"K O M P A G N I E T"

Om livet i ØK EAC skibe.

Side 98

Hej til alle I stolte ØK sejlere.

Når vi mødte et andet ØK-skib, blev der kippet med flaget.

 

En gang ØK - Altid ØK, vi er mange der husker den tid, en tid der aldrig kommer igen, men vi har minderne og mange gode kammerater fra dengang.

Jeg har haft 3, men desværre er de døde. Vi holdt kontakten i over 40 år, hvem har været så heldig?

Jeg er sikker på de 3 gerne ville have set denne side og jeg er også sikker på, at jeg uden at ha' spurgt dem, gerne må nævne deres navne og det gør jeg så.

  • BERGEN (Thorolf Schetne)

  • STONES (Helge Nielsen) sømændenes forbunds første provo.

  • BØRGE LOSSEKROG (Børge Larsen)

I den forbindelse efterlyser jeg 3 af gutterne fra dengang, Torben Gejl, John Sundstrøm, Samt Mogens ? hans øge/kælenavn var
"MOGENS 3 SNAPS", han var fra Nyborg og var maskinassistent.

Vi var sammen i gamle Mombasa.

Sibonga 62.

En dreng på vej ud i verden, Sibonga 62.

1. 2. og 3. lugen, samt dækslast,Sibonga 62.

Hygge på lugen,Sibonga 62.

Punktering.

Lidt oplæring,Sibonga 62.

Sibonga, ved kaj.

Mombasa 67-68.

Mombasa på "strømmen" i Colombo.

Mombasa i søen.

2 "sprit ludere" der blev opdaget og firet ned i lodsbåden i Oslofjorden.

Ved ankomst Oslo, var det et kendt fænomen, at vi fik en masse piger om bord. I ”sø sprog” betegnet som sprit ludere.

Festen varede vel et par dage og vi skulle afgå til Hamborg. Vel ude i af Oslo-fjorden, blev jeg en sen aften, i egenskab af valgt tillidsmand, kaldt op til skipper Hjaltason på broen.

Vi har blinde passagerer om bord, kender du noget til det? Jeg fyrede en ”lille hvid” af og sagde nej.

Chifen havde gået en tur og kom forbi fyrbødermessen midtskibs og da han hørte højt musik, så han inde i fyrbødermessen 2 ”damer” der dansede med hver sin fyrbøder, og så var det jeg blev kaldt til broen.

Jeg kunne jo godt gætte hvad dette tilkald var til for og for ind på Stones kammer, for her var også en ”dame”. Få hende væk sagde jeg og gik op på broen.

Vi havde ialt 3 blinde om bord, den sidste var med til Hamborg.

Der blev iværksat skibsundersøgelse og jeg var med ostm. rundt for at ”søge”.

Alle kamre fik ”besøg” også letmatros Sivertsens, han lå ”fromt” og læste i en bog da vi kom ind.

Han havde det agterste kammer i stb. side, henne agter. For enden af hans køje rundede skibsskroget, så der var en lille plads, og der sad ”damen” tildækket med beskidt arbejdstøj og hun kom i land i Hamborg.

De 2 andre blev under hujen og skrigen firet ned i havlodsens båd, de turde ikke kravle ned af lodslejderen, der var også langt ned, vi var næsten i ballast.

Man ser på billederne ostm. lægger en strop rundt om en af damerne, den anden står i lodsbåden og er lige firet ned.

Dagen efter var der søret, den ene fyrbøder, som var ugift røg i land i Hamborg.

Den anden som var gift, slap med at blive logget for 7 dage. Skipperen ville ikke risikere at ødelægge hans ægteskab sagde han.

Siden drillede skipperen tit, chifen med, se mine matroser, de gør ikke sådan noget som dine fyrbødere gør.

Bergen og jeg deler en ”meget lys” a-vand. Fotoet er taget i Genova.

I Madras havde vi alle 5 luger åbne og alt på dækket flød, pludselig skulle vi sejle, jeg husker ikke hvorfor det lige pludselig skulle gå stærkt.

Vi begyndte at gøre søklar hvor vi kunne og styrmand tog et gæng fra land, til at rigge vores sværdvægter af, som vi havde brugt. Han mente ikke vi selv kunne nå det.

Imens vi gjorde søklar på fordækket, begyndte sjakket fra land at rigge den agterste sværdvægter af. Der gik ikke lang tid før gænget opgav, de kunne ikke finde ud af det.

Bådsen Børge Larsen (i ”folkemunde, Børge lossekrog”) tog spillet til hanger wiren og begyndte at toppe sværvægteren og den blev koblet ud.

Da Børge så ville fire den, stod den i frigear og sværdvægteren begyndte så langsomt at fire. Børge kunne intet gøre, den tog mere og mere fart, så forsøgte han at holde den med hånden, med det resultat, at han blev løftet ca. 1½ meter op.

Så slap han hanger wiren og faldt ned mellem spillene, hvor han råbte nej nej nej og bang sagde det så, sværvægteren slog med et ordentligt brag ned på bagbords lønning.

Der skete intet med Børge eller nogen anden. Få minutter før den faldt, var vores ca. 50 havnearbejdere lige gået i land.

Men skaderne var store, spillet og gelænderet på dæks huset var smadret og lønningen havde fået en stor bule.

Samtidig havde hanger wiren skåret ud af alle blokke og da sværvægteren lå på lønningen, kunne hanger wiren ikke nå op til spillet, så vi kunne toppe den igen.

Vi måtte lave en langsplejs med et stykke wire for at forlænge og hvorfor så en langsplejs, jo fordi en kortsplejs var for tyk til at kunne skære gennem blokkene.

Vi fik den på plads og rigget af og derved blev vi ca. 4 timer forsinket i afgangen og overstyrmanden tog aldrig mere nogen fra land til at udføre vores arbejde.

Til gengæld fik vi en ”stjerne” mere hos skipper Hjalte Hjaltason, ha ha, jeg kunne godt tænke mig at være en flue på skottet og se hvordan vores ”knægte”, befarne skibsassistenter i dag ville klare det.

Undertegnet med nystrøget skjorte og slips, ja der var stil på i ØK dengang.

Nytårsaften 1967, først på aftenen. Forrest fra v. maskinassistent, 3. mester, skimter lige matros Helge Nielsen ”Stones”, matros John Sundstrøm, 2. mester og matros?

Nytårs aften 1967 lå vi for anker ud for Capetawn og skulle ind kl.06.00 nytårs dag.

Jeg vågnede ved at nogen stod og hamrede på mit bord og hver gang gik der en ”håndgranat” af i mit hoved.

Gør han det igen tænkte jeg så. Han gjorde det igen og som et lyn var jeg oppe, greb ham i kraven og skubbede ham gennem moskitonettet i min dør.

Samtidig hørte jeg ham sige. Du skal op tømrer, vi skal ind og du skal hale krogen op.

Nu så jeg en person med kasket på stå på dørken, satans det var overstyrmanden, jeg mener han hed Boyhus.

Nu var jeg helt vågen, men nok ikke helt frisk. Jeg skyndte mig ud på bakken, hvor de andre ventede, fik krogen hevet op, så vi kunne sejle ind.

Vel fortøjet sagde overstyrmanden henvendt til de andre på bakken. Da det er nytårs morgen, vil jeg give en pils henne i stb. sidegang og 20 sekunder senere vendte han sig om til mig og sagde, det gælder også dig tømrer.

Jeg undskyldte min lidt ”klodsede” måde at reagere på, hvortil han sagde; ja ja tømrer, det er også dig der skal lave moskitonettet og din dør. Så var den sag ude af verden, men han var også altid en fin fyr og god sømand.

Respekt.

Nytår, 1967. fra v. 3. mester, vores ”gnist”, med blød hat, en af vores 2 ungmænd, Stones skænker og matros?

Gave udpakning.

Morskab i messen.

Hygge i messen.

Basser til kaffen.

Vi havde hørt at koksmaten var tørnet til om aftenen, for at lave lun and til skipperen og chifen, og vi bestemte os til, at skulle de havde lun and, skulle vi også.

Vi vidste godt det kunne blive yderst vanskelig, og vi valgte at forsøge at ”organisere” den der var beregnet til skipperen.

Så gik vi 2 mand hen mod kabyssen. Matros Helge Nielsen gik ind i stb. sidegang, der var der en dør ind til kabyssen og jeg gik ind i kabyssen fra dækket.

Da jeg så ”smaten” sagde jeg, hej smat, har du set den sputnik der flyver rundt på himlen?

Straks var han ude på dækket og jeg pegede op for at vise ham hvor den var.

I mens var Helge listet ind i kabyssen og kunne nu roligt fjerne skipperens and og servere den henne agter i vores rygesaloon på et sølvfad.

Vi hørte aldrig et ord for det.

Lidt senere på aftenen. Skipperens lune and, ”serveret” i vores rygesaloon.

En fyrbøder med fadet, og matros Røde Svend fra Nakskov.

Sent på aftenen. Motormand Palle er træt og vil forlade ”selskabet”

Vi lå i Genova og var for hjemadgående. Jeg var gået ind i fyrbødermessen, for at ”snakke” Vi sidder og får en øl, da det banker på døren og ind kommer en fyr iført et par cowboybukser og en lidt slidt trøje.

Vi troede først det var en af datidens spritbumser der kom ind. Daws sagde han på pære dansk.

Sæt dig ned og få en øl sagde Johannes (donkeymand). Vi sad og snakkede da en af motormændene sagde, hvor kommer du fra.

Jeg er ostm. fra Poona, vi er lige kommet ind og ligger agten for jer.

Nå nå blev der sagt og så ikke mere om det. Han blev der et par pils tid og gik så over til Poona.

Ca. 1½ måned senere på værftet i Nakskov sad vi i messen da overstyrmanden fra Poona i Genua kom ind, daws sagde han. Jeg skal være skipper på næste rejse, så jeg vil gerne sige goddag.

Vi gloede noget, nå sagde han, i troede ikke på hvad jeg sagde i Genova, og vi måtte indrømme at det gjorde vi ikke. Det var så 2. gang jeg traf skibsfører Hjalte Hjaltason.

Vi talte lidt sammen og så siger han. Så længe jeg er skipper her, er øl og spiritus fri, i kan købe det i vil, men den første der "brænder den af", lukker jeg permanent for.

Vi skulle gå syd om Afrika, for Suez-kanalen var lukket fordi et par beduiner var røget i totterne på hinanden.

Ankom Cape Town for bunker og her bunkrede vi også øl og spiritus. På ca. 2 måneder havde vi næsten tørlagt skibet og ikke en eneste havde "brændt den af".

Det gik dog ikke helt efter planen. En ca. 3-4 dage efter afgang Cape Town på vej til Karachi, havde jeg overtaget John Sundstrøms vagt, da han var blevet syg. På 2. stms. vagt, var jeg til rors (jeg vidste godt der var gang i den i fyrbødermessen) og klokken var vel omkring 03.00.

Pludselig kommer en af motormændene ind på broen, (her nævnes ingen navn) og siger, hvor er skipper. Han er vel på sit kammer og sover svare 2. stm.

Motormanden går så forbi os og direkte ind til skipperen, hvor han siger: Capten, skibet synker, men jeg har gjort stb. livbåd klar til at køre.

Inden motormanden havde talt ud, stod Hjaltason i pistøfler på broen, hvad fanden sker her?

Ikke noget svarede 2. stm. alt kører stille og roligt.

Det viste sig at motormanden havde fået delirium. For at holde ham måtte vi tilkalde både udkik og fløjtetørn og iført håndjern blev han lænket til steamrøret på hans kammer.

Det viste sig at han havde gjort forreste livbåd i stb. side klar, bare ved at løfte håndtaget til bremsen var den kørt.

Der var nu permanent lukket for motormanden. (Jeg kender navnet).

Hjalte Hjaltason var en fantastisk skipper, altid til at tale med og omsorgsfuld for både skib og alle i besætningen.

Donkeymand Johannes siger pænt godnat til Palle, som bukker dybt for os andre.

Fredag eftermiddag efter udskajning, afholdes ”dagmandsmøde, midtskibs ud for fyrbøder messen.

Fra v. Palle, undertegnede, Røde Svend og en af drengene (han var over 18 år) Disse ”møder” kunne godt trække ud til langt ud på natten.

Vi havde 3 guitarer med. 3. stm, Helge og Hasse havde hver en. Det passede med at Helge startede til han skulle på vagt kl. 20, så overtog Hasse til 3. stm. og Helge kom fra vagt kl. 24. og så fortsatte ”mødet” til lukketid kl. ??

Der var altid problemer med guitarstrengene, de kunne ikke holde i den salte luft så de sprang tit. Når vi ikke havde nogen, kunne der sagtens spilles videre på resten.

Engang var vi nede på 3 strenge, det var der ikke mange der opdagede før dagen efter.

Vi havde også en rejsegrammofon, med desværre kun en plade, det var Lets twist again, den blev afspillet et hav af gange, den glemmer man ikke, jeg kan den i hvert fald udenad.

En tyrolerhat på sned.

Dækslast på 4. og 5. lugerne.

Dækslast på 1. 2. og 3. lugerne, med masser af surringsarbejde.

Her et godt billede af en af mine 3 bedste venner Nordmanden, matros Thorolf Schjetne.

Men han var ikke Nordmand. "Jeg er fa´en inte Nordmand, jeg er Bergenser sagde han.” Så vi kaldte ham Bergen og det navn fulgte ham til hans død i 1999.

Thorolf stak til søs som 15 årig og sejlede i norske skibe, til han mønstrede et dansk skib som letmatros. Han bosatte sig i København.

Kun de sidste år af hans liv var han i Norge nogle få gange, hvor han besøgte sin søster.

Hans far var præst og var måske derfor ikke accepteret som sømand.

Den lille dreng var chifens, som også havde hans hustru med på hele rejsen, ½ år. Vi havde alle 2 jobs i det ½ år, med at passe vores job og passe på ham.

Han ville hellere være i vores messe end i officersmessen og kom meget tit hen til os, der var sjovere at være fortalte han. Han var vores alle sammes.

Når der var ”gang i den” i messen, sagde vi til ham, at han hellere måtte gå hen midtskibs

Så kom han igen dagen efter.

sol på poopen i Suezkanalen.

Vi lå længe for anker ud for Madras og her fangede letmatrosen denne fætter.

Da jeg tager dette billede er den levende, men den var fredelig over for letmatrosen.

Vi puttede den ned i en flaske og hældt sprit på, og stillede den i koøjet inde i messen.

En havnearbejder fik øje på den og fortalte at den var meget giftig.

En dag med dårligt vejr røg den på dørken og gik i stykker, fy hvor det lugtede af sprit.

Matros Torben Gejl, sidder her sammen med vores lille kræ. Der ligger en æske ØK tændstikker for at vise størrelsen på kræet.

En fårekylling som blind passager.

Vores båds Børge var rædselsslagen for krybdyr. Hvis vi fortalte ham, at der lå en slange på hans kammer, turde han ikke gå ind.

Han havde i en 2 måneders periode været aldeles ”tørstig” og som ikke gjorde rædslen for kryb mindre.

En af de ting der irriterede alle var, at han aldrig havde tændstikker og når han skulle havde en smøg, var det altid med, har du ild. Jeg fik så den ide at stoppe kræet, som vi havde fanget, ned i en æske tændstikker.

Afgangen var sat til kl. 04.00, den 27.2.1968 i Chittagong og der blev purret ud kl. 3.30. Børge kom ned i messen lidt i kl. 4, han satte sig i sin stol, lige over for mig.

Med rystende hænder fik han hældt en ½ kop kaffe op og han fik en slurk (uden at spilde) Han tog en smøg og spurgte, er der nogen der har ild. Jeg pegede på æsken og lidt påtaget irriteret sagde jeg DER.

Jeg havde sat de andre i messen ind i min plan. Børge åbnede nu æsken og ud sprang kræet.

Børge udstødte et HYL og vi andre lå flade af grin. Da grineriet havde varet i ca. 5 minutter og Børge stadig sad helt blå i hovedet og hev efter vejret var det ikke så sjovt mere.

Jeg var nød til at fortælle overstyrmanden at Børge ikke kunne tørne til p.g.a. det med kræet. Børge kom sig, men nogle år efter døde han af dårligt hjerte. En af mine 3 gode venner var væk.

Calcutta, 35 til 40 grader i skyggen og 1 el-vifte på hvert kammer og en stank som ingen kan tænke sig.

Her i disse lægtere bor der op til 7-8 Indere, de bruger dokkens vand til alt.

Man skimter lige Mombasa, første skib i højre side.

Her gør slamgetæmmeren klar til at lægge en kobraslange om min hals, han sagde, at den ikke bed.


Der var ellers nok at bide i og jeg blev ikke engang våd i bukserne. Gnisten var med, men hun turde ikke.

Losning af varer enkeltvis tager tid.

Hængekøje afprøves.

Fyrbøder Randa havde i Genova taget en fridag, han ville i land og nyde byen og det gode vejr, og nobelt påklædt var han gået tidligt.

Sidst på eftermiddagen var Bergen og jeg gået op på den "første" for at nyde en enkelt. Vi fandt en der så indbydende ud og gik ind af en dobbelt glas-svingdør.

Der sad Randa og man kunne godt se at han havde nydt fridagen. Han sad og skændtes med en Italiener, om hvad fandt vi aldrig ud af.

Pludselig smækker Italieneren Randa en på hovedet, så Randa ryger ned af bar stolen. Randa var hurtig på benene og løb efter Italieneren, som løb ud af glas-svingdøren.

Italieneren tog den åbne del af døren, men uheldig for Randa tog han den lukkede. Klir sagde det og så manglede der en halvdel af døren.

Randa løb, men nu ikke efter Italieneren. Værten løb også, men det var efter Randa, som havde taget kursen ned mod Mombasa.

Randa kom om bord, det turde værten sikkert ikke, for nu lød der råben og skrigen nede fra kajen. Det hørte skipper Hjalte Hjaltason, som gik oppe på broen.

Efter han havde vekslet et par ord med Randa, gik skipperen ned til værten og sagen blev ordnet i mindelighed. Randa blev senere trukket i hyre for udlægget til glasdøren.

Beløbet husker jeg ikke.

Pause på lugekanten, i baggrunden kommer kaffen.

Fra højre fyrbøder "New Orlins", en fyrbøder mere, og undertegnede.

Mig med Helge Nielsens hat og solbriller, et sted i Det Indiske Ocean.

Et "pergament" bagt i bagerens ovn 1967.

Dem jeg husker. I forgrunden matros Torben Gejl, Dronningen, stewardesse Fru Skov. Stående med front mod, 3. stm. han var Hollænder, og høker Lundius. Dette er opstarten.

Mig som ”barber” Her er det en af drengene der får en omgang. Spuleslangen blev brugt til at ”rense” dem forneden, den blev stukket ned bag fra og så blev der lukket op for trykket.

Man bliver også friseret.

Min dåbsattest.

Matros i arbejde.

I døråbningen kok Bjarne Jacobsen, og bageren, bådsmand Børge Larsen er på vej ned af lejderen.

Suez-Kanalen. Bådsmand Børge Larsen og fyrbøder "New Orlins", husker ikke hans rigtige navn.

Han kunne slå de flotteste kraftspring hen ad dækket, flere efter hinanden.

bådsmand Børge Larsen (Børge lossekrog)

Bad i Suezkanalen.

Fortøjret i Suezkanalen.

Vue agterud.

Jeg gik i København i begyndelsen af 1967 og stemplede på Sømændenes Forbund, sådan hed det. Hver dag fik vi 1 stempel og med disse stempler kunne vi byde på de skibe der hver dag kl. 10 kom op på tavlen.

Jeg gik sammen med min kammerat Thorolf Schjetne (Bergen) Vi boede på Søfolkenes Mindehotel Peder Skrams Gade 19, ikke langt fra forbundet. Jeg havde sejlet sammen med Bergen i et par skibe før.

En dag vi kom på forbundet kl. 10, kom Mombasa op på tavlen, den skulle bruge 5 matroser. Bergen og jeg bød med de stempler vi havde, dvs. 32 og fik den, der var ingen der bød over.

Vi mønstrede dagen efter ude i frihavnen d. 2.3.67 og afmønstrede samme sted d. 17.9.67.

Inden afmønstringen blev vi af ostm. Boyhus spurgt om vi ville med igen på næste tur, der også gik til Indien. Helge Nielsen (Stones) sagde ja. John Sundstrøm (Smiling) sagde ja, jeg sagde ja. Bergen ville ikke med, han ville over i Mærsk. Børge sagde også ja, men ostm. Boyhus mente at Børge havde bedst af at komme over i et andet skib og et andet rederi. Her var så kun Helge, John og mig der kom med igen af os matroser.

Omkring d. 5.11.67 lå der en dag et brev fra ØK. Du skal mønstre Mombasa, der ligger i dok i Nakskov d. 10.11.67. Rejsen til Nakskov bliver refunderet i din næste måneds hyre. Med venlig hilsen ØK.

Jeg tog toget til Nakskov dagen før og fik et værelse på hotel Harmonien. Om aftenen mødte jeg John Sundstrøm, der også skulle mønstre dagen efter.

Da vi dagen efter kom ind i matros messen var der mange nye kollegaer. Jeg fik dog mit gamle job som tømrer igen.

Dengang var en tømrer på skibe en der gik dagmand med almindelig arbejdstid og gik kun med i vagterne, ved evt. sygdom.

En matros, letmatros og ungmændene, gik vagterne dvs. styre, udkig og fløjtetørn.

Samtidig alt forefalden vedligeholdelse på skibet, her under klargøring til losning og lastning, ankomst og afgang. Vagterne gik fra kl. 08 til 12, 12 til 16 og 16 til 20 osv. med 3 mand af gangen på vagt. Under land tørnede man om at gå vagtsmand. 2 mand. de 2 delte om vagten gennem døgnet.

Hvad var mit job så. Pejling af alle tanke, minus maskinens olietanke, hver dag. Bunkre ferskvand, smøre alt på dækket og ordne gier og gajer på bommene og skifte losseløberne når de trængte, være med til at gøre søklar, herunder sementering af anker klydsene, smide anker og hive det op igen, og så var der jo alm. tømrearbejde, jo der var nok at lave for en på 22 år.

Jeg var mønstret Mombasa 2 gange, men var kun med på 1½ tur.

Den 27.2.1968 lå vi i Chittagong, og skulle afgå kl. 14. Da vi ankom, havde jeg smit bb. anker ude på floden, for så kunne vi spare en bugserbåd, det var så bare at hive på ankeret for at få stævnen ud og så langsom frem og så ville vi være klar af land.

Der var modstrøm og for at vi ikke skulle svaje for hurtigt rundt før vi fik styrefart, skulle vi holde en af fortrosserne. Alle spring og trosser var bjærget på nær fortrossen og jeg begyndte at hive på ankeret og samtidig skulle jeg fire på fortrossen, men det ville den ikke.

Jeg opdagede så at en eller anden ved ankomsten havde lagt 2 tørner under stopperøjet på pullerten og derfor ville trossen ikke skranse med. Jeg tog en tørn af og en til, men nej den ville ikke. Nu havde strømmen fået fat i skibet og fortrossen var meget stram og pludselig sprang den.

Jeg fik et svirp over begge knæskaller og røg 6 meter gennem luften. Mit ene ben var bukket i 90 grader og umulig at rette ud og det gjorde forbandet ondt.

Hvordan vi kom til kaj igen aner jeg ikke, måske havde de henne agter nået at få en trosse ind igen.

3. stm. kom oppe fra broen med et skud morfin og så lå jeg ellers og glanede. Jeg blev båret hen til 4. lugen og firet i land med en af vores 2 kraner. Så lå jeg på kajen til der kom noget der lignede en ambulance og samtidig kom gutterne og sagde farvel.

Skipper Hjalte Hjaltason (ham der i 1971 var skipper på Poona, da den sprang i luften i Gøteborg) kom, sammen med ostm. Boyhus med mine papirer og så var det af sted til noget der lignede et hospital.

Der opdagede de at min ene knæskal var knust og det andet var flækket midt over. Efter 14 dage blev jeg fløjet hjem. Efter 4 måneder var jeg klar igen, men mit tøj var ikke kommet.

Jeg kontaktede ØK og kom til at tale med en fyr, der undersøgte sagen og 3 dage efter, kom der et brev hvori de beklagede og fortalte, at jeg ville modtage tøjet om ca. en uges tid.

Samtidig lå der en check på 2.500 kr. med venlig hilsen og at de håbede jeg igen ville mønstre et af deres skibe.

Hermed en hilsen til søens folk og gamle ØK-sejlere.

Med kammeratlig hilsen
Bjarne Skov Poulsen.

Se også de andre sider !!!

BAK TIL FORSIDEN FREM


   

 

     
 TIL FORSIDEN