På rejse med M/S Mongolia.

En sommerdag i 1958 mønstrede jeg om bord i Mongolia som Letmatros. Mongolia skulle en tur jorden rundt. Efter at vi havde fået et kammer blev vagterne fordelt i al fredsommelighed. Jeg var så ”heldig” at få hunde-vagten.

Mongolia var en af de 5 første i M serien, det kunne man se ved at den havde et lille styrehus med 5 vinduer, alle efterfølgende havde stor styrehus med 11 vinduer. Desuden havde den kun et mellemdæk  i hver lastrum.

ØK var jo lidt speciel sammenlignet med andre rederier, her var klasseforskel, hver kategori havde deres egen messe. Her var Matrosmesse, Fyrbødermesse og Båds, Tømrer og Donkey havde deres egen fælles messe.

Arbejdstiden lå mellem 0600 morgen og 1800 aften, det gjaldt også selvstyringen. 0600 blev selvstyringen sat til og ØK havde så en mand mere til at arbejde. Igen 1800 overtog vagten roret for nu skulle selvstyringen hvile, som det hed sig. Den har sikkert også været meget træt efter sådan en lang arbejdsdag.

Når vi mødte et af Kompagniets andre skib , sagde de gamle ØK sejlere, ”Det er en af vores” korpsånd manglede ikke.

Mongolia.

Fra København gik rejsen til Århus, Hamburg, Rotterdam, Lissabon derfra tværs over Atlanten til Curacao for at bunkre. Mange af husene i Willemstad bar præg af den Hollandske byggestil. Efter 4 timer satte vi stævnen mod Panamakanalen.

Da vi gled ind i slusen i Gatùnslusen blev vi fortøjet til 2 lokomotiver for og 2 agter, hvorefter sluseporten blev lukket bag os og man lukkede vand ind. De fire lokomotiver sørgede for at vi lå midt i slusen, og trak os ind i den næste når vandstanden var høj nok. Efter 3 sluser var vi hævet 26 meter op i Gatùnsøen. I den anden ende var der først 1 sluse ved Pedro Miguel og 2 ved Miraflores. Hele kanalen er ca 80 km og tog 8 timer. En lille pudsighed ved Panamakanalen, når man sejler vest på styrer man øst på. Det skyldes at kanalen på det smalleste sted løber nærmest nordvest – sydøst.

Vel ude af kanalen blev kursen sat mod Auckland på New Zealand.

Aftenen før vi passerede ækvator dukkede Kong Neptuns sendebud op på bakken og under megen larm forsvandt han op på broen. Her overbragte han en besked til Kaptajnen, at Kong Neptun var meget vred  over, at Mongolia var på vej mod ækvator med en flok udøbte besætningsmedlemmer om bord. Derfor vil han i morgen middag indfinde sig og sørge for at alle er døbte når linien passeres. Hertil svarede Kaptajnen at han vil sørge for at skibet er det angivne sted til rette tid.

Næste dag ved middagstid blev der fløjtet tre gange i hornet og Kong Neptun dukkede op på Bakken med sit følge, som bestod af Dronningen, Åreladeren, Astronomenen, Sygeplejersken og Drabanterne.

En efter en blev de udøbte henter op på trelugen hvor først Åreladeren lavede en grundig helbredstjek, derefter blev vedkommende vaccineret og fik en slevfuld medicin og til slut en saltvandsindsprøjtning. Efter at have kysset Kongens og Dronningens tæer, hvilket var en blandet fornøjelse, idet de var smurt ind i sennep, Hp-sovs og mange andre sjove ting. Til sidst blev han bænket foran Astronomen og smurt ind i melklister og klippet med en træsaks, hvorefter han blev vippet bagover i svømmepølen. Alle udøbte, såvel besætningsmedlemmer som passager, måtte igennem ceremonien.

Om aftenen var der festlig sammenkomst på båddækket for passager og besætning. Her fik vi overrakt vores dåbsattest og dermed også retten til at fare på alle have, såvel nord som syd for ækvator.

 

Kaptajn Sandager, ”Sylfiden” og Matros Erling.

Vi havde 12 passager med på rejsen, blandt dem var der en engelsk balletdanserinde ("Sylfiden").

Da vi kom ned til de lidt varmere himmelstrøg tilbragte ”Sylfiden” en stor del af dagen på båddækket, hvor hun solbadede og holdt sig i form med diverse ”Badutspring” og andre gymnastiske øvelser, til megen glæde og fornøjelse for alle ombordværende. Hun kunne ikke være helt uvidende om besætningens store interesse for ballet, men det generede hende tilsyneladende ikke. Måske var hun vandt til at optræde for et stort publikum.

Med jævne mellemrum var der inspektion, her gik Kaptajn Sandager en runde, iført hvide  handsker, for at se om der levede "grise" om bord i hans fine skib. Alle dørene ind til kamrene skulle stå åbne og efter et strøg hen over dørkarmen skulle de hvide handske helst ikke have fået en anden kulør.

Første havn var Auckland, her lå en af Lauritzens Reeferbåde som vi havde nogle hyggelige dage sammen med, vi fik også spillet en fodboldkamp imod dem. Hvem der løb af med sejren er gået i glemmebogen.

Næste havn var Tauranga en mindre by, som lå godt beskyttet af en lille forbjerg Mount Maunganui.

En søndag formiddag tog vi fire mand af sted, for at bestige bjerget. Vi tog bestik af toppen og arbejdede os op af bjergsiden, en noget besværlig tur, der tog længere tid end vi havde regnet med. Efter en svedig tur nåede vi endelig toppen og kunne her konstatere at der på den anden side gik en vej derop. Belønningen var dog en storslået udsigt over Tauranga`s badestrande og Stillehavet. Det var langt hen på eftermiddag før vi var tilbage.

Jumbo som bjergbestiger og Søren på toppen.

Skibsklubben arrangerede en bustur ind i landet og et besøg i Roturua, her fik man en fornemmelse af de kræfter der befinder sig lige under jordskorpen. Her var Gejser der med jævne mellemrum sendte skyer af damp og kogende vand op i luften. Kogende mudder der stod og boblede og der var en stank af rådne æg. Lugten stammede fra de mange svovlholdige kilder der var overalt.

 Kogende mudder.

I ”Hovedbygningen” i baggrunden, opbevarede Maorierne hovederne af deres dræbte fjender.

2 træmænd prydede indgangen til Nationalparken.

Selv i byens springvand var der varmt vand.

Næste havn var Wellington som ligger ved Cook-strædet og er landets hovedstad. Derfra til den nok meste Engelske by udenfor England nemlig Christchurch. Sidste stop var Dunedin og derfra tilbage til Auckland.

Efter nogle dage i Auckland sejlede vi nord om øen og gennem Bass-strædet mellem Tasmanien og Australien og op til Port Perie.

Port Perie var udskibningshavn for de store mængder jernmalm, som kom fra det indre af landet. Hvor mange tons vi lastede står hen i det uvisse, men det fyldte  ikke meget i de store underlaste. Næste havn var Adeleide her lastede vi ugarvede fåreskind, det vil sige at skindene bare var saltede. I det varme vejr bredte der sig snart en liflig duft over skibet. En dag kom en kængurujæger om bord og tilbød at man for et mindre beløb kunne komme med på jagt. Evt. jægere ville blive hentet til aften og være hjemme igen til morgen. Næste morgen var ingen af dem endnu kommet tilbage og uroen bredte sig i løbet af dagen. Først hen under aften dukkede de op, godt trætte og beskidte. I nattens løb var de kørt på en sten og havde ødelagt bundkaret i bilen, og da jægeren ikke ville efterlade sin bil ude i Bushen, måtte de skubbe til den nærmeste beboede sted, hvorfra de kunne tilkalde hjælp.

Sidste stop var Fremantle, hvor vi tog ud til de fantastiske flotte badestrande, der strakte sig milevidt på begge sider af byen.

På vej op gennem Det Røde Hav, den 24. december, meldte Kanalstyrelsen at vi kunne komme med den nordgående konvoj, hvis vi kunne være der inden kl 1600.

Kaptajn Sandager sendte bud efter Bådsen og bad ham spørge folkene, hvad de ville sige til at man rykkede julen en dag, således at man holdt juleaften den 25. december.

Det var der ikke stemning for, især fyrbøderne og dagmændene protesterede højlydt.

Godt nok var han Kaptajn i ØK, men han skulle ikke tro at han  var Vorherre, og lave om på julen som det passede ham.

Bådsen måtte så op og fortælle Sandager at folkene syntes, at det var en dårlig ide.

”Det er i orden, det er dem der bestemmer” sagde Sandager og da Bådsen var på vej ud af styrehuset tilføjede han for resten så er der lukket for øl og spiritussalget til vi er ude i Middelhavet, jeg vil ikke have en flok fulde matroser til rors når vi skal igennem kanalen.

I det herrens år 1958 faldt juleaften den 25. december.

Efter Suez anløb vi Genova, Marseille, Rotterdam, Hamburg og derfra gennem Kielerkanalen til Polen, Stettin så vidt jeg husker.

Her fik bagbords side en gang Monkeyshine, det skulle jo se flot ud når vi lagde til ved Orientkajen. Det var de skønne spildte kræfter, for undervejs til København, kom en Maskinassistent til at pumpe spildolie udenbords, i stedet for i en tank. Hele bagbords side var sølet til med sort klæbrig olie, det har nok udløst et par minusser i hans karakterbog.

Kaptajnen måtte så sluge den bitre pille at bestille slæbebåde, vende ude i havnen, og blive bugseret til kajs med styrbords side.

Skibsklubbens logo.

Næste rejse gik til Indien, det kan vist ikke siges at være en af ØKs mest eftertragtede ruter.

Det var de sædvanlige havneanløb Hamburg, Rotterdam, Antverpen, Marseille, Genova, Suez og et kort besøg i Aden for at bunker.

Første anløb i Indien var Bombay, derfra til Colombo på Sri Lanka og videre op af kysten til Madras. Vi havde nogle lange havneophold, for i dette forarmede land havde tiden tilsyneladende ingen betydning. Her fik man et indblik i Indiens mangfoldigheder og mange ansigter, hvoraf ikke alle var lige tiltalende. De mindre tiltalende sider havde sit udspring i den armod og fattigdom, en stor del af befolkningen levede under.

Fra Madras sejlede vi til Calcutta, her ankom vi ved midnatstid og ankrede op i flodmundingen, da man kun kunne forcere barren ved højvande .Ved nattetide huserede de såkaldte Flodpirater, det var robåde med en 8-10 roere, som i nattens mulm og mørke entrede skibene enten ad ankerkæden eller ved hjælp af en trekrog og en line. Alle vidste at de var der og der blev sat ekstra udkig på Broen og Bakken og alt dækslys blev tændt. Trods det lykkedes det dem at få en mand op på Poopen og stikke vores trosse ud over siden. Vores Tømmermand havde dog opdaget at der var noget galt og det lykkedes ham at få taget en tørn om pullerten før hele trossen var væk. Selvom han bombarderede båden med tomme ølflasker, (det var før flaskepantens tid) lykkedes det dem at skære 10 meter af vores Manilatrosse og forsvinde med det.

I Calcutta var vi på udflugt med skibsklubben, først i Zoologisk have hvor Elefanter optrådte med forskellige numre, dernæst ud til kysten hvor vi badede.

Også i datidens Indien var der ”køer” i trafikken.

Hvor der var skygge lå der mennesker og de allesteds nærværende hellige køer.

Det jeg husker bedst fra Indien var den ulidelige varme, og en sol der brændte dagen lang fra en skyfri himmel, alt hvad man rørte ved var brændende varm. På kamrene havde vi en elektrisk vifte til at sørge for ventilationen, selv om natten kunne man ikke åbne et koøje, uden at risikere at blive bestjålet.

Hver gang man åbnede for radioen hørte man kun Indisk musik og det virkede ikke just beroligende på ens nervesystem.

Det var en stående vittighed at: INDIA stod for ”I Never Do It Again”.

Hyggestund på Poopen, Matros, Båds og Jungmand.

Efter små tre uger i Calcutta, var det herligt at komme ud i den friske søluft igen og væk fra varmen og støvet.

Rangoon var sidste havn på udrejsen, her knejsede Den Gyldne Pagode majestætisk over byen. Den var efter sigende beklædt med 60 tons bladguld.

Fra Rangoon over den Bengalske bugt, rundt om sydspidsen af Indien og op langs kysten til Karachi, som ligger ved Indusflodens munding i Parkistan.

Her lå vi en 8-10 dage, og alle var glade da det endelig gik hjemad.

Efter en begivenhedsløs hjemtur mønstrede jeg af i København, Mongolia skulle atter til Indien.

Venlig hilsen
Anker Simonsen.