SNESEJLER

For mange mennesker rundt omkring i verden er skibe og skibsfart en hobby, som dyrkes med stor interesse, ikke mindst i lande, som selv er gamle søfartsnationer, og vi får feks. mange forespørgsler på billeder af Kompagniets skibe, tegninger, tekniske detailler etc. fra folk i England, Holland, Tyskland Norge og Sverige. For ganske nylig fik vi også et brev fra en mand i Australien, der undrede sig over, hvorfor Ø. K.-skibe er de eneste danske handelsskibe, som fører splitflag. Der er måske også andre, selv af vore egne inden for huset, som har tænkt på det samme.

Fra Kompagniets stiftelse i 1897 har man haft til formål at fremme forretningsforbindelsen mellem Danmark og oversøiske pladser, navnlig Østasien, og drive handel, skibsfart og industriel virksomhed hjemme og i udlandet. Det gamle Kongelige Octroyerede Danske Asiatiske Compagnie, som ca. 300 år tidligere med København som hjemhavn også havde sejlet og handlet på Østasien, fik bistand, rettigheder og beskyttelse fra statens side, og for at kunne stå sig i konkurrencen med gamle og indarbejdede udenlandske skibsfartslinier, som iøvrigt ofte modtog støtte fra deres respektive landes myndigheder, ansøgte Ø. K. om en subvention for en fast rute mellem København og Østasien.
Resultatet af forhandlingerne blev, at Kompagniet fik tilstået ret til at føre splitflag på skibene, for at der dog kunne være nogen lighed mellem det tidligere og det nuværende selskab. Selv om dette materielt ikke var nogen bistand, var det dog ikke uden betydning, idet linien herved kom til at optræde med et særligt nationalt anerkendelsesmærke ude i verden.
Der blev gennemført en ændring i loven om danske skibes registrering og i februar 1898 modtog Kompagniet en skrivelse fra det daværende marineministerium, at det... allernådigst havde behaget Hans Majestæt Kongen at bifalde at Aktieselskabet “Det østasiatiske Kompagni” paa dets i oversøisk Fart gaaende Skibe som Nationalitetsmærke fører dansk Splitflag, i hvis øverste Firkant nærmest Stangen er anbragt et Mærke, bestaaende af Kompagniets Kontorflag, som er et hvidt Stutflag, hvori findes et skraat liggende blaat Anker med Kæde og i nederste Hjørne nærmest Stangen Bogstaverne Ø. K., og hvis Højde skal være 1/3 af den røde Firkants Højde, hvorhos der midt paa den horisontale Del af Splitflagets hvide Kors skal anbringes Kompagniets Begyndelsesbogstaver D. Ø. K. i Guld eller af mørkegul Farve samt af en Højde af 2/3 af den hvide Stribes Bredde.
Den nye lov trådte i kraft den 15. februar 1898. 24 år senere med virkning fra den 25. marts 1922, gav regeringen tilladelse til, at splitflaget også benyttedes på Kompagniets bygninger.

Kilde: ØK-bladet: ÅRGANG 5 - NUMMER 4 - AUGUST 1962

Min onkel Ejner som var sømand, havde 3 prikker tatoveret i huden mellem tommelfinger og pegefinger, så langt inde at det var usynligt når de 2 fingre blev holdt tæt sammen.

Intet tegn i hele tatoveringens historie har vist været genstand for så mange fortolkninger som netop dette.

Ifølge fransk kriminalistiske forfattere står det for " Mort aux Vaches!" " Død over panserne", mens andre mener, at det er et minde om Nelsons tre sejre ved Abukir, Trafalgar og København, eller at det skulle være en forenkling at et gamment kristen symbol, nemlig tre fisk i en trekant. Det kaldes også "bumsemærket" og "kvindehadermærket"

I nyere tid er det blevet fortalt at man brugte det på det gamle Christianshavn for at skelne mellem betalende og ikke betalende skolebørn.

Det mest kendte er som "sømandsmærke", her har det fra gammel tid været symbol på:

"Tro, Håb og Kærlighed".

Tiden om bord er fra sejlskibenes dage inddelt i vagter, der skifter hver fjerde time (kl. 4 - 8 -12 etc.), og indenfor vagterne i glas á ½ time, som følge af, at man henne ved rorgængeren havde et timeglas med sand i, som blev vendt hver halve time.

På Pasadena blev der kun ved spisetiderne og visse vagtskifter slået glas nede i maskinen, hvor der hang en stump skinne, man slog på med en hammer. Lyden kunne høres i hele dækshuset, hvor de vigtigste aktiviteter foregår.

”Glassene” angiver så, hvor mange halve timer, der er gået siden sidste vagtskifte. Eksempelvis skifter middagsvagten af praktiske grunde først kl. 1230, så den tiltrædende vagt kan nå at spise mellem 12 og 12.30.

Et helt antal timer markeres med dobbeltslag, så man inde i hovedet højst skal holde styr på 4 af slagsen.

I gamle dage var det folkenes eneste mulighed for at have føling med døgnets gang, og selv nu, hvor alle har armbåndsure, tjener det også til at markere skibets interne tid, der som tidligere beskrevet daglig tilpasses lokal soltid.

Ude på de lange stræk behøver man faktisk ikke mere, idet man jo bliver personlig varskoet, inden man skal på vagt. Hvem gider stille sit ur om hver dag, når alle de væsentlige ting går af sig selv?

Et kig i en af de gamle årbøger fra Handels og Søfartsmuseet i Helsingør.

Da Helsingør Søfartsmuseum ikke længere kunne være i de rammer som Kronborg kunne tilbyde, blev det besluttet at man ville bygge et nyt, og samtidig fik det også et nyt navn: Museet for Søfart.

De nye rammer blev det gamle Helsingør Skibsværft og opgaven blev lagt i hænderne på ingeniørfirmaet Bjarke Ingels Group BIG.

"Museet for Søfart" i Helsingør åbnede med pomp og pragt d. 5. oktober 2013 et nyt museum i den gamle tørdok på det forhenværende Helsingør Skibsværft lige ved siden af Kronborg.

Åbningsceremonien af det pompøse museum, som er tegnet af Bjarke Ingels Group BIG, havde deltagelse af:
Protektor Hendes Majestæt Dronning Margrethe II.
Hans Kongelige Højhed Prins Henrik.
Samt div. personligt indbudte relaterede personer.

Museet for Søfart har kostet ca. 300 milioner kroner, og et hovedkrav var, at det ikke måtte tage udsigten fra Kronborg. Derfor blev det gravet ned i undergrunden, således at det omkranser den gamle tørdok, og projektet bindes sammen af spektakulære tværgående broer.

Museet for Søfart rummer foruden museumsfaciliteter, konferencerum og mødelokaler, som henvender sig bredt til erhvervslivets behov.

Jeg fik tilsendt ovenstående indbydelse til indvielsen og drog glad afsted til Helsingør.

Havde forventet en skibsøl og et par beskøjter men fik champagne, og det var da også helt OK!

Åbningen af søfartsmuseet gik som det skulle, vi nippede af champagnen og lyttede til nogle fine taler, som udtrykte glæde over det storslåede bygningsværk, samt gode ønsker for museets fremtid.

Næsten hele forsamlingen var gråhårede og selv om nogle havde svært ved at gå, måtte vi stå op under hele den ca. 2 timer lange seance, medregnet ventetid på Regentparret, og derefter ventetiden på at Regentparret fik set museet.

Derefter fik vi lov til at gennemgå hele museet, og det var der mange, der ikke havde kræfter til.

Det er et ganske utroligt, smukt, og vel gennemført byggeri som giver enhver gæst optimal oplevelse, hvor selve arkitekturen måske nok stjæler lidt af budskabet for et hus med gamle maritime sager.

Det er flot, dyrt, spektakulært, med en masse moderne teknik som får billeder og lyde til at flyve rundt på væggene, mellem store montre der indeholder lidt af det, som sagen drejer sig om.

Jeg håber, at man fra museets side med tiden i lidt højere grad vil tilgodese de sjove små ting fra sømandens hverdag, som for en "gammel sømand" gør det spændende at komme på besøg og nikke genkendende og sige, "neeej se den fine gamle ting." eller "sådan en havde vi også om bord."

Denne første udstilling er for mig at se (i det korte tidsrum jeg havde til rådighed) meget generaliseret, hvilket den "første" udstilling nok også skal være, og den viser hvad dygtige indretningsarkitekter formår nu til dags, hvor den gamle tørdok som et fint monument er flot bevaret midt i projektet.

Jeg synes ikke ”sømanden druknede” men ”han kom måske nok lidt i klemme”

Prominente gæster ankommer. Her ses Marianne Jelved, Nick Hækkerup, Christine Antorini, m.fl.

Samtale mellem Ane Mærsk Mc.-Kinney Uggla, Borgmester Johannes Hecht-Nielsen og Bjarke Ingels.

Borgmester Johannes Hecht-Nielsen udtrykker glæde over at Helsingør har kunnet lægge jord til projektet, som i folkemunde bliver kaldt
"Byens dyreste hul i jorden"

Marianne Jelved gav en morsom tale med en håndfuld sjove sømands-udtryk og sluttede med de samme ord som snesejleren altid har brugt, "Go' Vind!"

Dronning Margrethe II virkede meget veloplagt og fortalte, at hendes far Frederik IX i sin tid kunne høre på skibsfløjten, hvilken båd det var, der med signal sejlede forbi Amalienborg.

Hun huskede også, at faderen tog hende med til en søsætning, mens hun kun var 7 år, og at faderen fortalte hende, at det var vigtigt at lægge mærke til detaljerne, når skibet forlod stabelen.

For eksempel de store kæders raslen, og at skibet, når det netop var kommet helt ud i vandet, "nejede" for forsamlingen.

Hun fortalte også om en rejse, hun for 50 år siden havde været på, om bord på ØK-skibet Jutlandia, og at der blev slået på en gonggong, når det var spisetid.

Det var netop ved at slå et slag på den selvsamme gamle mad-gonggong fra Jutlandia, som nu findes i museets varetægt, at hun gav signalet: "Museet er serveret".

Som i et eventyr, var en dreng kravlet op på spidsen af den mole som afslutter den inderste dok.

Efter flere års forsinkelse holdt M/S Museet for Søfart i Helsingør endelig i dag lørdag d. 5. oktober - 2013 officiel åbning.

Museet skulle være åbnet for 3 måneder siden, men efter skybruds komplikationer, måtte man udskyde åbningen, som så bliver i dag, hvor Hendes Majestæt Dronning Margrethe kom og indvidede det over 300 millioner kroner dyre bygningsværk, der er tegnet af den kendte danske arkitekt Bjarke Ingels BIG-group.

Det prestigefyldte museum har op til åbningen været kritiseret for ikke at have styr på budgetterne, og allerede starte ud med underskud, før den første gæst har sat sine fødder på museet.

Museet for Søfarts nye direktør Camilla Mordhorst indrømmer at hun overtog et noget anstrengt budget, som der dog nu er kommet styr på.

Borgmester Johannes Hecht-Nielsen oplyser at man har estimeret med 100.000 gæster om året til museet, men det mener han er alt for lavt sat, han tror der vil komme mange flere.

Han påpeger at både indholdet om Danmarks spændende søfarts historie, samt den imponerende arkitektoniske museumsbygning, der er bygget ned i jorden, vil trække masser af gæster til fra nær og fjern.

Oprindeligt var det tanken, at det nye museum skulle placeres nede i selve dokken mellem slottet og kulturværftet.

Som den eneste tegnestue skrottede BIG det oplæg og lod dokken være tom, mens museet skulle bygges rundt om dokken.

I går stod arkitekten Bjarke Ingels på Museet for Søfart og forklarede resultatet af den beslutning.

Museet er blevet mere dramatisk og mere skulpturelt end jeg havde forventet, sagde Bjarke Ingels.