|
"KOMPAGNIET"
Om livet i ØK -
EAC skibe.
Side 11
"Gnist"
Peder Hauge, Kambodia 62-64.
Den her har du nok hørt
før: LÆS TIL TELEGRAFIST - OG SE VERDEN SOM TURIST.
Det gjorde jeg så bare - og det blev til ca. 10 år - de
tre af årene som snesejler - bl.a. i KAMBODIA fra
april 62 til august 64 - temmelig lang tid i
samme skib - alligevel var jeg længe den nye mand i
messen.
Gad vide om denne historie er sanfærdig? Skibet lå i
København. Maskinass. Hakke havde været syg i
længere tid, og var blevet kaldt ind på kontoret
til maskininspektør Faber. Nu ville Faber så
være morsom:
NÅ HAR DE HAFT HIKKE HAKKE? NEJ JEG HAR HAFT FEBER
FABER!
Venlig hilsen fra
Peder Hauge Hansen.
Kambodia
66.
April 1966 fik jeg tilbudt hyre på Kambodia og
fik lov at gå om bord og "bo" der til vi lagde
fra ca. 14 dage efter. Derefter gik det bare derud´af.
Det jeg husker Kambodia mest for er det kammeratskab vi
havde drengene imellem, hvor vi passede på hinanden,
når vi gik i land, og så fik den ikke for lidt hvis vi
(uden for reglementet) havde fået smuglet lidt sprut ind
på kamrene, så var der bare fest og glade dage.
Vi brugte noget af tiden til at lave
"Wulla-Bulla-Tshirts", med slagord, ØK-flag
mm. som vi havde på når vi valsede i land.
Jeg var kammerdreng for 10 maskinassistenter, 3
maskinmestre og "chiefen". Sidstnævnte skulle
både ha´ pudset sko og messing. Men det var en
loppetjans, og jeg havde det godt om bord.
Så går det ud mod fjerne horisonter.
Aden 66.
Trækævler som dækslast
Suez-kanalen
Der holdes udkig
Det kendte monument ved Suez-kanalen
I Saigon var der jo som bekendt krig, og vi fik
lidt ekstra hyre. På vej op ad floden måtte vi ikke gå
på dækket, og vi kunne høre krigen i det fjerne.
Vi lå der 11 dage for anker ude på floden og
var nede på prammene og hygge os med folkene der, som
det måske kan skimtes på billederne.
Vi havde et kedeligt uheld under indsejlingen
på floden til Saigon, der gik noget galt med
kommunikationen mellem broen og maskinen. De nærmere
omstændigheder kender jeg ikke, men jeg stod ude ved
lønningen og kunne se at der var noget galt. Det endte
med at vi kolliderede med at andet fragtskib og fik
smadret gangbroen, og der var flodpramme over det hele.
Siden har jeg tit tænkt på om der skete noget
med dem.
Inden vi gik op til Bangkok havde vi
bådmanøvre. 8 mand til at ro og to mand til at øse
vand ud ellers var vi gået ned. Det var noget af en
festforestlling.
Kokken var en flink fyr, som tog os i
"kraven" og før vi nåede Bangkok fortalte han
os lidt om hvordan det var klogt at bære sig ad, hvis vi
ikke kunne holde os fra damerne, og så var det vores
egen skyld hvis vi rodede os ud i noget snavs.
Den første aften på "myggen" mødte jeg en
smuk ung dame på min alder.
Jeg var med nede og besøge hende hvor hun boede i de
små hytter i "Sumpen". Jeg svor troskab til
hende og vi aftalte at mødes på tilbagevejen. Det er
lidt naivt, og virkeligheden kender vi........
30. september 1966 afmønstrede jeg i
København.
Turen med Kambodia har været en af de største
oplevelser i mit liv.
Siden har jeg levet som landkrabbe.
Med ønske om fortsat Go´ vind.
Hilsen Kurt Larsen.
Hej Willy
Jeg startede i
Kompagniet i 1954 som Letmatros ombord i
"Mombasa" på en Australiens rejse, i hele
tresserne sejlede jeg som fugerne tømmermand-matros og
afløserbådsmand i forskellige af Kompagniets både,
indtil jeg gik i land fra "Aranya" i 1972 og
blev færgematros( skibsassistent) i 28 år, på
overfarten Spodsbjerg -Tårs.
Jeg har haft et par kedelige oplevelser i tresserne
ombord i "Patagonia" og "Sibonga"
begge med udgangs punkt i Saigon , begge rejserne var de
trationelle Kina Japan rejser.
Først i tresserne
lå vi i Saigon med "Patagonia" og efter ugers
ophold og ture i land, blev koksmaten ,bageren og
ungtjeneren meget syge, efter to dage blev de indlagt på
hospital i Saigon, efter et par dage døde koksmaten og
bageren, ungtjeneren kom sig. Det viste sig at de alle
havde stærk konsekration af kolera i kroppen, hvordan de
havde fået det vides ikke, de blev brændt på åben
bål, der hvor de lokale også blev brændt,
førstestyrmand, hovmesteren og en fra kontoret
overværede brændingen, deres aske blev sendt hjem.
Stemningen om bord var meget trykket.
Da kolera er en meget smitsom sygdom skulle deres kammere
ryddes og vaskes ned deres ejendele brændes, der blev
forespurgt om nogen ville gøre det, jeg meldte mig, det
var ikke et behageligt arbejde, jeg fik et par fridage
for det, efter 28 dage i Saigon fortsatte vi rejsen
nordover, på hjemrejsen efter Bangkok blev ungtjeneren
igen syg efter at have kontaktet Medical, fik vi besked
om at søge havn hurtigst muligt, så maskinen fik lov at
yde alt hvad den kunne det blev til godt 16 knop
fuldlastet, vi nåede tidsnok til Singapore, hvor
ungtjeneren kom på hospitalet nok engang og redde livet.
I midten af
tresserne var jeg påmønstret "Sibonga" også
for en østen rejse, vi lå også denne gang i Saigon, da
der kom Taifunvarsel, Taifunen kom oppe fra Hong Kong
området med kurs ned mod os, Kaptajnen Zhargo Pedersen
valgte at forlade Saigon hurtigst muligt, ned med bommene
skalke lugerne, ned af floden og kurs mod Philipinerne,
men da Taifunen var på højde med øen Hainan, drejede
den over mod Philipinerne, og da vi var for langt ovre
måtte vi vende om og gå ret i mod den, så brød et
helvede løs vi rullede og bankede pæle i så det var en
gru, regnen væltede ned, pludselig sprang 3 af vores
vejrdæksluger af på 2. og 3. lugen, dækslerne røg ud
til skanseklædningen den anden ende blev stående på
lugekarmene, skipperen vendte skibet op i mod søen så
vi havde nogenlunde læ på fordækket, vi matroser havde
livliner på mens vi prøvede at få lugerne på plads
igen, det lykkes os ved hjælp af spillene at hale
lugerne op igen, men de var skæve, vi hentede hvad vi
havde af patenttaljere, og fik trukket dækslerne ned i
karmen igen så vi kunne få presenningerne på og
skalket igen.
Kompagniet havde
fået besked på at vi var i alvorlige vanskeligheder,
efter sigende havde de næsten opgivet os.
Efter fordækket
kom agterdækket, der havde vi 50 tønder med kemikalier
som alle havde revet sig løs og trillede rundt mere
eller mindre fyldte, alle som var i stykker varpede vi ud
over siden det var et farligt arbejde da vi stadig
rullede, men det lykkes uden at nogen kom til skade. Det
som var i tønderne blandet med vand havde dannet noget
svampeligende stof som havde sat sig under lugekarmene og
skanseklædningen, inden vi nåede Hong Kong, havde vi en
gang skylleluftbrand, gnisterne derfra antændte svampen
så vi måtte slukke det uden den store dramatik.
Da vi nåede til
Hong Kong efter 8 dage fik alle fri i 3 dage, passagerne
havde fået nok, og ville ikke fortsætte rejsen.
Da lugerne blev
åbnet var næsten alt ødelagt, vi havde nogle Ferrari
biler i underlasten, der var ikke meget bil tilbage, da
de havde fået marmor blokke ned over sig, som havde
stået på mellemdækket, alt var et virvar i lasterne,
vi redde livet og skibet, så skidt være med resten.
Jeg har desværre
mistet min søfartsborg fra den tid, så derfor ikke de
nøjagtige tidspunkter, Hvis nogen som læser dette, og
var med på de 2 ture og har årstallene, så send dem
til Willy.
Dette var
beretningen om de mest dramatiske perioder i min tid i
Kompagniet.
En hilsen til alle
snesejlerne.
Henri Holm.
Hej, jeg hedder
Erland Christensen
Jeg er stadig aktiv skibsfører.
Jeg gjorde i 1964-65
tjeneste om bord i m/s. MALACCA, som letmatros. Jeg vil
gerne bidrage med et lille tilbageblik fra den tid.
I.h.t. min søfartsbog mønstrede jeg den 16. november
1964 i København (skibet lå i dok hos B+W) Vi sejlede
til Gavle, Luleå, Karlsborg og jeg tror vi var i Kotka
også. Derefter returnerede vi til København og her blev
en del af besætningen skiftet. Den del af besætningen
jeg husker er: Kaptajn: Lassen (jeg mener vi kaldte ham
"Træskolassen", han gik altid i hvide træsko)
O-styrmand: Sonnichsen (stavningen er som husket), Men
han var kun med rundt i Europa. 2. styrmand: Grumsen
(eller Grummesen) bådsen: Børge Larsen (Esbjerg)
matros: Hans Burchardt 2. letmatros: Jeg husker ikke hvad
han hed, men det var "bagerens søn" (fra
Tagensvej tror jeg.) Donkeymand: Vig Vagn Greve (han
levede vel op til sit navn) Det jeg husker bedst var at
tømreren havde bygget et skelet til et sommerhus til
bådsen af dunnage fra papirlasten (4x 4 tømmer), som
han havde fået lov at tage af skipperen. Det passede
lige på 5 lugen, og der blev holdt rejsegilde midt i
Biscayen. Inden ankomst København, blev det stuvet
sammen så det lignede dunnage, og så blev det lastet
på en lastvogn og kørt til Ringkøbing Fjord. Rejsen
var præget af mange lange havneophold. Vi gik på grund
i Skienfjorden (lastede salpeter på Herøen og cement i
Brevik.) Grundstødningen betød dokning i Kiel, og det
betød så at vi ikke kom ud fra Europa inden jul, men
til gængæld holdt et mægtigt julegilde bl.a. i Green
Island Bar i Rotterdam. Gilder holdt vi i øvrigt
rigeligt af, som jeg husker det. Efter København var vi
som nævnt på Herøen og så til Kiel. Derefter var det:
Bremen, Antwerpen, Rotterdam, Dunkirk, Port Said, Aden,
Bombay (16 dage), Cochin (8dage) Madras, Calcutta (21
dage), Rangoon (14 dage) derefter hjemtur via stort set
de samme havne bortset fra at vi holdt påske i Genova.
At der kunne tjenes penge på denne sejlads er mig stadig
en gåde. At vi havde mange havneophold, fremgår af min
afregningsbog, jeg havde 430,- kr til gode ved
afmønstring efter næsten 6 måneder, men vi havde det
sjovt.
Med venlig hilsen
Erland Christensen
3 maskinass. i godt
selskab på styemandselever kammer på Sumbawa i 1965 på
vej til Australien.
Der blev ikke bare drukket øl. Bemærk helt til venstre
i billedet, en dypkoger og en dåse Nescafe bliver båret
ind.
Hilsen Uffe Andersen.
Hej du gamle
snesejler!
Som före detta
samseglare i Scanservice, på ASOK båtar, så
är jag mycket intressserad av att få ta del av dina
filmer om de bästa båtarna, den bästa tiden och de
bästa traderna som funnits för en sömand! Jag minns
givetvis alla ÖKs smucket skiber från alla hamnar
på Östern och även i våra nordiska vatten. När jag
var lättmatros på "Japan" så låg vi ofta
samman med "Poona" både på östern och här
hemma och när hon så olyckligt brann i Göteborg hade
vi just lämnat för en kustresa runt skandiavien. När
vi återkom på utresan låg det sorgliga vraket där i
Lundbyhamnen.
Jag skulle bli mycket
glad om du hör av dig och låter mig få beställa
filmerna av dig. Tänk att få återse alla dessa platser
som man bara drömt om de seanste trettio åren! (Og alle
piger!?)
Bästa hälsningar!
Lasse A
Hej igen!
Jag har haft stor
fornöjelse av dine sider och jag är meget glad för
muligheten att bestille filmerna. Du tar väl inte in
något från en som "bara" seglade i
"Svenska ÖK" men vi seglade ju under samma
röda propeller i kompaniflaggen (Scanservice!) så jag
gör ett försök.
 .
"Japan"
laster tømmer Otaru 71.
- Hösten 1971, ett
halvår före Kina-Karsten, låg vi med gamle
"Japan" i Otaru och lastade virke i närmare
fyre uger och det vet ju alle hvordan det går till under
så långa hamntörnar! Förmodligen samme kaj som på
Kina-Karstens paene billeder och bara ett par block från
Enishi Bar där vi tillbringade en stor del av vår fria
tid. Jag tycker mig känna igen baren på Karstens bilder
(och i så fall är det nog jag och mina skeppskamrater
som hängt ASOK-flaggen och Göteborgsgösen på
skottet!) men Mama-San på Enishi Bar var Youmi
Hanabata då vi var där? Jag extraknäckte där på
kvällarna som inkastare (och utkastare vid behov!) Jag
fick lön i form av fri Kirin och "umgicks" med
en blyg servitris som hette Leiko. Jag hade ett block med
rabattkuponger (ses på bild!)
som jag delade ut
till förbipasserande japaneser och dom ju är för
väluppfostrade för att tacka nej så det blev en del
äkta män som kom sent hem till familjens kvällsvard.
Min kompis Pelle hjälpte till bakom bardisken när det
var mycket att göra och honom tog Youmi själv hand
om. Leiko och jag fick låna Youmis lilla Toyota
och for på picknick uppe i bergen och vi var alla som en
liten familj. Pelle och jag försökte få mönstra
av men vi hade "svensk hamn" så försten
bad oss ta tillbaka böckerna vilket vi gjorde när vi
nyktrat till. Dessvärre har jag varit dålig på
att ta foton under min sjökarriär men jag har några
andra minnen därifrån och så har jag fått ett par
"Instamatic" billeder från dåvarande
andrestyrman, en australiensare vid navn Grant MacKenzie
som vi plockade upp i Cristobal når den ordinarie fick
sjukavmönstra där på utresan.
- En "halv
fridag" gick jag och en matros vid navn Tommy Dahlin
upp i byen för att proviantera. Vi hittade en lille
spritbutik och till vår förvåning stod där ett parti
med Pommac-kassar på golvet!? "Först en
Pommac!" stod det på klingande svenska på
kassarna. Hade det varit Carlsberg så hade vi inte
reagerat, men svensk "vand" i mörkaste
Japan!!?? Jag köpte en sexpack bara för att visa
grabbarna. Vi köpte förstås en kasse Smirnov också
och när vi gick ombord så såg skepparn vår last men
han tyckte bara att vi var små
på groggvirket! Mycket hände på den båten och
jag har fortfarande kontakt med överstyrman,
andrestyrman, båsen och Pelle och vi har våra
reunions sedan ett par år tillbaka. Nostalgin sätter in
på gamla dar!
- Nämnde matros
Dahlin "glömde" att säkra
ankarkättingen på babords ankare när han höll på att
måla ankarspelet i Indiska oceanen på den hemresan. På
natten vi fick en storm och vid tretiden på natten
orkade bromsen inte hålla ankaret så det löpte ut
i full fart fram. De båda ankarkättingarna var
sammanschacklade i bottnen på boxarna och det, plus att
jungman på vakt hann fram och tajta bromsen, gjorde att
allt inte bara löpte ut utan blev hängande
med alla schacklar ute, mitt i sjön, i dåligt väder.
Ankarspelet orkade inte självt hiva upp det hela
utan vi fick ta hjälp av hissvajervinscharna på
fördäck för att så sakta få hem det hela. Hela
däcksgänget var där framme utom jag för jag fick ta
rodret och stod torr från överspolningarna men våt av
svett, för det var inte lätt att hålla upp mot vinden
med knappt styrfart. Efter fyra-fem timmar så var
ankaret uppe, till pris av en massa sprängda
hissvajrar och ett sjöblött däcksgäng, men alla var
nog i alla fall rätt nöjda med sin insats.
- Ja, många är
minnena från alla goda hamnar på östern och alla
dom riktiga barerna med heta kvinnfolk och kalla
öl. "Hong Kong Bar" i Penang,
"Jungelbaren" i Port Swettenham, alla barerna
på Anson Road i Singapore; "Paradise",
"Seaman's Paradise", "Champagne Bar",
mfl och en "flied lice" mitt i natten bland
billiebojsarna på Bugis Street. Kobe var lite av en
hemmahamn på östern med "kustledigt" hemma
hos Chico.
- Sedan har vi
sydamerika och Karibien också, men det är en helt annan
historia!
Ha det! Som norskarna siger.
Kære Willy snesejler
Tak for det store arbejde,
du har lagt i denne hjemmeside.
Jeg fik helt vand i øjnene, (glædestårer) da jeg
læste den, og da jeg så de mange fine billeder. Det er
jo klart, at det kalder rigtig mange, både dårlige men
flest gode minder frem.
Jeg har sejlet som
maskinassistent i SAMOA. Vi startede fra B&W lige
først i Dec. 1953.
Turen gik op til Gaevle og Søderham i Sverige efter træ
og papir, som skulle med til Australien, og uha, som jeg
var søsyg, ja, - jeg brækkede mig, selv efter vi var
tyret fast til kajen oppe i Gaevle.
Næste havn var Gøteborg og da vi gik op gennem Øresund
og vi vinkede farvel til København, tænkte jeg ved mig
selv, det bliver vist en grim tur jeg her har vovet mig
ud på, nu skal vi helt omkring Australien inden vi
kommer hjem igen. Vi havde, på dette tidspunkt, ikke
meget last, så skibet skabte sig noget, eftersom det lå
højt i vandet.
Ledsagerbåd om bord
Handlende sælger
marokkopuder og lædermapper
Der er jo rigtig meget at
fortælle om fra sådan en tur, men den vil jo nok ligne
en af dem der allerede er skrevet om ØKs skibe. Det jeg
godt kunne tænke mig er, at høre fra de tre andre
assistenter, som var med på turen.
Suez
Det var Lassen, samt
Poulsen, og Pedersen. Jeg husker ikke deres fornavne.
Maskinchefen hed Ernst Simonsen, Anden- samt tredie- og
fjerde-mester husker jeg heller ikke hvad hed. Måske
tredies navn var noget med Deleuran, han var vist nok fra
Esbjerg.
Port Sudan lastes
harpiks ved håndkraft.
Jeg kan ikke finde
pæne og gode ord , der er nok dækkende, for det
kolossale arbejde, du har lagt i denne snesejler-side.
Det er helt fantastisk.
Et kig
ned i lastrummet
Kokken,
Phillip og Vagtmanden
Det ærgrer mig, at
jeg ikke har taget billeder nede i maskinrummet, men jeg
husker det, som om det var i går. Indretningen med de
tre hjælpemotorer, - køler-kompressorrummet med
ammoniak kompressorene. - Skrueakslen og Bærelejerne ude
i gennem tunnellen.
Sandal
sælger Aden
Jo, - Willy, - Det
kalder virkelig mange minder frem.
Jeg gik hundevagten
sammen med 3. mester, en herlig mand, som lærte mig
mange ting.
Jeg skulle fx.
omregne Fahrenheit grader til Celsius. Nogle af
termometrene nede i fryselasten var Fahrenheit, og der
skulle skrives Celsius i journalen. Det var også ham,
der lærte mig, at udregne HK. Jeg var jo kun udlært
vogn- og beslagsmed dengang. Da vi var kommet til
Søderham, skulle vi lynhurtig afmontere dækslerne ind
til krumtaphuset, og mærke på lejerne om der var nogen,
der var unormalt varme. Jeg stak hovedet ind og kiggede.
"Tak ska du ha, - hvor meget af det her kører
rundt," sagde jeg til mig selv. Jeg havde jo aldrig
set så stor en motor før.
Samoas
fodboldhold
Ernst
Drastrup - og "messepeter"
Samoa
ved kaj.
Samoa
går under den berømte Sydney Harbor Bridge
del af
den berømte Sydney Harbor Bridge
Styrmandsaspirant
Gunner på vej op af landgangen
I
Rødehavet møder vi den gamle India.
En dag lige før
middag, inden jeg skulle ned på vagt, gik jeg en tur ud
til rælingen og kiggede ud over havet, Assistent
Petersen kom ud til mig, tog hånden op til panden og
spejdede ud over Det Indiske Ocean, og sagde:" Hva
f......, er vi allerede kommet så langt," (vi havde
kun set vand de sidste 14 dage).
Rigtig mange venlige
hilsner
Ernst Drastrup.
Hej Willy
Lidt om mine
egne oplevelser med ØK :
M/S "Simba" var det første langfartsskib, jeg
som 16 årig var påmønstret, idet jeg inden da
kun havde sejlet som skibsdreng på skonnerten
"Hebe", bemandet med skipperen, hans kone
og jeg.
"Hebe" lastede jernskrot forskellige steder i
Danmark, som skulle til smelteovnene i
Frederiksværk.
Herefter var det ud
og se den store verden, og gerne noget med østens
mystik, men det blev i første omgang en rundtur med
M/S "Simba" til vestkysten af USA og Canada,
fra 19. nov. 1970 til 19. feb. 1971, med J. Nielsen som
skibsfører, jfr. søfartsbogen. Farten var vistnok
et samarbejde mellem engelske Blue Star Line og ØK.
Da turen efter lastning i Århus, Glasgow og et par andre
nordeuropæiske havne, både gik til Sct. Thomas og
Christobal ved Panamakanalen, fik jeg hurtigt
øjnene op for, at der også var andre spændende
steder end fjernøsten. Dog var det lidt af
et kulturchok som 16 årig, at komme fra
Scotland, med relativt uskyldig flirten med de
skotske piger til lørdagsballet i sømandskirken (
skarpt overvåget af deres forældre) til den langt mere
direkte facon, som pigerne i Christobal benyttede.
Livet ombord blandt os 5-6 drenge var en blanding af godt
og mindre godt kammeratskab, ædel kappestrid om alt
muligt, herunder i " hvem kan få flest
whiskyflasker med op fra underlasten?", hårdt
arbejde i mange timer om dagen, lidt slåskamp ind
imellem, og en fælles enighed om at det var
sjovt at drille kokken "Bjarne Hungernød",
hvis svar på spørgsmålet: " hvad er det
varme i dag, kok", altid og uden undtalelse, var:
"det er koldt", efterfulgt af et svedent grin.
En af de faste "jokes" var at fløjte i
talerøret mellem pantry og kabys, og når
"Hungesnødden" så satte øret til tragten for
at høre beskeden, var det ikke altid en besked, men
en kande isvand der kom ud af ud at røret. Det synes vi
var rigtig sjovt dengang.
Turen gik videre til San Pedro med vandflyvere og
tatoveringer til de "modige", og ikke mindst
til San Francisco med hippier, Chinatown og Alkatraz.
Bare det at køre i bil ned af den samme snoede vej som
Steve McQueen havde gjort i filmen
"Bullit" i en Ford Mustang, var hele turen
værd, selv om vores tur var i den norske
sømandskirkes Chevrolet Van.
Inden turen gik hjemover igen, var vi i Vancouver, hvor
vi bl.a. så spækhuggerne optræde i Aquarium og i Port
Angeles, hvor vi var i en biograf, hvor man kunne købe
varme "buttered" popcorn, og sågar
også kunne ryge cigaretter under forestillingen.
Tilbage i Europa var min kammerat, Lars Høite, og jeg
så uheldige at blive agterudsejlede i Rotterdam. Efter
en fugtig tur gennem Kattendrecht endte vi
på Norge Bar, hvor vi glemte tiden, så da vi
endelig kom ned til kajen, nåede vi lige at se
agterenden af "Simba" på vej ud mod Hook van
Holland.
Agenten kunne kun tilbyde en seng i den lokale
politistations fængsel. Dagen efter blev vi på
konsulatet udstyret med en enkeltbillet til Le Havre,
samt et nødpas, så vi kunne komme tilbage og passe
vores arbejde på skibet. Ombord i Le Havre blev der
nedsat en søret, der idømte os 99 års karantæne
fra ØK efter hjemkomsten. Vi spurgte ikke,
om vi efter karantænens udløb skulle møde op om
formiddagen eller om eftermiddagen, da vi godt kunne se,
at det var en alvorlig ting at blive agterudsejlet. Til
Kompagniets fordel skal det også tilføjes, at vi aldrig
blev trukket i hyre for 1-2 dages manglende
arbejde, eller for de øvrige omkostninger vi havde
påført ØK til togrejse, madpenge m.v.
Senere blev jeg
uddannet maskinmester , og har også søgt hyre hos ØK
uden at få stukket "karantænen" i næsen, men
af forskellige årsagen blev det alligevel ikke hos ØK,
jeg fik min sejltid som maskinmester. I stedet blev
det i Dannebrog og Mercandia, men det er en helt anden
historie.
Med venlig hilsen
Steffen Agger.
Hej Willy !
Jeg har med tårer i
øjnene studeret din side, og kom pludselig i tanker om
en del gamle billeder jeg havde liggende på loftet.
Her er der et par stykker af dem.
Hilsen Birger Helle.
Fest på
poopen
Hej !
jeg startede som ungmand
i Kina 65. og var med den i 2 rejser med "Karl
mangepenge" som skipper jeg var med dengang vi
var ved at blive minesprængt på vej op til Saigon, vi
var så heldige at vi lige var drejet af for nogle
fiskerbåde der kom ud fra en sidekanal, ellers havde vi
fået eksplosionen lige op i 1. lasten sikken en panik
der blev med amerikanerne, der kom både jagere og
bombefly og bombede inde i junglen, da de mente at den
blev aktiveret inde fra land, men en af deres
helikopterhangarskibe var ikke så heldig, den stod på
bunden af floden efter sprængningen da vi sejlede ud
igen og det var slået stort op i aviserne i Danmark, at
der var fare for vores liv derude i krigssonen.
Man kan også se på nogle af billederne, at der også
var tid til fest i messen, to af matroserne der skal
forestille at spille guitar oppe på bordet er Rudi
fra Nakskov og Flemming der var fra København. Fyren med
det smalle fuldskæg hedder vist nok Peter
Ellers har jeg haft 2
rejser med Busuanga med Gunner Jensen som skipper, og en
rejse med Asmara med Schøtt Skov som skipper og Tipsmark
som 1. styrm. Både Busuanga og Asmara var jeg letmatros
på.
Mange hilsner: Steen
Nielsen.
Se
også de andre sider !!!
|
