SNESEJLER

De billeder jeg sender her er alle fra "Asmara" på rejse 37 i 1976. Jeg var inde og se specielt på side 42, hvor Erik Boye er på en masse billeder. Jeg fik et særlig godt forhold til den mand af helt specielle årsager.

Min kone og jeg havde fået vores første søn i 1974 og der optrådte komplikationer under fødslen så han fik en hjerneskade. Vi håbede selvfølgelig på det bedste, for der var ikke nogen tegn på noget unormalt. Vi lå i Yokohama og lastede som sidste havn før Rotterdam. Jeg ringede hjem (det var ikke bare noget man gjorde som i dag) for at høre hvordan det gik. Hun var helt ude af den fordi sønnen var blevet indlagt med kramper, som man vidste ville medføre, at han endte som grøntsag. Der stod jeg i Yokohama og kunne ikke andet end drikke mig skidefuld, hvad jeg også gjorde. Jeg skulle på 8 -12 vagten om aftenen, og var ikke i stand til det. Jeg fortalte til Boye, hvordan det forholdt sig. Det grundede han lidt over og sagde så stille og roligt, at jeg skulle gå til køjs og han ville overtage vagten. Næste formiddag da vi var kommet til søs og jeg var blevet ædru, blev der ikke snakket mere om det. Det blev en helvedes lang tur over Stillehavet, og da vi kom til Rotterdam, stod min afløser på kajen. Jeg blev kaldt ind på inspektionen hos Kaptajn Krüger, og var helt overbevist om at jeg skulle ha` en fyreseddel. I stedet havde Boye sendt en forfremmelse.
I de måneder sønnen var indlagt i Odense boede vi i Troense og havde ikke bil. Mens jeg var på vej hjem, pendlede konen frem og tilbage hver dag på tommel i bus eller med tog. Det var ret opslidende. En ældre sygeplejerske hun lærte at kende, tilbød hende at hun kunne bo hos hende i Odense. Den sygeplejerske havde en ven, som var pensioneret kaptajn i ØK. Det viste sig at være Bissegunnar.

Da jeg så var kommet hjem, kørte vi turen Troense - Odense - Troense hver dag på den gamle Nimbus.

Det gjorde vi hele november måned. Da sønnen omsider blev udskrevet inviterede vi sygeplejersken og Bissegunnar til middag. Om eftermiddagen kørte vi alle fire over og besøgte Boye og hans kone i Lohals. Det blev meget vellykket. Ham glemmer jeg aldrig.

I 1963 var jeg dæksdreng i "Sinaloa" på en rejse til Australien. Der var, som du ved en en masse messer. I maskingangen i bagbords side lige over for kabyssen lå fyrbødermessen. Derinde sad fire gamle mænd, og her blev der drukket en bunke bajere. Om aftenen når jeg havde fri, holdt jeg meget af at sidde derinde og lytte til deres historier. På det tidspunkt måtte jeg ikke købe våde varer, så jeg lyttede bare. Senere på aftenen, når der var kommet tilstrækkeligt indenbords, begyndte donkeymanden gerne at synge en sang. Han kunne kun een linje. Den lød "Det var kolboxe så stora som hus" Den var svensk, og erfarede jeg senere, handlede om livet for fyrbøderne i de gamle kulbrændere. Donkeymanden vidste ikke, hvem der havde skrevet den.

Mange år senere var jeg om bord i Svitzers "Sigyn" på Grønland. Vi havde fået til opgave at hjælpe et forsyningsskib gennem isen til blyminen i Marmorilik. Jobbet varede fire uger med en arbejdsdag på 18 timer. Isen var vel 80 - 90 cm tyk. Da det var en kæmpeopgave vi havde løst, besluttede minens ledelse at holde en fest for isbryderens besætning i flyhangaren. Ud på de små timer, stod jeg i baren og snakkede med en mineingenør. Der manglede jo ikke drikkevarer, så på et tidspunkt hørte jeg, han begyndte og synge "Det var kolboxe så stora som hus". Jeg spidsede ører, og spurgte, hvad fanden det var for en sang.

Den havde ligget i mit baghovedet i mange år. Han fortalte det var "Eldarevalsen" af Evart-Bertil Taube.

Næste dag fik jeg noder og tekst af ham. I den sang beretter Evart-Bertil Taube så autentisk om livet for fyrbøderne i de gamle skibe. Så malende at selv "rigtige" fyrbødere i "Sinaloa", tog den til sig.

Efter jeg gik på pension, er det musikken jeg har kastet mig over og den sang har også noget med ØK at gøre.

Jeg har indspillet den for et par måneder siden, og du kan høre den ved at klikke på play-knappen herunder.

1.
Da jeg begyndte at sejle til søs i maskinen
var jeg lemper på ”Aileen Alannah”
før jeg entrede en trawler i Aberdeen
Og fik chancen at mønstre med det samme.
Vi var 6 mand på dørken og 2 i hver boks
det var kulbokse store som huse,
Og det meste vi gik med var stenkul og koks
Helt fra Sunderland til Santa Cruz.

2.
Det var dårligt med maden men Chiefen var flink,
så vi holdt altid dampen på toppen,
og så fik vi en whisky hver 14. dag,
”Det er nyttig” sagde gubben ”for kroppen”,
”It’s a very old whisky, my boy” sagde han så,
og så blinkede han småt og slog i,
og så sang han en vise der begyndte som så:
”I was born by the side of the sea”.

3.
Det var hårdt i den tid, vi gik 6 ved 6
og til tider gik vi 4 og 4,
og man trættes af hver dags, konserves og kiks
når man sejler for 2 pund i hyre.
Så jeg mønstrede af i Newcarstle on Tyne
i en by der var kedelig og grim,
men så fik jeg en hyre med Stevenson Line
og i Spanien der fejrede vi jul.

4.
Bådens navn var ”Bermudas” på 5.000 tons
med 6 lempere, og trængt mellem skotterne,
og jeg sagde, når jeg stod der med skraberen i gang:
”Det er straffearbejde, som vi drenge har fået!”
vores kul var som snus eller fint malet krudt,
vi måtte skrabe og rage i et,
vi bankede slagger 2 gange på vagten til slut,
og vi levede i aske og sved.

5.
Ja man skal ikke være hverken dum eller lad
for at stå på en ildplads og fyre,
og man får til sidst et forfærdeligt had
til matroser som ikke kan styre.
Der var skum på Biscayen og slinger i kurs
og vi lovede rorgængerne dask,
for på ildpladsen tumlede der skovle og spyd,
og vi trampede i glødende slagger.

6.
I Valencia der fik vi en last appelsin
men den last gik af sted uden mig
for jeg skred med min køjesæk og min mandolin
jeg var kørt træt og afmønstrede skuden,
jeg var tynd som et barberblad men rengjort og fin,
og en frøken som sang på en bar
stillede op med kylling og 3 sorter vin
ja, den pige var utrolig rar!

7.
Jeg har sejlet med Britter og Yankees og alt,
ja med Tyskere og med Portugisere.
det var frygteligt når man gik uden hyre i kulde
og fik tæsk af Antwerpens politi.
men det værste var dog da vi havde gjort rent
i kedlerne nede i Bordeaux,
for jeg sov inde i kedelen og hørte for sent
at de skruede mandhullet på.

8.
Ja jeg vågnede da vandet blev fyldt på, you see,
og kammeraterne satte ild på nedenunder,
der var kulmørkt i kedelen og vandet det steg,
så jeg flød jo højt op indenunder,
men der var jo et stop, for mandhullet var lagt på
og jeg tænkte, nu er det nok klogt,
Charlie Barr, at du kvikt læser op Fader Vor
for her brænder det, her bliver du kogt!

9.
Som jeg læste min bøn kunne jeg høre en lyd
der var nogen deroppe som bankede!
og så åbnede man lugen og skreg: ”Herre Gud,
her er Charlie jo klar med min hakke!”
Det var donkeymand selv, han var skotte, you know,
og se hakken jeg havde, var hans!
det var den som han søgte, men medgav tilmed
at det samtidig gav mig en chance!

Jeg eftersøgte et skib på internettet og kom så til din hjemmeside om ØK`s skibe, og jeg vil gerne komme med mit bidrag til siden.
Jeg synes i øvrigt at det er et flot initiativ at samle så megen historie som vi ser her på din hjemmeside, og det får mig til at genopfriske minder, og måske også kan bidrage til at komplettere historierne omkring de enkelte skibes færden med nedenstående tur beskrivelse.
Jeg beskriver mine ture med ØK skibene i kronologisk orden med short-stories efter bedste evne.

Jeg startede min karriere allerede i 1962 med at påmønstre M/S Siena i København.

Min første tur var med M/S Siena – hvor jeg påmønstrede i Københavns Frihavn den 26. Maj 1962 som restaurationsdreng, eller styrmandskammerdreng og jeg skulle gør rent i styrmændenes kammer, samt hjælpe til i officerernes pantry. Jeg kan huske, at første gang jeg skulle rede andenstyrmandens køje var det ikke gjort godt nok, så jeg måtte hente stewardessen så hun kunne lære mig det, så skælde hun styrmanden ud fordi hun syntes at køjen var redt godt nok og siden var jeg fine venner med styrmanden.

Turen gik til Australien og New Zealand via Finland derefter til Gøteborg og videre ned igennem Europa.

Bremen, Rotterdam, Antwerpen, Lissabon, Marseille og Genova, herefter igennem Messinastrædet hvorfra vi sende flaskepost.
Vi lagde bare brevet i en flaske sammen med nogle mønter og lukkede den godt til, kastede flasken i vandet og håbede på at den senere ville blive samlet op af små lokale både og at der var mønter nok til et frimærke så brevet kunne blive sendt. Jeg kan ikke huske om mit brev nåede frem til Danmark.
Videre til Port Said, og gennem Suezkanalen og Rødehavet ned til Aden.

Om bord på M/S Siena fik jeg en god kammerat nemlig Fritz som jeg delte kammer med og vi havde mange gode dage sammen på hele turen. På det andet drengekammer boede Mogens og en jeg ikke kan huske navnet på, men vi havde det skægt og hjalp hinanden meget. Jeg kan ikke huske om det var på den tur at den dreng jeg ikke husker navnet på, rejste hjem fra Gøteborg for han var blevet så ked af det på turen til Finland, at han ville springe overbord når vi sejlede forbi København, men vi fik ham dog overtalt til at vente til vi kom til Gøteborg og gå i land der for at tage toget hjem, --- det gjorde han så.

Bådmanøvre havde vi én gang hver måned, så vi hurtig kunne få bådende i vandet hvis vi fik brug for det, hvilket vi naturligvis ikke håbede.

I det Indiske Ocean passerede vi Ækvator hvor alle der ikke havde passeret linjen før skulle døbes, men det har jeg ikke nogle billeder af desværre, men dem er der jo også så mange af på de andre sider, hvor man kan se hvordan det foregik.

Det var morsomt og jeg fik navnet: SØANEMONEN.
Her ses en kopi af min dåbsattest.

Devonport, Fremantle, Adelaide, Melbourne, Sydney, Brisbane, og så over til New Zealand til Nordøen til byen Auckland og Wellington og herefter ned til syd øen til byen Dunedin og så på hjemadgående det var efter hvad jeg husker de sammen byer vi kom til, men hvor var der dejligt derover,
Jeg har fundet nogle billeder derfra men de er lidt utydelige, så de kommer ikke med i denne beretning.

Vi var på bjergtur i Auckland og oppe fra de høje bjergtoppe var der en fantastisk udsigt over de omkringliggende små øer.

Herefter fulgte der en tur med M/S Falstria hvor turen gik til østen, den blev påmønstret i Frihavnen den 7. marts 1963 under skibsfører H. Philipsen, også denne gang som restaurationsdreng.

Det var en oplevelse uden lige, nu har jeg ikke kunnet finde nogen billeder fra den tur, men dem har "Snesejleren" jo også mange af som jeg nikker genkendende til og så kommer minderne frem.
Det var en dejlig tur, og ligeså var byerne dernede, Singapore, Penang. Jeg husker både sumpen, Mosquito Bar, Venus Room, Mariner Club og det hele som vi kom meget på.
Vi havde en stewardesse, der hed Sofie, hun var en herlig dame, som havde sejlet på østen i mange år, så hun kendte det hele dernede.
Hun tilbød mig en tur derind, hvilket var en stor oplevelse. Hun kendte så mange i byen og vi var på nogle kontorer og tale med de lokale folk, og vi så en masse ting. Jo vi var kommet på sightseeing, det var noget af en oplevelse at være med hende i byen.
Vi lå lang tid i Bangkok, fordi der var så meget der skulle laves, vi fik også renset latextanke, det gjorde vi på den måde at der blev sendt et hold piger ned i hver tank, og der skulle de skrabe tankene rene med nogle skraber og det tog jo nogen tid inden de var færdige med det. Jeg husker også en dag hvor vi stod på kajen og talte, at der kom et par af vore tjenere hjem fra en tur i byen, i en af disse trehjulede taxier.
De hoppede ud af taxien og betalte, og taxien kørte igen, den ene tjener kom pludselig i tanker om at hans fotoapparat stadig lå i taxien, hurtigt måtte vi praje en anden taxi for at køre efter den første, men de nåede ham aldrig, så det apparat var borte med alle de gode billeder som han havde taget på hele turen, det var ikke så godt men sådan kan det gå.

Herefter følger min tur med M/S Songkhla som startede den 22. april 1964 fra København til Australien.

På denne tur havde jeg den oplevelse at komme med på Kænguru jagt, og mener det var fra Brisbane vi kørte.

Vi var langt ind i landet og kørte i en Land Rover. Vi kom igennem mange små landsbyer, hvor vi holdt pause og fik en forfriskning på den lokale bar.

Vi var så vidt jeg husker 6 mand og langt om længe kom vi ud til en Farm hvor vores jagtherrer talte med Farmeren, og derefter gik det ud over sletten.

Vi sad tre mand bag i Land Roveren og en mand kørte og så var vi en mand på hver forskærm.

Hvor mange kænguruer vi fik husker jeg ikke, men af dem vi fik, tog vi en stump af halen med hjem som vi kogte suppe på.
Det var en stor oplevelse.

Efter turen med M/S Songkhla var jeg på søfartsskole i Esbjerg, holdbillede dateret november 1964.

Jeg var nu blevet dæksdreng og da vi sejlede fra København på vej til Århus kom en af matroserne og spurgte om jeg var kommet i fagforeningen?
Det var jeg selvfølgelig ikke, så da vi kom til Århus tog han mig med, som noget af det første ind til Sømændenes Forbund hvor jeg blev meldt ind.
Herefter gik turen så ned igennem Europa og over til Panamakanalen videre til Long Beach, herefter til San Francisco, Seattle og Vancouver og samme vej tilbage. På tilbagevejen var vi også på Sct. Thomas.

På denne tur boede jeg agterude samme med matroserne, hvor jeg husker en letmatros, der spillede guitar og jeg nød det når han øvede sig.
Ham havde jeg lånt en grammofon af og han havde en plade jeg spillede meget, den var med Conni Francis og hed Sailors. Jeg har ikke kunnet finde den siden, selv om jeg har efterlyst den i pladeforretningerne.

Fra M/S Songkhla har jeg dette billede af Jens fra Skive (?)
som også blev en af mine gode venner. Billedet er taget fra mit lukaf. --Hygge ved swimmingpool i Sudan.

Jeg husker også en matros som hed Ivan, der kom fra Tåsinge, han var en frisk fyr. Men de var flinke alle sammen og vi havde dejligt sammenhold, men desværre glemmer man navnene på dem efter så mange år.

Især husker jeg også en matros, der hed Jimmy som jeg talte meget med. Han havde sejlet under krigen så jeg fik nogle gode historier fra ham, og fik postkort fra ham efter turen, efter at han var taget på ferie til Spanien.

Denne tur med M/S Sibonga blev også den sidste for ØK, idet jeg herefter fortsatte som jungmand i Kosangas Tholstrup med M/T Mary Else Tholstrup. Men det er en hel anden historie.