"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 71

 

EN SKRIVERKARL’S ERINDRINGER:

Som en begyndelse til hvordan eventyret med M/S Andorra startede er det noedvendigt med nogle forklaringer:

Jeg blev foedt den 8. marts 1946 (den store aargang efter krigen) og min far var svensk og min mor var dansk. Det faktum er ret vaesentligt, hvad jeg kommer tilbage til senere

Jeg voksede op i Lilleroed eller Alleroed som det nu hedder efter at Blovstroed, Lilleroed og Lynge blev sammensluttet (hvilket aar kan jeg ikke huske, men det er ogsaa ligegyldigt).  Alleroed ligger mellem Birkeroed og Hilleroed. Foer S-banen kom til Alleroed var der kun forbindelse til Nordsjaelland een gang i timen fra Koebenhavn. Soevnige passagerer kunne tage fejl naar konduktoeren raabte Lilleroed og troede saa at de var ankommet til Hilleroed.

Jeg gik i Lilleroed Kommuneskole og fik en mellemskole og real eksamen derfra. I fritiden var jeg bybud, gik med aviser om eftermiddagen (det var dengang BT/Ekstrabladet udkom om eftermiddagen). Mine ”abonnenter” var bl.a. en bankdirektoer og en manufakturhandler. Det medfoerte at jeg ogsaa gik aerinder for bankdirektoeren og manufakturhandeleren og hans kone.

Paa det tidspunkt hvor jeg gik i realklassen spurgte manufaktuhandlerens kone min mor hvad jeg havde lyst til at lave naar skolegangen var overstaaet. Det vidste min mor selvfoelgelig ikke (og jeg havde heller ingen ide selv paa davaerende tidspunkt).

Manufakturhandlerens kone foreslog at OEK maaske ville vaere en god ide. Hendes svigersoen arbejdede der. Jeg gik paa biblioteket og undersoegte hvad OEK var. Paa det tidspunkt var det Danmarks stoerste firma (ogsaa Skandinavien viste det sig) og Danmarks stoerste rederi. Jeg har altid haft en forkaerlighed for skibe. I tegnetimerne i skolen var det det eneste jeg tegnede.Derudover var der mulighed for at komme ud i verden.


ØKs hovedkontor i Holbergsgade, med Niels Juel i forgrunden.

En kold februar vinterdag tog min far og jeg ind til Koebenhavn til Holbergsgade 2, hvor jeg henvendte mig til Personaleafdelingen for at ansoege om at blive elev i Kompagniet. Min far ventede udenfor i kulden. Jeg blev anbragt i det flotte bestyrelseslokale som laa ved siden af Personalekontoret paa 1. sal og her kunne jeg saa skrive min ansoegning. Jeg soegte ind i Skibsafdelingen.

Der gik et par maaneder og saa fik jeg besked om at jeg lige skulle igennem en laegeundersoegelse foer man kunne bekraefte min ansaettelse. Kompagnilaegen hed Dr. Rygaard og havde klinik i Bredgade. Interviewet med Dr. Rygaard forekom at vaere en form for ansaettelses interview. Men Dr. Rygaard skrev noget ned som blev lagt i en kuvert som saa skulle afleveres til Personalekontoret.

Kort tid efter fik jeg en laerlingekontrakt som skulle underskrives af mig selv og mine foraeldre eftersom jeg kun var 17 aar gammel.

Jeg startede 1. august 1963 sammen med adskillige andre (OEK ansatte ca. 100 elever hvert aar og der var 1,000 ansoegere saa muligheden for at blive ansat var 10%) og vi samledes i Bestyrelsessalen. Vi blev adskilt i grupper og jeg blev anbragt i en gruppe som var allokeret til bogholderierne. Jeg endte op i Import Bogholderiet (ikke det jeg havde regnet med eller ansoegt om) og grunden dertil kan kun vaere mine karakterer i matematik og regning som var til ug.

Med en laerlinge uddannelses periode paa 3 aar betoed det at der paa ethvert givet tidspunkt ville vaere ca. 300 elever i bygningen Holbergsgade 2 samt i nogle af de omkringliggende bygninger paa Niels Juels Gade og Tordenskjoldsgade.

Under elevtiden gennemgik man en handelsskole undervisning som foregik dels i OEKs egne lokaler samt paa Handelshoejskolen. Derudover skulle eleverne ogsaa igennem et maskinskrivnings kursus paa Mercedesskolen paa Koebmagergade. Der var nogle soede kvindelige undervisere der.

Som alle mine samtidige soegte jeg om udsaettelse fra session. Jeg fik brev om at det kunne der ikke vaere tale om uden at der var en forklaring hertil. Min far ringede ind og forespurgte og fik det svar at det danske militaer ville ikke have mig eftersom jeg jo var svensk statsborger. Saa ringede min far til den svenske ambassade der og forespurgte der om jeg skulle goere militaertjeneste i Sverige. Det skulle jeg ikke eftersom jeg var bosat udenfor Sverige.

Kutyme i OEK var at man helst saa at de faerdiguddannede elever gjorde militaertjeneste (helst saa man at man sluttede af som officer). Efter militaertjeneste var der et saakaldt ”professor kursus” eller det vaesentligste program til en HD uddannelse. Det var et kursus paa ca. 6 maaneder og efterfoelgende ville OEK saa tage stilling til hvorhen man ville udsende de udklaekkede ”professorer”. 

For mig ville det betyde at jeg nu skulle vente i Danmark i op til 2 aar paa at mine samtidige blev faerdige med militaertjeneste hvorefter jeg saa kunne starte paa professor kurset.

Nu skal det siges at selvom der startede ca. 100 elever hvert aar, var det ikke ensbetydende med at der var 100 der blev udstationeret. Nogle personer soegte ind i OEK for at faa handelsuddannelsen (det var et fint stykke papir at have dengang), nogle bestod ikke eksamen og nogle fandt sig en kaereste under elevtiden (hvis de da ikke havde en i forvejen) og i OEK regi var det absolut tabu, for man udstationerede ikke folk som havde ”bundet” sig. Med andre ord, ville der ca. vaere 10-15 elever som kvalificerede sig til udstationering hvert aar.

Jeg var faerdig med uddannelsen den 31. juli 1966 og kunne derefter kaldes ”assistent”.

Jeg fandt ud af at der var mulighed for at komme lidt vaek fra hovedkontoret og det var at soege jobbet som Purser eller Skriverkarl som det kaldtes paa en af de moderne A-baade. Paa davaerende tidspunkt var kun udlaerte fra Skibsafdelingen som kunne stilles i udsigt at besaette denne stilling.

Jeg rendte Personalekontoret paa doerene i tide og utide og ca. 2 maaneder efter faerdiguddannelsen viste det sig at der var brug for en Pursen paa Andorra eftersom den davaerende Purser havde faaet en stilling i Skibsafdelingen i Hamburg. Vedkommende havde kun faaet een tur til det fjerne oesten. Det var kutyme med to ture. Saa med kort varsel blev jeg kaldt op paa Personalekontoret og fik at vide at jeg godt kunne gaa over i Amaliegade og faa fat i et uniformssaet samt besoege Kompagni laegen i Bredgade for at faa foerste skud af de 3 slags vaccinationer der var paakraevet dengang. Jeg maatte ligeledes paa den svenske ambassade for at faa et pas.

Formaalet med at have en Purser om bord paa de hurtige skibe var at assistere Kaptajn, Overstyrmand, Maskinchef og til en vis grad Hovmesteren samt staa for afregning af loenninger, udbetale forskud til besaetningen ved ankomst til havn samt afslutte afloenning ved endelig ankomst til Koebenhavn og i nogle tilfaelde Aarhus.

Derudover var arbejdsbeskrivelsen som foelger:

Udarbejdelse af mandskabslister, som blev brugt i forbindelse ved ankomst- og afrejse fra de forskellige havne som skibet anloeb, det vil sige forestaa:

Formaliteter med sundhedsmyndighederne som var de foerste der stillede om bord for at checke de gule vaccinationsboeger.

Formaliteter med immigrationsmyndighederne (ankomst/afrejse) dvs gennemgang af besaetningens pas.

Assisterere Hovmester med toldmyndighederne ved ankomst.

Jeg blev sendt ud i Frihavnen for at faa et lynkursus i hvordan man laver loenningsregnskab osv. Det var 2 gaeve gutter ved navn Poul Henning Jensen og Joergen Brahtz som stod for det.

Endelig oprandt den store dag hvor jeg skulle stille om bord paa Andorra. Det var i slutningen af oktober 1966.

Da jeg rendte rundt paa skibet den foerste dag foer afsejling stoedte jeg ind i Kaptajn Flemming Bech (senere flagskipper i OEK). Han var meget stram i betraekket og spurgte bare ”Er De den nye Purser?” Det maatte jeg erkende. Og saa kom det ”Knap jakken mand, De ligner en fuld tolder”. Det var haarde ord lige fra starten og jeg taenkte, det her det gaar slet ikke.

Heldigvis var Flemming Bech (ogsaa kendt som Flemming ”Vaek” Nielsen eftersom han havde stroeget Nielsen som efternavn) kun afloeser til Rotterdam da han havde faaet et nyt fartoej. Flemming Bech havde haft Andorra lige siden skibet var under bygning i Nakskov.

Det viste sig at den efterfoelgende Kaptajn Hardy Christiansen (ogsaa kendt som Hardy Halvkraft) var en utrolig behagelig person at arbejde sammen med.

Maskinchef var Henry Ehrhorn Joergensen eller mest kendt som ”Mordet” eller ”Det uopklarede mord”. Grunden til dette navn vender jeg tilbage til.

Overstyrmand var Joergen Tuxen en utrolig livlig og festlig herre.

’1. styrmand var Jens Christian Iversen, en meget behagelig person at arbejde sammen med.

’1. maskinmester var Svend Brunk Olsen, ligeledes en meget behagelig person. Han havde familien med paa min rejse nr. 2. Fruen og ”Lille Soeren” paa 5 aar.

’2, maskinmester var Birger Sassersen Christensen, som havde en forkaerlighed for 3 ting.  Jim Reeves (country and western music), tysk march musik samt Bangkok og i saerdeleshed en dame ved navn Somsong. Det forhold kommer jeg tilbage til senere.

Harald Oemark Andersen var elektriker ombord og havde vaeret tilstede under bygningen af Andorra paa Nakskov Skibsvaerft. Han kendte de elektriske systemer ud og ind.


Jørgen Tuxen

 Hovmester var Frank Thunoe, en livlig person.

 Baadsmand var Vagn Odgaard og en af hans bedste venner matros Aage Johansen fulgte med.

 Telegrafisten paa min foerste tur hed Dan Christensen og paa anden tur Henrik Andersen.


Andorra i søen.

EAC Lines opererede 3 ruter til Syd Oest Asien. Service I, II og III. Service I var den absolut hurtigste (man undgik ogsaa havne med congestion f.eks. Bangkok). Foer jeg tiltraadte sejlede Andorra paa hurtigruten Service I.

Da skibet aabenbart ikke sejlede hurtigt nok, blev Andorra taget ud af Service I og overfoert til Service II og III. Det var mit held for jeg fik masser af oplevelser med de ekstra havneanloeb det indebar.

Saa min foerste tur var Service II. Jeg mener det var Andorra’s rejse nummer 7 eller 8. Foerste anloeb var Hamburg som vi kom til via Kielerkanalen.

Jeg kan huske jeg gik i biffen en aften i Hamburg og saa en cowboyfilm. Jeg blev noget overrasket da skuespillerne talte tysk. Saa lyden var synkroniseret og saadan er det vist ogsaa i dag.

Antwerpen og Rotterdam var naeste stop. Rotterdam var sidste stop foer vi skulle igennem Suez kanalen, saa det var tid til at besaetningen fik de obligatoriske vaccinationer. I mit tilfaelde 2. omgang. Der kom 1 laege plus et par sygeplejerske om bord, Renligheden var helt i top. Officersmessen stank som et helt hospital

Ikke desto mindre, blev jeg ualmindelig sloej om natten efter afgang fra Rotterdam grundet vaccinationerne. Mit hjerte bankede som aldrig foer og troede faktisk min sidste stund var kommet. Det skete heldigvis ikke. Om morgenen var jeg helt i orden igen.

Naeste stop var Suez. Det var tid til sidste runde af vaccinationerne foer vi ankom til Det Fjerne Oesten. Som Purser var jeg ansvarlig for at samle de gule boeger ind og se til at de blev korrekt stemplet af paagaeldende laege. Med hensyn til vaccinationer var det normal praksis i Europa at man fik en ”cocktail” dvs eet skud som indeholdt 2 vacciner.


Overstyrmand Jørgen Tuxen på cykel.

Der kom en laege om bord i Suez og det var det hele. Naal og udstyr var i en brugt tobaksaeske, saa med hensyn til renlighed saa det lovende ud for at redde sig en gang sygdom.  Vi fik vores ”skud” og saa skulle de gule boeger stemples. Laegen gav kun et stempel i hver bog. Det kunne jeg ikke rigtig forstaa for vi skulle jo have 2. Saa maatte jeg spoerge om det var en ”cocktail” vi havde faaet. Det var det ikke. Saa maatte jeg hidkalde besaetningen endnu engang. Stor irritation. Men vi havde da de noedvendige stempler da vi ankom til Port Swettenham, Malaysia. Jeg fik lejlighed til at gaa i land i Suez. Jeg synes ikke det var noget saerligt. Var igennem markedet hvor ”frisk” slagtet koed hang. Koedet var fuldstaendigt daekket til af fluer.


Skriverkarlen til vnstre og 2. MM Birger i forgrunden.

Men foer Port Swettenham skulle vi lige en tur ind til Aden og bunkre.

I Aden var der ikke mulighed for at komme i land eftersom der var uroligheder. Til gengaeld vrimlede det med handelsfolk om bord som solgte alt muligt, hovedsageligt ragelse.

Det var tradition for nogle af besaetningsmedlemmerne at ved ankomst til Port Swettenham (hedder nu Port Kelang) skulle der aflaegges besoeg paa Restaurant Dux eller var det Lux? for at spise aspargessuppe og fried rice (stegt ris). Jeg ved ikke om aspargessuppen var noget specielt, det var nok snarere nogle daaser Campbell’s Soup der blev varmet op fortyndet med noget vand.

Jeg var i den heldige situation at i havn skulle jeg stille paa broen hos kaptajnen kl. 9 morgenen for at hoere om der var noget specielt arbejde der skulle goeres. Det var der som regel ikke, saa jeg fik blot den besked ”Gaa De bare i land” og det benyttede jeg mig selvfoelgelig meget af.

I Port Swettenham var der saaledes mulighed for at besoege Kuala Lumpur og se de attraktioner der var der.

Naeste stop var Singapore. Singapore dengang var ikke hvad Singapore er i dag. Singapore havde i 1963 opnaaet uafhaengighed fra Storbrittanien og gik sammen med Malaya, Sabah og Sarawak ind i dannelsen af Malaysia. 9. august 65 blev Singapore en selvstaendig republik. Saa billedet af Singapore dengang bar praeg af det rigtige fjerne oesten, hvis man kan kalde det for det. Der var ikke den samme renlighed som der er i dag. Singapore var ogsaa dengang et ”shoppers paradise”, da der stort set ikke var told- og afgifter paa fotoudstyr osv. Rent turistmaessigt kan man sige at Singapore var hurtigt overstaaet. Tiger Balm Gardens blev dog besoegt og ligeledes Singapore Aquarium (revet ned i dag).

Saa kom turen til Bangkok, hvor der heldigvis ikke var den store ventetid for at komme ind og losse godset. Behandling af diverser myndigheder blev foretaget i Paknam og man kan sige at sejlturen op ad floden til Klong Toey var noget af en oplevelse da den beroemte lejder blev smidt ud og saa overvaere ca. 70 kvinder komme kravlende op om bord paa skibet. Besaetningen bestod af 39 mand, hvoraf der var et kvindfolk, nemlig stewardessen. Saa der var rigeligt at vaelge imellem.


Bangkok Bar, (Bangkok Red) her lå vi og ventede i ca. 7 dage, på grund af congestion i Bangkok Havn (Klong Toey og Paknam) Ventetiden blev brugt til at stå på "vandski"

Vi var i Bangkok i en uges tid, saa der var masser af mulighed for at vaere turist. Det var isaer telegrafisten jeg drog paa udflugt sammen med, eftersom han ikke maatte arbejde i havn og derfor kunne holde fri. Vi besoegte River Kwai broen i Kanchanaburi, bare turen derned i taxi var livsfarlig eftersom thaierne koerer som doed og djaevel og det goer de stadigvaek. De obligatoriske tempelbesoeg blev ogsaa foretaget. Om aftenen var der saa mulighed for at overvaere nattelivet paa Mosquito Bar eller ”Myggen” som den blev kaldt og/eller Venus Bar som laa ved siden af..

Mange besaetningsmedlemmer valgte at holde noget af deres ferie i Bangkok eller snarere nede i ”Sumpen” som Klong Toey ogsaa blev kaldt. De havde deres ”faste” damer som de saa boede hos. Damerne var allesammen velbevandret med diverse sejlplaner saa de kunne ”planlaegge” paa bedste vis. Det ville jo vaere uheldigt hvis der dukkede to ”kaererster” op paa samme tidspunkt.

Eftersom forbruget hos de ferierende nede i ”Sumpen” var stort, fik jeg som regel besoeg paa mit kontor tidligt om morgenen hvor der blev bedt om yderligere forskud. Saa regnskabsmaessigt var der noget at holde styr paa, bl.a. paa grund af hoekerregningen. I nogle tilfaelde var jeg selv ikke i stand til at imoedekomme anmodningerne, saa jeg gik op paa broen for at faa kaptajnens godkendelse. Den blev som regel givet.

Hong Kong var naeste anloeb. Vi anloeb ”Ocean Terminal” som hovedsagelig var beregnet til passagerskibe, saa vi laa lige midt i Kowloon. Efter de obligatoriske behandliger af diverse myndigheder moedte jeg paa skibet en lille kinesermand som sagde til mig paa flydende dansk ”Hej Purser har du brug for et saet toej eller skjorter”. Det var mit foerste moede med Skraedder Thomsen, der var godt nok et par stykker af dem, men de kunne allesammen snakke noget dansk.

Thomsen & Co var utrolig flinke folk, hvilket ikke er helt uforstaaeligt. Der var altid en kold Carlsberg oel paa koel. De var ogsaa utrolig serviceorienterede og behjaelpelige i andre henseender. Min store interesse dengang og nu har altid vaeret musik. I Hong Kong udover at grammofon plade forretninger solgte grammofonplader saa eksisterede der ogsaa ”piratkopiering” virksomhed, hvorved man kunne faa overfoert LP plader til spolebaand til baandoptagere. Musik kassetten var endnu ikke opfundet dengang.

En anden virksomhed som laa ikke langt fra Thomsen & Co var Henderson & Co som var kendte for deres kamfertraeskister og andre souvenir artikler. Der kunne de ogsaa snakke lidt dansk.

Thomsen & Co paa Ashley Road eksisterer ikke mere. For et par aar siden besoegte jeg Henderson & Co og forretningen stod sloejt til paa grund af containerterminalen og den meget korte anloebstid i Hong Kong.

Fra Hamburg (paa min anden rejse) sendte jeg saaledes en lang oenskeseddel til skraedder Thomsen og ved ankomsten til Hong Kong stod vores ven nede paa kajen med en ordentlig stak baand. Der kunne vaere ca. 6 LP plader per baand.

Der var ogsaa lejlighed til udflugter og en aften var vi nogle stykker der tog ud til Aberdeen og tog over til den flydende restaurant ved navn Jumbo. Det var mit allerfoerste bekendtskab med spisepinde eller chopsticks og det slap jeg ikke saerlig godt fra i begyndelsen. Der var dog en af tjenerne der til sidst forbarmede sig over mig og skaffede mig en ske.

Vi var i Hong Kong i december maaned 1966 og klimaet paa davaerende tidspunkt var behageligt.

Vi skulle nu over til lidt vintervejr i Japan. Men foerst skulle vi over det Syd Kinesiske Hav mellem Hong Kong og Taiwan. Da var vejrguderne ikke med os. Vi rendte rend i en gang stormvejr der sagde spar to til alt. Andorra stampede paele (som det vistnok hed) og hver gang roeg skufferne i koejen ud og ind, men havnede dog ikke paa gulvet. Soesyg blev jeg dog ikke, men en oplevelse var det dog. Mellem Taiwan og Japan var havet mere roligt.

Foerste anloeb i Japan var saa vidt jeg husker Kobe, hvilket ogsaa var et populaert sted for de medlemmer af besaetningen som havde dame bekendtskaber der. Oevrige anloeb i Japan var Osaka, Nagoya og Yokohama samt Otaru (oppe paa nordoen Sapporo).

Juleaften blev fejret i soen efter et kort besoeg i Kobe. Juleaften var helt specielt. Vi havde juletrae og gaver var der saamaend ogsaa.

Nytaarsaften blev fejret oppe i Otaru paa nordoeen Hokkaido.. Der var der rigtig vinter med frost og hoej sne i gaderne. Man kan sige at gaderne var ”eleveret” eftersom man skulle gaa ned af trappetrin der var lavet i sneen for at komme ind i forretningerne og isaer vaertshusene.

Under de to rejser med Andorra var der ligeledes mulighed for vaere turist i Japan. Blandt andet et besoeg til Mt Fuji med tur i svaevebane.

I Japan blev der baade losset og lastet. Skibet skulle jo ikke sejle tomt hjem tilbage til Europa.

Hong Kong var saa sidste anloeb for tilbagerejsen til Europa. Under opholdet i Japan havde skraedder Thomsen haft travlt med at soerge for diverse jakkesaet, skjorter og benklaeder som var blevet bestilt af besaetningen under det foerste anloeb.

Det var nu tid til at rejse tilbage og turen tilbage til Hamburg via Suez kanalen tog saa vidt jeg husker 21 dage. Foerste anloeb var Rotterdam og efterfoelgende Antwerpen, Hamburg og saa endelig tilbage til Koebenhavn.


En skriverkarls opgaver var at assistere 1. styrmand med laste og losseplaner. Det var ikke det mest interessante job, men jeg lærte at bruge meget små bogstaver.

Min anden tur med Andorra var en Service III tur som var noget forskellig og laengere end Service II rejsen.

 Lastehavnene i Europa var nu Koebenhavn, Aarhus, Goeteborg, Oslo, Middlesbrough (hvor vi kom lidt for taet paa en fiskerbaad ved indsejlingen, der skete dog ingen stoerre skader), Hamburg, Antwerpen, Rotterdam og saa til sidst Genoa.

I Goeteborg loeb vi ind i et mindre problem omkring min person. Jeg havde jo svensk pas og arbejdede paa et dansk skib. Problemet havde saa vidt jeg husker noget at goere med svensk fagforening. Men jeg fik da lov til at forblive om bord.

I Genoa havde jeg meget travlt arbejdsmaessigt eftersom Genoa var sidste havn. Afloeserbesaetningen ned gennem Europa blev nu skiftet ud med den faste besaetning. Ny anloebshavn i Asien var Manila. Der skulle derfor laves visaansoegning til Filippinerne for besaetningen og denne ansoegning skulle afsendes fra Genoa til det filippinske konsulat i Bangkok, saa visum var klar foer afsejling til Manila.

Ansoegningen var saerdeles omfattende og meget detaljeret med hensyn til hvert enkelt besaetningsmedlem. Derudover skulle den skrives ud i adskillige eksemplarer. Det gjorde det ogsaa vanskeligt at nogle ankom til Genoa faa timer foer afrejse. Men faerdig blev den da og afleveret til agenten for videre ekspedition.

Derudover var stoerrelsen af ansoegningsformularen 3 gange folio stoerrelse eller paa stoerrelse med gave indpaknings papir.

Hvad visa ansoegningen sidenhed blev anvendt til, kommer jeg tilbage med senere.

Saa kom turen til Suez kanalen hvor jeg denne gang var bedre forberedt med hensyn til vaccinationerne, saa hvert besaetnings medlem fik to skud.

Saa gik turen over Det Indiske Ocean, som var blikstille det meste af vejen.

Foerste stop i Asien var Penang (Pearl Of The Orient) eller Oestens Perle. Her var jeg bl.a. ude ved det beroemte slange tempel, hvor giftslanger hang i beplantninger fuldstaendig bedoevet af roegelse fra templet. Jeg havde fornoejelsen at faa taget et foto hvor jeg har saadan et krae oven paa mit hoved. Jeg ser ikke alt for glad ud ved situationen.

Slangetemplet eksisterer stadigvaek, men er nu en skygge af hvad det har vaeret. Det er nu omringet af diverse nybygninger. Penang Hill fik ligeledes et besoeg.

Singapore var naeste anloeb. Her blev tiden anvendt til shopping eftersom det turistmaessige var overstaaet under foerste besoeg.

Endelig kom saa turen til det forjaettede land, Thailand. Sejltiden fra Singapore til Bangkok er ikke noget saerligt. Men havnen var fuldt beslaglagt, saa vi maatte tilbringe ventetiden som var paa 7 dage ved at ligge ude paa Reden eller Bangkok Bar sammen med adskillige andre skibe.

Ventetiden blev bl.a. anvendt med at laese boeger. Sikkerhedsoevelser blev ogsaa foretaget og der var ogsaa lejlighed til at staa paa ”vandski”. En daglig rutine i soen var ”Five o’clock drinks” i officerernes rygesalon, hvor man diskuterede dagens forloeb og hvad der ellers maatte og derefter var saa ned i officer’s messen til en gang aftensmad.

Men endelig oprandt den ”store” dag hvor vi sejlede et stykke op ad floden og forankrede ud for Paknam midt ude i floden, hvor vi tilbragte de i alt 10 dage vi laa i Bangkok. Det var noget boevlet noget naar man skulle i land, men der var altid smaa baade til vores raadighed naar vi skulle i land og tilbage paa skibet igen.

Paknam ligger omkring 30 km udenfor Bangkok (Klong Toey). Den foerste dag arriverede vi tidligt paa aftenen og omkring ved 20 tiden var de fleste klar til at tage ind paa ”Myggen”, hvor vi ankom ved 21 tiden. Vejen vi koerte ad ind til byen hedder Sukhumvit Road (Highway # 3) og den gaar fra centrum i Bangkok til den kambodianske graense, saa den er rimelig lang. Det var ogsaa ad den vej man skulle koere hvis man ville en tur til Pattaya, som mere eller mindre kun var et fiskerleje dengang.


"Myggen" Mosquito Bar.

Ved ankomst til ”Myggen” var der orden i sagerne. De forskelliges dame bekendtskaber fra tidligere besoeg var som tidligere naevnt velbevandret i sejlplanerne, saa de var linet op.


Mosquito Bar ret forude, lidt til bagbord Venus Room, til styrbord Mariners Club.

Om dagen var jeg saa turist og en enkelt dag tog jeg ned paa OEK’s hovedkontor paa Oriental Avenue overfor Oriental Hotel. Der faldt jeg i snak med nogle af de unge gutter som var udstationeret der og de var saa venlige at invitere mig med i byen for at studere nattelivet paa naermere hold. Det blev sent og af sikkerheds hensyn syntes de at det ikke ville vaere smart at koere alene tilbage i taxi til Paknam. Saa jeg fik tilbuddet om at sove ude i ungkarlemessen og naeste morgen ville jeg saa blive koert ind til Oriental Avenue, hvor jeg saa kunne faa koerelejlighed med skibsagenten ud til skibet.

Det medfoerte saa at jeg selvfoelgelig ikke kunne stille oppe paa broen hos Hardy C. kl. 9 om morgenen. Han blev noget halvsur, men tog det ellers meget paent da jeg forklarede hvor jeg havde vaeret henne. Jeg kom aldrig for sent mere efter den dag.

De 10 dage i Bangkok forloeb hurtigt og herfra gik turen saa til Manila.

Besaetningslisten med visumansoegning havde jeg faaet tilbage med alle viseringer i orden.


Tuxen havde en forkærlighed for fodtøj,til venstre kokken.


Tuxen ringer hjem.


Tuxen forklarer hvordan "telefonen" virker.


 Hovmester Frank Thunø og "Mordet" i diskussion, gnisten Dan Christensen til venstre.

Ved ankomst til Manila, skulle sundhedsmyndighederne have en kopi, immigration ligeledes og saa kom turen til toldbehandlingen. Der var stadigvaek nogle lister tilbage som saa var til toldvaesenet. For at sikre en nem og glat toldbehandling var det kutyme at dele ud af hovedsagelig whisky og cigaretter (kartoner). Nu fandt jeg saa ud af hvad tolderne brugte deres kopier af mandskabslisten til. Indpakningspapir. Det var lidt bittert at se efter alt det arbejde der var blevet udfoert for at faa listerne faerdige.

Anloebet i Manila var kort, 2 dage, men jeg fik da set mig lidt om uden for Manila. Hovedsageligt Manila American Cemetery & Memorial. Kirkegaarden er stor og er paa 615,000m2 og har ca 17,000 gravsteder for amerikanske soldater som faldt under 2. verdenskrig.

Efter Manila, blev det til nogle dage i Hong Kong. Skraedder Thomsen stod paa kajen med de lovede musik baand. Baandoptager havde jeg paa mit kammer saa nu havde jeg masser af musik at lytte til.

Shanghai stod nu for tur. Foer ankomst fik alle besaetningsmedlemmer besked om at fjerne/gemme vaek alt hvad der lignede vestlig litteratur. Myndighederne ville ligeledes gaa igennem alle vaerelser paa skibet ved ankomst. Saa besaetningen blev kaldt sammen i een af salonerne mens 1. styrmand med sin masternoegle viste myndighederne rundt paa skibet.

Vi var i Shanghai i 5 dage og her kunne man ikke lege turist paa egen haand. Saa der blev arrangeret ture ind til byen fra havneanlaegget som laa et stykke udenfor. Vi havde mulighed for at komme ind i Friendship Store samt i Marine klubben som havde verdens laengste bar. Den menige kineser havde ikke mulighed for at handle i Friendship Store, men kunne staa og kigge paa udenfor. Alle kinesere, maend og kvinder, var ens klaedt paa (Mao uniform tror jeg nok det hed). Indkoeb foretaget i Friendship Store kunne man ikke medbringe selv. Det ville blive sendt ned paa skibet om det saa kun var en daase jordnoedder man koebte. Jeg koebte en flot kamfertraes kiste. Den var unik fordi den indeholdt ikke kommunistiske motiver hvad de fleste kamfertraeskister gjorde. Motiverne kunne bl.a. vaere arbejdere som var i gang med at bygge en daemning.

Det vrimlede med cyklister i Shanghai dengang og jeg tror jeg talte op til max 7 personbiler under opholdet.

Ved afrejse blev alle besaetningsmedlemmer kaldt sammen i een af salonerne og denne gang noejedes myndighederne ikke bare med at gennemgaa kahytterne, lastrummene blev ogsaa gennemgaaet. Man frygtede at der eventuelt kunne vaere ”blinde” passagerer om bord.


Matros Aage i stormasten.

Fra Shanghai sejlede vi til Japan og anloeb Yokohama, Kobe, Nagoya og Osaka (ikke noedvendigvis i denne raekkefoelge). Fra Yokohama var der ikke langt ind til Tokyo, saa jeg tog et smut derind. Vejret i Japan paa davaerende tidspunkt var godt, for det var nemlig foraar og kirsebaertraerne blomstrede. Flot syn.

 I Yokohama havn viste det sig at een af de nye A baade var i havn. Jeg mener det var Aranya, som var paa jomfrurejse. Jeg besluttede mig for at gaa over og besoege skriverkarlen der. Han sad saamaend og arbejdede haardt og i stedet for at byde mig velkommen fik jeg en hilsen der loed ”Hvad fanden laver du her?”. Den stakkels mand havde endnu ikke haft mulighed for at komme i land og lege turist. Skibet sejlede paa hurtigruten Service I og var paa jomfrurejse. Det er paa jomfru rejsen at alle mulige skavanker med hensyn til nybygninger bliver opdaget med det resultat at der skal skrives masser af rapporter som saa skulle sendes hjem til skibsinspektionen og maskininspektionen saa tidligt som muligt. Og der var vistnok rigtig mange skavanker paa Aranya. Saa man kan sige at jeg var utrolig heldig med at have faaet Andorra.

Andre skriverkarle maatte en tur i lasten under havneophold udstyret med en tally bog, en form for kontrolarbejde, hvilket jeg dog slap for.

 Efter Japan hvor vi baade havde losset og lastet var det nu tid til at rejse hjemover til Europa igen.

 Vi kom tilbage til Hong Kong for at laste. Opholdet var dog ikke saerlig langt.

 Bangkok var naeste stop for lastning. Vi havde ingen ventetid, saa vi sejlede direkte op til Klong Toey. Denne gang havde vi fornoejelsen af at vaere i Bangkok i 7 dage.

Bangkok var sidste havn foer vi skulle tilbage til Europa via Suez kanalen. Paa afrejsetidspunktet var 6 dages krigen mellem Egypten og Israel netop brudt ud (5. juni 1967). Vi fik derfor besked paa at sejle ind til Singapore for at bunkre og proviantere saa vi havde nok braendstof baade til fartoej og besaetning til at sejle rundt om Afrika. Saa vi kunne nu se frem til 28 dage i soen uden at se land. Dog kunne vi skimte Kap Det Gode Haab da vi rundede Syd Afrika.

Andorra havde aldrig nogensinde vaeret over Aekvator. Saa en del af tiden til soes blev brugt til at lave forberedelser til Aekvator Daab samt efterfoelgende festligheder. Vi var udstyret med daabsattester allerede, saa jeg fik ”fornoejelsen” af at farvelaegge dem. Ellers gik tiden saa med at laese boeger. Vi havde et mindre bibliotek agterude hvor vaskerum ligeledes var placeret. Handelsflaadens Velfaerdsraad var leverandoer af boegerne som blev skiftet ud efter hver rejse ved ankomst til Koebenhavn. Der var boeger for enhver smag. Skriverkarlen var ogsaa bibliotekar og holdt aaben een gang om ugen.


Festen er forbi og nu er det tid til natmad, røde pølser med det hele. "Mordet" nyder for en gang skyld kaffe. Tuxen i forgrunden og Kaptajn Hardy C. til højre.

Dog var der een kunde som fik saerlig behandling og det var Maskinchef Henry Ehrhorn Joergensen eller ”Det uopklarede mord” eller blot ”Mordet”. ”Mordet” havde en forkaerlighed for kriminalromaner og det var saa min opgave at finde de helt rigtige krimier til ham. Nu havde jeg selv en forkaerlighed for krimier og spaendingsromaner, saa opgaven var nem nok.

Der findes en glimrende beskrivelse af ”Mordet” paa Snesejler.dk Side 42 ”Mordets afsked”.  Med hensyn til ”at slaa et ordentligt hul i jorden” saa skete det dog minimum to gange per rejse. Udrejse og hjemrejse. Min kahyt laa ikke langt fra ”Mordets” saa det var med at vaere paapasselig, for lige pludselig kunne han sidde i ens kahyt og saa var han svaer at slippe af med. Derudover var det total uforstaaelig snak der kom ud af hans mund. Men som sagt et utrolig rart menneske og meget omgaengelig.

Men udover besaetningen saa havde vi ogsaa faaet 4 passagerer med om bord. 2 engelske aegtepar som stod paa i Bangkok og skulle tilbage til Europa. De havde sikkert ikke regnet med at vaere 28 dage i soen da de koebte billetterne. Jeg ved ikke hvad de fik tiden til at gaa med for vi hoerte ikke meget til dem.

Men daaben blev afholdt efter vi havde krydset linien 2. gang ud for Afrikas vestkyst. Det gik lystigt til. Paa Snesejler.dk er der masser af billeder fra diverse daabsgerninger. Disse billeder taler for sig selv. Overstyrmand Joergen Tuxen fungerede som doktormand under daabsafhandlingen.


Der gøres klar til dåb. Carlsberg serveres.


Kaptajn Hardy Christiansen tilser at alt er OK før ceremonien.


Doktoren i aktion, der gives en stikpille, bestående af en kage fyldt med chilli.


Det ser voldsomt ud.


1. mester Svend Brunk Olsens søn "Lille Søren" ser til, Søren og hans mor var med på familietur.


Der fotograferes, Båds Vagn Odgaard til venstre.


Skriverkarlens tur.

Skriverkarlen behandles.


1. styrmand Jens Christian Iversen bliver fotograferet, det var ikke rare sager som kom ud af "kameraet".


Ydmygende, men respekt for Kong neptun.


Skriverkarlen gøres færdig.

Maskinaspirant Jesper, ryger i baljen.


Til sidst en tur i baljen for alle.

Overstyrmanden om bord paa skibene fungerede ogsaa som en slags laege om bord paa skibene. Konsultationerne foregik paa hans kontor. Dog skal det naevnes at vi ogsaa havde et hospitalskammer om bord.

Eftersom jeg havde kontor ved siden af overstyrmandens var jeg i stand til at foelge med i hvem der besoegte hans ”klinik”. Det var isaer efter Bangkok at laegen havde travlt med at reparere daarligdomme i de nedre regioner. Patienterne var hovedsagelig de unge knaegte vi havde om bord og de anvendte ikke kondomer, hvilket dengang ogsaa var meget boevlet at faa fat i. De stod ikke ligefrem ved kassereren paa apoteket men var noget der skulle hentes i baglokalet.

Dog kunne man hos Overstyrmanden faa udleveret et saakaldt ”pikbestik” eller som der stod paa blikdaasen ”Beskyttelsesaeske for maend”. Dette bestik havde ingen praeventiv virkning men skulle anvendes efter at daaden var overstaaet for at forebygge mod eventuelle koenssygdomme. Naar man laeser brugsanvisningen til bestikket forstaar man bedre hvorfor det ikke var saerlig populaert.

Ved sygdom var der mulighed for at besoege laege i havn, hvilket skibsagenten ville vaere behjaelpelig med. Kompagniets laege i Bangkok var den legendariske Dr. Ejnar Ammundsen. Dr. Ammundsen kom til Bangkok i slutningen af 1946 og aabnede klinik i British Dispensary paa hjoernet af Oriental Avenue og New Road. Derudover arbejdede han ogsaa ved Bangkok Nursing Home paa Convent Road. Der gaar mange historier om Dr. Einar Ammundsen. Een af dem er som foelger. En styrmand aflagde besoeg paa Ammundsens klinik. ”Bukserne ned” siger Ammundsen, hvorefter styrmand siger ”Jamen jeg har ondt i halsen”. Dr. Ammundsen rejste tilbage til Danmark i 1996 og doede et par aar efter.


Elektrikker Harald Ømark Andersen og skriverkarl.

Endelig naaede vi til Rotterdam, omkring midten af juli maaned 1967. Herefter fulgte saa stort set de saedvanlige havne dvs Antwerpen, Hamburg, Aarhus og slutligen Koebenhavn.


Eventyret med andorra er ved at være slut. Billedet er fra Madurodam i Holland. Min afløser Ole Sørup Rasmussen i midten, Maskinaspirant Jesper til Højre.

Jeg havde nu afsluttet mine to sejladser med Andorra og i mellemtiden havde man saa fundet min afloeser Ole Soerup Rasmussen. Ole var ikke udlaert i Skibsafdelingen eller Regnskabsafdeling, men kom fra Eksportafdelingen.

Det blev derfor besluttet at jeg skulle tage med og ”uddanne” Ole paa turen gennem Europa, hvorefter jeg skulle rejse tilbage til Koebenhavn fra Rotterdam.

Saa midten af august maaned 1967 sluttede eventyret med Andorra. Det havde vaeret 9 utrolige og fantastiske maaneder med masser af gode oplevelser, hvilket jeg er meget taknemmelig for.

Men eventyret med Andorra sluttede dog ikke her viste det sig sidenhen.


solennedgang set fra flyvemaskinen.

Nu skulle jeg saa afvikle ferie som jeg havde tilgode og 1. september 1967 startede jeg saa som assistent i Traeafdelingens Bogholderi for at udfylde ventetiden indtil jeg kunne paabegynde ”professorkurset” og efterfoelgede udstationering til een af OEKs mange filialer rundt omkring i verden.

Jeg forhoerte mig paa Personalekontoret om man kunne udtrykke oenske om hvor i verden man godt kunne taenke sig og komme hen. Jeg fik at vide at det kunne man ikke, men ”Hvor vil De gerne hen?” Jeg var ret hurtig med at svare Malaysia eller Thailand som oeverst paa oenskelisten vel vidende at risikoen for at blive sendt i stik modsat retning var stor.

Dagen foer nytaarsaften loerdag den 30. december 1967 (dengang arbejdede man om loerdagen til kl 1300) blev jeg kaldt op paa Personalekontoret. Jeg fik foelgende besked af Personalechefen. ”Det er blevet besluttet at De rejser til Bangkok saa hurtigt som muligt. Eftersom De har Deres vaccinationer i orden rejser De til Bangkok med fly loerdag 13. januar 1968 med ankomst soendag 14. januar og saa kan De starte paa kontoret mandag den 15. januar”. Saa det var lige noejagtig 14 dage til at ordne og afvikle forskellige ting og sager i Danmark. Jeg var lykkelig for det var lige noejagtig det jeg havde oensket mig.

Mine foraeldre kunne slet ikke forstaa det da jeg fortalte dem at jeg rejste ud den 13. januar og troede det var en nytaarsspoeg. Men det var det ikke. Udstationerings perioden for foerste gangs udsendte var dengang 3 aar og der var ikke mulighed for at rejse hjem under den periode med mindre der var alvorlig sygdom eller doedsfald hos den naermeste familie. Ligeledes var det ogsaa tabu at gifte sig indenfor de foerste 3 aar af udstationerings perioden.

Der var lige pludselig opstaaet et behov i Bangkok for to assistenter til regnskabsafdelingen per udgangen af 1967. Normalt var det kutyme at nye assistenter sejlede ud til bestemmelsesstedet eftersom flybilletter dengang var ekstremt dyre.

Vi var to mand der tog SAS’s DC8 til Bangkok. Afgang var bestemt til omkring 1500, men af forskellige aarsager var flyet forsinket. Saa vi kom afsted saadan ca. 8-9 timer senere. Af tekniske aarsager (mest for at stoette oekonomien i USSR) fordi SAS floej over USSR skulle flyet mellemlande i Tashkent for at tanke op. Men vi ankom da til Bangkok soendag aften omkring 19 tiden og blev hentet af een af OEK drengene. Vi blev koert ud til ungkarlemessen paa New Road inde paa varehuskomplekset (det samme sted som jeg overnattede tidligere da jeg var ude og sejle, OEK havde nemlig 2 ungkarlemesser paa det tidspunkt). Kort efter skulle vi saa en tur i byen, den blev dog ikke saerlig lang. Vi tog ned paa Bamboo Bar paa Oriental Hotel.


ØKs hovedkontor i midten, Oriental Hotel til venstre.

Naeste morgen mandag blev vi saa hentet og bragt ind paa kontoret paa Oriental Avenue.

Paa davaerende tidspunkt var Thailand filialen den stoerste filial. Vi var omkring 50 expatriates, hovedsagelig danskere.

De foerste dage i Bangkok var der selvfoelgelig nogle der skulle vise de nyankomne rundt i byen og studere nattelivet. Eet af de steder vi besoegte var Nana Coffeeshop som var i Nana Hotel paa Soi 4 Sukhumvit. Vi fik at vide at der var der masser af damer. Vi var daarligt nok kommet indenfor foer der er en dame der raaber ”Hej Purser”. Det viste sig at vaere Somsong eller 2. maskinmesters dame. Dem der viste os rundt udtrykte ”Har du vaeret her foer?” Jeg havde aldrig sat mine foedder indenfor Nana Coffeeshop, men jeg kunne bekraefte at jeg kendte Somsong fordi jeg havde haft fornoejelsen af at have vaeret i Bangkok 3 gange tidligere. Det var de selvfoelgelig ikke klar over. Som en sidebemaerkning er der i dag stadigvaek masser af damer omkring Nana Hotel og dens coffeeshop.


ØK Kontor og Oriental Hotel.

Ved foerste lejlighed Andorra anloeb Bangkok tog jeg ned og besoegte skibet. En paen del af besaetningen var stadigvaek med saa gensynsglaeden var stor.  Gensynet med ”Mordet” var til stor glaede for os begge fordi vi fik lavet en aftale med hensyn til kriminalromaner. Jeg abonnerede paa davaerende tidspunkt paa Skrifolas Kriminalbibliotek (senere Lademann) og krimierne blev regelmaessigt sendt til mine foraeldre i Danmark. Aftalen gik ud paa at de boeger som mine foraeldre modtog skulle afleveres i Mandskabspostafdelingen i Holbergsgade 2 som saa ville soerge for at ”Mordet” fik dem saa han kunne laese dem paa vejen til Bangkok og saa kunne jeg saa hente dem nede paa skibet. Eftersom boegerne udkom regelmaessigt (ca 3 ad gangen) blev det til en del boeger som ”Mordet” kunne laese undervejs. Det var et glimrende arrangement.  Ved en lejlighed hvor jeg var nede og hente boeger var jeg saa letsindig at invitere ”Mordet” en tur i byen. Jeg skulle hente ham en loerdag eftermiddag, men saa blev det tid til 5 o’clock drinks og saa blev jeg inviteret til middag om bord med efterfoelgende kaffe og cognac. Resultatet blev selvfoelgelig at jeg var slet ikke i stand til at koere bil saa jeg bad om at faa aabnet mit gamle vaerelse (nu var Purser stillingen afskaffet i mellemtiden) saa jeg kunne sove rusen ud. Saa det var den tur i byen med ”Mordet”.

Mandskabspostafdelingen i Holbergsgade 2 var bemandet af to kontorbetjente, hvoraf den ene hed Sigurd Jensen. Han var utrolig flink og rar. Han soergede for at sende friske danske aviser ud til skriverkarlen, saa vi havde dem ved ankomst i hver havn. Det kom selvfoelgelig hele besaetningen til gode.

 Da jeg blev udstationeret til Bangkok spurgte Sigurd om arrangementet med aviserne skulle fortsaette. Det syntes jeg var en god ide. Saa regelmaessigt modtog jeg BT, Ekstra Bladet og Politiken. Som modydelse kunne Sigurd godt taenke sig at jeg sendte foerste dags kuverter fra Thailand hjem til ham. Det var ikke noget problem for det store postkontor i Bangkok laa i naerheden af vores kontor. Derudover naevnte Sigurd at hans yndlingssnaps var ”Harald Jensen” og det kunne selvfoelgelig ogsaa arrangeres. Avis arrangementet fortsatte i al den tid jeg var udsendt for OEK indtil Sigurd gik paa pension.
Med hensyn til 2. maskinmesters og Somsongs ”forhold” saa fandt de ud af paa et senere tidspunkt at nu skulle det vaere slut. Somsong ville selvfoelgelig gerne giftes og flytte til Danmark, men det var 2. maskinmester ikke interesseret i. De havde kendt hinanden i adskillige aar. Damerne i ”Sumpen” var da utrolig soede og smilende, men konemateriale tror jeg ikke man kan kalde dem (nu haaber jeg at jeg ikke traeder nogen over taerne med den bemaerkning).  Men parret besluttede sig for at nu skulle der holdes skilsmisseparty” hjemme hos Somsong og jeg var ogsaa inviteret. Somsong boede i en ganske nydelig traehytte og det lykkedes mig da at finde stedet. Vi havde en hyggelig aften, desvaerre for mit vedkommende, endte det med en maveforgiftning der ville noget. Del af menuen bestod blandt andet af ”Tom Yam Gung” eller staerk rejesuppe. Een af rejerne maa have vaeret daarlig for da jeg kom hjem senere paa aftenen var det ikke saa godt. Jeg vil ikke beskrive hvor daarligt jeg havde det. Resultatet blev at jeg roerte ikke ”Tom Yam Gung” i over eet aar. Men ”skilt” blev de da.


Manøvrerum Andorra.


Maskinrum Andorra.


Maskintop Andorra.

Med hensyn til damer skal jeg indroemme at jeg ogsaa havde en ”fast” dame mens Andorra var i Bangkok. Efter jeg nu var bosat i Bangkok moedtes vi en gang imellem

Det var egentlig meget naturligt for jeg var som regel nede i Klong Toey (Marineklubben) stort set hver weekend og ved andre lejligheder. Den sidste gang jeg moedte hende fortalte hun at en soemand fra Bornholm havde forelsket sig i hende og ville giftes med hende. Flybilletten havde hun faaet. Men nu stod hun og manglede penge til en vinterfrakke for hun havde hoert at der var koldt i Danmark. Vinterfrakken sponsorede jeg saa.

Jeg blev medlem af Marineklubben (der var 2 aars ventetid paa at blive medlem af Royal Bangkok Sports Club) saa mens man ventede kunne vi blive medlemmer af Marineklubben. Eftersom OEK sejlede paa Bangkok var OEK ogsaa sponsor i Marineklubben og det medfoerte at chefen for Skibsafdelingen var Treasurer, dvs. holde opsyn med det regnskabsmaessige. Jeg blev som regnskabskyndig udpeget som assistent for the Treasurer og hver maaned fik jeg tilsendt regnskaberne for klubben til gennemsyn.

Maanedligt havde vi saa bestyrelsesmoede i Marineklubben hvor jeg praesenterede regnskaberne.

Oekonomien i Marineklubben var ikke saerlig god, for der var ikke mange soefolk som frekventerede klubben. Der var stor konkurrence paa den anden side hvor ”Myggen” var placeret. Soefolkenes damer havde nemlig ikke mulighed for adgang til Marineklubben.

Under eet af bestyrelsesmoederne tillod jeg mig at foreslaa at damerne kunne komme med da det garanteret ville styrke oekonomien. Men nej det kunne der ikke blive tale om, for hvad ville landkrabbe medlemmerne dog sige? Efter min mening var klubben til glaede for soefolk som hovedformaal.

Jeg mener dog at en del aar senere aendrede bestyrelsen standpunkt.

Under de foerste to aar arbejdede jeg i Bangkok. Det foerste aar paa Hovedkontoret ved Oriental Avenue og det andet aar ude paa Worachakr Road i kineserkvarteret for OMS eller Oriental Machinery Stores som var OEKs maskineri- og reservedelsforretning. Jeg var blevet udnaevnt til Comptroller for OMS og havde en stab paa 55 mand under mig inderfor administration og regnskab. Jeg var 23 aar gammel. Saa under de foerste 2 aar i Bangkok var jeg nede paa Andorra regelmaessigt.

OEK havde paa davaerende tidspunkt kontorer rundt omkring i Thailand nemlig Chiangmai (nord), Khonkaen (nordoest), Haadyai (syd) samt i Bandon (ud for Koh Samui – hvor OEK havde en kokosnoed plantage og fabrik - Thai Coconut Industries).

Ledelsen af Bangkok kontoret havde den filosofi at de unge mennesker ogsaa skulle have mulighed for at proeve livet ude i provinserne i eet aars tid. Jeg var heldig og fik tilbudt Chiangmai kontoret hvor jeg fik titel af Branch Manager. Kontoret bestod af 2 personer, jeg selv og min assistent. Sidenhen udvidede vi staben med en halvdags dame til at passe kontoret eftersom min assistent og jeg selv rejste rundt i nord Thailand 14 dage hver maaned. Det var et utrolig godt job for jeg fik set en masse af Nord Thailand. Og de oevrige 14 dage om maaneden jeg var i Chiangmai fik jeg som regel gaester fra Bangkok. Det var Bangkok kontorets ide med sende deres oversoeiske gaester op til mig, saa jeg var ogsaa turist guide. 

I Chiangmai blev jeg forelsket i vores Vespa (scooter) forhandlers datter og vi blev da ogsaa gift oppe i Chiangmai. Men forinden skulle jeg afholde noget ferie.


Fest. En skriverkarl har mange hatte.

Som udstationeret for OEK havde vi mulighed for at komme ud og sejle som passager paa fragtskibene. Jeg fandt ud af at Andorra ville vaere i Singapore omkring slutningen af december 1970 saa jeg anmodede om tilladelse til at blive passager fra Singapore til Japan hvorfra jeg saa skulle flyve tilbage til Thailand via Hong Kong. Tilladelsen skulle gaa via et par instanser – Bangkok’s skibsafdeling, Skibsinspektionen i Koebenhavn, skibets kaptajn osv. Men den blev da givet. Saa jeg fik koebt flybilletter og floej til Singapore. Immigrationen i Singapore var noget skeptisk ved at lade mig komme ind i Singapore for jeg havde jo ingen dokumentation for hvordan jeg ville rejse ud af Singapore, for billet havde jeg ikke. Jeg forklarede situationen og viste flybillet ud af Japan. Jeg blev lukket ind i landet og tog en taxa ned til havnen. Andorra var een dag forsinket, men jeg fandt da et hotel i havne omraadet hvor jeg kunne overnatte.

Naeste morgen var Andorra ankommet og jeg gik om bord. Gik op paa broen for at praesentere mig og hvem moedte jeg der? Kaptajn Hardy C. Christiansen, som udbroed ”Hvad fanden er det Dem? Jeg havde godt nok hoert vi skulle have en passager om bord, men velkommen” Saa naevnte Hardy C.  ”Telegrafisten er ny og er ikke saerlig stiv i det regnskabsmaessige – saa om jeg ikke ville vaere rar og assistere hende naar vi kom i soen.” Det gjorde jeg gerne. Telegrafisten hed Kate Jacobsen og var ret soed.

Af gamle kendinge om bord befandt sig udover Hardy C, ”Mordet”, Elektriker Harald Oemark Andersen, Baadsmand Vagn Odgaard og Matros Aage Johansen.

Som passager spiste man saa sammen med Kaptajn, Overstyrmand og Maskinchef, saa man var i ”det fine selskab”. Een dag i soen ”gik det galt”. Vi spiste frokost og fik oel og snaps. Kaptajnen og Overstyrmanden kunne ”lugte lunten” for lige pludselig var de vaek. Saa jeg sad alene tilbage med ”Mordet” og han var kommet i humoer til at ”slaa et ordentlig hul i orden”. Saa der blev daekket op i salonen med kaffe og cognac og saa koerte det ellers derudaf med en ordentlig gang hovedpine efterfoelgende.

Vi anloeb Manila, Hong Kong (besoeg hos Thomsen hvor jeg bestilte toej) og for mig var sidste stop Yokohama. Jeg floej fra Tokyo til Hong Kong (hvor jeg hentede det bestilte toej) og saa videre til Bangkok og Chiangmai. Alt i alt var jeg vaek i 2 ugers tid.  Eventyret med Andorra var nu endelig slut.

Hvad skete der med Skriverkarlen ?

1971 – 1978 Jakarta, Indonesien

1978 – 1981 Guatemala City, Guatemala

1981 – 1986 Jakarta, Indonesien

1986 – 1998 Koebenhavn

1998 – 2007 Singapore (udflytning af OEKs hovedkontor til Singapore)

2007 – 2008 Bangkok, Thailand.

Da jeg fyldte 62 aar i 2008 udloeb mit ansaettelses forhold med OEK Koebenhavn. Herefter fik jeg tilbudt en lokal stilling hos EAC Industrial Ingredients, Thailand.

13. juli 2010 overtog det tyske firma Brenntag OEK’s ingrediens forretning og jeg arbejder nu for Brenntag efter naesten 47 aars ansaettelse i OEK regi – der manglede kun 18 dage).

Jeg er nu bosat i Samut Prakarn provinsen (ca. 20 km fra vores kontor paa Rama IV Road). Er blevet gift for anden gang ligeledes med en Thai dame. Vi har koebt et dejligt hus og her har jeg taenkt mig at tilbringe mit otium naar den tid kommer.

Vi bor ikke langt fra Paknam (ca 7 km fra vores hus) og frekventerer regelmaessigt en seafood restaurant nede ved havet hvor der er fin udsigt til der hvor Chao Phraya floden udmunder eller indsejlingen til Bangkok om man vil.

Cirklen kan man sige er fuldendt. Jeg startede i Thailand og slutter i Thailand.

En slutbemaerkning.

OEK solgte sin ejendom i Holbergsgade 2 og byggede et stort og flot hovedsaede ude paa Midtermolen i Frihavnen.

I forbindelse med udflytningen til Midtermolen i 1992 gennemgik vi diverse arkiver i regnskabsafdelingen for oprydning saa vi ikke tog det hele med til Midtermolen eftersom der var arkivpladsbegraensninger der.

Under oprydningen fandt jeg kontrakten for Nybygning Nr. 163 mellem Nakskov Skibsvaerft og A/S Det Oestasiatiske Kompagni. Tegning af nybygningen var der ligeledes. Kontrakten blev underskrevet af davaerende adm direktoer Mogens Pagh den 5. oktober 1961. Kontraktsum var paa DKK 25,600.000.-. Nybygning Nr. 163 var det gode skib Andorra. Andorra blev afleveret i 1964 og samlet byggesum beloeb sig til DKK 31.4 millioner.

Bogfoering af salget af Andorra var ligeledes i arkivet. Skibet blev solgt til P.T. Perusahaan Pelarayan Samudera Trikora Lloyd, Jakarta, Indonesien ifoelge kontrakt af 25. oktober 1978 for USD 1,250,000.- eller DKK 6,391,250.- Skibet blev solgt inklusive reservedele og eksklusiv porcelaen, spisebestik, daekketoej og andre artikler med Kompagnies bomaerke.

Skibet var fuldt nedskrevet paa salgstidspunktet til DKK 1,00 og efter salgsomkostninger var der DKK 5,477,017.21 tilbage til aktionaererne.

Min afloeser som skriverkarl og gode ven, Ole Soerup Rasmussen, er nu ligeledes bosat i Bangkok. Vi moedes engang imellem og faar en snak bl.a. om den gode tid vi begge havde paa det gode skib Andorra.

Nils Folke Persson
Bangkok April 2011.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN