"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 15 

Hermed erindringer fra tiden under Kaptajn Zacho.

"Orkan-Zacho" (Patagonia: Indien 1964).

Jeg var færdig med skolen. Jeg var 17. Jeg ringede til ØK´s forhyringskontor Tordenskjoldsgade 24, København. Svaret var: ”Vi sender et ansøgningsskema. Hold dig parat.” Jeg fik en opringning: ”Stil på Orient-kajen i Københavns Frihavn". Du er forhyret på M/S ”Patagonia” som restaurationsdreng. ”Patagonia” skal til Indien”.
Så ankom jeg til Københavns frihavn. Der lå det mægtige (sådan forekom det) sorte skib og lastede. Jeg havde aldrig før været i en handelshavn og var forbavset over den trolige leben på kajen. Kraner halede mægtige ladninger om bord i skibet, trucks spurtede frem og tilbage, det myldrede med havnearbejdere.
Så vidt jeg husker præsenterede hovmesteren mig for den ”afgående” mester-kammerdreng. Jeg fik et lynkursus i at rede en køje. Der var ikke tale om dyner, men, på engelsk vis, 2 eller 3 tæpper – afhængigt af temperaturen – samt lagen og hovedpude. Lagnerne skulle, foldet om tæpperne i siden, have knivskarpe hjørner på militær vis.
Vi skulle kaste los hen på aftenen. Så den lyd jeg kom til at elske: Efter trosserne var kastet, lyden af det mægtige maskineri, der går i gang mens lodsbådene langsomt trækker os ud på åbent hav. Lyden der varsler eventyr, rejse, orient, andre dufte, andre sprog, andre hudfarver - kort sagt; lyden der varsler spænding og liv.

En mesterkammerdrengs job starter om morgenen. Så teknisk set havde jeg fri, da vi stod ud på Øresund og stak mod syd. Vi skulle gennem Kielerkanalen til Bremerhafen. Jeg husker denne aften, en skyet juni aften. Vi skulle hilse på hinanden. Vi var 4 drenge: En styrmandskammerdreng, en messedreng, en pantrydreng og mig. Det var for os alle den første lange sejltur. Mens vi gik rundt inde i skibet og undersøgte vore omgivelser (jeg noterede mig en kalender fra det fjerne Singapore) mødte jeg pludselig en fantastisk skikkelse. En middelhøj mand er bar sarong (østens klædning). På sin nøgne mave var der tatoveret en fuldrigger, som en indskrift meddelte var ”Cutty Sark”. På hovedet havde han en blå strikhue. Ørenringe af guld i begge ører. De tøfler jeg lærte at kende som ”Jesustøfler”. Det var bådsmanden Georg, matrosernes umiddelbare chef (under styrmændene).

Den første morgen jeg som unge knøs havde forladt sin fædrene gård og ser ud over skibssiden ser jeg grønne marker, fredeligt græssende køer på en afstand af 50 meter. Jeg var nær gået bagover. Vi lå i Kielerkanalen. Aldrig så snart var vi ved Kaj før jeg blev kaldt op til kaptajnen af en matros. Hvad i alverden! Hvad havde jeg gjort? Nu stod jeg på Broen, for første gang i mit liv konfronteret med ”Orkan-Zacho” som jeg allerede vidste var skipperens øgenavn. Han viste sig at være en lille, overmåde behåret mand med en vorte nær næsen og en udslukt cigar i munden. Rygtet ville vide at han undertiden solgte en redningsbåd (eller to) til fattige fiskere i Østen. Når så Kompagniets mænd kom ombord hjemme i København, var hans evige forklaring: ”De både røg i en orkan”. Deraf Orkan-Zacho. Nå, sagen var at jeg havde tømt en spand sæbevand ud over ræglingen, og sæben havde efterladt en hvid stribe ned langs siden. Jeg indrømmede min tankeløshed. ”Nå skidt, gør det aldrig mere, mester!” Orkan-Zacho kaldte ALLE under sig ”mester”. Det gjaldt overstyrmanden, det gjaldt maskinchefen, det gjaldt mig. Han var den totale tyran. Alle under ham selv behandledes lige. Langt senere, 2 dage op ad Brahmaputra i Østpakistan (en bred flod, der løber parallelt med Ganges) hørte jeg pludselig, mens jeg gjorde maskinmestrenes toilet rent, et helvedes brøl: ”Mester!”. Både maskinchefen og jeg stillede. Men også denne gang var det mig: Han mente ikke jeg havde det rette ”tav” på at gøre et lokum rent! Snart efter stod Orkan-Zacho på hovedet i lokummet med en skurebørste: ”Sådan, mester!!”. Orkan-Zacho var afholdt af os alle. Han kendte alle knebene i Østen. Han fik os ind i Bombay 4 dage før planlagt fra havne-myndighederne ved at morse at der var medicin i lasten.

Bremerhafen, Rotterdam og Antwerpen var skuffelser. Men vi lærte hinanden at kende. Pantrydrengen var Peter Ringgaard fra Silkeborg, senere filminstruktør og kæreste med Anne-Marie Max-Hansen. Ham og jeg kom godt ud af det sammen. Det skulle blive et årelangt venskab. Jeg husker kun svagt de to andre ”drenge”. Så kom Portugals lange klippefyldte kystlinje til bagbord og vi rundede Gibraltar og satte nordpå mod Marseilles. Jeg husker meget fra Marseilles. Jeg havde valgt fransk i 3.real. Jeg husker sælgere om bord på skibet, der solgte pornografiske billeder (1964). Disse billeder var åbenbart taget i sidste århundrede, og jeg fortryder i dag, jeg ikke købte nogen, da de i dag ville være samlerobjekter. De solgte ”hjortespring”, en eliksir der formodedes at styrke potensen. Men mest husker jeg den lange klatretur, en brændende varm dag, op fra havnen til den nærmeste bar. Jeg husker svagt baren og mændene derinde. Jeg husker en aften på havneterrænet (gammel træningsplads for Fremmed-legionen) hvor vi ”drenge” blev forfulgt af en vanvittig bilist i en 2CV. Han havde åbenbart til hensigt at dræbe os. Det endte med at en af drengene kastede en stor sten gennem forruden på hans bil og han kolliderede med en mur.

Sejlturen mod Suez. Vi passerede i det bløde middelhavstusmørke vulkanen Stromboli, fra hvis kratere der til stadighed er flammer og røg. Der var 4 dage til Port Said ved indsejlingen til Suezkanalen. Det eneste man ser er en moské og en klynge palmer. Moskéens kuppel er gylden. Og så Kanalen. Skibet vrimlede af arabiske sælgere, der tog turen med os ned til Ismailia, som ligger ved en sø halvvejs gennem Kanalen. ”Fine grejer. Fine grejer. Ingen kan se det er pap”. Hvilken dansk sømand der har lært dem den remse ved jeg ikke. De falbød alt: kamelsadler, kamelpiske, fotoalbums i såkaldt læder m.m. En matros vi kaldte ”cykelsmeden” købte et fotoalbum for at se om det nu også var pap. Det var det. Da han kom ud på dækket efter af have checket sit køb, lå sælgeren på fjerede luge og bad til Allah. Cykelsmeden tog ham i hoved og røv og smed ham ud over siden. Nu er det sådan at Kanalens sider er sten, der skråner let op mod den omgivende ørken. Araberen kravlede op og løb langs skibet i ørkensandet, idet han overøste os med arabiske forbandelser Rødehavet var forfærdeligt varmt. Hernede var der et sådant varmeflimmer at vi måtte bruge sirenerne.

Aden. Vi skulle ”bunke”, altså tage brændstof ombord. Igen vrimlede skibet med arabiske handlende. Men denne gang tilbød de japansk teknologi: transistorradioer, kameraer, grammofoner osv. De var halvnøgne, klædt kun i lændeklæder, og det forlød ombord at de bar dette lændeklæde fordi de mente Muhammed skulle genfødes af en mand. De stjal hvis de fik chancen. Børge Fruelund var for alvor kommet hjemmefra!

Vi skulle nu nordpå mod Karachi, hovedstaden i Vestpakistan. Indtil nu havde vi haft mildt opholdsvejr, men nu ramtes vi af Passaten, der blæser i Det Indiske Ocean. Vi havde høje bølger ind, men fra agter. Vi passerede nær forbi en engelsk sejlbåd, der kom skøjtende ned ad en mægtig bølge. Flot syn. Delfiner og flyvefisk... Vi ankrede op ud for Karachi. Det var uvist hvornår vi kunne komme i havn.
Nu var det således at det var mit job at bære tomme ølflasker ned i kabyslastrummet hver morgen. Udenfor mit lukaf, som jeg delte med en anden dreng, stod der stablet en 15-17 ølkasser op hver morgen. Det var dengang der var 50 i en kasse. De skulle bæres ned af en trappe (”lejder”) hver morgen. Jeg stank konstant af gammel øl. En nat mens vi ventede ud for Karachi vågnede jeg ved et frygteligt brag. Jeg konstaterede straks at skibet tumledes voldsomt fra side til side, faktisk så voldsomt at jeg troede der var kæntringsfare. Jeg fløj ud af køjen. Ude på gangen var alle ølkasserne væltet og gangen flød med glasskår, mens skibet tumledes fra side til side. Men tilsyneladende sov alle andre trygt. Jeg gik hen og åbnede døren ud til dækket, men det eneste jeg så i det tropiske mørke var en mur af vand, der nærmede sig. Jeg skyndte mig at lukke døren. Men havde jeg ikke set noget andet? En mand? Stod der ikke en mand derude? Længere henne langs rælingen ? Jeg åbnede døren igen. Jo! Der stod 1.Mester ravende fuld. Tilsyneladende vidste han dog ikke om skibet virkeligt tumledes rundt, eller om det blot var ham der var fuld. Han tog flaske efter flaske og placerede på rælingen, og så hver gang med den yderste forbavselse på den, når den væltede ud over siden. Jeg var for forskrækket til at le dengang, men jeg har tit leet ved erindringen. Det viste sig senere at en tyfon var passeret nogle hundrede sømil sydligere, og at vi var blevet omtumlet af dønningerne.

Karachi. En vrimmel af mørke, dårligt klædte havnearbejdere på den solbagte kaj. Om aftenen lejede vi en hestevogn og tog på sight-seeing. Jeg tror vi var os 4 drenge. De andre ledte vel efter et bordel, eller var blevet ombord, da de vidste det var vanskeligt at finde et værtshus i det muslimske Karachi. Gadernes menneskemylder! Hundreder, hvis ikke tusinder der sov i porte og på fortove. Jeg husker en der sov i den brede karm i et vindue i ”Bank of England”.

4 dage til Bombay. Der lå vi på ”floden ” i umindelige tider, måske en uge og vi var ikke alene. Parallelt med os i morgengryet lå fragter efter fragter opankret. Så var det Orkan-Zacho fik den ide at morse ind til havnemyndighederne, at der var medicin i lasten. Vi lettede straks anker. Det første jeg så af Bombay var en badutspringer på kajen. En halvnøgen, mørk ung mand slog kraftspring hen ad kajen i håb om at få mønter tilkastet. Her i Bombay mistede jeg min uskyld. Det måtte jo ske. En alfons fra bordellet ”47” i Jeweller Street kom ombord. Der var få værtshuse i Bombay, men denne alfons drak som en fisk. Det hele blev arrangeret. Vi skulle køre i hestevogn. Hvem var med? En motormand i hvert fald, det husker jeg. Halvfulde passerede vi i hestevognen igennem en park. Én skulle tisse. Han stillede sig i vejkanten og lettede sin nødtørft ned mellem de mægtige, knudrede rødder på et Mangrovetræ. En mand springer ud af mørket mellem rødderne. Man havde tisset ned i hans soveværelse!!

Vi kom til bordellet og blev ledt ind i ”hall´en”. Her sad en 20-30 piger i sari´er og af varierende skønhedsgrad. Vi fik serveret cola. De andre forsvandt med piger, en efter en. Jeg sad tilbage. Horemutter troede jeg var kræsen. ”Sheila”, råbte hun ud gennem et forhæng. Og ind kom en virkelig indisk skønhed med et kastemærke i panden (alle de andre var pariah`er). ”How much?”, ”45 Rupees”, ”Okay”. Jeg gad ikke forhandle. Det var en uhyrlig sum. Jeg havde hørt de andre tale om 8 og 10 rupee. I dag tror jeg, at jeg ved siden af pigens uomtvistelige skønhed, betalte for kastemærket i hendes pande.
Hvordan var det? Forbavsende lidt sexet, men meget orientalsk. Hun havde en kalender der viste Gandhi i hendes (store) værelse. En overvældende sødlig duft af røgelse. Efter den pauvre forestilling tog jeg om natten hendes petroleumslampe og undersøgte hvorledes en nøgen pige ser ud. For at komme ned skulle man klatre ned ad en ”hønsestige”. Overalt lå glædespiger i den dybeste søvn. Jeg snublede på ét af trinene og faldt ca. halvanden meter ned i en dobbeltseng, hvori der lå mennesker. Postyr. Petroleumslamper tændtes. I sengen lå, som det skulle vise sig, en hollandsk marinesoldat, endnu med kraven på. Han havde 2 piger i sengen. Vi fik en snak. Hvordan jeg kom tilbage til ”Patagonia” husker jeg ikke.
Vi lå næsten 5 uger i Bombay. Tiden blev lang. Nogle ville i biografen. Men overalt spillede man sødladne, indiske film, der averteredes med unge elskende (alle med kastemærke) med tårevædede øjne. Indiske film er kvalmende sentimentale. En aften gik Peter Ringgaard og jeg gennem Bombay. Vi mødte en frugthandler. Jeg forlangte for 1½ rupee bananer. Jeg fik et banantræ. Den distribuerede vi til det utal af tiggende børn, som i indiske byer altid følger en med fremstrakte hænder. Fattigdommen var rystende. Måske en anelse værre end Karachi. Vi beså banegården. Gamle damplokomotiver fra kolonitiden. Vi fik også en spåmand ombord. En lille, vissen mand kun klædt i et lændeklæde. Jeg indvilligede i at lade mig spå. Det foregik ved at jeg skulle rulle nogle kobberterninger i mine hænder, hvorefter han studerede resultatet. Betalingen skulle foreligge bagefter, en sjov ordning, da man næppe ville have betalt et stort honorar skulle man blive spået en brat død!
Så, klogt nok, spåede han mig et langt liv (jeg skulle blive 90) samt et utal af børn – den indiske ønskedrøm: hvem skulle ellers forsørge mig i min alderdom? Jeg besluttede imidlertid at bruge spåmanden til mine egne hensigter! Bageren ombord var fra Gadbjerg, en landsby sydøst for Give. Da vi kom fra samme egn havde han fortalt mig meget om sig selv, sin familie og sine venner. Jeg lavede nu en aftale med spåmanden. Jeg fortalte ham alt om bagerens baggrund, hvorefter spåmanden skulle spå ham, naturligvis efter på mystisk vis at have fortalt ham om hans barndom, familie m.m. Som sagt så gjort. Bageren blev spået. Han kom ud af restaurationsmessen hvid i ansigtet over resultatet. Jeg fortalte ham det senere i søen. Megen grin, men også en anelse bitterhed. Vi forlod langt om længe det beskidte havnebassin og stak ned langs Indiens vestkyst. Af en eller anden grund var Colombo på det daværende Ceylon blevet slettet af udturen – måske fik vi ikke last dertil. Så næste destination var Madras på Indiens sydøstkyst.

Madras: en palmebræmme. Jeg husker to motormænd der stod ved lønningen og kiggede på palmebræmmen. ”Hvor langt tror du der er derind?” spurgte den ene. ”Hvad mener du?” svarede den anden, ”Til det nærmeste horehus?” I Madras så vi disse store flokke af hjemløse børn, der tiggede i et væk. De indiske småbørn er kønne og fattige. 6-årige småpiger med spædbørn på armen. Store flokke af sovende småbørn på byens brede trapper. Vi gik op i en tagrestaurant – uden tag. Der var ikke mange gæster, faktisk kun en kvinde i en fornem sari af sølvbrokade og med et kastemærke i panden. Hun sad og lyttede til indisk musik fra jukeboksen. Da stykket var færdig puttede vi mønter i jukeboksen og satte et Beatles-nummer på. Beatles var på højden af deres popularitet og de hørtes overalt i verden. Den fornemme dame henvendte sig til tjeneren. Vi fik en reprimande. Ingen europæisk musik. ”Damen brød sig ikke om det”. Sådan. Jeg gik ud for at handle og jeg besluttede at købe silkebrokade til min storesøster Bodil, der selv kunne sy. Jeg gik ind i én af de utallige butikker, der handlede med silke. Efter afsluttet handel (der blev naturligvis pruttet om prisen) kom den handlende med en lille flad pakke pakket ind i sølvpapir. Den var på størrelse med et stykke pålægsschokolade. ”For you, sir. You take!”
Jeg troede naturligvis det var noget spiseligt, og efter vi var kommet ud på gaden tog jeg et bid af den brune plade. Det smagte forfærdeligt, men jeg fik det ned. Skik følge eller land fly. derefter en gyselig mavepine. Jeg råbte på en rickshaw (disse blev dengang stadig trukket af en kuli).Tilbage til skibet. En forfærdelig nat med en gyselig mavepine og underlige vrangforestillinger. Jeg havde spist hash! Det var vist i Madras at motormand Svend, fik fat i ”grinecigaretter” Vi røg dem til søs. Det var joints. Vi grinede og grinede. Grinet ville ingen ende tage. Året var 1964.

Så kom Calcutta. Gamle Calcutta. Oh du gyselige gamle, rystende by. Dine slumkvarterer, dine bazarer, dine paladser fra kolonitiden. Jeg skulle koge vand til at vaske undertøj, eller rettere: i kabyssen var der en container med evigt kogende vand. Jeg fyldte en spand og gik ind mod mit baderum. Så snublede jeg over dørtrinnet og faldt i det kogende vand. Jeg skoldede mig. Det gjorde avs. Op til overstyrmanden der var skibets ”læge”. Jeg råbte en del. ”Du har vist en lav smertetærskel, Mess var reaktionen på mine brøl. Forbinding. Salve. 1 dag i køjen, hvor de andre ”drenge” gjorde mit arbejde, så op og humpe rundt. De indiske havnearbejdere var lamslåede. Derude betyder liv og død intet, men man frygter smerte.
Et utroligt beskidt havnebassin, som en havnearbejder måtte svømme rundt i for at binde trosserne fast. En forfærdelig by. Bombay og Madras var slemme. Men Calcutta. Vi var efterhånden, selv os drenge, begyndt at blive mere ombord, også om aftenen, i indiske havne. Den samme forfærdende elendighed overalt. Jeg husker den sidste aften, da vi gik i bazaren. På vejen hjem skulle vi igennem et slumkvarter. Jeg havde vel en 14-15 rupee tilbage i indiske penge. Og næste morgen var vi ”bound for Rangoon” som der står i sangen. Jeg besluttede at give dem alle til den mest værdigt trængende tigger, jeg så. Hun stod på et gadehjørne. Nøgen overkrop og en baby på hver arm. I munden havde hun en kobberskål til mønter. Jeg lagde alle mine penge, sedler og det hele i kobberskålen. I chok over kæmpebeløbet droppede hun begge spædbørnene på fortovet og forsvandt ned ad en sidegade. Der stod vi med 2 skrigende børn. Hvad skulle vi gøre? Så vi ventede. Der gik nogen tid, så kom hun snigende. Hun greb børnene og forsvandt. Hun havde vel gemt pengene et sted. Farvel Calcutta!!

Næste destination var Chalna, der, så vidt jeg husker, ikke var opført på ruten som den blev beskrevet i København. Chalna ligger i Østpakistan et par dages sejlads oppe ad Brahmaputra-floden, der løber parallelt med Ganges og har et mægtigt delta. Vi vågnede en morgen oppe i deltaet. Vi var omgivet af jungle på alle sider. Østens floder er ikke som Rhinen eller Donau, næ de er brede og strømmen så langsom, at man næppe aner man er på en flod. Et fantastisk syn om morgenen hvor en rødlig sol hæver sig over den vældige bengalske jungle.
Ved hver havn fik vi lods ombord. Man skulle synes at en lods var i høj grad påkrævet for at navigere på denne flod. Men Orkan-Zacho sparkede lodsen ned fra broen i raseri. De var blevet uvenner. På et tidspunkt sagde kokken til mig ”Prøv lige at gå ned i fryserummet og se hvad der hænger der!” Jeg gik derned. Der hang en flået hund, som lodsen havde købt og nu skulle have med hjem til aftensmad. Dens kæft var forvredet i en snerren, men den var uomtvisteligt død. Allerede her, kan man sige, begyndte ”det rigtige Asien”, her mellem For-og-BagIndien.
I Chalna skulle vi laste jute, en plante der i vesten bruges til hampereb. Efter en halvanden dags sejlads på Brahmaputra nærmede vi os. Der var ingen by at se, men floden blev smallere. Vi ankrede op. Omkring skibet roede halvnøgne kvinder i kanoer sammen med børn og spædbørn. Deres evindelige råb var ”Empty bottles, empty bottles!! som de kunne sælge på markedet. Ombord vrimlede det med handlende. Til min overraskelse en handlende, der falbød is: ”Ice cream, ice cream. Strawberry and banana” Man falbød også aber og fugle, utvivlsomt for nyligt fanget i fælder i junglen. Nogle købte. Koksmathen købte en abeunge. Motormanden Svend en temmelig stor, og, som det skulle vise sig, temmelig vild abe. Flere matroser købte aber. Én matros, kaldet ”Bornholmeren” købte en papegøje. Jeg købte 2 små fugle i bur, der ikke var kanariefugle, men en art tropiske sangfugle. I junglen var der tigre. Vi så et fantastisk syn. Som var vi tilbage i kolonitiden. Et jagtselskab på en tømmerflåde. Under solsejl. Med kølige drinks. Og foran dem et par bengalske tigre strakt på flåden. De drev lige så stille forbi.
1.Mester var som sædvanligt fuld og ville leje et gevær og gå på tigerjagt. Det hele var ved at komme istand, ved hjælp af de indfødte ombord. Han kom vist i land, og rygtet ville vide han nedlagde en papegøje. Vi lå ude på floden og lastede jute. I træerne på bredden sad der tykt med gribbe. Vi var i Junglebogens verden. De bengalske tigre er menneskeædende og må vist, af den grund, stadig jages. De tager børn i landsbyerne. Det var Chalna. Vi lå der 4 dage, så tilbagevejen til Den Bengalske Havbugt. Vi var bound for Rangoon”!!

”Den som Østen først har kaldt på…”
Rangoon fortjener sit eget lille kapitel. Rangoon er Burma, og Burma er Fjernøsten. En totalt anden verden. Farvel Indien, alt hvad der er indisk. Farvel Islam og Hinduisme. Goddag Buddhisme. Vi troede selvfølgelig de ville være gule og skævøjede. Hvorledes kan en digter, der skrev i slutningen af sidste århundrede have så meget ret. ”Åh den vej til Mandalay fuld af flyvefisk i leg”. og i Den Bengalske Bugt var der flyvefisk. Masser. Når disse store flokke kom svirrende ud af en bølge, og vi fik søerne ind fra siden, landede de på dækket i store mængder. Vi stegte et par stykker og de smager fortræffeligt. Én fløj ind gennem kokkens åbne koøje mens han sov middagssøvn og landede i hans køje. Disse dage i Den Bengalske Bugt. En svag varmedis. Passat. Koksmathen der sidder i døren til kabyssen og skræller kartofler. Byger af flyvefisk. Undertiden delfiner i bovvandet. Åh den vej til Mandalay! Og aberne? De omkom på de underligste måder. De kendte ikke til teknologi og det blev manges skæbne. Elektriske installationer. Koksmathens først: dette var en abeunge, der var ganske tam. Den troede koksmathen var dens mor. Den sov ved hans øre om natten, rullet sammen på hovedpuden. Nu var det således at vi havde ventilationsvifter i alle lukaf´erne. Det var ren rutine at tænde sin vifte når man kom ind i sit lukaf. Det gjorde koksmathen en dag i Den Bengalske Bugt. Bang! Aben, der havde taget ophold på viften, blev slynget af centrifugalkraften ind i det modsatte skot, død på stedet. Svends store, vilde abe? Den måtte overstyrmanden nedlægge med et gevær. Svend turde ikke gå ind i sit lukaf. Den raserede alt og angreb ham straks han lukkede døren op. Matrosernes aber? Ja en aften kom jeg ud på ”poop´en” Her sad matroserne ved et bord i det fri og spillede whist. En sad lænet op ad rælingen. Netop som en abeunge sætter af fra én skulder for at lande på matrosens skulder, trumfer han. Dette bevirkede at aben tog fejl af skulderen og fortsatte ud over siden!! Tror I mig? Det er den rene, skære sandhed! ”Bornholmerens ”papegøje? Det var det morsomste. Bornholmeren kom naturligvis fra solskinsøen, deraf navnet. En dag i den Bengalske Bugt kommer han ud på dækket og siger på uforfalsket bornholmsk: ”Min papegøje er fløjen!” Han pegede ud over det endeløse ocean: ”Den røg den vej!” Han havde glemt at lukke sit koøje.

Det var ved middagstid vi langsomt sejlede op ad den brede flod Irrawaddy, der fører op til Rangoon. På begge sider velplejede rismarker. Vi var blevet fortalt om ”Den Gyldne Pagode” ,Rangoons største seværdighed. Dens tårn er beklædt med bladguld. Et fantastisk syn. Det første glimt af Rangoon var pagodens tårn, der ramtes af solen og skød som en fakkel mod himlen. Den østlige himmel var dækket af kulsorte skyer, der varslede monsunregnen, der satte ind umiddelbart over middag (hver dag). Havnen: ganske og aldeles forskellig fra indiske havne. Vi ankrede op på floden Irrawaddy. Rundt om os junkelignende både. Vi var i en anden verden. Vi var i Østen. I Rangoon lærte vi en del unge mennesker at kende. Disse var børn af militærfolk fra det engelske kolonistyre. Deres fædre var engelske soldater (”Kom igen, soldat fra England…”), deres mødre var burmesiske kvinder. Den engelske hær sørgede godt for mødrene og børnene, men de var faderløse. De var kristne (anglikanere). De talte engelsk indbyrdes og burmesisk til deres tjenestefolk. De drev rundt i havneområdet for at møde europæere. Og vi var de eneste europæere i havnen på det tidspunkt.
Vi blev inviteret hjem. De boede i villaer i Rangoons udkant. Jeg husker en sådan aften hos min anglo-burmesiske ven Colin Sett. Vi blev placeret på puder langs væggene. Moderen klappede i hænderne og et par indisk udseende tjenestepiger kom ind. Jeg fik senere oplyst at de tilhørte den indiske folkestamme ”draviderne” fra Nordburma. Der blev serveret cola og popcorn. Snakken gik. Vi blev inviteret til ”garden-party” af en sorthåret skønhed. Haven, der stødte umiddelbart op til junglen, var oplyst af kulørte lamper. Der blev serveret en bowle. Jeg talte på et tidspunkt med datteren af huset, skønheden, der havde inviteret os. Jeg gjorde hende opmærksom på, at man som europæer følte sig lidt utryg. Slanger, gekkoer, skorpioner, alskens giftige insekter. Hun fortalte at hendes far, (englænderen), havde bygget en sandkasse i et hjørne af den have vi stod i. En dag hun sad og legede var der en tiger vandret tværs over græsplænen.

Vi blev inviteret til party i den amerikanske ambassade! Dans, og cola. Jeg dansede med en sorthåret skønhed. Hun kiggede på mig og udbrød forbløffet: ”Blue eyes!!” Det var Francis de Glanville, som jeg skrev med en periode. Hun var da 17 og forelsket i Peter Ringgaard, der gik rundt i Rangoon og kaldte sig ”Pierre” for at gøre sig interessant. Jeg har stadig et brev liggende fra hende. Heri beklager hun, at jeg må vaske mit eget tøj: ”It really is a woman´s job” Jeg tog fri en dag i Rangoon. Der var 3 fridage på hele turen, ellers var det arbejde hver dag. Jeg ville bese den gyldne pagode, eller Schwe Dagon Pagoden, som er dens rigtige navn.
Det var en brændende varm eftermiddag, da jeg stod i det sandede område foran den vældige pagode. Pagoden har 4 indgange, et til hver verdenshjørne. Her går en bred indre trappe op til en marmorbelagt platform. Før man stiger op sætter man skoene ”Jesustøfler” på, købt for en slik i Indien. På trapperne sidder tiggere og krøblinge. Her, som i Indien, vrimler det med vanskabte og krøblinge. Ham der sad på trappen havde en 7-8 fingre på hver hånd. Man når nu platformen, hvis marmor er brændende varmt. Jeg sprang rundt som en kakkerlak på en kogeplade. Rundt langs pagodens yderside sad munke under skyggende tag, skaldede, klædt i saffrongule kåber, og underviste i Hinayana, ”Den lille vogn”, som Buddhismen kaldes i Indokina. I stedet for at konfirmeres skal enhver ung buddhist i et halvt år være munk.
Langs platformens (runde) inderside ligger små separate templer beklædt med guld, fra hvis indre røgelse stiger mod den blå tropehimmel. Det var et fantastisk syn, nærmest uvirkeligt. Først da monsunregnen kom lidt over middag fik jeg dog den egentlige overraskelse. Marmoret på platformen skråner let mod de 4 udgange, så når troperegnen pisker ned gøres platformen ren. Vandet står ned ad de 4 brede trapper i kaskader. Naturen er rengøringskone. Kun to steder i Rangoon kunne man få alkoholiske drikke. En smugkro, hvor man drak hjemmebrygget gin (”Moonshine” forkyndte etiketten) og luksushotellet Inya Lake Hotel. En aften (vi lå 4 uger i Rangoon) ankom 2. maskinmester og jeg i en scootertaxa til hotellet. Vi trådte ind i den luksuøse foyer. Gulvtæpperne var flere centimeter tykke. Muzak vældede ud bag ægte malerier. En bar stor i hjørnet. Hvem så vi der. Den før omtalte matros Cykelsmeden. Der sad han i kedeldragt, med et stykke tvist stikkende ud af højre lomme, møgbeskidt, og kostede rundt med den burmesiske bartender. Han var jo HVID. Måske havde han blå øjne! Hvad betød det så han var klædt på som et svin? Intet.
Jeg undersøgte Rangoon sammen med Colin Sett, som jeg senere korresponderede med en årrække. Jeg husker at han i et af de sidste breve skrev, at han var inde ved militæret. Han var blevet forflyttet til Mandalay. De frøs. Der var koldt. Kun 38-40 grader. Ikke som det varme Rangoon!

Så var det farvel Rangoon. Farvel til alle venner, kvindelige som mandlige. Mange stod på kajen, da vi kastede trosserne (”Klar for og agter”). Der var tårer i mange øjne. Ikke mindst i mine. Dette var mit første besøg i ”det rigtige Østen”. Det skulle ikke blive det sidste. Det svor jeg da vi forlod Rangoon (overfor mig selv). Det lykkedes mig ikke at komme til at sidde ”kind mod kind” med en Burmapige og se ud over den ”sjipsjapvåde havn”.

Igen Indien og så Europa.

På hjemvejen var det Colombo, Ceylon. Hvor mange dages sejlads? 7-8 stykker vel. Disse dage til søs. Mandskabet. Vittighederne. Talløse sømandshistorier fra hele verden, fra Rio til Yokohama. Delfiner i bovvandet. Sommetider hajfinner. Disse dage gled ud i ét.
Colombo var en tordnende fiasko. Vi var i det ”indiske livsrum”. Det var flot at se brændingen fra det Indiske Ocean ramme molerne i Colombo. Men selve Colombo! Som Bombay. Jeg fik tilbudt opaler, men sagde nej (hvilket jeg ikke skulle have gjort). Jeg fik tilbudt ”a girl” af en alfons om bord. Da jeg sagde nej spurgte han: ”You want a boy scout?” Nej tak. Så vi gik i biografen. For en gangs skyld ikke en sentimental film, men ”Zwei Männer im Schnee” med Jean-Paul Belmondo. Der var air condition i biografen og vi oplevede for første gang i måneder temperaturer under 30 grader. Underlig fornemmelse at se sne på filmlærredet.
I Colombo lå en Schou-båd. Vi mødte messedrengene oppe i Colombo. Mens vi var en 17-19 år var et par af dem 26 og 27. Én havde fuldskæg. De var påmønstret båden under den kontrakt, at de kun kunne afmønstre i europæisk havn. Og skibet havde ikke været i Europa i årevis. Vi blev inviteret om bord. De sejlede i trampfart i Østen og de havde piger med om bord. Filippinske piger, Thai-piger, et par hvide australske piger. De havde kronede dage. De fik lønnen udbetalt i dollars, ikke som os i lokale valutaer. De havde spændt en presenning ud over 5. luge og fyldt den med ferskvand: Men de savnede mor og familien!
Så videre til Aden, Rødehavet, Suez, Genua. I Genua lykkedes det mig at få regulære bank af hovmesteren. Jeg havde på de store have anlagt den vane at smide beskidte tallerkner fra restaurationsmessen ud gennem koøjet. Jeg gad ikke vaske dem op. Når hovemesteren så spurgte, hvorfor jeg så tit skulle have nye tallerkner, plejede jeg at svare: ”De blev knust i høj sø!”. Den godtog han altid. Men i Genua gik det galt. Tidligt om morgenen var jeg så søvnig at jeg ikke havde opdaget, at skibet havde lagt til kaj om natten. Om morgenen tog jeg rutinemæssigt en bunke tallerkner og kylede dem ud gennem koøjet. Der lød et helvedes brag. Tallerknerne var landet på kajen. Det blev opdaget. Så vankede der.
Jeg afmønstrede i Århus. Ringe hjem fra banegården. Toget hjem. De stod på Give station og tog imod mig. Hjem til Fruelund. Det var en stor begivenhed. Det var først i December. Vi sad oppe i havestuen og jeg fortalte og fortalte. Og jeg talte københavnsk. Mandskabet på ”Patagonia” var i hovedsagen københavnere. Jeg havde vel ting med hjem. I hvert fald silkebrokade til min søster. Et indisk tempel i en stor glasterning. En ibenholtselefant fra Suez.

Hjemme og af sted igen.
Jeg var hjemme. Alt var ved et gamle. Det er det forbavsende, der altid sker når man vender hjem: alt er ved et gamle. Man er fuld af indtryk, østens farver, oceanernes skum, delfinerne i bovvandet står på ens nethinde. Men derhjemme er alt uforandret. Men denne stilstand kunne ikke vare ved. Jeg måtte af sted igen. På det tidspunkt kunne en sømand praktisk talt selv bestemme hvor han ville hen. Hvordan jeg fik navnet ”Dublin” ind i hovedet, ved jeg ikke. Var det navnets musik? Dublin. Nu vidste jeg at ØK´s skibe der sejlede til staterne på hjemvejen var inde omkring Dublin. Så jeg ringede til forhyringskontoret og sagde, jeg var parat, så snart et skib skulle til staterne.

Det blev M/S ”Pasadena”.

Jeg skulle påmønstre omkring midten af januar i frihavnen. skibet havde været i dok og lå næsten uden besætning. Efter kort tid var vi fuldtallige. Mange var gengangere. Mange havde kærester på ruten, idet skibet længe havde sejlet denne tur til U.S.A.s vestkyst. Igen måtte jeg erfare: målet sætter rejsen, definerer de mennesker, der tager rejsen. Mandskabet var helt anderledes end på ”Patagonia”. Der var faktisk en anelse snobberi og overklasse over foretagendet. Hovmesteren var en lille, venlig, vissen mand og stewardessen, der skulle opvarte de 12 passagerer hed Ella, uundgåeligt kaldet ”Sexuella”. Ruten var, hvis jeg husker ret: København, Hull, St.Thomas, St.Croix, Panama, Los Angeles, San Francisco, Portland, Seattle, Vancouver og stort set samme vej tilbage. Jeg blev igen mesterkammerdreng. Intet nyt idet.
Vi stod til søs i en brølende vinterstorm. På vejen mod Hull blev jeg fuld. Vi havde bragt snaps med (vi var stadig mindreårige).Skibet væltede rundt i Nordsøen og jeg kastede op. Var det fuldskab eller søsyge. Sikkert en blanding. Men jeg havde ikke været søsyg på Indiens-turen. Første gang i England. Meterhøj sne i Hull. Istapperne hang ned over dækkets sidegange. Første engelske pub. Et dansested. Koksmathen i retten for slagsmål. Ellers ikke meget om Hull.
Vi skulle gå direkte fra Hull til St.Thomas, Skyerne blev mere og mere spredte. Og et par dage før ankomsten til St.Thomas sad vi på fjerde luge og spillede kort med bar overkrop. Det er en menneskelig måde at rejse på. 2 timer efter ankomsten konstaterede jeg negrenes situation i Amerika. Jeg stod på dækket (strålende sol) og løftede en gulvklud i skulderhøjde. En neger på kajen dukkede sig. Han mente åbenbart den var bestemt for ham.
St.Thomas var en toldfri ø. Man kunne få en flaske whisky eller vodka i supermarkedet for 1½$.Vi drenge udtænkte nu en plan: vi ville købe masser af sprut på det toldfri St.Thomas og sælge det på det dyre, amerikanske fastland. Som sagt så gjort. Da vi sejlede fra St.Thomas mod St.Croix var skabene i vore lukaf´er fyldt med sprut. På St.Croix gik vi tur på stranden om eftermiddagen. En tropisk ø. Hvidt sand. Nejende palmer. Dejligt. Skoleskibet havde fulgt os til St.Croix. Turen gik til San Cristobal, en skrækkelig by. Der er kun værtshuse og bordeller. Af og til hørtes skudsalver i gaderne. Latinamerikanske politibetjente med små overskæg og krydslagte patronbælter, og vældige revolvere, patruljerede.
Jeg husker en episode, der kunne have endt grueligt galt. Bageren og jeg stod på værtshuset ”Olympia” og nedsvælgede forskellige latinamerikanske drinks serveret af en nedringet indianerpige. Bageren blev godt fuld. Dørene var svingdøre som i cowboy-film. Da vi gik ud så vi en latinanmerikansk panser stå med ryggen til. Den fulde bager greb hans revolver bagfra og satte den i ryggen på ham, idet han lallede: ”Hænderne op eller bukserne ned! ”Politibetjenten snurrede rundt og så var det bageren der fik presset et revolverløb ind i maven. Betjenten må have konstateret bagerens tilstand, for han lod os gå.

Så gennem Panama-Kanalens slusesystem til Stillehavet. Dernæst kurs Los Angeles langs Mexicos kystlinje. Vejret var godt. Havet dybblåt. Af og til flokke af hajer, hvis finner sås i små klynger. Man følte for at tage solbad. Vi var ikke inde i Los Angeles. I San Francisco tog jeg en fridag. Jeg vandrede op ad Market Street med de verdensberømte sporvogne, jeg beså kineserkvarteret. Jeg var turist. Så kom Portland, der næsten lignede San Francisco, Seattle, der næsten lignede Portland og Vancouver, der næsten lignede Seattle.
I Vancouver var det stadig vinter (det var vel sidst i Marts) og nu gik turen sydpå igen til sol og varme. Vi var ikke i selve Portland, men i den lille by Longview og laste træ. Der var én hovedgade. Op og ned ad den kørte teenagere i åbne sportsvogne. Da vi var noget så usædvanligt som fodgængere henvendte de sig til os. Hvor vi kom fra? Danmark. Hvilken stat er det? Det er i Europa. Hvor ligger Europa? Vi mistede tålmodigheden: Kender I The Beatles? Oh, you´re British!!

Da vi igen nåede Panama-kanalen og lå og ventede på gennemsejling besluttede en matros sig til at han ville fiske hajer. Han fik et stykke blodigt roastbeef af kokken og monterede det på en malerkrog, som han igen gjorde fast til et stykke reb. En anden matros ville bade. Han troede ikke der var hajer. Han tog sig en svømmetur rundt om båden (skibet) og gik op til den fiskende matros for at tørre sig og grine af hans tossede forsøg på hajfiskeri. I samme øjeblik brast rebet med et smæld. Matrosen der havde badet, blegnede. Kun en haj på en 3-4 meter kunne have sprængt den line!
Igen igennem Panamakanalens slusesystem. Vi sprang over de Vestindiske Øer på hjemturen og det var direkte San Cristobal-Liverpool. En rejse på vel 13-14 døgn. Vejret forværredes som vi gjorde vort langstrakte kryds over Atlanten. Midtvejs havde jeg en oplevelse der forbløffede mig. Vi blev mødt i Midtatlanten af ”Pasadena´s” søsterskib ”Pretoria”, der var på vej ud, på samme rute som os. Vi måtte vige for hinanden. Det må kaldes præcision. Vores skipper var ”Skuffe-Laurids”, men vi så ham aldrig. Han holdt sig i ensom majestæt på broen, og fik færget sprut op af ungtjeneren.
Jeg havde i tropisk Amerika fået en hudsygdom, der bestod i at overhuden skallede af i små pletter. Nogle drillede mig med jeg havde lopper. Jeg blev opfordret til at gå under bruseren med et spejl i hånden. Lopperne ville så, når det varme vand skyllede ned over mig, i ren ubehag hoppe over på huden, der stod i spejlet!!

Liverpool: vi var nede der hvor det hele startede for The Beatles: dansestedet The Cavern. næsten bælgmørkt. Jerry & the Pacemakers spillede til dans. Det var vel før deres gennembrud med ”Ferry `cross the Mersey”.
Dublin. Mit senere hen så elskede Dublin! Vi kom ind en Aprildag i 1965. Det var koldt. Vi kom fra troperne. Da jeg kom ned af gangvejen blev jeg mødt af to ca.12-årige piger. I hvert fald den ene var rødhåret. De var yderst fattigt klædt. Faktisk var de begge iklædt en bomuldssæk, hvor der var skåret hul til armene. Et smil: ”Do you have a fag, sir?” Disse var de første ord jeg hørte med umiskendelig Dublin-accent.
Jeg oplevede ikke meget. Jeg troede O´Connell Street var Dublins hovedgade og anede ikke der var en by på den anden side O´Connell Bridge. Vi blev venligt modtaget. Selvfølgelig som ”vikings”. Den faldt altid. Dublin-København direkte. Da vi rundede Skagen var der helligdag i Danmark, vi kunne se et dannebrogsflag. og 7 timer efter Kronborg til styrbord Københavns frihavn.

Turen til Amerika var en skuffelse. Det skal ingen hemmelighed være. Ingen slæber mig frivilligt til Amerika mere. Jeg var hjemme igen. Jeg fortalte selvfølgelig en del, men turen var ikke det eventyr som turen til Indien var. Jeg ville til Østen igen, koste hvad det ville. Igen en opringning til Tordenskjoldsgade 24. Jo,minsandten.”M/S Patagonia” lå i Århus og manglede en restaurationsdreng. Destination: det fjerne Østen. Skipper: Orkan-Zacho. Jeg tog til Århus med min køjesæk. Der lå den ”gamle gondol”. Hvem stod på brovingen, da jeg nærmede mig gangvejen: Orkan-Zacho, cigar og det hele. ”Åh nej” råbte han og tog sig til hovedet. Men jeg var forhyret.
Men sådan skulle det ikke være. En dag blev jeg kaldt op til overstyrmanden. ”M/S Asmara” ligger i København også den skal til Fjernøsten. De står og mangler en messemand. Hyre: 800 kr. om måneden. Næsten dobbelt af hvad jeg var vant til at få. Og

Asmara var en moderne båd.

Den havde bagskibsbygning. Den skød 22 knob. Jeg fik mit eget lukaf. Jeg var kommet frem i verden. 

Turen til Fjernøsten.
Først gik turen til København, for så at sige at ”hente ”Asmara”. Vi skulle nemlig nogle dage til Frederikshavn i tørdok. Ruten var, så vidt jeg husker: Kotka, Hamburg, Rotterdam, Antwerpen, Genua, Suez, Aden, Singapore ,Bangkok, Saigon, Kobe, Yokohama, Otaru, Nagoya, Hongkong og derfra direkte til Hamburg.
Dette skib var af en anden type end de to foregående. Det var langt mere luksuøst indrettet. Der var air condition i alle lukaf´er og messer. Apparaterne der pustede kold luft ud kunne i koldt klima fungere som radiatorer. Og jeg var rykket et trin op på ”den sociale rangstige”. Der kom ”drenge” om bord, der aldrig havde sat deres ben på andet end Storebæltsfærgerne. Selv for skibets bager, den herlige fyr Henry Dissing fra Nykøbing Mors, var det første tur.
Vi sejlede en aften fra Frederikshavn med kurs imod Kotka, der ligger på nordsiden af den bugt, der fra den Botniske Bugt førte til Leningrad, som det hed dengang. Det var sommer i Skandinavien, og det var lyse aftener. Og de blev lysere som det gik mod nord. Vi skulle laste træ i Kotka.
En dag i mandskabsmessen fik jeg øje på en mand, der grangivelig lignede en lokal bums. Karseklippet hår, alkoholsvømmende øjne. Jeg beordrede ham bort fra skibet. ”Jeg er forhyret her” var svaret med svensk accent fra manden, der åbenbart var finne. Sådan lærte jeg ”Finland” at kende. Det blev vores navn til ham
Rejsen til Hamburg var begivenhedsløs. Den største begivenhed for mig, bortset fra at være steget i graderne, var at jeg var blevet 18. jeg havde nu ret til 30 øl,en flaske sprut og 200 cigaretter om dagen. En flaske Walker 8 kroner. 200 cigaretter 10 kroner. 70 øre pr. øl. Det var gyldne tider. Vi kom til Hamburg. Det skulle fejres,at jeg nu havde adgang til spiritus. Jeg købte en flaske Gordon Dry Gin og en flaske Martini. Det var ungtjenerens og min ide, at vi skulle have en spids, før vi gik i Sankt Pauli. Jeg gik op til ungtjeneren, og vi gik i gang. Han havde sin egen flaske. Før jeg så mig om var ginflasken trekvart tom, martiniflasken ligeledes. Vi måtte af sted. Næppe var jeg nedenfor gangvejen før verden forsvandt. Jeg gik ud som et lys. Man fik mig slæbt op i mit lukaf. Jeg var dybt bevidstløs. Men i min bevidstløse tilstand holdt jeg en tale, i hvilken min far var nævnt, det fik jeg at vide senere. Jeg blev kørt på hospitalet og vågnede 36 timer senere. Jeg undersøgte mig selv, men kunne ikke finde noget brækket ben eller andet. Jeg vidste ikke hvor jeg var. Jeg havde kun en sko med. En tysk læge informerede mig nu om min skæbne. Jeg gennemvandrede det halve Hamburg i en sko, på den anden fod en sok. Så var det slut med adgangen til spiritus for Børge Fruelund!! ”Høkeren” forbød mig det. Men det betød intet. Jeg kunne frit få af vennerne. Så jeg tog det roligt.

I Genua havde Finland meldt sig syg. Han opdagede to ting: under kontrakten kunne han kun fyres i europæisk havn. For det andet: som syg havde han ret til samme kvantum sprut som hvis han havde været rask. Finland havde besluttet at gøre rejsen til en lysttur. Sømændenes Forbund var overordentlig stærk i de dage, og ingen overskred reglerne. Havde Finland ikke fået lov til at få sit alkohol var matroserne vel gået i strejke. Det samme med maden. Om aftenen spiste man koldt. Men der SKULLE være 7 slags pålæg. At kun 3 slags blev spist er en anden sag. Matroserne talte nøje efter hver aften.

Finland startede sin dag med en kasse øl på 3o stk. Han placerede sig ved et bord i mandskabsmessen og satte sig til at bælle øl ved ca.9-tiden.Ved middagstid var han temmelig fuld, og det var svundet dramatisk i kassen. Når den ved halvto-tiden var tom gik han over til sin flaske pernod, hans foretrukne drink. Så når matroserne om aftenen kontrollerede om der nu også var 7 slags pålæg sad han og lallede på sin stol. Og ikke nok med det: Finland var ekshibitionist, når han blev fuld. Han strippede gradvist. Det skete at han ved aftensmaden var totalt nøgen, når han sad og lallede. Tilsidst lagde vi end ikke mærke til det!!

Vi passerede gennem Suez: De sædvanlige arabere. Vi så Kap de Gardafui ude til styrbord. Det er den yderste klippeformation på Afrikas horn. Jeg havde ikke set den før. Med ”Patagonia” var vi svinget til bagbord, da vi forlod Aden-bugten. Derefter kurs stik øst, mod Sumatra og Malacca-strædet. Det her duede. Der var 10 dage til vi nåede Sumatras nordspids og svingede til styrbord ned mod Singapore. En af disse morgener i Det Indiske Ocean løb vi ind i en ”flok” hvaler. Men ingen landkrabbe ved hvad en hvalflok er .Der var hvaler så langt øjet rakte, horisinten rundt. Nogle var så nær skibet at vi kunne se deres spout. Et fantastisk, overjordisk syn.

På den 10. Morgen kunne jeg regne ud der snart måtte være land i sigte. Jeg gik direkte fra køjen ud på dækket. Et fantastisk syn mødte mig. Ret forud for skibet i sejlretningen skød nogle kæmpemæssige, jungleklædte bjergformationer lodret op at havet til måske en 1100 meters højde. De øverste spidser af de jungleklædte bjerge var belyst af den tidlige morgensol fra øst. Det var et fantastisk syn, som det var svært at løsrive sig fra. Langt ude til styrbords sås en lav kystlinje, der måtte være Sumatras nordlige spids. Hvad gemte sig derude? Alle historier om ”Østens mystik” som jeg kendte, dukkede op i erindringen. Jeg glemmer aldrig denne morgen. Synet står brændt ind i min erindring. Det dybblå hav, de vældige, dybgrønne, jungleklædte bjergformationer. Østen!!

Efter 4 dage gennem Malacca-strædet nærmede vi os Singapore. Til bagbord Malaysias lave, jungleklædte kyst. Omsider ankom vi. Singapore annoncerede ikke dengang sin tilsynekomst med skyskrabere som i dag. Det var nærmest en ”shanty town” Bortset fra kolonitidens bygninger og Chinatown, og naturligvis det verdensberømte ”Raffles Hotel”, hvor Somerset Maugham boede, var det en lav by med bliktage der reflekterede solen. Vi ankom ved middagstid. Dagens dont skulle gøres. Alle afventede aftenen. Vi havde været i søen siden Genua. Vi skulle i land. Hvorledes ville ”Den Gamle”(bageren) gøre sin entré i Singapore? Han påstod jo ”hans kvinder” så frem til hans ankomst, at de lokale indbyggere ville flygte ind i opgangene ved synet af ”Manden med Barberbladet”!! Kokken og jeg ventede spændt. Og hvad sker der da den tropiske aften falder på?
Ned stiger Dissing af gangvejen i en ulastelig hvid aftenhabit! Forbløffelse!! Han går fra gangvejen til hjørnet af pakhuset. ”Rickshaw” råber han. Og der kom en rickshaw, ganske vist en cykelrickshaw, ikke som de mandstrukne jeg kendte fra Indien. Dissing satte sig op. Frem af habittens brystlomme trækker han en stor cigar! Han bider enden af, spytter den ud og tænder cigaren. ”Drive” lyder det. Og Manden var væk!
Singapore. Ikke meget ved den by. En cykelrickshaw trak mig til Raffles Hotel, byens pryd. Senere var der en natklub. Senere igen vist en (lidt for ung) pige i Chinatown. Ikke noget at råbe hurra for. Ikke den højromantiske sømandsby, østens trafikknudepunkt, man var blevet forledt til at tro. En skuffelse.
Efter få dage gik det nordpå. Mod Bangkok. De historier man som sømand havde hørt om Bangkok. Piger der kom roende ud til båden og klatrede op på ”kusselejdere”. Oceaner af piger. Jeg var temmelig reserveret overfor de historier. En sømand havde i Indien fortalt mig at Madras var ”alletiders plads”. Singapore var blevet rost i høje toner. Nej, jeg ville tage det roligt. Vi forlod Singapore om aftenen. Knap havde slæbebådene trukket os fri, og vi var i rum sø, før en vis spænding meldte sig på Asmara. Jeg gik bagud på poopen. Her fandt jeg 3 matroser klædt i sarong. Jeg spurgte hvorfor de havde taget sarong på. Svaret lød: ”Vi skal til Bangkok. Det er lettere at løfte en sarong end trække bukserne ned”. Men jeg var stadig skeptisk. Fjerde morgen gik vi ind i thailandsk territorialfarvand. Det første tegn var en sværm af mellemstore fiskerbåde med et øje malet på forstavnen, som undertiden Odysseus´s skib tegnes i græsk vasemaleri. Men Bangkok ligger et pænt stykke oppe af floden, og der skal først være højvande, så man kan sejle over barren”. Vi ventede. Jeg skulle forberede middagsmaden for officererne og vaske op (vi havde opvaskemaskiner, ukendt på de to forrige skibe).Så jeg havde god tid. Efter opvasken gik jeg ned i mit lukaf og lagde jeg på min sofa. Trods air condition var det hedt. Før jeg var gået ned og sove havde jeg skimtet et glimt fra ”Morgenrødens Pagode ” foran til bagbords.

Der var en let banken på døren. Jeg vågnede af den dybe søvn, man hyppigt falder hen i i tropisk varme. ”Kom ind!” Der stod hun så! En thai-pige! Bare fødder, en spraglet sarong, et lille stykke brun mave, en lille, sort top. Langt, letkrøllet, knaldsort hår, der faldt ned på hendes brune skuldre. Et overmåde kønt ansigt med mandelformede øjne og kridhvide tænder. ”Do you want to make love?” Disse var ordene. Velkommen til Bangkok. Jeg sad på min sofa, stum af forbløffelse. Så kom det op i mig: ”Hvorfor vandrer denne skønhed lige ind på mit lukaf? Er der nogle ombord som er endnu kønnere?” I hvert fald gennemskuede Thai-pige min tøven: ”Do you wanna make a try? For free? Så var jeg solgt. Vi søfolk kaldte den slags for ”sympati”.

Jeg var fortabt. Jeg blev informeret om at ”horemutter” snart ville komme forbi, og at jeg så kunne betale for at have pigen under hele vort ophold i Bangkok. Efter en del latter blev et lille stykke pap stukket ind af min halvåbne dør. På pappet stod prisen angivet i Thai-penge. Jeg regnede det hurtigt ud til at være ca. 30 danske kroner. Jeg slog til, naturligvis. Pigen bar navnet Kaoe Jantramart.Hun bragte sin spiseskål ombord og sad på gulvet i mit lukaf i hugstilling og spiste. Hvordan gik dagene? Der var jo den verdensberømte bar ”Mosquito Bar” i havneområdet. Der var et dansested ”Golden Gate”. Ja hvordan gik dagene? Vi var i hvert fald uafbrudt i hinandens selskab. Jeg lyttede til hendes latter og pidgin-engelsk. Hun kunne ikke sige ”I”, men indledte hver sætning med ”me” (”Me have a drink” osv.). Vi drak på Mosquito Bar. Vi dansede på ”Golden Gate”. Vi elskede. Vi lo. Sådan gik dagene. Kaoe boede i en hytte ude i ”Sumpen”, et sumpområde nær havnen. Henover selve sumpen lå brædder som man vandrede på mellem hytterne. Det var ikke ufarligt. Der var slanger og kviksand. Og vi var ikke altid ædru. Flere søfolk er skvattet i.
Kaoe havde et fotoalbum, hvor hun viste mig billeder af hende fotograferet sammen med en lang række andre mænd. Var det for at gøre mig jaloux? Næppe. Det var en slags naiv stolthed.
Jeg husker den sidste morgen. Vi havde tilbragt natten nede i sumpen (Jeg kom aldrig ind til selve Bangkok – skidt være med pagoderne!),vi gik hånd i hånd tilbage til skibet. En hane krydsede vor vej. Jeg har stadig hendes lille spiseskål. Også der er billedet af en hane. Hanen er opstandelsens symbol.
Vi tog afsked i silende regnvejr. Stod hun på kajen? Sikkert. Vi havde selvfølgelig lovet hinanden ”evig troskab” sjælelig troskab, naturligvis, det andet var naturligvis umuligt. Jeg husker regnen omkring middag, da vi sejlede ned af Menam mod Siambugten. Badende børn i regnen ved pælehytterne langs flodbredden.

Det var først da vi var i søen historierne begyndte at svirre. I Bangkok havde hver sømand sin pige, og vi havde hvad der lignede ”et privatliv”. Nu var vi tilbage ved det gamle. Vi var trætte. Mange havde været på ”ferietabletter”, der kunne købes på gaden i Bangkok. Vi havde drukket tæt. Finland var blevet agterudsejlet. Han var ikke dukket op ved afgangen. Jeg stod om aftenen, dybt udmattet, ved lønningen og kiggede melankolsk ud over Siambugten. Ville jeg se Kaoe igen? Mange tanker svirrede gennem mit hoved. En messedreng stod ved siden af mig. Pludselig siger han: ”Sig mig, sejler vi ikke i cirkler? ”Vi tilkaldte en matros. Jo, skibet bevægede sig ikke fremad. Vi beskrev en stor cirkelbevægelse i Siambugten. Matrosen for op på broen. Matrosen var faldet i søvn ved roret, som han havde trukket ned mod højre. Alle sov. Udkiggen sov. Kaptajnen sov. Vi fik skibet rettet op og fortsatte kursen mod Saigon. Krigszone. Der var 100% risikotillæg. Hvad med Finland? Vi savnede lidt den afklædte, lallende skikkelse i mandskabsmessen. Hvad skete der. Ingen havde set ham siden Bangkok. Så, en dag på det solbeskinnede hav, gik en matros og tjærede dækket foran midtskibsbygningen. Til sin overraskelse ser han et sort hoved dukke op i en af luftventilerne Det var Finland. Han havde set vi lastede whisky i Bangkok. Han var fulgt med whisky´en ned i lasten. Han havde været konstant fuld en uges tid, men nu var han blevet sulten. derfor kom han op.

Saigon. Der var krig. Igen sejlede vi op i et mægtigt floddelta, der mindede mig lidt om Brahmaputra-delta´et, bortset fra at træerne var højere. Og der var en anden væsentlig forskel. Tunge Napalm-skyer væltede op mod den blå tropehimmel. Amerikanerne bombede i delta´et. Der vrimlede med Vietcong. Som vi nærmede os Saigon, der ligger et pænt stykke op af Mekongfloden, så vi, på baggrund af de tunge, sorte Napalmskyer, et mægtigt skilt rage op over palmerne: DRINK PEPSI COLA!!
Saigon var noget af en skuffelse. Der var sømandspiger, og de var billigt til fals. De piger der kunne have fået 25 dollars for et ”skjorteærme” hos de amerikanske soldater kunne vi søfolk få for en tube tandpasta eller et stykke LUX sæbe. Jeg husker en dag i havneområdet. Kokken, 2. Mester og jeg sad i et havneværtshus. Hver af os havde en pige på skødet og en øl i hånden. Ind træder en amerikansk officer i fuld uniform. Han troede åbenbart vi var amerikanske soldater i civil. Så kom det: ”Who are those damned jinx?” Amerikanerne kaldte de ”skævøjede” piger for ”jinx”. Det skulle han aldrig have sagt. ”Dræberen fra Frederiksberg” slog en proper næve. Der lå Yankee´en med en blodtud.

Næste havn var Kobe. Det var en længere sejltur, forbi Hongkong, gennem Taiwanstrædet. Men vi ankom. Dette var en anden historie. En moderne storby. Nede på kajen holdt en lang række taxi´er. Det viste sig at de kom fra hver sit værtshus. Taxachaufførerne kom nu ombord med ”kataloger” over de ”værtinder”, der serverede i de respektive værtshuse, der havde sendt taxi´erne. Der var billeder af pigerne. Vi skulle blot sætte kryds ved én. Det japanske system, vel en udløber af Geisha-systemet. Jeg satte et kryds.
Jeg vidste at ØK´s mest moderne skib, Andorra, lå i Kobe. Ombord var Peter Ringgaard, fra Indiensturen. Også han var blevet ”messeopvarter”. Vi skulle naturligvis mødes (vi havde skrevet breve og kort til hinanden).Andorra var på vej hjem, vi på vej ud. Også ØK-båden Boma lå i Kobe. Den var blevet opbragt til søforhør, da den havde sejlet en kinesisk junke ned i Taiwanstrædet. Vist en snes kinesiske fiskere var omkommet.

Om aftenen kom taxa´en fra det værtshus, man havde ”kontraheret” sig at komme op på. Jeg kørte forbi ”Andorra” og hentede Peter Ringgaard. Han tog mig nu med til et andet værtshus i Motomachi Street. Her havde han en pige. Hun så ikke værst ud, det må jeg indrømme Peter. Hun havde en storesøster, der hed Midori. Nå, vi morede os med pigerne. På et tidspunkt var vi alle på åben gade. Peter havde nu fået den ide, at jeg havde fået øje på hans pige. Og han var på vej hjem. Hvilket åbnede muligheder for mig. Så i jalousi boksede han mig sådan en på kæben at jeg gik omkuld på fortovet!! I hævn forlod jeg ham og gik hen på det værtshus, hvor jeg havde ”forskrevet” mig til ”en værtinde” via taxichaufføren. Den hed vist ”Bella Bar”. Her blev alle misforståelser bilagt og jeg fik min ”værtinde”.

Japan var, stort set, en skuffelse, som Amerika havde været det. Store byer, et utroligt menneskemylder. I Yokohama, Tokyos havneby, havde vi fra kabyssen udsigt til det mægtige Fujiyama. Dens snedækte kegle stod i koøjet. Nagoya. Endnu en moderne storby. Så, endelig. Tilbage til civilisationen. Hongkong, som jeg forestillede mig ville være en anelse mere eksotisk end det moderne Japan. Jeg var nu begyndt at modtage breve fra Kaoe i Bangkok, jeg skrev tilbage. Jeg var ikke længere interesseret i piger. Vi løb ind i Hongkong om morgenen, i tropisk mørke. Det første jeg så var en Carlsberg-reklame. I Hongkong havde man ”Søndagsskolen”, et flydende bordel. Jeg var ikke interesseret. Vi ankrede op ude i bugten, med Kowloon til bagbord og selve Hongkong til styrbord. Det var et flot og for de fleste i dag velkendt syn. Skyskrabere og blå bjerge. Kokken og koksmathen fik fri. Kinesiske kvinder kom ombord for at lave mad. De lavede chow-chow.

Opskrift.

Svits 2 løg (skåret i små tern) i rigelig med stærk karry. Herefter skinkekød ned i gryden, der svitses til det er hvidt. Herefter 3 eller fire porrer skåret i ringe, samt 3 æbler skåret i tern. Der fyldes vand på til grydens indhold er dækket 3 eller 4 bouillonterninger (grøntsagsterninger). Et glas sød mango chutney. Retten simrer 1½ time. Serveres med løse ris. Velbekomme.

Flere søfolk gik ombord i ”Søndagsskolen”. Jeg og et par matroser opsøgte de kulinariske glæder. Den flydende restaurant Tai-Pak ligger i bydelen Aberdeen. Den består af to hjuldampere, der i gamle dage sejlede frem og tilbage mellem Kowloon og Hongkong. Her udpeger man sit måltid i LEVENDE form. Vil man have hajfinnesuppe, ja så udpeger man hajen, der svømmer i et bassin. osv. opskriften var på kinesisk. Vi udpegede tilfældige retter. Den ene matros og jeg forlangte blot noget ”vegetarisk”, da prisen (trods alt) stod der i Hongkong-dollars. Den sidste matros udpegede en tilfældig ret. Den var dyr. Tjeneren kom nu ind med en lille abekat. Vi skulle hilse på. Den lille abe holdt vores finger. Store brune, melankolske øjne. Var den all-right? Den var all right! Op på et fad, frem med en kniv. Hovedet af. Værsgo’. Abehjerne. Matrosen, der havde bestilt aben, blev bleg. Jeg tror han mistede appetitten. Hold jer til chow-chow!!

Jeg blev snart træt af det engelsk/kinesiske Hongkong.” Den som Østen først har kaldt på…” Så jeg tog færgen til det frygtede Kowloon. Her, rygtedes det, gik alskens fordærvelse i svang narkotika, spillebuler, bordeller osv. der gik færger over bugten uafbrudt. Jeg ankom fandt et værtshus, og et par dage før vi skulle sejle direkte til Hamburg drak jeg mig fuld i Kowloon sammen med en flok venlige, engelsk-talende kinesere. Jeg blev hønefuld. Jeg faldt i søvn i et kornlager. Jeg vågnede kl. 5 om morgenen. Bjergtoppene på Hongkong-siden rødmede svagt i daggryet. Jeg ville have en sampan over til Hongkong. Sampanens ejer sov. Jeg forsøgte at vække ham. Han sov. Jeg kunne se Asmara for anker. Så slog det ned i mig: ”Børge! Dette er frihed. Dette er ungdom. Så fri bliver du aldrig, før eller siden”. Og jeg svor, for anden gang i mit liv at jeg ville til Østen igen før jeg døde. Jeg har ikke været der siden.

Den lange tur hjem. Begivenhedsløs. Min længste tur i søen. Umiddelbart efter Hongkong røg vi ind i en tyfon. Vi ”bankede pæle” i 3 dage, dvs. vi kom ingen vegne, skønt vi lå med fuld maskinkraft oppe mod søerne. Der var intet at lave ombord. De fleste var fulde. Jeg har aldrig frygtet at vi skulle synke. Dette var et stort, moderne skib, og vi skrev 1965.
Vi passerede Singapore om aftenen. Vi kunne se lysene derinde. Deroppe, 4 dage mod nord, var Kaoe. Men vi sejlede forbi. Direkte Malacca-strædet, Det Indiske Ocean, Aden (bunke), Rødehavet, Suez, Gibraltar, Biscayen, Hamburg. Jeg var begyndt at spare op. Vi var i Göteborg og Oslo. I Oslo lå Karl Johan øde hen. Vi gik til banegården. Her blev vi mødt af en yderst hemmelighedsfuld nordmand, klædt som en detektiv i amerikanske film: ”Har I noget sprit?” Jo tak, vi havde masser af sprit, men ikke til ham.

Hjemme. Jeg afmønstede i København med 3000 kr. på lommen. Det var en del penge i 1965. Nok til en enkelbillet til Bangkok. Brevene fløj frem og tilbage. Finland var blevet sat af i Hamburg, første europæiske havn. Han kom ombord i København først i december. I T-shirt. ”Hvor bor du?”, spurgte jeg. ”Hotel Frisk Luft” var svaret.
Og nu Henry Dissing, bageren. Han tog også med på næste tur (samme rute). Han døde i Saigon af kolera. Han havde drukket vand af én af de skylleskåle, man skyller fingre i før man spiser i Østen. Han var fra Nykøbing Mors. Han døde 22 år gammel. Er begravet på kirkegården i Nykøbing Mors. Koksmathen døde også, af samme årsag. Han kom hjem i en urne. Jeg hørte det i radioen.
Da Asmara kom hjem efter denne tur gik jeg ombord i Århus for at bringe mine kondolencer til kokken. ”Det var jo forfærdeligt”, sagde jeg. ”Åh, jeg kunne brække mig!”, sagde kokken. Det var én af hans og Dissings faste vendinger når noget var ekstra DEJLIGT.

Farvel kok, farvel bager, farvel Finland. I var den herligste besætning.

Børge Fruelund Jensen.

Hej Willy
Pasadena den 18. december 1963.
Det var tæt tåge, Pasadena var på vej ind til Stockton (USA) da en af broerne over floden var alt for lav.
Lodsen tog fejl af bropillerne, så han i stedet for at sejle gennem midten, kom til at sejle gennem et af sidefagene på broen.
Det betød at dækket blev et stort kaos af knækkede master og bomme og wire og spil.
Lodsen fik vist hele skylden.
Bagefter sejlede vi tilbage til San Francisco og hjalp med at lægge master og bomme ned i 3. lasten og med hjem til Danmark.
På samme rejse fyldte vi saltvand i højtankene, men vandet gik ned og fyldte det meste af 3. lasten hvor der stod bl.a. 20 Jaguar model E. Det var et sørgeligt syn , vi kunne lige se tagene af de fine biler.
Vi tabte også en redningsbåd ud for Mexico ved en øvelse, så vi måtte ud at ro og fiske den op.
I Stokton lastede vi ris (løs) og fik ved et uheld blandet det med kunstgødning. Hele besætningen var nede i lasten og skovle i sække ( i juledagene).
Da vi ankom til København, kom direktør Pagh og flere andre susende ned til skibet og op til Kaptajnen.
Det var en rejse hvor der var 0 (nul) bonus sagde 1. styrmand Boyhus,
Det var min første rejse med ØK som styrmandselev.

Venligst Uffe

Broen var for lav

Også agter

Goddag Willy

Efter at have set snesejler, sender jeg lige lidt fra Malaccas sidste rejse under ØK flag.

Malacca med blå skorsten 1969.

Undertegnede elektriker til venstre, de andre kan jeg ikke huske navnene på, måske de melder sig hvis de ser billedet, der for øvrigt er taget i "Buggi Street" i Singapore 1969.

Med venlig hilsen.
Elektriker-emeritus.
Jørgen Scheel-Poulsen.

Hej Gruffo!
Ja, vi kender nok ikke hinanden, men vi har det` sammen, at vi begge har sejlet i Kompagniets skibe i 60'erne.
Det er til at blive helt nostalgisk af at se og læse din hjemmeside. Er selv stadig 'søfarende' dog nu i et rederi med en stor hvid stjerne i skorstenen.
Sejlads i 60'nes Kompagni og så mit nuværende rederi/sejleri er jo som nat og dag (skibfartserhvervet har jo ændret sig utroligt bare over de seneste 5- 7 år) tiden var jo en helt anden dengang... før verden totalt gik af lave. Jeg begyndte min tilknytning til Kompagniet ved i 1962 at blive ansat som 'Rederilærling' på værftet i Nakskov, hvor man så fik sin faglige og teoretiske viden om alt vedrørende maskiner/motorer osv. ind næsten med modermælken..(eller var det øl) en på mange måder streng tid men alle strabadserne blev overvundet ved tanken om at komme til søs efter endt uddannelse på værftet og Teknisk skole. Så endelig oprandt dagen for ens første udmønstring.. en kold februar dag i 1965 var vi så 3 'Maskinaspiranter' der skulle rejse til Newcastle og mønstre tankskibet 'Nordic Heron' der lå i dok derover. Lidt skuffende når det nu var 'Østen' og de 'sorte' skibe der havde været i vores tanker og dem havde vi jo arbejdet på i Nakskov, tilmed var Nordic Heron et turbineskib så det blev arbejde med kedler og damp i stedet for det vi faktisk vidste 'mest' om, nemlig dieselmotorer... nå pyt man kunne jo altid lærer noget nyt. Efter ca. 6 mdr. om bord kom jeg hjem for en kort ferie og derefter om bord i Basra som lå i København og skulle til Østen. Var så om bord i Basra fra 14.08.65 til 09.05.66 og det var en fantastisk tid som jeg stadig mindes med glæde. Herefter gik det så atter til Østen om bord i Panama som jeg var med fra 23.05.66 til 03.11.66 en meget 'varm' rejse kan jeg huske, skibet havde jo ikke nogen aircondition, så vi svedte tran. nede i maskinen og for den sags skyld overalt på skibet, men man kunne næsten vænne sig til varmen og vi havde da også en 'vifte' på kammeret det var nok den der reddede os for totalt at smelte væk... Hermed sluttede min asp. tid efter ca. 22 mdr. sejlads og det var tid for at komme på skole - igen - og få taget den Maskinmester eksamen så man kunne komme af sted igen. Kom så med Pretoria d. 09.07.68 på dens tur til Vancouver og hjem igen 15.10.68 og det var så tid for at få sin værnepligt overstået, det blev til sejlads med Vædderen op til Færøerne og passe på deres fisk... Efter overstået værnepligt var det så afsted igen på langfart nu med skibene: Sinaloa, Beira, Ayuthia, Sibonga, Sumbawa, Azuma, Aranya, Alameda, Atrevida, Jutlandia, Sinaloa, Cinchona (Bulkcarrier) Pasadena (Tankskib) Patagonia, Cinchona-igen, herefter sker der noget radikalt, det danske flag bliver skiftet ud med et Bahama flag, men skibene hedder stadig det samme - næsten - nye navne kommer til, brugt tonnage bliver overtaget osv. og til sidst er det slut - vi bliver 'solgt'. På den måde ender en del af Danmarks-historien som har med Kompagniets Rederivirksomhed at gøre... lidt sørgeligt, men minderne har vi stadig og din side er med til at holde 'historien' i live.
Jeg vil løbende følge din side.

Med Venlig Hilsen
Troels Tornøe
Maskinchef

Hej Willy !
Tak for sangen (ØK-sangen), den lød jo herligt.
Ren nostalgisk for en som ikke har sunget den i snart 40 år. Jeg kan forstå at jeg må være lidt yngre, for vi gik lige til op til Bankok og lå der kun i 8 dage. På vejen ud lossede vi Carlsberg øl m.m., og på vejen hjem medens vi lastede teaktræsstammer. Men hvilke dage ! Og så var det før amerikanerene ødelagde det med soldater på orlov fra Wietnamkrigen. Og nu med containertrafikken hvor de kun er i havn i 8 timer.
Nej, dengang, var det en herlig tid. Man kan få helt tårer i øjnene.

Tak for sangen
Jørgen Nord

Hej Snesejler.
Min far Jens Krajberg Nielsen der er født i 1912, sejlede fra 34 til 38 på MALAYA, BORINGIA og MUINAM .
Han startede som smed på MALAYA og kom senere i maskinen og der blev han til han gik i land først i 70erne.
Efter ØK sejlede han fra 38 til 42 med Leise Mærsk, Mathilde Mærsk, S/S Maloja og S/S Karen Toft og fra 16/6 - 44 med den danske brigade i Sverige.
Efter krigen sejlede han for det meste med svenske rederier og den 7 - 1 - 53 da han sejlede på AVANTI ved Japan kom de ud i en orkan og skibet brækkede midt over.
Alle på forskibet, kaptajnen, maskinchefen alle styrmænd samt nogle dæksfolk 8 i alt, gik i en redningsflåde og blev senere bjerget dog alle døde.
Min far var på agterskibet sammen med 19 andre og de fik en båd i vandet men mistede halvdelen af deres årer samt drivankeret og de måtte bruge alle deres kræfter på at lænse den ellers synkefri redningsbåd, men blev alle reddet.
Han blev sejlet til Japan og sat på et fly til Danmark som så havarerede i Palæstina men det slap han også godt fra og kom hjem til København. Efter denne oplevelse blev han enig med konen om, at nu var det et job på land der skulle satses på.
Men en gang sømand altid sømand, så efter et år sejlede han igen dog uden yderlige forlis.
Han boede de sidste 30 år i Slagelse hvor han døde i 1999, 87 år gammel. Jens Krajbjerg Nielsen, ses på billedet herunder.

Niels Knudsen

JENS KRAJBJERG NIELSEN

Billeder og historier vækker minder

Billeder og Historier.
Har du billeder af en kahyt, kabys, messe, salon, lastrum, maskinen, broen, eller noget andet om bord, eller en spændende og sand historie fra sejlerlivet i 60erne, så send mig en mail.
Husk! at en lille ting som du synes er ligegyldig for dig, kan betyde meget for andre, bare et billede af en ræling eller et koøje eller et ØK-gardin eller lignende, kan vække minder. Eller en ØK-kop - ØK-tallerken - ØK-bestik osv. osv. osv.

Hejsa!

Utrolig go', underholdende og oplysende side *klapper imponeret*
Jeg ved ikke om enten du, eller en anden, kunne hjælpe mig med oplysninger om min farfar der det meste af sit liv sejlede for ØK. Min farfar hed; Henry Wulff Og så vidt jeg er blevet oplyst var han bådsmand. Han sejlede fra 1938 og ca. frem til 1982/83 . Håber virkelig der sidder en med nogle oplysninger. Vi fik desværre ikke spurgt i tide....

Med venlig hilsen Heidi Wulff.

Hej Willy !

Tusind tak for din store hjælp. Jeg henvendte mig til Søfartsstyrelsen som du foreslog, og har nu modtaget en komplet fortegnelse over de skibe min farfar sejlede på fra 1958 og frem til 1983.

Tusind tak for hjælpen mvh. Heidi Wulff.

Sømandslivet om bord

Se også de andre sider !!!