|
"KOMPAGNIET"
Om livet i ØK -
EAC skibe.
Side 106
Hej !
Jeg har lige et par små
bemærkninger til min tid i Nordic Hawk som letmatros og min vej dertil.
Som jo gik fra sømændenes forbund til et lille
kontor bag ØK-bygningen, der var ingen fare for at vi
skulle lukkes ind ad hoveddøren. Det var lige midt i en brydningstid i
Forbundet, jeg husker det ikke så nøje, men From Andersen var vel
afgået, eller død og der var lidt roderi med efterfølgere, men det
endte med at Preben Møller Hansen overtog butikken, han var jo også
hjemme hele tiden til at råbe op og skaffe stemmer.
Nå men årstallet husker jeg ikke,
men det må have været medio 60´erne, en yngre matros tidligere ØK sejler,
en anden Jungmand Ebbe Valdemar Poulsen og undertegnede Anders
Østergaard, bevægede os ind gennem døren til det berygtede/berømte kontor, og
stil var der over det, de lagde ud med matrosen og meddelte ham, at han
ikke havde været en særlig god letmatros i sit foregående skib,
hvorefter han omgående replicerede, at det heller ikke havde været et
særlig godt skib, så det kunne gå lige op. Han fik til vores forbavselse
hyren, og vi andre fulgte med som det tynde øl, da vi i rederiets
journaler var ubeskrevne blade.
Efter at have suget på labben i lang tid med hjælp
hjemmefra, hævede vi rejsehjælp og formentlig forskud, så vi var
rimelig velbeslåede og kunne spise os mætte, noget vi ikke var vant til
for den daglige understøttelse, når vi havde betalt husleje på
sømandshjemmet.
Tiden indtil afrejse husker jeg ikke meget af, men
vi endte op med alle mand at skulle med Englandsbåden fra Esbjerg, vist
nok den første besætning i meget lange tider der kom den vej.
Og bagefter ville der også gå lang tid inden det
skete igen. Jeg husker ikke hvor mange vi var i alt, men udover vi 3 her
nævnte, var der en elektriker fra Helsingør, en
pumpemand (maskinassistent tror jeg) fra Køge så vidt jeg husker ved navn
Klug, begge var et par herlige og ærlige personer, med hvem vi senere
fik et rigtig godt sammenhold. Derforuden var der en 2. Styrmand, navnet
husker jeg ikke, men jeg husker, at det første han sagde, da vi kom om
bord, var: ”her vil jeg ikke være”, en sætning mange af os kunne stå
inde for senere viste det sig.
Kaptajnen hed Svend Kastrup Petersen, og
med hans væsen og opførsel/behandling folk, især os letmatroser, vil jeg
påstå, at han lever endnu, eller han fryser i hvert fald ikke, for vor
herre vil med garanti ikke have ham, eller hans ”ridefoged”.
Overstyrmand Ole
Clemmensen lod ikke noget tilbage i at overgå Kaptajnen i chikanerier af
især letmatroser. Den dag i dag ærgrer det mig, at jeg sammen med Ebbe
reddede hans liv, efter han var strittet omkuld i pumperummet, fordi
gassen fra crudeolien var sluppet ud fra utætte pakninger og havde
fjernet al ilt fra rummet, klumpen løb alligevel ned ad lejderen, men
nåede kun til første repos, så lå han der som en fisk der var hevet på
land. Nå men efter at have hentet pumpemesteren op, hentede vi også
klumpen op, han kom sig hurtigt i den friske luft (ikke et ord til tak),
dog fra hans kone, som var med ude at sejle, gud ved om ikke hun havde
været bedre tjent med at han var smuttet, hvis han var lige så
ubehagelig over for hende, så var det en skam. Tror i øvrigt han lever
og bor på Fyn, ham vil fanden nok heller ikke have.
Og så tør jeg i øvrigt bande på at der aldrig blev
skrevet rapport om den episode, for der var rigtig mange fejl, med
ventiler til udluftning, der ikke kunne rokkes, fare for eksplosion med
alle disse gasser, nej det blev dysset ned.
I øvrigt kom vores pumpemester, som var værst
medtaget tilbage efter 1 - 2 dage, han var af hospitalet blevet sat på
mælke diæt, hvilket sikkert var sundt og nødvendigt efter sådan en
omgang.
Vi fik et enormt godt sammenhold på grund af
ledelsens ubehagelige væremåde, og jeg vil gerne fortsætte lidt på et
senere tidspunkt, hvor vi kommer i dok i North Shields i England.
Det er ikke så meget om skibet, det handler, men
oplevelserne i den sidste periode vi var påmønstrede skibet.
Nu har Kastrup Petersen og Clemmensen fået deres 2
minutter her. Næste afsnit bliver om den blandede besætning, med det
eneste navn jeg husker helt tydeligt af dem alle, nemlig: Badi Gafor Ragab Hassan og alle de andre Ægyptere
og Sudanesere. Specielle folk, men generelt fine mennesker og der var
nogle første klasses sømænd imellem.
Efter et par oplevelser jeg og andre gerne havde
været foruden, som overstyrmanden, der ville have folk ud og male
løberust over mens skibet var for nordgående i det røde hav, den gik
dog ikke, men på et tidspunkt klatrede han selv ud for at rette et
hjemmekonstrueret skærm, der skulle hindre noget vand fra afløb i at
sprøjte ind over dækket, mens vi gik og malede, ja man undrer sig over
hvad der foregik, eller om der foregik noget overhovedet mellem ørerne
på den mand, han havde i øvrigt også slæbt en halvstor klippeblok om
bord i Aden, det var meningen, den skulle sørge for at holde den omtalte
skærmkasse ind til skibssiden. Det gik selvfølgelig ikke den flyttede
sig pænt ud og ind sammen med skærmen og bankede malingen af, så den
blev hevet op igen.
Vi kom i øvrigt fra Mombai (Bombay
hed det endnu), hvor jeg husker et par sjove episoder, det ene var, at
der på øen, hvor vi lå var vejskilte med billeder af
kongekobra, det
gav stof til eftertanke…den anden var at vi byttede film en aften med en
russisk båd, vi fattede ikke en pind af deres og de sikkert heller ikke
af vores.
Nå men vi var også en del af besætningen, der var
på ”bibliotek” en aften inden vi skulle afgå igen og efter at have
”byttet bøger” flere gange i løbet af natten var en del af gutterne
blevet meget ”forkølede” og hos flere løb ”næsen” meget overbevisende og
nogle havde sågar fået ”ridser”, det krævede øjeblikkelig kontrol hos
en whiskystinkende engelsk læge i Dubai, der knap kunne stå på benene,
men vi fik da et ordentlig skud vitaminer med en hestesprøjte, jeg hørte
til dem der gik med ridser, og overstyrmanden skulle banke 2 engangssprøjter i rumpeteren
på mig hver dag de følgende 10-11 dage, han nød det selvfølgelig fordi
det gjorde ondt når han ramte halebenet, og jeg sørgede for at møde op
til dopingen, mens han sad og spiste morgenmad, i det lønlige håb at det
kunne spolere hans appetit.
Næste stop var Mersin i Tyrkiet, efter vi havde haft
vores fornøjelige tur gennem Suez kanalen og havde spulet et par
egyptere i vandet, de måtte lære at svømme på vej ned, nå men vi blev
nødt til at tage dem om bord, de havde et eller andet brev fra rederiet
om at de måtte handle om bord og skipperen måtte købe den, ærgerligt vi
havde ellers sat buterwatertryk på brandledningen og brugte de lange
tynde strålerør, der kunne sende en ubrudt stråle fra dækket op i
skorstenshøjde, den havde de respekt for.
I Mersin blev vi delt op i 2 hold, der skulle til lægen,
undertegnede på holdet til 2.dag, og af sted drog de første til kontrol,
her var 2. Styrmand med, og det var en stor del af lokalbefolkningen
også, de skulle med ind og se, hvad sådan nogle søfolk kunne fejle, så
da det blev berettet, meddelte jeg, at der blev ikke vist hverken bagdel
eller fordel i Tyrkiet, det måtte vente til vi kom til Europa.
Selvfølgelig var der lidt sjov i Tyrkiet også,
nogle af gutterne røg i kalabussen og forsøgte at ringe til Ambassaden i
Ankara eller Istanbul for at bevirke en hurtig løsladelse, men der var
ikke rigtig nogen, der ville tale med dem, så de blev sendt om bord, med en hestedrosje,
den købte de selvfølgelig for nogle US dollars, af ejeren, der stod og
grinede, fordi, han var ædru nok til at se det ville blive mere end et
problem at få sådan en vogn op ad gangvejen, hvad gør man så, man
spænder da bare hesten fra, skubber vognen i havnen og forsøger så at få
hesten op, heldigvis uden held.
En anden ting med relation til Danmark vi her blev
udsat for var at vi så et Moderne krigsskib ankomme, dreje rundt og
bakke hækken til en færgesliske, hvorefter det væltede ud med kvæg. Det
viste sig gudhjælpemig, at skibet hed NUSRATH eller lignende, det var
danskbygget og søsterskib til Fyen-Falster-Møen, vel nok den tids mest
moderne minelæggere, som jeg siden skulle få den Tvivlsomme fornøjelse
at gøre tjeneste i efter at være blevet hapset i Kastrup lufthavn efter
utallige undvigemanøvrer for at undgå session.
Tyrkernes problem med skibet var vist at de ikke forstod så meget
af hvad de havde med at gøre, idet de lånte vores 2. Styrmand en hel dag
til at oversætte tekst på skilte og anden hjælp, skønne spildte
Nato-kroner tror jeg.
Jeg kan ikke huske om vi hentede en last med til
England, eller gik direkte til North Shields for dokning, det skulle
blive en længere omgang, så efter et par dage blev det arrangeret, at vi
kunne afspadsere vores opsparede dage og rejse hjem, gud hvor vi trængte
til at komme hjem.
Meningen var at vi skulle være i Danmark ca. 2 uger,
og Ebbe og Jeg der begge var fra Jylland fortsatte nord på, Ebbe skulle
til Helgenæs og jeg til Vendsyssel, og det var så planlagt at vi
ville besøge hinanden og hilse på de respektive familier, så på et
tidspunkt. Dukkede Ebbe op i landsbyen og vi havde en herlig tid og glemme alt om Mefisto og hans
lærling tilbage i Hawken.
Så kom dagen hvor vi skulle flytte ned til Helgenæs
og gøre Mols usikker, og vi kører i Ebbe´s fars bil rundt om en af
de utallige bakker på den smukke egn, og oppe til højre kører der en
mand på en Ferguson og er i gang med pløjning. ”Der er min far”
siger Ebbe, hvorefter jeg taber underkæben helt ned på navlen, da vi
svinger op i præstegården…….
Æhhhh siger jeg så forsigtigt…”Nåh ja, min far er
præst, har jeg ikke fortalt dig det??, Nej det måtte jeg jo erkende, det
kom lige som lidt af en overraskelse.
Det blev nogle dejlige og også lidt vilde dage med
en stor tålmodighed fra Ebbes forældre, aldrig et bebrejdende ord eller
formaninger, selv om de godt kunne være tiltrængt. Vi nåede da vist at
rage det halve af gavlen ud af en lokal brugs med
præstens Marina, men så blev vi også sendt af sted igen.
Turen tilbage til England, blev skam også
underholdende, vi fik nogle stakler bildt ind, at vi var professionelle
fodboldspillere på vej tilbage efter ferie i DK, og fik i øvrigt en
ungmand sat af på en forkert station i tyskland, nå men han har aldrig
klaget, så han er vel nået frem!
Så fik jeg stjålet mit nye pas, som jeg havde fået
lavet hjemme i landsbyen under ferien, så jeg måtte på konsulat i
Newcastle med agenten, og i øvrigt selv betjene fjernskriveren til
politiet i Sæby, men nyt pas fik jeg, og jeg
kan kun anbefale at få det lavet på konsulat, det er (var) nemlig altid
gratis.
Det lange af det korte er egentlig, at vi alle blev
om bord i fulde 12 måneder, trods det helvede det var fra start til
slut, men vi lærte at tackle det, fik et godt sammenhold også med
maskinassistenter, som vel egentlig betragtedes som en slags
underofficerer, men de blev åbenbart også trykket.
Og hvad Ebbe og jeg angår, så kan jeg kun sige, at
jeg gennem et langt liv til søs m.m. aldrig har haft bedre ven, desværre
tog vor herre ham hjem i alt for tidlig en alder, netop på vej hjem til
kone og børn med en nyerhvervet skibsfører eksamen.
På det tidspunkt havde jeg opgivet langfart jeg
sluttede af i de blå skibe (Emma Maersk) samme rederi, hvor jeg startede
som dæksdreng 3. Januar 1963 i Aarhus havn om bord i Charlotte Maersk, og
jeg siger jer det var en omvæltning for en lille skoledreng fra
Vendsyssel.
Jeg håber at i har skruen i vandet og ønsker alle
god vind
Anders P. Østergaard.
Hej Willy
Jeg vil fortælle om min tid i ØK, som blev ganske kort.
Jeg mønstrede M/S Boribana, som Ungmand, i 1967, og gik
om bord i København Frihavn. Vi skulle en tur til Østen og det lød
spændende, da jeg næsten lige var hjemkommen fra Carabien og USA og
gerne ville på langfart igen. Jeg fik hyren i Forbundet, hvor skibene
blev råbt op, lamperne tændt, og folk kom løbende fra "Mønten" eller
hvor de nu befandt sig i nærheden. Gamle Svend kom ud og skrev skibene
op på en tavle og bogen skulle tjekkes for at se om man nu var lige med,
med kontingentet. Derefter en tur på rederiet for at blive godkendt og
så til læge i Amaliegade; men ØK havde deres egen læge og her blev vi
vaccineret og et par stykker af os blev syge. Men det gik hurtigt over.
Et par dage efter bordede jeg dette store skib Boribana,
som lige var hjemvendt fra Østen og ikke var færdig med at losse.
Derefter gik vi en tur til Oslo, for at losse det sidste og så tilbage
til Københavns Frihavn for at gøre lastrummene rene og klar til
afsejling, som skulle være førstkommende fredag. Under denne rengøring
fandt vi en masse tyvekoster som havnearbejderne ikke havde nået et få
med hjem. Det var almindeligt kendt, at sjakkene slog hul på en kasse
eller en sæk, og snuppede diverse. Så vi unge, herunder en
styrmandsaspirant fra Thailand besluttede at gå i byen torsdag aften.
Turen til Oslo havde været forfærdelig; det havde stormet, så hele
natten havde vi været på dækket og surret presseninger (skalket
luger) over lastrummene, da Styrmanden ikke havde vurderet det var
nødvendigt at gøre søklar, sådan fuldt ud. Så vi oplevede, at Kattegat
og Skagerak sagtens kun vise tænder. Jeg fik også lært at ØK var noget
specielle. Tonen om bord var værre end i flåden; man blev tiltalt i
tredje person, og man havde fløjtetørn, hvor man blev tilkaldt via en
fløjte.
Boribana
Om torsdagen, tilbage fra Oslo, gik vi unge i land og
var på et par diskoteker og fik en øl eller to til ud på natten. Det var
en stor dag næste dag. Fredag blev vi purret og vi var lidt trætte
ovenpå nattens udskejelser. Og før middag fik jeg ondt i maven og gik op
til 1. styrmand, som dog dårligt gad at tale med mig, da jeg jo kun var
ungmand. Han nedlod sig til at lytte til mig og gav mig to tabletter;
det var sikkert ikke andet end fuldesyge, sagde han. Og så blev jeg
fejet af. Men som timerne gik, fik jeg mere og mere ondt. Jeg gik atter
til styrmanden, men han skældte bare ud over at jeg havde taget begge
piller på en gang og sendte mig ned igen. Uden at kigge på mig. En time
før afgang, sagde jeg til Bådsen, at jeg måtte gå ned i mit kammer og
lægge mig, da jeg ikke kunne stå oprejst for smerter. Så det gjorde jeg.
Og der lå jeg, alene, til lørdag, førend Bådsen kiggede ind og der var
jeg blevet mere syg; jeg kastede op og mine mave smertede som aldrig før
- eller siden. Senere kom 2. styrmanden og i min tåge af smerter kunne
jeg ane at han var bekymret og sent lørdag nat kom 1. styrmand ned og
kiggede og der blev talt en del. Jeg var så hed af feber og kunne ikke
længere rejse mig fra køjen. Søndag, tidlig morgen, fik jeg senere
fortalt, var en læge blevet tilkaldt og sejlet ud med en båd. Han kom
ind i min kahyt og trykkede blot engang på min mave; jeg skreg, og han
sagde kun "nach krakkenhaus". Så Boribana sejlede ind og lagde til kaj
og jeg blev båret fra borde. Dog husker jeg morgenstilheden og synet af
den hvide ambulance der stod på kajen. Og så var det med fuld udrykning
til nærmeste hospital. Og det var værre end at krydse Biscayen i storm;
der var brolagt med brosten, så hver gang ambulancen kørte henover disse
toppede brosten skreg jeg af smerte. Men endelig nåede vi frem. Jeg
husker et hvidt rum og først mandag morgen vågnede jeg op. Og der lå jeg
i 28 dage, førend jeg kunne tage hjem til Danmark; 10 kg tyndere og en
erfaring klogere. Lægen, på hospitalet, havde sagt, at hvis der var
gået mere end 6 timer var jeg død, idet blindtarmen, som var betændt,
var sprunget og gået ud i bughulen og lavet en masse ravage. Men jeg kom
mig og fik senere hyre på M/S Lotte Skou, "de hvide svaner", som skulle
i trampfart - og se det var et eventyr.
Flemming Franklin Fischer.
Rejser med ØK skibe.
12-06-1959, mønstrede jeg som
restaurationsdreng på Erria som lå i tørdok på Nakskov
Skibsværft. Det havde længe været en drøm for mig, at komme til søs,
jeg havde i års tid haft hyre på en fiskekutter som fiskede
fortrinsvis i Langelandsbæltet, jeg have i det år rendt samtlige
rederier på dørene for, at få en hyre, men i de år var der stor
krise i søfarten og det var svært, at komme af sted, men først juni
måned kom der brev fra ØK, at de havde en hyre til mig på Erria.
Erria ved bugsering.
Farvel til fiskeriet og af sted på
langfart. Da jeg kom ud til værftet og hen i tørdokken, hvor Erria
lå, virkede skibet enormt stort på en dreng der ikke havde været
ombord på andet end Langelandsfærgen og en fiskekutter! Jeg stod
lidt og sundede mig, sank en klump i halsen og gik ombord. Jeg blev
modtaget af hovmesteren som viste mig, hvor jeg skulle bo og som
fortalte, at skibet var ved, at blive gasset for cobrabiller, så
kabyssen var lukket, forplejningen foregik i værftets kantine.
Da jeg havde anbragt min bagage i det
anviste kammer, meldte jeg mig til hovmesteren som sendte mig op på
broen for, at feje dørken, her fik jeg den første indikation af,
hvad forskellen på omgangstonen i ØK og en fiskekutter var, medens
jeg gik og fejede kom Kaptajn Petersen hen til mig og sagde: Petter
(det kaldte de åbenbart alle drenge) gå ned og få fat i 2. styrmand
og bed ham om, at komme her op, jeg sagde ja, men jeg skal lige være
færdig med, at feje!
Kaptajn Petersen var ikke nogen stor mand, men
jeg skal da lige love for, at han fik sig pustet op til 2 meters
højde medens han råbte: Når jeg siger du skal hente 2. styrmand så
skal det kradtedeme være nu.
Jeg slap alt, hvad jeg havde i hænderne
og drønede ned til hovmesteren for, at få i vide, hvem der var 2.
styrmand, han blev udpeget og jeg fik givet min besked til ham om,
at komme op på broen og jeg fik gjort mit arbejde færdigt.
Errias fodboldhold, undertegnede ses yderst
til højre på hug.
Det viste
sig senere, at jeg var udpeget til, at skulle være
styrmandskammerdreng, så jeg kom til, at lære styrmændene ret godt,
at kende.
Endelig kom dagen, hvor vi skulle
forlade Nakskov, noget atypisk for
ØK skibene, skulle vi fra Nakskov
til Wismar i det daværende DDR og derfra til Orientkajen i København.
Det var i øvrigt Kaptajn Petersens sidste
tur inden han gik på pension. I København overtog Kaptajn Schou
skibet.
Fra København gik turen til Gøteborg, Oslo,
Hamborg, Bremen, Rotterdam, Antwerpen, Marseille, Genova og derfra
gennem Suezkanalen til Aden for bunker.
Erria ret som hun går.
Fra Aden gik turen til Karachi og herefter
ned langs den Indiske vestkyst og op langs østkysten og samme tur
tilbage igen inden vi kunne begive os mod Europa, hvor vi besøgte de
samme havne som vi havde besøgt på udturen.
12.12.1959 ankom vi
til København, hvor jeg afmønstrede og rejste hjem til mine forældre
som boede lige uden for Nakskov.
Først i det nye år kom der brev fra ØK om
jeg var interesseret i en hyre på Java som ekstra
restaurationsdreng. Java var et nybygget tankskib som mellem 11-16
januar 1960, med en hel masse gæster skulle sejle prøvetur.
Java.
Til
opvask og rengøring havde de brug for 4 ekstra drenge. Første etape
af prøveturen foregik i Langelandsbæltet anden etape i Kattegat.
Efter sejlturen i Langelandsbæltet gik turen til reden ved
Helsingør, hvor nye gæster kom om bord og vi sejlede op langs den
svenske kyst og tilbage til reden ved Helsingør, hvor gæsterne og vi
fire ekstradrenge afmønstrede.
Et par dage efter jeg var kommet hjem, kom
der igen brev fra ØK om, at der var en hyre på Meonia som kom til Frihavnen og jeg
skulle d. 26-01-1960, henvende mig på ØKs kontor på Sankt Annæ Plads.
Meonia.
Så af sted
igen, med tog fra Nakskov til Hovedbanegården, da jeg ikke anede
hvor Sankt Annæ Plads lå, brugte jeg mine sidste penge på en taxa.
Jeg havde hørt noget om, at når man kom ind på kontoret kunne man få
udbetalt rejsepenge. Da formalia var overstået bad jeg om, at få
mine rejsepenge
Manden kiggede bare på mig og sagde, når skibet er
hjemmehørende i København udbetales der ikke rejsepenge, jeg spurgte
så om der kunne udbetales et lille forskud? Det kunne der ikke være
tale om,
På min forespørgsel om, hvordan jeg så skulle komme ud i
frihavnen, var det lakoniske svar GÅ! Han var dog så venlig, at
forklare mig vejen ud til frihavnen. Der var langt at gå, med en
kuffert og en køjesæk, men jeg kom derud og kom ombord.
Meonia i fuld fart (13 knob) ved Stromboli.
På Meonia fik jeg det job som
populært blev kaldt ”bagerikarl”. Når vi havde overstået
morgenrengøringen af gangarealer m.v. skulle jeg hjælpe bageren med
rengøring af bageriet og en del af provianten og slæbe varer op til
bageren og desuden hjælpe til med, at vaske op efter passagererne, og
jeg lover for, at der var bjerge af opvask.
Der var ikke så mange
passagerer på udturen, men på hjemturen, var der fuldt booket,
hvilket vil sige ca. 30 og deres forbrug af service, bestik og glas
forekom enormt.
Et par dage efter påmønstringen kommer vi
af sted fra København. Skibet fulgte den traditionelle rute i Europa
og ned gennem Suezkanalen til forskellige havne i Asien,
Port Swettenham, Singapore, Bangkok, Saigon, osv.
Meonia agter.
Hjemturen fulgte den samme rute som udturen,
og
ud for Dover blev de fleste af passagererne sat i land, og vi kunne
begynde at glæde os til vi var hjemme.
Vi ankom til København d.
13-06.1960, hvor jeg afmønstrede. På vej hjemover, havde jeg fået
brev fra mine forældre om, at jeg var optaget på statens
sømandsskole i Esbjerg og skulle møde d. 01-07-1960.
Jeg kom ikke
tilbage til ØK, resten af min sejltid kom til at foregå i
forskellige andre rederier.
God vind.
Eddy Larsen.
Se også de andre
sider !!!
|
.
