Side 93

Journey from Hull to St. Thomas
United States Virgin Islands.

June 1964.
Myself and my wife being 2 of 12 passengers.

Went on board East Asiatic Company vessel PASADENA just after 12 noon on MONDAY. Up the gangway accompanied by18 pieces of luggage and shown to our very nice cabin with a big bathroom en-suite. 

It all looks very comfortable. After settling in we made our way to the passenger lounge where we had coffee and sandwiches. 

The ship was still loading cargo so didn't sail until 5 pm. Out through the lock gates at Hull, down the river and out into the North Sea. We slept well in the comfortable bunks and the next morning TUESDAY sailed past familiar landmarks of Hastings, Bexhill, Eastbourne and Beachy Head which we will not see for several years as we are starting a new life in Tortola British Virgin Islands.

Of the 10 other passengers six are elderly Danish ladies travelling to the West coast of USA, who do not speak much english, and 2 elderly American couples, one sailing to San Francisco and the other to Los Angeles. 

As we are much younger than any of the other passengers we expect to be amusing ourselves playing deck games if the weather holds or reading, playing cards or scrabble in the lounge.

We enjoyed a wonderful smogasbord type lunch with a large variety of dishes, followed later by afternoon tea with delicious Danish pastries and then dinner at 6.30pm and coffee in the lounge. There must be a very good Chef in the Galley.

WEDNESDAY Early morning tea in bed brought by the Stewardess then after breakfast went out on deck and played shuffleboard but the sea was getting rougher so retired to the lounge where we had cocktails at 12 noon before another excellent lunch, although a few passengers were suffering from Mal de Mer.

It was soon time for tea with more of those lovely Danish pastries for those who wanted them and dinner again at 6.30pm.

As we are sailing westwards we are having to change our clocks and watches which is a little bit confusing. Anyway played cards and scrabble and so to bed, sea becoming more rough.

During lunch sitting next to the Captain the following day THURSDAY he mentioned the gale had built up to Force 7 and then 8 in the night but reassured all the passengers that although the weather forecast was for even stronger gales possibly Force 11 everything would fine, he had every confidence in the ship and he was more worried about dents and damage to the 350 shiny new cars down in the hold destined for the West Coast.

We had all found our "sea legs" by this time but with the sea getting much rougher and the gale howling when we assembled in the Dining Saloon for dinner we found the chairs had to be hooked onto the table and the diningtable cloth soaked with water to stop the dishes sliding around which made eating a new experience.

With the ship rocking and rolling we lurched and staggered taking three steps forward and two back on our way to the lounge, then at bedtime it became really frightening.

The ship felt it was climbing a mountain meeting each huge wave which hissed, roared and growled its way past before the roller-coaster plunge down the other side.

Sleeping was impossible as just staying in our bunks was almost impossible, the ship creaked and shuddered as the bow plunged into every next wave and as it reached the crest (as we were told later) the propeller came part way clear of the sea.

Several times during the night there was a horrendous crash as plates, pots and pans and cutlery went flying off the shelves in the galley and smashed on the floor and on one occasion everything on the dressing table in our cabin, vase of flowers, books etc did the same. Needless to say we didn't attempt to pick the stuff up as it would only have happened again and again.

After a sleepless night FRIDAY dawned cloudy with a very heavy sea still running, went on deck to take some photos trying to capture the scene. 

Talking to the Captain he told us that they had reduced speed to five knots during the height of the storm but as we were now sailing into calmer waters the ship could get back up to speed and make up for lost time.

On SATURDAY after a good nights sleep and a good breakfast the passengers and crew were ordered to put on our lifejackets, go to our appropriate boat stations for lifeboat drill. We were surprised to see that the manned lifeboats were actually lowered half way down the side of the ship - something that had never happened on Cunard Atlantic crossings, the crew were also put through their fire drill and everything inspected by the Captain.

Sailed past The Azores during the night and with calmer seas the ship logged 368 miles noon to noon, still enjoying lots of delicious meals and now sunshine, with temperatures getting warmer and warmer we spend most of the daylight hours on deck. 

We have seen a whale and plenty of flying fish, the sea has changed colour to a deep blue instead of storm tossed slate grey. Life is looking much better and in a few days time we shall be in St Thomas.

Anthony Sweeting.

En tur til Saigon.

Olaf Rasmussen.
Det var omkring 1972 og Boribana lå i Bangkok.

Näste anlöb var Saigon og Vietnam krigen var på sit höjeste.

Lastbiler kom med sandsäkke som stabledes på broen, brovinger og topbroen.

Vi havde väret i Saigon flere gange uden större forberedelser, men en märskbåd havde fået sprängt radiohytten med telegrafist så ÖK havde besluttet at barikadere broen og klare sig med VHF op av floden.

Sandsäkkene tog halve dagen at få på plads enligt rykte var det 17000 stykker.

Topbroen forstärkedes med 2 lag, på broen gik de fra golv til tag, 3 små glugger i öjenhöjde og en ved maskintelegrafen forblev fri så vi havde en smule sikt.

Brovingerne var nogenlunde, men fra broen var der stärkt reduceret sikt, men vi mente at det skulde gå at lede sig op til Saigon.

Turen til Saigon gik ganske smidigt, bortset fra at vi alle blev bidt ordentlig av små sultne myg, Sandfluer kaldtes de av dem som var forstod sig på. De passede på i ly av mörket at ta små bidder sömand.

Kaptejn og matros smagte lige godt, så kaffet indtogs i brovingen hvor de små bäster troligvis bläste bort.

Tidligt om morgenen kom vi til lodsen som kom ombord samt et par vakter med medbrakt maskinkanon.

De instalerede sig i et eget skyttevärn längst ud på bakken, foran ankerspillet så de syntes ikke fra broen, jeg er overbevist om at de sov hele vejen op.

Skudsikker väst og shorts deledes ud til de som tjänestegjorde på broen. De så mest ud som de var tilvirket av lugepresenning så om vietkong holdt sig til luftbösser var vi helt sikre.

En riktig USA hjälm fik vi placeret längst op og så var vi klar at gå ind i kriget.

Varmt og fuktigt var det, og sandfluerne gjorde klart til frokost i sikkerhed bag väst og shorts.

Navigeringen op for floden var ganske spåndende. Jeg var placeret ved maskintelegrafen og havde nogenlunde udsikt. Skipperen havde en egen glug, rorgängeren havde et per meter frem til sin glug, så for den stakkel var det som at se gennem et nöglehul.

Lodsen måtte springe mellem brovinger og gluggerne, og efter nogen time begundte det lugte overophedet Vietnames, jeg befandt mig heldigvid tät vid styrbord brovinge så jeg kunde snuppe en mundfuld frisk luft ved behov, den stakkels rorsmand blev efterhånden ganske bleg og så frem til avlösning.

Avlösende rorsmand berättede med store öjne at nogen havde skudt efter ham da han var på vej fra akterbygningen til midtskibs, så han fik springe for livet, så jeg besluttede an jeg ikke var sä sulten og kunde hoppe over morgenmaden.

Vi sejlede i nogen form av konvöj, tror mig mindes der var 4-5 timer op til Saigon.

Boribana i Hongkong.

Förste gang jeg var der fölte man sig som en myre i en langhåret gräspläne, grön og tät vegetation og man så ikke mange meter ind i junglen, denne gang var det mest avlövede stubbe og man havde tre fire hundrede meter fri sikt på begge sider. Enkle småbuske havde trodset kemikalierne og stod op nogen meter.

En engelskmand gik et par hundrede meter foran Boribana og ved 10 tiden var den midt i en styrbord gir og jeg så lodsen der stikke hovedet op og forsvinde lige så hurtigt igen og straks efter lagde de ud styrbord anker. Det var nok ikke velovervejet.

Anker var lagt i straks inden giren så på vejen rundt drogs käden over landtangen og ryddede den avbrändte jungel så träene flöj. Jeg så ankeret havne midt i trästubbene på tört land og tänkte det skulde ligge der for al evighed.

Et väldigt kaklende bryder ud på VHFen og det fremgik at lotsen havde fået et skud i underkåben, og var udslået.

Vi havde efterhånden nået helt op på siden av engelskmanden men vores skipper klarede sig elegant forbi.

I min lille glug så jeg et amerikansk jaktfly stryge forbi mellem formasten og broen. Det var bare en brökdel av et sekund men han droppede 6-8 bomber. Endnu en fulgte ham tåt i hälene.

Jeg nåede knapt hoppe til för bomberne slog ned i junglen tät på vores bagbord side, det var napalm og jeg holder ikke med om at det luktede godt om morgenen, og Hollywood kunde läre sig en hel del om ild. Hele junglen på bagbord side var et ildhav og på broen fölte vi varmen.

Engelskmanden havde da gravet hele stävnen flere meter ind i junglen og lå stille med ankeret langt inde blandt trästubbe og buske.

Vi fortsatte mod Saigon men var en del rystede. Vi indså at de mente alvor.

Vietkong havde tydeligt planeret at lukke floden op til Saigon. Det var när på at lykkes, om vores skipper ikke havde reageret så hurtigt kunde vi kört ret op i häkken på engelskmanden og blokeret hele floden.

Nu gik det ikke efter vietkongs beregninger og de fik det ganske varmt om örerne, jeg kan ikke forestille mig at noget kunde overleve i ildhavet men når jeg senere har set deres tunler har de måske haft en mulighed.

Efterhånden blev det middagstid og jeg blev avlöst. Vejen til akterbygningen forefaldt mig usädvanlig lang, og jeg tog et spring over däkket. Jeg hörte kuglerne slå i stålet og holdt hovedet langt under rälingen til jeg så gnister flyve mellem födderne og indså at de sköd gennem länseportene for at träffe benene.

Så jeg slog over til olympiade gear og nåede akterbygningens tryghed på få sekunder.

Middagspausen blev usädvanlig lang men kojen lokkede så jeg tog en tilbagetur som blev en blanding av bukkespring löp på huk.

Trods alle händelser var det ingen problem at sove et par timer, er man 29 tror man at man er udödelig. Jeg var mest forbavset over at nogen kunde finde på at skyde efter mig.

Den skudsikre udrustning var avleveret på broen til avlöseren og den havde nok ikke gjort nogen större forskel.

Vel fortöjet i Saigon fik vi besked at al landgang var forbudt, aftenen inden havde vietkong sprängt en bar og et antal bargäster med. Det blev siden foreviget i "Good morning vietnam", men jeg hörte aldrig udtrykket på radio, så det meste av filmen er nok påhittet.

Derimod patruljerede flere amerikanske kanonbåde på floden.

Det var helt surealistisk at se en gammel laset vietnames fredfuldt padlende ned av floden pludselig få en kanon under näsen og med händerne i vejret blive visiteret av 18 årige amerikanere.

Havnearbejdere myldrede ombord og losningen kom igang. Der var knap nogle mänd med i gänget, det var mest småpiger nogle av dem så ud at väre 10 år alderen så de var omkring 14-15.

De blev visiterede og lotset ned i de forskellige lastrum av beväbnede vakter for at ingen sprängladninger skulle smugles ned under vandlinjen.

Meonia som en af mine slægtninge sejlede med..

kl.2000 gik jeg på vakten igen, mörkt var det men helikoptrer snurrede rundt bygningerne og sköd vildt med deres maskinkanon. Vakter ombord berättede at fronten lå 500 meter fra havnen.

Helikopterne havde fuld belysning i lastrummet hvor maskingevärskytten stod så han stod i fuld silhuet.

Havde jeg stået der skulde jeg hurtigst muligt få slukket lyset men det så ikke ud at bekymre skytten.

Losningen gik ganske hurtig, det var mest store träkasser med det kendte märke, en brun og en hvid hånd i et håndslag, om det var våben eller kasseroller vidste ingen.

Arbejderne udfodredes med små plastposer med en håndful ris, visse fik et par dråber soja i, det kaldtes luxus ris, kun de mest bertoede kunde gå op fra lasrtummene vakterne var ganske nervöse for sabotage de havde friskt minde fra gårddagens bombe midt i byen som havde rystet dem en hel del.

Ude ved förste lastrummet lagde jeg märke til en lille pige som havde fået hånden under en tönde og blödte ubehageligt og det var ikke nogen särlig ren miljö for åbne sår så jeg dumpede ned mine arbejdshansker til hende, jeg havde dem hovedsaglig for ikke at blive sort om fingrene og havde en vis medlidenhed med den lille pige, hun var ikke meget längre end tönderne hun flyttede rundt med.

Hun blev helt overväldet og signalerede budistiske velsignelser og jeg fölte mig som en god mand, så jeg fik det störst udbytte av transaktionen.

Hörte mystiske lyde fremför ankerspillet og kikkede derud. Tre äldre damer havde fundet et stykke klipfisk som de bankede på med en shakkel den var åbenbart for seg at tygge uden forbehandling.

De böd gavmildt på en smagspröve som jeg venligt men bestemt takkede nej til.

Undrede om de havde fundet det i lasten, men jeg syntes det var dem välundt.

Aftenpasset var halvfärdigt og jeg stävnede mod mässen for at ta en bid natmad da jeg så en maskinist komme farende op fra maskinrummet.

Han berättede med stor bekymring at han havde hört nogen hamre en bombe fast på udsiden og at han ikke havde nogen plan at gå ned i maskinrummet igen.

Set fra hans side var det jo ganske forståeligt. Han kunde nok forestille sig et väkkeur som tikkede mod en pludselig eksplotion.

At nogen havde banket på udsiden var han helt sikker på og det var definitivt ikke noget godt, så jeg fik kontaktet en av vakterne med störste gradsbetegning og med fakter og pidgin fik ham indsat i situationens alvor. Han fik startet sin valkietalkie og udsendt et almänt nödsignal.

På få minutter kom en större konvoj av jeeps rundt hjörnet på 2 hjul med skrigende däk.

Et tyvetal sydvietnamesiske soldater sprang op ad landgangen og dirrigeredes mod stedet hvor maskinisten var sikker på at have hört de mystiske bankelyde.

Allerede inden de nåede sösiden havde soldaterne trukket pindene ud af håndgranater og dumpet dem i floden. De bragede lös og vandet spröjtede langt ind på däkket. Efter megen kastende og dirrigerende begyndte de at löbe tör for ammunition og en häftig diskution avlöste bombardemanget.

Resultatet av diskutionen blev at et par soldater blev sendt ned i maskinrummet, også maskinisten fulgte modvilligt med for at udpege stedet hvorfra den mystiske lyd havde kommet.

Alt var tyst og fredfuldt og alle genoptog sine sysler. Maskinisten overtaledes modvilligt til at genoptage sin vakt med forlängede breaks som indtogs på däck.

Nogen forklaring kunde ikke fremlägges men teorierne surrede. Jeg tror hele besätningen var dukket op da bombardemanget satte igang, men efter orientering om situationen forsvandt de fleste.

Alle havde vakt at passe så det var viktigt at passe köjen.

En forklaring kom senere da vi senere var i dok i Århus.

2 Zinkanoder var huggt av og 1 var halvejs gennemhugget. Man så tydeligt at det var hugget og ikke bortrustet. Det var en foretagsom mand som havde fundet en indkomstkilde der.

En zinkanode koster omkring 10000 kr for de störste. Men det kostede ham mer end han havde planeret.

Efter en bid mad i mässen og et par nye arbejdshansker var det tid for en ny runde på däk. Men nogle större oplevelser indträfffede ikke. Ved luge 1 så jeg at den lille pige havde blevet av med sine nyforvärvede hansker og en stor havnearbejder som körte spillet havde lagt beslag
på dem.

Ved hjälp av auktoritet og ½ meter större längde gik han med på at avlevere dem hvor jeg syntes de gjorde större nytte. Resten av vakten forlöb uden större incidenter.

Aftenvakt var behagelige. Luften bliver renere og temperaturen bliver behagelig, nästen en smule koldt efter dagens hede.

Avlösningen dukkede op enligt planeret skema og jeg dykkede i köjen efter en hurtig dush. Sov som en sten indtil jeg blev väkket for avgang

Derefter endnu en kort tid på ryggen inden näste vakt.

Samoa i Seattle 1965. 

Turen ned for floden gik helt efter planen, engelskmanden lå stedig med stävnen på land og udgjorde ingen större hindring for trafikken.

Näste havn var Hongkong og vi så frem mod en behagelig rejse.

Men väl ude til sös löb vi ind i en rygende tyfon, regnet faldt i spandevis. vinden piskede og båden rullede.

Vores sandsäkke havde trukket vand og vägten blev et problem.

Rulningerne blev värre des mere det regnede og skipperen så at noget måtte göres.

For förste og eneste gang under mine 45 år til sös hörte jeg skipperen beordre alle mand på däk. Det var virkelig også nödvendigt. sandsäkkene var som bly og der var mange.

Jeg tog mig til topbroen og fik nogen langerkäde i gang og de forsvandt hurtigt ud over siden.

Matroser som havde kniv sprättede nogle op og smed sanden på däkket, det var malet stål og ganske glat i regnen så det var livsfarligt ude ved kanten, men sanden var til stor hjälp. Det var et under at ingen trillede i havet.

Efter nogen halvtime kunde man märke at gamle Boribana fik livslysten tilbage.

Rulningerne blev hurtigere og hendes opretninger kom direkte.

Da vi satte i gang hängde hun i flere minutter, föltes som evigheder inden hun begundte at rette op.

Vi fölte at situationen var under kontrol og overgik til normalt arbejdstakt, og de sidste säkke forsvandt i havet.

Väl tilbage på broen holdt skipperen en lille tale. "Godt gjort drenge. Tak skal I ha."

Det var ikke kotyme med lange tirader. Og det sagde alt som behövedes.

Vi havde alle arbejdet for livet. At svömme til Hongkong var et dårligt alternativ.

Jeg har ikke minde av nogle navn på kolegaer fra tiden ombord. Vi var arbejdskammerater og tiltalte hinanden med efternavn og man kom snart til en ny båd så nogen personlige vänner fik man själdent.

Om nogen var med den rejse skulde det väre hyggeligt at höre fra jer.

Det var en rejse man aldrig glemmer.

Mit første ØK-skib 1960. Lalandia.

Nu er jeg bosat i Göteborg og pensioneret. Har et par skibskolegaer som jeg omgås med, og efter at have sejlet 40 år i svenske skibe har jeg ingen kontakt med danske kolegaer, iblandt savner man det, men jeg er blevet svensk på heltid.

Olaf Rasmussen.

Se også de andre sider !!!