SNESEJLER

"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 2

Hej !

Jeg så i Navigatør at der var oprettet en hjemmeside for gamle ØK-folk, det synes jeg var en rigtig god ide, for det var fandens sjovt at sejle i ØK.
Jeg startede i Bogota i 1964 som dæksdreng, to rejser, hvor vi lå i Bangkok i 14 dage, det var et eventyr uden lige for en dreng på 16 år. Derefter i Andorra som ungmand, senere i Azuma som letmatros og i Boribana som matros.
I 1969 startede jeg på navigationsskolen i Svendborg, og i juni 1971 tog jeg skibsførereksamen.Den 15. juli 1971 mønstrede jeg som 2. styrmand på det gode skib Sargodha.
Vi sejlede fra Frihavnen ved middagstid mod Gøteborg, og kort tid efter afsejlingen fik vi at vide at Poona var sprunget i luften i Gøteborg. Senere samme dag da vi ankom til Gøteborg så vi de sørgelig rester af Poona, som stadig lå og røg, det var en mærkelig oplevelse den første dag som "rigtig" styrmand.
Dengang var kaptajnerne "rigtige kaptajner af guds nåde", men samtidig også nogle værre originaler. I Sargodha skulle vi til at tage lods ved Glasgow, og jeg skulle som yngste styrmand tage imod lodsen. Jeg kom op på broen for at melde at jeg var klar til at tage imod lodsen. Jeg var iklædt min helt nye uniform med kasket, med meget skarpe pressefolder lige indkøbt ved Faxe-Pedersen, på fødderne havde jeg et par skinnende nye sorte træsko, som jeg havde set at styrmændene brugte på Storebæltsoverfarten. Og i grunden syntes jeg selv, at jeg var ret pæn og nobel at se på.
Kaptajnen som hed Paulsen, også kaldt "fine-Paulsen", var iklædt en japansk silkekimono med diverse broderier, på fødderen havde han et par japanske trætøfler med høje klodser under. Om halsen havde han et såkaldt bøssetørklæde, og i hånden havde han et ca. 20 cm langt cigaretrør med tilhørende cigaret, selvfølgelig. Da jeg kom hen til ham for at melde at jeg var klar til at modtage lodsen, mønstrede han mig fra oven og nedefter, hvorefter han udbrød: "Styrmarnd, hvordaarn faarnden, er det De seer uud, ved De ikke at maan i Komparniet ikke karn gå i roesko". jeg blev helt paf og vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, men rent instinktivt begyndte min pegefinger på min højre hånd at rejse sig for at pege på kaptajn Paulsen's noget eksotiske påklædning.
Dennne bevægelse bemærkede han ganske straks, hverefter han udbrød, " De skal farnneme ikke pege på mig, haar De ikke hørt om the captains privilegees", hvorefter jeg uden yderligere bemærkninger gik ned på kammeret for at skifte til almindelige sko, træskoene smed jeg vist nok ud over siden. I Glasgow blev han så afløst, og skibets faste skipper kom om bord.
Jeg har haft rigtig mange andre sjove oplevelser i ØK, som jeg kun kan beklage at det ikke eksisterer mere som rederi. Idag sejler jeg stadig som styrmand, men i noget helt andet og knap så eksotisk, nemlig i Mols-Liniens kombifærger mellem Århus og Kalundborg, ja sådan kan det jo gå tilbage for enhver.

Med venlig hilsen/Best regards
Alex B. Olesen.

BASRA BANGKOK

Fra gammel gammel snesejler.

Hej willy den nye side er rigtig god og dem som bor i jomtien har faaet siden op i favorites, Willy du må kende Kurt... han har en restaurant i Jomtien i har vist været sammen på Malacca fra 1963 og frem, han kender da dit kontra fej, iøvrigt er han fra silkeborg, men bor i pandrup om sommeren og er i thailand om vinteren, vi har lige været sammen med dem i Jomtien Patthaya.
Jeg har lige fundet en bog hos nogle venner som er op i årene, forfatter Hakon Mielche titel: "KURS MOD SIAM". Der er en interessant forside og nogle rigtige gode billeder inside. Hvis du ikke kan skaffe den sender jeg den gerne op til dig.

GLÆDELIG JUL OG ET GODT NYTÅR
OG TAK FORDI DU ORKER MED SAADAN EN HJEMMESIDE MINDERNE VÆLTER FREM, DET ER BARE RIGTIG GODT.
MVH Arne Justesen.

Kambodia65. Gangvej hejses op

Matros syer sejldug

Hej Willy.

Jeg har set din flotte hjemmeside og kommentarer fra gamle skibskammerater. Kan anbefale EAC-Club og eventuelt medlemsskab af klubben. Vi er mange som har meget fornøjelse af at mødes der nogle gange om året.

Med højagtelse (som det hed i ØK i gamle dage)
Fhv. kaptajn
Kurt Kaysen.

MALACCA I SYDNEY

SINALOA I JAPAN 63

SUMBAWA

Hej Gruffo hin Grumme!

Jeg har med stor interesse læst din hjemmeside om snesejlerne. Minderne vældede frem, mange af de omtalte personer kendte jeg, for jeg er selv en af slagsen, idet jeg kom fra Mærsk og sejlede i ØK fra 1966 til 1985 som telegrafist. Jeg begyndte på Poona og sluttede med Paranagua. Indimellem havde jeg 16 forskellige ØK-skibe, derefter 12 år på havundersøgelsesskibet Dana og skoleskibet Danmark - samt en række af de helt store russiske skoleskibe.
I dag sejler jeg i min fritid med skonnerten Martha - når den ellers sejler. Ellers har jeg slået mig ned som maritim forfatter. Jeg kan bl.a. anbefale min bog "40 år til søs - fortalt i ord og billeder", som jeg udgav i 2002. Heri fortæller jeg om mine oplevelser på over 30 vidt forskellige skibe og om mine 20 år i ØK. Bogen er illustreret med over 600 farvefotos.
Jeg har i hundredvis af ØK-billeder, da jeg flittigt har fotograferet siden jeg blev konfirmeret og skrevet dagbog hver dag siden mit 13. år. Jeg har skrevet bøgerne "Martha - en skonnert gennem 100 år", "Dansk fiskeri - redningsskibene og fiskerikontrollen" og om få dage udkommer min nyeste bog: "De danske isbrydere". Bogen var påbegyndt af min gode ven og kollega Knud Fischer, men da han døde tidligere på året, blev jeg bedt om at færdiggøre bogen.
Jeg er næsten færdig med en bog af en helt anden karakter: "I orgeltonernes verden" om kirkeorglets historie fra år 246 før Kristi fødsel og til vore dage. Den udkommer til næste sommer, men det taler vi ikke så meget om, for jeg er jo sømand, snesejler af Guds nåde og var jo også stamgæst på "Mosquito Bar", "Venus Room" - og havde min faste gang i "Pisrenden".
Jeg har desværre ikke fotos fra "Mosquito Bar" og "Venus Room", men i min bog 40 år til søs er der fotos fra "Club nr. 1" i Yokohama, som også var meget besøgt af ØK-folk. Du er velkommen til at benytte mine billeder fra bogen. Når jeg får tid til overs og falder over nogle interessante billeder, skal jeg nok tænke på dig.
Det var en fhv. ØK-telegrafist, Mogens Toft, som satte mig på sporet af din hjemmeside. Han endte i ØKs personaleinspektion og er nu ansat i Søfartsstyrelsen. Vi er også mange fra dengang, som er medlem af ØK-klubben og modtager bladet ØK-Nyt. Der igennem hører jeg ofte om gamle bekendte fra ØK-tiden. Klubben står for mange fine arrangementer, men desværre på "Djævleøen", så vi ”Jyllændere” føler os lidt afskåret fra at deltage. Lidt en skam - for der er så mange, jeg gerne ville have hilst på igen.

Fortsat held og lykke med hjemmesiden. Lad os håbe på yderligere fremgang.
Med højagtelse
Thorkild Sandbeck. forfatter til: BOG OM 40 ÅR TIL SØS (20 ÅR I ØK) 600 FARVEFOTOS.

DE NÆSTE 7 BILLEDER ER FRA BOGEN (med tilladelse)

MALERGÆNG I HONGKONG "FIKSER" JUTLANDIA

FALSTRIA I SØGANG

SUEZ 77 KANONSTILLING

SUEZ 77 UDBOMBEDE BOLIGER

SUEZ 77 BOMBERAMT HOSPITAL

Panama i Suez kanalen 65

GRUNDSTØDNING ?...NEJ SUEZKANAL (vigekanal) SET FRA SIDEN

Suezkanalen

Meonia 59 Suezkanalen

Suezkanalen 64

Hej Willy.

Jeg syntes du har lavet en rigtig flot side her, tillykke med den, det er noget siden jeg fandt den ved et tilfælde. Jeg sad og kikkede i nogle gamle postkort og fotografier hvor jeg faldt over et af MS. Pretoria. Jeg havde ikke et billede selv, men min nu afdøde mormor havde åbenbart gemt alle de kort som jeg gennem tiderne har sendt til hende. Det satte så gang i nostalgien, jeg tænker tit på de stakler der sejler i dag, de kommer jo aldrig i land. Godt man stod ud, før containerne tog over, vi har da oplevet noget i det fremmede. Vi lå jo inde i længere tid ad gangen. Jeg stoppede ikke her med at sejle men næsten. Jeg mønstrede i København på B & W´s værft i tørdoggen d. 05. 02. 1966 og skulle med på en tur til St. Thomas, St.Croix og gennem Panamakanalen, jo tak lige fyldt 16 år før jul, om jeg var stolt? Ja mon ikke. Jeg skulle bestride den laveste rang man kunne få i ØK, til en hyre af stort, 600, 00 kr. om måneden men pyt, det var jo 50,00 kr. mere end jeg fik i min sidste båd, en coaster hvor jeg var i næsten ¾ år på eouropafart. Et godt sted at lære viste det sig, jeg kunne da se da jeg kom om bord i Pretoria, at jeg kunne meget mere end deres jungmand, jeg kunne både stå til rors, splejse både tov og wire, passe maskinen om natten og køre spil også med prevender.Vi kom i vandet efter et par dage, vi var fire drenge som skulle gøre bakstørn, til de andre mønstrede kom.
Derefter gik det så via Århus og Hull til Caribien og op af vestkysten op til Vancouver og vende. Vi havde, jeg ved ikke hvor mange, Jaguar biler med og der var flest E-typer med, og så Whisky, Beefeater, Gin Gordon og alt det gode.
Man får jo en lære for livet i ØK, noget jeg siden har erfaret. Vi havde en dygtig og god bager om bord, han lavede ikke ret meget, (troede jeg) jeg så jo ikke hvad han lavede før halv seks morgen. Da jeg kom hjem skulle jeg bare i lære som bager, men da fik jeg lært noget andet, nu vågnede jeg. Jeg kom desværre ikke ud at sejle som bager.
Jeg begyndte at køre lastbil, og da jeg så var 21 at køre eksport og det gik der 24 år med. Nu tror jeg ikke jeg skal ud at sejle og hvad vil man i dag med en bager om bord?
Jeg er ikke god til at huske navne, men findes de, kan jeg huske kokken og de andre messedrenge, den ene (lange) fra Nakskov han hed Benny, og var ud af en stor børneflok, hans far var også i ØK, nemlig på værftet i Nakskov, så var der en jeg boede sammen med, han kom fra Blågårdsgade i KBH, hans navn er Bob og der udover var der en der hed Bruno. Kokkens navn er ret let at genkende nemlig Hasse Sylvander om jeg har stavet rigtig ved jeg ikke.
Jeg vil gerne tale med alle, der har sejlet sammen med mig, og netop på denne tur havde vi noget med, der er nemt at huske, en meget stor skibsskrue i messing liggende på agterdækket, hvor vi fik den ombord husker jeg ikke, men den skulle med til Liverpool.

Med venlig hilsen
Jørn Rex Sørensen.

POONA 66 AUSTRALIEN

Hej Willy.

Lidt om mig selv. Startede med Pretoria til USA's vestkyst 5. december 1963 som dæksdreng. Sidste tur var med Meonia som Overstyrmand afmønstrede 29. oktober 1979. Nu lods i Farvandslodseriet Skagen. Jeg har fulgt din side fra begyndelsen, men nu er der rigtigt kommet gang i den efter omtalen i bladet Navigatør. Jeg har ca. 200 dias og lidt papirbilleder fra min tid i ØK.

Med venlig hilsen
Søren Tuxen.

Maskinass. - Kapt. "China" - styrm. Tuxen - Maskinass. - 2. Mester. "Samoa"

Ansættelse i ØK
'Pasa(fuckin')dena' var mit første skib efter sømandsskolen i Frederikshavn. Indskuddet i navnet var et udslag af overmåde smartness og en sikker brug af det første slangord, vi hvalpe lærte på den første rejse til 'Guds ejet land'. Skibet fejlede ellers ikke noget.
Jeg har flere gange siden filosoferet over hvorfor jeg søgte min første hyre i ØK og tillige ansættelse som elev. På sømandsskolen skortede det ikke på advarsler om miljøet i ØK. Mange havde noget at fortælle om nedladende behandling af underordnede medarbejdere.
Jeg oplevede det for fuldstyrke i mit første møde med Kompagniet. Vi var nok ikke så godt vandt dengang. Vi fandt os i meget på grund af den arbejdsløshed, der stadig var i Danmark i slutningen af 50'erne.
Her er en beskrivelse af en 16 årig knægts oplevelser dengang:
På sømandsskolen lærte vi at skrive en rigtig ansøgning. Med blæk vel at mærke. Ikke noget med skrivemaskine, næ håndskrevet. Jeg ved ikke, om der dengang var flere grafologer end nu, men den skulle være håndskrevet! Den blev sendt en måned inden skoleafslutningen den 15. dec. 58. Der kom svar kort tid inden jeg kom hjem til Svendborg. Jeg skulle stille på skibsinspektionen i Frihavnen med mit eksamensbevis. Den 30 dec. 58, men ikke noget klokkeslæt. Hva nu? Turde jeg ringe og spørge? Mine forældre sagde nej, så det gjorde jeg ikke.

Jeg rejste dagen inden til København. Dengang en rejse på 5-6 timer. Jeg havde fundet et billigt værelse inde i byen. Om morgenen tog jeg en taxa ud til frihavnen. Jeg besteg den brede trappe op til 1. salen, hvor skibsindspektionen lå og gik hen til skranken, præsenterede mig og afleverede mit eksamensbevis til en person, som jeg senere fik at vide hed A C Nielsen (styrmand Nielsen). Klokken var vel 8 eller halv 9. Nielsen sagde intet andet end: "Sæt Dem over på bænken ved væggen"!
Der sad jeg indtil kl. 11. Ikke fordi jeg kedede mig. Folk kom og gik, der blev snakket i telefon og hen over skranken. Der hang også et stort kort over hele verden. Alle ØKs skibe var sat på det, små skibsformede træklodser med navneskilte.
Pludselig vinkede Nielsen mig hen til skranken og meddelte mig, at jeg kunne tage hjem, og at jeg ville høre nærmere.
Jeg tænkte, nå så må jeg være ansat.
Ikke noget med: Velkommen i Kompagniet eller Vi er glad for osv. Heller ikke noget om mine rejseudgifter fra Svendborg til Kbh. Dem måtte jeg selv betale. Husk lige, at jeg endnu ikke havde tjent en eneste øre, alt var for lånte penge.
Pludselig dukkede en lille mand op ved siden af Nielsen. Han sagde: "Goddag, hvad sprog taler De?"
Jeg tænkte: Hvad he..... skal jeg svare, så jeg valgte at sige: engelsk og tysk.
Nå sagde han, jeg troede De talte fynsk, Ha-ha, hvorefter han gik.
Jeg fandt senere ud af, at det var skibsinspektør Heindorn.
Jeg talte dengang fynsk, sikkert meget fynsk, men ved gud, hvor jeg følte mig til grin den dag.
Inden hjemrejse skulle jeg på ØK's forhyringskontor i Lille Strandstræde og have 'et stempel' og til ØK's 'hoflæge' Rygaard (Bredgade) og vaccineres. Af vaccinationskortet kan jeg se, at det var den 30. dec. 1958.
Om jeg var glad? Ja, det var jeg, jeg havde fået arbejde, og det var svært dengang - meget svært. Men det var ansættelse efter ØK style.

Aspirantkammer "Panama" 65.

Mellemtid.
Jeg fejrede Nytår sammen med en god ven, elev på sømandsskolen, Kell (jeg har mistet både efternavn og kontakten med ham, desværre). Men et minde fra den aften har jeg da. 'I løftet stemning' tændte jeg et 10 øres kanonslag (de var store dengang), og fik det ikke smidt hurtigt nok. Bang: en hånd der gjorde ondt og en høreskade på venstre øre.
Hjem til Svendborg og vente på besked. Først i januar kom brevet i den blå kuvert. De skal mønstre ombord i M/S "Pasadena" den 22. jan 59 under skibets ophold i Hamborg. Vi beder Dem anerkende modtagelsen af denne meddelelse ved at telefonere til Ryvang 9500, lokal 22. Det var styrmand Nielsen, der fortalte mig, at jeg skulle rejse sammen med styrmandselev Jens Otto Bruun-Madsen i tog fra KBH til Hamborg. Fint, så havde jeg en, der kendte til det hele. Fint fint!
Igang med at pakke kuffert og køjesæk og ellers gøre klar til turen til USAs vestkyst.

Rejsen til Hamborg.
Den 21. jan 59 tog jeg 'bumleren' fra Svendborg til Nyborg. Færgen over Storebælt. Tog videre til København.
Jens og jeg mødtes på Hovedbanen og fandt pladser i en togvogn med sovesæder. Dem beholdte vi helt til Hamborg. Østersøen blev krydset med "Theodor Heuss" fra Gedser til Grossenbrode. Vi spiste aftensmad om bord. Hvor var det dejligt at rejse sammen med Jens, han var matros/elev og vidste lige hvordan opgaverne skulle løses. Hvad man kunne og hvad man skulle lade være med. Vi snakkede meget, og jeg lærte om ØKsystemet.
Vi kom ned til kajen i Hamborg inden "Pasadena" var fortøjet, så vi satte vores pakkenilliker ind på et kontor og gik rundt og besigtigede alt det gods vi skulle have om bord. Der var meget lige fra biler til tørmælk.

Aspirantkammer "Panama"65.

Om bord på "Pasadena".
Da gangvejen var sat, gik vi om bord og fandt vores kammer. Som standard på P-bådene lå det på hoveddækket, på forkanten af midtskibsbygningen i styrbordsside. Derefter op til kaptajnen og 'meldte os'. Et kort 'Velkommen om bord', gå ned og pak ud, aflever jeres søfartsbøger og pas til telegrafisten og meld jer hos 1. styrmanden. Det gjorde vi!
1. styrmanden satte Jens og mig til at spise, når vi var færdig med udpakningen. Derefter kunne Jens gå på dækket og jeg kunne gå igang med rengøring af kammeret. Godt at have Jens med, jeg anede ikke, hvor jeg skulle begynde og slutte. Han hjalp med at finde kabyssen, skaffe- og rengøringsgrej.
Kammeret var dejlig stort, især når vi kun skulle være 2 mand. På forparten i styrbords side var der en dobbeltkøje med skuffer under og i bagbords side en enkelt køje med 3 store skuffer under. I midten et bord og en stol. Bagud stb. en dør ind til vores spiserum og derefter 3 skabe. De var måske i bb. side, jeg kan ikke huske det. -Hvis én kan det, så giv mig en mail, så jeg kan rette det.- Indretningen var ikke som på "Panama" billederne på snesejler.dk. Spiserummet lå ud imod den udvendige gang, og var indrettet med et bord og 4 stole. Lige agten for spiserummet lå vores badeværelse med adgang fra den samme gang vi kom ind på kammeret fra. Imellem kamret og baderummet var et arbejdstøjsskab. Alt ialt flotte forhold, det 'kunne der absolut ikke klages over'. Vi spiste og jeg skiftede til arbejdstøj og gik igang med at gøre rent. Der trængte meget, det må have været brugt som reservekammer.
"Pasadena" var ikke særlig gammel på det tidspunkt, men én ting husker jeg, vi var generet af kakelakker på hele rejsen. Jeg havde en speciel god ven, som holdt til et eller andet sted under min køje. Jeg havde valgt den underste køje om stb. Nå nye skibe kan også have kakelakker, og jeg fandt senere ud af hvordan man anvender en flitsprøjte.
Næste morgen blev vi purret ud kl. 05.30. Ud og børste tænder og en hurtig kop kaffe. Kl 06.00 op til 1. styrmand for at få arbejde. Jeg skulle gå hele dagen 'i rumpen på Jens'. Det var spændende. Min første dag om bord. Rengøring på broen, stille kaptajnen sov. Ellers ud på dækket og ned i lasterne. Jens var super, han var rutineret, og jeg var ny. Jeg skulle gøre klar til morgenmad til klokken 08. 2 spejlæg med 2 stk bacon, fransk- og rugbrød, smør, ost og marmelade. Hjemmefra var jeg vandt til at drikke mælk og komme mælk i kaffen, så jeg spurgte efter det i kabyssen. De gav mig en dåse med mælk. Nå ja, det var vel OK! Da vi gik i gang med at spise, hældte jeg i kaffen og noget i et glas. Føj for s..., jeg drak ikke kondenseret mælk mere, men den smagte nu fint i kaffen! Der var endnu nogle år til det tidspunkt, hvor 'jernkoen' leverede mælk ombord i ØK skibe.

Aspirantkammer "Panama"65.

Afsejling til Newport.
Vi skulle have været sejlet kl 16, men det blev 18.30 fredag den 23. jan inden vi kom afsted. Lodsen kom om bord og der blev varskoet klar 'for og agter'. Jeg skulle på broen sammen med rorgængeren. Jens hjalp med at gøre klar deroppe, og han gik på bakken sammen med 1. styrmanden. I januar er det mørkt på det tidspunkt, så efter at trosserne var gået stod jeg ved maskintelegrafen og foretog mig ikke andet end at glo på alt det, der gled forbi uden for vinduerne.
Jeg var sat på 3. styrmandsvagten fra 18.30 til 24.00, så jeg skulle blive på broen. Sikken en aften, skibe masser af skibe, slæbebåde, lægter og pramme, kraner og pakhuse. Det tog dog en ende og vi skiftede til flodlodsen, der igen blev skiftet ude ved Brunsbüttel. Jeg kan ikke huske om jeg deltog i det skifte, men jeg kan huske, at jeg for første gang i mit liv var ved at blive søsyg. I dagene forinden havde det blæst fra NV i Nordsøen, og dønningerne stod ind i Elbmundingen. Måske fornemmede kaptajnen, at der var noget galt, eller også gik jeg bare i vejen deroppe på broen. Han sendte mig tilkøjs inden midnat, og det var jeg glad for, nej hvor var jeg også træt. Hvor end du befinder dig idag: Tak for det kaptajn Rickard Sørensen! Jeg slap for at vise min søsyge!
Kaptajnen var ikke nogen 'årsunge', idag kan jeg ikke sætte alder på ham, så jeg nøjes med dette ord. Han var en meget omgængelig person, der altid havde et nik parat til en hvalp som mig på 16 somre. Det mest karakteristiske ved ham var, at han aldrig brugte flere ord end nødvendigt. Hans navn i Kompagniet var: Den tavse dansker. Alle omtalte ham sådan, og alle vidste, hvem det var. Aldrig skældud eller bandeord, altid venlig, sådan husker jeg ham! Når han gik rundt og ledte efter træ på dækket til sit tidsfordriv, snedkerering i hans hus imellem hans beboelse og skorstenen, så fik man også et godda' eller godt vejr. Den rejse havde jeg en god kaptajn!
Rejsen over Nordsøen gik godt, også den Engelske Kanal var os venligt stemt. En lille detalje er der dog gemt i hukommelsen. På et tidspunkt var jeg oppe under bakken efter et eller andet. Skibet 'satte ret meget i søen', og jeg kunne mærke, at når skibet gik ned i søen, så 'fik jeg en følelse af mindre vægt'. Modsat selvfølgelig når skibet løftede sig over den næste bølge, gav det en fornemmelse af mere vægt. Mærkelige detaljer, der bliver hængende.

Newport Mon, Wales.
Vi rundede Land's end søndag aften den 25. jan og satte kursen op i Bristol Kanalen. Vi skulle til Newport Wales. En ikke særlig stor havn på sydkysten af Wales. Vi skulle op ad River Usk og ind i en dock. Igen en ny oplevelse, et stort skib ind igennem en smal indsejling til et havnebassin, luk porten bag skibet og fortøj det langs en kaj. Nu kan tidevandet udenfor opføresig som det har lyst, skibet ligger stille og roligt ved kajen.
Vi skulle laste mange ting blandt andet biler til Los Angeles og San Francisco. Rover 90 og 105. Jeg husker, hvor nussede havnearbejderne var. Ikke noget med arbejdstøj, næ de arbejdede i det tøj de kom og gik hjem i. Gamle slidte jakkesæt, de fleste havde også vest på under jakken. Naturligvis havde de slips om halsen, med en lille fedtet knude, som ikke havde været løsnet de sidste mange år. Lugemanden ved luge 2 var helt speciel. En lille fyr på et halvt hundrede år, naturligvis i ovennævnte dres, der ud over de sædvanlige 'fagter' til spilmanden også råbte, og jeg skriver råbte så højt, at hans kone derhjemme må have kunnet høre ham, sine ordrer som suplement. Jeg tænkte, han må have været sergent i den engelske hær med den stemme. Jeg fik ikke spurgt ham, om min tanke kunne være rigtig.
I løbet af nogle timer blev folkene nede i lugerne mere og mere støjende. 1.styrmanden må også have lagt mærke til det, for Jens og jeg blev sendt ned til lockerne (rum på mellemdækkene, der kunne aflåses) for at holde øje med, hvad der skete. Vi lastede whisky i lockerne, flasker i trækasser. Kasserne skulle gøre det sværere at 'snuppe' en flaske til eget forbrug. Men hvor der er en vilje, er der også en vej, som den berømte udbryderkonge Carl August Lorentzen, Horsens Statsfængsel sagde. Man kunne jo komme til at 'tabe' en kasse, så en/flere flasker gik istykker. Op med kassen og holde tekrusene under når væsken løb ud af hjørnet. Jens og jeg kunne kun sende de defekte kasser i land igen. Nogle af havnearbejderne var så fulde, at de havde svært ved at kravle op af lasterne. Forsikringen betalte for branderterne.

Passager kahyt Basra

Atlanterhavet.
Vi sejlede fra Newport onsdag den 28. feb på den lange rejse til Charlotte Amalie på De Vestindiske øer. Overfarten gik stille og roligt uden alt for meget dårligt vej, selvom vi sejlede storcirkel. 'Den tavse dansker' mente, at det var en god løsning, selvom det var vinter på Nordatlanten. Jeg gik søvagt hele vejen og selvstyreren blev slået fra om aftenen, så jeg kunne få lov at træne i at styre "Pasadena". Det var spændende, tænk lille jeg styrede det store skib. Mange år efter på en rejse til Falklands øerne ombord på "A. E. S." tænkte jeg på de aftner, da var det ikke så morsomt længere. Vores selvstyrer var gået i stykker, og jeg var ene mand på broen i 2 gange 6 timer i 30 døgn.
Nå luften blev varmere og varmere, og vi nærmede os troperne. Første gang i et anden verdensdel. Naturligvis havde jeg set film fra andre steder i verden, nu skulle jeg opleve det selv.

Charlotte Amalie.
Vi ankom til Sct Thomas fredag den 6. feb om morgenen kl 6. "Pasadena" var sejlet øst om øen og så styrbord rundt om pynten ind i bugten, hvor byen ligger. En vidunderlig morgen med lette regnbyger. Kajen lå til styrbord, så bagbords anker blev kastet, kaptajnen ville være sikker på at kunne komme ud igen. Vanddybten var ikke ret stor langs kajen, jeg har en gang været på grund der med et ØK skib. Vi fik fortøjet og folk myldrede ombord. Så mange sorte mennesker havde jeg ikke set før. På film, men ikke i virkeligheden. Losningen gik igang og vi blev ikke færdig den dag. Fint, så blev der en chance for at komme i land om aftenen. Den blev lystig, sammen med messe- og kammerdrengene. Op på barene i sidegaderne til Dronningens gade (Main Street). Det endte for første gang i mit liv med 'en ordentlig kæp i øret" Pyh, jeg kom først ombord kl 4.30. Op igen kl 6 og på arbejde. Jeg var sikkert ikke til ret meget den formiddag. Inden vi sejle kl 13 lørdag den 7. feb, nåede vi at laste en masse romtønder på dækket. De måtte ikke komme ned i lasterne pga brandfare, sagde styrmændene. En af dem fortalte, at han engang havde set en træ romtønde gå i stykker. Indvendigt så stavene ud som pindsvin. Forklaring: Når man skulle 'stjæle'/prøvesmage på indholdet, så brugte man et tyndt vridbord til at lave hul og en pind til at lukke med igen. Smart ikke!

La Guaire.
Vi sejlede for halv kraft ned til La Guaira (lä gui'rä) i Venezuela. Byen er havn for hovedstaden Caracas. Vi ankom mandag morgen den 9. feb kl 6, smed anker og ventede på told og emigration. Endnu en oplevelse: Da folkene i de fine uniformer gik fra borde efter en times tid, bar de på kasser med sprut og cigaretter. Det kunne jeg ikke forstå, havde de beslaglagt noget. Næ' sagde Jens, det er bestikkelse! Toldere tager imod bestikkelse så åbenlyst! Så havde jeg lært det. Der var nu ikke ret meget last ud og ind, det kan næppe have dækket omkostningerne til tolderne. Vi sejlede igen sent på eftermiddagen vestover til Curacao, som vi ankom til næste morgen kl 4.

Jul "Kina" 66.

Curacao.
Ind igennem kanalen mellem Willemstadt og Emmastadt ind i indsøen og losse siger og skriver 6 tons gods. Hovedformålet har sikkert været at bunkre billig olie. Afsejling kl. 10. Det var et par hektiske dage. 2 år senere skulle jeg få meget mere med Curacao De Nederlanse Antillen at gøre, da sejlede jeg mosquitofart med "Brigit Mærsk".

Det Karibiske hav.
Igen vestover imod Cristobal/Colon, SØ passaten lige agterind, så det var en rolig sejlads. Jeg har ingen notater om ankomst til Panama Kanalen. Det eneste jeg husker er, at vi kastede anker inden vi fik lods ind til havnen. Vi havde gods til Panama, så vi fik en nat i byen. Hvis jeg husker rigtigt, så er det en 'dobbeltby' med Cristobal i kanalzonen og Colon i Panama staten. Jeg nåede at komme i land sammen med drengene og fik dyppet snablen grundigt.

Forholdet til Sømændenes Forbund.
Her vil jeg afbryde 'turbeskrivelsen' for at fortælle om et sag, som både Jens og jeg havde problemer med. I 1956 den 13. marts bryder overenskomstforhandlingerne sammen og strejke begynder den 19. marts. Sømændenes Forbund var dengang ledet af socialdemokraten From Andersen. Han var presset af det kommunistiske Søfyrbødernes Forbund. From Andersen og hans bestyrelse havde fremsat forslag til en ny overenskomst, der bl.a. indeholdt et krav om at udelukke styrmandselever/aspiranter fra danske skibe. Han følte, at de tog arbejdet fra sømændene. Efter min mening var der LIDT om det. Sømændene strejkede videre efter at statsminister H C Hansen havde gennemført en lov indeholdende en ny overenskomst, der ikke nævnte ét ord om elev problemet. Det endte med at Sømændenes Forbund efter flere måneders strejke måtte gå i arbejde igen og betale en kæmpe bod. Mange sømænd var stadig bitre over 56 strejken i 1959, og Jens og jeg kom til at mærke det. Sidste gang jeg hørte noget til 'aspirantmodviljen' var i foråret 1961.

Jens og jeg måtte ikke komme ind i sømændenes aptering agter, og sømændene ville ikke arbejde sammen med os. Vi blev altid sat til at arbejde et stykke fra 'de rigtige sømænd'. Det var ikke fjenskab, nok mere: her til og ikke længere. Det var nu til at leve med på de gode skibe, vi kunne snakke med dem. Bådsen gav os også det, vi skulle bruge fra hans malershop. På "Pasadena" blev der holdt strengt på adskillesen de første måneder, men så tøede de op specielt over for Jens. Måske både på grund af hans alder, men nok også fordi han skulle hjem på navigationsskole. Hvem kunne vide, måske kom de til at sejle sammen med ham i et ØKskib om en tre-fire år. Mange af dem var jo snesejlere. På "Ayuthia" i 1960 blev 3 elever (jeg var en af dem) sat til at surre teak logs, der havde revet sig løs, sammen med dæksbesætningen. Det ville de ikke, og 'satte sig ned'. Vi blev fjernet og logsene blev suret. Her var forklaringen nok også den, at den øverste ledelse var den dårligste, jeg har oplevet til søs!
Jeg holdt mig til drengene, de passede også bedre til min alder. Vi gik i land sammen på hele turen.

Søren Qvist.

Jul "Kina" 66.

Tak for din hjemmeside som vækker alle de gamle minder.

For mig har det været ekstra værdifuldt, for jeg havde kun eet kamera med een film med 36 billeder i som jeg prøvede at få til at dække hele turen fra København til Østen og tilbage igen.

Imidlertid blev mit kamera stjålet i Port Said da vi var på vej hjem. Et par minutter havde jeg ladet det ligge på køleskabet i messen.

Så jeg kom hjem uden et eneste personligt billede fra turen, som jeg mønstrede som dæksdreng i august 66 og afmønstrede som jungmand i januar 67.

Turen står stadig som en af mit livs største oplevelser. Jeg blev sendt ud at sejle efter som 14 årig at have slået igen på en lærer som havde mishandlet mig siden jeg var 9-10 år gammel.

Turen til Østen var en tur til friheden.

På denne side har jeg fundet to billeder af mig selv. På det første står jeg bag en haj vi fangede i Malakkastrædet mens vi lå stille under en af vores utallige skylleluftbrande. Til venstre står koksmathen og til højre bådsmanden og lidt tilbage står en matros som talte bornholmsk. Jeg har glemt deres navne.

På det andet billede står jeg i hvid ungtjenerjakke og rækker ud efter et messingkrus som jeg den aften fik i julegave. Kruset står ved siden af mig lige nu! Når jeg er i tjenerjakke er det fordi bådsmanden bad mig hjælpe dæks i messen da det nu var juleaften.

Men som jungmand skulle jeg jo også gå vagt. Jeg havde 8-12 vagt og skulle på broen på udkig kl. 20.00. Imidlertid havde bådsmanden foræret dæks og mig en flaske whisky som vi havde pimpet af under middagen. Så da jeg kom på broen var jeg nærmest forgiftet af alkohol. Jeg spurgte om jeg kort måtte gå på toilettet, en uhørt forespørgsmål når man var på udkig. 3. styrmanden var en lille færing som jeg normalt havde det rigtig hyggeligt med og han sagde ja.

På toilettet faldt jeg i søvn og vågnede ved 23.00 tiden.

Næste aften foreslog min makker på vagten, at jeg jo nu kunne stå på udkig i 4 timer i træk som han havde gjort juleaften for mig.

Det var jo kun rimeligt og jeg tænkte at det var til at leve med for færingen og vi havde det jo så venskabeligt. Men da jeg kom op på broen og hjemmevant greb ud efter en kikkert, for samtidig at begynde at småsnakke med den færøske styrmand sagde han blot:

"Det der du gjorde i går aftes, jumbo, det bruger vi ikke på havet. Jeg synes det er bedst du i aften går ud på brovingen og tænker lidt over tingene.."

Det gjorde jeg så, og det var en irettesættelse jeg kan mærke helt op til i dag, hvor jeg her 2. juledag 2013 fylder 63.

Klaus Telling.