SNESEJLER

"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 39

Hej Willy.

Jeg stødte tilfældigvis på din fantastisk spændende og interessante hjemmeside om Ø.K., og alle deres forskellige fragtskibe gennem tiderne.
Da jeg sammen med min kone og 2 drenge, sejlede som passagerer på Patagonia, som emigranter til Australien i 1967, tænkte jeg at det kunne være sjovt at se sejladsen fra passagerernes side.
Jeg har derfor skrevet lidt om vores oplevelser på denne rejse, som varede 5 uger, fra Rotterdam til Melbourne, som 4, af i alt 8 passagerer.

Endelig blev det den 26. april 1967, hvor vi skulle med toget fra Københavns hovedbanegård om aftenen. Vi havde sendt det meste af vores bagage af sted i forvejen, undtagen det vi ville få brug for på sejlturen, tøj, klapvogn og bleer til Ivan, som lige var blevet 1 år.

Ved ankomsten til Rotterdam næste morgen, satte vi os i forbindelse med ØK agenten, for at få de sidste instrukser vedrørende ombordstigningen på Patagonia.
Næste morgen, efter vi havde overnattet på et hotel i Rotterdam, tog vi spændte ned til havnen for at lede efter vores skib og kort efter gik vi op ad landgangsbroen til ”Patagonia” som skulle være vores hjem i de næste 5 uger.

Vi blev budt velkommen af en af tjener som hed Svend, som kom fra Strib på Fyn. Han viste os op til vores kahytter, 2 dejlige 2 mands kahytter, med bruse, karbad og toilet, og vinduer ud til promenadedækket.

Vi var kun 8 passagerer i alt på skibet, foruden os 4, var der et dansk par, en enlig dansk mand, og en australsk tandlæge, som hed Gordon Castle, som vi skulle komme til at se meget til i de næste mange år.

Den enlige mand som hed "B", var lidt kedelig at være sammen med, han kunne ikke fordrage børn, specielt ikke til måltiderne. Da vi første gang skulle hen i ”saloonen” og spise, var der dækket op til alle passagererne samt kaptajnen, ved det ene af de 2 lange borde.
Ivan som jo ikke havde lært noget om bordskik endnu, elskede at klaske skeen ned i kartoffelmosen, mens han pludrede højlydt, men det kunne hr. "B" ikke snuppe, så han nægtede at spise sammen med os.

Efter en længere rådslagning mellem kaptajnen og kokken, endte det med at vi 4 skulle sidde for os selv ved det andet bord.

Det blev Gordon, som vi kaldte ”Hoppalong”, så fornærmet over, at han i solidaritet satte sig over til vores bord, og således blev det på resten af turen.

De 2 tjenere syntes også det var noget pjat at vi skulle sidde for os selv, så de serverede for os, som om vi var en kongelig familie, specielle vegetariske retter, med fine menukort lagt ved hver tallerken, hvorimod de bare demonstrativt "klaskede" maden op på hr. "B"s tallerken.

På turen gennem den Engelske Kanal, over Biscayen til Gibraltar strædet, havde vi fint vejr, uden de helt store bølger, og da vi sejlede ind i Middelhavet, begyndte temperaturen at stige, det blev helt sommerligt med strålende solskin.

Ved indsejlingen til Suez Kanalen, lagde vi ind til Port Said, for at vente på at få en lods om bord.

Næste dag begyndte sejladsen ned gennem Suez Kanalen, og nu blev det rigtigt varmt, nogle steder var kanalen så smal, at der kun kunne sejle 1 skib, derfor var der gravet en parallel kanal for skibe der sejlede i modsat retning, og når man kiggede mod øst over Sinaiørkenen, så det ud som om de sejlede gennem sandet.

På den vestlige bred kunne vi se en masse dadelplantager, og beduiner som kom ridende på kameler langs kanalen, men hvad vi ikke vidste noget om var, at ægyptiske tropper var i gang med at forberede et angreb over kanalen på Sinaihalvøen, for at erobre denne tilbage efter Israelsk besættelse.

Efter vi var nået gennem Suezbugten, og kommet ud i Rødehavet, fik vi at vide at angrebet var gået i gang, og at et australsk fragtskib som havde sejlet efter os, var blevet sænket i kanalen, og nu spærrede for al videre gennemsejling, så vi havde været heldige med at slippe gennem som de sidste. Kanalen var i øvrigt spærret i flere år.

Da vi havde sejlet gennem det Røde Hav, nåede vi endelig ud i det Indiske Ocean, og satte kursen direkte mod Perth i Australien.
Der begyndte nu at blæse en frisk brise som vi nød, i forhold til den varme lumre luft som hang over kanalen og det Røde Hav, og efterhånden som vi kom længere ud på oceanet, opstod der nogle enorm lange og høje bølger, som under resten af turen til Perth, fik skibet til at vugge langsomt fra den ene side til den anden, hvilket vi dog hurtigt vænnede os til.

Vejret var behageligt varmt, og vi kunne fylde vores badekar med havvand, og tage et forfriskende bad når vi trængte til det. Vi havde taget et lille oppusteligt badekar med til ungerne, som vi fyldte vand i ude på dækket, det var lige noget de kunne li´ at ligge og pjaske i.
Ellers fik vi tiden til at gå med at kigge på flyvefisk og delfiner, og en dag så vi en kæmpe hval som dukkede op under skibet, og fulgte os i lang tid.

Efter 1 måneds sejlads, lagde vi endelig til i Fremantle, en mindre havneby tæt ved Perth, hvor vi skulle ligge et døgns tid, inden vi skulle ud på den sidste del af turen, syd om Australien til Melbourne.

Det var dejligt at komme i land igen, men Ivan som lige havde lært at gå på et gyngende skib, kunne slet ikke holde balancen på land, og der gik lang tid før han lærte at gå på fast grund.

Vores ven Gordon, havde sin bil med på skibet, og ville selv køre resten af vejen tværs gennem Australien til Melbourne. Han anbefalede os at køre med ham, da han vidste at sejlturen, som ville tage en uge, plejede at være rigtig barsk, med storm og kæmpe bølger. Men vi valgte at sejle det sidste stykke til Melbourne.

Jeg skal love for at han fik ret, det blev de værste 7 dage jeg nogensinde havde oplevet på havet. Søerne stod ind over skibet, og alt var kaos, alle var søsyge, og det var umuligt at spise i spisesalen, da al mad og service kurede ned af bordet, og stolene væltede rundt på gulvet.
De eneste som ikke blev søsyge, var vores 2 drenge, de syntes det var mægtigt sjovt. Alice og jeg var også kun lidt dårlige en enkelt dag, vi var ude på dækket det meste af tiden, og nød at betragte de store albatros fugle, som svævede hen over bølgerne.

Men vi åndede da lettet op. Da vi endelig sejlede ind i Port Phillip Bay, og lagde til i sikker havn i Melbourne.

Efter vi havde spist det sidste måltid på skibet, tog vi afsked med besætningen, som vi efterhånden havde lært rigtig godt at kende, en af tjenerne som hed Svend, som vi havde haft et særlig godt venskab med, besøgte os næste dag oppe i bjergene i Olinda, hvor vi skulle bo det næste års tid.

Venlig hilsen
Jørgen Kirknæs

Chaw-Chaw i ØK`s Skibe 1957 til 1967.

Maden har altid betydet meget for Søens Folk.

I gamle dage var Skørbug en ret almindelig foreteelse til søs, de tider er for længst forbi. Der er altid frisk frugt ombord. Kødet er udskåret og brødet er frosset. I de gode ”gamle” dage i 50erne og 60erne var der kok, bager og koksmath i alle skibe. Kødet var halve eller kvarte dyr på frost som kokken selv skar ud, og bageren stod tidligt op så der altid var friskbagt brød. Undtaget var nogle dage i Bangkok hvor bagerens behov skulle dækkes, så varmede koksmathen KU…boller til morgenmaden (kryddere).

På ”De Hvide Både” i ØK var der Chefkok, Pantrymand (kold kok) ungkok, 2 koksmather, pantrydreng, 2 skyllere og 2 bagere.

At holde kostpengene var det store problem for Hovmesteren, så der var næsten altid en lille konflikt mellem restaurationen og resten af besætningen.

Hvordan med kosten på eks. Panama, ”De sorte Både” i 60erne ?

Morgenmaden til besætningen: 2 spejlæg med bacon, ganske få valgte at få blødkogte æg, dertil friskbagte rundstykker, med og uden birkes, der var mange ældre søfolk men gebis og klæbemidlet dengang var ikke så smart, hvis de fik birkes kørte hele overmunden på kuglelejer. Bagerbagt rugbrød og franskbrød, marmelade og ost, dertil hjemmelavet mælk (i 1959 fik alle ØK både en ”KO” så der kunne laves en virkelig god mælk af usaltet smør, mælkepulver og et bindstof. Det var udmærket; før det var der egentlig kun frisk mælk 4-5 dage efter Europæisk havn.

Middagsmaden bestod af 2 retter mad, enten forret og hovedret, eller hovedret og dessert. Det var ganske almindelige retter, hakkebøf, frikadeller, gullash osv. Søndag var der altid steg på menuen. Fisk en gang om ugen, men det var ikke rigtig succes. Frossen fisk er ikke sagen.

Sydpå i Østen fik vi ”Lortesnappere” store lyserøde fisk med kraftigt underbid , deraf navnet, og grove skæl, det var et helvede at gøre dem rene, men de smagte dejligt når de blev stegt.
Det store nummer i frisk fisk var guldmakreller som vi fik i Caribien, og hvis hovmesteren og skibshandleren kunne blive enige vankede der en halv lobster pr. mand, så var der strålende smil på alles læber.

Aftensmaden, 7 slags pålæg + det løse var altid problematisk. Det er pokkers svært at variere leverpostej, pålæg osv., men den varme ret der altid fulgte med kunne opveje meget af utilfredsheden med det lidt kedelige kolde mad.
Biksemad med spejlæg var altid et hit, det samme var Svensk pølseret, i bunden lå BBBWB (Boston bakes beans with Bacon), væltet lokum (Hachies) for ikke at tale om ”lort på tagsten” (brun lobescoves). Der var store variations muligheder med den varme ret så aftensmaden var ikke så ringe endda.

”De sorte Både” kunne have 12 passagerer der fik stort koldt bord hver middag og resterne fra det blev fordelt i messerne, så der faldt af og til lidt lækkert af til besætningen.

”De hvide Både” kunne have op til 80 passagerer så det kunne mærkes i messerne når der var ”rester fra de riges bord”

Morgenmaden på Falstria, Selandia og Jutlandia var et orgie af Engelsk Breakfast: Havregryn, cornflakes og andre morgenmadsprodukter, frisk brød og rundstykker. Varme retter, kogt Haddock, stegte Kippers, stegt lever, stegte nyrer, stegte pølser og æg i alle variationer, blødkogte, scrammelt æg, røræg, turnet æg samt flere forskellige omeletter.

Der var morgenmad fra kl. 0800 til 0930. Det var ungkokken og en af koksmatherne der stod for racet, de havde travlt meget travlt.

Det store kolde bord om middagen var: Det Store Kolde Bord i ordets betydning.
Der var simpelt alt hvad hjertet kan begære: Sild af alle slags, æg, tomat, rejer, røget laks, kold fisk og hvad dertil hører.

12 store sølvfade med stege og kød, surt, sødt, garniture og 8 forskellige salater.
12 mindre fade med varme retter, ostefade, frisk frugt, dertil flere slags brød, samt smør. Efter maden kaffe og småkager.

Der var nok at se til i det kolde køkken.
Der var ”five a`clock tee om eftermiddagen.
Dineren om aftenen startede kl. 1900 og varede til kl. 2130.

4 retter hver dag: Suppe, mellemret, steg og dessert.

Det kunne f.eks. være: Consomme a la Reine, tarteletter m. rejer og asparges. Glaceret Hamburgryg med grøntsager og is med frugter til dessert.
Efter diner var der åbent i baren og der blev der serveret snitter.
Det var passagerer der virkelig rejste på første klasse, hvad maden angik.

De største begivenheder for resturationspersonalet på ”Latinerbådene” var Capt.`s Diner.
Velkomst fest for passagerer ved start af rejsen som regel på vej over Middelhavet efter afgang fra Genua.
Afskeds fest lige før ankomst til Singapore.
Det var et mægtigt gilde, 5 retter mad, issokler med lys og farver, det var rigtig flot.
Vi havde store firkantede isblokke i fryseren, der blev udhukket: Skibets navn, selve skibet, og 2 fyrtårne. Det passede med personale antal:
Stewardesser, bartender, barber, tjenere, ungtjenere og skriver.
Alt lys blev slukket i spisesalonen, der var batterier med farvede pærer under issoklerne, det så imponerende ud. Det hele store show foregik sammen med desserten som altid var ”Is an Surprice” (indbagt is i marengs).

Hvordan var arbejdet for Kabyspersonalet?
Bageren startede ved 3 tiden om natten, der skulle jo være frisk morgenbrød klar til vagten kl.0700.
Han bagte også wienerbrød, rugbrød (enhver bager i ØK med respekt for sig selv havde egen surdej), alt i kager, og hvad dertil følger (creme osv.) tarteletter og al dessert til passagerer og besætning. Desuden stod han for ”ølrummet”, dvs. han udleverede øl og vand efter de bonner besætningen havde købt hos hovmesteren.

Arbejdstiden var fra kl.0300 til kl. ca. 1230. og igen fra kl. ca. 1700 til kl. 1930, med diverse pauser.
Det var hver dag 7 dage om ugen, hvis man var heldig på en rejse kunne der fikses et par fridage.

Rejserne på De hvide Både var de bedste for frihed, da de lå længe i Bangkok minimum 14 dage uden passagerer, men med et par Parties, vi lå jo i havn, og det at holde Party var et ØK speciale, og et knokkelarbejde, alt var jo ekstra.
Kok og koksmath blev purret af bageren kl. 0530, hver dag 7 dage om ugen, fridage var det så som så med, der skulle jo spises i messerne hver dag, man turnede til kl.0600.

Der var faste ting som hver dag begyndte med: Koksmathen skrællede kartofler, derefter skar han bacon i skiver fyldte en bradepande og var så klar til morgenmaden.

Kokken startede dagen med at skære kød ud til dagens hovedret. Kødet var dagen før taget ud af fryseren, ½ gris eller 2, en kvart okse eller kalv.
Efter morgenmaden blev dagens retter lavet klar til servering kl.1130.
Opvask, rengøring og man havde fri kl. ca. 1330.
Aftensmaden skulle være klar til kl.1800, så man gik i gang kl. 1630.
Kabyssen lukkede som regel ved 2030 tiden.
Det var lange arbejdsdage, men der var faglig frihed, så det var ikke så slemt som det kan lyde.
Hovmester, bager og kok mødtes én gang om ugen for at tilrettelægge ugens menuer og indkøb.

Dette var lidt erindring om dagligdagen som ”jamsekoger” i ØK` både for meget længe siden.

Jeg var med min sidste ”Hvide Båd” i 1963 Jutlandia rejsen før Prinsserejsen, så os der har været Chefkok på disse skibe er efterhånden oppe i alderen og vi er vel ikke så mange tilbage, der var jo kun én af os på hver båd.

Med kronborg om styrbord igen.

Jeg har kaldt overskriften Chaw-Chaw, det er en særlig risret som var helt speciel for ØK, alle besætninger jeg sejlede sammen med var vilde med den. Her er opskriften:

Svinekød i fingertykke strimler
Porrer, selleri, gulerødder i skiver
Æbler, bananer, ananas, mango og anden frugt i grove terninger
Finhakket løg og masser af hvidløg
Svinefedt, karry, paprika, salt og peber

Svinefedtet varmes godt, tilsættes løg, hvidløg karry og paprika, brændes af og kødet tilsættes røres godt rundt så kødet får smag.
Derefter tilsættes de grove grøntsager.
Simrer til kødet er næsten mørt, derefter tilsættes frugten
Opkoges, og smages til med salt og peber.
Dertil serveres dampede ris, eller kogte.
Mængden af karry og paprika bestemmer hvor stærkt det skal være. Madras karry er bedst til svinekød.

VELBEKOMME.
Sven Erik Jensen

Jutlandia 1964

Jeg var dengang 15 år lille af bygning, derfor navnet stump om bord, jeg var mønstret som messe og kammerdreng, og det var i officersmessen, dengang i tresserne var der disciplin om bord på det gode gamle skib Jutlandia, det var en rejse på 4½ måned med første havn i Polen, og der kan jeg nikke genkendende til de ting der i forvejen er skrevet om Polen. Den næste var Hamborg hvor jeg for anden gang stiftede bekendtskab med nattelivets glæder, men dem kom der mange af i løbet af den tur.
Vores 1. styrmand som var fra Færøerne havde tilnavnet Hjalmar Jetpik, han var temmelig frygtet af besætningen for sin hidsighed.
Nu var det sådan at jeg også havde den opgave at gøre rent på styrmandskamrene, det gik også meget godt i Europa da Hjalmar havde sin kone med, hun klarede rengøringen på hans kammer, men det forandrede sig efter Genua hvor hun rejste hjem igen, Vi manglede bare 1 havn i Frankrig så var det Suezkanalen og videre mod østen. Da jeg var ung og uerfaren brugte jeg rub og stup jeg havde på bogen gennem kanalen, nu var jeg på særdeles god fod med matroserne og i det hele taget med hele dæksbesætningen, de sagde at jeg skulle spare mine penge til vi kom til Bangkok men klog som jeg troede jeg var, brugte jeg mine penge undervejs alligevel, hvad jeg senere fortrød.

Langt om længe kom vi til Bangkok og skibet blev fyldt op med piger, som med det samme delte sig ud mellem officerer og resten af besætningen, Da vi nåede fyraften var der bare de vagter der skulle være til maskine og dæk om bord, jeg stod ved rælingen og drak kaffe og så alle de andre med højt humør gå i land og jeg havde hørt om de barer og sumpen utallige gange, men jeg "klovn" havde ikke hørt efter de andre, det fortrød jeg på det tidspunkt. Men tingene forandrer sig jo en gang imellem, medens jeg stod der og forbandede mig selv var der en spinkel stemme der råbte Ole! Jeg kikkede mig omkring, så kom jeg til at se døren ud til dækket, der stod en maskinassistent med 2 piger, jeg gik der over men var lidt genert, man tror det er løgn men vi talte sammen i ca. 5 minutter, da en af pigerne sagde et ord "sumpatit" hverken "Hindsgavl" som var maskinassistentens navn eller jeg forstod hvad hun mente, vi spurgte hende hvad hun mente og igen samme ord, med et slog det mig "sympati". Det var noget vi begge forstod, så efter et minut var vi nede på mit kammer og jeg var klar på under et minut til den leg, men hun havde andre planer, der var lige en tur under bruseren først, hvor jeg blev skrubbet over det hele derefter tørret, og så iført en sharon.

Næste dag skulle vi mødes på Mosquitobar, hun ville betale, det var lidt dumt af hende, der var så mange piger at jeg til sidst blev kaldt butterfly, selv om hun havde givet mig en ring i sterlingsølv. Vi skulle ligge der i to uger derefter skulle vi videre til Saigon og så tilbage til Bangkok i nok 1 uges tid.
Da dagen oprandt til afsejling var der to der manglede nemlig undertegnede og en der hed Henning, vi lå sammen med vores piger og så "foure bambus and no fut fut" sejle ned af floden, vi kunne se masterne derfra hvor vi lå. Der gik fire dage så var pigerne trætte af os, på femte dagen kørte de os ind til rederiet i Bangkok der fik vi en flybillet til Singapore og den frygtede Hjalmar.
Jeg havde været i karambolage med ham en gang, fordi han i sin brandert ikke havde hørt at jeg bankede på inden jeg kom ind på hans kammer, der lå han nøgen med en eller anden dulle, nå men resultatet blev at han for op, jeg var i mellemtiden gået igen, med en undskyldning og nået helt hen til lighteren til dækket nedenunder, han råbte op og jeg standsede, da han nåede mig fik jeg sådan en flad øretæve, at jeg trillede ned af lighteren og der gik nok tre uger inden at jeg kunne høre igen på det øre.

Nå men vi kom om bord igen og fik en ordentlig skideballe, på vejen hjem måtte vi betale flybilletten ud af vores hyre, Henning frygtede også Hjalmar da han selvforskyldt fik en kindhest på vejen ud, vi var i Singapore og der var vi nogle stykker der gik i land, da vi skulle tilbage til eftermiddags kaffen som han og jeg skulle servere var han ikke med, lige pludselig var der nogen der råbte ude på dækket, at de kunne se Henning komme svømmende ud mod os, vi heppede selvfølgelig på ham. Hele besætningen var oppe for at se det, og da han endelig kom noget forpustet om bord fik han også en på siden af hovedet med besked om hvor dumt det var at svømme i det vand på grund af giftslanger og andet kryb, Hennings svar var blåt, det viste jeg ikke, men nu er jeg om bord.
Resten af rejsen gik uden problemer det eneste jeg kunne gøre for at tjene lidt ekstra var at vaske tøj for matroserne så jeg havde til tobak og så jeg kunne sende et par kartoner cigaretter hjem til min mor fra Århus havn.
I Frihavnen stod min mor på kajen for at ønske mig velkommen hjem og råbte "dejlig pakke hun havde modtaget" (cigaretterne) og dette skulle være tys tys.

Jeg efterlyser Ungkokken Ralf, vist nok af tysk afstamning, samtidig efterlyses Marie som Ralf blev gift med.
De boede på Nørrebro i København, koksmaten Ronny savnes også, samt Henning.

Niels Ole Ljungberg.

Fra en "kringlevrider" i ØK.

Hyggestund på Meonia

En tur i "baljen"

Handel om bord på Meonia i Suez

Meonia laster træ i Bangkok

Efter Meonia kom jeg til at sejle på "staterne" med Panama. Senere var jeg på Basra i 3 år.

Jeg var blandt andet med på den tur hvor vi lastede gift i Antwerpen som skulle losses i Bangkok.

Giften var emballeret i jutesække og det skulle senere vise sig at blive katastrofalt.
Lossearbejderne i Bangkok brugte nemlig "hooks" (kroge) til at håndtere sækkene, med det resultat at sækkene blev perforeret så giften dryssede ned i arbejdernes vanddunke.

32 mand døde og vi blev black-listet overalt, dog fik vi proviant og udstyr til at droppe det i rum sø.

Herefter fik vi en straffe-tur til New Zealand.