"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 9

Tankskibsbisse og Snesejler.

Jeg vil gerne komme med et par små og sjove beretninger fra min tid til søs i ”Kompagniet”.

I november 1967 mønstrede jeg som maskin ass. ombord i s/t Nordic Hawk som lå på Deutsche Werft i Hamburg, og der var jeg på hele turen indtil næste værftstur, og det var i nov.-68.
Igennem det år var der selvfølgelig mange små og store oplevelser, og en enkelt som jeg godt kunne være foruden, og alle som oplevede den tænker nok det samme, men sådan er livet jo. Det var synes jeg, en rigtig god tid, og derfor hænger minderne jo nok også ved. Vi var det jeg vil kalde, et lykkeligt skib, vi var som en stor familie, dækket- maskinen og ”yamsedepartementet” som ”Chiefen” så smukt kaldte kabyssen, vi havde ALLE et fint forhold og kom hinanden ved, og alle kunne komme alle steder, ingen skodder dér.

Og så en af de små sjove.
Vi havde en del arabere ombord (fine folk, ingen ballade dér), og i maskinen havde vi 2, donkeymanden Sam, han hed nu Muhammad, men lød kun navnet ”Donkey” eller ”Sam” og så var der fyrbøderen Hamman. Vi lå under land, jeg kan ikke huske hvor, men det betyder heller ikke noget. Når der var slået Well i maskinen skulle tørnegearet sættes i, for turbinerne kunne IKKE tåle at stå stille mere end et par minutter ad gangen, for så ville de blive ”svajryggede”, nå vi lå der og det var arbejdsdag, Hamman skulle rengøre og male på skrueakslen, så det var frem med grejet og så ned i bunden, der er jo ingen tunnel når det er en ”baglader”, men Hamman var en opfindsom fyr, så det var frem med smøgerne (tilladt), penslen i bøtten og så penslen på akslen, vi var ved at omkomme af grin da vi så det, men da 1’ste mester ”Store Klaus” så det var han ved at få et føl på tværs, hold kæft hvor han råbte højt, men det skal også lige siges, at tørnegearet kørte med den formidable hastighed af 6 omdrejninger i TIMEN. Da vi havde grinet færdig over 10’kaffen sagde ”Store Klaus” at det at han havde råbt højt ikke var så slemt ment, men det var bare det at hvis ”Skrækkelige Olfert” (Chiefen) var kommet og havde set det der, ja så var der sgu’ nok blevet rigtig ballade.
Men det blev der, da skibets ellers så udmærkede 3’die mester ville prøve at fyre med havvand, han kunne nok havde være blevet millionær på det, men den gik IKKE.
Først lige en kort gennemgang for de ”uindviede” i hvordan sådan et turbinemaskineri virker. Der er 2 store kedler som kører med et tryk på 600p/sq.inch, 3 fyr i hver kedel, og der fyres med svær fuel, vi havde ikke centrifuger, men 2 settlingstanke, og det gik på den måde at der blev skiftet tank hver dag kl 12.00, så blev tanken toppet op og den skulle så ”sætte” sig indtil næste dag klokken 12.00, men ind imellem skulle tanken jo også drænes, og den dag var der altså nogen der havde glemt det.
Skibets fløjte lyder klokken er 12.00, der skiftes tank og der gøres klar til overdragelse af vagten når 12-4 vagten er færdige med at spise frokost. Men der går kun et minut eller halvandet, så er fanden løs, damptrykket falder drastisk og til sidst forsvinder alt, der er ”black out”, så kan det nok være at der blev løbet stærkt, i gang med nødgeneratoren, i med tørnegearet, og så se at få gang i en enkelt kølevandspumpe til hovedkondensatoren, for hvis den tog skade så var det ”havsnød”. Nå, vi måtte jo selvfølgelig i gang med at få alt det havvand ud af brandoliesystemet, og i mellemtiden var forvarmeren jo også blevet kold, så der skulle tynd olie (diesel) på for at få resterne af denne tykke olie og havvandet ud af systemet, i mellemtiden var nødgeneratoren ved at brænde sammen, det var vist længe siden at den sidst havde slæbt så meget, nå men den blev kølet passende ned, og vi kunne bikse videre. Omsider fik vi blus på et enkelt fyr og vi kunne så småt se en ende på sagen, men da alt var blevet koldt, og her mener jeg relativt, når nu tingene skal være en 400gr. eller der omkring, vi skulle separere kedlerne så vi kunne starte på den ene, og da der endelig var ved at være tryk nok, kunne vi så begynde at dræne ud, få sat vaccum på kondensatoren til turbinegeneratoren, og så få den i gang, så vi kunne få strøm nok til at få resten i gang, så gik det eller slag i slag, tryk på den anden kedel, få drænet ud og få kedlerne kørt sammen igen, få rejst waccum på hovedkondensatoren, for så endelig at kunne ringe til broen og bekendtgøre, at nu var maskineriet til rådighed igen, og så kunne vi alle gå til aftensmad, og klokken var blevet 17.30, jo, en ”damper” kan være en vanskelig dame. Og med hensyn til 3’die mester, han fik IKKE ros, men ”Skrækkelige Olfert” bar ALDRIG nag.

Så lige en enkelt fra Ayuthia, der var jeg på hendes 22.rejse jan.-jun.-69.
Vi startede fra Orientkajen mod Kotka i Finland, hvor vi skulle laste papir, før den endelige tur østover. Nøjjh hvor var det koldt, jeg har aldrig hevet så meget is ud af søvandfiltrene, det flød simpelthen med is overalt på dørken, nå det var et lille sidespring. Nu er det jo sådan at søfolk altid har haft en vis næse for det økonomiske, hvad er det smartest at veksle om til når vi nu skal her eller der. 2’den styrmand havde sin kone med på Finlandstrippet, vi skulle jo tilbage til København igen. Vores 1’ste mester på Finlandsturen var den navnkundige ”Jeppe” fra gænget, om aftenen til spisning kommer så 2’den styrmands kone ned i messen, henvender sig til ”Jeppe” åh, 1’ste mester, hvilken valuta kan det bedst betale sig at veksle til når vi nu skal til Finland ”Jeppe” vender sig om og ser hende dybt ind i øjnene, og siger kun et ord, BRÆNDEVIN, kort og fyndigt som nu ”Jeppe” kunne. Hvorvidt hun vekslede ved jeg ikke, men et festligt optrin var det.

Med Højagtelse
Finn Madsen
Maskin ass.
s/t Nordic Hawk og m/s Ayuthia.

Hej Willy

Jeg vil blot nævne at på denne side ovenover, skriver Maskinassistent Finn Madsen om en der forsøgte at fyre i kedlerne med vand, det var undertegnede 3. mester Peter Brønnum (Peter Baandjern)

Store Claus i forgrunden, Peter "Baandjern" bagved.

Jeg, Peter Brønnum "Peter "Baandjern" står sammen med maskinchefen "Den Røde" Vi var stadig gode venner efter det lille uheld med vandet.

Vores donkey, Sam.

For øvrigt stoppede jeg også Asmara en gang da dagtanken var fyldt med saltvand, den ene fortank var sprunget læk Men det er en helt anden historie. 

Med venlig hilsen
Peter Brønnum

Hej ”GRUFFO” !

Næsten som at ”komme hjem igen”. Også jeg har ”trådt mine barnesko” i Kompagniet. Mønstrede ud som maskinkammerdreng i SINALOA 3. januar 1963 på rejse til Australien med O. H. Christoffersen kaldet ”Pingvinen” som kaptajn. Der er et billede fra SINALOA 1963 i Göteborg. Der er sne på dækket, så jeg må jo have været ombord. Husker ikke om vi anløb Göteborg; men vi var ved at gå fast i isen på vej fra Gävle og op gennem Sundet. Flere skibe gik fast og sad meget længe. Jeg må rode i billedbunken derhjemme og finde noget frem.
Derefter på radioskole og ud som ”gnist” efter værnepligtstiden på Grønland.
Først med PRETORIA på staterne i begyndelsen af 1967. kaptajn var Alfred Hansen, med det velklingende tilnavn ”Pigernes Alfred”. Derefter ud med KAMBODIA, hvor jeg blev som ”gnist” til jeg gik i land i maj 1969. Første kaptajn var Niels Agge. En gennemført gentleman og sømand. Et er rigtigt, at han var civilingeniør. Det blev han medens han gik hjemme under krigen. Han var, som en anden skribent nævner, en troldmand med en regnestok. Han regnede valutakurser ud med tre decimaler på den. Og så kunne han lære fra sig, og lære en ung grøn gnist regnskabsføringens mysterier. Vi var lejet ud til Den Kinesiske Folkerepublik og lastede op til Shanghai. Sidste havn i Europa var Constanta i Rumænien. Vi lastede lastbiler. Nogen olivengrønne nogen med en sær krans i taget på førerhuset! Det var sat til at tage 8 dage; men to lidt over 14 så vi ”dampede af” i juni 67 og måtte så hele vejen rundt om Afrika, for Suezkanalen var lukket på grund af Junikrigen. Det forblev den resten af min tid på KAMBODIA.  I Kina lossede vi og gik så hjem ad via Bangkok. Turen tog 9 måneder. Da vi kom hjem skulle Agge gå på pension. Da han blev foreslået afløsning i Bangkok påpegede han overfor Kompagniet, at han godt selv var i stand til at sejle ”sit” skib helt hjem.
Næste tur var i ”hurtigruten” på Østen, hvor vi afløste en af B-bådene, som var på værft for at få skåret karmene væk på mellemdækkene, så man kunne køre med trucks i lasten. KAMBODIA kunne jo løbe med en pæn fart. Normal servicefart 18 knob; men der var, som Chiefen Dvinge sagde, ”masser af håndtag endnu”. Vi havde da også den sjove oplevelse, at en ny tysk containerbåd løb ud fra Yokohama før os. Da hun kom til Otaru lå vi der, hvad de var meget forbløffede over; men vi havde haft en garantiladning ombord og var ”dampet” derop med omkring 25 knob og tilsvarende olieforbrug. Kaptajn var Peter Valdemar Berg. Han var en meget flink mand; men lidt bange for land, så vi løb så langt klar af SydAfrika, at Kaysen (som var overstyrmand) foreslog, at vi satte en mand i ”tønden” for at holde udkik efter isbjerge.
Derefter gjorde jeg to rejser med kaptajn Knud Aksel Otto Svendsen. Som alle andre kaptajner, havde også han et tilnavn nemlig ”Snøvle Svendsen”. Han var åbenbart kendt for at jage sine officerer, især gnisten; men efter en ret højrøstet meningsudveksling i Shanghai ”vendte bøtten” og jeg blev ret glad for at sejle med ham. Da vi kom hjem til København spurgte Inspektionen, hvad jeg havde gjort ved Svendsen, siden jeg skulle med på næste tur. Jeg afslog også ferie og nyt skib for at blive på KAMBODIA, som jo havde brug for en telegrafist. Der var nemlig ingen telefonistation ombord!

Hilsen, Evald Lindholm Seemann

Hej Willy !
Jeg vil begynde med at sige tak for en fin side du har lavet.

Jeg begyndte med at sejle i 1965. Mit første skib var Ancona. Jeg havde to rejser med den som messedreng, så kom der en tid med sømandsskole i Frederikshavn og andre skibe, så i 1972 kom jeg ombord på Patagonia. 3 mdr. så blev jeg sendt hjem fra Bangkok med et 50 cm. langt ar i ryggen, en souvenir fra en pige fra Mosquito Bar. skipperen var Kurt Jakobsen.
Jeg begyndte så at gå i land i Japan (kok). Så en tur med Asmara som afløser. Derefter fik jeg Azuma skipper var Marot og Zocho Pedersen og så blev det Arosia som jeg kom om bord på i Yokohama. Efter 7 mdr. og 6 dage igen i land i Yokohama. Efter 8 år på Østen, tilbage til Danmark og fik så min sidste ØK båd i 1977 Alameda.
Gik så i land december 78. Efter 13 år til søs med mange gode minder og gode søfolk.

Med venlig hilsen
Tommy Nielsen .

Hej Snesejler

billedet herunder er et af de sidste billeder af M/S Sargodha taget i februar 1978 undervejs fra Vestafrika til Nakskov for dokning i forbindelse med salg til kinesiske købere.
Undertegnede var mønstret som Telegrafist på den sidste rejse der startede den 9 November 1977 og sluttede med afmønstring i Nakskov den 21/2 1978.

mvh
Jørgen Hugo Jensen.

Hej Willy.
De kommende 10 billeder er fra Magdala 68. - 69.

Poul på stranden New Zealand.

Vi skulle til New Zealand via Panama-kanalen så det var noget af en rejse.

.

En plads i solen - Besøg hos kokken

Da vi kom til New Zealand fik vi at vide, at vi skulle til Østen og for dem som ikke havde været der før var det noget af en tur for dem. Jeg havde været der 3 gange før.
Da vi forlod den sydlige havn på New Zealand gik vi syd om Australien og op langs vestkysten, igennem strædet mellem Java og Indonesien til Bangkok.

Kokken laver natmad

.

Natmaden var spejlæg - Der serveres "saftevand"

Maskinchefen som var gammel "Østensejler" fortalte os, at når vi kom til Bangkok skulle vi have stempeltræk og at vi havde fri alle dagene på een betingelse, at der skulle være 1 mand på vagt i 24 timer når vi lå på floden og det gjaldt også motormændene.

Vagt ved landgangen

Det var vi med på alle sammen og jeg var så heldig, at da vi kom til Bangkok havde jeg vagt, så jeg fik kun 1 vagt og det var da vi skulle sejle igen.
Turen gik nu til Singapore hvor vi lå i et par dage, derefter gik vi til Penang. Her skulle vi have den sidste last inden vi skulle syd om Afrika til Genova.

.

Last af træ i Singapore - Tjeneren på besøg

Det tog 42 døgn og vi fik en storm i Middelhavet, men vi kom da til Genova og det var dejligt at få fast grund under fødderne igen.
Da vi kom til København havde vi været på tur i næsten 9 måneder, min tid i ØK sluttede men fortsatte i Mærsk.

Manøvrepulten for fuld skrue

I 1960 var Poul Friis Schmidt om bord på Siena, på vej hjem fra Australien og ved Suez kunne de se hvorledes Boma havde fået stævnen ødelagt efter en kollision med et andet skib.
Hvis der er nogen som ved mere om Bomas uheld må de meget gerne skrive til snesejleren.

Siena

På denne tur blev jeg døbt "Kaskelothvalen" ved ækvatordåben. Det var noget af en oplevelse, jeg kan huske at jeg skulle både til barberen og kysse kong Neptuns fod som var indsmurt i sennep, føj for en omgang. Derefter blev jeg smidt i baljen, det var en svømmepøl som matroserne havde opstillet på dækket. Jeg fik så en bøde som var på 10 vand, for ikke at ha' gjort ordentligt rent hos 1. styrmanden.
Der var mange som blev jagtet rundt på skibet fordi de havde gemt sig og de fik en ordentlig tur, men det var sjovt og alle blev døbt. Bagefter var der fest.

Kænguru jagt var noget af en oplevelse. Med fuld fart ud over savannen var det svært at ramme dem, men vi fik da en syv stykker med hjem. Jeg selv skød 1.
Kokken lavede suppe af halerne og det smagte rigtigt godt. Der var nogen som fik garvet skindene og fik dem med hjem men mit skind forsvandt på en tur med Poona til Østen. Det blev stjålet af en af pigerne i Bangkok.

Ankerspil på Siena

.

Sømænd på udflugt i Adelaine

.

Poul Schmidt -- Messedreng Finn Illum Jørgensen blev telegrafist hos DFDS 1961.

Efter turen med Siena fik jeg hyre på Poona til Østen. På det tidspunkt havde jeg en fætter Kjeld Bautrup som sejlede med Leda Mærsk som bådsmand og ham mødte jeg tilfældigt i Penang efter at han havde været ude i 6 år. Han kunne slet ikke kende mig, først da jeg sagde hvem jeg var, blev han klar over det og det blev han så glad for, at jeg var tæt på at blive overflyttet til Leda Mærsk, da de manglede en jungmand, men Kaptajnen på Poona ville ikke godkende det.

.

Den kendte drejebro over Suez-kanalen -- handlende om bord

Havnekvarter i Singapore 60.

Poona ved kaj i Singapore 60.

Lods kommer om bord

.

Indfødte gør klar til losning -- matroser maler skibssiden

Poona nærmer sig Suez fra syd på vej hjem.

Kære Willy !

Først skal du have tak for det arbejde du har lagt i siden, for det andet for i det hele taget at få ideen. Det er jo tydeligt, der er mange af os, for hvem det at have arbejdet i EAC har betydet noget særligt. Stemningen var jo unægteligt noget speciel til tider, men een ting jeg tror mange af os tog med, var indstillingen til arbejdet, det skulle gøres ordentligt, det skulle gøres nu, og uden nonsens.
Jeg var ansat i EAC fra 1957, da jeg mønstrede ud med M/S Mombasa derfor var det ganske pudsigt på billederne fra M/S "Pataya" 83. at se kaptajn Finn Kramme igen, i fin form, i 57 var han aspirant i Mombasa og jeg maskin assistent. Frem til  65 stod den på skiftevis langfart eller arbejde i gænget.

I 59 var jeg med "Falstria" 4-bamboo o.s.v, da vi på en eller anden måde ødelagde alle hovedlejerne i hovedmotoren, jeg tror det var en af de tidligste tilfælde af mikrobe-ødelagt smøreolie. Motoren var allerede varm under passagen gennem Suez-Kanalen, helt galt blev det et stykke nede i Røde Havet, hvor vi stoppede helt og begyndte at tømme bundkarret for hvidt metal der lå i en bræmme i bagbord side, olien stank og rev i øjnene. Der blev forsøgt med at sætte sejl på bommene for at få lidt styre fart. Enden på det hele blev, at vi af en "M"-båd for nordgående blev slæbt til Suez for at bytte lejer, disse blev støbt i Port Said såvidt jeg husker, og vi skrabte dem til, om bord. Da det hele var overstået var der lige tid til en tur til Pyramiderne, hvorfor billedet af Falstria's kamel-korps. Efter alt dette rod var det nu meget godt at "hvile ud" i Bangkok.

Efter Falstria gik turen til Nordic Hawk for at få dampertid.
1960 - 61 var jeg to rejser paa østen med Sumbawa, derefter 13 måneder med M/T "Java" en båd der er svær at glemme, om jeg må udtrykke mig på den måde. Den sidste langfart for EAC var med M/S Beira til østen i 63 som et plaster paa såret oven paa Java, det virkede meget godt. "Frandsen" på maskinbillederne herunder var Assistent og jeg 2. Smed, han var alle tiders at sejle sammen med.

Sumbawa

Frandsen sørger for ild i kedelen Sumbawa 61

Tak igen for udført arbejde håber mange flere vil sende materiale, alt eftersom de får endevendt skuffer og skabe.

Jurgen Jepsen.

Hej Willy.

Mit ophold i Bangkok fra 16-08 til 03-10  1966.

Jeg mønstrede af i Singapore fra Emilie Mærsk efter to ture i “thefarten” d.v.s. fart imellem Colombo på Ceylon og hver eneste havn i den Persiske Gulf både store og små (og det var mange) for at losse, mærkelig nok, the.
Vi havde det lækkert varmt om bord, for det var i tiden før aircondition blev standard på skibene. Efter de 2 ture fik vi en tur til Singapore og da jeg mente, at det var tid til lidt forandring, mønstrede jeg af og tog flyveren til “Spangkuk” for at se lidt på damer og drikke "Monkeyshine" indtil det blev tid til at finde et skib igen, eller med andre ord når pengepungen var tom.
Det var ikke den første gang jeg var i Bangkok, så det første jeg gjorde da jeg landede i lufthavnen, var at tage en taxi direkte til Mariners Club og deponere mine penge hos bestyreren, før at jeg med et rimeligt beløb i lommen gik rundt hjørnet hjem til "Myggen".
Og så begyndte festen: som alle der har været der ved, at vi kun tænkte på tre ting hvoraf den tredie var hornmusik og den første kan erstattes med monkeyshine.
Den gang var der flere søfolk der som det hed "gik i land" i Bangkok. De ca. 2 måneder jeg var der, var vi et lille hold på ca. 10-12 mand (norsk, dansk, engelsk og een fra Costa Rica eller Honduras) den sidstnævnte, "Charlie" er den eneste jeg kan huske navnet på, han sejlede på norske både og snakkede næsten perfekt norsk, det er ham med hår på brystet, han har sin arm på skulderen af en nordmand som han var afmønstret sammen med fra en eller anden norsk båd. Der er alligevel et andet navn der dukker op til overfladen og det er matros Kurt Metz, jeg mener at jeg mange år senere læste om et skib fra rederiet Lindinger der gik ned med "mand og mus" i den Engelske Kanal, og der mellem mandskabet var en matros med det samme navn, det behøver ikke at være den samme, så det skal jeg lade være usagt.

Mosquitobar Bangkok "Skægaben" er undertegnede.

Vi boede næsten alle sammen hos vores „damer“, så vi havde tag over hovedet, og det var selvfølgeligt billigere at bo i „Sumpen“ end på hotel. Som en af de eneste havde jeg en fornuftig veninde der næsten tvang mig til at spise et godt måltid før jeg gik hen på "Myggen", og det var højst sandsynlig min redning, for i vores lille klub var jeg den eneste der ikke landede på sygehuset med „Fuldeslag“ (alcoholforgiftning). Når de så var blevet bragt til kræfter igen med flydende føde gennem en slange, kom de tilbage til "Myggen" og begyndte igen med vores egen slags flydende føde, med andre ord "Monkeyshine".
En anden ting jeg husker: overfor Mosquito Bar langs med jernbanesporet stod der en gang imellem en bod hvor de lavede en slags æbleskiver som blev stegt i olie i en gammel olietønde, de smagte fantastisk.

Efter en måned udløb mit turistvisa, og for at få et nyt måtte man ud af landet. De fleste rejste til Vientiane i Laos, og det var også meningen at jeg skulle gøre det samme, men det var en lang rejse med bus ca. 2-3 dage, og med overnatninger o.s.v. blev det en kostbar sag. Så i ungdommelig overmod besluttede jeg at tage chancen og blive i Bangkok uden visa. Jeg søgte job som matros på en Amerikansk MSTS Viktory-båd, der lå og lastede ammunition og sprængstof til Saigon i Viet-Nam, og i første instans fik jeg jobbet af kaptajnen men dagen efter kom der ordrer til skibet, at de efter Saigon skulle sejle direkte til U.S.A og ifølge loven måtte der ikke være udlændinge ombord ved anløb af Staterne så der røg det job.
Jeg læste i avisen (i Mariners Club) en uge efter, at skibet var sejlet til Saigon, og at skibet var sprunget I luften på Mekongfloden ved hjæp af “Skilpaddeminer" anbragt af Viet-Kong frømænd, (der var kun ganske få overlevende) derefter var jeg kureret for lysten til at mønstre på Amerikanske skibe.
Jeg blev reddet ud af mit visa-løse ophold, af kaptajn Hans Viggo Hansen på “Maren Mærsk” (det navn glemmer jeg aldrig) tilfældigvis havde han også været Kaptajn på “Leda Mærsk” da jeg var der et års tid før, og han havde brug for en matros. Da det blev tid til at sejle bad Kaptajnen mig om at gå agterud til mit kammer og blive der indtil vi var kommet ud og havde smidt lodsen af. Som sagt, så gjort.

"Pissekroen Manila"

Fra Bongkok sejlede vi til Manila og videre til Hong Kong. I søen blev jeg kaldt op til kaptajnen, han gav mig mit pas og bad mig om at smide det over bord, han ville da ordne det med konsulatet i Hong Kong, så jeg fik et nyt til erstatning for det pas som jeg så havde “mistet” i Manila.
Grunden til denne procedure var, at uden udrejsestempel i mit gamle pas ville det ikke være muligt at komme tilbage til Bangkok, og for en “Østensejler” var det naturligvis en forudsætning.

Med kollegiale fjern-østlige hilsner
Niels Eyde Hansen

Hej Gruffo!
Ved et tilfælde fandt jeg din hjemmeside, og dit bidrag til ØK i 60'erne på Østen. Jeg sejlede med Kambodia i første halvdel af det årti, og kan sagtens kende dine beskrivelser fra dengang. Du efterlyser nogle billeder af ØK bygningen i Bangkok, og jeg vedlægger nogle. Dels er der et par stykker fra 1914, som jeg har scannet fra en bog, og dels et billede som jeg selv har taget af bygningen ved et besøg i 1999.

Bygningen stod i øvrigt helt tom og ubrugt hen dengang.

Ja, én gang snesejler, altid snesejler. Og jeg synes at det er utroligt spændende at du "rusker" op i dette stykke danmarkshistorie.

Maskinmester
Svend Aage Jensen.

Kambodia Århus 63.

Kambodia mange år senere i en kraftig ombygget udgave.

Hej snesejler Gruffo.
Jeg var ikke klar over at Øks skibe blev kaldt snesejlere, før jeg læste din fine beretning fra den tid. Navnet snesejler passer måske meget godt for vi havde sne om bord da vi kom til Japan. Jeg sejlede som ungtjener ombord på KINA som er bygget på Nakskovs skibsværft. Når jeg læser din beretning fra den tid føler jeg som var det i går, jeg kan nikke genkendende til en stor del af din historie. Det var fra den tid hvor ØK virkelig var et stort rederi og jeg husker at jeg skulle påmønstre inde i frihavnen. Det var første gang jeg var væk hjemmefra, jeg var 17 år og kom fra provinsen, alt virkede stort og uoverskueligt men så traf jeg ungkokken, ham og jeg skulle tilfældigvis dele kahyt på turen til det fjerne østen, som for mig står som en uforglemmelig oplevelse selv om jeg på turen savnede meget min mor.
Det var tider, nu er jeg lige overgået til en senior tilværelse, hvor jeg for tiden tænker på om en tur som turist ud til stederne kunne være interessant. Min gamle søfartsbog fortæller mig, at jeg sejlede med M/S Kina i 1955-1956 og kaptajnen hed Sørensen, en meget stille og pligtopfyldende person.
Jeg glemmer aldrig dengang jeg som ungtjener skulle servere spagetti for en fin storbarmet fransk frue.
Ja, det meste landede i fruens kavalergang til stor opstandelse for det øvrige selskab.

Mange Hilsner
Mogens Andreasen.

Der burde havde været et ØK-kompagniflag
Men sådan et foto har jeg desværre ikke i farver, derfor i stedet en sekstant til fastlæggelse af nuværende position i disse ØK-erindringer, som netop WILLY så fremragende gør med sin "SNESEJLER" til stor glæde for tidligere og nuværende søfolk, og mange af os ØK-sejlere har sikkert meget at berette om af spændende oplevelser om bord på de lange rejser på verdenshavene eller de forskellige havne, det sidste gælder dog ikke mig, da jeg stadig fremhæver, "at jeg altid havde vagt, når vi endelig kom i havn". Så det må andre vurdere ????
Men helt kedeligt har det absolut ikke været, for jeg har ikke kendt til andet end skibe, søværn og søfart siden 1948, og min ØK-tid er min livsstil og her igennem at møde andre "SNESEJLERE" Mine ØK-skibe er bl.a. Gamle JUTLANDIA, SIMBA, MORELIA, BINTANG, MALACCA.
Sekstanten kom med, netop fordi jeg lige nu mindes ombord i MALACCA, var det fast ØK-style, at middagsbredden meget seriøst blev foretaget af styrmændene under Kaptajn Jørgen Mouritzsens ledelse, der var "stil" over det.

Med sømandshilsen.
Kaptajn.
Børge Ebensgaard-Jørgensen.

Kaptajn Bogø Larsen og styrmand Sumbawa 65.

Fra Næstved.
Tak fordi jeg må bruge dine oplevelser i vores klubblad. Jeg kan fortælle dig, at de gør stor lykke hos vores medlemmer. Min formand fortalte, at han havde talt med en af vores medlemmer om bladet. Dette medlem sagde, at han havde sejlet sammen med dig på Korea. Hvis du gerne vil have det, kan jeg nok finde ud af hvem det er.

Tak for for din rare måde at være på. Jeg deler dine anskuelser omkring gl. søfolk - vi er et specielt folkefærd, må vel komme af, at når vi er til søs deler vi tilværelse med mennesker der ligesom bliver ens familie. Læste en artikel et eller andet sted, der beskrev søfolk som nogle der uden "dikkedarer" gik lige til samtalen, som havde de kendt en altid. Påstod det var fordi vi skulle nå det hele, når vi endelig havde chancen.

Med venlig hilsen og god vind.
Ib Hansen
Pouls Vig Bådelaug

HEJ WILLY.
Tak for de pæne bemærkninger om skibskending, som for mig er en hobby, dels fra min maritime fortid i NCS Naval Control of Shipping " S O K ", dels er netop søfart og ØK-tiden en livsstil for mig, som jeg kun kan se tilbage på med stolthed og meget gode minder, derfor glæder det mig at du kunne bruge nogle af ØK-skibene.

Du ved sikkert, at netop ØK-stylen var kendt som mere "flådeminded" end den danske marine/flåde. Der var meget fastlagte regler i den daglige vagtrutine, for ikke at glemme den ugentlige "kaptajnsrunde" med styrmændene i kølvandet rundt omkring overalt på skibet.

De "hvidskuret trædæk", det "blankpudset messing" men mest vigtigt den gode stemning og sammenhold om bord.

Jo-da, vi "snesejlere" har sandelig noget at være stolt af.

ET STYKKE DANMARKSHISTORIE.

Støt på kursen og God vind fremover.

B. E. Jørgensen

Hej Willy.

Det er en god ide med din hjemmeside om Ø.K. som jo desværre ikke er beskæftiget med rederi drift mere. Det var en god tid, med mange spændende oplevelser. Jeg startede i Kompagniet som asp. i 1958, om bord i Manchuria. Efter stmd. og skibsf. eksamen blev det til Annam i et år, Bogota, Andorra på jomfrurejsen, Pretoria, Bintang i et år på Sydafrika, Malacca, Panama, Arania, Ancona, Pretoria, Sibonga, Sinaloa, Siena, Aranya, og til sidst Simba. Derfra blev jeg lods på Mariager fjorden senere også i Farvandslodseriet indtil pensioneringen i jan.1999. Vi må have været sammen i Malacca i julen 1965, da du jo har et billede af Kapt.J.M.Mouritsen og frue kaldet "Jelle", samt mig og Hovmesteren. Jeg vedlægger nogle billeder af nogle af dem jeg har sejlet med.

Mange hilsener
Jens A. Holm.

Se også de andre sider !!!