"KOMPAGNIET"
Om livet i ØK -
EAC skibe.
Side 30
Maskinchef Svend Lehmann Nielsen har
gennem sine mange år om bord i "Kompagniets" skibe været en flittig
fotograf og hans materiale er stillet "Snesejleren" til rådighed.
Den enorme fotosamling udstilles her på
side 30 og fortsætter på side 32.
Billedserien starter med India.
Maskinrum
ødelagt stempel
Pause på dækket
Hviletid
Vedligeholdelse
Ved fryserummene
Chief Svend
Lehmann Nielsen og 1. mester.
Liniedåb
Farvel til India 1962 Hongkong
Her starter en billedserie om Korea
Dækslast på Korea
Klar til bytur
Vi indhenter Jutlandia
Jutlandia sakker agterud
Vi overhales af Mombasa
Som børn af en søofficer har min søster og jeg haft en
lidt anderledes barndom. En far, der sjældent var hjemme, og en mor der
havde agten magten og æren, når vores far ikke var hjemme. Vi havde ikke
adgang til mobiltelefon eller internet. Den kontakt, der var mellem os
børn og vores far, var kun, hvad vores mor fortalte os.
Vi boede i en to værelses lejlighed i ø-kvarteret i Aalborg. Der var
ikke plads til min far. Han skulle bruge mere rum. Derfor boede vi ofte
hos mine morforældre i Løkken. Der boede også det meste af min fars
familie. Paradis for os børn, men selvfølgeligt svært for vores
forældre.
Vi sakker agterud
Det gjorde, at vi ikke
respekterede vores fars autoritet, når han var hjemme. En af de første
ting jeg husker, var at min far kom hjem fra en af de rejser, der
dengang var noget længere end de er i dag, meddelte vi ham, at her i
huset var det mor der bestemte. Dette faldt ikke i god jord hos
maskinchefen, hvis ord var lov på skibet. En anden gang, da vi skulle
hente ham i lufthavnen i Aalborg, gemte min lillesøster sig bag søjlerne
i ankomsthallen. Hun anede ikke, hvem han var. En dag da jeg kom hjem
fra skole, var toiletsædet slået op, hvoraf jeg udledte, at der måtte
have været en fremmed på besøg. WC brættet var jo altid nede hos os, da
vi kun var piger.
Til gengæld fik vi
store oplevelser, når vi sejlede med. Fantastisk stemning og spændende
steder. Flere sommerferier tog vi med tog klokken 6 om morgenen fra
Aalborg til Genova med skifte i Hamborg. Hvis vi brugte tid ud over
ferien var det med lektier.
Det var en fantastisk tur. I Aarhus måtte vi få tegneserier, i Padborg
flødekarameller. Vi sov i liggevogn, og når vi vågnede om morgenen var
vi i Norditalien. Omkring middag arriverede vi så i Genova, hvor vi
enten kunne drage ned til skibet eller måtte indlogere os på et hotel,
indtil skibet kom.
Når skibet kom, tog vi derned og min søster og jeg blev indlogerede
enten på hospitalet, et passagerkammer eller evt. lodskammeret. Vi blev
instruerede i at tie stille og opføre os ordentligt. Tale med kaptajnen
måtte vi selvfølgeligt ikke.
Der var af og til også
andre passagerer med. Jeg husker især en familie med fire børn . De var
italienske Andrew, Brenda, Colin, og en jeg ikke husker navnet på. Den
italienske mama påtog sig at passe på min søster og jeg. Vi fik lov til
at være, hvor vi havde lyst, bare vi ikke generede officererne, de andre
personalers hustruer og børn, nogle fra kongehuset eller lignende. De
stakkels messedrenge stod ofte for skud. Jeg husker især en, der hed
Harald. Hvad han ikke stod model til.
Vi måtte deltage i morgenmaden og frokosten. Før aftensmaden skulle vi i
bad. Store badekar og megen cola, der kunne sprøjte på loftet, hvis der
var puttet sukkerknalder i. Vi skulle ikke gøre rent.
Aftensmaden spiste vi på vores værelse, serveret af en tjener, indtil vi
var blevet så store, at vi kunne bordskikken. Det var så meningen vi
skulle blive der til næste morgen. Men…. Rygesalonen kunne man da liste
sig ud og kigge ind i.
I de første år var især
mælken udrikkelig. Det var tørmælkspulver. Pålægget var heller ikke
altid interessant. Bagerne derimod kunne deres fag. Lækkert friskbagt
brød hver dag. Vandet måtte man ikke drikke.
Da vi kunne bordskikken fik vi lov til at deltage i aftensmåltidet.
Franske bøffer, hummer, dyreryg. Ikke børnemad men vi lærte at bruge alt
det forskellige bestik, glas og hvordan man angreb de forskellige
retter, Dette er jo til hjælp i dag, nu hvor man ved hvordan en
fiskekniv virker.
Af og til fik vi lov til at dække bord i officerssalonen. Folde
servietter o .lign. Pudse skibsklokken, og hvad man ellers kan sætte
børn til.
Den gang var vi i havn i lang tid. Jeg kunne især godt lide Rotterdam,
da skibet, som de fleste ved lå inde midt i byen. Der kunne vi selv gå i
land. Vi blev sendt op efter nye kartofler, jordbær m.m.
Vores forældre tog os med til masser af steder, når vi var i havn, især
zoologiske haver og tivolier. Liseberg, Hagenbeck o.s.v.
I Göteborg fik vi ”glas” Storstrutter.
I Oslo skulle vi på Thor Heyerdal Museet og
ud på kongeskibets anløbsbro.
Disse ture er selvfølgeligt uforglemmelige. Jeg husker også, når min mor
skulle alene med min far. Min yngre søster blev sædvanligvis anbragt hos
familien i Løkken, mens jeg, der både var vanskelig og gik i skole,
måtte anbringes de underligste steder hos folk, jeg knap kendte.
Familien Hall, Fru Holst, Elektriker Møller, listen er lang. Det var
virkeligt noget, der gjorde indtryk.
Til fødselsdag kunne man være heldig
at få et søgavekort. 30 kroner.
Vores far deltog sjældent i højtider, mærkedage og større beslutninger.
Vores konfirmationer måtte flyttes, for at han kunne være med. Sin egen
fars begravelse kom han ikke med til. Vores afsluttende eksaminer hørte
han kun om. Vi flyttede til et nyt hus uden ham. Vores forældre var ikke
i landet, da min søster fødte det eneste barnebarn. Han blev mere eller
mindre en fremmed i vores liv, indtil han gik på pension, og da var det
faktisk for sent. Alt var udenom ham.
Dette var en beretning fra et sømandsbarn.
Bente Lehmann Nielsen
Chief Svend Lehmann Nielsens kone og 2 døtre på bakken
Korea søsættes 45.
Korea afleveres 67.
Hej Willy.
Havde 2 ture på Østen med ØK. Første tur var ned og
aflevere Korea til ophugning, det var ren ferie... bl.a. med 3
uger i Bangkok, og efterfølgende en tur med Azuma, hvor
jeg afmønstrede den 30/9 -1967 i København.
Frank Simonsen.
Fortsætter med Ancona - Aranya - Arosia - på
næste side.
Se også de andre sider !!!
|