"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 72

Kok Niels-Erik Sørensen.

”Manchuria” - Indien 14/3 til 15/9 1968.

”Poona” - New Zealand 7/10 1968 til 19/2 1969.

Undertegnede i arbejde.

Jeg var så heldig, at høre noget om Snesejlerne i TV2.

Min kone og jeg tog til Århus, for at se udstillingen på Søfarts Museet om de "gamle" Ø.K.sejlere, og for at købe din fantastiske bog. Bogen var desværre udsolgt, så vi har bestilt den på nettet.

Efter at jeg har "studeret" din bog, er jeg blevet meget interesseret i at komme i kontakt med folk, som jeg sejlede med dengang, desværre var der ikke nogle i bogen som jeg kunne genkende.
Jeg har også med stor interesse studeret din hjemmeside og jeg blev så grebet af det, at jeg luftede tanken om at komme ud at sejle igen med ØK med det resultat, at konen blev helt bleg og sagde: "Det mener du vel ikke ?

"Hun faldt ikke til ro, før jeg forsikrede hende om, at ØK var lukket og skibene hugget op.

Jeg blev selv "korttids" snesejler, da jeg påmønstrede ”Manchuria” i København til en tur til Indien.
Bagefter havde jeg en tur med ”Poona” på en tur til New-Zealand.

Jeg var helt "grøn", da jeg mønstrede ”Manchuria”. Bageren, Smaten og vistnok også Høkeren var nye, så der var meget at lære for alle.

Jeg, ukendt indfødt og smaten.

I slutningen af halvtresserne, drømte mange unge drenge om at komme ud og sejle.
Jeg var en af dem, men jeg ville også gerne lave mad, så vi kombinerede begge dele ved at søge som søkok.

På Århus Flydedok havde de lige færdigjort "Tonna". Den 11 sep. 1957 var jeg den meget stolte messepeter, der nu skulle ud i den store vide verden. Turen gik til Drammen i Norge efter papir. Den kry messedreng fandt meget hurtigt ud af de meget barske realiteter om havet: Det kunne sørme BEVÆGE sig.

Et nymalet skib, en stank af brændt maling, en stank af stegt bacon og andet mad og hård sø, det giver automatisk mega søsyge i mange mange dage. men man overlever. Vi sejlede her i Europa, og vi landede i Århus den 20 Dec. 1957. Jeg afmønstrede, for at gå i lære som kok i land. Det skulle blive en bredere og bedre uddandelse. Der var dog et stort problem, der var ikke nogen læreplads at få.

Handelsmand forsøger at sælge "fine sager."

På Dokken i Århus  havde de igen en nybygning klar i Marts måned 1958. Jeg fik hyre igen som messedreng på "Chrestel Heering" på en rejse til Amerika. Igen en stolt ung dreng, der skulle helt til Staterne. Der var ikke mange der fik den chance. Min søsyge fulgte desværre med i al min tid til søs, altid syg i et par dage, så kunne jeg heldigvis ryge igen. Sjovt var det, at jeg også var syg i et par dage, når vi kom til kaj .Det blev en pragtfuld rejse, med rigtig mange oplevelser.

Vi var det største skib, som kunne "gå igennem” de gamle små sluser. Vi sejlede igennem mange små byer, og vi fik besøg af rigtig mange danskere. De kom for at tale dansk med danskere om Danmark. men måske mest for at "bomme" en rugbrød med leverpostej og gammel ost. At sejle på Sct. Lawrence floden, forbi byen Montrael. gennem de store Nordamerikanske søer,dybt ind i Amerika over Lake Ontario, Lake Erie til Detroit. videre over Lake Hutson, Lake Michigan helt til Chicago. WAW-WAW Det var virkelig en meget stor oplevelse for en 16 årig gut fra Århus. Husk det var i en tid, hvor man, der hjemme, kun købte een rulle toiletpapir, een æske tændstikker og to løse cigaretter.
Nå, men lad mig nu komme ned på jorden. Vi skulle jo også hjem til Danmark igen, inden floden frøs til. Vi nåede, som det sidste skib, at komme ud. og vi nåede lige Århus den 23 Dec. 1958. hvor jeg afmønstrede.

Jeg kom nu endelig i lære som kok. Jeg havde job på forskellige hoteller i Århus og Randers, og flere forskellige færger.
Fru Sørensen kom til i1961, vi havde børnene Michael, Lena og Tina kom senere. Jeg blev soldat i Marinen 1962-63, havde job som kok i Randers til 1968, hvor jeg igen tog job på et skib. Min tid som" Snesejler" begynder.

Klippetid.

Den 14. Marts 1968. fik jeg hyre som kok på "Manchuria" for en tur til Indien. Det blev på mange måder en varm tur. Jeg var meget ukendt med arbejdsgangen til søs, men jeg fandt da ud af det til sidst. Den meget fugtige varme, var et stor problem for alle, men vi i Byssen , havde da den fordel, at vi kunne tage vores eftermiddagskaffe nede i FRYSEREN.
Vi havde også en god tid, når vi forlod havnene og kom ud på vandet. Bageren havde bagt små dejlige mørke runde franskbrød, til kaffen. Her føles de 30 gr. jo ligesom vinter, og folk spurgte sgu` efter Guleærter. Vi havde da også nogle fine ture ud i en meget fremmedartet natur (og lugt-duft).
Hjemturen fra Indien, husker jeg som lidt af en katastrofe. Vi gik tør for næsten alt, så da Genova kom i sigte, steg humøret mange grader, og alle blev venner igen. Jeg husker tydelig synet af gamle gutter, som ikke havde smagt mælk siden barndommen, tømte op til flere liter.
Det føltes rigtig godt igen at sætte masser af frisk lækkert mad på bordet. Vi var nu stille og rolig på vej hjem til Danmark. Jeg skulle nu til at tage stilling til mere sejltid i ØK.
Lønnen var meget lille, men jeg kunne blive hovmester, efter et par rejser mere. Fru Sørensen var ikke rigtig med på den galaj, men JEG blev da enig om at tage een tur mere.

Jeg og en mester ? på tur til Zoo på Cylon.

Det blev en meget fin tur, med "Poona" 26 sept. 1968 til New-Zealand, igen som kok. Turen var nær endt, før den var begyndt. Jeg var gået i land, for at købe en rød lampeskærm til min hyggelampe. Jeg hørte da udmærket, at der blev tudet rigtig mange gange i hornet, men jeg ledte videre og fandt min skærm. Først da jeg kom ned til havnen, fandt jeg ud af det var mig de ventede på. Skipper havde holdt skibet tilbage i en halv time, og han var rasende. Han mente dog, at han selv havde lidt skyld, det var noget med tiden, så jeg slap med en ordentlig skideballe.

Jeg mener, at Høkeren i starten var Carlo (kartoffelmos). Jeg kendte ham ikke, men en dag, hvor jeg meldte, at vi skulle have Goulasch til middag, spurgte jeg, om det var almindelig at servere mos til. Han vendte sig rasende om og spurgte: Hvad fanden mener De med det.(ja man sagde DE til hinanden i Ø K) Jeg skyndte mig ned i Byssen. Mon ikke de har grint godt, efter at jeg var gået?!

Jeg, bageren og en matros i pause udenfor kabyssen.

Den faste Høker mønstrede i Rotterdam. Jeg husker ikke hvad han hed til efternavn, men han hed Niels til fornavn. Jeg døbte ham Niels Purløg, for i Ockland fik vi 12-15 kilo purløg, måske havde mægleren hørt forkert. Det blev en pragtfuld tur rundt om hele New-Zealand, efter uld, i et klima som en rigtig god sommer herhjemme.
Igen kom der mange dejlige danskere, for at hilse på. En person husker jeg særdeles godt. Hans navn er Eyvind Nyborg Pedersen 500 Main RD Temarua Wellington. Vi tilbragte mange timer sammen på jagt og sammen med hans venner. Jeg lærte ham blandt andet, at lave rødgrød med fløde. Problemet var bare, at han ikke havde noget KARTOFFELMEL. Jeg lovede at tage noget med til ham.
Det kunne nemt have kostet os rigtig meget. Vi blev stoppet af tolderne, og de var meget interesseret i det hvide pulver! De faldt dog hurtig ned, da jeg stak en våd finger ned i posen og derefter ind i munden. Eyvind kunne også forklare dem, at det var kartoffelmel til Rødgrød. Efter Wellington vendte vi atter snuden hjemover.

Hygge i solen.

Bageren og vistnok en motormand.

Hovmesteren kom med en meget kedelig besked fra København, om at vi fik inddraget al overtid fra næste rejse, og med den beskedne løn, var min tid i ØK. slut.

Niels-Erik Sørensen.

Se også de andre sider !!!