SNESEJLER

"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 4

Jutlandia

Jutlandia kontrolrum. Ved kontrolpulten står Karsten Petersen, Middelfart, som også har leveret © billederne.

Jutlandia maskindetalje

Selandia på vej ind til Kobe 74.

Selandia gøres klar til at blive forlænget.

Selandia skåret i 2 stykker for at blive forlænget.

De fotos som har forklarende tekst er med tilladelse fra Günther Petersen. TAK!

Foto: Günther Petersen.

Selandia og Jutlandia som blev bygget på B&W og leveret 1972 blev i 1984 forlænget med 15 meter, hvilket gav en forøgelse i bruttotonnagen til 54035 gt.

Samtidig blev motoreffekten modificeret svarende til en servicefart på 24 knob

Bovpartiet er blevet forlænget og klar til montering.

Selandia er klar til at blive samlet.

Selandia bliver samlet.

Foto: Günther Petersen.

Det siges, at Jutlandia og Selandia tilsammen, på grund af deres størrelse og fart, flyttede gods svarende til ca. 16 traditionelle cargo ships af typen Boribana.

Selandia maskintop

Jutlandia og Selandia var datidens største skibe i verden, de var udstyret med 3 motorer. (og dermed 3 skruer)

Centermotor 12 cylinder og styrbords og bagbords motor på hver 9 cylinder. Ialt 30 cylinder 2-taks B&W K84EF med en kraft på 82.000 ihk. kunne sejle med en fart på ca. 30 knob, men af sparehensyn sejlede de som regel "kun" ca. 26 knob.

Ved eftersyn på sidemotorerne kunne de sejle 22 knob alene på centermotoren.

Motorinstallationen med 3 B&W motorer var den hidtil kraftigste i et skib. Hver enkelt af de 30 cylindre yder lige så meget som de to 8-cyl. motorer i den første Selandia fra 1912.

Selandia og Jutlandia blev solgt til USA i 1993 og ombygget til roro cargo. Solgt 1996 til U.S. Navy Military Sealift Command og blev ombygget og omdøbt til Gilliland og Gordon. 1998 overført til U.S. Nerval Reserve.

Jutlandia efter kraftig ombygning og nyt navn Gordon

Selandia efter kraftig ombygning og nyt navn Gilliland

Ole Madsen har indsendt følgende billeder fra Jutlandia 77.

Hovmester Phillipsen med kone og barn Jutlandia 77.

Kok Ole Madsen

Jarl og Claus

Der var reception i Tokyo 77.

TAK til Ole Madsen !

Hej Willy

Efter at have surfet på din fantastiske hjemmeside og efter at have bladret lidt i fotoalbummet mindes jeg tydeligt livet på PRETORIA og ANDORRA. Her er lidt af det i tekst og billeder.

Om livet på PRETORIA 1965-1966

Jeg mønstrede PRETORIA som letmatros i marts 1965 og havde 4 rejser på Vestkysten af Staterne som regel med losning på de Vestindiske øer St. Thomas og St.. Croix. Jeg husker livet om bord som meget positivt med en (meget) stor besætning. En del mønstrede fast PRETORIA og kendte derfor hinanden godt. Der var altid tid til en fest og en drink (der var ingen begrænsning på køb af de våde varer). Det gik da også galt engang husker jeg (det skader nok ingen at fortælle historien nu!) Vi havde som regel en luge toppet op med whisky fra Liverpool til St. Thomas og St. Croix. På St. Croix blev der losset til langt ud på aftenen for at blive færdige, så vi kunne afgå. Et par mand var vagter ved whiskylugen, men der var et ret stort svind i kasserne. Nogle af flaskerne havnede i besætningens salon og i nogle af kahytterne med det resultat, at da vi skulle afgå var vi kun nogle få, der var så ædru, at vi kunne arbejde. Jeg blev som letmatros udpeget som havnerorgænger - det blev en lang nat. Jeg husker ikke efterspillet – hvis der har været et efterspil?

Gymnastik om bord på Pretoria.

Fritiden om bord blev fordrevet med læsning, kortspil og når vejret var godt gymnastik på 4-lugen som billederne viser. En af maskinfolkene lavede ringe, så vi kunne lave ringøvelser. Vi have som regel passagerer med på kysten af staterne. Jeg husker et amerikansk ægtepar, hvor manden kedede sig bravt. Han havde et par dage kigget langt efter vores kortspil, og da han fandt ud af, at vi spillede pinnacle gik han til kaptajn Christiansen for at hyre 2 mand til pinnacle. Vi spillede nu frivilligt med ham hver formiddag efter 4-8 vagten, mens han var om bord.

"Stilling" sat ud i Portland

Efter PRETORIA havde jeg fået nok af sejladsen på Vestkysten – Østen lokkede, så jeg mønstrede ANDORRA som matros; men det er en anden historie!

Held og lykke med hjemmesiden og god vind fremover.

Jens Aage Jensen

Bogota 73

Boma 75

Klargøring på poopen Boma 75

Boma 75

Kabys Boma 75

Hej Willy !

Jeg sidder lige her i Skagen og taler med nogle kolegaer, som klogt spørger: Hvorfor hed den hvide stribe på skibssiden "sultestriben" ????

Fra Færøerne har jeg modtaget følgende svar:

Apropos spørgsmålet om "sultestriben", som mange rederiers (bl.a. ØK, Wilhelmsen og Norsk Amerika Linie) skibe var prydet med, kan disse linjer om et af Wilh. Wilhelmsens skibe, måske være med til at kaste lys over oprindelsen til navnet på denne smukke stribe, som jo ikke var helt billig, men hvorvidt den blev financieret med sparede kostpenge, tja....

Modell av Wilh. Wilhelmsen M/S Temeraire fra slutten av 1920-årene. Fartøyet er en typisk representant fra norske linjeskip i mellomkrigsårene. Skandinavia var tidlig ute når det gjelder overgangen fra damp til motor, og hadde maskinister som kunne håndtere disse skipene. Fordelen med motorskip i forhold til damp var at motorskipet brente olje. Man kunne plassere brenselet i bunntankene fremfor å ha kullet i store kullkasser ved siden av kjelene. Dermed kunne fartøyet seile lengre uten å ta inn brensel underveis. Olje ga også bedre driftsøkonomi. Det var i mellomkrigstiden at Norge ble en moderne sjøfartsnasjon. Diesel, olje og linjefart er stikkord. Og det var på den tid at Wilh. Wilhelmsen ble en av verdens største linjerederier.

Legg merke til den hvite horisontale stripen rett under rekka. Sjøfolk kalte uærbødig denne dekorasjonen for "sulteranden", et spark til rederiets den gang noe sparsommelige kostøre.

Mvh.
Samuel.

Hvilken fantastisk hjemmeside du har skabt. Som mange helt rigtigt siger, så har du jo fået skabt et bemærkelsesværdigt stykke danmarkshistorie. Efter mask.ass.jobs på Dansk-Fransk's Vinland og Holland i '60erne, var jeg i 70erne mester på ØKs S- og B-både: Sinaloa, Songkhla, Sargodha, Boma, Basra og Bogota.

Desværre har jeg ingen billeder fra Basra, som jeg i 1975 havde to rejser med til fjernøsten, og med Indonesien og Surabaya som østligste vendepunkt. Men da du også beder om evt. små anekdoter, får du hér en fra Basra på den første af disse to rejser:

Den første rejse om sommeren var lidt speciel ved en række hændelser under hjemrejsen. Da vi gik syd om Sumatra og stod ud i Det Indiske Ocean ramtes vi af dårligt vejr, som fik uheldige følger for lasten i lastrummene. Vi havde lastet palmeolie i både SB og BB lasthøjtank, og der var sat steam på HT-opvarmningen. Men langsomt og helt uforståeligt fyldtes lastrummene over et par dage med palmeolie, indtil der var vædskestand. Uforståeligt, for angiveligt var højtankene bleven tjekket for lækager. Det viste sig siden, at dér allernederst i begge højtankes nedre hjørner ved fastsvejsningen til lastrumsbunden var et gennemtæret hul på størrelse med en knytnæve.

Logs, kaffesække og mange andre lastede ting flød nu rundt i denne masse, som stadig havde ringe viskositet på gr.a. klimaets varme. d.v.s. store frie vædskeflader og optræk til orkanlignende forhold. Skipperen besluttede at søge nødhavn på Mauritius, som på det tidspunkt var nærmeste sted på vor rejse syd om Afrika.

På Mauritius blev al mulig palmeolie pumpet ud af lastrum og tanke med alt, hvad der kunne skaffes af mobile dieselpumper fra land, og da klimaet samtidig blev køligere så ’grøden’ stivnede, så sejlede vi videre til Durban for at få tømt (hånd-skrabet!!!) alle tanke og rum fuldstændigt for denne fedtede, røde, margarineagtige substans. Det var fast arbejde i tre uger – også for maskin- og dæksbesætning.

Omsider var det klaret, og alle var glade og stolte. Skipper var så lettet og glad, at han på vejen op gennem sydatlanten gav en meget fin og en meget våd frokost på dækket til hele besætningen, - undtaget de vagthavende naturligvis. Og det var så tilfældigvis – og desværre – mig og min assistent, som havde den ’glæde’ for maskinbesætningens vedkommende.

Forestil jer nu overraskelsen ved dér, midt ude i rum sø, at få melding på maskintelegrafen som lød på Klar, Stop, og Fuld bak, samt en masse andre ulogiske manøvreordrer. Ringede til broen for at høre om de var totalt overrislede, eller hvad f… der var galt. Men den var god nok. To matroser i skænderi havde hoppet overbord. ’Hop i havet’, sagde den ene til den anden, og det var lige hvad han gjorde!! Og efter ham hoppede nu den første for at redde ham.

Sikken et geddemarked. Det var lige i aftendæmringen, og da vi endelig efter en halv times tid var heldige at få fat i dem efter at have vendt skøjten rundt til modsat kurs, havde de haft en afdrift på ½ sømil. Hørte ved vagtens afslutning, at livbåden, da den skulle svinges ud og fires ned, faldt ned i den ene ende, hvor wiren på en ell. anden måde havde løsnet sig fra fæstningsstedet på båden. Men pillet op blev de til sidst. Den ene bevidstløs og den anden ret forkommen. Logi i ’arresthuset’ og en verdensrekord-stor skideballe af den stakkels skipper, der jo blot havde ment traktementet så godt. Tror at de formastelige siden hen blev klare over, hvor skide heldige de havde været ved at overleve denne svømmetur. Der blev efter broens ordre ingen manøvrer nedfældet i maskinens manøvrebog. Den lille, beskidte og olierede lap papir med manøvrene tog jeg med hjem som lille souvenier fra oplevelsen.

Samme skippers 3. prøvelse kom, da vi var vel hjemme igen og stævnede mod vest, ind gennem Århusbugten. Masser af lækre, sommerkåde badepiger smykkede de blå bølger udfor Marselisborg Strand, kikkerterne var gode og skarpe, og lodsen var ligeså optaget af sceneriet som skipper – og med et stille suk og en tung, blød skurren fik de Basra solidt plantet på en stor sandbanke ude i bugten.

Jo, jeg er helt sikker på at skipper nød den forestående ferie. Myterne fortalte siden, at Lloyd truede med at forhøje præmierne, når han havde kommando.

Jeg mener i øvrigt at huske, at det også var ham, som tidligere var skipper på Poona, da katastrofen ramte i Gøteborg. - Uden at det havde det mindste med hans skyld at gøre, naturligvis! Det må ha’ været en frygtelig oplevelse at miste sin overstyrmand på den måde. Men ak, så uheldig man dog kan være som skipper.

Ja, det var et lille minde fra den skønne tid som snesejler i ’70erne.

God vind fremover til dig og din Snesejler-hjemmeside. Den er virkelig i særklasse indenfor genren.

Med venlig hilsen
Stig Bjerregaard Pedersen
tidl. maskinmester – i dag historiker.

Se også de andre sider !!!