"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 29

Her fortæller Dietrich Vetter om hans rejser med Annam, Malacca og Jutlandia.

Med Annam 1950.

En tidlig morgen sejlede jeg fra toldboden over til værftet sammen med en masse værfts arbejdere. Skibet lå i dokken, så vi klatrede op af en masse lejdere og kom så op på skibet.

Fotokilde: Ole Stig Johannesen, "Kompagniets skibe"

Hovmesteren tog så imod det man kalder restaurations-besætningen og det var en kok, koksmat, bager, tjener og 4 skibsdrenge som skulle rengøre kahytter og bringe mad til de forskellige messer. Der var matros, fyrbøder, assistent og officersmesser og mit område var salonen. Der spiste kaptajnen, maskinchefen og 1. styrmanden, Desuden skulle jeg servere for de gæster der var inviteret om bord når vi lå i havn. Der var plads til 6 passagerer på skibet. Vi fik anvist vores kahytter jeg fik min egen som var god.

Restaurations personale

Om eftermiddagen skulle vi alle i land og bo på sømands-hotellet i nyhavn og så møde næste morgen. Skibet skulle gasses for at udrydde rotter og andet utøj.

Da vi mødte på skibet fik vi stukket en pøs i hånden og så gik vi gennem alle gange og kahytter og samlede rotter op det blev til nogle spandfulde, det var ækelt.

Så skulle jeg gøre mit pantry og salonen ren, tørre glas og hylder af, pludselig kom der en tropekakerlak løbende den var lige så stor som en tommelfinger og jeg sprang jo op jeg havde jo aldrig set sådan et bæst før og hovmesteren grinede og sagde dem får vi mange af når vi kommer ned på varmen.

Annam var en af Ø.K.s første dieselmotorskibe, det var på 10 tusind tons og det havde 2 skruer og 4 master og lags den tredje mast gik der to udstødningsrør op. Derfor sagde de ude på østen (four pices of bamboo and no futi fut). Før diesel motor skibene var alle skibe dampdrevne og kulfyrede. Så blev dokken fyldt med vand og vi sejlede til kaj inde i frihavnen. Rederifolkene og familie og venner kom om bord og sagde goodbye.

Kaptajnens kone var siameser og han havde også to smukke døtre, de glædede sig til at han kom hjem igen da det var hans sidste rejse inden han skulle pensioneres.

Vi sejlede til Gøteborg hvor vi skulle laste træ til Australien. I Gøteborg lå vi i ca. tre uger på grund af strejke. På kajen i nærheden af skibet stod der en lang række godsvogne som blev åbnet og så kunne folk gå hen og hente alle de bananer de kunne spise. I Danmark havde der ikke været bananer efter krigen de var for dyre at importere dengang.

Vi hentede bananer i spandevis. Om aftenen gik vi i biografen eller så på byen, der var også Liseberg noget a la Tivoli og i "Gamlastaden" var alle husene af træ.

Bageren Erik Påske (som mange år senere solgte Påskebrød til hele landet) havde en masse bøvl, han kunne ikke bage rugbrød, det smuldrede og matroserne  brokkede sig.

Efter at bageren havde ringet til proviantafdelingen i frihavnen og fået gode råd og andre opskrifter lykkedes det efterhånden at få godt rugbrød. Bageren var også pantry-mand som hjalp kokken med pålægsbakkerne til aftensmaden, der skulde være 7 slags pålæg efter overenskomsten og hvis de ikke blev varieret så nedlagde matroserne arbejdet, så det var ikke altid sjovt at være kok. Hver dag fik vi frisk mælk det blev lavet af mælkepulver og smør. Omsider sejlede vi af sted og der blev stiftet en idrætsforening om bord og alle mødte på dækket kl. 7 om morgenen til gymnastik og der var også et eftermiddagshold. Vi var 37 mands besætning og deriblandt en kvinde på 21 år Eva Boserup, som var telegrafist og hun sad om natten og modtog nyheder og maskinskrev dem og satte et eksemplar op i hver messe desuden var hun mellemled mellem rederiet og kaptajnen.

Vindstyrke 11

Vi gik ind i Biscayen hvor der havde været dårligt vejr, der var nogle store dønninger og så forbi Cap Finistere i nord Spanien og så langs Portugals kyst passerede Cap Vicente en stejl klippekyst hvor der ligger et nonnekloster.   Når der engang imellem var dårligt vejr så fik skipperen kaffe og brød op på broen, så anbragte jeg bakken i et viskestykke holdt godt ved foroven og så op ad lejderen og godt fat i gelænderet og så var det godt at komme i læ oppe på broen. Ned gennem middelhavet blev det lunere i vejret.

Skovtur på Middelhavet

Hos hovmesteren købte man små hæfter der var ti boner i hvert og så fik man på lageret udleveret pålydende, der var øl hæfter og forskellige sodavand, på spiritus fik man en bon man underskrev og en gang om måneden blev beløbet trukken fra din hyre.

PRISER OM BORD 1950.

Vand Appelsin, citron, tonic .. Kr. 0.30

Carlsberg pilsner .................. Kr. 0.65

Carlsberg guld ..................... Kr. 0.80

Lyst øl ................................ Kr. 0.50

Cognac ............ flaske .... Kr. 25.00

Whisky ...............".......… Kr. 18.00

Gordons Gin .......".......… Kr. 12.00

Vermouth dry .....".......… Kr. 9.00

En standart ØK-cocktail bestod af:

1/2 GIN og 1/2 VERMOUTH og godt med isterninger.

Da vi nåede Port Said ved Suez Kanalen måtte vi vente i køen indtil der var en konvoj på 6 til 7 skibe samlet, som så fik lods og sejlede igennem kanalen. Der kom en masse arabere om bord og vi fik besked på at lukke alle koøjer og låse vores døre, for de stjal med arme og ben. De solgte alt muligt marokkopuder, vægtæpper, sandaler, skjorter, undertøj, radioer, termospande til isterninger osv. Handelsfolkene blev så sat i land når lodsen kom om bord og så sejlede vi stille og rolig gennem kanalen.

Der travede kameler inde i ørkenen og på den anden side af kanalen  susede eksprestoget til Cairo. Ned gennem det røde hav blev der rigtig varmt, selv om koøjerne stod åbne med vindfanget sat på var der ulideligt i kahytterne så vi slæbte vores madrasser op på dækket og faldt i søvn under stjernehimmelen til motorernes summen.

Handelsmænd i Aden

En nat begyndte en cikade at larme det var irriterende at høre på så vi jagtede den og fik has på den. Vi kom til Aden, der fik vi olie til motorerne vand og proviant blandt andet nogle store sværdfisk som alle fik til middag og de smagte rigtig godt. Der var også handelsmænd om bord som solgte alt muligt. Så gik det over det indiske ocean og der blev lavet en swimmingpool på dækket. Ellers lå vi på 5. lugen og slikkede sol i vores fritimer. Når man skulle ind til styrmandens kahyt med en spand is, fyldte man lige lungerne med frisk luft og styrtede gennem gangen ind i hans kahyt, der stank simpelthen forfærdelig og vi mente at der nok lå nogle døde rotter fra dengang skibet blev gasset. Det blev så tømreren der brækkede panelet ned og der lå nogle rotter som blev fjernet.

På udkig

Der var en matros som blev syg og 1. styrmand havde et stort apotek og operationsudstyr. Patienten havde høj feber og ondt i maven og diagnosen var blindtarmsbetændelse. Telegrafisten og jeg blev udnævnt til sygepassere og der blev gjort klar til operation, via radioen var vi i kontakt med en Australsk læge som skulle vejlede og det endte med at der skulle lægges varme omslag og hvis feberen ikke faldt så måtte kniven i brug, feberen faldt.

En nat da vi lå oppe på dækket og sov, lød brandalarmen. Der var røg henne agter og en af smørerne var faldet i søvn i sin kahyt. Han må have røget i sin køje for der var gået ild i hans skumgummi madras. Ilden blev hurtig slukket men det var den giftige røg han døde af. Der var langt til Australien, så der blev en begravelse til søs. Tømreren havde syet en presenning som en slags kiste og deri blev der lagt en schekel fra ankeret så han kunne gå til bunds. Der blev lagt en planke på rælingen hvorpå den døde blev lagt. Besætningen var opstillet til begravelsen. Skipper læste op fra bibelen, flaget var på halv og med et hyl fra sirenen blev bisættelsen afsluttet og han gled over planken ned til Neptun.

Jeg var gode venner med styrmanden og jeg var oppe på broen og stå til rors ind i mellem, det var et lille ror med gyrokompas så det var nemt. Jeg var også på besøg i maskinrummet, der skulle man helst have paraply med der dryppede olie alle vegne. Skibet havde dobbelt skruer dvs. to tunneller med hver sin skrueaksel, jeg var helt ude i gangene hvor akslerne drønede rundt, der var en del larm og akslerne skulde smøres hver time så de ikke brændte varme. Vi havde en tank fuld af kakao olie til Australien, under de store dieselmotorer var der nogle dæksler som kaldtes sumpen, der løb al spildolien ned og som så blev pumpet op i en centrifuge, renset og brugt i motorerne igen. En dag langt ude i oceanet gik hele molevitten i stå og det eneste der kunne køre var lysmotorerne. Skipper var tosset og maskinchefen helt hylet ud. Det viste sig at den tank med kakao-olie var læk og noget af olien var løbet ned i sumpen og så pumpet i motorerne med det resultat at stemplerne brændte sig fast. Vi drev rundt i nogle dage hvor vi havde gang i fiskesnørerne. Kølemaskinerne var gået i stå så der måtte smides noget proviant overbord. Efter at der var trukket stempler og tætnet lækagen blev kursen atter sat imod Melbourne.

P.S. den næste tur Annam var på, skete der igen et uheld det var i November 1951. Hoved motoren og hjælpe motoren gik i stykker og der var så lidt strøm at telegrafisten ikke kunde sende S.O.S. skibet drev rundt i 22 døgn og blev så fundet af ØKs Malaya som var sendt ud for at lede efter Annam, det blev så slæbt til Colombo på Ceylon hvor det blev repareret, den 24. december afgang til Australien. Ellers gik dagene stille og rolig, vi lå på dækket i fritiden læste bøger og hørte musik.

Hvil på lugen

Skipper mængede sig ikke med besætningen somme tider ringede han ned til pantryet, at jeg skulle komme op med en spand is 1 fl. whisky eller rom, så sad han og læste i bibelen og når han dukkede op næste dag og havde solbriller på så vidste vi at flaskerne var tomme.

Dietrich Vetter med kaffen

1. april 1951 kom der besked fra kong Neptun, at han havde hørt at der var 25 urene sjæle ombord som ikke havde modtaget dåben og ej heller havde en af ham underskrevet dåbsattest med sig. For denne gode og tilstrækkelige grund ville han og hans følge borde dette skib i morgen eftermiddag og overvåge at de gældende regler for renselse af den nordlige halvkugles synd og fordærvelse overholdes.

Kong Neptuns følge

Swimmingpoolen til dåben blev gjort klar. Neptuns følge var på 10 mand. Synderne skulle indfanges og betale en bøde som bestod af enten cigaretter, øl, vand, eller 1 fl. sprut. Det hele blev anvendt om aftenen når der var stor fest og spisning på dækket.

Gnisten på vej i baljen

Når synderne var indfanget skulle der spises noget, det var meget stærke kødboller med chili og de blev skyllet ned med eddikevand, så blev man sæbet ind og raget og smidt i pølen til dåb jeg fik navnet lodsfisken så skulde man over til Neptun og dronning, ligge på knæ og underskrive sin bøde. Om aftenen var der stor fest, der blev spist og drukket bravt og nogle dage senere fik vi vores dåbsattest. Nogle gange om morgenen til gymnastikken lå der flyvefisk på dækket, kokken samlede dem ind og lavede stegt sild af dem. Om natten når vi sov på dækket var der en hel anden stjernehimmel bl.a. kunde man se Sydkorset som er i det Australske flag og ind imellem dukkede der en albatros op den havde et vingefang på 4 meter og de går kun på land når de yngler på stormomsuste øer på den sydlige halvkugle.

Omsider nåede vi Australien dvs. vi lå for anker sammen med fem andre skibe og ventede på at der kunne blive kajplads. De Australske havnearbejdere have stor magt, de havde store lønninger og de strejkede for et godt ord. Vi fik sat redningsbådene i vandet og efter at vi havde fået stemplet vores pas, måtte vi sejle i land. (hvem havde troet at jeg ankom til Australien i en redningsbåd.) Det blev bestemt at der skulle sejle 2 både frem og tilbage på bestemte tidspunkter. Inde i land fik vi vores første milkchake, de var gode og pupperne havde de samme åndssvage åbningstider som i England. Vi fik øl om bord i store papirsække, det var 1 liter flasker som hed Tigerbeer og dem kunne man så købe af hovmesteren. Alt hvad der hed vasketøj blev sendt i land i store sække og efter et par dage kom det igen i store pakker. Vi kom omsider til kaj i Victoria dok og vi fik set meget af byen.

I biograferne var der store reklamer, hvor de blandt andet søgte folk til jernbanerne,  postvæsenet og meget andet. Der var mange skibe der manglede det halve af besætningen når de skulle sejle. Fidusen var, tag ud til en fårefarm og bliv der indtil skibet er sejlet, så bliver du ikke eftersøgt mere og så kan du få job næsten alle steder.

Der var dansesteder hvor der blev danset i flere etager med hver sit orkester. Det var store sale hvor der stod stole hele vejen rundt og så var der en lang bar ved en af siderne, selv om man gik i bio var folk klædt på, som om de skulle til fest og efter 14 dage sejlede vi videre til Sydney hvor vi kom til at ligge lige ved siden af Sydney Harbour Bridge. Ole, Palle, Leif og jeg lejede en bil, det var en Australsk "Holden" vi kørte ud til The Blue Mountains, der er venstre kørsel i Australien, men det fandt vi hurtig ud af og der var meget smukt at se på i de blå bjerge. Den 28 maj blev vi medlem af New Australien Club, det var en slags natklub.

Fra havnen sejlede man ud til Manley Beach. Der var hajtårne med livreddere og når sirenen lød, var det bare med at komme ind på stranden.

Senere sejlede vi til Newcastle og op af en flod og ved en af bredderne var der en lufthavn for vandflyvere, Palle og jeg lejede et par heste, så vi red lidt rundt i omegnen. Så gik det videre til Brisbane, der var rigtig tropisk varme og byen var flot i engelsk stil og der besøgte vi en ananas og banan plantage hvor vi købte frisk frugt for næsten ingen penge.

Dietrich og Palle

Derefter sejlede vi til Port Pirie som lå lidt oppe af floden i South Australia. Det lignede en rigtig Wild West by med en hovedgade med butikker og salooner med svingdøre, og midt i gaden kom toget kørende medens det ringede med klokken og tudede lige som i en Wild West film.
Vi lastede erts som bruges i stålindustrien det lignede grov sand men var meget tungt, til sidst stod skibet næsten på bunden af floden, så vi sejlede ud på Rheden for at få den resterende last som skulle losses i Bristol i England, Ertsen blev sejlet ud i store pramme.

Landgang Port Pirie

Kaptajnen havde inviteret Agenten, told og emigrationsfolkene til lunch i salonen da den sidste last var kommen om bord. De skulle have rigtig dansk mad, forskellige slags sild og som varmt frikadellers med stuvet blomkål og derefter forskellige oste. Jeg havde lige budt frikadellerne rundt anden gang og snakken gik livlig efter sild, øl og snaps og så pludselig faldt skipperens hoved ned i tallerkenen, jeg så lige en rødbede fra hans tallerken suse hen over den hvide dug. Jeg gik så ud til hovmesteren, hans kahyt lå lige ved siden af og sagde skipperen er lige død. Han grinede og sagde pjat med dig og gik så med ind i salonen, da havde de andre fået lagt skipperen på gulvet og knappet op, men det var for sent, diagnosen hjertestop.
Kaptajn Valdemar Relster døde kl. 12.⁴⁵ d. 5 juli 51. han blev 65 år og nåede aldrig at komme hjem til sit pensionsliv.

Så blev der travlt der kom læge fra land osv. Jeg gik over til kokken og sagde den blomkål var da vist giftig og han blev helt hvid i hovedet da jeg sagde at skipper var død, så han susede over dækket til salonen og fik bekræftet hvad jeg sagde. (han skulle jo lige have noget gas). Dagen efter kom der en toldkrydser med en flot maghonikiste hvori skipper blev anbragt. Noget senere blev hele besætningen stillet på rad og række, kisten stod på dækket og styrmanden sagde nogle bevingede ord fra bibelen, kisten blev hejst ned på toldbåden der blev kippet med dannebrog og hylet med sirenerne da toldbåden sejlede. Om aftenen sejlede vi mod Aden uden skipper. 1. styrmand skulle overtage kommandoen til Aden hvor der skulle komme en ny Kaptajn.

Bådøvelse

Bager, Ole, Palle, Fåborg, Robert og Henning i bagbords redningsbåd.

Der var varslet storm da vi afsejlede, skibet var så tungt lastet at når det kom til at ride på en stor bølge kunde det ske at det vilde knække over. Derfor blev alle redningsbåde gjort klar med ekstra proviant og frisk vand. Vi skulle lave en bylt med de vigtigste papirer og tøj som var pakket vandtæt, kahytterne måtte ikke låses og dørene skulle stå på krog og når alarmen lød så var det bare at komme op på båddækket.

Orkanen kom og skibet rystede så meget når begge skruer kom fri af vandet, at de elektriske pærer hoppede ud af fatningen. (det var bajonetfatninger). Kokken kunne ikke lave varm mad, kabyssen havde oliefyr og hver gang skibet krængede over gik ilden ud. Det varede 4 dage og man var godt øm i benene af at holde balancen.

Skipperens kahyt skulle gøres klar til den nye kaptajn, alle skippers ejendele blev puttet i kuffert og sæk, så hans familie kunne hente dem i frihavnen når vi kom hjem og urnen blev sendt hjem med fly. Vores lossehavn var Avenmouth ved Bristol i England. Den nye skipper kom ombord i Aden. Vi fik olie og proviant og sejlede op gennem Rødehavet. Skipper og maskinchefen havde sejlet sammen i deres unge dage, så efter spisning i salonen bragte jeg diverse flasker og is op i skippers kahyt. Næste morgen var jeg oppe med kaffe og rundstykker og tog de tomme flasker ned, Skipper fortalte at mester havde fået en ordentlig bjørn på og hvordan han var kommet over til sig selv vidste han ikke, men han havde glemt sin uniformsjakke.

Annam idrætsklub laver hestevæddeløb

I idrætsklubben holdt vi skovtur mens vi sejlede gennem Middelhavet. Der var hestevæddeløb, tombola og bar og Leif solgte påske is og så var der fællesspisning på dækket. Vi kom ikke i havn før vi nåede Bristol, da var besætningen også blevet godt irriteret, der skulle ikke siges ret mange forkerte ord før de kom op at toppes, vi havde 31 døgn i søen. Alt var sluppet op af drikkevarer og da lodsen kom ombord kunne der kun bydes på en romtoddy. Efter ca. otte måneder var vi atter ved de danske kyster og vi passerede Kronborg mandag den 10 September kl. 6.⁰⁰ om morgenen. Kl. 9.⁰⁰ lagde vi til i frihavnen og vi blev afmønstret samme dag. Turen varede 227 dage og vi havde tilbagelagt 26105 sømil = 48372,5 km. Jeg tog hjem til familien med diverse gaver, rundt til drengene og fortalte lidt om den store verden. Der blev holdt nogle gode fester og så kom der telegram fra Ø.K. påmønstre som tjener på M/S Malacca en såkaldt "sort båd med 12 passagerer" som det hed i ØK-sprog den lå på værft i Nakskov, og skulle til Australien det var jeg ikke så meget for, jeg ville hellere til østen, men på den anden side så havde jeg dasket rundt i 3 uger hjemme, så det var plat og krone og jeg ringede til ØK og sagde OK !

Med Malacca 1952.

Jeg påmønstrede på værftet i Nakskov og så sejlede vi til København.

 Malacca anduver Antwerpen

Derfra skulle vi helt op i Østersøen og laste træ. I  Sverige skulle vi til Hernasand - Piteå - Munksund og til Sundsvall og derefter til Kotka i Finland.

 
Tjener stab: Arne, Niels og Dietrich

Arne  havde sejlet med M/S Batory som var et Polsk passagerskib der gik i rute Gdynia - København og New York og Niels havde lige været med en Ø.K. båd til Amerikas østkyst. Niels fik tilnavnet Francis fordi han lignede æslet Francis som vi lige havde set i en film. Vi skulle også agere som kahyts-jomfruer (stewarder). Vi havde ingen passagerer på Østersøturen, kun de gæster der skulle bespises i havnene. Maskinchefen kom aldrig til morgenmad i salonen, han ringede gerne op til pantryet som lå ved siden af salonen og sagde, kom lige ned med tre kolde.  Da vi var på vej til Kotka ringede messedrengen som gjorde rent hos mester op til pantryet og sagde kom lige ned med tre kolde jeg sagde O.K. og så sagde han, "Jeg tror sku han er død" Jeg snuppede øllerne og kom ned i kahytten og han sad i sin stol og var borte. Vi tog os lige en tår øl og ringede til kaptajnen og hovmesteren.
Mester kom i land og der kom en ny mester i Rotterdam, der fik vi også 12 passagerer. Vi sejlede gennem Kielerkanalen og i Rotterdam fik vi 2 Isbjørne, som blev anbragt i 2 bure på 3. lugen lige ved indgangen til maskinrummet, de skulle til Adelaide i zoologiske have. Næste stop var Las Palmas på de Canariske Øer, der skulle vi have proviant olie og vand. Suez-kanalen var lukket på grund af krig og der lå flere sænkede skibe i kanalen, så vi måtte syd om Afrika
Vi troede alle at vi skulle ind til Capetown efter vand, men skipper rationerede vandet så det kunne holde til Adelaide.

Passagererne var mejerister som emigrerede til New Zealand. I Las Palmas lå vi ved General Franco molen som beskyttede hele inderhavnen mod uvejr, der kom en mængde handelsmænd om bord, bl.a. havde de små bure med kanariefugle. Mange af matroserne var gået i land på bar og vi skulle sejle kl.16.00 og da de ikke var dukket op til tiden, blev styrmanden sendt i land efter dem. Der blev hylet med sirenerne og til sidst dukkede der et par æselkærrer op med 5 - 6 skidefulde matroser og skipper var tosset.

Nogle af mejeristerne havde købt nogle malede gips madonnaer i Las Palmas de var så flotte men da vi hørte hvad de havde givet for dem fandt de jo ud af at de var bleven snydt gevaldigt.

 Bølgegang i Atlanten

Da vi var sejlet, røg vi om natten ind i nogle gevaldige atlanterhavsdønninger. Næste dag da vi var ved kahytstørnen beklagede de sig over at figurerne var bleven stjålet i nattens løb. Så spurgte jeg dem hvor de havde stået? Jo de stod jo på chatollet og der var skuffer neden under og når de ikke var røget på dørken så måtte de jo være et andet sted. Prøv at lukke skufferne op. Jo Jo den var god nok, da skibet krængede over om natten røg skufferne op og figurerne drattede ned i skuffen, da skibet så krængede den anden vej røg skufferne i. Figurerne var reddet. Der var nogen som havde købt en kanariefugl i bur men der var ingen sang i den, den sagde ikke et kuk.

Undervejs røg vi ind i en storm hvor hele dækslasten på 20 traktorer røg over bord og der røg også nogle vinduer i rygesalonen.

Det bedste ved at sejle langfart er at være i søen. Dagene går stille og rolig vagterne skifter, der gøres rent og man fatter ikke hvor skidtet kommer fra vi er jo langt ude på havet og der kommer jo ikke nogen om bord, bortset fra kong Neptun som atter havde meldt sin ankomst.

 Udsigt fra bakken

Jeg havde ikke min dåbsattest med så jeg måtte igennem hele ritualet.
En motor-mand kom galt af sted, hver formiddag skulle han op til mester med rapporten fra  maskinrummet. Der stod hvor meget brændstof der var brugt og hvad der var bleven lavet på vagten. Hver gang han kom forbi isbjørnene skulle han lige have hånden ind og pille ved dem med rapporten, men den dag fik han et ordentlig dask af bjørnelabben så rapporten røg ind i buret. Han fik sig nogle dybe flænger i armen så han var færdig med at drille bjørnene. Rapporten blev senere raget ud af buret og den var temmelig laset.

På udkig efter delfiner

Efter morgenmaden måtte passagererne gå i rygesalonen eller på dæk for da gik kabine stewarderne i gang, der skulle ordnes badeværelser, støvsuges, rent sengetøj og håndklæder en gang om ugen. Sengene havde tæpper som skulle ligge stram med Ø.K. logoet lige på midten og der måtte ikke være nullermænd under sengene. Hver formiddag var der inspektion i kahytterne af kaptajn og hovmester, skipper lod en 2 krone falde på sengetæppet og hvis den ikke hoppede måtte sengen redes om. (det skulle være forskriftsmæssigt lige som ved søværnet.) Alle passagerkahytter  havde koøjer ud til dækket der var af messing og de skulle pudses mindst 2 gange ugentlig da de hurtig irrede til af havgus. Der var også den fordel at være i søen, at der ikke kom gæster som hele tiden skulle beværtes. Vi havde også sportsklub på Malacca med gymnastik på dæk og film om aftenen og der var også bibliotek.

 
Messepeter og Vetter ved Poolen

Når vi kom i havn var sømandspræsten en af de første der kom om bord. Han sørgede for at de ugudelige sjæle fik et guds ord med på vejen ved at invitere i kirke, der kunne spilles dart, billard, kort og der blev budt på te og sandwich. Hvis der lå et andet skandinavisk skib i havnen så arrangerede præsten sammen med sportsklubben fodboldkampe. Biltransport til de forskellige baner betalte klubben og turneringerne mellem skibene blev ordnet af telegrafisten.

Tolderne ankommer

Omsider kom vi til Adelaide hvor isbjørnene kom i land og senere blev hele besætningen inviteret i zoo for at se hvordan bjørnene havde fået det. Så sejlede vi til Sydney hvor vi kom af med passagererne og efter et par dage gik det videre til Townsville hvor vi lå på reden i nogle dage, der var hajer i farvandet og hver gang kokken hældte affald ud hen agter dukkede de op. Matroserne satte en line ud med en ordentlig luns kød, på en kødkrog. Det varede ikke længe før der var en 3 m. lang haj der bed på, den blev hejst op på dækket i kranen og kokken kogte hovedet og senere fik vi alle nogle hajtænder som souvenir. Skipper fik lavet en spadsere-stok af rygraden.

kig agterud fra bakken

Verdens største koralrev "Great Barrier Reef " løber op ad Australiens kyst og der gik vi ud ved ebbe.
Der var koraller og fisk i alle mulige farver og længere ude så man ind i mellem en hajfinne dukke op. En dag da vi havde fri sejlede vi ud til Magnetic Island en rigtig trope ø. Der var vi hele dagen og vi badede i Alma Bay hvor der var spændt hajnet ud, så der var ingen fare.
Så sejlede vi til Melbourne hvor vi fik sidste last. Havnearbejderne kom hver morgen i egen bil, så klædte de om og gik i gang. De var helt vilde med hestevæddeløb og pludselig sad de alle nede i lasten og hørte radio, ja så blev der jo ikke lavet noget.  En af messedrengene havde en vandpistol og den tømte han i nakken på en havnearbejder, han blev helt hysset og det endte med at alle arbejdere gik hjem, så det var dyrt for rederiet men de kom dog igen næste dag.

Der lå en nordmand ved siden af os som skulle sejle, men der manglede tyve mand af besætningen, de var smuttet for at blive i Australien. Vi manglede syv mand men fik vi nogle englændere med som ville hjem i stedet for. Vi fik 12 passagerer med til Hamborg.
I den australske bugt røg vi ind i en storm og på vej til Aden mødte vi Ø.K.s Java som var på vej til Australien, vi sejlede tæt på hinanden hylede med sirenerne og kippede med flaget.

Vi møder Java

I Aden var vi en tur i land for at handle og jeg blev også klippet, op gennem det røde hav legede delfinerne rundt om skibet og så gik det ind i Suezkanalen hvor skibsvragene var blevet fjernet. Vi var også i land for at handle og se på byen.

Håret bliver klippet

Der lå et stort fransk troppetransportskib med fremmed legionærer, de skulle til Indokina for at slås med kommunisterne og ved siden af os lå en stor norsk hvalkoger som skulle til sydpolen. På ruten til Genova mødte vi vores søsterskib Malaya som var på vej til østen. 

Vi møder Malaya

Den 25. april kom vi til Genova i Italien, der lå vi nogle dage og Zanzibar var vores  faste tilholdssted om aftenen. Så gik det videre gennem Middelhavet op langs Portugals kyst, gennem Biscayen op i den engelske kanal til Dunkirk for at losse. Hele havneområdet lignede stadig en slagmark, 6 år efter krigen.
Så kom vi til Antwerpen der lå vi en uges tid. Jeg havde fri og tog til Bruxelles hvor jeg havde en penneveninde som jeg besøgte, hun hed Denise, vi var i byen og spise, derefter på danserestaurant. Hun var meget sød.

Fra Antwerpen gik det til Rotterdam, Hamborg, Kielerkanalen til Gedynia i Polen. Der stod vagtposter ved landgangen med maskinpistol under armen, de skulle forhindre folk i at snige sig om bord og dermed flygte fra det kommunistiske styre.
Inden vi sejlede blev skibet gennemsøgt af politiet men de fandt ingen blinde passagerer.
Derefter sejlede vi til København og blev afmønstret 15 maj 1952.

Med Selandia 1952.

Efter diverse fester med vennerne og dagligdagen i land kom der besked fra Ø.K.
Job som tjener på M/S Selandia til Østen, hvad skulle jeg gøre ? mit pas var i København på det tyske konsulat og jeg skulle til Karlsruhe på ferie den 2 juni og var ikke meget for at tage ud nu da jeg afmønstrede fra Malacca den 15 maj. Plat og krone det blev Selandia og jeg fik fart på, jeg skulle være i København Fredag kl.13.00 på forhyringen.

Jeg påmønstrede i frihavnen den 31 maj med Kaptajn Krolls som skipper og Kristensen som Hovmester, han var sønderjyde og kaldtes (tysker Kristensen).

Finn, Niels og Dietrich

Vi er 71 mands besætning og vi kan have 110 passagerer. Vi er i restauranten 1 overtjener 1 bartender 1 decksteward 2 ungtjenere og 5 tjenere. Niels fra Malacca er med som tjener. Vi gjorde rent i spisesal og gangene og kahytsjomfruerne gjorde kahytterne klar.

Første pinsedag var vi færdige kl.14.00 og vi skal have 27 passagerer med til Hamborg og det er Ø.K.-folk.
Kl. 3.00 kom passagererne og kajen var fuld af mennesker. Vi sejlede kl. 4.00 om natten og den 3. juni kom vi til Gøteborg.

Francis og jeg havde arbejde fra 8.15 til 11.00 derefter var vi i land til kl.14.00 jeg købte en del småting. Vi havde afternoon-the og diner om aftenen og senere gik vi i land sammen med de to ungtjenere. Vi gik i bio og så Generalen døde ved daggry. Den 4.6. var vi på morgenmad og lunchvagt og vi sejlede til Oslo den 6.6. Om formiddagen var Francis og jeg i land vi besøgte hans kusine som er sygeplejerske. Det regnede hele tiden og da vi skulle hjem gik vi forkert og da vi endelig kom ned til havnen lå vores skib på den anden side af Oslofjorden og vi havde ikke en brik på lommen til en vogn, så vi kom først om bord efter kl. 15.

Fest på 113

Om aftenen gik vi i land og havnede på Skansen, der var musik og dans og borde ud i det fri, Francis havde en pige med hjem. Den 9.6 kom vi til Middelsbrough. Om formiddagen var jeg i land og fik en skrædder til at lægge mine bukser op og købte nogle plader. Byen er typisk engelsk, kulstøv i luften og meget ligger i ruiner fra krigen og det er som ingen gider at rydde op. I morgen har Francis og jeg fridag. Om aftenen var Finn Helmuth-Francis og jeg i sømands klubben vi spillede snooker og da vi gik derfra gik vi en tur rundt i byen og vi blev enige om at byen var kedelig og snavset. I dag tog vi med toget til Darlington der så vi verdens første Lokomotiv som kørte fra Darlington til Stokdon. I Darlington tog vi toget til Richmond, det varede ca. ½ time og der var et pragtfuldt landskab. Byen var meget gammel og bugtede sig langs en lille flod og på toppen lå Richmond Castle. Slottet stammede fra Richard Løvehjertes tid og var delvis i ruiner og Robin Hood havde også boet der. Vagten på slottet fortalte at der før havde været besøgende fra Skandinavien.

Da vi kom tilbage til Darlington gik vi ind i restauranten og fik kaffe og sandwich, vores tog skulle gå kl.18.00.Der holdt et tog udenfor som vi regnede med var vores. Da tiden var inde blev der fløjtet og vi styrtede ind i vognen, da vi havde kørt en halv times tid fandt vi ud af at vi var med det forkerte tog. Vi passerede stålindustriens mange højovne og så stod vi af i en mineby som vi beså og tog så toget tilbage til Darlington og derfra videre til Middelsbrough. Vi kom i snak med en soldat som skulle til tyskland i den engelske zone. Vi havde haft en fin dag.

I morgen skal vi i teater og der så vi for første gang 90 års fødselsdag og det var så godt spillet at vi faldt ned af stolene af grin. Den 14 juni lagde vi til ved Ø.K.s kaj i Antwerpen.

Vejret var kedeligt og det øsede ned. Om formiddagen pressede jeg mit tøj efter breakfast-vagt og pudsede sko fik vasket hår og blev klippet i passagerafdelingens frisør shop.

I dag kom Ø.K.s India hertil. Niels og jeg var et smut om bord, den lignede gamle Annam.

Den 17.6. I formiddags kom Malacca ind og kl.11.00 gik Niels og jeg derover, vi hilste på skipper og konen, kokken var med og Julle og et par matroser og passagererne kom om bord. De nye tjenere havde ikke sejlet før og de skulle til Curacao.

Næste stop Hamborg. Vi kom hertil i morges og kl. 2 gik Niels-Gert og jeg i land, vi ligger ved Petersens kaj og sporvogn 33 går lige til hovedbanegården, der stod vi af og købte fotoudstyr. Vi mødte 3 danske piger fra Sæby, de var med en turistbus for at se på byen. Vi gik ud til Reeberbahn og der var vi inde et sted med musik og piger og få et par øl. Derfra gik vi rundt og så på Sct. Pauli bl.a. i Herber Strasse og vi blev enige om at se noget med revy og artist optræden, vi gik så ind kl. 9 det var et fint program, men der var vintvang det vidste vi ikke. Der var mange danske gæster der iblandt pigerne fra Sæby. Vi hang over vores øl til kl.12.00 så var der ikke mange skillinger tilbage og vi skulle nå færgen kl.12.30, men den var sejlet. Så tog vi U. banen til berliner tor men sporvognen kørte ikke derhen hvor vi skulle, til sidst tog vi en Taxa hjem og Gert klarede det med en tier. Tom og Helmuth havde et par piger med hjem så der var flasker på bordet da vi kom hjem kl.1.30 så vi kom ikke til køjs før ved 3 tiden.

Vi sejlede den 20. kl.17.45 til Rotterdam og smed en flaskepost ud.
I Rotterdam ligger vi sammen med Ø.K.s Morelia og elektrikeren fra Malacca er med der, Niels og jeg var ovre på visit ellers har jeg ikke været i land (ingen penge taget op) det vil sige inden man kommer i havn skal man meddele skriveren (Purseren) hvor mange penge man skal bruge. Det vil sige om man har noget på bogen, det er hyren (månedslønnen og overtid som bliver indsat på bogen.) Ellers er det drikkepenge fra de passagerer man har ved sine borde man lever af.

Den 31.6. gik vi igennem Gibraltarstrædet og stævner nu med fuld fart gennem middelhavet op mod Genua. Vi har haft maskinstop et par gange og vi ligger  op i redningsbådene henne agter og slikker sol, varme er der nok af puha. Imod os kom Ø.K.s Meonia sejlende, den er på vej hjem fra Bangkok, vi smuttede op ved siden af den, hylede med sirenerne og kippede med flaget.

Brandøvelse

Vi ankom den 1.7. til Genua, midt i indsejlingen gik vi i stå, slæbebådene lå klar til at skubbe os til kaj og det varede længe inden de fik motorerne i gang. Lodsen blev bestukken af skipperen, han fik masser af skinker pølser og cigaretter med i land. Hvis slæbebådene havde opdaget vores maskinproblem så havde de kunnet forlange bjergeløn.

Bådmanøvre

Kl. 9 gik vi i land Helmuth, Per, Finn Niels og jeg. Vi tog sporvognen op til byen. Jeg købte en film og vi var inde på flere barer hvor vi drak nogle flasker Chianti. Senere gik vi længere op i byen hvor vi mødte Purseren og så blev vi enige om at spise spagetti og dertil fik vi dejlig brød og nogle flasker Chianti kl. 24.00 forlod vi restauranten. Finn og jeg tog en sporvogn hjem de andre ville gå. Da vi kom hjem fik vi et koldt bad, (vi var godt støvede).

Den 5.6. i middelhavet passerede vi Ø.K.s Panama som kom fra Kina-Japan, vi strøg op af hinanden kippede med flaget og lod sirenerne hyle. I aftes havde vi film på dækket, vi så to skipperskræk film og et par film fra Ø.K.s  de nye plantager i Mombasa og rejsegilde af hovedkontoret. Desuden Galathea Ekspeditionens besøg i Mombasa og Ø.K.s direktør i Mombasa fremviste filmene og holdt et foredrag.

Ankom til Port Said hvor der kom en masse handelsmænd om bord som solgte alt muligt, marokkopuder, lædervarer, skjorter og bukser osv. vi ventede på konvoj som skulle sejle sammen gennem kanalen.

Suez kanalen

Ned gennem Rødehavet med fint vejr og godt med varme. Søndag den 13.7 ankomst til Aden. Finn, Oswald og jeg splejsede til en Isboks som vi købte af de Arabiske handelsmænd. Jeg købte et spil kort og to kartonner Cigaretter, samtidig stjal de en ny frotteskjorte fra mig. Vi havde ellers fået besked på at lukke koøjerne og låse dørene og der siges at de kan stjæle fløden op af kaffen, men jeg tager hævn næste gang vi kommer hertil.

Vi sejlede om aftenen og på menuen var der sværdfisk og det smagte godt. Der er varslet storm når vi kommer ind i det indiske ocean.

Fødselsdag på 113

Mandag den 14.7 har Francis fødselsdag, den storm er ikke kommet endnu og alle steder bliver blændeklapperne skruet til og det var meningen at der skulle være gilde i aften men det bliver udsat på grund af dårligt vejr. Alt kører rundt som ikke er surret fast og på kammeret er der brølende hedt, så vi sover på verandaen. Stormen hyler og piber og skumflagerne flyver rundt i luften, mange er søsyge.

Torsdag den 17.7 i aften skal Francis og Oswald fejre fødselsdag. Søen har lagt sig nogenlunde der er inviteret 14 og der blev rigtig knald på. Chefkokken havde sin Jazz Guitar med og jeg havde min mundharpe så vi gav nogle numre, bl.a. Mandaley. Vi fik kaffe, likør, øl, og gin+tonic og senere smørrebrød. Passageren Hougård kom ned ved 11 tiden, han kom også snart i sving og ved 2 tiden fik vi Whisky+soda, øl osv. Ved 2.30 tiden tog jeg mig en svømmetur i poolen, derefter gik vi til køjs. Der var frygtelig varmt, vi kunne ikke åbne koøjerne uden at få vand ind. Ventilatorerne kørte for fuld fart og man skulle passe på at man ikke fik fingrene i dem om natten. Når man havde prøvet det nogle gange sørgede man for at ventilatoren ikke kom for tæt på. Elektrikeren havde travlt med at reparere dem, de kørte jo i døgndrift.

Sports fest

Penang den 23 Juli vi ankom kl. 2 om eftermiddagen jeg fik brev fra Kolding og kl. 5 gik Francis og jeg i land. Vi gik rundt og så på byen det var meget interessant. Kloakkerne var nogle dybe render som løb langs alle fortovskanter og der lugtede ikke godt. Rickshawkulierne styrtede hele tiden efter os og råbte og skreg men vi ville ikke køre endnu.
Til slangetemplet når vi ikke denne gang vi sejler igen i morgen. Da vi havde vadet rundt og set basarerne osv. fået et par coce tog vi en Rickshaw op til Picadilly hvor vi mødte de andre. Dansepiger var der nok af, senere gik vi i byen og jeg købte et par sandaler. Derefter var vi på Citylight og kigge på piger, derefter tog vi båden ud til skibet. (det var omkring midnat).

300 Philips radioer til Neptun

Port Swettenham ligger et godt stykke op af floden og ved indsejlingen fik vi nogle Gurkha soldater med som skulle skyde på oprørerne hvis de skød på skibet, men det skete ikke og ved 11 tiden kastede vi anker på floden. Så kom agenten og der var ingen breve. Derefter kom der nogle lægtere og en masse kulier som begyndte at losse skibet. Selve havneområdet hvor vi gik i land var beskyttet af pigtrådshegn og der gik bevæbnede Gurkha soldater.

Om aftenen gik vi op i byen igen bl.a. i Marinersclub som var meget hyggelig. Gekkoerne løb op og ned ad væggene og fangede fluer vi spillede bordtennis og snooker til kl.12.00 så ville vi gå over den store græsplæne for at skyde genvej, men det blev sagt at det var farligt, for slangerne kom derud om natten, så vi gik pænt den rette vej. Junglen går helt ned til vandet på begge sider af skibet så man kan se aberne lege nede ved bredden.

Singapore den 26.7.
Vi ankom hertil lørdag aften kl.22.00 vi fik post og nogle passagerer gik staks i land og kl.7. søndag morgen gik vi til kaj. Vi ligger ved gate 8. Francis og jeg havde morgenvagt til kl.11 og efter at have spist til middag tog Finn, Helmuth, Francis og jeg en taxa til Tiger Balm Garden der var nok at se på, bl.a. djævelens værksted hvor man torturerede mennesker på alle mulige måder. Så besluttede vi at gå ind og få noget rigtig indfødt mad hos en kineser, vi bestilte chikenrice and curry og der blev vild jubel da vi forlangte chopstiks i stedet for kniv og gaffel. Opdækningen blev så lavet om, vi fik ris i skåle og små fade med krydderier og kylling og det gik for fuld kraft med pindene. Jeg blev først færdig så jeg fik en skål ris mere. Da vi var færdige var vi godt tørstige og vi kørte ud til et sted hvor der var Nice girls and cold beer.

Det var meningen at vi skulle sejle kl.11.00 men det blev udsat til kl.15.00. kl.12.00 strøg Francis og jeg i land vi ville købe læderkufferter, med bus kørte vi op til byen og så tog vi en rickshaw til kuffert handlerne. Vi støvede rundt for at finde de rigtige og omsider fandt vi det vi vilde have. Jeg købte en til 50 Singapore $ og Francis en til 30 $, vi blev budt på cigaretter og coce. Senere gik vi rundt og så på kamfertræskister de var flotte 115 $. slangetasker, elefanter osv. det var dyrt syntes vi, men det kunne vi jo købe på hjemvejen når vi anløb Singapore, så vi tog en taxa hjem til skibet.

Så gik det videre op til Siambugten, hvor vi ankom Kohsichang hvor vi kom af med noget af lasten, da vi ellers ikke kunde komme over sand revlen ved flodmundingen.

Juleaften i Kohsichang

Vi ligger på strømmen medens losningen foregår. Vi gør hovedrent, gangene bliver skrubbet og bonet.

Kuliernes spisepause

Kulierne render rundt over hele skibet. På poopen kommer pigerne op af ku...lejderen hver aften, så der bliver rigtig regeret om bord. I lørdags havde vi poopfest et rigtig knald party der var rigget en bar op med kulørte lamper og musikanlæg og så gik den vilde jagt med at få kapret en pige til natten. Næste dag sejlede vi op af floden til Bangkok. Der var en  Mærskbåd som også skulle op til Bangkok, det var Jeppesen Mærsk.

De to rederier var jo konkurrenter så det gjaldt om at komme først op til den nye kaj. De to skibe satte fart på op af floden så der rejste sig nogle store bølger bag skibene, mange sampaner på floden væltede og der skete skader på mange bambushytter langs floden. Mærsk line stod dengang på transporten af Tuborg øl til Siam og Ø.K. stod for Carlsberg øl. Senere var der stor artikel i Bangkoks Aviser om de to skibes sejlads op af floden og kaptajnerne fik hver en bøde. 

Klong i Bangkok

Da vi lå ved kaj blev der foreslået af de gamle sejlere, at vi skulle over på Mosquito Bar i middagspausen.
Baren var ikke langt fra skibet. Det var alle tiders, vi blev budt velkommen af nogle dejlige Piger, vi bestilte fried rice with prawns. Så kom der en flaske Mekong Whisky på bordet 4 colaer og så gik det derudad, nå vi skulle jo om bord og arbejde videre. Da vi kravlede op ad landgangen var vi lidt støjende og hovmesteren stod deroppe og grinede, vi kunne godt skrubbe af og holde fri og så blev vi noteret for en halv fridag.

Billed lavet af Bambus   

Efter Mosquito Bar besøget var vi jo noget matte i sokkerne. Pigerne sad nede på vores kammer og spillede kort. De gik op på dækket hvor der var lavet køkken til kulierne, så kom de ned med stærk kaffe og efter et brusebad og ren skjorte, var vi klar til at drage med pigerne i byen for at handle. De kendte jo de steder hvor vi ikke blev snydt for meget. Vi kørte i motorcykel-rickshaw og handlet blev der.
Jeg købte bl.a. en Ronson lighter, et cigaretetui, en armlænke, en broche, en tempeldanser, et bæltspænde og en ring alting i Sterling sølv. Senere var vi ude og spise og så fandt vi efter nogen søgen en fotograf hvor Finn og jeg blev fotograferet. På hjemturen var vi inde på nogle hoteller efter kuffert mærker. Det var in dengang at komme hjem med en kuffert fuld af plakater fra fremmede steder. Så tog vi en taxi hjem til den nye kaj hvor vi lå. En aften var hele besætningen inviteret ud i den Danske Club og der underholdt en skuespiller ved navn Ebbe Rhode og vi fik hele turen med Sangforeningen ”Morgenrøden”og mange andre historier. En vellykket aften med lettere servering og drinks.

Når vi ellers gik i byen kørte vi med sporvogn. Det var gamle danske sporvogne som blev importeret til Bangkok. I starten var der ingen der ville køre med dem man troede der var onde ånder i dem. Men så kørte kongen en tur med dem så gik det fint, men der var for mange der glemte at betale for billetten. Så fandt bystyret på at lave et ugentlig lotteri på numrene af billetterne, så gik det strygende.

Teaktræs flåde

Ved siden af skibet lå der nogle både og der blev lastet store teaktræsstammer, ved et uheld røg en af stammerne ned i sampanen og en indfødt fik knust hovedet. Så blev al arbejde indstillet for der var onde ånder i den kran der tabte stammen.
Næste dag kom der Munke og Præster med sang og røgelse og drev de onde ånder ud af kranen. Så var der afgang til Kohsichang

Singapore ankomst 18.8 vi var ude at handle, jeg købte en stor kamfertræskiste og nogle udskårne figurer og en buddha udskåret af elfenben. Kisten blev hejst op på dækket og bådsmanden fik den stuvet ned i lasten.
Senere var vi inde på Raffles Hotel og i Tiger baren havde de nogle speciel drinks som var berømte i hele Østen. ”Singapore sling ”
I gamle dage lå Hotellet så tæt på Junglen at der en dag kom en Tiger spadserende ind i baren, det blev der så en god historie ud af. Når man er i Singapore som sejler, så mødes man på et eller andet tidspunkt ud på natten i Bugistreet, der er masser af små boder med mad og drikke og hurlumhej rigtig hyggelig. 29 år senere besøgte jeg igen Thailand med min familie og bl.a. Singapore i nogle dage hvor vi fik Dinner på Raffles Hotel og drinks i baren.

På elefant i Colombo

2.9.52 ankom vi til Colombo i Ceylon. Her var der en slangetæmmer der viste sin Kobraslange frem og så blev man fotograferet med slangen om halsen, den havde nok fået fjernet sine gifttænder. På hjemvejen købte jeg to Ibenholt Elefanter.

Elefantsælger

Så sejlede vi videre til Aden, op gennem det røde hav hvor der landede en kæmpe sværm  røde græshopper på skibet. Og så videre gennem Suezkanalen til Beirut i Libanon. Byen blev dengang kaldt Levantens Paris en smuk by som senere blev helt ødelagt af krigen.

Gadebillede fra Aden

Så var der afgang til Genova den 20.9 var der Captens Diner og salonen var pyntet med hatte og serpentiner Ø.K.flag osv. det så flot ud.

Borddækning

Farewell dinner

Da passagererne kom ind i spisesalonen fra Cocktailpartiet var de alle godt i stødet og oplagt til skæg og ballade.  Omsider var vi færdige med dinneren, så blev der rigget af.

Næste dag kl.3 pm. var vi i Genova hvor 20 passagerer skulle af. Der var U.S.Navy besøg i byen 1 Hangarskib 2 destroyere og to tankskibe.

Alle mine passagerer var i land, Finn og jeg gik i land ved seks tiden og vi smuglede en karton smøger gennem tolden og vi fik den hurtig afsat. Vi havnede på Zanzibar hvor jeg mødte min gamle flamme, som nu var bleven mørkhåret. Efterhånden var der halve af Selandias besætning havnet her. Senere gik vi ind i en lille restaurant hvor vi bestilte Entrecote og en flaske Chianti som var ganske udmærket.

Med Jutlandia 1955.

Skibet var lige bygget om igen til fragt og passagerskib, efter et par år i tjeneste som hospitalsskib i Korea.

En bemærkelsesværdig rejse kom skibet på 10 år senere, da det i oktober førte Danmarks tronfølger prinsesse Margrethe til Thailand, Japan og andre eksotiske steder.

Vi skulle sejle fra København den 17. oktober 1955 til Nord-Pacific og anløb undervejs, Aalborg, Hull, Antwerpen, Rotterdam, Hamburg, Skt. Thomas, Curacao, Balboa, San Pedro, San Francisco, Portland og Vancouver.

D. 14/10-1955 tog jeg lyntoget til København, pris kr. 27.30 + 1 pladsbillet til kr. 2.50 kr.

Udmønstrede d. 15. oktober. Kaptajnen J. Borck, han var også skipper på Malacca i sin tid, så det var da en jeg kendte.

Storm i Atlanten

Alt gik fint, efter at have anløbet de europæiske havne, gik det over Atlanten hvor vi havde mange dage i søen, dårligt vejr havde vi også nogle dage men efter at vi havde passeret Azorerne blev det lunere, man kunde nu sidde på dækket og sole sig.

sol på maven

Så nærmede vi os Virgin Islands de tidligere Dansk Vestindiske Øer.
Vi ankom til Charlotte-Amalia på St. Thomas og der var kun ca.10 min. kørsel fra kajen ind til byen. I byen ligger der stadig de gamle pakhuse fra kolonitiden, slavemarkedet og den tidligere danske guvernørbolig, på kirkegården var der mange gravsten med danske navne. og gaderne havde også stadig danske navne. Dronningensgade, Vestergade osv.

Mod fjerne horisonter

Om bord havde vi en rundrejse passager som hed Fru Dahl, hun var med på rekreation efter et fald med sin hest, hvor hun havde brækket lårbenet og hun havde Møller til at servere ved sit bord. Hun inviterede Møller og mig med på sightseeing, vi blev kørt rundt i taxi og chaufføren viste os en masse seværdigheder bl.a. Drakens seat med en fantastisk udsigt over en perlerække små øer i det azurblå hav. På toppen lå der et stort hotel og fru Dahl inviterede os ind i baren som også havde en skøn udsigt og der var de specialister i at lave banan daiquris, dem fik vi nogle af og omsider var udflugten slut og vi havde haft en fin dag.

Modgående trafik i Panamakanalen

Fra St. Thomas var der mange dage i søen med fint vejr. Så anløb vi Curacao hvor vi fik olie og vand.
Panamakanalen var en oplevelse, vi lossede en del til Balboa og så sejlede vi ind i sluserne som løftede os op til et højere niveau. Kanalen er 86 km. lang og passagen varer ca. 8 timer.

Jutlandia slæbes gennem Panamakanalen

Omsider lagde vi til i San Pedro som var havneby til San Diego. Vi havde nogle fridage og besluttede os til at leje en bil og køre til Los Angeles og se Hollywood. Virum og jeg tog op i byen og lejede en Chevrolet med kaleche, der var mange knapper man lige skulde vænne sig til og der var ingen kobling kun bremse og speeder. Skibsdoktoren, sygeplejersken, Virum, en ældre dame og jeg.

Klar til udflugt
 

Vi kørte først til Santa Monica for at se den flotte strand og derefter til Will Rogers Ranch som var et must. Så kørte vi ud af Alaska Highway mod L.A. der kørte de som om de havde stjålet det hele, der var fire kørebaner i hver retning og man skulle holde øje med kortet og vejnumrene. Pludselig kørte der en Highwaypolice op ved siden af os og vinkede os ind til siden. Det varede noget inden man kunde skifte kørebane. Så skulle han se kørekortet og vi fik en skideballe, han sagde at hvis vi ville slås ihjel så kunde vi bare fortsætte. Som udlændinge i U.S.A. var vi slet ikke rutinerede nok til at køre på Alaska Highway. Han foreslog os at køre ned på en Freeway hvor der ikke måtte køres så hurtig og han viste os hvilke vejnumre vi skulde køre efter.

Den lejede vogn med Jutlandia i baggrunden

Los Angeles er en stor by med en masse lyskryds og da det var ved juletid stod der en masse juletræer med kulørte lys på. Vi fandt et sted hvor vi kunne overnatte og om aftenen gik vi i byen for at spise, og på barer, senere havnede vi i en natklub hvor der var jamsession, der spillede Juke Ellington og hans orkester. Lige så snart en session var slut kom tjenerne styrtende for så skulle der købes nye drinks, der var ikke noget med at hænge over en drink hele aftenen. Da jeg endelig kom til køjs så jeg røde og grønne lys det meste af natten.
Næste dag kørte vi op til Beverly Hills og så på skuespillernes flotte villaer og vi var også, inde på et af de mange filmstudier. I det hele taget en vellykket tur uden buler. 

I hver havn vi kom til på vestkysten var der arrangeret modtagelse på rådhuset for skibets besætning. Der var stillet busser til rådighed til sightseeing og det hele kom af at skibet var med i Koreakrigen og havde reddet en hel del amerikanske soldater fra døden.  Så sejlede vi under Golden Gate Bridge ind til San Francisco og vi lå nede ved Fischermenswarf. Der lå en masse fiskerestauranter hvor man bl.a. spiste store krabber, hummere og andet godt fra havet. Vi kørte op til byen i kabel kars, det var en slags sporvogn som blev trukken op af bakken. Nytårsaften blev holdt på forskellige barer og vi endte på The Top Of The Mark, en stor skyskraber med restaurant på toppen. Det væltede ind med drinks så snart folk fandt ud af at vi var med Jutlandia.

Golden Gate forude

Senere kørte vi over Golden Gate Bridge til Aukland. Der var en naturpark som hed Underwood der var et kæmpetræ der var så stor at man kunde køre igennem det med en bil. Træet var 315 fod høj og havde en diameter på 21 fod ved bunden.

Efter Frisco gik det til Portland og op af floden lå der fabrikker som udelukkende puttede laks på dåser når de hvert år søgte op ad floden for at gyde. Efter Portland gik det til Vancouver i Canada. Vi havde nogle Ø.K. folk med som skulle til Vancouver Island for at arbejde med skovdrift. Vi var også på udflugt med fru Dahl. Vi så på omegnen og totempæle hvor indianerne havde holdt til. Blandt tjenerne om bord var der også en decksteward som hed Ole Ingholdt ham mødte jeg mange år senere på M/S Stokholm der blev vi makkere i spisesalonen hvor vi havde 6 borde at passe. Han var restauratør på Kristianslund Badehotel i Nyborg og konen passede butikken mens han var på krydstogt. På en landgang på Bahamasøerne i Nassau kom han galt af sted, skulderen blev strakt af led og han kunne ikke arbejde. Han kom på hospital og blev senere fløjet hjem. På hjemturen anløb vi bl.a. Dublin i Irland, der lærte vi at drikke Guinnes på pupperne.

Den 23. Februar var vi igen i København. Efter at slæbebåden havde fjernet isflagerne med skruen, lagde vi til kaj i frihavnen og vi blev afmønstret samme dag. Der var is og sne over det hele og hundekoldt. Vi havde sejlet 22042 sømil det svarer til 39675,600 km.

Et tidligere billede af Jutlandia.

Stor TAK til Dietrich Vetter !

Se også de andre sider !!!