"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 76

Med St. Croix til Østen 1952.

Søren P. Fabricius.


St. Croix.

I 1952 ophørte ØK med at ansætte ufaglærte til jobbet som ungtjener. Så jeg var heldig, da det lykkedes mig at få hyre efter endt boghandleruddannelse som ungtjener på S/S St. Croix i August 1950 til en rejse, der efter ændringer undervejs kom til at strække sig over 6 måneder, og gå gennem Middelhavet, Suez kanalen, rundt om Indien og helt ud til Singapore.


St. Croix ved kaj.


Lastearbejde i fuld gang.

Var det en speciel tur? Ja, for det var før anvendelse af containere, før charterrejserne startede, og så var det trods alt kort tid efter krigen, hvilket kunne ses i flere af de europæiske havne. Desuden var jeg ung og havde stort set ikke været i udlandet og vidste ikke, at jeg senere via England ville komme til at opholde mig 6 år i USA og senere komme til at rejse meget rundt i verden både erhvervsmæssigt og på diverse ferier og ende en tilværelse med villa , vovhund og volvo. Men også på andre måder var netop denne tur speciel.


Søren på sit kammer.

 

Et kig ud af koøjet

St. Croix var jo ikke noget luksusskib, det var godt nedslidt og man fornemmede, at det heller ikke var en luksus besætning, som dog var meget venlige og behagelige over for ham den ufaglærte, og så gik der jo altid rygter om, hvor meget skibet kunne tåle af hård søgang osv., at det kunne knække midtover fx. Men det kan man jo læse mere om på "nettet", for St. Croix, som blev købet af ØK i 1947 var et af de 2.751 Liberty skibe, der blev bygget på rekord tid under krigen til bl.a. konvojer over Atlanten. Men turen blev også speciel, fordi vi kom ud for så mange specielle hændelser undervejs, at jeg på det seneste har genoptaget tanken om at skrive en bog om mine oplevelser og betragtninger.

Opgaven på denne tur var specielt at bringe materialer til cement fabrikation ud til Østen og så bl.a. få kobra og gummi med hjem. Men det var jo et langsomt skib og netop fordi meget skulle lastes og losses af kulier var vi ofte mange dage i havn. Men det var nu ikke kun der de ”store” oplevelser kom.

Mit daglige job var som ungtjener at betjene kaptajn, maskinchef, førstestyrmand og en del af turen 2 passagerer.


Kahytten.

Brand i kabyssen.

 

Den mest dramatiske oplevelse var nok branden i kabyssen ca. 2 timers sejlads fra Bangkok i øvrigt i strålende solskin. Komfurerne var oliefyrede, og der gik ild i noget af den olie, der var løbet ned i spygatterne. Hvis alt var gået efter bogen, havde det ikke været dramatisk. Men det skete i forbindelse med frokosten, og som ungtjener måtte jeg jo meddele i salonen, hvad der var galt. Maskinchefen som var den ansvarlige, var en gammel herre og alligevel nygift medbringende sin kone og vist på sin sidste tur, gad ikke høre om det. Men da det udviklede sig i kabyssen, og jeg måtte orientere i salonen igen, fløj førstestyrmand op af stolen og for ud i kabyssen. Her fandt han bl.a. ungtjener (dvs. mig) i gang med at forsøge forgæves at få gang i en ildslukker, der vist ikke havde været kontrolleret i lang tid. Det lykkedes med andre midler at få bugt med ilden, der jo trods alt begrænsedes til den mængde olie, der var i spygatterne. - Men inden var redningsbådene da gjort klar, og så vidt jeg fik oplyst, var der sendte nødsignal ud over radioen fra vores kvindelig ”gnist”. Efter hændelsen blev jeg forhørt hos kaptajnen, men selvfølgelig frikendt nærmest rost, for at jeg havde talt med store bogstaver specielt i anden advarselsomgang.


Udsigt i Bombay.

 


Kuli om bord.

Øl lasten væltede.

Søgang mærkede vi ikke så meget til, kun da vi gik igennem Biscayen og dønninger, der var så store at de næsten nåede op over rælingen på begge sider bevirkede at skibets øl last, der var beregnet til besætningen væltede, og bageren, som havde ansvaret, spillernøgen kom farende fra sin kahyt sent på aftenen for at se, hvad der kunne og skulle reddes, for det var for udadgående og ikke nogen sjov situation, hvis der pludselig ikke ville være øl i de forventede mængder dvs. de rationer, som besætningsmedlemmerne var blevet lovet.


Suez kanalen med de obligatoriske bådmænd.


Der losses rør til en cementfabrik.

Agterudsejlet.

Ved Penang var jeg oppe på bjerget med the Hill Railway og foruden at passe på de tyvagtige aber på vejen op, beundrede jeg den storslåede udsigt over Prins of Wales Island, indtil jeg opdagede, at den næste dvs. næstsidste nedtur var annulleret og det var 2 timer før afgang. Alene fra endestationen til landgangsbåden, skibet lå på reden, var da tæt på en times kørsel med taxa. Jeg så allerede i ånden, at jeg var ved at blive agterudsejlet og tænkte på, hvordan jeg ville komme til Madras, der var næste havn. Jeg nåede det imidlertid på et hængende hår, fordi ham, der kontrollerede banen, kunne forstå mit problem, og rent faktisk kørte før tid, fordi jeg var eneste passager på vej ned. De andre, dem der boede på bjerget, var jo på vej op. Om bord måtte jeg undskylde mange gange, at jeg ikke var på min post til at servere aftensmaden, som skulle serveres lige inden afgang.


Fine varer faldbydes.


Gamle Moses, Abraham og Isak.

Handelsfolk faldbyder. -- Kulier på vej til arbejde


Skibet fik besøg af en skomager i Karachi.

Sygdom  i Singapore.

2 timer efter, at vi anløb Singapore i begyndelsen af december, havde jeg pludselig en dundrende hovedpine, da jeg skulle til at servere middagen i salon. Jeg nævnte det for førstestyrmand, som var den lægelig ansvarlige om bord. Han reagerede ved at sige lad os tale om det efter middag, så kan De (man talte jo i De sprog dengang) få nogle hovedpinetabletter. Men da vi nåede så langt, var jeg lige ved at besvime, og da det gik op for styrmand , fik han beordret en læge omgående. Han kom også omgående og konstaterede, at jeg havde 41 i feber og tilsyneladende havde fået "den gule feber", som man kunne få af moskitostik. Det minder om malaria, men var trods alt kortvarigt, men bestemt ikke ufarligt. De næste 10 af vores 12 dage i Singapore ænsede jeg stort set ingen ting. Jo jeg hørte somme tider kulierne vandrende forbi mit kammer, som buldrende trommer. Det lykkedes mig at nå op på de 41 grader i feber, 2 gange i den periode. Men ellers kom jeg mig relativt hurtigt over det, dvs. 2-3 måneder senere, altså efter at vi var kommet hjem, tabte jeg omkring en tredjedel af mit hår. Men ellers husker jeg, at hovmester blev tosset, da jeg bad om fri på 11. dagen for vores ophold i Singapore. Men jeg havde jo aldrig været der før, og nu skulle det udnyttes. Jeg fik også set byen og den botaniske garden, og det har været spændende at tænke tilbage på dengang, for senere for nogle få år siden, da jeg genså Singapore var den jo en helt anden storbymed det store finanscenter og den spændende havnefront med mange restauranter ned til floden. Tilbage i 1950 var det jo resterne af en udbombet by med fattigkvarterer omkring havnen.

Spisetid. -- Penang Hill Railway


Lokal transportmiddel.

Det lyder som en skrøne, men det er ganske vist.

Nytårsaften klokken var 23.45. Vi havde lige havde forladt Aden, hvor vi havde ligget på reden, så kom hovmester til mig og sagde ”tjener vi skal op med champagne på terrassen”. Det fandt vi hurtigt ud af. Deroppe sad kaptajnen og maskinchefen med kone og de 2 passagerer, dr. Krebs fra Haslund Christensen ekspeditionen og hans assistent en hr. Betelsen. På en eller anden måde i forbindelsen med serveringen fandt vi ud af at rime på diverse bemærkninger endda på flere sprog. Jeg var selv en del af det. Det medførte at der kom flere flasker champagne op på terrassen og tiden gik.

Pludselig lød skibets horn.. højt og vedvarende!!! Skipper for ud på broen næsten panisk, fordi vi var jo netop tæt på at runde Babel-Mandeb strædet, hvor der kunne være mange skibe. Hurtigt viste det sig dog, at den ledende matros havde smidt en line op over den ”snor”, der gik fra broen til hornet, fordi kl. 2, lokaltid var klokken 24.00 i lille Danmark og det syntes hans skulle fejres. Straffen for den ballade var: Ikke mere spiritus til matroserne den nat. Klokken 4 sad jeg i officersmessen, da hovmester kom og beordrede mig til at gå op på terrassen med øller og spegepølsemadder til gæster m.v. Da jeg kom derop, var det kun kaptajnen, der sad der og ikke helt ædru. Da han konstaterede , at der ikke var andre til stede sagde han : ”Så sæt Dem ned tjener, så vi kan få skaffet det her af vejen” Da vi var færdige, sagde han.: ”Tag lige en øl med og læg på hr. Bertelsens pude, så han kan se hvad han er gået glip af når han vågner”.


Udflugt til spejder i Colombo.


På 2 hjul i Colombo.

Almindelige oplevelser undervejs.

Netop fordi få havde rejst i de år, var turen igennem Suez kanalen, Det røde Hav og opholdene i de fremmede havne en stor oplevelse. Der kom lokale handlende om bord og solgte flotte lædervarer, dejlige bomulds håndklæder og souvenirs så som sorte Ibenholt elefanter og så silketørklæder, som det viste sig, vist var fremstillet i Vejle.

På de lange sejlture oplevede vi jo først og fremmest varmen. ca. 45 grader i Rødehavet, hvor jeg vist som den eneste gik ud på fordækket for at sole mig, men også for at iagttage de 6-7 definer som i timevis kunne springe foran skibet. Et pragtfuldt syn! Det hændte også at en enkelt eller to ud af en flok på et stort antal flyvefisk landede på dækket. En dag kom jeg til at sætte mig på metaldelen af en af lugerne. Det varede kun ½ sekund for med 45 grader i skyggen var metallet meget varmt.

Og sådan kunne jeg blive ved…. Som nævnt var det en specielt tur på mange måder, og selv om jeg har oplevet mange spændende ting siden, står den stærk i min erindring og jeg husker en masse enkeltheder og hændelser både om bord og i land. Det var jo trods alt målet med rejsen, at komme ud at opleve.

 

Søren P. Fabricius.

M/S Afrika i krigstjeneste.

Natten er isende kold, da Niels Rønne går sin vagt på Afrika. Året er 1943, og under skibet lurer de tyske U-både...

Det er sgu' et værre rakkerliv, tænker den unge 4. maskinmester, Niels Rønne, og giver krumtapslejet et ordentligt fur hen over dørken.

Han ligger og bakser med lejerne i skibets maskinrum på denne iskolde januardag 1943.

Stedet er Halifax på halvøen Nova Scotia i Canada.

ØK-skibet Afrika skal gøres klar og lastes med krigsmateriel, inden konvojen sætter kurs mod England.

Den gang den 21 årige maskinarbejder d. 30 juni 1939 påmønstrede Malaya til Østen, var han ikke klar over, at der skulle gå godt 6 år, inden han kom tilbage til Danmark igen.

Den unge Niels ville såmænd bare ud og tjene nogle penge, så han kunne få råd til at komme på maskinistskolen, men så brød krigen ud.

Han følte at han måtte gøre sin indsats som sejlende "frihedskæmper".

 

Under hele krigen sejlede han på danske handelsskibe under engelsk tjeneste. Gad vide hvordan denne konvoj skal lykkes. Niels kigger sig rundt i havnen i Halifax. Der ligger en masse andre skibe med krigsmateriel, som venter på afgangssignalet for den store konvoj til Liverpool.

Niels er blevet hærdet af livet på havet. Ikke blot af havluften, men også af de tyske U-både, der har kredset rundt om flere af de konvojer, han har deltaget i.

En gang blev de torpederet, men da vejrforholdene var gunstige, var det kun skibet der gik tabt, alle mand blev reddet.

Der blev lastet 9.000 tons krigsmateriel om bord på Afrika. Maskindele, ammunition, tanks og flyvemaskiner. På agterdækket får Niels øje på 4 store Churchill-tanks, der er surret godt fast i nogle påsvejsede jern i dækket.

I sandhed et højeksplosivt skib.

Så skal vi afsted til konvoj-ankerpladsen, lyder skipperens ordre. Niels Rønne glæder sig sammen med andre søfolk om bord til at komme tilbage til England.

Der er godt 60 mand på skibet, langt de fleste danskere, resten englændere.

Niels har købt en masse chokolade til nogle engelske venner i London. En rigtig luksus gave i disse tider.

Konvojen er nu samlet udfor Halifax. 61 skibe ligger i 6 rækker, og 12 små korvetter, der skal krydse frem og tilbage omkring flåden og holde øje medfjendtlige U-både.

Skibene pløjer sig østover. Kulden har taget til, og vejrudsigten lyder på storm. Der er allerede store isdannelser i rigningen på forskibet.

 

U-bådene nærmer sig.

d. 6. februar 1943. Farten bliver hele tiden reguleret, 2 hak frem, 2 tilbage, 3 tilbage, 4 frem. Vi sejler langsomt nu. Vejret er det værste Niels har oplevet. Storm med sne og slud, tåge og vældige bølger. Konvojen befinder sig i Nordatlanten, et godt stykke syd for Gønland. Halvdelen af turen ligger stadig forude. De små korvetter har observeret 21 tyske U-både, men eftermiddagen forløber uden episoder.

Niels har vagten i maskinrummet fra kl. 16 til 20, så har han fri til næste morgen kl. 4. Han sludrer med en maskinassistent og går over og kontrollerer pumperne. De arbejder som de skal, men kors en søgang.

Morgan er englænder. En hyggelig ung fyr, der lige nåede at blive gift, inden skibet sejlede til Halifax. Han glæder sig som en vild til at komme hjem til sin unge kone. Morgan skal havde nattevagten i maskinen umiddelbart før Niels.

 

Forberedt på det værste.

Vagten er overstået, og Niels har fundet tilbage til sin kahyt. klokken er omkring 21. Han sikrer sig, at redningsvesten og gummidragten ligger ved siden afkøjen. Så lyder der pludseligt et sønderrivende brag, som fra en gigantisk forhammer, der slår imod skibssiden. Det gungrer og hviner i hans ører, da han styrter ud på dækket.

Flere af hans kammerater står og stirrer ud i mørket. Der lyder eksplosioner ude i havet, og pludselige ildglimt farer op fra bølgerne. U-bådene har indledt deres angreb. Hver gang et af skibene i konvojen bliver ramt af en torpedo, rammer ekkoet Afrika.

Det er et frygteligt skuespil der er igang. Flere af skibene er allerede blevet sænket. Det kan Niels heldigvis ikke se alt for tydeligt, men en isende angst griber ham. Hvornår kommer turen til os?

Da han allerede skal på vagt kl. 4 siger han godnat til sine kammerater og går hen til sin kahyt. Han stikker lige hovedet ind i nabokahytten. Den gamle hovmester ligger på sin køje uden redningsvest på.

Du skulle nu tage vesten på hovmester, det brænder løs rundt om os, råber Niels. - Åh, jeg skal såmænd nok klare mig alligevel, hvis det skulle gå galt, lyder det søvnigt tilbage.

Da Niels sidder i sit kammer, begynder han at ryste over det hele. Alle de tanker. Alle de forestillinger. Han har nerver på, skænker sig et ordentligt glas whisky og mærker så pludselig sulten. Chokoladen til hans venner i London forsvinder hurtigt. Hans tanker driver fra det ene billede til det andet, hans mor og søskende i Danmark, som han ikke har set i 4 år, og så U-bådenes undersøiske djævelskab. Som menneskeædende hajer der sniger sig ind på byttet.

Nu rolig, han tager redningsvesten på over den tykke islandske sweater. så lægger han sine vigtige papirer, en fyldepen, en sølvblyant, penge og cigaretter ind i en vandtæt pakke, der er fastgjort til bæltet ved siden af køjen. Der ligger også en stor dolk, og på dørken står et par gummistøvler. Så forsvinder bragene langsomt ud af hans bevisthed, og han falder i søvn.

Utallige skibe blev torpederet under krigen - og det var ikke altid, besætningen nåede at komme i redningsbådene.

Jeg er for ung til at dø.

7. februar 1943 kl. 3.30. Hallo my friend, mow it's soon your turn... sail us to victory... Niels er lysvågen og sveddryppende på samme tid, da han hører unge Morgans stemme. Han har kun sovet få timer. Niels tumler ud af køjen, siger hej til den sympatiske englænder, der beroligende fortæller ham, at maskinen går fint.

Niels tager bæltet på og stikker i gummistøvlerne og kort tid efter begiver han sig ned mod maskinen. Han når at konstatere, at vejret er lige dårligt og isende koldt og at klokken er 3.40.

Så rammer forhammeren skibet. og denne gang er det virkeligt. Der lyder en eksplosion i agterskibet, der ryster hele skibet og får det til at krænge svagt. En tysk torpedo har ramt Afrika.

Niels er klar over at det er alvor, han råber nok en gang til hovmesteren, at han skal tage sin redningsvest på. - Nej jeg er for gammle til det, lyder det sagtmodige svar, som om han allerede har opgivet.

Men jeg er for ung endnu, råber Niels fortvivlet tilbage og styrter op på bådsdækket. Ikke et menneske. Han løber agterud til redningsflåderne, der hænger i rigningen på den agterste mast. På vejen opdager han at lejderen i styrbords side er væk, han må springe og lander rigtigt på dækket, så hen til redningsflåderne.

Hvor er alle de andre henne tænker han desperat. Der er ikke et menneske at se. Helt alene står han henne ved redningsflåden. Vandet står ham op til knæene, og bølgerne slår ind over ham. Skibet er ved at synke. Han gør et fortvivlet forsøg på at skære stålwiren over til redningsflåden med sin dolk. Normalt kender han godt åbningsmekanismen, men paniken har grebet ham. Hans tanker går helt i baglås. Hvor er alle de andre henne?

I sin fortvivlelse indser han, at han er uden en chance, havet venter ham. Han springer tilbage på dækket, folder sine hænder og beder Fadervor. Hans tanker i det øjeblik glider til Danmark og hans familie.

Gudskelov for Niels er det ikke hans sidste tanke. Pludselig slår det ham, at han skulle være løbet til båddækket, til redningsbådene. Som en sidste jagende chance styrter han afsted, forbi den ene Churchill-tank, den anden er allerede væk.

Vandet er steget så meget, at det når Niels til over lårerne, da han springer over den sidste forhindring og når frem til styrbords svalegang.

Som om Vorherre har hørt hans bønner, ser han pludselig den ene redningsbåd blive hejst ned foran ham mod det oprørte hav. Og så hører han endelig stemmer

Som den første kan han springe ud i den, hvad der undrer ham, fordi båden ellers altid skal fires ned med en mand foran og en agter.

Båden lander godt i søen, og den bliver hurtigt fyldt med 12-15 mennesker.
Der er endnu 3 redningsbåde tilbage, så der er da håb for de andre.

 

7 minutter - og skibet sank.

Båden syner kun som en nøddeskal ved siden af det tungt pustende skib, der er ved at berede sig på sin forsvinden. Men krisen er langtfra overstået, fanglinerne mellem skib og redningsbåd er endnu ikke kappet.

Redningsbåden svinger ud fra skibet, der stadig er i bevægelse, men endnu er båden fastgjort med den agterste fangstline til skibet. Pludselig driver båden ind over agterlugen på skibet og Niels er sikker på, at nu bliver de suget med ned. I det øjeblik lykkes det at få kappet agterlinen, og en høj sø fører båden udover og fri af skibet.

Hele skibet står under vand og pludseligt rejser skibet sig op med agterskibet 10-12 meter i vejret, skruerne bevæger sig endnu, og som en gigantisk hval forsvinder skibet i dybet.

Hvor utroligt det end lyder er klokken kun 3.47 på dette tidspunkt. Disse begivenheder er altså sket på kun 7 minutter, fra det øjeblik da skibet blev torpederet til det forsvinder.

 

Min gamle søfartsbog har været med til 2 torpederinger, siger Niels Rønne

Havet sletter alle spor.

Det er stadig mørk nat, og ude i mørket lyder skrig om hjælp. De 4 redningsbåde er kommet i søen, men hvor mange der er om bord er der ingen der ved. Niels kan tydelig høre skrigene fra en englænder et sted ude i mørket, han råber på sin mor. Andre navne bliver skreget, nødsskrig og dødsskrig og de reddede i redningsbådene har ingen mulighed for at komme dem til hjælp på grund af mørket og de kæmpestore bølger.
Da man ikke kan få motoren i gang, tager de reddede fat i årerne. Ikke for at sejle langt væk, men for at holde båden op imod bølgerne, der hele tiden truer med at kæntre båden.
I det tidlige morgenlys kan de 15 reddede se hvordan resten af konvojen sejler forbi dem. Et deprimerende syn midt ude på det frådende hav. Længere borte kæmper andre redningsbåde for at holde sig ovenvande. Men sådan lød ordren: De store skibe SKULLE sejle igennem, så måtte man se hvad de små korvetter kunne udrette.
I 4-5 timer ligger de udmattede søfolk og kæmper mod bølgerne, stilheden har bredt sig, der lyder ingen skrig om hjælp mere. Havet sletter alle spor.

 

Et par korvetter er vendt tilbage for at samle hvad der kan reddes af mennesker. Da den ene korvet lægger til ved siden af den redningsbåd hvori Niels befinder sig, er det lige ved at gå galt for en engelsk telegrafist. Han har fået fat i korvettens ræling da søgangen i et øjeblik havde bragt de 2 både i samme niveau, så synker redningsbåden ned igen og der hænger englænderen sprællende i armene.

Udmattede af nattens strabadser må han slippe og forsvinder under bølgerne. Niels er helt anspændt, da han følger den arme englænders kamp i havet. Til sidst lykkes det at redde ham om bord med redningskrans og reb.

Efterhånden er alle 15 kommet over på korvetten. De tyske U-både er forsvundet fra området og korvetten kan sejle de reddede frem til konvojen. 13 skibe er blevet sænket.

Små 2 uger efter nåede de frem til Liverpool, og Niels og de andre søfolk har næppe nogensinde før eller senere været så lykkelige for at se landjord igen.

Der gik mange skibe ned i konvojen. Der omkom 24 af den 60 mand store besætning. Hovmesteren var iblandt dem. Også min flinke medassistent i maskinen, den nygifte Morgen omkom også, Man fortalte mig, at da redningsbådene var blevet svunget ud over rælingen, var Morgan styrtet ned i sin kahyt for at hente et billede af sin unge kone, men han nåede aldrig op igen.

Mine tanker går til de venner der aldrig kom hjem, og endnu en gang glæder jeg mig over min gode skæbne.

Niels Rønne.

 

Vagn Nielsen.

 

Bombet og beskudt i 5 år.

Middelhavet var det mest spændende. - Rusland var selvfølgelig også spændende, men her var vandet så koldt, at man kun kunne holde nogle få minutter. Middelhavet var jo noget varmere.

Tidligere letmatros Vagn Nielsen Hadsund får det til at lyde som om han taler om en charterferie, men det gør han ikke.

Han taler om 5 års engelsk konvoj-tjeneste. 5 år med beskydning af torpedoer og maskinkanoner og bombninger. Han fik prøvet stort set det hele.

Han har modtaget 5 medaljer for krigstjeneste. bland andet det Maltetiske George Cross udstedt i 50 året for de voldsomste kamphandlinger omkring den lille ø, der ligger midtvejs mellem Italien og Nordafrika, og som var en torn i øjet på Aksemagterne.

Alt det anede den 19 årige Vagn Nielsen lidet om, da han d. 9 april 1940 var på vej med det gode og hurtige ØK-skib "Amerika" hjem til Danmark.

Ved meddelsen om den tyske besættelse, gik skibet i stedet til Færøerne, hvor englænderne beslaglagde det og sendte det til Liverpool.

 


Nu kunne Vagn Nielsen have fulgt operette-admiralens råd om ikke at stå til søs, men lad de andre stå.

Det gjorde han ikke. tværtimod skrev han kontrakt "på krigstid" og blev trænet i at betjene det skyts som Amerika blev udrustet med.


Amerika.

Så gik turen til Indien - ud med 450 artillerister og hjem med 12.000 tons te.

Derefter til Mombasa med 450 kvindelige luftværnsskytter. Det var rart med 450 piger om bord, mindes han med et glimt i øjet.

Han sejlede 450 andre piger til Djibouti, og så var det slut med "det sjove".


Båddækket på Amerika.

Næste tur: Alexandria - Malta. Den var som alle farlige ture, frivillig men Vagn Nielsen holdt stik sin kurs.

Fjern-eskorten leverede jagerdækning, som holdt bombeflyene på afstand, indtil Maltas indsejling.

Der gik det løs, og det gjorde det i de følgende mange uger i Valettas havn og videre til Gibraltar.

Da den første alarm lød, lå jeg og sov.

Jeg for ud på dækket og kiggede lige op i ansigtet på en italiensk pilot, der begyndte at skyde på mig. Jeg smed mig på maven og kurrede ned i en pullert, hvilket kostede mig et sæt fortænder. Jeg fik dog senere et nyt sæt fortænder på admiralitetets regning.

Jeg var også med til at splitte det næste hold bombefly med en Bofors-kanon.

Det var nok italienere, for hvis det havde været tysker ville de ikke være drejet af for kuglerne.

Et nærgående ambulancefly (camoufleret fotorekonotering) fik også en hilsen fra Bofors-kanonen.

Når vi mente at det var et fotorekonoseringsfly skyldes det, at det ikke var tilladt for civile fly at operere over konvojer.

Jeg nåede velbeholden frem til Gibraltar og nye opgaver.

Ishavs-konvojer til Murmansk, 31 ture over Atlanten og 1 tur i Atlanten.

Det var i februar 1943 jeg blev spærret inde da en torpedo ramte skibet lidt før kl. 4 om morgenen.

Jeg kunne høre vandet løbe ind og heldigvis kom en engelsk maskinassistent forbi med en brandøkse.

Han flækkede døren så jeg kunne komme ud.

 

Jeg kommer straks, råbte han - jeg skal lige hente et billede af min kone. skidt med det billede råbte jeg tilbage, du kan få et nyt af hende, hvis du slipper levende herfra. Men han fortsatte og jeg så ham ikke siden.

Redningsbådene var forlængst borte, men jeg svømmede hen til en kæntret båd og overlevede på kølen af den, til jeg blev samlet op ved daggry.

Sidenhen var jeg ofte i kamp, men undgik flere forlis og kom hjem til Danmark i januar 1946 efter 6 år uden kontakt med familie og venner.


Vagn Nielsen.

 

Men morsom har det ikke været.

2.000 danske søfolk omkom under krigen.

Et tab væsentligt større end den øvrige danske befolkning.

 - modstandsbevægelsen medregnet.

 

Vagn Nielsen.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN