"KOMPAGNIET"

Om livet i ØK - EAC skibe.

Side 91

Fionia ved Ko Si Chang i Thailand.

Her er anvendt fotos fra Handels & Søfartsmuseet's digitale fotoarkiv.

Jutlandia får malet sin "meyer-stævn" i Bangkok.

Flemming Kondrup.

Falstria 1963.

Det giver glæde og stolthed at være med til at sejle et skib, som man synes er smukt.

Og jeg syntes, at Falstria var et smukt og godt skib med en fornuftig opgave.

Her bliver vi sejlet i land af en af selskabets chalupper.

Her er nogle nostalgiske billeder fra en svunden tid, fra den gang det tog et halvt år at sejle til bangkok og tilbage igen, og man kunne ligge 2 uger i Bangkok og se på byen og på pigerne og på familielivet på lægterne med rissække, som vi skulle laste ved hjælp af skibets egne kranbomme.

Det var en stor oplevelse. På udrejsen skulle jeg sørge for passagernes børn.

Hver dag inden middagen samledes skipper, 1.styrmand, maskinchefen og doktor og drak et glas gin og wermout på øverste dæk.

Jeg opvartede dem og fik et indblik i skibets drift, bla. indviede 1. styrmand mig i lastelister og besværet med at få de forskellige laster anbragt på rette sted i lugerne.

De passagerer, vi havde om bord, var engelske koloniembedsmænd og deres familier.

De spiste dinner ved kaptajnens bord, hvilket var en meget sur pligt for ham.

Af hensyn til stil og etikette var børnene ikke velkomne ved bordet, så dem måtte jeg tage mig af, jeg var jo skolelærer og kunne noget engelsk.

Børnene ville helst have fish and chips.

Kokken om bord var en glad og flink fyr, men han kunne godt slå en svirper med viskestykket, hvis vi var for skødesløse.

Vi var ikke ved kaj i Aden, så vi fik besøg af en del handlende, som kravlede om bord og faldbød deres hjemlands hjemmelavede souvenirer. De stjal også, hvis vi ikke passede på.

Jeg havde en frygtelig tandpine og klagede mig over for skipper, og så blev vi sejlet i land sammen. Skipper i stiveste puds, tyk og statelig i hvidt fra top til tå: Kasket, kortærmet skjorte med guldstriber, korte bukser og hvide knæstrømper.

Han kendte en kinesisk tandlæge oppe i byen, så ham opsøgte vi. Hans boremaskine skulle han træde som en trædesymaskine og det gjorde virkeligt ondt, da han fjernede min dårlige visdomstand.

Man kravler op i masten og vipper båden, og "Vupti" er man om bord.

Tæt på Tiger Balm Garden Singapore.

De to piger var stewardesser om bord og gjorde rent på passagerværelserne.

Jeg har glemt, hvad de hed. De var sygeplejersker, som ville prøve noget andet.

Den krøllede var lidt kæreste med 1.styrmanden, men det måtte man ikke snakke om.

Det er mig med smøg i munden.

Folkene på kajen er rustbankere, som lige er gået i land, fordi vi skal sejle.

De havde været om bord i en uge.

Pigen i midten var vidunderlig smuk. Jeg føler savn når jeg ser på billedet.

Modsætningen er stor på de thailandske piger, som svævede hen over dækket i deres pampam-tøfler og de hvide kvinder, der kom om bord fra ØK-kontoret til festmiddag.

Magre og sminkede i stramme kjoler stolprede de op ad gangwayen på højhælede sko.

"skabt som køer, ak nej hvordan kan jeg tro, at de elske kan ... Kipling"

Hun hed Lek Tiamtan og dansede en thai-blomster-dans på Mosquitobar.  Jeg dansede med hende og besøgte hende i Sumpen.  

Jeg var ret forgabt i hende og havde hende i tankerne, når jeg bragte kaffe op på broen, så jeg kom til at lave lodskaffe af ren RICHS.

Vi sejlede til Saigon, hvor der blev skudt og vi ikke måtte gå i land.

Da vi kom tilbage til Bangkok, var Lek engageret i en Mærsk-sømand, hvilket jo ikke gjorde naget til dette rederi mindre.

Jeg husker ikke Mærskskibets navn. Mærskfolkene var vores konkurrenter, så dem omgikkes vi nødigt.

En tur tværs over floden på elefantryg.

Jeg vægrer mig ved at gense Bangkok, som nu er domineret af skyskrabere. Den gang var de højeste bygninger templerne. De var fantasifuldt formede og dekorerede med mønstre lagt af glaserede potteskår, genialt genbrug.

En aften mødte vi 5 unge drenge fra et lille kloster i nærheden af Sumpen. De var skaldede og iklædt orange, løsthængende dragter.

De inviterede os med hjem i klosteret, hvor vi sad det meste af natten i en palmehytte omkring et stearinlys og snakkede filosofisk på ubehjælpsomt engelsk.

Deres klostertid var en slags værnepligt, noget man helst så, at alle unge mænd brugte et års tid på.

Vi spiste tit indfødt mad indpakket i palmeblade.

Det var spændende at betragte disse flydende "pølsevogne" og se, hvordan maden blev tilberedt af rene naturprodukter lige fra junglen.

Da vi på hjemrejsen lagde til i Genova, var alle værtshuse lukket og slukket.

Johannes Lassen.

Se også de andre sider !!!