"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 58

Jutlandia

fra Oktober 1955 til Februar 1956 Kaptajn. J. Borck.

Jeg sad en aften og så på gamle minder jeg har bogen kompagniets skibe da tænkte jeg, gad vide hvordan det går med ØK i dag og hvad er der sket med alle skibene, da jeg sad ved min computer tænkte jeg det kan jeg måske se på Google, og trykkede Det Østasiatiske Kompagni, og bingo, til min store overraskelse så jeg snesejler.

jeg kom ikke i seng den nat, det var med en lille tåre i øjet og drømmene om en dejlig tid i halvtresserne, så jeg vil da også give et lille bidrag, kort fortalt jeg er født 11. juli 1938 døbt Rene Kjeld Hansen, da jeg stoppede med at sejle fik jeg min mors efternavn (Matthé) jeg boede på Færøerne mine sidste skoleår, og boede til sidst i Thorshavn, der kom en dag en engelsk fiske kutter med dansk født besætning ind til Thorshavn, skipperen spurgte mig om jeg ikke kunne tænke mig at komme med ud og sejle, jeg blev helt vil ved tanken, uvidnet om hvor hårdt det var, da jeg ikke var fyldt 14 år og var færdig med skolen, ville jeg fortsætte med skolegang måtte jeg til Danmark og det havde lille jeg ikke lyst til, jeg fik med stor besvær overtalt min mor og far, så det var hjem og hente noget køjetøj og om bord og så af sted mod Island, da vi ankom og smed anker øst for Vestmanøerne, fejrede jeg min 14 års fødselsdag, det var vores bedste fiskeplads på Island, det var der de nye vulkanøer skød op afhavet for en del år siden, det var godt det ikke skete da vi var der. Jeg var med i 19 måneder vi landede fisk i England, alle vores fiske ture gik til Island på nær to, vi havde en enkel tur på Grønland og en enkel tur til Barentshavet ved Svalbard, nok om det, det er jo ØK vi skal fortælle om, da jeg flere gange havde mødt nogle danske drenge i de engelske havne, som sejlede med DFDS, de fortalte mig hvor skønt der var ude i den store verden, fik jeg blod på tanden, så da jeg kom hjem til Danmark og havde haft lidt ferie ville jeg ud og se resten af den store verden.

Jutlandia.

Jeg troppede op på ØKs kontor i Holbergsgade og sagde jeg vil gerne ud og sejle, jeg blev spurgt om jeg troede jeg kunne magte det, da jeg viste dem mine papir på mit fiskeri sagde de, at det var utrolig i min alder, men sådan en frisk fyr kunne de godt bruge, du kan mønstre på Jutlandia om tre dage, men du skal lige have en søfartsbog, de var uhyre flinke og hjalp mig med det hele, den I5. oktober 1955 hjalp min mor som i mellemtiden var kommet hjem til Danmark mig om bord på Jutlandia, hun kneb en tåre for hun havde lige undværet mig i 19 måneder og nu skulle jeg igen være væk i lang tid, nogle store farvel knus og min mor gik i land, fortøjningerne blev smidt og vi var i gang med at forlade Orientkajen, jeg stod på dækket og vinkede til min mor som havde taget sin cykel og kørte med der ud af, hun vinkede til mig og så ikke at hendes forhjul røg ned i togsporet hun slog en kolbøtte og fik ikke vinket mere og så var vi ude af syne jeg havde det dårligt i nogle dage til jeg fik at vide at hun kun havde fået nogle skrammer.

Det er så min start i ØK vi var nu kommet ud på havet, jeg fik at vide at jeg skulle være opvaskerdreng nede i bunden af skibet, det var det værste jeg havde oplevet, 8 timer om dagen og der var varmt og det væltede ind med opvask hele tiden man kunne ikke se nogen ende på det, men efter en uge var jeg så heldig at maskinemestrene var meget utilfreds med den dreng der gjorde rent på deres kamre, så jeg blev kaldt op og han sendt ned, min lykkeligste dag på den tur, de blev meget glade for mig så jeg blev godt behandlet på hele turen, vi har nu været rundt i nord europæiske havne og turen går nu vest over, smukt vejr, smukke solnedgange og vi passer Azorerne videre til

St. Thomas.

Datidens Luftpost (flyvepost)

Første gang i mit liv oplevede jeg palmer i det fri, tro mig det gør indtryk på en ung knøs som mig, men det var ikke det eneste, jeg havde sat mig for at skulle i land en tur og der var ikke nogen der lige havde fri, så jeg måtte afsted alene jeg gik den lange tur op til byen det var sådan lidt plantage lignende, da jeg var kommet halvvejen var jeg lidt i tvivl om jeg var på rette spor jeg stoppede op ved en lille hytte, der sad en gammel sort mand på en stol jeg spurgte om vej på engelsk, han spurgte mig hvor jeg kom fra, da han hørte jeg var dansk begyndte han ivrigt og stolt at tale gebrokken dansk til mig, det blev en længere samtale, jeg var overrasket over hvor godt han kunne dansk, han fortalte mig at de lærte dansk i skolen da han var barn, nok om det jeg fandt den rette vej, det var overraskende at se de gamle huse fra kolonitiden samt at gaderne stadig have danske navne, ude på kirkegården var der danske navne på gravstenene, når man kom op til starten af byen var der et lille torv, med et lille anlæg foran ned til vandet, i den store hvide bygning der lå på torvet var der en lille bar hvor jeg var inde på besøg, der kunne man købe alle de rom og cola man lystede at drikke til ingen penge, jeg sad sammen med et par amerikanske mariner,

Da jeg blev tung i benene og ikke kunne tåle mere forlod jeg baren gik om hjørnet der lå hovedgaden og lidt henne på højre side lå A.H. Riises vinstore dem med den berømte hårvand, men de havde også old.st.croix rom 1 dollar pr. flaske, jeg købte en kasse med 6 fl. for 5 dollar der var rabat ved flere flasker jeg forsynede mig, jeg var kun 17 år og kunne ikke købe alkohol om bord, så med den bøhmand og en kasse under armen vaklede jeg tilbage til skibet.

Dagen efter var vi et par stykker der var på rundtur og se alt det gamle danske, der var ubeskriveligt smukt på øen, tilbage til st.croix rommen jeg drak den ikke alene, vi var et par unge drenge der hyggede os lidt i smug den næste måneds tid.

På Jutlandia var man lidt striks med drenge og alkohol, nok om det, vi fortsatte der fra til Curacao som er en hollandsk koloni, hvor vi bl. andet skulle bunker, for at komme på bytur skulde vi over en sjov flydende bro, man kunne godt se der var lidt hollandsk hygge over byen, vi fandt et lille lusket sted og drak en masse rom og cola, enkelte skulle om på den anden side og besøge noget der vist nok hed campen, det var noget med damer, vi andre nøjes med vores rom og cola og dem fik vi mange af, da vi skulle betale regningen var den på fire curacao gylden, jeg mener den stod i tre en halv krone, så der blev vi heller ikke fattige.

Gangbar betalingsmiddel på Jutlandia i Koreakrigen.

Vi kom vel om bord igen, og sejlede videre til Cristobal det var en meget smukt tur og vejret var dejligt, der var mange delfiner og store havskildpadder at se, i Cristobal gik jeg i land fik et par rom og colaer, der kom en pige og satte sig på skødet af mig jo flere drinks jeg fik jo kønnere blev pigen, så der røg min uskyld og det skulle jo også fejres.

Derefter sejlede vi igennem Panamakanalen til Balboa en ualmindelig smuk tur, jeg har desværre ingen fotos fra turen, men jeg kan se at alle de mange der har skrevet har sendt oceaner af flotte farvefotos af de samme ture, det vil alligevel blive gentagelser og i halvtresserne var det jo kun sort og hvid fotos, fra Balboa gik turen til Long Beach Los angles.

Om bord havde vi en ung kok, når han havde fået et par øl eller mere, tog han en pude under armen fire grydeskeer strittende i vejret og en mundharpe, så gik han rundt på skibet pumpede med armen og spillede skotske sange han blev meget populær, især på passager dækket de købte masser af øl til ham og kaldte ham ud hver aften for at få ham til at underholde dem, for han var bedre til det end officererne, der var jo ikke så meget underholdning om bord, om aften var der film først for pasagerene og senere for besætningen, men vi var så heldige at på fordækket var der en stor jernkasse med havvand som var passagerernes swimmingpool, den måtte vi bade i når passagerne så film, herligt, oppe på officerkammerne hvor jeg gjorde rent var en af dem elektriker, som var undskyld! "Et dumt svin", hvis jeg skulle på toilettet måtte jeg selvfølgelig ikke bruge deres, så jeg gik ned for at bruge vores egne toiletter og han holdt øje med mig, og listede efter mig ned, flåede mig ud og bankede mig med den begrundelse, at jeg skulle ikke forlade mit arbejde, så skulle han nok ordne mig, så jeg ikke kan huske hvad jeg hed, så frem over var det med at slå knude og klemme ballerne sammen, anden mester opdagede det og sagde, at trikkeren han nok manglede nogle brikker at tlytte rundt på, og jeg måtte bruge hans toilet lige så meget jeg ville.

Vi nåede frem til Los Angeles og fik en flot modtagelse, jeg mener det var borgmesteren og hele hans følge, der var også busser til vores rådighed, så vi kunne komme på tur og opleve byen med alle de spændende oplevelser, det var gratis og var man inde forskellige steder og slukke tørsten eller få en bid brød jamen der var ingen grænser, da de hørte vi kom fra Jutlandia, var det hele gratis, for Jutlandia havde redet så mange amerikanske soldaters liv og gjort så usigelig meget for dem i Korea krigen.

Kommandør Kai Hammerich taler med en Amerikansk soldat. Kilde: Ekstra Bladet.

Vi blev behandlet med stor ære, og det var jo ikke os men de læger og sygeplejersker der var med i Korea der skulle have haft æren, så det var lidt uretfærdigt, men det var en dejlig oplevelse, vi fik set meget af byen, blandt andet kom vi meget i det tivoli der lå ud til havet og som lå meget tæt ved havnen, der blev ikke spurgt om hvor gammel man var, så der kunne vi unge godt sidde og hygge os med øl, det vrimlede med marinesoldater, flåden havde base lige ved siden af, det var et stort tivoli med en masse sjovt som passede os, der var blandt andet en dykkerklokke, så man kunne komme under havoverfladen og se fisk og hajer i deres rette miljø, der var en enorm ruche bane som hed Cyclon Racer, ja der var det hele.

Jeg var der ovre som turist i 1979 der var det hele lukket, fordi marine stationen var nedlagt så der var ikke kunder nok mere, vi kom også ud til filmstudierne i Hollywood og det kinesiske teater hvor alle skuespillerne havde sat deres fod og håndtryk, ja der blev gjort noget for os, vi sejlede videre til San Francisco under den berømte Golden Gate som den gang var verdens anden største hænge bro, i San Francisco fik vi samme flotte modtagelse, byen var meget spændende der var de stejle gader med de berømte sporvogne, vi var også nede på den berømte Fishermans Wharf, det var et fantastisk syn med alle de hummer der lå i alle de store vandkar, vi var også en tur over broen.

Vi kom meget rundt, man må sige at der blev gjort meget for at vi kunne få nogle gode oplevelser, da vi skulle forlade San Francisco var der mange mennesker på kajen, for at tage afsked, der var en køn ung pige som stod på tæer, for række en seddel op til mig med sin adresse, hendes navn var Mary vi skrev sammen i nogle år og udvekslede billeder, jeg fik hjertebanken når der kom søde breve fra Mary og havde en lille drøm om at jeg kom der over en dag og frie til hende og alt blev rosen rødt, det er sådan nogle drømme som man har i ungdomsårene, men ak en dag kom der et brev der fortalte at hun var blevet gift, så der sluttede skriveriet.

Nå men vi forlod San Francisco sejlede videre til Coos Bay og Vancouver der var vi i julen, vi havde en dejlig juleaften som blev holdt i den store salon oppe i den fine afdeling, julen om bord på skibene husker jeg altid som nogle dejlige oplevelser, en af juledagene blev jeg inviteret med i land af en maskinemester som havde familie i Vancouver, det glemmer jeg aldrig, vi sad ved kaminen med masser julegodter og hørte White Christmas med Bing Crosby jeg tror 30 gange, så hver år til jul når jeg hører White Christmas så mindes jeg den jul.

Så vendte vi skuden og tog hele den samme tur tilbage til København vi var hjemme den 23. februar 1956.

Bogota Jomfrurejsen fra September 1956 til Marts 1957 Kaptajn. K. Halvorsen.

Jeg startede på Statens Sømandsskole i Frederikshavn d. 1.5.1956 til 1.8.1956 og så var det ØK. Den 15.9.1956 mønstrede jeg om bord på Bogota vi forlod Orientkajen Pakhus 54 til østen Først de Skandinaviske havne og videre til Hamburg, Bremen, Rotterdam og Antwerpen, det er byer som altid er munter med hyggelige beværtninger med det gode og billige øl og så er der mange søde unge piger, jeg vil med god orden lige understrege at det kun var de ugifte ungkarle som kunne fristes af de kønne unge piger, gifte søfolk med kone børn og vovhund holdt sig fra pigerne de var heller ikke så slemme med alkohol,

Jeg har læst i nogle af de andre breve som er sendt ind at det lyder som om alle søfolk horer og drikker hjernen ud men det er ikke helt rigtig, men for ungkarlene kunne det ske ind i mellem, vi var også ude og opleve en masse kultur og meget andet her gjorde Sømandskirkerne rundt om i verden kolossalt meget for os.

Hamburg var den gang berømt for de lukkede gader med halvnøgne kvinder udstillet i vinduer, vi var engang i byen hvor vi havde en stewardesse med.

Da vi kom ind i gaderne og kvinderne så vi havde en pige med, spyttede de efter os så vi kom hurtig ud igen, i Rotterdam havde vi vores Schumacher som kom om bord og solgte os Phillipsradioer og de berømte Scooterstøvler, havde man brugt for mange penge så lommen var tom, kunne man betale på hjemturen.

Antwerpen var også en rar by der var de lange kajer langs flodkanten og gaden gik parallel med floden der lå værtshuse side om side hele vejen lige som i Nyhavn, hvis man ville have en kop øl i middags og kaffepauserne var der kun ca. 100 skridt og det skete af og til.

Bogota i Bremen, René i midten.

Der fra gik vi til Le Havre en fransk storby den var ikke særlig spændende, men vi lå der også kun en dag vi var et par stykker der gik en smut i land og tog en tur langs stranden, hold dog op vi var ved at gå i koma, pigerne på stranden havde små bikinier på som dækkede næsten ingen ting, ja de var langt fremme med moden, der hjemme var vi vandt til at se badedragter der næsten skjulte hele kroppen, så vi brugte resten af turen til at se på damer og så om bord igen.

Turen gik videre til Marseille der lå vi en halv dags tid. Så var det Italiens tur Genova, La Spezia og Napoli her var vi på udflugt blandt andet til Pompeji og se udgravningerne og bag efter ud og spise lokalt og fik masser af dejlig chianti rødvin så vi fik røde øre men kunne dog finde om bord.

Vindruer i tønder, pakket i kork-smuld, Almeria Spanien.

Dagen efter sejlede vi syd på forbi Strømboli vulkanen som er i udbrud hvert syvende minut, om dagen er det svært at se, men når man sejler forbi om natten er det et flot syn at stå der i mørket og se den sprutte lidt ild og røg op, videre ned til Mezina Strædet, der blev sagt om bord at hvis man ville sende flaskepost skulle man rulle brevet sammen og komme det ned i flasken sammen med 40 cigaretter og sætte proppen godt i, det gjorde jeg skrev min mors adresse på og skrev flaskepost, fik fat i en tør vin flaske åbnede to pakker Camel og kom dem ned i flasken proppede den til og smed den ud i strædet, der blev sagt at det var der mange der gjorde, jeg var lidt mistænksom, men bingo der kom senere brev fra min mor at hun havde modtaget flaskeposten, fantastisk at fiskerne ikke bare tog cigaretterne og smed brevet væk.

Hæfte om knytning udleveret fra Bogota.

Vi fortsatte til Port Said hvor alle handelsmændene kom om bord, jeg har kun få sort og hvid billeder fra alle mine rejser, jeg har set at du har fået et hav af flotte farvebilleder fra de samme steder, så det ville bare være gentagelser, tilbage til handelsmændene, der var jo et kæmpe udvalg jeg fik købt flere ting, blandt andet en kamelsaddel, fotoalbum, skrivemappe, Colgatetandpasta og til sidst et par flotte brune lædersko, turen gik igennem Suezkanalen det er en utrolig spændende tur, midt i kanalen er der en vigekanal og her er det morsomt at se de modgående, det er som om de kører i sandet, jeg har været udsat for på en fire otte vagt at stå på udkik på barken fra kl. sytten til atten i T-shirts og shorts i stegene varme og ud igen fra kl. nitten til kl. tyve i samme påklædning

og den samme varme, men fra kl.ca. nitten tredive da mørket faldt på faldt temperaturen til omkring frysepunktet jeg glemmer det aldrig, jeg har aldrig før frosset så meget i mit liv, man må jo ikke forlade vagten for at hente varmt tøj, men jeg overlevede efter et varmt brusebad, nu var vi ude i Rødehavet og smuttede en tur ind til Port Sudan det var stygt, det var buskneger der lossede her, de var beskidte og havde skulderlangt hår som var smurt ind et tykt lag kamellort, det sad i tykke kager håret var fuldstændigt filtret, der sad et par lange pinde igennem som om det var hattenåle, dem brugte de som kløpinde når lusene rigtig holdt festmiddag, og så stank de langt væk, så man var ved at brække sig, deres hytter var også bygget op af kamellort, så det var godt at vi kom væk der fra i en fart, og afsted til Aden for at bunker brændstof.

 
Swimmingpool Singapore.

Nu en længere tur til Penang som næsten var uberørt havde det samme udseende som for 100 år siden, og er stadig uberørt i dag og ikke som Singapore der er revet ned og bygget op igen som en moderne skyskraberby, nå men her skulle der festes lidt, det havde vi ikke gjort siden Italien så det trængte vi til, det pæne tøj på og en tur i byen det var en tur rundt på de små værtshuse, det hører sig til når vi seje ØK-sømænd går en tur i land, og vi blev som sædvanlig ved til vi fik røde ører, men vi kunne da altid finde om bord igen, dagen efter sejlede vi til Port Swittenham og vi der havde ondt i håret fra i går, gik i land for at få en bedring.

2 matroser hygger sig i baren t.h. matros Mogens.

Jeg havde taget mine pæne nye sko på som jeg havde købt i Port Said, det var begyndt at regne vi fandt hurtigt et hyggeligt sted og fik vores bord fyldt op med diverse drikkevarer, det regnede stadig pludselig fik jeg nogle mærkelige følelser ved mine fødder, det føltes som om jeg med bare ben havde trådt i en kolort og det hele kom op imellem tæerne, hvis man har prøvet det, ved man hvordan det føles, pludselig havde jeg en masse små sten i skoene troede jeg, så jeg undersøgte det nærmer, der hang noget mærkeligt slimet gråbrunt om mine ankler og sålerne var væk såjeg gik med bare fødder i gruset, hold da kæft, de fine dyre sko jeg havde købt i Port Said var lavet af presset pap, tro mig mine kammerater var ved at dø af grin, men de var solidariske så næste sted blev vi siddende resten af dagen.

Vandplaskeri i poolen, René til venstre på billedet til højre.

Da der ikke var plads til mere i vores overfyldte maver, vandrede vi ned til skibet selv om man var godt bedøvet gjorde det nas at gå i grus og sten med bare fødder, så vennerne var søde og skiftede til at bære mig på ryggen, vi sang ØK-sangen resten af vejen ned til skibet, det må havde været et yndigt syn men om bord kom vi.

Næste morgen gjorde vi søklar og sejlede til Singapore her lå vi på reden, der var sørget for der kom en lille båd en gang i mellem, som sejlede os i land og ud til skibet igen det var gratis, jeg husker at der var rigeligt langt imellem turene, så hvis man ikke gad at vente kunne man også tage en af taxabådene det kostede en singapore dollar at komme i land, hvis man kom for sent til sidste aften båd når man skulle om bord, måtte man tage en taxabåd så kostede det pludselig ti singapore dollar, ja smarte forretnings mænd det var de for de vidste at vi skulle om bord.

Singapore var den gang en gammel kinesisk by hvor husene højst var i to etager det var en smuk by, vi kørte rundt i byen med cykel richaw og oplevede en del, vi var oppe og se de hængende haver og en tur ude på Raffles Hotel som er berømt for sin lange bar og en drinks ved navn singaporesling hvor i den danske cherry heering indgår.

Dringsen blev opfundet her og er verdens kendt, men vi drak nu mest de store tigerbeer og dem drak vi mange af det var jo varmt, ellers opholdte vi os mest på Mariners Club, der var en dejlig kølig pool og så var vi så heldige at baren havde masser af dejlige store kolde tigerbeer.

Fra venstre letmatros John - matros ? - matros john Madsen, Bogota.

I dag er Singapore en stor grim skyskraberby, det var det som Port Swittenham ville undgå.

Så gik turen til det som ØK-søfolk kaldte vores andet hjem Bangkok i Siam som det hed den gang, vi sejlede forbi øen Ko Si Chang og videre op af Chao Phraya floden til New Habor, hvor vi lagde til kaj.

Fortøjningerne var dårligt gjort færdig før der blev råbt, ud med kusse lejderen, det var til søsiden hvor små både lå og var klar, og op af lejderen mylder det med små kønne siameser piger, det var en tradition som har eksisteret siden ØK startede, der var mange af os der blev forlovet.

Jeg vil igen understrege, at det kun var ungkarlene, gifte søfolk holdt sig altid i skindet men en tår over tørsten var OK.

Det tog jeg hatten af for, vi andre fik udleveret en beskyttelseæske for mænd af første styrmanden, der bestod af et lille glas med en væske, en tube creme samt vat pinde, efter en hyggetur vaskede man sig, tog en vat pind, dybbede den i væsken og stak den op i urinrøret, bagefter smurte man cremen bag forhuden, så skulle den sag være klaret.

Man hørte aldrig eller meget sjældent om kønsygdomme.

Oplevelserne i Bangkok var ubeskriveligt vi havde opsparet en hel del fri dage, så der var masser af tid til at opleve alt hvad der var værd at opleve i Bangkok, og det skal vi i gang med nu, når man havde fået sig en lille veninde var det en fast man altid holdt sig til når man var i Bangkok, og man var altid sammen når vi gik i byen, lige uden for gaten på højre hånd lå Venus Room, Paradis Bar og Mosquito Bar Mariners Club var ikke opfundet på det tidspunkt, den blev vist først bygget omkring 1960, det var mest Mosquito Bar vi kom på, min veninde boede i en pælehytte nede ved floden det var lige over på den anden side af togskinnerne, når det var højvandet kunde man tage sig en svømmetur hvis man havde lyst, eller hvis man bare trængte til lidt afkøling, selv den gang var flodvandet ikke helt rent, men det kunne bruges, vi tog en del rundt i Bangkok og oplevede en hel del, vi var ude og se den guldbuda som stod som cementbuda i ØKs pakhus i tidernes morgen, da den skulle flyttes blev den tabt og gik i stykker, inde i var der en ren guldbuda på fire tons, i dag er det en turist attraktion, ja Grand Palads var også helt unikt samt mange andre oplevelser, det var jo ikke alle der kun oplevede barerne, jeg var også en tur i biografen med min lille veninde bag efter endte vi selvfølgelig på Moquito Bar der sad alle gutterne, vi sad altid ovenpå, der var en bar og henne ved vinduet ud til bagsiden af huset stod der en gammel grammofon og en stak gamle 78 plader nogle af dem var danske, og dem var de stolte af, de havde fået dem af nogle danske søfolk i tidernes morgen, efter en del monkeywhisky.

"Call Me Ebbe og René med guldtand "made in Bangkok" -- og Matros John Madsen kvejler taljer op, Bogota.

Vi havde en ældre Færøersk matros som hed Hjalmar han blev kaldt Hjalle, han kom op af trappen sammen med whiskydronningen det var en ældre dame som kunne drikke monkeywhisky som en grovsmed, så de fik hurtig bestilt den første flaske, whiskyen heder oprigtigt Mekongwhisky, da nogen mener det er noget billig sprøjt og ikke har noget med whisky at gøre, bliver det derfor kaldt monkeywhisky, men faktisk smagte det godt med cola, efter et par drinks mere blev vi enige om at gå en tur, neden for trappen stod der også borde og stole, ved det ene bord sad der to sorte amerikanske søfolk med et par piger, samtidige kom der et par af vores matroser hvor den ene strøg sin hånd igennem den ene piges hår, det var ikke smart for den ene sorte amerikaner blev sur og sagde watch your hand, da sagde matrosen which one black or white og viste sin hånd frem vende og drejede den, det var lige ved at han havde skrevet under på sin egen døds dom, for amerikaneren sprang op som skudt ud af en kanon, det blev til et vildt slagsmål som man ellers kun ser på film, så gik et par af vores folk ind for at stoppe kampen, så begyndte det at flyve med smadrede stole og flasker, den anden amerikaner trak en springkniv op af lommen for gå ind i kampen, men heldigvis var der ringet til politiet så de var her allerede, de forsøgte også at standse kampen især ham med springkniven, en af betjentene trak pistol skød op i luften så stansede kampen, betjenten som skød op i luften troede han var udendørs så han skød op i loftet, så kuglen gik op igennem gulvet hvor hjalle og whisky dronningen sad, vi var et par stykker der sprang op af trappen for at se om der var sket dem noget, de var gået lidt i chok og havde gemt sig, de sad på gulvet bag i baren men havde nået at få whiskyflasken med sig, det har vi grint af mange gange siden.

f.v. matros John Madsen, letmatros John, matros Hjalle, bageren, ungmand, bådsen, tømmer. Bogota.

Matrosen som startede det hele, var heldig at nøjes med en brækket kæbe og noget ødelagt tøj det var der vist et par stykker der fik, men ellers havde vi det sjovt i Moquito Bar, en dag lovede jeg igen at gå i biografen med min veninde, men efter mange monkeywhiskyer og singhabeer havde jeg vist glemt det, på et tidspunkt var jeg kommet til køjs nede i pælehytten, jeg blev vækket næste morgen af min veninde som sagde, look at your stomach du være mange fuld yesterday du ikke gå bio du mange mange fuld, jeg kikkede skrækenslagen på min mave der sad en edderkop så stor som et mølle hjul okay så næsten da, men prøv at se den i øjne højde så er den stor, da sagde hun du mig gå på bio to night, jeg sagde ja ja ja ja så var hun sød og fjerne den, ingen mekongwhisky den dag det var ind til Bangkok og gå bytur og bag efter lidt mad og så i biografen vi havde en rigtig dejlig dag.

Bager besøger matrosmessen. Bogota.

Dagen efter tog vi ind til Bangkok igen for at handle, min veninde hjalp mig så jeg fik det hele til de rigtige priser, jeg købte siam smykker til min mor og søster, det var sølv med sort emalje med forskellige siamesiske budaer, jeg købte mange andre ting, jeg havde en sort fortand efter en rod behandling i danmark, som jeg fik en tandlæge til at lave om til en guldtand den fik min veninde forhandlet på plads til en vanvittig billig pris, vi var så ude at spise bagefter igen en dejlig dag, det var hyggeligt for hun ville hele tiden gå hånd i hånd, det var lige som om at hun var stolt af sådan at gå og vise mig frem, ja hvem forstår det måske min mor, vi kom til bage fra byen og gik ind på Moquito Bar, efter et par tørlagte dage skulle der festes, de fleste fra skibet sad der, hjalle og whiskydronningen var allerede godt stegte, men hvor havde vi det sjovt vi havde det som om vi var havnet i paradiset, jeg måtte give en omgang til alle på grund af guldsmilet, men det var jo billigt for en flaske mekongwhisky kostede kun omkring fire kroner og colaer var lige så billige, jeg glemmer aldrig vores tømrer, om morgenen når han havde ondt i håret gik han altid ind i messen og tog den kolde te kande, drak af tuden og skubbede te bladene over i den ene side af munden og bag efter at spytte dem ud, det gjorde han tit men den dag var det døde karkelakker, for det var te kanden fra dagen før hold da kæft jeg har aldrig før set nogen tømme sin mave så hurtig, selv ikke søsyge.

Havnearbejdernes private kok Bangkok ---- Sypiger der kom for at reparere besætningens tøj Hongkong.

Det var så slut i Bangkok for denne gang, nu gik turen til Hongkong her lå vi også på reden, men her var de sædvanlige både der sejlede os til og fra land som kompagniet betalte, men var langt i mellem dem så er der jo taxabådene billigt ind dyrt ud det kender vi fra andre steder, her kom der også handelsfolk og skræddere om bord, jeg fik da købt den obligatoriske kamfertræskiste samt håndskåret rosentræsbudaer, og forskellige andre figurer skrædderen tog mål af mig så jeg fik syet nye silke og kakiskjorter og benklæder, matrosen John som senere blev min svoger kalde mig ind på sit kammer og satte en flaske Gordon gin på bordet sammen med en håndfuld grape tonic, så vi sad og hyggede os det gjorde vi af og til da flasken var tom smuttede jeg over på mit kammer og hentede en flaske mere, senere var vi nogle stykker der skulde ind og male byen rød, vi fik prajet en taxa båd, der var aldrig langt fra vandkanten til de nærmeste barer, vi blev enige om at finde et sted hvor vi kunde få et lækkert kinesisk måltid og nogle store 70 centiliter Carlsberg øl, senere fik vi fat på nogle cykelrichaw og tog på rundtur til forskellige hyggelige steder,

Dagen efter fik vi besøg af sømandspræsten som inventerede os op på sømandskirken, det var skam også hyggeligt vi fik kaffe kager og sodavand, bagefter sang vi nogle salmer og fik da også guds ord med på vejen, da det sluttede sad vi og hygge snakkede præsten havde som regel også lidt nyt hjemme fra Danmark, der var altid en sømandskirke i havnene der var en dansk, svensk norsk eller engelsk, den engelske heder flying Angel, de var alle flinke til at inviterede os til hygge aftener og sport som eks. fodbold mellem andre skibe og folk i land.

Turen gik nu til Manila en festlig by vi kom meget oppe i noget der hed pissekrogen der var en lille hyggelig bar hvor der også kom lokale folk, jeg var en tur der oppe en aften sammen med hjalle, vi bestilte en flaske Manilarom som kostede ca. tre danske kroner og naturligvis også et par colaer til at tynde den op med, der kom en indfødt ind med en bakke hængene på maven, den var fyldt med æg som han solgte, et par lokale som sad ved et bord ved siden af købte nogle stykker, de bankede dem ned i bordet og pillede skallen af, jeg må nok sige at min mave var lige ved at vende, føj for den lede de var helt sorte og muggen inde i, jeg spurgte hvad i alverden der var gjort ved æggene, åh de har bare været gravet ned i jorden et halvt års tid, selv en barsk ØK sejler vilde bukke under, hvis de spiste et sådan æg, velbekomme.

Matros John Madsen og stewardessen Bogota.

Nå tilbage til Hjalle og mig vi fik konfirmeret den første flaske rom og fik bestilt en til, nu skal man huske at promillen var ikke så høj som på den spiritus vi er vandt til og så varmen der gør at man sveder det hurtig ud igen, med de priser følte man sig som verdens rigeste grever, sådan var det jo overalt i østen.

Hjalle og jeg havde fået det rigtig rart vi smed mønter i musik boksen og hørte alt det gode halvtresser musik, jeg kunde se at hjalle var ved at få en kæp i øret, for begge tommel fingrene strittede op ad, det gjorde de altid når vi nåede der til, men så kom der et par kønne piger hen tilos og tog fat i vores hænder, det vil sige på mig tog hun fat i min venstre hån og spurgte om jeg var til noget, jeg sagde nej og skubbede hende væk, da hun var gået opdagede jeg at mit armbånds ur var væk, det viste sig at hun tog med begge hænder om min hånd og brugte pegefinger og langemand på begge hænder til at skubbe op under ur remmen, som var en flexirem i stål der virkede som en elastik og udvidede den og trak det lige så stille af, ja smart og Hjalle havde sku også mistede sit ur, men ikke nok med det, så fik vi også at vide at det slet ikke var piger, men bøsser der var klædt som piger, de blev kaldt Billyboy, vi kunne alligevel ikke lade være med at grine bagefter selvom vi pludselig ikke vidste hvad klokken var, da flasken var tom blev vi enige om at gå om bord, vi skulde jo på arbejde næste dag og videre til Cebu.

John og René på vej i land i Japan ---- Waterfront Cebu Sussi Blue Bar.

Der var ikke meget kaj, plads til to skibe og lige ned på kajen, så var vi på Waterfronten og langs kajen lå der en stribe barer, den sjoveste hed Sussi Blue Bar det var der vi opholdt os mest, der kom tolder om bord de var korrupte så det battede, jeg havde fået at vide, at jeg skulle købe en masse cigarreter, tolderne skulle bare have lov at købe først, så kunne vi sælge resten nede på kajen, jeg havde købt ti kartonner hos høkeren, de kostede to kroner stykket og vi fik ca. tyve kroner på kajen, men tolderne gav kun ca. ti kroner og de købte lidt alle steder, da de kom ind til mig tog de to af mine og smed tyve kroner på bordet, da tolderne gik i land gik vi lige i rumpen på dem, jeg med mine otte kartonner, nede på kajen stod der en masse indfødte som sloges om at købe vores cigaretter de betalte tyve kroner stykket, jeg følte mig igen som den rigeste greve for en flaske manilarom kostede jo kun ca. tre kroner, og en anden fordel, man skulle jo ikke op til "gnisten" og hente noget af sin hyre, og da man er en holden mand var det af med arbejdstøjet og en tur i bad det pæne kakitøj på og i land, hold ferie hvor vi festede på Sussi BIue Bar, det halve af besætningen var mødt op, men vi var ikke så voldsomme som på den danske sømandsfilm, ingen slagsmål, baren på filmen lignede Sussi BIue Bar på en prik, så gad vide om filmen var taget der, eller i et studie i Danmark, dagen efter var der mange der havde ondt i håret, men der var også arbejde der skulde passes, vi fik lastet hele fire lugen med kobra til Europa, det vrimlede med en masse irriterende kobra biller, men lugten af kobra var dejlig, vi forlod nu Cebu med kurs mod Japan, da vi havde sejlet omkring hundrede sømil observerede vi noget ude i horisonten som bevægede sig.

Styrmanden blev orienteret han tog kikkerten frem og kunne se at det var en mand der lå og klamrede sig til en træstamme og forsøgte at vinke med den ene hånd, vi sejlede hen og samlede ham op, det var en lille båd der lignede en træstamme, det viste sig at det var en Filippinsk fisker som blev overrasket af uvejr og fik havareret sin båd så den kæntrede, han havde drevet rundt i flere dage, omkring hundrede sømil fra land, han var stærkt forkommen, så han fik tørt tøj på som nogen i hans størrelse havde doneret, lidt mad og drikke hjalp også, efter et par dage var han rimelig frisk igen, der blev givet besked til Fillipinerne, at vi tog ham med til Japan, der ordnede konsulatet resten.

I Japan anløb vi Kobe, Nagoya, Yokohama, Otaru, Japan var ret spændene bebyggelsen i byerne så ud som de havde gjort i de sidste hundrede år, og ikke som i dag med højhuse og neon, og så var det også inden for det sidste årti at Hiroshimabomben var droppet, men utroligt så langt de alligevel var nået, for eksempel da vi lå i Y ogohama var vi fem mand der tog toget ind til Tokyo og ind i et stormagasin, oppe i legetøjs afdelingen lå vi og legede på gulvet med trådløs fjernstyret legetøj, det var der ingen af os der havde oplevet før, men på det tidspunkt var det dyrt jeg mener at det var omkring tre hundrede kroner en trådløs fjernstyret bil kostede, vi vakte opsigt for vi var som små børn som tossede rundt i flere timer, personalet var ved at dø af grin, man kopierede alt fra den vestlige verden, jeg købte blandt andet en Ronson-lighter, og så var der den Japanske mad og ikke at glemme de smukke unge piger.

Matros John madsen i stormvejr Bogota.

Japanerne var meget forbeholden over for os hvide mænd, ind til de blev klar over at vi ikke var Amerikaner men Danske sømænd så fik vi en fantastisk behandling over alt, vi var da også ude at handle, jeg købte et Japansk testel og silkekimono til min mor og meget forskelligt til mig selv, John som blev gift med min lillesøster købte et antikt samuraisvær og har det den dag i dag.

Kobe og Nagoya var også spændende, oplevelserne der vil være genfortælling så det vil jeg ikke på nær en, John og jeg plus et par stykker mere, var i byen og spise Japansk, og drikke kold sake, vi fandt et hyggeligt sted hvor vi kunne slukke tørsten, der var service ved bordet der kom en pige på hver side af os og vaskede vores hænder med varme vaskeklude, det er man ikke vandt til, efter et par dejlige kolde øl, var vi et par stykker der tog tidlig om bord vi skulle på arbejde næste dag, John var en af dem der kom sent om bord, men han var morgenfrisk nok til at tørne til sammen med os andre, dagen gik vi nåede fyraften vi stod et par stykker ved lønningen og kikkede ind mod land, vejret var smukt og det var varmt, der kom en båd ud mod os og der var noget stort rødt om bord da den kom nærmere var det en køn pige med en kæmpe buket røde roser, vi blev enige om at det måtte være besøg til skipper eller en af officererne, men nej hun spurgte på halv japanske hvor bor John Madsen, så jeg fulgte hende hen til Johns kammer og hun blev lukket ind, lidt efter kom John ud til Båsen og bede om et par fridage, vi så ham ikke et par dage, han kendte jo ikke min søster den gang, når jeg skal drille min søster siger John, kan du huske den gang med de røde roser, så kommer hun helt op på kogepunktet, men de er stadig lykkeligt gift den dag i dag, vi sluttede Japan med Otaru, det var en stor omvæltning fra det varme syd Japan til frost og sne i nord, vi var et par stykker der var en tur oppe i byen her drak man varm sake, det smagte også godt her var hurtig klar til at sejle igen og videre til Pusan i Korea.

Folk kom om bord og ville købe alt mellem himmel og jord, jeg solgte en gammel wranglerskjorte der var godt slidt i kraven og en strikbluse med lidt maling på, og fik to store bundter pengesedler jeg syntes han sagde at de hed hvån, kursen var ukendt men jeg troede jeg havde gjort en god handel, oppe på en bar bestilte jeg en øl og betalte men der var kun til fem øl, så det var hurtig overstået, det var også lige meget vi skulde sejle samme dag til Shanghai.

Så var det jul med en masse militær med maskinpistoler de var over alt, på kajen var der højtaler på alle lysmaster som spillede militær musik, den menige befolkning lignede alle sammen hinanden ens klædt mørkeblå vatteret jakker og benklæder, alle vores radioer, grammofoner, grammofonplader og andet luksus skulle under sejl, vi fik lov at beholde den radio og grammofon vi havde i rygesalonnen samt et par grammofonplader med jule musik, så vi kunne spille julemusik juleaften, vi måtte kun have et armbåndsur og en cigarettænder men navnet skulle føres ned på en liste.

Bogota på vej til Saigon.

Da vi forlod Shanghai tjekkede de om vi stadig havde dem, telegrafistens kammer blev også forseglet, i vores radio kunne vi kun høre militærmusik alle udenlandske stationer var der støjsender på, men vi havde alle tiders juleaften med julemusik og dejlig julemad som vores mor lavede den, senere blev der trukket lod om alle de julegaver som sømandsenkerne i Danmark havde lavet, jeg fik varme hjemmestrikket halstørklæde og sokker, men det var en pæn tanke, det kunne bruges når vi kom hjem til Danmark.

Dagen efter lastede vi jemmalm i tre lugen skibet var normalt sort, hvid og gul men nu var det kun kulsort, vi var også en tur i byen vi måtte kun gå en bestemt vej op til sømandsklubben, der var placeret militær hele vejen for at sikre at vi ikke gik andre steder hen, det var forbudt, om bord var der også militær overalt, vi fik dejlig kinesisk mad og drikkevarer til næsten ingen penge, vi købte nogle kinesiske ting i klub butikken, dagen efter drog vi til Tingsao her holdt vi nytårsaften.

Så kom vi forbi Formosa til Hongkong, som var i krig med Kina, det gav en hel del flere kroner på bogen, vi fik jo krigstillæg i Korea, Kina, Fransk Indokina og farvandene i hele området, Hongkong fik vi hurtig overstået her fortog vi det samme som på udtur, fra Hongkong fortsatte vi til Saigon i Fransk Indokina som i dag heder Vietnam, vi tog lods om bord ved indsejling til floden.

Sammen med lodsen kom der også en del Franske militær folk med, hele besætningen blev kaldt hen midtskibs til officerernes rygesalon, hvor vi skulle holde os under koøjehøjde, ikke fordi de skød på os men der kunne komme en vildfaren kugle, Franskmændene var på den ene side af floden og Kineserne på den anden side så der blev skudt en del, men vi kom da helskindet op til Saigon, en smuk by bare synd at der var krig, vi fik at vide at der ingen farer var ved gå i land her for Franskmændene havde lagt en jernring rundt om byen.

Trods krigen var der utrolige mange oplevelser at hente, nogle havde købt nylon strømper og kosmetik i Europa, de havde jo været der før og kendte forholdene, vi andre måtte nøjes med at købe Lux toiletsæbe, Colgatetandpasta og Dandytyggegummi hos høkeren, men det var også en god investering, man kunne købe et helt værtshus med piger og det hele for disse ting, det var en mangelvare og meget eftertragtet, ja så vi følte os som sædvanlig rige igen, vi var tre mand fra dækket og en fyrbøder som gik i land og fandt et rigtigt hyggeligt sted, øl spiritus og piger var der overflod af, vi gik forbi baren og hen i en krog og satte os ved et bord med fire stole og vupti kom der en ekstra stol til os hver med en pige på og bordet blev fyldt op med drikke varer, pigerne var udstyret med en vifte og kolde vaskeklude så vi kunne blive kølet af, hvis det ikke var paradiset vad var det så?

Bogota. Hongkong.

En smuk drøm, ja man kneb sig i armen for at sikre sig at man var vågen, vi havde siddet et par timer med musik fra jukeboksen og med en masse væske indenbords, pludselig lød der en øredøvende brag, samt et voldsomt lufttryk så vi blev smidt hen ad dørken med bord stole drinks og piger, jeg fik fyrbøderen og en pige oven på mig, der blev en råben og skrigen fra alle sider, vi fik rejst os op i en stor støvsky jeg kunne se militærpolitiet rende rundt og fløjte udenfor. Vi forsøgte at komme ud men blev holdt tilbage af militæret, da støvskyen var faldet kunne jeg se at hele væggen bag baren samt baren var smadret og lå spredt ud over det hele, bord og stole blev rejst igen der blev fejet glasskår sammen, da vi ikke måtte forlade stedet satte vi os ned igen, pigerne hentede friske drikkevarer ude fra baglokalet, der var ikke mere musik, jukeboksen var væltet, den blev rejst op men den var kaput, efter ca. en time kom militærpolitiet ind for at afhøre os, de var dårlige til engelsk men heldigvis kunne fyrbøderen flydende fransk, vi skulle oplyse dem om hvem vi var, hvor vi kom fra, og hvad vi lavede.

Da de havde set vores landgangspas fik vi lov at gå, men vi havde det så godt at vi blev, det viste sig så at ved siden af baren lå et fransk militærområde og at en fjendtlig person havde smuglet en bombe derind, vi havde ikke nogen musik mere men det var ligegyldig, for vi var blevet halvdøve af braget, vi havde jo også fyrbøderen han sang den franske nationalsang som han altid gjorde når han havde røde øre.

Næste dag sejlede vi videre til Bangkok og havde de samme oplevelser som på udtur, der efter til Singapore, her fik vi at vide at Suezkanalen var lukket på grund af bombede skibe der lå og spærrede kanalen, så der var kun en vej, det var syd om Afrika.

Turen gik fra Singapore til Durban, Port Elizabeth, og Cape Town, vi lastede lidt alle tre steder så vi lå der ikke så længe, men nok til et lille smut op i land for at snuse lidt, der kom opslag op om bord vedrørende landgang, der var fængselstraf for at tale med de sorte, også for at køre i deres busser, side på deres bænke, bruge deres toiletter, og handle i deres butikker, så det var ikke nogen god oplevelse, det var bare af sted og hjemad, på vej nordpå skulle vi igen passere Ækvator, denne gang skulle der være liniedåb så der blev rigtig rigget til med svimmingpool og det hele.

Poolen bestod af nogle planker lagt fra lugen til lønningen og surret fast, derefter blev der lagt en pressening i og fyldt op med havvand, vi fik så besøg af Kong Neptun som deklarerede liniedåb det var nogle festligtlige dage, det var min første dåb jeg blev døbt makrellen og fik en bøde for at ville smugle en guldtand over Ækvator, alle vi døbte skulle jo betale hele gildet, hovmesteren som hed Ebbe blev også døbt, han kørte hele tiden sin øl rundt oven på sin skaldede isse og med en våd cigar i munden gik han og sagde "call me Ebbe", han var ellers altid så stilefuld vi måtte have ham på ret køl inden han gik helt omkuld, vi skulle jo have ham til at lukke så meget sprut ud så vi ikke gik tør.

Festen kørte til næste morgen, vagterne som skulle sejle skibet var selvfølgelig ædru, vi kom nordpå, til alle de europæiske havne hvor vi var på udtur, vi ankom til frihavnen den. 7.3.1957 igen en tur jeg aldrig glemmer.

Dejligt at have dansk jord under fødderne en gang imellem, og se sin familie.

Hvad foretager ØKs søfolk sig egentlig på deres rejser?

Efter Bogotas jomfrurejse mønstrede jeg på Panama 1957. som ungmand. Kaptajnen var J. Borch.

Jeg tog med igen 1958. med en ny Kaptajn som hed E.H. Christensen. Der efter en kort afløsning på Pasadena, og Nordshell.

1959 mønstrede jeg på Simba til Australien som letmatros Kaptajn var J. Borch. Og jeg afmønstrede i Nakskov.

Tog et par måneder som afløser med Angola (Dansk Fransk) og tilbage til Kompagniet det var grimme fy ord at kalde ØK for "rederiet" så fik man en løftet pegefinger. 1959 kom jeg med Morelia til Indien og mønstrede af i Nakskov 1960 og efter at jeg havde gjort min pligt med familie besøg i et par uger, tog jeg som sædvanlig ned i sømændenes forbund, for jeg vidste at Panama Skulle have besætning og at jeg havde stempler nok til at få den, man fik et stempel for hver dag man havde været ledig, så kunne man byde på det skib man ville have og hvis ingen bød over fik man skibet, så jeg mønstrede på Panama for tredje gang 1960 denne gang som matros.

Kaptajnen var V. Glesner. Det var nok en tur til Australien og afmønstrede for sidste gang 1960.

Det var simpelthen den bedste tid i mit liv, et fantastisk sammenhold i skibene det var jo et lille samfund på ca. 43-44 mennesker som gik op og ned af hinanden hver dag i fire til seks måneder.

Vi var dog delt op officerer, maskine og restaurationbesætningen var midt skibs, dæks besætningen Var henne agter og bestod af en bådsmand en tømmer syv matroser to letmatroser en ungmand og en dæksdreng, vi havde et vagt system der hed otte tolv vagt tolv fire vagt og fire otte vagt, når vi sejlede ind og ud afhavn samt i indre farevande og hvor der var megen trafik var vi en mand til rors og en udkik på bakken, på de store have var der selvstyre på, så var vi dagmænd det bestod af at vedlige holde skibet, banke rust, male, vaske ned, spule, splejse stålveier, trosser og andet tovværk samt sy presseninger.

Livet om bord var dog dejligt vi fandt på mange sjove ting, vi hyggede os i ryge salonen der blev spillet kort, enogtredive, gin rommy, kasino og pokker, det var gerne om små mønter eller øl, somme tider når der blev spillet om øl kunne bølgerne godt gå højt, men vi havde det altid sjovt, vi havde også et lille bibliotek så vi kunne også finde på at sidde og læse, når vi havde været igennem alle bøgerne, byttede vi dem når vi lå sammen med et andet dansk skib, så var der frisk læse stof igen, vi besøgte også hinanden bageren, kokken og maskine folk kom af og til hen agter og hyggede sig med os vi festede også lidt sammen, drikke varerne var billige om bord, jeg har set at nogen har skrevet om lidt højre priser så de må være steget meget siden da, En flaske Gordon gin kostede fem kr. en dansk vilton gin kostede fire kr. cognac ni kr. Whisky otte kr. rød Ålborg tre og en halv kr. et øl bonhefte med fjorten øl kostede omkring tre kroner, en karton cigaretter kostede to kroner, matrosens mdl. grundhyre var firehundrede og tre kroner, med div. Tillæg kom den op på ca. tolv hundred kroner ja tiden har ændret sig.

Tilbage til livet bare det at gå en tur på dækket, eller stå på bakken i måneskin og spejlblank hav, fyre graders varme og kikke ned på boven og se det ildhav af morild og en masse delfiner som ligger og leger, svømmer om kap med skibet er det ikke romantisk.

Svømmeprøve-bevis og bådroer-bevis 56.

Da jeg sejlede som dæksdreng i 1956 surmulede matroserne meget over at de skulle afdrage på en stor milionbøde, som forbundet havde fået på grund af en ulovlig strejke, som de sagde det er sku ikke os, over halvfems procent af os var ude og sejle og havde ingen indflydelse på strejken, det var alle dem som gik fast der hjemme som dag arbejder i havnen, og aldrig var ude og sejle, det var kommunisterne det var dem der mødte op til generalforsamlingerne og styrede forbundet, når der blev lavet stemmesedler ude i verden nåede de aldrig frem, jeg følte med dem når bølgerne gik højt, jeg var så heldig at først blive medlem efter strejken og slap fri.

Karakter 56.

Med Morelia forlod vi Orientkajen 1959 til Indien startede lidt rundt i Østersøen og så til Århus der boede en af matroserne så han skulde vise os byen, i guder det var hårdt, men vi stod sammen, vi sejlede så til Hamburg det var den 23. december, tro mig havnearbejderne var gået hjem for at holde juleferie og ville først komme tilbage efter nytår og laste skibet, vi var som sagt fire dæksfolk som var godt smedet sammen efter Arhus turen, matrosen som havde hjemsted i Århus anbefalede at vi fire skulde tage julefri og tage en taxa hjem til Århus og holde jul hos hans forældre, vi andre tre spurgte hvor skal vi sove, ingen problem sagde han mine forældre har tre sofaer og et stort gulv, et par timer efter sad vi i en taxa på vej til Århus, jeg må nok sige at hans forældre blev overrasket, men der blev købt lidt ekstra julemad og vi fejrede juleaften sammen, de næste par dage oplevede vi resten af Århus, nytårsaftens dag tog jeg flyveren til København og fejre nytår med familien, nytårs dag fløj jeg tilbage til vennerne, en kammerat til vores logikollega havde kørekort, og det havde jeg også så vi lejede en bil, jeg kørte den til Hamburg og han kørte den hjem samme aften, så var det daglig dag for os igen. dæksdrengen henter mad i kabyssen henne midtskib og servere det i matros messen og klarede opvasken samt rengøringen, jeg var heldig at være dæksdreng på et moderne skib, for Bogota havde det hele henne agter vi havde cafeteria og som noget nyt var der aircondition, det var skønt, i de andre skibe havde vi en dejlig vifte som var ved at blæse os ud af køjen, man lå splitter nøgen med et lagen om maven for ikke at få maveforkølelse, det er ikke sjovt jeg har prøvet det et par gange, så er det op til første styrmand og få opiumsdråber til at tage de stærke mavesmerter og ned på toilettet for det render ud af en.

Havde man en god kok fik man altid lækker mad, jeg var meget forbavset da jeg startede i ØK vi fik smør til brødet og ikke margarine og mindst syv forskellige slags pålæg kaffe uden tilsætning, som danmarks og richs.

Når vi lå i havn eller på reden kunne vi godt finde på at fiske, vi lånte en gang en kødkrog af kokken og fik en lille luns kød, krogen på kastelinen og ned i dybet efter en times tid fik vi en lille haj på, det gjorde vi ikke mere for vi havde problemer med at få den op og få den af krogen, den var lidt vild.

På floderne i Australien fangede vi kæmpe krabber, vi tog en kurv bandt sækkelærred over skar hul kom en sjækkel og nogle kød rester ned i, efter tolv fjorten timer hev vi dem op, bingo de var fyldt med store krabber vi fik kokken til at koge dem og lånte et par rusthamrer af båsen og frem med brændevinen så var der fest.

Sømandsskolen Frederikshavn, René Matthé (Hansen) med det røde kryds.

Når vi var ude i storm med tre fire etager høje bølger, var vi somme tider heldige at der var mange flyvefisk, når de fløj ud afvandet landede mange af dem på dækket, dem samlede vi op og gav dem til kokken så fik vi friske stegte fisk de smagte som sild, ja vi fiskede på mange måder, vi havde da også en del sports aktiviteter om bord vi spillede dart, bordtennis, og fodbold i land mod andre skibe og lokale folk, om bord spillede vi som regel om øl nogen gange blev det til mange så begyndte en matros vi kalde sheriffen fra Mors at synge pigen og søndenvinden, så den hørte vi tit, vi havde en fyrbøder på et skib der altid sang den franske national sang, ja der var mange festlige fyrer imellem de danske søfolk, når den gamle færøerske matros hjalle havde ondt i håret, sørgede båsen for at han fik lov til at male spil, for så kunne han side ubemærket på dækket bag spillet og få sig en lur, vi havde en gang en yngre Grønlandsk matros som også kikkede godt i flasken, jeg glemmer ikke en gang hvor vi lå på reden der er som en stærk strøm, vi sad på stillinger og malede udenbords han skulle tit op på toilettet sagde han, men det var åbenbart flasken han skulde se til, for han havde firet sig ned igen for at male og havde åbenbart fået overbalance, for han skreg som en stukket gris jeg løb hen og kikkede ned, der hang han i begge arme med fødderne i vandskorpen, jeg forstod godt at han var bange med den stærke strøm og alle de hajer, jeg sprang op og kurede ned af tovet så jeg fik store brandsår i hænderne, men jeg fik fat i nakken på ham og måtte råbe om hjælp, han havde ikke flere kræfter til sidst var jeg ved at tabe ham, det tog lidt tid før der kom hjælp, da vi fik ham op havde han både skidt og tisset i bukserne, han blev næsten ædru han drak aldrig mere når han skulle arbejde på stilling, jeg måtte op til første styrmand hver dag i nogen tid og få behandlet mine brandsår i hænderne, det gjorde ondt. Det var heller ikke alle kaptajner der var helt fine i kanten, selvom det var ØK og var meget stilfuld,

Vi havde en på et tidspunkt som også kunne kikke dybt i flasken, jeg nævner ikke navn, det skete et par gange når jeg stod til rors at han kom ud fra bestiklugafet og trinet var jo meget højt, så han faldt over det og rullede rundt så vi måtte hjælpe ham op og bugsere ham tilbage, det var også den bedste jeg har sejlet sammen med, en gang hvor vi var tre dæksfolk der skulle banke rust på skorstenen, kom han ud med en flaske Gordon gin i hånden og sagde, kan I ikke gå hen agter og hygge jer lidt med den, for jeg skal sove til middag, sådan var han hele vejen igennem, han kunne finde på en gang imellem at komme hen agter med et par flasker og side og sluder lidt med os, det var der ingen anden Kaptajn i ØK som ville nedværdige sig til, han var helt nede på jorden, i kender jo ØK diceplinen.

Der var altid en eller anden om bord som kunde klippe som regel var det en matros man betalte som regel altid med øl boner, det var rart at være nyklippet i den tropevarme det køler alt sammen, var det meget slemt sov nogen af os ude på dækket i hængekøjer som vi havde købt, selvfølgelig med mosquito net nogen slæbte madrasser ud på lugen. Vi prøvede også at få en søret om bord,

Vi var nogle stykker der havde været i land i Rotterdam og kom meget sent om bord, om morgenen kunne de ikke få liv i os, så vi kunne passe vores vagt, nogle dage senere blev der sat søret, jeg blev som det hedder logget for tre dages hyre, så har man da prøvet det med, til slut vil jeg gøre opmærksom på at i halvtresserne blev vi søfolk brugt som prøveklude til kildeskatten, for der kom sømandsskatten som flere år senere kom i brug i land. Jeg havde en B&O Unitape båndoptager hvor på jeg havde optaget musik fra top tyve listerne i USA og Australien, den dejlige halvtresser musik, kollegaerne i styrbords side fik fat i vores elektriker som de fik lokket en rulle ledning fra, så der blev trukket ledning ud af de forskellige koøjer og hen til mit koøje, elektrikeren var flink og loddede dem sammen til udgangsstiket på min båndoptager og de andre satte ledningerne til deres radioer, så var der dejlig musik til alle når vi var langt væk fra de Engelske radiostationer, det var jo træls at høre alle de Indiske, Arabiske og hvad der ellers var af kattejammermusik, det blev en stor succes men det forpligtede pludselig når man havde sådan en radio sender, gudskelov havde jeg købt en del tre timers bånd i USA og alle var fyldt op, også med timevis af dansk musik optaget hjemmefra, så den kørte fra fyraften til midnat og hvis ikke jeg ikke lige var i nærheden af mit kammer når spolen løb ud lød der et ramaskrig, når vi lå ved land var det ikke altid kun fest og farver, jeg og andre havde meget stor glæde af sømandskirkerne som gjorde utrolig meget for os søfolk, jeg har oplevet mange smukke og spændene busture rundt om i verden,

I Australien var vi på tur i de blå bjerge, så bommerang kastning, kænguruer, koala bjørne side i eucalypso træerne og spise sig berusede af bladene og se mange andre ting, sådan er der ting man kan opleve i de fleste lande, der blev også holdt mange film og hygge aftner med kaffe og hjemme bagt kage som præstens kone stod for.

Det var et lille udpluk af hvad der sker og kan ske om bord og hvad vi snesejler kunne finde på, eller opleve, sådan kunne man blive ved, men det er ikke en hel bog jeg skal skrive, akja det var en dejlig tid som aldrig kommer dårligt tilbage, når man sidder og skriver og alle minderne dukker op får man helt ondt i hjertet og tænker på alle de dejlige mennesker man har sejlet sammen med, hvor de fleste i dag er gået til mulde, vi var jo et lille samfund der gik op og ned af hinanden hver dag, tænk hvis man på landjorden kunne være lige så meget for hinanden, så ville verden se helt anderledes ud.

Neptuns uhyggelige lejesvende. Bogota.

Kong Neptun og hans dronning taler med "Call Me Ebbe"

Kong Neptun og kaptajn K. Halvorsen. --- "Call Me Ebbe"

Dåbshandlingen er godt i gang.

Nederste del af kroppen glemmes ikke.

Jeg havde endnu 2 ture med ØK.

Morelia til Indien fra December 1959 til April 1960. Kaptajn O. Nislev og Kaptajn H. Philipsen.

Panama til Australien fra Maj 1960 til November1960. Kaptajl V. Glesner.

Fortsætter næste side!

En stor snesejler hilsen
René Kjeld Hansen
(i dag, René Kjeld Matthé)

Se også de andre sider !!!