"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 104

Juleaften og orkanagtig storm i Biscayabugten – 1959.

Fik en god idé – ville ud at se verden.

Påmønstrede Busuanga fra rederiet ØK i november 1959. Destination Australien og tilbage igen 5 måneder senere.

44 besætningsmedlemmer. 15.210 tons dødvægt. Længde 151,44 meter, bredde 19,43 og 11,58 meter dyb.

Busuanga.

Af 4 drenge blev jeg af hovmesteren udpeget til at være styrmandskammerdreng.

Arbejdet bestod i almindelig huslig rengøring hos tre styrmænd, hos telegrafisten og sammen med stewardessen hos kaptajnen præcis kl. 09:00 hver dag.

Blev kort undervist af stewardessen i praktisk rengøring brug af børste, sæbe og klud.

Samlet arbejdstid – højst fire timer. Var alle styrmænd på broen ved f. eks. anløb til havn, kunne det gøres på en time. Fridage ingen – et fragtskib ligger jo ikke stille fordi det er weekend.

Kom hurtigt ind i rutinen og tænkte – det er bare alle tiders. Verden ligger åben, og måske skulle man få sig en uddannelse til søs.

Fra København går turen ud i Østersøen mod den Botniske bugt, hvor vi lægger til i Umeå, Luleå og videre ned til Helsingfors i Finland. Igennem Østersøen igen til Gdynia i Polen - gennem Kielerkanalen til Hamborg, Bremerhaven, Rotterdam og Antwerpen.

Udsigten fra Euromast Tower Rotterdam.

Poul Erik på toppen af Euromast Tower Rotterdam.

Fire af verdens største havnebyer. Det bli´r man ikke umiddelbart klogere af, men får dog indtrykket af nogle størrelsesforskelle og ikke mindst, ser travlhed med losning og lastning af alverdens ting og sager. Et stort virvar af kraner der larmer og store skibe, der bugseres på plads hvor der er ledig kajplads.

I Antwerpen skal vi fejre juleaften, og traditionen tro skal den selvfølgelig fejres på dansk manér, som forholdene nu tillader. I kabyssen har kokken, koksmaten og bageren travlt med julemaden, and, gås og flæskesteg og selvfølgelig ris à l’amande med tilhørende mandler.

Messedreng og opvarter har haft travlt med borddækning i officers- og mandskabsmessen og ungtjeneren det samme i passagermessen midtskibs, til kaptajn og 1.styrmand + deres fruer, som fejrer juleaften sammen. Kun kaptajnen har sin kone med i europæiske havne.

Klokken 16 bliver vi kaldt sammen i officersmessen, hvor kaptajnen vil ønske besætningen en glædelig jul, og uddele julegaver som er samlet i en sæk – ligesom den julemanden har.

Gaverne er lavet af sømandsenker, og indsamlingen er vist nok koordineret af de danske sømandshjem, og derefter sendt ud til danske skibe, der fejrer jul i udenlandske havne. Jeg husker ikke, om han læste juleevangeliet, men vi sang i fællesskab en julesalme.

Så er vi ved at være klar. Der skiftes til pænt tøj, og vi går til bords og mætter os i julestemningen og almindelig dansk julemad med div. tilbehør og mandelgaver.

For restaurationspersonalet stopper festen dog ikke her. Der skal ryddes af bordene og vaskes op, før vi – for os selv - kan fejre juleaften. Den blev derefter holdt midtskibs i passagersalonen, hvor der kunne spilles julemusik fra grammofonen, og vi kunne pakke alle julegaverne ud, som var blevet sendt til os hjemmefra, spise frugter og julegodter som hører sig til på en juleaften. Det var en lidt anderledes, men rigtig god juleaften, og det var ikke mit indtryk, at nogle længtes hjem til deres familier.

Lugen klar.

Men så skete der noget, som satte en brat stopper for julefreden.

Om natten var trosserne hevet om bord, og skibet havde forladt Antwerpen med kurs mod den engelske kanal, ned over Biscayen, rundt om Gibraltar og ud i Middelhavet til Marseille i Frankrig.

Efter morgenmønstringen kl. 06:00 hos hovmesteren, som var starten på hver ny dag i gennem fem måneder. Han skulle sikre sig, at vi var der alle fire, og at vi så ud som vi skulle – rene og sømmeligt klædt på til dagens dont – fik jeg ordre til, at henvende mig på broen, hvor 1. styrmand ville tale med mig.

Det var en interessant oplevelse. Jeg kunne ikke se, hvor han stod, og der var helt stille. Der var mørkt, og kun lys fra instrumenterne, men ret forud kunne jeg også se, hvordan skibets stævn kløvede havvandet i to dele og efterlod en helt hvid lysende skummasse.

Rorgængeren stod stiv som en støtte og længere henne stod en skikkelse med en kikkert – og det var 1. styrmand på sin vagt fra kl. 04:00 til 08:00.

Han ville såmænd blot fortælle mig om, hvordan han ville há ryddet op efter juleaften. Kun papiret måtte smides ud – endelig ikke mærkesedlerne, hvor der stod navn på afsenderen. Han havde nemlig en dårlig erfaring med en tidligere kammerdreng, der havde smidt hans skrivemaskine over bord, fordi den stod i papirkurven. Så han ville lige sikre sig, at jeg ikke var en lignende tumbe.

Mandskabsmessen på Busuanga.

Klokken 08:00 spiste vi morgenmad. Det var blæst op. Skibet bevægede sig på en underlig måde, og den ene messedreng måtte ud og ofre sig over skibssiden. I lu for ellers får man brækket tilbage. Længere op ad dagen begyndte bardunerne og masterne at afgive underlige høje lyde. Vi var på vej ud i Biscayabugten og vi blev varslet om storm. Måske orkanagtig storm – måske orkan.

Alt blev surret og bastet, og der blev opsat en gangbro i midten af skibet, som skulle benyttes, når vi skulle gå fra midtskibs til agter og omvendt. Da kabyssen lå agter, skulle maden jo bæres derfra og over til de fire passagerer, der var kommet om bord, og som jo spiste sammen med kaptajnen.

Blæser der mad over bord, så tag selv turen med, hvæsede kokken. Der blev vist ikke spist meget, at det kunne gøre noget.

Stormen tog til og, hen under aften var de fleste mere eller mindre søsyge inkl. undertegnede. Efter at have tømt sig fuldstændig, for hvad der måtte være, var der kun køjen tilbage, hvor man håbede at kunne finde lindring. Men det hjalp ikke. Kun sent på natten faldt man i søvn, og søsygen forsvandt indtil næste morgen, når man vågnede. Og det blev værre endnu.

Det blev til orkanagtig storm, tæt på orkan de næste tre døgn. Der blev kastet drivanker ud, som havde til formål, at holde skibet op mod vind og strøm. Der var ikke forskel på dag og nat – alt var sort.

Skiftevis blev skibet smidt 30 meter til vejrs og derefter brase ligeså langt ned under vandet som i en ubåd. Var man blevet smidt over bord, var det fuldstændig lige meget.

Aldrig mere i mit liv, ville jeg sætte mine ben på et skib.

Efter fire døgn kom vi efterhånden på ret køl igen, og vi kunne ånde lettet op i roligt farvande gennem Middelhavet. Men en større oprydning ventede, og skibet havde også fået lidt slagside. Lugerne blev åbnet og det gods, der havde forskubbet sig, blev hejst på rette vandrette plads igen.

I officersmessen hvor juleforberedelsen startede med en tale af kaptajnen, og hvor der også stod et juletræ, lignede en bombeeksplosion. Alle møbler og resterne af juletræet lå sammenfiltret i et hjørne, og det blev min opgave, at få det hele sat på plads igen. Men juletræet kunne ikke genbruges og kom på ”den blå hylde”.

En "skyller" holder pause fra opvasken.

Normaltilstanden kom roligt tilbage, såsom den tabte vægt og søvnmangelen og snart var Port Said i sigte – indgangen til Suez kanalen, gennem Det Døde Hav og videre ned til Aden, hvor jeg var den eneste der var i land.

Handelsrejsende klar til en god handel.

Under uvejret i Biscayen var jeg faldet, og havde fået en flænge på skinnebenet, hvor 1. styrmand nu havde beordret mig til eftersyn på hospitalet i Aden inden turen over det Indiske Ocean.

En speciel oplevelse som, hvis taxachaufføren ikke havde låst dørene, kunne have fået meget uheldige følger.

Jeg fik senere at vide, at rigtig mange arabere i byen er homoseksuelle, og at en hvid knægt som jeg, ville há været en ren ”lækkerbisken” - så heldigt med de låste døre.

Ned over Det Indiske Ocean til Adelaide i Australien.

Nu fulgte nogle meget rolige og behagelige dage over det store hav mod Australien. Sol og varmere vejr dag for dag. Ingen storm kun vand og vand så langt øjet ragte, og efter få dage heller ingen fugle, der fløj forbi eller satte sig på masterne.

Til gengæld var havet til tider fyldt med flyvefisk. En fascinerende oplevelse man kunne få mange stunder til at gå med, når de i lav højde fløj ud fra skibets forstævn med samme fart som ca. 35 km. i timen.

”Vagten drejer” dvs. mandskabet arbejder under normaltimer efter de vagtskemaer der er udstukket uden afbrydelser af anløb til og fra havn, og der bliver nu tid til en grundigere rengøring, oprydning og div. malerarbejde, som har været udskudt p.g.a. kulden og de næsten daglige ankomster til havnene i Europa.

Og samtidigt bliver der tid til at skrive mange og lange breve til familie og venner derhjemme, der venter spændt på at høre nyt fra os.

Hong Kong.

Men noget gik galt.

Mit daglige arbejde bestod som sagt i rengøring hos styrmændene, telegrafisten og ikke mindst hos kaptajnen i samarbejde med stewardessen.

Præcis kl. 09:00 hver formiddag stod vi uden for hans dør på broen. Stewardessen med støvsuger spand og støvekost, og jeg med spand og gulvskrubbe. Og når klokken faldt i slag præcis kl. 09:00, bankede hun lige så præcist og ensartet på hans dør på samme måde hver dag i fem måneder. For sådan ville han há det, og af en eller anden grund frygtede vi det værste, (mest stewardessen) hvis denne fremgangsmåde afveg det mindste.

Det skal nævnes, at kaptajnen da også signalerede et meget højt krav på respekt, og følgerne af at negligere den, ville kunne få meget ubehagelige konsekvenser.

Mit daglige job her bestod i, at rengøre badeværelset. Skrubbe baderisten, skrubbe gulvet, rengøre toilettet, håndvasken og pudse spejlet – endskønt der jo aldrig var noget, der var snavset - i mine øjne. Men så blev proceduren pludselig ødelagt.

Der blev pludselig sendt besked til mig om, at jeg straks skulle komme over til hovmesteren. Og her fik jeg en regulær skideballe over, at jeg havde glemt at sætte kaptajnens baderist til tørre på brovingen, der hvor solen skinner, som jeg tidligere havde fået anvist af stewardessen.

Han var mere rystet end mig, og indprentede mig meget alvorligt, at det ikke måtte gentage sig.

Umiddelbart inden anløb til Adelaide, gik det galt igen. Og denne gang var hovmesteren meget rystet og helt rød i ansigtet. Det så ud som om, han havde fået en røffel af kaptajnen, og at nu skulle der gøres noget alvorligt ved den kammerdreng, der denne gang havde glemt gulvskrubben i badeværelset.

Den var blevet kastet ud på brovingen, så jeg undgik heldigvis en direkte konfrontation med kaptajnen denne gang. Fadæsen gjorde nu ikke så stort et indtryk på mig, men mere hovmesterens indestængte vrede, som han tilsyneladende ikke kunne komme af med, og ikke havde den tiltænkte virkning. Så en gentagelse kunne meget vel være inden for rækkevidde.

Styrmandskammerdreng Poul Erik og Benny på poopen.

Nu kom mågerne igen. Der var land i sigte, og efter 14 dage i søen anløb vi Adelaide, hvor vi straks efter fortøjning hoppede i det varme vand fra skibssiden, og svømmede over til den modsatte bred.

Vi lå vist kun i havnen i et døgns tid, men jeg fik et meget positivt indtryk af de australske havnearbejdere. De fleste med bowlerhatte og venligt smilende, når vi gik forbi. Et ”How are you today”, blev der ofte spurgt om.

Man kunne få et rimelig godt indtryk af den sociale tilstand hos befolkningen ved at studere havnearbejdernes adfærd, som vel statusmæssigt ligger lavt. En konklusion som jeg vist skal holde for mig selv.

Næste anløb var Port Pirie. En mindre by med vist kun én hovedgade, hvor træhusene lignede kopier fra en amerikansk cowboy-by. Her lå vi vist også kun en dags tid, og derfra gik turen til Melbourne.

Verden er lille.

Ved ankomsten blev vi inviteret af sømandspræsten til en hyggeaften på sømandshjemmet, og her fik jeg en sjælden oplevelse. Om aftenen så vi film, og på den anden side af den bænk, jeg sad på, fik jeg øje på en bekendt fra Dronningborg.

Jeg henvendte mig til ham, og da jeg sagde mit navn, og hvor jeg kom fra, vidste han straks, hvem jeg var. Det var Rasmus Due, som for nogle år siden havde afbrudt sit læreforhold på Beckers Maskinfabrik i Dronningborg, og meget imod hans forældres ønske, var rejst til Australien for at starte egen virksomhed.

Det vidste jeg, men ikke at det var i Melbourne. Han gik på Statsskolen i Randers sammen med min storesøster, og havde også besøgt os et par gange på ”Tjærbygaard”.

Vi fik en god snak, og jeg skulle endelig hilse fælles bekendte, når jeg kom hjem igen. Det var en stor oplevelse, synes jeg, og ekkoet derfra blev da også stort. For alle hans bekendte fra Dronningborg talte meget om, at han havde mødt Poul Erik fra Tjærbygaard – fik jeg senere at vide.

Mange år efter kunne jeg læse i Amtsavisen, at hans datter havde været på besøg i Dronningborg, for at hilse på sine bedsteforældre.

Da hammeren faldt.

Så var den gal igen. På turen til Sydney blev jeg igen kaldt til hovmesteren, som igen havde fået en overhaling af kaptajnen over den uvorne styrmandskammerdreng. Jeg havde glemt at slå kaptajnens wc-sæde ned efter rengøringen. Og denne gang gav han mig den strengeste straf, han umiddelbart kunne finde på. Nægtelse af landlov i resten af de australske byer vi anløb. Det var da lidt af en straf, som jeg lige kunne gå og tænke lidt over.

Sydney.

Dagen efter anløb vi Sydney, efter at have passeret under den berømte bro Sydney Harbour Bridge, hvor skibet også blev fotograferet. Umiddelbart efter broen kunne vi se det endnu ikke færdige operahus.

Om eftermiddagen skulle de øvrige drenge ud at bade, og da jeg vidste at hovmesteren sov til middag, listede jeg mig forbi hans lukaf, ned af lejderen og forsvandt hurtigt sammen med de andre hen til de meget lækre badestrande, hvor vi havde en fornøjelig eftermiddag.

Ved kaffetid vendte vi tilbage, og ved lejderen oppe på dækket stod hovmesteren mageligt lænet over træværket, og ventede på at jeg skulle komme forbi. ”Har jeg givet dig lov til at gå i land”, spurgte han. Nej – for så havde jeg vel ikke fået lov, svarede jeg. Derefter trak han på smilebåndet, og så talte vi ikke mere om div. forglemmelser.

En weekend besøgte vi Operahuset, som på det tidspunkt ikke var nær færdigbygget. Men vi fik et godt indtryk af det imponerende byggeri de havde gang i sammen med den danske arkitekt Utzon. Det var en stor oplevelse.

Næste destination var Tasmanien til en lille havneby Burnie. Vi lå på reden, og jeg husker ikke om vi fik fragt om bord, eller om der skulle losses varer af. Ingen var i land her, og dagen efter begyndte turen tilbage og hjemad igen.

Australien var en stor oplevelse, her var plads nok, og naturoplevelser af enhver art. Ikke uden grund overvejede jeg, på et tidspunkt efter vi var kommet hjem, at emigrere til landet, hvilket mange har gjort og ikke fortrudt.

Hjemad igen.

Tilbage over det Indiske Ocean – stille og rolige solskinsdage, gennem Det Røde Hav, Suez Kanalen til de handlende i Port Said.

Port Said.

Det kendte krigsmonument ved Ismailia.

Efter en afstikker til Beirut var de næste destinationer kun europæiske havnebyer. Og nu gik det ligesom hurtigere alt sammen. Der var kommet rutine i hverdagen, og byerne på vejen hjem havde vi set før, selv om de alle stadig var en oplevelse værd.

Flaskepost.

På vej op til Genova gennem Messinastrædet passerer vi vulkanen Stromboli, som blev kendt fra ”Rejsen til jordens indre”, men også af søfolk. For det er her, man kan smide en flaskepost i vandet, og med lidt held dukker den op hos modtageren. Et brev kommes i en flaske, som efterfyldes med cigaretter. Fiskerne i strædet får mange af flaskerne i nettet, og som tak for indholdet af cigaretter, sørger de for at poste brevet.

Genova.

Havnemotiv set fra Poopen i Genova.

Mine bedsteforældre modtog brevet fra flaskeposten, to måneder efter jeg havde kastet den i vandet. Men den fra mig til mine forældre kom aldrig frem.

Det gjorde vi til gengæld, og efter en uge var vi i Hamborg, ikke langt hjemmefra.

 
Losning igang med vandkraner fra Swansea.

Danmark forude.

Et festligt gensyn med St. Pauli skulle vi naturligvis igennem, men måtte dog ikke komme for sent hjem, da vi skulle videre gennem Kielerkanalen om natten med kurs mod Nakskov, hvor Busuanga skulle i dok.

Skibet var også kommet godt hjem, for det var her, det var bygget - på Nakskov Skibsværft, 1957, og nu skulle hun til eftersyn og reparation af slidte dele.

Det var en underlig fornemmelse, at høre hvor stille der blev, da alt maskineri blev slukket. Men også at skulle være borte fra den dagligdag, der efterhånden var blevet hverdag, og ikke mindst fra vennerne man havde fået, og måske ikke så igen.

Vi fire drenge tog en taxa til København, for prisen var nogenlunde den samme som fire med tog. Hovedstaden var endestationen for vores samvær, og efter et farvel og tak for samværet, har jeg aldrig siden stødt på dem, men håber de alle har haft et godt liv.

Poul Erik Olesen.

Se også de andre sider !!!