"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

 

Side 106

Hej !

Jeg har lige et par små bemærkninger til min tid i Nordic Hawk som letmatros og min vej dertil.

Som jo gik fra sømændenes forbund til et lille kontor bag ØK-bygningen, der var ingen fare for at vi skulle lukkes ind ad hoveddøren. Det var lige midt i en brydningstid i Forbundet, jeg husker det ikke så nøje, men From Andersen var vel afgået, eller død og der var lidt roderi med efterfølgere, men det endte med at Preben Møller Hansen overtog butikken, han var jo også hjemme hele tiden til at råbe op og skaffe stemmer.

Nå men årstallet husker jeg ikke, men det må have været medio 60´erne, en yngre matros tidligere ØK sejler, en anden Jungmand Ebbe Valdemar Poulsen og undertegnede Anders Østergaard, bevægede os ind gennem døren til det berygtede/berømte kontor, og stil var der over det, de lagde ud med matrosen og meddelte ham, at han ikke havde været en særlig god letmatros i sit foregående skib, hvorefter han omgående replicerede, at det heller ikke havde været et særlig godt skib, så det kunne gå lige op. Han fik til vores forbavselse hyren, og vi andre fulgte med som det tynde øl, da vi i rederiets journaler var ubeskrevne blade.

Efter at have suget på labben i lang tid med hjælp hjemmefra, hævede vi rejsehjælp og formentlig forskud, så vi var rimelig velbeslåede og kunne spise os mætte, noget vi ikke var vant til for den daglige understøttelse, når vi havde betalt husleje på sømandshjemmet.

Tiden indtil afrejse husker jeg ikke meget af, men vi endte op med alle mand at skulle med Englandsbåden fra Esbjerg, vist nok den første besætning i meget lange tider der kom den vej.

Og bagefter ville der også gå lang tid inden det skete igen. Jeg husker ikke hvor mange vi var i alt, men udover vi 3 her nævnte, var der en elektriker fra Helsingør, en pumpemand (maskinassistent tror jeg) fra Køge så vidt jeg husker ved navn Klug, begge var et par herlige og ærlige personer, med hvem vi senere fik et rigtig godt sammenhold. Derforuden var der en 2. Styrmand, navnet husker jeg ikke, men jeg husker, at det første han sagde, da vi kom om bord, var: ”her vil jeg ikke være”, en sætning mange af os kunne stå inde for senere viste det sig.

Kaptajnen hed Svend Kastrup Petersen, og med hans væsen og opførsel/behandling folk, især os letmatroser, vil jeg påstå, at han lever endnu, eller han fryser i hvert fald ikke, for vor herre vil med garanti ikke have ham, eller hans ”ridefoged”.

Overstyrmand Ole Clemmensen lod ikke noget tilbage i at overgå Kaptajnen i chikanerier af især letmatroser. Den dag i dag ærgrer det mig, at jeg sammen med Ebbe reddede hans liv, efter han var strittet omkuld i pumperummet, fordi gassen fra crudeolien var sluppet ud fra utætte pakninger og havde fjernet al ilt fra rummet, klumpen løb alligevel ned ad lejderen, men nåede kun til første repos, så lå han der som en fisk der var hevet på land. Nå men efter at have hentet pumpemesteren op, hentede vi også klumpen op, han kom sig hurtigt i den friske luft (ikke et ord til tak), dog fra hans kone, som var med ude at sejle, gud ved om ikke hun havde været bedre tjent med at han var smuttet, hvis han var lige så ubehagelig over for hende, så var det en skam. Tror i øvrigt han lever og bor på Fyn, ham vil fanden nok heller ikke have.

Og så tør jeg i øvrigt bande på at der aldrig blev skrevet rapport om den episode, for der var rigtig mange fejl, med ventiler til udluftning, der ikke kunne rokkes, fare for eksplosion med alle disse gasser, nej det blev dysset ned.

I øvrigt kom vores pumpemester, som var værst medtaget tilbage efter 1 - 2 dage, han var af hospitalet blevet sat på mælke diæt, hvilket sikkert var sundt og nødvendigt efter sådan en omgang.

Vi fik et enormt godt sammenhold på grund af ledelsens ubehagelige væremåde, og jeg vil gerne fortsætte lidt på et senere tidspunkt, hvor vi kommer i dok i North Shields i England.

Det er ikke så meget om skibet, det handler, men oplevelserne i den sidste periode vi var påmønstrede skibet.

Nu har Kastrup Petersen og Clemmensen fået deres 2 minutter her. Næste afsnit bliver om den blandede besætning, med det eneste navn jeg husker helt tydeligt af dem alle, nemlig: Badi Gafor Ragab Hassan og alle de andre Ægyptere og Sudanesere. Specielle folk, men generelt fine mennesker og der var nogle første klasses sømænd imellem.

Efter et par oplevelser jeg og andre gerne havde været foruden, som overstyrmanden, der ville have folk ud og male løberust  over mens skibet var for nordgående i det røde hav, den gik dog ikke, men på et tidspunkt klatrede han selv ud for at rette et hjemmekonstrueret skærm, der skulle hindre noget vand fra afløb i at sprøjte ind over dækket, mens vi gik og malede, ja man undrer sig over hvad der foregik, eller om der foregik noget overhovedet mellem ørerne på den mand, han havde i øvrigt også slæbt en halvstor klippeblok om bord i Aden, det var meningen, den skulle sørge for at holde den omtalte skærmkasse ind til skibssiden. Det gik selvfølgelig ikke den flyttede sig pænt ud og ind sammen med skærmen og bankede malingen af, så den blev hevet op igen.

Vi kom i øvrigt fra Mombai (Bombay hed det endnu), hvor jeg husker et par sjove episoder, det ene var, at der på øen, hvor vi lå var vejskilte med billeder af kongekobra, det gav stof til eftertanke…den anden var at vi byttede film en aften med en russisk båd, vi fattede ikke en pind af deres og de sikkert heller ikke af vores.

Nå men vi var også en del af besætningen, der var på ”bibliotek” en aften inden vi skulle afgå igen og efter at have ”byttet bøger” flere gange i løbet af natten var en del af gutterne blevet meget ”forkølede” og hos flere løb ”næsen” meget overbevisende og nogle havde sågar fået ”ridser”, det krævede øjeblikkelig kontrol hos en whiskystinkende engelsk læge i Dubai, der knap kunne stå på benene, men vi fik da et ordentlig skud vitaminer med en hestesprøjte, jeg hørte til dem der gik med ridser, og overstyrmanden skulle banke 2 engangssprøjter i rumpeteren på mig hver dag de følgende 10-11 dage, han nød det selvfølgelig fordi det gjorde ondt når han ramte halebenet, og jeg sørgede for at møde op til dopingen, mens han sad og spiste morgenmad, i det lønlige håb at det kunne spolere hans appetit.

Næste stop var Mersin i Tyrkiet, efter vi havde haft vores fornøjelige tur gennem Suez kanalen og havde spulet et par egyptere i vandet, de måtte lære at svømme på vej ned, nå men vi blev nødt til at tage dem om bord, de havde et eller andet brev fra rederiet om at de måtte handle om bord og skipperen måtte købe den, ærgerligt vi havde ellers sat buterwatertryk på brandledningen og brugte de lange tynde strålerør, der kunne sende en ubrudt stråle fra dækket op i skorstenshøjde, den havde de respekt for.

I Mersin blev vi delt op i 2 hold, der skulle til lægen, undertegnede på holdet til 2.dag, og af sted drog de første til kontrol, her var 2. Styrmand med, og det var en stor del af lokalbefolkningen også, de skulle med ind og se, hvad sådan nogle søfolk kunne fejle, så da det blev berettet, meddelte jeg, at der blev ikke vist hverken bagdel eller fordel i Tyrkiet, det måtte vente til vi kom til Europa.

Selvfølgelig var der lidt sjov i Tyrkiet også, nogle af gutterne røg i kalabussen og forsøgte at ringe til Ambassaden i Ankara eller Istanbul for at bevirke en hurtig løsladelse, men der var ikke rigtig nogen, der ville tale med dem, så de blev sendt om bord, med en hestedrosje, den købte de selvfølgelig for nogle US dollars, af ejeren, der stod og grinede, fordi, han var ædru nok til at se det ville blive mere end et problem at få sådan en vogn op ad gangvejen, hvad gør man så, man spænder da bare hesten fra, skubber vognen i havnen og forsøger så at få hesten op, heldigvis uden held.

En anden ting med relation til Danmark vi her blev udsat for var at vi så et Moderne krigsskib ankomme, dreje rundt og bakke hækken til en færgesliske, hvorefter det væltede ud med kvæg. Det viste sig gudhjælpemig, at skibet hed NUSRATH eller lignende, det var danskbygget og søsterskib til Fyen-Falster-Møen, vel nok den tids mest moderne minelæggere, som jeg siden skulle få den Tvivlsomme fornøjelse at gøre tjeneste i efter at være blevet hapset i Kastrup lufthavn efter utallige undvigemanøvrer for at undgå session. Tyrkernes problem med skibet var vist at de ikke forstod så meget af hvad de havde med at gøre, idet de lånte vores 2. Styrmand en hel dag til at oversætte tekst på skilte og anden hjælp, skønne spildte Nato-kroner tror jeg.

Jeg kan ikke huske om vi hentede en last med til England, eller gik direkte til North Shields for dokning, det skulle blive en længere omgang, så efter et par dage blev det arrangeret, at vi kunne afspadsere vores opsparede dage og rejse hjem, gud hvor vi trængte til at komme hjem.

Meningen var at vi skulle være i Danmark ca. 2 uger, og Ebbe og Jeg der begge var fra Jylland fortsatte nord på, Ebbe skulle til Helgenæs og jeg til Vendsyssel, og det var så planlagt at vi ville besøge hinanden og hilse på de respektive familier, så på et tidspunkt. Dukkede Ebbe op i landsbyen og vi havde en herlig tid og glemme alt om Mefisto og hans lærling tilbage i Hawken.

Så kom dagen hvor vi skulle flytte ned til Helgenæs og gøre Mols usikker, og vi kører i Ebbe´s fars bil rundt om en af de utallige bakker på den smukke egn, og oppe til højre kører der en mand på en Ferguson og er i gang med pløjning. ”Der er min far” siger Ebbe, hvorefter jeg taber underkæben helt ned på navlen, da vi svinger op i præstegården…….

Æhhhh siger jeg så forsigtigt…”Nåh ja, min far er præst, har jeg ikke fortalt dig det??, Nej det måtte jeg jo erkende, det kom lige som lidt af en overraskelse.

Det blev nogle dejlige og også lidt vilde dage med en stor tålmodighed fra Ebbes forældre, aldrig et bebrejdende ord eller formaninger, selv om de godt kunne være tiltrængt. Vi nåede da vist at rage det halve af gavlen ud af en lokal brugs med præstens Marina, men så blev vi også sendt af sted igen.

Turen tilbage til England, blev skam også underholdende, vi fik nogle stakler bildt ind, at vi var professionelle fodboldspillere på vej tilbage efter ferie i DK, og fik i øvrigt en ungmand sat af på en forkert station i tyskland, nå men han har aldrig klaget, så han er vel nået frem!

Så fik jeg stjålet mit nye pas, som jeg havde fået lavet hjemme i landsbyen under ferien, så jeg måtte på konsulat i Newcastle med agenten, og i øvrigt selv betjene fjernskriveren til politiet i Sæby, men nyt pas fik jeg, og jeg kan kun anbefale at få det lavet på konsulat, det er (var) nemlig altid gratis.

Det lange af det korte er egentlig, at vi alle blev om bord i fulde 12 måneder, trods det helvede det var fra start til slut, men vi lærte at tackle det, fik et godt sammenhold også med maskinassistenter, som vel egentlig betragtedes som en slags underofficerer, men de blev åbenbart også trykket.

Og hvad Ebbe og jeg angår, så kan jeg kun sige, at jeg gennem et langt liv til søs m.m. aldrig har haft bedre ven, desværre tog vor herre ham hjem i alt for tidlig en alder, netop på vej hjem til kone og børn med en nyerhvervet skibsfører eksamen.

På det tidspunkt havde jeg opgivet langfart jeg sluttede af i de blå skibe (Emma Maersk) samme rederi, hvor jeg startede som dæksdreng 3. Januar 1963 i Aarhus havn om bord i Charlotte Maersk, og jeg siger jer det var en omvæltning for en lille skoledreng fra Vendsyssel.

Jeg håber at i har skruen i vandet og ønsker alle god vind
Anders P. Østergaard.

 

Hej Willy

Jeg vil fortælle om min tid i ØK, som blev ganske kort.

Jeg mønstrede M/S Boribana, som Ungmand, i 1967, og gik om bord i København Frihavn. Vi skulle en tur til Østen og det lød spændende, da jeg næsten lige var hjemkommen fra Carabien og USA og gerne ville på langfart igen. Jeg fik hyren i Forbundet, hvor skibene blev råbt op, lamperne tændt, og folk kom løbende fra "Mønten" eller hvor de nu befandt sig i nærheden. Gamle Svend kom ud og skrev skibene op på en tavle og bogen skulle tjekkes for at se om man nu var lige med, med kontingentet. Derefter en tur på rederiet for at blive godkendt og så til læge i Amaliegade; men ØK havde deres egen læge og her blev vi vaccineret og et par stykker af os blev syge. Men det gik hurtigt over.

Et par dage efter bordede jeg dette store skib Boribana, som lige var hjemvendt fra Østen og ikke var færdig med at losse. Derefter gik vi en tur til Oslo, for at losse det sidste og så tilbage til Københavns Frihavn for at gøre lastrummene rene og klar til afsejling, som skulle være førstkommende fredag.  Under denne rengøring fandt vi en masse tyvekoster som havnearbejderne ikke havde nået et få med hjem. Det var almindeligt kendt, at sjakkene slog hul på en kasse eller en sæk, og snuppede diverse. Så vi unge, herunder en styrmandsaspirant fra Thailand besluttede at gå i byen torsdag aften. Turen til Oslo havde været forfærdelig; det havde stormet, så hele natten havde vi været på dækket og surret presseninger (skalket luger) over lastrummene, da Styrmanden ikke havde vurderet det var nødvendigt at gøre søklar, sådan fuldt ud. Så vi oplevede, at Kattegat og Skagerak sagtens kun vise tænder. Jeg fik også lært at ØK var noget specielle. Tonen om bord var værre end i flåden; man blev tiltalt i tredje person, og man havde fløjtetørn, hvor man blev tilkaldt via en fløjte.


Boribana

Om torsdagen, tilbage fra Oslo, gik vi unge i land og var på et par diskoteker og fik en øl eller to til ud på natten. Det var en stor dag næste dag. Fredag blev vi purret og vi var lidt trætte ovenpå nattens udskejelser. Og før middag fik jeg ondt i maven og gik op til 1. styrmand, som dog dårligt gad at tale med mig, da jeg jo kun var ungmand. Han nedlod sig til at lytte til mig og gav mig to tabletter; det var sikkert ikke andet end fuldesyge, sagde han. Og så blev jeg fejet af. Men som timerne gik, fik jeg mere og mere ondt. Jeg gik atter til styrmanden, men han skældte bare ud over at jeg havde taget begge piller på en gang og sendte mig ned igen. Uden at kigge på mig. En time før afgang, sagde jeg til Bådsen, at jeg måtte gå ned i mit kammer og lægge mig, da jeg ikke kunne stå oprejst for smerter. Så det gjorde jeg. Og der lå jeg, alene, til lørdag, førend Bådsen kiggede ind og der var jeg blevet mere syg; jeg kastede op og mine mave smertede som aldrig før - eller siden. Senere kom 2. styrmanden og i min tåge af smerter kunne jeg ane at han var bekymret og sent lørdag nat kom 1. styrmand ned og kiggede og der blev talt en del. Jeg var så hed af feber og kunne ikke længere rejse mig fra køjen. Søndag, tidlig morgen, fik jeg senere fortalt, var en læge blevet tilkaldt og sejlet ud med en båd. Han kom ind i min kahyt og trykkede blot engang på min mave; jeg skreg, og han sagde kun "nach krakkenhaus". Så Boribana sejlede ind og lagde til kaj og jeg blev båret fra borde. Dog husker jeg morgenstilheden og synet af den hvide ambulance der stod på kajen. Og så var det med fuld udrykning til nærmeste hospital. Og det var værre end at krydse Biscayen i storm; der var brolagt med brosten, så hver gang ambulancen kørte henover disse toppede brosten skreg jeg af smerte. Men endelig nåede vi frem. Jeg husker et hvidt rum og først mandag morgen vågnede jeg op. Og der lå jeg i 28 dage, førend jeg kunne tage hjem til Danmark; 10 kg tyndere og en erfaring klogere. Lægen, på hospitalet,  havde sagt, at hvis der var gået mere end 6 timer var jeg død, idet blindtarmen, som var betændt, var sprunget og gået ud i bughulen og lavet en masse ravage. Men jeg kom mig og fik senere hyre på M/S Lotte Skou, "de hvide svaner", som skulle i trampfart - og se det var et eventyr.

Flemming Franklin Fischer.

Rejser med ØK skibe.

12-06-1959, mønstrede jeg som restaurationsdreng på Erria som lå i tørdok på Nakskov Skibsværft. Det havde længe været en drøm for mig, at komme til søs, jeg havde i års tid haft hyre på en fiskekutter som fiskede fortrinsvis i Langelandsbæltet, jeg have i det år rendt samtlige rederier på dørene for, at få en hyre, men i de år var der stor krise i søfarten og det var svært, at komme af sted, men først juni måned kom der brev fra ØK, at de havde en hyre til mig på Erria.


Erria ved bugsering.

Farvel til fiskeriet og af sted på langfart. Da jeg kom ud til værftet og hen i tørdokken, hvor Erria lå, virkede skibet enormt stort på en dreng der ikke havde været ombord på andet end Langelandsfærgen og en fiskekutter! Jeg stod lidt og sundede mig, sank en klump i halsen og gik ombord. Jeg blev modtaget af hovmesteren som viste mig, hvor jeg skulle bo og som fortalte, at skibet var ved, at blive gasset for cobrabiller, så kabyssen var lukket, forplejningen foregik i værftets kantine.

Da jeg havde anbragt min bagage i det anviste kammer, meldte jeg mig til hovmesteren som sendte mig op på broen for, at feje dørken, her fik jeg den første indikation af, hvad forskellen på omgangstonen i ØK og en fiskekutter var, medens jeg gik og fejede kom Kaptajn Petersen hen til mig og sagde: Petter (det kaldte de åbenbart alle drenge) gå ned og få fat i 2. styrmand og bed ham om, at komme her op, jeg sagde ja, men jeg skal lige være færdig med, at feje!

Kaptajn Petersen var ikke nogen stor mand, men jeg skal da lige love for, at han fik sig pustet op til 2 meters højde medens han råbte: Når jeg siger du skal hente 2. styrmand så skal det kradtedeme være nu.

Jeg slap alt, hvad jeg havde i hænderne og drønede ned til hovmesteren for, at få i vide, hvem der var 2. styrmand, han blev udpeget og jeg fik givet min besked til ham om, at komme op på broen og jeg fik gjort mit arbejde færdigt.


Errias fodboldhold, undertegnede ses yderst til højre på hug.

Det viste sig senere, at jeg var udpeget til, at skulle være styrmandskammerdreng, så jeg kom til, at lære styrmændene ret godt, at kende.

Endelig kom dagen, hvor vi skulle forlade Nakskov, noget atypisk for ØK skibene, skulle vi fra Nakskov til Wismar i det daværende DDR og derfra til Orientkajen i København.

Det var i øvrigt Kaptajn Petersens sidste tur inden han gik på pension. I København overtog Kaptajn Schou skibet.

Fra København gik turen til Gøteborg, Oslo, Hamborg, Bremen, Rotterdam, Antwerpen, Marseille, Genova og derfra gennem Suezkanalen til Aden for bunker.


Erria ret som hun går.

Fra Aden gik turen til Karachi og herefter ned langs den Indiske vestkyst og op langs østkysten og samme tur tilbage igen inden vi kunne begive os mod Europa, hvor vi besøgte de samme havne som vi havde besøgt på udturen.

12.12.1959 ankom vi til København, hvor jeg afmønstrede og rejste hjem til mine forældre som boede lige uden for Nakskov.

Først i det nye år kom der brev fra ØK om jeg var interesseret i en hyre på Java som ekstra restaurationsdreng. Java var et nybygget tankskib som mellem 11-16 januar 1960, med en hel masse gæster skulle sejle prøvetur.


Java.

Til opvask og rengøring havde de brug for 4 ekstra drenge. Første etape af prøveturen foregik i Langelandsbæltet anden etape i Kattegat. Efter sejlturen i Langelandsbæltet gik turen til reden ved Helsingør, hvor nye gæster kom om bord og vi sejlede op langs den svenske kyst og tilbage til reden ved Helsingør, hvor gæsterne og vi fire ekstradrenge afmønstrede.

Et par dage efter jeg var kommet hjem, kom der igen brev fra ØK om, at der var en hyre på Meonia som kom til Frihavnen og jeg skulle d. 26-01-1960, henvende mig på ØKs kontor på Sankt Annæ Plads.


Meonia.

Så af sted igen, med tog fra Nakskov til Hovedbanegården, da jeg ikke anede hvor Sankt Annæ Plads lå, brugte jeg mine sidste penge på en taxa. Jeg havde hørt noget om, at når man kom ind på kontoret kunne man få udbetalt rejsepenge. Da formalia var overstået bad jeg om, at få mine rejsepenge

Manden kiggede bare på mig og sagde, når skibet er hjemmehørende i København udbetales der ikke rejsepenge, jeg spurgte så om der kunne udbetales et lille forskud? Det kunne der ikke være tale om,

På min forespørgsel om, hvordan jeg så skulle komme ud i frihavnen, var det lakoniske svar GÅ! Han var dog så venlig, at forklare mig vejen ud til frihavnen. Der var langt at gå, med en kuffert og en køjesæk, men jeg kom derud og kom ombord.


Meonia i fuld fart (13 knob) ved Stromboli.

På Meonia fik jeg det job som populært blev kaldt ”bagerikarl”. Når vi havde overstået morgenrengøringen af gangarealer m.v. skulle jeg hjælpe bageren med rengøring af bageriet og en del af provianten og slæbe varer op til bageren og desuden hjælpe til med, at vaske op efter passagererne, og jeg lover for, at der var bjerge af opvask.

Der var ikke så mange passagerer på udturen, men på hjemturen, var der fuldt booket, hvilket vil sige ca. 30 og deres forbrug af service, bestik og glas forekom enormt.

Et par dage efter påmønstringen kommer vi af sted fra København. Skibet fulgte den traditionelle rute i Europa og ned gennem Suezkanalen til forskellige havne i Asien, Port Swettenham, Singapore, Bangkok, Saigon, osv.


Meonia agter.

Hjemturen fulgte den samme rute som udturen, og ud for Dover blev de fleste af passagererne sat i land, og vi kunne begynde at glæde os til vi var hjemme.

Vi ankom til København d. 13-06.1960, hvor jeg afmønstrede. På vej hjemover, havde jeg fået brev fra mine forældre om, at jeg var optaget på statens sømandsskole i Esbjerg og skulle møde d. 01-07-1960.

Jeg kom ikke tilbage til ØK, resten af min sejltid kom til at foregå i forskellige andre rederier.

God vind.

Eddy Larsen.


Tændstikker
.
Returbillet.

Øl-mærke som ved nærlæsning bliver transporteret af ØK.

Måske kan den købes hos de 2 næringsdrivende på billedet til højre.

Se også de andre sider !!!

TIL FORSIDEN