"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 28

Mine 3 ture med ØK´s M/S Basra 1960-1963.

Letmatros Flemming Mortensen.

Basra bound for East

Efter at have gået i næsten 2 måneder i København og ventet på hyre, vidste jeg, at jeg efterhånden var den ledige letmatros, der havde flest stempler, og derfor førsteretten til en god hyre. Det at gå ledig i København, var ikke så let når man kom fra Bornholm.
Vi fik kun ca. 49,00 kr. om ugen i understøttelse, og det kostede ca. 46 kr. pr. uge at bo på Mindehotellet, så pengene var små. Det ville heller ikke have kunnet lade sig gøre, uden hjælp hjemmefra. Dertil kom at jeg tidligere havde sejlet med 66-bådene som både messedreng og dæksdreng, det betød at jeg var kendt af besætningerne på flere af skibene, som hver morgen anløb Havnegade.
I middagspausen fra Forbundet, strøg jeg så ned om bord på det skib der lå i Havnegade netop den dag, og fik mig et måltid mad, imod at tage dæksdrengens bakstørn.

Frede, Orla og Flemming Mortensen i Port Said.

Så pludselig en sen eftermiddag, skulle der bruges en letmatros til Basra, med påmønstring i Antwerpen 2-3 dage senere. Jeg fik den på omkring 85 stempler, og dengang var 90 stempler max, så skulle man starte forfra, men det blev jeg da heldigvis fri for. Jeg gik på ØK´s forhyringskontor, og fik alle nødvendige papirer, samt et forskud, da jeg var helt blank, så ned og blive vaccineret, og så var jeg ellers klar til på egen hånd, at tage ud i den store vide verden.

Dækslast ved Penang.

Jeg vidste på dette tidspunkt ikke hvad jeg skulle komme til at opleve de næste 2 år, men jeg var selvfølgelig meget spændt på at skulle sejle med et ØK-skib. Jeg havde jo hørt fra andre, at det at sejle med ØK var noget særligt, og at en tur på Østen var noget helt specielt, samt at ”stylen” ombord også var noget særligt.

Erwinn maler bommen.

Desværre gik det sådan, at jeg under togturen ned til Antwerpen, kom på et forkert tog ved togbytte til Innsbruck om morgenen. Det afstedkom, at jeg fik rejsen forlænget med mere end 8 timer. Det betød selvfølgelig, at jeg blev noget anspændt, og samtidig også bange for, at skibet var sejlet, inden jeg nåede frem, men det viste sig, at Basra ikke var sejlet, den skulle først afgå den næste dag, så det var en træt letmatros, der kom ombord lige til spisetid om aftenen. Jeg blev modtaget rigtigt godt af hele dæksbesætningen, som hjalp mig med at få køjetøj m.m. Da jeg lidt senere var ved at pakke ud, på mit kammer og ville til køjs, kom en matros (Kurt fra Esbjerg) og en motormand, og spurgte om jeg havde nogle penge, og i givet fald om de måtte låne dem.

Peter, Knud, Kurt, Harry og Donkey.

Som nyankommet, var det svært at sige nej, og de syntes da også, at jeg lige kunne følge med dem i land, og kigge lidt på sagerne. Også det var svært som ny at sige nej til, så på trods af rejsetræthed, oplevede jeg denne aften for første gang i mit liv, at besøge Marie i Antwerpen og smage lidt på hvad hun kunne servere.
Besøget hos Marie kunne rigtig mærkes i de øverste etager næste dag, da jeg blev purret, men jeg overlevede da, men jeg havde nu fået min ilddåb med hensyn til at gå i land og besøge værtshuse.

Erwinn, Tømrer og Peter.

Næste dag, da vi skulle sejle, sagde bådsmand ”Olai”, at jeg kunne hente et par handsker henne hos 1.styrmanden, og han viste mig hvor hans kahyt var. Jeg gik hen og bankede på, og da han sagde ”kom ind”, åbnede jeg døren, og spurgte om jeg kunne få udleveret et par handsker, da vi skulle arbejde med wirer, i forbindelse med afgangen.

Harry klarer wirer.

Han vendte sig omkring, og sagde meget højt ”hvem fanden er de”? Jeg blev selvfølgelig lidt bange for hans lidt bryske modtagelse, og fik fremstammet at jeg var den nye letmatros, som lige var kommet fra Danmark. Så sagde han, at der hvor han kom fra, var det almindelig god skik at stikke hånden frem og sige goddag, og fortælle hvem man var, og hvad man hed, førend man bad en vildfremmed person om et par arbejdshandsker.

Orla, Peter, Egon Sepstrup.

Jeg har aldrig glemt hans velkomst og fuldt fortjent lidt bryske irettesættelse af mig. Den har fulgt mig siden, og hver gang, også i dag, når jeg møder et nyt menneske, som jeg skal præsentere mig for, så dukker denne episode altid op i min bevidsthed. Denne korte men præcise undervisning i almindelig opdragelse og omgangstone mennesker imellem, har brændt sig fast i min bevidsthed, jeg glemmer det aldrig nogensinde, og jeg er ham egentlig taknemlig for, at han på sin egen specielle facon lærte mig, hvorledes man modtager og modtages af andre mennesker.
Jeg fik mine handsker, og vi afgik fra Antwerpen mod Danmark hvortil vi kom ca. 2-3 uger senere.

Jeg sagde ja til 1. styrmanden i København om at tage med på næste tur, så vi havde det fint nok med hinanden. Det har jeg aldrig nogensinde fortrudt, tværtimod, og jeg blev da også ombord på 3 rejser, som løb over næsten 2 år, selv om jeg overskred min sejltid til matros. Det gjorde ikke mig noget, jeg havde det jo dejligt, og ønskede vel dengang som 18-19 årig, at bare dette lille eventyr måtte fortsætte.

Port Swettenham.

Jeg havde fornøjelsen på alle 3 rejser, at sejle sammen med matros Peter Kleist som kom fra Grønland. Han havde på det tidspunkt vi var sammen, sejlet på Østen i ca. 8-9 år, og han havde ingen mening om, at det skulle stoppe foreløbig, for hans vedkommende. Det var blevet en livsstil for ham, at turnere rundt i havnene derude. Han var kendt af mange mennesker, og veninderne i Bangkok, som han kaldte dem, kendte ham udmærket igennem disse mange år. De kaldte ham for KIMAU, hvilket skulle betyde ”skide fuld ” på Thailandsk. Når de så ham, flokkedes de om ham, fordi de vidste, at han på et tidspunkt blev så fuld, at han faldt i søvn på bænken i Moskito Bar, hvorefter de rullede ham for penge m.m.

Peter Kleist Grønland.

”Det gør ikke noget”, sagde Peter altid, ”det går nok”, og det var jo for venindernes skyld vi sejlede derude, sagde han, og i øvrigt havde han haft det pragtfuldt og sjovt sammen med dem alle inden han faldt i søvn. At det passede hvad han sagde, kunne alle ved selvsyn konstatere, ved at følge slagets gang på bænkene i baren. Veninderne sørgede for, under smil og latter og megen ståhej rigtig godt for Peter, han nød omsorgen, og lavede sjov med dem alle.
Topnummeret en sådan aften, var når der blev inviteret til Floor Dance. Så optrådte Peter som regel sammen med et par veninder, med sin helt egen form for Floor Dance, som nok ikke er set derude hverken før eller siden, ikke et øje var tørt efter dansen, det var simpelthen urkomisk det han lavede, det kan ikke forklares, det skulle opleves. Alle så ud til at have det fantastisk, og så gik det som det plejede og som Peter vidste det skulle gå, og som han intet gjorde for at forhindre. Tværtimod havde jeg ham mistænkt for, at han inden landgang "ladede" sin tegnebogen op, til en omgang Thailandsk rulning. Det var et helt ritual for ham, der skulle gennemleves een gang ved hvert anløb af Bangkok.

Peter "Fidus" og Flemming Mortensen bygger sampan.

Kalfaktrering af sampan. Erik, Jeppe, Tømrer og Holger.

Hvor mange år Peter rejste på Østen efter at vi skiltes i 1963, ved jeg ikke, men jeg tror og håber på, at eventyret fortsatte for ham i mange flere år. Indenfor de seneste år, har jeg en gang set en artikel i Familiejournalen tror jeg det var, som omhandlede Christianshavns Venner ???? eller lignende (en lille hyggeølklub tror jeg), hvor Peter var med i sjakket, ak-ja de snesejlere er da også overalt.

Harry og Flemming Singapore

Sømandsklubben Singapore.

Så var der også kokken, som var med på kun en tur. Han hed Philip, og var vist hoteluddannet kok. Han havde et godt humør, og var altid klar til en frisk Københavnerbemærkning. Således også den dag, da en matros opdagede, at der ikke var hverken rødbeder eller asier sat frem. Matrosen, spørger da højlydt Philip, ”om der ikke er noget surt til maden i dag ?” Svaret faldt prompte og præcist fra Philip ”Jo det er der, du kan  få et billede af hovmesteren !”

Kokken

Koksmath

En anden episode, som alle morede sig over dengang, var da vi lå i Marseille, og skulle laste stærk spiritus. Havnearbejderne kunne ikke lade kasserne være, og også nabolasten i det samme lastrum, som bestod af dåseøl fra Danmark, havde de fået et godt øje til, så det blev bestemt, at skibet skulle stille en vagtmand ned i lasten, for at passe på, at der ikke blev stjålet for meget. Man valgte så matros Kurt fra Esbjerg, som vagtmand. Det var uforståeligt for resten af besætningen, at det var ham der blev valgt, ikke et ondt ord om Kurt fra mig, han var en super kollega, men tørstig det var han. Og det gik da også, som man kunne frygte. Havnearbejderne dannede fælles alliance med Kurt, og de fik det alle rigtig lystigt nede i lasten. Hvordan alle kom hele op fra det nederste lastrum, står hen i det uvisse. Styrmanden rev sig fortvivlet i håret over sit valg af vagtmand, men da var det for sent.

Ølpause i kabyssen.

Kurt inviterede ofte ungmanden (Danmarks Viggo) med i land, Viggo var 20 år, så det var ikke en mindreårig han tog med. En af hans fornøjelser var, at få Viggo drukket tilpas fuld, og så tage ham med hen til en tatovør, og sørge for at Viggo fik en tatovering. Det blev en hel sport for Kurt til sidst, og Viggo lagde, efter min mening, mere eller mindre frivilligt gerne skind til fornøjelserne. Efterhånden skete der det, at Viggo mere og mere kom til at ligne en omvandrende tegneserie. ”Satans også” sagde han efter hver ny tatovering, medens han sendte et anerkendende blik til Kurt. Han syntes nok alligevel det var morsomt. Vi andre var også meget spændte på, hvilken ny tatovering Viggo nu havde fået, efter hver gang de var i land sammen.

Nogen er her nævnt, men absolut ingen glemt af de kolleger jeg mødte, igennem disse 2 år på Basra. Det har altid været en glæde for mig, at tage mit album frem og prøve at genoplive minderne fra dengang, desværre falder enkelte navne væk, men jeg vil gerne nævne nogen her, som jeg husker dem fra den gang.

Peter, Orla, Egon, Bager, Tømrer, Dæksdreng, Viggo og Ole.

Der var bådsmanden Orla (Olai), der var tømreren fra Vestsjælland, der var donkeymanden (Rudolf) fra Ruds Vedby, der var matrosen Egon Sepstrup fra Jylland, matrosen Ole Hansen fra Assens, matrosen Ernst Jensen fra Bornholm, matrosen Peter ”Fidus” fra Århus, matrosen Erwind fra Sønderjylland, matrosen Kurt fra Esbjerg, matrosen Verner fra Agger, matrosen Erik fra midtsjælland, matrosen Frede fra København, matrosen Peter Kleist fra Grønland, letmatrosen Erik Ungermann fra Brønshøj, ungmanden Viggo (Danmarks Viggo), forskellige dæksdrenge, derudover bageren fra Vejle, hovmesteren (pengeudlåneren) fra København. ungkokken fra Jylland og forskellige kokke, koksmater og messedrenge, og ikke at forglemme en stewardesse som vi kaldte Trunte.

Hyggestund.

Trunte var sygeplejerske af uddannelse, og var taget med af eventyrlyst. Desværre oplevede hun 3 døgn i en tyfon ude i Japan, hvor hun bare lå udenfor på dækket og var helt væk i sin søsyge, vi måtte hjælpe hende med alt i disse 3 dage, hendes radio var smadret, alle hendes skuffer var hoppet ud af kommoden osv. så der var virkelig brug for hjælp. I Hamburg på hjemvejen, fortalte hun at hun var ked af at skulle afmønstre, da hun ville komme til at savne kammeratskabet og livet til søs. Vi gjorde hende opmærksom på tyfonen fra Japan, og hun erkendte da, at hendes fremtid nok ikke lå til søs.

Hjemmelavet swimmingpool taget i brug

Svømmeturen nydes så længe det varer

Stormen har ødelagt poolen.

De sørgelige rester af poolen.

Hvis jeg husker rigtigt, så hed kaptajnen på de første 2 rejser E.O. Nielsen, men han blev kaldt ”Jokeren”, på grund af hans lidt tøffende gang, med små skridt. (Det er den bedste måde at beskrive hans gang på).
Han havde vist nok gjort hvad han kunne, for selv at bringe sig i den situation, idet som de andre som kendte ham bedre fortalte mig, så havde for meget god mad, gjort at han var ret overvægtig, samt at spiritussen som han indtog lidt rigeligt af, og man dertil lægger alt for mange smøger, at alt dette i en skøn forening, havde sat sit præg på ham, med skinnebenssår, dårlig kondition, åndenød osv.
Han var ellers en flink mand, som vi ikke hørte meget til, så for os var og blev han ikke noget problem.
Jeg husker dog en morsom episode med ”Jokeren”, hvor vi havde taget lods i Penang. Jeg stod til rors, og da lodsen kom op og skulle hilse på "Jokeren", fortalte lodsen hvad han hed. Da så ”Jokeren” skulle præsentere sig for lodsen, kunne han ikke holde på luften, den slap fra ham højt og tydeligt, og lige efter blev der meget meget stille på broen, for det var på samme tid både hylende morsomt og dødpinligt. "Jokeren" reddede situationen, for sig selv, ved hurtigt at vende omkring, og tøffe ind til sig selv, alt imens der stadig slap luft ud, for hvert skridt han tog, og jeg synes jeg i farten kunne se et lille frækt smil omkring hans mund, han syntes nok selv, at situationen var lidt morsom.

Vedligeholdelsesarbejde til søs.

Lidt dækslast.

Den næste kaptajn efter at ”jokeren” havde afmønstret, hed Pittelkow. Det var en herre, som havde sin egen mening, og ind imellem blev han af 1. styrmanden vist rundt på skibet på inspektion, og så kunne der godt falde en skideballe af, hvis der var noget der ikke passede herren.

Jeg husker bl.a. at en ældre matros som hed Verner, lå syg i sin køje, fordi han en stormfuld nat mistede fodfæstet på lejderen op til broen, og slog sit knæ ret slemt. Pittelkow mente da han talte med ham på hans kammer, at han sagtens kunne ligge i køjen og splejse tovværk og stropper, således at der ikke gik noget arbejdstid tabt. (Joh, der var rigtig god omsorg for de syge).

Verner som maler.

Som det sikkert er mange af jer der læser denne hjemmeside bekendt, så kom vi med ”Basra” til alle de samme steder, som alle de andre både på Østenturene, så jeg vil afstå fra at fortælle ret meget fra anløb og ankomst i de forskellige havne, idet jeg tror, at de fleste af os, der har taget disse ture, har haft de samme oplevelser, vel nok med Bangkok som toppen af kransekagen.

Lånebetingelser malet på dækket

Ole skaffer øl.

Basra ved kaj i Klong Toy Bangkok.

Jeppe og Flemming på Mariners Club i Klong Toy, Bangkok.

Mange tidligere besætningsmedlemmer fra dengang, står helt sikkert tilbage med en følelse af, at vi har været fantastisk heldige, at kunne komme derud, dengang for mange år siden, - hvor det gamle Østen, stadig var tilbage, - hvor der endnu ikke var noget Internet, - hvor nyhederne kom over kortbølgeradioen, blev nedskrevet på et A-4 af ”gnisten”, og derefter uddelt i messerne til gennemlæsning.
Så selvom hver rejse kun tog ca. 5-6 måneder, så var vi altså på langfart, selvom vi i nogles øjne ”kun” var "snesejlere".

.

Visitkort.

..

Visitkort.

Alle mine oplevelser til søs igennem de 7 år det varede, har sat sig rigtig godt fast i mit system, så selv i dag hvor jeg er blevet 64 år, er jeg nødt til at tage en tur på havnen næsten dagligt, for at stå og spytte lidt på bolværket, og spille lidt klog overfor de landkrabber man møder dernede. Joh, man glemmer det aldrig, og en snesejler fornægter sig heller aldrig, han har selvfølgelig en mening om hvad som helst, og skulle nogen være i tvivl, så fyrer man bare et par stærke oplevelser fra Østen af, lige i hovedet på dem, så bliver de lidt paffe og lidt stumme, og det virker bagefter lige som om, at de forstår det hele lidt bedre.

Nå spøg til side.
Mit fremtidige arbejde på land blev som murersvend, jeg gik i land i 1965, og blev udlært murersvend i 1975 som 32 årig. Fra 1986 var jeg valgt som Formand for murerne på Bornholm, og kollegerne gav mig lov til i ca. 19 år at varetage deres interesser overfor mestre og deres organisationer, alle slags myndigheder osv. Det har også været en dejlig tid, i et fag der intet har med søfart at gøre, men som har indbygget den samme arbejdsfrihed og omgangstone, som jeg oplevede til søs. Begge dele, kunne jeg ikke være foruden.

Derudover skete der senere det sjove og spændende i mit liv, at min kone i 1991 blev Rederidirektør, for rederiet PILEN, som sejlede på Rønne/Ystad og Malmø/Kastrup, med 2 små katamaranfærger, magen til dem der sejlede fra Havnegade i København. Det var rigtig spændende så længe det varede i ca. 10  måneder. Desværre var bådene for små til Østersøen, så der kunne ikke opretholdes helårssejlads med dem, og helårssejlads var kravet fra myndighederne, hvis tilladelse til salg af toldfrie varer skulle bevares, da det ikke kunne lade sig gøre, blev bådene og rederiet overflyttet til Havnegade i København, hvor de sejlede indtil Øresundsbroen blev åbnet.

I perioden på Bornholm kom jeg desværre til at svigte mine murerkolleger lidt, for det var så spændende dette sejleri, som min kone nu havde ansvaret for, at jeg måtte på havnen ved hver ankomst og afgang. Så det var sikkert meget godt at det sluttede som det gjorde, for ellers var mit arbejde for murersvendene let komme i fare.

Jeg har en lille morsom erindring fra da ruten fra Malmø til Kastrup blev startet op i april 91. Jeg havde fået lov til at deltage, og på kajen i Malmø kl. 6,00 om morgenen, møder jeg Michael (efternavn?), som jeg havde været på søfartsskole med i Esbjerg, og som også havde sejlet med Basra som styrmandsaspirant på en eller 2 rejser, medens jeg var ombord.

Kort fra Esbjerg Sømandsskole.

..

Skoleundervisning.

Han er nu kaptajn på en af Øresundsfærgerne, og det taler vi lidt om, han er tilfreds med sit arbejde, og glad for at være blevet kaptajn i DSB. Han spørger så mig, om hvad jeg laver, og om jeg sejler med den nye færge. Da jeg svarer benægtende, spørger han om hvad jeg så laver på den færge i Sverige så tidligt om morgenen, og jeg siger at jeg i stedet for at blive kaptajn, har giftet mig med skibsrederen. Det fik vi os en herlig latter over den morgen.

Så en lille kommentar om hjemmesiden www.snesejler.dk  som Willy har sat i gang. Tak for den Willy!
Det har for mig været fantastisk, først ved en tilfældighed at finde siden på Internettet, og så at kigge alle siderne igennem, og genkende mine egne oplevelser fra den gang i 60erne, i de historier der ligger på siderne.

Rustskraberen i arbejde.

Endnu mere fantastisk, at den film om Basra der kan købes på siden, må være optaget medens jeg har været om bord. Jeg genkender de fleste personer på filmen.
Det er fantastisk at få lov at opleve, specielt fordi jeg for ca. 3-4 år siden satte mig for, at jeg ville prøve at finde film eller billeder fra dengang. Jeg kunne erindre, at vores Donkeymand (navnet glemt - Rudolf?) var ivrig filmmand, og han fortalte medens vi sejlede sammen, at han havde en film fra hver af hans ØK-rejser på henholdsvis Østen, Australien og Staterne. Jeg satte et større privat detektivarbejde i gang, idet jeg ikke mere kunne huske hvad han hed.

Jeg fik bl.a. kontakt til en ældre person, som havde været ansat på et af ØK's kontorer, som lovede mig at skaffe mønstringslisten fra Basra, men det blev aldrig til noget. Ligeledes fik jeg fat i tidligere forbundsformand for motormændene Svend Fønskov, som også ærligt forsøgte at hjælpe mig, men desværre uden held.

Så kunne jeg erindre, at matros Ernst Jensen fra Bornholm også havde været en ivrig fotograf. Ham kendte jeg fra Bornholm, hvor vi sejlede sammen på M/S Østbornholm i 5-6 måneder, og så mødtes vi igen på Basra, hvor vi var sammen på hundevagten på en rejse. Nogen, jeg ved ikke hvem, havde fortalt mig, at han var blevet lods i Skagen. Jeg ringede så derop, og fik fat i ham. Han var dog nu lods i Hals Barre, og det viste sig, at han havde ca. 35-40 billeder fra vores tid sammen på Basra, som jeg lånte, og fik lavet kopier af. Vi gik i gang med at maile lidt sammen, og på et tidspunkt skrev han, at han havde haft besøg af en kollega fra dengang, nemlig matros Ole Hansen fra Assens på Fyn, og at Ole havde en film fra Basra tiden på ca. 20 minutter. Jeg fik fat i Ole, og han lod mig låne sine originale smalfilm, som jeg så fik min broder til at sætte sammen til den film.

Kursen holdes.

Jeg nu har sendt filmen til Willy sammen med de billeder jeg har passet på fra dengang, og som jeg håber, kan blive yderligere en brik til den historie om bl.a. Basra, der er ved at blive skrevet her på den fantastiske snesejlerside

Så mit pludselige møde med hjemmesiden og dens indhold, har vist sig at være svar på alt det jeg har søgt efter og jeg er meget taknemlig for, at jeg tilfældigvis fandt siden. Jeg var egentlig startet med en aften at skulle se hvor vores Bornholmerfærger var henne under den orkan vi havde i juni 2007. Færgerne kan følges på nettet, også når de ligger underdrejet udenfor havnen. Jeg gik videre ind på Internettet, og pludselig hvordan ved jeg egentlig ikke, fandt jeg noget om snesejlere.
Da jeg faldt over navnet, var jeg ikke i tvivl om, at det var en side, jeg måtte se, jeg vidste hvad ordet betød, og eventuelt henviste til, og hvilken glædelig overraskelse jeg fik, da jeg gik ind på siden. Jeg kunne ikke stoppe igen, og kom ikke til køjs førend meget sent på natten, da næsten det hele var gennemset. Det var ligesom juleaften, den ene gode side/gave efter den anden, åbenbarede sig for mine øjne.

Søkort gennemses.

På Basra-filmen, som jeg hurtigt fik købt af Willy, og har set flere gange, ser vi bl.a. at en styrmand får serveret en kop kaffe på broen. Det drejer sig om 2. styrmand Johan Fidiøw, som jeg senere efter afmønstring fra Basra, møder for enden af landgangen til Bornholmerbådene, i færd med at skulle klippe min billet. Jeg er forbavset over at møde ham her, idet han på det bestemteste havde fortalt mig når vi gik på vagt sammen om natten, at han aldrig skulle sejle med passagerskibe, og slet ikke til Bornholm, som jeg selv havde luftet muligheden af, kunne blive mit næste job når jeg skulle have ny hyre som matros efter afmønstring fra Basra.

Denne bestemthed med, hvad han skulle i fremtiden, havde han tilsyneladende bidt i sig, og havde søgt arbejde som styrmand i 66-selskabet. Han tilbragte resten af sit arbejdsliv på Bornholm, blev gift med en Bornholmsk pige, fik børn, og sluttede sin karriere som enten overstyrmand eller kaptajn i Bornholmstrafikken, som rederiet nu hedder. Vi hilste altid på hinanden, og talte også en del sammen, igennem årene. Desværre døde han for ca. 4-6 år siden.

Skulle denne lille historie ende med, at nogen kan kende mig eller sig selv igen, hører jeg gerne fra jer, evt. gennem Willy.

Med hilsen
Flemming Mortensen.

Se også de andre sider !!!