"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 85

Messedreng på ”Malaya” 1963-64.

Af Knud Madsen

Da jeg i juni 1963, 17 år gammel, forlod skolen, havde jeg allerede besluttet, at jeg ville være sømand. Da jeg trods alt ikke var helt sikker på, om det var et liv for mig, besluttede jeg at tage hyre som messedreng.

Det ville være dumt at spilde tid på en sømandsskole for så siden at opdage, at jeg ikke brød mig om at sejle. Den 1. juli 1963 fik jeg udstedt en søfartsbog på mønstringskontoret i Middelfart.
Omtrent samtidig sendte jeg en ansøgning til rederiet ØK med anmodning om en hyre som messedreng. Det trak lidt ud med svaret, syntes jeg, og angiveligt skulle en af mine naboer, som efter sigende kendte direktør Mogens Pagh i rederiet, have trukket i trådene for mig. Jeg ved ikke, om det passer; men hvorom alting er, så fik jeg til sidst besked om, at jeg skulle stille den 23. september 1963 på m/s ”Malaya” som lå i Frihavnen i København.

Den første dag.

Den 23. september mødte jeg op på ”Malaya”; men først den 24. mønstrede jeg. På grund af en misforståelse, som jeg er sikker på skyldtes rederiet, mødte jeg en dag for tidligt. Jeg var rejst fra Middelfart om natten og var i København den 23. tidligt om morgenen. Jeg tog utvivlsomt en taxi ud til Orientkajen i Frihavnen. Da jeg stod på kajen og lagde nakken tilbage for at tage ”Malaya” i øjesyn, syntes jeg, at skibet var umådelig stort. Jeg gik op af landgangen og kom snart efter i kontakt med nogle mennesker; men der var ingen til at tage imod mig. Det ville der først være den følgende dag. Jeg gjorde hurtigt bekendtskab med nogle messedrenge fra den netop afsluttede rejse, og en af dem tilbød mig snart to pakker cigaretter, hvis jeg ville klare hans opvask. Det syntes jeg var en mægtig god forretning og slog straks til. En lidt ældre messedreng ved navn Kaj sagde, at jeg kunne sove på hans kammer om natten. Køjetøj kunne han ikke skaffe; men der var en ledig køje. Det var jeg selvfølgelig glad for. Om aftenen foreslog han, at vi skulle gå en tur i byen og få nogle øl. Jeg havde  ikke andet at lave, så jeg slog følgeskab. Vi havnede i en sidegade til Nyhavn på et lille listigt sted; som jeg aldrig siden har kunnet finde. Jeg forsøgte ellers flere gange, da jeg siden aftjente min værnepligt og i en periode lå på Holmen. På dette værtshus blev jeg med hans hjælp noget beruset og husker ikke, hvorledes vi kom tilbage til ”Malaya”. Nu skulle jeg så opleve denne verdens træskhed.

Malaya laster træ.

Mit landgangstøj stjæles.

Da jeg vågnede noget sent næste dag, havde jeg det ikke helt godt, og det blev bestemt ikke bedre, da det gik op for mig, at den ”flinke” messedreng var forsvundet med mit bedste tøj: ruskindsjakke, bukser, skjorte og trøje. Jeg henvendte mig til nogle andre om bord, som jeg tidligere havde truffet; men de kunne blot sige at messedrengen var rejst, ingen havde set noget, og da dørene til kamrene ikke var låst om natten, så kunne det jo i og for sig være alle og enhver, som havde stjålet mine klæder. Op af dagen kom det alligevel frem, at det nok var ham, som var tyven, og det lykkedes mig endda at få hans navn og adresse. Han var i øvrigt fra Hadsund. Jeg skrev så til ham - ja, faktisk til hans far, hvorfra jeg nu havde hans adresse? - at han var set stjæle mit tøj, og at jeg forlangte det retur. Nogen tid efter fik jeg et brev fra messedrengen, hvori han indrømmede tyveriet, men samtidig skrev han, at det ikke kunne passe, at nogen havde set ham med det stjålne tøj, som han i øvrigt lovede at erstatte. Det gjorde han naturligvis aldrig. Til gengæld lykkedes det senere mit hjem, hvortil jeg havde skrevet om tyveriet, at få erstatning fra forsikringen. Heldigvis var jeg nogenlunde ekviperet, så jeg klarede at undvære det stjålne tøj, men jeg så nok ikke helt så elegant ud under landlov, som jeg kunne have ønsket. Den 24. september, samme dag som jeg vågnede med tømmermænd og uden mit bedste tøj, mønstrede jeg som sagt. Det var vel lidt ubestemt, hvornår på dagen jeg skulle møde, så derfor sov jeg sikkert længe uden at blive forstyrret. I løbet af dagen blev besætningen fuldtallig, og jeg må jeg have fået anvist mit kammer, være blevet sat ind i mit arbejde, have fået udleveret køje­tøj osv. Jeg tror, at vi forlod København samme dags aften, hvorefter vi sejlede en tur op i Østersøen. Egentlig var jeg mønstret som restaurationsdreng; men det var vist blot en finere betegnelse for messedreng. Min hyre var 346 kr. månedligt, og deraf sendte jeg de 100 kr. hjem.

Op i Østersøen og retur.

Den 25. september ankom vi til Gävle, hvor vi vist bl.a. lastede maskindele. Havnen lå lidt uden for byen. Om aftenen var jeg sammen med nogle andre på en danserestauration. Den var meget flot med lysshow. Det havde jeg ikke set før. Vi fik nogle øl, men ikke mange. Efter et par dage sejlede vi til Kotka i Finland, hvor vi bl.a. lastede papirruller. Undervejs bemærkede jeg flere gange ensomme fyrtårne, som ragede direkte op af havet. Det forekom mig underligt at se disse fyr så langt borte fra land; men de var vel bygget på undersøiske skær, som de skulle advare imod. Et sted langs Finlands kyst passerede vi et stort, strandet fragtskib.

Der var ingen grænser for, hvor meget alkohol skibets officerer måtte købe og drikke, blot de passede deres arbejde og ikke var fulde. For alle øvrige gjaldt, dersom de var over 18 år, at de i søen kunne købe 2 øl dagligt. I havn kunne de vist købe et større kvantum, og ellers var der jo mulighed for at gå på værtshus efter udskejning. Da vi forlod Kotka for atter at gå til København, var dæksbesætningen godt lakket til, og de ville have mere at drikke. En matros ved navn Frank gik op til førstestyrmand for at få tilladelse til at købe mere sprut. Han fik afslag og kaldte derfor styrmanden en lille satan. Så gik tømmermanden op til kaptajnen for at klage. Det hjalp heller ikke, hvorfor han kaldte kaptajnen for et gammelt gedebukkeskæg og en kopattekanyle. Imedens sad dæksbesætningen agterude godt fulde og råbte og skreg. Siden fik de nok ondt i hovedet.

På turen op i Østersøen havde matrosen Frank sin pige med. Hun var i øvrigt bådsmandens datter. Hun var gemt af vejen på Franks kammer, og hverken officerer eller toldere observerede hende tilsyneladende. Men hele dæksbesætningen vidste naturligvis besked herom. Når jeg kan fortælle om disse begivenheder henne agter, skyldes det, at jeg hurtigt var blevet gode venner med dæksdrengen, som gerne fortalte om, hvad der foregik på ”hans” område.

Solhøjden måles af styrmandsaspirant Henning Thalund 51.

Besætningen.

Så vidt jeg erindrer havde ”Malaya” en besætning på 44 mand. Det lyder af mange i dag; men dengang skulle skibenes besætninger klare alt vedligehold og forefaldende arbejde. Man havde eget lossegrej, kendte ikke til vagtfri maskinrum, eller f.eks. til at lade billig arbejdskraft komme om bord for at male. Jeg kan dog kun komme i tanke om 43 besætnings­medlemmer.

Kaptajn: Olaf Christensen.

Første styrmand: Ebbe Andersen.

Anden styrmand: Bjarne Reidl.

Tredje styrmand: Jens Aage Vest.

Radiotelegrafist: Jørgen N. Jensen.

Bådsmand.

Tømmermand: Anker.

8 matroser, bl.a. Sigfred fra Fredericia, Frank fra Århus og Marius fra Grønland.

2 letmatroser.

Jungmand, bornholmer.

Dæksdreng: Preben Nielsen.

Maskinchef. Sv. Aa V. Rasmussen. 

Første mester:  Erik Frandsen.

Anden mester: Hans H. K. Sørensen.

Tredje mester: Poul S. Jensen.

4 maskinassistenter, bl.a. Heine og Verner.

Elektriker: Tony Weber.

Donkeymand: Villy?

3 motormænd, (måske 4?).

Hovmester: Frank Thunø.

Stewardesse: Vibeke Madsen, derefter Vibeke Müller.

Kok.

Bager.

Koksmath.

Tjener.

Ungtjener.

4 kammer/messedrenge: Jens Markersen, Clausson-Kaas og Knud Madsen.

Nogle data om ”Malaya”.

”Malaya”, med kendingsbogstaverne OXXS, blev bygget på Nakskov Skibsværft og afleveret til rederiet ØK i 1947. Hjemskrevet i København. Det var et fragtskib med plads til 12 passagerer. Det hed sig, at medførte et skib flere end dette antal passagerer, skulle der være en læge om bord. Det ville rederierne selvfølgelig ikke betale for. Skibet var på 10.296 tons dødvægt, 8.437 bruttoregistertons, 5.103 nettoregistertons. Længden var 452 feet, bredden 61.2 og dybden 35.4. Skibet var forsynet med en 6 cylindret 2-takts dobbeltvirkende B&W motor og kunne skyde en fart på 15 knob. Der var 5 luger og vist også en eller to højtanke. Skroget var sortmalet med rød bund. Midtskibsbygning og dækshuse var hvide, master, bomme, indvendig skanseklædning og skorsten gule. På skibssiden var malet en smal, hvid stribe. Efter sigende var det en reminiscens fra dengang, da sejlskibene var portmalede. ”Malaya” sejlede for ØK til 1968, da skibet blev solgt til ”Chan Moo Chu”, Hong Kong, og hjemskrevet i Mogadishu under navnet ”Precious Jade”. Senere overgik skibet til ”Swan Steamship”. I 1972 blev det solgt til ophugning, men blev ikke desto mindre fotograferet 1979 i Shanghai som ”Jing Hai 3”. Nu må skibet nok anses for ophugget.

Malaya fordæk.

”Malaya” sejlede for det meste i liniefart på Indien, således også da jeg var om bord. Vi kom dog også til Østpakistan og Burma. At sejle i liniefart betød, at man sejlede på en forud fastlagt rute. I Europa lastede vi fortrinsvis gods til Indien, derude lossede vi og lastede så atter til Europa. Modsætningen til liniefart var trampfart. Her kendte man som regel kun næste havn og vidste sjældent, hvorhen man så skulle.

Messe- og kammerdrenge.

På ”Malaya” var vi to messe- og to kammerdrenge. Kammerdrengene boede sammen. De gjorde først og fremmest rent på officerskamrene, men havde muligvis også andre opgaver. Jeg husker, at den ene hed Clausson-Kaas og fortalte, at han var i familie med skuespilleren Preben Kaas. Om den anden husker jeg blot, at han havde en bror, som havde begået selvmord. Broderen mente, at han havde oplevet alt, hvad der var værd at opleve her i verden, og så var der ingen grund til at leve længere. Jeg boede sammen med messedrengen Jens, som var fra Ålborg. Han havde sit arbejde i et pantry på promenadedækket, som lå lige over hoveddækket. Derover lå båddækket. Han vaskede nok op efter kaptajn, maskinchef, førstestyrmand og eventuelle passagerer. Jeg blev aldrig nærmere bekendt med hans arbejde. Som messedreng blev jeg kaldt Messepeter, Peter eller blot Mess. Jeg læste engang et sted en sømand udtale om sin tid som messedreng, at ”ikke engang vore navne gad de lære”. Men faktisk var der jo mange om bord, som blot kaldtes ved deres stillingsbetegnelse. Det gjaldt f.eks. trikkeren, gnisten, dessen, bådsen, smathen osv.

Vi messe og kammerdrenge havde ikke noget større område, hvorpå vi kunne bevæge os i vores fritid. Faktisk måtte vi kun opholde sig i området omkring vores kamre og messe, samt på agterdækket lige bag midtskibsbygningen. Var man så heldig at blive gode venner med f.eks. dæksdrengen, kunne han invitere én hen i poop’en, hvor dæksbesætningen boede.

Vores kammer.

Når man fra hoveddækket gik ind af den brede dør på midtskibsbygningens agterkant, førte en gang henholdsvis til højre og venstre rundt om maskincasingen for at mødes foran denne. Fulgte man gangen til højre, kom man først til koksmathens kammer, dernæst kokkens, kabyssen, messe og kammerdrengenes kamre, en lejder, som førte ned til en kælder med fryserum, storesrum med rengøringsartikler osv., så fulgte assistenternes messe, pantry og officersmesse. På agterkant af maskincasingen var der toiletter, baderum og messe for kabyspersonalet. Messen blev stort set kun brugt til kortspil. Fulgte man gangen til venstre, kom man til en lejder, som førte ned til motormændenes messe og kamre. Siden fulgte kamre til tjener, ungtjener, stewardesse, maskinassistenter, og her var også en lejder, som førte ned til hovmesterens shop. På den tværgående gang, som lå på forkant af maskincasingen boede chief og maskinmestre med udsigt til fordækket. Deres gang kunne med døre lukkes fra sidegangene.

Når man trådte ind på vores kammer, var der straks til højre et par høje smalle klædeskabe, dernæst fulgte to køjer over hinanden, og herunder var et par skuffer. På væggen modsat døren ud mod den udvendige sidegang var en meget kort bænk og derover et vindue. På væggen mod venstre var fastgjort et lille bord med en eller to tilhørende stole. Lige til venstre for døren var anbragt toiletskabe. Køjerne havde læselampe, og vi havde også et par vifter. Da vi kom ud på varmen, var vi fristet til at lade dem blæse direkte på kroppen natten igennem, men fik at vide, at det var en dårlig ide, fordi  ”det slår maven i stykker”. Der fandtes ikke håndvask på kammeret; men vi havde ikke ret langt til brusebad og toilet. Vi vaskede vores tøj på badeværelset. Her fandtes en damphane; men den virkede stort set aldrig, så vi vaskede vort tøj i håndvasken. Vaskepulver købte vi hos høkeren, og ellers kunne man jo ”låne” lidt sæbe fra pantryet.

Køjetøj fik vi udleveret af stewardessen, da vi mønstrede. Hun var en temmelig skrap madamme. Køjetøjet  bestod af et par eller tre store, dybrøde tæpper, pude, sengelinned og håndklæder, alt med rederiets navn og logo indvævet. Sengetøjet fik vi udskiftet hver 14. dag, håndklæder, et tykt og et tyndt, fik vi udskiftet ugentligt, og ved samme lejlighed fik vi også rene duge, viskestykker, karklude og håndklæder til messer og pantry. Det var ikke helt lige til at rede sin køje i starten. Jeg havde i øvrigt fået den øverste. Med lagen og pude var det nemt; men som dyne brugte man lagen og tæppe. Nederst lagde man lagenet og derover tæppet. Så skulle lagen og tæppe fra hver sin side foldes ind mod midten, hvorefter de fra hovedenden blev foldet et lille stykke mod fodenden. Herover lagde man så det andet tæppe. Da vi kom ud på varmen, sov jeg som regel kun med et lagen over mig eller slet intet. I begyndelsen havde jeg svært ved at falde i søvn, når vi sejlede, fordi skibets maskine larmede så meget. Siden vænnede man sig så meget til det, at man vågnede, hvis maskinen blev stoppet om natten.

Jens og jeg spiste stort set altid på vores kammer, formodentlig fordi vores messe var så trist. Engang, da Jens var borte et øjeblik, strøede jeg i en slags overmod et rigeligt lag salt på hans middagsmad. Det var dumt gjort, og han blev naturligvis godt gal og smed maden ud.

Ret som hun går.

Messer og pantry.

I starten forekom mit arbejde mig noget kaotisk; men jeg kom snart efter det. Når jeg trådte ind i mit pantry, førte en dør til venstre ind i officersmessen og en dør til højre ind i assistentmessen. I officersmessen spiste syv mand, nemlig første, anden og tredjemester, anden og tredjestyrmand, telegrafisten og elektrikeren. I assistentmessen spiste de fire maskinassistenter. I pantryet var der et køkkenbord med vask og vandhane, skabe med service af forskellig art og plads til rengøringsartikler. Mon ikke også jeg havde et køleskab? I officersmessen fandtes en skænk, hvori der var forskellige slags service, drikkeglas og sølvtøj, som dog vist kun blev brugt ved særlige lejligheder, såsom jul og nytår. Førstemester var som højest rangerende officer ”messeforstander”. Han skulle efter sigende være rederiets yngste 1. mester nogensinde. Da jeg havde været om bord en halvanden måneds tid gav jeg officerer og assistenter ”karakter”: 2. styrmand: meget flink, 3. styrmand: ret flink, 1. mester: meget flink, 2. mester: flink, 3. mester: flink, telegrafisten: ret flink, elektrikeren: flink, assi­stenterne: friske.

Når man ser bort fra skibet kaptajn, så var hovmesteren min øverste arbejdsgiver; men ham så jeg nu ikke meget til. Det var bageren, som tog sig af min ”opdragelse”. Hver morgen, når jeg tørnede til, skulle jeg som det første stille hos ham, dersom der var et eller andet, som jeg manglede i forbindelse med mit arbejde. Det kunne være opvaskemiddel, brun sæbe, en ny opvaskebørste osv. En morgen spurgte jeg bageren: ”Jeg kan vel ikke få (et eller andet) ?”. ”Nej, det siger du jo!” Så var jeg færdig med at spørge ham på den måde. Bageren var hård og kontant, men også flink. Jeg kunne godt lide ham, for man vidste, hvor man havde ham.

Det hændte jævnligt, at vinduerne til messer og pantry udvendigt blev noget uigennemsigtige på grund af det havsalt, som var i luften. Det var min pligt at ferske dem af og pudse dem. Det sidste havde jeg noget besvær med, men fik så det råd af gnide dem blanke med avispapir. Det virkede godt; men hvor jeg fik aviserne fra, husker jeg ikke længere. Til messedrengenes arbejde hørte også at slæbe bagage om bord eller fra borde, når vi fik nye officerer, eller andre forlod os. Man lærte snart at kende forskel på luv og læ side. Ellers skulle man nok blive belært af en styrmand eller en matros, dersom sovs og andet affald flød ned af skibssiden. De indvendige gange på midtskibsbygningens hoveddæk var belagt med planker, og engang imellem kom et slæng matroser med koste, sæbe og spuleslange ind for at gøre rent. Så gjaldt det om at lukke dørene og komme af vejen, så længe det stod på.

”Malaya” - postkort, som kunne købes om bord.

Min arbejdsdag.

Kl. 05.30 blev jeg purret ud af bageren. Jeg snød mig som regel til at blive liggende til kl. 05.50. Derefter et hastigt morgentoilette, eventuelt hente et eller andet hos bageren, og så vaskede jeg ellers dørken i officersmessen, assistentmessen og pantryet. Det gjorde jeg nu ofte aftenen i forvejen, og så kunne jeg om morgenen sidde og halvsove på en stol til kl. 07.00. Så dækkede jeg bord i messerne, kl. 07.30 spiste jeg selv og kl. 08.50 hentede kaffe, brød, smør osv. Morgenmåltidet varede til kl. 09.00, idet de folk, som var på vagt også skulle spise. Ved 09.30-tiden var jeg færdig med at gøre bakstørn. Kl. 10.00 var der en del, som skulle have kaffe. Herefter kunne jeg holde fri til kl. 11.00. Så skulle der dækkes til middag. Jeg spiste jeg kl. 11.30 og officerer og assistenter kl. 12.00-13.00. Efter opvasken kunne jeg skeje ud fra ca. kl. 13.30 til det var kaffetid 15.00-16.00. Hver anden dag var det styrmandskammerdrengen, som skulle tage kaffevagten. Aftensmaden blev serveret fra kl. 17.30-1830, så vidt jeg erindrer. Jeg kunne så endelig skeje ud kl. ca. 19.30. Fra rederiets side blev min arbejdsdag anslået til at være omtrent 10 timer, hvilket fremgik af en arbejdsplan, som jeg fik udleveret.

Kosten.

Jeg syntes, at vi spiste udmærket om bord. Om morgenen blev der serveret kaffe, te, mælk, rugbrød, franskbrød, ost og marmelade og ikke at forglemme spejlæg og bacon. To stykker af hver. Spejlæggene blev serveret på forskellig vis. Nogle ønskede almindelige spejlæg, andre skulle have dem tørnet, dvs. stegt på begge sider og atter andre ønskede dem rørt sammen. En enkelt fik vist blødkogte æg.

Det var koksmathen, som sørgede for æggene, og da det var til hele skibets besætning, havde han et stort antal stegepander i gang på komfuret. Panderne passede lige til to æg. Rundstykker fik vi kun om søndagen. Det hed sig, at kaptajn, 1. styrmand, chiefen og hovmesteren kunne spise lidt bedre end resten af besætningen. Således fik de om morgenen skinke i stedet for bacon. Midt på formiddagen skulle der serveres kaffe, og til middag fik vi to retter mad. Så skulle der serveres eftermiddagskaffe, inden det blev tid til aftensmaden. Der fik man te, en lille lun ret, brød og syv slags pålæg. Alt hvad der skulle serveres, måtte jeg hente på fade og i skåle i kabyssen. Heldig­vis var der ikke ret langt. Øl og vand skulle jeg hente hos hovmesteren. Besætningen kunne købe bonhæfter hos ham, og jeg blev så sendt af sted efter de varer, som svarede til bon’en. Det var nok mest øl og vand. Sen aftenkaffe var der ikke noget som hed.

Til de mere bemærkelsesværdige retter, som blev serveret, hørte spændeskivesuppe og bananmælk. Spændeskivesuppe var en varm frugtsuppe lavet af æbler, pærer, svesker, abrikoser og sikkert andet godt. Æblernes og pærernes kærnehus var fjernet på en måde, så der blev et hul gennem frugten, hvorefter denne  var skåret på tværs i et antal skiver, som lignede spændeskiver, deraf navnet. Da vi kom ud, hvor det var varmt, fik vi bananmælk. Jeg formoder, at det var mælk, som blev blandet op med en del mosede bananer. Dette blev så kogt sammen med vanille og sat til afkøling. Siden blev det serveret iblandet bananskiver. Det smagte godt. To gange i min tid fik vi serveret fåresteg med brun sovs. Jeg havde aldrig før smagt får, og jeg brød mig ikke om smagen. Det var også her om bord, at jeg gjorde bekendtskab med mangochutney. Jeg hørte ingen klage over kosten. Det har jeg hørt på andre skibe. Så hed det sig gerne, at de, der var utilfredse, var dem, der var dårligt vant hjemmefra. Og det var kollegerne, ikke kokken, som sagde det.

Malaya i dok..

Når vi drenge blev purret ud af bageren, var årsagen naturligvis, at han var den første af restaurati­onspersonalet, som var oppe for at bage såvel rugbrød som franskbrød og til tider rundstykker. Han lavede også mælk i en stor junge nede i proviantkælderen. Engang væltede den for ham: ”Man skal ikke græde over spildt mælk!”, var hans eneste kommentar. Engang imellem bagte han wienerbrød. 

Den første tid, jeg var om bord på ”Malaya”, havde vi en overhovmester, der afløste for den sæd­vanlige hovmester. På et tidspunkt fik jeg en overhaling af ham; men jeg erindrer ikke længere hvorfor. På datidens skibe fandtes enten hovmestre eller restauratører. Så vidt jeg erindrer, så købte en hovmester sin proviant mv. hen ad vejen og sendte regningerne til rederiet, hvorimod en restauratør inden en rejses begyndelse fik et beløb udbetalt af rederiet. Så betalte han selv regningerne, og derfor gjaldt det om at knibe på udgifterne, så han personligt kunne få størst muligt overskud.

Nordeuropa.

Den 2. oktober befandt vi os i søen undervejs fra Kotka til København. Fremme her lå vi kun nogle få timer og udskiftede måske nogle folk eller fik forsyninger om bord. Så gik vi til Göteborg, hvor vi lastede, og jeg med flere fik tid til en aften at gå i land og kigge lidt på byen, som jeg fandt ret kedelig. Vistnok lørdag den 5. oktober afgik vi til Kristianssand i Norge. Derfra gik det til Hamburg. Ned gennem Nordsøen havde vi lidt buler på vandet, og jeg var tæt på at blive søsyg. Vi passerede Helgoland i kort afstand, og da vi nærmede os Elbens munding blev der en vældig trafik længe før man kunne se land. Herude passerede vi to store, sunkne fragtskibe. Vi ankom til Hamburg den 9. oktober kl. 21.00. Her var der mange besætningsmedlemmer, som blev udskiftet, bl.a. stewardessen og sikkert også overhovmesteren. En norsk motormand, som var blevet ramt i hovedet af et eller andet, blev sendt i land, og en ny kom om bord. Medens vi lå her, var jeg en tur i land. Jeg er ret sikker på, at jeg købte et par sko.

Efter et par dage i Hamburg sejlede vi videre til Bremen. Også her var jeg i land og fik sammen med andre set nærmere på et dansested med ”Wein, Weib und Gesang”. Så gik det til byen Schiedam i Holland, som lå i nærheden af Rotterdam. Aldrig havde jeg set så mange skibe på havet, som på denne rejse. I Schiedam lå vi nogen tid ved et værft. Hvad der skulle laves, erindrer jeg ikke; men jeg husker, at ”Malaya”s ankerkæder blev firet ud på nogle store flåder, som lå ved stævnen. Da vi var færdige her, gik vi til Rotterdam for at laste. Her blev jeg vaccineret et par gange, Jeg blev så øm deraf, at jeg om natten ikke kunne ligge på den skulder, hvori jeg var stukket. Også i Rotterdam var jeg i land. Vi var et par stykker, som vist blev noget fulde i enten genever eller rom. Det var her, at jeg for første gang oplevede hele gader fulde af værtshuse. Sådanne gader, som ofte lå nær havnen, kaldtes af søfolk for ”Pisserenden” eller ”Waterfronten”. Det var nok også her, at jeg for første gang så halvnøgne, prostituerede kvinder sidde udstillet i vinduer, ofte i svag, rødlig belysning.

I Rotterdam fik vi to kvindelige passagerer om bord, en svensker og en englænder. De skulle begge med til Bombay. Da vi kom ”ud på varmen”, og de begyndte at solbade, var der mange interesserede øjne, som fulgte dem.

 
Malaya.

Mod Middelhavet

Den 24. oktober forlod vi Rotterdam for at gå til Lissabon. Undervejs hertil mistede jeg en fyldning i en tand. Den måtte jeg så undvære, til jeg kom hjem. Jeg hørte i hvert fald intet til, at man muligvis kunne tage i land og få lavet tandarbejde. Jeg vidste heller intet om, hvor betryggende eller bekosteligt det ville være på disse kanter. Det hastede åbenbart ikke med at komme til Lissabon, for en del af tiden sejlede vi med reduceret fart. Måske var vor last endnu ikke nået frem til havnen. Den 28. oktober om natten anløb vi Lissabon. Vi lå på strømmen og lastede bl.a. kork fra små pramme, der kom ud til os ført af små, mørklødede personer med sort overskæg. Prammene havde en mast, som hældede stærkt agter over, og de var forsynet med sejl. Prammene var malet i alle mulige farver, og f.eks. påmalet blomster. De portugisiske havnearbejdere råbte og skreg, så det var forfærdeligt at høre på, og kunne de komme af sted dermed, så stjal de også. Selv om det var ret køligt, så løb de omkring i bare tæer og bukser, som kun nåede til knæene.

Her så meget sydlandsk ud, som Lissabon lå bakke op og bakke ned. Byen var utrolig flot med hvide, lysegrønne, lyseblå og lyserøde huse iblandet kirker, palæer og stedsegrønne træer. Desværre var her lidt tåget og engang imellem støvregnede det. På en klippe et sted i nærheden stod opstillet en kæmpemæssig korsfæstet kristusfigur, som var oplyst om natten. 

Den 28. oktober ved 22-tiden forlod vi Lissabon efter at have lastet et halvt døgns tid, så jeg fik ikke lejlighed til at komme i land. Den næste dag passerede vi Kap Vincent. Efter mørkets frembrud gik vi gennem Gibraltarstrædet og kunne se lysene fra Gibraltar, Tanger og Ceuta. Vi sejlede nu østover mod Alexandria i Ægypten og kunne af og til skimte Afrikas kyst. På et tidspunkt mødte vi tankeren ”Gudrun Mærsk”, og senere passerede vi en ø, hvis stejle klippevægge stod lige op af havet. Den hed Ile de la Galite, og tilhørte Tunis. Det var vist her, at jeg for første og eneste gang blev sendt op på broen med kaffe til vagthavende styrmand. Det var 2. styrmand, og han var flink og fortalte, hvad det var, vi kunne se. Det begyndte nu at blive varmere, end jeg var vant til. Vi ankom til Alexandria den 3. november. Aftenen forinden kunne vi, længe før land kunne ses, betragte, hvorledes byens lys skinnede op på nattehimlen. Vi lå på strømmen, inden vi næste morgen lagde til kaj.

Alexandria.

De første, som kom om bord, var toldere og politibetjente. De var helt syge efter at købe cigaretter. Jens, som jeg boede på kammer med, fotograferede en flot bygning; men det skulle han ikke have gjort, for lige ved siden af lå en lille flådehavn, som det åbenbart var forbudt at fotografere. Det blev observeret af en betjent, og han konfiskerede derfor fotografiapparatet. Det var Jens nu ikke tilfreds med, så efter en del palaver fik han apparatet tilbage; men filmen blev smidt i vandet. Her var der et vældigt sammenrend af folk og fæ på kajen. Der var æsler, som trak kærrer, og muldyr som trak vogne med massive træhjul. Alt forekom primitivt. Mændene var laset klædt, nogle var iklædt lange kjortler, og andre gik i sorte bukser med enorme hængerøve. Det var en stor pose, som hang ned mellem deres ben næsten til anklerne. Årsagen til denne mærkværdighed skyldtes, fik jeg siden fortalt, at man troede, at Muhammed skulle genfødes af en mand, og posen skulle så opfange Muhammed inden han ramte jorden. Man må have troet, at fødslen ville indtræffe ganske uventet.

Handelsmænd.

I Alexandria og de følgende ægyptiske havne, væltede det om bord med handelsfolk, som slog sig ned med deres varesortiment på agterdæk og i sidegange. Der var snart ikke det, man ikke kunne købe. Smykker, tæpper, våben, marokkopuder osv. Der skulle pruttes om prisen; men det skulle man som ny lige vænne sig til. De handlende ville gerne have fremmed småmønt, især svenske kroner, om hvilke det blev sagt, at de indeholdt så meget sølv, at sølvværdien var større end møntens købekraft. Spanske og italienske småmønter var også eftertragtede. De var nemme at omsmelte og lave falske penge af. Kunne man ikke betale med penge, så tog handelsmændene gerne mod f.eks. tøj og cigaretter. ”Chincha for chincha”, lød det ustandselig, dvs. change for change. En stående vending var ”Special price for you my friend!”, eller ”Fine grejer! Fine grejer! Næsten ingen kan se det er pap!” Der kom også spåmænd om bord, og jeg blev spået af en af dem. Handelsmænd og alle andre ægyptere, som havde ærinde om bord, stjal for et godt ord, dersom de kunne se deres snit dertil, så det var med at låse sin dør. Det gjorde man ellers ikke i søen. Det var det samme, som at betragte sine kammerater som tyveknægte. Jeg købte nogle appelsiner, som til trods for, at de var grønne, smagte udmærket. Jeg har en erindring om, at én handelsmand stod over de øvrige, og at han kaldtes Abraham.

Jeg husker ikke, at nogen interesserede sig særligt for eller formanede os drenge, når vi gik i land. Her i Alexandria fik vi dog at vide, at der ikke var ganske ufarligt, og at vi skulle følges mindst to ad gangen, hvis vi gik i land. En aften var vi fire mand, eller måske snarere drenge, som gik en tur i byen. Der var et vældigt leben af folk, gadehandlere og sporvogne. Alt virkede fattigt og snavset, så det varede ikke længe, før vi gik om bord igen. Måske også fordi vi havde hørt, at det var nemt at få en kniv i ryggen. Efter et par dages forløb forlod vi Alexandria. Matrosen Marius var lige ved at blive agterudsejlet; men heldigvis for ham, blev vi lidt forsinket, så slemt beruset nåede han lige at komme om bord.

Gennem Suez-kanalen.

Vi gik nu til Port Said, hvor vi lå på strømmen og lossede. I land var der vist ikke mulighed for at komme. Samme aften skulle vi sammen med ca. 25 andre skibe sejle i konvoj gennem Suezkanalen. Jeg var naturligvis nysgerrig efter at se, hvad der foregik på kanalens bredder; men da det var blevet mørkt, kunne jeg intet se og gik derfor til køjs. Da jeg vågnede næste morgen, lå vi stille. Måske ventede vi på, at en modgående konvoj skulle passere. Det var tåget, og samtlige skibe havde ordentlig gang i tågehornene. Da tågen lettede, så jeg, at vi lå på en stor sø. Ved ca. kl. 10.30 sejlede vi videre. Nu var det rigtig varmt. På bagbord side var der sand og klitter så lang øjet rakte, til styrbord så der mere frugtbart ud med mennesker, dromedarer, palmer og akacietræer. Da det blev aften, oplevede vi en fantastisk flot solnedgang. Ved 23.00-tiden nåede vi Suez by, hvor vi lossede hele natten. Næste formiddag, vistnok den 8. november, afsejlede vi ved 10.00 tiden og stod nu ned gennem Rødehavet med kurs mod Aden. I begyndelsen var de bjergrige kyster tæt på; men efterhånden svandt de ned under synsranden.

Maskinhavari.

Lime og salt.

Øst for Suez skulle der stå salttabletter fremme i messerne, man skulle have seks om dagen, og der blev serve­ret isvand med limejuice. Salttabletterne skulle erstatte det salttab, som man led på grund af varmen, altså ved at svede, og limejuicen indeholdt c-vitaminer. Jeg tror, at limejuicen blev produceret på ØK’s egen fabrik. Der var af og til problemer med isvandhanen, som stoppede. Så måtte jeg ned i provianten og lægge varme klude om røret, hvorigennem isvandet blev ført. Jeg drak meget isvand med limejuice; men da juicen var sur, blandede jeg gerne op med lidt sukker og fyldte et par isterninger i glasset. Det hed sig i øvrigt, at isvand ikke slukkede tørsten. Man skulle hellere drikke lunken te.

Den 9. november havde vi 34 grader i skyggen kl. 08.00. I maskinrummet havde de 45 grader. Om natten havde det været så varmt, at vi havde vinduet åbent, døren på krog og vifterne kørende. Selv lå jeg oven på køjen kun iført underbukser. Da jeg vågnede, var jeg våd af sved. Den følgende nat var vi fire mand, som sov ude på 4-lugen. På vej gennem Rødehavet passerede vi nogle øer, som kaldtes De tolv Apostle. Ved en af dem lå et forlist skib.

Hovmesteren kommer galt af sted.

Hovmesteren spiste for sig selv i sin egen salon. Engang imellem kom han ned i officersmessen for at drikke en øl og få lidt selskab. En dag havde han og 3. styrmand siddet og pimpet og var så gået ned i officersmessen for at få en øl. Her glemte hovmesteren nok, at han havde bestilt stegt kylling, som skulle serveres i hans salon til ham og 3. styrmand. Kokken havde sikkert set, at hovmesteren sad i officersmessen, for han kaldte på mig og sagde, at jeg skulle hente to tallerkener. Det gjorde jeg, og kokken lagde kylling, bønner og andre fine ting derpå, hvorpå han bad mig aflevere tallerkenerne i messen. Jeg spurgte, om det nu var så godt, for der sad endnu nogle officerer tilbage, som havde fået den ordinære ret. ”Gå nu bare hen med det, og gør hovmesteren vrøvl, så bare sig, at det kender du ikke noget til!”. Jeg bankede på messedøren og trådte ind med min bakke. Da hovmesteren så mig, forsøgte han at blinke til mig, for at jeg skulle trække mig tilbage. Jeg lod som ingenting, og afleverede tallerkenerne. ”Sådan noget har vi ikke fået!”, var der en, som sagde, og hovmesteren blev rød i hovedet og begyndte at svede. Jeg skyndte mig at forlade messen og gik ud i kabyssen for at aflægge beretning til kokken. Her fik vi os et godt grin. Hovmesteren påtalte ikke siden denne episode over for mig. Om kokken måtte høre derfor, ved jeg ikke.

Hovmesteren, eller høkeren, som han omtaltes, havde en shop, hvorfra han en times tid hver aften solgte sine varer. Hovedartiklerne var vel øl, sodavand, spiritus og cigaretter. En stang King’s, dvs. en karton, kostede 8 kr., medens Cecil og Prince kostede 10 kr. Man kunne købe chokolade, karameller, tyggegummi såvel som sæbe, vaskepulver og stort set alt, hvad en sømand kunne få brug for i det daglige. Til de mere specielle ting hørte Ginger Ale og mørkt skibsøl. Man kunne også købe Floridavand. Trykket skal lægges på anden stavelse. Det var ”duftevand” for mænd. Det fik man i en klar flaske i ølflaskestørrelse. Det var også her, at man købte sine bonhæfter.

Aden.

Den 13. november om natten ankom vi til den engelske koloni Aden, hvor vi skulle bunkre olie. Inden det endnu blev helt lyst, bemærkede jeg, hvorledes forrevne klipper stod som sorte silhuetter mod blålige himmel. Vi lå for anker blandt mange andre fragtskibe, og snart lå en vrimmel af småbåde langs vor skibsside. De medbragte  handelsfolk, som kom om bord med alskens ting og sager, som de søgte at sælge til os. Det var mindst lige så slemt som i Ægypten; men varesortimentet var lidt anderledes. Her solgte man bl.a. også transistorradioer, pladespillere og armbåndsure. Jeg købte en transistorradio for 160 kr.; men da jeg siden blev utilfreds med den, fordi jeg opdagede, at den ikke havde FM, så solgte jeg den i Bombay for 250 rupees, hvilket svarede til ca. 375 kr.

”Malaya” anløber Leixoes i foråret 1964.

Der var en del besætningsmedlemmer, som blev sejlet en tur i land, så de kunne se nærmere på om­givelserne; men allerede samme dags aften forlod vi Aden og satte kurs østover mod Indien. På Det indiske Ocean var der knapt så varmt som i Rødehavet. Undervejs blev det opdaget, at der på nogle kamre var væggelus, så overalt blev der iværksat en grundig rengøring. Hvor de blev opdaget, er jeg ikke klar over, men heldigvis var det ikke på vores kammer.

Dæksdrengen.

Dæksdrengen Preben boede henne agter i poop’en sammen med den øvrige dæksbesætning. Ham kom jeg en del sammen med, og han lærte mig lidt om ”stylen” herhenne. F.eks. sagde han, at jeg intet havde at gøre henne agter med mindre, jeg blev inviteret. Det var jeg så heldig, at han ofte gjorde. Han boede i øvrigt på kammer med jungmanden, en bornholmer, der virkede lidt reserveret. Officererne havde heller ikke noget at gøre her, og Preben fortalte som noget særligt, at under en havnemanøvre, hvor regnen strømmede ned, var 2. styrmand under et ophold i arbejdet blevet invi­teret inden for i tørvejr. De fleste henne agter var unge mennesker med nogle få undtagelser. Bådsmanden var nok den ældste. Han var muskuløs med stærkt behåret ryg og skuldre.

Da jeg på et tidspunkt i en snak med Preben kaldte bådsen gammel, blev han fornærmet på sin stands vegne. ”Det kan godt være, at han ikke er helt ung længere. Men han er en kraftkarl, som stadig kan bære en pøs vand på sin stive pik!”, sagde han. Blandt folkene henne agter husker jeg ellers bedst tømmermanden Anker og matroserne Sigfred, Frank og Marius, der alle var flinke. Når dæksbesætningen havde frivagt, gik stort set alle, da vi kom på varmen, klædt i en hvid t-shirt, et par cowboybukser, som her kaldtes dongrybukser, og et par pistøfler. Sidstnævnte bestod af en skumgummisål, hvorover var en tværgående gummirem, som blev ført ned mellem storetåen og de følgende tæer.

Bombay.

Formodentlig den 17. november ankom vi til Bombay. Set fra søsiden tog byen og dens omgivelser sig godt ud. Her tog jeg mig en fridag, og oplevede byen fra en taxi. Hvordan jeg fandt på den tossede ide, husker jeg ikke. Jeg havde naturlig aftalt en overkommelig pris med chaufføren; men ved vejs ende forlangte han en svimlende sum. Jeg lovede at hente de manglende penge om bord, men det havde jeg ikke mulighed for, så jeg holdt bare lav profil. Han havde sikkert tjent rigeligt på mig, for jeg hørte ikke mere til sagen. Fra turen husker jeg kun, at vi så masser af hellige køer og en park, som skulle være en botanisk seværdighed. Jeg blev i øvrigt klippet i Bombay. Det foregik nok om bord, og prisen var to pakker cigaretter. Herude i Østen begyndte vi på et tidspunkt at få udleveret paludrinetabletter, som skulle beskytte os mod malaria.

Cochin.

Den 21. november ankom vi til Cochin. Vi lå et stykke uden for byen, og her forekom rent og friskt. En aften var vi i land blot for at se på de nærmeste omgivelser. Vi satte os på nogle bænke tæt ved smukke blomster og i nærheden var der vand. Det må have været i denne havn, at en inder en morgen ophidset fortalte mig, at USA’s præsident John F. Kennedy var blevet skudt. Det var en meddelelse, som gjorde indtryk. Fra Cochin sejlede vi gennem strædet mellem Indien og Ceylon op til Madras på Indiens østkyst.

Madras.

Omkring den 26. november ankom vi til Madras. Havnen forekom ret ny. Den lå mellem to mægtige moler, som bøjede mod hinanden og efterlod en smal indsejling. Her lå mange store fragtskibe. Om aftenen kunne vi se hvide havslanger svømme omkring i havnebassinet. En dag fandt jeg en ca. 5 cm. lang kakerlak. Jeg stoppede den i et glas fyldt med barbersprit og har stadig dyret stående sammen med andet småkryb, som jeg kom samlede op på rejsen. Jeg var en tur i land og gik på brede støvede veje kantet af store træer. I starten vandrede jeg af sted; men en hvid mand regnedes jo ikke for noget herude, hvis han gik på sine egne ben, så jeg lod mig snart samle op af en pågående inder, som trak en rickshaw. Jeg kom så på lidt sightseeing og så de sædvanlige hellige køer; men så spurgte han mig, om ikke jeg havde lyst til en fræk aftale med en pige. Han vidste, hvor der boede en svensk pige. Jeg var lidt interesseret, så jeg sagde ja. Så trak han ellers af sted med mig, og vi kom længere og længere ud på landet. Her så jeg kokasser, der var klasket op på murene, hvor de skulle tørre, inden de blev anvendt til brændsel. Til sidst følte jeg mig noget utryg ved situationen. Turen tog ingen ende, og jeg kunne ikke forstå, at der skulle findes en svensk pige i disse fattige omgivelser og frygtede, at jeg skulle rulles. Jeg forlangte derfor at blive kørt tilbage til havnen, og det rettede min ”chauffør” sig efter.

Kulier i døgndrift med at rense højtanke til vegetabilsk olie.

Calcutta.

Fra Madras gik vi til Calcutta. Langt ude i Den bengalske Bugt sejlede vi lige pludselig ind i det mudrede vand, som førtes ud i bugten af Gangesfloden. Fra det rene havvand sejlede vi simpelthen som ind i en mur af gulbrunt vand. Grænsen var knivskarp. Den 1. december kl. 02.00 ankom vi til  Gangesflodens munding, hvor vi lå og ventede på, at vandet skulle stige så meget, at vi kunne komme over en sandbarre. Her lå vi sammen med 6-7 andre skibe, og land kunne vi ikke se. Kl. 16.00 passede vi barren, og allerede kl. 20.00 nåede vi en ny barre, hvor vi atter måtte vente. Endelig den 2. ved 10.00-tiden kunne vi sejle op gennem en flodgren mod Calcutta, en tur på ca. otte timer. I begyndelsen sejlede vi gennem lave, grågrønne mangroveskove. Til tider åbnede en flodarm sig på en af siderne, og man kunne se en ensom mand stående med et fiskespyd i en lille kano. Senere kom vi forbi landsbyer, og til tider sejlede vi så tæt ved flodbredden, at vi tydeligt kunne følge med i, hvad folk foretog sig. Da vi nåede frem, lagde vi os på strømmen, muligvis i bøjer. Her var efter sigende stor forskel på ebbe og flod.

Den 4. december var jeg sammen med nogle andre en tur i land. Her var utrolig fattigt, og stanken var ikke for sarte sjæle. Jeg husker ikke, hvilke steder vi besøgte; men næste morgen havde jeg lidt ondt i hovedet. I Calcutta lossede vi især gods fra Vesttyskland, bl.a. reservedele til mercedesbiler. Vi medbragte også en folkevogn og en mercedes, men om de blev losset her, erindrer jeg ikke. Ude på floden lå vi forholdsvis afsondret fra den beskidte og ildelugtende by; men der kom naturligvis en masse havnearbejdere om bord. Jævnligt kom der drivende hele øer af grøn vegetation forbi os. Oven på disse hoppede hjemligt udseende krager, og vi så også gråspurve. Oppe i luften svævede ørne eller gribbe rundt.

Der blev losset til pramme, som lå langs skibssiden. En dag kom et lig drivende ned ad floden og kilede sig fast mellem en pram og vor skibsside. Stanken var ubeskrivelig. Nogle havnearbejdere slækkede på prammens trosser, så liget drev videre. Det var en ubehagelig oplevelse, men sikkert hverdag for folk her. Liget lå med ryggen i vejret og benene strakt lodret ned i vandet. Kroppen var helt hvid, og jeg troede at det var et hvidt menneske. Jeg fik imidlertid fortalt, at når et lig havde ligget nogen tid i vandet, faldt de yderste hudlag af, så det kunne sagtens være en inder.

Havnearbejderne lavede selv deres mad om bord. De drak vand eller te af små lerkrus, som de efter endt brug smed bort. Jeg samlede nogle krus op, som jeg stadig opbevarer. En dag overraskede jeg en inder, som sad og sked på vores toilet. Han havde ikke noget at gøre der, så en eller anden måtte have glemt at låse døren. Han sad på hug på wc-brædtet, så det var tydeligt, at han ikke var vant til at bruge sådan et ”apparat”. I 2011 så jeg på et offentligt toilet i Esbjerg et skilt, hvor en person sad på hug på et toiletbræt, og henover var ført en tyk, rød streg. Ved siden af viste et andet skilt, hvorledes danskere forventer, at man skal anbringe sig.

Chalna.

Fra Calcutta gik vi til Chalna i Østpakistan (nu Bangladesh). Det tog mindre end et døgn. De sidste seks timer sejlede vi op af en flod helt omgivet af jungle eller mangrove. Ved Chalna så vi ingen by. Der var bare en stor, flad slette med nogle hytter og store skure. Vi lå ankret op ude på floden i en lang række sammen med 10-12 andre store fragtskibe. Her skulle vi laste omkring 5.600 tons jute til Europa. Jute bruges bl.a. til at lave sække af. Juten er meget brændfarlig, og jeg mener at huske, at der ikke måtte ryges på dækket, medens vi lastede. Det var ikke tilladt at gå i land. Tømmermanden fortalte, at det var fordi en sømand for ikke så lang tid siden havde voldtaget og dræbt en kvinde. Det blev endvidere fortalt, at her i Chalna kunne man godt risikere at finde en sømand, som havde haft vagt nede i lastrummet, hængende dræbt under dækket med en lastekrog i halsen. En lastekrog er en ”Kaptajn Klo lignende” krog med et tværgreb af træ. Sådanne kroge blev brugt af havnearbejderne til at trække store baller eller sække på plads. Medens vi lå her spiste vi masser af kokosnødder og bananer. En dag blev en af de toldere, som boede om bord, bragt i land, fordi han havde fået et udbrud af malaria. 

Rangoon.

Efter at have lastet i Chalna, sejlede vi til Rangoon i Burma. Nu kunne man næsten ikke komme tættere på Thailand, og man hørte adskilligt om Mosquitobar og ”Sumpen”, hvor mange søfolk havde haft store oplevelser, og hvor de gik i sari. Den 20. december sejlede vi gennem et hav, som var farvet gult af ler fra floden Irrawaddy. Vi fik lods om bord; men ventede nogen tid, inden vi kunne fortsætte til Rangoon. Her var vist også en barre, som skulle passeres ved højvande. Formodentlig den 21. december ankom vi til Rangoon, hvor vi blev fortøjet til bøjer ude i floden. Hidtil havde jeg oplevet arabere, indere og nu burmesere, og det behøver ikke være nogen hemmelighed, at burmeserne var det mest behagelige folkefærd og at araberne kom på sidstepladsen. I Indien og Burma føltes tiggeriet heller ikke så pågående som i Ægypten, selv om det selvfølgelig fandtes. Herude på Østen, vist både i Indien og Burma, kom der agenter fra skrædderfirmaer om bord og forsøgte at lokke os til at købe tøj. De tog vore mål, og i løbet af en nat kunne man eksempelvis få syet en habit. Jeg fik syet en skjorte; men da jeg ikke brød mig om den, fordi den så lidt ”luderkar­leagtig” ud, så solgte jeg den på vor tilbagerejse, da vi kom til Suez. 

Swe Dagon-pagoden.

I Rangoon tog jeg en halv fridag, dvs. fra kl. 11.00 til 06.00 den følgende dag. Vi var en flok, deriblandt tømmermanden, som sejlede i land med en motorbåd, som kun sejlede for ”Malaya”. Der efter tog vi til en engelsk sømandsklub, som hed ”Mayo Marine Club”. Her var et svømmebassin; men vi fik at vide, at her skulle vi ikke svømme, for så risikerede vi at få mellemørebetændelse. Siden tog vi med rickshaw til den store Swe Dagon pagode.

Ankommet til pagoden måtte vi tage sko og strømper af og sætte ved indgangen. Det var jeg ikke meget for, da jeg var sikker på, at begge dele ville være stjålet, når vi vendte tilbage. Tømmermanden forsikrede imidlertid, at ingen ville stjæle vore ejendele. Jeg bemærkede i øvrigt, at tømmermandens fødder var slemt beskidte. Vi begav os nu op af en meget høj, overdækket trappe med blankslidte marmortrin. På hver side af trappen stod et utal af handlende, som solgte forskellige former for souvenirs, bl.a. sølvsværd, elfenbens- og teaktræsfigurer osv. Jeg fik gjort lidt indkøb på enten op eller nedturen. Da vi kom op for enden af trappen, lå den imponerende guldbelagte pagode foran os midt på en marmorbelagt plads omgivet af mindre pagoder, hvori sad små guldbelagte buddhaer. Her måtte vi købe en buket blomster, og sætte den i en vase til ære for buddha. Da vi siden forlod stedet, fandt vi både sko og sokker, som tømmermanden havde lovet.

Herude på Østen fik vi lavet særlige landgangspas, som skulle bruges, når vi skulle i land. Til den lejlighed blev vi vist fotograferet. Sådan et pas kaldtes et ”shorepass”. Inden vi kom i havn, skulle vi udfylde toldlister. Myndighederne ville vide, hvad vi medbragte af fotografiapparater, kikkerter, radioer og andet teknisk, som ikke måtte sælges i land. Listerne skulle man udfylde samvittigshedsfuldt, ellers kunne det gå galt. Når vi forlod havnen, var det ikke godt, dersom vi ikke var i besiddelse af det oplyste.

julekort.

Julen 1963.

Vi holdt juleaften i Rangoon. Kaptajnen holdt julegudstjeneste sidst på eftermiddagen. Det foregik udendørs, vistnok på promenadedækket, dvs. dækket, som lå lige over hoveddækket. Restaurationspersonalet var herefter travlt beskæftiget, så alle kunne få deres gode julemad. Vi var de sidste, som kunne spise. Det foregik sent på aftenen og til en afveksling i passagerernes spisesalon. Desværre var vi løbet tør for sovs, så den måtte vi undvære til gåsestegen. Ved denne lejlighed fik vi alle lidt at drikke, selv messedrengene.

Jeg husker ikke, om vi havde et juletræ; men julegaver fik vi, sendt fra en skole i Roskilde, som havde adopteret skibet. Gaverne ankom dog først den 4. januar, og min bestod af nogle ældre ugeblade, cowboybøger og Det bedste. Måske fik vi også noget fra en sømandsmission. Af og til gjorde søfolk grin med disse julegaver, som, hed det sig, blev sendt af velmenende, ældre kvinder. Hvad skulle f.eks. en sømand, der sejlede på varmen, med et par strikkede vanter? Vi drenge tog det meget roligt, at vi for første gang skulle holde jul hjemmefra. Vi var noget forbavsede over, at en af maskinassistenterne ikke kunne holde tårerne tilbage. Det syntes vi var lidt flovt. Der var mange officerer, som juleaften drak, så det sprøjtede ud af knaphullerne, og næste morgen forestod der mig et større oprydningsarbejde. Motormændene var allerede begyndt at drikke den 22. december, og de stoppede først den 27. I den mellemliggende periode spiste de stort set ikke, heller ikke gåsesteg juleaften. De kun drak og sov. De blev hverken vasket, barberet eller skiftede tøj, så de så herrens ud, da de igen tænkte på at blive ædru. Motormændene var i øvrigt let genkendelige, når de var på vagt. De havde en beskidt undertrøje på, svedeklud om halsen og en tot twist i bag­lommen.

Kokken.

Vores kok havde ry af at være en noget fordrukken personage, og næsten hver dag var han fuldesyg, hvor han så gemte sin spiritus? Han var noget blegfed at se på. Måske var det en skik fra gam­mel tid, at man i ØK kunne sætte sine underordnede til at gøre arbejde for sig. Kokken insisterede i hvert fald på, at jeg skulle vaske hans undertøj. Det brød jeg mig ikke om, men gjorde det dog i starten, sikkert for et eller andet pengebeløb. På et tidspunkt nægtede jeg at fortsætte dermed, og siden da havde han et horn i siden på mig. Kok og ungkok gik i øvrigt klædt i ternede bukser, hvid t-shirt, brugte et viskestykke som forklæde og havde ofte et strygestål i bæltet. De kunne dog også ses med en toradet, hvid jakke på. 

Sammenkomst på dækket.

Da vejret blev dertil, var der ofte en del folk, som samledes om aftenen lige agten for midtskibsbygningen, og så blev der fortalt forskellige historier. Det var spændende at lytte til, og jeg sad med lange ører. Selv havde jeg ikke noget at bidrage med. Da jeg på et tidspunkt havde sat mig på en pullert, fik jeg at vide, at det skulle jeg ikke gøre. ”Man får takker (hæmorider) i røven af at sidde på koldt jern!” lød forklaringen. En aften så kokken sig gal på mig. Han beklagede sig højlydt over, at jeg sad der og lyttede, når de ”voksne” talte og mente ikke, at jeg havde noget at gøre i selskabet. Heldigvis var der nogle, som tog mig i forsvar, så jeg blev bare siddende. Havde jeg turdet, ville jeg have fortalt kokken, at han så sandelig ikke var nogen pryd for selskabet, som han sad der med spredte ben, iført korte kakibukser gennem hvis bukseben man kunne betragte hans ”klokkeværk”. Når vi opholdt herude på dækket efter mørkets frembrud, hændte det nogle gange i Det indiske Ocean, at man hørte en underlig fløjten ude fra havet. Det var hvaler, var der nogle, som hævdede. Under vor rejse skete det til tider, at skibets maskine blev standset en stund, og vi lå stille i søen. Så hed det sig, at vi havde skylleluftsbrand, eller at der skulle trækkes stempler.

Hvad der blev fortalt.

I tidens løb hørte jeg et og andet om bord, som jeg skrev mig bag øret. F.eks. om tatoveringer, som man kaldte tusser, velsagtens fordi de blev lavet ved hjælp af tusch. Det fortaltes at nogle maskinfolk havde tatoveret en kullemper på hver balle i færd med at skovle kul ind i r..hullet. Andre havde en mus på ballen, som var i færd med at løbe ind i det omtalte hul, medens den blev skarpt forfulgt af en kat. Det hed sig også, at nogen havde tatoveret Adam på lemmet. Når lemmet så rejste sig, stod der Amsterdam. Atter andre havde en spyflue tatoveret på penis. Det blev sagt, at man ikke skulle lade sig tatovere med gul farve, for tatoveringen ville ikke læges, hvor denne farve var an­vendt. Det fortaltes også, at i Japan blev man ikke tatoveret med en nål. Der skar man med en kniv.

Det var en kendt sag, at sømænd var udsatte for at få kønssygdomme. Når det skete, gik de op til styrmanden og fik ”et hak i røven”, altså et skud penicillin.  Jeg hørte om noget som kaldtes ”spansk krave”. Det var en tilstand, hvor forhuden ikke kunne trækkes hen over penis. Hovedet blev større og større, fordi blodet løb til, men ikke kunne løbe tilbage. Det lød ubehageligt, og hvordan det skulle kureres, aner jeg ikke. Så var der noget, som hed ”sandklodser”. Det skyldtes betændelse i testiklerne, som voksede sig enormt store og blev meget ømme. Det kunne vist kureres med penicillin. Der taltes også om ”spansk flue”, som var et middel, der øgede den seksuelle formåen.

Dæksdreng Preben og messedrengene Jens og  Knud i Leixoes 1964.

Jeg faldt på et tidspunkt i snak med en motormand, og samtalen udviklede sig sådan, at jeg spurgte ham, hvor tit han skrev hjem til sine forældre. ”Tja”, svarede han, ”det var sådan lidt forskelligt. Nogle gange var der en uge imellem, og andre gange så gik der fem år!”

ØK havde sin egen slagsang, og jeg husker, den begyndte således: ”Når vi forlader Frihavnen og stævner ud mod øst”. Det fortaltes, at også Mærsk havde en slagsang: ”Dejlig er de skibe blå, med den hvide stjerne på”. ØK-folkene gjorde nar af rederiet Mærsk, som de kaldte ”The babyblue sixtynine Line”.

Postbøjen.

Det har vist altid været en fornøjelse, når man inden for et fag kunne få nye og uerfarne folk til at dumme sig. Det var nok ikke de ældre, som fandt det morsomt, men snarere de, som selv havde i frisk erindring, hvordan det var at blive gjort til grin. På et tidspunkt blev jeg af en ung matros bedt om at gå op til kaptajnen og spørge, hvornår vi var fremme ved postbøjen. Nu havde jeg aldeles ikke lyst til at gå op til kaptajnen, og jeg anede ikke, at en postbøje skulle opfattes som en bøje langt ude i havet, hvor skibene hentede post, men mest væsentligt, jeg fattede ikke, at han sagde postbøje. Det gik først senere op for mig. Han talte københavnsk og muligvis snøvlede han lidt, for jeg syntes, at han sagde ”bosboy”. Det ord kendte jeg ikke, og jeg ville ikke spørge om noget, som jeg ikke forstod. Derfor nægtede jeg trods hans insisteren, hvilket utvivlsomt sparede mig for en skideballe.

Nogle oplevelser i messen.

En dag hændte det, at officererne var meget opstemte til eftermiddagskaffen og også mere sultne end sædvanligt. De bestilte det ene fad brød efter det andet, så jeg havde travlt med at betjene dem. På et tidspunkt blev jeg bedt om at hente mere smør, og da jeg kom ind i messen med det, satte jeg skålen oven i et tomt fad. Enten havde jeg ladet mig rive med af den gode stemning og slækket på de gode manerer, eller også var jeg irriteret, måske fordi jeg ikke kunne komme til at gøre bakstørn og få min frihed. Resultatet var, at 1. mester ringede efter mig, vi havde en klokke til samme brug, og så fik jeg ellers læst og påskrevet.

En anden dag, da jeg kom ind i officersmessen, spurgte 1. mester, hvad i alverden det var for noget luderkarlevand, jeg lugtede af. ”Du stinker jo som en sydamerikansk horekasse i havsnød!” Jeg følte mig noget uskyldig i denne anklage, for jeg havde blot taget et nyt stykke sæbe i brug, som jeg havde haft med hjemmefra, og jeg havde ingen anelse om, hvorledes det duftede.

Radiotelegrafisten.

Radiostationen lå i midtskibsbygningens bagbords side, vist på promenadedækket, og i tilknytning hertil havde han sit kammer. Ud over at passe sit telegrafistarbejde, som jeg ikke kender noget særligt til, var det ham, som ordnede vores afregningsbøger, indkøb af høkervarer, udbetalte penge, når vi lå i havn og uddelte post. Han lavede også jævnligt et lille nyhedsbrev på en A-4 side, som blev uddelt i de forskellige messer. Han stod muligvis også for skibets bibliotek, som befandt sig i officerernes rygesalon. Her lånte jeg af og til bøger; men i øvrigt læste jeg vist mest de billigbøger, som cirkule­rede i skibet. Jeg mindes ikke, at officererne nogen sinde opholdt sig i rygesalonen.

Den 6. januar 1964 fyldte min bedstefar 65 år. Via radiotelegrafisten sendte jeg ham et ”Søgave-Radio­brev” og en flaske snaps. Den hilsen blev han meget glad for. Sådan noget troede han slet ikke kunne lade sig gøre.

Tilbage til Europa.

Vi lastede omkring 2.000 tons ris i Rangoon, og det var vist også her, at vi lastede te og teaktræsstam­mer. De sidste som dækslast surret med kæder. Formodentlig afsejlede vi omkring den 28. december for at gå til Madras. Denne gang var jeg ikke i land. Vi holdt nytår, medens vi lå her, og det blev festligholdt med god mad og sikkert det sædvanlige drikkeri. Jeg husker, at der blev serveret rejer så store, som jeg aldrig før havde set. Kl. 24.00 markerede skibene i havnen årsskiftet ved at tude i tågehornene. Efter at have lastet i Madras afgik vi ca. 6. januar 1964 til Aden, hvor vi bunkrede olie. Derfra gik det til Suez, og siden gennem Suez-kanalen til Middelhavet. I kanalen mærkede man, at det blev køligere. Jeg frøs, når jeg gik i skjorteærmer på dækket.

Vi var nu på vej til Genua. På denne del af rejsen foretog kaptajn, 1. styrmand, hovmester og muligvis flere andre inspektion af skibet, så forinden måtte jeg gøre grundigt rent i messer og pantry. Såvel skotter som oppe under dækket skulle der vaskes ned. Også i vores kammer gjorde vi hovedrent. Da kaptajnen med sit følge ankom til vores kammer, stak han lige hovedet ind og sagde kort: ”Her lugter af lort!” Det gjorde der naturligvis ikke; men vi slap ikke for at gøre rent en ekstra gang. Inden ankomsten til København foretog vi en lignende rengøring.

Den 23. januar sejlede vi efter mørkets frembrud gennem Messinastrædet. Det var et flot syn med de mange lys på begge sider. Strædet var på det smalleste sted ca. 3 km bredt, og det blev fortalt, at her løb en meget stærk strøm. Dersom vort maskineri satte ud, ville vi utvivlsomt støde på grund. Inden mørket faldt på, havde jeg i det fjerne set Vesuv; men da vi senere passerede vulkanen Stromboli, var jeg gået til køjs. Den 25. januar ankom vi om morgenen i gråvejr til Genua. Her lå mange agterfortøjede skibe, muligvis oplæggere.

I Genua var vi en aften i land. Det var vel os drenge. Vi havnede et sted, hvor der var dans. Jeg blev lidt fuld, og inviterede en pige ud på dansegulvet. Jeg havde aldrig lært at danse, så det var ret improviseret. Enden på det blev, at jeg fulgte hende hjem. Hun var iført en overfrakke uden ærmer. Det havde jeg aldrig set før, men var vist moderne på de tider. Fra Genua gik vi til Valencia. Jeg husker intet særligt herfra; men vi gik vistnok en tur i byen ved dagslys og uden at bruge penge. Min hyre rakte jo ikke til alt for mange ”udskejelser”.

Til Nordeuropa.

Fra Valencia sejlede vi til Lissabon med ankomst 1. februar. Derfra fortsatte vi til Leixois, som lå omkring seks timers sejlads nordligere. Her købte jeg nogle fotos af ”Malaya” og af et par af mine kolleger og mig selv. Jeg formoder, at det var af en fotograf, som havde gjort det til sit levebrød at sælge skibsportrætter. Desværre havde jeg ikke selv et fotografiapparat med på rejsen.

Den 7. februar ankom vi til Boulogne. Herfra skrev jeg hjem og spurgte, om det var muligt at sende mig noget overtøj. Jeg havde jo mistet min jakke straks efter at være kommet om bord, og jo højere vi kom mod nord, jo mere frøs jeg. Jeg tror faktisk, at det lykkedes at få tilsendt det ønskede. Her i Boulogne havde vi et lille tankskib liggende langs siden, og da jeg hørte, at det var lastet med vin, må jeg indrømme, at jeg blev noget forbavset. Hjemmefra var jeg kun vant til, at der ved højtidelige lejligheder blev sat en øl på bordet, slet ikke vin, og jeg kunne slet ikke forestille mig så meget vin samlet på et sted. Jeg tror, at vi fik nogle pøse vin foræret, og i virkeligheden var det måske os selv, som lastede vinen?

Den 8. februar afsejlede vi og havde nu et halvt døgns sejlads til Antwerpen, hvor havnearealerne så meget kedelige ud. Der var heldigvis kun kort vej til en beverding, som vi aflagde besøg. Siden anløb vi Rotterdam og Bremen, hvor det frøs syv grader, men dog var snefrit. Den 14. februar først på natten sejlede vi til Oslo, som vi nåede den 15. om morgenen. Samme dags aften sejlede vi til Göteborg, hvortil vi kom næste morgen. På rejsen dertil sneede det uafbrudt, så vi måtte bruge tågehor­net. Formodentlig den 17. gik vi fra Göteborg til Gdynia i Polen. Det var træls at sejle forbi København, når man mest af alt havde lyst til at afmønstre straks.

 
Malaya.

Gdynia.

Nede i Østersøen oplevede jeg det værste vejr under hele rejsen. Ud på aftenen stillede jeg mig op forrest i styrbord sidegang på promenadedækket og kiggede ud på skumsprøjtet, som fra boven stod højt ind over fordækket. Det var et fantastisk skuespil, som var svært at få øjnene fra. Den 18. ankom vi til Gdynia, hvor vi skulle losse ris. Det tog sin tid, for først ville man ikke modtage risene, da man påstod, at der var ”lus” i dem. Siden blev losningen flere gange standset på grund af snevejr, da risene ikke måtte blive våde, idet de så risikerede at rådne.

Jeg var ikke i land i Gdynia. Det blev ellers fortalt, at øllet var billigt, og at pigerne ville gøre alt for et par nylonstrømper. Tømmermanden var en tur i land, hvor han solgte sin jakke for 200 zloty, så han kom sent om natten frysende om bord i skjorteærmer. Jeg hørte, at han var blevet nægtet adgang til et finere sted, fordi han ikke havde slips på. Resolut hev han sin nappalivrem ud af bukse­stropperne, og bandt den om halsen. Så kom han ind. Da vi forlod Gdynia for at gå til København, blev matrosen Marius agterudsejlet. Ham traf jeg et par år senere i Nyhavn, så hjem kom han da.

Afmønstring.

Her sidst på rejsen var der nogle, som havde et regnskab at gøre op. Kokken, tjeneren og et par stykker til havde under hele turen med faste mellemrum spillet kort i restaurationspersonalets messe. Kokken havde tabt 800 kr., og jeg syntes, det var uhyrligt, at man kunne spille så mange penge op. Jeg selv havde købt en grammofon af jungmanden for 60 kr. De skulle betales ved ankomsten til København; men desværre glemte jeg det. Selv havde jeg 20 kr. til gode hos Jens og dæks. Det glemte jeg også.

Det blev i øvrigt fortalt, at et ØK-skib en vinter havde ligget uden for Københavns havn og ventet på at komme til kaj. Skibet skulle tage sig præsentabelt ud, og derfor var dæksbesætningen i fuld gang med i snevejr at male den skibsside, som man havde fået ordre om, skulle vende mod land. Desværre var alle anstrengelserne spildt. Skibet fik ordre om at lægge til på den anden side. Den historie har jeg hørt flere gange, og måske er det blot en skrøne.

Det var åbenbart kutyme, at officererne i ØK, måske også i andre rederier, gav en drikkeskilling til de messedrenge, som afmønstrede. Jeg husker således, at de fleste i officersmessen gav mig en tier, en enkelt 5 kr., og muligvis var der en, som slet intet gav. Jeg mener ikke, at assistenterne gav drikke­penge; men de var vel heller ikke så velbeslåede. Vi ankom vistnok til København den 23. februar; men først den 24. afmønstrede jeg. Jeg tog sikkert en taxi fra Frihavnen til Københavns Hovedbanegård og var hjemme samme dag, fire dage før min 18-års fødselsdag. Med hjem bragte jeg en samling souvenirs, såsom teaktræs- og elfenbensfigurer, våben, en fez, to udstoppede desmerdyr, hvorom brilleslanger snoede sig (det ene eksemplar fik jeg foræret) samt forskelligt andet, hvoraf jeg i den kommende tid forærede en del bort. I dag har jeg ikke meget andet tilbage end en lille elfenbensfigur, købt i Swe Dagon-pagoden i Rangoon.

Jeg vendte hjem med usvækket lyst til at sejle. Jeg kunne lide livsformen, folkene var stort set alle flinke, oplevelserne mange, og de få skideballer, retfærdige eller ej, lærte man af. Søsyge havde jeg endnu til gode; men den gjorde jeg siden enkelte erfaringer med, inden jeg i 1971 forlod søen for godt.

”Malaya” blev mit eneste ØK-skib.

Knud Madsen.

Se også de andre sider !!!