Side 89

Om livet i ØK EAC skibe.

Svar på hvorfor snesejler ikke har noget om Jutlandias 3 togter i Koreakrigen.

Ja, hvorfor ikke? selv om der er skrevet meget gennem tiderne. Her kommer et indslag som har været bragt i "Maskinmesteren" år 2000. Af Peter Jürgensen.

Jutlandia Ekspeditionen (1951-1953):

I 1952 mødte Svend Jagd sin senere hustru, Tove, om bord på hospitalsskibet Jutlandia, under dets tredje rejse til Korea. Han var maskinmester og hun sygeplejerske

Det er en historie, der blandt andet handler om forhutlede børn, om krigens vilkårlighed, om kammeratskab og om nogle danskere, der nøgternt mente, de var i Korea for at udføre en påtrængende opgave.

I denne sommer (2000) for 50 år siden begyndte Koreakrigen.

Danmark besluttede at bidrage med et hospitalsskib. Det blev ØK’s kombinerede passager og fragtskib Jutlandia, som efter den nødvendige ombygning, blev sendt til kysten ud for Koreahalvøen.

Det fik plads til 350 patienter.

Skibets karakteristiske hvide skrog med det påmalede røde kors er gang på gang blevet optrykt i danske historiebøger.

Hospitalsskibet Jutlandia ses her under sit 3. togt til Korea.
(Foto fra Orlogsmuseet arkiv)

Ingen har siden kunnet sætte en plet på den humanitære mission, som strakte sig over to et halvt år fordelt på tre ture.

Skibet forlod Langelinie første gang 23. januar 1951 og kom hjem for tredje og sidste gang den 16. oktober 1953.

1951 ØKs Jutlandia var hospitalsskib under Koreakrigen med 3 ekspeditioner. Skibet havde 105 officerer og besætning samt hospitalspersonale på 115 og fungerede fra 23 jan 1951til 19 okt 1953. Kommandør Kai Hammerich (th) og kapt Kristen Kondrup

Jutlandia sejlede både under FN-flag, Røde Kors-flag og Dannebrog.

Snesevis af læger og sygeplejersker høstede stor anerkendelse for deres behandling af de tilskadekomne FN-soldater, som deltog i krigen mod Nordkorea og Kina. På et tidspunkt fik skibets 100 mand store hospitalsbesætning også mulighed for at pleje civile koreanere, under forudsætning af at der var ledig kapacitet. Blandt besætningen på Jutlandias tredje tur i 1952-53 hørte også den 27-årige maskinmester, Svend Jagd. Om bord på skibet mødte han sin senere hustru, Tove Ladebjerg, som var sygeplejerske og jævnaldrende med ham selv.

Kommandør Kai Hammerich, Chef for ekspeditionen.

I dag lever det 75-årige ægtepar stadig sammen i deres hus i udkanten af København. Jutlandia er en uadskillelig del af deres bevidsthed.

Et mindre værelse i huset er fyldt med billeder og andre ikoner fra hospitalsskibet. Oplevelserne gennem mere end ét år i helvedes forgård, har haft indflydelse på en stor del af deres senere liv og præget deres menneskesyn.

Det var imidlertid ikke eventyrlyst, der fik dem til at melde sig til tjeneste på Jutlandia, snarere idealisme.

Vue agterud til helikopter platform.

Jeg sejlede med ØK’s Malacca i begyndelsen af 50’erne, og da krigen brød ud, lå vi i Aden, husker Svend Jagd.

På skibet læste jeg i et nyhedsbrev, at man skulle ombygge Jutlandia til hospitalsskib. Jeg sendte en ansøgning hjem uden at spekulere på, om det skulle være farligt. Jeg kom dog ikke med på første tur i 1951.

I stedet fik jeg tilbudet i september 1952. Jeg var hjemme på ferie, da der kom besked fra rederiet. Det var tre-fire dage, før skibet skulle afsejle, så jeg fik travlt med at ordne det fornødne.

Millioner havde kæmpet for os.
Men hvorfor ønsket om at deltage i denne farefulde opgave?

Jeg havde deltaget i modstandsbevægelsen, men slap meget billigt. Millioner havde til gengæld kæmpet for os, og nu trak amerikanerne igen det store læs i Korea.

Sydkorea var, således som jeg så det og stadig ser det, blevet overfaldet og mishandlet. Det var med andre ord ikke eventyr.

Det var, ligesom med modstandsbevægelsen i Danmark nogle år tidligere, et spørgsmål om, at nogle skulle udføre det nødvendige arbejde. Der var mening og logik i det.

Toves motiver var heller ikke båret af eventyrlyst. Som sønderjyde har jeg et helt særligt forhold til undertrykkelse. Og i Korea var der åbenlyst nogen, som havde brug for min indsats som sygeplejerske, siger hun. Det var i øvrigt på et hængende hår, at jeg kom med, for jeg var én af de yngste. De ville helst have modne sygeplejersker til en sådan opgave. Gennemsnitsalderen var omkring 40, hvilket nok også var nødvendigt. Men der var stor interesse for at komme med. Når de skulle bruge 30 sygeplejersker til Jutlandia, var der 200, der meldte sig, husker Tove Jagd.

Udenrigsminister Ole Bjørn Kraft hilser på nogen af de danske sygeplejersker ved hjemkosten i 1952

Sygeplejersker ved ankomst.

Sygeplejerskerne på Jutlandia havde trange vilkår i deres gemakker.

Fire sygeplejersker i hver kahyt. Aflønningsforholdene om bord var i øvrigt specielle for hospitalsbesætningerne. Ingen måtte få udbetalt mere end 600 kr. om måneden. Den øvrige løn blev holdt tilbage, indtil de kom hjem til Danmark. Skibsbesætningen sejlede på de sædvanlige overenskomster mellem ØK og Danmarks Rederiforening. Der boede fire sygeplejersker i hver af de tidligere passagerkabiner. Privatliv var der derfor ikke meget af. Selv om Jutlandia var bygget om til et overbefolket felthospital, var det stadig et elegant skib med sine smukke saloner, masser af mahogni, lysekroner og maritime billeder på væggene.

Men skibet var allerede dengang af ældre dato – fra 1934, og det var slidsomt at holde maskineriet i gang, også selv om det var gode motorer, husker Svend.

De to femcylindrede dieselmotorer af B&W-fabrikat ydede 7.850 IHK, hvilket gav en fart på 15 knob.

Jutlandia var formentlig landets mest moderne hospital, da det afsejlede fra København i 1951.

Stuegang på Jutlandia ved overlæge Tage Kjær og to danske sygeplejersker.

Narkoselæge Knud Kjær overværer et spil matador mellem to soldater.

Der var flere meget avancerede operationsstuer om bord, og samtidig blev nogle af datidens mest berømte kirurger knyttet til skibet, desværre ofte kun for et par måneder ad gangen. Samtidig bidrog Jutlandia til, at nye kapitler kunne skrives i den medicinske histories udvikling. Engangsudstyr, kunstig nyre og nyretransplantationsudstyr, ny øjenkirurgi, nye behandlingsmetoder til brandsår, etc. Man lærte som sygeplejerske at handle og arbejde på en helt ny måde, siger Tove Jagd.

Sygeplejerske på job.

Patienter på dækket.

Fik vi en patient ind med snavset og blodvædet tøj, klippede vi det bare af ham, og så ellers ind på operationsbordet.

Helikopterne.

Hun husker også tydeligt, da skibet fik sit eget helikopterdæk.

Jutlandia fik helikopterdæk, hvorefter de sårede kunne være på operationsbordet inden for 20 minutter.

Hospitalsskibet blev dirigeret helt tæt ved kysten og dermed fronten. De sårede soldater blev ofte transporteret på bårer, der sad på beslag ud fra helikopterens krop. Det medførte, at patienterne nogle gange kunne være på operationsbordet, 20 minutter efter de var blevet såret. Nogle af dem fik blodtransfusion, endnu mens de blev transporteret med helikopteren. Om natten kunne besætningen fra dækket se lys fra granaterne, når kampene bølgede frem og tilbage inde på land. Herved kunne det flydende hospital mobiliseres, endnu inden patienterne ankom. I hele Jutlandias tid som hospitalsskib i Korea døde der "kun" en snes patienter på skibet, siger Svend og Tove Jagd.

Det var et taknemmeligt patientmateriale, fordi det jo var raske unge mennesker. De kom sig hurtigt.

Helikoptermanøvre.

 
Jutlandias flotte hæk.

Jeg husker en ung amerikansk soldat, som var blevet så frygtelig forbrændt af en flammekaster, at vi var overbevist om, at han ikke ville overleve.

Da jeg kom til hans seng næste morgen, var den tom, og jeg mente, at han derfor nok var død. Men det viste sig, at han lå på en båre i biografen med et drop i armen. Han klarede sig senere fint, siger Tove.

Svend mener, at kammeratskabet, som tydeligvis opstod mellem soldaterne, nok har hjulpet dem gennem megen smerte.

De var afhængige af hinanden, og de følte, at de kæmpede for samme sag.

De færreste tænker nok på, at der blev dræbt lige så mange amerikanske soldater på tre år i Koreakrigen, som der blev dræbt på 10 år i Vietnam, siger han. I alt krævede Koreakrigen knap tre mio. døde og over tre mio. sårede.

Skrøbelige børn.

Det var et krav fra de danske læger om bord. Her ses en smilende dreng selv om han lige har mistet sit ene ben.

Skibschefen og kommandør Hammerich, gik til den fælles FN-kommando, og insisterede på, at når der var plads, burde civile krigsofre behandles. Overkommandoen accepterede ønsket, men betingede sig, at de civile skulle i land, såfremt der kom sårede soldater. Og vi har måttet sende civile i land, selv om de langtfra var færdigbehandlet, hvilket vi naturligvis havde det elendigt med, husker Tove. Tove og Svend mener, at det har præget eftertidens og ikke mindst Koreas opfattelse af Jutlandia, at det som eneste hospitalsskib under Koreakrigen også behandlede civile koreanere.

Børnene i særdeleshed var skrøbelige.

Det var utroligt, at de overhovedet kunne leve. Mange af dem levede som små vilde dyr. De boede i jordhuler og i skovene. Deres forældre var i reglen dræbt i krigen.

To amerikanske officerer, generallæge Bliss og generalmajor Hume, hilser sammen med professor Busch på en lille patient.

Skibets sygeplejersker måtte ikke gå alene i land.   Men vores læger og sygepassere gik i land for at arbejde på små førstehjælpsstationer for krigens ofre.   Det var i den forbindelse, de nærmest faldt over disse forhutlede børn, som derpå blev sendt om bord på Jutlandia, hvor de blev passet og plejet.

Egentlig var vi lidt foruroliget over, at vi nu lod dem se og mærke en verden med lys, varme, omsorg, rent tøj og masser af mad. Efter et par uger skulle de jo sendes tilbage til den verden, de kom fra.

På dækket var der plads til leg med de koreanske børn. De forældreløse børn fandt Jutlandias læger, når de rejste ind i landet og tog dem med om bord, hvor de blev passet og plejet af de danske sygeplejersker. Inga Bocher sidder yderst til venstre med "Lille Lise". -- Foto fra album: Leif Tuxen.

Når vi vendte tilbage til børnene efter et par uger, havde de solgt deres nye tøj og var atter iført deres gamle pjalter, selv om der var ned til 20 graders kulde.

Jutlandia.

Men hvad betød så mest?

Egentlig det hele, er ægteparret Jagd enige om. Men sammenholdet mellem besætningen var noget ganske særligt, og i og for sig naturligt. Vi, der var med på 3. tur, befandt os jo helt oppe ved krigszonen og vi lå fem sømil fra kysten.

Vi kunne derfor ikke umiddelbart forlade skibet. De to første hold, der havde været af sted med Jutlandia, havde ligget ved kaj ved Pusan, og de kunne gå i land.

Gangbar betalingsmiddel om bord.

16 ægteskaber takket være Jutlandia.

Men det bedste Svend og Tove bragte med tilbage til den danske hverdag, var naturligvis hinanden.

Vi havde hilst på hinanden flere gange om bord på vej mod Korea. Nytårsaften lå vi i Pusan. Amerikanerne havde inviteret til nytårskur på en stor restaurant, husker Svend.

Jeg spurgte Tove, om hun ville med. Det ville hun gerne. Vi havde en meget hyggelig aften, og gradvis udviklede forholdet sig. Halvandet år efter blev vi viet i Skovshoved Kirke af feltpræsten fra Jutlandia.

Vi har regnet ud, at der er indgået ca. 16 ægteskaber mellem skibsofficerer og sygeplejersker på Jutlandia og ingen af dem blev skilt.

Hvad årsagen kan være? Ja, vi lærte jo alle hinanden at kende under meget specielle og krævende vilkår.

Vi så hinandens stærke og svage sider. Vi oplevede modgang og blev bestemt ikke forkælet under denne særprægede udmønstring. Men vi blev stærkere af at se de hæslige sider af livet, som krigen afslører.

Tove Jagd kom efter Koreakrigen tilbage til sit tidligere job på Militærhospitalet. Svend Jagd fortsatte som maskinmester i ØK, men sejlede dog kun halvandet år yderligere, før han blev maskininspektør for rederiet. Han blev pensioneret i 1986 efter 46 år i skibsfart.

Jutlandia blev efter hjemkomsten igen ombygget og genoptog sejladsen som kombineret fragt og passagerskib. Det blev ophugget i 1965.

Ovennævnte artikel blev bragt i bladet: "MASKINMESTEREN" September 2000 Journalist Peter Jürgensen.

Jutlandia på frimærke.

Se hjemkomsten af Jutlandia på dette link: Her!

Se også de andre sider !!!