SNESEJLER

"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 40

Patagonia. 61.

Min ”karriere” i ÖK tog sin start Den 17/3 Det herrens år 1961, udmönstring Nakskov.

Rejsen gik til Indonesien, skipper var C. Dalberg en hyggelig äldre en af slaksen, så vidt jeg kan minnes. Fra den rejse kan jeg ikke erindre mig så meget ud over det vanlige, en ting husker jeg dog ganske klart.

Vi lå i Jakarta, akter om os lå Peter Märsk, der kommer de famöse to öl om dagen på tapeten. Vi havde fri tilgang til den vare, og det flöd i ganske rigelige mängder, og det ryktedes ovre i kaffekanden, så vi var väldigt populäre der, og besögene blev tättere og tättere.

En eftermiddag sad vi (som sedvanligt) på poopen og nöd nogle af Carlsbergs liflige produkter, da vår förste stmd. dukkede op, der vi sad og åbnede öller med vad som var for hånden, han mente at det måske var lidt for farligt, så han kappede en bid af loglinen, tog sin åbnere ud af sit nögleknippe knyttede den op i en solseglsribbe.

Senere kom en motormand bland gästerne på den ide at han skulle lave akrobatiske övelser i tampen, men da han nok var ret svedig i händerne gled han med hovedet först ned i däkket og var så uheldig at ramme en ölkapsel, som lå med kanten opad, så den blev siddende, og det begynte at blöde, försten tog ham med op på ”hospitalet” der fik han et stoooort plaster på. Senere på dagen da han vente hjem stod Chifen og tog imod, han undrede, Va f... er der sket med dem. Torkild svarede sanfärdigt. Joo se, je falt ned fra en ölåbnere og slog hovedet i en ölkapsel. Han fik fri resten af dagen. Så nogen rätfärdighed finnes der trods alt.

Ellers var den rejse uden de store begivenheder. Om vi bortser fra når vi i Odessa skulle losse rågummi. Da vi også havde kobra i lasten var der også en masse kobrabiller, og det var åbenbart noget helt nyt for de gode sovjetter. De var när at vi havde havnet i karantäne, de kom dagligt og hentede et syltetöjsglas fyldt med disse små kryb, jeg tror det tog dem en uges tid at finne ud af at de var ganske harmlöse, bare man ikke får dem med sig i säng, da bider de, de små sataner.

Var forresten ved tandläge i Odessa, tandlägen en rigtig "babuska", i en vist nok hvid kittel og en kokkehue, model större. Instrunmeterne var et kapittel for sig, ikke mindst borapperatet, det trampede hun selv medens en kolega holdt mig i et stadigt grep bagved stolen. Stålkuglen hun slog i (hun slog den håndgribligt i). Den sad der i et års tid og tog nabotanden med da den gik los.

Mönstrede af i Köbenhavn 30/9 61

Poona Indien 61. - 62.

Udmönstring Nakskov, En ganske trist rejse, Indien er ikke särligt opmuntrende, bare fattigdom og elendighed. Men en og anden lystig episode var der dog.

Fex. I hamburg skulle hvalpene (drengene) i land og se på det pulveriserende natteliv, og det fik de nok også opleve, men det gik nok ikke som ventet. De var blevet indhalet på et af de små, efter deres mening hyggelige steder, blev bevärtet med champagne og damer og hele svineriet, senere, meeeget senere kom så regningens stund, den kan jo ha sine kvaler, og ganske rigtigt, de havde langt fra likvide midler at däkke kalaset. Efter megen snak, mest tysk som de ikke fattede noget af, så de blev, af en krasserkarl, fulgt om bord meget tidligt om morgenen. Skipperen, A Buntzen, blev purret ud og denne her representant for Etablissamentet fremdrog en större regning, Buntzen har nok väret med för, han drog alfonsen med sig ind i privaten og läste ham texten. Han var godt körende udi det tyske. Du har udskänket diverse alkoholhåldige drikkevarer til mindreårige, og i almenhed forledt dem i dårligdom,den fik hele armen. Om han havde noget at invände, så må vi jo ta en snak med dem der ude, sagde han og pegede på den grönne Polizei Boot. Vår ven, fandt det bedst at forhale.

Der blev også et efterspil for natklubgästerne. Op til den gamle, og han undrede om de havde tänkt sig at han skulle betale for deres eskapader, de havde jo ingen penge på bogen efter tre fire dage, så han så sig nödsaget at skrive til deres foräldre for at däkke sine udläg, en skideballe og färdigt med det.

Det var nogle slukörede gutter som kom ned efter deres förste möde med KAPTEJNEN. Og man kan tänke sig at det var med en vis uro de modtog de förste breve hjemmefra. At skipper ikke havde lagt en pfennig ud svävede de i uvished om, og ikke heller om eventuel korespondanse mellem deres foräldre og Buntzen.

Däks fortalde at de var budt på ”Kampanje. Så han hed "Kampanje Drengen" en lang tid efter. Det var hans förste rejse han kom fra det, som vi kaller mörke Jylland, så dialekten var lidt svär for nogle og det fik han höre en del for. Undskyld jeg har ikke ordbogen med var en komentar han fik höre ret ofte.

Han lanserede en helt ny ret. En aften spurgte nogen, hvad er det varme Däks? Og svaret var Böf i bolle, Det var hamburgere på hans hjemegn.

Efter de sedvanlige nordeuropeiske havne videre til Midelhavet, Marseile, ingenting at berätte om i Marseile, men kort efter afgang, alt var söklart og vi stod nogle stykker udenfor messen, da begyndte det at röre sig i det ene hjörne på firelugen, vi gloede först på hinanden og igen på lugen, jo den var god nok , ingen havde väret i byen i Marseile, der var noget under, så ud med kiler og op med presänningen og en lugeplanke, der sad der en mörk gut som sagde en hel masse som ingen af os begreb en dyt af, men det var jo heller ikke vårt problem. Han var fra Algir, Fransoserne vilde blive af med ham, og tipsede ham at ta ”hyre”, det var jo en enkelt måde og löse den illegale imigration på. I Egypten ville de ikke ha ham, så ham fik vi träkkes med hele rejsen, og han kunne stille til problem ret ofte, og man kan nok tänke sig at fire drenge kunne sätte hans temprament på kogepunktet.

Näste Genova. Der skulle vi bla. have tre passagerere om bord, et midelalders äktepar og en ung ”dame” som skulle ud og giftes med en dansk ingenör.

Kort inden afgang tidligt om morgenen gik stevadessen en runde for at sikre sig at alle passagerne var om bord, först det äldre par godmorgen osv. derefter ”damen” knak knak godiiiää!!!! Hovmesteren kommer farende. Ella va faen sker der. Ingen svar, så han åbner dörren, ove o skam, der ligger ”damen” og ungtjeneren med bar r.. og röde kinder. Det hele sluttede med den hurtigste afmönstring jeg har oplevet.

Morelia i Rødehavet

Videre Port Said, kanalen, Aden, og Bombay

Ikke noget at skrive hjem om. Måske de luft konditionerede biografer, ellers bare tiggere og eländighed. Alle har vel hört,” no mamma no pappa”, nogen har lärt dem at späde på med, ”no caddilac”.

Näste Madras. samme elende, dog var der ikke langt til en fin fin badestrane, der traf vi nogle danske piger som arbejdede for UNHCR. Det var rart at träffe nogen som talede samme språg.

En lille sjov episode fra ankomsten til Madras, Vi skulle akterfortöje, og det var åbenbart af vital betydelse at ankrerne blev drobbede exakt på ret sted og förste stmd virkede lidt nervös, ingenting må jo gå galt, karrieren kunne jo få en ridse, nu hörer der til at det åbenbart ikke var nok med ankrer vi skulle ydermere ha et par trosser i en boje, så der lå et par joller under boven, som skulle göre dem fast, altså kulierne i disse. Med et lyder ordren ”lad gå stb anker”. Krogen rög i med et plask som ventet, jeg stod og så ud over siden, vänder mig om, råber. Hvor faen blev bådmändene af. Försten var när at trille ud over lönningen, der lå de stadigväk de to joller, og helt hvid i ansiktet siger han, medens han håller sig for hjertet. Det må du sku ikke göre igen, (han sagde faktisk du), siden grinede vi godt. Jeg husker ikke hvad han hed, men en hyggelig fätter det var han.

Calcutta näste
Fortöjning i ankerkäder, et hälsikes job, som de siger her i svedala.

I byen Besögte vi den internationale Mariners Club, der var en fin swimmind pool, så efter 3 uger i Calcutta kunne man nästen dyrke åkander i en vis kropsdel, men det var godt for konditionen, i starten kunne man svömme omkring en halv längde under vandet ca 30 meter, efter tre uger kunne jeg for min del klare to längder og begynde på den tredje.

Videre Ö. Pakistan. Chalna, Chitagon.
Ingen höjdere heller, trist og eländigt. En af messedrengene fatte det hele i få ord,”om helvede ligger på jorden så kan det ikke väre langt herfra.

Burma. Rangoon, Mulmain.
Et antal udflukter til forskellige templer, det störste blev en skuffelse, det gyldne torn som lyste i solen viste sig värd bast eller sivmåtter, når man kom ind så det ud som en stjärnehimmel. Tilbage sammevej som vi kom, uden de helt store oplevelser värd at nävne.

Af navne jeg husker, ikke mange. Som nävnt A.Buntzen. Han tog flaget ned for ca 2 år siden, bådsen Erik Brinkman Svbg. Arne overtog bådsmandstjansen, Erik sygeafmönstrede i Calcutta. Arne var jeg sammen med i Stena Line en gang i halvfjerdserne. matr. Holger Kranföreren, Vagn matr. Västjylland, matr. Lubeck O. Mikkelsen Esbjerg. Ungm. Jack Gordon Hansen Fåborg. Jack og jeg har holdt forbindelse i mange år. Han er gudfar til min sön. Han döde for ca 10 år siden.Vaskedessen Lissie, Numere gift i LA. Gnisten kaltes Lille Lord.

Afmönstrede Frihavnen 27/5 62.

4 søfolk på udflugt

En Östenrejse m/s Poona

Efter et mellemspil i et andet rederiet Orients, Tasmania 23 mdr, den bedste hyre jeg har haft. Tilbage i "Kompagniet". Det blev Poona atter engang, en rejse på östen.

Skipperen var H. P. Berg, også kändt som Tante Berg.

Afrejse Frihavnen d. 30/1 1965. som de fleste nok ved er det ret stressigt i de Nordeuropeiske havne og der er ikke så meget at fortälle om og ikke heller rejsen videre gennem Midelhavet til Port Said, der vi modtogs af den sedvanlige flok fra det gamle testamente, med Gamle Abraham, Moses og Isak i spidsen, samt alt deres habengut som vi jo kan alt om. ”Fine grejer ingen kan se det er pap”. Den har vi nok alle hört.

Handelssager i Suezkanalen

Vigekanal Suez

Videre over Det Indiske Ocean mod Penang.

Normalt gik jeg dagmand, dvs. at man arbejdede dagtid og gik ikke sövakt, men af en eller anden grund blev jeg kaldt op og skulle til rors ved ankomsten til Penang, muligvis var det på grund af Tantes forsigtighed, at han ikke ville have ungmanden til rors. Der stod jeg i mine egne funderinger. Pludseligt kommer der en gestalt ud fra kortrummet, klädt i et par vide bukser, i noget som så ud som nervöst velour, sko med store spänder, og halvhöje häle, Skäget gik i en tynd bue fra öre til öre ned over hagen, Det forsvandt kort för hjemkomsten, på hovedet en basker model större, drog frem en enöget piratkikkert, da brast det for mig, og jeg grinede höjt. Tante kviterede med et surt blik over brillerne.

Frisørsalon i Singapore

Ikke meget at berätte fra Penang. Singapore näste, der var jo swimmingpoolen på Connel House om dagen og Boogie Street om natten, en del af natten. Det var vel träning inden vi var hjemme i Bangkok. Og endeligt var vi så der.

Frk. Piak, matros Kaj Pagh og motormand Knud i mellemfolkeligt samvirke

Det meste känner vi jo allerede til, og vi afveg da heller ikke fra det sedvanlige mönster. Myggen, Mariners Club. En og anden udflukt blev der tid til. Vi, Knud motorm, Kaj Pagh (Skinny Kaj) matr, og så mig sa' hunden, jeg var när at glemme, min lille solstråle Piak, Det var faktiskt henne som arangerede leje af Sampanen. Det var spändende at opleve livet i de små klonger.

Frk. Piak på tempelbesøg

Tempel

Ved poolen i Mariners Club, matroser Verner, Kaj og Jack.

Flodtur

Bangkok delikatesser

Näste, Hong Kong.
Fortöjning i en boje med ankerkäde, et slid da der skulle hives 15 favne käde frem för det var muligt at skille den ad. Men da der hurtigt kan komme Taifunvarsel så er det viktigt at komme ud af röret i en fart, da er det bare at slå sprinten ud, og så af sted

Det sedvanlige mylder , jonker med gods til og fra skibet, og ikke at forglemme det komersielle indslag, vaskepiger og koner, skräddere, tandläger, handelsmänd og söndagsskolen ikke at forglemme.

Japan.
Jeg havde lovet at tage så mange havnevakter som det nu var muligt, betinget at jeg var helt arbejdsbefriet når vi kom tilbage til Bangkok. Det japanske natteliv har mistet sin tilträkningskraft på mig det er blevet lidt for kommersielt, efter min mening, men en bustur til Kyoto blev det da til, den var vellykket, og meget intressant.

Udflugt til Kyoto

Vändepunktet Otaru.
Da det er ret så langt mod nord var det ret så koldt, men det hindrede jo ikke vikingerne fra at opsöge de små lune barer og vad dertil hörer, men da vi lå fortöjet i päle var det jo nödvendigt med Shorebåd, det var et problem, om aftenen, men ingen om morgenen. Da Tante Berg ikke ville medvirke til at. ”Fremme usädeligheden i Japan”. Men det löstes elegant ved at arbejdstiden änderdes fra 06 til 07. Så kunne folk sejle med havnearbejderne ud, Og Tante kunne sove roligt.

Pudekamp på ølkasser

Sækkevæddeløb

Æggeløb

Fri idræt i Bangkok

Så går det hjemad. I Hongkong skulle jeg handle en del, bla Kamferkiste, spisestäl.

Søndag i søen

Ellers forlöb hjemturen uden de helt store begivenheder om vi lige ser bort fra Rotterdam, jeg må inskyde at på nordeuropa går man tre mand på vakt, jeg var tredjemand på 12-4 vakten, og havde tidlig udskajning og var ledig om eftermiddagen. Jeg havde tänkt at gå i byen og köbe nogle cigarer til farmand, en af gutterne undrede om jeg kunne köbe noget chokolade til ham, det var da inget problem. Efter at have inhandlet nävnte varer, var jeg på vej om bord, på vejen mödte jeg nogle skibskamerater, de havde vist nok väret på dramhus, de var temmeligt höjröstede, de ville ind et sted og köbe grilkyllinger, om jeg ville med, da jeg ikke fölte for fast föde gik jeg og en motormand Ole Jensen ind på Skandinavia og tog os en öl, jeg tog for givet at vi ikke kunne undgå at se og ikke mindst höre når de andre gutter kom forbi. Så vi nåede yderligere en öl, da pludseligt Ole udbryder. Nu sejler den sku!! Jeg troede at han tog gas på mig, men hans ansikte sagde at der nok var noget om snakken, og da jeg vänder mig fik jeg syn for sagen, han havde ret. Vi kan nå det om vi skynder os, og tar med bådmändene ud. ”Nä fan” os skal de ikke have at grine af. Vi tar det helt roligt og tar en taxi ud til Hok Van Holland. Der skal der byttes lods. Det var han med på, så det gjorde vi.

Gänget som var på grilbar, havde taget en taxi, derfor havde vi verken set eller hört dem komme forbi. Man kan da heller ikke stole på folk.

Vel ombord skulle jeg på vakt, og tänkte som så, at jeg lige så godt kunne få det forventede ”möjfald” overstået, når jeg gik mod broen, var der nogen som ville stoppe mig, da de formodede at jeg nok ikke var helt apelsinfri, men jeg vadede op, der stod Berg og undrede medens han skulede over brillerne. ”Hvad er det med dem Schmidt”? Et godt spörgsmål, så hvad svarer men på det. ”Ja det var vist en smutter”! Det var det bedste jeg kunne komme med. Men da de har opfört dem exemplariskt under hele rejsen, så ser vi gennem fingrene med det, var hans komentar. Det kunne jeg jo ikke have noget at indvände imod.

Senere på aftenen blev Ole kaldt op til den gamle. Der fik han besked om at ikke ”lede stabilt folk til dumheder”, det lo vi meget af, da det helt og hollet var mig som havde ”ledt” ham!

Ellers det sedvanlige räs rundt Hamburg, Bremen Nordöstersökanalen, til Frihavnen.