"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 31.

SEJLERMINDE.

NOR er et meget kendt musikband, som i mange år har spillet både i Danmark og på internationale festivaller i Europa.

Jeg har fået Jens Albert fra denne gruppe til at komponere en melodi til min shanty: "Sejlerminde"

Stort TAK ! til.

Gruppens medlemmer:

Jens Albert: Bouzouki og sang Bob Schulze: Guitar og sang Ronny Heicker: Bassist og sang Torben Heegaard: Fløjte og sang Steffen B. Sørensen. Violin og sang

KLIK på knappen

SEJLERMINDE.

1. Jeg vil synge en shanty - som bliver lidt trist
   For den handler om savnet til havet
   For jeg sejled i verden - som glad optimist
   Det var dengang da sømænd blev lavet
   Selvom tjansen var hård - og en tørn var lidt lang
   Blev der også lidt tid til at se
   På det fremmed i verden - som vi fór forbi
   Og at prise os for - at det hele ku' ske.
   
   
   

2. Første båd hed Malacca - var gammel men flot
   Og den sejled os til Orienten
   Vi røg ind i en storm - men hun klarede sig godt
   Og vi anløb en havn som forventet
   Det var der man fandt ud af - at leve sit liv
   For man ved ej hvornår det er stop
   For til tider når bølgen - vil vædre et skib
   Rusker gamle kong Neptun i sjæl og i krop
   
   
   

3. Når vi mønstrede ud - i en helt anden tid
   På “de syv oceaner” vi sejled
   Der var masser af pligter - og ansvar og flid
   Ingen plads til at mandskabet fejled
   Men når landlov blev givet - så gik vi i land
   Og vi så - hvad kun sømanden ser
   Herregud vi var fri - og det gjaldt alle mand
   Alle holdt vi jo sammen - i alt hvad der sker
   
   
   

4. Efter mange mils kølvand - der tænker jeg på
   Alle stjerneklare nætter på skibet
   Jeg er kommet til slutning - lad ankeret gå
   Og jeg tænker tilbage i livet
   Og til trods jeg er gammel - med kroged figur
   Drømmer jeg om at stå med min ven
   Med min hue på sned - og parat til en tur
   For at gense det hele igen og igen

Tekst: Willy Brorson.
Komponist: Jens Albert.

Sejlerminde (tekst-udgave) på:

Sejlerminde (film-udgave) på:

Selandia

December og Januar 1962 – 63 var kolde og isen var begynde at lægge sig i de danske farvande.

Jeg var sluppet ud af skolen tidligere på året, med de laveste karakterer man kan tænke sig.

Til eksamen i dansk og matematik havde trukket henholdsvis Herman Bangs Irene Holm og Erlangs logaritmer.

Det var ikke meget jeg kunne berette om den fallerede danserinde og med hensyn til logaritmer, var det totalt lukket land. Det endte med g- og tg- Logaritmerne kom jeg senere til at stifte nærmere bekendtskab med nogle år senere på navigationsskolen.

Da jeg kunne se de skulle bruges til astronomisk navigation, (H.O. 211) var det jo bare ”a piece of cake”.

Jeg søgte hyre som dæksdreng hos forskellige rederier i København, men når jeg præsenterede mit eksamensbevis (realeksamen) takkede de høfligt nej.

Nu var jeg så heldig, at min farbror boede i København. Han fløj som luftkaptajn i SAS på ruten Kbh. - New York. Han havde noget ferie at afvikle, og så havde han en Citroen. En af de flade med lang lang kølerhjelm.

Efter at have kørt mig fra afslag til afslag havnede vi i Holbergsgade 2. Hovedkontoret for det Østasiatiske Kompagni. I dag Danske Bank En imponerende bygning opført i rød granit med en svulstig statue af Niels Juul foran.

Langt nede ad Holbergsgade – så langt bygningen rakte – fandtes en lille beskeden dør med et tarveligt håndskrevet papskilt -- ”Indgang for hyresøgende”.-- Der gik jeg ind.

Hvordan samtalen forløb derinde, kan jeg ikke huske, men jeg fik besked på at stille om bord på ”Selandia” kl. 0700 et par dage senere.

”Selandia” havde ført en omtumlet tilværelse under 2. verdenskrig. I maj 1940 var den blevet beslaglagt af de franske myndigheder i Saigon.

Da Frankrig faldt, blev den overtaget i Singapore af de engelske myndigheder og sejlede under engelsk flag til 1943, hvorefter den fik lov til at føre dansk flag.

Det er for omfattende at gå ind i de nærmere detaljer omkring dets beskæftigelse under krigen. Kun at den fungerede som troppetransport og transport af forsyninger og tungt krigsmateriel på Fjernøsten, og var undsluppet u-både og miner.

Selandia

Hvad der derimod var meget synligt, var alle de navne og initialer soldaterne havde skåret i teaktræs-lønningerne, mens de har stået og tænkt deres tanker, om de måske nogensinde ville vende hjem igen.

ØK-skibet lå fortøjet ved Langelinie, hvor min farbror satte mig af på det tilsagte tidspunkt. Det var vinter, det var mørkt, det var fjendtligt og det var koldt. På ryggen bar jeg en stor køjesæk af sejldug, jeg havde syet som eksamensopgave på Sømandsskolen i Esbjerg.

Jeg følte mig som en lille myre med et stort æg på ryggen, da jeg kæmpede mig op ad den slingrende gangway med de slække stræktove. Nede mellem skibet og kajen truede det mørke isfyldte vand.

Jeg kom helskindet om bord, men måtte kæmpe mig over dækket gennem et virvar af wire, træluger og skærstokke. Langs skanseklædningen øjnede jeg desuden en række opskårne olietønder med et ubestemmeligt, ildelugtende indhold af affald, som måtte stamme fra kabyssen.

Jeg fandt omsider en åben dør, og befandt mig i det, som skulle vise sig at være maskingangen. På min højre side havde jeg et stålskot, som så meget utilnærmeligt ud. Under mine fødder noget der engang havde været et trædæk, men nu var farvet fuldstændig sort af utallige maskinsko.

Til venstre fandtes et rum, (messe) der bar præg af en fest, der var ebbet ud tidligere på morgenen. Bordet var fyldt med alskens flasker, hvor der udover de kendte ølflasker også fandtes en masse med etiketter jeg ikke havde set før. Dengang røg alle søfolk billige cigaretter, hvad der tydeligt kunne spores på bordet.

Jeg valgte at gå målrettet fremad mod en lejder længere fremme, der førte ned til mellemdækket og endnu en gang. Maskincasing på den ene side og en masse kamre på den anden.

For enden af gangen lå kabyssen. Derinde stødte jeg på det første menneske. Det var hovmesteren fandt jeg ud af. Han stod og drak kaffe. Han var meget mager og bar stelløse briller. Det skind han havde for meget af var furet og brunet af mange års sol. Jeg erfarede senere, at han også havde en stemme, der kunne skære gennem alskens forskellig støj. Ellers var han en omgængelig mand.

Skibet var som sagt fortøjet ved Langelinie, og der var kun den allermest nødvendige besætning om bord til at kikke efter lysmaskineri og fortøjninger.

Planen var at forhale skibet over til Ø.K.s pakhus på Orientkaj og rigge det af. Efter krigen havde man indsat det på sin gamle rute København – Nordeuropa – Fjernøsten og retur.

Om det var fordi luftfarten var begyndt at gøre sig gældende og derved gjorde passagertrafikken urentabel, ved jeg ikke. Men én ting ved jeg ”Selandia” var slidt op. – Under krigen kunne der ikke skaffes reservedele i de fjerne havne til det komplicerede maskineri, så det fik lov at køre og køre.

Det var besluttet at sejle skibet for egen kraft til La Specia til ophugning.

Da vi kom over til Orientkajen begyndte vi at slæbe sengelinned, porcelæn, glas, sølvtøj, køkkentøj og tusind andre ting i land, som hører til et 1. klasses passagerskib. Sågar et klaver måtte vi bakse i land.

Vi var vel 3 – 4 mand (drenge) under hovmesterens højrøstede ledelse. Han kunne ikke huske vores navne så han kaldte os ”Petter” alle sammen. Vi tog os kun af det, der havde med restaurationen at gøre.

Efter et par dage begyndte besætningen at drysse om bord. En sen aften kunne man høre maskintelegrafens klemten, den asmatiske startluft og maskinen der tøvende gik i gang. Vi sneg os i ly af mørket ud af havnen og nord på.

Mit arbejde om bord bestod i at holde rent på maskinbesætningens toiletter og kamre. Den dag i dag undrer det mig, hvordan folk kunne komme op fra maskinen med olie her og der og kravle direkte til køjs i de lagner der havde været hvide. Der var mange maskinfolk dengang, men det var trods alt kun nogle få, der gjorde det.

Vi var kommet i søen, og så indtræffer der sig altid den rutineprægede ro, som hersker på et skib undervejs. Man går sine vagter, passer sine pligter, og kokken bakker op. For mit vedkommende var jeg fuldstændig overvældet over at se et fremmed land for første gang, da vi gled forbi ”The White Cliffs of Dover” lige indtil en stemme brat rev mig ud af drømmen med et ”Hva` fa`aen står du og glor efter”

Der forløb endnu et rutinepræget døgn da jeg midt i en lokumsrengøring hørte maskinen tabte omdrejninger. Jeg hørte der blev smækket hårdt med ståldørene til maskinen, og folk begyndte at råbe noget med brand.

De omgivelser jeg befandt mig i, væltede der også sort søg ud fra maskinrummet, så jeg hastede skyndsomst ud på dækket. Nu havde Ø.K.s hvide både ingen skorsten som man normalt ser på andre skibe, men to udstødningsrør, som var ført op langs den 3. mast. På Østen kaldte folk dem ”Four pieces bambus no fut fut”

Op af de rør stod gnister og fed sort røg. Da maskinfolkene begyndte at indfinde sig på dækket kunne de fortælle at det ”bare” var endnu en skylleluftbrand, der skulle ha` lov at rase ud.

Nu havde ”Selandia” en speciel hovedmaskine, der var dobbeltvirkende. d.v.s der var forbrænding både på over og undersiden af stemplet. Det var et misfoster B&W hurtigt gik bort fra, fordi de blev utætte her og der og alle vegne når de blev slidte, som ”Selandia” jo var blevet. Jeg stak en dag hovedet ind på maskintoppen for at se monstret. Min første indskydelse var en stor grim, grøn kålorm, der gør sig tilgode med et uskyldigt blad.

Der findes stadig et eksemplar af racen på H.C.Ørstedværket. Den holdes så vidt jeg ved startklar, hvis alt andet skulle falde ud, som det gjorde i vinterstormen dec, 99.

Vi nærmede os efterhånden uden yderligere hændelser La Specia. Natten før ankomst havde jeg bevæbnet mig med en skruetrækker og skruet navneskiltet af på ydersiden af en af redningsbådene. Man måtte jo ikke se det manglede.

Der var sikkert ingen der havde taget notits af det, men jeg var opdraget med, at man måtte ikke stjæle.

Næste dag blev alle afmønstret og sendt afsted nordpå i uopvarmede italienske togvogne, men det er en anden historie.

Pensioneret skibsfører
Hans Klint.

Nordvest

Nybygning nr 122 bygget til D/S Norden. Bestilt 10.10.1945, afløbning 03.02.1949, afleveret 19.11.1949

Loven i Danmark siger, at alle unge mænd skal stille til session med henblik på at aftjene værnepligt. Det er for såvidt godt nok, bare det ikke går ud over én selv. Sådan tænkte jeg i 1964, da det blev min tur. Jeg var påmønstret et skib, der lå i København, da der kom besked om at stille på en adresse i den indre by.

Styrmanden som havde modtaget beskeden, sørgede for at jeg ikke udeblev. Jeg håbede til det sidste at blive kasseret, som min fader var blevet i begyndelsen af 20erne som han sagde: ”Fordi han havde en skæv lilletå”. Det Radikale Venstre havde dengang stor indflydelse på finansloven, som betød nedskæringer på forsvarsbudgettet.

Jeg blev målt, vejet, beskuet og befølt og fundet egnet, som en anden præmietyr jeg ikke var. På det tidspunkt manglede jeg et par ugers sejltid for at opnå de obligatoriske 12 mdr., for at kunne udmønstre som letmatros. Det betød en sidste rejse med bacon, smør og øl til London. Det betød endnu en kæmperengøring af lastrum og rendesten efter bacon siderne.

I min ungdommelige naivitet have jeg hørt, og troede på, at man kunne undgå værnepligten, hvis man ikke viste sig i landet i en årrække. Om det var sandt ved jeg ikke, men det skulle gå anderledes.

Når jeg nævner navne og adresser som Svend From Andersen og Herluf Trollesgade 5, vil mange ældre søfolk kunne nikke genkendende til dem. For udenforstående var Svend From Andersen mangeårig formand for Sømændenes Forbund på den pågældende adresse. På Forbundet have jeg min daglige gang, indtil heldet tilsmilede mig med en hyre på en ægte trampdamper, der ikke kom hjem.-- Det var M/S”Nordvest”

Nu vil jeg lige komme med lidt tekniske detaljer om skibet. ”Nordvest” var bygget i Nakskov i 1949. Skibet havde fem luger og ti fem tons bomme. Det havde en brobygning og en maskinbygning med 3. lugen imellem. Desuden var det fuld nittet som ”Titanic”. En byggeform man var ved at forlade til fordel for svejsning. Amerikanerne havde ellers høstet gode erfaringer med deres fuldsvejsede Liberty skibe under krigen, men den viden var ikke nået til Nakskov endnu.

Jeg mønstrede på ”Nordvest” en kold februar morgen 65 i Amsterdam. Man var netop ankommet fra Vestafrika med hundredvis af træstammer (logs) og kakaobønner i sække. Kakaobønner er en ret værdifuld ladning, så vi var meget nidkære med at feje det uundgåelige spild op. Bådsmanden havde sine kontakter i Amsterdam, hvor han foruden kakao også kunne afsætte ”oldropes”. Jeg tror ikke begrebet eksisterer længere, fordi al tovværk i dag er forarbejdet af syntetiske (uforgænglige!!!) fibre. Vores fortøjningstrosser var treslået manila hamp, men forfærdelig tunge og uhåndterlige.

Kingston upon Hull- eller bare Hull på den engelske østkyst. Engang en driftig industri og fiskeriby, var sidste lossehavn i Europa. Store områder på havnen lå stadig øde hen efter det omfattende bombardement under 2.verdenskrig. Englænderne havde i modsætning til tyskerne ikke formået at genopbygge de omfattende skader havnen havde lidt. Det betød også, at der intet lossegrej fandtes på kajerne, og at engelskmændene åbenbart syntes skibets lossegrej var for langsomt. Her var det palmekerner der skulle losses. Også en værdifuld ladning, hvor hvert slæng skulle vejes, før det kom på jernbane vogne.

Englænderne har jo altid villet gå deres egne veje, også når det gjaldt losningen med skibets bomme, som de heller ikke ville benytte. Man kom anstigende med telefonpæle af træ, som man fæstnede på dækket, hvor det bedst kunne lade sig gøre. Derefter kørte man wiren af vores Thomas B.Thrige spil, som man satte på fuld hammer i det høje gear. Bag spilkoppen stod så en typiske engelske havnearbejder iført blankslidt frakke, fedtet caps og det obligatorisk slips. Han tog tørn med hampetov på spillet, hev op, og satte forsigtigt slænget ned på vægten. Hele dette Storm P. agtige arrangement kørte, ledsaget af højlydte eder og forbandelser, men også med godt samarbejde og latter.

Vi blev alle lidt imponerede over den fart, hvormed sækkene blev både vejet og losset. Nu var det jo ikke alle bygninger der var lagt i grus. Pupperne var enten uskadte eller genopbyggede, og dem var der en hel del af i området. På en af dem (The Sportsman) var et bands der spillede levende musik. Mange bands håbede måske på en karriere som The Beatles, The Rolling Stones, The Kinks, The Seekers, eller hvad de nu hed alle sammen. På det tidspunkt udgik al ny og banebrydende musik fra England, og de musikere der spillede her, var særdeles fremragende. Ikke noget med at udelade noget eller musikalsk springe over, hvor gærdet var lavest.

Vores jungmand ”Bette Nielsen” fra Ålborg var på dansegulvet med pigerne konstant. Han dansede så sveden haglede af ham. Jeg stod ved baren sammen med et par af de andre svende, drak Black & Tan, og iagttog sceneriet. Specielt ”It`s All Over Now” af The Rolling Stones kunne Bette Nielsen slet ikke stå for. Han opførte så obskøn en koreografi, at damen -meget forståeligt- drejede om på hælen, satte næsen i sky og gik sin vej, dybt krænket!!  Det påvirkede nu ikke Bette Nielsen. Han dansede blot videre med (mod!!) en søjle midt i lokalet.

Skibet udlosset, lugerne skalkede, bommene lagt, søklar overalt. Tilbage til den rutineprægede ro på et skib undervejs. Tilbage til småskænderier, morskab og smalltalk med kollegaerne. Tilbage til maskinens rytmiske puls og eftertænksomheden på nattevagterne. Tilbage til sit eget og himmellegemernes tyste selskab.

Bufast var skibshund. Hvornår og hvordan han var havnet der, ved jeg ikke. Bufast var en charmerende blandingsrace med en hel del terrier i sig. Han boede sammen med tømreren ude agter. Tømrerens og Bufasts morgenritual var at pejle ferskvandstanke og rendesten. Han var meget interesseret i, hvad der fulgte med op på pejlestokken fra rendestenen.

Jeg gik 8 – 12 vagten sammen med 3. styrmand. I søen fik vi hver aften besøg på broen fordi styrmanden som regel havde en småkage. Efter udskejning (når vejret tillod det) opholdt vi os meget på 4. lugen, lige ud for messen. Lugen var dækket af presenning. Det holdt Bufast meget af, fordi han her var midtpunkt for vores positive opmærksomhed. Vov! vov! råbte han når vi kastede klude efter ham, som han elskede at flå i laser. Han havde sit toilet ude under bakken, som tømreren tog sig af.

Et par år senere mødte jeg tømreren på Café Mønten i Holbergsgade. Han fortalte, at han havde taget den med hjem da han afmønstrede, men at den nu var rejst til den evige hundehimmel.

Om et kort anløb til Dakar, er der ikke er meget andet at fortælle, end at der virkede ugæstfrit, tørt, fjendtligt og fattigt. Freetown og Sierra Leone. Også dengang hærget af stammekonflikter, diamanter og borgerkrig. Man var blevet frarådet at gå i land, hvad man heller ikke følte trang til, når man skuede ud over en samling tilfældigt, fattigt byggeri med rustne bliktage. Sådan ser man så meget, man ingen indflydelse har på.

Det havde den hærskare af havnearbejdere om bord til gengæld. En del af vores ladning bestod af papkasser med sko. Afskiberen havde i det lønlige håb om at mindske ”pilferage” (tyveri) pakket højre og venstre sko hver for sig. Det fandt man hurtigt ud af at råde bod på, og inden længe lignede dækket et større skomarked med nydeligt parrede sko. Om der fandt en form for betaling sted stod hen i det uvisse.

Mens vi lossede sko og andet habengut, ankom ”Hulda Mærsk”. Nu var det sådan på den tid, at danske skibe havde dansk besætning. Mærsk båden var dog en undtagelse. De havde mønstret en engelsk matros fra Liverpool. Han havde ikke været hjemme i et par år, så han øjnede chancen, da han erfarede, vi skulle anløbe London senere. Da vi samtidig havde en matros der ønskede luftforandring, var ommønstringen med kaptajnernes godkendelse afgjort.

Bernie som limeyen hed, var en rigtig fin fyr og en dygtig sømand. Han medbragte en batteridrevet grammofon og nogle få grammofonplader. Grammofonen åd batterier som bare faen', så vi var altid på jagt efter nye. En af pladerne vi (jeg) spillede igen og igen var World Without Love med Peter & Gordon. Tekst Paul  McCartney.

Grammofoner og skibe i søen er ikke den bedste kombination. Selv den mindste krængning eller rystelse får pickupen til at rutsche hen over pladens riller.

Henne agter på poopen, som det kaldes, boede hele dæksbesætningen. I Nakskov havde man indrettet apteringen så hensigtsmæssigt, at man under land kunne spærre af for slyngler, tyveknægte, plattenslagere og andet godtfolk. Pullerter og fortøjningsspil stod på hoveddækket under. På vores ”promenadedæk” fandtes kun et gigantisk nødrat, et stokanker og så et solidt bord med bænke, en eller anden tømrer havde flikket sammen. Hele herligheden overdækket med et permanent solsejl. Det var stedet man opholdt sig efter udskejning under land. Det var der man spillede kort og grammofon, drak pilsnere eller kaffe. Det var der man fortalte løgnhistorier og rygter til hinanden. Det var her man sov, hvis tropeheden blev for uudholdelig på kamrene. Aircondition fandtes nemlig ikke.

Atter udlosset. Et par saliggørende døgn til søs. Den fløjels bløde tropenat i ansigtet. Lange dovne dønninger og fjerne lydløse lynglimt langt under kimingen.

En morgen da vi nærmede os den flod vi skulle langt opad og laste logs, udspilledes et ejendommeligt og fremmedartet skue. Vi havde gjort lodslejderen fast 1 fod over vandet, og hevet den op igen. Så stod vi ellers klar til at smide den ud på skipperens tegn.

Ud fra flodmunding kom en hel flottilje af kanoer padlende mod os. Da de kom nærmere kunne man se, det var udhulede træstammer. Alle svingede de med små flag og råbte MEE PILOT!! MEE PILOT!! Blandt mylderet af træstammer spottede skipperen én der viftede med Nordens røde trekantede kontorflag med den hvide stjerne. Der var fire mand i træstammen, to mand der padlede og to mand der viftede med flag. De fik efterhånden padlet sig langs skibssiden, og vi smed lejderen ud.

Lodserne fik udleveret to madrasser, og blev indlogeret i styrehuset. Der boede de den tid vi bevægede os omkring i floddeltaet for at laste logs. De medbragte deres egen forplejning plus et primitivt kogeblus.

Hvad de har fået i betaling for sådan et ophold ved jeg ikke, men de var helt uundværlige i regnskovens delta. Vi kunne kun sejle om dagen fordi afmærkning var fuldstændig fraværende. Visse steder var flodbugtningerne så skarpe, at man måtte sejle stævnen op i mangroven bakke fri igen og på den måde kante sig videre ad flodarmen. Det kunne kun lade sig gøre, fordi aflejringerne var bløde og totalt fri for sten. Alt dette klarede de to herrer uden vores medvirken.

At laste logs på de afrikanske floder er en langsommelig proces, som slider utrolig hårdt på skib og materiel. Det er samtidig forbundet med reel fare for liv og lemmer, for de folk der udfører arbejdet. Jeg vil prøve at give en overskuelig forklaring på lasteprocessen.

Logsne lastedes direkte fra floden. De var najet sammen i lange baner med wire og noget der minder om overdimensionerede kramper. Kramperne skulle trækkes ud efterhånden som den enkelte locks skulle TRÆKKES!! om bord. Jeg siger udtrykkelig trækkes, for det var hvad de blev.

”Nordvest” havde kun to spil og bomme pr. luge. Den ene bom og spil trak kævlen op ad skibssiden, svingede ind over lugen, og firede af. Alene det at svinge bommen ind og ud igen krævede fire muskuløse mænd ved gerderne. Når den øvelse er foregået mange hundrede gange ved lugerne, er skibssiderne totalt blottede for maling.

Wiren på det andet spil derimod, viste udenom alle blokke, direkte fra spiltromlen ned i lasten. Dernede havde man på strategiske steder på tværskotter og i spanter sjæklet kasteblokke. Kasteblokke er ikke noget man kaster i nakken på hinanden. Den er et nyttigt redskab, man kan åbne og lukke og lægge en wirebugt ind i istedet for at trække hele wiren gennem en almindelig blok.

På den måde kunne man trække stammerne ind under mellemdækket. Det skal lige nævnes at den teknik lavede dybe slidfurer i lugekarme og på spil, der senere måtte svejses op.

Hvor længe locksne havde været undervejs på floden er svært at sige, men én ting er sikkert. De var fuldstændig overgroede med slimede og glatte tropiske plantevækster. Både anhuggerne på floden og folkene i lasten sprang barfodet, ubesværet og adræt rundt på træstammerne. Det var imponerende, og det var farligt.

Over 1. lugen hvor der ikke skulle lastes, var et regnsejl rigget op. Herunder boede 20 - 30 mand, som sov på stråmåtter. I dagtimerne bankede de rust og malede, og om aftenen sang de afrikanske sange og spillede tromme på tomme malerbikser. Også de sørgede for deres egen forplejning med deres primitive kogegrej på dækket. Det var i det hele taget meget afrikansk, men Bufast brød sig ikke om det. Han ytrede højlydt og med strittende børster sit mishag, hver gang deres kok skulle hente vand ved håndpumpen.

Gænget passede deres – vi passede vores, og det forløb gnidningsfrit. Hvor meget de tjente på sådan en rundtur, ved jeg ikke, men det har nok ikke været alverden.

Efter lang tids ophold på afrikanske floder trængte skibet til en gevaldig rengøring. Det var overalt. Især ankerklydsne som malergænget havde benyttet som toilet. Her gik vi til opgaven med indædt, sammenbidt ildhu og maximalt tryk på spulevandet. Vi nød atter at kunne lade alle døre stå ulåste og åbne og sætte papkasser i koøjerne for at indfange en smule vind.

Da vi var udlosset i de sædvanlige Nordeuropæiske havne udløb charteren. Hvad certepartiet indeholdt ved jeg ikke, men vi blev sendt til Blohm + Voss i Hamborg for en tiltrængt bundrensning og udenbordsmaling. Der var som sagt intet maling tilbage ved lugerne, men det fik de effektive prøjsere hurtigt smurt på. Med skarp afsat vandlinie, amningsmærker og det hele.

Det var et flot nymalet skib, der efter et par døgn stævnede ud ad Die Elbe i en ny charter til nye opgaver.

Nordvest i dok

Første mål var West India Docks i London. Her var endnu ikke dukket containere op, men på Themsen var et mylder af små slæbebåde (mange stadig kulfyrede) med lange haler af pramme efter sig. På kajerne de allestedsværende Stothert & Pitt kraner på høje stolpeben. De mindede mest af alt om kæmpegiraffer, der majestætisk lænede sig frem og tilbage, og tog for sig af retterne i skibenes bug.

Her skulle vi ligge et par døgn, og laste stykgods til forskellige øer i Caribien. Vores matros Bernie fra ”Hulda Mærsk” pakkede sine begrænsede ejendele og rejste hjem. Vi forventede ikke at se ham igen, men efter et par dage i Liverpool dukkede han atter op og spurgte, om hans plads var besat. Det var den ikke, så han blev glad. Vi andre blev også glade, for han var faldet godt til. Vi blev fuldtallige igen og undgik forkort sejlads.

Årsagen til hans korte besøg i Liverpool spurgte ingen om, for det ragede ikke andre. Turen over Atlanten.- Fint vejr med lange rolige dønninger. Bufast med sine småkager. Kaffe på kanden. Nu og da en lanterne i det fjerne. Sperry gyroens diskret tikkende vandring et par grader omkring kursen. Uro og bekymringer er blæst agterud, luftkasteller bygges og opløses igen ved vagtafløsningen. Sikkert det samme scenarie på et fjernt skib synligt i kimingen.

Efter at have losset en smule af stykgodset i Puerto Rico og Port-au-Prince anløb vi vores hoved destination Kingston på Jamaica. Her skulle skibet udlosses, og det ville ta' et par dage. Der er et par ting Jamaica kendt for. Deres venlige klima og deres rom. Det første havde vi allerede konstateret, så det andet måtte undersøges. Hvordan det er i dag ved jeg ikke, men i 60erne lå udskænkningsstederne på rad og række i forlængelse af kajerne. Her falbød man den ædle rom til rimelige priser. Desuden blev stederne opsøgt af gavmilde damer og piger i alle størrelser og aldre.

Nu var det sådan, at jeg siden jeg var barn havde ønsket mig et musikinstrument. Allerhelst en guitar, som er rimelig nem at transportere, og som har et stort musikalsk potentiale. Af forskellige komplicerede årsager var det ikke lykkedes. Mit ønske var blevet yderligere forstærket af at høre al den nyskabte grænsebrydende musik, som strømmede ud af dukeboxen. Dette må en professionel plattenslager i baren ha` observeret. Han tilbød for et eller andet beløb at skaffe en guitar. Jeg skulle bare sætte mig på en trappesten og vente. I min lidt omtågede, naive og godtroende tilstand syntes jeg forslaget lød glimrende.

Hvor dum kan man tillade sig være.- Jeg faldt i søvn. - Da jeg vågnede var mine sko - mit fine konfirmationsur - mine penge og manden forsvundet. Det skal siges at jeg blev til grin blandt kollegaerne. Næste dag var arbejdsdag. Jeg havde fået til opgave at holde tyveknægtene væk fra kasserne i 4. lasten og samtidig klare op på mellemdækket, som var udlosset. Det var ren rutinearbejde. Jeg samlede dunnage (affaldsbrædder) sammen og stakkede dem ude i borde. På et tidspunkt snublede jeg over sådan et bræt og faldt gennem nedgangen til underlasten. Med benene landede jeg først på akseltunnelen og så videre ned på på tanktoppen. Det her var noget rigtig gedigent lort kunne jeg godt se. Det venstre ben sitrede som bare faén, og det blødte heftigt fra et sår på foden, og jeg kunne ikke flytte mig. Der opstod en gevaldig tumult i lastrummet og efter 5 – 10 minutter blev jeg lagt på en palle og kørt i land. Den tilkaldte Ambulancen kørte til Kingston Public Hospital.

Hvor længe jeg lå i ankomsten kan jeg ikke huske, men mit kadaver var begyndt at vågne, og det var ikke spor behageligt. De gav mig en sprøjte af et eller andet som lettede. Der blev taget nogen røntgenbilleder, og jeg blev kørt ind på en stue, hvor sengene stod i to rækker. 15 senge i hver række !! Næste dag kom en læge med alvorlig mine og viste mig røntgenbillederne. Han forklarede og gjorde ved, og som absolut lægmand udi anatomiens mysterier, kunne jeg godt se og forstå, at også dette her var noget gedigent lort. Jeg skulle forholde mig i absolut ro. Hvis ikke -sagde han - ville jeg komme til at tilbringe resten af mine dage i en rullestol.- Det lød ikke tillokkende.- Et par af ryghvirvlerne og nogle knogler i foden var beskadiget i faldet.

OK, her lå jeg så, og kunne ikke andet. Skibet var sejlet, og jeg var sygeafmønstret. Omkring mig døde folk. Nogle talte i vildelse eller jamrede. Nogle udsendte ubeskrivelige dunster. Andre modtog Den Sidste Nadver og Syndernes Forladelse i præsters og pårørendes nærvær. Jeg har altid haft og har stadig et anstrengt forhold til hospitaler.

Efter ca. en uge på den måde, skete der noget jeg aldrig vil glemme. Ved indgangen til afdelingen stod en gruppe personaler og et par kvinder og diskuterede, mens de nu og da skottede hen mod min seng. Det var helt tydeligt, at kvinderne ikke var klædt som, folk der normalt besøgte pårørende. De var iført den ”uniform” som var almindelig for pigerne på barene i nærheden af havnen. Det vil sige korte tætsiddende, farvestrålende kjoler med påsyede pailletter. Klæderne bar de dog med selvsikkerhed og ynde. De kom storsmilende og med perfekt makeup hen mod min seng. Jeg genkendte dem fra én af barene tidligere på ugen. De medbragte en pose med to øl, et karton grøn Cecil og nogle bøger og ugeblade. Det var trøste gaver fra besætningen, som de havde bedt pigerne om at viderebringe. Jeg blev bevæget.

Her stod to piger, hvis erhverv ikke havde det bedste omdømme blandt folk. Måske havde de også en barsk hverdag med at få enderne til at nå sammen, hvad ved jeg. Alligevel gav de af deres overskud til en ukendt, strandet sømand på et offentligt hospital. De fortalte mig, de havde gjort ledelsen opmærksom på, at ”hvide folk”??!! normalt ikke blev indlagt på det nedslidte og forældede offentlige hospital.

Næste dag blev jeg overflyttet Nuttall Memorial Hospital. Et dyrt moderne privathospital i grønne velplejede omgivelser med 2 eller 3 mands stuer. Den slags arrangementer vil man i dag måske rynke på næsen af, men jeg satte stor pris på det. Om nogen ellers ville ha' scoret kassen ved jeg ikke, men rederiets mægler viste sig aldrig deroppe. Det gjorde pigerne med mellemrum derimod.

Derfor min store hyldest til de kvinder, som af den ene eller anden årsag er havnet i det erhverv, men alligevel gavmildt deler af deres overskud til folk i udsatte situationer.

Næste morgen fik jeg en overraskelse. ”God morgen hr. Klint. Hvad kunne du tænke dig til morgenmad?” Ordene kom fra en ung lyshåret sygeplejerske med lidt fynsk accent. Jeg tror jeg må ha' set temmelig fjoget ud, men hun smilede venligt. Nu har jeg aldrig haft besvær med det engelske sprog, men alligevel er det en god fornemmelse at kunne bevæge sig hjemmevant rundt i det danske sprogs labyrinter, kringelkroge dobbeltbetydninger og hentydninger. M. var gift og bosat på øen.

Jeg delte stue med en canadisk sømand. Vi hyggede os og udvekslede løgnhistorier. Hvad han fejlede ved jeg ikke, for vi gad ikke snakke sygdom. Her henslæbte jeg mange uger med at høre musik og læse, indtil jeg under stor bevågenhed skulle forsøge at gå igen.

Tålmodighed var ikke det der prægede mig mest. Flankeret af en læge og et par sygeplejersker på hver side, skulle en genrejsning forsøges. Jeg tænke ”Rejs dig fra din Seng og gå”. Det virkede bare ikke. Jeg blev grebet af et par solbrune kvindearme og lempet over i en rullestol. Efter et par dage hvor jeg trillede omkring på hospitalet, fik jeg en knortekæp til stok at støtte mig til. Som tidligere nævnt var mine sko blevet stjålet og arbejdsskoene ødelagt. De sko ”mine” piger senere medbragte, kunne ha' været fra Charlie Chaplins kostume. De klemte ikke, og det var godt for en dårlig fod.

For første gang siden indlæggelsen dukkede rederiets mægler op, og jeg blev udskrevet. Han havde arrangeret et lille værelse i byen, hvor jeg kunne bo til han kunne finde skibslejlighed til Europa. Det gjorde han!!!

 
Ascania

Bygget 1925. Italiensk registreret og bemandet.

Fotografiet svarede til den ubarmhjertige virkelighed. Jeg blev installeret i en 6 mands kabine sammen med immigranter, der ville søge lykken hos den tidligere kolonimagt. Kabinens eneste koøje lå så tæt på vandlinien, at det var boltet fast uden mulighed for frisk luft.

OK, det var stadig sommer og vejret fortsat fint. Måltiderne blev indtaget ved lange borde og bænke, hvorfra de skulle hentes hos et besætningsmedlem for bordenden. Kosten var god nok, men til tider lidt sparsom.

På turistklassen, hvor min billet gjaldt, var et mylder af børn, forældre og bedsteforældre. Det kunne til tider være ret anstrengende at være omgivet af så meget hurlumhej. Jeg søgte op på broen, hvor man ellers var forment adgang. Jeg fortalte styrmanden om mine trængsler, og spurgte om jeg dog ikke kunne ta' et par timers rortørn om dagen. Der var ingen autopilot, og han fandt hurtigt ud af, at det havde jeg prøvet før.

Styrmanden sendte rorgængeren ned til andet arbejde, og jeg fik et fristed i vante omgivelser. Det var win-win. Et kort anløb til Lisabon og sætte passagerer i land. Derefter South Hampton og med tog videre til London. Endelig en flyver til Kastrup.

Jeg husker ikke hvor længe jeg gik, før jeg blev raskmeldt. Haps!! sagde militæret så og sendte mig til Vordingborg til Falsterske Fodregiment. Jeg blev dog fritaget for marchture med oppakning og Garandgevær. Der henslæbte jeg 14 ørkesløse måneder med at rense min pistol og pudse på min Nimbus motorcykel.

Jeg blev dog så glad for Nimbussen, så jeg spurgte kompagnichefen om jeg måtte købe den ved hjemsendelsen. Nimbusserne stod til at skulle udfases. Det kunne jeg ikke, for der var noget med Told og Skat. I stedet købte jeg et vrag for 50 kr., som min far og jeg satte i stand. Min datter brugte den mange år senere, da hun læste i København. Hun benyttede den endda under en kortvarig ansættelse i hjemmeplejen. Hun fortalte at den glimtvis kunne få gamle mænds øjne til at lyse op med ungdommens glans.

I dag befinder Nimbussen (Årgang 1935) sig i min garage. Altid køreklar, hvad jeg ofte gør i fint sommervejr. Den venstre fod gør stadig knuder, men det må man affinde sig med.

Se det var historien om en værnepligt der ikke kunne undgås.

Pensioneret skibsfører
Hans Klint.

Se også de andre sider !!!