"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 54

Her er mit bidrag med vægt på romantikken og pigerne.

I foråret 1961 gik jeg som 15årig i 3’mellem på Holsteinsgade skole i København Ø. Far var tolder og var mor normal. Min fritid brugte jeg på slagsmål med min lillebror og de første spæde forsøg på at komme lidt tættere på kvarterets piger. Der var ikke meget tid til lektier. Jeg var tæt på min mormor og morfar, sidstnævnte havde en fortid på store sejlskibe fra sine unge dage, derefter opsatte han el/telegrafpæle rundt om i Danmark sikkert qua hans evne til at kravle i master. Han fik dermed kendskab til elektricitet. Som selvudlært elektriker fik han jobbet med at vedligeholde ØK`s hovedkontors el systemer. Som dreng kom jeg tit på hans værksted i kælderen i Holbergsgade og var med rundt på kontorerne for at skifte pærer etc. Han fik mig til at læse forfattere som Josef Conrad, Kaptajn Maryatt og Jack London og det gjorde mig nok til lidt af en søens romantikker, med Nelson og Willemoes som forbilleder. Min mor fik i den periode (sikkert via morfar) et job som kontorassistent i ØK´s proviantafdeling i Frihavnen.

Min bedste ven John Liberoth boede i samme ejendom som mig med sin fraskilte mor. Hun var en spændende dame med meget høje hæle og en guldkæde om anklen og sikkert lidt forud for sin tid. John har nok gået lidt i vejen, for han fik lov til at stå til søs et par dage efter han var fyldt 15. Pludselig var han tilbage blandt os drenge igen. Han fortalte om Bangkok/piger/palmer/frihed og et skib der hed ”SELANDIA”, hvor han havde gjort tjeneste som opvasker. John kom ikke til søs igen og døde som narkoman 5 år senere. (Hans korte liv blev fulgt af en DR TV dokumentar)

Min skæbne var imidlertid beseglet Jeg meddelte mine forældre af de 7 have kaldte og mine fremtidsplaner ikke havde plads til familieliv og skolegang. Mine forældre gav et klart nej og en periode med stor uenighed opstod. Da både skolens ledelse og mine forældre endelig fattede, at jeg ville brænde skolen ned til grunden, fik jeg den fornødne tilladelse.

Min far mente at 18 mdr. som messedreng i en Mærsk tanker var sagen (han var træt af mig), medens mor insisterede at ØK’s max 6 mdr. var nok for hendes lille dreng. Jeg gik derefter i gang med at skaffe de fornødne dokumenter, en køjesæk og en gul Imak regnjakke. Midt i processen ringede telefonen en morgen kl. 0830 og ØK`s forhyringskontor meddelte mig at på grund af frafald kunne jeg mønstre ”MORELIA” med afgang fra Orientkajen til New Zealand kl. 1600 samme dag. Det blev en travl dag 6. april 1961, hvor jeg blev sømand.  I dag er jeg stor tilhænger af Kirkegårds ”livet leves forlæns, men forståes baglæns”, men en 15 års knægt har ikke meget baglæns i bagagen.

Med køjesækken på skulderen bordede jeg MORELIA og hovmesteren meddelte mig, at min første titel til søs var styrmandskammerdreng og bortset fra kammer og dreng, var det en stillingsbetegnelse, der passede en søhelt. Jeg blev klogere. Det var et sejt skib, dæks besætningen smadrede matrosmessens stole i hovedet på hinanden de første 2 dage og resten af turen brugte de ølkasser som stole. Der blev lukket for øl og spiritus agter på rejsens 3. dag, men en finsk motormand lærte dem at drikke Aqua Velva barber sprit og grape tonic, hvilket der ikke var lukket for. Kaptajnen var Prause, lige udnævnt og et eller andet sted blev han mit idol. Hans søde kone var med til Rotterdam og hun hjalp mig faktisk igennem den første tid. Lige så snart hun havde forladt skibet trådte hovmesteren i karakter. Midt om natten, ud af køjen og vaske proviantrum ned med brun sæbe og øretæver. Jeg besluttede mig for at rømme i Algeciras og gå ind i fremmedlegionen, det kunne vel ikke blive værre. Så blev han pludselig ”flink” igen, da dæks besætningen beskyttede mig og gav ham igen af samme kost. Resten af turen var han bange for at jeg ville sladre. Hovmesteren er nævnt i andre indlæg her på hjemmesiden. Han var syg i hovedet, specielt når han fik spiritus. Det var en barsk dæks besætning, men de var meget fair over for os drenge. bl.a. var vi fire drenge på ”druk” i Rotterdam. Beslutningen blev taget, tatoveringer! tatovør findes – motiv vælges – i gang efter lodtrækning om rækkefølge. Da mand nr. 2 er i gang kommer en af vore matroser forbi – ser os – kommer ind – stikker os alle nogle flade – smider os ud - lover os virkelige tæv hvis han nogensinde ser os i nærheden af en tatovør igen. Jeg var ikke nr. 2, der kun fik en halv tatovering og ikke kunne få den færdiggjort af frygt for matrosen. Jeg har ikke været i nærheden af en tatovør siden, man kunne jo møde matrosen en dag.

Algeciras, Cyracao, Panama kanalen og Stillehavet, 12 passagerer - aftenerne på 4 lugen -  ækvatordåb - skylleluftbrande. Kong Neptun mente jeg skulle hedde flyvefisken, de engelske passagerer kaldte mig dog for en ”imp”. En lang sørejse er nu en hel speciel oplevelse. Så hurra for krydstogter.

Derefter turen langs N.Z.  kysten Auckland til Bluff – mælke barer – søde piger – udflugter – befolkningen bare venlige og gæstfrie. Som sømand er N.Z. og Brasilien øverst på min liste. Besætningen agter morede sig igen og igen. En oplevelse jeg syntes var stor (det er sikkert ikke nogen andens mening) var i Port Nelson, hvor jeg stod under Sydkorset og lod mit vand op af en palme i snevejr. I Bluff fik jeg en sød lille kæreste, som jeg holdt hånd med og fik et kys eller 2. Derefter Port Pirie, Australien hvor den fulde mesterkammerdreng (skibets bedste job) faldt ned fra gangvejen og brækkede benet. Han kom nu ombord igen med benet i gips, men jeg havde pludselig fået 2 jobs. Skrev et brev til familien og berettede hvor slemme og fulde alle de andre var, og overdrev måske uheldet en smule, medens jeg var den pæne dreng.

Wallerloo

Næste havn var Walleroo for lastning af korn til Beirut. Pieren var meget høj og da vi tog proviant om bord, stod jeg med et ben på pieren og et på lønningen, med ak foden smuttede, jeg røg ned mellem skibssiden og kajen, ramte en stor træ fender, ergo nyt brækket ben på MORELIA. Jeg blev kørt på hospitalet - røntgenbillede  – kompliceret skinnebensbrud – i seng – pludselig stod kaptajn Prause der i fuld uniform inkl. manchet knapper (vi vidste alle af hospitalet var fyldt med søde sygeplejersker) med min køjesæk og sagde de måtte efterlade mig. Han sludrede så en halv times tid med de kønne sygeplejersker, med et enkelt ord til mig i ny og næ.. Lidt senere på eftermiddagen sejlede MORELIA. Kaptajn Prause var stadig mit idol.

Hospitalet i Wallerloo

Jeg tilbragte 2 mdr. på distriktshospitalet i Walleroo, en havneby med ca. 1500 indbyggere. Det var fantastisk, jeg fik gips på efter 14 dage og kunne bevæge mig rundt. Jeg tror jeg blev inviteret til middag i næsten alle hjem i Walleroo, kom på ture og blev småforlovet 2 - 3 gange. Jeg må gentage mig selv, det var bare fantastisk. Det eneste negative var at min morfar døde, medens jeg lå der.

Så var benet fint igen – tog til Adelaide – fly via Kalgoorlie til Perth/Fremantle, så ombord på SARGODHA som konsulatpassager (de må/skal ikke arbejde) og homeward bound med en bulk last til Avonmouth, U.K. Jeg var uvenner med hovmesteren og bådsmanden fordi de mente at jeg lokkede de andre unge mennesker ombord i fordærv. Som passager havde jeg ikke andet at lave og kunne sove længe om morgenen. Ankomst Orientkajen 18. december 1961 kl. 0700 hvor det meste af familien mødte op, for at hilse søhelten velkommen hjem.

Hjemkommen som søhelt, meddelte jeg familie og omgivelser, at søen stadig var min fremtid. Da det at være en søhelt forpligter, ringede jeg til ØK og meldte mig klar til en ny tur. Set i bagklogskabens lys skulle jeg jo nok været gået på søfartsskole. I betragtning af årstiden vendte ØK tilbage og tilbød mig MANCHURIA for en rejse til New Zealand med afgang 23. december. Jeg meddelte så familie og andre beundrere, at ØK havde brug for mig, da jeg både kendte farvandet og de indfødte på NZ og at skibets kommende rejse var afhængig af mig. Det at jeg stævnede ud dagen før juleaften, mente jeg også pudsede min glorie.

Om bord på MANCHURIA valgte jeg igen styrmandskammerdrengens job, selv om jeg kunne få jobbet som mesterkammerdreng (stadig skibets bedste job). Jeg stræbte efter en hvid skjorte med striber på skulderen og ikke en beskidt kedeldragt. Tag f. eks. den hvide dug i officersmessen – lige lagt på – første måltid – 6 oliepletter på dugen, hvor de 3 mestre havde haft albuer eller underarme. Det skal dog siges, at mestrene ikke var så snobbede som styrmændene og generelt behandlede de os drenge bedre. Af indlysende grunde undlader jeg at nævne assistentmessen.

Min 6 mdr. rejse med MANCHURIA var desværre kun rutine. Kaptajnen hed Svendsen og han nåede ikke Kaptajn Prause til sokkeholderne,  jeg var meget kritisk. Pigerne i NZ fandt mig mere interessant, men jeg havde ikke fået min debut endnu. Jeg holdt som søhelt på, at man skulle være forelsket før man tog så stort et skridt. Hjemrejsen var en fuld last erts fra Brisbane, Australien til River Clyde (Gourock og Greenock), hvor jeg involverede mig med en sød jævnaldrende pige. De var virkelig fattige i den del af Skotland. Hun boede sammen med 7 familiemedlemmer (3 generationer) i en 2 værelses lejlighed med et skur i gården, men til trods for følelserne var der, nåede jeg ikke min debut. De fleste NZ hjemrejser var ikke i  liniefart, men med ensartede bulklaster. Nå, men på rejsen søgte jeg optagelse på Svendborg Sømandshøjskole og ansøgte samtidigt om at blive aspirant i Kompagniet og fik accept fra begge steder. Sidstnævnte, sikkert med mors hjælp.

Min anden hjemkomst var ikke nær så festlig, min mor mødte lidt tidligere på arbejde og sagde velkommen hjem. Min lillebror havde fået mit store værelse i hjemmet og når mine nye sømandshistorier varede længere end et par minutter, blev folk fjerne i blikket.

Så var det Broderkredsen på Havets tur, en kristelig organisation der stod bag sømandshøjskolen.

3 måneder – sommer i Svendborg – godt kammeratskab – Christiansminde strand – hotdogs på havnen – det stationære øvelsesskib ARKEN midt i havnen. Den kristne forstander havde en sød datter på 14, men hun var bedre bevogtet end guldet i Fort Knox. Inspektøren var tidligere ØK styrmand og eftersom jeg skulle være aspirant i ØK, fik jeg en ufortjent flidspræmie. En dejlig tid.

Svendborg Sømandshøjskole sommeren 1962. jeg står, første række nr. 3 fra højre.

Min aspirantaftale med ØK krævede dog et togt med DANMARK, men hun var lige sejlet. Statens søfartsskoler koordinerede kurserne med skoleskibets afgang, det gjorde Svendborg ikke. Det problem klarede ØK ved at sende mig på en 4 ½ måneds rejse med JUTLANDIA som dæksdreng og derefter skoleskibet.

JUTLANDIA – En hvid svane med en fantastisk historisk indsats i Korea krigen, det var en passende ramme for en søhelt. 4 skrå master med en højde som dem min morfar beherskede i sine unge dage, og jeg var på dækket nu, endelig var der gang i den. Ja, hurra! som i alle ved så er man som dæksdreng en forklædt messedreng. Bådsmanden var fantastisk, hævede aldrig stemmen, et blik var nok. Hele dæks besætningen (også styrmændene) havde den største respekt for ham, der er virkelig langt mellem sådan nogle mennesker. En anden personlighed var en fyrbøder (han var bestemt ikke motormand) og krigssejler, der var blevet torpederet flere gange under 2nd verdenskrig med tilnavnet ”Dampen fra New York”. En ældre mand, der svinede alle til uanset rang, herunder stewardesserne.

"Dampen" fra New York og matros Bent.

Pigerne tog hævn. En dag stod de alle på lur bag agterste dækshus og overfaldt ham med klædes bøjler og gav ham en dragt prygl. ”Dampen” påstod selvfølgelig, at det var den eneste måde de kunne vise ham deres kærlighed, hvorfor ville han møde dem med større hengivenhed fremover.

De hvide svaner lastede i forskellige nordeuropæiske havne, hvorefter man hentede passagerer i Dover (60-70 stykker) og så gik den til Østen via Genova, Suez og Aden. Blandt vores passagerer var en nydelig amerikansk mor med sin 16årige datter. Pigen var i nutidssprog en ”true californian girl” slank, langt lyst hår og en virkelig sød udstråling. Hendes far var militærattache tilknyttet den amerikanske ambassade i Saigon og han var fløjet i forvejen. I min lille beretning her, får mit idol Kaptajn Prause nu pludselig konkurrence nemlig: Kaptajn Paulsen, JUTLANDIA`s faste kaptajn, der havde været overstyrmand på skibet under Korea krigen. Kaptajn Paulsen var et virkeligt renæssance menneske. Han er nævnt andre steder her på hjemmesiden, med sine japanske træ tøfler, kimono og det lange cigaretrør. Nytårs aften kom han spankulerende hen over agterdækket med de 2 ungtjenere i hvide jakker bag sig, bærende på bakker med 2 flasker Gordons, lime, tonic, isterninger, og nødder, ja sågar glas og ønskede alle os agter et godt nytår. Format?  for en dæksdreng et stort JA.

Nå, men som dæksdreng ville jeg jo trods alt gerne lære lidt om arbejdet på dækket. Resultatet var jeg kunne stå på poopen og se de andre arbejde ved ankomst og afgang basis se, men ikke røre. Ved søklaring fik jeg lov til, at stå og glo med en gerdtamp i hånden, dog først efter bommen var lagt ned. Jeg skulle også have rutine i at stå til rors. JUTLANDIA havde 2 skruer, det føltes som de konstant havde forskellige varierende omdrejninger, så man skulle have en smule fornemmelse for det. Det forgik i min ”fritid” fra 1330 til 1430 og da JUTLANDIA ikke havde selvstyrer fik de 2 rorgængere fra søvagten min fritid. Første gang lignede vores kølvand en smuk lige landevej da jeg overtog roret, og en lang bugtende slange fra Loch Ness, når jeg blev afløst. Jeg mener af 2nd styrmanden på vagten var Erichsen, der beskriver West Afrika på en af de forrige sider. Ikke desto mindre førte det til en af mine bedste oplevelser i min tid ombord.

Skibet er ladet med oplevelser.

Kaptajn Paulsen brugte broen som en luftkaptajn på en B 747 bruger sit cockpit, han inviterede kun interessante passagerer på broen, alle andre var forment adgang. De eneste interessante passagerer på denne tur var efter hans mening den meget nydelige amerikanske græsenke og hendes datter, den underskønne Diana. De kom på broen hver eftermiddag og Kaptajn Paulsen kurtiserede græsenken i bedste ØK stil, medens jeg var rorgænger. Pigen kedede sig lidt og hun spurgte moderen, der igen spurgte Kaptajn Paulsen om datteren måtte lære at styre skibet.  BANG! Pludselig stod hun kun 30 cm. fra mig og kiggede mig i øjnene, gad vide hvordan kølvandet så ud. Mit engelske var rimeligt, da det var det eneste jeg talte under mit hospitalsophold i Australien. Diana og jeg kom lige så stille på nautisk bølgelængde, mens hun meget meget langsomt lærte af styre. Det var jo ikke fraternisering, det var kaptajnens ordre. Sådan kørte det i 5-6 dage – græsenken glad – kaptajnen glad – Diana og dæksdrengen, ja en af dem var i syvende himmel – rorgængerne glade – andenstyrmanden, det hang ham ud af halsen med alt det uro på hans vagt. Så pludselig meddelte han bådsmanden, at jeg havde tilstrækkelig rutine og sikkert kunne bruges til noget fornuftigt andetsteds. Så jeg fik min fritid tilbage. Rorgængeren gav mig referat senere om hvad der skete på broen. Igen, Diana spurgte mor, der spurgte kaptajnen, der spurgte andenstyrmand. Da Diana hørte svaret fældede hun en lille tåre, hvorpå Kaptajn Paulsen snerrede til den arme styrmand ”Styrmand, den dæksdreng kan ikke styre, på broen med ham nu” og så fortsatte oplæringen. Jeg kan ikke huske hvordan det gik til, men et par dage senere lånte Diana og jeg frisørsalonen hver dag mellem 13 og 15. Frisøren (en meget fin fyr, der er et billede af ham på en af de andre sider) påstod, af han altid tog sig en lur på det tidspunkt. Der må have været højere magter involveret, hvis ikke gud, så kaptajnen. Så jeg tilbragte eftermiddagene i frisørsalonen med Diana, mens vi alt for hurtigt gled over det Indiske Ocean med kurs mod Penang. Jeg kom tættere på min debut, men ikke helt. Diana og hendes mor gik i land i Singapore, for at flyve til Saigon og vi aftalte jeg skulle kontakte hende via ambassaden når JUTLANDIA kom til Saigon. Mit søheltshjerte var knust. Dog havde jeg nu 2 kaptajns idoler, hvor den ene nok savnede en græsenke.

Her som dæksdreng.

Næste havn hed Bangkok. Det var nok den havn jeg havde hørt mest om i min tid i ØK, det var jo her H. N. Andersen var startet, det var snesejlernes paradis og andet hjem. Som beskrevet i et særdeles flot indlæg her på hjemmesiden havde JUTLANDIA også været den thailandske kongefamilies andet hjem under deres ophold i Skandinavien, et par år tidligere. Der var mere end trosser mellem skib og land.

Som forklædt messedreng hang jeg ligesom mere ud med restaurationsgænget og vi festede ikke så meget som dæks besætningen, der afspadserede fridage al den tid vi lå i Bangkok. Min holdning var klar – trofast kærlighed til Diana, og ingen intimitet uden kærlighed. Vi skulle selvfølgelig på Moskito Bar og drikke os hønefulde i abe whisky, der var brygget på døde fluer etc. Der kom hurtig gang i den.  BANG! Pludselig står jeg overfor den mest henrivende siamesiske pige, Dang Zaly på Venus Room. Whisky og buddisten i søde Dang, gjorde at vi lidt senere på natten lå i hendes hytte ved floden. Endelig debut - ja hurra, strengen sprang og blodet løb (der er sikkert andre herrer her på hjemmesiden, der kan tale med om emnet). Det var en virkelig pinlig situation, så efter at have undskyldt mange gange dinglede jeg tilbage til gode gamle JUTLANDIA.

Nå, jeg mente jeg havde fået min debut. Dang så jeg ikke mere til. Efter et par dage afsejlede vi så for smutturen til Saigon. En route, blev jeg nødt til at henvende mig til vores doktor, der stillede diagnosen: blød changer – en ikke så alvorlig kønssygdom, der kunne klares med 6 millioner enheder. På en måde var jeg stolt, debut og en ”dårlig”. Nu var jeg sømand, og kunne tilmed bevise det, men medaljens bagside: vi var på vej til Saigon og Diana. Så krakelerede søheltens facade. 22. nov. 1962, mens vi var på vej op af Saigon River blev Præsident Kennedy myrdet. Jeg forsøgte spagt med en opringning til ambassaden, men de var helt rundt på gulvet på grund af Kennedy. Da min helbredstilstand ikke var særlig romantisk, kastede søhelten håndklædet i ringen og Diana gled desværre ud af mit liv.

Søde Dang fra Bangkok

Nå, livet fortsætter. Dagen efter vi var kommet tilbage til Bangkok, var jeg i gang med bakstørnen efter frokost, så stod Dang der. Hun oplyste at hun havde været hos lægen ligesom mig, og nu var rask. Hun greb et viskestykke og det ene blik tog det andet. Så var vi kærester igen, denne gang med større succes. Det var en drøm der gik i opfyldelse, jeg var smask forelsket for hun var simpelthen noget af det sødeste. Den dumme søhelt havde lavet sine indkøb i Singapore, kamfertrækiste o.s.v. så der var ikke mange penge på bogen, men Dang stillede sig tilfreds med en fattig dæksdreng. Udflugter til templer, biografture, megen morskab på Venus Room og det stille hjemmeliv i hendes hytte ved floden. Jeg behøver vel ikke at nævne, da vi afsejlede Bangkok var søheltens hjerte knust for anden gang, inden for en måneds tid

Hjemrejsen var som alt andet med JUTLANDIA bare fin. En af grundene til jeg hang meget ud med restaurationsgænget var at jeg ville forsætte som aspirant og alle mine kære arbejdsgivere agter var medlemmer af Sømændenes Forbund, som jeg nægtede at være medlem af. Der var et par negative bemærkninger i begyndelsen, men et blik fra bådsmanden stoppede det og jeg blev behandlet ordentligt hele turen. Da vi nærmede os Europa spurgte de mig om jeg ikke ville være medlem af Forbundet, så ville de arrangere at jeg kunne mønstre op og komme med på næste rejse som ungmand. En svær beslutning: Med JUTLANDIA tilbage til Dang eller 6 måneder i Anders And tøj på DANMARK.

Efter ca. 7 dage i hjemmet omgivet af landkrabber mønstrede jeg JUTLANDIA igen, men denne gang som ungmand. Jeg var født ind i 4-8 vagten og på bakken ved fortøjningsarbejde. En lidt indelukket matros først i trediverne gjorde mig selskab. Jeg havde luret lidt som dæksdreng, så allerede ved første fortøjning, bemægtigede jeg mig pladsen ved springet på bakken og fik lov til at beholde pladsen resten af tiden. Jeg forsøgte også at være først på kastelinen hver gang. Ved søklaring gik jeg altid efter preventerne og linedans på skærstokkene var mit speciale. Jeg ville ikke luske mig frem i verdenen, men har nok været lidt irriterende. Bådsmanden, der styrede det hele havde ikke noget imod folk der lavede noget. Min første selvstændige havnevagt 1600-2400 var i Tilbury med tidevand, det var en fantastisk oplevelse og følelse. Vi fik også de flotteste solopgange på udrejsen og ditto solnedgange på hjemturen. Dæksdrengen, der afløste mig, var en fin fyr fra Snested i Nordjylland, der stædigt ikke ville lære at svømme. Han druknede ved sandpumperen KAPTAJN NIELSENs kæntring i Australien et års tid senere. Jeg sender ham stadig en tanke i ny og næ.

Første dag som ungmand, .............hvornår sejler vi ?

Nu kommer overstyrmændene ind i beretningen. Den nye overstyrmand på JUTLANDIA, var ingen ringere end Hjalte Hjalterson, der er nævnt adskillige steder her på hjemmesiden, også ved hans øgenavn. En begavet, kompetent overstyrmand og sømand, der havde et fantastisk "Don Juan-gen". Forretten var gerne en stewardesse, inden passagererne kom om bord i Dover.  Vi afsejlede Orientkajen som sædvanligt kl. 1600 i isvinteren 62/63 og jeg afløste den faste havnerorgænger på min første søvagt. Der var is i Sundet og nogle ventende mindre coastere så vores imponerende isbryderstævn komme ud fra Frihavnen, da vi jo næsten var i ballast. Deres lykke var gjort og de lagde sig i vort kølvand, så de kunne komme ud af Sundet. JUTLANDIA var bare fantastisk, men isbryder var hun ikke. Inden længe sad vi fast i isen og coasterne kom intet anende sejlende i vort kølvand. Ingen tid at spilde, Kaptajn Paulsen blev på broen, hev i maskintelegrafen og tudede med tågehornet, mens overstyrmanden og jeg styrtede agter, gribende nogle fendere undervejs. Coasterne lå nu i vild forvirring med fuld bak på deres maskiner, men heldigvis skete der intet alvorligt. Overstyrmand Hjalte gav mig et lille bitte anerkendende klap på skulderen og jeg syntes det var en forrygende start på rejsen.

Efter dette lille intermezzo slog den hvide svane vingerne ud, svævede over vandene og så var vi på Østen igen.

Overstyrmand Hjalte inviterede tit kvindelige passagerer op for at se solopgang og derefter et søkort at ”forstå” i bestikket. Det var underholdene, at være på hans vagt og der var mange morsomme episoder.

Letmatros Palle på udrejse.

I en dæks besætning kan der opstå virkelig gode venskaber. Letmatrosen Palle og jeg fik et af disse venskaber, men desværre mister man ofte kontakten senere i sådant et omfarende liv. Vi tilbragte mange timer ved poolen i Mariners Club i Port Swettenham. En engelsk piges badebold røg hen i nærheden af mig og så faldt jeg i snak med Beryl Jane Coates. Hun var passager på BENVORLICH et engelsk fragtskib med 12 passagerer. Beryl var (stærkt bevogtet af sin engelske besætning, der absolut ikke syntes om mig)  på vej til Hong Kong, hvor hun skulle besøge sin familie under hendes sabbat år efter endt uddannelse. Ydermere var hendes onkel chef lods i Port Swettenham.  På forunderlig vis blev jeg inviteret til dejlig middag hos Beryls familie og dagen efter en tur til Kuala Lumpur igen med middag og kinesisk teater. Så skulle Beryl og BENVORLICH videre, men vi regnede ud at vores skibe ville ligge samtidigt i Bangkok. JUTLANDIA afsejlede dagen derpå, en søndag formiddag, vi skulle bare hive fortøjningerne op fra bøjen, idet vi lå på strømmen. Der var ingen grund til at klæde om, så vi var i vort fineste søndags tøj, sarong og pissetøfler. Da vi samtidigt havde festet til den lyse morgen, var vi også noget overstadige og pjattede. Da de andre for sjov var ved at smide mig overbords kiggede jeg op mod broen og der stod Beryls onkel, han var lodsen der skulle tage os ud, meget pinligt. Jeg havde jo været den pæne unge mand hans niece kendte. Rorgængeren fortalte senere, at de havde talt om mig på broen. Kaptajn Paulsen omtalte mig pænt og tog mig næsten i forsvar. Nå, på med ren skjorte og shorts og sige pænt farvel og tak for alt til Beryls onkel, da lodsbåden hentede ham.

Endelig over barren og op af floden til Bangkok. Dang var med en af de første sampaner og følelserne var der stadig. Nu var jeg ungmand og havde fri mens vi lå der, ligesom der var penge på bogen. Der blev hygget i hytten ved floden og konsumeret meget abe whisky på Moskito Bar og danset i Venus Room. På et tidspunkt faldt jeg udmattet i søvn på en stol ved pigernes bænkerække. Jeg vågnede lidt pludseligt og så alle pigerne var ved at smide matrosen fra min vagt ud over verandaen på første sal. Jeg kiggede ned af min skjorte, den var smurt ind i blod. Det viste sig, han pludselig var gået hen til mig og havde stukket mig en, så min læber sprang op. Efterfølgende tror jeg han sludrede lidt med bådsmanden, for vi talte aldrig om det igen og havde det fint på resten af turen. Jeg har nok fyldt lidt for meget på 4-8 vagten af en ungmand at være.

Første vagt ved tidevand.

Jeg så BENVORLICH var ankommet, men jeg var beskæftiget med Dang og abe whisky og havde derfor ikke mulighed for at kontakte hende. En dag ved frokost tid konstaterede jeg, at det var umuligt, at leve af kærlighed og abe-kildevand alene, så jeg besluttede mig for en stor bøf i Mariners Club, der lå ca. 1 minuts slingrende gang fra Moskito Bar. Der tumlede jeg lige ind i Beryl som jo elskede at svømme, men ikke havde set mig fra den berusede side før. Alligevel inviterede hun mig med til et gardenparty næste dag på den engelske ambassade i Bangkok. Nå, en kold tyrker og næste aften var jeg klar, iført min tykke konfirmations tweed jakke (min eneste jakke og ikke egnet til klimaet) og et tyndt slips.

Gardenpartyet blev afholdt for at fejre af ambassadøren havde fået lavet en lille buste af sin kone i jade. Beryl kom med det samme i konversation om nationaløkonomi og Imperiets faldende indflydelse rundt om i verden, med nogle engelske ambassadefolk. Jeg fattede intet, men stod og kiggede lidt ved siden af og lod mig forsyne med gin/tonics af de små søde siamesiske serverings piger. Pludselig fik jeg øjenkontakt med en sød, køn ung pige, jeg fandt senere ud af hun var datter af den belgiske ambassadør. Hun sendte mig et sødt smil, der blev større og større. Søhelten og verdensmanden løftede så sit glas for at hilse på hende, men ak grunden til hendes smil var at mit slips lige så stille havde kvejlet sig op i min gin/tonic og jeg nu stod med slipset i munden, meget pinligt. Vi faldt dog i snak. En af hendes bemærkninger har jeg aldrig glemt ”THE FIRST ARE THE BRAVEST” Hun sagde det, samtidig med hun pegede på en lav havemur og spurgte om vi ikke skulle sætte os lidt ned. Det var åbenbart kutyme, at man stod op ved et cocktailparty. Bang! Jeg var raskt på vej ud i tredje forelskelse i min JUTLANDIA tid. Beryl mistede desværre interessen for nationaløkonomi etc. og hentede mig ved den lille havemur, idet vi skulle ind i ambassaden og se ambassadørens kones lille jade buste. Hun blev så lidt utilpas og ville gerne tilbage til vores skibe, så jeg fik ikke sagt farvel Anne, den søde belgiske pige. Da vi returnerede til havnen kom jeg med om bord på BENVORLICH, da jeg skulle have noget Thai silke med hjem til hendes forældre i England. Jeg kunne ikke rigtig komme i gang med forførelsesscenen, da mine læber stadig var hævet og havde sår efter episoden på Venus Room. Jeg havde forsøgt et par kys med Dang, men det var lidt smertefuldt. Jeg kunne jo ikke starte romancen med at tage hende på brysterne eller sådan noget, så jeg sagde pænt godnat.

Næste dag sejlede BENVORLICH og Beryl til Hong Kong, mens jeg festede videre på Moskito Bar med nogle Mærsk sejlere og deres ”skorsten” fyldt med abewhisky, cola, arbejdshandsker og andet, de fandt det morsomt at hælde i. Mit bidrag var en flaske abewhisky og et stykke håndsæbe. ”Skorstenen” var en stor mange liters isoleret vanddunk med tappehane, som amerikanske havnearbejdere havde stående i lastrummet med isvand når de arbejdede. Disse dunke stjal Mærsk folkene, malede dem himmelblå med deres syv takkede stjerne på hver side og fyldte dem med sprutsjatter etc., så de altid havde en stærk cocktail ved hånden når de skulle fra skibet til Myggen og tilbage igen. Intet varer dog evigt, så begyndte hjemrejsen, efter en bevæget afsked med Dang. Hjemrejsen blev dog fyldt lidt med forventningens glæde, idet vi fik besked om, at Kronprinsesse Margrethe skulle med på en del af næste rejse og det ville jo nok give nogle spændende oplevelser. Jeg fik fint tiden til at gå, da jeg var begyndt på nogle af de brevkurser, man kunne få via Handelsflådens Velfærdsråd.

Vi lå 10 dage ved Orientkajen. Mine kammeraters familier og kærester behandlede mig lige som bådsmanden og høkeren på SARGODHA, fordi jeg ledte deres kære i fordærv. Jeg havde fri, penge på lommen og kunne sove længe, medens kammeraterne enten var i lære eller skulle passe deres studier. Alle bortset fra min mor og en enkelt pige, drog et lettelsens suk, da jeg stævnede ud på  min tredje rejse med mit elskede JUTLANDIA. Vi var det samme team på 4-8 vagten og Kaptajn Paulsen var stadig øverst i hierarkiet. Dog havde vi fået ny færøsk bådsmand, der kun kunne tænke nogenlunde klart når han var ædru og det var sjældent. På toppen af det, ejede han nogle aktier i ØK, det mente han gjorde ham til ejer af JUTLANDIA. Jeg var i konflikt med ham fra dag et og stemningen agter ændrede sig. Der forstod jeg virkelig hvilken betydning den forrige bådsmand havde haft for hele skibet.

Tid til at slappe af.

Så begyndte prinsesserejsen, Hendes Kongelige Højhed skulle først om bord i Genua, i mellemtiden sejlede vi som sædvanligt rundt i Europa og hentede last og passagerer. Blandt andet Middlelsbrough, hvor jeg tog en fridag, da Beryls forældre boede 2 timers togrejse derfra og jeg skulle aflevere den medbragte Thai silke.
Vi ankom en fredag morgenen og da vi var færdig på bakken oplyste overstyrmand Hjalte, at vi skulle afsejle samme dag 1900. Af sted jeg drog - afhentet på stationen – frokost serveret af husholdersken – rundt på The Estate i Land Rover med Mr. Coates og hans forvalter – dejlig dag - ind i toget og tilbage til Middlesbrough. Da jeg kom tilbage til havnen kl. ca. 1830 var der ingen JUTLANDIA.
Agterudsejlet ! Nu var jeg virkelig rigtig sømand. Jeg henvendte mig i gaten og to store bobbyer kørte mig senere til Mission of Seamen, hvor jeg skulle overnatte. Der var lidt festivitas på sømandshjemmet inkluderende nogle søde piger. På grund af min ankomst med de to store betjente, så pigerne på mig som var jeg spedalsk, så jeg gik tidligt til ro.

Næste formiddag kom en kontorist fra agenten en fin fyr og kun et par år ældre end mig. Jeg skulle med nattog til London sent søndag aften og videre med fly til Hamborg, hvor JUTLANDIA forhåbentlig ventede. Vi faldt i god snak og han inviterede mig med hjem til sine forældre og senere ud at køre motor cross med nogle af hans venner. Der var også piger og jeg blev rigtig alvorligt forlovet med hans kønne lillesøster Nancy, som jeg snedigt fik smuglet ind på sømandshjemmet om aftenen. Igen en romantisk afsked næste dags aften, denne gang på banegården. Jeg kom om bord igen tirsdag morgen 0500 ved JUTLANDIAs ankomst til bøjerne i Hamborgs havn efter at have tilbragt natten i et skur på landgangsbrüggen. Mine ”kollegaer” på dækket, sagde at jeg stod til både skideballe og øretæver hos kaptajn og overstyrmand. De herrer sendte mig dog til køjs og ØK påtog sig alle udgifter i forbindelse med min agterudsejling, jeg blev ikke engang trukket for min fridag i Middlelsbrough. Jeg sendte nogle meget poetiske kærlighedsbreve til Nancy, men hørte aldrig fra hende igen.

Endelig fik vi Hendes Kongelige Højhed om bord i Genua og satte kursen mod Heraklion på Kreta, hvor HKH ville kravle rundt i nogle ruiner med en spiseske og ledte efter tegn fra fortiden.
Mit første indtryk var selvfølgelig som rorgænger fra broen, hvor HKH kom rigtig meget og sludrede med Kaptajn Paulsen.
Kaptajnen med sit lange cigaretrør og HKH kæde rygende virginia cigaretter og drikkende øl af flasken.

Hendes far var åbenbart sømand og jeg blev royalist for livstid. HKH rejste med et hof på en ca. 8-9 personer med ambassadør Ebbe Munk som hofchef og Ulrik Haxthausen, sekretær i udenrigsministeriet som adjudant (jeg lærte ham, at styre vores gode skib) og en elegant smuk hofdame. Der var virkelig liv på broen på denne rejse, hvor HKH også opholdt sig ved ankomster og afgang.

Da vi skulle afgå fra Heraklion virkede vores tågehorn ikke, da det havde slagregnet hele dagen med vinden lige ind forfra. Søhelten på bakken var hurtig oppe i masten med en klump tvist, så jeg kunne trække vandet ud siddende overskrævs på selve hornet. Midt i processen trykkede 3. styrmand på hornknappen på broen. Jeg blev temmelig forskrækket, eftersom hornet virkede og var faktisk ved at trille ned. Igen referat fra rorgængeren: Kaptajn Paulsen gik direkte hen til 3. styrmand, stak ham en flad på baghovedet så hans kasket røg af og kaldte ham en grim ting. Styrmanden var netop kommet fra Marinen hvor han var officer, en meget venlig person, der lige skulle vænne sig til JUTLANDIA og hendes kaptajn.

En af de mange fordele ved at være ungmand var vores permanente swimming pool, også kaldet ”badekaret”. Det betød at efter Suez Kanalen, var jeg bademester. Jeg blev afløst ved roret, gik ned til bageren, nød en kop friskbrygget morgenkaffe, et par nybagte rundstykker, en smøg, derefter agter, skifte til badebukser, gribe et tot tvist og lidt træuld og så et dejligt hovedspring ned i badekaret. De fleste kvindelige engelske passagerer lagde altid en perfekt makeup inden de skulle i badekarret Det resulterede i bassinsiden ved vandoverfladen blev meget fedtet og ulækker. Det var mit job at fjerne skidtet (også falske øjenvipper) og det var så min morgentjans på søvagten. HKH var ikke meget for overfyldte badekar, derfor tog hun sig en dukkert tidligt om morgenen. Så en gang i mellem var der tid til at veksle et par ord på tomandshånd. Fornemt! Jeg kan faktisk sige, at jeg har delt ”badekar” med dronningen.

Idet vi nu var en royal yacht kom der mange nye rutiner, specielt flagsætningen, da vi havde signal flag over top, d.v.s. fra for til agter. Herefter gøs, det besøgendes lands flag på for masten, næste mast bar Kronprinsesse flaget, næste mast ØK;s kontorflag, derefter dannebrog på sidste mast og igen agter. Alle flag skulle op samtidigt kl. 0800 når overstyrmand Hjalte blæste i fløjten. Nogle af linerne var ret tunge, så det krævede i alt 16 mand til showet. Da jobbet ikke krævede særlig store evner, vi var bare lidt underbemandet, havde ØK lånt os 3 aspiranter. De var udstyret med hvide uniformer, med tilhørende kasket og sko og stod vagt ved prinsesse gangvejen og gik styrmændene til hånde til søs. Jeg forsøgte konstant at købe ispinde hos dem, men var nok i virkeligheden lidt misundelig. Det var nogle flinke fyre, og jeg hængte godt ud med dem, men nu var jeg dedikeret forbundsmand. Når man besøgte dem på skibets hospital, af mig kaldet mejeriet, (det var det eneste sted der var plads til dem) fik man altid tilbudt en ”Tiger milk”, hvilket var gin og ØK’s dåsefløde.

Vi var lige en tur i Karachi, hvor Kaptajn Karlsen hilste på HKH fra brovingen af FLYING ENTERPRISE II. Jeg tror også de to kaptajner havde en hyggelig dag. Derefter vor sædvanlige rute til Singapore hvor et sækkepibeorkester og diverse honoratiores  ønskede HKH velkommen. Derefter forlod hoffet os, for at komme om bord igen senere på rejsen.

Så var turen endelig kommet til Bangkok med et dejligt gensyn med Dang og så ”samme procedure som sidste år” En sen aften hvor Dang og jeg hyggede os om bord, blev døren til mit kammer næsten blæst åben og ind væltede to bevæbnede Thai-politifolk, en mand fra ambassaden og Overstyrmand Hjalte, som spurgte mig om hvor HKH’s kammerpige var, idet hun var forsvundet fra hoffet, som havde domicil på ambassaden i Bangkok, samtidigt med vi lå der. Kammerpigen var en lille, lidt kraftig 18 årig pige fra det nordlige Jylland, som jeg højst havde vekslet et par ord med. Det viste sig senere, at hun var stukket af til det nordlige Thailand med tredje sekretæren fra den italienske ambassade. Jeg ved stadig ikke den dag i dag, hvem i hoffet, der kastede deres mistanke på mig, da mit kammer var det eneste der blev undersøgt. Nå, Dang blev lidt forskrækket, men ellers var det meget sjovt.

Vi fik HKH ombord igen og vi satte kursen mod Hong Kong, via Shanaukville, Cambodia. Afskeden med Dang var ikke slem,  jeg ville jo se hende på hjemturen. Da vi anduvede Shanaukville var der igen honoratiores og sækkepibe orkester på Kajen. Det gjaldt de fleste anløb med HKH ombord, at disse marcherende sækkepibeorkestre dukkede op, og der var ikke en ærlig skotte med kilt blandt orkestermedlemmerne. Det må være et levn fra den tidlige kolonitid, men festligt var det. Jeg var som sædvanligt hurtigst på kastelinen, den første kontakt mellem skib og land, som gav en vis opmærksomhed, og jeg var, sagt i al beskedenhed, skrap til det. Dog ikke denne gang, abehånden fløj ca. 2 - 3 meter ud, ombestemte sig og røg tilbage som en anden boomerang og ramte mig i hovedet. Jeg fornemmede, af alle de i forvejen lattermilde cambodianere faldt omkuld på kajen og var ved at omkomme af grin. Igen en pinlig episode, men det hele var en trods alt en forrygende oplevelse.

Så Hong Kong, hvor vi skulle sige farvel til HKH, der skulle flyve videre til Japan. Ved flagsætning om morgenen stod 3. styrmand, Palle og jeg ved mast 2 på soltaget agten for broen og ventede på overstyrmandens fløjte. Bådsmanden tumlede rundt på skibet, allerede i en halvbrandert og troende han var involveret i flagsætningen. Idet han ”elegant” ville springe over lønningen ud til soldækket, faldt han ned på soltaget og man hørte et højt knæk, da hans arm brækkede. Palle og jeg brød ud i høj frydefuld latter, mens 3 styrmand, der også var klar over situationens alvor, så bebrejdende på os. Bådsmanden fik gips på og var sygemeldt resten af turen, som han tilbragte ensom på sit kammer.

12-4 vagten leger "mytteri på Bounty" i Auckland. -- Den smukke Maori-prinsesse i Wellington.

Det er så en af livet bagsider til søs. Hvis man afveg fra normen, på en ikke af besætningen acceptabel måde, så bliver man virkelig isoleret og udstødt. Så er en rejse meget lang.

JUTLANDIA satte kursen hjemover og så var vi i Bangkok igen. Jeg vidste Dang ville komme hurtigt ombord, men søde Dang var blevet lidt utilfreds med min manglende interesse for templer, biografer og hjemlig hygge, på udrejsen. Jeg behøvede jo ikke, at tilbringe hele dagen på ”Myggen” drikkende mig hønefuld i andre skibes skorstene. Lige så snart vi var fortøjet skyndte Palle og jeg os op på Moskito Bar for at tyvstarte. Da vi var godt beduggede kom en af aspiranterne og meddelte at Dang sad nede på skibet og sukkede efter mig. Aspiranten var også vanvittig forelsket i hende og ville gerne bejle, hvis jeg ville stå til side. Han havde et par lækre Ray Ban solbriller på, så jeg ”solgte” Dang for et par solbriller.  Jeg tror det var øjeblikket, hvor jeg ophørte med at være søhelt. Da jeg efterfølgende koncentrerede mig om abewhiskyen og ikke var ”butterfly”, fik jeg alligevel nogle hyggelige stævnemøder med søde Dang, bag aspirantens ryg. Afsejlingens time kom og jeg måtte stå i kø efter aspiranten til farvelknuset med Dang.

Jeg var ØK sejler og på hjemmebane, så vi så virkelig hinanden an. Vi var dog begge Beatles fans og blev rigtig gode venner. Senere var vi samtidige på navigationsskole og som løjtnanter i Marinen, hvor KOP sluttede som kommandørkaptajn. Ungmanden på POONAs eneste kvalitet var han kunne spise et helt rundstykke i en mundfuld, så han skulle nok være blevet hjemme bag ploven. Han måtte ikke gå havnevagt, så KOP og jeg havde vagt hver anden havn, hvilket var brand irriterende. Dæksdrengen led af kronisk ungdomssløvsind x med 10 og kunne kun aktiveres ved en teske smidt i nakken på ham. Tømrermanden var Benny, der på bedrøvelig vis er nævnt her på hjemmesiden under efterlysninger. Hans gode ven Peter var bådsmand. Når det så er sagt, tror jeg aldrig, før eller siden, der har været samlet en så stor flok skørtejægere i en enkelt dæks besætning som på POONA.

Pigerne, Bo, Kop, Jumbo og Benny.

Allerede i Gøteborg, vores første havn begyndte pigerne at dukke op agter. Da vi passerede Panama, var vor matros George forlovet med vores søde telegrafist, medens Peter og Benny havde scoret vores to eneste enlige passager piger. Kaptajnen var tante Berg, fuldstændig anonym og usynlig. Overstyrmanden var Viggo ”gadedreng” Christensen en bølle uden lige, men han fik dog kam til sit hår. Manden burde have været skipper på en fuldrigger omkring år 1900, der ville han havde været perfekt med sin voldsomme adfærd. Det skal dog siges, at han kun gik i clinch med folk af hans egen størrelse, hvilket var rart for mig. Benny instruerede mig i forholdsregler, hvis jeg kom i karambolage med ham. Jeg skulle gribe den halende part af hans slips og holde godt fast indtil han ikke kunne få vejret. Vores bådsmand Peter havde et godt tag på ham, men han fyldte meget.

Jeg gik 12-4 vagten med Carsten, en rigtig god kammerat og ven, ligesom vores 2 styrmand var ok hele vejen igennem. Der var ikke noget at klage over på turen til N.Z med den sædvanlige hygge og guitar spil på 4. lugen. Vel ankommet til Auckland blev besætningen agter stærkt forøget med søde og til tider medrejsende piger og det fortsatte indtil vi afgik Bluff et par måneder senere. Både Kaj Ole og jeg blev ramt af Amors pile, Kop dog rigtig alvorligt
KOPs kærlighed var så stor, at han rømte i Wellington for at tilbringe resten af sit liv på N.Z. med sin udkårne. Jeg var vagtmand og hjalp med at fire hans kuffert i land agter med en kasteline. Det betød til gengæld, at jeg nu var den eneste ”unge” tilbage til havnevagterne, da ungmanden stadig var helt ubrugelig.

Sent samme aften indledte jeg et skænderi med den halvfulde overstyrmand ”gadedreng” og sørgede for jeg blev skejet ud for inkompetence på lige før min vagt sluttede. Alternativet var at jeg teoretisk skulle have alle havnevagterne 16-24 alene resten af turen, fordi matroserne skulle have mere i overtid. Jeg mødte KOP i land, men kunne næsten ikke genkende ham, da han havde farvet sit hår og var helt kortklippet. Allerede ved første havn på syd øen kom KOP frivilligt og slukøret tilbage. Tante Berg lod ham slippe med skrækken og trak ham for nogle fridage. På grund af havnevagterne var KOP og jeg sjældent i land samtidigt, men vi havde en stiltiende aftale om at tage piger med om bord til hinanden. I Dunedin landede Kathleen i mine arme, da han bragte hende om bord sammen med hendes veninde, som han selv var faldet for. Kathy blev således den fjerde store forelskelse i min ØK tid. Det var en skøn periode og nu var det min tur til at overveje rømning, men KOP talte mig fra det. Jeg var faktisk seriøst bedrøvet, da vi afsejlede N.Z. med kurs mod Brisbane i Australien. Her skulle vi laste kul til Japan og så tage den store Østen rejse hjem.

"Den tredie mand" på 12-4 vagten.

Vi var mange Beatles fans agter. KOP og jeg havde erhvervet os ”luft guitarer” og Grundig TK 64 båndoptagere. Fanklubbens standard bemærkning til alt var: ”SHE LOVES YOU, YEAH, YEAH”, ligesom hår klipning var bandlyst. Den ældre del af besætningen rystede på hovedet af os, medens vi rystede på hovedet i takt til beat musikken.

Så var det Japan, hvis en sømand keder sig der, er det hans egen skyld. KOP var qua sin Mærsk tid verdensmester i Japan, mens det var første gang jeg havde fornøjelsen. I Otaru bejlede KOP og jeg til den samme pige. Det blev uafgjort, men jeg tror pigen var tilfreds med vores landlov var på forskellige tidspunkter, da vi lå på strømmen. KOP var min kammerat igen i Kobe, hvor han sørgede for min forlovelse med en henrivende ikke professionel pige, der kunne lide Beatles. Hun var tæt på femtepladsen på min forelskelses liste. Jeg havde også en score liste. Skørtejægerne på POONA var i deres fineste form, bortset fra George, der stadig var lykkelig forlovet med sin gnist.

Endelig gode gamle Bangkok igen, på min forespørgsel fik jeg oplyst af Dang havde trukket sig tilbage i meget ung alder og havde købt sig et hus i sin hjemstavn. Jeg ville gerne have været kæreste med hende igen, men var samtidig glad for, at hun havde det godt andetsteds. Nå, men det gav jo frit valg på alle hylder, så jeg overlevede. Det var nu på tide at komme hjem ad den kendte vej, retur fra Mandalay.

Drenge lytter ivrigt til Beatles.

Der var mange pragtfulde skænderier med Overstyrmand ”gadedreng” og jeg mistede lidt af respekten for ØK’s officersstand.

De fine engelske kanallodser i Suez så undrende på Beatles-rorgængerne og derefter underligt på tante Berg over at han tillod det. Det ville tage lang tid før kanal lodserne blev ramt af Beatles feberen.

Hjemrejsen forsatte muntert og jeg glædede mig specielt til Hamborg. Star Club var for Beatles fans, hvad Mekka er for muslimer. Denne gang hed kærligheden Ursula, en Beatles drøm: henrivende, med langt lyst hår. Jeg bød hende op til dans, da bandet spillede ”love me do” og så var vi forlovet. Hun boede i en af forstæderne, så jeg fik prøvet U-Bahn og Hamborgs sporvogne. Hun endte på en delt femteplads på min forelskelses liste med den søde pige fra Kobe.

Med POONAs ankomst til Orientkajen efter en 8 måneders skøn rejse, var min tid til søs for ØK forbi og andre ruter og rederier skulle afprøves. I al min tid på havet var JUTLANDIA det bedste skib og POONA den bedste besætning.

Med Højagtelse
Bo Carl Dall

Se også de andre sider !!!