"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 100

Bintang.

E Petersen, J A Holm og F Mortensen.

Hej!

Mit navn er Flemming Mortensen jeg startede med kystskippereksamen så videre til en sætteskipper, derefter styrmands og skibsførereksamen.

Jeg rejste med fly fra Kastrup til Johannesburg i Sydafrika sidst i januar måned 1965.

Det var en spændende rejse, specielt fordi jeg aldrig havde lært engelsk, men det gik meget godt alligevel, min svaghed for kvinder blev min styrke så da vi kom til Johannesburg og ventede på næste fly slog jeg mig sammen med en yndig dame der snakkede engelsk hun skulle til ambassaden i Capetown.

Vores eftermiddag gik fint, men alt har en ende og damen tog flyveren til Capetown så var jeg for alvor alene i den store verden, der kom dog nogle mænd og snakkede noget om booking, jeg forstod dem ikke, så de gik igen og da tiden nærmede sig flyafgang gik jeg til gaten. Da jeg ikke var booket var der ikke plads i flyveren, men det lykkedes mig på en eller anden måde alligevel at komme med et fly til Durban, hvor jeg ankom ca. klokken 22.

Jeg tog en taxa til skibet og melde min ankomst til kaptajn Mouritzen.

Han havde fået en fax hvori der stod, at de havde mødt mig sammen med en dame og jeg havde sagt ”til helvede med Bintang”.

Jeg forklarede min uskyld til kaptajnen og han så lidt tvivlsom ud, men jeg mønstrede næste dag 1. februar 1965.

Min første dag i Afrika var dejlig, det var varmt ca. 28 grader og jeg kom lige fra frostvejr i Danmark.

Min første opgave var at rengøre og efterse alt grejet i redningsbådene det var et dejligt arbejde, der var bare lige det, at det var varmt og jeg drak alt hvad der var koldt, så efter 3 dage havde jeg slået min mave i stykker.

Så gik turen til overstyrmand Erling Petersen han anbefalede salttabletter i store mængder og varme drikke, efter et par dage var jeg OK.

Lidt om skibet.

Det var et gammelt og rustent skib og når der blev malet i vandlinjen, måtte førstehjælpskassen frem, så blev der sat plastre på de små rusthuller inden der blev malet, og alt blev så godt som nyt.

Det var et godt skib man var aldrig alene, om natten faldt man over rotterne og når man tændte lyset et sted var alt dækket med kakerlakker og det var ofte svært at tænde lyset da kontakten var fuld af kakerlakker.

Besætningen.

Først men ikke mindst telegrafisten Gerda Mørk, kaptajn Mouritzen. overstyrmand Erling Petersen. 2. stmd. Jens Anker Holm. 3. stmd. Flemming Mortensen og en hovmester som jeg ikke kan huske hvad hed.

Men nok den vigtigste person om bord var bådsmand og høvding, Luthuli.

Høvding Luthuli.

Han blev min ven, vi havde fælles interesser når vi tog en tur i byen var vi aldrig uenige, hans damer var altid mindst en meter over bagdelen, hvor jeg kunne klare den med en tredjedel.

En anden som vi måske også skulle præsentere, er en der hed Rudi han gik med revolver og kom fra Østeuropa og var negerhader.

Luthuli slår på tromme.

Durban som var vores hjemhavn var en rå men også dejlig by med apartheid og hvad dertil hører, man kunne ikke færdes på havnen efter mørkets frembrud og en aften hvor jeg havde været i byen og skulle om bord mødte jeg Rudi som tilbød mig et lift til havnen.

Da vi kom om bord tilbød jeg ham en øl som tak for hjælpen derefter foreslog han et vi skød til måls efter de tomme flasker, han skød først derefter fik jeg også et skud, og så var festen forbi.

Om morgenen spiste jeg morgenmad med gnisten og fortalte om aftenens hændelse.

10 minutter senere mødte jeg kaptajnen og han spurgte, var det dig der skød med pistol i nat?

Jeg svarede ja, sagde derefter undskyld det skal aldrig gentage sig.

Man lærer jo at holde sin mund med tiden.

Forsamlet til fest.

Som sagt var Durban vores hjemhavn og en formiddag faldt en havnearbejder i havnen, vi ringede straks til de relevante myndigheder der kom i løbet af eftermiddagen og trak vod 1 gang langs skibssiden så sagde de, ham kan vi ikke finde.

Det overraskede mig lidt med den ligegyldige indstilling til menneskeliv. Men der var mange ting man skulle vænne sig til, der var blandt andet en tysk formand der gik med træsko og når han sendte arbejderne i lasten sparkede han den sidste bagi og den sidste var som regel en gammel mand som ikke var så hurtig mere.

En dag var der kommet en fisk i klemme mellem skibet og kajen, den var stor som baghjulet på en traktor og finnerne var som en hånd på hver side og halen var som to hænder og så havde den åndehul som en hval, den blev kaldt for Sonfish. Havnearbejderne fik sat lossekrogen i den og så blev den solgt.

Men ikke alt var arbejde, jeg øvede mig lidt på det engelske og her hjalp gnisten Gerda Mørk mig.

Gerda var elsket, og hadet af mange, men hun er død nu. Ære være hendes minde.

Af andre ting som jeg lærde var at klippe hår, det var overstyrmanden der lærte mig det, så det blev en fast rutine, han klippede mig og jeg klippede ham.

Vi fik et rigtigt godt samarbejde, han er færing og stærk som en bjørn. Jeg har set ham tage to havnearbejdere en i hver hånd og ryste dem, men han var samtidig blid som et lam, så der var aldrig problemer.

Vi havde engang en last med flødekarameller, sandt at sige kunne jeg godt tænke mig nogle, men man åbner jo ikke lukkede pakker, men så opdagede jeg en arbejder der havde åbnet en kasse, jeg tog kassen og fyrede arbejderen og han gik op og beklagede sig til overstyrmanden som så ansatte ham igen.

Det var lidt som en leg for mig, men en dag blev det alvor vi lossede træ og jeg havde vagten på dækket, så kom en af de sorte matroser og diskuterede med hovmesteren, jeg tror han havde røget marihuana, men jeg fik ham gennet væk med hjælp af en anden sort matros, alle matroser var sorte men deres mentalitet var, at mænd er født til at slås.

Tømreren om bord på Bintang laver danseopvisning.

Efter 5 minutter hvor det hele var fryd og gammen kom den sorte matros luskende med en kniv efter den matros der havde hjulpet mig.

Jeg må med skam indrømme at jeg er bange for at slås med kniv, specielt når jeg er uden, men jeg følte mig moralsk forpligtet til at hjælpe ham som hjalp mig.

Jeg kikkede efter noget til at slå med, men der var ingen ting at se nogen steder, så jeg mandede mig op og gik imod ham, velvidende at jeg kun fik 1 chance og den tog jeg, han lagde sig ned, og jeg skreg på politi, men det brugte vi ikke her.

Så jeg kom i skole hos båsen og han spurgte mig, ville du ikke også have politi hvis det var 2. stmd og jeg bedyrede, at jeg ville have politi selv om det var kaptajnen.

Jeg var lidt nervøs i et stykke tid, men det viste sig at være ubegrundet, efter et stykke tid afholdt vi en grillfest hvor jeg fik et nyt navn, jeg kom til at hedde Stendiman som betyder ”den store kriger” på Zulu.

Høvding Luthuli og Flemming Mortensen.

Jeg var stolt af mit navn, men nogen stor kriger bliver jeg aldrig, jeg fik et godt venskab med båsen som hed Douglas, men det blev til ”sorte ven” og ”hvide ven”.

Efter et par ture til Vestafrika kom vi som sædvanlig forbi Afrikas sydligste punkt Cape Agulhas og jo mere sydlig man kommer jo koldere og renere er vandet, her så jeg for første og eneste gang en blåhval, da vi nærmede os hvalen, dykkede den ned, så halen stod op i luften, og den var stor som bagsmækken på en lastbil, det var et prægtigt syn.

Af andre ting som jeg mødte på de lange vagter var sæler, når solen skinnede og vandet var spejlblankt, kunne man møde sæler der lå og solede sig med den ene luffe op i luften, det lignede piger der slikker solskin.

Brev fra Douglas.

Efterhånden kom vi tilbage til Durban og så var det tid til at tynde ud i rottebestanden, ligeså med kakerlakkerne.

Hele skibet blev gasset og vi gik vagt på kajen så der ikke kom nogen om bord.

Det var efter sigende den samme gas som blev brugt i koncentrationslejrene under anden verdenskrig.

På frivagterne boede vi på hotel, det var godt for mit engelsk, for jeg var 3. officer, boede på 3. floor and room number 333.

Alt medens dette stod på traf jeg en pige som var 17 år. hendes mor var Italiener og faderen sort og resultatet var en drøm, selv om hun manglede en fortand.

Hun hed Yvonne boede i noget der lignede et sommerhus og det lå i et slumkvarter, og når man kom der efter det var blevet mørkt, skulle man helst have en lille fjer på for at holde modet oppe, jeg husker stadig hvor mørkt der var og den stadige sang fra fårekyllinger og alle de andre insekter, det var som om det hele var levende.

Brev fra Douglas.

Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg var den eneste som tjente penge, ud over min svigermor som var "klog kone", hun var altid med og passede på sin datter ........en håbløs opgave.

Til festen leverede jeg vinen og en der hed Braun leverede musikken.

Han spillede guitar og de andre gæster var Yvonnes venner og veninder, der blev spillet og sunget blandt andet, ”One night with you” til den lyse morgen, så blev der lagt et tæppe over Braun og vi gik hvert til sit.

Yvonnes mor havde forretning på 1. sal i hovedgaden i Durban og i stuen havde hun et udstillingsskab hvor jeg var udstillet sammen med hende, hun læste i min hånd og spåede mig, at jeg kom på lang rejse og at jeg nok var gift, hvilket jeg benægtede.

Det var svære tider med apartheid, så vi mødtes mest om natten for samkvem med sorte blev straffet med piskeslag på torvet, og det ønsker ingen.

Det var efter hånden ved at være min fødselsdag og jeg ville gerne have et lille party og da jeg kendte kaptajn Mouritzen ret godt, gik jeg op til ham for at få tilladelse imens agenten var på besøg.

Svaret var, at hvis det gik ordentligt til, var det OK med ham.

Da den store dag kom, stillede Yvonne med to veninder, men der stillede også en politibetjent, jeg tænkte den klarer jeg og jeg gav ham en flaske whisky, og så langt så godt, så begynde pigerne at føle sig overmodige, det var dumt, han var hvid og de var farvede, jeg forstod ham godt.

Han gik til kaptajnen og klagede sin nød og satte Yvonne i spjældet natten over.

Jeg måtte betale 10 ran for at få hende ud næste morgen.

Jeg husker stadig kaptajnen kom ned om morgenen og sagde.

”Er det nu dig igen”.

Et par dage efter fødselsdagen kom Yvonne og sagde at hun var en lille smule gravid, jeg fik hende til at få det fjernet og jeg gik til gnisten Gerda og fik 800 kr. i forskud, det var en halv månedsløn dengang.

Damen blev sur og gik på druk, hun fødte senere en søn.

Hele stemningen var lidt oprørspræget og jeg aftalte med båsen at hvis det brændte på skulle de skåne min søn, men det kom til alt held aldrig så langt.

Pludselig kom der udskiftning i kabyspersonalet, der blevet ansat en uden om båsen og kaptajnen fik stjålet sit ur.

Båsen var bange for at der ville blive foretaget en undersøgelse efter uret. Det skete dog ikke, men båsen var bange og kom til mig og spurgte, om jeg ville opbevare en kuffert for ham, jeg tror at der var marihuana i.

Jeg sagde det er OK til vi kommer til Abidjan, men du får den tilbage inden ankomsten.

Jeg kunne nok snakke mig ud af det med kaptajnen, men jeg ville nødigt i klørene på tolderne.

Da vi var vel ankommet spurgte jeg, hvad sagde tolderne? De spurgte hvad det var, og svaret var, det er medicin til mit hår!

Flemming Mortensen på familiebesøg hos bådsen.

I Abidjan besøgte vi, i en anspændt stemning noget af båsens familie, og den var stor som det fremgår af billedet, de små drenge gik med bukser og pigerne havde en perlekrans om livet, men der var også de giftefærdige piger på 12 til 14 år, de blev hevet frem så jeg kunne føle på deres muskler, så jeg kunne se at de kunne arbejde.

Jeg sagde selvfølgelig at de var meget fine, men jeg skulle hjem og læse så det var ikke det rigtige tidspunkt.

Derefter gik turen til Congofloden rejsen var fin, der er bare et men -

En 3. stmd. har ikke noget at skulle have sagt, han er der bare, også selv om der er en sort lods, og det var tilfældet da vi sejlede ind i skrænten på Congofloden, men det skal hertil siges, at jeg aldrig hørte et ondt ord fra nogen.

Vi fik hele stævnen trykket ind, men det vil jeg ikke kommenterer, det har 2. stmd. J.A.Holm gjort så udmærket på snesejler side 22.

Næste stop var Boma hvor der var et skibsværft, på værftet havde der været noget oprør, så der var en anspændt stemning, men vi fik vores vasketøj i land, det blev vasket i flodkanten og så soltørret, men ellers var der lidt stille.

Jeg arrangerede med vaskemanden at han skaffede 3 damer og så var vi klar til et lille party, men det var vist ikke lige den tanke at pigerne havde, de havde alle 3 en stor prangerpung med som de satte på bordet.

Vi havde sat øl, gin og whisky på bordet, det første pigerne spurgte om var, om de måtte få de tomme flasker og det måtte de selvfølgelig godt.

Så drak de såvel øl som stærk spiritus af flasken og det blev ikke bedre da der kom besked fra værftets ledelse, at der ikke måtte være damer på værftets grund.

Som sagt før, der var et spændt forhold i byen, men vi fik en halv time til at få damerne i land og som altid tog overstyrmand Petersen vagten.

Der havde været en del udskiftning bland officererne på det sidste, så jeg husker ikke klart hvem der var 2. stmd. den aften, men 2. stmd. og jeg fulgte damerne hjem, det var mørkt som i graven og hele naturen sang som det gør i junglen om natten.

Min kollega gik foran og han råbte, hvor bliver du af. Jeg havde imidlertid fundet ud af, at min dame ikke havde bukser på, så da han råbte igen svarede jeg, nu går jeg jo kun med for din skyld.

Herefter mistede jeg kontakten til ham og lidt senere kom vi til en negerhytte hvor en olielampe blev tændt, på gulvet lå en tynd stråmåtte, for der findes ikke hårde gulve under Sydkorsets stråler.

Det blev efterhånden tid til at vende næsen hjemover og jeg blev afmønstret i Capetown den 15. februar 1966.

Der gik 3 - 4 år før jeg så Bintang igen, det var i Orehoved da hun skulle hugges op.

Bintang.

Der var stor gensynsglæde, jeg hørte om det sidste nye fra Afrika, og jeg var ikke den eneste der var mødt op, jeg tror 7 - 8 stykker af de gamle officerer var der.

Bintang var ikke bygget til dansk klima, så alle de sorte gik og frøs.
De fleste af de gamle styrmænd tog hjem til klædeskabet og tog det de kunne undvære, det var alt fra børnetøj til frakker, så da vores venner rejste hjem havde mange af dem 2 overfrakker på samtidig.

Venlig hilsen

Flemming Mortensen.

Se også de andre sider !!!