"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 88

BORIBANA.


Boribana ved Orientkaj.

4 dage efter jeg var blevet student 1966, påmønstrede jeg et ØK-skib som messeopvarter. Turen gik gennem Suez-kanalen til ”Det Fjerne Østen” og tilbage samme vej.

Jeg havde enekahyt - uden bad og toilet, men med håndvask, Der var et lille fastmonteret bord, en stol og en smal briks med plads til et par siddende drenge. Køjen var i 1½ meters højde med 3-4 store skuffer under.

Køjen var orienteret tværskibs, og ved kraftige rulninger føltes det lidt underligt, når hovedet var nederst.

Endelig var der naturligvis et klædeskab. I alt var der med skabe og køje ca. 8 kvadratmeter. Drengene sov i 2-mands kahytter, men på trods af at både tømrer og bager var sparet væk. stod deres 2 kahytter alligevel tomme.

Turen startede med lidt kystfart mellem Århus, Oslo og Gøteborg. Derefter afmønstrede jeg i 2 uger, hvor skibet skulle på værft i Helsingør. I de uger besøgte jeg bl.a. min morbror - krofatter efter mine bedsteforældre - og der traf jeg min mors morbror Julius og tante. De var stadig bosat i USA, men han var for længst pensioneret, og nu var de på ferie i deres gamle land.

Som den erfarne skipper han var, briefede han mig om hvad jeg skulle ud og se. Dengang vidste jeg ikke, han havde sejlet konvojsejlads under krigen, så det fik jeg desværre ikke spurgt ham ud om.

Jeg påmønstrede igen i Helsingør og efter et kort ophold i Århus og Københavns frihavn, gik det mod Rotterdam.

Jeg var ikke blevet søstærk af at padle på Vidåen, vi nåede kun lige at runde Skagen rev fyrskib, før det vendte sig i mig og maden skulle op.

I starten havde jeg flere ture, men efterhånden fik jeg da lært det.

Mit arbejde bestod i at passe mandskabs- og officersmessen. Begge havde buffet’er, så jeg skulle ikke direkte servere men holde rent, rigge til og af, dvs. dække bord/rydde af, og i hårdt vejr montere slingreudstyr - bordene havde rammer som kunne hæves under måltiderne.


Messedreng Steen Jensen

"Komme når der blev kaldt' samt ellers bistå koksmathen især ved frokosten.

Blev der kaldt fra begge messer samtidigt, valgte jeg uden tøven først at gå til mandskabsmessen. Officererne var snobbede og nedladende (hver dag en ny pakke smør, afrigningssmør blev ikke accepteret)

Resten af mandskabet var kontante og enkelte af dem muligvis rå børster, som man gjorde klogt i at servicere ordentligt. Til morgenmaden var der dog servering, idet alle fik 2 spejlæg med bacon. En del ville have æggene vendt, det hed at få æggene tørnet.

Jeg havde intet med apteringen midtskibs at gøre. Min "kollega der var ungtjener, og han var klart finere end mig for han serverede for de højere officerer.

Kaptajnen foretog en (1) runde på skibet - det fik vi besked om en uge før - så ham så jeg en (1) gang.

SPROG.

Mange ord var så meget anderledes, så de blev oplevet som et andet sprog. Gulv hedder dørk, væg skot, spand pøs, og sådan er det hele vejen igennem, som Storm P. vel ville ha’ sagt.

Jeg blev purret kl. 05:30, tørnede til kl. 06:00 og skejede ud ca. kl. 19:15. Hver anden eftermiddag havde jeg fri ca. 14:00 til 17:00. Når en sømand skejer ud betyder det bare at han går på frivagt.

Bortset fra søfartsgloserne om bord, blev der naturligvis talt normalt dansk, men med en ret stor procentdel eder og forbandelser.

Især indtog bådsmanden hvad det angik en særstilling. Edernes funktion er at være forstærkere, men bådsmandens eder var så mange og lange og tungt rullende, så den forstærkende virkning fuldstændig forsvandt.

Det var ret ejendommeligt at høre på, for bare han skulle fortælle om en banal tildragelse, blev den garneret med eder og forbandelser i en grad, så han var meget svær at forstå.

 I starten var jeg bange for ham, men efterhånden gik det op for mig, at han kun ”gøede” han bed ikke.

Kokken brugte betydelig færre eder. Hans foretrukne udtryk var, ”at spille fransk klovn”, og det blev hæftet på enhver der gjorde et eller andet han ikke brød sig om. Normalt præsterede han ingen sprogblomster udover ”de tror vi har spejlæggene hængende på en snor” og ”spejlægkongen” (en matros der somme tider fik op til 3 gange spejlæg - han mente det øgede hans potens).

KABYS.

Da skibet var på værft i Helsingør blev det også gasset for kakerlakker. Gassen tager de levende dyr, men ikke æggene, så efter nogle ugers sejlads på det nærmeste eksploderede det med kakerlakker. Den dag i dag associerer jeg stadig kakerlakkerne med linjen ”da myldre djævle frem pa jord”, for der var ikke den revne eller den sprække de ikke myldrede op af.

I en længere periode sluttede hver arbejdsdag med mindst et kvarters kakerlakjagt. Det foregik med kogende vand, og jeg har en teori om, at det var denne daglige jagt på kakerlakker der betød at vi var i stand til at stille på arbejde dagen efter, for der blev virkelig afleveret nogle aggressioner

Koksmathen brugte ligesom os andre kakerlakjagten til at lette trykket med, men han havde desuden sin egen facon, idet han en gang eller to om dagen stoppede med det han nu var i gang med, lagde hovedet tilbage og råbte af sine lungers fulde hals ud i kabyssen: ”Hold ud kammerater - jeg kan ikke mere!”. Det varede kun få sekunder, og så arbejdede han videre som om ingenting var sket.

Maden var intet mindre end gyselig, så det var lidt af en omvæltning at komme fra min mors (krodatterens) altid veltillavede måltider - uanset menuens art - til kokkens gebrækkeligheder.

Det gyselige gik nok lidt på råvarerne, men var især forårsaget af kokkens tilstand, han var vel i det store hele konstant fuld. Risenvællingen - aldrig risengrød - var hyppigt brændt på, ikke alle de pocherede æg blev fanget i tide. Gjaldt det mad med karry, tabte han gerne karrydåsen ned i gryden, og så røg han ind over gryderne.

Jeg så ham engang tabe skoddet, så han stoppede omrøringen, fiskede papiret op, (tobakken kunne han jo ikke gøre noget ved), slog papiret af fingrene ned på dørken, rørte hurtigere rundt en 4-5 gange og faldt så uanfægtet tilbage til den gamle rørehastighed.

Koksmathen var i modsætning til kokken godt opdraget hvad angik tobak og madlavning, om formiddagen tog han en kop kaffe og en cigaret i messen, - jeg så ham aldrig med en smøg i kabyssen.

Frokostpålægget 8-10 anonyme jægerpølser - kunne kokken ikke gøre ringere end det var. Det smagte af så lidt og så så gråt i gråt ud, så mandskabet dagligt beklagede sig.

Vi fik jævnligt at vide, at ØK faldt aldeles igennem i forhold til DFDS.

Oven i købet gav hovmesteren en dag koksmathen og mig besked på, at skære tyndere skiver, men det resulterede naturligvis blot i, at alle bare lagde flere skiver på brødet.

 Da der ikke var en bager, var alt brød frosset, og det var mit job, hver dag at tage næste dags forventede forbrug af skiveskåret rugbrød ud af frostrummet til optøning.

Jeg glemte det en dag så næste morgen måtte jeg ty til nødløsningen, at tø brødet op i ovnen.

Den dag troede jeg, at jeg havde fået tæsk af kokken, men det skete dog ikke (og skete i øvrigt aldrig). Til gengæld måtte jeg høre meget for, at jeg serverede brød der ”vendte røven i vejret”.

Den dårlige, ja nærmest grotesk elendige mad, var naturligvis også forårsaget af kokkens holdning. Vi fik jævnligt kærnemælkssuppe - som der jo skal rosiner i - og efter et stykke tid hjemmefra var rosinerne begyndt at blive smattede. Koksmathen syntes på et tidspunkt at miderne havde taget overhånd, så efter en tur i forrådsrummet meddelte han 'Den går ikke mere kok, der er gået mider i rosinerne'. Hvilket kokken kommenterede med, ”Åh, skidt med det, hvad de ikke ved, har de ikke ondt af.

En gang karryretten var nærmest aldeles uspiselig, kom bådsmanden ud i kabyssen med sin tallerken, og for øjnene af kokken og hovmesteren skrabede han meget langsomt og demonstrativt, hvad der var på tallerkenen, ned i affaldsspanden, et utvetydigt vink med en vognstang, men det ændrede ikke spor.

Det var naturligvis håbløst og umuligt at kigge maden efter for tobaksrester, om der var mider i det ene eller det andet, eller at fjerne for meget karry, men det var en daglig rutine at røre lidt rundt i tallerkenen og kigge efter kakerlakker.

Til eftermiddagskaffen var der på skift mulighederne sandkage og ovnoptøede spandauere. Sandkagen altid tør og støvet, spandauerne altid ulækkert fedtede.

Skylleren (opvaskerdrengen) og jeg havde eftermiddagskaffetjansen på skift, og for at den samme ikke hver gang skulle sørge for enten sandkage eller spandauere, måtte mandskabet somme tider finde sig i at få det samme 2 dage i træk. Jeg tvivler på om de kunne huske, hvad de fik fra dag til dag.

Det varede ikke længe, før matroserne begyndte at bryde ind i kabyssen om natten for at stjæle mad, det var kokken godt sur over, men det lykkedes ham ikke rigtigt at forhindre det, så vi fik besked på at fjerne al mad fra kabyssen og lade den overnatte i forrådsrummene, for døren dernede var en meget solid ståldør, og den kunne låses og blev det hver dag.

Helt fantasiløs var kokken dog ikke, for da vi på hjemturen i Middelhavet en uges tid før Hamburg løb tør for tomatketchup, barslede han med følgende nødopskrift: Man udkoger en mængde kartofler og moser dem, derefter rører man mosen sammen med rødbedesaft til konsistensen passer, smager til med tomatpuré, og kommer det på de tomme tomatketchupflasker. Jeg kunne bare konstatere, at matroserne smed flaskerne overbord ligeså hurtigt jeg satte dem ind i messen.

Nogenlunde på samme tid som ovennævnte opskrift så dagens lys, havde bådsmanden fået nok af kokkens ejendommelige kogekunst, så han stoppede ham en dag og spurgte med stentorrøst og med overraskende forstærkende virkning, helt uden eder og forbandelser ”Hvornår begynder du at lave noget ordentlig mad?” Jeg troede der var øretæver i luften - som jeg helst undgår så jeg sneg mig ud af messen og hørte derfor ikke kokkens svar.


Boribana i Japan.

Kokken bar sin brandert forbløffende godt, men øjnene var blakkede, de skvulpede usynkront rundt i øjenhulerne, og det var ikke sjældent han gik usikkert. Engang da han og jeg stod og snakkede i skyllerummet, blev hans knæ pludselig som gele, og han måtte helt ned og sidde på dørken. Jeg blev lidt overrasket, for jeg syntes han så ud som han plejede.

Jeg vidste at jeg ikke kunne løfte ham op, det var jo død vægt, så han måtte klare det selv, og det lykkedes ham da også med stort besvær at komme på benene. En gang jeg skulle hente ham tidligt om morgenen, så jeg ham tage en snaps og hælde den næste op, så hans morgenmad var vel mindst 2 snapse på tom mave. Adskillige gange om formiddagen forsvandt han et par minutter, det var næppe hver gang for at gå på toilettet. Jeg så ham aldrig spise noget før til middag.

På et tidspunkt gik rygtet, at en af matroserne havde smugkigget i hovmesterens regnskab, og fundet ud af, at kokken drak for 600 kr. om måneden, det er ca. 20 kr. om dagen, og det lyder ikke af meget i dag, men det er over 40 år siden, og sprutten var skattefri, så en øl kostede 1 kr. og en ½ flaske snaps 9 kr. Det lød troligt, at kokken drak en halv abe og mindst 10 bajere om dagen, der skal en god lever til at klare det kvantum.

TATOVERINGER.

Traditionen tro blandt søfolk, havde en del af mandskabet tatoveringer og i de varme lande var påklædningen så let, så tatoveringerne normalt kunne ses.


Boribana motortop.

Bådsmanden havde klart flest. Han var jo også en ældre garvet sømand og havde tydeligt fået lavet dem for mange år siden, for de var noget falmede. På brystet havde han en 3-mastet fuldrigger, den havde engang været et imponerende syn - og på armene boltrede sig nøgne damer, Mickey Mouse og andet godtfolk.

Fuldriggeren var normalt blotlagt til skue, idet bådsmanden aldrig knappede skjorten, men havde den bundet med en knude lige under fuldriggeren og over maven, der så struttede frem som bulben på et skib. Under denne bulb hang de korte bukser med en løs livrem lige over kønsdelene, og i livremmen sad en skede med en dolk. Skeden havde tendens til at glide frem, så den hang som en spids penis mellem lårene.

Det var et syn for guder, som det var svært at lade være med at trække på smilebåndet over, men jeg oplevede dog aldrig nogen gøre det, endsige kommentere det.

Før omtalte jungmand kandiderede til prisen for at besidde de absolut grimmeste tatoveringer. Letmatrosen derimod havde et tallerkenstort tigerhoved på det ene skulderblad. Det flotte dyrehoved var en fryd for øjet og helt sikkert udført af en mester på feltet, blot lidt underligt at ejeren selv kun kunne nyde synet i et spejl.

RUTEN, VEJR, NATUR, TURIST.

De 3 europæiske storhavne Hamburg, Rotterdam og Antwerpen ligger så tæt ved hinanden, så man godt kan sejle lidt frem og tilbage mellem dem, for at få lasten placeret rigtigt, så vi var 2 gange i Rotterdam, før det gik sydover.

I Antwerpen lå vi i den gamle havn, der har direkte adgang til den engelske kanal, og der oplever man et ganske andet tidevand end hjemme. Vi lå der ca. 1½ dag, så vi havde 4-5 timer om aftenen til at kigge lidt på Antwerpens minefelt. Da vi gik i land, gik landgangsbroen meget stejlt ned, og da vi kom tilbage, lå rælingen i højde med kajen.

I Genova lå vi også så kort tid, så det kun blev til et aftenbesøg i byen, ja så kort tid, så det lykkedes en matros at blive agterudsejlet. Han kom om bord igen i Port Said, og mig bekendt hæfter en sømand selv for en agterudsejling hvis han da ikke vælger at afmønstre. Så rejsen fra Genova til Port Said må have kostet ham indtil flere månedshyrer. Det var vel årsagen til, at han var sur og vrissen resten af turen.

Når man bevæger sig så langt væk fra de hjemlige strande, kan man ikke undgå at komme ud for så anderledes vejrfænomener, at man bliver helt glad for normal dansk ustadighed.

Første gang var i Det Røde Hav. Det er ca. 300 km brede og det meste af vejen sejler man nogenlunde midt i, altså hele tiden mindst 100 km fra kysten. Det var meget stille, men inde over land var der sandstorm, og de mindste sandskorn blev blæst ud til os midt i Det Røde Hav. Der var så tæt af sandskorn, så man kun en sjælden gang kunne se solen. Det var umuligt at holde dem ude af messen og kabyssen, så det knasede når man satte tænderne i et stykke brød, og matroserne var godt sure, fordi de vidste at de skulle spule hele skibet, så snart det var slut.

Da vi nåede den sydlige ende af Det Røde Hav, blev koksmathen og jeg af kokken sendt ned i frostrummet for at rydde op. Der er jo normalt -20 grader i et frostrum, og jeg vidste, at der udenfor var +40, så for rigtig at opleve forskellen gik jeg lidt rundt udenfor, før jeg gik ned i frostrummet.

I strædet mellem Det Røde Hav og Aden-bugten ligger der nogle småøer, der kaldes de 12 apostle. En matros fortalte mig, at selve strædet blev kaldt ”Helvedesporten”. Det syntes jeg ikke rigtig passede med de 12 apostle, så jeg blev enig med mig selv om, at strædet havde fået det tilnavn, fordi der normalt var helvedes varmt.

Vi bunkrede olie i Aden, og den korte tid vi lå der, var nok til at skibet blev invaderet af mange småhandlende, så det næsten var et hækkeløb at komme på arbejde. De solgte alskens billigt kram der næppe kunne klare lidt kvalitetskontrol.

Nå, men en af matroserne havde tilbøjelighed til at glemme at purre mig, hvorfor jeg nogle gange var kommet lidt sent med morgenmaden og derfor havde indkasseret nogle alvorlige skideballer, så jeg pruttede mig til et lille rejsevækkeur, og det holdt turen ud.

Da vi krydsede Det indiske Ocean på vej til Port Swettenham, så vi for første gang delfiner, og jævnligt kunne man samle flyvefisk op på dækket. Nogen hængte et par stykker til tørre med spredte "vinger" men da de ikke rigtig kunne blive så tørre, så de blev lugtfri, blev de til sidst smidt ud.

I Port Swettenham havde jeg min første halve fridag. Fjernøstturismen var vel ikke begyndt endnu, og hvis den var, var den i hvert fald ikke nået til Port Swettenham, så jeg gik rundt ret alene uden at se skyggen af andre europæere.

Jeg fik kigget lidt på byen, på mangrove-skoven ved kysten, og så fik jeg købt en friskplukket ananas og et par Buddha-figurer.

Den ene siddende Buddha i rosentræ, og den anden en stående i fedtsten. Det er ikke stor kunst, men alligevel pænt håndværk, så jeg fik den første indikation af, at herude var timelønnen lav.

Sælgeren var tilsyneladende særdeles godt tilfreds med handlen (ca. 20 kr.), for hun gjorde meget ud af at pakke dem omhyggeligt ind.

Fra Port Swettenham gik vi til Bangkok. Efter vi havde rundet Singaporestrædet og gik nordpå, så jeg på min aftentur på dækket et varme-tordenvejr i det fjerne. Det var tydeligt at se lynene, men de var så langt væk, så jeg ikke kunne høre tordenen. Antallet af lyn var forbløffende, jeg talte 60 på et minut, og den hyppighed var konstant i det kvarter jeg betragtede det.

I Bangkok var der mere at se på, og jeg fik i betydelig højere grad leget turist på min fridag. Heller ikke der så jeg overvældende mange europæere, så jeg gik igen ret alene og kiggede på forgyldte, siddende og liggende Buddhaer i forskellige templer. Også der var timelønnen lav, jeg blev klippet for 30 øre.

På vej fra Bangkok til Hong Kong fik vi syn for sagn om, at der var krig i Vietnam, for vi blev overfløjet et par gange af et amerikansk Catalina-lignende fly.

En af nætterne på åbent vand i Det Sydkinesiske Hav løb vi ind i mere hårdt vejr. Jeg var kommet til at ligge lidt på kanten af køjen, og pludselig gav det en så kraftig opbremsning af skibet, så jeg trillede ud af køjen, fremad mod stævnen. Jeg nåede at gribe meget for mig, jeg ikke slog mig. Umiddelbart efter gik skibet ned på halv kraft, så de må være blevet forskrækkede oppe på broen. Det varede dog ikke længe, før det var fuld kraft igen.

Man kan stadig komme ud for folk, der mener at forkerte søer ikke findes, men en af teorierne om det er nu meget simpel.

På åbent vand findes mange bølgetog. der ikke behøver have nøjagtig samme retning, bølgelængde eller højde. Når 2 eller flere bølgetog krydser hinanden, skal deres bølger direkte lægges sammen. Når en top møder en bund, giver det kortvarigt smult vande, og når en top møder en top, giver det kortvarigt en dobbeltbølge. Et ”2 gange top-møde” er særdeles hyppigt, et ”3 gange top-møde” sjældnere, et ”4 gange top-møde” endnu sjældnere osv. Der er naturligvis meget ringe sandsynlighed for at mange bølgetoppe mødes samtidigt, og at der så også er et skib nøjagtig på stedet, men når det sker, sker det pludseligt og uforudsigeligt, og så møder skibet ”en forkert sø”, og katastrofen kan opstå.

Også i Hong Kong blev vi mindet om Vietnam-krigen. for der lå en eskadre amerikanske flådefartøjer ankret op lidt væk fra Kowloon, og i land var der ikke til at spytte for amerikanske marinere, Vi lå ved kaj på fastlandssiden (Kowloon) klods op af forretningsområder, så jeg sluttede arbejdsdagen med at handle og tage på værtshusbesøg.

Jeg fik valgt Sands Bar, og der var hyggeligt, for der traf jeg nogle norske søfolk, og igen konstaterede jeg, at det var det "forkerte" skib jeg sejlede på. Hovmesteren morede sig med at stå på hovedet på bordet, og bageren fortalte stolt, at han bagte dansk wienerbrød. Jeg var sikker på, at de wienerbrød var bedre end vores optøede og opvarmede fedtede spandauere.

Igen blev den lave timeløn illustreret, for skibet blev invaderet af 300 kulier hver bevæbnet med en hammer, og så blev der ellers banket rust. Vi fik udleveret høreværn - det fik kulierne ikke.

På vej fra Hong Kong til Kobe mødte vi i Formosa-strædet en større samling kinesiske djunker på fiskeri. Det skete om aftenen og tilsyneladende havde de kun en rispapirlampe i agterstavnen som lanterne. Vi drønede ind imellem dem uden på nogen måde at sagtne farten, og de nåede pinedød at flytte sig for os.

Før vi nåede Kobe fik vi at vide, at der var en tyfon i anmarch. Vi lå kun ved kaj en dag, og da tyfonen lod vente på sig, fik jeg en fredelig ½ fridag i byen. Strøget var en flot overdækket gågade.

I Yokohama lå vi fortøjet ved store bøjer i havnebassinet (der var små både der fungerede som færger fra skibene til land), men da tyfonen så endelig kom, blev alle skibe beordret ud i Tokyo-bugten for at ride den af derude. Den kom om natten på tværs af bugten og varede kun få timer, så der blev ikke rejst bølger, men jeg blev vækket ved at hovedmotoren gik i gang, og da hylede og peb det ret kraftigt.

Jeg overvejede at stå op, men jeg var godt træt og det var mørkt, og da hovedmotoren så kort efter igen stoppede, skønnede jeg at der sikkert ikke var noget at se på, så jeg blev liggende og faldt hurtigt i søvn igen. Om morgenen var der så bestemt noget at se, for 2 skibe var blæst ind mod Yokohama havns dækmole, hvor de var sprunget læk og gået ned, kun masterne og det øverste af skorstenene ragede op over vandet.

2. styrmand fik senere fat i en engelsksproget avis, som han læste højt af, og ødelæggelserne i land var så store, så det nærmest var surrealistisk, at jeg faktisk var sovet fra det hele.

Den fjernest liggende by vi nåede til var Otaru - havneby for Sapporo - på Hokkaido. Heller ikke der kom vi til kaj, men lå fortøjet ved bøjer i havnebassinet, så det var igen lidt besværligt at komme i land, dog fik jeg en ½ fridag, så jeg fik handlet og kigget lidt på byen.

Vi lå der en uge, og det blev besluttet at lave den obligatoriske redningsøvelse der. Lidt komisk at det først skete, da vi i sejltid og afstand var absolut længst væk hjemmefra, men ikke særlig komisk, at det var en meget utryg oplevelse.

Den redningsbåd jeg var tilknyttet, skulle ikke prøves på den måde, at den skulle sænkes ned på vandet, men kun hænge i sine davider ud over vandet klar til nedsænkning. Hele mekanismen var så sammenrustet og så overmalet alle mulige steder, så der gik time fra vi startede, til båden var kommet ud at hænge. Man kunne ikke lade være med at spørge sig selv, om den mon kunne flyde, hvis den var kommet ned på vandet?

En dag, stadig i Otaru, da jeg havde eftermiddagskaffetjansen, sad der en japaner i mandskabsmessen. Jeg undrede mig over, hvordan han var kommet ud på skibet, men hvad han ville, var der ingen tvivl om, for på dørken havde han stillet sin værktøjskasse, hvori jeg kunne se en læst. Denne japaner var altså en skomager, der håbede på lidt arbejde.

Han havde givetvis ikke mange midler at gøre godt med, for hans tøj var direkte laset. I kabyssen havde vi en større gryde stående og simre svagt med suppe, så før jeg gik i gang med Richs-brygningen, skænkede jeg en tallerken suppe op til skomageren og gik ind med den til ham. Da han havde spist op, kom han ud i kabyssen med tallerkenen, og jeg pegede hvor han skulle stille den, nikkede og sagde, det er i orden kammerat, hvortil han bukkede og gik 1 millimeter baglæns tilbage mod døren. Jeg nikkede igen, han bukkede igen og gik 1 millimeter baglæns, jeg nikkede igen og sagde ja ja, det er i orden kammerat!

Han bukkede og bukkede og det blev han ved med. Jeg vidste ikke, at japansk kodex dikterer, at den lavest rangerende skal bukke sidst, og at jeg derfor kunne have løst problemet bare ved at vende ryggen til ham.

Efter Otaru var vi igen kortvarigt i Yokohama og Kobe, bagefter gik vi til Hong Kong.

Denne gang havde vi lidt flere dage til rådighed der blev handlet og kigget mere på Kowloon, Sands Bar var stadig hyggelig, og skibet blev i højere grad oversvømmet af alskens forskellige kinesere, der solgte alt muligt mellem himmel og jord, på min fridag tog jeg en af færgerne til selve Hong Kong øen og fik leget lidt turist der, Færgerne var med 2 skarpt adskilte dæk, øverst 1. klasse, nederst den gemene hob, - and never the twain shall meet - jeg fandt i hvert fald ikke ud af, om det var muligt at komme fra det ene dæk til det andet.

Fra Hong Kong sejlede vi direkte til Hamburg, Bortset fra korte ophold uden landgang i Port Suez, Bitter Lake, (halvvejs i Suezkanalen) og Port Said, havde vi 24 dage i søen.

Efter mindre end 2 uger kom de første tegn på kuller hos mandskabet, og stemningen blev så dårlig (elendig mad betyder særdeles meget for trivslen), så jeg forestillede mig, at en sådan stemning var den dybeste årsag til "Mytteriet på Bounty'.

Umiddelbart efter Gibraltar-strædet oplevede vi meget korte bølgelængder kombineret med ganske høje søer, og vinden var ret kraftig og direkte imod. Vest for strædet danner Portugal/Spanien og Marokko jo en tragt, og det stuver atlanterhavsbølgerne sammen, Lidt sjovt var det, for at stå længst agter bag kabyssen, kunne sammenlignes med rutsjebanen i Tivoli.

Da vi endelig nåede frem til Hamburg, skulle mange op i den danske sømandskirke for at ringe hjem. En del var godt lakket til, så de var ikke populære hos sømandspræsten. Det undrede mig lidt, for jeg syntes jo han måtte have oplevet det før, men han kunne ikke rigtig håndtere den matros fra mit skib, der blev ved med at spørge ham. ”Præst. har du ikke noget Aalborg-fløde?", for han svarede hver gang. ”Det her er et anstændigt sted!”.

Efter Hamburg havde vi korte ophold i Rotterdam, Antwerpen (den nye dokhavn) og Gøteborg, før vi lagde til ved Orientkajen i Københavns frihavn, og jeg kunne afmønstre. Min bror hentede mig, og en taxa-chauffør fik en tur til Virum.

Har man befundet sig på et vuggende skib i mange uger, bliver kroppen så vænnet til at ”grunden ikke står stille”, så tilstanden fortsætter når man er kommet i land. Selv flere måneder efter kunne det stadig ske, at jeg pludselig følte jorden gynge under mig, hvorpå kroppen af sig selv begyndte at kompensere for det, så der er ikke noget underligt i at søfolk svajer i deres gang.

PORNO, PIGER, SEX.

Den første dag på skibet fik alle udleveret en brochure om søfolk og kønssygdomme, og hovedbudskabet var, at 1 ud af 10 søfolk får en kønssygdom på hver rejse. Også før jeg så den brochure, havde jeg besluttet mig til at være så skrækslagen for at få en dårlig, så jeg ville nære mig. Min skræk var nu også velbegrundet, for jeg så en med gonorre lade vandet, og derefter forstod jeg udtrykket ”tisse glasskår”.

Det var før frigivelsen af pornoen, og den sidste dag før vi forlod frihavnen, kom en pornosælger om bord med en kuffert fuld af forbudte pornobøger. En af drengene havde folkesangeren Cæsars pornoviser på bånd, dem fik vi hurtigt lært flere af, og i løsslupne stunder i kabyssen skete det, at vi for fuld udblæsning i samlet flok sang en af disse slibrige og bundsjofle viser.

De sidste par uger før vi nåede Bangkok, blev mandskabet mere og mere opstemte, og det var tydeligt, at pigerne der, havde et ry som ingen andre kunne hamle op med. Jeg var indstillet på, at jeg ville blive drillet en del, men det skete nu ikke. Det eneste der morede mandskabet meget, var at advare mig om de særligt frygtindgydende kønssygdomme.

Da vi så nåede Bangkok blev pigerne, før vi kom til kaj, roet ud til skibet i lange smalle kanoer, og jeg begyndte at forstå, hvorfor Bangkok havde den status den havde, for allerede mens pigerne sad i kanoerne, og vi stod oppe ved rælingen og kiggede ned, råbte en af dem med kraftig accent og klare syntaksfejl, ”Hej Jør’n du mange dejlig stiv pik”. Hvad sagde hun dog? Men jo, alfonserne sørgede for, at de samme piger kom på de samme skibe, så mange af pigerne og matroserne kendte hinanden, og adskillige af pigerne talte et - overvejende sjofelt og på kraftudtryk baseret dansk. Bangkok-alfonserne gjorde virkelig noget ud af det, for adskillige af mandskabet fik senere på turen breve fra deres piger.

En pige fungerede selvfølgelig primært som sexual-partner, men hun kunne også stryge fyrens skjorter og lignende, altså fungere som en slags hustruafløser. Det mest normale var dog, at de sad i messen og snakkede eller spillede kort, mens deres fyre havde vagt. Alle vi uerfarne vænnede os forbløffende hurtigt til de nye omstændigheder med det stadige rend af prostituerede, og det ville jo da også være omsonst at tro man kunne lave om på noget, men der blev unægteligt flyttet nogle normer.

En fyr kom en dag op i messen i en slags kimono og satte sig ved siden af sin pige, mens hun spillede kort, og tilfældigvis samtidig med jeg kom forbi, rakte hun ud og tog fyren på lemmet, for ligesom at føle om det var ved at være tiden, at hun skulle opfylde sine forpligtelser? Det var det så ikke, så hun trak hånden til sig, og spillede videre som om ingenting var sket. Først da jeg kom ud i kabyssen, gik det op for mig, at jeg var fuldstændig upåvirket af episoden.

Det eneste der rigtig fik indflydelse på os, var pigernes sprog, og især denne underlige ”talen i flertal”. Resten af turen blev 'mange fin' og 'mange dejlig' en fast del i vores sprog.

En af matroserne fik en vist lidt værre kønssygdom, for han havde tilsyneladende fået besked på at skifte underbukser, hver gang han havde været på toilettet. I hvert fald så man ham i en uge eller to, hver dag med en pose renvaskede underbukser på vej til tørresnoren. At jeg ikke drillede ham eller bare kom med den mindste lille spydige bemærkning er klart, for så havde jeg fået så mange tæsk, så jeg hverken havde kunnet krybe eller gå i flere dage, men der var altså heller ingen der drillede mig.

Var min karklud sur eller havde jeg glemt at stille tomatketchup ind på bordene, fik jeg en skideballe, men hvordan jeg gererede mig, når jeg havde frivagt, var min egen sag.

Skibets rammer er givet, så langt. så bredt, så mange dæk op og ned, og de rammer kan man ikke komme udenfor. Man har et fristed i sin kahyt hvortil man kan trække sig tilbage og lukke døren efter sig. Man passer sit arbejde, og frivagten er hellig.

Ovennævnte matros havde opdaget, at jeg havde et atlas, og en dag jeg sad i min kahyt, bankede det på døren, jeg sagde 'kom ind', og denne matros stak hovedet ind og spurgte om han måtte låne mit kort. Jeg tøvede et splitsekund til det gik op for mig, at han mente mit atlas, og så sagde jeg 'ja selvfølgelig' og rakte ham det. Et kvarters tid efter bankede det igen på døren, det var så matrosen der kom tilbage med mit atlas, lagde det på bordet og sagde, tak for lån. Det kan godt være han var en vildbasse, men han var godt opdraget.

I Hong Kong var der sådan et leben på skibet, så det ikke var til at skelne, hvem der var handlende, og hvem der var prostitueret.

I Kobe var der så ingen tvivl, for der kom pigerne slet ikke på skibet, tilsyneladende var det direkte forbudt for dem. Til gengæld holdt der på kajen taxaer, som hver repræsenterede et bordel og når vi gik fra borde, viste taxa-chaufførerne fotos af pigerne fra deres bordeller, og så kunne man kigge varerne an og vælge før man tog derhen. Jeg tog et foto som souvenir.


Bar Hit Kobe 66.

SØFARTSBOG, JURA, INFORMATION.

Søfartsbogen udstedes af det lokale toldkammer (dengang under det daværende Handelsministerium), Den indeholder også lægdsrullebetegnelse og sessionsvedtegninger samt lægelige data.

Matrosen der blev agterudsejlet i Genova fortalte, at de italienske myndigheder lagde mindre vægt på passet end på søfartsbogen, for den sidste udmønstret/afmønstret-side i søfartsbogen viste, hvilket skib han var udmønstret med, og da han ikke var afmønstret, var han altså agterudsejlet.

Jeg har altid undret mig over, at man i Søfartsbogen anvender ordet udmønstret, for den normale dagligtale-sprogbrug er påmønstret, og den passer jo også som modstykke til afmønstret.

På den første udmønstret/afmønstret-side, foroven til venstre er skrevet 193,-. Det var min grundhyre, med dyrtidstillæg og et kompensationstillæg var min månedlige hyre kr. 865,-. I løbet af turen steg dyrtidstillægget med kr. 30,-.

Alt vedrørende hyre-regnskab, penge-udbetalinger og fremmed valuta blev håndteret af telegrafisten (gnisten). Søfolk var de første der betalte kildeskat, for søfolks lønforhold var dejligt ukompliceret for skattemyndighederne og vistnok også for gnisten.

Gnisten lavede også en spritdublikeret skibsavis med nyheder hjemmefra og med alvorligere sager fra hele kloden. Den udkom en gang om ugen og var en betydningsfuld positiv faktor for trivslen. Forplejningen var jo en katastrofe for samme.

Den største nyhed der optog hele skibets besætning særdeles meget, var Skageraks forlis mellem Hirtshals og Kristianssand. En ældre mand omkom, ikke ved drukning, men ved et hjerteslag. Ellers blev alle reddet, og det var nu lidt utroligt, når man så hvor galt det gik ved Estonias forlis mange år senere.

En pudsighed var det, at den hjemlige vejrudsigt konsekvent var med, for den var det lidt svært at forholde sig til.

Af mere politisk orienterede nyheder undgik det ikke min opmærksomhed, at Sydafrikas apartheid-premierminister Hendrik Verwoerd var blevet myrdet, endda af en hvid og i selve det sydafrikanske parlament.

Kompagniets blad - ØK-bladet - fik vi også et eksemplar af, og det var da interessant nok at læse om en stabelafløbning og lidt om kompagniets gøren og laden, men at vi skulle oplyses om, at den administrerende direktør Mogens Pagh havde deltaget i og vundet en mindre tennisturnering, var ret svært at tage alvorligt.

KULTUR.

I Yokohama lå vi som fortalt ved bøje, og når man var i land, skulle man omkring den danske sømandskirke, for at få at vide hvornår færgen gik tilbage til skibet. Absolut tidligste tidspunkt for sidste afgang kendte vi, men der kunne godt gå længere tid fra da, før vi kom af sted. Skaden var ikke så stor, for man kunne altid få en kop kaffe og et stykke blødt brød.

Før vi nåede en havn, skulle alle opgive hvad de havde af toldpligtige varer, og det var mit arbejde at gå rundt på hele skibet til alle besætningsmedlemmer (på nær skipperen!) med et gevaldigt stort skema og få det udfyldt. En dags tid før vi nåede Gøteborg, var vi så tæt på Jylland, så en normal radio kunne tage danske programmer, og da jeg kom til overstyrmanden, havde han tændt for sin radio, og ud strømmede musik af Bach fra Das Wohltemperierte Klavier. Det var lige så jeg fik åndenød, og heldigvis var overstyrmanden længe om at tælle sine forbløffende mange cigarer og sine noget færre flasker.

Læsning blev det da til, men jeg kunne nu ikke hamle op med den ene jungmand, der hævdede han læste 15 cowboy-romaner om dagen. Det var sikkert løgn, men selvom han så kun læste en femtedel, er det mange, så det er lidt uforståeligt. Især når man tænker på at har man læst en, har man læst dem alle.

Handelsflådens velfærdsråd sørger for lidt underholdning for de søfarende, og på et tidspunkt fik vi forevist en folkekomedie med Birgit Sadolin som telegrafist og Morten Grunwald som elektriker. Det foregik overvejende på en ØK-båd af samme type som vores, den var lidt sjov at se sammen med mandskabet, men det sjoveste var klart at høre på matrosernes kommentarer, fnysen og hånlatter, hver gang begivenhederne på skærmen var absurd langt væk fra det virkelige liv.

BAGEFTER.

Kort tid efter jeg var kommet hjem, sad jeg engang alene et sted, da en fyr stak hovedet ind for at spørge om noget, men der gik nu kun få sekunder, før han i stedet fik fortalt, at han lige havde været 3 måneder i Canada, og så kiggede han på mig, i forventning om at jeg var imponeret. Det gjorde så komisk et indtryk på mig, så jeg lovede mig selv aldrig på samme måde at fortælle om min sejltur, for så ville jeg da bestemt gøre mig selv til grin.

En anden gang jeg snakkede madlavning sammen med nogle stykker, fortalte jeg om episoden, da kokken tabte cigarret-skoddet ned i gryden, hvortil en af de andre reagerede med, ”Ja. ham kokken fra Basserne er sgu fin”.

Her fortalte jeg for en gangs skyld om noget fra min sejltur, og så troede de jeg refererede til en tegneserie.

Steen Jensen.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN