimelig kvalitet når vi kom til Aden. Så da de arabiske handelsmænd havde opslået deres boder på dækket først på formiddagen, gik jeg på jagt. Det viste sig hurtigt, som jeg også havde hørt, at de var villige til at prutte om prisen, endda meget villige, ned til ca. det samme beløb, så mistede de interessen. Jeg valgte så den, der var lavest og efter at have hørt en gribende historie om alle hans børn og hvor lidt de fik at spise, gav jeg ham en stor del af mine spareskillinger. Man fortalte, at ganske få personer ejede hele denne handel, så det var nok minimal, hvad den enkelte handlende fik ud af det.
Kort efter blev jeg kaldt op til hovmesteren. Der var nemlig 4 om bord, der ville købe det nyeste skrig indenfor elektronik, en – Grundig Spolebåndoptager med Ekkomaskine -. Så store ting havde de ikke i de små både, de skulle hentes i land, så derfor skulle der udrustes en ”ekspedition” og jeg var blevet valgt som deltager (bærer). Med 3. styrmand i spidsen og 2 drenge på slæb, blev ekspeditionen sejlet i land, hvor der ventede en bil som kørte os ind til Aden. På vejen passerede vi en hel bydel med huse bygget af blikplader. Hvis ham jeg købte kameraet af boede her, var hans historie måske ikke helt usand.
Bilen kørte ind til et vestlig udseende kvarter og standsede udfor en forretning der forhandlede alt indenfor dyre kameraer, ure og elektronik. Forretningen, der var udstyret med glasdiske og glasmontre fra gulv til loft, kunne have lagt i en hvilket som helst europæisk storby, rent bortset fra madrasserne bag disken hvor folk lå og sov. 3. styrmand, der stod for forhandlingerne, var ikke helt tilfreds. Han ville have båndoptagerne leveret uåbnet i originalemballagen. Det havde de ikke her, de skulle hentes på deres lager.
Turen fortsatte, nu ind i den gamle arabiske bydel, hvor bilen standsede i et virvar af køretøjer, dyr og mennesker. Vi blev vinket ud af den arabiske klædte handelsmand og ledt ind under et 4-5 etagers hus, der så ud til at være opført af sten og ler. Lige da vi kom ind i skyggen fra det stærke sollys udenfor, kunne vi ikke se en hånd for os. Men efterhånden som øjnene vendte sig til skyggen, kunne man se at vi ikke var alene, her var masser af folk søgt ind. Det var bare med at følge trop, for det var åbenbart ikke hver dag, der kom en mesterkammerdreng forbi her. Jeg fik billeder på nethinden af Ali Babas hule. Det var såmænd ikke Ali Baba, der bekymrede mig, mere de fyrretyve røvere. Nå, de var heldigvis ikke hjemme den dag. Vi skulle op igennem en baggård og ind under det næste hus, inden vi fandt deres lager, godt gemt bag flere lag kæder og hængelåse. Selv om man ikke skal tage sorgerne på forskud, må jeg indrømme, at jeg følte en vis lettelse, da vi igen sad i bilen på vej tilbage til skibet.
Kort efter at vi var kommet om bord med den dyrebare last, blev der givet ordre til afgang. Rejsen fortsatte nu op igennem Det Røde Hav, hvor der var knapt så varmt som sidste gang vi var her.
Aftenen efter blev vi mødt af ØK båden Andora. De havde fundet en blind passager om bord, en politisk flygtning fra Bulgarien, der nu skulle med os tilbage til første europæisk havn. Begge både lå stille, mens han blev sejlet over. Det var ikke den eneste ØK båd vi så. Den næste dag passerede ikke mindre end 3; Songkhla (også en af S-bådene), Falstria (der var på vej til ophugning i Japan) og tankskibet Annam. Senere mødte vi også verdens daværende største motorskib: ”Berger Bergersen”, tror jeg hun hed, der havde 2 B&W motorer, fik jeg forklaret.
Torsdag den 26. november ved 8-tiden om aftenen nåede vi reden udfor Suez og ankrede op i konvojen. Den dag hørte jeg for første gang siden, gud ved hvornår, Pressene Radioavis hos en af mestrene. Ved halv 10-tiden næste formiddag gik vi ind i Suezkanalen.


Simba i Suezkanalen.

Det var skiftedag, så jeg havde travlt, for jeg ville jo også gerne se hvad der skete udenfor og tage billeder med mit nye kamera. Vi var ude af kanalen igen ved 10-tiden om aftenen.
Rejsen gik nu videre mod vest gennem Middelhavet. En dag hen under aften fik vi pludselig dønninger ind på siden og Simba begyndte at rulle voldsomt, men det lagde sig snart igen. Da jeg mandag den 30. november var ude agter på 3. dæk for, som sædvanlig, at ryge min morgensmøg, fik jeg øje på at vi snart gik gennem Messina strædet. Jeg skyndte mig ned for at hente kameraet, hvis vi skulle rage i kablet, der hang tværs over fra Italien til Sicilien. Det gjorde vi nu ikke. Den følgende nat gik vi gennem strædet mellem Korsika og Sardinien, for at ankomme til Marseille om morgenen ved 7-tiden. I løbet af dagen kom en del af, hovedsagelig officerernes, koner om bord, som skulle gøre den sidste del af turen med.
Dagen efter, den 2. december, forlod vi igen Marseille og satte kursen mod Genova. Her var vi dog kun nogle få timer og allerede ved middags tid afgik skibet med kurs mod Gibraltar.
Om natten blev jeg vækket ved, at jeg med mellemrum fik hovedet banket ind i skottet i køjen. Da vi fik lyset tændt, flød alt på dørken og klædeskabets låger svingede op og i. En gang imellem så det ud som om vores koøje var under vand. Ude på gangen var alle adgangsveje til dækket lukket og boltet. Inde i messen, hvor nogle stykker havde haget sig fast, fik vi at vide at skibet var røget ind i en orkan. Der var ikke andet at gøre end at kile sig fast et sted og afvendte at det rasede af. Først hen ad 9-tiden om formiddagen havde vinden lagt sig så meget, at der blev åbnet for morgenmad. Det skal lige nævnes, at jeg ikke havde antydningen af søsyge!
Lørdag den 5. december kl. 16:20 gik Simba igennem Gibraltar strædet for hjem ad gående. Derefter op langs Portugals kyst, over Biscayen og ind i Kanalen. Søndag fik vi andesteg, en halv til hver. Den var vist nok beregnet til juleaften, hvis det var blevet aktuelt.
Om aftenen tirsdag den 8. december ankom skibet så til Dunkerque. Allerede ved 2-tiden næste eftermiddag afgik vi igen og efter en kort tur langs det lave land, ankrede vi op på floden udenfor Antwerpen ved 11-tiden om aftenen. Næste morgen kl. 6 gik vi igennem slusen og lagde til kaj. En stor del af vores last skulle lodses her, så det kunne godt tage nogle dage. Særligt da vi så at de begyndte at grave malmen ud med skovl og hakke. Derudover havde vi stadig 2 destinationer tilbage, Rotterdam og Bremen, inden vi kunne stikke næsen hjemover. Så snakken, om hvilken dag vi kom hjem, blev stadig mere intens. Dagene slæbte sig af sted, så tæt på og dog så langt fra. Aftenerne gik med biografture, den Danske Sømandskirke og en enkelt øl blev det vel også til. Tanken om et liv til søs virkede mere og mere tiltalende, så Dæks synes lige så godt jeg kunne gå i gang med at lære nogle knob og stik.
Endelig tirsdag den 15. december var kranerne ved at være nået til bunds i lasten, og et opslag meddelte at vi undgik at skulle ind til Bremen, så det lysnede. Til gengæld gik al strømmen på skibet, så der ikke kunne laves mad. Vi fik en ungtjener om bord, som var blevet agterudsejlet fra et andet ØK skib. Han skulle med til Rotterdam.
Næste dag blev der gjort klar til afgang, kl. 17 lagde vi af kaj og kl. 21 var vi ude af slusen. Der er ikke lang vej fra Antwerpen til Rotterdam i luftlinie, men når man skal ud i den Engelske Kanalen for at vende og det meste af sejladsen foregår på floder og i kanaler, tager det alligevel en nats tid. Da vi stod op torsdag morgen sneglede vi os forbi græssende dyr på digerne. Men allerede først på formiddagen lagde vi dog til kaj og straks gik lossesjakket i gang. Arbejdet blev ved indtil godset var losset, så fredag morgen kl. 7 var vi klar til afgang. På vejen hjemad over Vesterhavet havde vi noget sø imod os, så det tomme skibet ”bankede pæle” hele natten, indtil vi nåede rundt om Skagens gren. Det var dejligt at se ”rigtige” fiskekuttere igen og have Kronborg om styrbord. Lørdag den 19. december sidst på eftermiddagen gled M/S Simba ind i Københavns Frihavn og lagde til kaj. Jeg afmønstrede kl. 8 om aftenen.
På trods af alle vores planer om en glad aften i byen, var hele besætningen spredt for alle vinde i løbet af nul komma nix.

Venlig hilsen.

Hans Filskov Christensen.

Alameda (1973)


Alamada


Hyrespecifikation Alamada.

Destinationen var Australien. Alameda var det første skib jeg sejlede med.

Nogle af os besætningsmedlemmer, fløj fra Kastrup til Gøteborg, med et godt gammelt propelfly. Sikken en tur, flyet hoppede og dansede.

Vi var 4 drenge i alderen 16-17 år, som fik de fine titler som: kammerdreng, pantrydreng, skyller og provinatdreng. Jeg blev kammerdreng, og det var jeg glad for, det gav nemlig en hvis frihed.

Men vi blev hvide i hovedet, da vi opdagede at vores første aftensmåltid bestod af ”Brunkål" med diverse. Så, vores aftensmad indtog vi hos pølsemanden på et af Gøteborgs gadehjørner.

Rejsen gik så fra Gøteborg til Kotka i Finland, dernæst igennem Kielerkanalen – så til Las Palmas for at bunker. Rundt om Sydafrika ”Kap Det Gode Håb”, så til Fremantle i Australien.

Vi anlagde flere byer: Adelaide, Melbourne, Port Kembla, Sydney, Brisbane og Townswille. Så igen Melbourne og dernæst Cape Town for at provianterer. Så op til London, Oslo, Stockholm og København. Rejsen tog ca. 3 mdr. og 20 dage.

 
Vaccinations og sundheds kort.


Sidney, undertegnede står i sidegangen, hvor operahuset ses svagt i baggrunden.


Sidney, vi var to drenge fra Nørrebro i København, som venter spændt på Sømandspræsten kommer og henter os – til en tur på stranden. Kraner og mastetoppe fra Alameda, ses bagved taget på pakhuset.


Ud for Stockholm, vi 2 drenge fra Nørrebro, sejler endelig mod København for at afmønstre.

Her kommer et indskudt afsnit med billeder indsendt af Erik Bisgaard Sigvaldason som også sejlede med Alameda på Vestafrika 1973.


Alameda i Rotterdam 73.


Alameda mod Rouen.


Gæstekahyt.


Ready for lunch.


Imponerende opdækning.


Alameda 73.


Spisetid for lastearbejdere, Dakar Senegal.


Alle i arbejde (næsten) Dakar Senegal.

Erik Bisgaard Sigvaldason.

 

Her fortsætter indslaget fra Kim P. Nielsen.

Bogota. (1973)


Bogota.

Destinationen var Vestafrika. Bogota var det andet skib. Påmønstrede i Hamburg som skibsdreng.

Dengang var der mange besætningsmedlemmer ombord. Fx i Restaurationen - var vi Hovmester, Kok, Koksmath, Stewardesse og 5 drenge. Og på dækket var der Bådsmand, Tømre, 6 matroser, letmatros, ungmand og dæksdreng. Vi var mange unge mennesker ombord, i forhold til senere - hvor der blev skåret meget i besætningsantallet.

Vi sejlede fra Hamburg til Bremen, dernæst Antwerpen, Rotterdam og Rouen (Frankrig). Herefter til Dakar i Senegal, Monrovia I Liberia, Abidjan på Elfenbenskysten, Lome i Togo, Contonou i Dahomey (i dag Benin), Lagos i Nigeria, Tema i Ghana, så Abidjan og Monrovia igen. Så til Amsterdam og Hamburg.
I Dakar, kan jeg huske at der var ”skopudser-banden”. En masse unge drenge, som var hurtige og frække – ”Inden man havde set sig om, havde man fået pudset sine sko”. Og hvis man ikke ville betale, overrasket som man var, ja – så blev man næsten truet på livet.


Dakar, den røde redningsbåd skimtes.


Dakar der losses og lastes.


Bogota ved kaj.


Monrovia liberia, der bliver bunkret olie.


Bogota i søen. 


Bogota ved kaj.


Souvenier.


Koksmath i sidegangen.


Abidjan, vagtsmand i sidegangen.


Pause.

Asmara (1974)


Asmara.

Påmønstrede på B&W, en meget kold januar morgen. Nu skulle jeg prøve noget nyt, skulle ud som Koksmath - som ferieafløser i Europa. Sikke en start, kokken gik på druk i Nyhavn, og så stod jeg alene og skulle prøve at holde skansen. Der var 35 sultne besætningsmedlemmer.

Jeg kan huske, at aftensmaden foruden suppe og dessert var - Svinekoteletter med brun sauce, kartofler og rødkål. Jeg tror aldrig jeg har lavet så meget sauce. Det startede så godt, men saucen blev tykkere og tykkere. Jeg startede med at lave al for megen opbagning (jævning). Så, hældte jeg noget af saucen fra, mere suppe på – men stadig tyk. Til sidst smagte saucen kun af væde og bouillontern, hold da op. Heldigvis, var der en flink Hovmester – som til sidst kom og hjalp til.
Jeg var dyb rystet - et par dage efter kom der en ny Kok, da den tørstige Kok blev fyret, da han kom hjem fra Nyhavn.

Efter en lille uge, sejlede vi så ud fra B&W - med kursen mod Oslo, dernæst til Hamburg. På vej til Hamburg, i Vesterhavet, blev der søgang "efter den store guldmedalje". Kokken blev søsyg, det samme gjorde messedrengene. De lagde sig alle - så stod jeg der igen, med alle talenterne. Nå, men vi nåede Hamburg, og skulle derefter til Antwerpen, Amsterdam og Rotterdam. Her skulle jeg "heldigvis" afmønstrer - jeg havde virkelig lært noget.

Asmara.

4-5 år efter mønstrede jeg igen Asmara. Det var i Hamburg og som kok, jeg havde fået af vide hjemmefra ØK, at det var en tur på Østen. Men dagen efter sejlede vi mod Nakskov, hvor vi skulle på værft og gøres klar til salg af skibet.
Det var højst 3-4 uger jeg var af sted (lige før det var indenrigsfart).

Sinaloa. (1974)

Påmønstrede i Frihavnen som koksmath. Det var i begyndelsen af februar, og vi lå her et par dage. Derefter sejlede vi til Århus, Bremen, Hamburg, Antwerpen, Rotterdam og Rouen I Europa. Så ned til Vestafrika – Monrovia, Abidjan, Tema, Contonou, Lagos, Abidjan og Freetown. Igen op til Europa og igen ned til Vestafrika osv. osv.

Det var et af de gamle skibe fra 1956, så det var et fysisk hårdt arbejde i kabyssen. Selvom skibet rullede lidt, var det ikke ubehageligt, Sinaloa ”lå” faktisk godt i vandet.

På Vestafrika, kunne man dengang - mærke på befolkningen, hvem som havde haft kolonimagt på stedet. Hvis det var englænderne, var befolkningen mere "tændt" over for europærerne.

Mit foretrukne sted på Vestafrika - var Abidjan på Elfenbenskysten. Her fik jeg fridage, og nød at slappe af ved stranden - og tog på sightseeing inde i selve byen.


Koksmath med flyvefisk.

Mange flyvefisk landede her på dækket, uden for kabyssen - når skibet rullede. Sådan èn frisk fisk, tilberedt som stegt sild - smagte faktisk godt.

Kim P. Nielsen.

Kims indslag fortsætter på næste side.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN